Dansk Audio Teknik Professionel

Denne blog er flyttet

2010-04-01T07:26:00.001+02:00

Denne blog findes nu på http://danskaudioteknikprofessionel.blogspot.com/.
Du sendes automatisk videre om 30 sekunder, eller du kan klikke her.

Feedabonnenter skal opdatere deres feedabonnementer til
http://danskaudioteknikprofessionel.blogspot.com/feeds/posts/default.

Rødstak og blå- og bleg-næb

2010-03-31T07:24:00.007+02:00

I den kommende tid vil denne skribent blive udsat for atter en gang betydelige selvpålagte prøvelser i form af morgen-cykling i accelereret tempo. Denne skribent har umådelige australske tøjlagre i alle mulige farver og udførelser med ét skæbnesvangert fællestræk: De er allesammen af samme størrelse. Derfor klemmer alle skjorterne de samme steder efter en lidt for velbehagelig vinter foran brændeovnen med en flok af fruens hjemmebryggede Cooper´s-øller. Den forlængede vinter har kun givet slapheden endnu bedre kår, men nu skal det være slut. Ud på landevejene det går men nok først i morgen, jeg føler mig foruroligende afkræftet her til morgen. Måske det er tanken, men jeg hoster osse lidt. Nå, det sker som det er sket før, pas på de mindre biveje fremover, der kan være belagt med denne skribents sved og andre mere eller mindre uheldige sekreter.

Ellers er der i dag fremkommet en ny meningsmåling om den politiske balance i Århus. Ikke særligt overraskende for denne skribent og næppe heller for mange andre er det "rødlige flertal" siden valget yderligere blevet konsolideret. Avisen taler om et historisk skred og alt muligt andet tøjeri, men hele ændringen "koger ned" til blot ét eneste mandat, som skifter. Udover at det jo så ikke gør, da der jo altså ikke er valg udover at det ingen forskel ville gøre alligevel. Ikke blot det allermindste, dertil er socialdemokraternes forspring alt, alt for stort. Og så det problematiske i at tale om et "skred" når det altså trods alt er det teoretisk mindste. En noget lille skred synes vi da og da især når de ikke teoretisk kan findes mindre..

I den sammenhæng analyserer den lokale JP på sit sædvanlige ikke vanvittigt skarpe niveau, at "Hay-effekten" er udeblevet. For de mange udenbys læsere af denne side var den unge kvinde Laura Hay udset til at være Venstres stemmesluger ved det kommende valg og det fortæller en pudsig historie. Det er en trist historie om ukritisk politisk rekruttering på trods af alle indlysende synlige problemer, der næsten kan kaldet "politiske handicaps" Vi skal tale om noget, hvor vi nødvendigvis må træde varsomt, da det drejer sig om simpelthen noget så basalt som "menneskelige fænotyper" Nogen er ganske enkelt helt uegnede som politikere i en TV-verden. De er simpelthen "distraherende TV-grimme"!

Laura Hay er et par og tredive og på et fotografisk stillbillede er denne rødblonde kvinde med de store runde sælhunde-øjne ganske køn omend meget, meget bleg-næbbet. Det er selvfølgelig ikke hverken politisk eller menneskeligt det mindste diskvalificerende at se sådan ud, denne skribent skal trods alt ned i fattigere egne af fastlands-Kina for på grund af sin lettere korpulente krop at ramme et lokalt skønhedsideal i disse traditionelle hungersnøds-egne. I vestlige civilisationer kommer jeg vist næppe med i den pænere halvdel med undtagelse af et par særligt indavlede vest-irske klippeøer...Politiker er vist værre endnu, lidt selverkendelse har man vel!

Det kan sagtens gå på en statisk valg-plakat at ligne Laura Hay på en prik, og hun fik faktisk også et udmærket valg, det var selvfølgelig derfor, hun blev Venstres nye håb. Det er der blot overhovedet ingen grund til, og det burde enhver kunne forstå. Alle kan ihvertfald se, at hun aldrig bliver borgmester i Århus, når der er live-TV på. Det er egentligt trist, men det er sådan det er. Og ikke mindst BLIVER.

Den kønne og ganske kvikke Hay har nemlig et fænotypisk træk, som er SINDSSYGT DISTRAHERENDE og som fjerner al fokus fra det, hun siger. Hendes læber beskriver simpelthen en CIRKELBUE rundt om munden, når hun taler. Det er simpelthen ligeså svært at se hende i øjnene som det er at få blikket væk fra en stor bussemand, der i takt med åndedrættet kravler ind og ud af næseboret på lille Poul. Hm., vi må vist hellere finde et andet og bedre eksempel. Kenneth, ja ham bliver det, sådan en kender vi, og han er ret dum. Snotdum.

Nu er det hverken almindeligt politisk eller mere specifikt kønspolitisk korrekt at sige det her, men det ændrer blot ikke på de solide kendsgerninger, som lokale karikaturtegnere naturligvis forlængst har fanget. Hay ligner en menneskelig udgave af den kendte fiske-familie "kyssefiskene", som findes rigeligt repræsenteret hjemme i Horsens Fjord ved faskinerne i Husodde i form af især arten med det sælsomme navn "berggylt" Der findes dog osse andre fisk som både såkaldte "rødstak" og "blånæb", andre repræsentanter for kyssefisk-familien der i Hays hjembys fjord Horsens, som tilfældigvis osse delvist er min egen. Faktuelt er det heldigt, at rødstak og blånæb findes samtidigt, da de er de forskelligt farvede han- og hunformer af samme art...De ser underlige ud men de finder alligevel en partner. Til alt held skal disse forunderlige særprægede fisk så ikke vælges som borgmestre, de ville osse se skidedumme ud i den bedste sendeflade.

Hvilket bringer os tilbage til de politiske partiers tydeligvis noget begrænsede kandidat-rekrutteringsgrundlag. På trods af sine øvrige dyder vinder Hay på grund af fysiologiske detaljer aldrig nogetsomhelst og så kan hun sige kloge ting fra nu af og til juleaften. 2050! På ganske samme måde, som Venstres politiske ordfører i Folketinget, Peter Christensen med de insisterende/stirrende plire-øjne og de ligeledes noget "alternative" læbe-bevægelser og noget løjerlige almindelige mimik HELLER ALDRIG bliver statsminister. Han er vældig kvik men endnu håbløst dårligt placeret/eksponeret. Han har overhovedet ingen chance udover en retrætepost på de anonyme politikeres holdeplads, EU-parlamentet, og der skal han nok ende. Vores teori i dag må blive, at man godt kan se noget alternativ ud i politik, man skal blot ikke regne med at blive valgt til nogen topstilling. Grænsen går formodentlig i nærheden af Anders Fogh-Rasmussens permanente "hypnose-øjne", underligere kan man simpelthen ikke se ud i politik. Selv brilliant politisk tæft kan ikke kompensere for en tilstrækkeligt uheldig eller distraherende personlig fremtræden.
Det var så dagens hypotese som vi selv ser som næsten allerede en Nobel-prisværdig teori. Og som altså kan falsificeres den dag, Laura Hay bliver borgmester og Peter Christensen statsminister, næppe altså i den nærmeste fremtid. Selv den socialdemokratiske nestor, Jens Riisgaard-Knudsen blev jo heller aldrig nogen "rigtig" minister som mange nok vil mindes. Han havde et dårligt opereret "hareskår", som selv i de dengang ikke helt så effektivt TV-eksponerede tider alligevel permanent hindrede det. Sådan er der så meget. Æstetik og politik!

Politisk kunst

2010-03-30T07:53:00.009+02:00

Vi har forsøgt at undgå dette emne, da vi så nødigt vil støde unødigt, man er vel selv en følsom lille fyr. Dog er vi efter nærmere eftertanke blevet overbeviste om, at det her altså er af almen interesse og det også for andre end særligt politisk interesserede. Vi har haft vanskeligt ved at rubricere genren, men vi taler vist mest om det mest suveræne eksempel på "politisk ekstemporal-kunst" vi nogensinde mindes at have hørt om og da slet ikke set. Normal er politisk kunst synonymt med en afliren af ligegyldigheder, som alle fornuftige mennesker øjeblikkeligt mister tråden i og interessen for, og det er lige netop osse meningen.

Det skyldes delvist, at kun de allerfærreste politikere har noget nyt at sige om ret meget endsige så noget fornuftigt om nogetsomhelst af disse sørgelige smuler. I virkeligheden er det vel også lidt rigeligt flot at anvende ordet "kunst" om noget, som ret beset hyppigst blot er et periodisk lettere beskidt håndvæk (i modsætning til de noget længere perioder, hvor håndværket er RIGTIGT beskidt forstås) Alt for tit mærker den iagttagende iagttager (i modsætning til den småsovende ditto) normalt ganske øjeblikkeligt de underhånds-aftaler, som interviewer og politiker allerede forlods har lavet. Det tager aldeles øjeblikkeligt "gassen" yderligere ud af den allerede noget slunkne ballon, og endnu færre gider hører efter. Det må være meningen, siden det så hyppigt efterleves så nøje af alle parter. Modus vivendi for dummernikker.

Nå, dette TV-indslag var heller ikke nogen undtagelse, ikke rent "formalistisk", ihvertfald, men alligevel absolut seværdigt som den politiske "slapstick", som det blev. Indslaget handlede om de handicappede i området, som man mente var blevet svigtet, tilsyneladende en ædel affære journalistisk men udførelsen var altså lige det allermest sølle. Faktisk blev den i stedet for ædel nu en del mere "ækel" i sin klamme og uendeligt udførelse, men døm selv. For os er det altså en manipuleret følelsesporno-affære, når man helt tilfældigt lige står på stedet med at kamera, mens forskellige lokale forretningsmænd derude på det alleryderste Djursland helt tilfældigt bliver enige om at afhjælpe et langvarigt og akut socialt behov. Mon disse flinke mennesker virkeligt er så forfærdeligt flinke hele tiden, man kunne måske spørge konen og ungerne? Intet tyder vel i virkeligheden på det, siden det tog så lang tid at løse dette problem. Hvis det altså ikke havde været ganske imaginært...

Vi taler såmænd om noget så dagligdags som en ny cykel, ganske vist en tosæders-model, så værre var hele svigtet trods alt ikke. Udover at det er vanskeligt at forestille sig mennesker SÅ fattige, at de ikke over nogle år har råd til en cykel. Den ulykkelige mor i hjemmet i et tiltænkt vel-redigeret hjerteskærende "human interest"-klip afslørede ingen særlige afsavn. Det er altsammen ligemeget nu, problemet blev prompte løst. Det blev som man altså bør se i indslaget løst så hurtigt, nemlig på blot 1.5 time fra beslutning til cyklen stod der, løst på samme måde som resten af indslaget var skruet sammen. Helt umuligt og aldeles usammenhængende håbløst, simpelthen, så hurtigt kan man nemlig ikke engang køre ind til storbyen og tilbage igen eller finde ud af, hvem der har sådan en cykel FÆRDIGSAMLET på lager. Den kommer i løsdele som alle ved og tager en god times tid at skrue sammen.

Nok om hele dette hjælpeløse indslag, se det! Og glæd jer især til SF-politikeren Mads Nikolajsen til sidst i indslaget. Hvis nogen har set noget morsommere nogensinde vil vi forfærdeligt gerne høre om det. Til stor irrititation for min kone forsøgte jeg helt usammenhængende at referere indslaget, men udet noget held, et gensyn afslører helt tydeligt denne manglende succes. Intet referat kan fuldt ud gengive dette filmiske guldkorn. Klik blot "TV2OJ", "NET TV" i øverste højre hjørne og vælg "26.3", udsendelsen kl. 1930 og 2. indslag, der hedder "Private må hjælpe"
Rigtigt god fornøjelse. Det er sådan noget, der gør det noget mere meningsfuldt at betale licens.

Ellers forudså en bidragyder her fornyligt i forbindelse med introduktionen af den nye ZU-højttaler, at der nok snart på hifi4all ville komme en kun nødtørftigt camoufleret salgstråd med en super-begejstret bruger og hurra, sådan er det blevet. Om han har givet ligefrem fuld pris har vi nul ide om, og det er vel ret beset også ligegyldigt. Vores gæt er ligeså godt som alle andres. Der er vist bare ting man ikke skal besvære sin kritiske sans med, hvis man altså har en...Ellers er helt ovenud begejstrede kunder ideelle uendeligt højtydende "økonomiske malke-køer", så det er vor begejstrede lokale ven her vel osse, sikkert som at stjæle slik fra små børn for sælgeren, uendelig begejstring og den store kærlighed gør jo altid blind. Eller måske bare dum? Man skal da ihvertfald være noget dum i nakken for at tage alting for pålydende her.

Vi skal dog ile med et alternativt købstip til disse sikkert glimrende højttalere, som qua deres høje (ihvertfald i annoncerne, målingerne i tests viser jo noget ganske andet) følsomhed inden alle potentielle kunder bliver fristet alt for vildt. Og nej, vi er IKKE SELV på det her marked, så i stedet vil vi anbefale alle potentielle købere til mere end at overveje en anden amerikansk producent, Great Plains Audio.

Det vil vi naturligvis, fordi vi selv har investeret for meget nyligt i et sæt fabelagtigt fede 604 III duplex-højttalerenheder komplet med delefilter. Om de spiller bedre end ZU aner vi naturligvis ikke en disse om, men disse nye 604-højttalerenheder med en samlet vægt på knapt 20 kg. pr side koster helt sindssygt meget mere at lave end antageligt de allerfleste højttalere i hele verden, bredbåndsenheden i ZU garanteret ikke undtaget. At man så får hele sættet med Altec/GPA 604 for blot en lille brøkdel af den anden pris, altså et langt federe produkt til en langt lavere pris er blot en yderligere bonus. Ikke at nogen af priserne ligefrem er lave, den ene afspejler blot noget bedre råvarernes pris. Ca. en faktor 10 vil vi tro...Udover at den langt højere følsomhed for 604 iøvrigt passer lige på en prik, vel også en slags bonus. De publicerede målinger i anmeldelserne af ZU får de producentens data til at ligne science fiction og det er jo også den billigste måde at forbedre sit produkt på.

Er en 604 så verdens bedste højttaler? Naturligvis ikke for alle, det er der jo intet, der er, men for folk, der søger høj følsomhed og mulighed for overjordiske lydtryk, så er det for denne skribent én af en lillebitte thalidomid-håndfuld kandidater. Nu er det, som man selv har købt, naturligvis forlenet med en ganske særlig dybereliggende intelligens, dette køb for undertegnede bestemt ikke undtaget Alligevel ønsker vi virkeligt, at masser af andre ville gøre det samme, for sådan en virksomhed som GPA fortjener helt sindssygt meget succes og da især langt mere, end alle dem, der blot øger følsomheden og alle andre data i reklamematerialet.

Det sidste er naturligvis så langt det nemmeste, det første en kommerciel dødssejler, for hvem Helvede ønsker dog længere ærlighed og almindelig anstændighed. DET GØR VI!
Så blev det her alligevel delvist en "salgstråd", blot en fuldstændigt ukommerciel én af slagsen. Den første måske i virkeligheden. Vi har vist været lidt på "slapstick" i dag ikke meget mindre end vores nylige politiker-ven, men for en god sag. Den sag vi selv troede så meget på, at vi ønsker alle andre ville gøre det samme. Gentag efter os: "Great Plains Audio"!

Uheldige helte

2010-03-29T06:58:00.006+02:00

Man ved, man er ved at blive ældre, når man atter en morgenforsinket avis-gang sidder og glor på programoversigten på kloge-kanalen DR2. Hvorfor den kaldes det er interessant, ikke spændende, det er noget helt, helt andet. Måske fordi alle kloge mennesker straks burde slukke, når de for Gud ved hvilken gang ser den amerikanske flødeskums-skuespiller Don Johnsons fedladne fjæs. I gamle dages hårdtpumpede TV-serie "Miami Vice" skabt af glimrende Michael Mann var han vist ellers meget god, men da jeg ikke senere har set nogen genudsendelser har jeg ingen sikre underretninger eller anden bekræftelse.

Mon vi ikke relativt trygt kan gå ud fra, at det var noget bras på samme måde som min tidlige pubertetstids absolutte tophit, "The Persuaders" også viste sig at være. Den danske titel, "De Uheldige Helte" var vel heller ikke et match skabt i himlen, for hvem har dog fundet på det her? Ikke blot var de aldrig nogensinde blot det allermindste uheldige, de vandt jo altid til sidst uden så meget som nogensinde at få næseblod, og det var dog langtfra alle eleverne dengang på Endelave Skole, som slap så nådigt gennem tilværelsen. Sjov ting, den dér næseblod, mærkeligt at barndommens tendenser til det blot er noget, man kan vokse sig fra. Forkalkning af blodårerne i næsen måske? Teorien halter muligvis lidt, forkalkning virker da ellers ikke ligefrem "afstivende" på andre blodfyldte organer.

Tilbage til næseblod. Som Roger Moore som Lord Brett Sinclair og noget alkoholiserede/kvindagtigtgjorte (heldige fyr!) Tony Curtis som Danny Wilde så altså aldrig fik. Ja, på trods af utallige karambolager med uhyre skurkagtigt udseende personer kom de aldrig til at bløde. Senere var det måske mere paradoksalt end det forekom dengang, også hvordan i alverden TV-produktionsselskabet fik fat i alle disse skurke, som de næsten utallige afsnit krævede. Måske man blot indrykkede en annonce i "Variety" med teksten "Skurkagtigt udseende personer søges!". Det var trods alt andre tiden dengang end nu, hvor en populistisk korrekt platpolitiker fornyligt anmeldte et filmselskab for racisme. De søgte nemlig personer med et "asiatisk udseende", og det var vel rimeligt nok i betragtning af, at handlingen skulle forestille at foregå i Asien.

