Måned: april 2017

Den forløbne weekend var epokegørende for denne skribent. Jeg solgte nemlig et af de absolutte klenodier i vores hifi-antikvariske afdeling, noget, som jeg aldrig nogensinde troede ville ske. Nå, men nu er troen således frafaldet og vores antikke Klipschorn er på vej videre. Stærkere var denne skribent så alligevel ikke i troen..

Det skal dog lige med, at vores ganske vist store hus/firmadomicil brillierer ved en udpræget mangel på velegnede 3-dimensionelle hjørner til korrekt opstilling af disse ret monstrøse højttalere. Ja, der er faktisk slet ingen, så større mangel gives vel i virkeligheden ikke? Og selv om troen vistnok skulle kunne flytte selv kameler eller bjerge eller måske bare helt andet, så har selv den stærkeste tro hidtil ikke mirakuløst kunnet fremtrylle nogen hjørner. Så derfor må disse herlige skabninger videre i verden. Det bliver så heldigvis til en ægte Klipsch-entusiast, men trist og vemodigt, det er det da at sige farvel til disse relikter fra en forlængst svunden tid. Tiden inden både LP og stereo så dagens lys og dengang de eneste båndoptagere i verden var krigsbytte fra Nazityskland.

Det var andre tider-ikke gode tider, blot helt anderledes. Og den, der i starten af 1970-erne købte de her Klipschorn, beholdt dem naturligvis hele livet. Ja, det var andre tider, dengang for uendeligt længe siden, hvor voksne mænd ikke var begyndt med deres evindelige “around the clock” grej-onani. Desværre og antageligt ganske uundgåeligt en tendens i midlaldrende-mandlig adfærd, som internettet har accelereret i uhyggelig grad. For så har man(d) vel noget at give sig til, når man ikke gider se porno længere på grund af de kendte aldersskabte fysiologiske svagheder. Ikke at forskellen er stor eller måske overhovedet eksisterende mellem disse interesser..

Nu er denne skribent ikke fuldstændigt fri for en måske lige lovligt tydelig og let-fortolkelig interesse for at rode med hifi-isenkram, så derfor er det naturligvis ikke et emne, som vi med synderlig ildhu ønsker at forfølge. Denne skribent vil jo så forfærdeligt nødigt ende som de “sygeste eksistenser” derude på nettet, der er “på” døgnet rundt årene rundt. Et totalt spildt pseudo-liv, der dog heldigvis i vores lille andedam kun “leves” (i mangel af et bedre eller mere passende ord) af en god håndfuld hardcore-tosser. Der så til er gengæld skriver alenlange  indlæg både nat og dag hver eneste fucking dag. Og MANGE, mange gange.

I dette ganske vist skræmmende selektive lys er selv denne skribent vel i virkeligheden relativt skikkelig. Men bliver dog nok i de kommende uger nødt til at pålægge sig selv en vis selvvalgt “sproglig spændetrøje”
For nok er ulideligt selv-højtidelige/-fede Søren Kubik Nielsen og få konsorter slemme, men sot og smitte har bredt sig til den sidste bastion for sund ræson, som denne skribent kender udenfor JBL Audio Heritage, nemlig pinkfishmedia.
Det er faktisk så slemt derovre nu, at jeg fremover ikke gider læse med mere. Åndsformørkelsen med hensyn til benægtelse af al videnskabelig tilgang til alt indenfor hifi og især fornægtelsen af enhver anvendelse af nogen former for blindtests får for alvor idiotien til at blomstre. Alle synspunkter er i dette mulm-mørke lys lige gode og hørbarheden af alt er derfor totalt legio.
Tag for eksempel den her:
“The ear is unbelievable. The quietest sound sound wave it can detect is less than the width of  a hydrogen atom” Hvorefter tossen her fortsætter med at beregne, at dette ideelle menneskelige øre skulle kunne detektere trykforskelle/”lyde”/”hvad?) helt ned til hverken mere eller mindre end 7.2X10 i minus 12.te meter. Hvad betyder det her lige..

