Måned: juli 2009

I dag har en ny dansk film premiere og det er der naturligvis ikke noget særligt usædvanligt i. Heller ikke, at den handler om den allerførste og allermest fortærende kærlighed og da slet ikke, at verdens måske allermest ulidelige skuespillerinde, Charlotte Fich med den ubegribeligt utroværdige replikkunst, spiller med. Hovedpersonen spilles af det anerkendte ungsdommelige stortalent Cyron Melville, som efterhånden ganske længe uendeligt bedrøvet har stirret på undertegnede hver morgen fra utallige bus-læskure. Hans sørgmodige hundeøjne minder unægteligt mere end en hel del om noget, vi ser hver morgen her i huset. Det er nu mest fordi øjnene faktisk sidder på rigtige hunde men følsomme fætre som Cyron og ham Pattinson-fyren fra “Twilight” er åbenbart på mode igen for første rigtige gang siden de ligeledes noget plaget-udseende James Dean og ikke mindst måske helten over dem alle, Montgomery Clift. Om de nye helte også er biseksuelle har vi til gengæld ingen ide om, men de andre var da. Underligt disse gamle filmshelte så så triste ud, når deres udvalg af sex-partnere var så meget større end almindeligt heteroseksuelle, men det gjorde de, helt vildt. Hundeøjne.

Nu skal man naturligvis ikke spøge med kærligheden og da allermindst med den allerførste. Selv denne skribent har gennemlevet denne umulige kærlighed engang for meget længe siden og senere gentaget den manglende succes flere gange, jeg var vist bare ikke alt for lærenem. Vi håber da det kommer til at gå bedre for stakkels Cyron og da ikke mindst, at han undgår at komme til at høre på Charlotte Fich i sine kommende film. Nå, en stor del af hans plagede udseende på plakaten kan naturligvis skyldes, at han allerede længe har været tvangsindlagt til at høre på hende, måske endda et trick for instruktørens side for at “fremavle” det helt rigtige ægte plagede udtryk. Det er jo ikke alle skuespillere, der kan få tårer i øjnene på kommando, det er til gengæld nok de færreste, som kan UNDGÅ det ved at høre Fich sige “Goddag!” Af grin, samtidigt med at de uvilkårligt kikker sig omkring, for nu at sikre sig, at det faktisk ER lyst eller bare overhovedet dag derude, så utroværdigt lyder det.

Tilbage til den første kærlighed, der har en hel del til fælles med den såkaldte “drømmeuddannelse”, som vi lige havde oppe at vende i går. Nemlig at drømmen efterhånden bliver en slags besættelse og naturligvis ganske ukvalificeret. Man aner overhovedet ingenting om, hvad det er man går ind til og man aner endnu mindre om, hvad det er man nødvendigvis går glip af. Nu går “drømmeuddannelsen” jo statistisk i opfyldelse noget hyppigere end den allerførste kærlighed tillige bliver den sidste og heldigvis for det da (ikke mindst for denne skribents gamle kærester) Om så folk bliver lykkeligere af det er så mere tvivlsomt, da der jo principielt ikke kan laves nogen statistik på det. Noget mere sikkert er det, at de kvindelige modparter i den/de allerførste kærlighed for denne skribent helt sikkert er blevet lykkeligere efter affæren. Nemlig fordi den ophørte, og så har man vel alligevel bidraget til at skabe en bedre verden noget ufrivilligt ganske vist.

Efterhånden er Facebook blevet et populært medie til at genfinde gamle venner og ditto kærester selv for gamle tudser af min egen generation. Cyron bruger jo nok Facebook noget anderledes, heldige asen! Jeg må osse tilstå, at jeg ind imellem kikker efter, om jeg kan finde nogen af “de gamle”, men det kniber godt nok noget. Man kan ikke helt frigøre sig fra den tanke, at de allesammen kollektivt ganske simpelt gemmer sig derude og det er der bestemt ganske god grund til. Snagende gamle mænd er jo aldrig højeste mode, tydeligvis ikke engang blandt kvinder af samme årgang. Den eneste gamle “flamme” jeg har kunnet finde er endt som topembedsmand m/k på Bornholm, længere væk har hun ikke ment det var nødvendigt at flygte eller osse har hun ikke kunnet komme længere. Nok mest det sidste.

Utidige tanker for en lykkelig nygift mand? Naturligvis ikke, blot minder udenfor enhver tid, minder, der “trigges” af denne nye film som en elektrode på den blottede hjerne. En forfærdelig og vidunderlig tid, som det er skrækkeligt dejligt at være på “den anden side” af og de få og små gensyn, man senere har oplevet med gammel kærlighed har jo ikke ligefrem været alt for opmuntrende. Man kan så blot med gru forestille sig, hvad den kvindelige del har fået af traumer. Lidt forfald går der jo i alting.

Ikke mindst i den bydel, som vi om en måneds tid forlader, er tingene virkeligt skredet i de 4 år, vi har boet her. Det første skilt på en husmur med “Parkering af cykler forbudt” er dukket op. Ikke som man kunne tro fordi bydelen er ved at blive for “pæn”, overhovedet ikke. Storskrald flyder alle steder som aldrig før men naturligvis aldrig i nærheden af dem, der har smidt det ud og bilerne står parkeret (sammen med utallige cykler naturligvis) på kryds og tværs på de ellers ganske brede fortove. Især foran det nye cykelskilt holder der ALTID parkerede biler skråt på selve hjørnet, men det er åbenbart ikke så slemt som det med cyklerne. Nu er det ganske gratis at få afhentet storskrald, man skal blot selv ringe, men det er tydeligvis alt for besværligt, hellere smide det ind til naboen. Vi har osse et lokalt megastort rotte-hul med betydelig transit-trafik, som gentagne gange fyldes op med lidt løs cement med en normal “spærringseffekt” på en dags tid. Puds uden sten har nogenlunde samme effekt som Wasa-knækbrød ville have haft. Det byggetekniske stade her i kvarteret toppede tydeligvis for en hel del år siden.
Til gengæld værner vi om naturen her i området. Vi har nemlig her i kvarteret voksende lige op af en ellers pæn bygning en gigantisk tidsel-plante på næsten en meters højde, som gentagne gange har blomstret i denne sæson. Sig så ikke at den fine bydel Frederiksbjerg ikke kultiverer et “grønt image”..
Om vi længes tilbage? Selv om forfaldet sagtens kan have en særegen skønhed, som malerne Gustav Klimt og Aubrey Beardsley skildrede det, så absolut nej. Hverken til den første kærlighed eller til det tidligere ganske pæne Frederiksbjerg.

