Måned: maj 2016

Overskriften i da er en lille krølle på sidste uges beskedne tekst om div. foras beskedne muligheder for adækvat rådgivning. En (forhåbentligt da!), yngre mandsperson synes, at det kan være sjovt  at prøve vinylafspilning-alene det viser vel bedst, at han er noget vildfaren, da vel næppe nogen (denne skribent bestemt ikke undtagen), frivilligt ville vælge vinyl, hvis de tilgængelige musikalske emner i vores bibliotek ville lyde ligesådan på CD. Nå, det gør de så ikke, givetvis fordi disse ganske mange tusind LP-er er produkter af en anden og langt bedre og mere civiliseret musikalsk fortid. Med dynamik og alting-ganske vist beskeden i forhold til den ægte musikalske råvare, men til gengæld så meget mere dygtigt “vægtet” indenfor den ret beset ret latterlige og teknisk håbløst kompromitterede proces, som nedfældning af musikalske vibrationer  på vinyl-LPer er. Til en uheldig og uundgåelig start er det valgte materiale jo ELASTISK, i sig selv en uoverkommelig hurdle for ultimativ kvalitet, for hvordan i alverden skal man dog kunne presse perfekt i en elastisk masse?

Tilbage til staklen, der jo naturligvis modtager råd fuldstændigt uden hoved og hale. Manden har blot et par aktive PC-højttalere med absolut garanteret  “minus-konnektivitetsmuligheder” af gammeldags pladespillere med behov for RIAA-frevenskorrektion og kæmpestor forstærkning, men det ser naturligvis ingen. Som det sig hør og bør. Folk snakker fra eget udgangspunkt uden nogen sammenhæng med den aktuelle virkelighed..
Nå, med hovedet ganske under armen køber spørgeren så en ganske forudsigeligt defekt plasticpladespiller for meget passende 100 kr. Og opdager, at den sandelig ikke duer som iøvrigt intet apparat, der indeholder gummi gør efter 25 år ude i garagen. Forunderligt! Måske spørgeren skulle have tænkt på skæbnen for sin egen første barnecykel derude, der jo osse for indeværende er noget hensides enhver oppumpnings-mulighed.

Nå, han får så bare flere råd om, hvor han skal købe en rem til kalorius, ja, en enkelt er endda så uendeligt hjælpsom at oplyse det originale JVC-reservedelsnummer anno dazumal omkring 1980 for remmen…(!!!) Jamen er Verden da ikke blevet et bedre sted at være med sådan en enormt uegennyttig hjælpsomhed. Muligvis, hvis det altså ikke havde været fordi JVC ikke siden har lavet hifi og der derfor naturligvis OVERHOVEDET INGEN SUPPORT længere findes. Og det har der iøvrigt ikke gjort i 30 år. Så med mindre rådgiveren er en lun fyr, der gerne vil give nogen et godt grin (altså desværre mest den, som trådstarter skulle finde på at spørge om noget så idiotisk), så er det vist det, man kalder et noget tvivlsomt råd..

At så motoren på den indkøbte model så osse mangler en skrue i sit triangulære ophæng affejes iøvrigt ganske bemærkelsesværdigt  af en mand, der burde vide bedre. Man kan naturligvis sagtens ophænge en motor i 2 punkter, det kræver dog, at designeren har indtænkt en ret præcis 180 graders vinkel mellem ophængningspunkterne for rimeligt vandret placering-en manglende trediedel af periferien af motoren uden understøttelse garanterer til gengæld en positivt sikker og iøvrigt katastrofal  vinkling af pulleyens omdrejningsakse fra lodret.

