Måned: december 2008

Nu er denne årstid jo traditionelt en tid for særlig eftertænksomhed, men det gælder nu ikke for denne skribent. Vi tænker os nemlig osse om resten af året (selv om denne side muligvis ikke altid bærer større præg af det), så derfor er denne tid nærmere en slags forlænget frikvarter, hvor tankerne snarere kommer til at flyve lidt friere. Om gamle og nye venner for eksempel.

Som den 117. genudsendelse af Disneys gamle politisk små-ukorrekte juleshow (hvem husker ikke Jesper Fårekylling gribe efter sin pincenez for at få bedre udsyn til de afklædte parisiske yndigheder i “Pinocchio?) viser, presser gamle minder sig dog på. Ikke mindst er der jo altid elementet af “gensyn med vennerne”, når man i juleferien i hjembyen mødte de gamle skolekammerater og udvekslede dyrekøbte livserfaringer. Disse erfaringer havde da været dyre i den forstand, at de jo uvægerligt havde kostet alle de penge, som man havde plus typisk dem, man kunne låne, og meget dyrere kan det vel ikke rigtigt blive.

Det dyrekøbte bestod ganske også i, at de allerfleste tilsyneladende havde realiseret deres livspotentiale til fulde. Hvis de således i skolen havde været lettere indskrænkede og noget indesneede i deres horisont og almindeligt udsyn, var de naturligvis kun flyttet et par parcelhusgrundes-vej væk fra det fædrene (mødrene?) hjem. Når man så genså disse gamle kammerater i disse uendeligt trøstesløse omgivelser, som altså engang havde været ens eget lykkelige barndomsmiljø, kom man altid til at tænke på, at der altså er en grund til, at der stadigvæk bor mennesker i det røvsyge og pissekolde Østgrønland. Logisk, selv om det jo også er ganske uforståeligt.

De ved givetvis godt, at der derovre på sydvestkysten af Grønland både er meget varmere og isfrit hele året, men alligevel pakker de sig alligevel sammen deroppe midt i al pakisen. De må altså kunne lide det, og på min fødeø Endelave er flugten til fastlandet ellers enestående let og kræver ikke engang en dyr billet til “Grønlandsfly”. Fastboende øboere betaler nemlig ikke for færgen. Alligevel bliver de der altså. Måske kan man leve under uhyre primitive forhold, ja måske endda endda trives helt fint? En del kunne tyde på det. Når man møder disse gamle venner i denne tid ser de ihvertfald glade nok ud som sikkert også de indfødte på Tahiti gjorde, da de så kaptajn Cook første gang, men det sidste er noget lettere at forstå. Der er jo ganske usædvanligt rart på Tahiti og en del varmere end på Endelave. Og så pigerne..

Nej, i dag skal der lyde en særlig tak til de gamle venner, der blev tilbage. Uden jer ville man nemlig ganske umuligt kunne være sikker på, hvad det lige præcist var, som man altså ikke gik glip af ved at flygte. Hvis den foregående forekommer tåget betyder den vist mest, at der kun sjældent er nogen grund til at opsøge den fortabte ungdomstid. Det skulle selvfølgelig lige være for at studere, hvordan det gik hende den stangsmarte, som man forgæves bagte på i hele skoletiden og som man endda en enkelt gang så Disney’s juleshow sammen med. Livet bliver på denne måde til en slags gammeldags Hollywood-western, hvor skuespillerne sidder stille på en hest i forgrunden, mens verden galopperer forbi i forrygende let hoppende fart på et rullelærred i baggrunden. Hvem der bevæger sig bliver således mest et definitionsspørgsmål. Ak ja, al den filosofi og så bare fordi man har set juleshow.

Det allerbedste ved denne tid er dog alle de pudsige, smukke, ømme, hjertelige og helt uventede hilsner fra tudsegamle og spritnye (og alt det midt imellem) venner og kunder og andre dejlige mennesker i en forrygende pærevælling. Ja, 2008 blev endda året for et hyggeligt gensyn med en gammel ven fra den gode tid i Dansk Audio Teknik, der ellers i lang tid har været ligeså fjern som de traditionelle “drømmespor” blandt Australiens indfødte “aboriginals”. Man kom efterhånden næsten til at tvivle på, om det her overhovedet var sket på samme måde som det var svært at forstå, hvordan der lige pludseligt kom farver på Disney’s juleshow men det gjorde der altså og det vist endda fra det ene år til det andet

Nå, det er vel ikke usædvanligt at se sin omverden lidt i sort/hvid som ung, det var ihvertfald de farver, der blev brugt da jeg var dreng dengang i datidens TV med Ingvald Lieberkind og Jørgen Clevin og Ingrid og Lillebror og vel også i de største dele af barndommens erindringsverden. Denne farveløshed burde vel være en etableret kendsgerning. 

Dansk Audio Teknik var altså alligevel noget helt andet og meget mere end den noget ynkelige og jammerlige afslutning ja, der var endda helt rigtige og vellignende farver på dengang, men det er jo heller ikke så frygteligt mange juleshows tid siden det startede i 1991. Det er jo ikke meget set i den uendelige målestok, som afstanden til ens egen barndomsverden er. Det er naturligvis også derfor vi nu genopliver navnet, så tak, Niels! Det var engang en dejlig tid, og det kan det blive igen, ja det er det faktisk allerede. Mest fordi altså det gamle ramlede sammen.

I morgen vil vi så afsløre et par nytårsforsætter, men allerede nu kan vi da afsløre, at dagen i dag med forhåbentlig velvilje fra mulige højere magter gerne skulle være den allersidste dag i noget år, hvor denne skribent ikke endnu er blevet viet til den underskønne fru Olsen. Det bliver en stor dag, hvor man endelig, endelig vil kunne kalde sig Poul Olsen! Jeg glæder mig allerede til næste års mindeværdige juleshow. Ligeså uendeligt mindeværdigt som alle de andre.
Godt nytår allesammen!

Forhåbentligt eller ikke er i dag så den sidste dag, hvor vi atter engang må svigte vores forpligtelse til at fremme den højere oplysning på denne side. Der skal jo osse være tid til at finde på en rigtigt fængende nytårshilsen som iøvrigt vil rumme en lille artig nyhed af de helt store. Der skal jo heller ikke meget til i denne professionelle del af branchen eller rettere, det har der indtil ganske fornyligt ikke skullet. Ingen menneskelige kvalifikationer og tilsvarende faglige på ganske samme såre menneskelige niveau eller lavere har rakt ganske fint. 

Ja, det har endda undertiden rakt til at grundlægge store imperier, selv om størrelsen af det specifikke imperium sommetider objektivt set har været mindre end den sikkert ikke længere særligt kendte danske ø Lindholm. Det var som bekendt der, den danske fly-pionér Ellehammer foretog sine første flyvninger.

Øen er blot 7 ha stor altså ret præcist 7 fodboldbaner med maksimumsmål og flad som en fregne eller måske endda en smule fladere. Selv uden at stille sig op på en spand kan man sagtens se vand hele vejen rundt, den er godt nok lille. Vi ved godt nok ikke, om nogen lille konge nogensinde har hævdet nogen suverænitet over dette ubetydelige landstykke i Smålandshavet, men det er osse ligemeget nu. Man bruger nemlig øen til forsøgsstation for smitsomme sygdomme og det var vel ret passende for denne lillebitte skod-ø at ende som mikrobiologisk losseplads.

Siger denne skribent altså, som selv kommer fra en ø, som dog heldigvis er noget større. Lige præcis ø-mæssig indesneethed ved denne skribent altså noget om og er måske selv det fremmeste eksempel på samme. Alligevel har det vel i årets løb været et af højdepunkterne at se og høre vores branches svar på “Kongen af Lindholm” fortælle om sine aktuelle erobringsplaner af det eurasiske kontinent. Helt muttersalene mod hele den store verden gik det som bekendt heller ikke eller rettere, det gik vist bare efter fortjeneste og den var vist ikke høj. 

