Måned: september 2009

I naturlig forlængelse af gårsdagens tekst om Finn Nørbygaard skal det da lige med, at han naturligvis ikke som den eneste står tilbage med tab efter finanskrisen. Det gør vi også selv, fordi dele af vores hifi-samling er blevet noget mindre værd efter at halvgamle fjolser (som os /mig selv) er holdt næsten op med at købe alt for meget “bralder-hifi” Vi har adskillige gange været inde på, at “det iøjnefaldende merforbrug”, som det hedder i socialvidenskaben, i mere eller mindre reelle krisetider, naturligvis mister sin positive signalværdi i almen agtelse. Selve fænomenet forsvinder aldrig helt på samme måde som salget af luksus-Mercedesser heller aldrig stopper helt selv i hungerramte områder af verden, men de bliver typisk lidt ekstra pansrede..
I stedet bliver man (læs:jeg) betragtet i vores bekendtsskbs-kreds som en lettere halv-debil tosse, når fremmede mennesker ser den ophobede bunke isenkram her i hytten, og den vurdering er vel i virkeligheden ikke helt ved siden af. Nå, vi hænger nu fast i vores interesse for musik OG hifi (ikke altid nødvendigvis i den rækkefølge, desværre, men for det meste…) selv om vi altså nominelt nok er blevet fattigere.

Værre er det som Finn gået for f. eks. sangeren Poul Krebs, som åbenbart har mistet sin pensionsopsparing på spekulation i investeringsbanker i udlandet. Ak ja, Poul er ellers en ganske sympatisk mand, og det under man ham ikke rigtigt, men han kan vel i det mindste bruge det kunstnerisk. Manden har jo fra starten en umiskendeligt let klagende stemme, og det burde vel fremover være noget lettere at udforske de triste kunstneriske dybder lidt bedre, nu han endeligt ude fra sin mangeårige forstadsidyl har fået en smule at klage over sådan for alvor..Tidligere kriser har givet større livserfaringer og endnu større kunst, så måske det også kunne ske denne gang. Den gamle engelske originale folkesanger Ian Campbell udgav engang med sin søster Lorna en plade, der hed “Something to Sing About”, der handlede om helt rigtige mennesker, måske Krebs ligefrem også snart har “ammunition” nok til at gøre det, det har da ellers hidtil mest været i “knaldperne-afdelingen”, han har udfoldet sin kunstneriske farlighed.. Nå hvem siger også i disse så politisk korrekte tider, at kunst overhovedet skal være farlig. Og man kunne måske tilføje: Selv små ubetydelige knaldperler kan sagtens være farlige nok, hvis man spiser dem i store mængder, men det kan tilstrækkeligt langvarig udsættelse for Poul Krebs store hit “Sådan en som dig” nu osse…

Nu er tiderne med “tvangs-hjernevask” som skildret mesterligt af John Frankenheimer i filmen “The Manchurian Candidate” med Frank Sinatra jo forlængst forbi. I dag hjernevasker folk sig selv uden overhovedet at behøve fjender til det. Derved bliver de selv “de største fjender” overfor det, som de måske tror de kæmper for stadigvæk. For et enkelt øjeblik skal vi atter tilbage til vores absolutte top-favorithobby, nemlig hifi. I den forbindelse skal vi ikke glemme at glæde os over, at det kun er en hobby, ikke vores erhverv, for sikke da det går ud over stepperne. 

Eller rettere, det gør det selvfølgelig ikke jævnfør den ganske fuldbyrdede teori om “det iøjnefaldende merforbrugs” kollaps i krisetider. Der findes stadigvæk enkelte enkeltmandsfirmaer, der som tidligere (og muligvis nuværende) Tupperware laver hjemmedemoer, og det er mægtigt fint. Det er osse nødvendigt, fordi folk jo alligevel ikke kan se det attråede isenkram i nogen forretninger alligevel, så disse firmaer er naturligvis ganske vitale for den fortsatte fascination ved hifi. Uden dem ville vores eget isenkram være endnu mindre værd end det allerede er blevet så dem kan vi godt lide.

Som med Tupperware vil vi dog tro, at der en nok ikke alt for høj “øvre grænse” for successen. Selv efter adskillige årtier er Tupperware jo heller ikke akkurat blevet markedsledere på plast-containermarkedet, men giv den bare gas, I få der er tilbage! 
Meget, meget værre er det så med de “Frank Sinatraer”, som har hjernevasket sig selv (hvis vi nu altså fra starten antager at der har været en hjerne at vaske, derom mere senere) Nemlig til at tro, at man gør hifi en tjeneste ved hele tiden at forsøge at finde ud af, hvor i verden den er billigst. Sådanne fjolser findes der i hobetal overalt som man kan se i en nyhedstråd om en noget dyr Audio Research-forstærker på hifi4all. Vi antyder ikke, at forstærkeren er FOR dyr, folk må¨altså betale hvad de synes en vare er værd uden at vi skal sige så meget som et pip. Dog er 105.000,- vel i et vist omfang en mulig begrænsning for produktets udbredelse, men måske det blot sælger sig selv.

En meget større begrænsning for dette produkts udbredelse er dog de folk, som på nettet sikkert ganske korrekt påpeger, at man kan købe produktet billigere på nettet i produktionslandet USA. Der er givetvis tale om en vis prisforskel selv om det nu ikke er nær så voldsomt som det ser ud til. Hifi-branchen er jo ikke ligefrem kendt for at være karrig med rabatterne, og det tager nu nok toppen af forskellen. Udover at en gammel bekendt af huset her i sin noget letfærdige omgang med den såkaldte “ind-og udgående moms” ikke ligefrem medvirker til andet end almindeligt sludder. Uanset om man betaler moms ved import eller ej gør det altså overhovedet ingen forskel, man betaler STADIGVÆK 25 % moms som firma. Hvis man altså betaler moms. Told betaler man også uanset hvem man er. 

Tilbage til denne tråd og hifi-hobbyens fjender. Efter triumferende at have fundet et sted på nettet, hvor den nominelle forskel især på grund af moms/told/manglende sædvanlig rabat forekommer størst, bliver importøren af det ulyksalige produkt naturligvis skudt i skoene, at han tjener alt, alt for meget på det. Det kan langt bedre betale sig at købe det på nettet, som disse kvikke unge mennesker så korrekt observerer. De har på en vis måde ret og så selvfølgeligt overhovedet ikke. DET KOSTER NEMLIG PENGE AT SÆLGE VARER! Hvis der ikke er nogen, der investerer tid og ikke mindst penge i lokal markedsføring, så sælges der simpelthen aldrig nogensinde blot en eneste af de her forstærkere i Danmark. Aldrig, aldrig! Ingen vil nogensinde købe det her produkt selv til måske 70.000,- uden at have lyttet til det og hvis der ikke er nogen lokal demo-facilitet, så er der naturligvis heller ikke noget salg.

Det dummeste en importør kan, er naturligvis at gå i “clinch” med disse individer, som har alt, alt for god tid til det, som de er allerbedst til. Nemlig at forhindre ikke alene importørens mulige (nok lidt få) salg, men til og med direkte opfordre mulige købere til at lytte lokalt, men handle globalt. Exit importør. At forsøge en dialog her er ikke mulig eller kommercielt holdbar. For de ganske få tilbageværende “tågehorn” har uendeligt megen tid til at “surfe” efter mulige lavpriser i Timbuktu uden overhovedet at overveje, hvad resultatet nødvendigvis bliver. Nemlig masser af snak uden nogetsomhelst salg.

Mange af disse uhyre få (latterlig sætningskonstruktion, egentligt?) individer har da også i deres eget hifisystem bevæget sig tilbage til at have ganske billige men til gengæld altid særdeles meget “individuelt modificerede” apparater, der vidner om ja, ja vel deres store viden og indsigt (snarere end deres egen økonomiske formåen, det ville måske ellers have været en mere overbevisende målestok?). Hvordan de udtaler sig om ting, som de under ingen omstændigheder vil købe er simpelthen bemærkelsesværdigt åndssvagt i hele sin essens, t tage dem alvorligt er om muligt endnu dummere. Som kunder er de principielt aldeles ligegyldige for alle uden at det dog stopper deres virksomhed. Nemlig den at “så” så meget tvivl om priser o.s. v., at alt salg ophører, fordi al markedsføring gør. DE er hobbyens største fjender, høje priser er ikke.