Nå, men nu sidder manden så der med sin terminalt defekte skodpladespiller, og så fortsætter dette cirkus squ alligevel. En øvrigt ellers fornuftig mand, der er aktiv på denne side (hej Bjarne!),  kolporterer et råd om vist bare et købe en Beogram 1500, som for de vankundige er en pladespiller med indbygget forstærker-desværre udgik modellen det år denne skribent startede i gymnasiet, 1972!
Det eneste fornuftige ved rådet er, at manden får alle de nødvendige dele med til vinylafspilning, dog excl. højttalere. Og derudover kan trådstarter så iøvrigt UNDER INGEN OMSTÆNDIGHEDER bruge sine egne aktive PC-højttalere sammen med denne Beogram, da der ingen lineudgang er. Og den monterede DIN-udgang ikke overraskende er DIN-normeret med kæmpehøj udgangsimpedans og kan ikke bruges til nogensomhelst nyttigt..

Nå, det er altsammen ganske ligegyldigt, for med garanti INGEN overlevende Beogram 1500 med den klassiske mekaniske bremse kan alligevel selv med fuld skrue på pitchkontrollen bare nogenlunde opnå 33 1/3 omdrejning pr. minut UDOVER at pickuppen er nedslidt/indtørret i ophænget OG koster tusindvis at kroner at genanskaffe. En godt råd?-Måske så meget sagt.
Nå, men det er jo altsammen alligevel fuldstændigt ligemeget, ikke mindst det ellers prohibitivt-triste faktum, at trådstarter altså bare overhovedet ingen pladespiller har eller iøvrigt noget rimeligt aktuel udsigt til nogensinde at FÅ en, hvis man altså skal basere beslutningen på kvaliteten af denne forum-rådgivning.

For som flere gange nævnt her, så er det IKKE nogen ægte musikalsk nysgerrighed bag langt den største del af den postulerede vinyl-renæssance, der jo ikke er andet end en modekrusning for folk uden andre og fornuftige ting at gå op i. For om ikke trådstaarter på trods af, at han altså hverken har eller nogensinde har haft eller er blot i nærheden at FÅ en pladespiller så ALLIGEVEL fortsætter tråden med at søge råd om, hvor han (muligvis en gang) skal købe plader. Og så kommer den allerstørste “stopklods” for nogensinde at få nogen vankundige tilbage på “vinyl-banen”, en vis “Analogueman” på banen i tråden på hifi4all. HAN er altså i sin selv-fedme og ditto højtidelighed nok en de få, der er værre end denne skribent.

Alligevel er dette “analoge spild-menneskes” råd altså enestående stupidt. Han henviser guddødemig til en tysk net-butik og det altså en mand, der ingen pladespiller har og som nok burde prøve den lokale genbrugsforretning først. Alene det faktum,. at ny LP koster det dobbelte af trådstarters investering i pladespiller er jo noget interessant.
Hvis altså ikke lige hele det her cirkus var fuldstændigt ligegyldigt, for vi har vist bare at gøre med en, der godt kunne tænke sig lige at “prøve” vinyl fuldstændigt ligesom han sikkert osse kunne tænke sig at prøve de små rør med “underholdnings-kemi”, der tilbydes overalt. Blot og bart et “divertissement” i livets fortsatte søgen efter ikke noget særligt.
Rådgiverne spilder vist bare tiden (og det endda med uhyre ringe råd)  og gys, det gør jeg så vel i virkeligheden også…

Nu er denne skribent ikke akkurat en særskilt medfølende eller egentligt lettere “pladder-humanistisk”, men alligevel får jeg til tider særdeles ondt. Nemlig af de vildfarne stakler, der forvilder sig ind på diverse hifi-fora for at få råd om noget, som de jo tydeligvis intet ved om selv. Man skulle jo tro, at summen af nul-viden hos spørgeren kombineret med den på diverse fora ihvertfald i teorien akkumulerede del-viden ville give en sum større end nul, men DET er ikke tilfældet. Der er simpelthen på de danske fora i nyere tid INGEN EKSEMPLER på nogen stakkels spørgere, der er blevet hjulpet bare det ALLERMINDSTE. Og det er squ skidt!