Det er altid en forunderlig oplevelse, når den store verden derude pludseligt og vedholdende trænger sig på. Det sker for denne skribent hver eneste morgen, når jeg kikker på min telefon. Den forkynder nemlig nærmest stolt, at der f. eks i dag denne morgen er ikke mindre end 16 grader Celsius et sted derude. Det kunne jo faktisk godt passe og det gør det vel også, ihvertfald har jeg ikke fundet det umagen værd at måle efter. Det er nu heller ikke helt let, for denne intellektuelle computer-telefon skriver nemlig ganske tydeligt, at de 16 grader er målt i Aachen, som ifølge min ikke-Wikipediacheckede erindring må ligge i det nordvestlige Tyskland et sted. Det var ihvertfald en af de første tyske byer, de vestallierede erobrede under 2 verdenskrig, og de startede så vidt vides derovrefra et sted. Vestpå var det da helt sikkert, det siger vel delvist sig selv.

Nu kan det her lyde som en ubetydelig bagatel og er det vel osse. Der er dog alligevel den lille parentes ved det, at jeg fandeme ikke kan få den skide telefon til at vise nogetsomhelst andet den der røvligegyldige tyske møgby. Nå værre er den måske heller ikke, det er straks værre, at denne totale computer-analfabet ikke kan finde ud af sin egen mobiltelefon. Det eneste jeg helt tydeligt godt kan finde ud af, er at ødelægge den. Den er efterhånden drysset ud af lommen og ned på asfalten så fornuftstridigt mange gange, at den efterhånden mest minder om plasticpuslespil. Et af dem med alt for få brikker. Nå, telefonen giver sig ganske oplagt ikke så let, for den virker da nogenlunde stadigvæk på trods af alskens forudsigelser om, at den altså slet ikke kunne holde til fald og det end ikke én eneste gang. 

Det kunne den så altså godt men alligevel har telefoner tydeligvis følelser. Denne såre hærgede HTC-fætter har for evigt som skyggen efter fodgængere på asfalten i Hiroshima ved den første atombombe sat et personligt aftryk, som ikke kan ændres. telefonens hævn for alskens ydmygelser er altså det ligeledes “u-afviskelige” minde om bedre tider: Aachen. Måske man skulle tage derhen og hvordan der er dernede/ovre? Det er jo under alle omstændigheder rene tilfældigheder, der definerer livet og denne skribent er jo overhovedet ikke nogen undtagelse. Hvis jeg havde haft mere forstand på computere 8og dermed dengang som nu have været hjælpeløs uden kvindelig computerbistand) ville vi aldrig være blevet gift i Australien, ja jeg ville aldrig have haft mulighed for at blive gift med alle tiders drømmekvinde.

Vi tager denne lidt omvejs-fyldte tilgang til tingene i dag, fordi det jo er dagen, hvor svedige unge fingre intenst ventende jo skal åbne alle de med længsel ventede kuverter omkring optagelsen til alskens uddannelser. Alle er naturligvis spændte på, om de kommer ind på deres “drømmeuddannelse” og det kan man jo godt forstå. Noget sværere er det så at forstå, hvordan de dog i Himlens navn kan vide, hvilken uddannelse der lige er deres drømmeuddannelse. Forudsætninger har de ihvertfald overhovedet ingen af og da allermindst i det danske uddannelsessystem. 

Hele valget af drømme foregår oppe i de unges solidt vakuum-fyldte hoveder på samme måde som teenagedrenge kan sidde og diskutere, hvilken kvindelig filmstjerne er allerlækrest. Ingen viden overhovedet om uddannelsernes reelle indhold er jo det allerbedste “brændstof” til de allerhedeste drømme, og det næsten obligatoriske “fjumreår” med drukferie i Indonesion og anden jordomrejse uden nogen unødig kontakt med de indfødte er nok osse en tvivlsom ballast. Det medvirker vel næppe til at “op-kvalificere” de unge til et kompetent valg af uddannelser, men derfor drømmer jo så bare så meget mere. Det gode er så, at de, der ikke bliver optaget, med altovervejende sandsynlighed vil blive præcist ligeså glade (eller triste) ved at blive optaget på en helt anden uddannelse end den oprindelige drømmeuddannelse. Nemlig fordi drømmen var baseret på intet andet fundament, end ja netop drømme, som Shakespeare vist engang sagde. Noget lignende da, muligvis…

Og så er vi tilbage ved livets store tilfældigheder igen. Denne skribent valgte nemlig dengang efter studentereksamen tilbage i Stenalderen (1975) nærmest efter plat/krone princippet russisk og historie i stedet for matematik, som var (blandt, man er vel lidt beskeden) de fag jeg fik absolutte topkarakterer i. Efter afslutningen af uddannelsen viste de sig at være fuldstændigt ligegyldige og valget af uddannelse ganske tåbeligt og det havde matematik givetvis også været, nok i virkeligheden værre. Det skulle vare ganske mange år efter afslutningen af min universitetsuddannelse inden det overhovedet gik op for mig, at jeg faktisk hverken dengang eller nu overhovedet kunne forestille mig nogen drømmeuddannelse. Det er egentligt en ganske rar erkendelse, for så har man jo ikke noget efterfølgende at fortryde. Om det så hjælper alle dem, som får et afslag i dag er nok næppe sandsynligt men mon ikke de bliver klogere engang? Måske.I det mindste bliver alle dem, som KOMMER ind på deres drøm jo sikkert aldrig klar over, at de tog fejl og når de gør det alligevel er det jo alt for sent. Som alting et eller andet sted er. For undertegnede som for alle andre, drømme eller ej. Blot tilfældigheder og så kan man vælge at kalde dem for “drømme”, det ændrer blot ingenting. Der er ikke noget, der hedder en “drømmeuddannelse”, men derfor kan man selvfølgeligt godt drømme alligevel, ja man vel i virkeligheden slet ikke lade være…Om hvordan der mon er dernede i Aachen med de 16 grader Celsius. Og nu er der så kun 13 grader..

Så er den allerførste sporadiske nedpakning ved at finde sted i vores hjem i forbindelse med den forestående udflytning til Paradis i kreative Åbyhøj. Dér forventer vi naturligvis, at den i denne bydel op-koncentrerede masse af mega-talent vil medvirke til yderligere at styrke vores ydmyge virksomhed og i den retning er det jo næsten personligt intimiderende blot at bevæge sig rundt i Kvickly derude. Man møder simpelthen alle de allermest kendte fra en ende af. Det skal dog lige med, at langt de fleste faktisk hilser ganske venligt på denne ydmyge skribent og undertegnede har faktisk kun været ude for et mindre uskyldigt attentatforsøg fra en af de indfødte. En tidligere ganske god ven slog nemlig et ret uskyldigt sving (måske en slags lokal-forkølet hilsen, hvem ved?) med en varevogn af mærket Renault, mod vores firma-cykelanhænger. Det kan selvfølgelig osse være for at understrege de reelle proportionsforskelle mellem vores lille hyggelige firma og det store firma, som han nu selv repræsenterer og det er vel ganske forståeligt. Hvis det altså ikke havde været fordi, han da vist er gået konkurs med det, men der kan tydeligvigvis være ganske mange bevæggrunde til at bevæge rattet…Nå, vi hilste høfligst tilbage mens vi forsøgte at genvinde balancen. “Høfligst” betyder jo så altså ikke altid “høflig”

Det forunderligste ved denne hændelse var så næsten, at det drejede sig om ganske det samme køretøj, som utallige gange tidligere har fragtet denne skribent rundt. Det var nemlig det forlængst stendøde Dansk Audio Tekniks gamle firmabil og hvordan i alverden den dog kan være havnet der er jo juridisk et ganske spændende spørgsmål. Den har godt nok fået nye nummerplader som en del af de tydeligvis anonymiserede biler af mærket BMW, som regelmæssigt fræser over for rødt dér i krydset ved Kvickly i Åbyhøj (disse er blot tyske, der er åbenbart en betydelig tysk minoritet i Gellerup..) mens de her godt nok ser danske ud. 