Der er heldigvis en bekvem udvej ud af al berettiget tvivl om en rimelig og fornuftig pris. Man kan nemlig købe et Apple-produkt. Der er prisen nemlig altid både rimelig og fornuftig, den er nemlig fuldstændig fast uanset om man er i Kinshasa-Congo eller Thailand eller Australien eller Stor(Skod)-Center Nord i Århus. Se, Apple har sikret sig en uhyggelig jernhård kontrol over alle salgsled, for ellers var sådan noget naturligvis ganske umuligt. 
Det betyder naturligvis også det åbenbart attråværdige, at al tvivl om pris er udelukket, herligt, ikke sandt. Måske ikke akkurat til gavn for forskelligheden, men hvad? Den eneste reelle forskel er vist her, at Apple har indset, at det selvfølgelig koster masser af penge at sælge varer. De har investeret nok til, at de selv får dem allesammen tilbage igen i den sidste ende, det kan man bare ikke indenfor hifi-branchen. Forskellen er altså ens.
Held og lykke, I få handlende aktører derude, der er tilbage og Fanden tage de sidste fjolser! De største fjender af en engang så stolt hobby.
Alligevel må prisen nu stadigvæk gå til ovennævnte Poul Krebs for det helt overdådigt enestående “vrøvlevers” hvis det altså er korrekt som vi erindrer det: “Sådan nogen (nogle?) som os har jo brug for en kærs´te og den kærst´had´ jeg tænkt sku´ være dig” Vi husker som sagt muligvis ikke korrekt, men hvis vi gør er det da et interessant spring i perspektiv, som Krebs foretager. Andre ville nok mere retteligen kalde det simpel vrøvl, men måske den ægte poesi osse har sine fjender?

Fornyligt gengav JP i sit erhvervstillæg en ganske lidt forkortet udgave af en tale, som verdens vistnok rigeste mand holdt i 1999 i Californien. Dengang var taleren, den amerikanske investor Warren Buffett, vel ligeså ukendt i Danmark som han er i dag, men dengang var han alligevel blandt relative ligemænd. Alle deltagerne på denne uformelle afslapnings-“get together” tilsyneladende så uendeligt uformelle business-komsammen var nemlig omhyggeligt special-inviteret og 100 % håndplukkede. Buffett var særligt indbudt til at tale, noget som han ellers normalt aldrig gorde (kan man egentligt sige det?), og slet ikke havde gjort i 30 år. Han burde føle sig blandt (lige rige) ligemænd måtte arrangøren have tænkt. Det vil sige, det var han så overhovedet slet ikke alligevel, altså blandt ligemænd, og det var netop det, han ville sige dengang. I en helt sensationel tale pillede han simpelthen ved hjælp af indlysende historiske kendsgerninger hele den dengang endnu ikke eksploderede IT-boble fuldstændigt fra hinanden. Den boble, som skulle blæse hovedparten af de tilstedeværende til “Kingdom Come”, som man siger derovre.

Ikke alene viste Buffett, at investering i tidligere den nyere epoke i teknologi-aktier over tid havde givet ialt overhovedet INTET AFKAST. Hvis det virkede som en spand koldt vand i hovedet på de mange “papir-milliardærer”, som var til stede, og som baserede deres strålende fremtid på firmaer med en mikroskopisk omsætning, et tilsvarende gigantisk underskud og en forrygende nominel markedsværdi, så var det naturligvis tilsigtet. Faktisk talte denne uhyre konservative investor udelukkende om den åbenlyse kollektive lemminge-agtige galskab, som havde grebet verden dengang hvor enhver forventning nødvendigvis var positiv. Ikke blot en lille smule, men fuldstændigt lallende. Selv om IT Factory i en senere epoke forekom grænseoverskridende forbryderisk optimistisk (og jo også var det), så var den tilsyneladende markedsværdi for mange af disse firmaer helt vanvittigt opskruede. 

Fremtrædende økonomer talte dengang om “en fundamentalt ny økonomi” og prøv for sjovs skyld at finde disse udtalelser frem, det er temmeligt let. Nu kan man vel dårligt betragte økonomi som andet end en lettere “semi-okkult” videnskab, men økonomernes udtalelser dengang mindede nu mest om den evige drøm om at lave guld, masser af guld, nemlig alkymien. 

Hvordan man så kunne lave alt det guld man overhovedet gad uden iøvrigt at lave noget og desuden uden at guld-prisen faldt til nivauet for brugt toilet-papir (guld ER jo faktisk ikke skide-anvendeligt og end ikke i fin-valset form til lokums-papir) forstod denne skribent aldrig rigtigt. Det viste sig jo så også snart, at der heller ikke var ret meget at forstå udover at Buffett naturligvis havde ret. Det var derfor han var verdens rigeste mand og tidligere havde gennemlevet større økonomiske kriser. Han havde nemlig dengang i 1999 overhovedet ikke været blandt ligemænd, langt de fleste af de andre var nemlig oppustede blærerøvs-fattiglemmer, der som turister på en smeltende isflage i Golf-strømmen blot levede på lånt tid. Buffetts tale var umisforståeligt ildevarslende men det gjorde den jo ikke mindre sand. Som de fleste af tilhørerne altså snart måtte sande, da virkeligheden kom igennem som vandet gennem den smeltende isflage. 

Vi tager den her op i dag, fordi talen er et fremragende eksempel på, hvordan man med et lånt udtryk fra den tidlige kristne reformation kan “Tale Rom Imod” Blot fordi alle andre er enige om, at noget er som det tilsyneladende er, så behøver det naturligvis ikke være sandt. Det var disse sindssyge investeringer i ren “luft og vind-frikadeller” dengang ihvertfald ikke. Med mindre man altså som for eksempel danske TACT fik solgt butikken i tide til Texas Instruments eller hvem det nu var, der endte med “bet`en” Den milliard eller hvor meget de betalte dengang forekommer lidt i den høje ende når man senere ser, hvordan de nu sælger produkterne. Hvis de altså gør, vi har nemlig ikke fået noget svar på, om vi kan købe noget, så det gør de nok ikke i overvældende grad.

Nå, de samme økonomer havde ikke meget mere held med at forudse den senere punkterede boble-økonomi og det mest skræmmende er vel nok, at man ikke i Danmark eller måske også i Storbritannien overhovedet undrede sig over, at islandske stor-investorer kunne låne/operere med multi-milliarder, som mange gange oversteg det islandske nationalprodukt. Altså stadigvæk finansieret af islandske banker, et interessant finansielt paradoks, for hvordan kunne de dog det. Det viste sig så måske ikke ganske overraskende, at det kunne de naturligvis heller ikke og ikke engang ganske lidt. Helt i lighed med det lokale islandsk (ikke)-finansierede Lighthouse-projekt sank alle disse syge nordatlantiske luftkasteller ned under havoverfladen som tidligere Atlantis, det sidste vist godt nok “sønden for” Eller som man sagde “Østen for Solen, Vesten for Månen” i min barndoms bøger, børnebøger ganske vist. Realiteterne var nu på basis af sådanne informationer noget vanskelige at finde på samme måde som guldkrukken for enden af regnbuen. 
For at sænke disse banker og Island med krævedes der blot tid, meget kort tid. Det burde enhver idiot have kunnet se og det kunne de vel også. De større idioter, som var i spillet kunne så tydeligvis bare ikke.

En af dem, som tilbage i 1980-erne og starten af 1990-erne havde held (ganske vist kortvarigt) at ramme en “komisk guldmine” var som bekendt den vel essentielt ikke voldsomt vittige Finn Nørbygaard. Han arbejdede dog for sine prnge og sikkert i virkeligheden hårdere end de fleste, da han jo for en start var så ganske u-morsom. Så skal der altså mere til ligesom det osse er noget mere krævende at lave flik-flak, når man er thalidomid-barn. de er som bekendt delvist lemmeløse som den lidet kendte vandsalamander axolotlen.

Nå, Finn tjente gode penge og investerede konservativt som Buffett, her fornægtede den noget nærige dreng fra Esbjerg sig ikke. Så langt så godt. Alligevel var Finn ikke nogen Buffett og ikke engang i det helt lille format. I en uhellig symbiose af enestående inkompetent “professionel” rådgivning og vel også en smule personlig grådighed placerede Finn ikke blot penge i IT Factory. Nej, han satsede simpelthen “hele butikken” så godt og vel, måske omkring 50 mill. (som sagt, Finn havde været en god og forsigtig investor) i IT Factory.

Og så er vi tilbage ved Buffetts tale dengang i 1999. En mange gange gentaget sætning var, at når for godt til at kunne være sandt, så var det naturligvis fordi det ikke var det. Helt sindssvage værdiansættelser af firmaer uden nogensomhelst reel eller som i IT Factory forbryderisk oppustet fiktiv omsætning var ikke ligefrem Buffets recept på rigdom. 

