Måned: februar 2011

Om et blot kvarters tid er denne skribent uheldigvis på vej til tandlæge. Nu dækker dette kun relative uheld naturligvis udelukkende vores altid lækkersultne læserskare. Fruen i huset har ud fra den rimelige retfærdighedsbetragtning, at når hun og datteren var af sted i sidste uge, så var det heller ikke mere end rimeligt, at jeg røg afsted. Og det endda uden at ryge overhovedet ellers? Nå, ånden bliver vel næppe ligefrem dårligere af fruens tiltag, der er heldigvis en del at give af i retning af forbedring forstås..

At ryge ad Helvede til risikerer tilsyneladende også et mangfoldigt og væsentligt bidrag til den samlede danske kulturarv, et hændelse af en betydelig vigtighed, at både EU`s og FN`s samlede kulturbevarings-programmer burde kaste sig over denne potentielt lands-skadelige handling. Som dog også til alt held kan anskues helt anderledes. Som blot og bart en elementær tandrensning.

Offeret er til mulig beroligelse blot hele det gamle “bag-katalog” af ligegyldige/ubenyttede tråde på hifi4all. Nu har vi aldrig skrevet der og vil derfor ganske neutralt kunne kategorisere denne veritable “elektroniske losseplads” af lige dele ævl, “hear-say”-pladder, selvhøjtidelig selv-iscenesættelse og almindelig uforskammethed som en kulturarv på linie med gamle lokale reklame-gratisaviser. Og så er der naturligvis midt i bjerget af affald enkelte gode og gen-brugelige ting, som dog forlængst er forsvundet i slagge-bunkernes stank, og hvad nytte har de så?Som noget, der kun kan bruges til at beskrive den netop på tidspunktet herskende (dårlige) “tids-ånde” Det er i et større klinisk perspektiv mægtigt interessant men iøvrigt fuldstændigt ligegyldigt. Ja, mere end det faktisk.

Derfor synes vi faktisk kun, at den ellers ikke voldsomt visionære forumejer Mikkel Gige kun kan lukke det her ned for langsomt! At holde sådan noget kørende er helt objektivt set allerede en (ganske vist lille) forhindring mod en større accept af hifi som en anstændig hobby, men ligefrem at kræve, at manden skal bruge penge på at bevare års ævl og kævl er vel i den lidt tungere ende af almindelig urimelighed..?

Nå, den rasende og ophidsede og for en enkelt gangs skyld ikke engang særligt sorthårede og heller ikke vanvittigt talstærke folke-mængde er så i al hovedsagen ikke dem, der længere færdes på hifi4all. Eller nogensinde kommer til det. Tabet er derfor for forum-ejeren helt givet til at overse.
Mikkel, du er STADIGVÆK et mega-fjols, men lige netop i denne enkelte henseende forstår vi dig nu godt. Det er heller ikke din skyld, at samtlige 3 danske hifi-fora er så stillestående, at man tror skærmbilledet er brændt fast.Dit er det, der kommer videre med sin egen forståelse af den dårlige “tids-ånd”, mens de andre blot skulle tage og lukke og slukke. Trist, men sandt.

Ellers skal vi medvirke i et større radio-projekt i dag, mere herom senere. Vi kan dog afsløre, at emnet er helt ubegribeligt interessant grænsende til det enestående spændende. Lad os forsigtigt røbe, at portrættet vil være en naturlig forlængelse af den underholdende serie på Discovery Channel om “Stan Lee´s Super Humans”, blot i en lidt mere lokal udgave. Ja, nok i virkeligheden så lokal som noget overhovedet kan blive..Spændende, ikke sandt?

Så er vi blevet bilejere påny, hurra-hurra! I den anledning skal vi atter engang huske at takke alle dem, der har bidrager privat, pr. mail og i vores lille hygge-forum med gode og gennemtænkte forslag. Det er så endt med, at vi faktisk har købt en bil, som vi aldrig har set, ikke engang på et billede. Det kunne lyde særdeles letsindigt, men det er det nu ikke. Ikke spor endda.