Den her bil spiller faktisk en rolle i “mytologien” om Pouls Audiobutik for så vidt at denne bil og anvendelsen af samme var den aller-allerførste alvorlige anstødssten i det mangeårige nære samarbejde, som nogle måneder senere førte til oprettelsen af dette firma. Nu har vi selv 2 hanhunde i vores husstand og er ikke ganske uvante med alle de små markeringer mellem dem i hierarkiet, som Naturen foreskriver det. Alligevel var episoden dengang i juni 2005 bemærkelsesværdigt i retning af ledelse i sin allermest hjernedøde form. Nemlig når man som den fra de pelagiske ocean-masser så kendte pindsvinefisk puster sig op til en lille rund hornmine-lignende kugle. Problemet er jo desværre, at når de små fisk bliver trætte af at puste sig op er verden derude alligevel ganske den samme og så bliver man ædt af de rigtigt store fisk. 

Denne forunderlige og ret beset skæbnesvangre episode omkring brugen af Renault-firmabilen dengang adskiller sig vel mest fra hanhunde-verdenen derved, at hunde altid holder en bagdør åben. Hunde er tydeligvis klogere end en del mennesker, og derfor holder bilen nu derude i Åbyhøj med andre plader og det er vi svært tilfredse med. Så må vi jo blot håbe på, at selvsamme bil ikke som hovedpersonen i John Carpenters film “Christine” ikke nærer samme personlige nag mod denne skribent som som altså den “hilsende” fører fornyligt. Som bekendt var denne Christine nemlig en besjælet bil af den mere ondsindede og dræbende trafik-usikre slags…

Ellers kører homo-festivallen jo videre i København i disse dage og der er kun rapporteret om ganske få episoder. Om det så er ensbetydende med, at der ikke har været ret mange er ikke til at vide. Vi følger faktisk heller ikke særligt intenst med i denne noget ligegyldige sommerlige begivenhed på samme måde som veteran-legene World Masters heller ikke ligefrem interesserer alverden. Findes de overhovedet længere, for dengang de var i Århus var de da en slem vits? Måske det bare ikke er særligt sjovt at se korpulente gamlinge med betydelige vandladningsproblemer konkurrere i skildpadde-tempo i de discipliner, hvor de for 50 år år siden måske vandt OL-guld? Publikum var der ihvertfald ingen af.

Nå, homo-festivallen findes altså. Om der har “marcheret” forbi Nørrebro endnu ved vi ikke, men der har da været de forudsigelige “rituelle” voldelige overfald på enkelte af bøsserne. Nå, det er jo ikke nogen mediemæssig interessant nyhed på samme måde som det ville have været, hvis det var sket i Give eller Thyregod i det åndsformørkede Midtjylland, hvis altså blege homofobiske danskere havde begået dem. Vi kan nok godt gå ud fra, at overfaldsmændene ikke var derfra, så ville vi nok have hørt mere. Meget, meget mere. Tolerance overfor anderledes tænkende er altså noget underligt noget. Man skal tåle alt selv og da især dem, der ingenting selv kan tåle overhovedet og når de så banker løs på uskyldige bøsser, så skal man også forstå det.
Forstå det, hvem der kan.

Vi skal lige starte med at beklage den lidt manglende regularitet i “timingen” i disse dage med hensyn til vores dagsord, men vi starter lidt roligt efter ferien. det tager jo trods alt osse en del “velbehageligt arbejde” at være ægtemand, som en iøvrigt ikke videre bekendt poet såre rammende engang har beskrevet det. En linie af det “vow” ved vielsen som denne dengang noget knæ-klaprende lettere ynkelige person grådkvalt fremstammede dernede i Adelaide var jo iøvrigt “I promise to talk with you, to listen to you and to care for you” og det tager jo altsammen tid. Ikke mindst er det ganske krævende at forsøge at opfatte den byge af in-appellable ordrer, som den nybagte frue “bjæffer” ud hver morgen med nyfunden virtuositet. Billedet her til venstre demonstrerer vel også, at der var al mulig grund til absolut seriøs nervøsitet. Dengang og til enhver tid…
Der er jo heller ikke nogen nyheder i verden for tiden, ja, der er end ikke pålidelige efterretninger om agurkehøsten i denne tid, der jo ellers traditionelt benævnes “agurketiden”, så hvad skal det hele så egentligt til for? Til gengæld er der så plads til et enkelt bemærkelsesværdigt citat fra den internationale forretningsverden, som er så ganske overordentligt bemærkelsesværdigt og som fortjener en gentagelse. Det drejer sig om en af de øverste topchefer hos det succesrige irske såkaldte “lavprisselskab” Ryanair, som udtalte sig om konkurrenten SAS på en noget lidet flatterende vis.

Det er iøvrigt uhyre bemærkelsesværdigt, at Ryanair uden undtagelse altid benævnes som et “lavprisselskab”, når nu deres (indrømmet) lave priser faktisk som det eneste større luftfartsselskab i Europa faktisk giver et ganske betydeligt overskud, mens alle de andre selskaber genererer milliardstore underskud fra en kant. Noget kunne måske tyde på, at Ryanair måske i virkeligheden var et “højprisselskab” nu de kan tjene så mange penge sådan som de altså altid gør. Til gengæld er de så heller ikke karrige med at slynge “verbale tordenkiler” mod konkurrenterne. Udtalelsen fra Ryanair mod SAS lød jo, at “enten gik SAS konkurs eller også ville det blive solgt, når værdien af selskabet var på højde med prisen på en pakke Hubba Bubba tyggegummi” Det er altså en barsk verden, den her i luftfarten, for enten er markedsføringsloven vanskelig at forvalte på internationalt plan, eller også kan SAS blot ikke få kredit hos nogen advokater til at tage til genmæle. Udover at der helt givet ikke er nogetsomhelst positivt at sige om SAS´ fremtid. Vi kan ihvertfald ikke selv finde på noget og det kan de så åbenbart heller ikke selv.

