Måned: oktober 2018

Denne skribent ligger desværre lidt underdrejet i dag, vi vender forhåbentligt tilbage på denne plads i morgen.

Inden nogen af vores (objektivt/statistisk set sindssygt mange faktisk!) begynder at kaste sig ud fra høje bygninger i skinbarlig fortvivlelse, så vær rolig. Denne side fortsætter sin vant-vaklende  gåse-gang udover stepperne-det være de auditive eller alle de andre selvsagt noget mere interessante. For selv om hifi fylder og har fyld uhyre fornuftsstridigt meget i denne skribents knold i snart 5 årtier, så er det dog i trist sammenligning ingenting i sammenligning med hifi-lidelsens sande skræk-tilfælde Nemlig for dem, der som vor nylige “ven” “lydjørgen” sidder ensom og forladt og kronisk misforstået derude med sit perfekte anlæg og sine forskruede meninger. Fot at benævne mandens idioti for “tanker” er jo at gøre selv de rudimentært begavede tænkere som for eksempel det segment-delte bjørnedyr uret.

Dette lille kræ er ellers ikke akkurat nogen kolportør af dybe tanker, som min gymnasietids eksperimenter viste, men er dog ellers både skikkeligt og i stand til at reagere på selv mindre elektriske felter-bestemt mere, end man tiltror adskillige  af deltagerne i hifi-debatterne. Anonym kukkeluren i sit helt eget sekteriske hifi-tempel uden disciple overhovedet er tydeligvis ikke videre udviklende for indsigten men til gengæld så stortrives skråsikkerheden. Og selv ikke Napoleon Bonaparte, der jo ellers ikke led voldsomt af mindreværd, ville have en chance i nutidens netdebatter med alle de anonyme orakler.

I det hele taget er det en syg situation, at web-debatter som hovedregel foregår i anonymitet. For manglende ansvar for handlinger eller skriverier bar skærmens anonymitet er jo ikke akkurat nogen katalysator for soberhed, måske ikke akkurat nogen gigantisk overraskelse.
Til gengæld er det sikkert for rigtigt mange, osse for dagbladenes journalister har jeg fundet ud af under dagens hundeluftning, HVOR mange af kommentarerne til f. eks JP´ s artikler der forfattes af “folk på arbejde”, både herværende hære af offentligt ansatte pressemedarbejdere nødtørftigt forklædt på en tom og fiktiv Facebook-profil. Den slags ting er ganske simple at spotte for en faguddannet historier, fordi ingen andre normale civile mennesker ved deres fulde 5 jo naturligvis bruge så meget som 2 sekunder af deres liv på at FORSVARE og omhyggeligt FORKLARE regeringens og kommunernes gøren og laden og især den mere problematiske ageren. Rene “giveaways” i  selv-afsløring,  for som en selvlysende råbuk på denne årstid  og sjovt nok er netop alle disse “debatørers” profiler allesammen forudsigeligt tomme! Ikke engang et skide billede.

Og der er mange af disse professionelle “dis-informatører” derude, og herfra skal der da lyde en opfordring til at medvirke til at “ryge” dem ud. Jeg gør og har længe gjort mit, men denne kamp fortsætter som på alle hififora til den dag, hvor al debat er offentlig og personlig og gennemskuelig. Og enhver er personligt ansvarligt for sine handlinger og ytringer-blot underligt, at nogen nogensinde har kunnet tro, at det kan være anderledes..?

Nå, tilbage til overskriften. Denne ydmyge skribent vil blot meddele, at jeg ikke deltager i den kommende weekends hifi-messe. Ikke at det er nogen særlig overraskelse, jeg har trods alt kun deltaget i et par stykker ialt, men alligevel er det altså en personligt lidt overraskende erkendelse, at jeg langt hellere end at se alle de andre mere end halvgamle stærkt-lugtende og småfede mænd tosse messen så langt vil foretrække at lege med en stor benzin-buskrydder oppe i det nodjyske. Hifi er alligevel ikke længere og har længe ikke været nogen “kontakt-sport”, Og når den slags bliver et veritabelt “anatema”, så er attraktionen ovre.