Vores branche har vist ikke alt for meget at lade IT-Factory og Bagger høre når det drejer sig om egentlig serieproduktion af luftkasteller. Som med produkterne fra den akut nødlidende amerikanske bilindustri er det jo desværre eller heldigvis sådan, at de er uhyre nemme at producere i forhold til hvor svære de er at sælge, både biler og luftkasteller. Nå, men vi bliver desværre nødt til at løbe atter engang. Med lidt held bliver der tid til at fundere over dagens sex-tillæg til JP, som er et forrygende stykke prosa, hvor man helt som i den professionelle lydbranche starter med alle de imaginære successhistorier om et nyt kvantespring i seksuel frigjorthed og oplysning og kriblende nysgerrig livsglæde og så straks derefter går over til det mere interessante som skedetørhed efter menopausen, inkontinens, HIV-eksplosionen, revnede kondomer og andre livsbekræftende ting. Ak ja, et fromt nytårsønske kunne da vist være, at man forsøgte at få en smule overensstemmelse mellem egne bevist beskedne evner, hensigter og storheds-vanvittige ønsker og planer som man sidder der på øen Lindholm med sin megafon og råber løs. Eller altså taler om den nyeste seksuelle revolution på en måde, som ikke lader den gamle Indre Mission-prædikant og -skribent Olfert Ricard bare det allermindste efter. Det var som bekendt ham med de “kolde afvaskninger” mod syndige tanker. Ellers en vældigt værdig sag.

Desværre hjalp det dengang ligeså meget at forsøge at tale disse drifter “ned” med eller uden brug af iskoldt vand som det i årets løb lykkedes at snakke firmaer “op” i den professionelle lydbranche. De gik ihverfald ned og så gik det hele jo så op alligevel.
Nå, men sådan er det ikke længere, der er nemlig ikke flere batterier til den efterhånden mere og mere skingert skrattende megafon og ingen penge til at købe nye for. Sådan slutter selv de blodigste krige sommetider uden at nogen bemærker det. Derude midt i det store intet.
Nu kan små mænd fra ganske vist lidt større øer sommetider erobre store dele af verden. Napoleon blev jo faktisk født på sin senere fange-ø Korsika men han var måske bare en lidt større mand selv om han jo ellers var ganske lille og temmeligt tyk. Ja, det var han nok.

I dag vil vi forberede vores læsere på, at de uden yderligere advarsler vil kunne risikere at modtage en nytårshilsen fra os. Det afhænger dog naturligvis noget af, om vi har deres mail-adresse hvor personlig den bliver, men vi skal nu nok forsøge at formulere en pæn én. Mest fordi det har været et fantastisk fint år og det med pil opad. Stejlt opad.
Ellers vil vi fare rundt hele dagen i et forhåbentligt succesfuldt forsøg på at nå at ekspedere de sidste ordrer i år. Vi kommer til at køre vores ellers rummelige Omega til Fragtmandscentralen et par gange, men mon ikke det går endda? I mellemtiden vil vi fundere lidt over, om vi tør afsløre den person i den professionelle branche, som vi beundrer mest, for nytår er jo altid tid for status. Der er heldigvis ganske mange ordentlige personer, der kandiderer til titlen, så vi skal vist have rigget et mål-kamera op på opløbsstrækningen. Til gengæld er der kun en enkelt kandidat til titlen “Årets Nytårstorsk” og han har konstant i årets løb holdt alle konkurrenterne komfortabelt bag sig. Det har naturligvis taget spændingen lidt ud af løbet som osse Lance Armstrong jo tidligere i sine velmagtsdage punkterede “Tour de France”, men det har nu alligevel været en udelt fornøjelse at følge udviklingen i den personlige opblæsning til veritabel “sprængfrø-størrelse” hos denne “Nytårstorsk”-favorit og den efterfølgende hurtige afvikling af samme. På engelsk findes det glimrende udtryk, sikkert fra vikingetiden “to cut down to size”, hvor man jo praktiserede denne kunst temmeligt bogstaveligt. Denne formulering er dog noget svær at oversætte, men det ændrer heldigvis ikke noget ved, at det jo heldigvis lige præcist var det, der skete. Langt om længe, ganske vist, som den allierede undsætning til Baden-Powell og de andre i Mafeking under Boer-krigen, men det skete dog. Gud ER Stor!

For de allerfleste er det vel næppe nogen overraskelse, at den nyere “bobleøkonomi” funderet ganske solidt på en blanding af tom luft og endnu tommere luft (kan man iøvrigt gradbøje vacuum?) endegyldigt i denne omgang er punkteret. Næsten ligeså endegyldigt som at et ganske tilsvarende fænomen om ikke forfærdeligt mange år naturligvis som det gamle julespil “Trold af en Æske” naturligvis vil springe frem igen, for drømme om lottomillioner og anden gigantisk gevinst uden nogensomhelst egen indsats er jo et ideelt og lokkende scenario. Det er jo trods alt under et årti siden at den ganske vist lige så knapt så omfattende “IT-boble” krakelerede med lignende gigantiske verdensøkonomiske dønninger. At noget vælter omkuld er bare ikke et argument for, at man ikke snart bygger noget ganske tilsvarende ganske samme sted, som så til sin tid uundgåeligt vil vælte. Pyramidespil er en herlig ting.

Nu er det jo svært i fiktionens verden at overgå IT-Factory affæren i ren ryggesløshed og mangel på blot den allerringeste smule finansiel fornuft. Når alle så eksplosivt lynhurtigt bliver multimillionærer på overhovedet ingenting at lave i løbet af et års tid er der ihvertfald i tidens økonomiske klima noget, der lige knapt stemmer. Nu har ganske mange banker vel i de senere år optimeret og finpudset den disciplin, der heddet “Manglende Omhu” i deres udlånspolitik. Det er ganske vist ikke lige præcist det, som de har kaldt det, men det er det, det har været. Og så er det måske endda ikke helt slut endnu. Eller også er det altså med denne forunderlige økonomiske cyklus, som altså gennemfører en fuldstændig pendulbevægelse over tid, allerede ved at ske igen. Der er nemlig en ny bil på vej fra Danmark og sikken en.

I dagens aviser omtales et projekt, som for undertegnede og sikkert de allerfleste mere sobre iagttagere får hele IT Factory-eventyret til at forekomme som sand økonomisk snusfornuft. Man vil nemlig i et af Danmarks ihvertfald indtil i dag allerbedst skjulte højteknologiske kompetence-centre lave et seriøst bud på verdens vildeste luksussportsvogn. Vi snakker om en faktisk eksotisk dansk by men nok mest i den betydning, at antageligt kun uhyre få har besøgt den. Når noget er ukendt nok antager det jo en lettere eksotisk status. 

Det drejer sig nemlig om Nykøbing Sjælland, hvor den teknologisk mest avancerede virksomhed vel må være den lokale mellemtekniske Teknisk Skole. Og teknik, det er hele sagen her. Og så optimisme, masser og masser af optimisme og vel endda så meget, at man næsten burde kunne kick-starte den skrantende verdensøkonomi med den. Om vi er for hårde? Tjah, døm selv.

Nu har det jo efter nedlæggelsen af de danske samlefabrikker for Ford og GM jo stået lidt skralt til med dansk bilproduktion. Den herostratisk berømte “Ellert” og den endnu mere fiasko-plagede Hope el-bil (som bragede ind i barrieren og væltede ved præsentationen ved et 6-dagesløb) burde jo fortælle om en ikke altfor imponerende automotiv kompetence. Som altså indtil fornylig den bankmæssige ditto. Nå, men det er heldigvis helt anderledes nu, hvor den nye danske Zenvo-supersportsvogn er født. Eller også er den ikke, det er svært at blive helt klog på. Man forventer godt nok først at producere den første til marts, men har allerede publiceret specifikationer, det er jo også en hel del nemmere at skrive brochurer. Denne superbil har nemlig ikke mindre end 1104 hk og det giver en topfart på 375 k/t. Bugatti Veyron med dine sølle 1001 hk, gå hjem og læg dig! Hvordan man så har målt det når man altså ikke har lavet nogen bil er vel blot et af de simplere spørgsmål i denne historie.

Og så er vi tilbage ved den unikke præstation, som det er at få sådan en bil til at køre. Selv VW var jo som bekendt ærlige (eller blot tyske nok) til at indrømme, at man havde infame problemer med at få akslerne til at holde til disse vanvittige motorstørrelser, problemer, som vel vel endnu ikke er løst og kun overgås i størrelse af problemerne ved at sælge bilerne. Nå, men vores venner i Nord-Sjælland har åbenbart på trods af 10% flere hk. slet ikke dette problem. Underligt, at man som blot samlevirksomhed med blot et par ansatte har kunnet købe velegnede aksler derude på markedet når nu VW ikke kunne og altså heller ikke lave dem selv. Eller en motor for den sags skyld.

