Måned: oktober 2010

I dag et lille portræt af vores ultimative testopstilling til vurdering af kvalitetslyd. I denne videnskabeligt uhyre velfunderede før/efter-opstilling i rimeligt identiske akustiske miljøer er det muligt at sammenligne autentisk akustisk lyd og den reproducerede ditto. Ikke al musik, begribeligvis, primært klavermusik. Det i billed-kontexten noget lidt uanselige instrument er faktisk den danskproducerede “konge blandt pianetter”, den fra bal-musikere engang så berømte “Zwicky” Den var selvfølgelig især berømt for sin tone, men ikke mindst fordi dette mekanisk-mirakuløse instrument på grund af ekstrem holdbar konstruktion kunne flyttes rundt.

Derudover var det tillige fra den tid, hvor akustisk forstærkning af klaverlyden kun kunne ske ved at “tampe” hårdere i tangenterne, der fandtes dengang i 1950-erne ingen PA-anlæg. Med hensyn til dynamisk kapacitet er denne kompakte kraftkarl af et piano derfor det, som englænderne kalder “more than a match” for de allerfleste højttalere til hjemlig brug. Og de fleste andre iøvrigt også for den sags skyld. Det her lille klaver kan simpelthen spille helt ubegribeligt skidehamrende HØJT. PLING!!!! Det kan så til alt held også den til lejligheden (eller vi skulle måske være lidt sjove i dag og sige “til pejsestuen”) opstillede højttalere så osse. Ikke så forfærdeligt meget højere i de såkaldte “transient-opstarter” (et ligegyldigt hifi-nødde udtryk red.) men alligevel med en komportabel margin.

Disse Altec-bestykkede såkaldte Onken-højttalere, som ses så smukt og harmonisk indpasset i stuemiljøet, giver dog det gamle pianette kamp til stregen. Der er dog et godt stykke til stregen, således vil ingen selv ved åbning af samtlige husets vinduer nede i velhaverbydelen Åbyhøj godt 300 m. væk være i tvivl, om det er de fede Altec eller det hårdt-tampende pianette, der spiller. Bedre er det trods alt heller ikke, vores 2-3-4. bedste musiksystem, men alligevel helt usædvanligt vellykket. Med lidt nødvendig selv-suggestion kan et “PLING!!!!!” fra et reproduceret klaver faktisk godt komme til at lyde som et “pling!” Den 14 kilo tunge 2-tommes-mellemtonedriver er i den henseende både kapabel og ganske usædvanligt leveringsklar. Lyden er alt taget i betragtning ganske uventet homogen fra disse synes vi selv da, vældigt skulpturelle højttalere. Stort ER godt, og der har det forresten altid været. Ellers skal man blot lave det ENDNU større. Som her.

Ellers kører der atter en spændende debat på et af de hifi-fora, vi sommetider stadigvæk i (få) anfald af uhyre kedsomhed kikker på. Denne gang drejer det sig om de åbenbart skammeligt oversete magnetiske pickupper, hvor en eller anden konspiratorisk internet-idiot blandt utallige andre i fuldt alvor citeres som den eneste absolutte sandhed. Sådanne idioter findes der utallige af og intet budskab er som bekendt så åndssvagt, at der ingen proselytter bliver, det her ikke undtaget. Horsens er vist blot en belastet by, da en af dette grinagtige evangeliums absolutte evangelister kommer derfra. Desværre for Horsens´ry og det bliver vel ikke bedre af, at undertegnede også gør sammen med ham den dumme dreng, der hed og hedder Ole Sohn. Nu er han blot ikke dreng mere, men det er vist osse den eneste reelle forskel.. Trist skæbne for en by at have udklækket sådanne “børn”…Som Ole, Mogens “Antisilver” og altså denne skribent, som hver for sig kan være en belastning for enhver allerede belastet by som Horsens og som tilsammen..

Budskabet skulle være, at en vis hifitumpe ved navn “Raul”, måske Fidel Castros lillebror er hifi-entusiast, lidt kleptokratiske er vel alle personligt ejede regimer som det cubanske, så han ville da nok have haft råd?), mener, at magnetiske pickupper er bedre end dynamiske pickupper. For ikke-hififjolser svarer denne påstand i sin absurditet nogenlunde til at påstå, at en Triumph TR 7 “lomme-sportsvogn” kører bedre end en Audi A8. Og har bedre rustbeskyttelse. SAMTIDIGT! Vitterligt ikke vanvittigt begavet.

