Måned: april 2018

Nu er alder og uforblommet rørstrømskhed vel ikke akkurat uforenelige størrelser, men alligevel er det med et vist vemod, at vi her til morgen kan berette om den triste skæbne for min gamle barndomsskole, den derude på fødeøen Endelave. For efter lokal skole på stedet siden den slags blev obligatorisk for flere hundrede år siden, så er børnene endegyldigt sluppet op derovre og de sidste 3 (der iøvrigt er søskende), skifter til en friskole på fastlandet. Og for ligesom at understrege komikken i sagen yderligere, så er der simpelthen ikke blot en eneste lille barnlig eksistens mellem 0 og den skolepligtige alder derovre. Så man skal vist være mere end en almindelig jubelidiot, sådan måske ca. ligesom den til sommerferien fungerende “skoleleder” (ja, ja, der er selvfølgelig adskillige ansatte) for som i et interview for nogle måneder siden at se lyst på skolens fremtid.

Det er en pudsig form for ø-logik, at der partout skal være en skole i en uhyre alderdomnssvækket lokal befolkning,  som vi ellers sædvanligvis hed hensyn til uanstændig kræve-mentalitetet sædvanligvis indenfor vort rige skal til Grønland for at træffe. Foruden selvfølgelig de efterhånden trivieller krav om flere og tidligere og senere færgeafgange, som ellers i deres arbejdsliv normalt fornuftige privatansatte mennesker tidligere aldrig ville stå på mål for. Hvorfor ikke blot indse, at øen forlængst er blevet et hyggeligt aftægtssed som uendeligt mange andre udkantsområder?

Nu har det indtil fornyligt været skolens held, at en af Danmarks børnerigeste familier med 11 børn flyttede til øen og reelt har dyrlægens unger samlet set kunstigt holdt liv i skolen langt hinsides dennes sidste holdbarhedsdato. Men nu er det så endegyldigt slut og hurra for det da. Ingen ønsker vel en total indesneet ensomhed for deres unger, der både hjemme og i skolen udelukkende omgås deres få søskende. Aldrig selskab med jævnaldrende med de potentielt socialt invaliderende følger, som den slags har. Normale pubertære eksperimenter med det modsatte køn for eksempel er jo svært at udsætte til 14-års alderen for disse unger indenfor normalt accepterede rammer..

Om så forældrene til de sidste 3 børn har siddet på hænderne og afventet friplads og transportstøtte og andre tillæg for deres unger inden eksporten til Jylland vides ikke. Økonomien er i det hele taget forunderlig på de kanter, hvor lokale sejler gratis med færgen og deres biler kommer med til en så latterligt lav takst, at det uden undtagelse altid kan betale sig at handle alt uden-øs. Taksten er faktisk billigere end hvis de skulle køre sejl-distancen selv i bil. Med den indlysende følge, at købmandens skæbne forlængst er beseglet. Ren “grønlandisering” i Kattegat! Hvor ingen nok så indlysende og uundgåelige realiteter har nogen gang overhovedet på denne Jord..Alt det oprindelige og smukke og stærke  i skolens velmagtsdage er reduceret til permanent ynkelig krævementalitet her i dens noget sølle afslutning.Svært at forestille sig, at øen indtil 1970 var en selvstændig og velfungerende kommune med relativt rettidig sans om omhu for økonomiske realiteter..

Men hey, det var jo så osse i maj 1970, at denne skribent med samt familien flyttede fra øen, så måske det slet ikke var noget tilfælde, dette sammenbrud i almindelig civil sammenhængskraft Uanset ansvaret er det ihvertfald sølle, at se de ellers altid faste og engang så stoute Venstre-bønder på øen stille sig på op med labberne allerforrest. Et eller andet alvorligt må der da være gået galt derovre, for det er altså fuldstændigt anderledes i vores nye “hjem” udenfor Dronninglund. For der skaber folk deres egen skæbne helt uden at skabe sig!

