Måned: marts 2018

Så begiver vi os ind i den traditionelt stille uge, hvor der bliver tid til traditionelle, delvist tvangsmæssige  årstidsbestemte sysler.Som for eksempel at klippe vores forlængst for-filtrede fårehund Dina Hund, der af skæbnen synes præ-destineret til at skulle fore utallige fuglereder. Eller alternativt et tilfældigt forbipasserende dronte til en enkelt kolossal-rede, da der skal en vis kraftpræstation til at sønderdele den veritable uld-plade, som klipningen af kræet traditionelt medfører. og selv om det er på allerhøjeste tid, at vores fjedrede venner får deres rede-interiør, så har det været lidt svært at strippe hundekræet næsten skaldet i den kolde tid. For når noget er så filtret helt ind til skindet hedder det ultrakort skær..Og den slags er besværligt og tager en helvedes tid.

Nå, men inden der går påskehygge og arbejde på fruens farm i det hele venter jo osse sidste etape i det evigt fortsatte løb mod den auditive himmel. Efter at have konverteret vores originalt passivt delte Vitavox Thunderbolts til aktiv drift har vi opnået et par umiddelbare resultater. Det vigtigste er naturligvis, at fruen synes, at det allerede er blvet NÆSTEN ligeså godt som de ligeledes rent aktive Black Nights i kælderen. Og aldeles påfaldende er det jo atter engang at opdage, at en kapabel, men ikke på nogen måde ekstraordinær forstærkerkanal som dem, der sidder i den benyttede Lab gruppen C10:8-forstærker, bliver ganske usædvanligt meget mere vellydende, hvis den kun skal trække et lille toneområde.

Ja, den bliver faktisk så god, at selv substitutionen af den med en stak af vores til full range-drift langt bedre McIntosh MC2600 og Crown Studio Reference 1-ere kun giver lydmæssige forbedringer af den formodendtligt blot selv-suggerede slags. Altså den kedelige traditionelle situation, som møder alle hifitosser, når de skal forsøge at argumentere for deres tosserier med køb af kabler og afkoblinger og andre tweaks. Nemlig at der godt nok absolut ikke skal komme nogen og teste, om man nu selv kan høre forskel på de mere tros-betingede ting.

Denne kroniske usikkerhed ligger desværre som en uafrystelig radioaktiv skræmmende sky over denne engang så  herlige hobby og jo mindre man tør konfrontere sine egne tvivls-dæmoner, jo mere ynkelig bliver man. Og den slags bliver desværre kun værre på den gennemgående tro på alt undtagen simple videnskabelige tiltag til at tøjle tosserierne.
Nå, men heldigvis har denne skribent mere håndgribelige presserende problemer, som det turde være klart af dagens billede. i forbindelse med den digitale fintuning af vores nyligt aktiverede system foregår de sidste finpudsninger in situ i den foretrukne lytteposition. Det medfører så nødvendigvis et midlertidigt kabelvirvar af den mere forstyrrende slags i et hjem med 4 store tumlende hunde på glatte gulve. Der jo kan sende både forstærker og dbx 4800-controller skøjtende hen over gulvet, læg derfor mørke til de stødabsorberende  og strategisk omhyggeligt udlagte puder til at mildne eventuelle kalamiteter.

Nå, men det kan være ganske smart at presse sig selv til at få processen med fintuningen speedet lidt op i de kommende par dage, hvor fruen er bortrejst. For hvis rejsen mod hifi-Nirvana ikke består primært af pauser mellem etaperne, så er man med i det forkerte og helt syge evige hvileløse ukritiske ræs, der har grebet langt de fleste af mine med-lidelsesfæller, hvor alle ens handlinger skal retfærdiggøres i det ekkokammer, som man har valgt. Naturligvis af den simple grund, at ingen normale mennesker vil kunne tage tosserierne alvorligt.