Nu skal det med, at vores families seneste “erfaringer” med SAS er over 4 år tilbage, altså i de ulyksalige “Dash-dage”. Bemærkelsesværdigt at disse DASH-fly flyver massevis af andre steder i verden uden de mindste problemer, mon lidt småsjusket vedligeholdelse har spillet ind? Dengang var flyvningen med Dash-flyet fra Tirstrup til København nu ellers sjovt nok det eneste, der fungerede bare ganske lidt. Ellers spildte vi en aften og nat i Kastrup med at vente på et fly, som aldrig nogensinde havde forladt Bangkok (og altså burde have givet SAS et halv døgns muligheder for at finde på noget andet end at sige, at “flyet var forsinket” helt op til det normale afgangstidspunkt- turen tager jo som bekendt 13 timer..) med efterfølgende overnatning i København. Næste ikke-planlagte overnatning var så i Bangkok og for lige at sætte prikken over i´-et så spildte vi lige en dag i Sydney med at komme for sent til flyet til Darwin, hvor vi oprindeligt skulle være ankommet et par dage tidligere. Ingen af disse efterfølgende flyvninger var spor forsinkede, hele dette miskmask var såmænd blot en følge af absurd dårlig planlægning fra SAS i København. Den helt hjælpeløse alternative plan efter det “forsinkede” fly havde aldrig nogensomhelst chance og i den henseende var det vel en slags succes. Som skamstøtte over noget, som simpelthen ikke kunne blive dårligere.
Gik det så anderledes denne gang? Åh jo, det gjorde det unægteligt. Flyvningen, hvor vi altså aktivt havde fravalgt enhver forbindelse med SAS, gik denne gang via British Airways og australske Qantas fuldstændigt smertefrit lige til døren frem og tilbage på minuttet. Det er tydeligvis ikke tilfældigt, at Ryanair-chefen ikke lige nævner disse andre selskaber i samme omgang som SAS, næsten ligeså lidt tilfældigt som det var at vi valgte at flyve med dem. Altså ikke spor. 

Ellers er der helt usædvanligt en trafik-statistisk undersøgelse i dagens avis med et ganske glædestrålende budskab. Den økonomiske krise har nemlig åbenbart ført til, at antallet af dræbte i trafikken er faldet helt vanvittigt. Faktisk anføres det, at antallet af trafikofre i USA nu er det laveste siden 1961 og det er muligvis korrekt. Vi siger muligvis, fordi det lyder en smule sindssygt i betragtning af, hvor meget trafikken er steget og endnu mere paradoksalt i betragtning af, hvor latterligt konstant eksplosionsfarlige og trafik-usikre amerikanske biler traditionelt fremstilles i europæiske medier. Vi må jo heller ikke glemme, at vi trods alt her er hele 50 år tilbage i tiden med en trafiktæthed, som dengang kun ved juletid i Danmark gav mindre trafikpropper selv på en enkeltsporet hovedvej (motorveje fandtes jo overhovedet ikke endnu), som dengang gik igennem Horsens og Vejle midtby med utallige lysreguleringer.

Nå, så vidt denne skribent ved toppede antallet af trafikdræbte i Danmark vist engang lige i begyndelsen af 1970-erne men så viste vi danskere jo osse ved vores særegent natiuonale resolut-hed, at vi altså var danskere og indførte sikkerhedsseler og naturligvis ikke kørte i livsfarlige amerikanske biler. Det underlige var så alligevel, at alle de sprængfarlige Ford Explorere (derovre kaldet “Ford Exploder” på grund af en livsfarlig konstruktionsbrist ved totalt manglende kollisionssikring af brændtoftanken ved sideværts kollision) helt af sig selv holdt op med at slå folk ihjel i ganske samme tempo. Underligt at der osse derovre på trods af deres uendeligt meget lavere tekniske standard alligevel skete ganske det samme. Mærkeligt i virkeligheden at misforholdet ikke blev større i betragtning af, hvor meget klogere den danske intelligentsia traditionelt regner sig i forhold til den amerikanske ditto. Underligt nok er der vist kun få eksempler på det omvendte men det kunne osse bare ligne, kunne det!
Ellers er det da en god nyhed, uanset om den så passer eller ej og dem kan man vel aldrig få for mange af? Så venter vi bare på, at Ryanair-chefen får ret…

Som en lille parentes på vores månedlange ophold i Australien indtil for ganske nyligt skal det lige med, at vi i millionbyen Adelaide besøgte den lokale hifi-forretning. Vi siger “den lokale”, ud fra den selvindlysende tautologiske forklaring, at der ikke er andre i over 500 kms omkreds og ikke bare så meget som en lillebitte én. Det er måske overraskende i lyset af, at ellers et af de mere mærkværdigt udseende prestigemærker, nemlig Halcro med deres Meccano-byggesætinspirerede design af store og endnu dyrere forstærker-komponenter faktisk ligger i Adelaide-forstaden Torrensville. Nu er det noget uklart, om disse svinedyre prestigeprodukter stadigvæk er i business, ihvertfald er deres hjemmeside reduceret til rene salgsforespørgsler uden angivelse af nogen produkter, så det er de vel nok ikke rigtigt. 

Forrige gang var jeg faktisk forbi Halcro af ren nysgerrighed, og allerede dengang i tiden for jubel-konjunkturens buldren forbi som hovedfeltet i et gennem-dopet Tour de France-hovedfelt var det påfaldende, at dette “verdensmærke” ikke havde noget skilt, ja end ikke nogen postkasse på sin adresse. Det var nu ikke fordi det som så meget andet blev produceret i Kina, næh, det var såmænd fordi Halcro blot var et stykke “anvendt legetøj” for ejeren af en helt anden virksomhed, som tilfældigvis var verdens største producent af metaldetektorer til mine-industrien. Sådan en virksomhed var der til gengæld og den var der god gang i der er åbenbart guld at finde, ihvertfald andre steder. Helt andre steder. Allerede dengang var Halcro blot et arbejdsbord i hjørnet af et travlt værksted, og i dag er det altså tilsyneladende som så meget andet med salg indenfor overflødige status-produkter blevet en hel del mindre. 

Hvordan det så lige kan ske i praksis uden helt at lukke butikken har vi ingen ide om og det er vel også i virkeligheden ganske ligegyldigt. Ihvertfald havde de ikke nogen Halcro-produkter i denne hifi-butik i Adelaide. Til gengæld havde de vældigt meget andet som for eksempel Martin-Logan, Mark Levinson, (ma)Krell og alt muligt andet men det havde åbenbart ikke været nok til at sikre fornuftig rentabilitet. Det indrømmede bossen i butikken ihvertfald, og for at skabe lidt ny gang i biksen havde man investeret en halv mill. i et ellers spændende varelager med fine komponenter fra rent kinesiske Quad og (ligeledes kinesiske-producerede) Tannoy og deres nye prestigemodeller. Ja, der stod ligefrem Tannoy Canterbury 15 til demo, absolut prisværdigt

Til gengæld bliver de så nok stående, til støvet engang har ædt dem, for ejeren af butikken benyttede lejligheden til at øse sine frustrationer over branchen ud over os sagesløse turister. På trods af ihærdige salgsanstrengelser havde han nemlig ikke kunnet sælge så meget som en lillebitte smule af de dyrt indkøbte sager men havde til gengæld spildt uanede oceaner af tid med at kommunikere med fjolser af en så monumental kaliber, at selv denne erfarne mand havde fået seriøse knopper. Enkelte af disse lød til en være af næsten selvsamme plagsomhed som den lille gruppe personer, som får alle de sunde elementer danske grupperinger fra hi-fi til øl-entusiaster til at ønske sig hen hvor peberet gror. 