Sagen er i sin såre enkelthed, at vi har KØBT bil på fuldstændigt samme troskyldige måde, som vi selv SÆLGER ting til kunder, der belært af antageligt positive erfaringer (ellers kom de jo til en start næppe) blot tror på det, som vi siger. Heldigvis “fanger bordet” begge veje, for når folk udviser os tilstrækkelig tillid, så gør vi naturligvis også vores ekstraordinært bedste. I sådanne rene tillidssager går tilliden naturligvis ubetinget begge veje. Og sådan har vi så naturligvis købt bil.

Vores nye Mercedes kører stadigvæk rundt oppe i Nordjylland og er dermed pr. definition ikke ganske spritny. da disse vel pr. definition holder ganske stille. Vi kan først få den om knapt 14 dage, og det er forfærdeligt længe at vente på dette rustfrie automat-gearede vidunder med klimaanlæg og 6 cylindre og sager. Og i bonus den mulighed at køre os FULDSTÆNDIGT fordærvede i smadder på en motorvej med 215 km/t. Ikke at fristelsen til dette sidste er vældigt stor , dertil er især undertegnede stadigvæk uhyre taknemmelig for, at “Nornerne ikke klippede livstraaden ” i sidste uge. “En “close shave”, som det hedder hos “Walter and Gromit”.

Nå, vi har som sagt købt denne “luksuriøse øse”, fordi en anerkendt nordjysk hædersmand har sagt, at det er lige præcist den, som vi skal købe. Denne mand befinder sig godt nok lige i udkanten af finans-branchen, men selv der findes der ordentlige folk lidt endnu. Ihvertfald glæder vi os mægtigt til at se, hvad det er, vi har købt. Fruens glade halvmåne-ansigt igennem ruden bliver et huldsaligt syn.

Vi skal osse lige i samme ombæring lige demonstrere, hvor flinke vi selv er. Eller måske nærmere MÅ VÆRE, for ellers skete sådan noget vel næppe? Da en af vores gamle kunder var forbi i mandags og hørte om vores billøse situation, lånte han os simpelthen prompte sin bil hele ugen ud. Nu er lille Kramer Madsen nu også en formidabelt flink fyr til at starte med, men alligevel takker vi af hjertet.
Vores umiddelbare problem ved at leje en bil er, at vi sommetider er så længe ude, at vi bliver nødt til at medbringe vores hunde-kræ og den slags er ikke heldigt for kommende allergikere (eller rette REELLE allergikere, som ved en KOMMENDE lejlighed muligvis vil benytte samme bil). Ikke helt heldigt og desværre heller ikke til at undgå.

Nå, tilbage til virkeligheden, denne eneste rigtige “lakmus-test” for alle drømme og illusioner. Hvor ubetinget tillid og venskaber er både noget der ydes, og noget der nydes! Tak til jer alle, der har hjulpet.

Her i vores lille huslige firma har vi mange venner. Om det er fortjent eller ej skal vi lade være usagt, mest fordi vi aldrig selv kan være de rigtige dommere, men heldigt, DET er det! I det hele taget er hele vores virksomhedsstruktur venne-baseret, og det er meget godt, hvis man blot har venner nok. Alligevel skal vi hårdt pressede i dag præsentere som ven en af de allerbedste og mest bund-reelle mennesker, som vi nogensinde har mødt. Det er en af den slags mænd, der får denne skribent til at føle sig en smule utilstrækkelig, der skal ellers noget til. Eller alternativt fru Mathiasen, som heldigvis altid kan finde på en pinligt-presserende punkt. Helt op i “Himlene” vokser min egen selvforståelse heldigvis og forhåbentligt aldrig!

Tilbage til hovedpersonen i dag, som holder 25-års jubilæum. Denne lastbil-mekaniker er i sit mangeårige professionelle virke næppe meget kendt. Noget anderledes er det i hans eget firma, der hedder Candlelight, og som er en stille spiller indenfor afvikling af små og større lydudlejningsprojekter.. Manden er vores gode gamle ven Carsten Udengaard, som denne skribent har haft den udsøgte fornøjelse at handle med gennem alle årene. Ja, måske endda inden den bumsede dreng Carsten med det uhyre sindige temperament og enkelte bumser blev til den uhyre sindige familiefader næsten uden. Ellers ser han nu fuldstændigt ligesådan ud som dengang i pubertetstiden, og det skyldes vel et ustresset liv. Når man altid gør det, som man siger, og altid siger det, som man mener er rigtigt, så er livet simpelthen simplere. Underligt at ikke flere eller måske overhovedet nogen andre helt har fattet denne enkle recept. Som lyder så let og desværre er så forbandet svær!

