Måned: april 2013

Så er det endeligt blevet besluttet at sætte fruens helt personlige oprindelige fristed til salg. Det drjer sig om en bjælkehytte plus dertil hørende kolonihave i den (desværre for det fortsatte ejerskab her) forfærdeligt nærliggende Haveforeningen Enghaven.
Det har været en svær men uomgængelig og ganske nødvendig beslutning at afhænde den, da den simpelthen ligger under 500 m. her fra vores firma-domicil og så giver begrebet kolonihave jo ligesom ingen særlig mening.
I mange mange år har den dog tjent sit formål som “sjæle-renser” for fruen og vi håber naturligvis, at de nye ejere vil få gavn og glæde af den. Så kom frit frem, vi er klar med en kærlig og rimelig overdragelse, men vær dog forberedt på en enkelt tåre fra fruen i samme anledning.
Det er altså en herlig have, ja det er det!

I dagens JP beskrives i dag de ganske ubegribelige omkostninger, som den nuværende konflikt har. “Ubegribeligt” lige i dette specielle tilfælde skal mest forstås i retning “ubegribeligt for UNDERTEGNEDE”, for hør blot her, hvad økonomi-og administrationschefen for Århus Social- og Sundhedsskole beretter fra det ganske vist noget tragikomiske overdrev i forbindelse med, at skolens 120 lærere og medarbejdere i sidste uge skulle have været på personaleudflugt til Berlin. En tur, som man endda havde “sparet op til” ( mere om hvem og hvad der sparer og spares snarest) i 2 år.

Og den tur har konflikten så nu “ædt” og det er naturligvis ærgerligt, det kunne helt sikkert ellers have været en fed tur med den dertil obligatoriske “amatør-konebytning” og andre herligheder, som alle større personalefester med forfærdeligt mange enkelte hotelværelser så indlysende altid har indbudt til. Og det være dem vel undt deroppe eller rettere altså dernede i Berlin. Ganske ærgerligt det ikke blev til noget i mangel af anvendelse af stærkere kraftudtryk.

Men så kommer det ubegribelige for denne ganske vist noget tungnemme skribent: Administrationschefen fortsætter nemlig: “Vi har mistet på den enden side af 200.000 kr.” Og DET er så det eneste ubegribeligt ubegribelige her, for hvordan i Helvede kan I dog det. I kunne vel blot vælge at tage af sted hvis det altså havde været fordi I selv havde betalt eller hvad, skolen og dens økonomiske “bagmænd” har vel fået rettidigt at vide, at al personale er ude på “sjov” Så mon ikke vi kan regne med at tabet berører ANDRES penge..?

Nå nej, det er nok ikke sådan, det er.DE PENGE, som I (med STORT stort!) har mistet, er jo slet ikke jeres penge siden I ikke blot er taget af sted. I har blot mistet en ren fornøjelsestur, som VI ANDRE tydeligvis har betalt for jer. VI ANDRE har til gengæld overhovedet ingenting mistet hverken ved turens gennemførelse eller dens aflysning, vi har jo under alle omstændigheder måttet betale alligevel uden at få noget særligt for det. Ja, lige i dette specifikke tilfælde med valg af samlet firmaudflugt som fryns vel i virkeligheden OVERHOVEDET INGENTING. Fuldstændigt identisk med vores gevinst ved personalefrynse-turens gennemførelse.
Forskellen er naturligvis noget akademisk her, men nu er undertegnede jo osse en slags ganske vist lettere falleret en af slagsen. Ikke at det tydeligvis er nogen tilstrækkelig intellektuel ballast til at begribe det her absolut ubegribelige “tab”…
At “miste det umistelige””

Så er vi atter tilbage efter en tur til den årlige mega-musikmesse i Frankfurt og vi skal ile med at beklage, at der i perioder har været svært at fange os i “real time”. Det være der så hermed forhåbentligt rettet op på påny. Der er altid et væsentligt element at hyggeligt samvær over disse ture til megamange kæmpestore haller fyldt til kanten med alt for ofte fuldstændigt ligegyldige “lyn-kinesiske” ting og andet godtkøbsskrammel. I selskab med selveste Niels Riis som hyggelig rejsefælle og ikke meget mindre (fysisk) selveste Sigurd Barrett gik det nu meget godt. Ja, ligefrem i perioder muntert grænsende til direkte festligt faktisk!

Højdepunktet var som så utalligt mange gange før gensynet med Ben og Richard fra ATC. Mage til unge/talentfulde og kompetente og samtidigt uhyre ordentlige mennesker skal man altså lede længe efter. Og lad os så snart se den med længsel ventede nye ATC-diskant, det begynder at haste, drenge.
Denne skribent bliver jo hverken særligt meget yngre og hørelsen er allerede ikke længere, hvad den muligvist aldrig har været…På et passende tidspunkt vil jeg muligvis delagtiggøre den måbende offentlighed i en af mine egne nyere audio-fadæser. Den er blot så pinlig for mig selv, at jeg lige forsøger at trække tiden lidt. Det er dog ikke noget, der på ringeste vis er gået ud over nogen af vores kunder, osse den eneste trøst faktisk. Den eneste permanent skadelidte er egen umådelig tydeligvist noget selvovervurderende stolthed..
På cyklen igen, foråret er endeligt kommet!

og de snoede cykelveje synger deres forræderisk-lokkende sang om masser af fornyet energi og andre levægtige argumenter, så afsted det går. MED cykelhjelm!

