Hakkekød med forlænget holdbarhed.

På Vesterbro Torv i Århus ligger der 2 supermarkeder. Torvet er lillebitte og udover de 2 supermarkeder, som iøvrigt har ligger der altid, er der ikke rigtigt nogen forretninger. Nu er "altid" for supermarkeder ikke så forfærdeligt længe, mest fordi de første først dukkede op i Danmark i starten af 1960-erne. De her ligner mest nogen fra de tidlige 1970-ere, det vil sige ikke ret "flashy" eller smarte eller rummelige eller nogetsomhelst. Ved første øjekast udefra ser de måske ens ud, men det er nu ikke. Slet ikke. Det drejer sig iøvrigt om en SuperBest og en Superbrugsen og den samme forskel har altid været der. Nemlig at Superbrugsen altid har haft alle de ressourcestærke og dermed pengestærke kunder. 

Inden vi nu tænker tilbage på de gode gamle dage med Brugsen som "økologisk frontløber" og "forbrugerejet" og alt det andet forlorne markedsførings-pladder må vi sige, at der er en mere nærliggende forklaring på denne tydelige forskel på den kommercielle gennemslagskraft, disse 2 supermarkeder har og åbenbart altid har haft. Superbrugsen dernede er ikke noget særligt, blot en ikke altfor vel-assorteret lille rodebutik uden ret meget "fest i gaden". Ganske gennemsnitlig som den slags jo nødvendigvis oftest er. SuperBest er bare HELT VILDT meget ringere. Det sjove (afhængigt af om man har penge i SuperBest eller ej) er så, at DET HARE DEN ALTID VÆRET. Helt vildt dårlig! Første gang man købte hakket kød derovre for 30 år siden blev tillige den allersidste. Og så hed det overhovedet slet ikke SuperBest dengang (iøvrigt et seriøst bud på verdens latterligste butiksnavn) 

Det var nemlig indtil for ret få år siden en privatejet købmandsforretning med selveste købmanden ved det lokale ror. Alligevel var det altså en total skod-forretning og det fornemmer man omgående. Man skal nemlig stikke næsen ind, helt bogstaveligt. Butikken stinker simpelthen af Helvede til og den bliver ganske enkelt hængende i tøjet længe efter selv ganske korte besøg. Vi ved ikke om kunderne bidrager til denne kakafoni i stank, men det gør de nu nok. De ansattes omgang med varerne er heller ikke altfor overbevisende når man nødtvunget går rundt efter den tandtråd, som Brugsen overfor havde udsolgt. Men kødet var altid det værste, og den røgede smag a la røget makrel i det hakkede svinekød fra dengang for længe siden hænger stadig i næsen her flere årtier efter. Det var rigtigt slemt.

Helt godt er det så heller ikke blevet siden, som levnedsmiddelkontrollen og åbenbart osse DR fornyligt til fulde har dokumenteret. SuperBest kan vist ikke på nogen måde hævde at være i "god tro", når de kreativt ompakker diverse varer og ændrer diverse datoer. Nå, sådan har det nu lugtet derovre altid, så vi tror nu mere på, at der er tale om en egentlig virksomhedskultur. Friske fisk og ditto kød lugter altså ikke og det har der altså altid gjort derovre. Superbrugsen på den anden side har godt nok heller ikke godt kød og har heller aldrig haft det. Der er dog ganske lugtmæssigt/tydeligvis tale om friskt kød, bare af den dårligste slags med bøffer som sålelæder. Og ganske tilsvarende høje priser, da sko-magerarbejde jo er blevet noget dyrt. Torvet er vist mest for ikke altfor kritiske vegetarer.

Og så sjovt nok osse for øl og vinentusiaster. Måske i erkendelse af, at man ikke havde gode og samvittighedsfulde medarbejdere overhovedet derovre i stinke-butikken allerede længe inden SuperBest-tiden, lancerede man nemlig en vældig stor øl-afdeling med eksotiske importerede øller. I en længere periode var det byens absolut største paradis for øl-entusiaster længe før andre rigtigt fok øje for det. Det kunne have været et gevaldigt løft til profilen og var ganske tydeligt et forsøg på at få nye kunder i butikken. Lugten var dersværre den samme og dermed var kødet sikkert også mere eller mindre det samme som i dag, så noget større stampublikum fik man aldrig. Så snart andre forretninger tilbød et større øl-udvalg fordampede alle kunderne naturligvis igen. Lugten!