Nå, men heldigvis behøver denne skribent ikke på denne måde at søge flyverskjul blandt ligesindede idioter og skumle kældermennesker. For det første ER der forhåbentligt slet ikke andre af min slags, og derudover har jeg for mange år siden opgivet enhver tro på at kunne retfærdiggøre mine hifi-sysler for andre end mig selv. Og selv dette ellers noget begrænsede publikum kan undertidren få anfægtelser..

Til sidst i dag en servicemeddelelse. Den førstkommende 1. april er det BÅDE 12 år siden, at Pouls Audiobutik startede OG det er såmænd osse præcist 35 år siden, denne skribent startede sin siden ret beset noget tvivlsomme karriere i Radiohuset Expert A/S. Derfor skal der i dag lyde en særlig taknemmelig anerkendelse til alle dem som Bülow og Nordahl  og Prange og Westergaard og Thrane og Thomsen og Møller og alle de andre pudsige eksistenser, der dengang gav denne skribent nok ballast til  senere langfartssejlads på de stedvist vildsomme branche-bølger.
Takker af hjertet for en uvurderlig lære-tid!

Efter en vidunderlig solbeskinnet søndag i det vendsysselske, hvor syslen mest var at fejre min 62-års fødselsdag, er det tilbage til “fabrikken” på Åbyhøjvej. Ugens fremmeste opgave består udover de mere trivielle og arbejdsrelaterede opgaver i at få optimeret vores største Vitavox i stuen. For det er en smule svært at forlige sig med, at fruen så langt foretrækker lyden fra de store store Black Nights her i kælderen. Jeg, der som de fleste mænd jo osse i særdelesheden  bruger synssansen i søgen efter det optimale synes dog allerede, at vores stue-Thunderbolts næsten er ligeværdige med den fra starten elektronisk 3-delings designede black Nighrt, men intet tyder på det er helt korrekt. Det er vist mest noget, der huserer i denne skribents flimrende fantasier. Der skal givetvis lidt arbejde til for at fornene virkeligheden med de flyvske fantasier.

Ellers skal vi med særlig tilladelse i dag bringe noget, der poppede ind i posten for et par dage siden og DET var altså et svært hyggeligt “skriv” Hvis det ikke var fordi det rent faktisk var ægte nok ville det let forekomme som “plantet” propaganda. Nå, men det forlener vel publikationen en smule, at det omhandler noget, der foregik for en hel del år siden.
Selv om vi da i smug ynder at forestille os, at det osse repræsenterer en slags dagens virkelighed-here goes:

Hej Poul.

 Læser til tider på din side og de mange kommentarer der kommer til dig.   Uha uha der er delte meninger om alt men det er jo fint nok.

 For mange år siden da jeg var teenager som det hedder kom jeg og en kammerat ind til dig og din kollega i Dansk Audioteknik på det lille torv inde i Århus.

 Min kammerat havde fået den geniale ide at han ville lave hans 2 små 2-vejs højttalere om til en SUB-woofer og 2 sattelitter.  Det var meget moderne i 80erne.

 Da han  havde højttalere fra Audioscan gik vi ind til dem og købte 2 løse mellemtoner fra Fostex så vi kunne lave de 2 sattelitter.

 Fint nok men da vi spurgte om de kunne hjælpe med et forslag til et simpelt delefilter rystede de på hovedet og sagde at det kunne de ikke hjælpe med.

Øv, nu gik det lige så godt.

 Hvad gør vi tænkte vi  ?        Joe jeg mente der var noget der hed Dansk Audioteknik hvor Poul var ansat, måske han ville hjælpe.     Jeg havde nogle år forinden besøgt dig i din kvistlejlighed inde i Århus og hørt dine store Tannoy højttalere som du var meget betaget af  dengang.   Du havde væggene klistret til med

 dusinvis af forstærkere og det var guf for mig der var vild med hifi og store (disco)  anlæg.   En stor aften for mig i øvrigt, du lavede kaffe og jeg havde kage med.