Og det bliver altsammen værre, for denne konspiration har åbenbart været undervejs i de seneste i det mindste 50 år og går ud på at fjerne kvaliteten af den autentiske lyd fra lyden på noget, man i mangel af bedre kalder “master-båndet” Som godt nok i ganske mange år ikke har været bånd, de seneste 30 år er nok et godt gæt. Det er virkeligt tale om en sprængfarlig kombination af ond vilje fra producenternes side, som skulle resultere i dårligere og dårligere mekaniske musikaftastere/pickupper til højere og højere priser. Meget skummelt og endnu mere åndssvagt. At tro på det.

Sagen er for os at se ganske simpel: På intet område indenfor reproduktionen af musik er der sket et så stort gennembrud som indenfor pickupper. Man kan sagtens sammensætte et sæt forstærkere og højttalere og pladespillere og sågar pickuparme (ah, måske ikke helt det sidste) af årgang 1960, som ville kunne spille op med det bedste i dag. Hvis der altså blot havde været en moderne pickup på. Mange af de nyeste og ganske vist grinagtigt overprissatte pickupper ER ganske usædvanligt fremragende på forskellig vis som verden jo er. DET ER DE MAGNETISKE PICKUPPER IKKE! De er fuldstændigt ligeså dårlige eller gode, som de har været hele tiden. Fordi princippet forlængst er færdigt-forædlet- og -finet, måske også derfor ingen snakker henført om magnetiske pickupper, som er MINDRE end 30 år gamle. Meget meget dybt og meget meget dumt!

Nu citeres denne mytiske “magnetiske pickup-profet Raul” som tydelig og indlysende ekspert, fordi han åbenbart har haft adskillige magnetiske pickupper. underligt, at denne skribent så ikke OGSÅ kan blive en slags profet, for selv har jeg da haft alle de grinagtige produkter, som omtales. Som Shure V15 Type II, III, IV og V og MR, AKG P6 og 8, Stanton 681 EEE og EEE-S, Stanton 881S, Pickering XSV 3000 og 4000, Decca London Mk.6, med og uden SD. Maroon, Gold, Audio-Technica 440 m.m., m. m. Denne allerede dengang erkendte anakrofile hifi-entusiast købte de her mange magnetiske pickupper, fordi der ikke var andet og bedre og det var vel derfor ganske naturligt. Men det var så dengang.

Sådan er det så ikke længere. Denne skribents absolutte favorit dengang i midt-halvfjerdserne var faktisk Pickering XSV3000 med den karakteristiske klare klang, som åbenbart i dag er blevet en ny favorit. Det er simpelthen skrigende grinagtigt, for denne sjove pickup har simpelthen et af hifi-historiens bedste bud på et helt sindssygt ukontrollabelt “peak” fra 10-13 kHz, som selvfølgelig også var det, som dengang tiltrak svagere sjæle. Som denne skribent også engang. Det krævede nu ingen særlige gyldne ører straks at kassere disse magnetiske misfostre, så snart der blev råd til noget bedre. Uden at det som nævnt ovenfor nogensinde er blevet helt perfekt er det eddermaeme blevet bedre. Magnetiske pickupper er noget man laver og bruger, fordi man ikke har råd/KAN lave noget andet, punktum finale. Beviset: Ingen har nogensinde gjort det og inden nogen nævner de australske Garrott-brødre som eksempel, så blot dette: Hvorfor mon de 2 brødre Garrott og deres koner begik kollektivt selvmord, for det gjorde de jo som måske ubekendt? Vi ved det ikke, men muligheden for at de havde opdaget, at de levede på en fundamental hifi-livsløgn er da til stede. Eller osse var deres kunder allerede dengang ved at udvikle sig til de marginaliserede “landsbytosser”, som vi ser befolke alverdens fora. Selv nærer vi ikke en sådan løgn, vi ved godt, at vores pianette er bedst, og det kan enhver jo desuden sagtens overbevise sig om.

Helt så radikale er heldigvis de færreste, men det er alligevel påfaldende så mange fjolser der alligevel i mangel af bedre og mere meningsfuldt livsindhold således vælger den første og bedste idiot derude til profet. Kunne de da så ikke blot vælge denne skribent til samme universelle profet kunne man så spørge. Udover det naturlige svar, som vel er, at ingen tro vel kan være så stærk, at man alligevel ikke ønsker nogle af dens proselytter hen, “hvor peberet gror”, som det engang hed. Nå, heldigvis er hverken budskab eller budbringer synderligt sympatiske, heldigt nok!