Det blev så heller ikke Finns, så nu er han ludfattig tilbage på landevejene igen. Rigtigt tragisk er historien vel ikke, han ser da gladere ud end han har gjort og måske er han også blevet en tiltrængt smule morsommere. Dog er den en sælsom “twist” ved Finns come-back, og der må vi sige, at vi i dag er blevet inspireret af et uhyre kortfattet læserbrev i ja, JP. Der udtrykkes der nogen forundring, hvad erhvervslivet dog kan lære af Finn Nørbygaard, for ja, rigtigt gættet, Finn afholder nemlig noget, der vistnok hedder “kurser” for erhvervsledere. Jamen i hvad dog, for Pokker, det gik jo ultimativt ad Helvede til? Ja, det gjorde det og derfor er det jo noget vanskeligt at forstå, hvad virksomhederne kan lære af Finn. Hvordan man IKKE skal gøre, måske? Muligvis. Hvordan grådighed fuldstændigt kan overskygge en ellers tidligere fuldstændigt sund og konservativ investerings politik? Ja, hvis man skulle have behov for, så ja! Jamen hov, demonstrerer erhvervslivet ikke allerede ved en hyre Finn ikke, at man måske i virkeligheden ikke har lært alverden af det hele men betragter det hele som en slags “kulørt underholdning”? Jow, det gør de vel på samme måde som lytterne til Buffetts tale dengang i ur-tiden i 1999 også kun kortvarigt rystede på hovedet af den dér underlige gamle mand og hans negative snak. Om den fremtid, hvor alle de tilstedeværende nødvendigvis ville blive grever og baroner og baronetter og multi-milliardærer. Altså præcist det Buffett allerede var og havde været i mange år og stadigvæk er, blot lidt mere (rig). Buffett har ikke siden talt om noget som helst, det lader han Finn om. Måske det omvendte ville have været mere tiltrængt. Åh jo, måske nok… Underligt at de, der virkeligt har noget at sige, siger så forfærdeligt lidt og de, der ingenting har at sige, siger så forskrækkeligt meget.

I 1978 udkom en samling artikler af den mere kuriøse slags. Det var bemærkelsværdigt dengang selv om tiden dengang i præ-Blekingegadebande tiden hyldede totalitære regimer overalt i verden en hel del mere aktivt end nu. Dengang havde endnu 4-bandens post-Mao Kina en betydelig opbakning og også Kim-il-Sung og Enver Hoxha og deres epokegørende totalitære regimer havde faste magtbastioner på den danske venstrefløj. Det havde den danske lakaj-udgave af det dengang forlængst forstenede kommunistparti i Sovjetunionen selvfølgelig også med nutidens folkekære Ole Sohn i god politisk lære, iøvrigt også og der var naturligvis også et par partier helliget den muligvis dengang knapt så parodisk/komiske Gaddafi i Libyen. Den sidste havde vist mest kvindelige støtter i Danmark, han må vel have fået det til at krible lidt deromkring hvor sangerinden Trille nogle år tidligere havde ment, at ellers kun Gud kikkede…

Tiden var altså ganske moden dengang til at omfavne alle mulige sindssyge totalitære ideologier. Det vil sige, ideologierne var jo ikke i sig selv sindssyge, det kan de vel principielt ikke være, ubesjælede, som de jo nødvendigvis er. Det er naturligvis heller ikke tegn på synderlig sindssyge at støtte totalitære regimer, når man selv sidder på det “ideologiske flæsk”, med eneret til at fortolke den nuværende og alle fremtidige virkeligheder til alle andres bedste. Lige dèr midt i smørhullet sad så alt, alt for mange af dem, som senere er blevet samfundets kulturradikale støtter. Uden at de på nogen måde har afsveget datidens monumentale vildfarelser eller tit end ikke nødvendigvis har ændret meninger overhovedet. Ordene er blevet anderledes, men “rethaveriskheden” er den samme og aldeles in-appellable.

Nå, som sagt, der var frit valg på alle hylder dengang i 1978 i butikken med absolutte meninger og totalitære standpunkter, ja udvalget har vel i europæisk historisk tid ikke været større siden det første pestudbrud i Europa fra omkring 1348. Alligevel var der ligesom der manglede noget dengang i 1978. Det blev der så rodet en vis bod på, da der blev udgivet en temmeligt epokegørende publikation, nemlig en dansk udgave af en ellers ganske glemt oprindeligt fælles-europæisk publikation. Dengang for nogle årtier siden var den nu også udkommet på dansk, og den nye bog var altså blot et optryk. Bogen var bl. a redigeret af en vis senere med rette noget forkætret Karsten Fledelius, berygtet som Balkan- og nærmellemøst-kommentator af den mere alternativt/ukritiske slags. For eksempel fik det serbiske fascistoide styre under den senere ganske vist aldrig dømte krigsforbryder tidligere præsident Milosevic (han døde jo som bekendt under retssagen, det gjorde ham nu næppe mindre skyldig) senere en stædig forsvarer i Fledelius, men det er udenfor dagens sammenhæng. Det vidste vi jo ikke dengang, men helt tilfældigt var det muligvis ikke. Eller også var det.

Tilabge til udgivelsen, som føjede den sidste facet på “totalitarisme-æraens” multifacetterede diamant. Det drejede sig nemlig om et fyldigt in extenso-optryk af det danske nazistiske propaganda-magasin “Signal”. Nu skulle man måske tro, at disse bøger ville blive brændt og boghandlerne bombarderet med brosten på god nutidig demokratisk vis af maskerede demonstranter, men sådan var det slet ikke. Der var simpelthen så enormt et udvalg af indbyrdes kæmpende autoritære frelserbevægelser (som allesammen havde ALLE DE ANDRE som de værste fjender), at det her nazistiske propaganda-optryk såmænd var én blandt temmeligt utallige. Var det iøvrigt propaganda? Mjah, det er lidt svært at afgøre, men de medfølgende forklarende kommentarer fra Fledelius m. m. var vel ikke akkurat af den allermest kvalificerede kritiske slags. Noget kunne da tyde på, at Fledelius jo selv faldt lidt “i gryden” som tidligere Obelix, kendt fra Asterix. Nå, det gjorde næsten alle hans fagkolleger fra dengang jo også, selv om de altså faldt i nogle “andre gryder” En herlig tid dengang, måske ikke overraskende, at undertegende gennemførte det historiske bifagsstudie på præcist ét år, en rekord, der simpelthen ikke kan slåes. Væk, og det skulle være hurtigt, fra Fledelius og alle de andre: Scocozza, Thing og alle de andre hyggelige fætre!

Ret hurtigt forsvandt denne bog vist igen og forsvandt til den “underskov”, hvor den både før og siden havde og ville komme til at blive cirkuleret. Det eneste, som vel kom ud af den oprindelige udgivelse (og altså osse den senere genudgivelse) var vel i virkeligheden, at navnet “Signal” for altid forsvandt fra almindelig brug. Ikke at tingene basalt ændredes, som udgivelsen af moderne ækvivalenter til tidligere totalitære strømninger navne som f. eks “Faklen” jo vel demonstrerer. Navnet “Faklen” burde jo ellers have været miskrediteret tidligere på samme måde som “Signal”, men blev altså ikke gen-udgivet. Det er vist også den eneste forskel. Alting tydede på, at “Signal” bare var ude af sagaen.

Det har så vist sig, at der nu tilsyneladende er gået tid nok til, at alle minder om disse konnotationer ved ordet “Signal” nu er væk. Der er nemlig et firma på vej indenfor den danske professionelle lydbranche på vej, som vistnok kommer til at hedde “Signal Audio” Tidligere har der godt nok været et dansk firma med navnet “Sign Audio”, men det er jo alligevel noget ganske andet nu med “Signal” i stedet for. Manden bar er ingen mindre (eller mere, for den sags skyld) end selveste Kenneth Bremer, den tidligere bagmand bag bredt publicerede lokale audio-eventyr som Dansk Audio Teknik (delvist) og Wavehouse (helt og holdent). Om nogen af firmaerne er der mere ved vi ikke rigtigt, men prøv at “Google” hans navn, så kan man i denne veritable “informations-skraldespand” finde historien bag. Underligt, det gik jo ellers åbenbart så ganske ubegribeligt godt og det kommer det vel til igen. Ukuelig optimisme er godt nok ikke nogen reel erstatning for kompetence eller professionalisme, men en kort overgang kan det jo se sådan ud. 