Ifølge ham var der ikke sket nogen ændring i antallet af fjolser, som åbenbart er konstant som den snart årligt tilbagevendende hvepse-plage. Nej, det der for alvor gjorde alting uudholdeligt var, at alle de sundere elementer af menneskeheden, her noget simplificeret udtrykt dem med disponible midler og åbne tegnebøger, efterhånden helt holdt sig væk. Udover at det jo naturligvis er livstruende for enhver virksomhed er der den selvforstærkende problematik i det, at en evt. sagesløs mulig køber, som måtte forvilde sig ind i butikken med nogen sandsynlighed ville komme til at møde en af disse lettere problematiske “tidrøvere” (og så har vi da vist formuleret det lidt mildt). Problemet er ikke, at der er “mærkelige mennesker” i en klub eller forsamling. Det irreversibelt problematiske er blot, at når disse mennesker er i åbenbart flertal i samme, så er al mulig vækst fuldstændigt udelukket. Vi kikker normalt ikke af almindelig kedsomhed på de danske fora mere (så meget keder vi os nemlig normalt ikke), men en hurtig tur afslørede nu ikke, at det skulle være spor anderledes her. Den/de samme fuldtids-skribenter kørte stadigvæk løs på en måde, som burde få alle sundere elemnter til øbeblikkeligt at dreje om på hælen og komme væk. langt, langt væk. Det er en trist tingenes tilstand, men det er tydeligvis sådan det. er. Hvorfor så ingen forsøger at gøre noget ved det er uforståeligt for gamle hifi-entusiaster som denne skribent og ret beset ganske overordentligt tragisk. For noget, der var engang og levedygtigt som de australske pungdyr, nu for manges vedkommende dømt til udryddelse.

Ellers har vi med nogen undren set denne weekends homo-parade i København. Nej, det er ikke fordi vi selv er voldsomt homofobiske ja faktisk giver mandlig homofili jo principielt et større udvalg for heteroseksuelle mænd og det er altsammen fint nok. Knapt så fint er det vel, at paraden og dens arrangører allerede før starten anså risikoen for stenkast mod paraden for denne gang særdeles overhængende. De havde bestemt osse en del at have deres bekymring i, da der allerede sidste år var ganske håndfaste eksempler. Det mere interessante denne gang var vist mest, at man denne gang “forklarede” dette noget håndfaste tegn på diskrimination mod anderledes tænkende med, at der vistnok et eller sted mellem alle de maskerede parade-deltagere befandt sig enkelte israelere. Derfor var det selvfølgeligt helt forståeligt oig måske endda undskyldeligt, at der i den “etniske smeltedigel” Nørrebro skulle kastes med sten mod de omkring 5000 deltagere hvoraf altså muligvis et en-cifret antal var israelere. 

Nå, det var vel bare at gå i gang med brostenene for at finde ud af, hvem der efterfølgende efter at være blevet ramt jamrede på jiddisch og den logik kan man vel dårligt anfægte. Værre er det vel, at man ikke fra pressens side lige spørger hvem der mon egentligt er, der kaster med stenene denne gang, for det er vel næppe de traditionelle autonome brostens-ekvilibrister, som er ude. De er muligvis dumme men så dumme er de vel heller ikke. Nå så længe pressen er endnu dummere går det jo så vældigt fint. Ja, man havde endda i JP fundet en solstrålehistorie om 2 muslimske deltagere i dette homo-optog. Hurra, de var sprunget ud. Det vil sige, det var de måske lige knapt, for ihvertfald anede deres familier ingenting om det og disse kønsfrihedens frontkæmpere havde bestemt heller ikke nogensomhelst frivillige aktuelle planer om at ændre på dette. Af ren og skær angst for familiens reaktion naturligvis. Denne angst er nogenlunde den samme muligvis som ham “den lidt underlige dreng” oppe i Tolne i Vendsyssel, som heller ikke rigtigt interesserer sig for piger. Nå nej, det er det da vist alligevel ikke helt, men deroppe har de jo heller ikke brosten nogen steder, intolerante røvhuller! Frihed og tolerance har da vist ikke legefrem gode kår for tiden. Den eneste trøst er vel her, at de for tiden nok er en hel del bedre end de vil være i fremtiden, se blot den nyeste lovgivning omkring religiøs forhånelse i Irland. I et såkaldt oplyst vestligt land 500 år efter den seneste heksebrænding. Den, som man troede skulle blive den sidste, men man tog tydeligvis fejl!

Allerførst i dag skal vi mindes en kær ven, som vi først i går fik at vide var død , mens vi var i Australien, nemlig lederen af det helt paradoksalt succesrige “Cirkus Tværs” i den århusianske problem-forstad Gellerup Joop Poelman. Succesen er paradoksal derved, at opgaven har været umulig for alle andre. Hvis navnet Joop Poelman er ukendt for de fleste (hvilket det givetvis er) eller osse lyder noget udenlandsk (hvad det naturligvis osse er, nemlig flamsk) så er det naturligvis med god grund. Denne konstante ildsjæl erstattede nemlig den mere sædvanlige socialpædagogiske PR-baserede selvpromovering med ægte kærlighed og omsorg overfor “klienterne”, nemlig alle de barske rødder derude. De fik i Cirkus Tværs Joops konsekvente og særdeles håndfaste “kærlighed” at føle, på en måde , så næppe nogen af dem nogensinde vil glemme det. De er helt sikkert allesammen blevet bedre mennesker af det, men dette umenneskelige og konstante slid sled efterhånden Joop op. Han var ellers til det sidste som gammel akrobat stærk som en okse og tynd som en pind, men alligevel gav hjertet op til sidst for denne helt igennem gennem-humoristiske og hjertelige mand og gode mangeårige ven af både mig selv og Pia Vikkelsø, som fredeligt sov ind på den måde, vi vel allesammen ville ønske det. Joop blev bare 56, men nåede mere end nogen anden vi nogensinde har mødt. Arbejde og personligt engagement åd ham simpelthen til sidst, men det var det, han ville, og for det vil vi mindes ham. Han og hans 2 sønner har betalt den højeste pris men verden blev bedre på grund af Joops virke på Jorden, og mere kan man vel ikke opnå.

