Uheldige helte

Man ved, man er ved at blive ældre, når man atter en morgenforsinket avis-gang sidder og glor på programoversigten på kloge-kanalen DR2. Hvorfor den kaldes det er interessant, ikke spændende, det er noget helt, helt andet. Måske fordi alle kloge mennesker straks burde slukke, når de for Gud ved hvilken gang ser den amerikanske flødeskums-skuespiller Don Johnsons fedladne fjæs. I gamle dages hårdtpumpede TV-serie "Miami Vice" skabt af glimrende Michael Mann var han vist ellers meget god, men da jeg ikke senere har set nogen genudsendelser har jeg ingen sikre underretninger eller anden bekræftelse.

Mon vi ikke relativt trygt kan gå ud fra, at det var noget bras på samme måde som min tidlige pubertetstids absolutte tophit, "The Persuaders" også viste sig at være. Den danske titel, "De Uheldige Helte" var vel heller ikke et match skabt i himlen, for hvem har dog fundet på det her? Ikke blot var de aldrig nogensinde blot det allermindste uheldige, de vandt jo altid til sidst uden så meget som nogensinde at få næseblod, og det var dog langtfra alle eleverne dengang på Endelave Skole, som slap så nådigt gennem tilværelsen. Sjov ting, den dér næseblod, mærkeligt at barndommens tendenser til det blot er noget, man kan vokse sig fra. Forkalkning af blodårerne i næsen måske? Teorien halter muligvis lidt, forkalkning virker da ellers ikke ligefrem "afstivende" på andre blodfyldte organer.

Tilbage til næseblod. Som Roger Moore som Lord Brett Sinclair og noget alkoholiserede/kvindagtigtgjorte (heldige fyr!) Tony Curtis som Danny Wilde så altså aldrig fik. Ja, på trods af utallige karambolager med uhyre skurkagtigt udseende personer kom de aldrig til at bløde. Senere var det måske mere paradoksalt end det forekom dengang, også hvordan i alverden TV-produktionsselskabet fik fat i alle disse skurke, som de næsten utallige afsnit krævede. Måske man blot indrykkede en annonce i "Variety" med teksten "Skurkagtigt udseende personer søges!". Det var trods alt andre tiden dengang end nu, hvor en populistisk korrekt platpolitiker fornyligt anmeldte et filmselskab for racisme. De søgte nemlig personer med et "asiatisk udseende", og det var vel rimeligt nok i betragtning af, at handlingen skulle forestille at foregå i Asien.

Helt anderledes dengang der var svinagtigt heldige helte som Sinclair og Wilde til. Alene film-introen med datidens labreste bredmåsede og koket vrikkende "strand-sild" i bikinier i St. Tropez viste den lokkende verden derude. Ikke alne vandt de altid til sidst og løb med alle pengene, de fik heller aldrig nogensinde et eneste nej fra nogen af de smarte kvindelige modeller. Sig lige "uheldige helte" igen! Det var godt nok dårligt oversat, og så dårlig var og er serien nu ikke. Ikke helt og heller ikke nær helt så god som dengang. Tiden har gnavet ubarmhjertigt i disse gamle serier på samme måde som smilehullerne er blevet næsten finger-dybe i bagdelene hos datidens smarteste damer. Ak ja, "Sic Transit Gloria Mundi", man har vel "Den lille Latinprøve"

Nu er det efterhånden et par år siden, vi på denne side havde et ugeemne om heldige og uheldige helte. En af disse var en englænder med et svagt helbred og et endnu skrøbeligere sind, der hed Paul Voight. Han var en af sin tids mest originale matematisk-funderede akustikere, hvilket ikke siger ret meget, der var allerhøjst en enkelt konkurrent, Tannoys Jack Houlgate, som snart forsvandt til BBC. Voight var manden bag en af datidens bedste højttalere, det såkaldte (og meget passende benævnte, da han selv stod og savede det ud) "Voight-horn". I dette horn sad oprindeligt tidens kraftigst magnetiserede højttaler-enhed, en 8-tommers sag med nødtørftigt sammen-limet dobbelt papir-membran frit efter datidens dille, kræmmerhusene. Findes det ord overhovedet i dag? Nå, ligemeget, for det gjorde det dengang og det er jo den tid, vi beretter! Derudover er det desuden forkert at tale om magnetisering i fobindelse med de allerførste Lowthere, der slet ikke indeholdt permanente magneter. Voights første var lavet med elektromagneter, antageligt fordi det var billigere for Voight, sådan er det jo tit. Senere bliver der så en dybere mening men det er en anden sag. Han holdt da ihvertfald op så hurtigt han kunne. Eller altså havde råd.


Denne enhed havde handelsmærket "Lowther", men det var nu ikke fordi det passede synderligt godt, mest fordi der næsten ingen handel var med produktet. Det var nu ret let at forstå, for megen mening var der ikke i hele foretagenet. For det første tilbød Voight KUN 1 MODEL, et kæmpestort lige, forladet horn med en facon som en delvist udrullet kæmpestor såkaldt "konk-snegl" eller en mega-muskedonner for dem, der husker Onkel Joalims foretrukne forsvarsvåben mod Bjørne-Banden. Vi taler ganske givet om den højttaler i historien, som har haft alle tiders allerlaveste såkaldte "WAF", "wife acceptance factor" Og selv om det vel var en rigeligt formidabel hindring for mulig kommerciel succes, så var det kun det MINDSTE af Voights problemer. For hvad i Himlens navn skulle man dog bruge det her mega-truthorn til?

ABSOLUT INTETSOMHELST, for der fandtes jo intet, som kunne afspilles over disse højttalere. Alle kommercielle optagelser foregik ikke blot på 78-lakplader, allerede en formidabel hindring med et teoretisk frekvensområde fra et par hundrede hz til godt 2000 hz. Nej, optagelserne foregik heller ikke ELEKTRISK endnu (og da slet ikke i England), og disse jammerlige optagelser typisk med såkaldte kul-korns-mikrofoner med tragte foran. Det var ikke bedre i datidens PA-branche, hvor man også brugte de samme mikrofoner, ikke overraskende, da det var de eneste, man kunne købe. En helt både nødvendig og ganske tilstrækkelig forudsætning for den rene jammer for Voight.

Voights helbred og sind gik ikke overraskende samme vej, "som katten skraber", som vi drenge udtrykte det dengang "The Persuaders" gik på sort/hvid-skærmen for første gang. Med datidens bedste audio-materiale, som var AM-radio, ak ja, så var der ikke meget ved at sælge Voight-horn selv med den nyeste "permanent-magnet" version af den noget hjemmelavet-udseende første Lowther-enhed, som hed PM1. Det var svært at argumentere for en visdom ved at købe et kvalitetsprodukt, som der de næste næste 25 år INTET var at anvende til. Den uheldige og helt nedbrudte helt Voight emigrerede til Canada og døde. Det sidste var nu ikke synderligt tragisk, da det først skete godt 35 år senere.

Og hvorfor så denne snak om helte i dag? Naturligvis fordi der i nutidens mennesker findes en ganske tydelig tendens til at se bagved-liggende logik i helt ulogiske ting. Lad os for eksempel tage weekendens afvikling af finalen i "X-Factor", en helt uomgængelig pseudo-begivenhed i ethvert tennage-hjem. Om finalen fik sin rette vinder i Thomas har vi ingen mening om, men denne mand med en udstråling som en lettere hengemt fladfiske-filet fra køledisken i skandaleramte Super-Best ligner da helt bestemt dagens bedste bud på en "uheldig helt". Det er muligt han har vundet til sidst, problemet er blot, at til sidst i konkurrencen blot er BEGYNDELSEN-på resten ef den VIRKELIGE verden! Dér tiltror vi ikke manden synderlig succes.

Thomas har tilsyneladende i 12 år uden blot det ringeste held forsøgt at få udgivet en plade, og disse erfaringer med den prosaiske virkelighed burde han måske have taget ved lære af. Nå, men nu har han jo så vundet og så er virkeligheden derude sikkert blevet anderledes synes ræsonnementet at være. Vi spår ganske samme entydige succes for Thomas som for Paul Voight og hans hornladede Lowther-eventyr.

Det kunne nu være sjovt at høre Thomas kommende plade gengivet på et oprindeligt Voight-horn. Voight var efter sigende ikke nogen særligt god tømrer, det må være derfor han insisterede på at lave alle sine højttalere helt selv, da han nok nødigt ville vise sine 10 fummelfingrede tommelfingre frem. Nå, det var slet ikke det største problem, heller ikke, at den noget nødtøftigt/grinagtigt overlappede/sammenlimede papirkegle aldrig var lige eller at disse håndlavede enheder nødvendigvis var vidt forskellige, at arbejde med mekaniske komponenters placering i ekstreme magnetfeltter er svært selv for bedre håndværkere end Voight (og dem var der mange af, kun få værre). Man skulle jo trods kun bruge én enhed til sin AM-mono så det var ganske ligegyldigt.

Og så lige Thomas igen til allersidst som "rosinen" I en interessant diskussion, som vi refererede lidt fornyligt om Lowther-højttalere, mener en mand at vide, at
"Lowtherenheder er vist oprindeligt designet til dobbelt hornladede hjørnehorn, hvor 'shout'et bidrog til at linearisere den samlede frekvensgang."
Fakta er disse: Voight lavede ALDRIG et hjørnehorn, så nej! Dobbelt-keglen fandtes jo så naturligvis heller ikke på de første enheder, da den lette skæve papirmembran var absolut RIGELIG bredbåndet i sig selv til nå de par khz, som var målet.
Udover at Voight næppe heller stræbte efter at "linearisere" noget, som han aldrig selv kom til at høre eller havde måleudstyr til. Som nævnt fordi der INGEN KILDER var til at kunne GENGIVE noget, der blot lignede virkeligheden lidt. Rent, inspireret gætteri, det var det, det hele var for Paul Voight og intet andet, og sådan er det vist tit i livet.
Som at spå Thomas succes...Hvorfor skal man dog forsøge at give meningsløse ting mening? Som foreksempel at AFSPILLE Thomas´ kommende plade naturligvis. På sit originale Voight-horn fra inden PM1´s tid.

Salgsstrategier og non-salgsstrategier

I dag vil vi fundere lidt over, hvad der får ellers fornuftige mennesker (i dette tilfælde os selv) til at sende betydelige pengemidler til en lille midtvestlig producent i USA uden nogensinde at have hørt deres produkt. Vi vil også "elaborere" lidt på emnet, fordi der også i disse dage i Danmark lanceres et andet amerikansk højttalerprodukt med sprogligt fynd og klem. Produkterne er i et vist omfang sammenlignelige, da begge producenter antageligt laver deres egne enheder, i dag naturligvis et absolut særsyn. Enhederne ser dog ganske forskellige ud og er i virkeligheden endnu mere forskellige. Den ene enhed er sindssygt dyr at lave, det er den anden næppe, men hvilken der lyder bedst vil vi aldrig komme til at teste. Det er nemlig spild af tid.

I den ene ringside i denne "All-American Wrestling Championship" står en rigtig klassiker. Det drejer sig om allernyeste inkarnation af verdens mest udbredte klassiske studiomonitor-højttalerenhed, Altec 604. For enkelte mulige ikke-kendere af dette produkt drejer det sig om en massivt konstrueret 16-tommers coaxial-højttalerenhed med en vægt af enheden på 17.3 kg. excl. et ikke meget mindre massivt delefilter. Denne højttalerenhed har med en frilufts-resonansfrekvens på 34 hz naturnødvendigt ofret en udstrakt bas på "lydtrykkets alter" og har et maximalt lydtryk på omkring 120 dB. Det er ganske overordentligt højt og en naturlig konsekvens af kvaliteten og mængden af de investerede råvarer. Så simple er naturlovene.

Enheden laves i Oklahoma City i Midtvesten af firmaet Great Plains Audio, som er en direkte aflægger (ligger?) af salig Altec-Lansing, selv oprindeligt en del af firmaet Lansing. Nu har vi været i pro-branchen i 30 år og selv om det er sjældent at opleve rigtig kvalitet længere, så kan vi godt huske det endnu. Og for den sags skyld også genkende det, når vi ser det og det er så det vi har fået øje på. Firmaet derude på prærien har et principielt problem: Deres produkt er simpethen alt for dyrt at fremstille. Det har disse enheder altid været, men for 20-30 år siden ville folk godt betale for kvalitet. Hov, det vil vi osse selv, så derfor har vi bestilt et sæt, og nu er de kommet, hurra!

Firmaet derovre i USA sælger nemlig selv direkte til hele verden og det tjener de tydeligvis nok håndører til, at de kan leve af det. Ihvertfald er de både hurtige, uhyre kompetente og har ligefrem tid til at fraråde køb af egne produkter. Fordi de ikke mente, at lyden i gamle Altec-kasser selv med deres egne enheder ville blive bedre end den var. Tal om tillidsskabende kompetence! Som sagt, vi sendte godt 10 af de store sedler derover aldeles prompte!

Det kan vi så herfra opfordre alle interesserede til at gøre og bemærk, vi har absolut ingen kommercielle bagtanker. Dette produkt har fuldstændigt samme pris i USA og Danmark excl. afgifter og det burde sikre en forrygende salgssucces. Det kommer det selvfølgelig ikke til, og det er måske mærkeligt når nu produktet er så helt aldeles fremragende, at det burde kunne sælge sig selv. Og da ganske særligt med denne "direkte-til-dig"-salgsform, som gør disse enheder reelt billigere end de nogensinde har været i de seneste 60 år.