Ellers skal vi da glæde os over, at vi er blevet rigere her i huset. For eksempel har vi en hel bunke Audio-Technica high-end pickupnåle til at ligge i forseglet emballage, simpelthen “new old stock” Indtil i går troede vi bare, at disse AT-95 nåle til en rimelig pris af 95,- blot var et bud på en god økonomipickup i den ganske ekstremt økonomiske afdeling. Sådan er det tilsyneladende slet ikke, næh, i disse dage udnævnes denne allerede forlængst-fyldte 30-årige model til “næsten high end” Vist mest fordi denne uhyrligt basale model er MAGNETISK.
Og så er det, at man tænker tilbage på de RIGTIGT gode gamle dage. Dengang der fandtes RIGTIG akustisk reproduktion i datidens tragtgrammofoner. hvor der i mange årtier efter at man introducerede STÅL-nålen stadigvæk var traditionalister, som mente, at de engang eneherskende BAMBUS-nåle var bedst. På trods af det ellers indlysende faktum, at synlige stykker fløj af den hurtigt-desintegrende bambusnål allerede i indløbsrillen og at den var helt splintret væk efter et par minutter. Desværre typisk noget inden pladesiden var færdigafspillet/gen-skåret. Trykket var kolossalt og lak var også dengang blødt…

Tjah, mon ikke der med lidt grundig research derude sagtens kan findes et par stykker, der mener, at enhver ELEKTRONISK reproduktion af musik er ren voldtægt i forhold til den rene MEKANISKE reproduktion dengang bambus-nålene herskede. Det tror vi da. Det med de mytiske “masterbånd” tager vi en anden dag. Nok er det vel at sige, at ingen, der nogensinde har hørt et masterbånd nogensinde vil kunne imponeres af en LP-plade. Udover, at dynamikken på masterbåndet HELLER ALDRIG vil kunne SKÆRES på nogen plade overhovedet. Fordi dette masterbånd SELV efterfølgende bliver “mastered” til det FORMAT, som det skal udgives på.
Dengang da de magnetiske pickupper herskede som de kommende dinosaurer, som de var, skete det godt nok ved direkte manipulation under SELVE SKÆRINGEN, men det er ligegyldigt. På samme måde som man brugte Stanton 681EEE som reference. Man kunne ikke andet og der var ikke andet.
Ren ase-tro, det her ævl. Siger vi med fare for en sag for EU-domstolen.

Inden vi i dag hurtigt bevæger os over i vores mere prosaiske hverdag et vue over det nærmest-kommende projekt. Det drejer sig om en mindre limsnifnings-opgave, hvor der i de næste minutter vil blive forsøgt monteret et par nye membraner i de afbildede forlængst næsten-formuldede Tannoy-enheder. Det er ikke en fuldstændigt banal opgave, mest fordi det skum, der benyttes i ophænget og den lim, der nødvendigvis skal benyttes for at undgå øjeblikkelige uklædelige huller i skummet, ikke akkurat “spiller” sammen. Den nederste del omkring spideren skal limes med almindelig god kontaktlim og skumkanten desværre med det dér forbandet hurtigttørrende møglim. Da der indgår en magnetisk metalskive i den bageste centrering (dén med den våde kontaktlim), er der en til vished grænsende sandsynlighed for, at man under den bøvlede nedsænkning/centrering af den nye membran oplever mere bøvl.

Det sker, når den nødtørftigt pålimede metalskive som den gule lavstammede superskurke-håndlanger, Oddjobs (ham fra James Bonds “Goldfinger”) armerede hat med til vished grænsende sandsynlighed kommer flyvende af sted med fatale konsekvenser. Denne magnetiske skive betyder øjeblikkelig død for skumkanten, som den kun alt for forbandet let rammer. Uha, livet her på værkstedet kan være uendeligt strabadserende og udfordrende grænsende til det, ja i maangel af bedre ord, grænseoverskridende.
På den lodrette del af dette formidable arbejdsbord, der under betydeligt besvær og monumental modvilje fra en tidligere ejer af Dansk Audio Teknik, blev indkøbt, hænger et absolut klenodie. Indenfor den traditionelle middelalderlige kristendom svarer det næsten til at have “Den Hellige” Gral” stående der i hjørnet til pynt, meget meget stort!. Dette har vi tidligere omtalt, og er det gamle tvangsoplkøste og konkursramte firmas formålsløse “afskedssalut” ud over verdenshavene.

Impotent som de ceremonielle løse kanonskud fra det obligatoriske æresbatteri “Sixtus” blev alle de kunder, som det allerede ved afsendelsen afdøde firma nogensinde havde haft berøring med, så bombet med disse anbefalingsbreve, hvoraf et enkelt altså endnu er bevaret for senere nutidsarkæologer. Der naturligvis til tiden for udgravningen allerede opererer i passende datid.. Som engang tidligere nævnt anbefale det allerede dødsdømte firma i dette vigtige dokument en helt anden operatør end denne skribents lille ydmyge firma. Det havde vist nogenlunde samme reklameværdi, som hvis kaptajnen på det synkende “S.S. Titanic” fra broen i sin råber havde anbefalet de kendte danske Viking-redningsgummiflåder. Som man havde ligeså lidt af som det allerede stendøde firma havde kunder.