Og hvad var det så vi ville sige i dag udover at byde denne gamle kollega tilbage på det professionelle audio-marked igen? Hvor han jo nok skal høste den løn, som han har fortjent ligesom alle vi andre gør. Hvad den så måtte være hvis vi antager der er en….
Ja, i virkeligheden slet ingenting! Vi vil nemlig blot sige, at historie-løsheden simpelthen nu er nået til et niveau, hvor folk ikke engang gider checke, hvad deres planlagte firmanavn tidligere har været anvendt til. Vi antyder naturligvis ingen uhellige politiske sympatier mellem det nye firma og nogen kendt ideologi, hvor navnet altså har været ja, altså et “Signal”. Så venter vi så bare på, at vi ser den første “Hiedler Audio”, som en senere vidt bekendt østrigst tapetserer-søn jo oprindeligt hed. Nå, det sidste var en spøg, det er det første med “Signal” tilsyneladende ikke. Er det virkeligt så længe siden man holdt helt op med at undervise i historie. Eller altså blot alternativt at checke navnet på Wikipedia, sværere er det jo egentligt ikke, men det er åbenbart allerede rigeligt svært. Fremtiden ser søreme lovende ud.
Iøvrigt er “Signal Audio” vist mest et simpelt “outlet” for et italiensk handelsfirma ved navn “Proel”, hvor ihvertfald vor skattede ven Kenneth Bremer var ansat sidst vi så efter, men tingene kan jo ændres hurtigt sommetider. Og gør det, blot ikke altid til det bedre, vi får vel vente og se…

I dag har vi så urimeligt travlt, at morgenordene bliver tilsvarende urimeligt korte. Vi skal jo for eksempel sikre, at en større installation på et lokalt successfuldt museum af en mængde ATC SCM 7-højttalere kan finde sted som planlagt og samtidigt er der byggemøde og forresten rejsegilde i et absolut større byggeprojekt, som vi er tæt involveret i. 
Der skal osse lige laves kabler til lidt aktive monitors, leveres delefilter til Århus Universitet, samles lidt eksotiske ting som f. eks det ret esoteriske Metric Halo-lydkort tillige med lidt superfede Neumann-mikrofoner af den helt rigtige slags og så skal der produceres halvfabrikata til en større ligeledes universitets-installation i næste uge. Og så er vi slet ikke kommet til en masse projektorer og kameraerer til et østjydsk gymnasium og 6 Røde teatermikrofoner til en ambitiøs lokal kommuneskole osv. osv., hårdt arbejde, det her. Ikke mindst hårdt at bevare pessimismen!

I den mere private sfære er der ved at blive etableret en ordentlig lyttesuite hernede i “røverhulen” mens vi stadigvæk ikke er helt færdige med vores pejsestue. Hvis nogen af vores læsere skulle have eller have kendskab til passende flyder-agtige sofaer eller måske bare rimeligt behagelige danske møbelklassikere, som kan passere fru Dahl Vikkelsø Mathiasens akutte kritiske falkeøjne er vi klar med tegnebog og transport. 
Hjælp, vi har stadigvæk alt for meget plads!

Vi skal i dag starte med at takke vores gamle ven Klaus Ørum for en tiltrængt navne-korrektion vedrørende i forgårs. Det ændrer heldigvis kke afgørende på tematikken men er alligevel en ridse i lakken på vores (relative) ufejlbarligehed på denne plads. Ellers ligger vores firma for tiden noget i bygge-rod, men denne gang er det heldigvis ikke vores nye forstadsvilla, som er den “skyldige” Herude er der nemlig så sensationelt god plads for mangeårige midtby-boere som os, at det eneste møblement i den ganske store Morsø-pejsestue er et sæt pianorøde ATC SCM 100 med tilhørende elektronik. Stole er der endnu ingen af, men det kan vel komme. I det hele taget er det en fantastisk og uhørt luksus at kunne flytte ind i et hus med masser af plads, ja der er faktisk næsten så meget plads, at det meste af vores gamle hifi kan være her. Vidunderligt!

Nej, byggerodet for tiden er nu også kun relativt, det drejer sig nemlig om en bunke større installationsopgaver, som har samlet sig sammen fra den kommende uge og så faktisk til engang efter jul. Det bliver en udfordring af de større men det bliver nu også rigtigt spændende, mest fordi der indgår en betydelig bunke af rigtige kvalitetsprodukter i disse projekter, som ikke som det ellers er sædvane er “rund/ned-barberet” til det akustisk/visuelt absurde. Denne gang bliver det garanti godt, bestemt ikke altid en selvfølge eller blot en fjern mulighed. De sidste projekter er der forresten langt flest af.

Ellers skal vi i dag til reception hos den gamle “kæmpe”, tidligere borgmester i Århus, Flemming Knudsen i anledning af en nyudgivet bog med hans erindringer. Nu forestiller vi os ikke, at Flemming ligefrem afslører alle rænkerne og de skjulte dagsordner bag det politiske mumme-spil og den tilsyneladende glatte overflade, ja da han jo stadigvæk indtil valget sidder i byrådet kan man vel ikke vente sig det helt vilde. Med mindre altså Flemming altså som den netop dømte rocker-“stikker” har til hensigt at sidde ganske isoleret i hjørnet i frokoststuen fremover, og det sker vel ikke for denne essentielt ærlige og gemytlige mand. Manden, der vel på sin vis var sin egen værste fjende i sit politiske liv, som nu altså lakker mod enden. Manden, der på enestående vis kunne dominere en mindre forsampling så totalt, at det for altid forbliver et mysterium, hvorfor han aldrig formåede at udstrække denne ubegribelige “personlige magnetisme” til større forsamlinger. Nå, det gjorde han altså ikke og derfor udgiver han sine erindringer i dag i stedet for stadig at sidde, hvor han kunne have siddet. Alle vi, der har oplevet Flemming på nærmeste hold, vil mindes ham med ærefrygt og beundring, men det har helt sikkert været en ren rutine-sag at kuppe ham, som Peter Thyssen og de radikale så endegyldigt gjorde det. Når man som Flemming så tydeligt brænder for noget er det jo ganske let at at forudse hans næste træk. 

I fodboldjargon (eller den for Flemming jo tidligere så ivrigt dyrkede dans på elite-niveau) kunne man jo sige, at det var alt for nemt at forudse Knudsens næste dribling eller dansetrin. Som salig Sir Stanley Matthews, højre wing gennem flere årtier på det engelske landshold,(som også ALTID og det uden undtagelse) driblede udenom backen, så var Flemming for tydelig i sit (store) kropssprog. Hvor mere anonyme politikere uden særlige problemer kunne skifte holdninger og synspunkter uden at nogen vælgere nogensinde kunne huske, hvad nogen nogensinde havde sagt, var det umuligt for Flemming Knudsen. Lige præcist ham kunne folk godt huske og det både for det gode og sommetider også det mere brutale politiske håndværk og det indskrænkede hans politiske valgmuligheder enormt. Han var simpelthen så menneskelig, at det gjorde ondt og ikke mindst på ham selv. 
Han var dog en mægtig fin borgmester men opnåede aldrig at få den brede politiske og personlige opbakning, som han måske burde have haft. Vi siger “måske”, fordi Flemming Knudsens personlige facon er så pladskævende, at han måske aldrig burde have haft den plads som centerforward/borgmester, som han fik. Måske han skulle være forblevet som Sir Stanley Matthews helt derude yderst på fløjen og blot have indstillet sig på helhjertet at kaste sig ind i den politiske “action” når muligheden bød sig. Den hårde “infight” og voldsomme tacklinger på ureglementerede kropsdele, som Flemming fik mere end sin del af, bekom ham da tydeligvis ikke godt, men han blev også så hyppigt tacklet, fordi det var ganske nemt at gøre det derinde i det lille felt i magtens allerinderste cirkel hvor han ikke kunne manøvrere.
Han skulle osse bruge masser af plads og nu har så endelig fået det. Som vi selv har. Vi glæder os til i eftermiddag.

Som en lille krølle på emnet “plads” skal vi så lige vores hifi-renæssance lige kaste et råd af den helt gratis slags (andre gives iøvrigt ikke herfra) til en stolt ejer af en SME 3012-pickuparm. Din lateralbalance-vægt sidder ikke rigtigt og du bliver nødt til at fiksere gummipakningen noget bedre, så vægten ikke sejler nedaf. Virker det her som ren volapyk? Ja, det gør det givetvis, men er nu alvorligt nok foir de rigtige entusiaster, nemlig de, der mener, at en pick-up arm med en længde på 30 cm. godt kan laves af aluminium og måske endda med fordel. DET KAN DEN IKKE! I dag vil vi naturligvis i vores forventningens glæde give sædvanlig plads til alternative synspunkter som det her, men skal da ikke undlade at henvise til et gammelt ugeemne om netop SME på vores DetBatter-side. Om man ligefrem bliver klogere af at læse det afhænger vel noget af, hvor dum man nu er i forvejen, men vi skal da ikke undlade at sige, at den største forbedring denne skribent nogensinde oplevede i de mange års pladespiller-forbedring, nu netop var at skrotte alle de her håbløse SME-aluminiumsarme. Som SME jo iøvrigt også selv gjorde, for 3012´s vedkommende allerede i 1972, ikke et sekund for tidligt. Det var ikke godt med aluminium ved 9-tommers arme men 12-tommere var altså helt ude i hampen.
Men der er vel altid en plads til alting og alle synspunkter et sted, håber der er plads hos Flemming til os i dag!