Nej, intet kan sælge sig selv og da allermindst på kvalitet udover til gamle tossehoveder som denne skribent. Dem er der heldigvis stadigvæk enkelte af på verdensplan, men firmaet har tydeligvis resigneret og har helt opgivet at have lokale distributører. Det giver jo et vist globalt salg til de få fornuftige entusiaster, men uhyre ringe gennemtrængning på alle markeder. Alle andre steder er der dømt absolut minimalt salg. Fordi ingen køber noget, som de ikke fascineret af til at starte med og at fascinere dem til at starte med er ganske udelukket for Great Plains Audio, fordi deres produkter er ALT ALT for dyre. At PRODUCERE.

I dagens andet ringhjørne står den ligeledes amerikanske producent med det tyskklingende navn "ZU" Måske det også ligger i det amerikanske øl-bælte omkring Milwaukee et sted? Dette firma laver en 10-tommers bredbåndsenhed med en simpel dobbeltkegle-membran, som opfinderen af de første dynamiske højttalerenheder, danskeren Jensen (i USA sjovt nok osse) i 1915 og senere Rice-Kellogg ville have kunnet nikke genkendende til. Tal om gammel færdigudviklet teknologi her. Sådan en "whizzer"-dobbeltmembran (på engelsk osse kaldet "parasitic cone", det beskriver også den mulige teoretiske ydeevne) har siden Ruder Konge var Ruder Knægt været den billigste måde at få udstrakt frekvensområdet. Paul Voight anvendte samme strategi med sine eviggtgrønne Lowther-enheder med en forudsigelig og fast frekvensgang som Himalaya. Sådan noget kan nogen lide uden at jeg selv nogensinde har fattet hvorfor.

Firmaet ZU bygger så vidt vides alle deres højttalere op omkring denne "hus-enhed" på 10 tommer, suppleret med en diskant. Hvordan man kombinerer en fuldtone med stærkt stigende direktivitet med stigende frekvens med noget andet fatter vi nul af, der skal vist heller ikke tænkes her, nok snarere bare lyttes. Vi lytter til vores erfaring og løber! Forunderligt nok har denne højttalerenhed en høj impedans (usædvanligt), et større frekvensområde end vores nyindkøbte Altec ( teoretisk muligt men særdeles usandsynligt) og så lige rosinen i pølseenden, SAMME MAXIMALE LYDTRYK. Nej, det har den ikke med mindre man summerer at par af de "parasitic peaks", som alle "whizzer"-membraner excellerer i. Ak ja, de forbandende naturlove, som ikke længere står i vejen for markedsføringen. Fordi måske hverken producenter importører eller kunder alligevel længere kender dem. Naturlovene forstås.

Hovsa, vi snakkede om importører. Ja, for ZU sælger godt nok deres produkter direkte til slut-brugerne i USA. En af deres højttalere koster 3600 dollars. Om det er prisen værd aner vi ikke, en supersællert er det vel næppe ukendt og ikke vældigt billigt. Mon ikke salgsprisen er en del højere end produktionsprisen, det kunne det se ud til ud fra råvareindholdet. Alt ialt en fin lille virksomhed der forhåbentligt tjener de penge de skal.

Og så over til det lidt sjovere. ZU har nemlig en HELT ANDEN PRIS i udlandet, som loyalt oplyses af den nye stolte danske importør:

"De billigste Zu Essence koster 3600 dollars i Usa. Denne pris er kun for USA og Canada. Fra Zu´s egen side er prisen for et sæt Zu Essence sat til 6000 dollars i andre lande end ovenstående"
DET HER er eddermaeme alternativt og burde vel være det allerbedste argument for, at alle fornuftige forbrugere omgående burde sende deres penge til Great Plains Audio. Det bliver spændende om man kan sælge varer på et (for firmaet) garanteret lillebitte verdensmarked til så sindssygt forskellige priser, ja vi tror mest på, at denne forvirring fra starten af vil begrave alle muligheder for nogetsomhelst salg. Great Plains har trods alt almindelig anstændighed nok til at behandle alle kunder ens og DET burde jo i sig selv være det bedste salgsargument. Derfor har vi selvfølgelig selv valgt at købe hos de "gode", alt andet ville dog være indlysende idiotisk. Virkelig en "non-salgsstrategivinder", vi ser her.

Vi vil da ønske rigtig god fornøjelse med at sælge disse forunderligt strategisk prissatte produkter her i Danmark. Vi spår dem nu nogenlunde samme salgssucces her i landet som Great Plains Audio men måske importøren lige skulle gøre klart, hvem det er, der dækker de udvidede garantiforpligtelser. I en nylig tråd om Tape Connections død nævnte vi et firma, der dengang noget upassende fremhævede sig selv som om, kundernes garantier automatisk blev "tilbageført" til producenten, hvis hans firma skulle gå ned. Det var en nyttig oplysning et helt, helt andet og passende sted. Hvis den altså havde passet. Det drejede sig naturligvis om importøren og dagens ene kombattant, en hernengensisk foretagsomt foretagende. I går skrev firmaet så i stedet:
"siden det er mig der skal varetage 5 års garanti"
Tjah det er da vist noget andet han siger her eller hvor meget fejl kan man tage på så kort tid, ren alzheimer, det her.
Vi vil atter glæde os over vores nyindkøbte Great Plains Audio 604, baseret på god gammeldags korrekt ingeniør-praksis og helt "direkte-til-dig"-salgsstrategi. Som desværre i denne verden af i dag (o det er jo altid den eneste, der er!) med betydelig sikkerhed får samme salgssucces som ZU. Det vil sige, næppe noget særligt. Den ene fortjener blot MEGET MEGET BEDRE, den anden gad vi ikke have om vi så fik den smidt i nakken. Men nu vejer den næppe heller godt 18 kg. som vores kære Altec..
Forresten tyder intet på, at ZU laver andet end diskanten. Bredbåndsenheden er såmænd en billig standard Eminence OEM-enhed til knapt et par hundrede, kendt fra diverse M&K. Suk, suk, dybt suk!

I dag tager vi revanche!

Efter weekendens næsten doktor-disputatslange udredning om de dybere problematikker omkring brødhvede-dyrkning i Danmark, satser vi i dag på den kortere fremstillingsform. Det skyldes blandt andet, at vores lille familie i passende andægtighed skal stå og beundre fruens nye køkken. Det vil sige, kun den ene halvdel er ny men sikke dog en halvdel! Med en skinnende blank kæmpestor bordplade, som ligner en specialsvejset ting i uforgængeligt rustfrit stål, er der dømt stråleglans i fruens øjne. Forresten ER pladen i de sjove og skæve mål lavet af rigtigt rustfrit stål og tak, Benny, for et forrygende stykke arbejde! Vi vil tænke på jer deroppe på Mors hver morgen over havregrynene, og hvad kan mennesket i virkeligheden så opnå mere. Den lille og nære uforglemmelighed er jo trods alt den allerstørste, fordi den varer evigt..

I dagens lokale Jp er der en bemærkelsesværdig mini-test. Det vil sige, en rigtig test er vel lige i dette tilfælde ganske svær at gennemføre, da det drejer sig om noget så køsforskræknings-skræmmende som kastraktion. I dette tilfælde drejer det sig til alt held om en kat (pyha!) og allerede det gør jo testen noget usikker. Trods alt er mulighederne for gentagne operationer på samme kat i netop dette operative indgreb begrænset, så det drejer sig nok ikke om samme kat. Ellers burde operation nr. 2 jo naturligvis kunne blive ganske overordentligt billig.

Det viser sig så også at være tilfældet alligevel, for faktisk findes der en dyrlæge, som annoncerer med priser på blot DET HALVE af de fleste andre. Det ville jo måske være meget godt, men det er det nu ikke ubetinget, faktisk slet ikke. Ikke meget bedre er det af avisens journalist her, at han overhovedet ikke har gidet gøre sit arbejde blot ringe. Nej, han har simpelthen været helt nede og skrabe bunden i sin plat-reportage her. Det mindste man kan forlange af en lokaljournalist er vel, at han er en lillebitte bitte smule lokalt orienteret. Hvis han ikke havde været det, havde det været RIGTIGT let at blive det.

Uvidenhed er ikke det værste, nej, det er åndelig dvaskhed og almindelig lad dovenskab og denne egenskab er JP-journalisten tæt på at være verdensmester i. "Vinderen" af dette pris-tjek er nemlig ingen andre end en vis Jens Breth Hansen, som er en særdeles og alt for velkendt lokal dyrlæge, udover at han ikke er mindre kendt og berygtet blandt sine lejere. At finde information omkring denne bemærkelsesværdige mand er altså ikke sværere end at skrive hans navn på google, så kommer de som hit 1, 2, 3 osv som skidt fra en spædkalv.

For et stykke tid siden var manden involveret i et par fuldstændigt groteske sager fra sin praksis, som den veterinære verden vist helst havde været foruden. Næsten men ikke helt ligeså meget som de stakkels involverede dyr, men de var til alt held umælende. Og døde naturligvis. Ret meget længere fra god dyrlægepraksis kommer man heldigvis ikke, men som bekendt kommer alt ondt tilbage i store "cykler" og denne gang ligefrem JP-sponsoreret. Det første er desværre en kendsgerning på samme måde som nazisme og kommunisme og det sidste er blot tragisk og en "journalistisk udeladelsessynd" af de HELT STORE. At erklære sådan en mand som "testvinder" er simpelthen en KATASTROFE. Få den her artikel "kvalificeret" i absolut helvedes fart og lad dermed dyrene dø, når de engang alligevel skal. I modsætning til altså når de kommer til dyrlæge, det sidste vil i dette tilfælde med betydelig sandsynlighed betyde MEGET FØR deres tid ellers er omme. Billigt i kattemad på sigt, fordi katten er død, er det godt nok, JP?

Nu er det heller ikke indenfor vores egen branche fri for at være tale om journalistiske skæverter i sværvægts-kategorien. Nå, det er altsammen lidt mere uskyldigt, ingen bliver vist ligefrem kastreret og endnu færre dør . Måske af grin, men det er vel også den død, som de fleste ville vælge. På samme måde som kattene ville "vælge Whiskas" og garanteret også undgå et besøg hos dyrlæge Jens Breth Hansen, så ville "grine-døden" vel også være en passende festlig afslutning på livet.

Helt derude er vi vel ikke i dag, men det danske netmagasin Monitor.dk har atter engang ageret passiv mikrofon-holder i et såkaldt "virksomhedsportræt" I modsætning til rigtige virksomhedsportrætter er de her sager på Monitor. dk uvægerligt kvalme, selvsmagende og selvfede i en grad, så man får ja mega-kvalme. De allermest indlysende spørgsmål stilles aldrig og heller ikke i dette tilfælde, ja der stilles overhovedet ingen spørgsmål og det gør der aldrig nogensinde på Monitor. DK. Ren spild af "cyber-plads" (findes det mon på dansk ellers hurra for os og vores nye opfindelse!)

Virksomheden hedder Signal Audio og dem kommer vi ALDRIG NOGENSINDE til at handle med. Sådan noget skal man altid være noget forsigtig med at sige i vores tæt sammenspundne branche, men det her løfte agter vi at holde. Vi er blevet "spammet" med reklamer fra dem, men noget tyder på, at vores noget håndfaste svar endelig har fået os slettet. Det er et stykke tid siden vi har hørt nyt og i dette tilfælde er intet nyt RIGTIGT godt nyt. Når det altså kommer derfra. Og hvorfor så det? Fordi firmaet er skabt af et par tidligere selvstændige, som det ikke gik alt for godt for. I det mindste brugte de et tidligere job som nyt "springbræt" for det nye firma, og SÅDAN noget kan vi ikke personligt ret godt lide. Loyalitet er altid noget, der kan gradbøjes i betydelig grad, men del del af branchen, som vi færdes mest hjemmevant i, er altså HELT HELT anderledes.

Nå, dem om det, problemet ligger i virkeligheden et helt andet sted. Det nye firmas kerne-produkt er nemlig Proel med en tidligere kollega, Kenneth Bremer i spidsen og så er vi endelig tilbage ved artiklen i Monitor.dk. igen. Alle disse tre mænd er gamle kolleger fra Benum Nordic og nu er de så ikke der mere, sådan er livet åbenbart sommetider. Vor gamle ven Bremer har :"cit....ansvaret for opbygningen af distributørnettet i Danmark" (sic, jamen det STÅR der!)

HVORDAN kan man OPBYGGE et distributørnet, men kan vel blot UDNÆVNE en eller i det tilfælde her altså blot snakke med vennerne i det gamle betalte job. Derefter er det vel så som så med arbejdet med at udbygge skulle man mene? Ja, man kan vel i virkeligheden slet ikke udbygge efterfølgende udbygge nogetsomhelst? Ikke engang i teorien.
Nå men læs selv artiklen på Monitor.dk. Om man bliver klogere af det er måske tvivlsomt sikkert næsten ligeså tvivlsomt som at vores valg IKKE at handle der kommer til at få nogen videre betydning. Vi håber dog vores læsere i dag vil bære lidt over med vores lidt småt-skårne kommentarer. Smålighed trives også i det helt små, ja selv i vores ydmyge lille virksomhed. Det beklager vi naturligvis, men det er sådan det sommetider er!

