Måned: marts 2016

I dag vil vi afsløre en nylig betydelig betagelse og det endda af en ganske ung kvinde. det er de allerfleste selvfølgelig efterhånden som man selv nu allerede er noget over 60, men alligevel er hende her på blot 24 noget ganske specielt. Ja, hun er faktisk endda så speciel, at jeg ligefrem kan nyde hende sammen med fruen i huset. Og nu ville jeg jo så ønske, at jeg havde noget mere lummert-interessant at berette, men det har jeg så ikke. Men til gengæld er det her en fortryllelse, der helt sikkert vil vare ved næsten i samme grad som den min kone allerede har kastet over mig.

Kvinden hedder Billie McKay og er den (for danske seere med den lille TV-pakke) meget nylige (læs:i går) vinder af Australian Masterchef 2015. Vi beklager den noget utidige nyhed her, men Billie fortjener mere end almindelig opmærksomhed som det jo osse lidt giver sig selv, når hun samtidigt  kan tryllebinde både denne troskyldigt-godtroende skribent OG den anderledes robust-tænkende Pia Mathiasen.
For de vankundige skal vi sige, at den australske udgave af Masterchef ikke må forveksles med alle de andre komiske nationale licens-produkter, der kan ses nærmest alle steder. i forhold til alt det andet inderlige bras er den australske udgave en suverænt koreograferet og særdeles afvekslende affære, der for strækker sig over 3 måneder. Det mest interessante (forsåvidt der overhovedet er noget interessant i den slags programmer) er så normalt at iagttage, hvordan de under hele seancen isolerede deltagere efterhånden udvikler sig fra amatørkokke til noget, der ligner professionelle. Så langt så godt eller bare skidt og oftest ganske ligemeget. De færreste mennesker udvikler sig jo trods alt særligt meget og sjældent til noget særligt interessant på nogenlunde samme måde, som en selv en højere uddannelse heller ikke ligefrem gør folk klogere eller blot en smule mere fornuftige. Og så kan det alligevel ske.

Det skal så lige som yderligere forklaring på vores fascination af Masterchef Australia med, at den første finale i den første serie fandt sted på vores bryllupsdag i Australien, så der er visse sentimentale minder, fordi efter bryllupsnatten var temmeligt tvangsindlagte til at se finalen, som vores værter havde optaget-sikke dog herlige minder! Som vi derfor naturligvis benytter enhver passende og upassende mulighed for at genopleve, altså for eksempel i går!

I løbet af konkurrencen udviklede den nydelige ranke land-pige Billie sig fra en i starten passende  plads i baggrunden af de mange oprindelige kombattanter til et bud på den næstmest fænglende kvinde, som jeg nogensinde har oplevet. Aldrig har jeg udenfor familiens allernærmeste oplevet nogen, der så suverænt håndterede stress og kriser. Ja, det forekom nærmest som om hun blot blev endnu køligere -fokuseret og endnu mere determineret for hver vanskelighed, der opstod. Som om hun næsten sugede energi ud af de “sorte huller”, der rammer os alle-dybt, dybt fascinerende!

For eksempel var der en episode med en af verdens mest berygtede højtråbende/kontante kokke, Marco Pierre White. Det var for sikkert adskillige bekendt ham, der fik Gordon Ramsay til at græde, slet ikke dårligt og helt givet fortjent!
Helt anderledes gik det så med Whites forsøg med samme recept på Billie McKay. For selv om hun var i en kritisk situation, så stod hun “op” til store dominerende White med en positur og et kropssprog og ikke mindst et fast blik, der fik White til fuldstændigt at blive en viljeløs kattekilling, der bæres afsted af sin mor i nakkeskindet. Mindet om denne stolt-knejsende kvinde skal vi opfordre alle til at søge på nettet. Og sekunder derefter løste hun et iøvrigt aldeles uløseligt problem.

