Hypotetiske hypoteser?

Vores hensigt i dag er som så ofte før at bringe klarhed over folks forskellige vildfarelser. Den største forskel i forhold til tidligere er i dag, at vi mener, vi absolut gør nogen en tjeneste. Normalt er det jo ikke ligefrem nogen tjeneste at sige til folk, at de er lidt galt på den og da slet ikke, når de VIRKELIGT er det. Sandheden er altid ilde hørt når det drejer sig om ens egen dårskaber. Helt anderledes altså i dag, hvor vi vil forsøge endegyldigt at FALSIFICERE en videnskabelig hypotese og det endda helt uden videre viden. Ja faktisk er hypotesen for os at se så langt ude, altså nærmest en slags "hypotetisk hypotese" at en kollegial snak i frokostpausen burde have kunnet "skyde den ned" uden yderligere snak. Det er så tydeligvis ikke sket, og derfor må vi så selv finde antiluftskytset frem, så vi kan få den "plaffet" ned: ACK-ACK!, som Oerlikon-kanonerne altid sagde hos min barndoms flyverhelt "Battler" Briton, tag den Fritz, og den!

For vores sikkert ganske få ikke-videnskabeligt uddannede læsere skal vi lige forklare, at en hypoteses vigtigste formål er at fungere som en ""prøveballon", som med lidt held senere kan blive ophøjet til en egentlig videnskabelig teori. Altså hvis den ikke i mellemtiden bliver "pløkket" ned af kedelige kendsgerninger og andre trivialiteter. For at noget kan kaldes en hypotese overhovedet kræves det normalt, at den skal kunne "falsificeres", som det hedder. Det vil sige, det er således IKKE en hypotese, at basunengle( der jo tidligere var ganske talrige på denne årstid), anvendte såkaldte "pitot-rør" til at måle deres hastighed på vingerne som alle fly ellers gør. Eller at de som andre andefugle fældede svingfjer mindst en gang om året og i den periode ikke var flyve-dygtige. Sådan noget forbliver ren snak, da der vel ikke findes egentlige falsifikations-muligheder på denne side Himmeriget!

Tilbage til den etablerede videnskabelighed, som let kendes på, at forskere får penge for deres forskning. Om det så giver bedre resultater eller muligvis endda en bedre verden, er en helt anden sag, men det giver hypoteser, masser af hypoteser. Forskning er jo simpelthen en akademisk formaliseret serie-produktion af hypoteser, og sådan en har vi så "sakset" fra JP i går. Det drejer sig om noget så umiddelbart ligegyldigt som havslanger og ved nærmere eftertanke ER det måske i virkeligheden endnu mere ligegyldigt, end det allerede fra starten ser ud. Helt aldeles 200% ligemeget. Og så alligevel ikke, for det er jo årstiden for små "drillenisser", og den hypotese, en dansk havslangeforsker fremsætter, er altså i den afgjort lettere falsificér-bare afdeling. Det gør journalisten naturligvis ikke, man er vel høflig. Eller blot helt almindelig ukritisk journalist.

Havslanger er som bekendt krybdyr som landjordens slanger, men opholder sig måske ikke overraskende i tropiske have, deraf muligvis navnet. Som vores nye ven, havslangeforsker Arne Redsted Rasmussen forklarer, så "befinder havslanger sig i toppen af fødekæden" som altså osse løver og tigre. Det betyder sædvanligvis, at man lystigt kan æde alle de andre dyr uden selv at løbe nogen særlig risiko for selv at blive det, ædt altså, og allerede her skal vi lige "spidse ører" Det er nu ikke nødvendigt at spidse dem HELT så meget som Dr. Spock fra TV-serien "Star Trek", der jo HAVDE spidse ører hele tiden, men alligevel, det er altid godt. Alle havslanger er helt enormt giftige og det er smart nok, da byttet ellers kan nå at flygte for langt væk til, at slangen kan finde det i havet. Sådan lærte jeg det selv Dette er vel i virkeligheden også en blot hypotese, som vi i dag lidt ukritisk viderebringer som en etableret teori, for sådan fremstår det i videnskabelige tidsskrifter. Uden at det egentlig nødvendigvis giver mening, for hvordan er det lige det skulle være anderledes i havet end på jorden? Det drejer sig vel essentielt om, at byttet lægger sig ned lige med samme. Nå, videre, havslanger er tydeligvis ikke emnet for alt for megen kritisk forskning.

Præcist hvor lidt kritisk forskningen kan være skal vi endelig, endelig se på. Enter dagens absolutte hovedperson den såkaldte "gul-læbede krai", det hedder havslangen nemlig uden at den sikkert ligefrem lystrer det som kalde-navn og lige det her eksemplar gør det helt garanteret ikke. I en af den nyere zoologiske historie mere komisk-opstyltede pressefotos ses havslangeforskeren stå og kramme sådan en krai-krabat, mens han omhyggeligt holder det lillebitte hoved så den ikke kan bide. Det er næppe helt så farligt, som det er beregnet til at se ud, for krai-kræet er nemlig ikke blot gulligt på læberne, det er det såmænd gult på hele kroppen, og det mere end antyder jo, at dens seneste opholdssted har været i formaldehyd eller formalin som aldeles permanent stendød. Den er dog nok qua lugten farligere end en udstoppet kærnebider, men næppe ret meget. Er det overhovedet en krai forresten, halen ser jo noget pagaj-flad ud? Næppe. I dag er ingenting det, som det giver sig ud for at være.

Og så endelig, endelig til hypotesen. I modsætning til andre havslanger, der har flade haler og svømmer skidegodt og tit og ofte træffes i havoverfalden små-dovnende i såkaldt pelagisk miljø, altså langt væk fra skjul (bemærk!), har krai-krabaten ikke denne flade svømme-hale. Den ser mest ud som om den er ens i begge ender og det er jo spændende, for hvorfor nu det? Hypotesen består simpelthen i, at slangen, når den står med halen i vejret og "snuser" efter føde for mulige predatorer ser ud som om den på trods af alting vender med det giftige hoved UDEFTER. Udviklingsmæssigt må det vel betyde, at slangen har ofret svømmeevnen på "beskyttelsens alter" hvis man skulle tro hypotesen. Lad os "prikke" lidt i denne hypotese, som er mindst ligeså stendød som den formalin-slange, som havslangeforskeren holder i fast og sikkert mandigt greb.

Problemet er jo i al sin enkelthed, at havslanger som allerede nævnt er på TOPPEN af fødekæden. Alene derfor er hovedargumentet omkring kropsformens betydning som FORSVAR jo problematisk. Derudover er det jo noget intellektuelt udfordrende i det mindste for denne skribent, hvilken artsmæssig selektions-værdi der skulle være i at give angribende fjender en "lærestreg" for slangen. Når de nu altså alligevel allesammen dør under forsøget hvis de altså havde forsøgt. På fastlandet i Australien findes den såkaldte "cane-toad", som er en giftig tudse. Alle australske slanger æder gerne denne giftige tudse og dør omgående. Det giver heller ikke ligefrem nogen egentlig positivselektion når alle blot lægger sig ned og dør. Alle slangearter, der er store nok til at sluge en tudse, forsvinder blot.

Videre videre, teksten er allerede rigeligt lang og tiltagende langtrukken. Problem 2 for hypotesen i dag er, at havslanger ikke bruger ret meget tid på fødesøgning og dermed ikke risikerer alverden alverden ved at stå "med røven i vejret". Slanger er jo som de fleste ved vekselvarme og dermed ganske overordentligt økonomiske i drift, de æder simpelthen ikke ret meget. Problem 3 er ikke ret meget bedre, for hvad er det lige, der er den selektionsmæssige ULEMPE for alle de havslanger (alle andre altså), der blot "snorker" løs aldeles ubeskyttede oppe i havoverfladen eller blot svømmer rundt i de frie og aldeles skjulestedsløse frie vandmasser? Tilsyneladende OVERHOVEDET INGENTING, siden de er der stadigvæk. Det ville vist være en bedre hypotese, at slanger simpelthen lugter ad Helvede til eller er seje eller fulde af ben og derfor gider ingen æde dem.

Store fisk, som der findes masser af i koralhavet, kunne ellers sagtens "hapse" en havslange, hvis de ellers gad, for munden på en havslange og dermed gifttændernes "elevation" er ikke overraskende optimeret til den størrelse fisk, som slangen kan æde. Mod en stor rovgrisk fisk er dens bid antageligt ligeså effektivt som en vildt klaprende klapperslanges mod en flok vildt bissende bison-okser. Ingenting er vel sådan lige i overkanten. Og hvad er så den rigtige hypotese for udformningen af denne havslange. Ja, det ved vi naturligvis ikke positivt men til en start kunne man vel vende hele argumentet fuldstændigt om og i stedet se på, hvordan et dyr som krai-en i toppen af fødekæden kan have egentlig egen fordel af det, for sådan er fordel er der jo givetvis siden kræet stadigvæk er der.

Svaret er vel det ellers ganske nærliggende, at slangens eget bytte bliver forvirret af det to-hovedede design og dermed ikke ved, hvilken ende af den dovent svømmende slange, som de skal vogte sig for. Derfor er det i visse afgrænsede områder en fordel at "sælge" den oceangående svømme-kapacitet til fordel for lidt lettere lokalt bytte. Denne hypotese er hermed givet frit på det videnskabelige marked og den er faktisk så god, at vi næsten mener det allerede fra starten burde kunne ophøjes til en teori. Eller bedre endnu, i det mindste et par Nobelpriser.
At den så afliver vores nye havslangeforsker-vens teori aldeles øjeblikkeligt er så en anden sag. Det ville alle andre tilgængelige kendsgerninger jo også have gjort, og dermed er videnskaben kommet lidt videre, det er jo trods alt den måde tingene udvikler sig på, hurra! Det er alligevel videnskabeligt ganske enestående, at man helt kan se bort bort fra den kendsgerning, at ALLE ANDRE havslangearter blot svømmer rundt i oceanet uden at svømme særligt hurtigt eller adræt uden at blive ædt alligevel. Lige dér burde det vel være gået en såkaldt "prås" op for forskeren, da det vel er ret godt gæt, at slangens hoved ude på det blå ocean vender mod svømmeretningen, og det burde alle predatorer da kunne gætte på et eller andet tidspunkt. Hvis der havde været nogen, for så havde der jo starten ingen slanger været med eller uden flade haler. Ak ja, var alting blot så simpelt som rene skinbarlige videnskab! Godt Nytår!

Omstillingsevne og den konventionelle visdom

Min salig onkel Erik arbejdede mange år som tømrer, inden han "lagde op" (vi benytter dette udtryk, da vi jo er en æt af søulke i bedste Francis Drake/Walter Raleigh/John Hawkins-tradition) Beklager de i grams henkastede navne, men vi kan ikke lige på stående fod huske flere af de "re-socialiserede" respektable fribyttere. Det nærmeste, onkel Erik efterfølgende kom vandige væsker senere var godt nok som "bolværksmatros", han blev nemlig havnefoged på min fødeø Endelave og tog undertiden færgen. Om det så var slægtens nærmest salamander-agtige urgamle længsel efter havet, som lige dér kom op i onkel Erik, ved vi absolut intet om, men en ubestridelig kendsgerning er det dog, at han usædvanligt energisk (han var ellers sådan nærmest en lidt lad mand) simpelthen drak sig ihjel. Det gjorde han nu på sådan en helt speciel "mathiasen´sk " uhyre elskelig måde, at der til hans begravelse var samlet adskillige hundrede mennesker. Han døde vist bare "på toppen", gjorde gamle onkel Erik og Ceres "TOP" var da tilfældigvis hans yndlingsøl, så han døde vel i et vist omfang osse AF "TOPPEN". Det sobre i den her historie er iøvrigt, at jeg selv som 53-årig allerede ville have været død for 2 år siden, hvis altså jeg havde været onkel Erik. Lev stærkt, dø tung, som et dansk rockband engang udtrykte det, og onkel Erik blev da også usædvanligt svær. Til gengæld er det osse svært ikke at misunde en mand og hans liv, når så mange sørgede så meget over ham. En ganske usædvanligt flink og elskelig lille tyk mand.

Desværre ved man først sådan noget bagefter, det vil sige, alle andre gør, selv får man aldrig nogenting at vide. Onkel Erik viste sig at være det, der i senere business-metasprogs-volapyk hed "usædvanlig omstillingsparat", og det er det, vi skal snakke om i dag. Vi beder på forhånd om tilgivelse for, at tingene nok kommer til "at sejle lidt", men i mangel af bedre begrundelse kan vi så da lade det være en hyldest til forlængst afdøde onkel Erik, der jo var så forfærdeligt interesseret i skibe og skibsplatter som tidligere berettet. Som tømrer arbejdede Erik i mange år for Danmarks vistnok dengang største såkaldte "typehus-firma" (et forlængst afdød dansk ord iøvrigt), Hosby Huse. Det var dengang man i løbet af mindre end en uge forvandlede en tom grund til et færdigt hus og efterspørgslen var enorm. Firmaets stifter Helge Frandsen var i sin blotte fremtræden i sin arketypiske entreprenør-energi en oplevelse i sig selv og havde da også den allerstørste lystbåd i min drengetids Endelave Havn. Havnen var uhyre lille så den kan næppe have været enormt stor, men det var den altså for os og det er vel det, der tæller! Den største er jo osse den allerstørste lige meget hvor stor den er.

Stor var Helge Frandsen også, og indtil den første store energikrise i 1973 buldrede hans firma frem. Med eksploderende renter ramte krisen Hosby Huse som en cementmur ligeså effektivt næsten, som samme cementmur aflivede Formel 1-køreren Ayrton Senna i San Marinos Grand Prix. Frandsen rebede dog sejlene nok til, at firmaet overlevede en del år (han var trods alt en erfaren sejler), endda længe nok til at Frandsen selv i 1981 blev hædret med byggebranchens egen hæderspris "Det Gyldne Søm". Ingenting hjalp dog det forlængst dødsdømte firma Hosby Huse på den senere så kendte "lange bane". Det betød nu ingenting for Helge Frandsen, der blot tilpassede sig de nye tider som den tvangs-entreprenør, som har var, fordi han slet ikke kunne lade være. Frandsen var som alle ægte entreprenører en uhyre egensindig mand, som sjældent lyttede til råd fra andre og det var naturligvis ikke tilfældigt. For hvad var det lige de vidste, som han ikke selv gjorde? Ingenting, naturligvis, for hvis de havde vist bedre end Helge Frandsen, så havde de naturligvis selv været ja altså en ENDNU STØRRE Helge Frandsen, og sådanne fandtes og findes ikke.

Nu ved vi ikke, om Frandsen er død endnu, men hvis han ikke er, bygger han garanteret stadigvæk til skuret i baghaven, sådan en tvangs-aktiv bygmester var han af den helt rigtige slags. Som ville nok til at kunne uden at spørge. Fordi dem, han kunne spørge, alligevel ikke kunne sige noget, som han ikke allerede vidste i forvejen med en mulig undtagelse i hans ligeledes noget store og lettere "mandhaftige" kone. Hun vidste altid, hvad de skulle have til aften og forkyndte det med en Stentor-røst, der gjaldede over den ganske stille sommer-havn på Endelave. 

Det havde heller ikke hjulpet på Hosby Huse og dets skæbne alligevel. Samtlige de danske producenter af typehuse dengang gik alligevel efterfølgende neden om og hjem som alle firmaer i praksis gør på et eller andet tidspunkt. Tidspunktet kan variere, det er den eneste forskel. "Typehus-epidemien" havde dengang forlængst "aflivet" de allerfleste af de små lokale tømrerfirmaer, der godt nok som de første pattedyr på Jorden i den sene Kridttid stadigvæk skulle overleve i det helt små for enkeltes vedkommende. For blot alligevel at blive til ingen verdens ting. Man kan jo i virkeligheden bare se på Pouls Audiobutiks størrelse i dag for at se, hvor galt det gik. 

Vi tager denne store parentes i dag for at beskrive et grundliggende problem i business-verdenen, nemlig hvordan i Helvede man kommer videre, når ens forretningsmodel er udsat for kritisk pres på indtjening, som det jo sker for mange brancher i dag, ikke mindst vores fritidsinteresse hifi-branchen. Situationen for de allerfleste aktører er kritisk grænsende til det egentligt katastrofale og det eneste positive ved det gamle år her ved årsskiftet er, at det garanteret bliver bedre end næste år. En ret ringe trøst når det gamle år allerede var ret ringe, orv, sikke en sjov sætning!. Siden onkel Erik og Helge Frandsen og Hosby Huse og vi andres tid er det ellers tilsyneladende blevet meget nemmere at drive forretning. Der er jo i de senere år fremkommet en fantastisk vifte af forskellige konsulentfirmaer, som rådgiver om alverdens ting. Også i privatlivet er det jo blevet ganske acceptabelt at have sin helt egen støttepædagog, der godt nok nu hedder en "coach" Det er nu ellers ganske det samme, og hed i min barndom en "narresut" Ordet "narrefixxe" fik vi raske drenge én på skallen for at sige. Det er ellers osse det samme og betegner vel samme lidt fiktive glæde ved det skete som det for mange vil blive kun LIGE AKKURAT at gå konkurs.

Og så lige for tanke-eksperimentets skyld tilbage til Helge Frandsen og Hosby Huse og 1970, for hvad ville datidens virksomheds-rådgivere have kunnet råde Helge til? Naturligvis at investere "hele butikken" i det, han allerede havde gjort og den eneste fornuftige rådgivning til alle datidens små håndsværksmestre ville naturligvis være at få lukket butikken, da de jo aldrig kunne konkurrere med Helge. Rådene var helt rigtige og samtidigt helt forkerte som alle råd altid er. Der er nemlig ikke noget råd så godt, at det er godt for alle og da slet ikke set over en vis tid. Tiden kan sommetider være ubegribeligt kort Da så krisen kom, ville rådgivningen naturligvis være den samme som hif-branchen møder i dag, nemlig "at tilpasse sig markedet" DET KAN MAN BARE IKKE ligeså lidt som Hosby Huse kunne lave lavpris-stole i deres store haller for præfabrikerede typehus-elementer. Man kunne såmænd bare lukke butikken, og det gjorde man. Og det kommer man naturligvis også til at gøre i dag. Som de allerfleste flyproducenter gjorde efter 2, verdenskrig med nogenlunde samme uundgåelighed.