Hver søndag er der et for mange sikkert uhyre spændende indretnings-tillæg med JP. Nu er denne skribent bestemt ikke fri for at nære ganske enkelte fordomme selv om konen siger noget ganske andet. Ikke at jeg er helt fordomsfri desværre, mere sådan noget i retning af, at der er ganske enkelte ting jeg ikke nærer særlige fordomme overfor. Jeg vil dog vælge at tro, at sandheden forhåbentligt ligger et sted midt imellem. Under alle omstændigheder synes dette avistillæg at være skrevet af kvinder (og en enkelt komisk/kvindagtig mandlig redaktør som derudover ligner den weekend-pauseklovn han er, en smule mere end godt er) for kvinder. Ikke dårligt når man over husherrens obligatorisk-friskbagte weekend-morgenbrød skal fordele avisen for så er der altid noget til konerne.

Det her var nu blot et sidespring, for faktisk har de seneste dage mellem anfaldene af almindeligt “arbejdsraseri” budt på, ja netop indretning af denne skribents “hyggelige hule” Der er meget passende installeret et ganske stort og rummeligt øl-køleskab, måske det kunne være et godt indretningsfif for alle læserne i JP-tillægget, for sådan et mener vi aldrig at have set i alle de endeløse beskrivelser af hvide (ant)-arktiske ørkenlandskaber med få og dyre designermøbler og ellers intet. I modsætning til den herskende “trend” er vores eget værksted præget af utallige Akubra-hatte og altså nu osse ikke mindre end 3 unikke arbejdsborde fra de forlængst forglemte dage, hvor Dansk Audio Teknik endnu fandtes i Klostergade.

I den retning har vi simpelthen gen-indrettet et rum helliget de gode tider fra dengang og i den sammenhæng har vi endda i bedste ur-kristne tradition fundet et rigtigt relikvium frem. Da Dansk Audio Teknik vel retteligen noget for sent endeligt blev tvangs-opløst efter længere tids betalingsstandsning, modtog vores firma nemlig en håndsigneret personlig meddelelse. Det må nu mest have været en fejl, for denne rundsendte meddelelse bekendtgjorde ikke blot firmaets ophør men efterfølgende anbefalede man i skrivelsen meget specifikt sine altså allerede daværende ex-kunder at fortsætte med at handle i et helt andet firma end vores. Det var ikke akkurat interessant for os må man vel kunne sige.

Selvklart fulgte vi ikke selv anbefalingen uden at vi dog har noget dårligt at sige om dette udmærkede firma. Om andre har gjort det aner vi heller ikke, men nogen har nok. Nå, men dette unikke personligt signerede dokument, en fortidsminde som et kosmisk ekko af SOS-signalerne fra den forlængst sunkne “S.S. Titanic” (første gang iøvrigt dette internationale nød-signal overhovedet blev brugt), har vi altså gravet frem og sat i glas og ramme over vores nye arbejdsbord. Som altså er det samme som dengang, stort og symbolsk for undertegnede og vel ligegyldigt for de fleste andre. Som JP`s tillæg vel er for rigtige mænd som, ja i mangel bedre, mig selv sagde katten.. 
Derudover har vi også måske lidt mere fag-relevant installeret et ganske potent lydanlæg hernede i “hulen” og det er blevet vældigt vellykket også uden at gribe til de noget radikale løsninger, som en bidragyder på et hifi-forum altså, ja, bidrog med i går. For at forbedre akustikken foreslog denne radikale tænker nemlig, at man blot lige kunne “sænke loftet fra 3.2 m. til f. eks. 2.7 m.” Ak ja, det er vel den slags noget overflødige råd som medvirker til at gøre hifi-entusisaster til “pariaer” ved selskabelige sammenkomster, meget dummere bliver råd vel nærmest ikke. I stedet kunne vi da anbefale den ulykkelige spørger at spørge en, som ved noget, men sådan er der jo så meget, det er jo osse lige så nemt igen. Vores eget lydsystem spiller rigtigt fint her i vores betonkælder men nu har vi så heldigvis heller ikke behøvet spørge nogen hvordan vi skulle gøre. Indretning, indretning, nå men det er heldigvis helt forbi nu, nu skal der larmes!

Til sidst skal vi lige gøre opmærksom på et billede i dagens JP (ak ja, læser de overhovedet andet derude på Åbyhøjvej?-nej faktisk ikke, ihvertfald ikke på papir!). Det viser den følsomme danske poetiske sanger/sangskriver (det lyder godt nok bedre på engelsk, “singer songwriter”, men er vist ellers det samme) Peter Sommer holde foredrag på Egå Gymnasium, og det er altså et rigtigt sjovt billede. Der er et forunderligt glimt af genkendelse af samme tematik i dette billede, hvad er det nu lige det kan være? 
Jo, det minder søreme i sin betingelsesløse betagelse fra publikum mod den talende hovedperson i helt vildt betænkelig grad om et billede af Adolf Hitler, omgivet af en flok beundrende mænd med aldeles skinnende øjne. Dette billede blev engang brugt som eksempel i elementær billed-analyse på alle niveauer og det burde ringe en genkendelsens klokke hos en hel del halvgamle. Noget uhyggeligt med al den dér betagelse og værre når det slet ikke omfatter én selv naturligvis. Ellers kunne man måske nødtvungent have accepteret det.

Nu er det bestemt ikke vores hensigt at sammenligne Peter Sommer med Hitler men betagelsen er nu ganske den samme fra den dådyr-øjede flok mesmeriserede gymnasiepiger (drengene ser i modsætning til dem på Hitler-billederne noget mindre afficerede ud). Det vil sige, det er faktisk værre endnu. Billedet af Hitler dengang var nemlig ganske tydeligt manipuleret og sammensat af en masse forskellige del-billeder: Dimensionerne var noget forskellige og fokus for alle de unge skinnende ynglinge-øjne var ikke sammenfaldende. Det var simpelthen fup og tydeliogvis ikke noget, som Hitlers hof-fotograf Leni Riefenstahl med sin overlegne teknik havde lavet. Anderledes derude på Egå Gymnasium, der var det hele ganske ægte og umanipuleret. Prøv at find billedet og se betagelsen lyse ud af alle ungpige-øjnene mod den talende Sommer med den vinter-svale kunstneriske tristesse, det er vist ganske fedt at være en følsom poet. Blot underligt han ser så sur og smertesplaget ud som om han konstant har små-anfald af mavesår, ham Peter. Det ser nu ellers ud til, at det vanskeligste i hans liv helt klart er at holde alle tøserne væk og det rent fysisk, men måske han har pådraget sig en forstrækning et sted eller hvad ved vi? Et eller andet sted er det jo også et svært-løseligt dilemma at komme til verdens største og lækreste tag-selv bord for at opdage efterfølgende, at man altså ikke kan spise det hele, det kan jo være den følelse Peter udtrykker. Nå, men det kan vel også være trælst nok i det lange løb. Ak ja, sikke problemer men de ser nu ud til at være ganske reelle ud fra billederne.
Nu har det altid været ganske godt at være poet fra Beaudelaire over Leonard Cohen til altså Peter Sommer, næsten FOR GODT. Bare det var mig engang for længe siden sagde katten! Av for katten, kone, lad være med at slå,sådan drømmer gifte mænd jo slet ikke…Men måske man ikke kunne nå at tilmelde sig det der digter-kursus på FOF endnu?

For nogle år siden var det største skræmmebillede vel det muligvis eksisterende (ingen vidste det jo rigtigt) og derfor (om muligt endnu mere) muligvis verdensomfattende overvågningssystem “Echelon”. Nu var det vist i sit allerinderste konspiratoriske væsen en CIA-amerikansk (og dermed vel også pr. definition i mange kredse dermed et zionistisk) angreb på al frihed. Echelon var dengang det fra ellers vist kun fra Bibelen så kendte “Store Dyr i Åbenbaringen”, som havde magt over al kommunikation. Det kan meget vel have været rigtigt dengang, for en hel del tyder da på, at Echelon selv har fjernet alle henvisninger til sin egen (mulige) eksistens. Man hører ialtfald aldrig nogensinde mere i debatten om det så man må vel forsigtigt antage, at echelon selv redigerer hele informationsstrømmen. Der forekommer da i det mindste pudsige ting, som uden nogen begrundelse pludseligt forsvinder fra offentlighedens søgelys. Det sker også for ting, der ellers kortvarigt havde formidabel nyhedsværdi. Direkte sensationel er vel ikke for meget sagt, og i dag vil vi mindes et par stykker af de sandheder, som Echelon har ædt. Ellers var de vel et eller andet sted endnu, men det synes de ikke at være.