At sige, at hun var et imponerende bekendtskab er så sørgeligt utilstrækkeligt. Hun er simpelthen så langt fra de ulidelige frembrusende totalt ukritiske tomhjernede selv-iscenesatte medie-gæs, der udklækkes på stribe til alskens medier, at man blev ganske stolt på menneskehedens vegne. der findes altså nogen steder endnu, hvor man stadigvæk avler den slags. Desværre for os danskere er det så i den nordlige del af New South Wales, men lidt er vel bedre end intet.

Nå, men i den store finale i går vandt Billie så en sejr så mindeværdig i en umulig teknisk udfordring, at det næppe er muligt nogensinde blot at tangere. At den så osse er seværdig som simpel “suspense” er en anden sag og her bliver betagelsen af Billie næppe mindre for nogen af at kende resultatet på forhånd. Og i den situation løftede hun hele konceptet fra at være et formelt bar og blot elitistisk madprogram til at være et fornyet håb for alle mennesker. For tænk dog blot, hvis man da bare engang imellem kunne støde på en “Billie” alle de steder i samfundet, der for tiden befolkes af uægte narrerøve. Sådan bare en, der var helt ægte uden nogen bagtanker om egen vinding. En, der hvilede FULDSTÆNDIGT i sig selv og som ikke udelukkede næredes af egen selvfedme.

En anden og måske i virkeligheden endnu mere bemærkelsesværdig egenskab ved Billie McKay er så, at hun slet ikke trigger det kvindelige “bitche-gen” Og her bruger jeg så for en gangs skyld ikke min frue som målestok, men mest udtrykkene hos alle de andre kvindelige deltagere i Masterchef-konkurrencen. Deres betagelse af Billie var mindst ligeså bjergtagende og ægte som denne skribents og frues og SÅDAN NOGET har jeg squ da aldrig oplevet tidligere. For kvinder er kvinder, der har noget eller kan noget, som de ikke selv har sædvanligvis en indlysende fjendtlig trussel.
Men bare ikke her, Billies totale ægthed og totale personlige integritet tog alle med storm. Ja, selv den snurrige engelske mesterkok Heston Blumental, der havde udtænkt den djævelske finale-dessert, måtte som tidligere Marco pierre White overgive sig betingelsesløst til Billie, som han i ren rørelse  benævnte en “superwoman”, hvorefter han hyrede hende på stedet til sin 3-stjernede Michelin-restaurant. Nok meget klogt grænsende til det geniale. Mennesker som Billie kan blive en kæmpegevinst alle steder, derom absolut ingen tvivl.
Men se det nu!

Ellers vil vi ufortøvet gå i gang med dagens mere rutineprægede dont, ledsaget af lidt høj musik. Det kan være svært at forestille sig, men engang stod det skotske band “Run Rig” for en ganske rå udgave at datidens ganske populære genre , Celtic rock” Festen sluttede for deres vedkommende ganske vist i 1981 med LP-en “Recovery”, hvorefter der skete et genre-skift til ulideligt-brægende ballader fra den værste “pop-skuffe” Men dengang i 1981, DER var der altså gang i de tunge rytmer og fræsende guitarer, så på med pladen og et middellydtryk på 110 dB, det fortjener den.
Og i dag er den så tilegnet vores nye idol, den smukke Billie!

Så skal vi nok snart lægge de 60 bag os, andre og både umiddelbart bedre og langt mere tillokkende valg gives jo ligesom heller ikke. Alligevel var det dog en ganske mageløs dag, hvor både forårssolen og flere hundrede fremmødte gæster strålede om kap med min egen skaldede isse. Det var squ en dejlig dag Det så endda ud til, at der var almindelig glæde og gemytlighed overalt, da der tydeligvis ikke blandt gæsterne var nogen videre tilbøjelighed til at at gå igen. Ja, faktisk blev dejligt mange mennesker endda ganske mange timer, og det skabte vel i virkeligheden mere end alt andet et veritabelt “fest-kontinuum”, der som en venligsindet tornado straks sugede alle de nyankomne ind. Og så kom de første noget i 9 om morgenen, og de sidste gik først ved 3-tiden næste morgen, så alt ialt en lang dag for en gammel mand. Men sikke dog en dag…!

