Måned: august 2020

Klinger, kurvaturer og kapacitet

 Nu er det sandsynligvis  helt gennemsnitlige menneske som denne skribent jo statistisk dem, som der er allerflest af hvis man da ellers forsigtigt kan hypotisere omkring en klokke-lignende normalfordeling af populationen. Der vil således statistisk være ganske få patologiske massemordere og helt konsekvent u-voldelige personer, mens de allerfleste ind imellem vil kunne presses til at stikke en på kassen under tilstrækkeligt presserende omstændigheder. Sådan er mennesker og sådan er Verden, og uanset, hvor meget man stræber efter en smuk og klog partner i avlsarbejdet, så ender det altsammen samme sted: Nemlig med at de fleste forsøger at finde mening i regeringens orkestrerede “marcheren i takt” og epidemilogernes vanvittige valkyrieridt af antydninger og formodninger og rene gætterier. Der ukritisk kolporteres videre af medier uden mening eller efterhånden berettigelse som andet end “product placement” af pressemeddelelser. Og hvis nogen kan se en overordnet linie i den førte corona-politik, så ville vedkommende have haft andre ideelle tider syd for grænsen efter Weimar-republikkens fald med de evner til total underdanig flokmentalitet

Normalfordelingen af menneskelig perversion og tosseri og almindeligt afvigeri er dog efter nye, banebrydende studier en smule anderledes indenfor hifibranchen. For der er den statistiske “klokke” nærmest reciprokt-inverteret fuldstændigt, således at normaliteten i midten er nærmest fuldstændigt væk. Det har vi naturligvis længe vidst blandt de sidste uhellige sølle hifi-eksistenser, der har været skildret på bedste videnskabeligt velfunderede vis på denne plads. Men at det også skulle gælde producenterne af disse ultimativt-overflødige “Veblen-goder”, som hifi jo er, er alligevel nyt.

Og at ikke alle aktive indenfor branchen vist er ganske raske ses vel bedst af dagens billede fra et værksted hos en Lindstöm fetichist, der tydeligvis går og tror, at det for at udføre kvalitetsarbejde skal være nødvendigt at investere multi-tusindlapper i alskens forskellige udgaver og størrelser og klingeformer  af det essentielt samme produkt-nemlig en skævbider. Helt åndssvagt ville de fleste nok sige, selv om juryen her i huset af naturnødvendige årsager er noget mere tøvende med at afsige en sikker dom. Dertil ligner lavpris-printeren bagved noget rigeligt bekendt..

Vi vil dog ikke i dag behandle de ellers adskillige tilfælde af pædofili blandt hifi-producenterne, der ellers ikke lod affæren om Gary Glitter meget efter. Det ene eksempel døde til held mest for sig selv inden retssagen og et par andre flygtede til Laos og Thailand inden de blev retsforfulgt i England-det var dette sidste, som Glitter forsømte at gøre inden han stak af. Og nu sidder han så i det spjæld, som mindst én dansk stadig hyldet helgenskikkelse slap unådigt for..

Nej, i stedet vil vi i dag nævne en “producent”, som næppe mange nogensinde har hørt om.nemlig ONIX:

https://www.onixdna.com/news

Selv en uhyre kursorisk gennemgang af denne side vil afsløre, at det altsammen er et tankespind og ren luft og vind-frikadeller i en vis “CEO” Adam Worsfolds skurvede og syge hjerne. Worsfold sidder i Thailand, firmaet har ingen adresse, sælger ingen produkter OVERHOVEDET og har ikke gjort det i over et år. Ikke desto mindre påstår Worsfold, at firmaet omsætter for knapt  5 mill pund og beskæftiger knapt 20 mennesker. Altsammen på en fiktiv adresse og registreret på en kollektiv kontoradresse med over 45.000 virksomheder.

Worsfold og ONIX har haft held til forlængst at hæve forudbetalingen for vel omkring 35 fortærkere for et års tid siden uden at nogen nogensinde har modtaget en. Og det mest absurde her er vel, at der er tale om forstærkere til en kundepris på under 4000,- kr. Og spilfægteri og psykopater som Worsfolds evne til at tryllebinde svagere hifi-sjæle har så holdt dette spil om småpenge kørende langt hinsides muligheden for at få kreditkort-udstederne til at kunne tilbageføre pengene (i UK 180 dage) Der kører en tråd på pinkfishmedia, der er let at spotte, blot man skriver “Adam Worsfold” 

Dette link omkring mandens direkte kriminelle adfærd ville jo for den normalt tænkende være noget, som stod i vejen for videre hifi-fremfærd. Men nej, sådan spiller klaveret ikke for ONIX. ALT, simpelthen ALT. på siden og alle mandens skriverier, foregår udelukkende i et sygt sind. For der er IKKE nogen gruppe og selskabsgrupperinger kaldet “ONIX-det ene og det andet” Der er heller ingen virksomhed med ansatte eller omsætning, for når man som denne skribent er kvivk nok, så kan man i CVR-registret/Comanieshouse se, at ONIX falder under den ellers meget lave engelske grænse for revisions-/regnskabspligt-for såkaldte “micro companies”-typisk enkeltmandsvirksomheder. 