Nu prøver man så med vin for at lokke kunder til, og det er naturligvis et ligeså håbløst tiltag som alle de andre. I stedet for endeligt at få gjort op med flere årtiers slendrian og sjusk og tvivlsomme ferskvarer fortsætter man med lappeløsninger. Og nu er man så blevet fanget med fingre i "klejnekassen" Vi andre ville nok sige, at den egentligt skyldige her nok egentligt ikke er SuperBest. De har nemlig blot gjort det, som de her på torvet har gjort i så mange år og som de bare ikke er ret gode til: Nemlig at drive en ordentlig købmandsforretning. Noget mere tvivlsomt er muligvis den lokale levnedsmiddelkontrols kontrolforanstaltninger i alle årene, for hele butikken har simpelthen "oset" af mangel på fornuftig virksomhedskultur. Når man måske som ikke-ryger købte en pose æbler på tilbud (dumt og osse selv om de ikke havde været på tilbud), så kunne man både lugte og smage RØG. Sur ulækker cigaretrøg. 

Det er i virkeligheden derfor imponerende, at firmaet er der stadigvæk. Det kan osse kun skyldes stadige besparelser på alle punkter: Medarbejdere, vedligeholdelse og altså tydeligvis ikke mindst råvarer. Nå, mon ikke den seneste tids massive negative omtale endelig får bugt med sådanne håbløse projekter. Nemlig at bryde en årtilang negativ spiral, når man nu helt åbenlyst gennem alle årene har vist en total mangel på både vilje og evne til at bryde ud af spiralen. Nej, man kan ikke spare sig til succes når man er på røven og knapt har penge til lokumspapir.

Og hvorfor skulle vi så snakke om lokale supermarkeder i dag? Naturligvis fordi den lugt af menneskelig lav-status, som vi mødte i det af samme klientel frekventerede Vanggaard Centret (da vi hentede vores gamle Lockwood-højttalere) var ganske den samme som den i SuperBest, Vesterbro Torv. Kunder, varer, medarbejdere, vedligeholdelse, det hele "summer op" Til noget ganske forfærdeligt uudholdeligt.
Er der så slet ingen lyspunkter? Joda, hvis man skulle have behov for en kvik lille lyn-slankekur kan man da altid lige kikke ind og købe en "forloren hare" i delikatesseafdelingen. Jamen det hedder det altså uanset hvor ulækkert tingene kan være. Sådan en grålig klump udefineret slimet surt lugtende kødfars af endnu endnu langt mindre defineret alder og den virker længere end man skulle tro. For undertegnede altså over 3 årtier. Fy for Helvede da!
Dagens tekst var i dag et simpelt forsøg for "selv-suggestion" da jeg desværre kom til at se mig selv i spejlet. Hm., det er åbenbart lidt fedt at være gift. Men nu tænker jeg så bare på hakkekødet dengang fra Jens Hansens Supermarked på Vesterbro Torv og så forsvinder appetitten straks. Mon den nogensinde kommer igen?

Hundehoveder

Atter i dag bliver det lidt af en udfordring at få enderne til at nå sammen, og vi vil forsøge at fatte os en smule i korthed. Hvilket jo sjældent lykkes.... Derfor vil vi til en behagelig afveksling i dag bekræfte, at vi jo faktisk laver andet end at kæmpe for retfærdigheden. Ikke som denne er, retfærdigheden, udelukkende som vi ser den, andet kan man vel ikke. Andet end bilde sig ind altså og SÅ dumme er vi alligevel ikke.. Alternativt kan man naturligvis altid lade, som om man bare ikke lige har lagt mærke til noget. Som forældrene til de vel efterhånden ofte nok nævnte unger fra en midtjydsk efterskole. Ikke desto mindre vil vi da for forlængst afdøde arveprins Knud lige gentage reglerne omkring udskænkning af alkohol til sidst i dagens tekst. Vi ved jo fra den daglige IP-adresse-"sladrehank", at forbløffende mange nye læsere i det midtjydske er kommet til for rimeligt nyligt. Det er jo på overfladen meget godt. Hvis de altså bliver klogere af det. Nåh, de bliver mest nok bare sure, men så sker der da alligevel lidt. Ganske lidt..