For uden personlig og hjemlig interaktion, så absolut ingen interesse for at se alle de alligevel aldeles ligegyldige ting, der udstilles. Og manved desværre så osse, at man virkeligt er blevet gammel, når man laver et simpelt  tankeeksperiment. Nemlig hvor meget af det udstillede, man egentligt ville HAVE, hvis man altså fik det helt GRATIS-uden mulighed for efterfølgende at sælge det altså. Hvad i helvede skulle jeg dog for eksempel med et Gato-anlæg med en ligegyldig skodbilligt indkøbt  digitalforstærker i udover altså at kaste op over den og alt det, som den signalerer? En skin-verden af blot “glitter og glar” uden nogen ægthed eller substans.

Nå, tilbage til virkeligheden og dagligdagen, som der til gengæld er allermest af. Og lad den tomme skin-verden derovre på Clarion Hotel passe sig selv.
Det eneste ubetinget gode er vist, at hifi-fjolserne til fulde fortjener alle de mange og stadigt flere fup-produkter, som branchen disker op med. Engang indtil ikke for længe siden havde jeg ondt af de stakkelt vildførte entusiaster, det har jeg så ikke længere.
For alt for mange af “lydjørgen”-erne er rigeligt selv i stand til at fortsætte vildfarelsen og så fortjener de det squ! Idet vi måske lovligt optimistisk antager, at sælgerne betaler moms-ikke akkurat en paradedisciplin, når man skimmer hifi-brugtmarkederne..
Og når manden taler om de forskellige stadier på “hifi-stigen”(!!!!) så er der da da godt nok gået ren Scientology i den-som om det ikke allerede havde været klart længe.
Idioter kan ikke udryddes, de skal blot inddæmmes og ignoreres-det er deres eget værste skræk-scenario.

Denne uge foregår det allermeste på relativt vågeblus her i vores lille virksomhed. Trods alt er de allerfleste af vores kunder på forhåbentligt velfortjent efterårsferie, men det muliggør dog ikke ganske et tilsvarende driveri her. Og den slags har jo osse sin afgjorte charme, altså denne begrænsede arbejdsmængde, for så føler denne skribent, udrundet af den klassiske Max Weber´ske arbejdsmoral, sig trods alt bedre moralsk “klædt på” til at spille musik. og selv om man altså principielt har en slags fri allerede her i efterårsferien, så føles friheden blot endnu mere vederkvægende ved at være yderligere velfortjent af en smule arbejde i ferien..

der er således utallige omveje til ellers simple handlinger som at høre musik, og end ikke denne skribent er altså helt fritaget for at skulle lide åh så forfærdeligt inden audio-nirvana opnås. I forhold til andre mere kroniske tilfælde af  kronisk “high fidelitis” er sygdomstruslen hos denne skribent nu at ligne med en slags lettere forkølelse sammenlignet med lungekræft med megamange metastaser. Altså naturligvis ikke helt godt, men heller ikke helt skidt. Så ja, der bliver og der er tid til at lytte til Shotakovich´ strygeskvartet nr. 14 og 15 med Tanejev-kvartetten. Og det endda i en ikke teknisk videre vellykket optagelse fra de ikke vanvittigt muntre Sovjet-dage under Leonid Brezhnev. Fabelagtigt på de store Vitavox´er.

En anden tilfældighed af knapt så lykkeligt tilsnit gør osse musiknydelsen her i huset lettere. For for første gang i mange år (omend naturligvis ikke for første gang ellers), så har et hunkønsvæsen afgørende svigtet denne ellers sagtmodige skribent. Det kunne være en uendeligt trist affære hvis altså ikke lige fordi den “svigtende part” er vores nyligste hundekræ, den racerene polske lavlands-hyrdehund (racen kaldes “PON”) Dina Hund, slet ikke længere kan forliges med at være hos mig.

Det vil sige, det går helt fint, når min skønne frue OSSE er tilstede, men når hun napper en krikke og leger “Hopalong Cassidy” for en længere periode udover stepperne ind i skoven, så er Dina Hund efter at være blevet fast gårdhund i det vendsysselske ganske utrøstelig. Resten af hundeflokken og mig selv har ellers i over et års tid været mere end rigeligt for det halvstore dyr, men sådan står sagerne såmænd ikke mere. Kræet småpiber utrøsteligt indtil min skønne kone atter dukker frem mens de andre 3 dyr undrer sig såre over både den umådelige ulykke og den fantastiske lykke, som de slet ikke selv har oplevet. Dina Hund er vist bare tabt ligeså eftertrykkeligt til min skønne kone som mig selv. Den slags svigt er heldigvis til at leve med.