Det har man så heller ikke helt kunnet, men man har til det danske projekt entreret med kritisk kriseramte GM og fået fingre i nogle Corvette-motorer på 650 hk. Nu ejer undertegnede godt nok en bil uden dog nogensinde at have haft kørekort og er bestemt ikke belemret med nogen overflødig køreteknisk indsigt (slet ingen faktisk), men der er altså et stykke vej fra 650 til 1108 hk, som ifølge de kommende fabrikanter er opnået ved simpel tuning. Ja motoren kan endda sagtens ifølge dem tunes til ikke helt bagatelagtige 1300 hk., men så ville den “blive helt ustyrlig” uden at det dog helt præciseres hvordan “helt sindssygt kraftig” skulle kunne gradbøjes så yderligt. Det lyder allerede noget vildt fra starten af (ingen Ferrarier har da været blot i nærheden og de har ellers haft en del år til at øve sig) og især fordi grundudgaven på de 650 hk. allerede er tunet en hel del, da den oprindeligt er topmodel i Corvette-motorserien. Prisen for dette mirakuløse superkøretøj, som ellers blot samles af dele fra underleverandører er kun godt 5 mill. kr. og man opnår rentabilitet ved blot 15 stk. solgt og har ifølge producenterne allerede oplevet kæmpestor interesse.

Om det så betyder, at telefonen ringer 1 gang om dagen eller 1 gang om ugen ved vi jo ikke, men som med den store Lotto-gevinst behøver den osse kun komme en enkelt gang. Optimister er de da og det er prisværdigt. Det må så håbe, at banken osse er. Man kunne naturligvis fundere over, hvordan en bunke indkøbte færdige bildele pludseligt ved et drys tryllestøv kan blive til en børnesygdomsfri superracer (de 375 km/t. er nemlig ikke topfarten, den begrænses blot elektronisk-hvor mon man har målt det, Mulsanne-strækningen på Le Mans har jo fået en chikane?) når nu Veyron var sådan et produktionmæssigt mareridt? Nå, men der er måske et svar på alle disse tekniske petitesse-spørgsmål. Det bliver nemlig meget værre.

Mest fordi markedet for superbiler af enhver art i praksis er forsvundet fuldstændigt på verdensplan. Ferrari er gået fra at sælge 600 biler om måneden til 16 stk.og Mercedes ultimative prestigeproject Maybach har i sidste jubelår blot solgt 146 stk. I år er så foreløbig 40% af deres forhandlere krakket og det fortæller vel en temmeligt entydig historie. Lexus, Honda og BMW har allesammen skrottet deres igangværende top-projekter og Aston Martin er sat til salg, hidtil uden købere. Når først de etablerede ubestridte statusmærker således hænger i tovene så kan de nye vist godt stikke piben ind, det er altid sværest at være den sidst tilkomne. Og sikkert ligeså svært som det er at anskaffe nødvendige råmaterialer når man nu ikke laver noget selv deroppe i metropolen Nykøbing Sjælland, hvor den eneste rigeligt tilgængelige råvare er afklippede gulerodstoppe fra Lammefjorden. Man kunne sige at det måske var deres styrke, men det skulle da så være den eneste skulle man synes.

Er der da slet ikke nogen grund til optimisme? Ok jo, det er der da. Når hverken dagens Århus Stiftstidende eller JP, som begge har dette nordsjællanske jule-eventyr på, ikke stiller et eneste af de ellers elementære journalistiske spørgsmål, der allesammen starter med “hv-“, så går det jo. På samme måde som en dårlig pokerspiller med en dårlig hånd jo også rent principielt sidder i held indtil han altså skal vise sine kort. Det er dog et rigtigt eventyr, det her og ikke mindst den del af det, at man med et samlet BRUTTOSALGSPROVENU på blot 85 mill. kr. skulle kunne opnå økonomisk balance for en superbil, som altså er lavet på den helt dyre måde af indkøbte færdigvarer i uhyrligt små styktal. Udover altså at have blot den mest elementære forsyningssikkerhed af tusindvis af allesammen vitale og helt uundværlige dele for blot at lave en eneste skide bil for slet ikke at tale om flere.

Hele det her projekt har vist nogenlunde samme sandsynlige levetid som alle de kedsomheds/livsrealisations-projekter, som alskens overklassefruer har forsøgt sig med indenfor butikker indenfor inderligt overflødigt og endnu mere overlæsset design og tøj til andre overklasse-koner. Men igen, hvis Stein Bagger blot havde været på fri fod endnu og alle bankerne stadigvæk havde kastet penge i grams med en møgspreder til hvemsomhelst med en tilstrækkeligt vidtløftig ide, så havde dette superbil-projekt måske set ganske tilforladeligt ud. Nu ligner det mest et tab, som de involverede parter og bankforbindelser blot ikke har bogført endnu, men vi får se allerede til marts, hvor altså den første bil efter planen skulle rulle ud fra fabrikken deroppe i det dulgte nordsjællanske svar på Detroit. I Detroit laver de da vist heller ikke mange biler længere…Og så det uløste mysterium med, hvordan i alverden man kan få fremstillet enkeltstyk af en kulfiber-karosseriskal, som kræver massevis af millioner i investering i værktøjer og forme for blot at lave én eneste bil? Måske karrosseriproducenten også har en uhyre velvillig boble-bank? Risikoen er da ganske tæt ved 100% skulle man mene. Som med Bagger og det er svært at forbedre over 100% og han gjorde da ellers sit bedste.

Så blev det atter engang jul og relativ verdensfred i vores lille virksomhed, så meget som der nu kan blive, når ens sande livsledsager på resten af livets lange rejse er den temmeligt temperamentsfulde og vældigt viljestærke fru Olsen. Selv når freden tilsyneladende sænker sig allermest som stille altopslugende julesne skal man ikke tro, at at man bare kan læne sig tilbage. Næh, så springer denne valkyrie frem og kickstarter livet påny. Måske vi i virkeligheden her har hemmeligheden bag snart 4 års lykkeligt samliv. Ihvertfald er hun den afgørende kraft bag denne side og helt specifikt denne spalte både som ihærdig indpisker og ved at sove længe. Uden hende ville der ikke være nogen lykke eller noget liv og man ville helt sikkert ikke have kunnet decifrere den gådefulde ægyptiske kileskrift på Rosettestenen.

Nu er julen jo ellers traditionelt ikke den rette tid til trættekærhed, og derfor har vi naturligvis valgt ikke at påpege det problematiske i, at den tyrkiske sko-producent af den allerede så kendte “Bush-Sko” allerede ifølge et Ritzau-telegram viderebragt i JP Erhverv, allerede dagen efter hændelsen tilsyneladende havde ansat over 300 nye medarbejdere for at opfylde den store efterspørgsel efter disse sko. Juleglemslens og kritikløshedens tidlige nådegave har åbenbart her udvisket den kedelige og naturligvis ligegyldigt/trivielle kendsgerning, at det at lave sko altså er en specialiseret håndværksfunktion, hvor der naturligvis ligeså lidt i Tyrkiet som på Samsø kan lade sig gøre at finde og ansætte andet end højst et par stykker, der kan håndværket. Det forekommer måske heller ikke som den allermest kommercielt indlysende ide i en moderne virksomhedsvirkelighed (den, der med et lån fra Toyota kaldes “Lean) at ansætte masser af folk, når man helt givet ikke har råmaterialer nok på lager. De virksomheder, som har for stort lager og for mange råvarer er nemlig allerede døde forlængst. Helt nødvendige råmaterialer tager det nemlig mange uger eller måneder at skaffe, så hvad mon de 300 nye skal lave imens?..Nå, når noget allerede er løgn fra starten af er der jo ikke rigtigt nogen tvingende grund til at finde alle de ellers ganske indlysende argumenter imod løgnehistorien.. Allerede i den tidlige kristendoms tid, dengang den autoriserede Bibel endnu ikke var blevet færdig-redigeret, fandtes der som bekendt de såkaldt “apokryfe” historier eller hvad det nu hedder på “bibelsk”. Det er iøvrigt vist præcist det, det hedder. Det var en skønsom blanding af tilfældige, ligegyldige og indbyrdes modstridende tilføjelser og almindelige vandre-historier til det problematiske narrativ, som Biblen jo allerede fra starten af var.