Helt anderledes dengang der var svinagtigt heldige helte som Sinclair og Wilde til. Alene film-introen med datidens labreste bredmåsede og koket vrikkende "strand-sild" i bikinier i St. Tropez viste den lokkende verden derude. Ikke alne vandt de altid til sidst og løb med alle pengene, de fik heller aldrig nogensinde et eneste nej fra nogen af de smarte kvindelige modeller. Sig lige "uheldige helte" igen! Det var godt nok dårligt oversat, og så dårlig var og er serien nu ikke. Ikke helt og heller ikke nær helt så god som dengang. Tiden har gnavet ubarmhjertigt i disse gamle serier på samme måde som smilehullerne er blevet næsten finger-dybe i bagdelene hos datidens smarteste damer. Ak ja, "Sic Transit Gloria Mundi", man har vel "Den lille Latinprøve"

Nu er det efterhånden et par år siden, vi på denne side havde et ugeemne om heldige og uheldige helte. En af disse var en englænder med et svagt helbred og et endnu skrøbeligere sind, der hed Paul Voight. Han var en af sin tids mest originale matematisk-funderede akustikere, hvilket ikke siger ret meget, der var allerhøjst en enkelt konkurrent, Tannoys Jack Houlgate, som snart forsvandt til BBC. Voight var manden bag en af datidens bedste højttalere, det såkaldte (og meget passende benævnte, da han selv stod og savede det ud) "Voight-horn". I dette horn sad oprindeligt tidens kraftigst magnetiserede højttaler-enhed, en 8-tommers sag med nødtørftigt sammen-limet dobbelt papir-membran frit efter datidens dille, kræmmerhusene. Findes det ord overhovedet i dag? Nå, ligemeget, for det gjorde det dengang og det er jo den tid, vi beretter! Derudover er det desuden forkert at tale om magnetisering i fobindelse med de allerførste Lowthere, der slet ikke indeholdt permanente magneter. Voights første var lavet med elektromagneter, antageligt fordi det var billigere for Voight, sådan er det jo tit. Senere bliver der så en dybere mening men det er en anden sag. Han holdt da ihvertfald op så hurtigt han kunne. Eller altså havde råd.

Denne enhed havde handelsmærket "Lowther", men det var nu ikke fordi det passede synderligt godt, mest fordi der næsten ingen handel var med produktet. Det var nu ret let at forstå, for megen mening var der ikke i hele foretagenet. For det første tilbød Voight KUN 1 MODEL, et kæmpestort lige, forladet horn med en facon som en delvist udrullet kæmpestor såkaldt "konk-snegl" eller en mega-muskedonner for dem, der husker Onkel Joalims foretrukne forsvarsvåben mod Bjørne-Banden. Vi taler ganske givet om den højttaler i historien, som har haft alle tiders allerlaveste såkaldte "WAF", "wife acceptance factor" Og selv om det vel var en rigeligt formidabel hindring for mulig kommerciel succes, så var det kun det MINDSTE af Voights problemer. For hvad i Himlens navn skulle man dog bruge det her mega-truthorn til?

ABSOLUT INTETSOMHELST, for der fandtes jo intet, som kunne afspilles over disse højttalere. Alle kommercielle optagelser foregik ikke blot på 78-lakplader, allerede en formidabel hindring med et teoretisk frekvensområde fra et par hundrede hz til godt 2000 hz. Nej, optagelserne foregik heller ikke ELEKTRISK endnu (og da slet ikke i England), og disse jammerlige optagelser typisk med såkaldte kul-korns-mikrofoner med tragte foran. Det var ikke bedre i datidens PA-branche, hvor man også brugte de samme mikrofoner, ikke overraskende, da det var de eneste, man kunne købe. En helt både nødvendig og ganske tilstrækkelig forudsætning for den rene jammer for Voight.

Voights helbred og sind gik ikke overraskende samme vej, "som katten skraber", som vi drenge udtrykte det dengang "The Persuaders" gik på sort/hvid-skærmen for første gang. Med datidens bedste audio-materiale, som var AM-radio, ak ja, så var der ikke meget ved at sælge Voight-horn selv med den nyeste "permanent-magnet" version af den noget hjemmelavet-udseende første Lowther-enhed, som hed PM1. Det var svært at argumentere for en visdom ved at købe et kvalitetsprodukt, som der de næste næste 25 år INTET var at anvende til. Den uheldige og helt nedbrudte helt Voight emigrerede til Canada og døde. Det sidste var nu ikke synderligt tragisk, da det først skete godt 35 år senere.

Og hvorfor så denne snak om helte i dag? Naturligvis fordi der i nutidens mennesker findes en ganske tydelig tendens til at se bagved-liggende logik i helt ulogiske ting. Lad os for eksempel tage weekendens afvikling af finalen i "X-Factor", en helt uomgængelig pseudo-begivenhed i ethvert tennage-hjem. Om finalen fik sin rette vinder i Thomas har vi ingen mening om, men denne mand med en udstråling som en lettere hengemt fladfiske-filet fra køledisken i skandaleramte Super-Best ligner da helt bestemt dagens bedste bud på en "uheldig helt". Det er muligt han har vundet til sidst, problemet er blot, at til sidst i konkurrencen blot er BEGYNDELSEN-på resten ef den VIRKELIGE verden! Dér tiltror vi ikke manden synderlig succes.

Thomas har tilsyneladende i 12 år uden blot det ringeste held forsøgt at få udgivet en plade, og disse erfaringer med den prosaiske virkelighed burde han måske have taget ved lære af. Nå, men nu har han jo så vundet og så er virkeligheden derude sikkert blevet anderledes synes ræsonnementet at være. Vi spår ganske samme entydige succes for Thomas som for Paul Voight og hans hornladede Lowther-eventyr.

Det kunne nu være sjovt at høre Thomas kommende plade gengivet på et oprindeligt Voight-horn. Voight var efter sigende ikke nogen særligt god tømrer, det må være derfor han insisterede på at lave alle sine højttalere helt selv, da han nok nødigt ville vise sine 10 fummelfingrede tommelfingre frem. Nå, det var slet ikke det største problem, heller ikke, at den noget nødtøftigt/grinagtigt overlappede/sammenlimede papirkegle aldrig var lige eller at disse håndlavede enheder nødvendigvis var vidt forskellige, at arbejde med mekaniske komponenters placering i ekstreme magnetfeltter er svært selv for bedre håndværkere end Voight (og dem var der mange af, kun få værre). Man skulle jo trods kun bruge én enhed til sin AM-mono så det var ganske ligegyldigt.

Og så lige Thomas igen til allersidst som "rosinen" I en interessant diskussion, som vi refererede lidt fornyligt om Lowther-højttalere, mener en mand at vide, at
"Lowtherenheder er vist oprindeligt designet til dobbelt hornladede hjørnehorn, hvor 'shout'et bidrog til at linearisere den samlede frekvensgang."
Fakta er disse: Voight lavede ALDRIG et hjørnehorn, så nej! Dobbelt-keglen fandtes jo så naturligvis heller ikke på de første enheder, da den lette skæve papirmembran var absolut RIGELIG bredbåndet i sig selv til nå de par khz, som var målet.
Udover at Voight næppe heller stræbte efter at "linearisere" noget, som han aldrig selv kom til at høre eller havde måleudstyr til. Som nævnt fordi der INGEN KILDER var til at kunne GENGIVE noget, der blot lignede virkeligheden lidt. Rent, inspireret gætteri, det var det, det hele var for Paul Voight og intet andet, og sådan er det vist tit i livet.
Som at spå Thomas succes...Hvorfor skal man dog forsøge at give meningsløse ting mening? Som foreksempel at AFSPILLE Thomas´ kommende plade naturligvis. På sit originale Voight-horn fra inden PM1´s tid.

Ups!

2010-03-26T07:08:00.004+01:00

I dag ligger vi helt underdrejet efter den vellykkede operation i går. Som nævnt var det en forholdsvis overfladisk operation, men på et uhyre penibelt sted, som gjorde oplevelsen intens. Ubehagelig på trods af tilstedeværelsen af ikke mindre end 3 kvindelige læger i den fødedygtige alder. Æv, men ovre nu! Desværre spildte vi betydelige dele af i går med rekonvalescens, og det hævner sig altså her til morgen.

Ellers skal vi lige huske at byde Tape Connection velkommen tilbage i de levendes rækker. Lad os dog herfra osse i dag glæde os over, at det ikke er os, der skal genopbygge dette firma, men alt muligt held til dem der skal. de får garanteret brug for al det held der overhovedet kan mobiliseres. Og så er der osse det med pengene, masser og masser af penge, for hvordan mon man i dette spil lige finder en måde at fortsætte samarbejdet med alle dem, der har tabt mange millioner på det gamle firma?
"Scheisse!" som den gamle barkede tyske 6-dages rytter Klaus Bukdahl spontant udtrykte det ved det første 6-dagesløb i Herning i nyere tid.

Vi skal osse lige lidt forsinket byde den nye ejer af hifi4all, den karismatiske anmelder Mikkel Gige velkommen ombord. Købsprisen er ikke offentliggjort, men garanteret højere lige nu end den vil være næste gang samme Gige laver en ny anmeldelse. Hans ganske nylige af et sikkert glimrende ganske overordentligt højteknologisk produkt fra den lille danske niche-producent Holm er da ihvertfald en kikser af de helt monomentale. At tale om total spild af tid ved at se den evindelige amatør Gige bevæge sig igennem et produkt, som han tydeligvis intet fatter af. Hans hjælpeløse kommentarer til sit eget beskedne og stadigt svindende publikum, som aldrig nogensinde alligevel ville kunne blive kunder til produkterne fra Holm fortjener glemslens evige tus-mørke hurtigst muligt. Tal om total mangel på målrettet markedsføring suppleret med en mega-dosis almindelig dansk inkompetent sludrevornhed, en cocktail af de mere udrikkelige! Hvad har Holm Acoustics dog tænkt på i denne sammenhæng ved at give disse givetvis glimrende produkter til Gige er eddermaeme ikke nemt at gætte.

Nå, det kan meget vel være, at han er en bedre administrator, end han han er anmelder. Eller rettere, alt andet ville være ganske fornuftsstridigt så det er han nok.
Alt i alt er verden i dag blevet et bedre sted at være, og det er da ikke så dårligt!

Store truthorn

2010-03-25T07:15:00.003+01:00

Her i formiddag skal denne skribent under kniven. Det forventes ikke at blive dødeligt, da i det mindste næppe på den korte bane, mens det på den længere bane kan blive absolut skæbnesvangert for en fortsat produktion af små, skaldede og lettere flan-ørede små Mathiasen´er. Derfor skal der lige fra starten "mosles" lidt ekstra rundt med diverse ny-erhvervelser her i hulen, ikke mindst et par ganske store og endnu langt tungere såkaldte "W-horn". Disse traditionelle frontladede kompakt-horn er kommet i vores besiddelse ganske uden beregning og er bestykket med JBL 2226H-højttalerenheder.

De kan spille sindssygt højt men overhovedet ikke spor dybt. Dertil er naturlovene forbandet meget i vejen, og niveauet i disse store kasser under 60 hz er nærmest ikke-eksisterende. Som "fødder" under vores Altec 816V og ditto 288-8G driver med et tilsvarende megastort 311-horn kan de dog overbevisende "blafre bukseben" som absolut få andre ting her på kloden, en startende jumbo-jet ikke undtaget. Højt lydtryk og bas hører simpelthen sammen: For at få det ene må man renoncere på det andet, andre muligheder gives ikke.

Det vil sige, sommetider gør det, nemlig i den fri fantasis rige. For nyligt omtalte vi en introduktion af en højttaler fra USA, ZU. Denne højttaler var interessant derved, at den ifølge salgsmaterialet syntes at have løst samtlige de problemer, som 4 generationer af akustikere forgæves har forsøgt at løse og som direkte er skyld i, at vi har slæbt over 200 kg. højttalere pr side her ned i kælderen. På trods af den udprægede succes med at opnå øredøvende lydtryk har vi nemlig STADIGVÆK næsten ingen bas, forbandet og forudsigeligt, ja helt uundgåeligt.

Med en specificeret følsomhed på hele 97 dB, et fysisk-fornuftsstridigt stort frekvensområde parret med en helt ægte 11 ohms impedand var der noget, der var gået helt galt og ikke stemte. Ups, havde vi virkelig helt forgæves slæbt os en pukkel til her i kælderen, noget kunne tyde på det. Naturligvis ikke, denne skribent begår nok fejl, men vi kender i det store og hele naturlovene. Ikke alle, men de allerfleste.
Og så over til et prægtigt citat af den slags, som vi selv ville ønske vi havde forfattet. Disse ZU-højttalere er åbenbart blevet testet OG MÅLT i det engelske blad Hifi World. Vi skal advare om mulig udsættelse for betydelig og på denne side usædvanligt høj litterær kvalitet:
"Tja, de Zu ht'ere er da sjove om ikke andet. De første modeller var der i hvert fald med Eminence enheder, og det er der jo ikke noget galt i. At Zu selv skulle fremstille dem tror jeg ikke ret meget på. Faktisk ikke en skid.
Hifi World anmeldte dem for et par år siden, og de fik da god omtale... lige ind til Noel Keywood målte dem igennem: Peaks and dips, og en bas der havde glemt at møde op. Men de holdt da ca. 10 ohm. Konstruktionen blev kaldt et halv-andenvejs filter, da der kun var passive komponenter på bullit diskanten. Lidt ligesom de meget gamle højttalere man en gang imellem kan finde nede i storskrald."
Tak, Kristoffer, så er den ged vist rund-barberet! Og vores slæberi hverken forgæves eller ganske unødvendigt, tak, kære naturlove!

Mens vi venter på genudsendelsen af "The Shackleton Walk"

2010-03-24T06:39:00.005+01:00

Denne skribent står op ganske tidligt om morgenen, muligvis en tidligt erhvervet erhvervs-skade fra min tidlige barndom som erhvervsfisker. På denne tid af dagen har alle sanseindtryk en ganske særlig intensitet som man stavrer rundt der i halvsøvne, indtil et krus dræber-pulverkaffe fra Aldi skærper sanserne endnu en tand. Disse morgener larmer fuglene simpelthen i en grad, så man næsten fortryder, man her i vinter gad fodre på disse støjende fjerkræ. Måske vi skulle stop-fodre kattene til næste vinter.

Nu er det ikke fordi kaffen fra Aldi ligefrem smager godt, det er blot den, som kan "op-koncentreres" tilstrækkeligt meget til åndeligt at kick-starte dette nok i virkeligheden ikke helt genetisk-naturlige A-menneske. Jeg har prøvet at opnå en tilsvarende virkning med 10-dobbelte Lavazza-espressoer uden synderlig succes. Og så er der jo smagen, som er ganske "ful"!, for nu at forblive i udkanten af fugle-verdenen. I virkeligheden må jeg efterhånden konstatere, at jeg overhovedet ikke kan lide rigtig kaffe. Så hellere Aldi´s det billigste. Som at vælge den billigste tandlæge når alting alligevel kommer til at gøre skide-ondt.

Der sidder man så og glor åndssvagt ud i luften de morgener, hvor avisen kommer lidt sent. Fruen små-snorker i baggrunden forunderligt beroligende som en spindende kat og sommetider føler man sig næsten hensat til det skotske højland. Deroppe blandt sækkepibe-svingerne og haggis-æderne hører man også regelmæssigt hører såkaldt "dronende lyde" Det skyldes ikke helt overraskende, at de lange klagende sækkepibe-lyde spilles på såkaldte droner, det er nok derfor. Utroligt at fruen uden ellers nogen formel musikalsk uddannelse så overbevisende kan eftergøre lydene fra dette pibende instrument, som overalt i verden har været udviklet og anvendt i tusindvis af år. Et sandt naturtalent eller blot en Mathiasen?

Der sidder man så sommetider og zapper løs mellem de gratis TV-kanaler, vi er nemlig ikke vanvittigt villige til at glo alt for meget på TV. Til gengæld er vi sårbare for mediets tidsspilde, og det bevises vel bedst af den tid, der sommetider på disse stille morgener spenderes foran programmer som DR-Update, der altid er fra i går. Det er alle de forbifarende text-TV nyheder forunderligt nok osse, hele verden tydeligvis musestille på denne tid af døgnet. Et fast lyspunkt udover de flagrende fjedrede venner er "Teletubbies" kl. 5.00. Hvem siger intelligente mennesker ikke kan kede sig. Eller noget andet med lidt andre fortegn.

Dér sidder man så og kikker på de forskellige kanaler, hvor der selvfølgelig ingenting er. Det vil sige, lidt er der, nemlig programoversigten og det kan virkeligt sommetider være en øjenåbner. Lige dér sidder jo i disse dage Per Pallesen højt til hest og griner som sædvanligt fjollet i rollen som væbner Ib Abelsøn i den ikke meget mere vellykkede TV-føljeton. Mon det får nogen til at "tune ind" på Kanal K, man kunne tvivle og er den danske skuespiller-palet virkelig så begrænset i sit farvevalg. Godt nok var Dirch Passer i den første farve-filmatisering af "Gøngehøvdingen" i den samme rolle heller ikke ligefrem guddommeligt godt casted, men Pallesen er dog langt værre.

Og så kan det alligevel blive meget værre. Gøngehøvdingen Svend Gønge spilles af ingen ringere end Søren Pilmark. Man har tydeligvis ikke kunne finde en, der var ringere, så man er stoppet dér og dér burde man så være stoppet helt i filmatiseringen. Pilmark er om muligt endnu ringere casted end Pallesen og så har alligevel lige sat trumf på med den kvindelige hovedrolle, skurk-inden "Kulsoen" Hun spilles af Kirsten Lehfeldt og da Kulsoen er den seksuelt dragende femme fatale i hele Carit Etlars oprindelige noget ubehjælpsomme roman-forlæg, så er vi om muligt endnu længere ude i usandsynlig ringe casting.

Det her er RINGE, men se det selv, eller bedre, lad være! Til gengæld kan det faktisk blive endnu ringere og DET er noget af en præstation. For tiden går på DR HD dømt ud fra denne morgens program en tilsvarende svensk historisk serie, der får fredagens Disney-sjov til næsten at være højspændt action-drama. Forlægget er ikke meget ringere end Etlar, men til gengæld langt mere politisk korrekt. Bag serien "Arn" står den tidligere KGB-stikker, nu og i al fremtid naturligvis tilgivne Jan Guillou, der ellers i flere årtier har været fast leverandør af "fascistoide fantasier" Det har blot været de politisk korrekte af slagsen, og så har man sagtens i bedre kredse kunne "labbe" disse noget voldspornografiske Hamilton-bøger i sig. Lidt komisk.

Til gengæld skal man ikke snyde sig selv for lige kort at "zappe" ind på et afsnit af "Arn", det er altså virkeligt epokegørende. Dårligt, helt vildt ringe! For at vende tilbage til sammenligningen med Disney-sjov: I et afsnit lavede Anders Ands nevøer hver deres lille træ-sværd og tog en omvendt kasserolle på hovedet og dermed var Ridder Rap m. fl. født. Man bliver nødt til at have dette billede i baghovedet for at skabe lidt nødvendig "suspense", når man sidder og glor på kamp-scenerne i "Arn"

At sige de er komisk dårlige er vel i virkeligheden at runde noget op, TV-virkeligheden i denne svenske jammerdal er langt, langt værre. Scenen med King Arthur og "Den Sorte Ridder" i den første Monty Python-lavprisfilm er uendeligt langt bedre koreograferet og noget mere FRIVILLIGT komisk. Det er virkeligt sjovt at se på i ganske små doser. Størrelsen af disse doser burde for de fleste tænkende mennesker give sig selv, grineflip-kvalmen burde som det nylige vulkan-udbrud på Island akut kunne standse galskaben.