I dag starter vi med at levere (atter et af ganske mange efterhånden) et billæs til Odder Gymnasium, og derefter er der osse lige en bunke til en lokal kommuneskole og så hedder det forresten indretning med lydanlæg i en kantine hos et større lokalt rådgivende ingeniørfirma. Nå ja, så skal vi osse pakke en stak til en musikskole på Ringsted-kanten. Vi skal også helt bogstaveligt sidde og "fedte med" nogle gamle Tannoy-enheder fra mærkets "Gyldne Æra" og det ganske bogstaveligt. De er nemlig helt ubeskriveligt klistrede og kantophængene minder typisk mest om gammeldags tyske flødekarameller. Efter de har ligget i en bil, der har stået i solen på sommerens varmeste dag. Adr! Sådan noget fjernes bedst med trichloretylen eller tetraklorkulstof, der dog begge giver øjeblikkelige livstruende lunge-ødemer. Ikke fuldstændigt ubegribeligt, at begge opløsningsmidler kræver polititilladelse som man sjældent får. Rimeligt nok, så i gang det går med god gammeldags "knofedt" Det får række og det skal det osse nok.

Ellers er morgenen jo normalt tid til den "stille eftertænksomhed" Denne trives allerbedst, når man går den obligatoriske morgentur med ærværdige gamle Folmer Hund og sønnen, lømmelen Anton Hund. Som er en rigtig stor hund på 35 kg. med en logget topfart på over 60 km. i timen. Den er tillige kraftigt bygget, lidt i retning af et tysk "lommeslagskib", kendt fra de glade før-krigsdage. Et "lommeslagsskib" var som bekendt en uhyrligt svært bevæbnet krydser, som tysk ingeniørkunst havde "proppet" ned i et lillebitte skrog for at komme under den såkaldte Washington-Konventions regler for ja, altså for hvornår noget var et slagskib. Eller altså alternativt en såkaldt "krydser" selv om skibet altså VAR et slagskib. Spændende ikke? Nå, Anton Hund er altså et ganske imponerende dyr. Topfart og acceleration er i absolut særklasse selv blandt andre store og stærke løbe-hunde derovre ved hundetræffet og motorikken er næsten endnu mere vild at iagttage. Det er simpelthen ren kropskontakt-fodbold a la "Aussie Rules", når hundene tåger rundt om en halv times tid. Og vores er bare den bedste og den klogeste. Selvfølgelig, som vi selv...

Iøvrigt er det ganske bemærkelsesværdigt, hvad et hundehoved er i stand til. Denne skribent står op ganske tidligt hver morgen for at lave diverse papirarbejde og pusler dermed ganske stilfærdigt rundt i underetagerne i vores noget store hus. En af hundene bliver altid hos den trygt slumrende frue og så kommer vi til det mere bemærkelsesværdige. Hvis jeg blot pusler mere eller mindre kontinuerligt, så ligger Folmer Hund blot trygt ovenpå og snorker højlydt med stængerne lige op i luften. Hvis derimod "lyd-pausen" har været for lang nedenunder, så kvitterer det intelligente dyr med et enkelt højlydt bjæf for lige at minde om, at der foregår noget, som skal "afmeldes" på samme måde som en G4S-alarm. Hunden gøer altså ikke, de udsender blot en lyd som en rigtig alarm, som man så "afmelder" ved at sige "Nej, Folmer" Derefter kan man så uhindret pusle løs igen indtil pausen atter bliver for lang. Bjæf!

Det er vældigt interessant, hvordan den trygt snorkende hund i forenden af sengen bærer sig ad med at akkumulere disse data. Som altså består i kontinuerligt at "monitorere" alle lyde og så simpelthen kortvarigt alarmere, hvis kombinationen af lyde ikke forekommer rigtig. Lydene er selvfølgelig ganske de samme, det er timingen blot ikke. En interessant gåde indenfor informationsteknik, som er vældigt spændende for denne skribent. En naturvidenskabelig gåde på samme måde som hvordan i alverden ens hår under armene ligeledes har en ganske alternativ "intelligens" Lige meget hvor meget man barberer dem vokser de jo nemlig ud til den længde de (muligvis) havde, da man begyndt5e at barbere sig. Derefter "ved" hårene tilsyneladende, at de er "lange nok" og vokser derefter ikke yderligere. Hvordan i alverden ved de dog det? Livets mysterier er ganske mangfoldige.