Nu er der naturligvis ikke noget nyt i at søge rådgivning om livets større spørgsmål for mennesket. Det er heller ikke nyt at betale for det, trods alt har den vestlige civilisation i langt den største del af den såkaldte "historiske tid" betalt tiende til kirken, som tidligere leverede denne "tjeneste". Jo, både den katolske og den protestantiske såmænd! Der investerede man også som mange virksomheder i dag for at opnå "evigt liv" uden nogensinde at få blot den ringeste sikkerhed for, at man fik bare det allermindste for sine mange penge. Ihvertfald er det helt umuligt på denne side dødsriget at vide, om investeringen i Paradis betalte sig, da der traditionelt er ret ringe mobil-dækning på den anden side. Anderledes er det ikke med investering i såkaldt "professionel rådgivning" Professionel her betyder, at rådgiverne lever af det, ikke at virksomhederne nødvendigvis kommer til det.

Den eneste nyskabelse ved moderne virksomhedsrådgivining er, at man som ved kræftbehandling sagtens kan fortsætte med at behandle terminalt syge patienter med udsigtsløs prognose. Der investeres sikkert også ganske anselige beløb hos kriseramte danske leverandører til landbruget for at få at vide, at hvordan de skal omstille sig den nye situation. Hvor der simpelthen i forudsigelig fremtid er lige præcis NUL EFTERSPØRGSEL efter deres kompetence. Vi har vist bare en "Hosby Huse Anno 1973" her.

Det herlige ved al rådgivning er, både indenfor og udenfor Kirken, er jo, at man aldrig nogensinde får noget at vide om rådet var godt, før det er for sent at gøre det om og til den tid er alting jo alligevel ligemeget. Garantier gives aldrig og refusion af honorar for fejlslagen rådgivning vist ca.lige så tit. Dog ville det måske være ønskeligt, at udgifter til professionel rådgivning ville afspejles i regnskaberne på et tidspunkt-hifibranchen ville vist stå først for, hvis der var noget at hente. Hjælp! 
"Sparring" med gennem-professionelle bestyrelsemedlemmer kan sagtens give noget. For eksempel har denne skribent i en del år "sparret" med en af den danske audiobranches største, nemlig John Jensen fra Dantax og meget andet. Det gav altid en glimrende frokost på Årslev Kro og mange gode historier og mit gamle firma Dansk Audio Teknik gik alligevel efterfølgende endegyldigt "på røven" Ikke på grund af dårlig rådgivning, rådgivningen kunne blot ikke bruges til noget, fordi ingen nok så gode råd alligevel kunne have afhjulpet et tilstrækkeligt dårligt firma-koncept. Når man ikke kunne forstå hvor dårligt det var, var råd alligevel ligegyldige. John Jensens råd blev blot ikke hørt, fordi folk alligevel blot hører det, de ønsker at høre uanset hvor syge de er. I det her tilfælde var det vist desværre mest "at høre sig selv snakke" og jeg var ikke selv med på denne sidste tur mod dybet...

Omvendt, da John Jensen og jeg selv udvekslede "artigheder" var rådene ikke meget mere relevante, fordi firmaet ikke havde brug for dem. Det er simpelthen tale om ren "Punkt 22"-problematik opkaldt efter den herlige antikrigs-bog af Joseph Heller, altså den ultimative "no win"-situation for firmaet, at når det for alvor har brug for hjælp, så kan det ikke bruge hjælpen til noget, fordi det allerede er langt hinsides hjælp.
Nu er der selvfølgelig massevis af firmaer derude og såmænd nok også et par stykker i den danske hifi-branche, som nok skal "ride stormen" af. Det kommer dog næppe til at ske ved at forsøge at "please" alle kunder eller bruge uanede midler på professionel rådgivning. Næh, det kommer ganske givet til at ske ved en tættere tilknytning af forhandleren til den enkelte producent for at sikre faste minimumspriser, det tør vi godt garantere uden honorar. Store hifi-supermarkeder er stendøde fra og med for et par år siden også i lande omkring os, ja i England findes der blot ét eneste tilbage i helt kastreret form (KJ West 1). 

Og hvad den danske hifi-branche så bruge dagens uegennyttige og ganske gratis råd til? Cirka det samme som Helge Frandsen kunne gøre med Hosby Huse i 1973. Det er osse derfor rådene er gratis og det er naturligvis også derfor Dantax-John Jensen ikke behøver spørge nogen om noget. Fordi entreprenør-stædighed altid overgår den konventionelle forretningsmæssige visdom. Den sidste er så desværre det eneste, man kan købe...
Vi ses i Himlen! Måske. Livet leves desværre altid FORLÆNS, med samme uundgåelighed, som det forstås BAGLÆNS og leves kun fuldt og helt af dem, der både tør og kan. Helt uden at spørge!

"Added Value"?

Som relativt nybagte husejere skal vi ud og "shoppe" nye lamper, og det rejser et interessant spørgsmål eller måske endda flere. Det første er naturligvis de mere basale omkring hvad og hvor og hvorfor (det sidste i lyset af, at det jo snart bliver lyst det meste af døgnet alligevel, naturligvis en mindretals-beslutning..) Dette for den store omverden vel strengt taget ikke overdrevent interessante uendeligt mikroøkonomiske køb rejser dog alligevel betydelige makroøkonomiske problemstillinger, ja nærmest uoverskuelige. Spørgsmålet er jo i al sin enkelhed, hvad i alverden en producent af fremragende kvalitetslamper kan gøre for at få en handel med os. Spørgsmålet er ganske enkelt og det er svaret vel i virkeligheden også. Tilsyneladende skal lampeproducenten blot tilbyde det, en lokal debattør på et hifi-forum nær os kalder "added value" Det skulle nemlig være nøglen til alting. Selv om det måske lyder indlysende fornuftigt er det så problematisk at det nærmer sig det absurde. Det har nemlig været sådan en gang på en fjern galakse for længe siden, men er det blot ikke mere. 

Til en start kræver det aldeles ufravigeligt, at varen har været til stede fysisk i en længere periode i lokalområdet. Derudover skal den naturligvis have været fornuftigt markedsført for ellers kan den lokale tilstedeværelse selvfølgelig være ligemeget. Og så tilbage til vores lamper igen, hvad kan vi købe og hvad skal vi købe? Vi vil have det bedste i den bedste håndværksmæssige kvalitet, ikke mindst det sidste er jo et praktisk signal at sende i en håndværksvirksomhed som vores. Det skulle jo være ganske simpelt at gå ud i byen og se på lamper og det er det osse. De fleste af dem er blot så pisse-ringe mekanisk, at man næsten må græmme sig og så sælges de fra bittesmå butikker fra ganske dyre husleje-adresser, og budskabet, som de sender, er ganske entydigt: Kunder, I får hvad I betaler for minus det vi selv skal bruge. Det sidste er jo tydeligvis det meste og det første næsten ligemeget, vi er jo forlængst gået alligevel.

Nu er det faktisk ikke så forfærdeligt længe siden, at alle radioforhandlere og elektrikere kunne købe PH-lamper fra el-grossisten Louis Poulsen såvel som Luxo-kvalitetslamper og andre danske kvalitetsprodukter, men sådan er det desværre ikke længere. PH-sager kan nu kun købes til noget opskruede priser hos højt-profilerede bolighuse , og udover det indlysende risikable i at sende fruen sådan et sted hen på selv den "meget korte bane" , så er det altså lidt små-dyrt. Man må huske vi er ubemidlede småfolk...Lidt tykke, men tilsvarende fattige.

Hvorefter man jo naturligvis kaster sig ud på nettet for at glo, men hvad kan man egentligt finde ud af der? Naturligvis ikke bare det allermindste, for hvordan er det lige en super-duper kvalitetsproducent af lamper skulle kunne komme i kontakt med os eller nogen anden? Naturligvis på ganske samme måde som det ville kunne lade sig gøre for en postordre-producent af kvalitets-ispinde at få succes ude på Henne Strand ved den jydske vestkyst i skoleferien i konkurrence med alle de billige sager fra Premier/Nestle, som jo desværre sælges i alle blok-vognene allerede? Svaret er jo naturligvis det ganske urimeligt indlysende, at kvalitet ALDRIG NOGENSINDE kan vinde over TILSTEDEVÆRELSE. Lamper eller is eller hifi, det er fuldstændigt det samme. Ingen tilstedeværelse, intet salg. Selvfølgeligt kan man gøre som polarforskeren Robert Scott, der jo tog "billetten" lige efter at have nået Sydpolen. Som en klar nr. 2, da Roald Amundsen jo havde været der en uges tid tidligere, surt for Scott! Inden man nu tro, at samme Scott brugte det fra egne vinter-drengedage så vendte kortvarigt varmefrembringende "trick" som ens mor altid bandede højlydt over, så åd Scott altså ret tidligt sine ponyer. Måske ikke helt overraskende for uvildige iagttagere viste klimaet på Antarktis sig at være koldere end på ponyernes hjemlige Shetlandsøer, men nu må vi jo huske, at det her foregik inden internettets tid. Det viste sig at være noget dumt, da det foregik ret tidligt på turen. Amundsen og hans folk åd godt nok deres medbragte dyr, der var blot tale om slædehunde, som holdt noget længere, faktisk helt indtil der ikke var brug dem længere som trækdyr. Det svarer til at æde resultaterne af sin markedsføring, altså "de gamle trækdyr"..

Det var blot en ligegyldig parentes, som skulle illustrere for de tungnemme, at en pris-dumping af et tidligere fast-prissat produkt i et lokalområde med efterfølgende manglende råd til fortsat markedsføring er ganske uholdbart. Det giver lidt hurtige ekstrasalg hvorefter varen forsvinder permanent. Den helt rigtige håndværksmæssige fremragende og designmæssigt formidable drømme-lampe derude på nettet forbliver naturligvis derude til evig tid, vi finder den ALDRIG. På den her måde er nettet ubarmhjertigt og ingen vare, uanset hvor fremragende den måtte være, sælger naturligvis sig selv.

Nu kan man jo åbenbart godt fable lidt hjernelamt om, at begrebet "added value" stadigvæk gælder overalt endnu, men det gør det ikke for lamper ligeså lidt som for hifi. Hvis man skulle være i tvivl om de markedsmæssige begrænsninger på nettet, kan man jo blot studere musik-markedet og hitlisterne på denne årstid-som iøvrigt et branchens absolutte "hit-tid" økonomisk. Ikke at det siger alverden! Alle mennesker i hele verden har i praksis mere eller mindre øjeblikkelig adgang til al musik, der nogensinde er skabt, og alligevel køber de fleste de samme hit-kompilations, som alle de andre. Resten køber desværre for branchen så desværre SLET INGENTING med mindre musikken har fået en lokal markedsføring, f. eks en koncert-turne eller har været været brugt i en hittende film/TV-udsendelse. Der er så vidt vides ingen undtagelser fra denne regel. Kvalitet sælger aldrig nogenting, tilstedeværelse sælger til gengæld alting. Alt skramlet, da det er billigst at fremstille ligesom compilations er billigere end original-musik.

Resultatet er naturligvis, at vi gør det samme, som så mange andre gør og som "highlightes" på denne årstid. Vi køber naturligvis brugte kvalitetslamper og udvalget er jo efter juletidens indbrudsbølge altid overvældende stort. Vi køber dem nu nok netop derfor ak ja, altså PÅ NETTET på et auktions-site, som vi af oplagte selviske grunde naturligvis ikke agter at røbe. Det giver da i det mindste den gode gammeldags "added value", at det er lidt billigere og ikke mindst kendt for en vis basal mekanisk kvalitet. Alle de andre og helt givet langt bedre og pænere lamper derude på det uendelige net-hav, tjah de får lov at sejle deres egen sø. Fordi en forudsætning for "added value" er, KENDSKAB.

Til sidst i dag skal vi lige have med, at vi fornyligt fik kendskab til, at en succesfuld dansk hifi-operatør havde et lokalt "outlet" for sine AVI-højttalere, nemlig Fona i Østergade, hvor min gamle kollega Henrik Jakobsen huserer. Han er uden sammenligning branchens bedste, samme Henrik. Det gav ikke rigtig nogen mening for os at forsøge at sælge varer fra en allerede direkte sælger, som vor ven på Fyn jo er for slet ikke at tale om, at de jo osse sælges direkte fra AVI overalt i verden. Rygtet var nu rigtigt som vi kan se uden at åbenbart nogen andre har bemærket det. 

Man kan nemlig købe SAMTLIGE PRODUKTER fra denne tidligere direkte importør/sælger i Fona og det må vel nødvendigvis sige, at den direkte del af den tidligere butik/direkte-til-dig virksomhed ikke rigtigt fungerer længere? Når man nu altså går tilbage til en lokal fysisk tilstedeværelse måske? Det er vel svært at se det her som andet end en egentlig forpligtende fusion, for hvad skal Fona dog ellers med den her konstruktion? På den anden side giver det jo mening for den fynske importør i sine åbent publicerede markedsføringsplaner for Tyskland at have gode store lokale venner! Alle kan vist roligt gætte med her!
Det forbliver "rene" gætterier, men det her er da en herlig nyhed. Fordi det måske kan komme til at give lidt tiltrængt kunstigt åndedræt til en branche, der i dén grad har høstet uden at så. Tænk at kunne gå ind i den lokale Fona og høre rigtig kvalitetshifi som dengang anno dazumal. Det er altså "added value", det her! Men sælgerne, hvad mon man vil gøre ved det, DET bliver eddermaeme spændende, for hvem gider dog købe dyr hifi af de snothvalpe, som arbejder i Fona nu og som har gjort det de seneste 20 år uden at blive andet end yngre af det. At tiltro dem noget videre svarer nok til Scotts optimisme og dagbogs-førte gode humøroptimisme, mens de åd den sidste steak fra den sidste shetlands-pony-vi er der snart, manner! Giv den gas, Henrik, du kan til gengæld godt! Men sikke dog et læs du skal i gang med at trække dér, næsten som den sidste pony dér på indlandsisen, rigtigt god fornøjelse og godt nytår!

Nestor

Begrebet "håb" på det helt personlige plan er noget, der ændres gennem livet eller rettere, sådan synes vi, det burde være. Barndommens drømme-håb om at vågne op og lige pludseligt ligne den flinke "Twilight"-vampyr Robert Pattinson er jo måske i eftertankens beskedne skær en smule naivt. Nu ser de dér semi-sammenvoksede sorte øjenbryn godt nok noget "dorske" ud, men tøserne, manner, tøserne! Tendensen er dog sandsynligvis i løbet af livet i generel retning af, at urealistisk jubeloptimistisk håb efterhånden erstattes af en vis realisme. Sådan lidt i retning af kun at vågne op og måske kunne spille lidt klaver eller lignende. Stadigvæk ikke videre sandsynligt selv om det måske forekommer sådan.
Det betyder ikke nødvendigvis, at mennesker bliver klogere med alderen, mere sådan en slags "mere erfarne" er vel et rigtigere udtryk. Når man én gang har lagt labberne på en rødglødende kogeplade plejer det at virke præventivt livet ud. Som det jo også fra biologi-undervisningen kendes, at selv encellede tøffeldyr kan lære at svømme væk fra elektriske felter, helt dumme er de tydeligvis ikke. Det er således ikke forbundet med nogen synderlig visdom at blive ældre med større erfaring. De fleste voksne ender som sådan en slags "forvoksede tøffeldyr" uden nogensinde at blive ret meget om overhovedet spor klogere. En påstand? Ja, men vi synes det netop afholdte klima-topmøde er mere end en indikation.

Dér røg "mødommen" virkeligt for de danske landsdækkende nyhedsmedier, der som fnisende teenagere samledes i flokke for energisk at interviewe hinanden om hvordan det havde været. Uh, det var godt nok spændende og helt, helt anderledes i virkeligheden, hvis der altså have været fornemmelse for denne udenom ganske uforandrede virkelighed.Statsmændene og deres (for visse verdensdeles vedkommende) påfaldende trivelige koner i klædelige karnevalskostumer) kom de jo med få og små undtagelser ikke i nærheden af. Det undgik tydeligvis også de danske journalisters opmærksomhed i al denne selvsupplerende selvfedme over begivenhedens indbildte vigtighed, at vores nabolande var noget køligere i deres dækning. Selv var vi i England de første dage af topmødet, og der beskæftigede ingen af TV-kanalerne sig med FN-mødet et eneste sekund, heller ikke det ellers vistnok stadigvæk ret respekterede BBC. I Tyskland var det ikke meget anderledes på de største kanaler. Det var jo bare ét af utallige FN-møder om overhovedet ingenting. Og det viste det sig naturligvis også at være og hvordan kunne det have været anderledes.

DET HAR NEMLIG ALTID VÆRET SÅDAN! I hele sin eksistens fra den spæde start i 1945 har FN kun én eneste gang aktivt påvirket nogensomhelst social eller politisk eller iøvrigt anden begivenhed. Det skete, da USA med aktivt FN-mandat greb ind i Kores-krigen, efter et den senere i Vesten i 1970-erne så forgudede Kim Il-Sung og Nordkorea angreb Sydkorea. FN blev iøvrigt udelukkende indblandet, fordi Sovjetunionen kort forinden havde forladt FN. Klogeligt vendte de snart tilbage igen, for sådan noget ville man naturligvis gerne undgå, og det kom man så til. Ja, faktisk kom man ikke til andet, FN kom naturligvis aldrig senere til at spille nogensomhelst rolle. Fordi organisationens interesser var ligeså umulige at forene som det ville være at lave en fælles-organisation af arbejdere og arbejdsgivere. Eller måske snarere et fællesforbund af forbrydere og politi eller et jødisk-nazistisk fællesforbund. Ren volapyk og pis og papir!

Nu er det jo ikke ligefrem fordi, at sporene af FN´s virksomhed er til at misforstå. Trods utallige møder og resolutioner og kongresser og konferencer og beslutninger om alverdens ting er der nemlig ingen verdens ting! Forsøg på at afskaffe kvindeundertrykkelse og fattigdom og udbytning og imperialisme og sharia-stening af voldtagne mindreårige (nå nej, det sidste har man aldrig beskæftiget sig med, så det er nok helt fint) og folkemord og alt (U)muligt andet har været fiaskoer. Fordi FN igennem sin umulige struktur omfattende alt fra verdens værste folkemordere til de største ædle statsmænd jo naturligvis aldrig vil kunne blive enige om nogetsomhelst. Lød den sidste sætning lidt overdreven? Det kan den jo så principielt ikke være, da ALLE jo principielt er med, både de bedste og de værste. Hvis der altså er forskel, men det er der heldigvis. Eller desværre, alt efter hvor man bor naturligvis..