Vi vil starte kronologisk i dag med et forlængst forsvundet dansk avisbillede, som derudover også så vidt vi mindes fandtes som levende TV-billeder. Optagelsen var fra det danske Folketing, og en af deltagerne var den meget fotogene og populære danske skuespillerinde med kunstnernavnet “Dina” Nu foregik dette i en tid, hvor denne skribent ikke bare ikke var gift, faktisk tydede ingenting dengang på, at det nogensinde ville ske, og derfor havde man da undertiden smugkikket lidt på den for det meste aldeles afklædte Dina henne på tanken når mens jeg ventede på at betale for benzinen. Mystisk, for jeg havde slet ikke bil dengang. Og har aldrig haft kørekort, hvordan kan jeg så egentlig vide det her?

Hm., det må blive et mysterium til en anden dag, men sikkert er det dog, at denne yppige kvindelige model dengang var og vistnok stadig er Danmarks vel nok mest “produktive” porno-model og hun toppede vel karrieren den dag i Folketinget. Selv om for første og sikkert sidste gang næsten optrådte fuldt påklædt i hele seancen.

Hun havde godt nok usædvanligt meget tøj på, som hun stod der med blot det/de meste af brysterne blottede, mens en mørkhåret mandsling grådigt slikkede løs af selvsamme blottede kloder. Dengang var det særdeles populært med såkaldte “body-tequilaer” og det er det muligvis stadigvæk, ideen er jo rigtig tiltalende og salt og tequila fra en blød kvindekrop smager jo vel aldrig dårligt. Nå, Dina var blevet indkaldt af en formiddagsavis i tabloid-format og fik penge for ikke at vise nær så meget af sin krrop, som når hun var på sit rigtige arbejde (som hun vel også fik penge for), så hun er i denne sammenhæng blot en “professionel parantes”. Det var den “slikne” til gengæld ikke. Det vil sige, han fik nu også penge for sin optræden, han var nemlig på forholdsvis fast løn fra Folketinget og hed (og hedder vist stadigvæk) Henrik Sass Larsen og er fremtrædende socialdemokrat. Han kunne ligeså have været fra et andet parti, for hvis han ikke havde “villet magten” havde han jo ikke stået hvor han “stod” Ja, beklager den billige bemærkning. Det taler dog til Henrik Sass´fordel og uskyldsrene sind (eller måske seksuelle orientering) i denne sag, at han ikke som langt hovedparten af danske mænd aldeles straks genkendte labre Dina. Nå, han tanker måske ikke selv sin bil..

De resulterende billeder var sensationelle i alle henseender og tematikken i Clinton-epoken dengang var umisforståelig: Lyst til magt giver lyst til meget mere, mums! Det er der jo ingenting forkert i, og billederne af Henrik Sass kunne sagtens i dag sidde “pinnet” op over drejebænken på alle landets maskinværksteder, men det gør de bare ikke. Vi har nemlig overhovedet ikke kunnet finde dem, og hvis det ikke var fordi de nu selv en del år efter står så skarpt-pixellerede på nethinden, skulle man vel tro, at begivenheden (eller hvad det nu var) aldrig nogensinde fandt sted. Det gjorde den men væk er den til gengæld osse og det i en helt uhørt grad næsten som personerne på billeder i Stalin-tidens Sovjetunionen, som rent rutinemæssigt blot blev retoucheret væk, når de som hyppigt skete, blev “personae non gratae”. Echelon, er du der og hvem er det dog, som programmerer dig og kunne du da ikke bare klare et enkelt billede til over vores arbejdsbord?
Man kan finde titusindvis af billeder med en malingsdryppende statsminister Fogh, som ingen gider se på sikkert optaget på selvsamme lokation, så hvor er retfærdigheden. Nå, men vi ønsker alle vores læsere god jagt på denne “forsvundne historie” og står naturligvis til rådighed for sandheden, hvis Echelon skulle have levnet lidt. Mums! Nå nej, det siger man vel ikke, når man er gift.

En anden og nyere pudsighed, som vel de allerfleste sagtens kan huske, er vel her i forsommeren, hvor et ligeledes særdeles fotogent medlem af det hofnære danske jetset, blev “knaldet” (ja undskyld sprogbrugen, vi blev vist lige “carried away”, som englænderne siger det) som gentagen narko-kurer. Og så skete det selvsamme og det på trods af internettets udvikling siden Sass og Dina-slikkeriet. Noget for sent blev der nemlig dekreteret navneforbud i sagen og det skete et stykke tid efter, at hoved-personindens navn havde været bragt på forsiden i alle medier. Alle vidste hvem hun var, naturligvis, ikke mindst fordi hun var så kendt i forvejen.

Derfor var det jo en kort tid ingen sag at finde hendes ægte identitet, men siden dengang er tingene ændret radikalt. Ikke alene er det blevet ganske vanskeligt at finde blot ét eneste såkaldt “phantom” derude i nettets fjerneste hjørner om denne vistnok ex-frue (man smugkikker vel i fruens dameblade for at holde sig bredt orienteret..), man har faktisk så vidt vides ikke blot én eneste gang i noget medie hørt om denne højt-profilerede politisag, som var resultatet af mange og lange overvågninger, efterforskninger og aflytninger. Det nåede nemlig lige at komme frem inden denne “nyheds-blackout” lagde sig over medielandskabet som den tidligere så frygtede dræber-tåge i London, “smog´-en” 

Nu kan man i dansk lovgivning i sjældne tilfælde operere med såkaldt “referat-forbud”, men det gælder juridisk udelukkende viderebringelse af ytringer fra retslokalet så vidt vi ved da. Vi mener ikke, at der er fortilfælde for, at det har været praksis overhovedet ikke at omtale retssagens overordnede og ikke mindst videre forløb. Ikke desto mindre er det altså sket her, selv om sagen havde endnu flere “kiosk-baskende” facetter end selv Sass og Dina. Der var både langbenede (omend noget anæmiske) tidligere top-fotomodeller, masser af “konge-røgelse” og sågar et muligt indkik i førende danske erhvervskredse i denne narko-sag, men alligevel døde den. Meget mystisk.
Vi vil dog forsigtigt antage, at sagen juridisk ikke blev afsluttet helt så hurtigt, for hvis den blev det, ville man nok allerede nu have fundet en ny politiledelse. Ikke desto mindre er alting altså alligevel ganske pist væk, måske en sag for den nye danske og noget forsinkede “frihedskæmper” Tøger Seidenfaden og Politiken?
Nå, det skal man nok ikke regne med, men det er dog alligevel underligt, så mange minder der kommer krybende frem fra ungdommens forstemmende læsning af George Orwells mesterværk “Comrade Napoleon” Nemlig dér, hvor gårdens love over blot én nat gik fra “All Animals are Equal” til “All Animals are Equal, but some Animals are more Equal than Others”
Eller er det bare dig, Echelon, huh-huh?

Med lidt held vender en særdeles attrået genstand senere i dag tilbage til vores nye domicil. Det drejer sig om intet mindre (eller mere for den sags skyld) end det store arbejdsbord, som tidligere i de gode gamle dage stod ved kældertrappen i Dansk Audio Teknik i Klostergade. Mange herlige stunder er tilbragt ved dette gigantiske og aldeles unikke bord med en ubesværet brudstyrke så stor, at man uden problemer kunne placere en Tiger-tank på det. Godt nok kun hvis den kunne stå på højkant, men alligevel…Vi taler om særdeles robuste sager af betydelig herlighedsværdi. Kom hjem til Far, åh du bord! Ja, så fik man endelig nu her 37 år efter aflæggelsen af den Lille Latinprøve brug for at bruge den dér underlige tiltaleform (hed den ikke vokativ?) som forekom noget fremmedartet. Det var den så altså også, fremmedartet, siden der altså gik hele 37 år..Udover at det eneste tilgængelige eksempel ihvertfald på engelsk dengang ifølge den unge Winston Churchills erindringer jo iøvrigt netop VAR “Oh du Bord!” Han syntes det var skideåndssvagt og det er det vel retteligen stadigvæk. Sjovt nok hedder bord på latin “mensa”, altså den samme rod som de superintelligentes såkaldte “Mensa-Samfund” “Dum som en dør” eller altså “klog som et bord”? Tjah, det lyder da heller ikke for klogt men er vel i al væsentlighed et ligegyldigt sidespring. Ikke mindst fordi ord som “mensa” af første deklination på latin osse ganske uændret i vokativ hedder, ja altså stadigvæk “mensa”

Noget fremmedartet er verden vel i det hele taget og sommetider er det vanskeligt at forstå, at nogen mennesker overhoveder overhovedet bevæger sig uden for deres parcelhus-grund. Se nu for eksempel rejsetillægget til JP, som vi vist har nævnt for adskillige æoner siden. Det er altid uhyre grinagtigt. Ikke fordi det er godt skrevet, de såkaldte “udsendte medarbejdere”, som rapporterer fra fjerne og ukendte egne af Kloden, diverterer mest (læs: udelukkende!) med betragtninger så hjælpeløst-parcellistiske og uendeligt hjemmefødnings-småtskårne, at de simpelthen er en helt særlig prosa-kategori. 