Til allersidst i dag så lidt "udskænknings-teori" for de absolut tungnemme. For at udskænke alkoholiske drikke skal man have en alkoholbevilling. Denne gives KUN til værtshuse med fast adresse og i undtagelsestilfælde til idrætsforeninger, der så til gengæld SKAL have almennyttige formår. Det skal de iøvrigt efterfølgende detaljeret redegøre for. Selv om man altså så har en bevilling til udskænkning, så må man STADIGVÆK IKKE udskænke til nogen under 18 år. Der gives ingen undtagelser. Hvor svært er det egentligt at forstå? Tydeligvis sværere end man skulle tro. Ligeså svært at forstå som det er, at det talrige gange omtalte "event-firma" kunne gennemføre en en nattelang "fest", som ikke indbragte det et samlet provenu nok til at udbetale blot mindstelønnen til personalet. Bevillingen er vist ikke det eneste problem her i det jydske "Klondike"

Jan Guillou og Carl Orff

Nu er der mange ting, som vi har svært ved at forstå, det er vist næppe en større hemmelighed for regelmæssige læsere af denne side. For eksempel har det været ganske forstemmende svært at indse, at ellers sikkert fornuftige og almindeligt hårdtarbejdende folk fra landet slet ikke fatter det indlysende. Nemlig at det er forbudt for professionelle at udskænke spiritus til børn og altid har været det. Det er iøvrigt også for ikke-professionelle men det er en helt anden og noget mere privat sag. Vi fatter ikke en brik af, at ansvarlige forældre ikke tager afstand fra det ganske uansvarlige festkoncept, som vi til næsten bevidstløshed har tæsket løs i de seneste uger. At det ikke er bare det mindste lovligt afficerer tydeligvis ingen på trods af, at beskyttelse af børn jo ellers turde være forældres absolutte førsteprioritet. Mærkeligt med denne totale mangel på almindelig sund omtanke.

Nu er det nu ikke kun i landlige omgivelser i det midt-jydske, denne totale mangel på konsekvent tankevirksomhed florerer. Det finder naturligvis osse sted i byerne, men det vidste man allerede godt. Vi havde vel blot håbet på, at der enkelte steder ude på maskinstationerne og andre til landbruget hørende service-virksomheder havde været blot en lille smule almindelig moral. Ikke nødvendigvis i ren "Morten Korch`sk" idyl med Poul Reichardt som den altid ranke og retliniede helt og Peter Malberg som den skælmske landsbytosse, der alligevel havde et hjerte af guld. Det er muligt, at der stadigvæk er noget af dette "gamle guld" derude på landet, vi har nu bare ikke set noget af det i denne omgang. Nu kommer jeg selv fra et udsted, hvor mange af bilerne ikke havde nogen nummerplader og børn på 6 år kørte på traktor, og det var der ingen der sagde noget til. 

Der var heller ingen nødvendige sanktioner mod ham, der luskede noget bedugget hjem i sin bil fra købmandens baglokale, hvis han altså ellers kørte langsomt nok. Visse love kan have lokale varianter og man knalder vel heller ikke hinanden i Syd- og Sønderjylland for at sælge dåseøller til hinanden. Lige der findes der delvist momsfrie zoner og det har der vist altid gjort. På samme måde som at der stadigvæk kører børn på traktorer på Endelave. Alligevel har man altså aldrig nogensinde haft professionel udskænkning af alkohol til børn. Der var alligevel grænser for galskaben og de lokale fortolkninger af loven. Fordi enhver jo selv uden lektie-hjælp burde kunne se, at en sådan lov er både indlysende og nødvendig. Fordi børn, der kan vælge fra alle hylder naturligvis vælger ALT fra ALLE HYLDER, spiritus såvel som kost udelukkende baseret på slik og smøger. Man gruer næsten for, hvad de så HELLER IKKE ser derude på landet. Når de nu ikke ser det her...!