Ellers skal vi lige til sidst a propos ordet “skabe” henvise til en annonce, hvor sælger tydeligvis osse forsøger at skabe sin egen virkelighed. Her drejer det sig noget mere prosaisk om verdens antageligt  allerbedste højttalere, som han ønsker at sælge uvist hvorfor. Nå, men sådan er der så meget, enhver kan jo jo dømme eller købe, se blot dagens annonce her:
http://www.hifi4all.dk/ksb/Annonce.asp?id=336151

Det er så, hvad det er, men det sjove ved lige den her annonce er dens uhyre lette genkendelighed. Det er til gengæld sjovt, for check lige den her osse:
https://www.hifishark.com/search?q=avi+adm+40 (og husk lige at få alle søgeresultaterne med nedefter)
For med hensyn til ukuelig og usvækket optimisme på trods af omverdenens totale ligegyldighed, så minder det her altså om skolederen på Endelave Skoles helt usvækkede jubeloptimisme for et par måneder siden. Hvor alt iøvrigt var fuldstændigt ligeså håbløst som det var sidste år og forrige og førforrige år.
Som med at sælge de her tydeligvis totalt uønskede højttalere på trods af alskens anprisninger…

det bliver snart tirsdag morgen, hvor denne skribent vil forsøge at berette om vores nyeste elektroniske godtkøbskram her på matriklen, en Mark Levinson 31 CD-transport. Lad os allerede nu afsløre, at fruen brast i hysterisk latter ved synet af skrumlet! Men kvinder er osse så forfærdeligt fornuftige-på andres vegne forstås og vel især deres ægtemænds!

Og SÅ blev det tirsdag morgen, hvor denne skribent endeligt kan afsløre de betydelige lydmæssige gevinster ved substitutionen af en Tascam 9010 med den afbildede Mark Levinson 31. Der i parentes er en af de eneste samtidige og næsten osse efterhånden eneste blandt såkaldte “highend afspillere” i det hele taget, som umiddelbart kan serviceres med lasere og drev og sager. Og det var faktisk den eneste grund til, at denn næsten 20 kg. tunge sag blev erhvervet udover en vis nysgerrighed forstås.

For hvordan lyder den da? Svaret er enkelt og helt entydigt. Den lyder HØJT!!! Helt vildt højt, alt for forbandet højt. En eller anden hjernelam ingeniør (det kan man altid skrive, da ingeniør så vidt jeg ved stadigvæk ikke er en beskyttet betegnelse) har simpelthen fået det digitale niveau på AES/EBU-udgangen ganske galt i halsen, så det er mindst 6 dB over gældende standard. Og det vanskeliggør jo ligesom enhver sammenligning med residerende isenkram, som min elskede frue med sin sædvanlige kompromisløse “elskelighed” omgående efterspurgte. Forhåbentligt uden at fatte, at hun dermed totalt desavouerede den glade dreng/gamle mands allerstørste bekymring ved nyanskaffelsen. Om man nu overhovedet kan HØRE nogen forskel under relativt  kontrollerede blindtest-forhold.

Nu ved jeg endnu ikke, om det samme gælder på den almindelige elektriske SP/DIF-udgang, men det er så dagens fremmeste opgave, når jeg lige har fået fingre i en stump 75 ohms kabel. Indtil nærmere kone-kontrol er det lydmæssige resultat naturligvis totalt sensationelt fremragende, selv om det imposante motoriserede klap-låg og lasermekanismens indbyggede waterpas med stille-skruer naturligvis spiller en betydelig rollei vurderingen. Uha, den er fin, men sikke dog en bunke bralder! Måske meget godt, at jeg aldrig har rodet med såkaldt high end-hifi, man bliver næsten helt sober af sådan en sag her og det er jo ikke akkurat et ønskescenario for nogen hifi-entusiast. For tænk blot, at man måske kommer til uhyggelig og uheldig erkendelse af, at alt dertil hørende blot er “glitter og glar”…
Og som billederne i dag demonstrerer, så ser den her ML-ting sammen med vores kælder-Bricasti DAC altså lidt småkomisk ud. Og netop derfor bringer vi et billede af en del af vores nyligt erhvervede Vitavox S3 “landminer”, se, DEN slags er der helt anderledes tyngde og mening i!

