Måned: marts 2020

Nu er såkaldte “overspringshandlinger” jo normalt et hyppigst fænomen blandt immobiliserede dyr i alt for trange omgivelser. Og det er jo nok noget, som mange indespærrede familier har som sikkert sekundær beskæftigelse i disse dag-idet vi forsigtigt antager, at den mest tidkrævende syssel derude blandt “Fangerne på (familie-) Fortet” vist mest er at småskændes som vores egne stære-flokke på farmen, der netop fra i dag toppes om redekasserne.

Så mangler vi blot at få at vide, hvor mange af disse, der allerede fra starten var indlagt på diverse intensivafdelinger…

Nu skal man naturligvis som hastigt aldrende allerede ældre mand naturligvis ikke glæde sig særligt over at bevæge sig endnu længere ind i risiko-gruppen for Corona, men som en vittig hund engang bemærkede, så er alternativet anderledes skræmmende. Så hyggeligt at være her endnu her på min fødselsdag. Mærkeligt, men jeg husker min egen salig far som MEGET ÆLDRE på samme alder, faktisk lidt en gammel tudse…

At så hele min barndom derude på det alleryderste næs på den alleryderste lille ø  i særligt enestående grad har forberedt mig såre godt på disse dages isolation er så ganske heldigt. For mens sikkert de allerfleste andre er ved at gå op i familie-limningen over at skulle tilbringe al den kvalitets-tid sammen, som de vist ellers altid officielt har eftersøgt, så er det helt anderledes afslappet-lykkeligt  her i Casa Mathiasen 1 på min fødselsdag.

For opvæksten på Endelave har permanent fjernet enhver forventning om nogen større formel fejring af noget så banalt som éns fødselsdag. Og når man aldrig har haft holdt en egen børnefødselsdag i sin folkeskoletid eller for dens skyld været med til en, så er det svært at blive spor skuffet over den relative isolation her på Åbyhøjvej i dag. Og hvem skulle nu have troet, at en til tider rigeligt ensom og begivenhedsløs barndom skulle kunne give fin dividende i dag? Nå, men det kan den altså og om ikke andet, så lærte en barndom med uhyre få kammerater én at få det bedste ud af begge dele. Nemlig både kammerater OG ensomhed, faktisk en helt fin cocktail. For så kan man både være socialt stjerneklar, når det er nødvendigt-for det lærte man jo selv, fordi de chancer, som der var for socialt med skolekammerater og feriegæster, DEM skulle man tage.NU!.

Samtidigt lærte jeg så, at ensomhed ikke er andet end en kærkommen mulighed for fordybelse i alt det, som den ofte alt for overfladiske sociale trummerum normalt står i vejen for. Og at jeg har annammet denne lærdom ses vel bedst af, at jeg i dagens anledning måske udover at min frue måske kommer forbi fra sit vendsysselske heste-eksil, allermest glæder mig til dagens forventelige forsyning af et par trætromler med verdens måske allerbedste signalkabel, Gotham GAC-2 AES Ultra Pro.

Det er simpelthen første gang, at denne skribent har hørt en ganske vist uhyre beskeden lydmæssig forskel fra det hidtil universelt anvendte Mogami 2549. At der så er gode kabel-konstruktionsmæssige grunde til den lille forskel er så heldigt nok, for meget voodoo er der bestemt ikke tale om. Bare ingeniør- og produktionsmæssig omhu, der dog medfører den astronomiske pris af knapt 100,- m. Og dermed er det naturligvis heller ikke helt fair at sammenligne med et kabel som 2549 til under en tyver. Der iøvrigt allerede er aldeles fremragende og har været high end studiestandard i årtier..

Tilbage til vores lille virksomhed, hvor der er “business as usual”.

 Det er altid en udsøgt fornøjelse at have professionelle musikere på besøg i vores lille virksomhed selv om der da bestemt osse er enkelte særdeles hyggelige hifitosser derude.Sådan ca en god thalidomid-håndfuld ialt, men alligevel. Måske denne sjældne varietet af midaldrende mænd skulle sikres en plads i UNESCO`s raritetskabinet?
Tilbage til musikere: For det meste er disse jo aldeles græskkatolske med hensyn til genivelseskvaliteten, fordi de naturligvis lytter til noget ganske andet end de fremherskende hifitosser-nemlig musikken! Og den slags er altid hyggeligt at overvære, fordi selv ellers uhyre velovervejede, ja måske ligefrem lettere mere end middel-begavede mennesker som  skribent, selv undertiden falder i hifitosseriets dybeste og mest esoteriske næsten selv-skadende onani-aktiviteter..