I dette fuldendt idiotiske univers om alts hørbarhed er det ikke ganske klart, hvordan det skulle være muligt for andre levende væsener at kunne høre BEDRE end disse sjældent begavde mennesker, som pseudonymet “Venton” her beskriver. Denne aldrende skribent har da ellers mange gange igennem livet registreret, at både hunde og katte og andre kræ har hørt ting, der ganske er undsluppet denne skribents ellers rimeligt nyligt videnskabeligt kontrollerede udmærkede høre-evne.

Ja, ja, der ermange ting, som denne skribent tydeligvis ikke forstår. Men èt forstår jeg dog: Jeg må vist hellere holde en længere og antageligt permanent hififorum-pause.
For derude kan ting og meninger og  besættelse og tvangstanker  simpelthen blive så syge, at al underholdningsværdi ophører og så kvalme-inducerende, at jeg næsten skammer mig over at have denne engang så hyggelige hifi-hobby..
Og det vil jeg squ ikke risikere

Efter en længere velfortjent påskeferietur er vi akkurat tilbage igen lige her inden “arbejds-målstregen”. Med en bunke større byggerier ludende truende ind over disse sidste fri-minutter.. For at mindes nogle herligt afslappende dage i det kolde Nordvestjylland på Nina Svanborgs nyetablerede B&B her lige et andet herligt minde. Der strengt taget er fra sidste år (dog fra Thy-kanten, så det ligner da årets udflugtsmål Bøvlingbjerg lidt)), Taget, mens vi ventede uhyre forventningsfuldt (gældende for denne skribent) og mere noget mere behersket-forventningsfuldt (for min skønne frues vedkommende) på et passende benævnt gigant-stjerneskud.

Desværre tillod vejret ikke denne gang billeder af den mod solen-missende model her, men en skøn tur, det var det. Med masser af rideture og obligat læsning (k/m) af den i huset forhåndenværende litteratur. Ingen gamle “Det Bedste`r”, desværre, havde ellers glædet mig meget til gensyn med spændende artikler som “Jeg er Johns nyre” og anden uomgængelig folkeoplysning fra min egen barndom.Og heller ingen dame-blade, værtinden var ellers i den tiltagende dameagtige-alder, meget mærkeligt.

Nå, men der var heldigvis rigeligt meget andet til, at denne skribent slet ikke behøvede læse de ligegyldige udgydelser på diverse fora om Nielsen og konsorters uendelige egne ubegrænsede fortræffeligheder og uanede og uendelige innovative evner. Sådan noget bliver let lidt trættende at høre på, når de blot “planker” andres kreationer med færdigtindkøbte moduler fra vest og nok især øst. Denne skribent fatter nada af al denne opblæsthed omkring egne ubegribeligt uendelige evner. Og ingen har vist nogensinde kunne udtænke et spørgsmål så kompliceret, at Søren Kubik-Nielsen ikke straks  har kunnet svare på det.  ja, oftest længe inden det blev stillet, vi taler om en brilliant ånd her!

“Det ved jeg squ nok ikke noget om” er tydeligvis ikke en del af ordforrådet hos denne ellers uendeligt frit ordflom-flydende fyr. Mens det for denne åbenbart helt anderledes sparsomt intellektuelt udrustede skribent af indlysende nødvendighed er en daglig foreteelse at måtte indrømme egen uformåenhed. Måske det at erkende, at man selv som denne skribent er noget hæmmet af egen realistisk selvopfattelse i virkeligheden er det, som jeg misunder “Nielsen” mest. Der tydeligvis ikke lider af selvsamme kedelige realistiske sans..Endda slet-overhovedet ikke!