Udeservice

I dagens travle anledning vil vi lidt usædvanligt skubbe dagens visdomsord til i morgen. Vi har lidt rigeligt meget at se til allerede her fra den tidligste morgenstund og når vi siger tidligt, så er det altså FORFÆRDELIGT TIDLIDT.
Nå, det får være, vi skal jo også lige akkumulere lidt skejser til fruens store køkken-eventyr. Det skal nu også retfærdigvis siges, at dert trænger et par steder...
På gensyn i morgen ved middagstid engang!

Anachro- og nekrofili

Som enkelte faste abonnenter på denne side muligvis vil vide, er denne skribent en såkaldt "anachrofil" hifientusiast. Roden i dette mærkelige ord er "-chro-", som betegner tiden (som i "syn-chron" og "fili" er jo god gammel-græsk for kærlighed og andre kedelige dagligdags ting, som alle vi nylige ægtemænd oplever til overflod hver eneste dag. Måske ikke altid helt i samme overvældende omfang, men ind imellem sker det dog stadigvæk. Tilbage til det anachrofile: I går hjembragte vores trofaste nysynede firmabil af mærket Opel Omega (tak, Adam Opel!) et par enormt store og tunge flightcases.

Så store var de muligvis heller ikke, da de jo altså kunne være i en stor stationcar som vores, men tunge var de dog som ind i Helvede. Inde i kasserne var der et sæt enorme Altec-Lansing mellemtonedrivere påmonteret et metal-truthorn, som ville have været passe til at lede ild-afgivningen fra 15 tommers hovedbatterierne fra det saligt sunkne engelske slagskib "Hood". Vi snakker om en næsten meter-lang metaltragt i støbegods med eksponential-udmunding som Onkel Joakims muskedonner. Vi taler om en voldsom og skræmmende sag her og så har den ikke engang givet sit første trut endnu. Eller rettere: "TRUT!" for det er altså hyper-effektive sager, det her. At tale om "høj musik" her er sørgeligt utilstrækkeligt. Musikken er allerede ganske høj med totalt nedskruet volumen.

Uha, det bliver vildt, det her og fruen har da også allerede frygtsomt skruet lidt ned for besøgene i kælderetagen i forventning om indledningen til Wagners "Götterdämmerung", kendt fra "Apocalypse Now" Herligt med lidt "napalmduft om morgenen" som det hed i filmen og altså også den salige anachrofile forventning.
Nu er det ikke alle ord, som ender på "-fil", som er lige respektable og agtværdige, og i forbindelse med kåringen af "Årets Danske Pressefoto" er det da bestemt også et andet ord, der dækker noget bedre. Vi har på denne side vaklet lidt mellem at forsøge aktivt at fortrænge dette forfærdeligt smagløst/rædselsfulde billede, men lige ordet "-fil" i dag fik det frem.

Billedet forestiller et døende barn i en hospitalsseng midt i et dansk samtalekøkken. Barnet ligger terminalt stille og sygt, mens familien sidder og spiser aftensmad ved siden af. Det skulle vist være åh så symbolsk og man kan naturligvis også lægge alt muligt i billedet. For eksempel , at livet og æderiet altid går videre for alle de mange, mens de få, der hele tiden skal dø altid dør uendeligt ensomme og jo også for det meste ret enkeltvist. På trods af al nærhed. Eller et eller andet andet pis.

Billedet fortæller for os en helt anden og langt mere forfærdelig historie. Den fotograf, der har taget billedet, har nemlig BOET hos det døende barns familie i længere tid for at lave en portrætserie. Nu er livet ikke længere reduceret til "X-Factor" eller "Stjerne for en Aften", der er deltagerne da i det mindste i live endnu. Nej, nu er det blevet til "Stjerne for en LIVS-aften", den aller-allersidste. Billedet her er simpelthen det allerværste døds-pornografiske billede, denne skribent nogensinde har set. Det ord, der hedder "nekrofili" og som ellers ikke figurerer højt i almindelig anseelse, er allerede i den blide ende her. Tænk at sælge sit barns langsomme kræft-død som føljeton til en snagende presse, der ligefrem er flyttet ind i sengen permanent. Vildt og helt, helt forfærdeligt!

Nu er livet ikke altsammen en ren jammerdal, og sommetider ser vi da osse morsomme tiltag. Denne side er jo en smule amatøragtig, det kan vi ikke nægte og det ville vel heller ikke hjælpe. I en branche nær os, nemlig i herlige hifi, ser vi nu også andre aktører, som benytter sig af noget "hjemmegjorte annoncer" I dag har vi været særligt underholdt en en importør/forhandler på Herning-kanten, som i forbindelse med Tape Connections konkurs indlagde sig så absolut "visnelig hæder" (er der noget, der hedder det?) ved at "fiske" lidt rigeligt aktivt i rørt vande. Syntes vi dengang og det gør vi bestemt også i dag. Lidt upassende nekro(hi-)filt ...

Denne gang drejer det sig om præsentationen af et nyt spændende højttalerprodukt. Nu er vi selv en smule immune overfor alle disse evindelige nyheds-annonceringer omkring dynamiske højttalere, som trods alt har været færdigudviklede de seneste 50 år. Det svarer altid til den tvivlsomme begejstring ved at læse begejstrede annoncer for en ny slags saks. Som kan klippe ligesom alle sakse altid har kunnet siden oldtiden.
Tilbage til denne herlige annonce om et produkt, som hvis det havde været tysk og desuden et såkaldt pronomen (forholdsord), ville have "kunnet taget dativ" Det gælder som grammatik-hajer allerede har bemærket for remsen "aus, bei, mit, nach, von og zu" Blot er det slet ikke tysk, meget mærkeligt med det navn..

Der er tydeligvis tale om et særdeles attråværdigt produkt, for som der står "Det er nu du har muligheden for at forudbestille dit sæt. Venter du kan der være tale om op til 3 - 5 måneders leveringstid på dem. Det er en bestillingsvare, da der er en stor variant at farver og de først bliver bygget efter bestillingen er lagt".

Nu kunne man måske tro, at der ALTID og til ALLE TIDER har været muligt at forudbestille ting, vi gætter her på at man også betaler lidt småmønter samtidigt. Derimod fatter vi altså ikke, hvad der lige er forskellen imellem at forudbestille noget nu og gøre det senere. Denne producent producerer som alle andre udelukkende når ordren er kommet, så hvad det lige præcist ændrer på leveringstiden fatter vi ikke. Lige meget hvornår man måtte bestille skal de altså lige laves først, hvor er det lige forskellen er...????
Vi sakser lige et par forrygende citater mere:
"Dette er simpelthen en verdens præmiere i Danmark........" (manner, manner, som Anders And ville have udbrudt), utroligt at det kan lade sig gøre. og
"Sidder du nu som forhandler og tripper og tænker ”det vil jeg sgu også have”, så er du selvfølgelig også velkommen til at kontakte xxxx."

Nej, det vil vi altså ikke, ikke engang selv om de var gratis og vi gider ikke engang lytte (vi har allerede her hørt/læst nok) men nu er vi jo altså heller ikke hifi-forhandlere og det er vel heldigt for alle parter her. Selv om de altså findes i en farve som vi godt nok aldrig har hørt om, Google bliver nemlig ved med at påstå, stavemåden er forkert:
"MAZERATI BLUE - den er sindsyg lækker denne finish" En helt ny farve allerførst i Danmark? Måske en farve a la den så kendte "British Razing Green", den med barber-bladene?
Vi er tydeligvis ikke selv de eneste amatører, ja måske ikke engang længere de største....

"Ude på det Blååååå Ocean"

Dagens overskrift er uden hensyn til nogen copyright "sakset" fra en tekst af festugedirektør Jens Folmer Jepsen. For de forhåbentligt langt fleste uvidende personer om citatets nøjagtige placering i den danske musikalske fælles-arv drejer det sig om den århusianske pop-gruppe "På Slaget 12" og deres 2. LP. I virkeligheden var det vel egentligt deres sidste? De skiftede efterfølgende deres tåbelige navn ud med ikke meget mindre tåbelige, men noget mere mundrette "PS 12" Ellers var det vist blot tale om mere af samme skuffe og så alligevel ikke. Der blev efterhånden noget længere mellem "snapsene" Måske det hang sammen med, at Jens Folmers tekstlige bidrag blev færre, ja man kommer næsten til at små-gyse lidt!

Vi taler selvfølgelig om Jens Folmers små tekstmæssige lækkerier som i overskriften, hvor "å-et" i "blåååååå" bekvemt bliver anvendt til at lappe lidt løstgående verse-fødder sammen. Det hele minder lidt om Anders Ands eneste hit-sang over et tilsvarende maritimt emne, "Den Hulkende Sømand" Folmers tekst er ganske vist indspillet, men vist forlængst glemt, Sonja Rindoms (genial dansk Disney-gendigter. red) er så vidt vides aldrig indspillet, men stadigvæk udødelig i erindringen. Faktisk ret sjovt at jeg så kan huske både det uhyre forglemmelige og det ganske uforglemmelige?

Vi må vist tilbage på det, som geologerne kalder "fastlandssoklen" og bort fra den gennemsnitlige havdybde derude på de "blååååå" oceaner på omkring 5 km. Vi skal helt ind i de inderste af de indre danske farvande, hvor allerede 5 m. er ret dybt, helt til færgen til Livø. Den 8. februar havde vi en lille "feature" om isbrydning i almindelighed og isbrydningen ved Livø i særdeleshed. Lige i den sag er vi uforvarende kommet lidt ud og svømme i det blå ocean.
Det blev vi opmærksomme på i går, hvor vi blev kontaktet af færgemanden på Livø. Han korrigerede os således:

"Til din orientering bor der 3 familier på Livø.
I landbruget er der 130 kreaturer der skal passes, og Øens 15 huse skal holdes frostfrie. Øens el-værk skal også passes så brænde- og olie-fyrene kan kører.
Og nej Færgemanden har ingen børn af egen avl på øen. Det overlader han til Landmanden
Ellers go’e synspunkter jeg kun kan nikke lodret til
mvh
Jacob G Knudsen
Skipper Livø II (vinterforbindelsen)"

Vi lægger det her på i dag på dette sted af 2 grunde. For det første vil få se det hvis det blev lagt på til teksten for den 8. februar. Allermest bringer vi det nu, fordi vi faktisk er ENORMT STOLTE over at få den her respons fra lidt uventet hold. Det er jo faktisk denne blogs eneste berettigelse at "krydse rundt" lige derude på det "blååå" ocean, hvor andre ikke gør eller tør. Tak for korrektionen, Jacob!

Ellers skal vi osse lige i dag huske at bringe lidt forbrugeroplysning af mere håndfast slags. I en tråd på hifi4all har en fyr problemer med sine Sennheiser-hovedtelefoner, hvor den ene side åbenbart spiller højere end den anden. Tråden er sjov, fordi den simpelthen i "kortform" udstiller et forums begrænsninger. Begrænsningen består naturligvis i, at folk tilsyneladende totalt tvangsmæssigt ytrer sig om noget, som de OVERHOVEDET INTET aner om. En vis flittig såkaldt "head-fi"skribent, Techtrino giver denne fine anvisning. Hvis den havde givet mening, forstås:

"Som Claus siger, der er noget med stikket eller måske lodningen oppe i "koppen" da det ser du til at der er mere modstand.
Jeg ville se om jeg kunne skille koppen ad (der findes guides) også se derinde og eller sætte et nyt jack stik på.
Et neutrik jackstik er fint, dem kan du finde på ebay.co.uk hvis det er, men så skal du jo lodde."

Ak ja, sikken visdom der her åbenbares. NEJ, hvis modstanden i stikket på en hovedtelefon bliver så høj, at den hørbart kan påvirke lydtrykket i den ene kanal, så er den AFBRUDT og så siger den INGENTING. Blot én eneste tynd tråd i kablet vil sikre forbindelse nok til at der umuligt kan blive hørbar forskel i lydtrykket og hvis så tråden ikke er der, giver resultatet jo ligesom sig selv. Ideen med at sætte et nyt stik på er fuldstændigt ligeså stupid. Det kan man nemlig SLET IKKE, fordi kablet er lavet af individuelt lakerede småkabler. Derudover anbefaler fjolset her at købe det stik (som man altså hverken SKAL eller blot KAN bruge) I ENGLAND. Jamen for Helvede da, det kan købes OVERALT I DANMARK og det endda i løssalg. Vi har selv 250 stk. på lager. Og derudover ryger garantien ad helvede til når man klipper stikket, måske ret forventeligt?

Og nej, der er HELLER IKKE noget galt oppe i koppen på hovedtelefonen, hvor ganske samme problematik som i stikket gør sig gældende. Enten eller altså!
Hvad er der så galt? Det ene element sidder såmænd delvist fast i spolegabet med enormt tab af bas/nedre mellemtone og det opleves som lavt lydtryk. Elementet skal blot skiftes og det med 100% sandsynlighed, intet mindre og heller ikke mere.
Det store spørgsmål sejler dog stadigvæk rundt derude på det store ocean: Hvorfor snakker folk dog som eksperter om noget, hvor deres uvidenhed alligevel er 100%. Hverken mere eller mindre? Som her!
Tak for den nye reference, "Techtrino"! Fuldstændig sort snak.

At "chance" den.