Ellers vil vi ufortøvet gå i gang med at forberede en større ordre til en storkøbenhavnsk undervisningsinstitution-en opgave, der kræver kreativitet og finesse. Nå, men heldigvis har jeg styrket mig lidt denne morgen ved lige at zappe forbi hifi4all. Det er ellers en syssel/et eklatant tidsspilde, som jeg for det meste formår at lægge bag mig. Nå, men denne morgen faldt jeg over en mand, der søgte råd angående kabellængder til højttalere, nemlig om de skulle være lige lange (kablerne forstås) Og svarene fortæller som altid ganske godt tingenes uendeligt sølle tilstand blandt denne hobbys “praktikanter” Et iøvrigt uantastet indlæg foreslog nemlig, at spørgeren naturligvis skulle købe 2 ens længder (selv om det explicit ikke var nødvendigt), fordi man så lettere efterfølgende ville kunne sælge kablerne igen. Og spørgeren lod sig overbevise om denne sælsomme logik, vist kun gangbar blandt certificerede fjolser.

For den slags forslag er jo rent ud sagt fabelagtig købmandsregning: Man startermed at købe alt for meget kabel og HVIS man så engang skal sælge det (markedet er oversvømmet af kabler, der dermed sælges til 10-20 %% af købsprisen om overhovedet red.), så vil man følgende tabe langt flere penge, som man aldrig har fået noget for udover i værste fald uheldig lydforringende spole-virkning af kabelroderiet.
Det er sandeligt godt, der findes fora som disse derude med deres evindelige “Kloge Åger”.
Selv om vist ingen helt i den henseende matcher den såkaldte “Analogueman”, der osse her til morgen beriger verden med vigtige oplysninger om, at hans kalender er totalt overfyldt og at han derfor umuligt kan komme til et iøvrigt åbent arrangement, hvor han ikke er specielt indbudt. Og ihvertfald ikke mere end dronning Margrethe eller denne ydmyge skribent.

Eklalant spild af tid præsteret af eklatante “spild-eksistenser”..

Så er der atter fuld turbo på det gamle skrog her igen og det er atter engang blevet tid til at fortsætte den efterhånden næsten uendelige (og ikke mindst for adskillige sikkert uendeligt KEDSOMMELIGE) føljeton mod det Vitavox`ske audio-Nirvana. Hvor vi endnu lidt små-slukørede må konstatere, at det bedste er det ellers godes værste fjende.

For godt nok har vores monsterstore Thunderbolts taget et gevaldigt spring opefter på den åbne Poul`ske kvalitetsskala efter den nylige “aktivering”, men det er bare endnu ikke lykkedes at finde en eneste lytter, der foretrækker dem frem for vores residerende primære kældersystem, de imposante og ligeledes fuldt aktiverede og DSP-drevne Black Nights. At de ingen reel dybbas med deres diminutive  frontladede hornkan spille gør så tilsyneladende ingenting og jeg er bestemt ikke uenig.

Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at jeg er uhyre glad for begge systemer og det er vel osse svært at være utilfreds med en særdeles fremragende lyd  bare fordi der nu tilfældigvis lige i nærheden står noget, der på afgørende parametre er bedre. Det ligner efterhånden det lettere logistisk-mareridstsagtige scenario, at der BÅDE skal være plads til Thunderbolts og Black Nights tillige med de igennem allerede 2 årtier fast residerende ATC SCM 300A-ere. Der i denne sammenligning er kommet til at se uvant klejne ud.

Det er i den sammenhæng vist godt, at fruen er i sit vendsysselske heste-paradis en betragtelig del af den forudsigelige fremtid, for et eller andet sted er det en smule umandigt at mosle rundt med store kasser med hjul under, mens man opmuntrende for at selv-retfærdiggøre disse småsyge projekter hvisker opmuntrende fynd-ord til sig selv. Og at det så foregår på denne lyse og optimistiske årstid, at disse skumle vinter-sysler kulminerer, er vel heller ikke noget, der vinder videre respekt i de mere østrogene kredse..Og det er vel måske heller ikke ganske urimeligt.

Nå, men så lige et par billeder, der måske lidt mere sigende viser størrelsesforhold og den endnu lettere kaotiske kabelbunke, der p.t. besmykker vores ellers normalt ganske nydelige sildebensparket-stue. Læg især mærke til den omhyggelige “dressning” af kablerne og den konsekvente adskillelse af signal- og strøm-kabler.