Ja, der er plads til mange tanker her om morgenen, mens der ingenting sker. Åh jo, man kunne spørge om, hvorfor vi dog sidder og glor på de her pausefisk-stillbilleder uden omgivende akvarium. Jo det gør vi, fordi vi venter spændt på en genudsendelse af et elitekorps fra Royal Navy, som med alle moderne hjælpemidler og massiv helikopter-support skal forsøge at gennemføre den berømte "Shackleton Walk" Det er simpelthen en epokegørende god TV-udsendelse og det er ikke fordi man bliver særligt revet med af de britiske marinesoldaters strabadser. For disse elitetropper er det livsfarligt og en manddomsprøve på samme måde som det er for "ulven" Peter at nedlægge Amalie i "Paradise Hotel" dvs ingenting. Til gengæld afslører billederne af det ubegribeligt vanskelige islandskab på den sub-antarktiske ø South Georgia hvordan det må have været for den nødstedte polarforsker Ernest Shackleton at gennemføre den allerførste tur over øen. På den lange led og det er altså skidelangt og endnu mere besværligt tangerende sikkert selvmord. Uden proviant, forsyninger eller nogen mulig support lykkedes det Shackleton efter et par uger uden nogen videre søvn i åben båd over den stormfulde syd-Atlant at gennemføre den allerførste "Shackleton Walk" i absolut rekordtid. INGEN har nogensinde på trods af alskens forberedelser og letvægts-klatreudstyr gjort det hurtigere end den senere Sir Ernest og kun få af de allerbedste har overhovedet kunnet gennemføre turen. Virkeligt en historie at fortælle om.

Mennesket kan altså meget, eller rettere, de færreste kan, mens de fleste til gengæld kan ganske lidt. Ernest kunne og det kan vi også sådan lidt i forskellige verdener.. Holde ud at sidde tomt og glo på still-billeder af ting, som vi aldrig kunne drømme om at se. Mod og mandshjerte findes vist både i det helt store og i det helt lille format.

"Absalon" er altså det fede!

2010-03-23T07:04:00.006+01:00

Nu er fredstids-flåder traditionelt ramt endnu mere af almindelig velstands-fedme end andre værn. Det skyldes hovedsageligt, at al aktiv tjeneste foregår på et skib, som efter 2. verdenskrig mere og mere har fået karakter af et flydende luksus-hotel. Overbygningen på nye militære skibe er simpelthen blevet ganske grotesk stor for at rumme den stadigt større besætning. Det er nu ikke fordi de er blevet mange flere, allerede det tyske slagskib "Bismarck" fra 2. verdenskrig havde jo over 2000 besætningsmedlemmer. Nej, hvert enkelt besætningsmedlem er blot blevet større i RUMFANG OG OMFANG. Faktisk tror vi ikke man kunne tænke sig et nyt "Bismarck" i nutiden, da overbygningen til lukaf-er og velfærd for den tusind-tallige besætning antageligt ville få skibet til at kæntre længe inden fjendens kanonild fik den til det. "Bismarck" var som bekendt ellers en stabil skude, som først sank efter historiens vistnok nærmeste "slag-udveksling" med 15-tommers granater. Udover at den osse blev det sidste traditionelle slagsskibs-søslag overhovedet.

Det var ganske vist først, da alle "Bismarcks" hovedkanoner var blevet smadret, at de engelske slagskibe "Rodney" og "King George V" gik helt tæt på og det var sikkert klogt nok. Og osse ret effektivt, "Bismarck" sank da til sidst efter at destroyeren "Devonshire" flere gange havde torpederet den. Nok flådehistorie for i dag, tilbage til den aktuelle danske udgave af "H. M. S, Pinafore", frit efter Gilbert&Sullivan-operetten. Skibet hedder "Absalon" og blev portrætteret i går i vores avis JP og sikke et portræt. Det eneste lighedspunkt med fortidens mægtige flåder er vist kanonen på fordækket. Én eneste sølle én som vist mest er til pynt. Om den kan skyde ved vi ikke, at den ikke har skudt "i vrede" i det nylige stort publicerede pirat-togt til Aden-bugten ved vi til gengæld. Det har den naturligvis ikke, man er tydeligvis ikke helt sikker i sin skydefærdighed på at ramme nok ved siden af til ikke unødigt at bringe piraterne i fare. Tag dén, Gilbert & Sullivan!

Al anden plads er tydeligvis designmæssigt inddraget til velfærd for besætningen og meget passende var JP´s interview også drejet i retning af non-kombattanterne ombord. En kvindelig forbindelses-officer spurgt om hun ville tage derned igen og udbrød ganske glædestrålende: "Jaaaah!" Inden vi bliver grebet af patriotisk "rejsning" her skal det jo med, at "Absalon"på det her togt til en sandsynlig pris langt på den anden side af 100 mill. IKKE har anvendt sine ny-installerede celler Én ENESTE GANG. Ikke en eneste pirat har været beværtet med halal-mad ombord, sikke dog en total mangel på gæstfrihed.

Vores gæt herfra er, at det har givet al for meget besvær sidste gang, hvor selv de allestedsværende danske mandeblade ombord skulle censureres for ikke at støde de følsomme pirater. Måske man hos besætningen ligefrem havde forestillet sig det ultimative skræk-scenario ombord, hvor de erotiske kanaler på CCTV ombord ligefrem ville blive "scramblet" af hensyn til de fine og troende gæster. Nå, problemet blev så denne gang løst ved, at man slet ikke tog nogen om bord af de svedige sortsmudskede mænd på deres ikke-airconditionerede sejlbåde. Sikke en stank det ellers osse ville have givet, de lugter jo allerede lidt grimt og anderledes til at starte med. Noget med maden.

JP-medarbejderen fortsatte med at interviewe kokken, som havde haft en hård tur. Han havde virkeligt skullet arbejde, for at holde sylte og sager på den store permanente buffet ombord og det i omfang, som muligvis kan have traumatiseret ham for livet. Trods alt er en koks ultimative mareridt vel at al maden er blevet ædt og provianten sluppet op. Appetitten og tørsten hos de danske "sødmælks-sejlere" her (tak, kaptajn Haddock!) havde været omvendt proportional med kvadratet på deres kampvilje og blodtørst. I den henseende intet nyt under solen, siden Korea-krigen er der trods alt ikke blevet skudt fra noget flådeskib mod andre skibe. Sænkningen af den antikke argentinske krydser "Capitan Belgrano" af den engelske atom U-båd "H. M. S. Conqueror" tæller ikke her, det var blot en øvelse.

Det er fedt at være i alle fredstids-flåder og intetsteds federe end i den danske flåde i Golfen. Den akutte livsfare udover hudkræft er simpelthen LIG 0 og det er jo ideelt. Bortset fra dem, der skal betale for dette monumentale penge-og tidsspilde at have denne "flydende luksus-buffet" sejlende rundt. Efter overhovedet ingenting. Ingen kaprede skibe blev befriet, ingen sørøvere blev klynget op, ingen fik krummet et eneste krushår, ingenting skete der. Den eneste "aktion" skibet deltog i var et par raids mod tomme og forladte småbåde, som havde været anvendt til kapring og derefter var blevet efterladt som det altid har været pirat-praksis siden Drake og Kidd og John Paul Jones og alle de andre mere eller mindre skurkagtige pirater. Lidt afhængig af perspektivet og ens nationalitet var nogle af dem en slags helte og allesammen "mænd af handling" Til gengæld er det ganske normal praksis at alle piraterne sejler videre i det bedste af skibene, for de somaliske pirater næppe nogensinde deres lille træ-spand.

DET er så til gengæld ikke tilfældet med "Absalon" og heldigt for det. Mest for de somaliske pirater, som altid har kunnet regne med "Absalon" som en sikker forsyningsbase. Kaptajn Termansen og hans omfangsrige "crew" har naturligvis gruet for, at nogen af piraterne skulle omkomme derude på det store blå oc ean, sommetider flere tusind kilometer fra kysten. Derfor understreger Termansen naturligvis, at man ALTID har sikret sig, at piraterne har nok forsyninger og brændstof til at klare den lange tur til land. De skulle jo nødigt komme til skade, de her mørke hædersmænd synes at have været rationalet.
Herfra skal vores hilsen blot lyde: God tur hjem, allesammen, og ikke mindst held og lykke, når I skal ud og "shoppe" nyt tøj. Fordi I ikke kan være i det gamle længere. Pas på, når I går over gaden, trafikken i Danmark kan være farlig og med garanti LANGT FARLIGERE, end den fuldstændigt fiktive totalt beskyttede tilværelse derude i "krigs-zonen" dernede i solen. Måske vi i dag har overdrevet lidt, det er jo faktisk ikke helt ufarligt at være alt for fed. Fredsflåde-fed!

Bemærkelsesværdigt tåbeligt!

2010-03-21T09:37:00.006+01:00

Senere i dag vil vi forsøge at finde tid til lidt intelligente kommentarer til tidens ting og andet. I mellemtiden skal vi lige kort henvise til et spørgsmål, som en tidligere nævnt hifi-entusiast, Jeppe "Virious" har fremsat på hifi4all. Denne særmelding skyldes, at det virkeligt er helt bemærkelsesværdigt dumt og derudover fluks vil ødelægge hans fine Lowther-højttalerenheder. Bestemt ikke meget mindre bemærkelsesværdigt er det, at ingen læsere særligt tydeligt advarer mod dette oplagte mord. På en højttalerenhed, som KUN kan bruges i horn. ALDRIG NOGENSINDE noget andet.

Hele miseren i at bruge denne fine (men uvægerligt noget fælt lydende/vildt opbrydende enhed) i den åbne-baffel konstruktion, som fjolset Virious foreslår, er at enheden dermed mister AL AKUSTISK DÆMPNING. Det er et helt afgørende problem, da enhedens maximale udsving simpelthen er HELT LATTERLIGE PLUS/MINUS SØLLE 1 MM.! Hvorfor i Himlens navn ingen kan huske det er spændende, det har nemlig altid været sådan.

Ikke meget mindre bemærkelsesværdigt er Virious` begrundelse for at overveje denne indlysende idiotiske åben-baffel kostruktion, der for ikke-kendere simpelthen er en placering på en plan plade i helt fri luft. Han vil nemlig prøve noget nyt! Jamen Jeppe, så køb dog noget andet eller tænk dig om eller find nogle mere intelligente rådgivere. Det her kommer aldrig til at gå, aldrig nogensinde, og det kan enhver idiot sige sig selv. Selv undertegnede, og det siger dog noget.

Teknik for begyndere/absolut klasseficerede TYPE A-tåber: En enhed til tilnærmet bredbånds-anvendelse på en åben baffel SKAL have:
1. En vis betydelig slaglængde
2. En betydelig belastbarhed.
3. En betydelig MEKANISK dæmpning.
Andre faktorer kan varieres, disse 3 punkter er uomgængelige. Lowther scorer et ABSOLUT 0 på denne basale krav-liste. Som hjælpeløse Virious selv ellers skriver:
"Har set flere benytte Lowthere i OBs, så det må da kunne lade sig gøre - eller?"
NEJ, det kan det ikke, man kan ligeså godt ødelægge dem først som sidst, de kan forresten ødelægges ved blot at kikke på dem med et fast, vedholdende blik..
Og så lige det allersidste citat fra den vordende selvbygger Jeppe Virious:
"Jeg har prøvet den i adskillige horn - og det sidste horn var ganske fremragende, men nu skal der prøves lidt nyt." Jamen hvorfor dog så fumle så hjernelamt videre når det nu ligefrem allerede virker fremragende? Ak ja, en lettere syg verden, den her! Som det hed i DR engang for en menneskealder siden: "Hold nu kæft og spil en plade" Det vil vi så gøre.
Slut for i formiddag.

Lille eftermiddags-update: Vor ven Jeppe har brugt dette udmærkede citat om os. Vi bliver nok nødt til at indkalde lidt hjælp for at dechiffrere det, for vi fatter ikke ganske relevansen:
"Great minds discuss ideas. Average minds discuss events. Small minds discuss people." Vr det ikke ideen om åben baffel/friluftsmontering vi fedtede lidt med?
Nå, følgende "guldkorn" burde også lige komme med som post scriptum herfra i dag. Jeppe stiller nemlig også "ud i luften" dette ret let-besvarlige spørgsmål:
" Har højden på baflen nogen betydning, eller er det udelukkende bredden?"
JA, det har den, lydbølger udbreder sig altså ganske symmetrisk som en sten i en stille skovsø, blot lige med den ekstra dimension. Derfor hjælper det selvfølgelig ikke en disse at lave bafflen 40 km. bred og 40 cm. høj.
Det var så det eneste eksempel vi lige kunne finde på, hvor (ét) "great mind discuss ideas"...Hvis der altså havde været brug for det, mindre gør det sagtens i denne matematisk ikke vanvittigt krævende sammenhæng.

Jeg har det selv!

2010-03-19T07:22:00.005+01:00

Atter i dag bliver vi en smule kortfattede, da virkeligheden atter engang presser lidt rigeligt på. Til gengæld vil vi midt i vores midlertidige små-byggerod forsøge at udkomme med en særudgave i morgen engang. Dagens vigtigste projekt hedder montering af ny opvaskemaskine og for det må selv den højeste folkeoplysning midlertidigt vige. For en tid.

For grafisk at illustrere, HVOR travlt vi har, skal vi lige nævne, at der slet ikke er blevet tid til at montere vores nye Altec-Great Plains Audio 604-supercoaxiale højttalerenheder. Vi har ellers passende kasser og alting, (tak, Lockwood and Timms!) og i det mindste undertegnede glæder sig som det store barn i en lidt for gammel krop, som jeg ubetinget er. Begejstring er dog en herlig ting, og selv efter den nylige indtræden i denne skribents 55. år synes den ikke at aftage synligt.

Og så direkte over til dagens små "Philosofiske Smuler" og tak til Søren Kierkegaard for inspiration, man spildte jo trods alt ikke fuldstændigt sine bedste år på universitetet, men det var nu ganske tæt på! Allerede dengang denne skribent startede i elektronik-branchen var det autoriserede salgstrick par excellence at sige, at "man havde det selv" I en stor forretning, hvor jeg dengang lærte "the tools of the trade", som det hedder på anglo-saksisk, var denne bemærkning altid den, man trak frem, når tvivlen i kundens flakkende øjne kom til ubehagelig syne. Korrekt doseret med den passende selvhøjtidelige tone var det en ren "kommerciel killer" Tak til min gamle mentor, mesteren over dem alle, Claus Bülow!

Som sagt, udvalget i Radiohuset Expert dengang var kolossalt og enhver torsk kunne vel sige sig selv, at det naturligvis ikke passede, for hvem gad dog have det dér usigeligt platte Bose-lort derhjemme, som dengang solgte i tusindvis. Ja, firmaets gård var ofte fuldstændigt fyldt af papkasser med et indhold, som typisk var endnu billigere at fremstille. End papkassen altså, sikke dog noget bras. Som om NOGEN udover de allerdummeste kunder gad have sådan noget derhjemme. Som at stjæle slik fra små børn, måske ikke den hæderværdigste beskæftigelse.

Ret hurtigt skiftede denne skribent permanent bane fra disse evindelige hifi-løgnehistorier til en branche, hvor jeg altid ganske trygt kunne sige, at det her produkt havde jeg altså IKKE selv derhjemme. Og det passede, for hvem gad dog have et sæt aktive prut-PA højttalere selv når man kunne vælge det helt fede frit fra alle hylder. Nå, det gjorde jeg så og det har jeg gjort siden og vidt forskellige lydidealer har i flere årtier trivedes fint side om side derhjemme, hvor hjem så ellers end var.

Jeg har aldrig forstået, hvorfor ikke flere mennesker som jeg valgte at have flere musikalske valgmuligheder, men sådan var det næsten aldrig. Underligt, at mange godt gifte mænd uden skrupler dater løs på nettet ud fra den rimelige og oftest sandsynlige betragtning, at der derude et sted findes en kvinde, som er smukkere og mere villig ens ens egen "brugte model" DEt er helt legalt, men fuldstændigt synkront kan denne mand sagtens hårdnakket påstå, at hans nuværende hifi-anlæg er blandt verdens allerbedste. Fordi han jo altså HAR DET SELV, det gør det særligt godt. Indtil han så ikke har hverken det eller konen mere.

Her i huset har vi som sagt slet ikke selv noget af det, som vi sælger. Næsten ikke da. Til gengæld har vi en HEL MASSE ting, som vi hverken KAN eller VIL sælge. De ting, vi ikke kan sælge, er dem, andre handler med,, og dem vi ikke VIL sælge er rene museumsgenstande. Vi er herligt frigjort fra alle kommercielle hensyn og vælger blot frit fra alle hylder. Sådan er det selvfølgelig ikke ellers i branchen, hvor ens egne eksklusive produkter tit kravler ind. Måske fordi man ikke lige har fået dem solgt endnu (meget sandsynligt), måske fordi man ikke rigtig gider høre musik alligevel (helt vildt meget sandsynligt)

Vi ser således sjældent en så total dedikation, at en forhandler UDELUKKENDE spiller på et system af de HELT KURANTE komponenter, som han sælger. Det skyldes jo logisk nok, at ingen importør eller forhandler selv sælger de allerbedste komponenter indenfor alle kategorier, så hvis han VIRKELIGT ville have det bedste, så blev han som os selv nødt til at shoppe lidt "uden-firma´s " Eller direkte som alle andre kan hos Great Plains Audio. Hvis det altså havde været hans mål.

Og så er vi tilbage ved vores fine ven, hifi-importøren i Herning, som i beskrivelsen af sit hjemmeanlæg UDELUKKENDE opremser helt gængse apparater fra sit eget firmas beskedne portefølje, allesammen eksklusive i den betydning, at kun han selv handler med dem. Se, DET synes vi er en lille smule utroværdigt, for hvorfor i Himlens navn da ikke supplere bare en lillebitte smule med ting, som ikke lige ligger i eget firma. Vi er vist tilbage ved den gamle traver fra starten af min egen (tvivlsomme) karriere, som allerede der i midt-firserne var ved at blive lidt luvslidt.

Hvis man VIRKELIGT ønskede at fremstå troværdigt som en rigtig søgende og ihærdig entusiast, så skal der altså mere til end at pakke en bunke nye komponenter ud blot udvalgt fra den stabel papkasser, som man i forvejen har købt hjem. Og som med nutidens ubarmhjertige kommercielle klima for småfirmaer som her UDELUKKENDE er valgt blandt de producenter, som de store operatører på markedet ikke gider røre ved. Som de grimme fede piger ved skolens afdansningsbal er det aldrig dem, der vælges først, så tilfældig er verden desværre ikke. Dette er ikke en kritik, det er blot et velment godt råd. Udover at det naturligvis er en helt uomgængelig kendsgerning.