Og så hjælper disse positive tanker selvfølgelig osse på den ellers akutte kvalmereaktion på atter et par af “lydjørgens” nyeste opuser om, at lige præcis vedrørende audio-strømforsyninger  gælder naturlovene sjovt nok ikke længere (endda blot ikke det allermindste!) og derudover så kan ingen konstruere en sand hifi højttaler med en følsomhed “..typisk lidt over 90 dB..”.
Ja, hvad skal man næsten sige? ingenting er nok det klogeste her af hensyn til eventuelle barnlige læsere..

Ellers skal vi byde atter en lille virksomhed indenfor “audiofil åndemaning” velkommen, altså tilbehør/kabler, der jo giver et noget bedre afkast end at rode med elektronik og anden djævelskab, der kræver kundskaber. I tilbehørsbranchen kan man som Boe  Aduio, som firmaet hedder, sagtens slippe af sted med at sige, at “Længden på alle digitale kabler er 1.5 m. ,da det giver den bedste lyd i forhold til impedans osv.” Måske paradoksalt, når nu udsagnet omfatter både USB- netværks OG balancerede AES/EBU 110 ohms kabler, men sådan er verden så forunderlig.
Men hvad kan man ellers næsten forvente af et firma, hvis slogan er “Audiofile kabler udviklet på erfaring”..Hvad men blot en lillebitte smule sagkundskab? Vi har lige fået installeret et større stålbjælke-system oppe på vores nordjydske farm, men vi skal lige nævne, at vi faktisk fandt en uddannet smed til det. Det er vist en ret normal søge-adfærd.indenfor jern-og metalindustrien
Altså så bare overhovedet ikke indenfor hifi! Hvor man tror på ALT blot det er åndssvagt nok  og selv tyngdekraften kan anfægtes og hvor enhver saglig indsigt og kritisk sans er bandlyst…

Vi skal indledningsvis beklage, hvis de senere ugers udgydelser om objektive og subjektive lydopfattelser på denne side skulle kunne misforstås. Denne skribents synspunkt er ellers både fast og næppe tidligere særligt kontroversielt. Hvis man ikke kan høre forskel på noget i en dobbelt blindtest, så er det naturligvis fordi, der ingen forskel er. idet vi naturligvis forudsætter, at disse iøvrigt både besværlige og ret langvarige tests (for at opnå tilstrækkelig statistisk signifikans naturligvis) sker indenfor den kortest praktisk mulige tid mellem sammenligningerne. For vi ved jo alle eller rettere. BURDE vide, hvor kort den akustiske hukommelse er.

Madammen skal jo nærmest bare råbe “P-OOOO-UL!”, så lyder musikken allerede decideret meget dårligere uden at andre ændringer ellers er foretaget. Og hvad man så ved selvsuggestion og anden idioti formår at bilde sig selv ind er ubegribeligt ubegrænset og mange gange tidligere berørt på denne plads. Hjernens evne til at lade sig snyde og koble sanserne sammen for at finde mønstre er til gengæld ganske ubegrænset som i det klassiske AES-lydeksperiment, vi linkede til for et stykke tid siden. Det dér  med Led Zeppelin spillet baglæns..

Hvad man så måtte have af præferencer i den højst ufuldendte elektro-mekaniske reproduktion af den oprindelige akustiske begivenhed er til gengæld en ganske anden og egentligt ligegyldig sag.For når alt er dårligt, så er der ikke længere noget, der er eller kan være bedst. Intet hifisystem nærmer sig alligevel den oprindelige lyd meget mere end en burger fra Burger King eller McDonald minder om en bøf af Kobe-kød. Og en diskussion af præferencer som hvis burgere er bedst er blot efterfølgende dét: Ligegyldig

Det allermest komiske ved high end hifi er det dog, at jo vanvittigt meget dyrere lydsystemerne bliver, jo mere FORSKELLIGT lyder de. Og man skal da vist være en certificeret tosse som “lydjorgen” for at hævde, at bare et anlæg er “godt nok”, så bliver alle enige om, at det er det. På samme måde som manden guddødemig osse hævder, at alle kan blive enige om, at et akustisk instrument altid lyder godt. Nej, der gør squ da ej, en enkelt violin lyder helt ad Helvede til og en udsættelse for en bombarde for fuldt bombardement burde kunne stoppe ethvert tøjeri i den retning.