Med netop en enkelt dags forsinkelse skal denne ydmyge skribent alligevel lige huske at fejre sig selv lidt. Det er nu heller ikke nødvendigt formelt at fejre særligt meget, idet hver eneste dag alligevel er en ren fest, når man er gift med Pia Mathiasen.

Nå, men det var jeg så ikke dengang den 1 . april 1983, og dette skyldtes naturligvis især, at denne senere så ubegribeligt attraktive kvinde dengang gik i 3. klasse i en senere planeret kommuneskole i Sæby. Og det var ikke engang fordi hun som Anders And vær særligt tungnem i skolen (han gik som enkelte måtte kunne mindes ikke mindre end 14 år i skole, 2 år i hver klasse dengang inden skolereformen..), hun var nemlig kun 10 år gammel, så det passede helt fint.

Nej, den 1. april 1983 var simpelthen den dag, hvor jeg startede i en dengang blomstrende elektronikbranche, tæt befolket med store ånder og betydelige egoer (ikke nødvendigvis sammenfaldende eller overhovedet muligvis delmængder..) Og det er således ikke mindre end 30 år siden, hurra hurra, at denne små-fallerede gymnasielærer endelig fik sig noget fast arbejde, som min fornuftige forlængst afdøde mor så fornuftigt bemærkede.

Og fornuft, det var der masser af dengang ligesom der var masser af kreative og kompotente mennesker. Derfor gik det tjept med at tilegne sig de færdigheder af praktisk og teoretisk art, som senere er blevet til fremragende nytte i vores nuværende virksomhed. På denne særlige festdag skal vi osse lige huske at takke alle disse videnspersoner, der naturligvis forlængst har forladt detail-delen af branchen og i i vidt omfang osse  elektronik-verdenen i det hele taget. Uden jer ville denne skribent have været noget mere på Herrens mark kompetencemæssigt, for det er altså en del nemmere at lære noget, når lærerne virkeligt ved noget uden at vi derved tager specielt parti i den nuværende arbejdskonflikt. Det er osse ganske svært at tage parti for et fag som et lærerstanden, fordi vi jo alle kender masser af eksempler på fremragende lærerkræfter og ditto totale “umuliusser” og andre “nulliteter” (hej Per ude på Læssøesgade Skole!) der burde have været hældt ud for længst. Noget er naturligvis ledelse, men ikke lige det hele..

Nå, men nu er det så altsammen 30 år siden og DET er længe siden! For eksempel var det lige i den måned i 1983, at CD-pladerne blev introduceret for lige at give en ide om dette umulige tidsspan. Og hvad har jeg så udrettet i al den tid? Tjah, ikke noget særligt vil de fleste nok mene uden at denne skribent kan siges at være ligefrem lodret uenig i denne vurdering. Det har dog alligevel været en dejlig tur og dette naturligvis takket være vores tusindtallige trofaste kundeskare gennem alle årene. Uden jer ville alting have været anderledes, ja det ville jo så slet ikke have været og meget mere anderledes kan intet jo ligesom være.. Så tak, KÆMPEHØJT TAK herfra i dagens høj-hellige anledning!

Og alligevel så er der en lille misundelsens orm, der gnaver et sted dernede. For nok er jeg i mangel på andre kandidater i vores virksomhed blevet direktør, og det er jo naturligvis meget godt. Jeg er blot alligevel blevet overhalet af et af de andre mangeårige ja faktisk i brancheanciennitet  jævnbyrdige kolleger. Vi taler naturligvis om vor gamle ven Kenneth Bremer, der netop er blevet portrætteret i seneste nummer af branchebladet Monitor. Han modtager fortjent hyldest for sin enestående indsats for at have vendt årelange røde (negative) regnskabstal til sorte (positive) i sit nye arbejde og det er faktisk godt klaret. Lige denne disciplin har ellers ikke været nogen udpræget spidskompetence igennem alle årene, men nogen mennesker evner tydeligvis konstant at tilegne sig nyt, mens vi andre blot glemmer og glemmer.

Nå vi har nu endnu ikke glemt at sørge for, at vores regnskabstal er sorte, men med denne nye komet på branche-himmelen skal man jo naturligvis ikke tage noget for givet. Om ikke andet kan erkendelsen da holde os lidt skarpe, og så er det jo altsammen meget godt endda.
Der er dog alligevel lige det, at vores gamle kollega her altså er blevet CEO i det nye fremadstormende firma, og det er jeg altså ikke. Aner faktisk slet ikke, hvad det betyder med mindre det er en ny betegnelse for registrerede blod-donorer. Eller noget andet stort Og noget stort, det MÅ det være for denne iøvrigt (fysisk-fænotypisk) ganske lille fremadstormende mand.Når jeg lidt senere på dagen har fundet ud, hvad det betyder, så er der dømt “nye visitkort”
For hvad er det lige det altsammen nytter med 30 år uden at være blevet CEO som Kenneth..? Dog vil jeg alligevel i dagens anledning glæde mig over bare at være “Poul “Halvpris” M.” uden andet end det titel, som I allesammen derude igennem alle årene forhåbentligt har oplevet:
En kompetent og ordentlig mand, der forhåbentlig for nogle har gjort en lille positiv forskel. Højere skal vi næppe selv “svinge os op”..! Denne skribent er jo delvist tvunget af nødvendigheden en relativt realistisk og jordbunden person.