Ellers vil vi gå i gang med at samle en ordentlig bunke sager: Professionelle og dyre kameraer og mikrofoner og en mægtig bunke trådløse mikrofonsystemer og så er der et par monteringer og et servicebesøg på et lokalt kollegium. Altsammen til den øredøvende autentiske baggrundsstøj, som kun store hornhøjttalere kan generere. Og måske fra i morgen vil vi fortsætte vores minutiøse gennemgang af husets forskellige teknologiske misfostre. Med mindre vi finder på noget andet selvfølgelig, som jo så alt for ofte sker.

Atter i dag vil vi tage udgangspunkt i et forlængst forglemt storværk. Denne gang er det så ikke skønlitterært, men til gengæld blot så meget mere sprænglærd og velskrevet som den bedste litteratur. Værket var skrevet af en vis Troels-Lund, der som den senere kendte sports-skærmtrold Niels Christian Niels-Christiansen led af moderat navne-pleonasme. Denne forlængst afdøde historiker hed nemlig også Troels til fornavn, dog lidt formildet af mellemnavnet “Frederik” Altså som totalsum det imponerende Troels Frederik Troels-Lund.

Ikke mindre imponerende var hans værk på hele 14 bind, der ganske vist ikke var voldsomt tykke. Det var den senere udgave blot 6 bind så til gengæld måske ikke særskilt overraskende. Det sidste bind udkom i 1901 og det betyder naturligvis, at værkerne i dag er fuldstændigt historisk uspiselige. Enhver generation af historikere genopfinder altid verdenshistorien fuldstændigt fra bunden af, kald blot historie for en eksakt videnskab! Selv teologi forekommer helt eksakt i denne sammenhæng og den er ellers rimeligt åndssvag til at starte med. Der er hverken særlig meget anvendt sociologisk eller socialhistorisk “metode” i Troels-Lunds værker, men især det første kan vel ihvertfald delvist undskyldes af, at grundlæggeren af en anden lettere obskur socialvidensab, den såkaldte “sociologi”, Auguste Comte, delvist var samtidige. Det bliver Troels-Lund nu ikke dårligere af og sociologien selvfølgelig heller ikke bedre. Eller blot et forkølet forsøg på nogensinde at blive den eksakte videnskab, som Comte vist mente de kunne blive. Han tog håbløst fejl som alle forskere altid gør på nær de allerseneste.

Troels-Lund er i dag fuldstændigt arkaisk og fortidig historieskrivning og selvfølgelig netop derfor uhyre læseværdig og fremragende interessant. Hans værker står som Stonehenge-monolitterne ved Salisbury uberørt af forskellige marxistiske storme og andet senere pseudo-teoretisk samfundsvidenskabeligt sludder og vrøvl. Som det uhyre sludder og vrøvl, som historieskrivning altid i heldigste kan være. Ellers er det blot sludder og vrøvl. Siger denne formelt dannede (men derudover fundamentalt kættersk-udannede) historie-kandidat, egne værker bestemt ikke undtaget.
Udover det har det altid været en kilde til betydelig undren i den “stereofoniske verden”, som denne skribent længe har befundet sig i, at man stadigvæk kalder stensætningen derovre i England for “monolitter” Man kan godt forstå det for de enkelte sten, som står dér ørkesløst og stritter op i luften, men hvad dog med dem, hvor der er en “overligger” på, hvor moget “mono” er der egentligt i dem? Så mange historiske mysterier og så mange fuldstændigt ahistoriske forklaringer. Nemlig alt det, som kaldes historisk VIDENSKAB, det sidste uden “smiley”, som ellers burde være obligatorisk. Næsten den bedste histoie af dem allesammen. Som Troels-Lunds på sin måde osse var.

Og så tilbage til emnet, der i betragtning af tekstens allerede betydelige længde bliver noget stedmoderligt behandlet. Hvis enkelte skulle kunne se det uploadede billede ovenover portrætterer det nemlig “dagliglivet i vores ikke-butik” Udsigten fra det store arbejdsbord bag fotografen (som var denne skribents gamle arbejdsplads i de paradisiske dage i Dansk Audio Teknik, Klostergade) ses på billedet. Vi er ved at recone en bunke Tannoy-højttalere, derom måske mere i morgen. Lidt noget mekanisk “gridseri” på samme måde som Tannoy-mærket selv blev “fucked” Portrættet er simpelthen den herlige dagligdags udsigt over nogen af de igangværende drengerøvs-projekter. En ef de vistnok eneste fordele ved at blive ældre er vel i virkeligheden, at man godt selv ved, hvornår noget er dumt og drengerøvsagtigt. Man er så til gengæld ikke blevet så klog, at man endnu er holdt op!