Nej, i stedet for at se high end hifi som en konvergens mod ultimativ perfektion i lydgengivelsen, så skal det ses som et, lettere eller endnu mere teknisk impotent forsøg på at realisere et brands SÆRLIGE lyd. Som den stolte eller alternativt set blot dumme kunde så kan “købe” sig ind i.
Derfor er det pinedød nødvendigt, at man ved en demonstration altid let kan identificere sit yndlings highend-anlæg. For det vigtigste for den stolte kommende ejer af et high end system  er naturligvis ikke, at nogen kommende lyttere spontant farer ud og køber et livstidsabonnement til Wienerphilharmonikernes koncerter af ren befippelse.

Nej det vigtigste for enhver ejer er naturligvis, at alle, der måtte opleve eller måske efterhånden især SE hans nye stolthed på nettet omgående kan se og forstå TANKEN bag. Og et high ends system evne til at fungere som et menneskeligt statement er uvægerligt forbundet med dets imposante udseende og har absolut nul og nix at gøre med lydgengivelsen. Der til gengæld skal være speciel og helst umiddelbart identificerbar. Og så kan det forresten efterfølgende være ligemeget, om tosserierne hedder Zu Audio eller MBL eller Rehdeko eller alt muligt og især umuligt andet.

Intet kan jo i denne urkomiske highend verden være så outreret idiotisk, at det ikke alligevel giver “street cred” blandt ligesindede. Og alle kan uden at behøve tage til Brasilien sagtens blive enige om, at det her bare spiller skidegodt.
http://www.hifi4all.dk/forum/forum_posts.asp?TID=106576&PN=1
Tjah, sådan er der vist bare så meget, som denne skribent ikke forstår, men det burde vel heller ikke være nogen nyhed. En nyhed er det gengæld for mig at opdage, at selv som moden mand kan man sagtens lade sig forvirre. Eller rettere: Forvirre sig SELV og det ret så effektivt endda.

For i de uforknytte fortsatte studier af forskellige fortolkninger af Shostakovich´ 15 strygekvartter er der indtruffet komplikationer. For her gik jeg og troede, at alle kvartetterne var dedikerede til enten Beethoven- eller Borodin-kvartetten. det er så blot ikke tilfældet, nr. 14 er tilegnet Tanejev-kvartetten, og dem har jeg så INTET med. Og det er selvfølgelig en totalt uholdbar situation, så derfor gik jeg i gang på herlige discogs og iMusic for at finde dem. Og det var så altsammen ganske let, men alligevel var det altså vildt at sidde og glo på det umiddelbart tilgængelige udvalg af mandens musik. Og det til relative peanuts-penge , især de aktuelle indspilninger.

Og der sag jeg så med mine 3 komplette Borodin-“cykler” af kvartetterne fordelt over mere end 6 årtier med en enkelt Bethoven-kvartet ditto små-jævnt fordelt. Og sad bare utålmodigt og ventede og venter på udgaven med Tanejev-kvartetten. Altså mens jeg sad eller rettere burde sidde i den koncenterede lytte-situation.
Sådan noget er godt nok dumt og svarer vel ret nøje til andre hifitossers attrå efter at høre den velkendte røvsyge referenceplade fra Stockfisch eller Kirkeligt Kulturverksted (GAAB!) Det har heldigvis forlængst fortaget sig-et “skud” monofoniske optagelser fra 1940-erne af afgjort medium-kvalitet teknisk fangede denne skribent ind igen. Som musik af Shostakovich uanset anvendelse eller formalismer altid gør.
Vi kan ikke nok anbefale fordybelse i denne hovedhjørnesten i denne musik fra det 20. århundrede. Men jeg vil gerne acceptere, at musikken kan virke direkte afskyeligt deprimerende på særskilt følsomme sjæle som for eksempel min kone. Og osse Hans Henriks både lillesøster og mor. Og en hel masse andre.
derfor kan det nu sagtens være godt, ja måske netop derfor! Og det er det.

Nu er vores indtil for nyligt ret rummelige husstand ikke ligefrem mangelfuldt udstyret med pladespillere, da der jo som sikkert ganske mange bekendt står 3 stk. SME 30A i permanente opstillinger. Og der har de stået i efterhånden 23 år med kun et par enkelte afbrydelser, hvor 2 af dem ret effektfuldt skreg efter olie til motoren. Det gjorde de simpelthen ved ikke at starte, fordi tolerancerne er så små, at der for funktion overhovedet skal forefindes en intakt oliefilm. Og det gjorde der så tydeligvis ikke, men det kom der da godt nok efterfølgende til i en vis fart derefter!