Disse “apokryfe” dele blev derfor for det meste luget væk uden at ret mange kom til at savne det, og det burde sådan en fornuftsstridig og kontra-faktuel vandrehistorie om denne tyrkiske sko-success måske også have været. For at det ikke skal være løgn blev prisen på skoene også nævnt, nemlig blot 145,-. Denne sidste kendsgerning burde jo også mere end indikere, at produktionen til den pris forlængst er flyttet til Vietnam eller Kina på. Hvor de jo så iøvrigt heller ikke på en vilkårlig fabrik i løbet af en dags tid kan ansætte 300 nye udlærte håndværkere. Hvis man skulle have lyst til at studere problemerne for udflyttende håndværksvirksomheder kan man forske lidt i ECCO og deres årelange problematiske historie i Østen. 

Der er allerede problemer nok i den gamle oprindelige julehistorie dernede fra Bethlehem af. Man talte jo for eksempel om de såkaldte “Tre Vise Mænd” uden at ret mange sikkert nogensinde har overvejet, hvor megen visdom der lige skulle til for at følge en fikseret fiks-stjerne, der udover at kunne ses på millioner af kilometers og endu flere lysårs afstand kastede sit sikkert sundhedsfarlige kosmiske koncentrerede laser-lys på en staldbygning i en tyndt befolket forstad til Behtlehem. Eller for den sags skyld hvor megen uhyre koncentreret imperial dumhed der har skullet til for at de romerske soldater på jagt efter nyfødte ikke skulle få den ellers ganske indlysende ide at kikke lige dér for enden af lys-buen. Nej, julen er i sandhed en forunderlig tid! Som allerede Mrs. Cohen, Brian’s mor i Monty Python’s “Life of Brian” så korrekt påpegede om de såkaldt “Vise Mænd”: “Running around in a cow-shed in the middle of the night, that doesn’t seem very wise to me!” Visdom kan tydeligvis være en noget relativ ting.

Selv om historien om dette tyrkiske beskæftigelses-mirakel tydeligvis ikke er korrekt er den naturligvis god og hjertevarm på denne klamme årstid, hvor der også for Gud ved hvilken gang kommer Disney’s Juleshow. Denne skribents favorit var altid den med Anders And i julegave-krig med Chip og Chap, den dér med den lidt klæbrige jule-korrekte slutning med Mickey Mouse og de andre, der spiller til julebal ude i sneen. Lige derud i de aldeles manglende snedriver vil vi nu begive os og ønske alle vores læsere og venner en vidunderlig jul. 
I de kommende dage vil vi drive lidt og holde i hånd og “fede” os lidt og lave andre mere eller mindre julerelevante ting. Atter engang tak for interessen i det gamle kirkeår, som vist forresten starter 1. søndag i Advent. Kristendommern er altså underlig. Som selve livet.
Glædelig jul!

Nu kunne man måske af overskriften tro, at vi var gået i “kontrær jule-mode”, men det er nu ikke tilfældet. Denne tid inspirerer naturligvis i langt højere grad til mild overbærenhed, og det burde den nyligt introducerede mellemøstlige tradition for “kast med lettere sko-lignende genstande” måske også gøre, mest fordi man jo ellers traditionelt benytter tungere genstande som sten til disciplinen. I den henseende er der i virkeligheden tale om en slags humanistisk fremskridt men godt nok et af de mere tvivlsomme af slagsen. I det hele taget er der mange vinkler i denne sag og nogle af dem er decideret skræmmende. Ligeså skræmmende som det helt uhyggeligt imponerende kendskab til udseendet af alle vestlige staters flag hos selv den mest uuddannede analfabetiske pakistanske og yemenitiske landarbejder. Ellers ville de jo naturligvis ikke straks være i stand til at finde og afbrænde lige præcist det rigtige og tilfældigvis i rigelige mængder tilgængelige flag med uhyre kort varsel under betydelig mediebevågenhed. Det er jo lidt en falliterklæring for det danske skolesystem, for mon én eneste dansk skoleelev overhovedet positivt kan genkende nogetsomhelst arabisk eller mellemøstligt flag? Udover problemet med så efterfølgende hurtigt at anskaffe det hos den lokale flaghandler og da kun få danskere har været spejdere er det sikkert osse sin sag at få antændt det uden at brænde sig ad Helvede til.

Anledningen til overskriften i dag er, at kapitalismen har vist sit grimme fjæs dernede blandt alle de fromme og vi taler endda ikke engang om opstillingen af en ny Coca-Cola-automat dernede i ørkenen. Nej, en aldeles uventet kritisk og uhyre opsøgende presse har nemlig tilsyneladende allieret sig med lokal storkapital og afsløret, at den sko, der blev kastet mod den kvikt undvigende præsende Bush, var af mærket “Ramadan Baydan” fra Tyrkiet. Det kapitaliske islæt her i ganske vist lidt mærkværdig mellemøstlig aftapning består i, at sko-firmaet efter “afsløringen” på forventelig uhyre demokratisk vis og mindst ligeså kvalmende forudsigeligt er blevet bestormet med ordrer fra folk, der tydeligvis er blevet imponeret af skoens holdbarhed. Der er allerede indløbet ordrer på 300.000 og mon ikke millionen er nået inden denne klumme er færdigskrevet. Så må man jo håbe, at den sikkert kinesiske OEM-leverandør til denne tyrkiske “fabrik” kan nå at levere inden begejstringen lægger sig. Det hele lettes nu nok noget af, at man sikkert godt kan klare sig med sko, som man ikke nødvendigvis kan passe, da man jo ikke skal gå i dem. Det letter logistikken en del selv om der godt nok sikkert skal sendes en del pakker alligevel.

Det går nu nok sagtens, for på forunderlig vis findes der blandt den ellers helt uuddannede folkemasse tilsyneladende en skjult “on-off-knap” som vi ikke ellers har oplevet i Vesten siden salig Tintin var i Sydamerika hos de navnkundige “picaroer”. Dengang skiftede rasende folkemasser uden den mindste ændring af sammensætning eller attitude fra sekund til sekund mellem bevidstløst at råbe “Leve Tapioca, død over Alcazar!” og “Leve Alcazar, død over Tapioca!” Den eneste forskel er vist, at det, der dengang blot var en fremsynet morsom tegneserie, nu simpelthen er blevet den skinbarlige triste viirkelighed. Nemlig den, hvor alternativ afbrænding af flag og nyttig træning til næste stenings-seance med sko-kast (husk: steningen starter altid med små lette sten, det må jo ikke gå for hurtigt) blot er en fjernstyret begivenhed som en simpel Sony-robot. 

Ligeså lidt som de kronisk forargede masser ved noget som helst andet om Vesten end det præcise udseende af deres flag, ligeså lidt har vi da vist at lære af dette demokratiske nybrud dernede. Man sagde jo engang vistnok med baggrund i de utallige deserterende russiske soldater under 1. Verdenskrig, at “de stemte med fødderrne” og det kan man vel ikke nægte at de gjorde. Dengang havde russiske soldater nu slet ikke sko på, blot hjemmelavede simple filtstøvler, som man slet ikke kan kaste med uden at de falder fra hinanden. Anderledes dernede i Bagdad, hvor skoen som bekendt holdt. Kvalitet fra Kina!

Denne russiske “stemmen med fødderne” endte dengang som bekendt i mere end 70 års folkemord og ret meget bedre bliver denne skokastning vel heller ikke for demokratiet i Mellemøsten. Som dengang i Tintin er der nemlig altid en gennemgående fællesnævner i optændingen af vrede folkemasser. Det er ikke noget, som man kan slukke ned for igen, man kan blot tænde den som en brand i en oliekilde. Hvis man derefter ikke jævnligt skaber små folkelige eksplosioner ender man altid man altid blot en endnu større eksplosion, hvor starteren selv ryger med. Det svarer vel til den sædvanlige praksis med at brænde den overflødige gas af ved den mellemøstlige olieproduktion, man er nemlig slet ikke gearet til at bruge denne folkelige energi til noget fornuftigt. Hvad skulle man dog gøre uden jøder og amerikanere, det ville nemt blive noget farligt for magthaverne? 