Carsten er simpelthen selvsamme bemærkelsesværdige mand, som under denne skribents ialt 2 flytninger i dette årtusind har stillet op med sig selv og sin lastbil. Nu er det muligvis ikke særligt bemærkelsesværdigt i sig selv at anvende en stor bil til flytning, men anderledes her. Alt vores omfangsrige habengut boede simpelthen i ugevis i Carstens store lastbil i den tid, hvor vi ingen steder kunne være. Når så Carsten skulle ud og spille, så pakkede han blot møjsommeligt sin til formålet upraktisk lille bil til loftet med isenkram og kørte et par ekstra gange og så gik det op alligevel. Alt for vennerne tydeligvis og vi er stolte af at kunne kalde os det. Alt er helt selvfølgeligt med denne ligefremme og ordentlige mand. Godt vi ikke skal konkurrere professionelt med ham!

Derfor herfra et kæmpe-tillykke til Carsten Udengaard og familie på denne dag, som vi selv oplevede for et par år siden. Selv modtog vi gæster i hundredevis og kun en enkelt uønsket (hej, Kenneth!), der dog fik en særdeles fortjent afskedssalut af den senere fru Mathiasen.
Anderledes i dag med Carsten Udengaard. Selv om vi selv kun har ganske få uvenner, så er det allerede mange flere end Carsten, som garanteret ingen har. Eller nogensinde får.
En virkeligt bemærkelsesværdig mand, tillykke med de 25 år i en turbulent og troløs branche og tak fordi du har bevaret din helt egen personlige integritet gennem alle årene. Simpelthen et rent fyrtårn af en ordentlig mand, som alle vi andre kan måle os med med svingende held.
Vi beklager den måske lidt højtsvungne stil i dag, det skal ikke gentage sig. Og det skyldes, at der uheldigvis kun er en enkelt ef Carstens slags!

I vores fortsatte jagt på bil-lykken skal vi lige starte med at sige tak for alle de tilkomne gode råd. I går blev vi ellers slemt fristet af en helt ubegribeligt velholdt kæmpestor Volvo 740 i Svendborg. Det var næsten alt for godt til at kunne være sandt: En vanvittigt flot angiveligt gammel stats-tjenestebil, der nu blot henstod uregisteret til en slik, ja den angivne absolutte lavpris var endda inklusive registrering og afgift og alting. Der stod drømmebilen simpelthen i al sin imponerende benzin-slugende vælde.

Og det gør den så stadigvæk, for vi har besluttet at købe en stor og billig bil. Man behøver vel heller ikke være nogen særlig spåmand for at kunne forudse, at benzinpriserne i de kommende uger simpelthen vil eksplodere. Ikke at der nødvendigvis bliver nogen reel mangel, men når et land som Libyen med verdens største oliereserver “bobler” løs, så er der frit spil for alle spekulationer og hysteriske opkøb. Hvordan det ender er ikke til at vide, men hvordan det til gengæld BEGYNDER, er til gengæld ganske let. Hvis nogen tror, at markedet for store benzin-uøkonomiske biler har nået bunden skal de nok tro om igen. Der er ganske langt igen, venner!, som det engang nogenlunde lød i en ellers både uhyre forglemmelig og netop nok derfor forlængst glemt dansk popsang.

Tilbage til vores Volvo, som altså så ikke bliver vores, dertil er vi simpelthen for ængsteligt anlagte. For det første er privates “underhåndskøb” af billige statsbiler jo normalt ikke vældigt hyppige, og problemet bliver kun større af, at ejeren aldrig selv efter adskillige år har KØRT i bilen efter sit heldige og uhyre fordelagtige køb. Hvordan det så lige er foregået, måske blot betalt til kaffekassen. Da den jo netop ikke er indregisteret med afgift har den derefter blot holdt stille. At den i mellemtiden har undergået betydelig præventiv og kostbar kosmetisk vedligeholdelse er næsten også for godt til at være sandt dér i sin opvarmede garage. Til ingen verdens nytte indtil måske nu.