Alt nok så relevant spørgsmål  bliver simpelthen udvandet til slag-udvekslinger med diverse “hear/say”-såkaldt faktuel (ikke)viden og det altsammen i n.te potens. hver såkaldt “rådgiver sin tro: Èn af de flittigste bidragydere, der tilsyneladende altid er på, har som patent-recept på alle spørgsmål “Snell”, der jo er en forlængst krakket amerikansk højttalervirksomged, hvis eneste varige bidrag til branchen var deres pioner-anvendelse af de billigste skod-enheder, som kunne skaffes. Jamen hurra, sikke dog et herligt råd til de værdigt “trængende” Og direkte uhyggeligt, når en ejer af et par ûber-fremragende Yamaha NS1000 får at vide, at han skal bytte dem ud med et par Audio Note-sildekasser, ganske omhyggeligt modelleret efter Snell-skabelonen
NEJ, han skal ej! Sådant et råd er simpelthen kriminelt dårligt og fortæller den fortsatte triste føljeton om hifi-entusiasternes evige søgen efter tryghed hos et mærke eller en forhandler, uanset hvad disse måtte have at tilbyde. I de fleste tilfælde desværre det aller-pureste INGENTING..

Og den nærmest endeløse række fortsætter: Når en vildfaren pige spørger, om nogen kender et navngivet firma, som hun gerne vil leje et sæt småhøjttalere til en fest fra, så lyder rådene rent automatisk “Køb et sæt brugte Cerwin-Vega og sælg dem bagefter”(!!) eller “Få fat i en DJ og spørg om han ikke bare vil lade anlægget stå til festen bagefter” (!!!!) Det her er ikke frit opfundne citater, det er faktisk så sygt, som tingene er derude. Og jo næppe ligefrem svar på pigens simple spørgsmål om lejen til max. et par hundrede af et sæt aktive festhøjttalere..

Dagens sidste eksempler blandt en million andre kan være spørgsmål om lodning af bittesmå SMD-komponenter, som en tydelig amatør fornyligt begav sig ud i. Og som naturligvis masser af totalt inkompente bidragydere straks udøste deres totale samlede uvidenhed om. Det eneste rimelige svar ville naturligvis have været: Lad være, hvis du er i tvivl om du kan! Potentialet for skabelse af katastrofale fejl er for amatører nærmest ubegrænset. Og man kan IKKE lære den slags mikroskopisk håndværk på nogen Youtube-video. Sikke dog en flok idioter, der på trods af al fornuft fortsatte med at “rådgive”..
Og så er der de evige tråde om gamle pladespillere, som totalt uvidende begyndere spørger om. Der er sådan en slags tydelig “pseudo-interesse” over mange af disse spørgere, fordi kun uhyre få egentligt er interesserede i andet end at have en pladespiller, der såmænd bare kan køre lidt rundt. For de allerfleste er det jo bare tale om et “statement”, der ikke behøver virke andet end bare lige sådan en lillebitte smule. For som en undersøgelse i The Guardian viste fornyligt, så har kun halvdelen af køberne af nye vinyler overhovedet en pladespiller. Og langt de fleste af resten har den antageligt enten med en bunke dameblade permanent parkeret på låget eller måske den bare står i garagen.

Nå, alligevel er Analogueman og Valla og alle de andre torskepander ude med råd om hvor umuligt alting er i forbindelse med at få en brugt pladespiller til at køre. Der skal åbenbart både skiftes pakninger og remme og olie og alting for slet ikke at tale om optimering af overhang og pis og andet papir. Alle simple spørgsmål begraves totalt i en bunke af fiktive problemer, som totalt skræmmer de få stakler væk, som måske i virkeligheden godt kunne bruge bruge lidt hjælp. Alt kører simpelthen per automatik op i spids, der ingen mening giver for spørger.