Sådan var det så ikke med vores gamle og iøvrigt stadigt ganske unge musikerven fra i går. Han er en gammel kunde for så vidt vi første gang handlede med ham i hans tidlige teen-år, mens han nu er blevet en uddannet professionel musikalsk vandringsmand. I går kom han dog mest for at hente en masse Neutrik-stik plus noget specielt Mogami-kult-instrumentkabel, som vi viseligt har hamstret en del af i disse for landet og Verden så svære tider. Tænk at være hamstrings-pionér i disse tider, måske en lidt tvivlsom udmærkelse?
I den sammenhæng var fyren letsindig nok til at spørge, om han måtte høre vores Vitavox Thunderbolt-horn. OM!-meget gerne. Så på kom Lucinda Williams med den karske og barske optagelse “Live at The Fillmore” for fuldeste gardiner. Og dèr sad den unge mand fuldstændigt lamslået og det blev han forresten ved med i hele CD-ens resterende løbetid, indtil han med fleksende knæ atter kom ned i vores lille kælder-virksomhed og sagde, at det da godt nok havde været en oplevelse. Og DEN slags komplimenter fra en mand, der ellers selv har et studie ekviperet med ganske seriøse monitors fra vores egen naturligvis dybt seriøse “stald”.

Det bedste ved den unge fyrs begejstring var det dog, at denne skribent atter en gang blev overtydet om, at altså ER en god ide at have både aktive ATC SCM 300A plus de andre gevaldigt store horn-skrummelhøjttalere indenfor let ombyttelig rækkevidde. Hver ting tydeligvis til sin tid.

Ellers er Verden jo som bekendt af lave. Ja faktisk så meget, at man skal være særskilt stupide tosser for som dem i går, der under en corona-debat i Folketinget gennemførte en topløs demonstration, vistnok for klimaet. Iøvrigt en sag, der som tidligere tiders antikrigsdemonstrationer er vanskeligt at være IMOD uden at dog heller forekommer historisk ret virkningsfuldt at demonstrere FOR fred og fordragelighed. Eller for den sag skyld med slet skjulte (endnu kun-for en kort stund da) semi-voldelige midler  være FOR noget, som ingen kan være imod..

I det hele taget er Verden mærkelig, ja, vi er vel næsten i ren paradoksalitet kommet tilbage til de klassiske dårlige dage, hvor den romerske kejser Caligula udnævnte sin yndlingshest Incicatus til konsul. Ikke at denne sikkert ellers skikkelige vegetar dårligt ville have kunnet undgå at fremsætte langt bedre og uendeligt langt mere fornuftige forslag end sidste uges ultimative krav fra de Radikale og Morten Østergaard om , suk!, en optagelse af mindst 500 kvoteflygtninge. Og det altså i en tid med smuldrende ydre landegrænser, der gør Europa pivåben for millioner af unge mandlige muslimske lykkeriddere, der jo nok alle vil søge til Gallia Transalpina, for nu at blive indenfor den klassiske dannelse indefor pensum af Den Lille Latinprøve. Hvor de vil yde deres til udbygning af nyttige samfundsinstitutioner som fængsler og private vagtværn og anden bruttional-produktive ting.

Tilbage til dagens overskrift. For både fruen i huset og alle gæster og forretningsforbindelser er i månedsvis blevet tudet ørerne fulde af denne skribent om, at klimakrisen aldrig kommer til at betyde noget i den nu kendte version af Europa. Denne skribents begavede, men uhyre simple ræsonnemnet fra længe inden virus`fremkomst er, at hvis man ved gargantuanske (dette er jo en intellektuel blog, sommetider muligvis lidt søgt!) skatter og afgifter på turisme, benzin og flyrejser, så kuldsejler en hel bunke europæsike turisme-baserede økonomier ALDELES OMGÅENDE.