Og så har vi endda et råd mere. Vi skal lige opfordre vores faste abonnenter til at hjælpe os lidt i at finde den logiske sammenhæng her i dagens sidste citater fra denne danske importør en de amerikanske ZU-højttalere. Udsagnene klinger lidt forskelligt synes vi:
"fuldtoneenheden er 100% lavet af ZU. Det er den og de garanterer, at der ikke findes dele i denne enhed der er magen til andre, af udseende, lignende produkter.
Magneten er deres egen, alle dele bliver samlet af dem selv, men de får selvfølglig nogle af delene lavet rundt omkring i USA. Alle dele er konstrueret efter nogle specielle krav og selve opbygningen af den er deres egen lille hemmelighed, som han ikke vil nærmere ind på."
og så til:
"Har du læst mit svar til det du spørger om længere oppe i tråden? ZU enheden har intet til fælles med Legend B-102 (en standard OEM-højttalerenhed fra Eminence red.), selvom det skrives på nettet og det ligner, men igen det er jo hvad man vælger at tro på og vil man tro det bare er en tilfældig hyldevare de har smidt i deres højtalere, så tror man jo det." (cit. Nerds. dk)

Vi tror måske selv som udenforstående erfarne iagttagere på det sidste, men det er ikke det vigtigste. Dagens simple råd herfra i dag skal være: Lad være med at tro på, at man længere kan sælge varer ved at sige, at man selv har dem derhjemme. Vi ved det, fordi vi selv har prøvet dengang man kunne. Og så også, da man ikke længere kunne, fordi det simpelthen var blevet en for gammel og forloren traver. Den virker ikke længere, fordi Claus Bülow og jeg og masser af andre selv simpelthen har slidt den op. Undskyld!
Udover at det osse dengang var løgn, men det er så en helt anden sag.

Fødselsdag!

2010-03-18T07:00:00.005+01:00

På grund af fødselsdags-festivitas og forskellig fjas må vi desværre udsætte vores daglige dosis af visdomsord til i morgen. Vi gik ellers og funderede over en finurlig én under morgen-hundeturen, men Kim Olsen og de andre må altså vente lidt endnu , vi tager dog måske en lille forsmag.
Hvis vi kan huske det, altså, ham der alzheimer kommer med en vis statistisk sandsynlighed krybende nærmere år for år, og 54 år er allerede en relativt høj alder. Frit efter den amerikanske humorist Tom Lehrer er det jo altid foruroligende-tankevækkende at erindre, at da Mozart var i min nuværende alder, havde han været død i 19 år.

I mellemtiden vil vi opfordre alle, der måtte kede sig tilstrækkeligt meget eller blot have abstinenser i dag over denne side og dens fórfald, til at læse den gode Kim Olsens anmeldelse på Nerds.dk af en højttaler fra danske Peak. Kim er en mægtig flink fyr og anmeldelsen er fuldstændigt, som man kunne forvente på sådan en "McDonald"-agtig måde. Man ved, hvad man får længe inden man har fået det, nemlig "fed input på den ufede måde" med garanreret nul mæthedsfornemmelse. Hvis man udelukkende skulle gå ud fra denne test, så ville INGEN garanteret NOGENSINDE købe disse højttalere til en ikke helt blot bagatel af 126.000,-

Det er selvfølgelig heller ikke sikkert, at nogen ville gøre alligevel, men alligevel er Kims test bemærkelsesværdig. Ikke teksten eller resultaterne, de er så aldeles forudsigelige, at det simpelthen gør ondt som en forspisning af McDonald. Flinke Kim foretrækker helt og holdent og aldeles kompromisløst højttalere fra JBL og forstærkerne SKAL være Crown og respekt for det. Det er bare bedst for Kim og det er fint nok hvis han så blot holdt sig for sig selv skribentmæssigt. Netop derfor forekommer det fuldstændigt fjollet at lade ham anmelde en højttaler som Peak, der er henvendt til et fuldstændigt anderledes publikum og til en helt anden musiksmag.

Resultatetet er så forudsigeligt og inderligt kedsommeligt, at simpelthen overhovedet INGEN har gidet kommentere testen. Som jo altså osse blot er en opremsning af forskelle på det testede produkt i forhold til Kims PA-lydideal. DET er eddermaeme kedeligt at læse og det har andre tydeligvis også syntes, siden de overhovedet ikke har givet "fingeren" hverken den ene eller anden vej. Nu er der ikke noget galt med JBL eller Crown, vi lytter trods alt her på vores værksted på Crown Studio Reference I og JBL Olympus S8R, og det lyder da mægtigt fint. Det lyder dog helt sindssygt meget anderledes end den oprindelige "akustiske begivenhed" og hvordan man end vender og drejer det, så er denne herlige kombination allerhøjest et "alternativt glimt" af noget, man alligevel aldrig kommer i nærheden af. Det, der i andre sammenhænge kendes under navnet "virkeligheden!"

Selv har vi ikke nogen faste lyd-idealer fordi det for os ingen mening giver. Det kan måske være, at mange JBL-ejere bare er sådan lidt underlige. I en anden tråd på hifi4all hævder en vis "Rainbow" i en ellers ret hjernelam diskussion af kablernes betydning et ret interessant synspunkt.
" Her sparer jeg så og køber lidt dyrere signalkabler for at høre om Jimmy Page sad og viftede skødesløst med en kop i studiet mens Robert Plant indspillede vokaler på Led Zeppelin 1."

Synspunktet i denne selv-udlevering på allerhøjeste plan af kronisk-ramte hifi-entusiasters grinagtige navle-pilleri er ikke det centrale. De fleste fornuftige ville vel bare høre musikken, men sådan er virkeligheden slet ikke i hifi-verdenen. Nej, det mest pudsige kendsgerning i dette synspunkt er, at denne fyr OSSE spiller på JBL, nemlig en af JBL-"brandets" for denne skribent absolutte "helkiksere", JBL 240Ti. På denne højttaler kan man simpelthen OVERHOVEDET INGENTING høre, heldigvis en relativ sjældenhed, ja man sidder hele tiden og undrer sig såre over, hvor simple ting som korrekt fase bliver af. Eller bare lidt eller blot noget der ligner, lydbilledet er fladere end en fladtrykt pandekage gentagne gange yderligere nivelleret af en gigantisk damptromle. Lige netop på denne højttaler kan man kun lige akkurat høre, hvis Jimmy Page havde tabt en fyldt kop sukker-holdig kaffe ned i en strøm-dåse i studiet. For så ville strømmen og lyden forsvinde, denne JBL er helt tydelig i stand til at afsløre denne sidste kendsgerning. Lige akkurat, marginen er ikke stor!.
Ak ja, indbildning er en herlig ting, tænk dog samtalemulighederne med disse glade dedikerede hifientusiaster ved en familie-sammenkomst, gys! Ikke underligt at landets forsamlingshuse har det svært. Næsten ligeså svært som hifi-branchen, men blot langt, langt mindre fortjent!

Dedikation

2010-03-17T07:12:00.003+01:00

Da denne skribent var en lille dreng, drømte jeg meget. De fleste af drømmene drejede sig måske ikke overraskende om noget hulbrystede og alligevel temmeligt tyklårede tøser med bøjler på tænderne og en lidt rigelig friluftsagtig/rødmosset kulør. Noget kunne allerede dengang tyde på, at mine livsdrømme allerede dengang var noget "lavtflyvende" ligesom svalernes flugt umiddelbart inden det første tordenskrald. En mere prosaisk forklaring kunne vel muligvis være, at det tilfældigvis var sådan, alle de lokale skole-skønheder så ud, det er jo trods alt nemmest at drømme om kendte ting. Dumt i virkeligheden, når man alligevel blot skulle drømme kunne man vel have fundet på noget pænere og mere "smækkert" at drømme om.

Det kunne jeg blot ikke, for for os drenge kunne ordet "smækker" kun bruges om en båd med særligt, næsten seksuelt svungne linier. Mærkeligt vi aldrig så sammenhængen, i den livsepoke kunne næsten ellers alting knyttes sammen med piger...
Ind imellem drømte denne skribent nu også om andet, ganske vist ikke særligt tit, men det må vel være sket. For eksempel om drømmejobbet, en noget fjern og rimeligt urealistisk tanke, når man er 8 år. Alligevel havde jeg tidligt fundet mit drømmejob: Jeg ville være tolder. Hm., jeg må vel have haft feber da jeg valgte det, for mit erklærede mål i mit kommende drømmejob ville være at finde alle smugler-smøgerne på skibene i havnen og så simpelthen ryge dem selv.

Nu kommer jeg fra en maritim æt af ramsaltede Mathiasener, hvis få og altid tænksomme ord uvægerligt druknede i den hylende orkan. Intet er overleveret af disse udødelige sentenser, men klogt, det var det eller det må det da have været, vi var jo Mathiasener. Og er lidt endnu! Tilbage til det første drengedrømme-job. Jobbet som tolder VAR rent faktisk et fantastisk priviligeret driver-job og jeg stiftede mange gange senere (rigeligt) nært bekendtskab med disse østjydske udgaver af Dupont og Dupond. De røg allesammen foruroligende meget og det endda sikkert sommetider af de smøger, som jeg ellers selv have købt, men endnu ikke fået i land. Lovens smalle sti syntes bredere dengang.

Det sjove ved min barndomsdrøm var mest, at jeg aldrig nogensinde havde eller fik den allermindste lyst til at ryge. Jeg har simpelthen aldrig nogensinde smagt et eneste hiv tobak, og det var der en grund til. Min far røg pibe og det i et omfang, at alene det at høre på hans kroniske morgen-harken af kvarter-lang varighed bedre end alle skræmmevideoer med blotlagte blodige rygerlunger immuniserede mig permanent mod tobak. Det var vel nok noget dumt at drømme om noget, man slet ikke havde lyst til, men måske drømmene om pigerne blot ikke kunne udfylde tiden helt. Måske den kendte "Parkinsons Lov" har en reciprok udgave omkring pubertære tanker om piger, den må vi vist tage en anden god dag.

Senere hen begyndte jeg som mange andre dengang at interessere mig for hifi. Dengang var det vel mest en såkaldt "sublimering" af forskellige udefineret-tågede seksuelle behov. Og det er det muligvis stadigvæk, hvem ved, jeg er ikke helt sikker på jeg har alt for stor lyst til at grave i lige netop dette emne. Det har samme attraktion som at rydde op under skibsbriksen i en af datidens drengeværelser. Man vidste aldrig, hvad man ville finde, eller rettere, det gjorde man naturligvis godt. Og sikkert lidt det samme på det personlige plan den dag i dag.

Efter afslutningen af min akademiske uddannelse anvendte jeg åbenbart hele min ny-erhvervede analytisk-akademiske intelligens for at finde et super-drømmejob. Der var ikke akkumuleret særligt meget og resultaterne var naturligvis derefter. Da jeg sært nok stadigvæk interesserede mig mægtigt meget for hifi (og det endda selv om jeg ind imellem havde kærester, lidt mærkeligt) valgte jeg at søge det eneste job, jeg nogensinde har gjort. Jeg ville selvfølgelig leve af at sælge hifi og det i landets dengang største radioforretning, Radiohuset Expert. Tænk bare at spille høj musik hele dagen og så få penge for det, mums, manner, skidefedt!

Denne drøm og dette drømmejob var så gode, at det naturligvis ikke kunne vare ved. Jobbet kunne sagtens, det kunne drømmen blot ikke, havde det dog blot været omvendt. Nå, sådan var det ikke, og den prosaiske hverdag indhentede lynhurtigt denne skribent, som den osse gør alle andre og sikkert væsentligt mere hurtigløbende folk. Det viste sig måske ikke vældigt overraskende, at når man havde spillet det samme demo-lortemusik hele dagen igennem, så gad man OVERHOVEDET IKKE høre musik derhjemme selv. Overraskende burde det ikke have været, trods alt lever mennesket ikke ret godt åndeligt af ren hifi, og samværet selv med datidens lidt bredere rekrutterede samling af hifientusiaster var heller ikke ret stimulerende. Dengang mødte jeg Søren von Kubik for første gang og det var slemt og så skulle det blive værre endnu.

Meget hurtigt skiftede denne skribent sit drømmejob som hifisælger ud med det, som jeg har lavet i de seneste 2 årtier. Professionel lyd og billede. Det er ikke nødvendigvis alle drømmes drømmejob, men det giver til gengæld gode muligheder for at DRØMME VIDERE. Om det alle godt gifte mænd drømmer om (eller burde) Hifi!
Jeg slap altså fra borde i relativ tide og bevarede min fascination af de rigtigt fascinerende ting. Her i vores lille firma er vi priviligerede nok til at kunne sidde og samle bunker af kabler til en større skoleinstallation, mens vi kan sidde og høre høj musik FOR VORES FORNØJELSES SKYLD. Spillet på alle mulige vidt forskellige anlæg opg DET er altså noget af en drøm. For os.

Andre har det så helt tydeligt anderledes. I den fortsatte introduktion af de amerikanske Zu-højttalere, (hvor alle komponenter i 10-tommers bredbåndsenheden er enten unikke eller tophemmelige eller begge dele, lidt af en præstation!) vender hele barndommen tilbage. Vi taler her om en næsten overjordisk begejstring, som jeg muligvis selv oplevede den allerførste formiddag, jeg skulle sælge hifi. Allerede inden frokost var denne debile drøm dog forlængst gået over, for hvem gad dog høre musik hele dagen, og så GANSKE DET SAMME?

Jamen det gør vor mand her i Herning, Zu-importøren. Som han skriver om sin nye tidlige forårsforelskelse, heldigvis jo i sine egne eksklusivt forhandlede produkter
"Nu har jeg brugt en 3 uger til at lytte på dem og jeg har det lidt som da jeg mødte min kone, jeg bliver sgu mere og mere forelsket. Har lige tæsket Alison Krauss "A hundred miles or more" igennem hele dagen og for pokker det er godt. Jeg er helt færdig og det er jeg ellers meget sjældent - måske også derfor det tog så lang tid at få en dame til at bide på krogen;o)

De herrer!!!!!! I skal høre disse højtalere, så jeg ikke står alene med oplevelsen."

Vi er noget misundelige over at møde en så ægte og ganske oprigtig begejstring, det kan ikke nægtes. Selv kunne vi nemlig aldrig nogensinde drømme om at sidde og høre den samme plade igen og igen og igen, men måske den spirende forårsfornemmelse kan forklare noget. Næppe, vi er tilbøjelige til at tro, at der måske er en mikrolille kommerciel bagtanke bag al denne tilsyneladende begejstring, men det er naturligvis blot et gæt.

Når man møder en sådan total dedikation til et produkt, som mest minder om betingelsesløs hengivelse til absolutistiske trosretninger, så bliver vi en smule skeptiske, men det er måske blot en konsekvens af en alt for tænksom barndom derude på Endelave. Med alt for god tid til at tænke det utænkelige og drømme sig om muligt længere væk. For eksempel fra en så uendeligt syntetisk-begejstret verden. Prøv dog lige at kikke ud af vinduet, venner, DER ligger forelskelsen. Det andet er altså blot hifi udover at det osse er løgn.

'

Salgsstrategier og non-salgsstrategier

2010-03-16T07:01:00.008+01:00

I dag vil vi fundere lidt over, hvad der får ellers fornuftige mennesker (i dette tilfælde os selv) til at sende betydelige pengemidler til en lille midtvestlig producent i USA uden nogensinde at have hørt deres produkt. Vi vil også "elaborere" lidt på emnet, fordi der også i disse dage i Danmark lanceres et andet amerikansk højttalerprodukt med sprogligt fynd og klem. Produkterne er i et vist omfang sammenlignelige, da begge producenter antageligt laver deres egne enheder, i dag naturligvis et absolut særsyn. Enhederne ser dog ganske forskellige ud og er i virkeligheden endnu mere forskellige. Den ene enhed er sindssygt dyr at lave, det er den anden næppe, men hvilken der lyder bedst vil vi aldrig komme til at teste. Det er nemlig spild af tid.

I den ene ringside i denne "All-American Wrestling Championship" står en rigtig klassiker. Det drejer sig om allernyeste inkarnation af verdens mest udbredte klassiske studiomonitor-højttalerenhed, Altec 604. For enkelte mulige ikke-kendere af dette produkt drejer det sig om en massivt konstrueret 16-tommers coaxial-højttalerenhed med en vægt af enheden på 17.3 kg. excl. et ikke meget mindre massivt delefilter. Denne højttalerenhed har med en frilufts-resonansfrekvens på 34 hz naturnødvendigt ofret en udstrakt bas på "lydtrykkets alter" og har et maximalt lydtryk på omkring 120 dB. Det er ganske overordentligt højt og en naturlig konsekvens af kvaliteten og mængden af de investerede råvarer. Så simple er naturlovene.

Enheden laves i Oklahoma City i Midtvesten af firmaet Great Plains Audio, som er en direkte aflægger (ligger?) af salig Altec-Lansing, selv oprindeligt en del af firmaet Lansing. Nu har vi været i pro-branchen i 30 år og selv om det er sjældent at opleve rigtig kvalitet længere, så kan vi godt huske det endnu. Og for den sags skyld også genkende det, når vi ser det og det er så det vi har fået øje på. Firmaet derude på prærien har et principielt problem: Deres produkt er simpethen alt for dyrt at fremstille. Det har disse enheder altid været, men for 20-30 år siden ville folk godt betale for kvalitet. Hov, det vil vi osse selv, så derfor har vi bestilt et sæt, og nu er de kommet, hurra!

Firmaet derovre i USA sælger nemlig selv direkte til hele verden og det tjener de tydeligvis nok håndører til, at de kan leve af det. Ihvertfald er de både hurtige, uhyre kompetente og har ligefrem tid til at fraråde køb af egne produkter. Fordi de ikke mente, at lyden i gamle Altec-kasser selv med deres egne enheder ville blive bedre end den var. Tal om tillidsskabende kompetence! Som sagt, vi sendte godt 10 af de store sedler derover aldeles prompte!

Det kan vi så herfra opfordre alle interesserede til at gøre og bemærk, vi har absolut ingen kommercielle bagtanker. Dette produkt har fuldstændigt samme pris i USA og Danmark excl. afgifter og det burde sikre en forrygende salgssucces. Det kommer det selvfølgelig ikke til, og det er måske mærkeligt når nu produktet er så helt aldeles fremragende, at det burde kunne sælge sig selv. Og da ganske særligt med denne "direkte-til-dig"-salgsform, som gør disse enheder reelt billigere end de nogensinde har været i de seneste 60 år.