Nu er klarsyn så heller ikke vældigt udbredt i byen og en hverken politisk specifik eller uddannelsesmæssig baseret. Hovedreglen er vel snarere, at jo mere uddannet man er (og særligt jo mere (ud)dannet man selv FØLER sig), jo dummere bliver ens synspunkter. Hm., denne skribent er jo faktisk cand. mag. fra Århus Universitet, lidt dum har man vel lov at være så. Hvis man skulle have behov for at blive mindet om denne temmeligt entydige sammenhæng kan man jo blot se på den "dannede elites" accept af, at den svenske krimi-forfatter Jan Guillou af for denne skribent noget "rød-fascistoide" voldsforherligende krimilitteratur engang var lønnet af selveste KGB. Det foregik godt nok dengang, han ellers officielt var ubetinget støtte af en anden af historiens værste massemordere, nemlig en maoistisk ekstremist-fraktion. Han dækkede sig tydeligvis ind, gjorde han og ville vel have haft en chance uanset hvem af de morderiske regimer, der vandt. 

Den eneste, der vandt, var alligevel Jan. Nemlig respekt for at stå frem. Mærkeligt, vi synes ikke Jans arbejde er meget mere rosværdigt end den gamle forkæmper for udvidelsen af den seksuelle frihed, nemlig filminstruktøren Roman Polanski. Som godt nok p. t. sidder varetægtsfængslet for bevislig pædofili så selv hykleriske USA kunne da finde ud af at huske indlysende forbrydelser, når nu vores sunde midtjydske danskere ikke kunne. Polanskis forbrydelse fandt sted i begyndelsen af 70-erne, den anden handling forrige uge. Hukommelsen er heldigvis ikke altid lige kort og nu sidder Polanski fortjent i "saksen" Det fælles? Forbrydelser mod børn!

Jan Guillou støttede ganske vist en af de ubetingede tabere i den "kolde krig" men det var vist altsammen ikke så slemt, forstår man af de politisk korrekte meningsdabnneres udtalelser. Nogen ret har de vel, det er da ihvertfald ikke nær så slemt, som hvis KGB havde sejret. Det gjorde de trods alt ikke, men det var altså ikke på trods af Jan. Som ubetinget og uden appel var en gemen landsforræder. For et vanvittigt og morderisk regime med over 100 mill. døde bag sig (under sig?) Mærkeligt at han stadig er i det gode selskab. 

Det er den tyske komponist Carl Orff så tydeligvis ikke længere. Ihvertfald ikke hvis man skal tro den danske dirigent Bo Holten. Nå, det skal så tydeligvis ikke, for mae til vrøvl skal man da næsten ud på landet for at finde. Holten vil nemlig ikke optræde ved en koncert, hvor et af den klassiske musiks absolutte "superhits", nemlig Orffs "Carmina Burana" bliver opført. Hvorfor kunne man vel spørge, men kan vel næsten allerede gætte svaret. Fordi Orff jo var tysker og derfor giver denne musik den kunstnerisk åh så sensitive Holten "mindelser" om fascisme og nazisme og lyse ariske kvinder og muskuløse blonde mænd. Når man hører Orffs musik kræver det nu vist en "særlig følsom åndelig dimension" for at få det her mageløse plat ud af det. Holtens synspunkt er så absurd, at selv JP tager det alvorligt.

Var det så fordi Orff var nazist? Næh, det var han ikke han havde vist mest det uheld at være tysker på det helt forkerte tidspunkt. I 1937 var Orff allerede midaldrende og hans største forbrydelse udover det var vel, at han heller ikke var aktiv anti-nazist. Det burde man vel kunne tilgive, på nogenlunde samme måde, som at heller ikke alle danskere var frihedskæmpere. Ja, de fleste var vel i virkeligheden ganske godt tilfredse med de gode og fast stigende priser på danske landbrugsvarer og jo, jeg kommer selv fra landet. Det var ikke lige akkurat der, modstandsbevægelsen fandt større fremme. Der var ellers god plads til at sprænge lidt skinner i luften.