Og for ligesom at sætte trumf på, så skriver og svarer samme Worsfold under vidt forskellige navne som for at understrege den personlige “grandeur”, som de siger derovre. Lidt i samme stil, som når visse særskilt  prætentiøse skribenter omtaler sig selv i 3. person. Blot en hel del værre mener denne skribent. 

Mega-megalomani i reneste anskuelighedsform som med Adam Worsfold her kan være sælsomt pirrende, ja nærmest underholdende. Ingen af kunderne er jo blevet ruinerede, de er blot ført bag lyset af en psykopat så længe, at han fra sit eksil i Thailand kan sidde og grine. Og videreudvikle myten om egen fortsat storhed på sygeste vis.Og ikke meget bedre er en vis John Westlake, der også i massevis af år har kradset omkring en million ind fra kunder uden at levere nogetsomhelst. Som i INTET-udover henholdende snak. 

Westlake er en mindre flamboyant mere sagtmodig små-sympatisk psykopat, men det er vist også den største og dermed helt ubetydelige forskel.

Sjovt, som sært “skurvede hoveder” huserer så uantastet indenfor hifi..Selv “skævbider-fetichisterne” findes altså  i virkeligheden. Og så er der endda netop indløbet et mere retvisende billede, gyyss!

Acoustic Research LST

Så er vi endeligt osse åndeligt tilbage i denne, den bedste af alle tænkelige lykkelige verddener-blandt verdens lykkeligste mennesker, som danskerne jo forhåbentligt noget tvangsmæssigt benævner sig selv på alverdens lykkebarometre. For ligefrem MENE det kan vel trods alt næppe alle? Dertil er der rigeligt mange sure fjæser og hysterisk klagende naboer over bagatelagtig musikudfoldelse  derude. Mon ikke der er et element af stiliseret og nærmest rituel “løgnhalseri” over svarene lidt i stil med dem angående nylige køb af økologiske varer i supermarkedet. “Jo jo, vi køber sandeligt altid økologi af hensyn til verden og vores børn  bladr bladr..”  Som kvinderne omkring offer-sten i romanen “Røde Orm”, der også godt kunne sige sandheden, når de som de sagde det vidste hvad det skulle bruges til.