Nej, intet kan sælge sig selv og da allermindst på kvalitet udover til gamle tossehoveder som denne skribent. Dem er der heldigvis stadigvæk enkelte af på verdensplan, men firmaet har tydeligvis resigneret og har helt opgivet at have lokale distributører. Det giver jo et vist globalt salg til de få fornuftige entusiaster, men uhyre ringe gennemtrængning på alle markeder. Alle andre steder er der dømt absolut minimalt salg. Fordi ingen køber noget, som de ikke fascineret af til at starte med og at fascinere dem til at starte med er ganske udelukket for Great Plains Audio, fordi deres produkter er ALT ALT for dyre. At PRODUCERE.

I dagens andet ringhjørne står den ligeledes amerikanske producent med det tyskklingende navn "ZU" Måske det også ligger i det amerikanske øl-bælte omkring Milwaukee et sted? Dette firma laver en 10-tommers bredbåndsenhed med en simpel dobbeltkegle-membran, som opfinderen af de første dynamiske højttalerenheder, danskeren Jensen (i USA sjovt nok osse) i 1915 og senere Rice-Kellogg ville have kunnet nikke genkendende til. Tal om gammel færdigudviklet teknologi her. Sådan en "whizzer"-dobbeltmembran (på engelsk osse kaldet "parasitic cone", det beskriver også den mulige teoretiske ydeevne) har siden Ruder Konge var Ruder Knægt været den billigste måde at få udstrakt frekvensområdet. Paul Voight anvendte samme strategi med sine eviggtgrønne Lowther-enheder med en forudsigelig og fast frekvensgang som Himalaya. Sådan noget kan nogen lide uden at jeg selv nogensinde har fattet hvorfor.

Firmaet ZU bygger så vidt vides alle deres højttalere op omkring denne "hus-enhed" på 10 tommer, suppleret med en diskant. Hvordan man kombinerer en fuldtone med stærkt stigende direktivitet med stigende frekvens med noget andet fatter vi nul af, der skal vist heller ikke tænkes her, nok snarere bare lyttes. Vi lytter til vores erfaring og løber! Forunderligt nok har denne højttalerenhed en høj impedans (usædvanligt), et større frekvensområde end vores nyindkøbte Altec ( teoretisk muligt men særdeles usandsynligt) og så lige rosinen i pølseenden, SAMME MAXIMALE LYDTRYK. Nej, det har den ikke med mindre man summerer at par af de "parasitic peaks", som alle "whizzer"-membraner excellerer i. Ak ja, de forbandende naturlove, som ikke længere står i vejen for markedsføringen. Fordi måske hverken producenter importører eller kunder alligevel længere kender dem. Naturlovene forstås.

Hovsa, vi snakkede om importører. Ja, for ZU sælger godt nok deres produkter direkte til slut-brugerne i USA. En af deres højttalere koster 3600 dollars. Om det er prisen værd aner vi ikke, en supersællert er det vel næppe ukendt og ikke vældigt billigt. Mon ikke salgsprisen er en del højere end produktionsprisen, det kunne det se ud til ud fra råvareindholdet. Alt ialt en fin lille virksomhed der forhåbentligt tjener de penge de skal.

Og så over til det lidt sjovere. ZU har nemlig en HELT ANDEN PRIS i udlandet, som loyalt oplyses af den nye stolte danske importør:

"De billigste Zu Essence koster 3600 dollars i Usa. Denne pris er kun for USA og Canada. Fra Zu´s egen side er prisen for et sæt Zu Essence sat til 6000 dollars i andre lande end ovenstående"
DET HER er eddermaeme alternativt og burde vel være det allerbedste argument for, at alle fornuftige forbrugere omgående burde sende deres penge til Great Plains Audio. Det bliver spændende om man kan sælge varer på et (for firmaet) garanteret lillebitte verdensmarked til så sindssygt forskellige priser, ja vi tror mest på, at denne forvirring fra starten af vil begrave alle muligheder for nogetsomhelst salg. Great Plains har trods alt almindelig anstændighed nok til at behandle alle kunder ens og DET burde jo i sig selv være det bedste salgsargument. Derfor har vi selvfølgelig selv valgt at købe hos de "gode", alt andet ville dog være indlysende idiotisk. Virkelig en "non-salgsstrategivinder", vi ser her.

Vi vil da ønske rigtig god fornøjelse med at sælge disse forunderligt strategisk prissatte produkter her i Danmark. Vi spår dem nu nogenlunde samme salgssucces her i landet som Great Plains Audio men måske importøren lige skulle gøre klart, hvem det er, der dækker de udvidede garantiforpligtelser. I en nylig tråd om Tape Connections død nævnte vi et firma, der dengang noget upassende fremhævede sig selv som om, kundernes garantier automatisk blev "tilbageført" til producenten, hvis hans firma skulle gå ned. Det var en nyttig oplysning et helt, helt andet og passende sted. Hvis den altså havde passet. Det drejede sig naturligvis om importøren og dagens ene kombattant, en hernengensisk foretagsomt foretagende. I går skrev firmaet så i stedet:
"siden det er mig der skal varetage 5 års garanti"
Tjah det er da vist noget andet han siger her eller hvor meget fejl kan man tage på så kort tid, ren alzheimer, det her.
Vi vil atter glæde os over vores nyindkøbte Great Plains Audio 604, baseret på god gammeldags korrekt ingeniør-praksis og helt "direkte-til-dig"-salgsstrategi. Som desværre i denne verden af i dag (o det er jo altid den eneste, der er!) med betydelig sikkerhed får samme salgssucces som ZU. Det vil sige, næppe noget særligt. Den ene fortjener blot MEGET MEGET BEDRE, den anden gad vi ikke have om vi så fik den smidt i nakken. Men nu vejer den næppe heller godt 18 kg. som vores kære Altec..
Forresten tyder intet på, at ZU laver andet end diskanten. Bredbåndsenheden er såmænd en billig standard Eminence OEM-enhed til knapt et par hundrede, kendt fra diverse M&K. Suk, suk, dybt suk!

I dag tager vi revanche!

2010-03-15T08:17:00.002+01:00

Efter weekendens næsten doktor-disputatslange udredning om de dybere problematikker omkring brødhvede-dyrkning i Danmark, satser vi i dag på den kortere fremstillingsform. Det skyldes blandt andet, at vores lille familie i passende andægtighed skal stå og beundre fruens nye køkken. Det vil sige, kun den ene halvdel er ny men sikke dog en halvdel! Med en skinnende blank kæmpestor bordplade, som ligner en specialsvejset ting i uforgængeligt rustfrit stål, er der dømt stråleglans i fruens øjne. Forresten ER pladen i de sjove og skæve mål lavet af rigtigt rustfrit stål og tak, Benny, for et forrygende stykke arbejde! Vi vil tænke på jer deroppe på Mors hver morgen over havregrynene, og hvad kan mennesket i virkeligheden så opnå mere. Den lille og nære uforglemmelighed er jo trods alt den allerstørste, fordi den varer evigt..

I dagens lokale Jp er der en bemærkelsesværdig mini-test. Det vil sige, en rigtig test er vel lige i dette tilfælde ganske svær at gennemføre, da det drejer sig om noget så køsforskræknings-skræmmende som kastraktion. I dette tilfælde drejer det sig til alt held om en kat (pyha!) og allerede det gør jo testen noget usikker. Trods alt er mulighederne for gentagne operationer på samme kat i netop dette operative indgreb begrænset, så det drejer sig nok ikke om samme kat. Ellers burde operation nr. 2 jo naturligvis kunne blive ganske overordentligt billig.

Det viser sig så også at være tilfældet alligevel, for faktisk findes der en dyrlæge, som annoncerer med priser på blot DET HALVE af de fleste andre. Det ville jo måske være meget godt, men det er det nu ikke ubetinget, faktisk slet ikke. Ikke meget bedre er det af avisens journalist her, at han overhovedet ikke har gidet gøre sit arbejde blot ringe. Nej, han har simpelthen været helt nede og skrabe bunden i sin plat-reportage her. Det mindste man kan forlange af en lokaljournalist er vel, at han er en lillebitte bitte smule lokalt orienteret. Hvis han ikke havde været det, havde det været RIGTIGT let at blive det.

Uvidenhed er ikke det værste, nej, det er åndelig dvaskhed og almindelig lad dovenskab og denne egenskab er JP-journalisten tæt på at være verdensmester i. "Vinderen" af dette pris-tjek er nemlig ingen andre end en vis Jens Breth Hansen, som er en særdeles og alt for velkendt lokal dyrlæge, udover at han ikke er mindre kendt og berygtet blandt sine lejere. At finde information omkring denne bemærkelsesværdige mand er altså ikke sværere end at skrive hans navn på google, så kommer de som hit 1, 2, 3 osv som skidt fra en spædkalv.

For et stykke tid siden var manden involveret i et par fuldstændigt groteske sager fra sin praksis, som den veterinære verden vist helst havde været foruden. Næsten men ikke helt ligeså meget som de stakkels involverede dyr, men de var til alt held umælende. Og døde naturligvis. Ret meget længere fra god dyrlægepraksis kommer man heldigvis ikke, men som bekendt kommer alt ondt tilbage i store "cykler" og denne gang ligefrem JP-sponsoreret. Det første er desværre en kendsgerning på samme måde som nazisme og kommunisme og det sidste er blot tragisk og en "journalistisk udeladelsessynd" af de HELT STORE. At erklære sådan en mand som "testvinder" er simpelthen en KATASTROFE. Få den her artikel "kvalificeret" i absolut helvedes fart og lad dermed dyrene dø, når de engang alligevel skal. I modsætning til altså når de kommer til dyrlæge, det sidste vil i dette tilfælde med betydelig sandsynlighed betyde MEGET FØR deres tid ellers er omme. Billigt i kattemad på sigt, fordi katten er død, er det godt nok, JP?

Nu er det heller ikke indenfor vores egen branche fri for at være tale om journalistiske skæverter i sværvægts-kategorien. Nå, det er altsammen lidt mere uskyldigt, ingen bliver vist ligefrem kastreret og endnu færre dør . Måske af grin, men det er vel også den død, som de fleste ville vælge. På samme måde som kattene ville "vælge Whiskas" og garanteret også undgå et besøg hos dyrlæge Jens Breth Hansen, så ville "grine-døden" vel også være en passende festlig afslutning på livet.

Helt derude er vi vel ikke i dag, men det danske netmagasin Monitor.dk har atter engang ageret passiv mikrofon-holder i et såkaldt "virksomhedsportræt" I modsætning til rigtige virksomhedsportrætter er de her sager på Monitor. dk uvægerligt kvalme, selvsmagende og selvfede i en grad, så man får ja mega-kvalme. De allermest indlysende spørgsmål stilles aldrig og heller ikke i dette tilfælde, ja der stilles overhovedet ingen spørgsmål og det gør der aldrig nogensinde på Monitor. DK. Ren spild af "cyber-plads" (findes det mon på dansk ellers hurra for os og vores nye opfindelse!)

Virksomheden hedder Signal Audio og dem kommer vi ALDRIG NOGENSINDE til at handle med. Sådan noget skal man altid være noget forsigtig med at sige i vores tæt sammenspundne branche, men det her løfte agter vi at holde. Vi er blevet "spammet" med reklamer fra dem, men noget tyder på, at vores noget håndfaste svar endelig har fået os slettet. Det er et stykke tid siden vi har hørt nyt og i dette tilfælde er intet nyt RIGTIGT godt nyt. Når det altså kommer derfra. Og hvorfor så det? Fordi firmaet er skabt af et par tidligere selvstændige, som det ikke gik alt for godt for. I det mindste brugte de et tidligere job som nyt "springbræt" for det nye firma, og SÅDAN noget kan vi ikke personligt ret godt lide. Loyalitet er altid noget, der kan gradbøjes i betydelig grad, men del del af branchen, som vi færdes mest hjemmevant i, er altså HELT HELT anderledes.

Nå, dem om det, problemet ligger i virkeligheden et helt andet sted. Det nye firmas kerne-produkt er nemlig Proel med en tidligere kollega, Kenneth Bremer i spidsen og så er vi endelig tilbage ved artiklen i Monitor.dk. igen. Alle disse tre mænd er gamle kolleger fra Benum Nordic og nu er de så ikke der mere, sådan er livet åbenbart sommetider. Vor gamle ven Bremer har :"cit....ansvaret for opbygningen af distributørnettet i Danmark" (sic, jamen det STÅR der!)

HVORDAN kan man OPBYGGE et distributørnet, men kan vel blot UDNÆVNE en eller i det tilfælde her altså blot snakke med vennerne i det gamle betalte job. Derefter er det vel så som så med arbejdet med at udbygge skulle man mene? Ja, man kan vel i virkeligheden slet ikke udbygge efterfølgende udbygge nogetsomhelst? Ikke engang i teorien.
Nå men læs selv artiklen på Monitor.dk. Om man bliver klogere af det er måske tvivlsomt sikkert næsten ligeså tvivlsomt som at vores valg IKKE at handle der kommer til at få nogen videre betydning. Vi håber dog vores læsere i dag vil bære lidt over med vores lidt småt-skårne kommentarer. Smålighed trives også i det helt små, ja selv i vores ydmyge lille virksomhed. Det beklager vi naturligvis, men det er sådan det sommetider er!

Agave-dyrkning i Danmark

2010-03-13T09:12:00.003+01:00

Dengang jag var dreng ude på den lille ø Endelave løb jeg tit købmands-ærinder for min gamle farmor, som var noget svagt-gående, lidt a la hendes eget gamle idol, statsminister Stauning. Det var for det meste de lidt tungere ting, jeg fik lov at slæbe og en af de faste ting var en 2 kg. pose med mel. Nu var jeg muligvis noget tungnem som dreng, men alligevel indskærpede denne elskelige ældre dame mig hver eneste gang, at jeg endelig skulle huske at købe det mel, der hed "Gluten Flour" Hun udtalte det ganske vist anderledes end alle angelsaksere ville have gjort, men meningen var ellers klar nok. Jeg måtte aldrig købe det billige skodmel med datidens lokale kædes "HOKI"-mærke på, da det ikke var ordentligt at bage med. Det skulle være det amerikanske hvedemel med det underlige navn.

Og amerikansk, det var det, melet, eller russisk eller australsk eller canadisk, garanteret oversøisk fra mere solrige steder. Og det måtte det være og det vidste alle undtagen ham den dumme HOKI-købmand, som stædigt fortsatte med at have sit elendige danske ubrugelige mel på hylden indtil melormene fik det ædt. Disse fede fyre var tydeligvis noget mere ukritiske end de snusfornuftige endalavitiske husmødre, som vidste hvad der var godt at bage med. Hvedemel med MASSER af gluten-protein, som gjorde æltning, hævning og bagning til en ren leg. Man kan simpelthen lave en børne-harmonika med dej med højt glutenindhold og trække det en meter ud, så godt hænger det sammen. Sikke minder fra farmors køkken!

Nu var det ikke fordi der ikke blev dyrket hvede på Endelave, for det gjorde der uden at jeg nogensinde begreb, hvad det blev brugt til. Ubrugelig lorte-hvede! Det var inden medlemsskabet af EF, det her, og og hvem der gad købe det forstod næppe nogen på et frit marked. Måske det allerede ikke dengang var helt frit? Det kan det næppe have været, for faktisk var den internationale hvedehandel allerede fra starten af 1800-tallet i volumen så langt den største inter-kontinentale handelsvare. For historie-kendere betød den engelske "Repeal of the Corn Laws" i 1830-erne simpelthen en omvæltning i det engelske landbrug uden senere sidestykke. Markedet blev åbnet for den billige amerikanske og canadiske og australske hvede og de engelske hvededyrkende landmænd bukkede øjeblikkeligt under. Det gjorde de, fordi MAN IKKE KAN DYRKE ORDENTLIG HVEDE i nord-Europa. Fordi sommeren ikke er lang nok. Dagens første fix-punkt.

Det kunne man så heller ikke næsten 150 år senere på min fødeø, og den lokale mølle og bager kunne aldrig drømme om at bruge andet end importeret mel selv om der altså var hvedemarker lige udenfor døren. Det vidste dog enhver idiot og børnene på Endelave var ikke engang (med en enkelt strålende undtagelse naturligvis) særligt kloge. Og det kan man så STADIGVÆK ikke og nu, endelig, starter dagens rigtige tekst. Der er i de seneste dage startet en debat om noget så fuldstændigt absurd som ja, altså den vigende danske produktion af såkaldt "brød-hvede", hvede der er tiltænkt dansk hvedebrøds-produktion. Jamen hov, måske man alligevel kan dyrke højprotein-hvede i Danmark, måske der er kommet nye sorter og sager? NEJ, det kan man STADIGVÆK IKKE, simpelthen fordi vækstsæsonen er for kort.

Det er selvfølgelig også derfor, den noget større danske produktion af byg er så velegnet til at lave såkaldt "malt-byg" af til bryggerierne. Fordi der heller ikke i den danske byg er ret meget protein, som til brygning blot er til besvær. Nu kan byg noget nemmere dyrkes på vores himmelstrøg, men grunden til, at det i årtusinder har været så udbredt skyldes den ret simple kendsgerning, at afgrøden sjældent svigter. Fordi den ikke som hvede er lige på kanten af det "muliges kunst" Og nu skal vi virkeligt "spidse ører" som Dr. Spock fra "Star Trek" for nu skal vi over i det "statistisk muliges kunst" En kunst, som er ganske let at praktisere i en verden, hvor åbenbart overhovedet ingen på en større dansk avis eller i et dansk Folketing tænker sig det mindste om. Eller blot kommer fra landet. Ikke Danmark, nej derude fra, hvor det lugter af frisk ko-lort. En herlig lugt fra barndommen, som man måske skal ned til mad-templer som den lokale top-restaurant Malling og Schmidt for at genopleve. De bruger jo i flere serveringer at "fyre" en tot hø af for at skabe de rigtige allusioner...

Tilbage til JP, som havde en stort opsat erhvervsartikel om den katastrofale situation indenfor danske "brød-hvede"-dyrkning. Tilsyneladende udgjorde den danske hvede nemlig hele 70% af råvarerne i den danske brødproduktion. I år er tallet så faldet til blot 30% og det skyldes ifølge avisen stigende import fra Sverige og Tyskland. Mystisk, hvordan kan man dyrke brød-hvede i disse lande, når man ikke rigtigt kan i Danmark. Eller kunne, for det kan man åbenbart nu. Nej, det kan man ikke, og det kan man INGEN AF STEDERNE. Selv om man tilsyneladende gør det. Det gør man naturligvis som så meget andet i EU "på trods". Ligesom man stadigvæk i EU dyrker super-sposorerede sukker-roer med en produktionspris på råsukker på op mod 10 gange det rentable. For et skod-produkt, der selv i voldsomt-kemisk raffineret form stadigvæk er langt ringere end det langt lettere raffinerede rørsukker.