Hvor denne vidunderlige bil i virkeligheden kommer fra aner vi ikke og det finder vi aldrig ud af. Desværre ved vi så godt, hvor den IKKE kommer hen, nemlig hertil. Når en historie er alt, alt for gunstig og god men udelukkende for KØBEREN,som den her er, så bliver gamle rotter betænkelige. Som foran den fristende ostehaps lige der på vejen foran én med den underlige fjeder-lastede spring-fjeder ovenover. Alt, alt for godt til at være sandt og allerede i første samtale villig til yderligere betydelig rabat på en allerede problematisk lav pris. For et fremragende produkt. Vi kan naturligvis tage fejl, men det finder vi så ikke ud af. Men har nogen sådan et håbløst skrummel, som de gerne vil af med til ellers sædvanligvis godtroende folk som os, så sig til. Eller noget andet stort og billigt, de dyre frister ikke alverden i denne tid, hvor brugtpriserne vist kun kan gå den vej, som “katten skraber” Helt vildt tror vi!

Her til morgen udgår vores lille syssel, da vi sidder dybt begravet i arbejdet med pronto at skaffe en ny rummelig stationcar. Vi er naturligvis taknemmelige for alle gode tips i samme henretning, for det skulle gerne gå noget hurtigt…

Efter en både stille og alligevel ubehageligt begivenhedsrig uge er der atter dømt hverdag i det lille firma. Det vil sige, helt hverdag er det naturligvis ikke, for vi er stækkede på nogenlunde samme trælse måde som flamingoerne i Zoologisk Have, der heller ikke kan flyve. Ikke at vi ligefrem ønsker nogen gentagelse af vores egen flyvetur i tirsdags, men også mulighederne for relativt retlinede bevægelser med tunge ting er begrænsede. Indtil der atter holder et køretøj i carporten, og det er så det, som denne morgen bl. a skal gå med. Og så osse lige huske det dér lille ekstra kram, som er blevet enormt meget påtrængende at huske efter vores uheld.

I al skyndsomhed her i vores hifi-forbrugerhjørne skal vi dog lige huske en servicemeddelelse. Som er så indlysende, at alle naturligvis allerede burde vide det og selvfølgelig derfor ikke er det. Fordi det er særdeles vanskeligt at undervurdere den samlede kollektive intelligens af selv mange mennesker, når de blot allesammen er uvidende nok. Det drejer sig ellers om noget så simpelt som en el-glødepære. Og den kendsgerning, at ledningsevnen på mange metaller falder, når temperaturen stiger. Det sidste er især smart til at egrænse strømmen, efter at den altså har været stor nok et stykke tid til at varme glødepæren nok op til, at den kan kyse. Og dermed øger sin modstand og dermed sænker strømmen.

Og så over på Nerds.dk, hvor en fyr måske har undret sig over, at hans bittesmå JBL-pruthøjttalere har blitzet løs inde i kassen, når han spiller. Han spørger derfor meget fornuftigt, om han kan ændre på lyden ved at skifte pæren. Og det selvfølgelige og eneste mulige svar kommer naturligvis ikke, men det lyder: JA, du kan sagtens tage pæren ud, menb så spiller diskanten blot ikke, fordi signalet til diskanten suk går gennem pæren. Ellers var der nemlig overhovedet ingen teoretisk mulighed for, at pæren kunne virke som overbelastningssikring.

Intet subtilt elektronisk “føleri” her, simpel 1800-tals basis-teknologi med modstands-definerende temperaturer. Til gengæld kan man sagtens kortslutte pæren med risiko for at brænde prutdiskanten af (alle sparer jo altid hvor de kan ogg tit noget mere end de burde) og det vil garanteret give bedre lyd. Fordi en diskant med en ulineær både impedans og DC-modstand i kraft af glødepæren i serie heller ikke vil have nogen entydig DELEFREKVENS. Fordi et passivt filter simpelthen FORUDSÆTTER en konstant impedans.