Det vil sige, de danske journalister glemte fuldstændigt alle forskelle på folk og folkemordere, men det er vel også både naturligt og forståeligt i den kollektive teenager-psykose. Hvor den mest kritiske journalistik vel var de håbløse forsøg på at finde hoved og hale i statsmændenes koners kjoler til galla-middagen. Uden at dog blev så meget som antydet, at det muligvis ikke var hende den noget malede og tank-lignende noget "firskårne" midaldrende kvindelige model på 130 kg., som den mørke dignitar nødvendigvis frekventerede seksuelt derhjemme. Anderledes er det jo ikke i Vesten, magt er jo altid det stærkeste seksuelle afrodisikum for kvinder, men konerne plejer blot at være slankere. Ikke at det ændrer noget naturligvis, ja næsten ligeså lidt, som altså FN har formået at ændre i sin levetid.

Derfor ville det naturligvis være og skulle vedblive med at være en våd teenage-drøm, at det i Danmark (men altså ikke i resten af den tydeligvis klogere verden) særdeles stort opstyltede FN-topmøde skulle resultere i nogetsomhelst reelt. Når noget aldrig nogensinde har været anderledes tidligere kan det det vel dårligt forblive en overraskelse, at FN heller ikke denne gang blev enige om nogenting. Og så er vi tilbage ved den ikke spor kloge encellede organisme, bjørnedyret igen. Selv et sådant minimalt kræ ville nemlig uden tvivl have gættet udfaldet af klima-topmødet. Når en organisation med over 50 år på bagen ikke har formået at ændre på krig eller fred eller andre ikke uvæsentlige ting, så er det noget naivt at håbe. Det er vel også et absolut dansk journalistisk lavpunkt at begynde at tage den sudanske præsident i ed for særligt bemærkelsesværdigt rimelige synspunkter. Manden er jo simpelthen tidens fremmeste folkemorder (blandt ganske mange på konferencen, ja, de var der jo alle!) og hvordan i alverden kan man så opportunt glemme den sudanske regerings-støttede udryddelseskampagne i Darfur? Ubegribeligt og vel også noget perspektivløst dumt.

Nu kan man så efterfølgende vurdere politisk, hvad der var, der gik galt. Det ligner i ren formålsløshed lidt en dyrlæge, der forsøger at efter-behandle "efterbyrden" efter en dødfødt kalv, men sådan er politik jo så mangfoldig. Det er den fortsatte debat om det kriseramte danske hifi-marked også og så kommer vi endelig til Nestor fra dagens overskrift. Nestor var en klassisk græsk helte-skikkelse, men da han så vidt vides ikke rigtigt slog nogen ihjel, var han nok i virkeligheden mest en slags "-skikkelse" uden "helte-" foran. Han blev umådeligt gammel og dermed erfaren og det var altid ham, man i mangel af bedre forespurgte om alting (Oraklet i Delfi, som ellers var datidens svar på analyse-instituttet Epinion, lå noget upraktisk langt væk under den Trojanske Krig).

Nu var Nestor så vidt denne skribent kan afgøre, i virkeligheden ikke nær så klog, som han var gammel. Hans erfaringer blev vist heller aldrig anvendt i praksis, men derfor fik beslutningerne altid en vis "tyngde" ved at være gennemdrøftet med Nestor. Og så tilbage til hifi-snakken. Der findes der nemlig osse en "Nestor" Han kalder sig ganske vist "Spencer" efter en kendt spaghetti-skuespiller (og tidligere elitesvømmer jamen det var han!) og erfaktisk den eneste, der er tilbage på forummet hifi4all fra dengang jeg selv startede med at kikke. Spencer har simpelthen lavet så mange tusind indlæg, at man burde kunne forvente et vist minumum af indsigt. Med p.t. principielt over 30000 brugere er der virkeligt gennemtræk og den rigtige gamle Nestor må vel have følt det samme som vores omkomling, efterhånden som hele verden døde omkring ham. Som de sande idealister oplevede, da FN voksede sig stor og aldeles impotent og alligevel skulle løse alle verdens problemer.

Hifi-nestor Spencer er desværre ikke helt i samme visdoms-kategori som den rigtige Nestor, som allerede ikke var alt for klog. Som sin replik i, hvorfor det er gået ad Helvede til for den danske hifi-branche i de senere år lyder hans teori: " De tider, hvor man kunne få hr. og fru brun sovs til at skifte hele anlægget, fordi det ikke længere skulle være sølvfarvet, men sort, er forbi." Nej, Spencer, du tager alvorligt fejl. Udover det vanvittigt nedladende i på denne årstid at nedgøre den til andestegen aldeles uundværlige brune sovs er ræsonnementet måsket det mest håbløse, vi nogensinde har hørt fra en mand, der burde besidde erfaringens visdom. Den almindelige dansker har nemlig aldrig nogensinde udskiftet nogetsomhelst hifi uanset farve, som har virket, aldrig!. Køkkener, det er en helt anden sag, men hifi, nej, ALDRIG. 
De eneste, der i stadigt stigende tempo har udskiftet glimrende apparater med (dyrere) sikkert også glimrende apparater er hjernelamme hifi-entusiaster. Dette voksende "opgraderings-raseri" indenfor hifi har garanteret medvirket til, at den almindelige fornuftige sovse-spisende dansker har droppet al hifi-interesse permanent. Han er muligvis dum nok til at købe et nyt køkken uden at have noget at bruge det til, men så dum som en hifi-entusiast, ALDRIG. Det er vist bare en "ommer", Nestor Spencer! På samme måde som det er for Verden og klimaet og den danske journaliststands almindelige selvkritik.

Konkurrence

Så er det efterhånden den tid på året, hvor statistikkerne for julehandlen tiltager i sandsynlighed, selv om alle naturligvis i morgen ved noget mere. Allerede Jesper Klein i min ungdoms kultiske TV-program "Radio Tirana" udsatte jo altid den aktuelle vejrmelding til "i morgen" Så "ved vi jo lidt mere", som han ganske korrekt udtrykte det. I det hele taget er det noget lettere at forudsige gårsdagens vejr end morgendagens, men det er nu ikke ret svært at gætte på julehandlen. 

Man kan jo for en start "daffe" ned på Strøget og se trafikken. Ikke mindst er det altid et sikkert tegn, hvor mange bæreposer, der bæres rundt og lige i den retning er denne jul en absolut bundskraber. I dagens rundspørge i JP er det vistnok kun Magasin, der "springer ud" med positive nyheder, ganske vist på en konkurstruende-billig baggrund sidste år. Nu skal det vel strengt taget med, at Magasins kommunikationschef nævner et par særlige "højdespringere" i salgsstatistikken, som vel nok "piller lidt af julepynten" af fremgangen. Han siger nemlig , at "..vi sælger meget hjemmelavet chokolade og kusmi-te" Hm., det første kender vi godt til, men hvad er det andet dog for noget og hvad Pokker har det med jul at gøre. Det ville nok være mere relevant at berette om den eksplosive stigning i salget af sønderjydsk hakket grønkål og ditto blodpølse. Der skal altså fortæres ganske meget chokolade i lokalområdet for at få det til at hænge sammen økonomisk dernede i Magasin, så det kan vi nok regne med, at det ikke gør. Det værste ved Magasin er altid det kemiske dufthelvede fra parfume-afdelingen, man skal igennem i stueetagen inden chokoladen. Mon ikke osse det lige tager den værste appetit?

Nu kan julehandlen jo faktisk godt påvirkes en smule i dag, da undertegnede ikke rigtigt har købt nogen endnu, men det batter nu nok ikke alverden. Lidt nærig er man vel altid og ens kone fortjener jo naturligvis det bedste og det er altså ikke SKIDE KUSMI-TE, bestseller eller ej.
Om det er en øget konkurrence, der har "ædt" julehandelen i år, er nu nok næppe den eneste eller blot den mest sandsynlige forklaring. 

Øget konkurrence giver jo aldrig i sig selv øget salg, blot ringere dækning hos sælgerne. På kort sigt er det naturligvis udmærket for køberne, men det er det så desværre ikke på længere sigt, og så er vi tilbage ved en "gammel traver" herfra. Nemlig den simple kendsgerning, at "det koster penge at sælge varer" og hvis de penge ikke investeres (typisk fordi de ikke er der, ellers blev de såmænd nok), så sælges der ingen varer. Ikke engang skide kusmi-te solgt skidebilligt på nettet er bare det mindste attraktivt, når man ikke har smagt det og så er vi ikke engang kommet til de større investeringer i det, der engang rammende hed "langvarige forbrugsgoder" Åh nej, ikke hifi igen, udbryder nok en del, men åh jo, lige netop det! Det er nemlig altid noget, som man kan blive klog af at studere. Og ikke mindst glad for, at man ikke selv er i...

I en aktuel tråd på et forum nær os redegør et tidligere branchemedlem for sine dyrekøbte erfaringer med hifi-branchen og dens tiltagende problematiske kunde-klientel. Hans erfaringer er ikke helt overraskende fuldstændigt sammenfaldende med vores egne og må derfor betegnes som uhyre fornuftige, sagde Katten-desværre! Nu skal det med, at der findes en enkelt eller måske endda 2 fornuftige røster fra "hifi-folkehavet" i denne tråd, men ellers er det simpelthen det rene jammer. Hvis enkelte potentielle investorer endnu skulle overveje at starte i den danske hifibranche så skulle de lige kikke lidt over skulderen her. Det er nemlig sådan nogen kunder, som de, der ytrer sig her, som I kan få og desværre næppe ret mange andre. Vi afslører vel næppe for meget ved at sige, at for alle andre end kliniske adfærds-psykologer er denne tråd på hifi4all ganske irrelevant. 

For de første er det til gengæld en helt anden sag. Noget af det, der ytres er nemlig slet ikke spor dumt, selv om det overfladisk måske ser sådan ud. Vi er nemlig helt basalt tilbage på det allermest basale primat-niveau, ja måske i virkeligheden endnu lavere. Det, der "hæver" det op på primat-niveau, er nemlig slet ikke indholdet, men udelukkende det, at det siges med ORD. Adfærden er ikke spor anderledes end alle lavere dyr. Vi er langt hinsides ondt eller godt eller rigtigt eller forkert her, tingene "er" vist nærmest bare. 
Lad os tage et eksempel, som en vis Martin fra København står for:
"Det er ikke meget forretning i moral og anstændighed.....du tillægger kunden nogen egenskaber som han slet ikke besidder. Han vil bare ha en vare og alle der gider at høre på ham og hjælpe ham på vej er interessante...bare sørg for at det er dig der får ordren til sidst. Gør du ikke det? Ja så har du fejlet et eller andet sted i ligningen." Dixit, og så simpelt kan det jo siges. Sagde kartoffelålen uden ord og slog med halen!

Nu kan man jo ikke undgå at få en vis medfølelse med den mulige kæreste m/k, som denne Martin antageligt "anvender" på samme basalt-primale måde. Nu er det ellers ikke vores hensigt at udlevere vor ven her på nogen måde, det er nu osse noget svært, når han nu allerede allerede så svært effektivt gør det selv. Nej, vi vender lige for en kort bemærkning tilbage til dagens overskift om konkurrence (og kusmi-te, dårligt bogstavrim, egentligt...) Nej, der er absolut ingen konkurrence på det danske hifi-marked længere. Det kræver jo nemlig, at der er et marked, og det er der desværre ikke længere. Aktiv markedsføring kræver de dér forbandede penge-investeringer, og det har ingen jo gjort alt, alt for længe. Når man ikke bruger penge på at sælge varer, så holder man op med at sælge varer. OVERHOVEDET! 

Nu kunne man i de første år af dette årtusinde få det indtryk, at man kunne sælge alting, ja endda hifi. Efterspørgslen efter evig ungdom og klassiske motorcykler og andre lidt "freakede" ting som krydstogter til pissekolde og søsyge Antarktis steg tilsyneladende ustoppeligt som verdenshavene. Ting KUNNE åbenbart sælges uden markedsføring og det kunne de så lige indtil markedet sagde "fuldt stop" Efterspørgslen efter hifi havde blot været et økonomisk "freak" uden substans. Hov, hvorfor har vi så selv lige i går købt et sæt JBL OLympus S8R, nogen fatter åbenbart ingenting eller blot for langsomt... Og så tilbage til vores citat i dag, som jo siger en del om de fatale følger af manglende professionel markedsføring.

Nu tror vi ikke, at andet end professionel klinisk hjælp ville have hjulpet på vor ven Martin her, tænk dog at være nabo til sådan en fyr, så selv ikke den bedste og mest professionelle sælger ville have været noget bevendt her. Eller altså retteligt dér! Han siger dog tingene som de er for ham og det er absolut rosværdigt. Livet reduceret til den simpleste uendeligt egennyttige drivkraft. Til gengæld er der så mange monster-dumme indlæg i tråden ellers, at man må korse sig. Ikke mindst de mange muntre indslag om, hvor "mange" "man kender", som køber skidedyre højttalere og andet isenkram på nettet uden nogensinde at have andet end læst om dem er underholdende fiktion. Og samtidigt uendeligt trist.

Det er simpelthen sådan et publikum, der er tilbage derude for hifi-branchen. Konkurrence er der ikke længere nogen af, de endnu åndende små-firmaer er forlængst reducerede til fritids-beskæftigelser for enkelt-mænd. Selv den lokale HIfi-Klub forretning i Århus ligner med sin statisk/permanente tiltagende sol-brunede/blegede udstilling af bedre B&W-højttalere i vinduet vores egen sortiment-side. Varer fra en anden og bedre tid. Dengang der blev investeret i fremtiden.
Det bliver der så aldrig nogensinde mere, og som Magasin må man efterhånden søge temmelig meget efter "succes-oplevelser" som altså chokolade og kusmi-te. Konklusionen er altid den samme og såre simple: Når en branche kun kan få paphoveder af denne monumentale kaliber på banen, som de, der befolker denne tråd, ja, så er det helt slut. Få fjolser fortrænger nemlig altid ganske effektivt selv forlængst etableret fornuft og når alt er lige godt og alle synspunkter legitime, så ophører fornuften naturligvis. 
Nej, det er IKKE konkurrencen fra nettet, som har "dræbt" hifi-branchen, det har den selv og kunderne. Nettet har overhovedet iingen betydning haft ligeså lidt som konkurrencen! Simpelthen bare ren lemming-agtigt selvmord.

Udkants-Danmark på bistand.

Som ganske mange vel har opdaget, har der været vedligeholdelses-arbejde på vores særtjeneste-server. Derfor kunne vi ikke komme i kontakt med den fredag og endnu mindre i weekenden (kan man egentligt sige det når man ingenting reelt kunne i forvejen?) Under alle omstændigheder er vi stærkt tilbage med en gentagelse af vores tilbud om det allerede stærkt efterspurgte kommende kult-hit "Absolute Poul 09" til manden m/k, som ellers har langt mere end alting allerede. Undertegnede er allerede blevet en hel del klogere af at læse den allerede, mest fordi jeg faktisk aldrig i virkeligheden har læst det. Eller desværre læst slåfejl/manglende ord-korrektur, suk!

Ellers så en artikel i JP i går, som er lidt på linie med noget, vi har gået og funderet lidt over. Naturligvis var artiklen ikke nær så intelligent eller blot rimeligt relevant grebet an som vi ellers her havde tænkt. Ideelt klarsyn er jo langtfra alle forundt, desværre..Alligevel var den da spændende og så heller ikke så forfærdeligt meget mere. I al korthed drejede det sig om, hvordan den aktuelle krise påvirker forskellige befolkningsgrupper. Dertil havde journalisten så passende valgt et ufaglært ægtepar i Ikast kontra et offentligt ansat ditto i Århus-forstaden Risskov. Det sidste var jo osse en del nemmere rent praktisk end igen at fjolle ud på landet og måske drejede det sig ligefrem om bekendte fra børnenes skoleklasse. Begge boede i eget hus selv om det for det ene par nu nok ikke var af ubegrænset varighed. Ja, faktisk kunne man godt begynde at indstille stopuret på en forestående tvangsauktion når understøttelsen slap op, da de begge var blevet arbejdsløse. Der var ikke meget jul over deres situation, mens det stod ganske anderledes til i Risskov. Den totale jobsikkerhed sikrede ro og rådighedsbeløb, som kun voksede og voksede. Uligheden var til at tage og føle på. Og så var det alligevel slet ikke hele sandheden om en situation under hurtig udvikling.

Problematikken er nemlig for os at se en ganske anden og mere mere grundliggende. Det drejer sig om den tiltagende "offentlige regionalisering" På godt dansk betyder det, et nyt veritabelt "aristokrati" af offentligt ansatte uundgåeligt vil komme til at dominere alle danske udkantsområder. Sådan har det allerede længe været i de traditionelle rigtige dødssyge udkantsområder som Læsø og Endelave, hvor den private andel af arbejdsstyrken allerede længe har været nede på 5-10% med pil nedad. Det nye er så, at alle områder af Jylland udenfor umiddelbar pendler-afstand til de større jydske byer nu er blevet nødlidende udkantsområder. Alle de her traditionelle talrige ufaglærte jobs indenfor forskellige fremstillingsindustrier flytter uundgåeligt østpå, og tilbage er der absolut ingenting. Selv Vestas flyttede fra Ringkøbing-kanten og efterlod INTET. Sådan gik det også for vores ægtepar i Ikast.

Alt det her er naturligvis ganske banalt, men det er implikationerne bare ikke. Der er nemlig tale om intet mindre end en lokal revolution, hvor i praksis alle kommer på offentlig forsørgelse. Der bliver blot en forskel på standarden af denne forsørgelse og at sige, at der bliver en større forskel på rig og fattig derude på landet end i dag er sådan en sørgelig underdrivelse. Lige der faldt "kæden af" for JP, for sammenligningen mellem forstadslivet i Ikast og Risskov giver slet ikke mening i den her sammenhæng. Hvor sammenligningen naturligvis skulle have været lavet lokalt i Ikast. Altså mellem de ufaglærte marginaliserede og nu arbejdsløse ægtefæller og altså deres (teoretiske) naboer, kommunelærerinden og den kommunale topembedsmand. Som for de sidste vedkommende kunne imødese fremtiden med total tryghed ja faktisk meget mere end det. De er nemlig det kommende nye adelsskab, intet mindre!

Tallene taler jo så meget for sig selv, at det er ret ubegribeligt, at JP-journalisten slet ikke har fanget dem. Nok har de offentligt ansatte i Risskov flere penge til sig selv, end de nogensinde har haft før, men ikke så forfærdeligt mange. Især da ikke nær så mange, som de ville have haft i alle danske udkantsområder og det er allerede langt mindre end de vil få i fremtiden! Huse i Risskov er nemlig stadigvæk skidedyre, og det vil de vedblive med at være. Det er huse i Ikast bare ikke længere og lidt længere ude i tidligere industrielle væksområder som på Als er situationen fuldstændigt ude i Hampen (kendt midtjydsk referende-by, red.) Til gengæld er de offentligt ansattes løn ganske den samme med undtagelse af minimale lokale små-tillæg overalt i landet.