Hvis nogen skulle være i tvivl om internettets enorme og uanede  potentiale for kollektiv fordummelse, så kik lige på hifi4all!
Det gør vi. Og vi græmmes!

Nu bevæger denne skribent sig naturligvis som alle rigtige hifientusiaster nødigt udenfor egen auditive “komfort-zone”, for tænk dog blot at opleve noget, der får ens eget dyrtkøbte elektroniske godtkøbs-isenkram til at falde fuldstændigt igennem. Det ville være katastrofalt både for egen skrøbelig selvbevidsthed og ditto økonomi. Alligevel kommer jeg faktisk undertiden ud, man er vel en pligtopfyldende gift mand, der gerne vil fremstå som både relativt kultiveret og kulturelt interesseret. Selv om jeg vel er ude over den allerførste kærligheds tilbøjelighed til at spille single-vinylplader for den udkårne for at demonstrere egen enorm følsomhed, så ønsker alle vel at “give den en skalle” på den finkulturelle front. Jeg ved jeg gør!

Nu er man jo ikke hifitosse for ingenting, så derfor havde vi som sidste uges kulturelle projekt valgt en akustisk-musikalsk begivenhed, som vi sagtens ville kunne overdøve herhjemme, nemlig en koncert med barokmusik, der som bekendt historisk korrekt bør afspilles på datidens noget spagt-spillende instrumenter. Det var en koncert i det lokale musikalske fyrtårn, Musikhuset, endda i den store Symfoniske Sal, hvor et barokensemble skulle akkompagnere den rødhårede “franske nattergal” Patricia Petibon (ikke at forveksle med den tilsvarende “milanesiske nattergal”, madame Bianca Castafiore, hvis kraftige og for stakkels kaptajn Haddock temmeligt traumatiske OG kraftigt-gennemtrængende  stemme længe vaccinerede denne skribent med en sund skepsis overfor opera-og det endda uden nogensinde at have hørt en LYD!)

Nå, men i god og effektiv  kommerciel stil, (samme Petibon er åbenbart noget af en notabilitet)  så blev der lokket med både en små-overfladisk hekse-tematik i det musikalske udvalg (en lille godbid til de halvgamle koner, der fyldte godt op iblandt publikum, som den aldersbetingede tiltagende kropsfylde dikterer,-altid rart med lidt tiltrængt identitet for det kvindelige publikum  efter menopausen må vel have været marketing-mandens såre fornuftige ræsonnement)
Nå, men nu er en del halvgamle koner jo åbenbart stadigvæk i en slags parforhold, hvis man skal tro det statistiske materiale, som publikum denne aften stillede til rådighed for denne altid såre intellektuelt-inklinerede skribent. Og et her med “hekse-problematikken” kunne jo næppe lokke nogen husarer med, da de vel dårligt ved at skæve over til madammen i ægtesengen dagligt kunne komme om tvivl om den reelle eksistens af disse klassiske kosteskafts-betvingere. Nej, der måtte mere til og det kom der.

Samme Patricia Petibon blev nemlig på plakaterne og i programmet  (ikke fuldstændigt rimeligt, skulle det vise sig) fremstillet som temmeligt meget en slags veritabel “rødhåret godte” Og det kan sagtens i mange tilfælde have været den afgørende “clincher” for aftalen om at sjokke afsted i Musikhuset, for næppe ret mange hverken blandt de fremmødte og da i almenheden næppe nogen overhovedet har vel som favoritkomponist Rameau eller Charpentier eller hvad de andre komponistiske ikke-notabiliteter hed. Og selv om  denne skribent vel har flere hundrede LP-er med barokmusik, så forekommer det numerisk som ca. ligeså mange år siden, at jeg har hørt dem. Således var det næppe musikken, som de fleste kom efter-ja, måske kom de fleste slet ikke efter noget overhovedet, skulle det vise sig.