Og I var så flinke at I udregnede hvad vi skulle bruge af spoler og kondensatorer til et delefilter.     I spurgte om vi havde data på enhederne:   Øhh nej det avde vi ikke lige ved hånden.   Var det nødvendigt  ?   J

 Nå men I snakkede lidt om hvad der var af enheder og så fik vi et diagram med hjem i hånden.   I har nok sjusset jer frem til hvad der kunne lyde nogenlunde.

Glade var vi og tog hjem og lavede de fineste sattelitter med jeres delefilter.  De spillede selvfølgelig helt ”fantastisk” og vi var glade, projektet var lykkedes.

 Tak for det Poul, det var kanonservice fra dig og din ansatte.

For nogle år siden ville min kammerat smide de 2 sattelitter ud da han havde købt nye højttalere.  Nej nej, dem tager jeg med hjem sagde jeg.

 De står nu hjemme hos mig, bliver ikke brugt men der sidder et par OK  diskanter og 2 Fostex mellemtoner i dem.

En dag  åbnede jeg de 2 kabinetter og inde i kabinetterne lå diagrammet på det delefilter I beregnede for os !

Se det var en god historie og jeg tror at din forretning er blevet så god bla. Pga. historier som min,

Til sidst i dag lige et billede af ellers ikke ganske små højttalere med 14-tommers-enheder, der er blevet “eklipsede”, som det vel kommer til at hedde engang. det er vores JBL 4894, der er kommet til at se noget klejne ud…

Vær blot rolige og fattede derude, denne skribent vil i dag ikke forfalde til slige materier som at berette om ungdommens umulige og i særdeleshed aldeles ugengældte kærlighed til underskønne Inge-Lise eller Anna Sofie eller hvad de  nu allesammen hed. Og ikke mindst HEDDER stadigvæk, men nu er de til alt held reducerede til halvgamle hekse i præcist samme takt som denne skribent. det er skønt at være blevet klogere og selv om det vel er naturen, der i særskilt grad har hjulpet denne sene erkendelse om altings tendens mod entropi og forfald på vej, så er det nu dejligt at være blevet klogere. Selv om min underskønne kone måske ikke er fuldstændigt enig i denne sidste konklusion.

Nå, men heldigvis vil det næstfølgende mandag være præcist 62 år siden, denne skribent kom til verden, og det er trods alt ganske vanskeligt helt upåvirket af verdens realiteter at have levet et i det store og hele lykkeligt liv så længe. Og det er jo ikke kun i forhold til den ungdommelige kærligheds-dårskabs begrænsninger og ultimative forfald, det er vel osse i forhold til troen på den umulige drøm. Og det selv om denne skribent både med hensyn til valg af frue og den nylige mirakuløse anskaffelse af over 2 tons Vitavox-memorabilia måske ikke er det bedste eksempel på, at selv den blindeste høne alligevel ved et svineheldigt tilfælde kan falde ned i selve kornsiloen..

Men den slags er tydeligvis undtagelsen derude, for på trods af talrige forsøg i bekendtskabskredsen blandt masser af midaldrende om at opsøge tidligere epokers store kærlighedstriumfer efter en skilsmisse fra den mere prosaiske ligeledes midaldrende model, så er det sjældent  det lykkes at forlige billedet fra ungdommens følsomme sjæl af den dengang højt attråede med dagens billeder. Om det så udelukkende skyldes ny fotografisk tekniks stærkt forøgede dybdeskarphed overfor rynker og matte blikke hos den engang så vidunderlige er svært at sige. Men da vel ingen af sig selv kommer til at se bedre eller klarere med alderen er det vel en medvirkende faktor.