Og med turismeindustriens BNP-andele på mellem 15 og 25% i flere af de største europæiske lande, så behøver man ikke være regnemester for at se, at et økonomisk kollaps vil være uundgåeligt ved for eksempel allerede de afgiftsforslag, som den danske regering er fremkommet med.
Problemet med ferie er jo, at det er det allerførste, som folk sparer på, så selv om man teoretisk kunne forestille sig, at indenlandsk ferie-efterspørgsel delvist kunne udligne faldet i  den udenlandske, så sker den slags altså først LÆNGE EFTER, at de største nuværende turisme-økonomier forlængst er gået “belly up” Og sammen med Grækenland, Italien, Spanien og Frankrig dermed hele det europæiske projekt-med eller uden klimarestriktioner.

Så ja, i den retning er klimakrisen aldeles irrelevant og har desværre hele tiden været det i Europa. De europæiske samfund vil nemlig gå i total nedsmeltning længe inden den store syndflod kommer. Og min tidligere hypotetiske, men dog rimeligt fakta-baserede, tilgangs rigtighed demonstreres jo i disse dage i opskruet tempo.
Ikke altid rart at få ret, ikke engang når man altså har det…
Og at omtanken ikke akkurat er den fremmeste komponent i polisk panik giver jo sig selv. Blot rudimentære elementer af samme er jo nærmest ikke-eksisterende under mere normale forhold. Dog tangerer det det indtil videre århundredets  mest tåbelige regeringstiltag at love, at landets virksomheder bliver lover udsættelse af moms. MOMS, for Fucks sake, den betaler man squ da for Helvede HALVÅRLIGT, politiske pamper-pikhoveder.

Og for ikke-selvstændigt erhvervende derude, så var sidste lovpligtige betalingsfrist for moms altså den 2. marts-FOR 9 DAGE SIDEN!!! Næste gang, som altså er den, der måske kan udsættes, er altså om 176 dage…
Så hvad det lige skulle hjælpe på akut-presserende likviditet at få mulig udsættelse af moms om 6 måneder er en af de gåder, som det moderne samfund er så fuldt af.
Og hvorfor ingen, journalister eller andre, undrer sig, er underligt. Eller rettere, det ville det have været engang

Det var nu ikke ligefrem fordi denne morgen på nogen måde adskilte sig fra de tidligere par dag, ihvertfald ikke med hensyn til både fysisk og mere “åndet/åndeligt” aktivitetsniveau. Det er da ligegodt utroligt, så mange forskellige slags kvalitetskabler, som denne verden endnu efterspørger i en ellers tiltagende trådløs tid. Og her må kvalitetskabler endeligt ikke på blot allemindste måde forveksles med det obskøne og vulgære skrammel godtkøbsisenkram, som blev udstillet på weekendens hifimesse. For et kvalitetskabel er noget, der løser en opgave teknisk og håndværksmæssigt bedst og længst muligt til en fornuftig pris. Og naturligvis IKKE noget vanvittigt over-prissat voodoo-skrammel af kabler og tilbehør, der blot urimeligt lynrapt  beriger aldeles skruppelløse løgnagtige hifi-købmænd. Sådan noget bærer kun yderligere ved til de sidste sølle hifientuasters permanent-neurotiske lejr-bål…

Og lidt sølle, DET så de da ud, disse lettere små-mimrende gamlinge, som denne skribent delte kø med dernede på det forlængst færdigt-falmede Royal-hotel. Hvor man nok skal tilbage til salig Frederik d. IX`dage for at finde værdige forhold for sande royale. Nu er det mest bare en totalt sønderslidt prætentiøst sted med fimsede tjenere, der serverer svinedyr mad af en kvalitet, som man ellers ville skamme sig over i et af de lokale pizzarier. Man ved jo, at evnen til at stave pizza korrekt i flertal står i klar ligefrem proportionalitet med både evner og ambitioner..

Der skal ellers en hel del (det vil så her sige OVERHOVEDET INGENTING) til derude blandt de steroid-pumpede noget skummelt-udseende mørkhårede ungersvende derude i “fætter-pizzariaerne” med de uhyre rudimentære hygiejniske evner med pizzadejen for at slå Royals forplejning. Simpelthen skod-mad serveret serveret med fims. Man får næsten den tanke, at osse Royal hotel er en cover-operation for noget andet og mere givtigt, selv om vi godt nok ikke så mørkhårede hættetrøjebeklædte ungersvende på scootere levere små omhyggeligt pakkede plasticposer. Denne skribent måtte dog spekulere en del over disse forunderlig rammer og såre forundres over, om noget da overhovedet kunne tage al brage-snakken og hotellets storhed bare den allermindste smule alvorligt?