Som man kan se, synes vores 3-vejs JBL 4320 klassiske studiomonitor noget “klejn” ud foran de forskellige Altec-projekter. De så ellers forfærdeligt store ud dér dengang i 1960-erne og 1970-erne, hvor de var højeste hifiklub-mode. Især her i byen var man noget “ugleset”, hvis man ikke havde et sæt JBL 4333. Vi har netop her i huset “gen-kikket” nogle årgange af dansk “High Fidelity” fra dengang i slut 1970-erne og det bragte sjove minder. Mest om piger i ærmeløse herreundertrøjer på racercykel med hår under armene, men osse andet.
For eksempel var det sjovt at se, at datidens ledende lokale entusiaster med de obligatoriske JBL 4333 installeret i typisk-danske små stuer simpelthen havde deres lydkilde i KNÆHØJDE. Ingen af de mange JBL-ejere, som man dengang lavede hjemmebesøg hos, fandt nogen sinde på at forsøge at få højttalere op i blot nogenlunde fornuftig lyttehøjde eller blot benytte dem i de store rum, som de må have været designet til.. Det har simpelthen lydt af Helvede til derinde i de obligatoriske 3-dimensionelle hjørner, hvor alle besøgsbillederne viste, at de stod!

Hm., trist at opdage, at man heller ikke i datiden var meget klogere end nutidens hifi-fjolser. Noget var man vel, temmeligt sindssygt meget nu vi tænker over det, men altså ikke perfekte. I store stuer i USA kunne man sagtens forsvare denne lavstammede gulvplacering når man ellers lyttede godt langt væk fra, så det må¨man vel have gjort. Alternativt har man lyttet til lydsystemer på frekvensomfangsmæssig omgangshøjede med et dansk “stil-ikon” fra dengang, den rundbuede Linnet og Laursen “Piccolo”-transistorradio.

Som den opmærksomme “kikker” vil bemærke, har vi selv benyttet et par akustisk udsøgte og omhyggeligt udvalgte blandt husets sjældent benyttede interiør, et par let vaklende semi-isolerende plastic-baljer fra IKEA som fødder og det bliver en del bedre af. Ikke godt, ganske vist, blot bedre. Og garanteret langt bedre end de lød dengang de stod som på et af billederne fra “High Fidelity”
Folk var desværre heller ikke perfekte dengang. Soim Troels-Lund vel heller ikke var, blot langt mere underholdende. I dag skal vi slutte med et citat fra Nerds.dk fra et godt eksempel på, hvordan hifi-kunder er i dag. Prøv lige at forestille dig, hvilken markedsføringsindsats, der skal til for at “ramme” sådan en fyr her. At kalde ham for “The Seeker” med en sangtekst fra The Who er vist lige positivt nok. Famlende torskepande hinsides enhver pædagogisk rækkevidde er vist mere dækkende:
“Hvad med Dartzel. Det skulle være meget organisk?
Overvejer også lidt om man skulle prøve og ty til udlandet og finde noget totalt ukendt”
Ak ja, det er desværre “Dagligt Liv i Danmark” I går. Så slemt VAR det trods alt ikke i 1970-erne..

En varm sommeraften lettede en ældre mand i sit tomotorede dobbelt-halede jagerfly, en Lochheed Lightning P-38 for de “aviofile” med de pudsige Lycoming-rækkemororer, på en indtil videre ikke offentliggjort mission. Vi ved ikke, om missionen lykkedes, faktisk ved vi ikke ret meget udover at flyet forsvandt. Det var ikke fuldstændigt usædvanligt, dengang skete det flere gange dagligt, og det skyldtes naturligvis, at året var 1944 og 2. verdenskrig var på sit allerhøjeste. Nu har vi benævnt manden som “ældre” ud fra det indlysende synspunkt, at når han altså ikke blev ældre, så var det da ganske passende.

Alt er jo trods alt temmeligt relativt med hensyn til alder, for eksempel er en Galapagos-elefantskildpadde jo ikke engang kommet i sin bedste alder endnu som 44-årig, som var så gammel, som denne jagerpilot blev. Iøvrigt ganske bemærkelsesvist gammelt for en kamppilot skulle man måske tro, men man ville tage fejl. Nå, alder er så meget forskelligt for mennesket, og selv ikke verdens ældste mand (der jo pr. nødvendig definition efter al sandsynlighed er død, det er langt de fleste mennesker jo statistisk set), er jo meget andet end en præ-pubertær Methusalem, uden at dog vist den medicinske videnskab har haft meget held med at finde ud af, hvornår denne noget tudsegamle fyr på 969 år gik i puberteten. Nok næppe som 44-årig.. Måske osse lidt ligegyldigt, og da ikke mindst for stakkels Antoine de Saïnt-Exupéry, som jagerpiloten hed.