Denne skribent er ind imellem ikke bleg for at tage betydelige chancer. Nej, vi taler naturligvis ikke om det relativt nylige ægteskab med den underskønne fru Dahl Vikkelsø Mathiasen, det er der nemlig slet ingen chancer for at fortryde eller tage om. Eller muligheder for den sags skyld, da fruen slår en proper næve, som ville føre hende langt i kvindeboksning. Meget, meget langt siger min ømme skulder efter et nyligt spontant udfald fra denne magtfulde kvinde.

Nej, vi taler lige i dag i al skyndsomhed atter hifi. Vi har netop bestilt et sæt Altec-Lansing 604-duplexhøjttalere i USA og det ganske uden at have hørt dem. Om det er dumt vil tidens rette fylde vel eftervise, og helt så modigt som det lyder at skibe 10 kkr. plus derover er det vel heller ikke. Undertegnede har nemlig i et tidligere liv ejet et sæt 604, ganske vist af en helt anden model og garanteret så meget anderledes, at lighederne helt givet er færre end forskellene. Lidt spændt er man altid.

Dagens tanker går så på, hvorfor ikke osse alle andre bare køber et sæt af de her givetvis helt fantastiske højttalerenheder. I egen fantasi antager de på forhånd næsten gude-status? Når en forhandler, som ellers kan købe alting af alle andre forhandlere og producenter skidebilligt så alligevel vælger at købe et obskurt produkt til ganske samme pris, som enhver anden også kunne gøre det, så er det da et bedre køb skulle man synes. Nu er der næppe nogensomhelst tvivl om, at disse revival-Altecs er så uendeligt langt bedre end alt det sædvanlige mellempris OEM-skrammel, som sidder i de allerfleste højttalere til den 10-dobbelte pris og det burde vel afgøre sagen.

Og det gør det så bare slet ikke. Vi tager den lige igen for den detroniserede tidligere kongeaspirant, grev Ingolf: Når ingen har hørt et produkt, så kan man altså ikke sælge det til fornuftige mennesker. Undtagelserne bringer vi til sidst i udsendelsen. Derfor sælges disse håndværksmæssigt brilliante produkter udelukkende i latterligt lave styktal til netop dem, som allerede er blevet fascineret og tryllebundet af de gamle Altecs. INGEN andre køber desværre dette seriøse bud på verdens bedste selvbyg-system og selv blandt dem, der rent faktisk har hørt de gamle, er der stadigvæk kun få købere. Trods alt er hifibranchen som det danske samfund generelt præget af en noget større afgang indenfor aktive bidragydere/købere end tilgangen.

Det er jo fedt for dem, der ønsker at gøre forbandet gode køb i tiden men ellers en noget giftig situation. Ikke mindst fordi kunderne simpelthen er ved at blive "dummere end vandfast krydsfiner" , som det underligt nok hed i min barndom. Hvad der gjorde den stakkels vandfaste krydsfiner dummere end den almindelige blev aldrig fyldestgørende forklaret. Ingen spurgte, for man ville jo nødigt være dum.

Man kan nu sagtens være mægtig dum uden at spørge, ja nogen skal blot trippe lidt på tastaturet. Atter i dag vil vi citere vor nyfundne helt, moderatoren på hifi4all Jeppe "Virious" På nerds.dk skriver denne fætter de ildevarslende ord:
"Og hvor meget ekstra er det så acceptabelt at man får lov til at betale for at kunne prøve dem? Jeg har ikke noget imod at chance den - man kan jo bare sælge skidtet igen, hvis det ikke lige passer ind!"

Ja, hvor mange mon vil satse "hele butikken" i blinde og hvad kommer det her til at betyde for producenter og andre lokale udbydere? Døden, såmænd, intet andet. Ingen kan leve af så troløse og stupide kunder som vor ven Jeppe her, som i deres selvfedme og forrygende viden indsamlet blandt de få (og hurtigt færre) andre båt-horn baseret på en uhellig mix af nul-viden, nul-fascination og endnu mindre almindelig loyalitet som regnen på denne årstid lynhurtigt vil "erodere" isen og alting væk. Intet isdække tilbage for nogen af de gamle tunge drenge (ups, så lige på vægten i dag, cyklen venter!), der som isbjørne er dømt til at falde igennem. Helt på samme måde som alle producenter naturligvis, som bliver nødt til at handle med denne verdens "viriousser" Eller vil, det er heldigvis stadig for de fleste et valg. Som i den tjekkiske forfatter Karel Capeks bog yngler de dog ildevarslende derude som "salamandrene" i bogen. Denne allegori over den fremadstormende nazisme endte salamandrene med at tage magten og Capek tog sit liv. Vi mangler altså en "allieret front" mod de her tumper, ellers er alting tabt.

Ellers skal vi lige bemærke, at man faktisk også lokalt i Danmark kan købe en Altec 605-duplexhøjttaler for tiden. Man kan formentlig ligefrem lytte til den først, ikk, at der er alverden at lytte til eller efter, frekvensområdet er noget begrænset og alligevel temmeligt "peaket"
Det drejer sig sjovt nok om lige den model, som fra 1967 blev faset ud/kasseret (de røg simpelthen pronto på losse-pladsen) i Abbey Road-studierne til fordel for Tannoy Monitor Gold. Hurra for "Sergeant Pepper", som var noget af det sidste der blev lavet på de håbløse Altec 605. Så dårlig var den og de måske ikke, Gold var blot så meget bedre, at producerne skulle have LAAANG tid til at vænne sig til en højttaler med fuldt frekvensområde i forhold til den "forvoksede transistorradio", som Altec 605 var. Underligt med denne tekniker-skepsis, DECCA havde allerede fra 1947 anvendt Tannoy, måske de kunne høre? En del tyder på det, når man selv hører deres produktioner fra dengang.

605 var Altecs første forsøg på at lave en lavpris-udgave af 604 og lidt af en skændsel! Bas kan den ikke spille og diskant kan den SLET ikke spille. Sælgeren vil have en bagatel af 10.000,-. for dem, og det synes vi godt nok er noget dyrt. For noget, der allerede helt fortjent blev kørt på "lodseren" i London for 33 år siden. Hm. var de dog bare LIDT billigere ville vi måske hoppe på selv af veneration og vi kunne osse godt bruge en transistor i køkkenet. Eller noget der ligner ihvertfald lydmæssigt.
Jaja, selv ikke Altec var åbenbart perfekte, ikke så perfekte som vor ven Jeppe Virious. Et perfekt totalt illoyalt fjols!

Kritisk teori

Dengang denne skribent var ung, (ikke blot yngre, rent faktisk faktuelt ung!) var der noget, der hed "kritisk teori" Hvad det var, hvis det overhovedet var noget andet end det sædvanlige ord-rige tyske traditionelle filosofiske snak, fandt jeg aldrig ud af. Dengang havde jeg jo osse rigeligt at gøre med at undgå datidens totalitaristiske smitte i alskens udformninger, så jeg studerede det aldrig videre. Ikke meget tyder dog efterfølgende på, at jeg gik glip af noget særligt, for der må vel have været et eller andet, der gjorde denne "kritiske teori" spiselig for marxisterne dengang, siden de ikke i højere grad gik løs på den. Om de forstod den vides ikke, måske teorien slet ikke var der eller blot var pseudo--proto-marxistisk og om den var kritisk i noget videre omfang ved vi heller ikke. I det hele taget præger den dybeste uvidenhed indledningen i dag. Filosofi er ikke nødvendigvis videre interessant og ikke meget tyder på, at den "kritiske teori" her skilte sig ud overhovedet. Gaaa--aab!

Vi starter således i dag bevidst kedsommeligt og aldeles usammenhængende for at anskueliggøre de formidable intellektuelle hindringer, som vi har mødt i denne weekend. Det drejer sig om en bog på sølle 150 sider og det burde jo være en smal sag for denne skribent, der jo har tjent sine "litterære ridder-sporer" på et udstå gennemlæsningen ikke mindre end 2 af bindene af Stieg Larssons trilogi. For alle almindeligt tænkende og selv blot let-kritiske mennesker er det altså absolut hård kost. "Amatøragtigt plot par excellence" og "papfigur-platnakkepersoner" er blot et par af de teoretisk mildeste udtryk for dette exceptionelle litterære makværk. Vi mener osse trygt at kunne sige, at alle, der har læst alle 3 bind af Larsson ikke har fattet noget ligeså lidt som den sagesløse kapivar dernede ved Amazonas, som lige akkurat tilfældigt nåede væk inden anacondaen fik den heller aldrig nåede at ane uråd. Før det var for sent og altså lige i dette tilfælde i tide, fordi nutiden allerede var blevet ligegyldig fortid. Fordi det altsammen ingenting betød og kapivaren sjoskede blot videre, de har en underlig gangart, har de.

Måske alle disse litterært ukritiske mennesker allesammen læste "kritisk teori" dengang de gik på universitetet? Nogen, der rent faktisk HAR læst "kritisk teori" har vi til gengæld stiftet bekendtskab med i weekenden. En god ven har sendt os en bog fra noget, der selv benævner sig det forjættende "Center for Vild Analyse" Det drejer sig om en flok filosoffer, der med værket med den fængende titel "Knoldesparkeren, Flottenheimeren og Glatnakken" giver deres bud på et "klassebillede af det danske samfund" Den her bog, DEN er altså god at blive klog af og sikke klog jeg dog blev. På tide, vil enkelte nok tænke, hej Jeppe "Virious"

Nu ville det måske være passende for en boganmelder ganske kursorisk at beskrive, hvad bogen handler om, men DET ANER jeg faktisk IKKE! Det er ikke fordi bogen ikke er letlæst eller oversat af Google først til det uddøde sprog sanskrit over den vist heller ikke længere sindssygt aktive rødhude-dialekt "øvre-huronsk" og endelig tilbage til dansk. Google-oversættelser bliver typisk til ren volapyk ved første tryk. Nej, bogen er velskrevet og klar og FULDSTÆNDIG UFORSTÅELIG, i virkeligheden endnu mere end alskens håbløse automat-oversættelser. Fordi den ingen pointer har, den har ingen retning, der drages ingen konklusioner om nogetsomhelst udover elementært dameblads-niveau. Den handler simpelthen om det aller-reneste INGENTING! Ja, vi har ikke engang kunnet finde en trykfejl. Den er ikke engang menneskelig.

Bogen er udgivet på Informations Forlag og får fin ros med fra en anmeldelse fra selveste ytringsfrihedens fremmeste organ "Politiken" JAMEN ER DER NOGEN, der har LÆST det her inden de udgav det eller anmeldte det? DOK-dok I derude i de inderste litterære cirkler, det her er fuldstændigt ligegyldigt. Det sårer garanteret ingen, fordi der ingenting står og det fortæller ingen nogetsomhelst, som de ikke allrede forlængst kunne have fået tilhvisket af en belæst bændelorm. Kondenseret ren INGENTING!

Nu er det jo ikke akkurat nyt at filosoffer ikke rigtigt kommer ud af stedet. Reel kritisk sans er jo altid en formidabel hindring for etablering af højtflyvende teorier og almindelige luftkasteller. Nå, men se om du kan få fingre i denne bog et sted og bldr lige for Guds skyld lidt i den inden du køber den. For dem, der pjækkede fra lektionerne i "kritisk teori" er det allerede langt rigeligt!
Til sidst i dag skal vi lige huske at rose DR for en sjælden grad af kritisk journalistik. I forbindelse med den ulykkelige sag om mishandling og almindelig vanrøgt i en familie i Brønderslev har man sandelig fået opsnuset en artig sag. Man kommer næsten til at tænke på den ihærdige detektiv "Snif" fra Mickey Mouse.

DR har opsporet, at en kommune på Lolland på et tidspunkt har ydet ikke mindre end 46000,- til flyttehjælp til familien. Se, DET er virkeligt en historie om ren, kondenseret umenneskelig kassetænkning fra en tydeligvis umenneskelig kommune. Eller er det? Ja og nej, siger denne kritiske tænker naturligvis. Sagen er jo i al sin sørgelige enkelhed den, at HVER ENESTE GANG en af disse nomade-familier af sociale tabere/udstødte rejser til en ny kommune, så betaler den gamle kommune naturligvis alle flytteudgifter og indskud til den nye bolig. Og det har den iøvrigt altid gjort.

Det gør den naturligvis ikke kun, fordi den gerne vil slippe af med disse uendeligt omkostningstunge familier, for det vil den naturligvis. Det vil alle kommuner naturligvis i dette sociale "Sorteper"-spil. Den nødvendigste årsag til, at denne familie med 8 børn med garanti har fået en ordentlig bunke penge hver eneste gang den er flyttet, er dog mere prosaisk. Ellers VILLE DE IKKE HAVE HAFT RÅD! Ingen flytter altså en familie på 10 på permanent bistandshjælp til en ny bolig med indskud, transport og sager for egne penge, aldrig, aldrig aldrig!
ALLE DE KOMMUNER, der afskiber deres sociale klienter i håbet om ikke at sidde med "Sorteper" betaler for det, hvor svært er det lige at se. Det er simpelthen proportionsforvrængring af den mest urimelige slags at undlade at tænke sig blot en smule om. At se kommunen på Lolland som er særlig slem skurk, det er simpelthen en skamplet. For journaliststanden. Problemet skulle nok angribes fra en noget anden og mere ja, altså "kritisk vinkel", for hvordan i alverden fandt den dømte familie på at flytte fra Skanderborg til Brønderslev (sikkert over en del mellemstationer)? På samme måde, naturligvis. Sådan noget kan man altid trygt sige, når der ikke gives andre muligheder...