Nå, lidt har man jo så alligevel lært af amerikanerne i retning af kapitalistisk markedsføring i denne sko-affære i dette tyrkiske firma “Ramadan Baydan” så måske det hele ikke er så sort endda. Ikke desto mindre er det altså noget tåkrummende at se lokale politisk korrekte intelligentsia (som det hed i det gamle Rusland om den altid selvbestaltede elite) tage det her fjernstyrede folkelige massehysteri som jule-humor. Det sjoveste er vel egentligt, at den tyrkiske sko-“producent” af således kan slå plat af sagen på ærke-kapitalistisk vis i en uhyre rettroende del af verden, ja vel egentligt den eneste ene. Mærkeligt, at hverken “Dyrup’s” eller “Flügger” eller “Hempels Skibsmaling” eller hvem der nu leverede råvarerne til malings-attentatet mod statsminister Fogh nogensinde kom i medierne. Det så ellers ud til, at malingen var af aldeles glimrende kvalitet og uhyre svær at få af igen. Underligt nok meldte ingen producenter sig dengang, reklameværdien kunne ellers have været betydelig. Og så måske alligevel ikke.
Marketing-mæssigt har vi tydeligvis en del at lære i Vesten. Humor er morsomt, det her er bare folkeligt hysteri som udelukkende er morsomt for folk, der ingenting forstår. God kastelyst og det hele bliver en del sjovere, hvis du forestiller dig, at skoen er en sten. faktisk skideskægt! Lige midt i skallen på billedet af Bush dernede på Cafe Mozart så billedet flækker som hovedet på en voldtagen teenagepige gravet ned til halsen i Somalia. God folkelig underholdning, det må man bestemt sige. 

Man kan naturligvis ligesom pigen dernede i hullet i Somalia vælge at bøje hovedet. Nå nej, det kunne hun vist ikke. Det gjorde selv den ret dumme præsident Bush jo iøvrigt heller ikke, bøje sig altså så hvorfor skulle vi bøje os for sko-alderen og den efterfølgende stenalder? Demokrati-indholdet er vist ca. det samme lige meget hvad man kaster med.

Engang sagde en kendt statsmand, at man ikke kunne snyde alle mennesker hele tiden men nok allesammen i det mindste et stykke tid. Nu blev denne amerikanske præsident, som iøvrigt har produceret den største visdomspulje af dem allesammen (det siger faktisk en del) jo som bekendt skudt i et teater. Han hed forøvrigt Abraham Lincoln og er vel et seriøst bud på den mest fremragende præsident, USA nogensinde har haft. Selv om han altså var så eminent havde han nu nok alligevel ikke kunnet forestille sig, at fremtiden så ubønhørligt skulle gennemhulle hans tro på sine medmenneskers kollektive intelligens. Man må jo huske på, at Lincoln var fra en tid, hvor man troede på, at oplysning skabte bedre mennesker. 

Det er også muligt, at det er sådan, men i så fald er oplysningen altså en temmeligt tvetydig størrelse. Tag nu for eksempel den nylige episode med præsident Bush og skokasteren i Bagdad, som er ganske god at blive klog af. De allerfleste har vel set TV-klippet med den ophidsede iraker, der i fin stil og i god overensstemmelse med sit lands stolte juridiske traditioner for stenkast mod små voldtagne piger gravet ned i jorden kastede sin sko efter præsident Bush. Sympatien burde være ret utvetydig ville Lincoln nok mene. Man kan vel nok trygt regne med, at denne lokale forsvarer for demokratiet kun har anvendt skoen af mangel på mere dødbringende våben som et andet godt gammelt traditionelt arabisk våben, vejsidebomben. Tænk hvor lang tid der ville være gået for den mellemøstlige ikke voldsomt ekspansive teleindustri at opfinde en effektiv fjernstyring for disse bomber selv…Man siger undertiden med betydelig ret, at denne del af verden normalt ikke bidrager med større nyskabelser, men den igangværende konflikt er altså en nyhed i denne henseende. Ikke særligt glorværdigt godt nok, nok snarere det modsatte.

Nå, denne mester i sten/skokast blev naturligvis den store helt i den arabiske verden og da de fleste normalt holder med hjemmeholdet er det til at forstå. Noget vanskeligere er det at forstå, at også de fleste politisk korrekte danskere ser episoden med de samme øjne. Især fordi hele episoden viser noget helt andet og det lige ud i fjæserne på alle, der gider åbne øjnene. Nu er præsident Bush’ eneste fællestræk med Lincoln nok, at de begge har været præsidenter og Bush vil bestemt ikke gå ind i helte-galleriet sammen med Washington, Jefferson, Lincoln, Reagan og de andre store. En placering nede omkring præsident McKinley vil nok være noget sandsynlig, han var nemlig også en nullitet. Alligevel kræver det vel et akut fordomsfuldt tunnelsyn for ikke at kunne se, at Bush i den grad er en helt i situationen. Han behersker simpelthen den her helt uventede hændelse til perfektion. Hvis man mangler et nyligt eksempel på en noget mere ynkelig statsmands-attitude kan man jo tænke tilbage på statsminister Foghs reaktion på angrebet på ham med maling. Dengang var reaktionen faktisk en smule sølle grænsende til det egentligt ynkelige. Næsten som en angst undskyldning dengang hos Fogh, helt anderledes med Bush. Bush’ efterfølgende bemærkning om, at det var en “size 10”-sko er simpelthen et vidnesbyrd om, at nok har USA haft en ikke ret god præsident, men de har haft en modig og uhyre koldblodig en og den helt rigtige karakter for en med fingeren poå knappen.

Helt anderledes end Fogh altså med Bush, som med smil i øjet kvikt undviger først den ene sko og straks derefter den anden med sikre og adrætte bevægelser og klar fokus og øjenkontakt. Ingen angst her overfor denne irakiske forkæmper for det store verdensomspændende demokrati. Nu er der jo absolut intet, som en republikansk præsident kan gøre, som vil kunne vinde nogen accept i Danmark og endnu mindre kan en dårlig præsident som Bush gøre det. Nå nej, det er jo altsammen republikansk og lige dårligt, også det gode. Udover selvfølgeligt det tvivlsomme i, om nogen danskere overhovedet kan skelne mellem alle disse grå-toner af amerikansk elendighed, som de danske medier fremstiller i det republikanske USA. Nå, det bliver jo principielt bedre med Obama og muligvis også for amerikanerne selv. Det sidste er måske mere tvivlsomt.

Denne episode med skokasteren er også kommet til Århus og det endda til en café, der bærer et navn efter en kendt kosmopolitisk og kultiveret komponist, nemlig Café Mozart. Det er et noget misvisende navn.Dér kan man nemlig kaste med en helt autentisk størrelse 44-sko kaste til måls efter et billede af Bush. Indehaveren har endda gennem forskellige kanaler kunnet skaffe en sko af ganske samme slags som den/de, der blev brugt i Bagdad. Han har nok fået dem fra sin fætter med eller uden moms, for Cafe Mozart er nemlig ikke ejet af nogen særlig etnisk dansker og traditionelt er der mange fætre i de familier. Det kunne jo have været ligemeget og er det naturligvis også, men altså ikke lige i dette tilfælde. Lige akkurat her er undertegnede en lille smule overfølsom overfor denne lokale “demokrati-happening” dernede på Cafe Mozart. Vi danskere har muligvis ikke det endegyldige svar i enhver demokrati-diskussion men denne måde at kæmpe for demokrati på er altså ikke særligt demokratisk og så er det da vist udtrykt lidt mildt. Ordet “hjernedødt” presser sig unægteligt på. Som eksempel på det høje åndelige udviklingstrin dernede i Bagdad er det til et gengæld en glimrende manifestation. Nu er sko jo iøvrigt et tidligere anvendt middel i debatter. Den daværende sovjetiske leder Krustjov bankede jo ifølge traditionen også engang ved et topmøde med sin sko i bordet. Dengang medvirkede det til hans fald, fordi chefer ikke formodes hverken at tabe hovedet eller gøre sig selv til grin. Forskellen til sagen er Bagdad er så mest, at medier og andre viljeløse medløbere denne gang så selv er dem, som bliver til grin. 