Tilbage til hveden. Grunden til, at man i vores nabolande åbenbart kan udkonkurre den danske produktion af brød-hvede er ifølge avisen, at man dér må bruge langt større gødningsmængder i produktionen. Og så er vi ved at fatte noget, for man KAN jo naturligvis godt dyrke brød-hvede i Danmark, hvis man altså blot får lov til at "speede" væksten op i den alt for korte vækstsæson, hvis man altså blot gøder helt vildt. Og det gør man så uden at det dog i avisens feature på nogen måde fremgår, hvordan dette kunstigt fremstillede hvede-lignende produkt på nogen måde skulle være særligt sundt. Det er det naturligvis heller ikke, for der er naturligvis en helt logisk grund til, at hvede simpelthen var den ALLERFØRSTE kornsort, der blev dyrket for over 6000 år siden. Den kræver nemlig kun uhyre lidt gødning. Når den vel og mærke dyrkes der, hvor den kan gro.

I dagens lange floromvundne udredning skal vi lige et kort øjeblik tilbage til at konstatere et par fakta om hvede-dyrkning. Hvede har nemlig altid siden oldtiden været dyrket såkaldt EKSTENSIVT, det vil sige dyrkningen er sket på store, åbne arealer i solrige omgivelser uden ret meget gødning. Sådan var det i Nordafrika i Oldtiden, som forsynede romerne med vital hvede og sådan har det siden været i alle de store oversøiske produktions-lande. Kvalitetshvede ideelt til brødbagning, fordi der alle steder var MASSER af protein i hveden, ja man kunne slet ikke dyrke hvede uden masser af gluten i de naturlige vækstlande. Som jo altså ikke inkluderer nord-Europa. Dér dyrkede man så i stedet byg og rug til brød og havre til hestene. Måske derfor rugbrød UDELUKKENDE traditionelt spises i nordlige ikke-hvedeegnede lande?

Når kvalitets-hvede er så skidenemt at dyrke på canadiske prærier og INTET koster på verdens-markedet, så giver det jo ikke megen mening at dyrke den samme afgrøde i Danmark med en indtil fornyligt gennemsnitlig hektar-pris på næsten 300.000,- Det ville det nu heller ikke gøre til en tiendedel af prisen, så forklaringen er naturligvis et andet sted. Svaret er naturligvis TILSKUD, masser af tilskud. Alene det, at det altså kan betale sig at pøse kostbar gødning ud på markerne for at "peppe" væksten op i den alt for korte sol-sæson siger jo niget om idiotien. Desuden er det bemærkelsesværdigt, at importen sker fra 2 lande, som traditionelt HELLER IKKE har dyrket brød-hvede. Ja, begge lande har faktisk i historisk tid ALDRIG været i stand til at brødføde deres egen befolkning ligeså lidt som nutidens Italien.

Alle disse lande er betydelige eksportører men endnu mere betydelige IMPORTØRER. Italien er bemærkelsesværdigt nok Europas største fødevare-EKSPORTØR og alligevel netto-IMPORTØR. Al deres pasta laves selvfølgelig af durum-kvalitetshvede alle mulige steder fra. Alle andre steder end Italien selvfølgelig. Og så lige et kort øjeblik tilbage til vores statistik om den danske andel af den anvendte hvede i danske bagerier. Statistisk burde man nok lige have indstillet "kanonen" på lidt længere sigt, for i 1968 ville den "danske del" af den samlede brød-produktion have været ganske let at fastslå. NUL %, hverken mere eller mindre. Når en råvare er så letdyrket (i rette omgivelser) og så svine-billig på verdensmarkedet som hvede, at det STADIGVÆK kan betale sig at sejle den fra Australien til Europa over flere hundrede år, så er der ingen konkurrence-muligheder længere. Og det har der aldrig været, tyskerne eksporterer subsidieret hvede til Danmark og æder selv den amerikanske fordi flere blokader i de seneste verdenskrige med eftertryk har vist, at det temmeligt tilbagestående tyske landbrug slet ikke kan brødføde landet

Farcen fortsætter så i dagens avis med, at flere folketingspolitikere er ude med klaphatte-stupide forslag om dispensationer til dette tydeligvis kriseramte danske marginal-erhverv. Så de kan få lov til at pøse endnu mere gødning ud på hvedemarkerne for at høste det, som det hele drejer sig om: TILSKUD, MASSER OG MASSER OG MASSER. Det sjove er, at man ligeså kunne opgive illusionen om at dyrke noget nyttigt da det jo alligevel er en helt ligegyldig del af denne absurde ligning. Nok derfor, alle kæmper så hårdt, for overhovedet ingenting.
I det hele taget er international handel noget pudsigt noget. Danmark er jo ogsdå en stor-eksportør af tøj, selv om der længe ikke har været nogen dansk tekstil-produktion. Verden er mystisk.

Iøvrigt findes der en endnu mere fornuftsstridig dansk-dyrket afgrøde. Oppe i Frederikshavn står der på indfaldsvejene i sommerperioden hele alléer af kæmpestore agaver, den store såkaldte "sukkulent" mexicanerne laver tequila af. Disse planter tåler ikke frost og plantes møjsommeligt ud i det sene forår og hentes ditto ind i det tidlige efterår. Nogen videre mening giver det ikke, men man får da lidt at grine af som turist. Fjolser!

Måske man deroppe i Frederikshavn skulle udvide galskaben til osse at omfatte lidt tapning og gæring af agavernes saft, men det har man vist ikke gjort endnu. Det ville ellers give masser af mening. Fuldstændigt ligeså meget som at dyrke brød-hvede i Danmark og så kan man også altid klage over de indlysende problemer med at konkurrere med solrige Mexico
Agaverne der gror nemlig rigtigt godt, de er faktisk et uhyre plagsomt ukrudt som man slet ikke kan slippe af med. Som også hvede gjorde dengang dernede mellem Eufrat og Tigris. Og stadig gør.

Udeservice

2010-03-12T08:48:00.002+01:00

I dagens travle anledning vil vi lidt usædvanligt skubbe dagens visdomsord til i morgen. Vi har lidt rigeligt meget at se til allerede her fra den tidligste morgenstund og når vi siger tidligt, så er det altså FORFÆRDELIGT TIDLIDT.
Nå, det får være, vi skal jo også lige akkumulere lidt skejser til fruens store køkken-eventyr. Det skal nu også retfærdigvis siges, at dert trænger et par steder...
På gensyn i morgen ved middagstid engang!

Anachro- og nekrofili

2010-03-11T08:33:00.008+01:00

Som enkelte faste abonnenter på denne side muligvis vil vide, er denne skribent en såkaldt "anachrofil" hifientusiast. Roden i dette mærkelige ord er "-chro-", som betegner tiden (som i "syn-chron" og "fili" er jo god gammel-græsk for kærlighed og andre kedelige dagligdags ting, som alle vi nylige ægtemænd oplever til overflod hver eneste dag. Måske ikke altid helt i samme overvældende omfang, men ind imellem sker det dog stadigvæk. Tilbage til det anachrofile: I går hjembragte vores trofaste nysynede firmabil af mærket Opel Omega (tak, Adam Opel!) et par enormt store og tunge flightcases.

Så store var de muligvis heller ikke, da de jo altså kunne være i en stor stationcar som vores, men tunge var de dog som ind i Helvede. Inde i kasserne var der et sæt enorme Altec-Lansing mellemtonedrivere påmonteret et metal-truthorn, som ville have været passe til at lede ild-afgivningen fra 15 tommers hovedbatterierne fra det saligt sunkne engelske slagskib "Hood". Vi snakker om en næsten meter-lang metaltragt i støbegods med eksponential-udmunding som Onkel Joakims muskedonner. Vi taler om en voldsom og skræmmende sag her og så har den ikke engang givet sit første trut endnu. Eller rettere: "TRUT!" for det er altså hyper-effektive sager, det her. At tale om "høj musik" her er sørgeligt utilstrækkeligt. Musikken er allerede ganske høj med totalt nedskruet volumen.

Uha, det bliver vildt, det her og fruen har da også allerede frygtsomt skruet lidt ned for besøgene i kælderetagen i forventning om indledningen til Wagners "Götterdämmerung", kendt fra "Apocalypse Now" Herligt med lidt "napalmduft om morgenen" som det hed i filmen og altså også den salige anachrofile forventning.
Nu er det ikke alle ord, som ender på "-fil", som er lige respektable og agtværdige, og i forbindelse med kåringen af "Årets Danske Pressefoto" er det da bestemt også et andet ord, der dækker noget bedre. Vi har på denne side vaklet lidt mellem at forsøge aktivt at fortrænge dette forfærdeligt smagløst/rædselsfulde billede, men lige ordet "-fil" i dag fik det frem.

Billedet forestiller et døende barn i en hospitalsseng midt i et dansk samtalekøkken. Barnet ligger terminalt stille og sygt, mens familien sidder og spiser aftensmad ved siden af. Det skulle vist være åh så symbolsk og man kan naturligvis også lægge alt muligt i billedet. For eksempel , at livet og æderiet altid går videre for alle de mange, mens de få, der hele tiden skal dø altid dør uendeligt ensomme og jo også for det meste ret enkeltvist. På trods af al nærhed. Eller et eller andet andet pis.

Billedet fortæller for os en helt anden og langt mere forfærdelig historie. Den fotograf, der har taget billedet, har nemlig BOET hos det døende barns familie i længere tid for at lave en portrætserie. Nu er livet ikke længere reduceret til "X-Factor" eller "Stjerne for en Aften", der er deltagerne da i det mindste i live endnu. Nej, nu er det blevet til "Stjerne for en LIVS-aften", den aller-allersidste. Billedet her er simpelthen det allerværste døds-pornografiske billede, denne skribent nogensinde har set. Det ord, der hedder "nekrofili" og som ellers ikke figurerer højt i almindelig anseelse, er allerede i den blide ende her. Tænk at sælge sit barns langsomme kræft-død som føljeton til en snagende presse, der ligefrem er flyttet ind i sengen permanent. Vildt og helt, helt forfærdeligt!

Nu er livet ikke altsammen en ren jammerdal, og sommetider ser vi da osse morsomme tiltag. Denne side er jo en smule amatøragtig, det kan vi ikke nægte og det ville vel heller ikke hjælpe. I en branche nær os, nemlig i herlige hifi, ser vi nu også andre aktører, som benytter sig af noget "hjemmegjorte annoncer" I dag har vi været særligt underholdt en en importør/forhandler på Herning-kanten, som i forbindelse med Tape Connections konkurs indlagde sig så absolut "visnelig hæder" (er der noget, der hedder det?) ved at "fiske" lidt rigeligt aktivt i rørt vande. Syntes vi dengang og det gør vi bestemt også i dag. Lidt upassende nekro(hi-)filt ...

Denne gang drejer det sig om præsentationen af et nyt spændende højttalerprodukt. Nu er vi selv en smule immune overfor alle disse evindelige nyheds-annonceringer omkring dynamiske højttalere, som trods alt har været færdigudviklede de seneste 50 år. Det svarer altid til den tvivlsomme begejstring ved at læse begejstrede annoncer for en ny slags saks. Som kan klippe ligesom alle sakse altid har kunnet siden oldtiden.
Tilbage til denne herlige annonce om et produkt, som hvis det havde været tysk og desuden et såkaldt pronomen (forholdsord), ville have "kunnet taget dativ" Det gælder som grammatik-hajer allerede har bemærket for remsen "aus, bei, mit, nach, von og zu" Blot er det slet ikke tysk, meget mærkeligt med det navn..

Der er tydeligvis tale om et særdeles attråværdigt produkt, for som der står "Det er nu du har muligheden for at forudbestille dit sæt. Venter du kan der være tale om op til 3 - 5 måneders leveringstid på dem. Det er en bestillingsvare, da der er en stor variant at farver og de først bliver bygget efter bestillingen er lagt".

Nu kunne man måske tro, at der ALTID og til ALLE TIDER har været muligt at forudbestille ting, vi gætter her på at man også betaler lidt småmønter samtidigt. Derimod fatter vi altså ikke, hvad der lige er forskellen imellem at forudbestille noget nu og gøre det senere. Denne producent producerer som alle andre udelukkende når ordren er kommet, så hvad det lige præcist ændrer på leveringstiden fatter vi ikke. Lige meget hvornår man måtte bestille skal de altså lige laves først, hvor er det lige forskellen er...????
Vi sakser lige et par forrygende citater mere:
"Dette er simpelthen en verdens præmiere i Danmark........" (manner, manner, som Anders And ville have udbrudt), utroligt at det kan lade sig gøre. og
"Sidder du nu som forhandler og tripper og tænker ”det vil jeg sgu også have”, så er du selvfølgelig også velkommen til at kontakte xxxx."

Nej, det vil vi altså ikke, ikke engang selv om de var gratis og vi gider ikke engang lytte (vi har allerede her hørt/læst nok) men nu er vi jo altså heller ikke hifi-forhandlere og det er vel heldigt for alle parter her. Selv om de altså findes i en farve som vi godt nok aldrig har hørt om, Google bliver nemlig ved med at påstå, stavemåden er forkert:
"MAZERATI BLUE - den er sindsyg lækker denne finish" En helt ny farve allerførst i Danmark? Måske en farve a la den så kendte "British Razing Green", den med barber-bladene?
Vi er tydeligvis ikke selv de eneste amatører, ja måske ikke engang længere de største....

"Ude på det Blååååå Ocean"

2010-03-10T07:09:00.011+01:00

Dagens overskrift er uden hensyn til nogen copyright "sakset" fra en tekst af festugedirektør Jens Folmer Jepsen. For de forhåbentligt langt fleste uvidende personer om citatets nøjagtige placering i den danske musikalske fælles-arv drejer det sig om den århusianske pop-gruppe "På Slaget 12" og deres 2. LP. I virkeligheden var det vel egentligt deres sidste? De skiftede efterfølgende deres tåbelige navn ud med ikke meget mindre tåbelige, men noget mere mundrette "PS 12" Ellers var det vist blot tale om mere af samme skuffe og så alligevel ikke. Der blev efterhånden noget længere mellem "snapsene" Måske det hang sammen med, at Jens Folmers tekstlige bidrag blev færre, ja man kommer næsten til at små-gyse lidt!

Vi taler selvfølgelig om Jens Folmers små tekstmæssige lækkerier som i overskriften, hvor "å-et" i "blåååååå" bekvemt bliver anvendt til at lappe lidt løstgående verse-fødder sammen. Det hele minder lidt om Anders Ands eneste hit-sang over et tilsvarende maritimt emne, "Den Hulkende Sømand" Folmers tekst er ganske vist indspillet, men vist forlængst glemt, Sonja Rindoms (genial dansk Disney-gendigter. red) er så vidt vides aldrig indspillet, men stadigvæk udødelig i erindringen. Faktisk ret sjovt at jeg så kan huske både det uhyre forglemmelige og det ganske uforglemmelige?

Vi må vist tilbage på det, som geologerne kalder "fastlandssoklen" og bort fra den gennemsnitlige havdybde derude på de "blååååå" oceaner på omkring 5 km. Vi skal helt ind i de inderste af de indre danske farvande, hvor allerede 5 m. er ret dybt, helt til færgen til Livø. Den 8. februar havde vi en lille "feature" om isbrydning i almindelighed og isbrydningen ved Livø i særdeleshed. Lige i den sag er vi uforvarende kommet lidt ud og svømme i det blå ocean.
Det blev vi opmærksomme på i går, hvor vi blev kontaktet af færgemanden på Livø. Han korrigerede os således:

"Til din orientering bor der 3 familier på Livø.
I landbruget er der 130 kreaturer der skal passes, og Øens 15 huse skal holdes frostfrie. Øens el-værk skal også passes så brænde- og olie-fyrene kan kører.
Og nej Færgemanden har ingen børn af egen avl på øen. Det overlader han til Landmanden
Ellers go’e synspunkter jeg kun kan nikke lodret til
mvh
Jacob G Knudsen
Skipper Livø II (vinterforbindelsen)"

Vi lægger det her på i dag på dette sted af 2 grunde. For det første vil få se det hvis det blev lagt på til teksten for den 8. februar. Allermest bringer vi det nu, fordi vi faktisk er ENORMT STOLTE over at få den her respons fra lidt uventet hold. Det er jo faktisk denne blogs eneste berettigelse at "krydse rundt" lige derude på det "blååå" ocean, hvor andre ikke gør eller tør. Tak for korrektionen, Jacob!

Ellers skal vi osse lige i dag huske at bringe lidt forbrugeroplysning af mere håndfast slags. I en tråd på hifi4all har en fyr problemer med sine Sennheiser-hovedtelefoner, hvor den ene side åbenbart spiller højere end den anden. Tråden er sjov, fordi den simpelthen i "kortform" udstiller et forums begrænsninger. Begrænsningen består naturligvis i, at folk tilsyneladende totalt tvangsmæssigt ytrer sig om noget, som de OVERHOVEDET INTET aner om. En vis flittig såkaldt "head-fi"skribent, Techtrino giver denne fine anvisning. Hvis den havde givet mening, forstås:

"Som Claus siger, der er noget med stikket eller måske lodningen oppe i "koppen" da det ser du til at der er mere modstand.
Jeg ville se om jeg kunne skille koppen ad (der findes guides) også se derinde og eller sætte et nyt jack stik på.
Et neutrik jackstik er fint, dem kan du finde på ebay.co.uk hvis det er, men så skal du jo lodde."

Ak ja, sikken visdom der her åbenbares. NEJ, hvis modstanden i stikket på en hovedtelefon bliver så høj, at den hørbart kan påvirke lydtrykket i den ene kanal, så er den AFBRUDT og så siger den INGENTING. Blot én eneste tynd tråd i kablet vil sikre forbindelse nok til at der umuligt kan blive hørbar forskel i lydtrykket og hvis så tråden ikke er der, giver resultatet jo ligesom sig selv. Ideen med at sætte et nyt stik på er fuldstændigt ligeså stupid. Det kan man nemlig SLET IKKE, fordi kablet er lavet af individuelt lakerede småkabler. Derudover anbefaler fjolset her at købe det stik (som man altså hverken SKAL eller blot KAN bruge) I ENGLAND. Jamen for Helvede da, det kan købes OVERALT I DANMARK og det endda i løssalg. Vi har selv 250 stk. på lager. Og derudover ryger garantien ad helvede til når man klipper stikket, måske ret forventeligt?