Eller måske jeg bare som Doc Holliday i filmer “Tombstone” i sit første møde med overskurken Johnny Ringo (for Docs vedkommende udelukkende bevæbnet med et blikkrus) Der bemærker Holliday også efter at have udvekslet latinske “artigheder” med Ringo, at “Now I really hate him. ..Because he reminds meof ME”  Stort gys!
Nej, der var faktisk noget, der var værre her i påsken. Det var at se min barndoms store helt Hans Henrik beklædt med datidens sikkert mest seriøse bakkenbarter. han lignede squ nærmest den amerikanske nordstatsgeneral Ambrose Burnside, den heldige pamfil her. Ikke underligt, at han havde uendeligt helt med pigerne, en lykke, der var anderledes nøjsomt og sparsommeligt tildelt denne skribent. selv om det jo endda endte såre godt, som dagens billede viser.
Med den ballast, er det så underligt, at mine mindreværdskomplekser overfor tidens største intellektuelle fyrtårn, Søren “Kubik” Nielsen, er så store. Nej, vel?
Og så er Søren vist selv osse bare en slags halvstuderet røver, så vidt vi ved og arbejder i en bank eller er det et forsikringsselskab, husker det ikke helt.
Måske han burde erindre sig dette, når han beklikker fagligheden hos en jurist, der osse roder lidt med eksotisk hifi. Nåh nej, det var jo det med den manglende selverkendelse. Måske ikke fuldstændigt uforståeligt, at Søren Kubik er blevet kostet ud af samtlige de fora, hvor han har været aktiv..

tilsyneladende et par dage for at sikkerheds-uploade til denne blog, der dermed blev en smule menings-forstyrrende/-fattig. Derfor er vi naturligvis tvungne af omstændighederne til at bringe dem nu uden at det nødvendigvis lihefremn skal betragtes som et særligt målrettet markedesføringsmæssigt “stunt” For det er altså ikke helt den grad af “finish” over dette kontinuerlige hjemlige projekt, som der er over vores professionelle virke. Andre ville med nogen ret kunne karakterisere det som egentligt “klamp”

Alene det, at selv det mest uopmærksomme øje vel vil kunne se de adskillige ørkesløse apparater, der uden synderligt mål eller med står ret tilfældigt stablet ovenpå andre af samme “art” siger vel lidt om projektets altid præliminære proces. Det her er simpelthen centrallaboratoriet for store legebørn her i huset. Der som alle rigtige lege og do. for alle andre hifitosser naturligvis hverken skal eller kan ende. Dog er der lige i dette specielle tilfælde altid en vis risiko for, at det altsammen får en hurtig og potentielt livsfarlig ende. Nemlig hvis rack-understel eller den hårdtbelastede hylde bryder sammen og det altsammen ender på gulvet. Der er trods alt over 600 kg. belastning på det gamle Standesign rack underneden.

Nå ja, når man som denne skribent har opnået en betydelig alder uden nødvendigvis nogen synderlig tilsvarende visdoms-vækst, så skal man jo forsøge at udleve sidstningen af livet en bette smule i overhalingsbanen. Eller hvad man nu ellers kan kalde den tiltagende fatalisme, der vel kommer krybende til de fleste. For eksempel den for den yngre udgave af Poul og så forfærdeligt mange andre små-sølle skæbner derude at komme til at kunne leve med den forfærdelige tanke, at man ikke selv har verdens bedste hifianlæg. Og derudover er verdens i særklasse klogeste mand indenfor samme småsyge interesse.

Det har været rimeligt let for denne ydmyge skribent at forlige sig med tanken om, at alt vores elektroniske isenkram trods alt ikke når den oprindelige akustiske begivenhed meget opover sokkeholderne. Dertil har vi tilbragt alt for forskrækkeligt mange år i den professionelle audioverden, hvor hifientusiaster uvægerligt er aldeles til grin. Og jeg plejer da osse at gå særdeles stille lige netop dér med mine egne tvivlsomme inklinationer her..

Nå, det betyder nu nok altsammen næppe noget for “Kaj” og “Nielsen” og de heldigvis efterhånden kun ganske få andre tvangsmæssigt hyperaktive skribenter, der daglig diverterer med utallige uhyrligt ligegyldige og langtrukne  indlæg. Det, som min kone med typisk feminin fornuft kalder “at pisse om kap op af en mur” Hvor al publikum naturligvis forsvinder efterhånden som pis-lugten fra de mest aktive breder sig. Og det er heldigvis forlængst sket, så i den henseende er livet blevet herligt. Fordi naturligvis de allerfleste heldigvis med altså disse triste skæbner har et liv ved siden af hifi.Alle undtagen de helt fortabte som “Kaj” og “Nielsen”, der så til held holdes væk fra gaderne imens de forfatter deres megalomane skriblerier om egen uendelig visdom.