Demokratiet har mange fremtrædelsesformer. Dog er hverken episoden i Bagdad eller dem i Café Mozart nogen af dem. Måske er det bare sådan man gør dernede. Enkelte vil vel kunne huske den jødiske David og hans pletskud mod den filistriske kæmpe Goliath. David ramte som bekendt og blev iøvrigt en magtliderlig og også på anden måde jo som bekendt en noget liderlig konge. Bush er tydeligvis på en ikke mindre udpræget Urias-post end den Urias, som kong David fik ram på overfor de kritikløse danske medier, men derfor var han nu god nok på sin egen måde. Han var nemlig kold, da det gjaldt og lige netop i den henseende og vel ingen andre kommer han på højde i koldblodighed med den spanske konge Juan Carlos under skyderierne i forbindelse med et kupforsøg i parlamentet, hvor han også som den eneste bevarede fatningen og stolt stod mens kuglerne fløj. Bush’ drillende “Kom bare an!”-blik vil måske engang blive anerkendt som hans stolteste stund. Ikke meget måske, men dog mere respekt end kasteren og hans støtter på Cafe Mozart fortjenert.

Ellers taler mange jo om krise, men som vi har været inde på i årets løb, gælder det bestemt ikke den danske vinylplade-branche. Lige der oplever man eksplosiv fremgang næsten som en hel vejsidefuld klyngebomber. Det indtryk får man ialtfald i forbindelse med en flersiders-artikel i søndagens JP. Det går simpelthen så skidegodt, at selv Fona på Strøget i København har fået en specialafdeling for LP-er. Der rykker det simpelthen for vildt og som den unge disponent udtrykker det, så har dagens omsætning af LP-er været “meget tilfredsstillende” Da han så samtidigt remser antallet op kan man forstå hans begejstring. Der er nemlig solgt ialt 9 stk.og da både produktionspris og håndteringsomkostninger for LP-er jo ligger en del over tilsvarende CD-er kan vi vel højst regne med en nettoindtjening på en 20-er pr. stk. Fraregnet moms vil denne salgssucces altså yde det fyrstelige beløb af 144,- i bruttoindtjening. Man skal vist være arveligt belastet med svær mongolisme eller som Stein Bagger have fusket sig til en akademisk grad for at se det her som “meget tilfredsstillende” Det er simpelthen en mega-fiasko og aldeles spild af plads i en strøgforretning, hvor hver eneste kvadratmeter skal give mange tusind kroner i kassen for simpelt overlevelse.

Den danske vinylbranches success er altså en relativt relativ størrelse. For at beskrive den må vi bevæge os over i en anden blomstrende erhvervssuccess, nemlig markedet for isvafler. Hvis vi antager, at enhver dansker i løbet af sommeren indtager blot en enkelt vaffel til 25,-, så svarer det ret præcist til hvor mange penge den samme dansker gennemsnitligt vil komme til at bruge på vinylplader. Desværre for pladebranchen er der ikke tale om 25,- pr. dansker pr. år, nej, vaflens pris udgør desværre ganske præcist branchens samlede omsætning de næste 100 ÅR i dagens kroner på vinylplader. Hver dansker bruger nemlig i dette jubelår mindre end 25 øre på LP-er og da da 25-øren jo er afskaffet kan man vel godt runde det ned til absolut ingenting, for det er jo det, det er. Hvis det her skal betegnes som en success så fri os da for omtale af branchens fiaskoer. Dem er der vel også enkelte af, uha da, de må være slemme.

En ef denne forfatters umiddelbare forfædre var med, da det danske udvandrerskib med det ellers noget misvisende navn “S. S. Norge” forliste i 1904. Nu var han ikke kaptajn eller for den sags skyld af højere skibsofficer-rang, vi har jo altid i vores familie været ydmyge og uhyre beskedne i et omfang, som har stået i skærende kontrast til vores betydelige evner. Således også denne stolte fiskersøn Mathiasen dér på det store skib i 1904, som altså ikke styrede nogetsomhelst og det var måske lige i dette tilfælde heldigt nok. Man sagde vist engang, at selv om der på et tidspunkt omkring denne tid vistnok blot var 2 biler i staten Kansas lykkedes det dem alligevel på mirakuløs vis at køre ind i hinanden. 

Ikke meget bedre gik det med “S. S. Norge”, som forliste efter et frontalsammenstød med simpelthen den eneste lillebitte klippe som overhovedet findes i hele Nordatlanten mellem Irland og USA. Til al overflod rager den et godt stykke op af vandet, den er næsten selvlysende hvid af årmillioners indtørret fuglelort fra utallige lomvier og der er altid en høj skummende brænding omkring klippeskæret fra bølger fra allerede stilnede storme fra fjerne lande. Skæret har været kendt og minutiøst kortlagt siden 1500-tallet og alle og enhver vidste altså alt, hvad der var værd at vide. Det forhindrede bare ikke kaptajnen på “S. S. Norge” i at brage det store skib ind i denne temmelig bastante basalt-klippe med det let forudsigelige resultat 1-0 til Rockall. Hele episoden på denne stille og klare sommernat den 28. juni 1904 minder mest om en planlagt selvmordsaktion, for på en lys sommernat har man simpelthen kunnet se Rockall på mindst 10 kilometers afstand. Det var så her sømand Mathiasen trådte i karakter men altså først efter, at skibet var sunket med over 500 af sine passagerer. Han kunne måske godt have reageret lidt før, men bedre sent end aldrig. I det mindste var det da en del bedre end de andre skibsofficerer. Han gjorde da noget nyttigt.

Nu må man forestille sig , at sømand Mathiasen har været optændt af indædt beslutsomhed efter at overleve forliset, for han havde faktisk ikke på daværende tidspunkt endnu udfyldt den forplantningsmæssige forpligtelse, som Forsynet havde forsynet ham med. Klædelig beskedenhed forhindrer naturligvis denne skribent i at præcisere den stordåd, som sømand Mathiasen senere skulle udføre. Nå, men dér lå han altså i en stor redningsbåd sammen med en del andre overlevende muttersalene derude næsten midt på det store stille Atlanterhav. Der har sikkert været tid til en del tanker og mon ikke denne erfarne fisker ret hurtigt har kunnet kalkulere hvor mange uger det ville tage at ro storbåden tilbage til Skotland (mange!) I det hele taget må man vel forestille sig, at sømandens liv er passeret revy derude i båden på havet og vi så blot håbe, at han allerede da havde oplevet nok til i det mindste på denne måde at slå den lange ventetid lidt ihjel. Nemlig ventetiden på at at dø af tørst derude midt i alt det udrikkelige.

Det vil sige, så galt gik det naturligvis ikke, da denne skribent jo faktisk senere ganske vist indirekte blev plantet. Sømand Mathiasen spottede nemlig nogle garn, som oceangående fiskerbåde havde sat i nærheden og ræsonnerede ganske fornuftigt på typisk mathiasensk, at de sikkert nok ville komme tilbage for at røgte dem. Han var nemlig fisker selv. Sjovt nok var han den eneste af de ellers mange erfarne søfolk derude, som fik denne ellers ganske indlysende tanke. De andre overlevede til gengæld ikke så vi ikke nogen pålidelig underretning om hvad de dog tænkte på, mend de sejlede bort. Ingenting er nok det sandsynligste.

Derfor fortøjede han redningsbåden til disse garn mens de fleste andre både altså forsvandt udover historiens og horisontens kant. Det skulle vise sig at være ganske fornuftigt, for et par dage efter blev de alle reddet af fiskerne. Hvis det lyder helt simpelt og ganske uheroisk er det naturligvis, fordi det er det, det er. Kunsten i dette forlis bestod mest i overhovedet at finde og ramme dette skær, for selv uden søkort ville sandsynligheden for at ramme det ved total sejlads i blinde være mindre end 1:1 mill. udover at man altså sagtens kunne se det. Nå, men sømand Mathiasen trak sig derefter tilbage til de indre danske farvande ud fra den snusfornuftige mathiasenske betragtning, at næste gang han sank ville han gerne selv være i stand til at ro ind til kysten igen. Den eneste gang han senere satte sin fod på dækket af et større skib var så vidt vides på Storebælts-færgen. 