Nå, der stod vi så og ventede på at at blive lukket ind i det altså for de allerfleste totalt ukendte musikalske univers, klædeligt lettet for i gennemsnit en 500-lap til billetten. Og så kom den første advarsel om en i i sandhed minderig aften, da der over et skrattende temmeligt uforståeligt intercom-anlæg (man er vel i et Musikhus!) fik at vide, at den planlagte koncert på 2 timer med masser af sang og lidt musik på grund af et halsonde hos “heksen” ville blive forkortet til knapt en time med masser af musik og blot en smule sang.

Det overraskende var, at det tog de ventende alle totalt roligt og det osse selv om det tog en evighed efterfølgende at blive lukket ind. Ikke blot en eneste én mumlede blot det allermindste om, at det var squ da urimeligt at forlange fuld pris for et totalt amputeret produkt og bestemt stor cadeau her til markedsføringen bag koncerten, der tydeligvis kendte folk langt, langt bedre end denne skribent. For tænk dog bare hvis det her hændelsesforløb havde fundet sted til en koncert med et andet publikum. Nemlig et publikum for hvem musikken virkeligt havde BETYDET noget-“Ja, vi beklager, men Leonard Cohen er lidt forkølet og han vil kun mumle et par numre, vi takker for alle jeres penge!” Det var næppe gået uden råben og almindelige optøjer.

Nå, men det gjorde det så her.For nok spillede det tækkeligt sortklædte  lille orkester meget fint og ikke mindst uhyre show-betonet i deres overdrevent-accentuerede understregning af det åbenbart væsentlige i denne for store deles vedkommende totalt ligegyldige musik. Meget, meget værre blev det, da Patricia Petibon kom ind. Og nu havde denne skribent ellers som sikkert så mange andre mere end midaldrende mænd glædet sig til “godten”, der så desværre viste sig mest at ligne en lettere dysfunktionel krage, mens hun noget vakkelvornt  stolprede rundt på sylespidse høje hæle i en kikset tranedans og med pudsige grimasser svingede uforståeligt og ganske umotiveret skiftevis med en sort og hvid strudsefjer.Utroligt, hvad man kan med photoshop og utroligt at man selv som relativt fornuftig mand STADIGVÆK kan falde for det. Kontrasten mellem den ligblege Petibon i sin storslåede guldlamerede metallic-grønne kjole og de diskrete diskret klædte arbejdsmænd i orkestret lod ingen i tvivl om, hvem der var den markedsførte vare.

Nå, men hun sang nu osse, og det gjorde hun iøvrigt aldeles glimrende, dog fuldstændigt for denne skribent diskvalificerende derved, at hun konstant stod med snydeskaftet helt nede i librettoen. Visuelt tager det jo ligesom noget “gassen af ballonen” at iagttage en iøvrigt glimrende sanger krænge sin sorte hekse-sjæl så meget ud direkte fra “bladet”
Nå, men som varslet så sluttede koncerten hurtigt og endda før end det allerede stærkt forkortede varslede sluttidspunkt. Det her er simpelthen så meget en joke af en koncert, som denne skribent nogensinde har oplevet-man fik simpelthen ikke en skid for billetten.Og sikke man dog savnede lidt berettiget forargelse blandt publikum over dette optrækkeri…

Nå, men det fik man så ikke fra dette tydeligvis uhyre kultiverede publikum, der blot som med kejserens nye klæder kollektivt lod som om, at de havde haft en god aften. Ikke engang den svageste utilfredse mumlen var at høre i køen på vej ud, og DET var måske den allerstørste oplevelse for denne skribent efter denne lærerige aften:
Nemlig at hele den her postulerede interesse blandt det betalende publikum for denne ret beset ligegyldige musikalske parentes var et blot og bart POSTULAT De fik absolut INGENTING for pengene, men det var osse rigeligt når nu musikken alligevel var ligegyldig. “Varen” bestod tydeligvis blot i at sige, at man havde været der. Og det havde de jo faktisk osse.