Blot underligt, at der ingen tilsyneladende ændring er på varernes fordeling i supermarkederne over årtierne, når nu folk er så uendeligt bevidste og oplyste og allesammen kører i el-delebiler. Og iøvrigt marcherer fremragende i kollektiv gådegang i tidens tiltagende totalitaristiske takt, hvor taktrytmen ellers kan forekomme ganske uregelmæssig og svær at lære. Faktisk minder anbefalingerne i tiden som iøvrigt i hele forløbet mere om rytmen i et værk af Ligeti end i en march af Strauss. 
Hver ekspert og virolog har dagligt alverdens gensidigt modstridende råd om verdens sande corona-tilstand uden at nogen STADIGVÆK helt tilsyneladende fatter, at der altså ikke er en sundhedspolitisk krise, men en SAMFUNDSPOLITISK. For som denne skribent profetisk omend ikke videre særskilt begavet (dertil er konklusionen fra starten simpelthen for let) hele tiden hele tiden har hævdet, så går corona ikke bare væk igen. Og hvis man lokalt med drakoniske samfundsødelæggende foranstaltninger skulle formå at fjerne tilfældene en tid, så vender de blot tilbage igen. 
Og hvor håbløst og endnu mere meningsløst det hele er, demonstreres vel bedst af regeringens politik med obligatoriske mundbind i offentlig trafik- fra om en uge! Nå, men det bedste ved situationen nu er jo, at som også forudsagt af denne altid vidtskuende “samfunds-seer”, så er en samfundsnedlukning mere heldigvis ikke mulig længere. Dertil er det økonomske spisekammer for længst spist op-både for nu og det næste årti. 
Nå, men her i vores lille virksomhed er der ellers betydelig gemytlighed til stede. Der har været uforholdsmæssigt travlt langt længere ind i juli end nærmest nogensinde før, og august fortsætter på samme vis. Mindre havde nu sagtens kunne gøre det, men derfor kan man nu sagtens glæde sig-så det gør vi!
“Glæde” gør denne skribent sig så osse over, at det lykkedes at modstå fristelsen til at købe et sæt af ungdommens drømmehøjttalere, der ellers røg ret rimeligt på Lauritz for ganske nyligt. Fristelsen var ellers både betydelig og umiddelbar, men en smule realistisk tænken tilbage til egen tidligere branche-erfaring fik mig heldigvis på andre tanker. For allerede dengang, i det Herrens år 1983, var langt de fleste af de større AR-højttalere fra 1960-erne og 1970-erne forlængst landet på historiens store losseplads. Simpelthen kasserede af deres desillusionerede ejere, der ellers havde betalt veritable “blodpenge” for AR-højttalerenheder af en så ynkelig og patetisk kvalitet, der fik de nyligt afbildede SEAS 25 TV-EW fra afgjorte økonomihøjttalere til at ligne teknologiske “tour de forcer”.
For mens langt de fleste af de her ellers rimeligt ynkelige SEAS 87H diskanter og 25 TV-EW-basser stadigvæk virker på trods af snart 50 års blandet festivitas, så virker praktisk talt INGEN af enhederne fra de her engang så fremragende markedsførte AR-3A og AR LST-højttalere. Og det iøvrigt uanset om de har stået jomfrueligt  i en papkasse hele tiden eller ej. Den eneste forskel er. at diskanterne og for LST tillige mellemtonerne.normalt brændte af allerede for 50 år siden. Og senere utallige gange, indtil ejerne smed højttalerne tilbage til det fortjente audio-helvede, hvortil de skulle have været leveret-direkte fra fabrikken!
LST var vel trods alt den både værste og mest hel-kiksede af de 2. Lanceret ellers med reklame-bravader af den allermest nutidige slags med billeder af alle de notabiliteter og internationale koncertsale, der angiveligt anvendte dem, imponerede de følsomme pubertets-drengesjæle som denne skribent. For så mange kunne vel ikke tage fejl, eller kunne de? Jo, DET kunne de sagtens, for selv om det må formodes, at alle de reklamerende kunstnere og arenaer havde modtaget deres LST som vareprøver u/b, så var alene vedligeholdelsen en kolossal udgift. 
For de her spånplade-skrumler med selvskærende skruer havde blot en officiel følsomhed på 89 dB (antageligt og sandsynligvis noget mindre)-jo en noget patetisk virkningsgrad, når man feks sammenligner med de iøvrigt samtidige Vitavox her i huset, der pålideligt  “clocker” 107dB for 1 watt. Og har 100 watt kontinuerlig effekt-tålelighed for et potentilt lystryk på i omegnen af 130 dB
Anderledes med AR LST, der kun i spidsen kunne præsterer til PA-anvendelse urimeligt ynkelige blot 100 dB. Og det var endda helt officielt, fordi det officielle datablad loyalt påpegede en kontinuerlig belastbarhed på 23 watt….
Og så er vi ikke engang færdige med ynken endnu. For på sin vis bliver det hele værre endnu. For selv om især diskanterne i en AR LST brændte af, blot man kikkede på dem, så kunne det alligevel have været langt værre som man kan overtyde sig om i den officielle manual.
Til en start er frekvenskurverne ovenfor for en højttaler, der har diskanter og mellemtoner af dometypen spredt vidt udover 3 sider, alle med flere centimeter høje kanter lige omkring enhederne naturligvis noget problematiske. Og så har vi vist udtrykt det lidt mildt, decideret vildledende-løgnagtigt ville allerede have været i den mildere ende. De rigtige kurver ville være savtakkede med utallige resonanser og refleksioner og ikke mindst interferens..
Dog afslører kurven fra databladet dog den allerede i samtiden udbredte konstatering af, at de dér AR da vist var lidt i den mørkere ende frekvens-balancemæssigt. Og med et gennemgående fald på 5 dB over 10 kHz er der en tydelig forklaring.Hvad der til gengæld så IKKE forklares er, at diskantenhederne med en tilførsel af et lineært  frekvensområde (ganske uhyrligt  let at realisere med de anvendte autotransformatorer i filtrene)  ville brænde af ØJEBLIKKELIGT ved første kraftige impuls. Derfor dæmpningen med de 5 dB Og selv om musikken kun dengang havde uhyre lidt energiindhold over 10 kHz, så var diskanterne på trods af antal allerede så hårdt spændt for, at et enkelt “akustisk strå” ville kunne knække ryggen på krikken. Det her er simpelthen bare en forbandet skod-højttaler og man tør næsten ikke tænke på, hvor mange diskanter og mellemtoner, denne håbløse “højttaler-dinosaurus” fra Lauritz har ædt i årenes løb.
Og hvis nogen skulle kede sig, så kik eventuelt billeder af disse AR 3A og LST. For ikke alene var enhederne blandt alle tiders ringeste, de var tillige blandt alle tiders dårligt producerede, bestemt en uhellig cocktail.
Godt, jeg stod imod!
Billederne forklarer vel sig selv-uendelig idyl nordenfjords!