Det vil sige, da han lettede, var den korrekte tempus vel præsens/”hedder”, men det ændrede sig snart. Noget, der til gengæld ikke ændrede sig, var mandens fortjente ry som forfatter og humanist. Det første kunne man sagtens forstå, mandens få og ganske korte romaner er uendeligt smukke og især Exupérys korte romandigt, “Blæsten, Sandet og Stjernerne” var et ungdommeligt absolut poetisk højdepunkt for denne skribent. Han var en virkeligt bemærkelsesværdig fremragende forfatter og hans held var vel, at han lige netop i denne tid kunne være aktiv kamppilot OG anerkendt humanist på samme tid.

Datidens politiske korrekthed tilgav dette og meget kunne have været anderledes, hvis Exupéry havde fløjet videre under Korea-krigen eller i den første Indokina-Vietnamkrig ved Dien Bien Phu. Som rigtige mange overlevende allierede kamppiloter fra 2. verdenskrig gjorde, ja de fløj såmænd også under den 2. Indokinakrig, korpulente og mere end halv-gamle og -skaldede. Den, der oftest benævnes Vietnam-krigen. Gamle piloter flyver vist bare bedre som det hvert år demonstreres af, at den amerikanske nationalgardes til lejligheden udkommanderede gamle erfarne trafik-piloter totalt udraderer de unge spradebasser fra U. S. Air Force. “Iceman” og “Maverick” og alle I andre narrerøve, “go home” og gå hjem og øv jer! Der er ingen erstatning for masser af flyvetimer. MASSER! Og RIGTIG kamperfaring.

Det havde Exupéry nu også, men røg nu alligevel i “baljen”. Senere rygter vil vide, at det muligvis var en berygtet bror til den ganske vist allerede ret berygtede tysk/russiske bassanger, Ivan Rebroff, der stod bag nedskydningen, men det er endnu mere ligemeget. Udover at det desuden er tvivlsomt, hvis alle de fly, som de forskellige piloter hævdede at have skudt ned virkeligt var styrtet ned, ville luftkrigen allerede efter få få uger have været sluttet på grund af mangel på fly. Spekulative teorier hvem der skød hvem ned af alle dem, som alle de forskellige landes piloter allerede fejlagtigt mente at have skudt ned, er tæt på det mest ligegyldige, som vi kan komme ti tanke om. Og derfor naturligvis glimrede konspirativt TV-materiale. Nok er det at sige, at “nornerne klippede hans livstråd” hvis denne franske lav-adelsmand Exupéry ellers havde studeret nordisk mytologi.

Og hvorfor så denne lange og omstændelige historie? Ja, udover at det skal være en opfordring til at stifte bekendtskab med denne bemærkelsesværdige forfatters få og korte værker, en både overkommelig og ganske uforglemmelig opgave, så har vi glemt mandens mest kendte værk som tema her til sidst som en ekstra appetitvækker. Bogen hedder “Den Lille Prins” og er som alle rigtigt gode børnebøger selvfølgeligt mest for voksne. Indtil Rowlings nyere pseudolitterære Potter-prutbøger var Exuperys mesterværk den standard, som ingen nåede, Rowling mindre end mindst!. Det ændrede sig ikke, det gjorde verdens kollektive hukommelse og ditto dalende kritiske sans til gengæld, og i dag er “Den Lille Prins” næsten glemt som iøvrigt langt den største del af verdenslitteraturen. Ja, måske i virkelighed det hele eller ihvertfald (ganske vist reciprokt) mindst ligeså meget som den del, der nogensinde er oversat til arabisk. Litteratur lader sig jo også dårligt kolportere til zap-kulturen, der allerede forlængst har “dræbt” musik, hvor mere end 1 nummer hænger sammen. Med nogetsomhelst og da slet ikke det næste.

Og endelig er vi så tilbage ved “Den Lille Prins”, og billedet af en forrygende forventningsfuld frue fylder billedet i dag. Det er taget i fredags, lige inden hun kørte til koncert i Herning med den ANDEN “lille prins”, ham der kalder sig Prince. Det hedder han vist iøvrigt osse, så det vel meget passende så.. Koncerten var vistnok vældigt god og ikke mindst lang, og fruens hektisk røde kinder efterfølgende tydede på, at der vist var blevet hoppet en hel del rundt. Læg også mærke til nederdelen, der desværre ikke fuldstændigt autentisk reproducerer vores familiære klan-mønster netop fundet i Skotland hos “the Matheson-clan”. Den er nu ret pæn alligevel, som alt andet også ville have været lige dér, hvor det sidder.