Det betyder for eksempel i Nordborg på Als, at en nyansat skolelærer sagtens kan købe et pænt parcelhus. Ja, han kan faktisk for tiden købe ET OM ÅRET og betale det kontant for sin løn. Kort sagt, huspriserne er faldet så katastrofalt meget i mange områder, at huslejen simpelthen ikke KOMMER TIL AT BETYDE NOGETSOMHELST for de få, der har pengene. Vi er simpelthen tilbage i 1930-ernes værste år, hvor 20 dollars kunne købe datidens amerikanske superluksusbil, den såkaldte "Duesenberg" 
I en del ikke særskilt attraktive jydske områder med basale fremstillingsindustrier kan man simpelthen købe et glimrende hus for 250.000,- Det kan man naturligvis kun fordi ingen lokale har nogen penge med mindre man altså tilfældigvis er offentligt ansat. Det må simpelthen være fantastisk for en århusiansk nyuddannet degn (ikke særligt godt dannet, men det er det bedste de kan få i udkanterne, de dummeste af de ikke altfor kloge) at komme til Als og være en ren Kong Krøsus af Lydien. Som i en landsby i Kenya er hele forskellen, at man har penge, det har de andre ikke. Der er simpelthen ikke noget forhold mellem indkomsterne længere. Dog har de lokale stadigvæk endnu flere, end de har udsigt til at få i fremtiden. Når understøttelsen ersattes af bistandshjælp. SÅ falder priserne fra det allerede latterligt lave niveau...

Prøv for sjovs skyld at kikke på din egen økonomi og tag så det beløb, der nu bruges på bolig, ud af budgettet. Forestil dig, hvor vild sådan en situation egentlig er. Her i huset vil vi for eksempel kunne "knalde" 20.000,- ekstra af om måneden på spøg og skæmt og frækt undertøj til fruen (beklager ordvalget, det var lidt for fristende..) Eksemplet er så ikke engang spor "søgt", for hvor meget er det lige man betaler i termin med et afdragsfrit huslån på 250.000,-, Mindre end unge betaler for et århusiansk kollegieværelse med lokum på gangen, det er garanteret, 1500,- md eller deromkring IKKE EN SKID for nu at blive i "lokums-snakken" vil vi gætte på Mange af disse områder bliver reduceret til en slags "naturalie-økonomi" med udbredt momsfrihed i praksis og det medvirker blot yderligere til, at de mennesker, som har rigtige (offentlige) pengeindtægter naturligvis blot vil kunne øge deres allerede fra starten ganske kolossale købekraft. 

Et nyt aristokrati er allerede forlængst født. I lighed med parlamentarikere og ansatte ved EU-organisationer er de simpelthen mindst en faktor 2 rigere end alle andre. EU-ansatte betaler ikke skat, de offentligt ansatte i udkantsområderne betaler ikke husleje (som jo typisk er MINDST halvdelen af den normale bruttoindkomst) 
Set i det her lys er det kuldsejlede projekt fra den lokale plat-kunstner Jan Morell og den latterlige laserstråle mellem de lokale forstæder (rige) Risskov og (fattige) Gellerup en endnu større vits, end det allerede var fra starten af. Alle bistandsklienterne i Gellerup skal nok få pristalsreguleret deres hjælp og få forøget boligstøtten. Helt anderledes derude i Ikast og endnu længere væk. DÈR er situationen helt anderledes desperat. Her ryger hele ufaglærte tidligere ganske velhavende befolkningsgrupper i titusindvis simpelthen på håbløs bistandshjælp. Håbløs, fordi de job, der endnu er tilbage, blot er dem, der endnu ikke er flyttet. Nok en bedre sag end en latterlig laserstråle værd...

Som med det danske landbrug kommer alting til at vende helt uholdbart "på hovedet" P. t. er vistnok 62 % af landbrugets bruttoindkomst rene EU-tilskud. Nok mindre end den offentlige forsørgelsesdel i mange udkantsområder allerede. For landbrugets vedkommende sidder "aristokratiet" blot i Bruxelles, for de kommende klienter kan det såmænd være den lokale skolelærer. Som altså har RIGTIGE penge nu og i al fremtid. Lidt vildt, det her og så er det slet ikke rigtigt kommet i gang endnu. Endnu et parallelsamfund under udvikling, denne gang blot leverpostej-farvet!

"Nu vender vi kajakken"

Overskriften i dag er temmelig tvetydig ihvertfald for undertegnede som den sikkert vil være for de fleste maritimt inklinerede. Min salig onkel for eksempel var fuldt-eksamineret såkaldt bolværksmatros, der hele sit liv samlede på billeder af skibe og sågar den lidet mandhaftige syssel, nemlig samlen på de såkaldte "skibs-platter" Der var det ganske reelle i markedsføringen af disse platter, at den i det mindste var, hvad den gav sig ud for at være. Nemlig fuldstændig PLAT. Ideen var den fra i alle kædebrevs/pyramidespils kendte grund-idé, at man blot skulle købe disse platte platter dyrt af plattenslagerne (det kaldte de sig nu ikke, nok med god grund), og så¨ville platterne med raketfart stige i værdi og alle ville blive stinkende rige. Min onkel håbede vel bag sine griske grise-øjne (han var kun min halv-onkel og derfor blandet lidt rigeligt op), at en tilstrækkeligt ihærdig opsamling af blå skibsplatter fra Bing og Grøndahl en dag ville give ham et salgs-provenu, så han også i virkeligheden ville kunne komme ud og sejle med de skibe, der var på platterne. Det havde han ihvertfald fået af at vide nogen der allerede var på luksus-langfart. Nemlig dem, der lavede de platte platter.

Han burde måske have studeret motiverne på platterne lidt bedre, for alle billederne på dem var af skibe, der forlængst var blevet hugget op, forlængst ædt op af rust og rurer. Dekorative, javel, men udover det altså blot sømandshistorier. For eksempel var der et fint portræt af verdens første diesel-motorskib, det danske "Selandia", og det burde vel have givet onkel Erik et "clou" om, at hans søfartsdrømme var bygget på fortyndet vand. Det længste han nogensinde kom ud at sejle var den tud med færgen til Snaptun fra Endelave, som ingen øboer helt nogensinde har undgået. Selv om man skulle vælge at ro til fastlandet hele sit liv kommer ens kiste altid tilbage til øen med færgen. Således gik det også min maritimt interesserede onkel Erik og platterne er nu i denne husstands besiddelse. For 35 år siden kostede de omkring 700,- pr. stk. i en fin glittet pap-æske og i dag er de vel ca. overhovedet ingenting værd. Det vil sige, de kan sagtens stadigvæk bruges til silde-tallerkener, og så kommer de maritime motiver jo ligesom til sin ret igen. Ikke mindst fordi det sikkert næsten glemte udtryk "sildesalat" faktisk ikke kun er en karry-æggestand til sildene, men en ældgammel betegnelse for (særligt overflødige og ufortjente) sø-militære gradsbetegnelser. Når man ingen har er de naturligvis i særlig grad overflødige, ja måske skadelige. På den anden sidder der en hel bunke af slagsen på den danske flådechef, stioradmiral Wang (der er han igen, idolet fra Remo-serien alias "The Destroyer", Den Store Wang) så jo, de ER overflødige!

I min familie, som var den rigtige søulke-del, kaldte vi altid den salgs ligegyldige rangsbetegnelser for "fuglelort", måske noget prosaisk opkaldt efter de "missiler" af hurtigt størknende koncentereret urinstof, som vi drenge blev mødt med at Stuka-styrtbombende lavtflyvende måger, når vi samlede mågeæg. Sådan noget lort/sildesalat var virkeligt ikke værd at samle på og kun noget man tildelte idioter, mente vi kloge ætlinge af Mathiasen-ætten mens vi tørrede mågernes missiler bort, som vi altid ufrivilligt samlede på. Om vi havde ret ved jeg ikke rigtigt nu, vi fik ihvertfald aldrig nogen særlige ordener senere hen, blot en cand. mag. grad af ca. samme værdi som måge-lortene, der jo faktisk er udmærket gødning. Til gengæld satte fuglelortene sig fast som fregner om foråret, som min mor med afsæt i den konventionelle folke-visdom så korrekt profeterede. Og platterne blev aldeles værdiløse som alle plattenslagerne forlængst havde forudset, mens de solede sig på et af de luksus-krydstogtskibe, som min salig onkel havde en ufrivillig andel i. 

Nu fører drømme sommetider ganske vidt og sommetider fører de ingen verdens steder hen som med onkel Erik og hans platter. Om det næste er det ene eller det andet må enhver dømme om. Der er nemlig atter et unikt samler-objekt på gaden i dag, som garanteret bliver en god investering ikke mindst i kraft af sin lave pris. Den er nemlig ganske ubetalelig og dermed overkommelig for de få, det måtte vedkomme. Da den samtidigt er mindst ligeså usælgelig senere, som de platte marine-blå platter, så er sjældenhed garanteret næsten ligeså effektivt som sidste uges udgave af den gratis annonce-avis Århus Onsdag. Publikationen på vistnok 266 dobbeltspaltede sider hedder "Absolute Poul 09" og er en næsten komplet samling af diverse "Dagens Visdomsord" fra ja, altså først og fremmest 2009. Det "næsten-komplette" kommer ind, fordi det til en start var ideen at tilbyde et produkt uden de ret mange slå-fejl, som præger det daglige produkt noget. Der er normalt ikke tid til at læse korrektur, og måske ikke ganske overraskende er der så stadigvæk ikke tid. Hverken til det nye eller det gamle, vi var vist bare lidt naive som salig onkel Erik, der også altid drømte om bedre tider på den anden side af det store vand og tilsidst blot endte på Karons færge med enkeltbillet.

Bogen er altså tilgængelig for dem, der måtte være interesserede nok tilstrækkeligt hurtigt. Og så tilbage til overskriften, som vi behændigt har undgået i dag i vores maritime eskapader. I modsætning til onkel Erik var min far en rigtig søfarer i den fra Jens Munk og Magellan (mærkeligt, han hed da vist ellers noget helt andet på portugisisk, Magelhaes eller sådan noget?) så kendte oceangående tradition. Min far Hans Peter sejlede helt til Grønland og det var mærkeligt nok længere dengang end nu. Derfra medbragte han sågar en rigtig grønlandsk miniature-kajak, som jeg kikkede meget længselsfuldt på. Nu sejlede jeg som dreng mest i en lille jolle, en såkaldt "skydepram" med lav bording (ikke "boring" som i Kreidler Florett og Puch) og det var derfor spændende at høre far fortælle om, hvordan grønlænderne kunne "vende kajakken" Hvad de gjorde det for er forblevet en uløselig gåde, for hvad Fanden skulle meningen være med at stikke hovedet ned til narhvaler og hvalros-tænder i det iskolde Polar-hav. Det gav ingen mening og det gør det stadigvæk ikke. Mon ikke de bare har ment, at nu vender de kajakken HJEMEFTER efter en lang og driftig polarmørke-kort dag? Det andet er vist bare noget snak og må bero på en misforståelse
Og hvorfor så det i dag. Ja, mest fordi jeg sad og tænkte på onkel Erik i går over den skibs-motiverede sildetallerken. Sild kan føre én på afveje og altså osse lange omveje. Var onkel Erik så dum? Ja, det var han vel ligesom alle de tidligere så velhavende friværdi-mangemillionærer som drømte om alting og ingenting ydede til gengæld.. Vi Mathiasener har åbenbart altid været foregangsmænd, også på mere tvivlsomme områder.
Selv om vi altså aldrig helt kunne forstå det dér med at "vende kajakken" ikke bare betød, at man stak snuden hjemefter. Det gjorde det nu sikkert osse, kan vi se i bak-spejlet. Det dér med at vende rundt og spille åndssvag nede i vandet var squ da for dumt. Plat(te)-åndssvagt!

A propos at gå i vandet, så skal vi da lige viderebringe lidt updates om vores spådom om Cimber Sterling. På trods af enhver rimelighed rejste de jo for små 3 uger siden 250 mill. på børsen med løfte om, at driften balancerede. Nu her ikke vanvittigt længe efter viser det sig så, at det gør den bare overhovedet ikke, ja faktisk er der på altså blot 3 uger tilsyneladende akkumuleret et kolossalt driftsunderskud. Aktierne faldt måske i dette lys ikke ganske overraskende 35 % i går men hvordan det så kan have været en overraskelse for nogen, når selv vi kan se det, det kan vi IKKE se! Cimber Sterling er iøvrigt også spektakulær alene derved, at firmaets egenkapital blot udgør 40 % af den senest tilførte aktiekapital. Hvad firmaet så har været værd INDEN denne tilførsel er jo ikke særligt svært at gætte. Ganske det samme som det er værd i den allernærmeste fremtid naturligvis, hverken mere eller mindre. Det sidste mest fordi det allerede fra starten intet har været værd. Forresten spændende om nogen journalister og analytikere forsker lidt i, om mon ikke Cimber Sterlings ledelse fuldstændigt loyalt og korrekt har informeret børsen om selskabets reelle tilstand inden den seneste aktie-emission. Det har de nu nok, det skal man nemlig eller måske de bare kollektivt som den tidligere engelske udenrigsminister Ernest Bevin under et topmøde har fået et (altså flere) alvorligt slagtilfælde og så er de naturligvis undskyldt. Bevins beslutning dengang var også dybt åndssvag, ikke engang kontroversiel.

Så mangler vi blot her op mod jul de seneste indikationer om en anden dansk tidligere ikonisk gigant, nemlig B&O. Den seneste så vidt vides i det store og hele fjernøstligt producerede fladskærms-fætter skulle ifølge ledelsen vistnok redde regnskabsåret for B&O. Vi cykler sommetider forbi diverse B&O-butikker uden at se palle-løfterne på overarbejde der. Der skal antageligt ellers langes ganske mange store kasser over disken, da dækningsgraden på dette produkt sandsynligvis er lavere end sædvanligt. Med mindre man altså har sat forhandlerens avance ned på samtlige produkter-man har helt sikkert da ikke sat dem op! Det behøver man så heller ikke, da forhandleren ifølge kontrakten ikke har noget videre valg udover at lukke helt og permanent i branchen. 
Rygter vil sige, at leveringssituationen er problematisk. Det skyldes så desværre ikke overvældende efterspørgsel, men snarere overvældende mangel på leverancer. Større efterspørgsel havde så naturligvis givet ganske samme nedslående resultat. Hvordan det så kan redde 4. kvartal for B&O er så en anden sag, men ingen har vist været på banen endnu med hverken dumme spørgsmål eller utidig information. Utidig, fordi eksplosiv og i sidste ende uundgåelig information, der ikke er sluppet ud endnu, jo naturligvis slet ikke eksisterer.
Til aller-allersidst i dag skal vi lige citere en annoncetekst, vi har sakset fra et forum nær os. Den er tilsyneladende simpel, men læs den nu lige igen, be om!:"højtalerne spiller fantastisk. Et bedre surround system fås ikke billigere, det er en super handel" Den tager vi!

Snerydningen....

...har gnavet ubarmhjertigt i vores sparsomme rådigheds-tid atter i dag og vi har om kort tid en udenbys monteringsopgave på en efterskole et stykke vej væk. Nå, vi vil nu alligevel prøve, om vores Opel Omega klarer "pynten" som vi søulke-ætlinge jo altid formulerede det. Sjovt ord, det dér "pynt", som jo ingenting har med jule-pynt at gøre overhovedet. Ellers er det i dag en rekordernes dag. Anton Hund har sat ny rekord i "Spæn over snedækkede græsplæner" i jagten på den evige arvefjende Sami, der til orientering osse er en hund. Denne langbenede sorte fætter kan også løbe enormt stærkt, men indhentes og nedlægges rutinemæssigt og efterhånden rituelt med samme elegance som en flok sultne løvinder vælter en ung gnu ved Zambesi-floden.

Alligevel rejser hunden Sami sig ufortrødent hver eneste gang og prøver igen. Man kommer næsten til at tænke på en kær gammel kollega, som atter engang er startet på nye eventyr ligesom salig Willy i Familie-Journalen engang. Historien om "Willy på Eventyr" med snårrådige Villy og den tækkeligt kyske Jonna og den seksuelt lidt ambivalente figur Onkel Hans var ellers et højdepunkt i min barndom, når man besøgte gamle damer. Udover bøger af den indremissionske opdragelses-apostel Olfert Richard med anbefalinger af "hyppige kolde afvaskninger" mod et eller andet (som jeg ikke helt forstod dengang, det gør jeg nu!) så var der nemlig intet at læse. Willy var til gengæld ganske god og der er sjov krølle på historien. Oprindeligt var denne tegneserie nemlig en ganske normal amerikansk såkaldt "syndikeret" sag. Det vil sige, at den blev solgt som koncept til mange aviser og så hyrede man forskellige tegnere og forfattere ind.

Sådan en fremgangsmåde giver aldrig noget særligt godt reultat, da der aldrig er udvikling i figurerne eller blot rimelig kontinuitet. Helt anderledes godt gik det, da Willy kom i hænderne på et par danske tegnere og tekstforfattere. Derefter blev striben simpelthen skidegod, næsten ligeså god som den var for 7-årige Poul dengang. 

Det sidste er naturligvis mest en "tross-sætning", for ærligt talt har jeg ikke turdet teste Willy senere hen. Gensynet med den 7-årige Pouls allerførste kæreste Inger-Lise en del år senere var mere end et vink med en vognstang om, at der simpelthen er minder, man ikke bør røre ved. Og efterfølgende da så slet ikke har bare den allerringeste til, uha tiden havde gnavet fælt i fordums attraktion. Som muligvis i virkeligheden mest bestod i, at de andre piger på Endelave Skole måske heller ikke allesammen var særskilt attraktive. Nå, det var de altså for os dengang og senere kan alting jo som bekendt være lige meget. Jeg klarede selv "pynten" og slap væk og resten er ligegyldig historie.

Nu er der grænser for, hvor meget man lærer af historien og vel især, når den historie, som man formodes at lære af, lige tilfældigvis en éns egen. Lidt lærer man dog, for eksempel lærte undertegnede efter et af verdenshistoriens mest kiksede parforhold for godt 5 1/2 år siden, at kvinder, det gad jeg ligegodt aldrig mere. Ja, jeg lærte det faktisk så formidabelt godt, at jeg om en måned kan fejre 5-års jubilæum med min smukke og dejlige kone Pia Dahl Vikkelsø Mathiasen. Fordi noget har været en fiasko før er der åbenbart alligevel en mulighed for, at alting kan ende godt alligevel. Måske det er sådan vores kære kollega Kenneth Bremer og den nye storspiller på det danske professionelle marked ProEl har tænkt.