Isbrydere?

Vi havde egentligt planlagt 2. del af vores mitdjydske efterskolehistorie i dag, men en usædvanligt morgenfrisk fru Dahl Vikkelsø Mathiasen har været noget i vejen. Mest i retning af diverse indiskutable direktiver omkring denne skribents noget vildtvoksende skægvækst, der indtil for få øjeblikke siden ville have kunnet påkalde sig megen misundelse fra kommandør Peary og alle de andre polarforskere. Pænt kan man vel ikke kalde det, men mægtigt mandigt har det da været, altså indtil for få øjeblikke siden. Hvor Dahlila altså kom forbi med den elektriske hundeklipper, ak ja en epoke er slut, og næste gang skægget vokser ud er det næppe mindre gråt end det, som faldt.

Måske man blot skulle resignere og acceptere, at man er gammel og kommende skrot-metal på samme måde som stats-isbryderne deroppe i mølposen i Frederikshavn havn (pudsigt udtryk, egentligt det dér med dobbelt "havn") Netop nu tyder meget på, at det her bliver sidste vinter, hvor de engang så¨stolte (og vel ret beset allerede fra starten ganske overflødige fartøjer på grund af uhensigtmæssig stor dyb-gang) skibe skal henslæbe atter en ørkesløs vinter. Disse pudsige skibe var tiltænkt isbrydning i de åbne danske farvande og slet ikke der, hvor der altid er is, nemlig i de indre og lavvandede farvande.

Det var måske meget godt, at de aldrig kom til at tjene deres egentlige formål i nyere tid, for intet tyder på, at de ville have slået til, hvis det skulle have været. De sidste år hvor disse underlige mellem-misfosteragtige skibe var aktive i datidens islagte bælter skulle de jo som sikkert kun få husker allerede have hjælp fra større og kraftigere svenske fartøjer, da de selv sad urokkeligt fast. Pudsigt at have disse fartøjer i permanent beredskab til en situation, som de aldrig ville kunne klare og omvendt ikke ville kunne sejle ind på de lavvandede isproblem-områder, som de godt ville have kunnet klare. Hvis de blot havde kunnet sejle der...

Nå, det kunne de så ikke og det sikkert næsten ligeså lidt, som den herostratisk berømte hifi4all-moderator Brok kan sælge Gemme Katana-højttalere. I en test af et sæt vældigt pæne 2-vejs højttalere til en ren bagatel af 80.000,- ruller han sig ellers fint ud. Til ingen verdens nytte, for hans egen og mediets troværdighed har forlængst passeret nul-punktet sydover, som vi skæggede polarforsker-ætlinge udtrykker det (Min far har sejlet på Grønland, så..!) Spørgsmålet er i al sin enkelthed dette: HVORFOR I ALVERDEN tester de dog de her højttalere fra denne helt marginale og ligegyldige producent af kasser i Canada, hvori der blot monteres europæiske højttalerenheder? For at det ikke skal være løgn, er det ligefrem 2. gang dette helt ukendte mærke testes på hifi4all og hvordan kan det lige være. åh jo, umådeholden entusiasme, det må vel være det. Andet kan man jo dårligt tale om og hvis man kunne ville det let blive noget problematisk..

Nu har vi ikke gidet læse testen og vi har heller ingen ide om, om de 80.000,- spir er pr. stk. eller pr sæt og begge priser afspejler fint prisen på højttalerkomponenterne. Godt nok indkøbsprisen ganget med en 20-40 stykker, noget meget vil vi synes grænsende til det egentligt komiske. De Thiel/Accuton-enheder, som sidder i disse Gemme Katana højttalere, er godt nok blandt de dyreste i producenternes standard-sortiment, men det betyder nu ikke, at de koster ret meget. Og så er det jo, at man lige kommer til at tænke på, at der blot et par meter væk står et sæt Ascolta Brennin-højttalere med de selvsamme enheder, BARE MANGE flere af dem. Det er ganske vist ikke vores, men sikke da dyre de må være. Deres funish er fremragende. Om de kan spille? Aner det ikke, vi har ikke rigtigt gidet sætte dem til, fordi de er så skidetunge at flytte rundt med, men med alt det guld, der er i dem, må vi nok hellere se at få "fingeren ud" Revisor Anders, du er rig hvis man skal tro testen af Brok men det skal så nok bare ikke.
En helt tilfældig test af denne Gemme Katana-højttaler? Måske, selv ville vi nok vælge det prosaiske angelsaksiske fynd-udtryk for vores skepsis: "Gemme a break!"

Når tilfældet råder så helt enestående tilfældigt, at hifi4all gentagne gange tester så fuldstændigt tilfældige produkter fra helt ukendte producenter markedsført af helt marginale deltids-importører, så ophører det altså med at være tilfældigt. Tilfældighed beskriver jo trods alt kun en cirkel indtil den atter bliver total sikkerhed. For et eller andet, som altså her!
Nå, nogen får vel noget for deres penge ellers var der heller ingen rimelighed til. Eller tilfældigheder...

En midtjysk ungdomsskole.

Vi er blevet bedt om at skrive en historie om et efterskoleophold på en midtjysk ungdomsskole, som tilfældigvis hedder netop det. Midtjysk Ungdomsskole var indtil fornyligt opholdsstedet for vores teenage-datter, men det er den så ikke længere. I forbindelse med afskeden blev vi af skolens forstander bedt om at skrive en beretning om vores opfattelse af skolen, og det vil vi gøre langt om længe. Det har trukket noget ud, fordi en fyldestgørende beretning nødvendigvis vil blive noget langtrukken og noget kedelig, og lige disse ting er ikke vores egen livret og næppe mange andres heller. Men som sagt, forstander Terp har selv bedt om det.

Nå, vi vil i dag nøjes med at ridse "scenariet" lidt op med hensyn til forventninger til et efterskoleophold op. Lyder det kedeligt allerede? Ja, selvfølgelig gør det det, og det er egentligt også en kedelig historie, som vi derfor osse vil opdele i små kedelige kapitler. Dagens kapitel er kort. For os var en efterskole en oplagt og indlysende mulighed for at få vores datter til at knytte nære og forpligtende relationer til andre unger. Det bedste bevis for succes og derudover det eneste var vel, at hun blev væk i weekenderne. Ikke derfra, men herfra! Det gik alt for hurtigt over, og allerede der burde vi vel være blevet mistænksomme. Noget var der tydeligvis galt, og det var det også.

I morgen vil vi fortælle lidt om skolens horribelt håbløse og totalt ansvarsforflygtigende (og dermed aldeles ansvarspådragende) behandling af de tidligere nævnte aldeles ulovlige elevfester. Dengang gik bølgerne blandt forældrene højt og vores lille husstand incl. datter fik virkelig den specielle ejstrupholmske form for kærlighed at føle. Lige dér burde selv godtroende folk som denne skribent have reageret på forstander Terps totale afvisning med hensyn til nogensomhelst ansvarlig stillingtagen til det totalt uansvarlige arrangementer. Hvis han havde ment noget med sin forudsigelige floromvundne snak omkring alt det sædvanlige pædagogiske pep-talk om "hvad eleverne kan bidrage med positivt med til skolen" blev al mulig ægte bekymring til nul og nix i en telefonsamtale, der som japanernes angreb på Pearl Harbor vil gå over i historien som en mærkedag af de RIGTIGT kedsommelige.

Den akut livsfarlige situation ved den første ulovlige fest ude på Søren Tyndskids mark, som fik en uddannet sygeplejerske-forælder til at ringe 112 ved den første fest fik ikke forstander Terp til at tænke. Hvorfor skulle det dog også det, manden havde alle de helt rigtige meninger i det helt små og ingenting at sige når der virkelig kom bølger på, i den henseende var der lidt kaptajn over ham. Desværre var det vist mest kaptajnen på ulykkesfærgen "Scandinavian Star" uden helt at sammenligne konsekvenserne naturligvis, men for teenagere behøver den største katastrofe jo heller ikke nødvendigvis at være dødbringende.

Forstander Terps faste synspunkt om, at disse skolefester overhovedet ingenting havde med skolen at gøre uanset de indlysende livsfarlige konsekvenser for elever gjorde alt hans efterfølgende brage-snak fuldstændig ligegyldig. Hvis en tilsyneladende åh så ægte bekymring om eleverne ikke omfatter liv og død og alle de andre sikre sociale følger af totalt kaotiske bræk-fester, er scenen sat til et kikset skoleophold. Sådan skulle det også komme til at gå, ja det havde vel i virkeligheden aldrig rigtigt nogen chance. Fortsættelse følger. Vi skal dog allerede nu afsløre, at forstander Terp til allersidst i denne fortælling vil komme til at opleve det, som Churchill kaldte sin "stolteste stund/ Finest Hour" Lidt kredit skal han have og han skal såmænd osse nok få den, der tilkommer ham.
Så rigeligt.

Lidt flov er man vel altid?

...og da ikke mindst, når man svigter lige når det gælder. For eksempel i dag, hvor bunker af arbejde som rovgriske pirat-fisk over en stakkels kapivar har kastet sig over vores lille virksomhed. Det er selvfølgelig vældigt fint og det kan vi naturligvis ikke klage over. På samme måde som min gamle kollega Claus Bech, naturligvis heller ikke kan. Claus Bech er formand for Århus Cityfoening, en sælsom sammenslutning af centrale butikker.

Det er ejendommeligt på den måde at lade centralt beliggende butikker have deres egen pressions-organ, og deres interesser er naturligvis også kun en uægte delmængde af samtlige butikkers ønsker. Derimod vil vi da mene, at Bech og Cityforeningens begejstring omkring det nye centrale lufthavnsprojekt i Århus er ganske ægte. I det hele taget ER min gamle kollega en ægte begejstret mand. For alt muligt, det ene efter det andet og tit både sælsomme og indbyrdes modstridende ting. Fornuftsstridig sympatisk/permanent begejstring er også altid sympatisk og denne gang naturligvis ingen undtagelse.

Bech kan naturligvis sagtens se forøgede shoppingmuligheder for de fly flyvende centrale by-turister uden at det dog for denne skribent på nogen måpde er indlysende, hvorfor disse skulle shoppe på Strøget i Århus. Denne fine og lange hovedgade har nemlig suk, dybt suk, på grund af vanvittige huslejer FULDSTÆNDIGT DE SAMME KÆDE-BUTIKKER som alle andre strøg overalt i verden. Ingen andre og måske mere interessante butikker har nemlig råd til at betale denne vanvittige husleje. Det kræver nogen fantasi at forestille sig fiktive kvindelige flyrejsende gå i "shopping frenzy" som hajer blandt butikker, som ser ens ud fra Anchorage i Alaska over Aachen og til Auckland i New Zealand. Claus kan og derfor er han direktør!

Og så lige for afdøde Arveprins Knud: Man kan jo sagtens som cityforeningsformand Bech falde i svime over mulighederne for mer-salg, når det nu altsammen er ganske gratis. Ingen har vist hidtil ment, at Århus City skulle være med til at betale de milliarder af kroner en lufthavn ville koste. En lillebitte én næsten uden fly og derfor minimale gener. Til absolut maximum-pris, både i anlæggelse og drift. Og derudover mere end rigeligt med gener til aldrig nogensinde at flyve højere end en smaskvåd avis. Hvad leger de her højtlønnede direktører og andre drenge egentligt, og mon de får penge for at fantasere og fabulere så totalt frit og helt igennem flyvsk?
Svaret er ja, det gør de og det med garanti. Masser af penge. Meget, meget mystisk!
Videre til de store bunker, der da forhåbentligt er væk i morgen tidlig.

"Banjo" Paterson

I dag vil vi præsentere en mand, som hvis han havde virket i dag ville have været et såkaldt "One Hit Wonder" Egentligt mærkeligt udtryk, når nu Stevie Wonder havde så mange hits uden at være, ja altså...? Det havde Andrew Barton Paterson nu i virkeligheden også, men da den almindelige kulturløshed ubarmhjertigt har gnavet i al almindelig dannelse som hungrende råvildt i barken på tidens juletræs-plantager, så husker næppe nogen udenfor Australien sikkert dem. Måske en enkelt, den vender vi lige tilbage til.

Svaret på dagens første spørgsmål er iøvrigt selvfølgelig "Waltzing Matilda", den om "the jolly swagman" Nu var det næppe en sang, som man kunne spille banjo til som akkompagnement, ja i virkeligheden ved vel ingen, om Arthur overhovedet kunne spille noget andet end canasta. Selv ikke hans mest entusiastiske kvindelige fans (allerede dengang var litteratur en kvinde-syssel) har nogensinde nævnt noget om nogen banjo, så hans tilnavn er noget mystisk. Derudover ville en såkaldt vagabondisk "swagman" naturligvis heller ikke have plads til nogen banjo på sin færd, allerede den sammenrullede kombinere madras/telt kaldet en "swag" var rigeligt tung nok. Måske han bare kunne fløjte nogenlunde ligesom en banjo, det må der vel være nogen der kan.