Denne ultra-lavteknologiske form form for overbelastningssikring findes iøvrigt også i vores egen professionelle branche og er en stensikker garanti for elendig lyd. Også længe inden pæren begynder at lyse blot en smule konstant, fordi impedansen og dermed delefrekvensen allerede er begyndt at “sejle rundt”.
Det er en billig og simpel og ganske effektiv måde at beskytte noget forbandet bras mod at gå i stykker. Det er også også fuldstændigt idiotisk at købe et produkt, som ligefrem visuelt udsender tydelige “advarselsblink” om, at det er tilstrækkeligt underdimensioneret til i praksis ALT. Som at købe en billig boremaskine, hvor overbelastningsknappen “trigger” hele tiden, så man aldrig nogensinde får boret blot et eneste skide hul (beklager den lettere latrinære tone).
Køb dog en ny højttaler og smid det her lort væk, kan det siges meget simplere? Vi kan ikke, heller ikke fatte hvorfor dog ingen andre siger det.

Vi skal lige atter engang sige tak for den fortsatte strøm af pæne ord i forbindelse med den nylige nærdøds-oplevelse og Palle, det var sindssygt meget alt for meget. Men så meget større tak naturligvis!
I vores delvise rekonvalescens i går blev der tid til at teste firmaets nyeste nærfeltsmonitors. Proportionerne er svære at få på plads på billedet, for godt nok er hornet ganske stort, men baskassen er til gengæld ganske lille. Den monterede noget sølle-lille 14-tommers JBL basenhed viser vel egentligt bedst tendenserne her i hytten. Der er sådan lidt “vildtvoksende Kridttids-tordenøgle” over udviklingen, hvor det efterhånden ikke længere kan blive stort og upraktisk noknok. Det der i går var temmeligt stort, er nu sørgeligt utilstrækkeligt lille. Og det store er nu så stort, at det dårligt lader sig transportere op af trappen længere, virkeligt en formidabel forhindring a la den tidligere nævnte ulykkelige “Irske kæmpehjort” for den videre udbredelse. Dens kolossale gevir siges jo også at have hængt fast i alle væksterne hvorfra man så iøvrigt ved det fra.

Nå, denne lille nye er nu ikke meget større end at den faktisk godt kan stå på det skrivebord, hvor denne blog bliver til. Blandt andet fordi den anvendte diminutive Lenovo Thinkpad er så helt ubegribeligt lille, ja næsten ligeså lille som er helt ubrugeligt langsommelig. Man sagde jo “Aldrig igen en 9. April (inden retskrivningsreformen red.)” og vi siger: “Aldrig en Lenove skod-pad!” Eller måske man bare ikke får en skid for 2500,-, den her er ialtfald ikke en skid værd så det har man ikke rigtigt gjort.

Vi har et fif til dem, der måtte mangle intellektuel underholdning i disse tider, hvor samtlige 3 danske hifi-fora er fuldstændigt simultant-stendøde udover de sædvanlige færre og færre exhibitionistiske hard-core “grej-onanister” (SE MIG, SE nu hvad jeg har fået og NU har jeg bestilt noget andet og det bliver helt vildt fantastisk godt selv om jeg aldrig har hørt det men det ved jeg bare indtil næste måned hvor der skal komme noget nyt-osv ad nauseam) Det er faktisk lidt værre end vores egen rejse, der trods alt er solidt baseret på, at endnu mere af det samme er endnu bedre. Og da ganske særligt hvis man kan stable det ovenpå hinanden..

Ja, helt rask er denne skribent naturligvis ikke men i forhold til de virkeligt syge derude er det nu en slags let influenza der tillige i perioder går over. Og så det intellektuelle: Med den stupide danske titel “Rejse gennem det 20. århundredes Europa”, genudsender DR K en formidabel hollandsk dokumentar, der pin-pointer særligt formative historiske begivenheder. Det her er simpelthen i mange afsnit en suveræn “tour de force” i væsentlighed og enestående tværfaglig fortælleteknik. Man kan allerede godt begynde at glæde sig til afnittet om 1980-ernes engelske minearbejderstrejke, men der er heldigvis masser af afsnit i serien “InEuropa” Sæt trygt zaptor-boxen til position “serie-optagelse”, det her er altså rent guld! Og derudover vil vi godt advare om, at vi efterfølgende vil “høre” vores læsere i dette pensum.