Oprydningen var ganske let, dog undtaget den fysiske flytning af alle gaverne, der stadigvæk ikke er ganske tilendebragt, for selv om vores hus er stort, så var gæsternes gavmildhed så meget større. Venner af “huset” her er tydeligvis endnu klogere, end vi ellers lige gik og troede. Vi tog billeder af “bjerget” af sager, men det får lige vente med at blive bragt til den kamerakyndige frue vågner. Selv om vores pejsestue er stor, så blev det halve af gulvet alligevel fyldt godt og vel op-gys for den årlige slankekur, der ellers venter faretruende her den 1 .april. Men altid rart, at selve flytningen af “morgendagens krops-fedt” kan hjælpe lidt på dagens ditto..

Ellers er det business as usual i vores lille virksomhed, selv om der jo nok bliver lidt god tid til at lege lidt med vores studie-opsætning hernede i vores kontor-kælder her i ferietiden. Så kan jeg jo osse passende gå og fundere lidt over, hvor et par af gaverne skal finde deres naturlige plads. For eksempel om jeg kan få lov at placere en overdådig  samling af splitternøgne Pirelli-pigebilleder i luksusudgave på mit hifi-lyttebord. Altså i stedet for den normale McIntosh-bibel.
Lidt anderledes bliver det med gaven fra min gamle chef i radiohandelens guld-alder, Lars Prange, nemlig et stik af Wilhelm Freddie. Det mener fruen vist skal hænge på trappen op mod vores soveværelse, uvist hvorfor.
Nå jo, for pokker, nu kom denne gamle mand så alligevel i tanke om en plausibel forklaring.
det er jo det billede, der hedder “Fisseslikkeren”
Måske det hele alligevel ikke stopper helt ved de 60..

Efter i dag gives der så ikke yderligere indkaldelses-varsler til min runde dag på fredag. Nå, men kan vel kun osse dårligt sige, at alle ikke for indeværende burde være behørigt varslede. Vi håber at se så mange af denne sides læsere som muligt, så skal jeg jeg gerne spille på vores store JBL-biografhøjttalere med at muligt lydtryk, der med garanti for alle vil kunne blive uforglemmeligt. Fordi det er af en volumen, der ikke medfører varige høre-SKADER, men øjeblikkeligt permanent høre-TAB.

Jaja, man er vel selv som snart 60-årig blot en dreng, der i denne tidlige alderdom blot forsøger at udleve de drømme, som man ikke kunne som yngre. Se nu for eksempel blot hvad man kan finde på i en iøvrigt ellers solbeskinnet weekend. For eksempel kan man som vi gjorde vælge at tage på akvarie-auktion i Viborg, behørigt lokkede af muligheden for at skue de usædvanligt mørkeblå såkaldte “tiger-rejer”, som en kær ven af huset er en stor ynder/avler af.
Nå, det skulle vise sig, at tigre tydeligvis findes i alle størrelser, osse i det helt diminutive. De her ganske vist  tydeligt mørkeblå kræ var nemlig blot ca. en cm. lange og kun godt i mm. i diameter. Det var squ da godt de var blå så man overhovedet (og kun lige akkurat med mine tiltagende plirrende og svage gammelmandsøjne) kunne spotte dem derinde i alt det grønne. Ja. der findes åbenbart interesser derude, der i ren og skær tåbelighed ligner hifi.

Og så alligevel overhovedet slet ikke. De flere hundrede fremmødte akvarister var ganske vist osse allesammen mænd, MEN det var så osse den eneste lighed. De var nemlig både flinke og humoristiske og alting og helt usædvanligt interesserede i at købe hinandens sager. intetsteds som på hifimesser stod man og holdt enetale om hvor godt ens eget hifi var. Og da ikke mindst bedre end alt det dyre bras, man kunne høre på hifi-messen og hvor meget man glædede sig til at komme hjem. Ikke at jeg ikke selv i mit lange liv har haft denne intense trang selv, det har bare mest været for at komme væk fra tåge-talende egocentriske hifi-tosser.