Han havde opfattet denne absurde hændelse som et vink med en vognstang fra Forsynet om, at han nok hellere “måtte stikke piben ind” som man sagde på søulkesprog dengang, og det gjorde han så. Ja, han gjorde det endda så effektivt, det der med at “stikke piben ind”, at vi nu kan sidde her i dag og mindes denne tapre hverdagshelt. Inden vi nu møder indvendinger om, at man ikke kan være tapper, når man blot redder sit eget og ættens skind, så skal vi lige replicere: Jo, det kan man sagtens! Husk blot på den uhyre heltemodige luftkaptajn i SAS, Stefan Rasmussen, som helt uden faldskærm og andre muligheder nødlandende det overisede fly, som han vel til en start aldrig nogensinde burde være startet med. Denne usandsynlige helt fløj vist ikke senere ligesom sømand Mathiasen heller ikke senere vovede sig på langfart. Alle husker til gengæld stadig den tapre/uduelige Rasmussen, mens ingen udover den nærmeste familie længere husker den tapre sømand Mathiasen. Den sidste var ellers mindst ligeså heltemodig som den første, nemlig overhovedet ikke. Han var blot en lille smule mere koldblodig, men en helt?-nej, naturligvis ikke, blot en Mathiasen

Sømand Mathiasen havde dog alligevel oplevet et og andet på denne og andre ture og blev en yndet og elsket fortæller ved alle familiesammenkomster. Han havde i sjælden grad ordet i sin magt og det siger en del i en så begavet familie som en hel flok Mathiasen-er jo nødvendigvis er. Det var nu ikke fordi han betragtede sig som kunstner og skrev så vidt vides absolut ingenting, selv om der ellers havde været rigeligt at skrive hjem om. Det gjorde han altså ikke, men det er til gengæld masser af andre, der gør, altså skriver og selv om de ikke skriver hjem så kan det jo alligevel godt være, at der ikke er noget at skrive hjem om. Tag for eksempel dagens modtager af Gyldendals Boglegat, den 28-årige forfatter forfatter med det meget kunstneriske navn Dy Plambeck.

På portrættet af forfatteren ser hun særdeles passende noget kunstnerisk ud med øjnene tydeligvis helt bevidst indstillet på intetsomhelst Hun har tillige tillagt sig et til lejligheden sikkert passende dybt melankolsk ansigtsudtryk, som næsten nærmer sig det egentligt tårevædede, måske hun allerede tænker på det nye køkken, som prispengene måske skal bruges til. Eller hun har nok læst at sted, at sådan skal man se ud, hvis man vil virke dyb, for dyb, det er hun. Næsten ligeså dybt som den nådesløse Nordatlant var omkring klippen Rockall. Nu tror mange vel, at vi læser lidt for mange symboler ind i dette ultrakorte portræt af dette unge forfatter-frø, som vi aldrig nogensinde hverken har hørt om eller læst et ord af og det kan naturligvis sagtens være korrekt. Og så måske alligevel ikke.

Der er nemlig et ret fundamentalt problem i hele denne talentfulde forfatters livssituation og almindelige mangel på attraktion. Hun kom nemlig på “skriveværksted” som blot 20-årig og blev senere formelt uddannet som forfatter fra den forunderligt betitlede institution Forfatterskolen. Hun er altså mere professionel end de allerfleste andre og det må være derfor, hun henrykt kvidrer de næsten henførte ord: “Jeg er enormt forelsket i sproget” Ja, man kan næsten ikke vente med at kaste sig over lignende sproglige lækkerier i forfatterskabet fra Dy Plambeck for sikke dog en en mageløs udtryksfuldhed. Hvor har hun dog lært slige sproglige raffinerede finurligheder forstår man næsten ikke.

Alligevel fornemmer man en vis rastløshed hos denne unge forfatterinde. Hun vil nemlig gerne bo “nogle måneder i New York, fordi hun er fascineret af USA”, altså ikke alt for længe, man skulle jo så nødigt miste noget af sin hjemmefra medbragte kunstneriske dybde. Fortsættelsen er næsten et kunstværk i sig selv: “Jeg vil gerne prøve at skrive i udlandet for at se, om det smitter af på min skrift at befinde sig et andet sted og kikke ud af et andet vindue” Nu ved vi ikke, om hun allerede har prøvet det noget billigere alternativ at sætte en stor digital fotoramme op foran vinduet med passende skiftende storbymotiver, men hele den her tilgang til livet forekommer altså ubehjælpsom og temmeligt ynkelig. Altså hvis man skulle have til hensigt at belemre sagesløse læsere med denne forbeholdne og ligegyldende stræben efter absolut ingenting andet end resultatet af forbehold overfor alting. Hun tager tydeligvis ikke til New York efter nogetsomhelst, som hun ikke allerede mener at have i forvejen, så hvad Fanden skal hun egentligt derover efter? Svaret blæser i den samme evindelige vind, som dengang i 1904 skabte brændingen ved Rockall og som producerede denne families helt almindelige og uundgåelige helt, sømand Mathiasen. Det var godt, at han ikke havde dette interview med Dy Plambeck med derude på Atlanten, for så ville han antageligt være faldet i vandet af bar ukontrollabel krampegrin, han var nemlig en både særdeles klog og uhyre lattermild mand og derudover en ganske svær mand (svær i samme betydning som flæskesvær) af sand garderhøjde, træk der tydelivis er stærkt ned-arvelige. Nå, det havde han altså til alt held ikke og overlevede således. Et liv, som der var noget ved og noget ved at fortælle om og ikke et liv, som allerede som Plambecks tydeligvis er blevet “plomberet” allerede fra starten af. Den uendelige historie om absolut ingenting.

Så blev der endelig tid til at jule lidt i vores lille travle virksomhed. Den mandlige model på denne side havde vel næppe forestillet sig faderskabets glæder og sorger, dengang disse billeder blev taget, men sådan er livet så paradoksalt. Næppe er man færdig med at fotokopiere den barmfagre sekretærs bare mås af tilsvarende betydelige størrelse inden man skal være far. Eller alternativt bliver fyret for sexchikane på jobbet eller for muligvis endda manglende alkohol-induceret evne til at gennemføre denne sexchikane. Ja, det er ikke ganske nemt at være mand, og Folmer Hunds øjne tyder i deres evige sørgmodighed heller ikke på, at det er meget lettere at være hanhund. Måske hunhunde også konstant rapper op om nye hundekurve?

Helt let er det vel heller ikke for en tidligere i disse spalter omtalt hovedperson i efterårets store professionelle audio-fusion at se tingene gå deres skæve gang. Vi har tidligere linket til et virksomhedsportræt på Monitor.dk med denne dengang umådeligt succesfulde business-mand og senere har han jo som bekendt spillet en hovedrolle i filmatiseringen på samme netsted af denne naturligvis som alt andet i denne branche uhyre velovervejede fusion. Som hel enkel “suspense” er scenen sammenlignelig med Cary Crants løbe rundt som en hovedløs høne i majsmarken i Hitchcocks mester-thriller “North by Northwest” Hvis enkelte ikke skulle kunne finde dette klip af ægte potentiel Oscar-kvalitet, kan de henvende sig, så skal vi nok linke op. Nå, timingen for fusionen dengang var vel ikke så dårlig som den ville have været i dag, selv om det naturligvis afhænger temmeligt meget af synsvinklen og prisen, hvis der altså har været én. Denne vinkel er jo den simple, at hvis man dengang betalte penge for at købe dette lokale succeseventyr så ville man næppe behøve at gøre det i dagens økonomiske klima og så er er selv ganske billigt lige pludseligt blevet temmeligt meget for dyrt i løbet af et par måneder. Mon der er én, som på sit kontor spiller Chers “kanon”-hit (der var jo helt ægte 38 cm (eller var det 45?). kanoner med i videoen savle savle), der jo hed det rammende “If I Could Turn Back Time” Eller at man da bare havde betalt med en dækningsløs check.

Noget kunne ihvertfald indikere, at det varelager, man har overtaget ved fusionen måske ikke er af den den slags, der akkurat sælger sig selv. Det er vist det, som på købmands-kaudervælsk kaldes “et ikke altfor kurant lager” Ihvertfald er der nu kommet en tilbudsliste på gaden, som mest ligner en komplet inventarliste fra den ene fusionspartner. Måske vi skulle ud og shoppe lidt for at finde emner af affektionsværdi her selv?
Nej, det skal vi ikke. Vi har allerede som tidligere anført skaffet os både skriveborde og reoler m.v. fra dette firma og rigeligt til at stille vores tørst på memorabilia i denne omgang. Denne gang må andre gerne tage over og gøre gode køb indenfor gårsdagens digitale lydredigering og software på samme måde som vi selv gjorde det med det gamle inventar. Det har nok desværre det til fælles med inventaret, at hvis der ikke er en enkelt entusiastisk køber derude, så bliver det måske ikke superlet. Det paradoksale er så, at vi sagtens denne gang kan få lov at købe alt det, som vi ikke gider have overhovedet. Dengang for længe siden, altså for mere end en måneds tid siden, kunne vi til slet ikke få lov til at købe det, som vi gerne ville, ja faktisk slet ingenting af nogetsomhelst.