Nu er "Waltzing Matilda" udover at være uhyre iørefaldende samtidigt den sang, som blev spillet ved denne skribents bryllup sidste sommer i Prospect, Adelaide og det gør den evigt mindeværdig. Et andet af Patersons episke digte er i virkeligheden næsten ligeså godt og tillige en hel del længere. Det hedder "The Man From Snowy River" og handler om (her i væsentligheds-rækkefølge) 1. Heste. 2. Rigtige mænd 3. Andre mænd. 4. Mandhaftige kvinder. Der er tale om en uhyre klart disponeret plot og en digterisk udførelse til UG plus efter den oldgamle karakterskala. Det er jo mest passende at bruge netop denne skala, som var ganske gængs da digtet blev skabt.

Der blev i 1980-erne lavet en film over digtet, som ikke er dårlig. Ikke ret meget dårligere end mastodont-mesteren over dem alle i Hollywood, Cecil B. De Mille og dennes filmatisering af en klassiker, "The Ten Commandments" med Charlton Heston i hovedrollen som Moses efter et andet ret velkendt litterært forlæg. Den mandlige hovedfigur lignede dog rigeligt meget en lidt for vellykket filmisk "flødeskumskage" og det trak noget ned. Til gengæld var den kvindelige hovedperson rigtigt god men selvfølgelig i dette plot om mænd ikke ret meget med. Hestescenerne er dog stadigvæk spektakulært fremragende og det er massevis af billeder og scenerier i filmen osse. Ikke mindst billeder af barske mænd i lange Drizabone oilskinsjakker med ikonisk-australske Akubra-filthatte er uforglemmelige for "hatte (hatto-?)-file" personer som denne skribent.

Nu er den høje del af ellers solbeskinnede New South Wales, som hedder Snowy Mountains rent faktuelt et sne-område, og filmen viser også fint lettere forfrosne mænd med klædeligt mandigt sne-overtræk. Og det er så altsammen vores tilgang i dag, for lige præcist sådan må denne skribent have set ud i sin lange oilskin og Akubra i dagens snefog. Dog var der ikke nogen til et filme vores hundes morgentur udi de fjendtlige elementer, men sikkert er det, at der må have været en slående lighed med en af de andre og ældre helte i Patersons poem, nemlig "Clancy of the Overland" At den unge helt så alligevel i den sidste ende endte med (pleonasme?) at imponere selveste Clancy er faktisk en fin pointe. Man møder jo uanset hvor stor og barsk man er én, der er endnu større og barskere. Eller måske mindre men blot bare så meget barskere.

Det vil sige, sommetider kan de allerbidskeske være ganske små. I går mødte undertegnede en af de små mennesker, der allermest effektivt har erstattet imponerende fysisk fremtræden med indestængt galskab. Galskab er måske så meget sagt om denne udadtil elskelige rundhovedede lille trivelige tyndbenede mand, men barsk, dét er han. Som et menneskeligt "lommeslagskib" gør han det, der på bokse-engelsk hedder "packs punch far beyond his weight" Det er forresten et mægtigt morsomt og meget misvisende udtryk, for der findes vist ikke rigtigt nogen eksempler på, at nogen naturlig verdensmester i nogen vægtklasse ligefrem er gået OP og har fået succes. Det skulle man da ellers tro. Mange går til gengæld NED i vægtklasserne og det plejer at gå noget bedre.

Hvor barsk denne lille mand var fik vi grafisk illustreret i går. Vores lille firma havde en levering ganske tæt ved det sted, hvor denne mand i adskillige årtier har hersket enevældigt. Han var været den "evige fornyer" længe inden nogen tænkte på at opfinde ordet "innovation" i sit permanente frontlinie-job som formand for den pudsige føderale forening ROSA, kort for Dansk Rocksamråd. Noget sprogligt hjælpeløs forkortelse eller hvad? Manden hedder Gunnar K. Madsen og smiler for det meste på samme måde som en fløde-forspist kat. Lidt ildevarslende, fordi selv mæthed i fløde 37% til sidst fortager sig. Hvis man ud af denne beskrivelse skulle få det indtryk, at vi aldrig har været virkelige perlevenner er det korrekt opfattet. Vores sympati ligger i denne sag absolut på musenes side!

Og så kom det endelige opgør mellem os alligevel ganske uventet. Lige da vi skulle trille ud fra den plads, hvor fruen havde holdt mens jeg var oppe med varer, mødte vi så Gunnar K. Vi må ALTID huske K-et ellers bliver han måske vred og det er jo osse en flot forkortelse for det fine adelige navn Kloppenborg. Hvor lige netop dén borg så ligger aner vi ikke, men nu kommer vi væk fra det spændende emne. Vi galopperer lige tilbage: Klop-klop-klop!

Under udkørslen var vi nemlig ganske uforvarende i øvrigt kommet til at spærre for, at Gunnar K. kunne køre direkte ind på sin helt egen afmærkede parkeringsplads. Den, der med underforståede bogstaver ville have stået "PREZ" på hvis der altså have stået noget. Det ville have være nødvendigt at beskrive en lille cirkel-bue for at komme korrekt ind i båsen og DET ville lille Gunnar godt nok ikke finde sig i.

Som "trold ud af en æske" sprang denne lille mand med den hast hans midaldrende rundbuede Adonis-krop tillod (ikke vildt imponerende) ud af sin Skoda og hans sædvanligvis gemytlige gavtyve-ansigt antog så truende former (og ikke mindst farve), at man blev helt bange. Mest for hans helbred, sundt så det ikke ud. Lidt kort beskrevet mente Gunnar K., at vi fandeme skulle bakke og lade ham køre DIREKTE ind på hans retmæssige parkeringsplads, som vi jo altså ikke spærrede spor for. Da denne skribent måske med et lettere majestætsfornærmende "Skrup nu af, Gunnar!" lavmælt kommenterede mandens noget grinagtige magtbrynde-adfærd sprang han tilbage ind i sin politisk korrekte bil igen. Det gik ganske tjept men hans kompakte krop muliggør hurtig indstigning hvor det er noget anderledes for denne omfangsrige skribent. Ingen BMW, ingen rigtig VW, ikke helt penge nok til en status Toyata Prius hybrid nej, en fin ny Skoda til Gunnar, det signalerer både omtanke og alt muligt. Hvad ved vi nu ikke lige, tydeligvis ikke almindelig sindsligevægt.
Det endte med, at fruen rullede tilbage og tillod den nu overordentligt gale Gunnar K. at fræse ind med hvinende ABS-bremser. Godt kørt, Gunnar K. og godt det ikke er mig eller nogen jeg kender, der har skullet have fornøjelse af dit selskab umiddelbart derefter. Eller i det hele taget, sådan noget kommer jo altid igen, det er vist kun teenagere, der bliver bedre med tiden. Ikke alle tydeligvis.

Det var så historien om vores møde med en ægte snemand og tankerne under et snevejr og fortællingen om mødet med en lille vred og rund mand. Hvis Gunnar K. havde været en snemand ville han forlængst være smeltet, sikke sure småfyre dog kan blive! Heldigvis på sådan en "smeltende snemand"-agtig afmægtig måde.

Hampen

Nu er der en jydsk lokalitet, der rent faktisk HEDDER Hampen. Få eller nærmere ingen udenforstående har sikkert nogensinde været der, og endnu færre af de lokale beboere har sikkert ikke hemmeligt ønsket sig VÆK fra Hampen. Denne diminutive by ligger midt i absolut ingenting i det allermidterste Jylland, hvor alle veje fører østpå eller alle mulige andre steder hen. Hampen ligger vest for Nørre Snede (lidt) og nord for det andet lokale kraftcenter (meget), Give og så ligger det tillige øst for Vesterhavet. Det sidste er vel i virkeligheden knapt så bemærkelsesværdigt, da det meste af Danmark jo egentligt gør det. Derudover er Hampen ikke blot det allermindste bemærkelsesværdig. Der sker absolut ingenting og det har der aldrig nogensinde gjort. Hvis der er en by, der fortjener betegnelsen et "rigtigt hul", så er der få mere oplagte kandidater end Hampen. At sige noget andet ville være, ja altså, "helt ude i Hampen"

Nu staves "Hampen" i det danske fyndord ganske vist med "lille", men det betragter vi som en grammatisk fejl på samme måde som osse kun de færreste korrekte skriver vokativ-formen "I" med korrekt stort bogstav. Hampen er Hampen og sådan er det.
I forbindelse med den vist nærmest JP-sponsorerede jubel-artikel i weekenden om en ny århusiansk mini-lufthavn pladask midt i byen har avisen da i det mindste haft fornuft nok til at interviewe et par af de aktører, som forventes at komme til at spille centrale roller i den kommende udbygning af de havne/bynære områder. Faktisk er det et par usædvanligt klare kommentarer, avisen har "fisket" uden at dog tilsyneladende i disse kolde tider fremprovokerer nogen synderlig kølig omtanke. Bemærkelsesværdigt

Det klareste udspil omkring den nye midtby-lufthavn kommer fra den århusianske byggematador med fastlåste interesser i havnen, Jørn Tækker: "Det er helt ude i hampen" Trods den tvivlsomme retskrivning skulle man jo ellers næsten tro, at han regelmæssigt læste denne klumme. Vi taler vel om en ganske konsekvent afvisning af ideen, anderledes skal man da vist være skriftklogere end os for at forstå det.
En anden, talsmanden for en anden stor bygherre på havnen, De Linde, udtrykker det en smule anderledes, men nu ikke meget: "Det kræver meget nøjere overvejelser, før man jubler over det" Det er faktisk en flot sætning, den her. Læg mærke til, at denne Ole Byriel ikke blot ønsker en "nøje overvejelse". Nej, han kvalificerer yderligere udtrykket til noget, der unægteligt ligner en summarisk afvisning og en evig skæbne i et eller andet udvalg et sted på en fjern galakse. "Nøjere"!

Som vi skrev i forgårs er der jo ingen eksempler på, at der i de seneste ret præcist 65 år i Europa er etableret nogen lufthavn midt i en by nogen steder i Europa. Af oplagte grunde. Lufthavne fylder af Helvede til udover at de støjer helt åndssvagt meget og sviner endnu mere, og selv med den nuværende officielle pris på landbrug på 300.000,- pr. hektar er grundprisen selv i landområder prohibitiv. Indkøb af landbrugsjord ude I Hampen, hvis nogen ellers gad have en lufthavn der, selv en lillebitte én, ville være betydelig. Og så byens dyreste kvadratmeter-pris, drømmer man eller hvad? Ja, det gør man og det gør man fortsat.

I den forgæves søgen efter en nyanlagt europæisk midtby-lufthavn har fra avisens side fundet den nødvendige succeshistorie. Eller rettere, det synes man. I Göteborg findes der en lufthavn ved navn (men ikke af gavn desværre), der ellers HEDDER Göteborg City Airport. Hvad det lige har med det århusianske projekt at gøre kan være svært at se og umuligt at forstå. For udenbys iagttagere taler vi altså om, at den århusianske fantasi-lufthavn kommer til at ligge ikke meget mere end 1 KILOMETER fra Århus Domkirke lige pladask midt byen.

Lufthavnen med det lokkende navn "City Airport" ovre i Sverige ligger 15 kilometer fra centrum, så ordet "City" skal vel nok tages med mere end et enkelt gran salt. Nok nærmere en helt saltbøsse. Derudover er avisen da redelig nok til at sige, at det eneste rigtige "city" ved den svenske lufthavn er, at den ligger nærmere byen end den anden.
Desuden beflyves denne nye "ikke-city lufthavn" hovedsageligt af, ja altså Ryanair, som jo ALDRIG NOGENSINDE beflyver nogen lufthavn nogetsteds, hvis det ikke er den absolut billigste i hele området. Det er det, der har gjort dem til Ryanair og den succes-historie, som de er. Uden at vide ret meget om noget kan vi med sikkerhed sige, at der er tale om en lufthavn derovre ved Göteborg med en givetvis så tvivlsom infrastruktur, at den på trods af mindre afstand til centrum end den anden kun konkurrerer PÅ PRIS. Ellers fløj Ryanair naturligvis på den anden og det lige meget om den så lå 100 km. væk Hvad hele det her svenske "luft-kastel" uden ret meget andet end turister har med noget at gøre er helt uklart. Og da slet ikke dette nye århusianske aeronautiske "Lighthouse", et andet projekt, som vist henslæber en noget grumset fremtid i permanent jordhøjde. "Grounded", som det britiske "flyver-es" Wing Commander "Battler" Briton garanteret ville have udtrykt det, og det i en grad, så det eneste synlige byggeri på det århusianske havneområde overhovedet er et underjordisk parkeringshus...

På den anden side, når man ikke kan få tårnet op at stå, så kan man jo ligeså godt bygge videre på dette tvivlsomme fundament af slet ingenting. Det må vel være derfor, at man nu er kommet "så højt op at flyve" at man kan se langt væk. Måske endda helt til Hampen, hvem ved? Ude i hampen er det da, når man ikke kan se de kedelige realiteter, der ligger lige foran én. Eller UNDER én!

Galliske gavflabe

I dag er det atter en lidt problematisk-travl dag med diverse re-coning af Tannoys og gamle JBL-højttalere. Oh, denne herlige lugt af kontaktlim her om morgenen, naturligvis frit efter "Apocalypse Now" og den udødelige replik af Robert Duvall i filmens relative start. Filmen er jo selv i sin klippede version ganske ubegribeligt lang, så selv starten af filmen er vanvittigt lang. . Denne omhandlede godt nok lugten af napalm, men der bor vel en lille pyromanisk æstet i de allerfleste. Fruen er da vældig fikseret på det rødgyldne lys fra vores brændeovn i disse tider. Det taler vel osse for sig selv, at man så tydeligt såmange år efter husker denne visuelt forrygende scene med Bell-helikopterne i fuld fart dryssende deres lange cylinderformede containere over det brændbare landskab.