Nå, men dér i Viborg kunne man så opleve mange hundrede varenumre lynsnart blive ekspederet til tydeligvis gode og kærlige  hjem. Og det gjaldt både forskellige omhyggeligt stambogs-første akavaristisk-eksotiske bregne-arter med for denne skribent uvante latinske navne og (lidt lettere at fatte for vankundige) dekorative skibsvrag og amforaer i forskellige størrelser, tydeligvis til forskellige størrelser af fisk. Fuldstændigt realistiske størrelsesforhold var dog tydeligvis ikke målet, selv med det mindste skibsvrag på auktionen ville selv den mindste guppy-unge forekomme at være en veritabel blåhval. Der må være et eller andet her, som jeg ikke ganske har fattet, selv om jo har haft ganske mange år til det. Men sikke dog flinke folk, der var der (deres manglende fornemmelser for korrekte proportioner uomtalt), tænk nu bare hvis det havde været sådan indenfor hifi!

Nå, men det er vist for meget at håbe på, at almindelig rimelighed og hyggeligt normalt-menneskeligt samvær vinder videre frem indenfor min egen desværre uendeligt marginaliserede hobby. Derfor sad jeg så osse mutters-alene i går, mens fruen noget mere fornuftigt hyppede rundt i Frijsenborg-skoven og skruede pickupper på for en kunde. Denne gang var det til gengæld sjovt at lytte på et produkt, der i væsentligst uændret form har eksisteret i over (lidt!) 50 år, Lyden af denne herlige EMT-pickup, som det jo var, var en herlig tilbagevenden til en tid, hvor alting bare var nemmere og simplere. Og BEDRE!

Sammenligningen med vores egen Ortofon Jubilee på en anden og iøvrigt ganske identisk SME-pladespillerkombination med iøvrige osse identisk RIAA var noget desillusionerende. For nok spiller Ortofonen ganske fint (og det er måske endda noget mildt udtrykt), men den spiller bare ikke NÆR SÅ FINT som den antikke EMT. Man kan ganske vist høre uendeligt meget mere af alting på Jubilee-en, man har desværre bare meget mere lyst til at høre meget mindre af alting på EMT-en. Jeg må vist se at udsætte afleveringen af den i nogle dage, det her er squ både meget godt og endnu mere skidt. Som at fylde 60….

Nå, til sidst i dag vil jeg lige copypaste en hilsen fra en direktør på en MEGET stor lokal kulturinstitution, Det er nemlig den slags fornuftige mennesker, som man kan møde her på fredag (han kommer nemlig selv) og derudover er ingen mennesker (denne skribent bestemt ikke ihvertfald) ganske ufølsom overfor rosende ord. Ja, han er faktisk så overstrømmende flink, at man næsten kunne tro, at han var  blå tigerreje-akvarist!
Cit:
Stort tillykke med den runde fødselsdag. Hvis du stadig mener, at: ”Her i Dansk Audio Teknik Professionel er vi ikke født så kloge, som vi ender med at blive” – Så er jeg, og med stor sandsynlighed også den øvrige kundeportefølje, glad for, at den akkumulerede klogskab efterhånden har nået et niveau, hvor det bliver overordentligt svært for branchens øvrige aktører at konkurrere.

Med kunder og venner som ham så kan jeg da vist godt tillade mig at blive 60..

Der er lidt logistiske udfordringer  straks  fra mandag morgen kl. 6.00 med længere ture både her og derhen i forbindelser med forberedelsen til den store dag på næste-næste fredag, så derfor udgår teksten i dag. Vi er dog åbne for business som sædvanligt.