Nu gik det jo ikke altfor forrygende fremragende sidst, men som med parforhold er det jo altid beundringsværdigt at man har mod til "come back" på trods af alle rimelige odds, og vi ønsker ganske bestemt held med eventyret som fortjent. Tiderne har godt nok ændret sig som de jo heldigvis altid gør og måske endda ligesom for undertegnede mirakuløst til det langt bedre.
For mirakler skal der virkelig til, helt vildt mange og lige efter hinanden. Måske en ny Frelser blot er født påny, det sker jo regelmæssigt på denne årstid og det er vel efterhånden på tide. Sidste gang var vel for godt 2000 år siden og han blev jo heller ikke rigtigt anerkendt i sin levetid. Nå, vi får se om vi skal blive troende igen, indtil videre tror vi nu ikke på det.

Store kone-dag!

I dag udkommer vi i en særdeles forkortet udgave, der skyldes en meget sen opvågnen. At det så tilfældigvis er den 15. i måneden, der tillige er jubilæumsdagen for både vores første møde og vores bryllypsdag, ja det er vist nærmest en tilfældighed. Desværre, vi ville naturligvis sandfærdigt berette, hvis det på nogen måde var anderledes-måske!
Heldigvis har vi her i huset vores trofaste hunde Folmer og Anton, hvis energiske kollektive hyle-koncert kl. 7.20 præcist i det mindste delvist reddede denne morgen. 

Derefter går det så ud på den kolde jord med de hoppende og gøende kræ og først derefter er der så tid til lille omtankes stund. Og det er så altså lige der vi er nu. Om det så er den karakteristiske nordiske tankefuldhed, som salig fortjente Nobel-pristager Johs. V. Jensen jo mente, vi hærdede nordboere besad i kraft af klimaets ugunst, tjah, det er måske så meget sagt. En smule eftertænksomhed breder der sig vel derude nogenlunde i takt med den langsomme morgen-dæmring: Ikke helt vildt men til sidst bliver det altså alligevel lyst. Dette lys og tankens stråleskær er heller ikke altfor imponerende måske, men begge dele er dog alligevel så klare som de nu kan blive. Fordi det jo uundgåeligt er sådan de er. En smule grå. Som de fleste vel bliver i hovederne om nogen tid, hvor det måske begynder at gå op for dem, hvor meget Obama fortjente Nobels fredspris og vel især i lyset af, at han straks kvitterede ved at love flere amerikanske tropper til Afghanistan. Ak ja, ligegyldigt hvad den rigtige gør af forkerte ting, så bliver de rigtige alene derved, at det er den rigtige, der har gjort det. Sjovt det er blevet sådan også her i Europa, for det er jo ellers sådan amerikanerne selv tænker som det så tydeligt udtrykkes i den klassiske "dictum": "Right og Wrong, my Country!" Eller altså den europæiske lidt lamme ækvivalent :"Obama!"

Ellers tyder efterhånden en del på, at de tidligere opsendte "signaler" om en ny stor-spiller på det danske professionelle audiomarked nu er en realitet. Ja sandelig om ikke Signal Audio atter har "rejst" det fra den seneste (sidste?) krig så kendte (og dermed ikke senere anvendte) nazistiske oplysningstidsskrifts gode navn. Nå, sådan noget kan man jo godt spøge lidt med, ikke mindst fordi det tilfældigvis er tale om et pudsigt sprogligt sammenfald. Vi er endda i dag blevet inviteret til reception uden at vi dog ellers har ytret nogensomhelst interesse i foretagenet og vi vil da godt på denne side i dag love, at vi aldrig nogensinde kommer til at købe så meget som en skrue af dette firma. Også selv om samtlige vores leverandører ellers permanent var ganske udgået for skruer...

Nu bærer vi jo naturligvis ikke spor nag for forsmædelige gamle dage, og så muligvis ganske lidt alligevel. Bag den lidt sjove firma-konstruktion med vistnok kun ét varemærke, nemlig det italienske handelsfirma ProEl, står nemlig vores gamle kollega Kenneth Bremer, og ham har jo et lidt "torne-fuldt" forhold til. Nå, han handler jo heller ikke hos os, så det kommer nok ikke til at påvirke det nye firmas succes særligt, at de på forhånd har mistet os som kunde. Tabet skete jo allerede da vores ven blev ansat, måske endda noget før..Mod så store firmaer (som deres) kæmper håbløse amatører (som os) alligevel altid forgæves, og det vil vi så naturligvis gøre. Selv om denne skribent godt ikke for sin død kan se, hvordan i Himlens navn ProEl skal kunne komme ind på et marked, der dygtigt og effektivt fuldstændigt domineres af det allerede ganske fantastisk vel-etablerede Monacor. Nå, det kan være, at efterstavelsen "-El" måske kommer til at gøre forskellen. Der var jo engang noget med, at der ude i det fjerne verdensrum på en planet ved navn Krypton fandtes de senere så kendte tegne-seriefigurer Jor-El og Kal-El og den ene af dem havde senere en fin karriere som "Superman" Men vores lidt trivelige ven i trikot, skræmmende syn!

Vi tror nu osse lidt på, at der skal temmeligt "over-jordiske kræfter" for at få sådan en blot dansk aflægger af et handelsfirma uden tidligere tilstedeværelse på et marked til at slå igennem, hvor den eksisterende storspiller allerede sidder "på flæsket" Det vil for at se svare til, at en ny producent af loddekolber vil forsøge at slå fortjent veletablerede Weller af markedet, et dødfødt projekt hvis der nogensinde har været ét. Et par af medarbejderne bag er dog egentligt gode (jo så altså ikke alle, men vi siger ikke hvem der IKKE er!) men det bliver eddermaeme en opgave for tidligere broadcast-medarbejdere at sidde og snakke billige blinklys og alskens anden julepynt. Godt det ikke er mig, og godt det er ham, som det er! Vi må vist hellere bestille lidt hos Monacor, lige nu for eksempel!
I dag vil vi forresten færdiggøre et værk, som verden har savnet og sukket efter og det endda uden at vide det. Værket er tykt og tæt-beskrevet og dybsindigt grænsende til det næsten kriminelt indsigtsfulde. Bogen hedder "Absolut Poul" og indeholder det gamle års tekster og anbefales som den allerbedste julegave-ide til alle tænksomme mennesker. Nu vil enkelte måske mene, at vi ikke er ganske uhildede eller synderligt neutrale i vores overstrømmende begejstring for dette stor-værk, og det er muligvis korrekt. 
Derfor synes vi nu alligevel, at de bedste "bidder" er mægtigt gode, og de dårligste kan man jo passende, som vi selv gør, iøvrigt, springe over. Ligesom Monacor nok heller ikke ligefrem "ryster i bukserne" overfor vor gamle ven og hans "nye eventyr" Sådanne ender jo altid med, at én eller anden bliver ædt så vidt jeg husker, og håbet er vel altid lysegrønt...Fremtiden skal ihvertnok nok blive "(Brdr.) Grimm" for dem, der fortjener det!

"Eight Days a Week"

Vi starter i dag lidt sent med et nummer, som enkelte halvgamle nisser som undertegnede nok stadigvæk vil kunne huske svagt. Det drejer sig om et nummer fra den allerførste LP, denne skribent nogensinde købte for en fyrstelig "femmer" Den var og er vel i virkeligheden stadigvæk på en plade i klædelig mono, naturligvis, med den bedst kendte af en række Merseyside-grupper. Inden alt for mange gætter på grupper som "Peter og Gordon" (som altså var en ret lille gruppe, nok i virkeligheden så små som de nu "kommer") eller "Billy J. Kramer and the Dakotas" eller "Swinging Blue Jeans" eller "Herman´s Hermits" (som forresten vist kom fra nabobyen Manchester), så var det altså THE BEATLES, ja det var. Pladen hed "Beatles for Sale" og det har den så været lige siden, måske pladebranchens allermest reelle og bundhæderlige titel. En anden bemærkelsesværdig ting ved dette første spæde LP-køb var det osse, at jeg først ret præcist 6 år senere fik min første rigtige grammofon. Da det skete havde det så til gengæld præcist været 6 år siden (på nær nogle minutter) siden jeg SOLGTE min allerførste LP. Jeg fortrød nemlig købet så meget, at jeg omgående solgte den til en anden kammerat og købte ikke mindre end 1 stk. Nuggi-is og 2 af de dengang kendte Pajanas-ananas-sodavand for noget af den fyrstelige fortjeneste på tæt ved en femmer. Det var tider!

Nu kan man ikke rigtigt arbejde "eight days a week", men man kan faktisk sagtens arbejde 7 DAGE om ugen. Det er der nu ikke ret mange der gør indenfor hverken hifi-branchen og heller ikke meget bedre er det i vores egen professionelle branche. Vi håber dog det går en smule bedre end den store tilsyneladende tomme bygning midt i byen Cirencester, der ellers så vidt vides stadigvæk huser endnu et af de oprindeligt engelske hifi-firmaer, som har fundet gule og mere mandel-øjede ejere. Det drejer sig om Acoustic Energy, hvor åbenbart ingen af medarbejderne havde bil (der var nemlig ingen parkeret foran eller blot i nærheden) men måske det bare går så godt, at man som på visse kinesiske "sweat-shop"-fabrikker bare bor derinde. Af interesse trillede vi lige forbi Naim i Salisbury og det så heller ikke lovende ud. Ja, det så nærmest slet ikke ud. Den nye selvudnævnte komet indenfor bittesmå gigantisk fede aktive computerhøjttalere AVI bor lige ved siden af ATC, men dem fandt vi aldrig. Det kan sagtens skyldes, at vi faktisk ikke kikkede, noget kan altså komme under bagatel-grænsen. De siger ellers selv, at de er helt fantastiske og må de vel være så. De koster ellers ikke en skid og de aktive professionelle monitors vi selv sælger til samme pris er ellers allesammen noget forfærdeligt bras. Mærkeligt, når nu de andre der kan, hvis de altså kan...

Og så videre med overskriften. Man kan nemlig godt arbejde 7 dage om ugen, og det gjorde man faktisk på den virksomhed, vi besøgte. Det havde man faktisk gjort temmeligt længe og vi solede os ganske kortvarigt i egen succes, vi har nemlig selv en lille andel. Firmaet var nemlig intet andet end ATC hurra hurra, alt er såre godt. Og det er det naturligvis bortset fra, at det selvfølgelig ikke kun er godt. For eksempel kunne man tro, at folk var blevet klogere og var begyndt at købe reelle kvalitetsprodukter for det styrtdykkende rådighedsbeløb, som fruen ikke allerede havde lagt sine klamme hænder på. Det var nu ikke tilfældet, ikke mindst fordi ATC ikke har udstillet på hifi-messer i mange år og aldrig mere vil gøre det. Næsten ligeså lidt eller altså meget som vi selv vil-altså ikke, det her er godt nok en dum sætning.

Nej, ATC har naturligvis heller ikke andet end tydelig tilbagegang på hifi-markedet. Det er nu ikke så særligt alvorligt, faktisk ville det ikke gøre noget, hvis markedet helt forsvandt, hvilket det jo nok skal gøre uden at vi hverken kan gøre gøre til eller fra. Som vi flere gange har været inde på er restgruppen af audiophiler ikke fuldstændigt ulig denne lidt trivelige skribent: Halvgamle, skaldede og så er der LUGTEN. ATC´s salgschef fortalte anekdoter fra den seneste messe, ATC deltog i, sjovt nok den samme sidste, som jeg selv gjorde, nemlig den i Heathrow den 11. september 2001. Man skulle næsten tro vi på forhånd havde synkroniseret vores historier med hensyn til den kroniske lugt af disse sidste hifientusiater. En gennemtrængende stank af brugte kropsvæsker i forskellige grader af "ufriskhed" Lige i denne retning er "friskhed" ikke nødvendigvis nogen fordel, som vi har været inde på er der jo en vis seksuel fornemmelse forbundet med at "pille" med hifi...Ulækkert, åh joh.

Til gengæld har både vi selv og ATC haft glimrende fremgang indenfor installations-markedet, ja ATC endda så meget, at de ikke kan nå at producere alle de produkter, som folk ønsker at købe. Det vil sige, det kan de sagtens, det er nemlig slet ikke almindelige folk, der efterspørger deres produkter. Heller ikke de ualmindelige folk, og dem ville det jo også for en start være kommercielt noget uholdbart at adressere, da de jo altså er ja, noget sjældne. Rent faktisk så sælges langt de fleste af ATC´s produkter nu til diverse industri-installationer og alskens andre professionelle anvendelser. Ja,m der er såmænd osse røget et par store koncertsale med i den efterhånden ganske imponerende firma-portefølje for ATC. Herhjemme kan vi så glæde os over, at vi osse har vores lille del al denne storhed. Danmark er nemlig i ABSOLUT SÆRKLASSE det land, hvor "ATC-tætheden pr. indbygger" er ALLERHØJEST og det simpelthen i hele verden! 

Det sjove er så, at næppe mere end et par snese mennesker i Danmark overhovedet kender navnet, mens tilsvarende ganske mange tusinde hver eneste dag hører på ATC. Uden at vide det og uden nogensinde at have blot den allerringeste lyst til at få det at vide. Fordi den sidste fornuftige hifiinteresse alligevel forlængst og uhyre effektivt er blevet "skyllet ud" dengang samtidigt med at hifikabel-hysteriet satte ind. Dengang det blev umuligt for nogen mænd at forklare det fornuftige i at investere i en stratosfærisk grinagtigt prissat dims, som ingen kvinder kunne høre nytten af. Naturligvis fordi der ingen var eller er...Dérude i idrætshallernes spinning-rum eller i de beskyttede ældre-boliger eller på universitets-skrivebordene gør ATC så en forskel. Til det bedre, ja forskellen er for det meste så stor, at folk helt glemmer, at de har ATC og det er vel i virkeligheden det, det hele går ud på. Det er ihvertfald sådan, det er! 

Det betyder så ikke helt uventet, at folk nærmest aldrig selv senere køber flere ATC og det er naturligvis "bad for business" Det er det naturligvis også for os selv. Heldigvis betyder det så også, at produktet tilsvarende helt automatisk sælger sig selv. De bedste sælgere er dem, der helt har glemt, at de selv har ATC på deres institution. Hele ideen med ATC som industriprodukt er jo osse som med de fantastiske blålige Weller-loddekolber, at de altid er der og at man altid kan regne med dem og derfor glemmer man dem selvfølgelig. Det kommer man så i tanke om igen , når man kommer et andet sted hen, og så kører møllen igen. Det oplever vi dagligt selv og det sker heldigvis overalt i verden. Derfor går det så godt for det lille firma med blot 19 medarbejdere derude på den ombyggede farm på Gypsy Lane i lillebitte Aston Down.
Så meget faktisk, at der burde være "Eight Days a Week"!

Michelin og Pirelli og ellers først igen på søndag!

Først dagens triste meddelelse: Vi er først tilbage på denne plads engang i løbet af søndag. Vi bliver nemlig nødt til arbejde lidt med vores hjemmesides øvrige tilbud, og der er en større om-forandring undervejs. Men altså: Vi ses igen søndag!

I mellemtiden kan vi så opfordre måske især "husarerne" til at underholde sig på lidt alternativ vis. Sjovt ord, det dér "husar", der jo oprindeligt var en ganske faktuel betegnelse for en militær-rytter. Særligt kendte her i landet er naturligvis de såkaldte "Blå Husarer", kendt fra adskillige danske lystspil og i en lidt mere "mørkt-tintet" skurkerolle, som den danske provisorie-konseilspræsident Estrups håndgangne mænd. Estrup var heldigvis det nærmeste, Danmark i nyere tid er kommet til en "lomme-dikatator" og han huserede "husarede?" heldigvis inden begrebet "koncentrationslejr" overhovedet blev opfundet. Lige i den retning var englænderne absolutte pionerer, og de første lejre blev oprettet lige inden forrige århundredskifte i Sydafrika under boer-krigen.

Det er iøvrigt en pudsig historisk kendsgerning, at det stadigvæk hedder "boer-krigen", når det nu ellers var englænderne, der angreb de oprindelige hollandske be-BOERE. Nå, englænderne vandt som bekendt til sidst, primært efter opfindelsen af koncentrationskejrene, hvor tusindvis af kvinder og børn omkom, måske ikke imperiets "stolteste stund", som Churchill senere formulerede det (godt nok om "Slaget om England, men alligevel, den unge Churchill var ellers med ved slaget ved Mefeking under boerkrigen og blev taget til fange. Hans senere flugt er en af krigens mere spektakulære historier) Endnu en ganske ligegyldig affære har måske i virkeligheden sat endnu større aftryk i eftertiden, nemlig det såkaldte "Slaget ved Spion Kop" Det var en eklatant engelsk nederlag i klassisk inkompetent sen-imperiestil i bakket terræn mod letbevæbnet boer-milits. Dette ubetingede nederlag på "the Kop" er nemlig blevet tilnavnet til den engelske fodbold-storklub Liverpools´ fans, som hedder, ja altså "the Kop". De er altså sære, de englændere, hvorfor dog ikke fejre sejrene i krigene? Disse er ganske vist langt færre end nederlagene, men i imperietiden var de britiske sejre til gengæld altid TIL SIDST i krigene og dermed havde man jo ligesom vundet...

Næsten ligeså sære som vi danskere, som insisterer på at stave "husar" med ét "s" når der nu ellers ikke er nogen tvivl om, at dette oprindelige ungarske ord dernede fra "pusztaen" bør gengives med 2 stk., altså "hussar", som det hedder på samtlige andre europæiske sprog. Nå, vi er danskere og har dermed ret. Ihvertfald har vi "ret" til at studere at interessant "hussar-fænomen" og vi beklager dagens lange indledning. Det skylden den ret simple kendsgerning, at der ikke er ret meget "kød" på dagens egentlige emne og det ganske bogstaveligt. Vi skal nemlig om kalendere, den slags, som hænger rundt omkring på de af verdens autoværksteder, hvor der ikke er alt for mange fundamentale muslimer blandt personalet. Vi skal her advare om, at vi vil referere billeder af mere end halvnøgne kvinder og det har jo på en lokal teknisk skole her i landet tidligere givet ballade.