Og nej, der er HELLER IKKE noget galt oppe i koppen på hovedtelefonen, hvor ganske samme problematik som i stikket gør sig gældende. Enten eller altså!
Hvad er der så galt? Det ene element sidder såmænd delvist fast i spolegabet med enormt tab af bas/nedre mellemtone og det opleves som lavt lydtryk. Elementet skal blot skiftes og det med 100% sandsynlighed, intet mindre og heller ikke mere.
Det store spørgsmål sejler dog stadigvæk rundt derude på det store ocean: Hvorfor snakker folk dog som eksperter om noget, hvor deres uvidenhed alligevel er 100%. Hverken mere eller mindre? Som her!
Tak for den nye reference, "Techtrino"! Fuldstændig sort snak.

At "chance" den.

2010-03-09T06:54:00.010+01:00

Denne skribent er ind imellem ikke bleg for at tage betydelige chancer. Nej, vi taler naturligvis ikke om det relativt nylige ægteskab med den underskønne fru Dahl Vikkelsø Mathiasen, det er der nemlig slet ingen chancer for at fortryde eller tage om. Eller muligheder for den sags skyld, da fruen slår en proper næve, som ville føre hende langt i kvindeboksning. Meget, meget langt siger min ømme skulder efter et nyligt spontant udfald fra denne magtfulde kvinde.

Nej, vi taler lige i dag i al skyndsomhed atter hifi. Vi har netop bestilt et sæt Altec-Lansing 604-duplexhøjttalere i USA og det ganske uden at have hørt dem. Om det er dumt vil tidens rette fylde vel eftervise, og helt så modigt som det lyder at skibe 10 kkr. plus derover er det vel heller ikke. Undertegnede har nemlig i et tidligere liv ejet et sæt 604, ganske vist af en helt anden model og garanteret så meget anderledes, at lighederne helt givet er færre end forskellene. Lidt spændt er man altid.

Dagens tanker går så på, hvorfor ikke osse alle andre bare køber et sæt af de her givetvis helt fantastiske højttalerenheder. I egen fantasi antager de på forhånd næsten gude-status? Når en forhandler, som ellers kan købe alting af alle andre forhandlere og producenter skidebilligt så alligevel vælger at købe et obskurt produkt til ganske samme pris, som enhver anden også kunne gøre det, så er det da et bedre køb skulle man synes. Nu er der næppe nogensomhelst tvivl om, at disse revival-Altecs er så uendeligt langt bedre end alt det sædvanlige mellempris OEM-skrammel, som sidder i de allerfleste højttalere til den 10-dobbelte pris og det burde vel afgøre sagen.

Og det gør det så bare slet ikke. Vi tager den lige igen for den detroniserede tidligere kongeaspirant, grev Ingolf: Når ingen har hørt et produkt, så kan man altså ikke sælge det til fornuftige mennesker. Undtagelserne bringer vi til sidst i udsendelsen. Derfor sælges disse håndværksmæssigt brilliante produkter udelukkende i latterligt lave styktal til netop dem, som allerede er blevet fascineret og tryllebundet af de gamle Altecs. INGEN andre køber desværre dette seriøse bud på verdens bedste selvbyg-system og selv blandt dem, der rent faktisk har hørt de gamle, er der stadigvæk kun få købere. Trods alt er hifibranchen som det danske samfund generelt præget af en noget større afgang indenfor aktive bidragydere/købere end tilgangen.

Det er jo fedt for dem, der ønsker at gøre forbandet gode køb i tiden men ellers en noget giftig situation. Ikke mindst fordi kunderne simpelthen er ved at blive "dummere end vandfast krydsfiner" , som det underligt nok hed i min barndom. Hvad der gjorde den stakkels vandfaste krydsfiner dummere end den almindelige blev aldrig fyldestgørende forklaret. Ingen spurgte, for man ville jo nødigt være dum.

Man kan nu sagtens være mægtig dum uden at spørge, ja nogen skal blot trippe lidt på tastaturet. Atter i dag vil vi citere vor nyfundne helt, moderatoren på hifi4all Jeppe "Virious" På nerds.dk skriver denne fætter de ildevarslende ord:
"Og hvor meget ekstra er det så acceptabelt at man får lov til at betale for at kunne prøve dem? Jeg har ikke noget imod at chance den - man kan jo bare sælge skidtet igen, hvis det ikke lige passer ind!"

Ja, hvor mange mon vil satse "hele butikken" i blinde og hvad kommer det her til at betyde for producenter og andre lokale udbydere? Døden, såmænd, intet andet. Ingen kan leve af så troløse og stupide kunder som vor ven Jeppe her, som i deres selvfedme og forrygende viden indsamlet blandt de få (og hurtigt færre) andre båt-horn baseret på en uhellig mix af nul-viden, nul-fascination og endnu mindre almindelig loyalitet som regnen på denne årstid lynhurtigt vil "erodere" isen og alting væk. Intet isdække tilbage for nogen af de gamle tunge drenge (ups, så lige på vægten i dag, cyklen venter!), der som isbjørne er dømt til at falde igennem. Helt på samme måde som alle producenter naturligvis, som bliver nødt til at handle med denne verdens "viriousser" Eller vil, det er heldigvis stadig for de fleste et valg. Som i den tjekkiske forfatter Karel Capeks bog yngler de dog ildevarslende derude som "salamandrene" i bogen. Denne allegori over den fremadstormende nazisme endte salamandrene med at tage magten og Capek tog sit liv. Vi mangler altså en "allieret front" mod de her tumper, ellers er alting tabt.

Ellers skal vi lige bemærke, at man faktisk også lokalt i Danmark kan købe en Altec 605-duplexhøjttaler for tiden. Man kan formentlig ligefrem lytte til den først, ikk, at der er alverden at lytte til eller efter, frekvensområdet er noget begrænset og alligevel temmeligt "peaket"
Det drejer sig sjovt nok om lige den model, som fra 1967 blev faset ud/kasseret (de røg simpelthen pronto på losse-pladsen) i Abbey Road-studierne til fordel for Tannoy Monitor Gold. Hurra for "Sergeant Pepper", som var noget af det sidste der blev lavet på de håbløse Altec 605. Så dårlig var den og de måske ikke, Gold var blot så meget bedre, at producerne skulle have LAAANG tid til at vænne sig til en højttaler med fuldt frekvensområde i forhold til den "forvoksede transistorradio", som Altec 605 var. Underligt med denne tekniker-skepsis, DECCA havde allerede fra 1947 anvendt Tannoy, måske de kunne høre? En del tyder på det, når man selv hører deres produktioner fra dengang.

605 var Altecs første forsøg på at lave en lavpris-udgave af 604 og lidt af en skændsel! Bas kan den ikke spille og diskant kan den SLET ikke spille. Sælgeren vil have en bagatel af 10.000,-. for dem, og det synes vi godt nok er noget dyrt. For noget, der allerede helt fortjent blev kørt på "lodseren" i London for 33 år siden. Hm. var de dog bare LIDT billigere ville vi måske hoppe på selv af veneration og vi kunne osse godt bruge en transistor i køkkenet. Eller noget der ligner ihvertfald lydmæssigt.
Jaja, selv ikke Altec var åbenbart perfekte, ikke så perfekte som vor ven Jeppe Virious. Et perfekt totalt illoyalt fjols!

Kritisk teori

2010-03-08T07:14:00.002+01:00

Dengang denne skribent var ung, (ikke blot yngre, rent faktisk faktuelt ung!) var der noget, der hed "kritisk teori" Hvad det var, hvis det overhovedet var noget andet end det sædvanlige ord-rige tyske traditionelle filosofiske snak, fandt jeg aldrig ud af. Dengang havde jeg jo osse rigeligt at gøre med at undgå datidens totalitaristiske smitte i alskens udformninger, så jeg studerede det aldrig videre. Ikke meget tyder dog efterfølgende på, at jeg gik glip af noget særligt, for der må vel have været et eller andet, der gjorde denne "kritiske teori" spiselig for marxisterne dengang, siden de ikke i højere grad gik løs på den. Om de forstod den vides ikke, måske teorien slet ikke var der eller blot var pseudo--proto-marxistisk og om den var kritisk i noget videre omfang ved vi heller ikke. I det hele taget præger den dybeste uvidenhed indledningen i dag. Filosofi er ikke nødvendigvis videre interessant og ikke meget tyder på, at den "kritiske teori" her skilte sig ud overhovedet. Gaaa--aab!

Vi starter således i dag bevidst kedsommeligt og aldeles usammenhængende for at anskueliggøre de formidable intellektuelle hindringer, som vi har mødt i denne weekend. Det drejer sig om en bog på sølle 150 sider og det burde jo være en smal sag for denne skribent, der jo har tjent sine "litterære ridder-sporer" på et udstå gennemlæsningen ikke mindre end 2 af bindene af Stieg Larssons trilogi. For alle almindeligt tænkende og selv blot let-kritiske mennesker er det altså absolut hård kost. "Amatøragtigt plot par excellence" og "papfigur-platnakkepersoner" er blot et par af de teoretisk mildeste udtryk for dette exceptionelle litterære makværk. Vi mener osse trygt at kunne sige, at alle, der har læst alle 3 bind af Larsson ikke har fattet noget ligeså lidt som den sagesløse kapivar dernede ved Amazonas, som lige akkurat tilfældigt nåede væk inden anacondaen fik den heller aldrig nåede at ane uråd. Før det var for sent og altså lige i dette tilfælde i tide, fordi nutiden allerede var blevet ligegyldig fortid. Fordi det altsammen ingenting betød og kapivaren sjoskede blot videre, de har en underlig gangart, har de.

Måske alle disse litterært ukritiske mennesker allesammen læste "kritisk teori" dengang de gik på universitetet? Nogen, der rent faktisk HAR læst "kritisk teori" har vi til gengæld stiftet bekendtskab med i weekenden. En god ven har sendt os en bog fra noget, der selv benævner sig det forjættende "Center for Vild Analyse" Det drejer sig om en flok filosoffer, der med værket med den fængende titel "Knoldesparkeren, Flottenheimeren og Glatnakken" giver deres bud på et "klassebillede af det danske samfund" Den her bog, DEN er altså god at blive klog af og sikke klog jeg dog blev. På tide, vil enkelte nok tænke, hej Jeppe "Virious"

Nu ville det måske være passende for en boganmelder ganske kursorisk at beskrive, hvad bogen handler om, men DET ANER jeg faktisk IKKE! Det er ikke fordi bogen ikke er letlæst eller oversat af Google først til det uddøde sprog sanskrit over den vist heller ikke længere sindssygt aktive rødhude-dialekt "øvre-huronsk" og endelig tilbage til dansk. Google-oversættelser bliver typisk til ren volapyk ved første tryk. Nej, bogen er velskrevet og klar og FULDSTÆNDIG UFORSTÅELIG, i virkeligheden endnu mere end alskens håbløse automat-oversættelser. Fordi den ingen pointer har, den har ingen retning, der drages ingen konklusioner om nogetsomhelst udover elementært dameblads-niveau. Den handler simpelthen om det aller-reneste INGENTING! Ja, vi har ikke engang kunnet finde en trykfejl. Den er ikke engang menneskelig.

Bogen er udgivet på Informations Forlag og får fin ros med fra en anmeldelse fra selveste ytringsfrihedens fremmeste organ "Politiken" JAMEN ER DER NOGEN, der har LÆST det her inden de udgav det eller anmeldte det? DOK-dok I derude i de inderste litterære cirkler, det her er fuldstændigt ligegyldigt. Det sårer garanteret ingen, fordi der ingenting står og det fortæller ingen nogetsomhelst, som de ikke allrede forlængst kunne have fået tilhvisket af en belæst bændelorm. Kondenseret ren INGENTING!

Nu er det jo ikke akkurat nyt at filosoffer ikke rigtigt kommer ud af stedet. Reel kritisk sans er jo altid en formidabel hindring for etablering af højtflyvende teorier og almindelige luftkasteller. Nå, men se om du kan få fingre i denne bog et sted og bldr lige for Guds skyld lidt i den inden du køber den. For dem, der pjækkede fra lektionerne i "kritisk teori" er det allerede langt rigeligt!
Til sidst i dag skal vi lige huske at rose DR for en sjælden grad af kritisk journalistik. I forbindelse med den ulykkelige sag om mishandling og almindelig vanrøgt i en familie i Brønderslev har man sandelig fået opsnuset en artig sag. Man kommer næsten til at tænke på den ihærdige detektiv "Snif" fra Mickey Mouse.

DR har opsporet, at en kommune på Lolland på et tidspunkt har ydet ikke mindre end 46000,- til flyttehjælp til familien. Se, DET er virkeligt en historie om ren, kondenseret umenneskelig kassetænkning fra en tydeligvis umenneskelig kommune. Eller er det? Ja og nej, siger denne kritiske tænker naturligvis. Sagen er jo i al sin sørgelige enkelhed den, at HVER ENESTE GANG en af disse nomade-familier af sociale tabere/udstødte rejser til en ny kommune, så betaler den gamle kommune naturligvis alle flytteudgifter og indskud til den nye bolig. Og det har den iøvrigt altid gjort.

Det gør den naturligvis ikke kun, fordi den gerne vil slippe af med disse uendeligt omkostningstunge familier, for det vil den naturligvis. Det vil alle kommuner naturligvis i dette sociale "Sorteper"-spil. Den nødvendigste årsag til, at denne familie med 8 børn med garanti har fået en ordentlig bunke penge hver eneste gang den er flyttet, er dog mere prosaisk. Ellers VILLE DE IKKE HAVE HAFT RÅD! Ingen flytter altså en familie på 10 på permanent bistandshjælp til en ny bolig med indskud, transport og sager for egne penge, aldrig, aldrig aldrig!
ALLE DE KOMMUNER, der afskiber deres sociale klienter i håbet om ikke at sidde med "Sorteper" betaler for det, hvor svært er det lige at se. Det er simpelthen proportionsforvrængring af den mest urimelige slags at undlade at tænke sig blot en smule om. At se kommunen på Lolland som er særlig slem skurk, det er simpelthen en skamplet. For journaliststanden. Problemet skulle nok angribes fra en noget anden og mere ja, altså "kritisk vinkel", for hvordan i alverden fandt den dømte familie på at flytte fra Skanderborg til Brønderslev (sikkert over en del mellemstationer)? På samme måde, naturligvis. Sådan noget kan man altid trygt sige, når der ikke gives andre muligheder...

R.I.P Tape Connection

2010-03-05T08:50:00.005+01:00

Ikke ganske uventet er en af pionererne indenfor parallel-import, Tape Connection lukket med noget, der ligner en meget betydelig gæld. Tape Connection var ikke de første, men de blev til gengæld i en periode så langt de største blandt de firmaer, som ellers traditionelt lå i diverse udkantsområder. Det gjorde Tape Connection nu osse til at begynde med, og det skulle de nok i eftertidens ulidelige klarsyn være blevet ved med. Vi har selv haft en fint forhold til det nu afdøde firma og har da med fornøjelse shoppet der, når vi i sjældne tilfælde skulle levere småting udenfor den professionelle verden såsom fladskærme. Det har nu til alt held været temmeligt sjældent, og efterhånden blev det også noget svært at finde varerne. Tydeligvis var der problemer og det længe før finanskrisen tog rigtigt fat.

Det var skidt og det skulle blive meget værre og nu er det så endegyldigt slut. Andre firmaer vil følge med og vi har da allerede et af de større i kikkerten. Det første tegn er jo altid, at man lige pludselig ikke længere er i stand til at hjemskaffe varer og det ikke engang allerede solgte. Årsagerne er naturligvis ganske simple, det er muligheder for at ændre på det uafvendelige fald blot ikke. De er nærmere ikke-eksisterende.

De firmaer, der lever længst blandt de mest inkompetente indenfor alle brancher er dem, som bedst kan regne. De kan ganske vist stadigvæk ikke regne ud, hvordan de klarer skærene, men det er der på den anden side heller ingen andre, der kan. Når et firma overhovedet ingen "økonomisk maskinkraft" har, så er det jo blot et spørgsmål om tid, inden det styrings-løse skib sejler på det allersidste skarpe klippeskær. Som med den tidligere (navne)-inkarnation af et firma med vores eget navn viste, kan denne ulyksalige udvikling mod afgrunden godt accelereres ved en blanding af ultimativ medarbejder-inkompetence og en helt enestående kikset forretnings-model, men standses, det kan den ikke!

Intet tyder på, at Tape Connections forretningsmodel havde nogen reel chance efter at parallel-importeventyret var forbi. At sælge billige fladskærme fra en fysisk butik billigt med kompetente medarbejdere og husleje og alting var jo ikke nødvendigvis en brandgod ide. Det var nemmere dengang man blot kunne sælge produkter billigere end dem, der møjsommeligt have markedsført dem. Fordi man netop ikke selv behøvede at bruge markedsføringskroner på det. Firmaet tog adskillige ukendte hifi-mærker ind, som de selv forsøgte at markedsføre men ikke overraskende til ingen verdens nytte. Fordi naturligvis hele konceptet (eller måske nærmere mangelen på samme), var en økonomisk "magsvejrs-sejler", som bedst trivedes i medvind. Vinde skifter bare og for Tape Connection skete det sandsyn ligvis for ganske mange år siden, nok i virkeligheden endnu inden de åbnede deres københavnske butik. Helt tilbage dengang der også endnu var en butik i Klostergade 68 med et gammelt hæderkronet navn. De havde jo også held til på trods af buldrende konjunkturer som sande pionerer at sejle ad Helvede til udover havets rand i en tid, hvor havet ellers endnu var både stille og uendeligt stort. Godt gået og en cadeau til enestående inkompetent ledelse og koncept!

Nå, nu er det så slut for Tape Connection, og det er det også at se de menneskelige "gribbe", der er i arbejde allerede inden liget rigtigt er blevet koldt. Alle ved eller burde da vide, at en vares garanti-forpligtelser er noget, som forretningen står for, og det stiller jo Tape Connections kunder lidt småskidt i tilfælde af nødvendig garanti-service. Som jo altså garanteres af et afdødt firma. Vi ønsker alle de kunder rigtig god held og lykke, som skal til at finde en mulig løsning fra Samsung og Sony og alle de andre producenter. Prøv lige at se om I kan finde en adresse eller et telefonnummer eller en kontakt-mail, det skal nok blive morsomt at se disse multinationale hyggespredere, der ikke har fået penge for varerne fra TC nu yderligere skal kaste gode kulance-kroner efter alle de millioner, som de aldrig fik.

Og så lige et eksempel på det "højere gribberi" indenfor garanti-forpligtelser. Hifi4Real er et interessant lillebitte firma i Herning, som sælger eksotisk hifi. Hvis man kan leve af det skal man være dygtig men derudover aner vi intet. Udover at indehaveren i en tråd på Nerds.dk laver noget, der vel må siges at være en "first" i slag under bæltestedet i et af de mest smagløse salgs-promoveringsindlæg vi mindes at have set. Firmaets indlæg i en ellers sober tråd om Tape Connection lyder således:

"Hos mange producenter er det disse der stiller garantien. Mine producenter garanterer, at deres slutkunder er godt stillet i situationer som disse, der desværre er trist, men rammer mange for tiden.
Men igen, så kan I som kunder være sikre på at der er et sted at henvende jer i tilfælde af, at jeres grej går i stykker.