Tilbage fra landstedet

Så er der atter dømt “slave-lignende arbejdsforhold” her i vores virksomhed efter en længere dase-ferie på farmen nordenfjords. Det slavelignende består nu vist mest i, at man som som denne skribent har defineret sin egen pligtskyldige eksistens ved i selvforståelsen at forsøge at gøre sit bedste. Og da der er mere end almindeligt rigeligt meget at lave, så kommer almindelig rimelig professionel ordentlighed til tider på betydelig prøve, for det kan være ganske vanskeligt helt at kontrollere byggerier og leveringer. For altså at sige det lidt mildt…

For overhovedet at få lidt spændende afspændende afveksling i den århusianske hverdagstrummerum, så fortsætter omforandringen i de forskellige bunker forstærkere, der jo er nødvendige med total elektronisk deling af højttalerene. Og i den anledning er der landet en god stak MC2 S800 studiomonitorforstærkere til at afløse de ellers meget nyligt ankomne MC2 T2000-forstærkere. For når et produkt fra en ellers ret respekteret professionel  producent ligefrem benævner deres produkt “reference amplifier”, så må det jo begribeligvis og nødvendigvis være godt. Og da vel især bedre i forhold til standardudgaven altså T2000, som der ikke står samme tekst på.
Og ganske godt, det er det da bestemt, omend det ikke i væsentligt om overhovedet noget omfang er bedre (eller blot anderledes!), end det var i forvejen. Men det er naturligvis altid uhyre tillidsvækkende, at designerens autograf står på forpladen. Hvis det altså ikke lige var fordi, at Terry Clarke, som manden hedder, er firmaets ENESTE designer og dermed har designet SAMTLIGE modeller i hele firmaets nu 27-årige historie. 
Nå, men som billedet fra siden osse viser, så er den for MC2 ellers helt uhørt uvant tykke hifi-agtige forplade osse fremkommet ved lidt kreativ omgang med eksisterende råmaterialer. For det ser unægteligt og ubestrideligt ud til, at den blå forplade blot er monteret udenpå den ellers fra T2000-serien så kendte tyndere sorte. Der er vist bare ting her, som det vil være bedst at lade ligge helt og aldeles. Ord som “naivitet” og tossegod godtroenhed” ligger ellers lige allerførst for..
Bestemt kedelige ting at tænke på, når man nu ellers var både glad og stolt og lettere mat-forblændet af de fine blå forplader. Derudover spiller systemet nu helt og aldeles fremragende fint, MEN, Det gjorde det også allerede i forvejen. Og for den sags skyld osse i den iøvrigt ganske nylige  for-forvej med LAB-multikanalsforstærkerne. Men mere imposant ser det da ud og så passer forstærkerne iøvrigt aldeles fremragende optimalt.i en helt anden henseende-de er nemlig med deres 3 gange 2 units og lave fødder lige akkurat lave nok (det vil sige ikke LAVE OVERHOVEDET, blot ikke for HØJE) til at kunne trilles igennem døren ind i det den anden stue.
Om der så overhovedet er blot den allermindste smule interne komponentforskel mellem MC2 T-serien og S-serien har jeg endnu ikke haft mod og mandshjerte til at undersøge, men næppe meget om overhovedet noget. Til gengæld er S-serien til hjemmebrug langt, langt mere velegnet i en anden uhyre kritisk henseende: Deres blæsere er af allerbedste og støjsvageste Noctua-støbning og det samlede støjgulv for disse 3 forstærkere ligger under det fra dbx 4800-processoren ovenpå. De er faktisk fra fabrikken på bestilling så beskedent dimensionerede, at de ikke tillader længere tids fuld gas på apparaterne uden ultimativ termisk shutdown 
Det kan man så undgå ved bestille apparaterne (eller efter-installere) med en noget  mere støjende standard-blæser, men indtil videre har der ikke været problemer. Hvilket jo iøvrigt heller ikke ville være forventeligt med beskedne belastninger fra højttalerenheder på mellem 104 og 111 dB for 1 watt/1 m.
Så alt ialt er der bestemt lytteglæde til stede.
Tilbage til arbejdet og så må jeg se at finde ud af noget, som jeg kan føle mig krænket over. Det er så moderne og  som boniteten af ens hifi er krænkelsens art og grad  udelukkende noget, som man selv bestemmer. 
Men tænk at skulle føle sig lettere halv-kikset, fordi man slet ikke føler sig trampet på og ydmyget. Sikke dog en skidt fyr, jeg må være.. “Krænkelsesparat” kan muligvis også betyde noget andet så..