Atter i år kommer nemlig den ja altså ÅRLIGE kalender (nok netop derfor) fra dækfirmaet Pirelli, og den kan man studere på JP´s hjemmeside. Mærkeligt at man ikke osse på papir-udgaven af avisen bringer dette særdeles interessante billedmateriale, men vi vil tillade os at gætte på, at man ikke tør. Billederne af topløse modeller i troipiske omgivelser er ellers vældigt appetitlige hvis man altså er til det (og det er vi da) men er alligevel ganske bemærkelsesværdige. Billederne er nemlig DYBT DISKRIMINERENDE og det er underligt, at den ellers kritiske JP ikke har fanget denne pointe. Alle de afklædte modeller er nemlig lige høje har nemlig samme størrelse bryster og det sidste er ikke fordi det vente og venstre bryst er lige stort. Nej, samtlige modeller på denne kalender passer ligesom fordums plastiuc-indpakkede "fjer-kræs" lørdagskyllingen helt ind i samme emballage. Her altså BH, hvis de altså havde haft en på, det har de så for kalenderens udbredelse og betydelige popularitet så ikke.

Det vil sige, vi opererer med bryster i B-størrelse og det simpelthen uden nogen undtagelse. At tænke sig en totalt homogeniseret kalender og derudover er alle pigerne vist også mørkhårede. Nu har vi ikke haft tid til at forske i tidligere tiders Pirelli-kalendere eller måske er "tid" ikke det helt rigtige udtryk. Under researchen i dag fik jeg nemlig en på skallen af fruen, som var usædvanligt tidligt oppe mens jeg ivrigt studerede løs, og selv den mest ihærdige forskning kan jo lide disse alvorlige tilbageslag. Godt nok med flad hånd.. Enhver sand original forskning støder tydeligvis på en vis håndfast modstand...
Ihvertfald er det diskriminerende ikke alene overfor alle de andre og anderledes yppigt udstyrede eller blot anderledes kvindelige modeller derude, næh det er ikke mindre diskriminerende for alle de bryst-fixerede mænd. Som for eksempel alle englænderne, hvor en traditionel undersøgelse blandt mænd placerede størrelsen af bryster som absolut attraktion nr. 1, mens "intelligens" kom nede på 17.pladsen. Det her særdeles "ikke-repræsentative" udvalg af kvindelige formerer altså i den veritable "fuglebryst-klasse" (som ikke inkluderer de såkaldte "kropduer"..)
Nå, vi må se om vi uset kan luske til computeren for at nær-studere den nye kalender fra dækfirmaet Michelin, hvis der er en, men det er der nu nok. Måske der er lidt mere kvindeligt mellemskært kød på den historie, i det mindste er den traditionelle Michelin-mand fra reklamerne jo noget mere trivelig. Ak ja, vi beklager al den videnskab i dag men nogen skal jo gøre det!

"Født med en guld-ske i munden!"

Når man som os har en teenagedatter i huset, er der jo visse daglige udfordringer udover alle de alment menneskelige som at huske blomster til konen og alle de andre ting, som man netop derfor sikkert konstant glemmer. Nu er opdragelse af både hunde og børn problematisk i det absurde, og ret mange regler gives næppe, vi har ihvertfald ikke noget endegyldigt bud. Vi har dog et enkel ting, som vi aldrig selv vil udsætte vores datter for. Det hed i gamle dage med overskriften en "guldske" Siden dengang er betydningen nok skredet en smule, for dengang var udtrykkets betydning nærmest synonymt med ordet "misundelse" Det er det ikke længere, endda overhovedet ikke. Selv om det jo burde være naturligt at misunde folk med guldskeer i munden, når man som denne skribent aldrig har ejet én og langt mindre haft én i munden.

Sådan var det ikke i de gamle dage. Der var det ganske naturligt at misunde den "lukkelige Pamfilius", der havde råd (eller rettere, forældrene havde haft) til at knægten kunne købe en spritny Kreidler Florett-knallert, verdens dengang hurtigste, med en topfart på hele 225 km/t. Det vil sige, det var vist blevet målt på en bane nede i Tyskland et sted, den plomberede og dermed voldsomt "kastrerede" danske udgave kunne kun knapt køre 30 km/t, men det var alligevel den, alle raske drenge ønskede sig brændende. Underligt at denne pruttende knallert kunne blive kult, men det kunne den. Alene det, at den dengang i ikke-pristalsregulerede kroner kostede ligeså meget som en bilforsikring i dag nu 35 år efter, tyder på den ekstreme "tyve-tækkelighed" Vi drenge attråede denne Kreidler næsten endnu mere end det nyeste nummer af "Ugens Rapport" med de seneste billeder af den danske erotik-dronning Vivi Rau, som nok i dag er blevet bedstemor. Nå, det var hun altså ikke dengang, endda overhovedet slet ikke mums og vi drenge havde slet ikke fantasi til at forestille os, at hun overhovedet nogensinde teoretisk ville kunne blive det. Til gengæld havde vi så rigeligt med andre fantasier, men det er nok overflødigt at dvæle for meget ved dem. Ingen af dem drejede sig dog om guldskeer så vidt jeg husker. Men misundelige på børnene med de rige forældre, det var vi!

I løbet af et par år forsvandt attraktionen for os drenge overfor Kreidler Florett-en til gengæld på mystisk vis, og den mere lokale udgave af Vivi-Rau-erne vandt tilsvarende i interesse. Selv børnene af de "rige svin", som det med god marxistisk folkelig jargon hed dengang, havde trods alt kun sjældent råd til at give deres forkælede møgunger en bil, det ville jo næsten heller ikke have været til at bære for os andre. Nå, der var naturligvis masser af ulighed stadigvæk, dog skulle ungerne med "guldskeerne" altså stadigvæk gøre lidt for sagen selv. Det holdt dem jo trods alt lidt "skarpe" og det gavnede dem garanteret. Som så mange andre ting, ja i virkeligheden det allermeste, så er det her naturligvis gået voldsomt tilbage. Eller frem eller både frem og tilbage, alt andet end godt.

Hvor galt det kan gå, oplevede vi i en tidligere bolig. Der oplevede vi nemlig, at nutidens unge med "guldskeerne" simpelthen risikerer akut kvælning. DET var nyt men burde vel ikke have været det. Det nye var vel i virkeligheden blot, at i den kollektive danske "bolig/velstands-psykose" indtil 2008 blev alle som en selvfølge rige og allermest rige blev de af ingenting at lave. Eller som den gamle protestsanger Benny Holst udtrykte det i min egen ungdom blev alle de allerede velhavende "...rige uden at lave noget" Derfor kunne velhavende danskere som en selvfølge købe både en by-investeringsejendom og 2 spritnye tyske sportsvogne på en og samme gang. Det var tiden men tiderne skifter som bekendt. Desværre skulle det vise sig, at menneskene også skiftede men det var til gengæld ikke med tiden, og så har vi jo for alvor problemerne. Problemet var denne gang selve "guldskeen"

Og så er vi tilbage i "børn og unge-afdelingen" igen i vores lille opdragelses-svada i dag. Problemet var i sin rørende enkelthed det samme som ved al hold af domesticerede husdyr: Man gjorde simpelthen dyrene (og de unge) FULDSTÆNDIGT UDE AF STAND til at klare sig selv. Hvor meget skade man gjorde bliver mere og mere klart, men vi kan da skimte visse fælles-træk med de dovne og inderligt spolerede mellemøstlige sheikh-sønner fra oliestaterne: Mennesker uden "drive" eller nogetsomhelst andet og tjenestefolk til at tørre sig i røxxn. Mennesker uforberedte på selve livet som den håndfodrede kattekilling i det forladte sommerhusområde. Hvor det ellers lige gik så godt.

Det gør det så som bekendt ikke længere, og det gjorde det allerede ikke dengang for disse forkælede børn. De fik godt nok lov til at "sole" sig i forældrenes nye åbne sprortsvogn, men det skulle så også vise sig at være deres eneste rigtige adgang til "en plads i solen" De var nemlig blevet "kastreret" ikke mindre effektivt end min barndoms Kreidler Florett, både socialt og ambitionsmæssigt. Ungerne fik som en selvfølge en forældrebetalt jordomrejse på et års tid for at forberede dem på et liv, hvor forældrene fortsat stod til rådighed med bolig i den nye ejendom. Efter et år i luksus og lediggang forekom en dansk uddannelse med almindelig flid og slæb naturligvis ikke voldsomt tillokkende, og frafald var næsten nødvendigt. Frafald oplevede disse unge så også fra deres gamle venner (sikkert på samme måde som saudiske sheikh-sønner) fordi de gamle venner uden sølvske så det som en naturlig ting at LAVE NOGET for at få noget. Eller uddanne sig eller et eller andet andet, at spille computerspil hele dagen fordi man kunne viste sig at være absolut "minus-status" Det var ellers lige det man efter hjemkomsten viste sig allerbedst til, uheldigvis.

På samme måde som det straks viste sig at promenere i den åbne tyske sportsvogn, hvis plads som "kusse-magnet" blev overtaget af Smart-kabinescooteren. At skulle ringe efter en mekaniker til den kollektive vaskemaskine kunne være et månedlangt projekt for "guldske-drengene" og blev iøvrigt kun løst ved, at en af kammeraterne ringede efter en mekaniker. Hvorfor denne tidligere ven iøvrigt af almindelig lede ved "ladheden" holdt op med at være ven eller blot bekendt. Så meget ondt gjorde man ved fuldstændigt hæmningsløst at forkæle de unge, at man kan nære en berettiget tvivl, om mange af disse priviligerede børn overhovedet nogensinde får en uddannelse. Ikke nødvendigvis fordi de er særskilt dumme (selv om ligefrem særskilt klog heller ikke er fuldstændigt dækkende) men fordi de som den forkælede killing i det nu tomme sommerhus-område SIMPELTHEN ALDRIG HAR LÆRT AT FANGE MUS.
Det værste er så næsten, at de spolerede unge her ligeså lidt som kattene nogensinde får tid til at lære det. Ja, de kan ikke engang imponere tøserne længere i forældrenes dyrekøbte biler. Vanvittigt dyre biler, som så alligevel skulle vise sig at være ganske billige i forhold til de anderledes dyre lærepenge, som man betalte for at kvæle sine børn med den forbandede guldske! Og kommer til at betale så længe man kan.

Tak, Johnny!

Nu er vi måske sommetider unødigt sparsommelige med "roserne" her på siden, ja, fruen i huset ville måske nok udstrække dette til ALTID. Derfor vil vi i dag gøre en absolut undtagelse og hylde en skribent, som vi ellers sjældent læser. Manden hedder Johnny Harboe og skriver normalt (vistnok altid, vi har aldrig ellers set hans navn nogen steder) om heavy metal-musik. Vi "skimmer" sommetider lige hans skriverier uden dog at tage noget videre ad notam, da vi allerede længe har vidst, at det eneste rigtige heavy-band naturligvis er Mötorhead, heja Lemmy!! Indtil nu har vi vist nærmest ubevidst betragtet Johnny Harboe som en slags "bekvemmeligheds/letvægts-skribent", men dér har vi for en sjælden gangs skyld taget forfærdeligt fejl. Han er nemlig skide-hård og det endda uden nitte-bælter og alting!

Harboe har nemlig begået den bedste boganmeldelse, denne skribent nogensinde har læst. Nu HAR jeg rent faktisk læst en hel af slagsen og en del har da været bemærkelsesværdige og enkelte absolut fremragende. Harboe tager dog alligevel prisen. Den bog, han anmelder, er skrevet af en lokal deltids-musiker og-journalist, Martin Blom Hansen. Manden er mest kendt for i nærmest utallige år i det lokale musikalske miljø at se særdeles "mellemfornøjet" ud i et vel efterhånden med rette anerkendt blues-band. Nu skal "anerkendt" her vel med rette præciseres til at betyde "underkendt" af publikum, ellers spildte Martin nok næppe tiden som forfatter. For det gør han så sandelig!

Martin Blom Hansen har åbenbart "begået" en kriminalroman selv om den ifølge anmelderen vist mest burde "anmeldes til politiet egen bemærkning red.)" for lallende amatørisme. Som Harboe bemærker: "Fra det øjeblik bogen åbnes, går det ned ad bakke" Tak for kaffe, skal vi da sige herfra, Det uddybes på fineste og særdeles anskuelige vis: "Persontegningen er helt igennem svag og karikeret..Således taler alle karakterer med den samme stemme som den alvidende fortæller, og det vel og mærke i en opstyltet og dumsmart tone" Tak for ENDNU mere kaffe, det er altså godt gået, Harboe! Nu er denne skribent en lille smule hæmmet af et vist tidligere personligt kendskab til Martin Blom Hansen, og nogen absolut sprængfarlig "humørbombe" er han vel ikke akkurat. Det kunne måske betragtes en nødvendig forudsætning for at blive en succesfuld blues-musiker, men det er tydeligvis ikke en tilstrækkelig forudsætning..

Alligevel er det åbenbart en nærmest kriminelt ringe kriminalroman. Blom Hansen har i nemlig i stedet for at lade folk kikke på sit bras "...rådført sig med musikere og guitareksperter.." og der findes endda en udførlig liste bag i bogen, hvis nogen altså nogensinde skulle komme så langt. Nu er det ikke hverken menneskeligt diskvalificerende eller dumt at have en halv-sygelig interesse for guitarer (denne skribent bor vel i en lignende retning selv i et veritabelt glas-hus) men havd i alverden det har med en kriminalroman at gøre er da et godt spørgsmål. Som vist kun besvares med "Absolut ingenting!!"

Johnny Harboe slutter noget lakonisk med at konstatere, at forfatteren "..også kunne have snakket med bare én (herligt, herligt, Johnny!) der har forstand på litteratur. Så havde man måske opdaget, at kapitel 7 mangler" Og så er vi ikke engang kommet til det, som Harboe med rette kalder for "bogens ufrivilligt morsomste sammenligning" Man må altså osse sige, at der ryger man altså baglæns ned af pinden i fugleburet, som papegøjen Andrea vist engang udtrykte det. Af krampelatter forstås. Blom beskriver nemlig en af personerne således: "En kraftig, lyshåret mand med overarme som Skipper Skræk" Som Harboe tørt bemærker mens vores læsere lige justerer billederne af Skipper Skræk og hans veninde Olivia i deres kollektive erindring: "Undskyld mig, men er det ikke Skipper Skræks underarme, der er imponerende?" Jo, det er det, overarmene er blot tændstik-tynde pinde. Det er altså en virkelig falliterklæring for en forfatter at forsøge sig med ellers indlysende eksempler på sproglige "blomster" fra tegneserierne når man nu (heller) ikke aner en pind om dem. Eller om hvordan man staver Gloria Gaynor eller Luc Besson.

Ak ja, inden vi helt lader denne hjælpeløse forfatter slippe i dag skal det med, at han heller ikke hverken kan stave eller ret-skrive selv velkendte kulturpersonligheders navne, som Harboe bemærker det. Det er altså bemærkelsesværdigt, da Martin Blom Hansen faktisk driver et privat kommunikations-og journalistik-bureau. Nu ved vi selvfølgelig ikke positivt, om han tager penge for det, men indicierne kunne tyde på noget i den retning. Harboe slutter sin anmeldelse med den sikkert ganske fornuftige opfordring:"..tilbage i øvelokalet!" Ikke at det sikkert hjælper alverden ligeså lidt som passionen for guitarer førte til nogetsomhelst interessant indenfor den musikalske karriere. Lige her hjælper det gamle "fyndord" "skomager, bliv ved din læst" ligesom heller ikke. Når man som Martin Blom Hansen her tydeligvis slet ikke har nogen læst er det altså ganske svært at være skomager.

Næsten ligeså svært som det er at være forfatter. Harboe giver 1 narrehat af 6 mulige, sikkert for det udviste mod ved at turde udstille sig selv og sit makværk på denne formidable måde, anderledes kan vi næsten ikke læse det. Bravo, Johnny og et stort "buh!" herfra til blues-manden Martin Blom Hansen. Det eneste gode ved hans bog er vist udover den fine anmeldelse, at nu har han da VIRKELIGT fået grund til at have "the blues". Men på den anden side, hvem har dog også nogensinde hørt en glad og bredt smilende jubel-neger synge "the blues"
"Stående, voldsom og langvarig applaus" herfra, som det tidligere hed i referaterne fra de sovjetiske partikongresser. Til dagens helt i skysovs, Johnny Harboe. Tak skal du have!

"Sacrifial bearings" og andre ofre.

I de seneste par dage har vi her i huset læst den danske historiker Bent Jensens bog om det sovjetiske terrorregime og dens mange milloner ofre,"Gulag og Glemsel", som undertegnede måske burde have læst lidt før. Ikke fordi der er noget nyt i den, heller ikke fordi den er skrevet godt, endda særdeles langtfra. Det er faktisk et de heldigvis ganske få værker, som får den helt umulige bestseller-forfatter Dan Brown med det ubegribeligt håbløst-sludrevorne "Da Vinci"-univers til at se helt fornuftigt velskrevet ud. Her skal der altså virkelig mangel på litterær kvalitet til, og DEN leverer Bent! Indholdet er der nu ikke noget i vejen med, og en ting jo godt være rigtig, selv om den bliver gentaget 100 mill. gange til kedsommelighed, som det sker her i Jensens bog. Som fortæller om frygtelige skæbner og forfærdelig dumhed. Ikke mindst fra vestlige iagttagere, hvoraf alt for mange så alt for meget og alligevel ingenting forstod. Eller blot valgte at holde kæft med det ubærlige, som de så.

Senere socialistiske folkeparti-helte som greve Kai Moltke får et særdeles skidt eftermæle, naturligvis helt fortjent. Ja, Kai var rigtig greve og ikke kun den ved juletid udbredte "fedte-greve" og ville være blevet slagtet af bolsjevikkerne med garanti hvis han altså have været russer. Moltkes senere apologetiske skrifter er i modsætning til Bent Jensens sproglige makværk med et væsentligt indhold ganske det modsatte: Et velskrevet forsvar for det ganske uforsvarlige uden nogen selvransagelse eller blot elementær omtanke. En anderledes voldsom, men nu ikke voldsomt UFORTJENT skæbne fik som tidligere berettet et tidligere dansk medlem af Folketinget, den gode stalinist, Arne Munch-Pedersen til gengæld og det ganske fortjent skulle man mene. Han gik jo til grunde i Stalins fængsler. Til ingen nytte ganske vist men trods alt alligevel nok mere, end han ville have gjort i Danmark. Nu er det ikke positivt bevist, at det var hans rival , den senere så elskelige "folkepartist", Aksel Larsen, som direkte stod bag henrettelsen, men en del tyder på, at han ihvertfald ikke trak i den anden retning. Forskningen på dette prekære område er så vidt vides Ikke-eksisterende, men Aksel ville særdeles nødigt have rivalen Arne hjem. Han fik sin vilje og Arne sin vel ikke helt ufortjente bekomst. Mens han til sit sidste åndedrag i sin celle tilbad den gode fader Stalin, ak ja, hvor mange jøder var så dumme ved døren til gaskammeret at bede for Hitler...