Vi skal minde om, at den oprindelige forfatter til forlægget bag denne film er en af det engelske sprogs allermest fornemme beherskere. Det var han, selv om, (eller måske derfor FORDI) han slet ikke var englænder, ja engelsk var ikke engang hans oprindelige sprog. Det sidste var naturligt, fordi han som barn hed Józef Teodor Konrad Kozeniowski. Det noget mærkelige var i virkeligheden ikke spor mærkeligt, fordi han var polak, jamen de hedder allesammen sådan noget mærkeligt noget derovre.

Det er også delvist kunstigt at tale om polakker i 1800-tallet, hvor store dele af Konrads forfatterskab blev oplevet, (omend ikke skrevet, han skulle lige lære engelsk rigtigt godt først), for Polen eksisterede ikke som andet end en del af Rusland. Unge Józef var således ikke blot en kommende "skabs-englænder", han var faktisk allerede fra starten samtidigt "skabs-polak", meget mærkelig skæbne. Måske det var derfor en anden mere kendt polak, Fryderyk Chopin, emigrerede til Paris. Det og så kvinderne, hvor Chopin jo ikke var en meget mindre virtuos, end han var på piano. Særligt hans helt unikke pianissimo siges at have medført tumultariske optøjer blandt de yngre kvinder. Han forblev dog altid nr. 2 blandt "det skrigende køn", men sikken en "etter" der også var!

Det var kun den næsten samtidige Ferenc Liszt, som i ren dårende pianist-mesterskab overgik "Frede" Chopin. Som Bing Crosby senere bemærkede var det hans triste skæbne at være samtidig med en vis Frank Sinatra og sådan var det også med Fryderyk. Ved Liszt´ koncerter gik kvinder i alle aldre fuldstændigt grassat og Ferenc må være blevet så overvældet, at han måske forsøgte at undgå enkelte af dem. Måske en slags aldersmæssig selektion, hvem ved? Det er muligvis derfor han tog navneforandring til det mere tysk-klingende Franz men om det formindskede hans tiltrækningskraft er vi ikke vidende om. Men sikke han dog kunne bokse på sit klaver og prøv at se en forlængst forglemt film af Ken Russell, "Lisztomania" med Roger Daltrey fra "The Who"i hovedrollen, hvis der skulle mangle beviser.

Tilbage til Józef Konrad, der mere beskedent skiftede forfatternavn til Joseph Conrad. Han har nok skønnet, at "Konrad" klingede lidt rigeligt pro-tysk der i starten af 1900-tallet, og der ville han naturligvis have haft ret. Det var jo også i de år, den londonske skrædder-gade German Street skiftede permanent navn til ja, altså Jermyn Street. Lidt smart faktisk og ret nemt at huske. Forfatteren Joseph Conrad debuterede sent, da han lige skulle opleve livet først i imperiets sparsomt civiliserede udkanter. Ingen forfatterskole for vor ven Conrad, blot livets uendelige skole, som for de udvalgte få varer helt indtil livet ikke gør det mere. Dette er de færreste forfattere forundt og det nemmeste er jo naturligvis også blot at stoppe op og leve af de for det meste både få og ganske ubetydelige erfaringer, man måtte have oplevet. Det for de fleste er fuldstændigt ligegyldigt kan jo vel for andre være det største, fordi det er det eneste.

Mange forfatterskaber kan i evig tid kredse om traumatiske hændelser på samme måde som vor lokale filminstruktør Nils Malmros, hvis verden aldrig gik ud a gymnasiet. Hvis man er småtskåren nok, kan man naturligvis også i selv den mindste vanddråbe se en genspejling af hele Universet, men det var ikke nok for Conrad. Og heldigvis for det da, for Conrads historier var brilliante i ekstrem grad. De var oftest lange og komplicerede og gravede ind i sjælens mørke som få andre. Andre, der kunne gøre ham denne sjældne kunst efter som for eksempel William Blake, kom dog sommetider til at lyde som en slags "amatør-englændere" i deres sprog-behandling ved siden af mesteren Conrad. Det var ikke fordi de var dårlige, Conrad var bare fornuftsstridigt god.

Og hvad har det her med denne morgen at gøre. Ingenting, det var blot en "Elegi for Kontaktlim" Da morgenavisen ikke er kommet rettidigt i dag, sad undertegnede afmægtigt og gloede på en curling-kamp for herrer ved OL. Det ene hold var Frankrig, som leverede en så sølle indsats med så mange taktiske brølere og oplagte skæverter og almindelige fejl, at kommentatorerne simpelthen korsede sig. Holdets manglende færdigheder på kunst-isen blev kun overgået af holdets taktiske oplæg, der var så ringe, at kommentatorerne efterlyste en oprør fra holdets side mod skipperen. Det var simpelthen så pissedårligt, at det næsten (men kun næsten) var seværdigt.

Det mærkeligste var så, at disse håbløse galliske hanekyllinger på forunderligste vis alligevel vandt kampen over et hold, som kommentatorerne ellers intet negativt havde at sige om. Hvis dette på nogen måde forekommer mærkeligt er det naturligvis slet ikke tilfældet. Åh, jo, Frankrigs modstander denne morgen var måske ikke overraskende Danmark. Virkeligt en præstation at tabe til sådan nogen inkompetente frø-ædende fjolser, godt gået Danmark! Det må have været som en Michael Laudrup i sin storhedstid forsøge at drible uden om en forsvarer så dårlig, at han slet ikke forstod Laudrups driblings-tekniske genialiteter! Blot underligt, at Laudrup kom om alligevel...

Optimisme og smådrifts-fordele?

Man sagde om salig Adolf Hitler, at han var god mod dyr, og adskillige billeder viser da også Adolf i nær og øm clinch med en stor sikkert raceren schäferhund, givetvis checket for urene cocker spaniel-gener mindst et par generationer ud i alle led. I betragtning af, at samme ´Dolf jo aldrig ar afbildet i samme ømme positur overfor nogen kvinder, inklusive sin egen kone, er det jo rart at vide, at der i denne mand inderst inde bankede et hjerte for et eller andet godt. Som om det gjorde nogen forskel og det kom det så vidt vides heller ikke til og er altsammen fuldstændigt ligegyldigt. Næsten ligeså meget som en anden nylig hændelse.

Hvorfor så denne start i dag? Fordi et par branchemedlemmer i den nu afsluttede sag med en af denne branches mere pudsige vildskud har forsvaret denne løjerlige virksomhed (han han ofte langt flere private ting til salg end officielt firma-relaterede, mums bare det var os, moms-og anden beskatning bliver på denne nærmest noget, som man selv kan vælge at angive. Eller fravælge, det første er jo nok ikke det mest sandsynlige eller indlysende) Nå, det ved vi ingenting om, ubestikkelighed eksisterer vel principielt alle steder uden at det måske er særligt sandsynligt her. Den dér ide med at have 2 lommer til forskelligt farvede penge lyder ellers meget tillokkende og kostede da osse en gammel nær kollega en tur bag aflåste døre. Justitsmord var der bestemt ikke tale om for den ene lomme havde været ganske overordentligt stor..

Nu er fremtiden for dette lille firma, MJSA, noget vanskelig at spå om, selv om vores drenge-venner på hifi4all har gjort hvad de kunne, for at lægge låg på noget, der mest lignede vulkansk virksomhed. De har gjort det så repressivt/effektivt med deres smålige moderator-virksomhed, at de permanent professionelt har aflivet deres eget forum. Permanent, fordi de næppe selv agter at nedlægge deres mikroskopiske magtpositioner før der ikke længere er penge til at betale for servere og domæne. De har også gjort det professionelt, fordi en rundspørge blandt forummets brugere gav et resultat så sensationelt, at end ikke hifientusiaster i berettiget tvivl som os selv helt havde forestillet os resultatet. Det var nemlig døden for AL PROFESSIONALISME, da professionel jo principielt noget med penge. At kunne leve af det forstås og have råd til at være uafhængig, sværere er den ikke, denne kedelige prosaiske nødvendighed.

Blandt forummets officielle 32.500 brugere er nemlig blot 21% villige til at betale noget for at holde forummet i live. Nå, nu kunne 7000 mennesker jo også sagtens holde et trykt medie i gang skulle man synes, 23% af et stort tal er jo dog stadigvæk en del, så helt galt er det vel ikke? Jo, det er det, for blot 23 PERSONER IALT har meldt sig som mulige bidragydere af blot et lille symbolsk beløb. Med et sandsynligt samlet provenu årligt på 1000-2000 kr. er vi vist ikke helt på toppen rent troværdighedsmæssigt, hvad siger I selv, I drenge derinde? Det er vel blot det, der sker, når man lader drenge udføre mænds arbejde. Eller snothvalpe i stedet for almindelige hvalpe uden snot, kravene er tydeligvis ikke eventyrligt høje.

Og så tilbage til vores trofaste branchemedlemmers forsvar for MJSA, som er ca. ligeså relevante som vores beskedne positive omtale Adolf som flink. Den omtalte hififorhandler er nemlig ifølge disse rygklappere i en for branchen overordentligt penibel og pinlig sag rigtigt god til at sætte de rigtige kabler til forskellige anlæg. Jamen det siger de og så må man man vel tro på det, selv om det er så inderligt utroligt. Sikke da en herlig professionel hifibranche vi da har, for er der dog nogen, der ikke kan det? Selv undertegnede har en 100% succesrate i netop denne disciplin så hvad betyder det her, ret klog behøver man ikke være siden vi selv kan? Naturligvis ikke blot det allermindste, vi er simpelthen tilbage ved hunde-vennen Adolf her, som vel også er en seriøs kandidat til en af verdens mest uvenlige mænd.

Det er da aldeles ligegyldigt hvad nogle branche-fjolser mener manden kan (som de mystisk nok ikke kan selv egentligt utroligt) når hele sagen nu drejer sig om noget helt andet. Hvem ville dog med hunde-analogien med nogen rimelighed kunne forsvare Hitler, nej vel? Fokus eller mangel på samme er iøvrigt forunderligt i de danske netmediers behandling af sagen. Eller rettere brugernes, andre er der jo ikke. I et noget bemærkelsesværdigt billede sakset fra et Anders And-blad ses Onkel Joakim glædestrålende tage sit daglige bad i bunkerne af penge i sin pengetank. Det skulle på en eller anden måde logisk kunne relateres til den glade mand, som fik penge tilbage fra MJSA efter en lang kamp. Meget mystisk.

For det eneste manden har FÅET er altså SINE EGNE PENGE sikkert minus det, som han allerede har brugt hos sin advokat. Udover stress og ærgelser har han absolut INTET fået andet en forhåbentlig en betydelig skepsis overfor hifi-branchen. Hvordan nogen kan få glade Onkel Joakim ind i den her sørgelige historie er altså imponerende. Nogenlunde ligeså forståeligt som at få sin egen 20-er tilbage fra parkeringsautomaten, men stadig ingen billet. Hvem ville dog juble over det udenfor den lukkede afdeling at maskinen bare ikke virkede og at man fik sin egen 20-er igen?

Ellers skal vi lige til sidst nævne noget, der måske er den nye start af noget gammel. Nej, vi skal fra almindelig lettere svigagtig adfærd over til det gode gamle begreb "Århus-Historier" Weekenden bragte nemlig et nyt spændende projekt på banen, som modtog bred ros fra de fleste politiske parter. Vi taler om en ny lufthavn lige midt i Århus, nemlig på de vanvittigt bynære havne-arealer. En lillebitte bittelille en med en landingsbane på blot 1500 m. med plads kun til små fly. Stadigvæk jetfly, som stadigvæk larmer ligeså meget som store jetfly, blot meget mindre, flyene altså mystisk.

Alle fremskridtsvenlig by-rødder hopper naturligvis omgående med med klædelige afvigende røster fra ventrefløjen om miljøhensyn. De eneste miljøhensyn vi vist her behøver at tage er da vist at huske at lukke vinduerne, når der skal skrald-grines, latter larmer altså noget når tingene er så latterlige som her. For hvad er det lige en lille lufthavn har, som en stor lufthavn ikke har? Det eneste mulige svar er desværre PASSAGERER, alle andre omkostninger er nemlig FULDSTÆNDIGT DE SAMME: Ligegyldigt hvor lille en lufthavn er, skal der altså stadigvæk etableres et permanent brandkorps, et baggagesorterings-system, komplet sikkerhedsudstyr, permanent paskontrol og andet pis og papir. Snerydning, ups det havde vi glemt, ikke at det betyder nogetsomhelst.

Det giver ingen mening overhovedet at drive en lille lufthavn med få og små fly fordi den koster det samme i drift som en stor med mange. Lige her kommer vi ikke uden om de nødvendige stordriftsfordele, fordi de store faste udgifter nødvendigvis må fordeles på mange passagerer. Det giver heller ingen mening at forestille sig, at alting pludselig bliver helt anderledes. For det første er der jo ikke lavet nogen danske lufthavde OVERHOVEDET, siden en moustache-beklædt østrigsk hundeven var bygherre i Danmark og for det andet er den eneste grund til at de mindste af disse krigs-lufthavne overhovedet kan beflyves civilt er jo, at driftsomkostninger afholdes af militæret.