Nå, men alligevel kan man godt derude finde eksempler på, at gamle mænd som mig selv fornuftsstridigt-stædigt forfølger ældgamle drømme, og det er en smule trist og vel ret beset tragisk. Som at se Silvio Berlusconis voksagtige fjæs, hvis eneste forsonende træk vel er, at det er helt usædvanligt let at eftergøre livagtigt for Madame Tussaud´s..
Vi kommer til at tænke på de her aldersstridige paradokser indenfor almindelig akkumuleret fornuft, fordi vi fra sidelinien følger en tråd på Audio Heritage, et amerikansk forum tilegnet JBL og Altec, der både er venligt, lærerigt og normalt hyggeligt. Det er det så bare ikke lige her og nu.

For det er både hjerteskærende og uendeligt trist at se en normalt fornuftig landsmand, Søren “Santashooter” forsøge at finde argumenter for, at lige derned i netsvindelens europæiske hovedland, Italien, bare lige står et sæt uhyre sjældne JBL 4343. Og han har selv set billeder og de ser helt rigtige ud og mon serienumrene kan passe og er typografien korrekt b la. bla bla og etc. etc. etc. Som man muligvis ligefrem kan afhente, dog givetvis i et øde industriområde befolkede med hestehalede spaghetti-smovser med småkalibrede skydere, der med garanti tager kontanter. Og beholder dem og det uden at at Søren med garanti får lov at tage andet end højst livet med tilbage.

Og hvordan ved vi så det? Det kan og bør enhver kunne regne ud, når de her JBL står til blot 2200 Euro, ret præcist en trediedel af den billigste pris, som de nogensinde er blevet solgt til i dette årtusind. Og som når underskønne russiske ungmøer dagligt overfor denne skribent udøser deres grænseløse kærlighed og betagelse overfor denne skribents ikke-eksisterende dating-profiler, så er der altså urent mel i posen. Og nej, jeg spørger HELLER ikke mine venner, om de her tilbud kan være rigtige, dertil er jeg altså blevet både for gammel og for klog.Og det er det altså osse løgn og latin her, Søren! For når noget er SÅ meget for godt til at være sandt, så er det SÅ meget mere løgn. Vågn dog op af selvbedragets forbandelse!

Ellers var denne skribent atter akkurat udenfor det eurasiske kontinent i denne weekend deroppe i Dronninglund Storskov. Og der kunne man åbenbart opleve enestående eksempler på lokalt vovemod, se blot denne højspændte bid fra en lokal reklameav avis.
“I weekenden var der en del personer, som testede Kattegatkystens bæreevne (Vi beklager at skulle kolportere sprogligt ævl som det her-kysters bæreevne er jo som sikkert de fleste bekendt permanent ganske god red.) Det var her muligt at gå flere hundrede meter ud på havet uden at blive våd om fødderne. Vandreturerne (det står der altså)  på isen skete, selv om der ikke var skilte, som fortalte, at isen kunne bære. Det kunne den-og skulle der være et svagt sted, er der heldigvis lavt vand mange hundrede meter ud ved Kattegatkysten”
Vi takker Midtvendsyssel Avis for denne højspændte billedreportage om vanvittigt vendsysselsk vovemod.

Til sidst i dag som mange gange forgæves tidligere lovet billeder af vores Vitavox Black Night højttalere med 8-kanals forstærker og controller ovenpå. Det var som bekendt dette sæt, der betog min frue i en sådan grad, at hun ligefrem trak paralleller til referencen ATC SCM 300A:

Så lykkedes det endeligt delvist at finde ud af at få vores billeder i den rette uploadnings-folder, hurra! Og dermed kan vi endeligt føre bevis for min frues ubegribelige tolerance og forståelse for selv de uhyrlige overgreb mod sædvanlig hjemlig hygge, som disse Vitavox-skrumler udgør.
Men læg dog mærke til det rengøringsvenlige “design”, hvor højttalerne er installeret på såkaldte “hunde” med letløbende hjul. Og MED bremse, for selv om ladekammeret for hornet er åbent bagtil, så er der nogen bevægelse mulig uden.
Og ellers vil vi blot stolt i dag lade billederne tale for sig selv. Og stoltheden skyldes naturligvis mest, at det endeligt lykkedes at få billederne “på”