Hey, det er måske derfor, denne skribent aldrig er blevet mere end kvart-færdig med sine projekter? Det ville jo være en rigeligt gunstig og måske overdrevent positiv beskrivelse af muligt begyndende alderdomssløvsind, men lidt er der forhåbentligt om det.
For eksempel rykker madammen for “action” på vores trappebelysning, som hun med vanlig tæft for detaljen beskriver som “lyssætningen i en Boris Karloff-gyserfilm” Og hinsides lurer drivhuset og græsplænen, uark!
Er det så underligt, at jeg aldrig bliver færdig med det her kabelværk.

vil vi starte den bebudede rundvisning i vores hjemlige hifi-univers, nyt og gammelt,  med at vise husets kraftcenter. Det fine blå stik øverst til venstre er et 32A 230V stik fra husets hoved-tavle lige bagved og henne i lokalets hjørne. Hvor der til alt helt forefandtes en ledig 32A stikledning uden andre tilslutninger, måske husets tidligere ejer var en slags uerkendt skabs-hifitosse. Det skulle man næsten tro, den slags installationer er ellers ikke akkurat almindelige for nu at sige det lidt mildt. Nå, men her var den altså.

Den øverste box er en Furman P-6900 regulator, der vel i virkeligheden er ret overflødig i et miljø som vores, men den ser da smart ud og giver i det allermindste boxen nedenunder en særdeles stiv strømtilførsel. Eller rettere, den giver faktisk sin omhyggeligt spændingsregulerede strøm til 2 stk. Furman P-2300 balancerede transformatorboxe som den nederste. Fordelen ved det her er udover at demonstrere iøjnefaldende omhu omkring forsyningen osse, at man bekvemt har en stikfordeler, da der der er ikke mindre end 14 IEC-stikbrønde på sådan en P-2300. Og det er jo osse en slags penge således at spare.

Vi skal osse huske at henlede opmærksomheden på de fine orangefarvede netkabler, der er lydmæssigt omhyggeligt udvalgte som de absolut bedst lydende med den både varmeste og krystal-klareste lyd. Den blå farisæer har så fundet anvendelse i bassektionen af vores aktive system som den ideelle partner der.
Inden folk nu tror, at vi er helt åndssvage, så skal det med, at årtiers test af netkabler har afsløret det faktum, at det bedste kabel er det, der kan NÅ til det strømkrævende apparat. Om det så skyldes, at alt vores hifi i årenes løb har været totalt underlødigt, er jo svært at sige, men sandheden omkring de orange netkabler er noget mere prosaisk.

For gamle tosser som denne skribent er farven nemlig synonym med den klassiske nuance af skibsmaling fra min barndoms polarskibe fra rederiet J. Lauritzen, som vist allesammen hed “Dan” til efternavn. Selv om jeg læge ekstemporalt kun husker “Magga Dan” var der en del flere, alle passende orange for optimal visuel identifikation i det kridhvide is-øde.
Og dermed er de orange kabler så passende introduceret, for i den industriverden, hvor de kommer fra, er farven synonym med optimal mekanisk håndtering under arktiske forhold med voldsomme minusgrader.

Om det betyder alverden i lydmæssig henseende er muligvis tvivlsomt, men er for undertegnede en sund dosis ind i den syge hifi-hobby af noget ægte og substantielt. Nemlig et produkt, der er lavet til at blive brugt HELT RIGTIGT i stærk kontrast til nutidens totale voodoo-ævl om alt muligt umuligts enestående lydmæssige egenskaber.
At den balancerede strømforsyning så både minimerer magnetiske felter og effektivt udfaser al symmetrisk indstråelt støj er til gengæld særdeles hørbart for enhver.
Og hvis det nogensinde lykkes at få downloadet resten af billederne af vores McIntosh MC2600-installation bagfra, så vil der herunder være billeddokumentation fore en installation, som denne skribent faktisk ikke er videre stolt af. Og som bærer tilfældets betydelige præg med en kabelføring, der vist kun er set værre på nedstyrtede fly.
At det så altsammen ingenting betyder lydmæssigt qus både signal- og netkablernes balancerede natur kan måske tjene som en beskeden undskyldning.