..og lykke er tydeligvis noget, man kan købe, når man ikke kan få den på anden vis. Tag nu for eksempel denne denne efterhånden færdige “selv-biografiske” højttaler. Vi bruger dette relativt nyopfundne udtryk, opfundet for blot ganske få sekunder siden, til at betegne en biografhøjttaler lavet af os selv, lidt forfatter er man vel med disses velerhvervede og tilsyneladende indlysende rettigheder til at skabe konceptuelle ny-brud.

Ret meget andet er der så nok heller ikke at sige. Udover at den opmærksomme iagttager antageligt vil kunne se, at der nu endeligt er monteret særligt resonans-døde basrefleksrør af det kendte fabrikat Monacor. I forhold til de ægte JBL med deres paprør er det næppe meget dårligere. Eller bedre eller blot anderledes. Systemet spiller helt oplagt absolut fremragende og højt, højt, højt!! Faktisk så højt at det slet ikke behøver spille særligt godt fordi man ret hurtigt alligevel aktiverer høre-refleksen med opstramning af de små knogle-kontrollerende muskler i det indre øre.

Udover det, så spiller den afbildede forvoksede JBL-centerhøjttaler så slet ikke og om den nogensinde kommer til det i sin tid her i huset er faktisk tvivlsomt. Det er en kedelig iboende egenskab ved at ophobe mere isenkram end der er plads til i selv et uhyre rummeligt hus som det vi bebor. Jo mere plads, jo større højttalere og dermed samme plads som før. Der er sådan lidt af patetiske midaldrende mænds køb af en Aston Martin-racerbil over det: Når man er blevet gammel nok til at kunne betale, så er man blevet så tilstrækkelig dårlig i sine reflekser til, at man ikke kan køre den fuldt ud alligevel og så er alting noget omsonst og man kunne ligeså godt have købt en Skoda Favorit.

Nå, mon ikke bare det er en del af tidens kærlighedsløse liv, det tror vi. Et symptom på en eller anden mangel i livet må det vel være. Vi kan så blot håbe, at det er tidens mest umiddelbare og indlysende savn af min kærlige kone, som er årsagen. Omend vi bestemt ikke fuldstændigt kan udelukke diverse andre psykiske brister. For eksempel ligger der allerede på arbejdsbordet et andet restaurerings-projekt af denne gang noget mindre JBL-boxe. Det kommer helt sikkert til at se ganske komisk ud, fordi bassen med sin 14-tommersenhed bliver så lillebitte i forhold til hornet. Mere senere.

Vi skal huske at sige tak til de mange, der på vores forum og privat og mail m.m. har vist deres deltagelse i den noget chokerende bil-ulykke. Efter en meget lang nats søvn ligner verden efterhånden igen sig selv mere eller mindre igen med den lille “twist”, at alle sanseindtryk blot er noget mere skarpe og nærværende. Og da ikke mindst kærligheden har lige fået en ekstra dimension af . Det rigtige øjeblik at fortælle konen, hvor skøn hun er, er altid nu, om et nanosekund kan det være alt for forbandet sent. Nyttig lærdom lært på eneste måde, der vel i virkeligheden findes: Ved at være tæt nok på det totale fravær!

Nå, indtil konen og dermed al væsentlighed kommer tilbage skal vi naturligvis dagligt opdatere folk med totale ligegyldigheder. Vi kommer næppe helt op på siden af de særdeles læseværdige chat-forumtråde på avtainment.dk., men vi skal prøve. Det bliver nu nok en for stor udfordring i ren, hjemmedyrket idioti helt at matche de evindelige forumindlæg her i det lokale hifimiljø, men læs det gerne selv. Eller måske hellere, lad være. Vi troede ikke herfra, at det kunne blive dummere, men vi tog ganske fejl, det kunne det! Og eftertrykkeligt sagtens!