“Sic Transit Gloria Mundi” er vel en passende epitaph her i denne kristelige højtid, selv om fynd-ordet vel oprindeligt var lidt mere ukristeligt. Ordet kan jo da speres helt tilbage til den præ-nissoide tid, hvor heller ikke Julemanden og hans “Ho-Ho-Ho!” og andre dybt meningsløse udbrud endnu var blevet opfundet. Vi taler tydeligvis om egentligt “Hedensk Tid” her, hvor det også i amerikanske film endnu kunne findes maleriske udtryk som det vel i dag helt glemte klassiske udtryk “Up Yours, Nigger!” Hvis det forekommer som evigheder siden er det kun korrekt forsåvidt evigheder varer ganske få år. De forekommer blot tit som, tjah, evigheder…

Til gengæld var der masser af kors og Kristus-figurer og anden djævelskab i et omfang, så vores bisp Kjeld Holm sikkert ville korse sig. Hvis vi altså, at han vidste, hvordan man gør eller for den sags skyld hvorfor. Eller som Anders Ands nevøer også på latin udtrykte det så rammende i alle tiders mest ucensurede og politisk ukorrekte officielle Disney-tegneserie: “Nunc Bibendum Est”. Lidt løseligt oversat af denne indehaver af blot den gamle “Lille Latinprøve” betyder det vist noget i retning af “Nu skal der drikkes!”, så det vil vi gøre. Er det ikke noget med forresten, at der der “bibendum” er noget gerundiv eller gerundium eller sådan noget? Og sagde Scipio ikke noget i retning af “…Carthaginem esse delendam” Jeg husker dette omsagnsled til genstandsled som skidesvært dengang og måske salig Sonja Rindom selv fandt på den her munke-latin?

Nå, for dem, som faldt er der jo i denne tid tit nye overalt. Det er vist bare alt for tit nye kreditorer, men det er en helt anden sag til en helt anden dag. Skål for evigheden, både den evige glemsel, der kommer, og den nådige glemsel, som evigheden allerede har kastet over fordums dårskab og dumhed. Også den dårskab, der kun ligger måneder eller mindre tilbage og altså sommetider ikke engang er helt slut endnu..

Vi må starte med at beklage gårsdagens genbrugstekst, som skyldtes en tur til København. Vi kan jo så blot håbe på, at teksten yderligere har medvirket til lidt ekstra omtanke i forbindelse med en eventuel tur i Tivoli Friheden til næste sommer. Lige netop dér kan man jo med næsten skræmmende regularitet opleve fru Torp og dennes såkaldt “morsomme mand”. Er der forresten nogen længere, som kan huske den danske forfatter Finn Søeborgs lille historie “Navn Ukendt” med en RIGTIGT morsom “morsom mand” og endda en fra TV. Det var jo det allerstørste dengang i DR’ s monopoltid og det er det jo underligt nok stadigvæk, Helt ufarligt vil det jo næppe blive at være i Friheden til den tid med de forventelige betydelige optøjer omkring koncerterne. Der bliver dog næppe tale om kamp for at få billetter, nok nærmere en egentlig eksistenskamp for at slippe væk. Gruen vil nok være sammenlignelig med utallige gigantiske kæmpeøgler fanget i de gigantiske bundløse tjæresøer i Nordamrika… Langt, langt væk! Sig så ikke at humor ikke kan være farligt, for det kan det sagtens blive. Det gengæld bliver det så ikke spor morsomt, men det er jo noget helt andet. Det kan nu sagtens vise sig som en god fidus at være med, hvis man altså er én af dem, der overlever.Som at være med på “S.S. Titanic” og senere leve af at vise lysbilleder fra turen, så husk endelig kameraet..

Nu er det ikke fordi vi forventer nogen videre virkning på længere sigt af de her ellers behjertede advarsler. Vi er vel på denne trøstesløse årstid så langt væk fra alting positivt, at advarsler mod mulig sommerdårskab forekommer ligeså uvirkeligt, som når astronomerne spår, at solen engang vil ekspandere langt ud over Jordens bane og dermed udrydde alt liv. Advarsler kan simpelthen komme i så god tid, at de holder helt op med at være advarsler, de bliver blot simple uundgåelige og aldeles ligegyldige faktuelle oplysninger. Lige netop denne sandsynligt kommende kunstneriske katastrofe kan dog endnu relativt let afvendes ved ikke at købe billetter til Friheden. Det er vist endda ganske let, da de vist slet ikke endnu er til salg men vær på vagt, de skal nok komme ligesom dræbersneglene. Dræbersneglene kommer til gengæld også uden brug af dankort. Nå, nok advarsler for denne gang. Det svarer vist til at advare mod at forsøge at fotografere de yngre sekretærers bare bagdele på kopimaskinerne til firmaets julefrokost til næste år. Det er osse noget lang tid væk (da der som bekendt var julefrokost sidste fredag) og kontormaskine-reparatørerne har ikke engang fået kopimaskinerne til at virke endnu efter dette års helt tilsvarende forsøg på at få fotografere en aldeles kontorstols-formet mås med en tyngde, der ikke overaskende øjeblikkeligt fragmenterer plastic. Underligt at denne form for kvindelig skønhed ellers ikke efterspørges særligt i kontaktannoncerne resten af året, men mon ikke der er tale om en pendant til den sønderjydske traditionelle juleret “surrib”, altså noget, som man kun indtager massivt åndeligt formørket af umådelig indtagelse af alkohol? Nå, men i det mindste øger denne destruktive aktivitet nationalproduktet. Det sker godt nok ligesom Tivoli Friheden lidt alternativt som Friheden med deres “Cobra” ved at fremkalde undgåelige skader. Økonomi er noget morsomt noget.

Morsomt kan det nu stadigvæk være at læse avis. Nu har undertegnede aldrig efter at have set den nu tidligere rigspolitichef Torsten Hesselbjerg blot kortvarigt i TV ligefrem været subskriberende medlem af hans fanklub. Han forekom selv udfra de allermest overfladiske betragtninger som en lidt kedelig fyr. En del kunne vel tyde på, at det er han også på baggrund af den pludselige fyring, som politisk mig bekendt er uden sidestykke. Sådan noget gør man helt sikkert kun, når der ikke er andre muligheder.. I dagens JP underbygger den gamle børneradiomedarbejder Bente Troense dette på fremragende vis. Ifølge Troense “gik han (H:) helt op i limningen..opførte sig kolerisk og ukontrollabelt og anvendte et uanstændigt ordvalg” Det skete da hun endnu lavede Radio/TV og han burde nok bare have fået sparket dengang.

Som om det ikke skulle være rigeligt, så er “hans (H.) kommunikative evner..katatrofale og når de kombineres med hovmod og dumhed, så er det en giftig cocktail, der forgifter selv en politichef” Mon ikke hun har leget med formuleringen “selv for en politichef” i den sidst ledsætning, det tror vi! Det er simpelthen et af de tilfælde hvor man bliver ægte misundelig på Troenses formuleringsevner i dette klassiske stykke kvalitetsjournalistik, hvor ethvert ord har betydning. Godt gået, Bente, i denne mørke tid! Desværre er det så slet ikke journalistisk stof, blot et læserbrev, men sikket ét!

I de kommende dage vil vi forsøge at runde årets store begivenhder og dets hovedpersoner op. Livet er jo fuld af “Komiske Ali”-er (den vidtberømte informationsminister i Saddam-regimets sidste dage som bekendt) derude, som til enhver tid vil hævde, at deres firma med vedvarende kroniske og eskalerende underskud er en eksempelløs succeshistorie. Hverken amerikanerne eller kreditorerne står ved døren eller i selve Bagdad. At sælge sådan et veritabelt “pengetræ” svarer vel lidt til at give “Guldhornene” væk til Tvind-velgørenhed for formand Amdi. Der er simpelthen tale om en så eksplosiv spruttende kommerciel komik her, at det er lige før den bliver helt sprængfarlig. “Heldigvis” havde Saddam jo så også sin “Kemiske Ali” til det mere eksplosive. Vi vil dog som Bente Troense nok vælge at træde lidt varsomt lige i denne sammenligning. Den største humor er jo sommetider lige derude og kræver slet ikke hverken sæsonkort eller andre billettter, blot øjne, der ser.