Nå, men i den sidste henseende her var det måske i virkeligheden helt passende rammer, som hifi-udstillingen blev gennemført i Helt nemt var det bestemt heller ikke at tage den alvorligt som andet end et hyggeligt chill-room med vennerne og en tilbagevenden for en formiddags tid til en bedre og enklere ungdom-bare uden tøser. HELT uden tøser af blot den mindste smule seksuelt appellerende slags udover den labre vimsende  chokolade-sag, som arrangøren havde taget med som specielt udstillingsobjekt. Og at det var en succes med dette lille feminine  divertissement demonstreredes måske bedst af af alle de vedholdende vrede blikke, som de enkelte tykke koner, som modvilligt var blevet tvunget med på messen, sendte hende.

Endeligt er vi så fremme ved messen og vi skal naturligvis for alle de buestrengs-spændte læsere derude straks afsløre konklusionen: Anlæggene herhjemme spiller meget, meget bedre. Den konklusion kunne naturligvis ligeså let have været nået sidste eller forrige uge, for mænd er jo et forunderligt rethaverisk og inderligt selvfedt dyr. Så naturligvis er ens eget hifi altid bedst, og det selv om det altid er noget andet, end det var for et par år siden eller vil være om et par år. Selvbedraget om egen fortræffelighed lever i bedste velgående på trods af enhver logik. Og til tilsyneladende til evig tid, amen!

Først skal vi så udnævne messens bedste lyd, som for denne skribent så helt ubetinget var lidt plingeling-musik med en spæd kvindelig vokal fra nogen Harbeth-højttalere. Og grunden til denne sikre vinder var den mere prosaiske, at der derinde i rummet blev spillet så LAVT, at man NÆSTEN ikke kunne høre noget ude på gangen og dermed ikke som i samtlige andre demonstrationer på samtlige etager simpelthen lød SKIDEGRIMT ikke blot I, men langt UDENFOR rummet. Det var som om højttalerne , små som store, i samlet kor havde rottet sig sammen om at forsøge at skræmme publikum bort.

Det lykkedes til fulde, og hvis man skal dømme ud fra vores egen tilfældigt sammensatte lille lyttegruppe på 6 personer, så forsvandt gruppens medlemmer i spredt og ikke-koreograferet flok eller orden uhyre hurtigt fra SAMTLIGE rum.Og hurtigst fra det allerførste, hvor en særskilt utroværdig og kryb-inducerende ubehagelig sælger af særskilt overprissat bralderværk  fortalte sine syge anekdoter om en kunde, der havde købt og betalt en multimillion-kroners højttaler, som firmaet slet ikke havde planlagt eller lavet endnu. Den slags giver for denne skribent kvalme snarere end respekt.

Og om det så er løgnen eller dumheden, der er det værste, er vel ligegyldigt, når alt i én krymper sig sammen i ubehag. Nå, men ellers var vores kollektive oplevelse følgende: Først lød musikken temmeligt dårligt, efterhånden som man nærmede sig demonstrationsrummet-derefter blev det HØJERE uden at blive bedre og når man så snart efterfølgende forlod lokalet, så forblev det dårligt, blot med et lavere lydtryk.

Og nok har jeg deltaget i mange hifiudstillinger efterhånden, men det her var da ligegodt bunden af poppen. Alligevel var der selv i al den lydmæssige søllehed noget, der særskilt udmærkede sig-altså ved at være ENDNU mere rædselsfuldt.
Og som udstillingens absolutte bundskraber lydmæssigt vil denne skribent helt personligt udnævne en eller anden pyramidestub-agtig højttaler, tilsyneladende med Scan-Speak enheder, der i sin mellembas/mellemtone-massivitet satte ny rekord i disciplinen “ikke-hifi” Konkurrencen på feltet er jo ellers hård og ikke mindst i high end-segmentet, hvor lydmæssig divergens hersker og konvergens er helt ukendt.
Jo dyrere, jo mærkeligere og mere anderledes end alt det andet high end, der også uvægerligt prætendærer at være det helt ægte og livagtige. High end hifi er som alle de indiividuelle stumper af sten fra universets fødsel: Altid på vej ikke blot VÆK, men TILLIGE væk fra alt andet og alle de andre sten.
High end hifi er altså noget mærkeligt noget, men ÆGTE, DET er det squ godt ikke!