Disse rejseberetninger fortæller simpelthen aldrig nogensinde nogensomhelst blot en smule nyttigt om det udvalgte rejsemål. Til gengæld fortæller de til overflod igen og igen og så atter igen for forlængst afdøde noget tungnemme arveprins Knud den samme historie. Det er historien om alt det besværlige og latterlige ved at de fremmede uden undtagelse (og det simpelthen fra en ende af, utilgiveligt!) overhovedet ikke er danskere, skidetrælst for disse udsendte professionelle rejsende. Lad os belyse gårsdagens rejsemål, som var et område nord for Barcelona, Uganda i øst-Afrika og så Vancouver i det allervestligste Canada med disse rejsendes ord. Vi skal her advare om akut fare for livstruende grineflip for særligt hjertesvage læser og vel egentligt også for de fleste andre. Der bliver lidt mange citater, men vi synes de allesammen er ret gode. Det skal lige præciseres, at der altid angives 3 såkaldt “dårlige ting ved rejsen” så vi er ikke overdrevent selektive, da vi faktisk bringer de fleste.

Om Spanien hedder det således: “Der kan være hedt om sommeren” og “Engelsk står i skyggen af catalansk, spansk, fransk og til dels også tysk” Ak ja, tænk disse skide sortsmudskere, som tillader sig ikke at tale engelsk og varmen, ja hvad var det mon egentligt man fra starten overhovedet tog derned for? Videre til Vancouver og her bringer vi samtlige 3 væsentlige kritikpunkter: “Der er langt (hele 10 timer i fly fra London) og “Stik vest-byen er 9 tidszoner væk, så risikoen for jetlag er overhængende” og så lige “Klimaet minder meget om det danske” Nu glemmer denne idiotiske skribent naturligvis at nævne, at jetlag er langt mindre på turen derover end turen tilbage og det kan vel være derfor, at han så indlysende forveksler gode og dårlige ting ved Vancouver. Det er jo til eksempel helt uforståeligt, at et klima som det danske kan være en dårlig ting. Dansk er jo bedst og dermed den bedste reference for alt fremmed så hvordan kan dog et identisk klima så overhovedet være dårligt?

Videre til Uganda:”Vejene er nedslidte og det er derfor mange steder umuligt at køre mere end 50 km./t.” og “En ranger..fodrede bavianer (!! jamen sikke da noget) og kastede sten efter en sovende flodhest for at skabe en fotomulighed” Nu taler vi vist her om naturkundskaber på et mere hjælpeløst niveau og selv i Danmark har undertgnede da oplevet, at man vækkede en sovende hundehvalp for at kæle for den. Flodhesten har vel næppe været i akut livsfare eller blot været andet end overfladisk små-irriteret. Flodheste er jo nogle forbandet ondskabsfulde bæster, så stenen (og dermed dennes størrelse) har dermed sikkert været kastet fra en ganske betydelig afstand og dermed nok været ret lille og endnu mindre livstruende.. Nå, det må vel være tanken snarere end handlingen, som har stødt den uskyldshvide udsendte journalist Hvid, skade er der da garanteret ikke sket. Værre kan den 3. indvending så synes at være: “Uganda har meget få næsehorn” Denne indvending kan vel i virkeligheden rettes mod langt de fleste lande i Verden på samme måde som dovendyr og kænguruer og isbjørne og en hel del andre dyr og hvad der lige gør den særligt rammende for Uganda aner vi ingenting om. Det gør Hvid nu nok heller ikke som så meget andet..

At læse de her rejseskildringer er uendeligt hjernelamt og endnu mere åndeligt indskrænket men læs for alt i verden konklusionerne, de er nemlig højdepunkter i nyere journalistik. DE MENER DET FANDEME, de her udsendte tumper! God tur ud i den store verden allesammen, og vær forberedt på, at noget af den ligger langt væk og at de sommetider har sjove pengesedler og taler et for os ganske uforståeligt sprog og lad så iøvrigt være med at læse de her idelige hjemmefødnings-skildringer, hvor det uforståeligt fremmede allerede begynder ved midten af ligusterhækken, som den skide nabo ikke kan finde ud af at klippe rigtigt. Nemlig PRÆCIST ligesom man har gjort det selv. Sådan! På god dansk maner og andre måder gives jo ligesom ikke og da slet ikke for alle de skide udlændinge i udlandene. Udover at nogle af disse lande så tillige ligger så skidelangt væk. Hvad Fanden bilder de sig egentligt ind!

Ellers har alle vel i dagligdagen på de danske (herligt, hjemme igen!) motorveje undret sig over, om hvilken nytteværdi det da overhovedet kan have at en lastbil, som kører 82 km. i timen over et par minutter overhaler en anden lastbil, der kører 81 km. i timen. Ingenting vel i virkeligheden. Derfor skulle man vel så ikke tro, at et forbud mod lastbils-overhalinger i det hele taget skulle betyde alverden, men der tog vi tydeligvis fejl. En vognmand i Hasselager udtalte nemlig i fredags til JP, at et forbud ville komme til at betyde, at lastbilerne jo så ville komme til at køre i kø hele vejen herfra og f. eks til København- som om de ikke gjorde det allerede. Det ville ifølge denne vognmand betyde en forlængelse af transporttiden på mellem en halv og en hel time.

Rent matematisk er det jo et noget udfordrende at se, hvordan dette forbud kan føre til disse resultater. Mest fordi det jo er noget forbandet sludder. Alle lastbiler kører jo altid og uden undtagelse ganske tæt ved deres maksimale hastighed, ja de KAN faktisk ikke køre hurtigere end de gør sagde en erfaren lastbilchauffør som vi havde besøg af fredag (Hej Erik Thomsen!) Til gengæld kan især de meget tungtlæssede af slagsen godt køre en lille smule langsommere et par enkelte steder på vejen til København, da de faktisk taber lidt hastighed på den håndfuld mindre stigninger, der er undervejs. Nu er motorvejene jo traditionelt anlagt på en noget “nivelleret” vis, så landskabets små højdevariationer afspejles ikke helt og fuldt på motorvejen og de er jo ikke helt “alpine” til at starte med. Den forøgede rejsetid for en tom lastbil (som kører langsomt) efter en fuld lastbil, (som over ialt ganske få kilometer ialt så kører en smule langsommere og ellers med ganske identisk fuld-fart) kan vel beregnes til omkring et minuts penge på en tilstrækkeligt lang tur. 

Hvordan vognmanden så kan komme til den hele time er noget kontra-faktuel matematisk videnskab og hvorfor journalisten ikke kunne regne den ud forstår vi slet ikke. 
Vi ved godt nok ikke om eksperimentet har været forsøgt udenfor hovedstadsområdet, men det kunne da være sjovt at se hvor meget hurtigere Thorkild Thyrring i en Bugatti Veyron ville kunne køre fra Frederikshavn til København end min gamle svigermor i sin noget motorsvage og tillige gamle Mazda 121. Hvis han altså skulle overholde hastighedsbegrænsningerne. 
Vi vil nu godt vædde en hel del på, at forskellen aldrig vil kunne blive en time. Ak ja, visse journalister behersker vist matematik på nogenlunde samme brugerniveau som de fordomsfrit beskriver verden. Komisk, simpelthen! Godt nok, men selvfølgelig lidt bedre, hvis de blot havde været klare over det.

En af alle tiders mest beundrede muskelmænd er vel stadigvæk Herkules, osse kaldet det mere græsk-korrekte Herakles Denne ultimative “six pack-fyr” og hans gerninger er jo blevet overleveret over så mange generationer, at han næsten er blevet helt virkelig og historisk. Ja, i modsætning til den langt senere Muhammed kan man endda se hele børnetegnefilm-serier helliget denne den i virkeligheden noget ferske helt Herkules. Fersk fordi han så vidt denne skribents klassiske dannelse rækker slet ikke senere er blevet forbundet med datidens græske favorit-fritidssyssel, nemlig pædofili med mindreårige. Selv Sokrates, den måske største af filosoffer, var jo temmeligt aktiv på denne front.

Nu har det måske også været lystdæmpende på Herkules, at han jo blot var en før-græsk sagnfigur med en særdeles guddommelig fader, faktisk den største af dem alle, nemlig Zeus. Nu var Zeus godt nok livslang seksuelt aktiv på talrige fronter og måske er han det endnu, han var jo da ikke dødelig, men det er et sidespring. Det blev ihvertfald ikke nedarvet på kyske Herkules, som mest brugte sine ubegribelige på måder, så verden siden har måbet. For eksempel fungerede Herkules jo et døgns tid som noget så lavt som ko-røgter i Kong Augias´ møgbeskidte stalde, hvor der som bekendt aldrig var blevet muget ud. 