Indlæg efter indlæg af “one linere” diskuterer, hvornår den ene entusiast måske kommer for at låne et kabel af en anden entusiast. Der bor lige ved siden af, hvorfor dog ikke bare gå over at banke på. Næh nej, hvad skulle man så også sidde og chatte om så da?
Nej, det er godt nok ikke nemt at have så lidt indhold i sit liv, at der er alt for forfærdelig god tid til at sidde og snakke om at “brænde/spille” kabler til. Og om man nu skal hente eller bringe kl. 16 eller kl. 17. For ikke-pyromaner skal det med, at det principielt er ét og det samme det der med at “brænde ind” og “spille til” og ikke involverer brug af åben ild, kun rigelige mængder af kontrafysisk indbildningskraft. Eller bare almindelig stupiditet det er vist ét og det samme.
Tænk virkelig, at der fin des sådanne fæhoveder derude, der sidder og spilder tiden så totalt og ikke mindst så konstant.

Det værste er næsten, at den dag, de vågner op og opdager, at det hele var blot “Flitter og Glar”, så er alle éns forhåbentligt mere fornuftige venner forlængst forsvundet. Man kan jo ikke være permanent ven med en “misbruger” som den her tydelige for “surrogat-liv” er. Hvor man altid og hele tiden vil bekræftes i, at en helt meningsløs ting er hele livets mening. Ja, den ildhu, som man forfægter dette “Ørkesløshedens og Meningsløshedens Evangelium” på er jo helt ligefrem proportional i n.te potens. Pil ikke ved min gamle jul, for så falder hele min tilværelse sammen.
Og så tilbage til egne forsøg på at lave temmeligt meget det samme: En ny genial superhøjttalerkombination. Som der HELLER ALDRIG nogensinde bliver plads til her i huset.
At erkende, at man selv er et fjols gør bestemt ikke erkendelsen lettere eller mindre ubærlig, blot bliver det nemmere at genkende de andre stakler derude. På samme måde, som zombier altid kender artsfæller. Hej, “Dan A.”, “Pierre” og “Hifi4Life” og alle i andre. Zombier!

Jeg og hundene er efter en voldsom glatføreulykke i Sønderjylland i går lidt slappe. Det er dog ingenting i forhold til vores trofaste Opel Omega, som blev totalskadet efter et par rulleture på motorvejen, inden den endte op mod en jord-forhøjning. Ganske heldigt for nu at sige det lidt mildt.

Der blev til et par mindre buler i hovederne og et par noget nervøse hunde, som kun blev reddet af, at de pga pladsmangel i ladrummet sad foran. Ellers havde fritflyvende højttalere ikke kun smadret ruder og banket dørene skæve.Den sølle trøst var, at en anden bil få minutter tidligere var forulykket præcist samme sted og at den tililende politibil kun med yderste nød og næppe undgik at ramle frontalt ind i Vejdirektoratets hastigt tilkaldte skiltevogn.
Helt galt gik det altså ikke men mon ikke den “indre logging-film” med den roterende bil på vej ud i intetheden bliver afspillet et par gange for det indre øje i dagens løb.

Helt absolut undtagelsesvist er der her i formiddag nul tid til spøg og anden sædvanlig skæmt. I fruens fravær er der lige lidt ekstra at rive og flå i på denne ellers højtidelige dag. Hvor kærligheden har varet påræcist 6 år og én måned højst afbrudt af et par minutters samlet total desillusion undervejs, disse sidste endda opdelt yderligere i bittesmå små-bidder. Meget bedre bliver sådan noget vist ikke og uden galskab vel i virkeligheden heller ingen ægte kærlighed. Som her!

Ellers vil vi straks gå i gang med dagens herlige dont. Især møder i næsten “græshoppers mængde” bliver det til, men mon ikke der også bliver tid til at fifle færdig med vores nye små JBL neger-røvshøjttalere, det håbes endnu da. Der skal lige saves lidt i basrefleksrørene for at opnå den dér helt rigtige lyd. hvad den så forøvrigt lige er. Det eneste, som vi kan sikre på, er, at det bliver det bedste som vi selv kan præstere, og det får så række.