Kommercielt ville det ellers være ligeså håbløst som de århusianske luft-luftkasteller udover den kendsgerning, at man jo også skal regne med lige at lave den her skide lufthavn fra grunden først, det bliver vel næppe ganske gratis og øger vel heller ikke ligefrem rentabiliteten. Den sandsynligste måde den her lufthavn kan etableres er vel i virkeligheden, at en eller anden a la weekendens afsnit af "Star Trek" finder ud af at dreje tiden tilbage og minde Adolf om også lige at huske at lave en lufthavn midt i Århus foruden den i Tirstrup. Den sidste huskede han jo til alt held og en del allierede flyveres permanente uheld.

. Mange sammenligner det praktiske i at have lufthavnen midt i byen med den centrale London City Airport, som OGSÅ er ret lille. Man glemmer bare, at det drejer sig om Londons engang eneste (og derfor jo altså FØRSTE lufthavn) og udover det ville man ALDRIG NOGENSINDE i dag få de nødvendige tilladelser til at etablere en ny London City Airport. Som naturligvis derfor heller ikke nogensinde er blevet udvidet og som dog alligevel er MANGE GANGE STØRRE end et muligt århusiansk luftkastel. Den ligger der fordi den altid har ligget der, ellers havde den aldrig kunnet komme til det.
Rækkefølgen er den omvendte i Århus ligesom det der sjove begreb "smådrifts-fordele". Mening?-nix!

Babu!

I dag burde have været en rigtig driverdag, men allerede fra starten udarter alting allerede til ganske urimelig travlhed. Vi skal babu en tur op på Århus Universitet og så er der lige et par andre ture i nogenlunde samme anledning.

Nu er det bestemt ikke dårligt at få sig lidt tiltrængt frisk luft efter gårsdagens foreteelser på et hifi-forum nær os. Som naturligvis endte lige præcist der, hvor enhver idiot kunne have forudset det længe inden det startede. Naturligvis med, at forummet hurtigst praktisk muligt vil lægge permanent låg på affæren med kunden og krejleren, som hapsede kundens depositum uden at levere nogetsomhelst. At hænge sådan noget fortjent ud, uha nej da! Man er jo i sin syge selvforståelse til for brugerne men det er nok nogenlunde på samme subtile måde, som fagforeningerne i den daværende Sovjetunion var "arbejdernes sande venner" Hvem behøvede så fjender, arbejderne da ihvertfald ikke!

Det værste ved dette hifiens mini-samfund i terminalt forfald er det så, at bidragyderne blot cykler rundt som en sanseløs indavlet hunde-flok, bidende af alting men især hinanden. Normalt vil der i et levedygtigt samfund være fornuftige folk nok, som fastholder det nødvendige fokus på løsningen af et problem. Problemet er ganske simpelt og derfor i denne jammerlige parodi på et rigtigt samfund fuldstændigt uløseligt. Mindst ligeså uløseligt som alle andre problemer, simple eller komplicerede eller ikke-eksisterende, ville have været. Det værste er så, at langt de fleste straks vil glemme denne episode og glæde sig over, at alt er blevet løst. Nej, det er det ikke, det er blot blevet glemt og det desværre næsten allerede inden bank-overførslen er sket. Frem og tilbage i denne sag er IKKE lige langt. Det er sådan noget aldrig!

At de få tilbageværende aktive skribenter på disse fora længe har været ført af et flertal af totalt "marginaliserede kældermennesker" har vi været inde på mange gange før. Det er naturligvis en nødvandig konsekvens af, at ingen skriver nogetsomhelst blot periodisk interessant derinde, og det fører jo uundgåeligt til, at alle rimeligt socialt velfungerende mennesker permanent søger andetsteds hen. Når det eneste nye eller gamle alligevel er inkompetente menneskers skænderier og forslag om ting, som de jo principielt ingenting ved om, så er værdien for tænkende mennesker noget begrænset. Blandt de mere interessante tråde i den seneste uge har været et såkaldt "branchemedlem", der i forbindelse med en ny el-installation i et nyt hus frarådede (af lydmæssige årsager, naturligvis) installation af 5 gange 2.5 kvadrat netledning i huset. Fordi han naturligvis fagligt legitimeret vidste, at 5 gange 1.5 kvadrat installationskabel lød LANGT BEDRE..See, se at komme væk, allesammen fra det her galimatias!

At debatten om MJSA udartede til inderlig selv-destruktiv kritik var både forudsigeligt og uundgåeligt. I tilstrækkeligt de-civiliserede samfund (vi mindes atter Goldings bog "Lord of the Flies") straffes den adfærd jo ikke, som i mere velfungerende og levedygtige samfundsstrukturer ville være strafbar, ja den kan ligefrem vise sig at være HENSIGTSMÆSSIG. Som det så lydmæssigt fixerede branchemedlem med sine pudsige tanker udi almindelig elektriker-praksis. Ham der siger det indlysende og rigtige kan vel ikke være rigtig audiofil, nej vel?

. Når man som Brok og Mastervol og Virious og de andre fjolle-pseudonymer ikke bedre formår at føre "kunsten videre" end til at sidde og lege "lomme-diktatorer" og blot på skrømt spørge (på denne side i går), hvad de skal gøre (uden gide høre det trælse og indlysende svar), ja, så er de simpelthen "spild af plads"

Branchen og den herlige interesse fortjener bedre, og ALT ANDET er altså bedre end dem her. Også slet ingenting. Det kan godt være, at Århus Hifiklub og hifi4all ikke gør en skid (det gør de ikke, slet ikke) men de står altså alligevel i vejen for noget. I denne omgang stod de i vejen for ret og rimelighed. Keep up the good work, boys! Nu ved vi hvor vi har jer. Det vidste vi nu osse før, og den såkaldte "marginal-nytte" ved at vide ting med 105% sikkerhed fremfor blot 100 er vel egentligt beskeden.
Vi gentager lige vores helt, helt gratis råd: Find dog nogen der kan skrive noget anstændige mennesker gider læse! Det bliver helt klart op ad bakke, men sådan er det med alting, når man er nede på bunden.

Snothvalpe-ingen diskution!

Inden vi i dag kaster os ud i atter en barsk kamp på indenfor en oprindeligt ellers rigelig tidsfrist i samlingen af diverse kameraudstyr, så skal vi da lige runde af omkring vores tekst fra i går. Det drejede sig jo om en noget ukontroversiel økonomisk praksis, hvor en hifi-forhandler indkasserede slanterne uden at levere varen. Det er normalt ikke ligefrem det, der normalt kan kaldes særligt kontroversielt, der er vist et andet ord, der starter med "k" som dækker noget bedre. Det der med domstole og alt det andet.

Der skete dog selvfølgelig det altid forudsigelige, at "det danske dikkende lammehale-hififorum" hifi4all trådte i sand karakter. Det er altid i den slags konfrontioner mellem indlysende ret og ditto uret, at folk og fæ åbenbarer deres sande karakter. Når der kun er 2 valgmuligheder og absolut ingenting ind imellem er det svært at undslå sig og osse svært ikke at gøre det. Nu har vi på dette sted flere gange været noget kritisk overfor den lokale "hifiklub-mafia" ledet af Simon Mastervol og hans håndgangne svende. Hvis der altså er nogen, ingen har vist ellers hørt om dem, måske de arbejder undercover?

Simon Mastervol arbejder nu helt tydeligt også "over-cover", for i sin position som moderator på hifi4all spillede han i går en virkelig hovedrolle. Det var godt nok en skurke-rolle, men det var ikke spor uventet og han gjorde det til gammeldags UG med kryds og slange. Ingen diskution om den sag! Som bekendt er hifi4all udelukkende finansieret af forhandlerannoncer og fuldstændigt uden fri skribent-virksomhed andet end pressemeddeleser forsynet med en lam "Redigeret af hifi4all"-overskrift. "Uploaded" er det betydende ord her, INTET ANDET.

I denne for den resterende hifibranches fortsatte tvivlsomme omdømmes allerede tvivlsomme sag tog moderator Mastervol og de andre ihærdige kommissærer på hifi4all selvfølgelig ikke retten og rimelighedens parti. Det er naturligvis ikke overraskende, for ligegyldigt hvor lille og sølle og udryddelsestruet af kommende motorvejsudfletninger, som et lillebitte gulerodsbed er, så er der ALTID kandidater til at være "Kong Gulerod" Som her Mastervol og Virious og de andre latterlige pseudonymer, der som "ål i mudder" boltrer sig i den lillebitte hastigt udtørrende dam. Og stop for da Pokker det her hemmelighedskræmmeri, stå dog frem med navn og adresse hvis I har noget og sige: Det burde der ikke være nogen diskution om!

Nu beskrev den engelske William Golding udmærket og ganske skræmmende denne virkelighed blandt snothvalpe strandet på en øde ø. Selv om der ikke var nogetsomhelst vigtigt at slås om, så tiltog intensiteten i kampene alligevel. Der er altid nogen, som er villige til at være ludere for en krone, nemlig dem, der har det i sig og som osse ville have gjort det for 25 øre. Fordi de KAN. Sådan noget er selvfølgeligt sociologisk interessant, men ikke overraskende, ikke mere kontroversielt end tyngdekraften.

Meget værre for hifibranchens fremtid som absolut "niche-hobby" er det, at den resterende branche tydeligvis overhovedet ikke fatter, att annoncer på et sådant fuldstændigt UKRITISK forum er FULDSTÆNDIGT VÆRDILØSE. Som vi mange gange har sagt, så er den eneste måde et trykt eller elektronisk medie kan sælge nogetsomhelst ved at VÆRE KRITISK. Så kan det til gengæld sælge varer! Hvis man ikke som medie har et minimum af respekt så er det er man siger i sine anmeldelser omgærdet med ganske det samme. Nul respekt, det kan der ikke være nogen diskution om!

Det er naturligvis også derfor, at den evige og ganske billige (tvangs-maniske, er der noget, der hedder det?)skribent, anmelder (fri stillingsbetegnelse, heldigt!) Mikkel Gige atter engang kan anmelde en CD-afspiller til omkring 30.000,- uden at nogen lægger mærke til den skal vi sige det forsigtigt "alternative printopbygning" FORDI INGEN LÆSER DET og endnu langt færre køber den. Det ligner ellers mest de fra egen elektronik-dage så kendte "fuglereder" med frit flyvende print monteret omvendt ovenpå tydeligvis helt færdigindkøbte apparater, blot ompakket i en fin ny kasse. Ingen sagde Lexicon/Oppo her, vel? Nå, der er da fine nye pertinax-print i her, det troede jeg ellers ikke man brugte mere? Termisk er det altid problematisk med denne montering, den termiske tæring er betydelig og servicemæssigt er det en katastrofe. Som sagt, alle kan se de her billeder og endnu flere er fuldstændigt ligeglade.

Annonnceværdien i disse tilbageværende elektroniske medier er latterligt lav og den altid lammedikkende positive omtale af alskens ligegyldige produkter er af tilsvarende gennemslagskraft. Det her svarer fuldstændigt til de plantede pressemeddelelser i JP Lørdags såkaldte "Bil-Magasin", som OSSE udelukkende er plantede pressemeddelelser. Uden kritik og respekt, intet salg og ingen annonceværdi. Hvis man skal sælge en ny Porsche-supersportsvogn, så gør man det altså aldrig i JP-magasinet. Nej, man må risikere hele butikken og få "The Stig" i Jeremy Clarksons "Top Gear" til at tage en tur rundt. Med risikoen for heller ikke at få solgt noget hvis den ikke er rigtig "top gear". Intet spil og ingen satsning, ingen gevinst! Det kan der ikke være diskution om!

Og hvor bringer det så vores kære hobby-hifi hen? Ingen steder, hvis ingen i branchen er villige til at risikere kritik. For at tjene penge i den sidste ende. Så lang tid Mastervol og de andre snothvalpe får lov at sidde som de tydelige magtmennesker, som de elsker at være, tjah, så er det nok ikke andet end en forhåbentligt hurtig og nådig død for hifi4all. Fordi alt andet, også SLET INGENTING både vil være bedre og en hel del mere respektabelt.
Nu vil vi så pleje vores snotnæser lidt igen her i huset og glæde os over (frit efter udødelige W. C. Fields), at nok er denne skribent snottet i dag, men i morgen er snottet nok væk, mens Mastervol og de andre STADIGVÆK er snothvalpe.
Iøvrigt beklagelse for den lidt smagløse "udstilling" af såkaldt alternativ stavning. Den lokale variant af det gamle danske ord "diskussion" er nemlig på trods af alskens stavekontrol hos Mastervol og Kim-"JMC" i det lokale hifi-miljø blevet til, ja altså "diskution" Nå, når man som Simon Mastervol blot hævder noget længe nok, så bliver det jo til "ret/retskrivning" engang og da særligt hvis man får magt og mulighed for det, som man tydeligvis har ambition og agt. Skønt samfund vi er på vej ind i!

I dag prøver vi så osse lige at "uploade" billeder. Hm., ikke akkurat knivskarpt, men de gamle Altec spiller nu fint alligevel og de er såmænd skarpe nok i lyden alligevel. Selv om den tyske western-forfatter Karls Mays helt "Old Shatterhand" tydeligvis har en filmisk pendent...