Til aller-allersidst en lille pudsig observation fra hifi-verdenen, hvor vi måske i morgen vil tumle lidt rundt igen. Igen, det er mest for at vise, at man aldrig skal eller kan undervurdere verdens samlede mangel på “kollektiv intelligens” eller blot elementær viden.
Overskriften i en pressemeddelelse lyder således: “Tannoy afslører 5. generation af Mercury V (en højttaler red.)” Dybt suk! For betyder “V” ikke bare 5 på “romertalsk” eller er vi måske kommet til multiplum 5X5?
Vi siger ikke, at man nødvendigvis bliver klogere af at læse Exupéry, men man bliver helt sikkert et bedre menneske, se blot denne skribent. Muligvis et tvivlsomt eksempel, men det er altså det eneste, vi lige har..

Nu er det muligvis forkert at beskrive denne skribent som nogen unødvendigt beskeden mand, derom må andre dømme. Derimod er det næppe videre kontroversielt at beskrive vores lille firmas foretrukne computer-arbejdsplads som afbildet ovenfor som ganske overordentligt ydmyg. Ja, man kunne måske endda kalde den for egentligt spartansk, og den minimale Lenovo-pad, som dette skrives på, er et ganske grinagtigt produkt. Lille og langsom og med en sub-miniature skærm og måske derfor ganske passende for denne skribent, som jo heller ikke hører til de allerhurtigste. Og da slet ikke til at skrive sit ikke voldsomt effektive 2-fingersystem, der dog tilfældigvis er sammenfaldende med det praktiske maksimum for samme skribents hastighed i tanken. I netop dette tilfælde falder alting jo så så fint på plads som ting sommetider gør her i livet. Med mindre man selv falder helt igennem.

Nu er det måske heller ikke fordi det kræver nogen synderlig analytisk super-begavelse at se andre mediers eklatante stupiditet. Hvis den almindelige sunde og kritiske sans indenfor nyhedsdækningen bliver ret meget ringere, så har vi hldigvis ikke fantasi til at forestille os det. Atter i dag har denne skribent hjernedødt siddet og gloet på dagens DR TV Update med en skildring af atter en af mediets aktuelle “kæpheste” Vi taler selvfølgelig om mineulykker, som efter den spektakulære redningsaktion i Chile virkeligt er blevet højeste nyheds-mode. Selv en nylig ulykke i ellers aldrig-nogensinde omtalte Ecuador med vistnok 2 døde opnår prime-time dækning. Alene af den både nødvendige og uhyre tilstrækkelige grund, at det er sket i en MINE.

Nu er ulykker i forbindelse med arbejde under jorden og på oceanære boreplatforme indtil videre plat-umulige at undgå, og i forbindelse med udgravningen af den netop fuldførte ellers højteknologisk og sikkerhedsmæssigt top-trimmede udgravning af en ny tunnel ved Skt. Gotthard i Schweiz omkom der faktisk en hel del arbejdere. De kommer naturligvis ikke i medierne, da enhver jo kan se, at det IKKE er en mine, bare en kommende vej. Det farlige arbejde er ellers ca. det samme. Morgenen bød på den afsløringen af et tal på godt 2000, som årligt døde i Kinas utallige og håbløst vedligeholdte totalt kapitalt-styrede miner, og det skulle vist være mange. Og det er det jo også, ca 50 % flere, end der i starten af 1970-erne omkom i den danske trafik om året altså. Heller ikke dengang var der måske ikke ganske overraskende mere end en milliard danskere.

Tallet er faktisk for os at se fuldstændigt grinagtigt lavt og de kinesiske mineejeres incitament til at indrapportere korrekt er ganske overordentligt beskedent. Så det passer antageligt heller ingen steder. Under alle omstændigheder udgør dette offentliggjorte tal mindre end 1% af de kinesiske trafikdræbte. Eller for den sags skyld mindre end 3 % aalene af de kinesere, som hvert år DRUKNER. Det er ret fantastisk ringe journalistik at få SÅ MEGET ud af så bitte-små tal, når nu ellers sådanne statistikker er blot et klik væk.