Denne flinke mand bruger altså denne "døds-tråd" til at promovere sit eget projekt og det er vel allerede lige smagløst nok. Derudover "tørrer" han lige alle sine egne lovpligtige garantier "af" på sine leverandører og det kan man naturligvis ikke. Nogen producenter stiller ganske vist visse kunder i visse lande ved korrekte indkøb hos autoriserede distributører ret gunstigt, men der er SINDSSYGT mange undtagelser, så mange at der næsten ingen regler er.
Derudover er det bemærkelsesværdigt, at lige netop dette herningensiske firma for ikke ret længe siden og det endda ganske mange gange, i massevis af annoncer, selv forsøgte at sælge såkaldte "demo-varer" uden garanti overhovedet. Forklaringen var, at man bare lige skulle "hjælpe en kollega af med nogle varer..." Vi behøver vel ikke sige, at det her udover ikke at være lovligt heller ikke er muligt. Måske i virkeligheden det samme? Udover det fornærmelige for alle almindeligt tænkende mennesker i at regne dem dem som rene idioter, der ingenting kan huske, ak ja..
Ak ja, hvis det er den slags "forsvarere" for forbruger-tryghed, vi skal se fremover så er jeg glad for jeg ikke skal hverken købe eller sælge hifi. God vind, allesammen, osse I uden den nødvendige "maskinkraft" til at klare næste "pynt" Den, der hedder "Momsen" og nej, den ligger ikke i Norge. Dén deroppe hedder Mommsen!

"Old Peculier"

2010-03-04T07:15:00.004+01:00

I dag skal vi lige starte med det brede, øst-jydske grin. Som alle andre lokale variationer af det danske vid er dette altid allersjovest, når det omhandler alle andre end én selv. Lige i dette tilfælde er det helt ideelt, fordi det grinagtige er baseret i Ålborg (langt væk!), Esbjerg (heldigvis osse langt væk) og til allersidst København, som er om muligt endnu længere væk fra alting. Her refereres naturligvis især til dette herlige østjydske kraftcenter, som næsten har en midtby-lufthavn, tag bare den, alle I andre halv-abekatte, æv-bæv!

Tilbage til morsomhederne. Fornyligt omtalte vi de triste udsigter for en sympatisk esbjergenser med det uheldige navn Kaj. Tænk blot på fjollede frø-Kaj i "Kaj og Andrea" og grin dig halvt ihjel, skidedumt navn! Det var ikke det eneste uheld, som vi spåede for stakkels Kaj, for hans navn dukkede op i forbindelse med en planlagt demonstration af et uhyre begrænset hifi-produktprogram i en uhyre marginal københavnsk filial af en lillebitte ålborgensisk butik. Ret meget mindre bliver tingene ligesom ikke og så er det altså ligemeget hvor store planer man måtte have. Vores spådom dengang var, at ingen nogensinde gad komme og at man vist bare skulle have ladet være.

Nu viser det sig så, at allerede det var helt håbløst optimistisk. Man skulle nemlig i stedet HELT have ladet være i stedet for blot ja altså at blot "lade være" Kan man egentligt sprogligt tale om såkaldt komparativ i forbindelser udenfor adjektiver? Nå meningen er vel klar nok. En katastrofe kan altid afløses af en større, som altså blev tilfældet her. Det er heldigvis blot sjældent, at man på denne her helt håbløse måde forsøger at afhjælpe et håbløst problem. Derfor gør man alligevel et tappert og dødsdømt forsøg.

Tilsyneladende og ikke vældigt uventet har ingen gidet melde sig til, det ville vi heller ikke selv have gjort selv om man ville have serveret den fine engelske øl, som er med i dagens overskrift. Gratis forstås. At gå til en demo af sikkert fine økonomi-produkter i en helt håbløst købertomt mellempris-segment uden nogen muligheder for ægte fascination er altså helt hovedløst. Vis dog det rigtigt fede OSSE og så kan man efterfølgende sælge det billigere. Produkterne er helt sikkert fine nok TIL PRISEN men det er United fra Føtex også og det gælder vel i virkeligheden ret mange produkter. Sædvanligvis ikke hifi, men det gjorde det engang, dengang alting var bedre og pigerne havde masser af hår-duske under armene og hvor sådan noget ellers kunne gro.

Nå, at sige at det var naivt at forvente at nogen gad komme er nu blevet mere end bekræftet. Derfor skal vi for eventuelle interesserede bringe dette uhyre grinagtige "opråb" (oprop?) fra dagens hifi4all:
"Ekstraordinært vælger HIFI4ALL.DK at bringe dette arrangement i vores nyhedssektion, da der er masser af pladser tilbage til begge arrangementer."
Jamen det tror vi gerne på, faktisk har vi altså aldrig troet andet. At "heppe" på den her håbløse dødssejler-demo svarer altså meget godt til den gamle Dirch Passer-sketch om den detroniserede popsanger. Denne slutter med de bønfaldende ord: "Vil I ikke godt godt købe min plade, vil I ikke nok!" Det her er altså en fuldstændigt grinagtig kommunikations-form og noget af det allermest mod-produktive salgsarbejde, vi mindes at have set i nogen branche. "Vil I ikke godt komme, vil I ikke nok!" Nej, vi vil ej!

Ellers skal vi en af de kommende dage snakke lidt om anmeldelsens kunst. Nu er flere af vores venner erklærede øl-entusiaster og dermed i virkeligheden en slags mildt sagt certificerede fjolser. Nå, vi er vel selv delvist med på vognen og så alligevel slet ikke. Sande ølentusiaster kunne jo for eksempel aldrig blot stoppe op og sige, at deres yndlingsøl altså tilfældigvis nu er "Old Peculier" fra det engelske bryggeri Theakston. Hvis de sagde det, ville de jo ikke være sande entusiaster, for i den specielle danske "aftapning af arten" er det altid vitalt at SØGE, ikke at FINDE. Det betyder så, at disse ellers sympatiske mennesker indenfor en sympatisk syssel fuldstændigt "søger sig ihjel" med garanti aldrig nogensinde at finde deres yndlingsøl. Vé dog de bryggerier, der skal forsøge at at tækkes disse "evige vandrere" som aldrig finder nogetsomhelst. Og hvorfor dog søge, når man bare kunne stoppe op, for eksempel ved "Old Peculier", som et et seriøst bud på Englands bedste øl? Nej hvorfor dog ikke blot "date" videre gennem livet?
Som sagt, i den kommende tid vil vi "elaborere" lidt over dette emne, som præger mange brancher. Søgen efter noget, som ikke er der og som man aldrig ville kunne finde alligevel, selv om det var. Fordi man allerede selv om man fandt det uopnåelige altid ville søge videre. Vi vil muligvis lige komme lidt ind på hifi, hvor denne evige søgen antager grotest-grinagtige former, som får selv dette jammerligt orkestrerede københavnske dødssejler-projekt til at se helt rimeligt ud.Fortsættes.

Isbrydere?

2010-03-03T07:10:00.006+01:00

Vi havde egentligt planlagt 2. del af vores mitdjydske efterskolehistorie i dag, men en usædvanligt morgenfrisk fru Dahl Vikkelsø Mathiasen har været noget i vejen. Mest i retning af diverse indiskutable direktiver omkring denne skribents noget vildtvoksende skægvækst, der indtil for få øjeblikke siden ville have kunnet påkalde sig megen misundelse fra kommandør Peary og alle de andre polarforskere. Pænt kan man vel ikke kalde det, men mægtigt mandigt har det da været, altså indtil for få øjeblikke siden. Hvor Dahlila altså kom forbi med den elektriske hundeklipper, ak ja en epoke er slut, og næste gang skægget vokser ud er det næppe mindre gråt end det, som faldt.

Måske man blot skulle resignere og acceptere, at man er gammel og kommende skrot-metal på samme måde som stats-isbryderne deroppe i mølposen i Frederikshavn havn (pudsigt udtryk, egentligt det dér med dobbelt "havn") Netop nu tyder meget på, at det her bliver sidste vinter, hvor de engang så¨stolte (og vel ret beset allerede fra starten ganske overflødige fartøjer på grund af uhensigtmæssig stor dyb-gang) skibe skal henslæbe atter en ørkesløs vinter. Disse pudsige skibe var tiltænkt isbrydning i de åbne danske farvande og slet ikke der, hvor der altid er is, nemlig i de indre og lavvandede farvande.

Det var måske meget godt, at de aldrig kom til at tjene deres egentlige formål i nyere tid, for intet tyder på, at de ville have slået til, hvis det skulle have været. De sidste år hvor disse underlige mellem-misfosteragtige skibe var aktive i datidens islagte bælter skulle de jo som sikkert kun få husker allerede have hjælp fra større og kraftigere svenske fartøjer, da de selv sad urokkeligt fast. Pudsigt at have disse fartøjer i permanent beredskab til en situation, som de aldrig ville kunne klare og omvendt ikke ville kunne sejle ind på de lavvandede isproblem-områder, som de godt ville have kunnet klare. Hvis de blot havde kunnet sejle der...

Nå, det kunne de så ikke og det sikkert næsten ligeså lidt, som den herostratisk berømte hifi4all-moderator Brok kan sælge Gemme Katana-højttalere. I en test af et sæt vældigt pæne 2-vejs højttalere til en ren bagatel af 80.000,- ruller han sig ellers fint ud. Til ingen verdens nytte, for hans egen og mediets troværdighed har forlængst passeret nul-punktet sydover, som vi skæggede polarforsker-ætlinge udtrykker det (Min far har sejlet på Grønland, så..!) Spørgsmålet er i al sin enkelthed dette: HVORFOR I ALVERDEN tester de dog de her højttalere fra denne helt marginale og ligegyldige producent af kasser i Canada, hvori der blot monteres europæiske højttalerenheder? For at det ikke skal være løgn, er det ligefrem 2. gang dette helt ukendte mærke testes på hifi4all og hvordan kan det lige være. åh jo, umådeholden entusiasme, det må vel være det. Andet kan man jo dårligt tale om og hvis man kunne ville det let blive noget problematisk..

Nu har vi ikke gidet læse testen og vi har heller ingen ide om, om de 80.000,- spir er pr. stk. eller pr sæt og begge priser afspejler fint prisen på højttalerkomponenterne. Godt nok indkøbsprisen ganget med en 20-40 stykker, noget meget vil vi synes grænsende til det egentligt komiske. De Thiel/Accuton-enheder, som sidder i disse Gemme Katana højttalere, er godt nok blandt de dyreste i producenternes standard-sortiment, men det betyder nu ikke, at de koster ret meget. Og så er det jo, at man lige kommer til at tænke på, at der blot et par meter væk står et sæt Ascolta Brennin-højttalere med de selvsamme enheder, BARE MANGE flere af dem. Det er ganske vist ikke vores, men sikke da dyre de må være. Deres funish er fremragende. Om de kan spille? Aner det ikke, vi har ikke rigtigt gidet sætte dem til, fordi de er så skidetunge at flytte rundt med, men med alt det guld, der er i dem, må vi nok hellere se at få "fingeren ud" Revisor Anders, du er rig hvis man skal tro testen af Brok men det skal så nok bare ikke.
En helt tilfældig test af denne Gemme Katana-højttaler? Måske, selv ville vi nok vælge det prosaiske angelsaksiske fynd-udtryk for vores skepsis: "Gemme a break!"

Når tilfældet råder så helt enestående tilfældigt, at hifi4all gentagne gange tester så fuldstændigt tilfældige produkter fra helt ukendte producenter markedsført af helt marginale deltids-importører, så ophører det altså med at være tilfældigt. Tilfældighed beskriver jo trods alt kun en cirkel indtil den atter bliver total sikkerhed. For et eller andet, som altså her!
Nå, nogen får vel noget for deres penge ellers var der heller ingen rimelighed til. Eller tilfældigheder...

En midtjysk ungdomsskole.

2010-03-02T07:06:00.004+01:00

Vi er blevet bedt om at skrive en historie om et efterskoleophold på en midtjysk ungdomsskole, som tilfældigvis hedder netop det. Midtjysk Ungdomsskole var indtil fornyligt opholdsstedet for vores teenage-datter, men det er den så ikke længere. I forbindelse med afskeden blev vi af skolens forstander bedt om at skrive en beretning om vores opfattelse af skolen, og det vil vi gøre langt om længe. Det har trukket noget ud, fordi en fyldestgørende beretning nødvendigvis vil blive noget langtrukken og noget kedelig, og lige disse ting er ikke vores egen livret og næppe mange andres heller. Men som sagt, forstander Terp har selv bedt om det.

Nå, vi vil i dag nøjes med at ridse "scenariet" lidt op med hensyn til forventninger til et efterskoleophold op. Lyder det kedeligt allerede? Ja, selvfølgelig gør det det, og det er egentligt også en kedelig historie, som vi derfor osse vil opdele i små kedelige kapitler. Dagens kapitel er kort. For os var en efterskole en oplagt og indlysende mulighed for at få vores datter til at knytte nære og forpligtende relationer til andre unger. Det bedste bevis for succes og derudover det eneste var vel, at hun blev væk i weekenderne. Ikke derfra, men herfra! Det gik alt for hurtigt over, og allerede der burde vi vel være blevet mistænksomme. Noget var der tydeligvis galt, og det var det også.

I morgen vil vi fortælle lidt om skolens horribelt håbløse og totalt ansvarsforflygtigende (og dermed aldeles ansvarspådragende) behandling af de tidligere nævnte aldeles ulovlige elevfester. Dengang gik bølgerne blandt forældrene højt og vores lille husstand incl. datter fik virkelig den specielle ejstrupholmske form for kærlighed at føle. Lige dér burde selv godtroende folk som denne skribent have reageret på forstander Terps totale afvisning med hensyn til nogensomhelst ansvarlig stillingtagen til det totalt uansvarlige arrangementer. Hvis han havde ment noget med sin forudsigelige floromvundne snak omkring alt det sædvanlige pædagogiske pep-talk om "hvad eleverne kan bidrage med positivt med til skolen" blev al mulig ægte bekymring til nul og nix i en telefonsamtale, der som japanernes angreb på Pearl Harbor vil gå over i historien som en mærkedag af de RIGTIGT kedsommelige.

Den akut livsfarlige situation ved den første ulovlige fest ude på Søren Tyndskids mark, som fik en uddannet sygeplejerske-forælder til at ringe 112 ved den første fest fik ikke forstander Terp til at tænke. Hvorfor skulle det dog også det, manden havde alle de helt rigtige meninger i det helt små og ingenting at sige når der virkelig kom bølger på, i den henseende var der lidt kaptajn over ham. Desværre var det vist mest kaptajnen på ulykkesfærgen "Scandinavian Star" uden helt at sammenligne konsekvenserne naturligvis, men for teenagere behøver den største katastrofe jo heller ikke nødvendigvis at være dødbringende.

Forstander Terps faste synspunkt om, at disse skolefester overhovedet ingenting havde med skolen at gøre uanset de indlysende livsfarlige konsekvenser for elever gjorde alt hans efterfølgende brage-snak fuldstændig ligegyldig. Hvis en tilsyneladende åh så ægte bekymring om eleverne ikke omfatter liv og død og alle de andre sikre sociale følger af totalt kaotiske bræk-fester, er scenen sat til et kikset skoleophold. Sådan skulle det også komme til at gå, ja det havde vel i virkeligheden aldrig rigtigt nogen chance. Fortsættelse følger. Vi skal dog allerede nu afsløre, at forstander Terp til allersidst i denne fortælling vil komme til at opleve det, som Churchill kaldte sin "stolteste stund/ Finest Hour" Lidt kredit skal han have og han skal såmænd osse nok få den, der tilkommer ham.
Så rigeligt.

Lidt flov er man vel altid?

2010-03-01T08:48:00.009+01:00

...og da ikke mindst, når man svigter lige når det gælder. For eksempel i dag, hvor bunker af arbejde som rovgriske pirat-fisk over en stakkels kapivar har kastet sig over vores lille virksomhed. Det er selvfølgelig vældigt fint og det kan vi naturligvis ikke klage over. På samme måde som min gamle kollega Claus Bech, naturligvis heller ikke kan. Claus Bech er formand for Århus Cityfoening, en sælsom sammenslutning af centrale butikker.

Det er ejendommeligt på den måde at lade centralt beliggende butikker have deres egen pressions-organ, og deres interesser er naturligvis også kun en uægte delmængde af samtlige butikkers ønsker. Derimod vil vi da mene, at Bech og Cityforeningens begejstring omkring det nye centrale lufthavnsprojekt i Århus er ganske ægte. I det hele taget ER min gamle kollega en ægte begejstret mand. For alt muligt, det ene efter det andet og tit både sælsomme og indbyrdes modstridende ting. Fornuftsstridig sympatisk/permanent begejstring er også altid sympatisk og denne gang naturligvis ingen undtagelse.

Bech kan naturligvis sagtens se forøgede shoppingmuligheder for de fly flyvende centrale by-turister uden at det dog for denne skribent på nogen måpde er indlysende, hvorfor disse skulle shoppe på Strøget i Århus. Denne fine og lange hovedgade har nemlig suk, dybt suk, på grund af vanvittige huslejer FULDSTÆNDIGT DE SAMME KÆDE-BUTIKKER som alle andre strøg overalt i verden. Ingen andre og måske mere interessante butikker har nemlig råd til at betale denne vanvittige husleje. Det kræver nogen fantasi at forestille sig fiktive kvindelige flyrejsende gå i "shopping frenzy" som hajer blandt butikker, som ser ens ud fra Anchorage i Alaska over Aachen og til Auckland i New Zealand. Claus kan og derfor er han direktør!

Og så lige for afdøde Arveprins Knud: Man kan jo sagtens som cityforeningsformand Bech falde i svime over mulighederne for mer-salg, når det nu altsammen er ganske gratis. Ingen har vist hidtil ment, at Århus City skulle være med til at betale de milliarder af kroner en lufthavn ville koste. En lillebitte én næsten uden fly og derfor minimale gener. Til absolut maximum-pris, både i anlæggelse og drift. Og derudover mere end rigeligt med gener til aldrig nogensinde at flyve højere end en smaskvåd avis. Hvad leger de her højtlønnede direktører og andre drenge egentligt, og mon de får penge for at fantasere og fabulere så totalt frit og helt igennem flyvsk?
Svaret er ja, det gør de og det med garanti. Masser af penge. Meget, meget mystisk!
Videre til de store bunker, der da forhåbentligt er væk i morgen tidlig.