Ellers har verdens vistnok mest succesrige hifi-magasin Stereophile fået lavet en undersøgelse blandt sine læsere. Nu er vi jo ikke selv i hifibranchen som andet end periodiske iagttagere (heldigvis for det da uha-uha), men alligevel er der da et par sjove perspektiver i den iøvrigt ganske forudsigeligt aldeles meningsløse og statistisk fuldstændigt faldefærdige undersøgelse. Elementær statistisk metode har tydeligvis ikke lige været prioriteret overhovedet og så har vi vist endda rundet op men på det her plan er det vist også ligemeget med formelle indvendinger. Dog vil nogle af de “analyserede” konkurrerende tidsskrifter nok alligevel spærre øjnene op. Nå, men det skal da nævnes, at Stereophiles oplag åbenbart er steget voldsomt på det seneste, vel noget overraskende i betragtning af, at vel næppe nogen virksomheder overhovedet (end ikke Apple) kan registrere endet end stadig tilbagegang i disse tider. Måske bare folk generelt snakker mere når de nu tydeligvis ikke rigtigt køber noget? Underligt nok er antallet af danske tidsskrifter helliget indretning af luksuskøkkener klasket sammen sammen med salget af varen, men det er nok bare en statistisk insignifikant undtagelse.

inden træerne nu vokser helt ind i Himlen skal vi da sobert bemærke, at Stereophiles oplag altså trods alt kun er vokset til 60.000 og vi taler altså¨om et amerikansk magasin på et hjemmemarked med 300 mill. indbyggere og cirkulation i hele verden. For at sætte dette tal i relief må vi mindes de gode gamle dage i Danmark for godt 30 år siden, hvor dansk High Fidelity havde et lignende oplag og jo ikke ganske overraskende mest i Danmark. Datidens danske topsællert, Hifi&Elektronik, var iøvrigt MEGET STØRRE så succes og succes for Stereophile, det er vel noget sært relativt noget. Eller rettere, det er det ikke.

Vi gider simpelthen ikke videregive alt det hjernedøde pladder, som denne kvasi-undersøgelse refererer, men vi bliver dog nødt til alligevel lige at tage en “griner” På et spørgsmål om, hvilke komponenter de udspurgte har købt indenfor det seneste år, er der nemlig et par sjove svar. For eksempel har ikke mindre end 5% købt en komponent, som ganske længe ikke har været produceret og da slet ikke solgt udenfor Japan i godt 10 år (svar kommer sidst i denne udsendelse). Hele 7.9% har købt en komponent, som ikke alene er teknisk udklasseret i en grad så at den ikke engang har været solgt udenfor fattige udkantsområder af Afrika i dette årtusind (svar osv) og ganske vist kun 2% har tilsyneladende købt et apparat, som simpelthen aldrig nogensinde har haft så meget som et samlet salg på 10 stk. i Danmark og den seneste er garanteret solgt på udsalg i sidste årtusinde. Denne apparattype kan forlængst ikke længere serviceres og var allerede ved sin introduktion teknologisk helt håbløs. Tilbage til svarene: De første er såmænd laserdisc-afspillere (som man ikke har kunnet købe software til de seneste 10 år, altid en formidabel forhindring for afspillere af et vilkårligt format, som forresten aldrig slog blot det mindste igennem), det andet er kassettebåndoptagere (prøv for sjov skyld at prøve at købe et kassettebånd) og det 3. er DAT-båndoptagere ( og prøv så lige at skaffe sådan et bånd, rigtigt god fornøjelse) et format som en tid benyttedes i visse studier men aldrig nogensinde kom udenfor til offentligheden. Som altså overraskende nok stadigvæk køber de her ting, som overhovedet ikke er til salg og meget længe ikke har været det, en enkelt af dem i virkeligheden aldrig
Ak ja, tiderne og menneskene forgår, men dårskaben består ganske uantastet.

Atter i dag vil vi tage udgangspunkt i en af de allerstørste og mest langtidsholdbare (relative) helteskikkelser i den nyere populær-kultur, nemlig Gyro Goose. Det er ganske nærliggende efter at familien har været en måned i Australien at denne trivelige fyr kommer på banen, for med mindre glasset i spejlet i badeværelset på mystisk vis er “løbet ned” (som gamle glasruder jo iøvrigt gør), så forekommer spejlbillederne derinde noget uvanligt trivelige. Som Gyro Goose, hvis danske navn jo var det uvisnelige Fætter Guf, kendt fra utallige Anders And-historier. Denne saligt enfoldige fyr boede jo som bekendt ude hos den som alle andre Disney-figurer slægtsligt noget svagt funderede Bedstemor And. Det slægts-og artsprægede noget diffuse univers understregedes jo yderligere af, at Klavs Krikke åbenlyst kunne fraternisere med Nora Malkeko, noget der vel kunne benævnes en “klassisk mesalliance” på tværs af betydelige arts-skel. Et andet mysterium var for denne skribent altid, at en anden af de irriterende bipersoner i dette pudsige univers var den røde hystade-høne Klara Kluk, som altså formelt var en, ihvertfald nærmest en høne. 

Hun lagde dog aldrig nogen æg så vidt vides da, men det gjorde derimod en anden høne derude på Bedstemor Ands gård, nemlig Æggeline, som altså VAR en høne af den mere normale æglæggende slags. Ak ja, sikke forviklinger derude i det lettere zoofile univers. Ikke underligt, at stakkels Fætter Guf ikke havde slægtninge derude på gården men det havde han jo til alt held i andre byer, som enkelte historier fortæller om. Meget mærkeligt, næsten ligesom skrønen i Bibelen om Kain og Abel, som efter den enes brodermord på den anden (husker p. t. ikke lige hvem der gokkede hvem) på trods af, at de jo altså ifølge samme Bibel var de eneste mennesker på Jorden alligevel tog bort til et andet vel formelt ikke-eksisterende folkeslag. 

Ak ja. logik skal man vist ikke nødvendigvis søge hverken i Anders And eller i Bibelen uden at undertegnede dog skal være alt for kategorisk til den sidste digtsamling, dertil rækker “bibelestærkheden-mon det hedder det eller blot “bibelstyrke?) overhovedet ikke. Til gengæld er undertegnede en del mere kompetent i den engang så kendte Disney-videnskab “andologien”, dvs læren om vores allesammens Anders And og så endelig tilbage til Fætter Guf. Udover at være doven som få, så var Fætter Guf jo kronisk forslugen som færre, ja faktisk lavede denne elskelige gås jo aldrig nogensinde noget andet end at proppe sig. 

Det paradoksale var så altid, at han aldrig nogensinde blev bare det allermindste fed af det alligevel, og så har vi vist et Disney-paradoks mere på toppen af alle de andre. Dengang i den mere enfoldige barndom var det osse altid et mysterium, hvorfor Bedstemor And ikke bare strittede den fede drønnert ud fra gården, men et langt livs erfaringer med den senere danske social- og flygtningepolitik har jo senere demonstreret, at Disney dengang for mange år siden var på afgjort forkant med den senere samfundsudvikling. Som dengang Fætter Guf viste det sig jo efterhånden alment, at selv om man ikke lavede bare det allermindste eller blot havde de ringeste intentioner om nogensiinde at udfolde anden fysisk aktivitet end at tørre sig selv efter toiletbesøg, så blev man alligevel som Guf forsørget. 

Nå, de der normale legemlige funktioner havde Fætter Guf jo iøvrigt slet ikke, så han var og er vel et idealbillede på det frie driverliv i sin mest ansvarsløse udformning. Og altså også i de totalt manglende fedmeproblemer, som ofte følger med et umådeholdent “gufferi” og så er vi tilbage ved det ulyksalige spejl igen. Undertegnede er nemlig efter en måneds grovæderi i Australien blevet lidt småtyk igen.