Udover det, så fik koncerten i Århus Stiftstidende 5 af 6 stjerner af den skikkelige anmelder Ole Straarup, mens han gav arrangementet 2 stjerner af samme seks. Udfra alle andre og langt rimeligere målestokke fortjente hele arrangementet den totale bundkarakter, nemlig det ellers normalt  uopnåelige 6 TOTALE NARRE-HATTE. Og det af 5 mulige!
Vi vil nådigt og desværre af nogen nødvendighed afstå fra at bedømme det åh så kultiverede publikum..Som fortjener samme anerkendelse som arrangementet fortjente ros.
Vikingetiden ligger tydeligvis lidt rigeligt langt tilbage-man kunne godt savne lidt Svend Tjugeskæg-bersærkergang den aften i Musikhuset!

i dagens presserende dont, der uden varsel har overfaldet denne ydmyge skribent.

Der er lidt rigeligt mange praktiske ting at lave i dag, og af dem er lidt rigeligt mange ting fysisk ganske langt fra vores lille virksomhed. Det giver naturligvis udover den deraf følgende fred for denne skribent desværre osse visse nødvendige forpligtelser til at spille den klassiske “bagstopper-rolle” på vores virtuelle fodboldhold. Sådan lidt en slags Henning Munk Jensen, forhåbentligt blot en lille smule mere elegant. Selv om Henning her jo faktisk var ubeskriveligt god til sin rolle i sin tid, så huskes han vist mest for så meget andet. Og de fjerneste minder i sindet er som bekendt de sværeste at “radere” på. Og hvis man ikke havde disse minder, så er livet som mere end halvgammel mand jo alligevel ikke rigtigt noget at samle på.

Ellers skal jeg ganske kort berette om et eksempel på betydeligt heltemod. Ikke ganske overraskende drejer det sig om den mere personlige af slagsen. At det så også handler om såre menneskelig svaghed gør blot fortællingen mere klassisk-græsk i sin evigt-gyldige tematik.
Lørdag aften blev denne skribent af en god forretningsforbindelse nemlig fristet med at købe til vores demolager ikke mindre end 2 stk. Crown Studio Reference 1. Det eneste mulige svar på det var naturligvis et rungende “Ja!”, fordi fristelsen ved at have en stak på 7 stk. forstærkere i stedet for de nuværende blot 5 stk. var ganske meget for stor. For tænk dog ikke blot at verdens antageligt største lager af disse fremragende forstærkere, men tillige I SÆRKLASSE at have verdens største bjerg af dem!
Så meget for den umiddelbare glæde og den naturlige menneskelige svaghed, som denne skribent bag sit barske og afvisende ydre osse besidder.

Og så blev det søndag, og så var det, at jeg måtte træde i karakter. For det viste sig, at forstærkerne SLET IKKE var de attråede Studio Reference 1, men i stedet de øvrigt så vidt vides teknisk aldeles identiske .Macro Reference. Og så var det, at det gamle danske vikingeblod begyndte at koge på denne skribent og den længe ventede beslutsomhed endeligt indfandt sig.
For NEJ, sådan nogle vil vi da bare overhovedet ikke have, for nok er de teknisk ens, de ser bare ikke spor ens ud! De har en helt anderledes FORPLADE guddødemig! Og således ramlede hele denne vidunderlige imaginære bunke af forstærkere sammen, mens denne skribent solede sig i sin nyvundne aura af forlængst forglemt beslutsomhed. og selv om det måske ikke i manges øjne forekommet ret heltemodigt, det her, så er det for denne skribent et skridt af de helt store. For kom bare ikke her og sig, at der ikke findes visse uomgængelige og nødvendige stilistiske og visuelle krav her i vores kælder-system. Og 5 plus 2 giver IKKE 7!
Det var så dagens noget forkortede tekst, hu-hej, afsted til Herning!