Bent Jensens bog er fuld af billeder og den menneskelige fornedrelse er kvalmende. Alle nødvendige ofre for en helt unødvendig sag eller bare ofre. Der er dog en lille behagelig "krølle" på hele denne opsummering af uendelig grusomhed. Langt hovedparten af alle bødlerne på alle planer endte nemlig selv i "terror-hakkemaskinen" og det gjaldt samtlige ledere af det hemmelige politi (kaldet Tjekaen, GPU, KGB m. m.) efter grundlæggeren Dzjerzinskij, som døde ganske uforskammet tidligt. Både terror-cheferne Jagoda, Jezhozv og Berija blev henrettet ligesom over 90% af de folkemorderiske officerer (som marskal Tuchachevskij m.m. fl.), hvis eneste aktive militære kampe havde været mod deres egen befolkning. Som de brutale svin i en svinesti, som brutalt bider halerne af de andre svagere svin og alligevel ender de alle som medisterpølse til jul. Det var muligvis regimets eneste retfærdighed men så må man jo nøjes med at glæde sig over det. At den således "åd sine egne"!

Nu er undertegnede jo faktisk cand. mag. med hovedfag i russisk, men dengang hørte vi nu ingenting om Bent Jensen. Han var nu ellers også aktiv dengang, men blev forsøgt "tiet ihjel" af alle gode mennesker dengang, der som i dag allesammen mente det samme. Lidt noget andet, godt nok, for eksempel at al religion var "opium for folket" og ikke blot kristendommen, faktisk også islam, ja tænk blot! Ihvertfald på de forskellige udgaver af Slavisk institut på landets universiteter, hvor den kritiske forskning selv med dagens standard virkeligt var en vits. Den lokale institutbestyrer Thomas Petersen tog muligvis prisen som det mest intense "spild af menneskelig plads" i sin stadige fastholdelse af, at Sovjet sandelig var en fuldendt demokratisk stat. Heri blev han ivrigt sekunderet af en anden mageløst ukritisk opportunist, Ole Nørgaard, som senere på ubegribelig vis gjorde karriere på Statskundskab. De gjorde naturligvis aldrig op med deres fortid, det var der nemlig ingen, der tvang dem til, underligt nok. De var muligvis ikke landsforrædere (de blev da ihvertfald aldrig anklaget), men "akademiske forrædere", det var de! Den ene er nu heldigvis død og den anden "mimrer" blot, sikkert som Arne Munch-Pedersen om, hvor m eget ret han havde.

Nu er begrebet "forskning" jo et spændende begreb. Nu håber vi bestemt herfra, at mit eget universitetsspeciale aldrig findes frem, for det var ret beset noget bras. Endnu værre var dog værkerne af min censor dengang, og det var IKKE fordi mit eget speciale blev uretfærdigt bedømt. Eller rettere, det gjorde det givetvis, karakteren blev nemlig alt for høj! Anderledes med censor, professer Knud-Erik Rosenfeldt fra København. Allerede dengang i den ukritiske ungdom (man var jo selv akademiker og med i flokken på trods af visse gryende tanker..), så var Rosenfeldts disputats bemærkelsesværdig. På overfladen så det måske fornuftigt nok ud. Hele hans historie gik nemlig ud på at bevise eksistensen af et såkaldt "hemmeligt kancelli/embedsværk" bag Stalin, der således skulle være de egentligt skyldige. Hvis det lyder fornuftigt er det fordi det er helt ubegribeligt dumt.

Jamen hov, vil nogen måske sige, var det ikke sådan den døende Arne Munch-Petersen tænkte dernede i hullet? Jo, det var det, og hele Rosenfeldts disputats er ganske enkelt bygget på et solidt fundament af INGENTING overhovedet! DER VAR NEMLIG OVERHOVEDET INGEN KILDER TIL NOGETSOMHELST, nul og nix! Der eksisterede simpelthen ikke så meget som en eneste linie, der kunne hverken bevise eller modbevise noget som helst. Det hele var blot RENT GÆTTERI indenfor en ganske ligegyldig problemstilling og med åbningen af arkiverne i Rusland efterfølgende viste det sig at være lige akkurat det, som censor Rosenfeldt havde påvist. Jo, der var nogen, der udførte Stalins ordrer, jamen der kan man da bare se, skød og dømte han virkeligt ikke alle selv? Nej, det havde han ikke gjort og Rosenfeldt fortsatte med at have ret på samme urimelige måde som Thomas Petersen og Ole Nørgaard havde. Fordi ingen kaldte denne akademiske "bluff" ved det rette navn. Det var ellers det, det var og kunne kun eksistere i en "akademisk boble" af total mangel på elementær kritisk sans. Og det gjorde den så indtil Bent kom. Ikke at det ændrede alverden desværre.

Nu er kritisk sans måske blot ikke særligt udbredt og selvkritisk sans ganske givet endnu langt mindre. Tag nu for eksempel en vis Tom Fletcher, som i 40 år har lavet pladespillere. I forbindelse med den nyligt afholdte hifi-messe i København er der lagt et video-interview på YouTube med et interview (eller måske rettere blot en uendelig ligegyldig humørforladt enetale på 10 minutter af Fletcher) HVOR kedelig den er bevises vel af, at 1. del har 10 gange så mange hits som den sidste og mon ikke det kan tolkes lidt i retning af, at 9 ud af 10 af de sagesløse, der har "klikket start" på del 1 ikke har set til uendelig ende? Det er nu altsammen ligemeget og sikkert snart osse ligemeget for Fletcher selv, der ligner en delirisk kemo-kur i sidste stadium. Og så ikke helt alligevel..

Efter altså omkring 40 år i pladespiller-branchen har Tom Fletcher nemlig opfundet det såkaldte "sacrificial bearing", som åbenbart er et pladespillerleje med indbygget "slubren" i. Eller osse skulle det være lavet af andre materialer end alle de ellers talrige og vidt forskellige, alle altid har benyttet. Tænk blot at kunne finde den eneste rigtigt variation i noget, som alle andre ellers har varieret i én uendelighed for at spare penge..Denne gang er det blot for LYDENS SKYLD, hurra hurra! 

Nu kunne intervieweren måske have spurgt, hvordan Fletcher først nu efter altså 40 år har kunnet indse, at "selvopofrende" lejer skulle være sagen fremfor blot ordentlige lejer, (som han jo med grund altid ellers også selv har benyttet) men det fatter den unge fætter naturligvis ikke. Der stilles heller ikke spørgsmål ved et nærbillede af en Fletcher-pladespiller med en skal vi sige det forsigtigt noget pudsig "op-og-ned"-bevægelse af fittings og tallerken. 
Stadigvæk, det mest mindeværdige ved det her interview er i god "tråd" med resten af dagens tekst den ret enkle: Selv den mest indlysende usandhed forbliver den uantastelige sandhed indtil nogen påpeger, hvor idiotisk det hele er. Som altså aktivt at fortie et regimes ufattelige grusomheder og acceptere "sacrificial bearings" som andet end det plat, det er. Hvorfor ikke bare bruge det til forhjulslejer i biler eller i pickup-arme når det nu så skidegodt og rigtigt? . Dumt, dumt at tro på, som dengang på Slavisk Institut i Århus, hvor institutbestyrer Thomas Petersen glædestrålende forklarede det fuldendte sovjetiske demokrati. Leonid Breznjev havde nemlig fået hele 113% af stemmerne i sin valgkreds, en rekord som slog selv en anden despot, Mugabes blot sølle 98% Tænk at nogen kunne tro på noget så dumt og næsten osse denne ellers ubegribeligt begavede skribent. Det må nok have været det, der dengang "kick-startede" de forhåbentligt mere spændende betragtninger, som kommer til udtryk på denne side.
.Det var så hvad vi havde valgt at bringe i dag om "ofre"

Regnskabets time og jo, Jan Eskildsen, der er osse noget til dig i dag!

Så er der atter dukket et interessant regnskab op. Underligt tidspunkt, normalt offentliggøres regnskaberne jo først meget længe efter de er aflagt og sommetider en hel del senere end diverse love ellers tydeligt specificerer. Nå, det skyldes jo naturligvis altid og uden nogen undtagelse, at disse regnskaber ikke ligefrem er bemærkelsesværdigt gode grænsende til det egentligt katastrofale. Derfor kan vi da nu godt lige kaste et enkelt blik på det her...
Jamen hør-hov, der står jo "P. M. Audio" på det, og der er både overskud og dividende til ejerne og alting og egenkapitalen er særdeles positiv og voksende og hvad kan man næsten ellers ønske? Jo, muligheden for at sige tak til vores talrige kunder derude efter en november, som uden sammenligning har været den bedste i vores firmas efterhånden ganske lange historie og en december, som tegner om muligt endnu bedre. Nu synes vi ikke selv, at vi ligefrem kommer sovende til resultaterne, men uden alle vores trofaste gamle og nye kunder ville intet jo være muligt. Derfor skal der naturligvis herfra lyde en enorm tak til alle jer derude, som har muliggjort det her. I al beskedenhed håber vi så også, at vi derude har gjort en lille forskel for jer.

Nu er det jo begyndende juletid, og derfor kryber der undertiden en lille "drillenisse" ned i denne forfatter. Vi har jo en erkendt svaghed for hifi her i huset og dermed osse øje for alle de menneskelige dårskaber, som dens udøvere demonstrerer derude på de andre fora. Overfor denne sides mere normalt-begavede og almindeligt fornuftige læsere vil vi lige benytte lejligheden til at undskylde for de sommetider temmeligt indforståede skriverier i den anledning, men vi kan altså ikke lade være. Efter gårsdagens alenlange tema om indavl havde vi nemlig "plantet" en lille uskyldig bemærkning om ja altså hifi. Helt forventeligt blev den overbragt til hifi4all, det eneste rigtige danske hififorum (det siger så ikke alverden, DET skal siges!) af en vis Jan Eskildsen. Nu er det befriende at folk underskriver sig med rette navn, og Jan fortjener bestemt anerkendelse. Ikke fordi han citerede os, (det er nemlig aldeles ligemeget), men for sin enorme flid og fantasi. Vi sidder simpelthen og små-griner ved tanken om, hvordan vores gamle ven Jan i dag (altså i går og så mange andre dage) vil forsøge at formulere, at der OVERHOVEDET ingen grund er til at læse det pladder, som denne forfatter har skrevet. Hvorefter han naturligvis altid citerer vores side i ALENLANGE PASSAGER.

Alene tanken om, hvordan han møjsommeligt staver sig igennem vores hjemmelavede teorier om kvinder og køer på Fur og den mulige forveksling for særskilt indavlede mænd får det næsten til at krible i lilletåen. Skide drillenisse og stakkels Jan! Sikke dog meget han må stå igennem for at blive så ægte forarget og sikken fantasi han hver gang udfolder for at undferstrege, hvor ligegyldigt det vi skriver er! Imponerende flid, virkeligt. Nå, iøvrigt skal vi lige i al korthed i dag arbejde lidt videre med vores erfaringer med JBL og Crown. Ikke fordi det nødvendigvis er særligt interessant, det er nemlig ca. ligeså uspændende som at beskrive en industriproduktion af rugbrød eller remoulade. Eller altså lige spændende, ikke alverden forstås. Nu har denne skribent faktisk hørt ganske mange Crown-forstærkere på ganske mange højttalere, både MacroTech, PowerTech, D-serien og talrige andre serier uden at blive overrasket. Kun en enkelt gang er vi blevet en smule overraskede, nemlig over den Crown Studio Reference 1, som vi købte af interesse og forøvrigt uden at lytte til den. Vi checkede blot, at den kunne sige noget i begge kanaler.

Det kan den så stadigvæk og spiller faktisk rigtigt fint. Det er nu langtfra verdens bedste forstærker (selv om har både købt og betalt den og det plejer jo ellers at forøge lydkvaliteten en hel del) og her i huset har vi mindst en halv snes, der nok spiller bedre. Den spiller nu rigeligt godt nok til, at den p.t. står og "motionerer" vores nye JBL Olympus S8R. og det er vældigt fint. Faktisk overraskende godt. Alle de andre og da især de billigste Crown-forstærkerserier har altid mest brillieret ved at være robust konstruerede. Ellers har lyden været af fuldstændig normal professionel standard, det vil sige, at de i en snæver vending allesammen har kunnet bruges til at "skære i glas" , så fælt har det lydt. Det er der ikke det mindste overraskende i, sådan lyder alle konkurrenterne nemlig også. 

At noget er en såkaldt "industri-standard" som ikke mindst Crown MacroTech-serien var i Danmark for et godt årti tilbage fortæller ligeså lidt om den reelle lydkvalitet som det gør at rugbrødet er fra Kohberg. Nemlig at forstærkeren spiller konstant og at man ikke bliver syg af at æde brødet. Det betyder så ikke, at man IKKE bliver syg i hovedet at høre på forstærkeren eller bliver led og ked af ligegyldigt industri-rugbrød. 
Nu kunne man osse tro, at der i vores karakteristik af JBL 4412/4412A (især den sidste) som "pruthøjttaler" lå en afstandstagen, men det er slet ikke tilfældet. Produktet var nemlig ganske gennemsnitligt godt til en ganske overordentligt lav pris, blot omkring 3500,- incl moms i udsalg. Det er blot alt, alt for lidt at betale for sådan en relativt stor højttaler, hvor den eneste udvikling i teknologi har været produktions-teknologisk. Omsat til almindeligt dansk betyder det blot, at man for enhver pris har bestræbt sig på at lave produktionen billigere.

Det er der naturligvis ikke noget negativt i, sådan er tingene blot, og da særligt på et hastigt skrumpende marked, som markedet for studiomonitors allerede dengang i starten at 1990-erne var. Når et marked stagnerer eller "klapper sammen" må man sætte priserne op eller produktionsprisen ned, andre valg gives ikke hvis man vil forblive på markedet. JBL er der stadigvæk så svaret er ret entydigt. 
En helt anden diskussion er så omfanget af besparelser og de kedelige konsekvender. Lad os tage den døssyge men skidebillige skumkant. Selv dér kunne der spares og det blev der! Nu var JBL en af pionererne i at anvende skum til kantophæng på højttalerenheder, og dette skum har en desværre kedelig tendens til "rådne væk" til det rene pulver. Med 4412 og fremefter lykkedes det dog at gøre det endnu langt ringere. En hel af de gamle kasser fra 1960-erne virker stadigvæk fint med skumkanter, men det gør simpelthen INGEN af 4412-erne og frem. På ikke meget over 5 år falder det her forbandede lort simpelthen fuldstændigt fra hinanden og reparationen løber op langt over den oprindelige salgspris.
Udvikling? Overhovedet ikke, AFVIKLING er vist nærmere det rette ord. 

Symbiose på Fur

I min tidlige skoletid kom der en flok be-kitlede mænd til Endelave Skole med et særegent formål. Inden vi behøver at inddrage Mulder og Scully i jagten på disse mærkelige måske inter-galaktiske væsener skal det med, at der blot var tale om psykologer fra Horsens. Det var inden (lige akkurat inden, men alligevel) den moderne psykologis gennembrud, så man må vel regne forsigtigt med, at de kunne deres kram. Dette skulle jo snart ophøre, men det er en helt anden historie. Den hvidkitlede gruppe var kommet for at undersøge hjernerne på Endelave Skole. Heldigvis for denne sides senere eksistens kunne disse undersøgelser finde sted, mens hjernerne sad inde i skallerne hos os elever. Det var ellers en spændende undersøgelse.

Inden vores læsere straks springer til den konklusion, at undersøgelsen drejede sig om en særskilt super-intelligent elevflok på den lillebitte skole (en nærliggende tanke når man læser denne skribents utallige visdomsord) så må man lige "spise brød til" Undersøgelsen gik nemlig ud på at finde ud af, hvor DUMME vi var og resultaterne overraskede forskerne. Vi var nemlig ganske normalt begavede og end ikke undertegnede kunne trække afgørende op. Selv min meget dumme eneste klassekammerat Ejner, verdens dummeste dreng, var åbenbart ikke helt dum nok til at os to kombineret blev dummere end gennemsnittet...Mærkeligt i betragtning af hvor enestående dum han var men nu var han jo osse den eneste. Nå, gennemsnittet må have været lavt i Danmark dengang. Eller rettere, det var det visse andre steder, MEGET lavere.

Det var faktiskderfor disse mystiske mænd med deres notesblokke var kommet til Endelave. Man havde lige præcist dengang dengang udklækket en i virkeligheden helt fantastisk idiotisk teori, som man ville efterprøve. Man havde nemlig på den lille ø Fur i Limfjorden konstateret, at eleverne i skolen deroppe simpelthen var landets absolut mindst intelligente. Nu er dumhed jo pr. definition ikke den dummes egen skyld og det var det heller ikke dengang. Derfor søgte man naturligvis forklaringer i miljøet, og det, datidens skarpeste hjerner havde forudsagt var, at den svage begavelse på småøer nok skyldtes manglende iltning af hjernen. Nu lyder det måske dummere, end det er, men det er nu måske også noget dumt til at starte med. Dengang drak man nemlig på disse øer i modsætning til på fastlandene stadigvæk det, man geologisk kalder "overfladevand" Dette vand er ikke blevet filtreret gennem jordens kalklag, og indeholder derfor masser af nitrater fra kunstgødningen. Det var så det man mente var den egentlige årsag til landets højeste andel af elever i hjælpeklasser, som man havde konstateret på Fur. 

Nu kunne man måske lettere have ringet til Horsens Svineslagteri og spurgt, om svinene fra Endelave var mindre og mere vantrivelige end dem fra fastlandet og man kunne måske også forsigtigt have spurgt om, hvorfor denne skribent allerede som 14-årig var 1.85 (ernæring og højde hænger normalt uløseligt sammen, som alle såkaldte militære "lægdsruller" viser), men det gjorde man ikke. Det ville naturligvis også have været alt for nemt. Resultatet ville have været det samme, og psykologernes hypotese viste sig at være eminent fladpandet. Mest fordi den egentlige lå så lige for. Fur var nemlig en ø uden besøgende og dermed det ideelle sted for indavl. Ingen turister ved deres fulde fem ville nogensinde frivilligt til tage til Fur og dermed var "nyt blod" i den sikkert allerede længe indesneede "ø-genetiske pulje" udelukket. Fur var et rigtigt hul og det er det naturligvis stadigvæk, øl eller ej.Helt anderledes på herlige Endelave og denne skribent er naturligvis det fremmeste eksempel. Kræves der flere beviser?