Når man ser udvalget i selv det mindste lokale supermarked i Australien kan man sagtens forstå det og man skal vel se det for helt at tro det. Udvalget i selv mere belastede bydele er simpelthen så vanvittigt enormt stort af alskens kvalitetsvarer, at de nye lokale selvudnævnte lokale komiske “madtempler” (benævnt Føtex Food) simpelthen kommer til at ligne en sølle udgave af en 7Eleven. Lige i den retning er det helt ubeskriveligt trælst at komme hjem igen til et udvalg af fødevarer, der i sammenligning mest ligner noget fra Sovjetunionen inden Murens fald. 

Der er så heldigvis også den klare fordel ved det, at den umiddelbart forestående nødvendige kostomlægning er ganske overordentligt let at efterleve. Lige meget hvor meget man glor på køledisken derned i den store nyombyggede Føtex Food kan det sgu da være ligemeget. Når man har fået en mør superkvalitets-steak alle de vidt forskellige steder vi var i Australien så er det bestemt ikke lokkende at tænke tilbage på vores erfaringer fra lokal-miljøet. “Sålelæder” er vel den mest forudsigelige kødkvalitet i den danske detailhandel så mon ikke vi snart bliver tynde igen, det tror vi da. Næsten ligeså tynde som Arla forhåbentligt bliver efter at et tilsyneladende ulovligt prissamarbejde i Sverige er under oprulning. Tidligere blev Arla jo idømt en bøde på sølle 5 mill. for uhyre bevisligt at have fået smidt Hirtshals Mejeri ud af engrosbutikken Metro. Pebernødder især i betragtning af, at Arla derefter bare opkøbte Hirtshals Mejeri og de 10 mill., som de havde betalt i forlig. Når man betaler til sig selv er de reelle udgifter jo strengt taget til at overse. Anderledes kan det så måske gå hen at blive i Sverige, hvor den mulige bødestørrelse er 5 MILLIARDER. Man kan jo have lov at håbe på, at retfærdigheden sker fyldest en dag. Om ikke andet kan man da bruge ordet “Arla” som appetit-dæmper, ja bare at sige ordet for sig selv giver jo nærmest kvalme for denne skribent. Iøvrigt var der enkelte Arla-produkter osse i australske supermarkeder, nemlig Lurpak-smør og enkelte oste. Mon man ikke trygt kan regne med, at disse produkter ikke nødvendigvis er blevet eksporteret til den anden ende af verden fordi de er de bedste men nok mere med forrygende tilskud og med et “skud” købmandsskab af den sædvanlige Arla-slags? Vi så nu heldigvis ikke nogen dernede, der købte disse produkter, og det vil vi heller aldrig gøre selv, hverken der eller her.
Til allersidst skal det lige med, at vi har stavet “Bedstemor And” med stort i begge ord. Inden folk kaster sig over vores retskrivning her skal det lige med, at dette er den korrekte stavemåde, endnu en forunderlig finurlighed i det disney-iske univers, for hvem kunne dog have forestillet sig, at man kunne hedde “Bedstemor” til fornavn. Nå, men det kunne man altså på samme måde som Arla med en markedsandel på over 95% i mange år alligevel ikke er nogen monopolvirksomhed.

I denne uge vil vi tage udgangspunkt i mere eller mindre fiktive personer i et eksperimentelt forsøg på bedre at beskrive den virkelige virkelighed. Hvis det lyder dumt er det måske fordi det er det, men verden er alligevel gået i stå på denne årstid, hvor alle tillæg til JP holder helt reel sommerferie med mindre de altså dag efter dag blot er faldet ud af trykpressen Resten af året holder de ellers efterhånden “kvalitativ sommerferie”, men det er en helt anden sag til en helt anden dag. Alt var jo som bekendt bedre før i tiden, solen skinnede mere og pigerne var mere sommer-fregnede. Det var jo også dengang Tom Mix herskede.

I dag er der vel næppe nogen, der husker denne præriens absulutte hædersmand kendt fra utallige stumfilm sammen med sin faste (vistnok uregistrerede) partner Tony, som iøvrigt måske ikke ganske overraskende for genren var en hest. Som en enestående undtagelse i filmbranchen i denne tid var Toms borgerlige navn faktisk det samme som hans kunstnernavn, et ellers aldrig af denne skribent oplevet sammenfald. For eksempel hed Greta jo slet ikke Garbo, men derimod Gustafsson og John Wayne hed jo, suk, i virkeligheden det noget kvindagtige Marion Morrison. 

Nå, Tom HED altså Mix og huskes vel i dag bedst som en historisk parantes i Cosmatos` superwestern om sheriff Wyatt Earp “Tombstone”, hvor den sidste replik i filmen refererer til netop en tildragelse ved Earps begravelse: “Tom Mix cried!” Ja, større hæder kan vel næppe nogen fortjene og da slet ikke af af en mand, der lavede praktisk talt alle sine stunts selv med talrige kvæstelser til følge. I den retning minder Mix jo om en anden filmhelt, nemlig den endnu mere ukendte Elmo Lincoln, der spillede hovedrollen som den lændeklædte lian-svinger i den allerførste Tarzan-film. Under optagelsen gik den ganske vist noget affældige gamle circusløve, som spillede den anden hovedrolle (Jane var nemlig ikke kommet med endnu), nemlig amok så meget som dens noget mølædte korpus nu formåede det, og Lincoln med den tøndeformede brystkasse, raffineret gennem et tilsvarende langt cirkusliv som “stærk mand”, aflivede blot kræet. Dengang var der noget særligt ved filmshelte som får en Brad Pitt som Achilleus i filmen “Troy” til at ligne den opstyltede og -stylede ufarlige pomade-søndagsskoledreng, som han er.

Nå vi må vel over til det, som denne tekst egentligt handler om, nemlig de rigtige gamle helte, og ingen er vel i den virkelige verden meget større end en lille skævbenet mand ved navn Reginald Murray Williams. På trods af, at han døde mæt af dage og forlængst mæt af kvinder for et par år siden, kom han nemlig til at spille en absolut hovedrolle ved det store bryllup i Adelaide sidste onsdag. Det, der for alvor gjorde det rigtigt stort, var ikke kun, at det var mit og fru Vikkelsø Mathiasens. Der var nemlig den lille “krølle” på denne historie, at brylluppet blev afholdt på samme R.M. Williams` såkaldt “Outback Museum” i Prospect, hvor den gamle fabrik oprindeligt lå. Mellem myriader af sæsoners asketisk udseende blomster fra den store outback og under et portræt af R.M. selv (der kikkede berrettiget skeptisk på den verden og civilisation, som han forlod flere gange, (og altså til sidst helt og det begge dele eller…), stod vi foran 25 mennesker, heriblandt R.M.`s ældste datter på 79. 