PS Iøvrigt er overskriften i dag modelbetegnelsen for Vitavox`allerdyreste højttalersystem, der i dag koster omkring en halv. mill. Betegnelsen dækker over den passende praktiske og prosaiske “catalogue number 191” og højttaleren har været produceret praktisk talt  identisk form siden 1950. Det sjoveste er så næsten, at der i manualene nærmest allerede FRA STARTEN for 50 år siden blev nævnt de indlysende fordele ved aktiv drift og det ganske PÅ TRODS AF, at Vitavox ikke selv fremstillede den nødvendige elektronik. Og det var der dengang iøvrigt heller ingen andre, der gjorde, tal om en ingeniør-drevet virksomhed uden videre økonomisk rationalitet!

Problemet ved passive fullrangehorn-systemer med lav delefrekvens er jo den ganske simple, at 12 dB pr. oktav simpelthen ikke er stejlt nok til at undgå kedelige artifakter fra hornene. Der er således både uundgåelige bidrag fra drivere og højttalerenheder og drivere udenfor deres “komfort-zone” OG der er kedelige ladningsproblemer oveni fra hornene. I virkeligheden måske det, der allermest af alt har givet horn et dårligt renomme? Og både fortjent og unødvendigt.
Og derfor selvfølgelig så meget mindre overraskende, at forbedringer ved fuld aktiv drift igennem en af vores dbx 4800-controllere gav en så kolossal lydmæssig forbedring. Det have Vitavox jo lovet allerede i 1950-erne..
Så mangler vi blot det allersidste “nøk” for at overbevise frue og den almene offentlighed om at Thunderbolt virkeligt er bedre end Black Night

at vende tilbage til en afsmeltet/-totalt optøet dybfryser, så denne morgen er gået med svaber og sager, så tiden på denne plads er minimaliseret.
Derfor vil vi bringe et par billeder af det “nye sort” her i huset, nemlig en Vitavox AK157 basenhed og den kendte og særdeles passende benævnte “landmine” S3 fra samme producent. Nu er ordet basenhed for AK157 måske lige i den lettere ende af skalaen for tvivlsom varebetegnelse, for med en egenresonans på omkring 45 hz og en relativt diminutiv svingspole er der afgjort ikke tale om nogen “bashammer”. Til gengæld gør den så det, den gør, helt sensationelt fremragende godt for denne vel heller ikke fuldstændigt uhildede skribent. For med AK 157 i de korrekte store horn lyder det meste af vores andet godtkøbskram ganske gumpetungt i sammenligning. Det må vel være al den bas, som gør det? Og bas-let, DET forekommer Thunderbolterne at være, selv om juryen i huset stadig er ude med hensyn til korrektheden af hypotesen.

Det andet billede i dag er til gengæld mere unikt, men væsentligt mindre glorværdigt. For ganske vist står der Vitavox på 200 watt-forstærkeren, men den er altså lavet i Prøjserland af en ikke fuldstændigt bekræftet producent som rent OEM-produkt. Intet er tydeligvis helt perfekt, men dengang i 1980-erne var Vitavox allerede så småt ved at forlade markedet for stort PA. Det var vel til at forstå når man nu kun havde en enhed som AK157 med den ret beskedne effektformåen 100 watt.

At det så kunne give 132 dB lydtryk i en Thunderbolt med blot 100 watt  var mindre væsentligt i en tid, hvor volumenknapperne helst skulle have deres max ved kl 13 (eller var det “11”, det hed?), muligvis apokryft efter en dengang populær TV-serie. Og en forsøg på at matche Fane og JBL og alle de andre producenter med deres 4-tommers svingspoler og næsten kilowatt-effektformåen var noget udenfor Vitavox` ekspertise, der i årtier havde optimeret deres helt egen britiske 2 1/4 tommes udgave for bedst mulig letvægt i horn. Og senere endte det hele især på det tyske marked i ren re-branding med Vitavox-klistermærker af Fane og RCF og det, der var værre.

Nå, men det er altsammen ligemeget i dag, hvor firmaet stadigvæk laver support på disse herlige gamle sager i en tid, hvor Tannoy netop har lukket og slukket for ALLE RESERVEDELE fra før ca. 1990…