Blev psykologerne så klogere? Det ved vi ikke, ikke meget tyder på det. I den fortsatte debat om det stigende fravær i visse vestby-skoler i Århus forekommer det analytiske apparat heller ikke at være "tunet" helt ind på de sandsynlige problemer. I stedet søger man videre som dengang på Endelave med "manglende iltning af hjernen som følge af nitrat i vandet" Lad os tage et socialdemokratisk byrådsmedlem, som mener, at det stigende fravær er "Elevernes råb om hjælp" Inden vi nu spørger om, hvordan han lige er nået frem til det, skal det med, at han selv er lærer uden at det dog kan ses af det han skriver. Det er nok en del år siden han har haft "fingrene nede i den varme grød" Heldigt for ham, forplumrende for debatten.

Til gengæld har han tydeligvis været på talrige kurswer og lige ud af ærmet ryster han simpelthen årsagerne til det stigende fravær: "Sociale årsager i hjemmet, sociale årsager i skolen, psykiske problemstillinger, kognitive/udviklingsmæssige problemer samt faglige årsager" Læs lige den her smøre igen og se, om du kan få nogen mening i det. Derudover synes vi herfra, at vores byrådsmedlem mangler den indlysende "sociale årsager på cykelstien" nu når ellers både skole og hjem er dækket ind, hvorfor udelade denne sidste mulige kategori? Nå, vi skal nok ikke spøge med denne dybe videnskabelighed ligeså lidt som vi skulle dengang i starten af 1960-erne på Endelave.

Problemstillingen er vist ellers temmeligt identisk med dengang på Fur. Deroppe var der blot ikke andre muligheder for avl, her har folk rent faktisk et valg, som de så blot ikke foretager. Ihvertfald ikke i retning af genetisk sundhed, for gentagne fætter/kusine-ægteskaber er testet i royale europæiske familier gennem tusindvis af år uden nogen videre succes. Dumheden og sygeligheden og medfødte skavanker eksploderer på samme måde som hofteleds-dysplasi nødvendigvis gør i de mest populære hunderacer. Hvor svært er det at forudse? Ikke ret svært for denne skribent, men noget sværere at håndtere i praksis tilsyneladende. Derfor prøver man som dengang at dække over enkle problemstillinger med komplicerede værktøjer, som blot forplumrer alting.

Blev det så bedre oppe på Fur? En lille smule gjorde det faktisk og det endda ret hurtigt , nemlig dengang den voksende population af Puch-maxier muliggjorde, at Fur-boerne kunne tage "uden-øs" til høstfester. Der på fastlandet kunne de jo ved selvsyn overbevise sig om, hvor meget pænere pigerne var end de dumme køer derhjemme, hvoraf en del efterfølgende faktisk viste sig at være køer. Helt hurtigt gik denne genetiske blanding naturligvis ikke, drengene på deres Puch-maxier havde vel heller ikke nødvendigvis fuldstændigt "frit valg" blandt de mest attraktive fastlands-piger, men lidt skete der. De er nu stadigvæk noget dumme deroppe og det er de vel et par hundrede år endnu.

Nu ved vi ikke, om hifi-skribenten Kim Olsen kommer fra Fur, men det kunne han nu ellers godt gøre. Som en lille krølle på gårsdagens historie om fanatisme springer Kim nemlig ud som mulig Fur-bo. I et ganske eksempelløst morsomt indlæg om valg af forstærker til en bestemt JBL-højttaler, nemlig den noget latterlige prut-højttaler 4412, skriver Kim nemlig i fuldt alvor, at den eneste forstærker, der lyder helt rigtigt med denne højttaler, er en ganske bestemt model af Kims andet fanatisme-projekt, nemlig Crown. Påstanden om, at lige netop denne forstærker spiller helt perfekt med denne højttaler, er næsten på Endelave-psykolog niveau. Ikke alt for højt altså.

Ingen højttaler i hele verden er naturligvis udviklet omkring nogen bestemt forstærker og da slet ikke en allerede udgået model. Som iøvrigt lyder ad Helvede til i samtlige sammenhænge. Sådan virker industrien simpelthen ikke og hvis man skulle mangle bevis skal man da blot prøve at sammenligne JBL 4412 med efterfølgeren 4412A. Det logiske spørgsmål her ville så (hvis man accepterer Kims noget grinagtige påstand) hvilken specifik forstærker den nye model så er udviklet "omkring" Den lyder nemlig FULDSTÆNDIGT anderledes på ALLE forstærkere og HELT SINDSSYGT meget dårligere end den første, som heller ikke var ret god.
Det er muligvis menneskeligt at søge en dybereliggende mening bag tilsyneladende ganske banale sammenhænge. Der er blot sjældent nogen og da især ikke, når den enkle forklaring allerede rigeligt rækker. Symbiose? Nej! Indavl! Ja!

Så er den ged vist rund-barberet!

Nu vil nok enkelte af vores efterhånden urimeligt mange læsere (urimeligt mest i betragtning af denne skribents uhyre beskedne evner) nok kalde undertegnede for "fanatisk" Det kan vel være, men i sammenligning med de rigtige fanatikere er jeg nu blot en sølle amatør. Nu har det ikke altid været sådan, jeg har jo bevisligt været en lidt for ukritisk støtte af et kendt engelsk højttalermærke tidligere, men de "fejl" har jeg afsonet og -svoret i tidligere tekster, og senere er det kun blevet bedre. Ikke rigtigt godt, men en hel del bedre. I det hele taget er kritisk tænkning en absolut mangelvare, og rigtig SELVKRITISK tænkning sjælden som det, der på engelsk passende hedder "hen´s teeth"

Derfor vil vi i dag starte med et af de konstaterede tilfælde af fornuftig selvkritisk vurdering, som vi lige kan komme i tanke om, nemlig for n.te gang vores gamle JBL. Vi synes nemlig ikke, at JBL spiller godt, og hvis man skulle være i tvivl, kan man jo blot lytte til en 4333 eller vores egne 4320. Normalt ville det jo være en epokegørende erkendelse i hifi-kredse denne, nemlig at ens eget system ikke var i det allermindste "runner up" til verdens allerbedste, en tendens der forstærkes af 2 ting. Nemlig at man tilfældigvis selv har det og dermed har betalt blodpenge for skramlet-det er vist i virkeligheden kun 1 ting så? Ikke desto mindre synes vi trods besiddelse af 4 køleskabs-store JBL-skrumler ikke, at JBL spiller godt. Problemet er i sin enkelthed, at det gør kun det ene sæt, det andet er absolut rædselsfuldt, og hvilken konklusion kan man så drage, næh vel?

Til gengæld spiller vores 40 år gamle Olympus S8R absolut guddommeligt, men det ændrer desværre ikke ved, at man godt kunne efterlyse en klarere linie i JBL´s produktprogram. Så ville det jo være meget nemmere at være "fan" i stedet for nu, hvor man bliver nødt til at lytte efter. Eller bedre, lade konen gøre det, det har vi naturligvis gjort inden vi skrev det her. Det er ganske det samme med den forstærker, som p. t. driver vores Olympus, nemlig en Crown Studio Reference 1, som osse spiller overordentligt fint og vældigt stramt. Den spiller nemlig slet ikke som en Crown, og det er det allerbedste ved det. Noget af det allerværste indenfor PA-lyd er nemlig netop Crown, hvor især deres MacroTech-serie er så ganske ubeskriveligt skærebrænderagtigt forfærdeligt rædselsfuld, at selv ellers stabile lydmæssige bundskrabere som Dynacord og QSC sættes til vægs. PA-lyd er naturligvis ikke principielt anderledes end hifi, men det er normalt alt for kostbart at lave noget, der er stabilt og lyder godt. Eller rettere, det er det ALTID, det var nok derfor Crown holdt op med at lave den ganske velspillende Studio Reference 1 . De andre og klogere producenter begyndte nemlig aldrig på sådan noget "fis", som blev en salgsmæssig "fuser". Naturligvis, hvem ønsker dog reel lydmæssig kvalitet, Crown gør ligeså lidt i dag som alle andre, og derfor er vi naturligvis ikke fans her heller. Men sikke dog den gamle Ref. altså kan!

Fan bliver vi heller aldrig af den netop af vælgerne vragede endnu fungerende rådmand, den radikale Peter Thyssen. Nu er det nok tvivlsomt, om manden rent faktisk er helt så dum, som det, han siger, men det ville nu heller ikke være godt. Manden har ganske vist osse lavet fornuftige ting, men de afgjorte "skæverter" er nu noget i overtal. Nå, han er heldigvis nyere kommende historie og denne intense følelse af lettelse understreger han selv i noget, der vel passende er en slags "afskedssalut" a la kanon-batteriet Sixtus, der jo også hyppigt fyrer løs ganske uden mening lige ud i luften. Med samme løse krudt som Thyssen. Normalt opererer man jo med den uhyre fornuftige kommunale praksis, at de folkevalgte som Thyssen politisk skal kontrollere de kommunale embedsmænd og institutioner, en nødvendig demokratsik kontrol.

Faren bliver så til gengæld ganske akut, når den folkevalgte som en slags albino-udgave af Robert Mugabe alt, alt for tydeligt identificerer sig med det kommunale apparat. Nu er han ganske vist ikke ikke sprunget ud som afrikansk "kleptokrat" men identifikationen er altid første trin. Som han siger og sig og sine: "Vi (!!!) accepterer kun det, som vi mener stiller kommunen bedst.Alt andet har ikke sin gang på jorden (skulle nok have været "Jorden" red,) Sådan en "salve" er simpelthen noget salig Lenin kunne have sagt inden han sendte sit udenomsparlamentariske politikorps "Tjekaen" og dens leder Dzerzinskij ud på atter et likviderings-projekt. De vidste også, hvad der var over og ganske særligt UNDER jorden.. Det er mærkeligt, at ingen har bemærket denne uhyre bemærkelsesværdige rådmands-kommentar, for den er da virkeligt problematisk i ekstrem grad. Nej, Peter Thyssen, din skide opgave er (endnu og kun i kort tid, heldigvis) at udøve politisk kontrol og ditto styring, intet andet. Den anden holdning fuldstændigt nødvendig og legitim for alle de kommunale chefer, blot ikke for dig. Du har simpelthen bare siddet der alt for forbandet længe og vil blive savnet nogenlunde ligesom ja, her lader vi lige en kort tid censuren tage over.Det ville ellers friste svært at konstruere en sætning indeholdende ordene både "byld" og "røv" men det gør vi naturligvis ikke.
Nej, vi er ikke betingelsesløse fans af særligt mange ting her i huset, det er vist et af de mere uundgåelige livsvilkår. At blive voksen!

Og så lige dagens absolutte hifi-griner: I forbindelse med det danske blad High Fidelitys død har et norsk tidsskrift meldt sig på banen som "frelser". Nu kunne man jo forestille sig, særligt gode tilbud til forsmåede abonnenter, men med tilstrækkeligt taknemmeligt publikum (læs: uhyre ukritisk) kan mindre tydeligvis sagtens gøre det. Det eneste som de lover er nemlig, at de muligvis vil gøre brug de danske (og altså helt ærligt ikke overvældende fremragende skribenter-hvorfor gik det ellers galt kunne man spørge) fra det nu afdøde blad. Det er jo i virkeligheden OVERHOVEDET INGENTING, blot en lettere "gribbe-lignende" aktivitet over det næppe endnu kolde kadaver.
Markedsføringsmæssigt er der intet galt, det rigtigt idiotiske består kun i at "labbe" dette indlydende marketing-tiltag i sig som nogetsomhelst andet end det, som det er. Nemlig et helt legitimt forsøg på at tjene penge. Godgørenhed, "my ass"! og hvorfor skulle man dog også være godgørende, når folk alligevel er dumme nok...."Hvornår kommer næste nummer Gunnar?" (citat!) (det norske blads redaktør red.), vi kan næsten ikke vente eller få hænderne ned af begejstring over dit blad. Hifi-entusiaster, ak ja!

Vi udsætter lige lidt!

I dag har vi simpelthen ligget og snuet lidt for længe til rigtigt at kunne nå alting. Derfor bliver det her en ren nødudgave selv om årsagen er ganske overordentlig glædelig. Vi har nemlig fået nye højttalere, jubii! Eller nye og nye er måske så meget sagt, det drejer sig nemlig om et par ikke alene kommodestore (det er de fleste af vores højttalere allerede) men også direkte KOMMODELIGNENDE. De ser faktisk ret ømme ud som de står der på deres latterligt lave sokkel med deres grinagtige trægitter foran. Som om de havde noget at skamme sig over.

Det har de nu ikke, disse herlige gamle JBL Olympus S8R fra 1970, slet ikke endda. Sammenlignet med vores ligeså gamle JBL 4320 Studio Monitor (det står der på dem, så det må vel passe) ja, der er der bare ingen sammenligning. De nye spiller nemlig skidegodt, det gør de gamle ikke og det endda overhovedet ikke bare det mindste. Denne gang var fruen med på hifibesøg i kongernes Jelling og selv hun kunne på stedet høre, at de lød bedre. Ikke godt, blot bedre end dem vi havde, så ind i Opel Omegaen med dem! 

Som i de fleste af fruens domme var denne også korrekt. hvor godt de i virkeligheden lød fik vi dog først øre for i går, hvor vi havde forbandet travlt. Derfor blev det noget sent og denne forsinkelse kører så videre her i dag. Jeg mener dog aldrig nogensinde at have hørt den seneste plade med Alison Krauss og Robert Plant lyde helt så RIGTIGT som på vores nye Olympus. Det lyder simpelthen uhyre eminent fremragende på sådan en helt autentisk ubehagelig måde. Og HØJT, HØJT, HØJT! heldigvis meget højere end mere ubehageligt, undskyld den noget alternative sætningskonstruktion. Al den gamle "hype" om den forlængst udgåede 2-tommers gamle JBL driver Model 375 var altså fuldstændigt korrekt. Denne pragtfulde gamle ingeniørsag af en højttalerenhed, som allerede dengang i 1970 nærmede sig 25-årsalderen i produktion, demonstrerer vel bedre end alt andet, hvad der er sket siden. Svaret er det samme, som dengang Anders Ands nevø Rup i en skoletime blev spurgt om navnet på et stort ocean. Rup svarede korrekt ved ikke at sige nogenting, det korrekte svar var STILLE-havet...

Hvilket i al skyndsomhed bringer os over til det århusianske skolevæsen, som jo som det øvrige samfund har sine problemer. Nu havde vi egentlig tænkt at lave en dybsindig analyse af det stigende fravær i visse århusianske skoler, men det kommer måske en anden dag. Dog vil vi lige berøre et par ting, som de seneste dages dækning i JP ikke lige har bemærket. 

Baggrunden er ellers ganske alarmerende. Eller også er den ikke, det er faktisk svært at vide. Avisen ved det ihvertfald ikke. Alting burde jo ellers være ganske klart, når man opererer med et begreb, der hedder noget så tilsyneladende uanfægteligt objektivt som "kritisk fravær" Man kommer jo straks til at tænke på den i de spæde atombombe-dage med Uran-isotopen Uran-235 at tænke på begrebet "kritisk masse" Lige dengang betød det det nu ganske objektive, at når den kritiske masse, dvs en vis størrelse af uran-klumpen så var der, så sprang bomben og det lige med det vuns! Nu er det ikke fordi vi vil anfægte de statistiske reultater, mest fordi vi ikke kender dem og vi gider for den sags skyld heller ikke forske synderligt i det. 

De er jo under alle omstændigheder ligeså ligegyldige for konklusionerne her, som alle statistikker altid er. Det såkaldte "kritiske fravær" er nemlig en FULDSTÆNDIGT VILKÅRLIGT fastsat størrelse, vistnok 18.7 fraværsdage pr. år. Eller osse noget andet, det er faktisk fuldstændigt ligemeget, størrelsen er ganske "arbitrær" som vi gamle matematikere ynder at sige det. Den ville have haft en vis objektiv mening, hvis det var grænsen for, hvornår man smed snøblerne ud af skolen, men det gør man jo alligevel ikke.

Og så tilbage til den egentlige historie, som burde være en skrækhistorie. JP beretter nemlig med store bogstaver, at det sjove begreb "kritisk fravær" er FORDOBLET på visse århusianske skoler i løbet af de seneste 2 år. Det fortolkes naturligvis som om fraværet er fordoblet, men er det nu det. Selvfølgelig er det ikke det.

Denne syge sproglige abstraktion "kritisk fravær" betyder naturligvis blot, at FRAVÆRET ER FORØGET UDOVER EN VILKÅRLIGT FASTSAT GRÆNSE, intet andet! Det betyder i al sin sørgelige enkelthed, at et øget fravær på måske 0.42% vil tippe balancen på skoler med allerede meget fravær fra det temmeligt "ukritiske" til det uhyre KRITISKE. Giver det her mening? Naturligvis ikke, man kan KUN operere med ABSOLUT FRAVÆR, ikke med "kritisk fravær" Hvad man til enhver tid regner for kritisk er altid tilfældigt og kan ikke underkastes nogen statistisk beregning. Vi er vist tilbage i skoletidens uforståelige forskel på "procent" og "procent-point", ganske svært at huske, ikke? Og så langt sværere at forstå...

Nå, derudover refererer avisen nu en fornøjelig kommentar fra en vis Poul Lundgaard Bak, som er såkaldt Sundheds- og Trivselschef i Århus Kommune. Det må det egentligt være et fedt job, sikke en masse glade mennesker han dog må have omkring sig hver eneste dag, som han kommer dér som selveste Julemanden med de glade tidender. Om mere sundhed og trivsel! Han mener, at social ulighed bærer ansvaret for det store fravær på indvandrerskolerne, måske ikke fuldstændigt overraskende og han fortsætter: "Det er et udtryk for det samme, som man kan se på mange andre parametre, nemlig forskel i menneskers grundlæggende livsvilkår" 

Nu ved vi ikke, om han selv lavede denne finurlige grammatiske fejl "grundlæggende" men analytisk er det her vel ikke akkurat i "sværvægts-klassen" Hvis man som denne chef accepterer en fordobling af "problem-børnene" så burde man vel også som minimum kunne fastslå en fordobling af PROBLEMERNE derude i ghettoerne. Hvor lige præcis denne numerisk katastrofale stigning i andelen af "kritisk fravær" har sin sociale rod er interessant, for havde er det da lige , der er sket derude? Ikke noget videre er vel det sandsynligste svar, ikke ret meget positivt og næppe meget mere negativt.
Det mest alarmerende er vel egentligt, at når man råber vagt i gevær over noget der ellers er ganske alvorligt på en så grinagtig måde, så afskærer man sig selv for at forstå nogetsomhelst. Simpelthen fordi de analytiske værktøjer er helt ude i Hampen (midtjydsk landsby red.) Så meget for den objektive statistik, ak ja!