Hun var rørt til mere end tårer over det, som hun så som en sand hyldest til hendes far og det var det naturligvis også. Højtideligheden vil senere blive billed-dokumenteret og var pga faktorer ganske udenfor os selv usigelig smuk. Selv denne ellers sædvanligvis sobre skribent var mere end rusten i mælet grænsende til det egentligt ubehjælpsomme og det var ikke fordi det foregik på engelsk. I South Australia kan undertegnede nemlig godt gå for at være fra Queensland, hvor de osse “talk a bit funny”

Bedre blev det så heller ikke, da vi et par dage senere blev inviteret til frokost hos netop denne gamle dame. Eller rettere det gjorde det, rørelsen blev blot endnu større, for hun havde dækket op med avisudklip og videooptagelser fra brylluppet og kæmpefrokost til 8 personer. Der fortalte hun om en væsentlig tildragelse fra den store statsbegravelse i Queensland af hendes far et par år tidligere. I begravelsen deltog flere hundrede heste, da en australsk “stockman” jo altså er en cowboy, og det var det, som R.M. var og forblev. For ham var kvinderne blot en nødvendig parantes, selv om på trods af betydelig kejtethed i den retning faktisk fik 9 børn. Da så kisten med R. M. inde i palæet blev kørt ind i krematoriet stejlede alle hestene derude på pladsen med en øresønderrivende vrinsken. Et tilfælde? Tjah, nok nogenlunde på samme måde, som da kisten kom til palæet. Der rejste en ef hestene foran ligvognen sig nemlig også ganske uforklarligt at temmeligt faretruende og førte an mod kapellet i smitsom fuld gallop trækkende de andre 3 heste med sig i vild panik-gallop. Dette vilde ridt varede så lige indtil denne samme hest standsede vogn og kiste med hvin og vrinsken helt uforklarligt på samme måde som den var startet. Præcist lige foran døren til kapellet.
Et tilfælde? Måske, sikkert nogenlunde på samme måde som at denne skribent fik fru Vikkelsø til ægteviv. Et af den slags tilfælde, som forekommer så usandsynlig, at de må antages at være løgn hvis altså ikke TV-kameraerne havde snurret og dermed forlenet dem med en aura af sandhed, som de jo osse gjorde ved R. M.`s begravelse. Når man således oplever Forsynets forunderlighed er det altså svært ikke at knibe en tåre eller mange. Som Tom Mix og undertegnede og R.M.`s datter jo også gjorde og så må det vel nærmest være OK. Det var ihvertfald sådan det var.

I dag vil vi mindes en efterhånden sørgeligt overset stjernespiller hos vistnok Camulodunum i den britanniske rugby-liga i det seneste århundrede inden vores tidsregning, det vil ganske overordentligt præcist sige på Asterix` tid. Historisk er det vist også den eneste gang hans navn nævnes i nogen kilder, mest fordi han er en ganske ubetydelig biperson i netop det ganske forrygende tegneseriealbum “Asterix og Briterne”

Vi har ham med i dag, denne frygtløse fiktive frontløber med de karakteristisk roterende hjulben, fordi der i livet såvel som i al madlavning er nødvendigt med forskellige nuancer, her altså tristhed over Hip Hip Hurrax og hans skæbne og kontrast til almindelig lalleglæde. Resten af dette indslag vil nemlig være ganske præget, ja måske ligefrem overlæsset, med glæde og almindelig jubelstemning. Anledningen er den aldeles glædelige, at undertegnedes livspartner ikke længere hedder Pia Dahl Olsen, men derimod Pia Dahl Vikkelsø Mathiasen med en ganske tilsvarende ændring hos denne skribent. Onsdag den 15. juli på vores 4 1/2 års jubilæumsdag, stod stjernerne og andre mere eller mindre geostationære satellitter simpelthen stille på den sydlige halvkugle. Mens det ikke er helt usædvanligt, at disse sidste (som jo indgår i GPS-navigation) gør det, er det også dernede anderledes med de første som plejer at bevæge sig en hel del. Der er simpelthen på den sydlige halvkugle helt ubegribeligt mange himmellegemer og utallige mange gange flere stjerner og de stod altså allesammen bomstille over 5 Percy Street, Adelaide der kl. 16.00, den 15. juli hvor vi blev gift. De helt ubegribeligt fantastiske omstændigheder vil der senere blive berettet om på behørigste vis.

Inden denne oplysning nu afstedkommer almindelig panik m.h.t. den bebudede bryllupsfest kan vi da afsløre, at dette naturligvis ikke bliver tilfældet. Lige inden vi tog på vores månedslange “arbejdsferie” (evt. gifte folk derude ved jo, at ægteskabet er et kontinuert arbejde og det står der iøvrigt osse i alle bøgerne, så det må vel passe) fik vi nemlig meddelelse om, at det desværre ikke var muligt at afholde den fornødne festivitas i det planlagte lokale. Derfor skal vi netop hjemkommet i betydelig hastværk bede den store offentlig om gode råd og tips i samme anledning. Opgaven er simpel: Central beliggenhed og mulighed for musik. 

Ellers skal vi for de urimeligt spændte, der måtte ønske dokumentation for ægteskabets lovformeligt-formelle indgåelse henvise til TV-kanalen Channel Ten News og den sene nyhedsudsendelse den 15. i Adelaide, Austalien, et par radiostationer sammesteds og da ikke mindst den derværende monopol-avis “The Advertiser” fra den 17 ds. med ganske guddommelige billeder af den tidligere så underskønne fru Olsen (som hun så altså ikke hedder længere. Det underskønne er forresten heller ikke læmgere helt det samme, det er nemlig blevet væsentligt forøget selv om det næsten er ligeså svært at begribeliggøre som det er at gradbøje ordet “underskøn” Formelt kan det vel godt bøjes, det ændrer blot ikke alverden i mening i komparativ og superlativ. 

Nå, væk fra de lingvistiske finurligheder og tilbage den den virkelige verden. Vi glæder os over at være tilbage i fuld fart igen (næsten som Hip Hip Hurrax?) og glæder os til at se jer allesammen til det stadigt unge årtusinds største bryllupsfest-begivenhed. Det vil det ihvertfald blive for os da det vil blive den eneste. Når noget er så indlysende helt rigtigt er der jo ingen grund til at betænke sig, og nej, undertegnede har heller ikke nogen rimelig forklaring på, hvorfor det skulle komme til at gå så lang tid. Nogen ting er vist bare ikke forklarlige som visse indviklede astrofysiske fænomener så derfor vil vi søge tilflugt i denne forklaringsmodel.

Til allersidst skal vi lige mindes vores allerbedste “mates” i Adelaide, nemlig familien Hancock: Wendy, Brenton, Jarred, Narelle, Kenton og Tom uden hvem dette mindeværdige bryllup aldrig nogensinde ville have været andet end en afglans. Nå, som sagt, mere herom senere men sikke dog den tidligere fru Olsen kunne smile og sikke dog smuk hun var.. Helt vildt endda. Og er, ups, man er vel blevet gift og så man jo veje sine ord lidt ekstra. Ups, meget!.