Det klarede Herkules ganske let og hurtigt uden at han dog nok helt har undgået at få en lillebitte bi-lugt af ko-lort. Det melder historien nu ikke noget om og det er der naturligvis ganske gode og udtømmende grunde til. For det første lugter helte jo ikke og for det andet er Herkules jo under alle omstændigheder en fiktiv figur, som hovedsageligt igennem årtusinder er blevet overleveret mundtligt på samme måde som senere tiders “Iliaden” og “Odysseen” Den mest autentiske lugt ved disse farverige fortællinger har nok været fortællernes mulige dårlige ånde eller sandsynlige akkumuleret uge-gammel svedlugt. Alle disse Middelhavs-heltekvad blev jo videregivet over generationer af professionelle omrejsende sangere og digtere, som jo færdedes i et varmt og vandfattigt miljø.

Hvad har Kong Augias` stalde og Herkules´ udrensning af dem ved en omledning af et par floder gennem dem at gøre med dagens emne. Ingenting, for der er nemlig ikke rigtigt noget egentligt emne i dag. Vi er mest kommet til at tænke på Herkules og hans arbejde med udmugning i forbindelse med, at vi i går hørte et rygte om, at en af de sande ildsjæle i dansk audio, nemlig Hifi Klubbens grundlægger Peter Lyngdorf skulle have besluttet at lukke Lyngdorf Audio ned. Denne fantastiske iværksætter har stået bag mange innovative projekter, og Lyngdorf Audio var jo et uhyre ambitiøst forsøg. Ambitiøst fordi det krævede meget betydelige investeringer næsten på linie med en ny-anlæggelse af en cement-fabrik inden man fik solgt den første sæk cement eller altså alternativt en digital forstærker eller hvad de nu lavede deroppe.

Eller laver, rygtet er jo ikke bekræftet, men regnskabstallene for firmaet var jo gode på en noget alternativ måde i de forlængst forgangne “gode tider” og er da garanteret ikke blevet bedre m. h. t. forøget salg. Til gengæld er de kolossale omkostninger til højtkvalificerede og ligeledes innovative ingeniører næppe fulgt med det sandsynlige salg ned. Hvis rygtet bekræftes er det en uhyre trist nyhed, for Lyngdorf Audio har jo stået for den måske aller-eneste ægte forsøg på at give den danske tilbageværende audio-industri et rigtigt “kvantespring” Om det havde kunnet lykkes i de gode gamle tider vides ikke men i disse tider er markedet jo ikke ligefrem til vilde eksperimenter for kunderne, så der er det helt givet blevet meget vanskeligere.
Når kunderne kun køber det kendte eller det helt billige er selv de bedste innovative produkter jo en tid blevet blevet ganske overflødige. Sådan en situation er givetvis god for for eksempel stok-konservative Rega med deres ultra-økonomiske produktionsmetoder, men en “Harbinger of Death” (for nu at blive i det semi-mytologiske) for et firma som Lyngdorf. 

Engang brugte en italiensk mangemillionær alle sine mange millioner på at producere verdens største hydroplan. Siden er det forblevet verdens største, for udover at det vægtmæssigt var en del større end en fuldvoksen blåhval havde det nogenlunde samme flyveevner og kommercielle muligheder. Det var bygget på basis af et par sammenflikkede turist-fartøjer fra en norditaliensk sø så sejle kunne det. Til gengæld kunne det altså ikke flyve, for på trods af massevis af flymotorer fra 1. verdenskrigs overskudslagre monterede på denne forunderlige og aeronautisk noget alternative fuselage, lettede skrumlet kun godt en meter hvorefter det hele kollapsede som en våd søndags-Berlinger og manden døde skuffet oig ludfattig. Ikke som følge af styrtet, først noget senere som følge af et knust hjerte, ganske tragisk for denne visionære mand. Hvis han havde kunnet vente til efter den næste krig havde han sagtens kunnet få den i luften for da var flymotorerne blevet mange gange kraftigere og de var blevet endnu langt billigere. Det drejer sig vist mest om “timing” hvis man ikke skal blive “skyllet væk” eller altså hvis man skal op og flyve rigtigt. Ikke af Herkules´ herkuliske bedrifter, denne gang er det selve tiden, der klarer “rengøringen” Trist lige i dette tilfælde men der er vel en tid for alting, som poeten sagde det.

Så er datoen for den så skammeligt forsinkede bryllupsreception langt om længe blevet fastlagt. Det bliver den 31. oktober kl. 14 og så fremdeles fremover i Kemisk Kantine, Århus Universitet. Vi har overvejet flere fora til denne epokegørende begivenhed, men er altså endt ved en af dem, hvor selv fremskreden fuldskab ikke burde kunne give varige men, hvis man skulle skvatte om. Omgivelserne deroppe i den paradisiske universitets-park er jo som bekendt primært af græs og til den tid kan det jo nemt være blevet suppleret af ankeldybe snedriver. Kom kun frit frem, allesammen, og denne side vil nok mindst et par gange minde om denne vigtige begivenhed. Muligvis endda flere gange end måske de fleste kan klare men det er heldigvis muligt muligt at springe over i ny og næ. Naturligvis med risiko for at gå glip af store dybsindigheder..

Nu står dybsindighederne jo ikke altid i kø i den lokale politik, men der er dog undertiden lyspunkter. I en sag, der nok er næppe ligefrem er blevet nogen landspolitisk “avisbasker”, har den socialdemokratiske borgmester Wammen ellers virkeligt spillet en solid politisk “trumf” ud. Det drejer sig i al korthed om en løjerlig affære indenfor det lokale somaliske samfund, hvor en socialdemokratisk kandidat havde stået bag et såkaldt “genopdragelsesophold” for et par småbørn til det uendeligt borgerkrigs- og pirathærgede Somalia. Det faldt til alt held ikke i god jord hos Wammen, som prompte viste ham døren. 

Det viste sig nu at være en svingdør, for den næste hastigt indkaldte somaliske socialdemokratiske kandidat viste sig osse at have mere end overfladiske fundamentalistiske sympatier, ja han havde endda tydeligt offentliggjort dem, så han røg osse prompte ud. Nu har man vist foreløbigt skrinlagt planen om at finde en passende etnisk kandidat og det er vel egentligt godt nok. Tidligere har der jo heller ikke på trods af betydelige lokale mindretal været hverken vietnamesiske eller polsk-etniske kandidater. Til gengæld er der altså kommet det gode ud af den her sag, at de ellers længe slumrende S og SF på lokalt plan er barslet med en længe tiltrængt dagsorden for lokalt demokrati. Man vil langt om længe stille større krav til partiernes kandidater end de ellers hidtil både nødvendige og tilstrækkelige, nemlig at kanidaterne blot selv forfærdeligt gerne ville være “byrødder” Naturligvis en logisk nødvendig, men altså heldigvis ikke længere helt tilstrækkelig forudsætning. 

Helt horribelt åndssvagt er det så, at de borgerliges lamme borgmesterkandidat Gert Bjerregaard så fundamentalt har ladet sig udmanøvrere i denne affære. De mangler åbenbart katastrofalt taktiske tænkere fra polit.-studiet som den drevne socialdemokratiske bagmand Morten Pless, hvis hånd man mærker her. Bjerregaard og de andre kunne jo sagtens have lukket luften ud af denne “valg-ballon” ved blot straks at tilslutte sig og dermed skabe en “demokratisk enhedsfront”, som jo er så aldeles uspændende, at nyheden straks ville dø i medierne.

Det gjorde de så ikke. I stedet beskyldte de Wammen for “hykleri”, en beskyldning, der vel dårligt undgår at komme til at opfatte ALLE POLITIKERE, det er jo trods en del af det “politiske håndværk” Som de så altså tydeligvis overhovedet ikke mestrer i den borgerlige lejr. Recepten er jo ellers enkel: Hvis modparten lancerer et forslag, gælder det jo om hurtigts at “demontere” det politisk falige (for én selv altså) “sprænghoved” og hvis man ikke kan det eller har nogen fornuftig modpolitik, så gælder det altså om at være enig i en Helvedes fart og følge oppositionen. Så glemmer befolkningen nemlig på et splitsekund hvem der først sagde hvad, se blot på diskussionerne om skattepolitikken. Hvem var egentligt først for eller imod eller hvordan var det nu det var. Og er?

Ja, politik er en pudsig ting. Mod en velsmurt socialdemokratisk maskine (a la amerikanske Tammany Hall) og taktisk kløgtige cand. polit.-er kæmper bowlinghal-ejer Bjerregaard og hans forkølede venstre-vikinger (enkelte kan vel huske Bo Bojesens geniale tegninger over mere end 3 årtier om “Venstrevikingernes Saga) helt forgæves. 
Lige i den her sag bliver vi nok nødt til at gå lidt til yderligheder og vende det gamle ord lidt på hovedet: “Mod guder kæmper selv tåber forgæves”. Det gør de nemlig og det endda altid!