Nå, vi fortsætter til forureningstastrofen på Als. Eller hvad det nu er, når en ganske lille mængde kondenseret svinefedt i klumper driver ind på land med uanede miljø-katastrofale konsekvenser. For hvad skal der dog ske med fuglene og svineriet stønner de lokale “miljø-dignitarer” dernede. og svaret er jo selvfølgeligt: “ABSOLUT INGENTING!” Fedt i klumper er ikke blot det allermindste farling for havfugles fjerdragt, tværtimod er det glimrende krage/måge-mad og vil uden indsamling være væk om uhyre kort tid. Tilfældigvis har danske slagterier i massevis af år lavet disse eksperimenter i langt større skala dengang for blot et par årtier siden, hvor det meste fedt-skummende og -klumpede slagteriaffald blev ledt helt urenset ud i søer og fjorde. Til stor gavn for fugle og fisk.

Selv ornitologer i det helt beskedne format ved vel, at havfugle selv fedter deres fjer ind for at de skal blive vandtætte, og her er en klump stivnet svinefedt altså ikke nogen trussel. Derimod slår mineralsk olie “hul” på indfedtningen og hvis det lyder som noget andet og farligere, så er det fordi, det er det. Lidt skægt var det alligevel, at det skib fra Danmarks Miljøundersøgelser, som konstant havde ligger og vist stadig ligger ved den brændende færge for at “observere”, ikke havde opdaget dette lille og ligegyldige udslip. Man skulle måske ellers håbe og tro, at en enkelt behjertet mand ombord med faglig vægt ville kunne sige, at det her altså ingenting betyder, men sådan går det aldrig, når der allerede ved spørgsmålets formulering er gået “politiets betændelse” i skidtet.

Faktisk svarede den adspurgte miljø-søulk, at “man havde gjort alt” i forbindelse med færgebranden og det var faktisk ganske bemærkelsesværdigt, at han kumnne slippe afsted med det. Intet tyder nemlig overhovedet på, at man fra miljøskibene har gjort nogetsomhelst udover at “betragte”. Ingen flydespærringer, ingenting, nul komma nul-dut! Ikke at det er vigtigt denne gang, men den dag det bliver alvor, så er Danmark da vist en smule “på den”…

Til sidst skal vi lige bemærke, at vores egen avis, sædvanligvis OK-skarpe JP, i sagen om gammel-kommunisten Ole Sohn ikke rigtigt har noget fokus. Og det, de har, holder de ikke. For eksempel er det lidt småkomisk af avisen at angibe Ole Sohn for IKKE at være FOR de 2 Tysklandes genforening. Det var der for det første mange uanset politisk ståsted, som var og for det andet var det slet ikke det, som Ole hverken sagde eller mente. Han ville blot opretholde terrorist-reden og slyngelstaten DDR og der stod hanheldigvis noget alene.

I dag er der en cover-historie om kendte danske politikere, som har “shoppet” lidt rundt i det politiske spektrum. Det er der selvfølgeligt hverken noget galt eller blot spor interessant i, det er vel både naturligt og næsten uundgåeligt. Sådan har Ole bare aldrig gjort. Ikke underligt, at han konfronteret med et par usædvanligt klare spørgsmål fra TV2´s Natasja Crone i går aftes kategorisk afviste at sige undskyld for nogetsomhelst. Han skulle faktisk have undskyldt for hele sit kommunistiske voksenliv.

Nej, det RIGTIGT interessante ved tilfældet Ole Sohn er, at han ALTID fra sin pureste formative ungdom indtil DKP lukkede og slukkede (ganske overordentligt modvilligt, men kufferterne med penge fra Øst udeblev jo ligesom..!) jo var medlem konstant af DKP. Som fagforeningsformand for SID i arbejderbyen Horsens var Ole allerede fra starten med i den hårde inderkreds af partiet. Vi taler således ikke om nogen ungdommeligt “flirt” med nogetsomhelst, vi taler om en livslang forblændelse. Og læs gerne Oles bog om den danske kommunist Arne Munch-Pedersen, som forsvandt i Stalins fængsler bestemt ikke uden betydelig aktiv deltagelse af en anden senere folkesocialist, Aksel Larsen. Der er IKKE så meget så meget som ET ENESTE ORD, som tager afstand fra dette vanvittige system. Ja, selv Arne forblev ben-stalinist til sit sidste åndedrag, måske meget godt Aksel agerede, som han gjorde.

Nej, Oles viden om DKP og dets alternativt/skattefrie øst-finansiering er ikke begrænset til hans formandsperiode. Hverken før eller efter og det er hans ansvar naturligvis heller ikke. Man bliver jo trods alt i ingen partier formand uden at have “stået i lære”, i Oles tilfælde en proces, der strakte sig over flere årtier.
Om ikke andet må man tværtimod beundre Ole for hans principfasthed. Det er muligvis ikke meget, men det er det, der er.
Oles forklaringsproblem er vist mest, at han aldrig er blevet klogere efter den første altfortærende total(itær)e kærlighed, ikke at han blev forelsket!