Vi vil dog gerne takke en hyggelig hifihandler på Fyn for en fin handel med en superfed Bricasti M1 DAC, som hele denne weekend er gået med at lege med. Og dette i stedet for at skrive noget fornuftigt på denne plads, men sådan er det sommetider. Det gode og nødvendige må vige for det endnu bedre og overhovedet ikke spor strengt nødvendige! Som det jo er at sammenligne DAC`s

Som altid kunne denne skribent straks høre en kolossal forbedring i forhold til vores Lynx Hilo-DAC, man er jo kun en svag mand,  men jeg var nu alligevel lidt mere end almindeligt små-spændt om dette auditive Nirvana nu også kunne reproduceres ved statistisk signifikante sammenlignende lyttetests. For når man har et godt produkt i forvejen, så skal der squ noget til før et nyt er ubetinget meget bedre, ens begejstring ganske uagtet.
Nå, men til alt held var denne rimeligt kostbare Bricasti-sag til ikke ganske bagatelagtige 79.000,-  en del bedre end vores gamle Lynx til kun 21000,- Og dette blev endegyldigt bekræftet efter at fruen blev placeret foran vores store ATC-system med en remote, hvor hun kunne vælge mellem de 2 outputmæssigt omhyggeligt kaliberede konvertere. Ret hurtigt trods betydelig og uhyre begrundet skepsis fra dette skønne væsen viste det sig til alt held, at hun både sagtens kunne høre forskel OG til alt held valgte Bricastien som den bedste. En ny konge er født, halleluja!

Se, så er det noget ved at “lege hifi” At der så ikke bliver tid til så forfærdeligt meget andet er så en helt anden sag til en helt anden dag.
Jeg ser lige, om der er lidt bedre tid i morgen tirsdag. Og i mellemtiden så er det altså fredag den 18. marts, I skal kikke forbi!

En stor del af mandagen gik så med lidt “grov-forberedelser” til den den kommende runde begivenhed for denne runde mand, dette naturligvis ikke mindst i almindelig omgang. Selv om der da er visse indlysende forbedringsmuligheder i almindelig fitness og tiltagende pression fra visse “overkropslige”beklædningsgenstande efter en lang og trist vinter.
Turen til Tyskland var nu lidt mere end almindeligt spændende på den lidt ufede måde, fordi det viste sig, at chaufføren havde modtaget ganske in-appellable ordrer på betydeligt flere varer, end det benyttede automobil strengt taget måtte fragte. Altså når dette blev lagt oveni det allerede maksimale, som denne skribent omhyggeligt havde kalkuleret. Kort sagt, vi havde en overvægt på noget over 400 kg., ganske dumt, når der nu er permanent grænsekontrol. Og vi kørte altså ikke akkurat i en lastbil, 400 kg. er ret tæt på den dobbelte lasteevne.

Nå, til alt held fik jeg allerede i går min allerførste gode fødselsdagsgave, selv om vi rutinemæssigt blev vinket ind af grænsekontrollen. En flink politimand scannede lige visuelt bilen, men det var så til alt held for skumle burnus-klædte personer (som det hed i min ungdoms Anders And-blade). Og lige det må vi jo så ikke have kvalificeret til, vi fik da lov til uantastede at trille videre møjsommeligt nordover, de på grænsen udkommanderede betjente kan umuligt have være rekvirerede fra Hobro politi, jævnfør sidste uges emne. De her var både skarpe og alting OG flinke oveni, de andre deroppe burde vist bare have haft et spark i røven og ud af klappen.

Nå, men vi klarede den som sagt, og der kunne man så sidde og glo ud af vinduet og glæde sig til at lege med det nyeste stykke isenkram i vores test-opstilling.
Og så er det alligevel dér i ledigggangens yderste  stund dér som passager, at tvivlen melder sig. For HAR jeg nu valgt den rigtige og bedste konverter eller ER muligvis en Weiss DAC 1 mk. 3 ligeså god eller endda bedre. Og hvor skal den der skide Bricasti forresten stå, ovenpå eller her nedenunder, hvor vil jeg have det til at lyde bedst.

Uha, kæmpeproblemer, tydeligvis frem-provokerede af usalig lediggang, jeg må vist bare se at få prøvet sådan en Weiss-sag straks. Ikke at det løser nogen problemer naturligvis  for uanset om den skulle vise sig at være dårligere eller bedre end den fede Bricasti, så er de etagemæssige placeringsproblemer ganske de samme som i dag med den enlige Lynx Hilo. Det er ikke nemt at være hifientusiast og det ganske uanset senilitets-graden
Sikke dog problemer at have her i de allersidste uger af et procentuelt næsten forløbet liv..