Bjergsomheden og almindelig fornægtelse af det selvindlysende havde til gengæld fremragende kår derude, men det er jo noget andet.
Nå, Guillou er "inde" på trods af sin indlysende landsforræderiske alternativt. forbryderiske virksomhed. Orff er i stedet "ude", fordi han ikke gjorde nok for en sag, som han aldrig havde nogen chance for at vinde alligevel. Nemlig den aktive kamp mod nazismen. Det er simpelthen at gøre grin med almindeligt tænksomme mennesker, det her. Hvor alting vendes "på hovedet" ligesom i tegneserien "Iznogood", som dog er sjov. Det er det her egentligt ikke hvor den egentlige skurk Guillou slipper, mens Orff blot "karakter-myrdes" uden nogen appelmulighed. Af en mand, Holten, som vist blot burde have haft fred til alt sit latterlige "føleri" omkring den musik, som han altså bare ikke kan lide. Du skal altså længere ud på landet med dit ævl, Holten! Eller også behøver du ikke, det sidste er næsten FOR uhyggeligt...

Hjem til far!

I dag fuldendes så langt om længe ind/udflytningen til vores nye domicil. Enkelte vil nok noget spagfærdigt kunne indvende, at det jo sker når konen og barn og hunde flytter ind, men det er ikke helt korrekt. Alle "børnene" skal nemlig med, og det er så det, der sker i dag. Vores samling af antik hifi bestående af godt og vel 20 stk. Lockwood Major-højttalere, masser af EAR- monsterfostærkere, alskens Altec-Lansing isenkram, bunker af Quad ESL 63 og diverse andre pladskrævende ting kommer endeligt hjem. Hjem til far! Endelig, endelig mulighed for at spille. Højt, vedvarende og så endnu højere, hurrah!

Godset her har i en periode været opstaldet i et pudsigt århusiansk såkaldt "center". Det er nu ikke forbi centret ligger synderligt centralt, det er heller ikke særligt stort eller kommercielt succesrigt som andre større og mere "centrale" centre. Det er udelukkende et center, fordi det HEDDER noget med "center". Det står der endda på skiltene, så det må jo passe og der står vitterligt "Vanggaard Centret" Det var det også engang, hvor der på stedet lå en betydelig damekonfektions-virksomhed, som til overflod hed , ja, altså "Vanggaard" For denne længst forsvundne virksomhed var beliggenheden naturligvis "central" men så slutter det vist osse. I dag er situationen en helt anden på denne grund, der engang nærmest "emmede" af alskens aktivitet og voldsom virkelyst. Det eneste, der "emmer" nu, er en intens dunst af "social deroute" Vi bruger det udtryk, fordi det lyder noget pænere og mere "stuerent" end der egentligt lugter deroppe. Det lugter nemlig helt ubeskriveligt AD HELVEDE TIL!

Så snart man nærmer sig dette diminutive center, som blot indeholder en ALDI, et pizzeria med ejeren evigt hængende i døren som en tydelig advarsel for alle andre end de ekstremt hungrende (og folk med større frokostbudget end 30,- for pizza/cola-pakken, der tilbydes) og så altså et banko-center. Af den gode gamle slags, med spilleplader med numre på, hvor selv den svagest matematisk funderede kan være med til at vinde den attråede "købmandskurv" og alt det andet gode. Ja, måske man ligefrem stadigvæk kan vinde den gammeldags landlige hovedpræmie, nemlig en hel halv gris. Altså ikke en hel, kun en halv. Man kan sagtens have drømme, selv om man selv lugter lidt i retning af dette dyr, som visse biologer ganske vist hævder er renligt. En gris lugter nu alligevel af Helvede til og så alligevel langt bedre end de små mennesker, der så tydeligt efterstræber det deroppe med deres banko-plader.

Nu forstår man godt, hvorfor grise lugter af gris, når man ser dem rode i mudder og ådsler og ajle-beholdere, mens det er mindre indlysende, hvorfor de mennesker, som frekventerer dette center, allesammen lugter ca. ligesådan. En mangel på almindelig personlig hygiejne hjælper selvfølgelig et stykke af vejen for at forklare, men er langtfra nok. Selv det mest svedige omklædningsrum for korpulente mandlige/landlige fodboldspillere med job på svinefarme kommer blot i nærheden af denne særegne lugt deroppe i centret. Det er simpelthen lugten af mennesker af den laveste statuskategori. Det er dem, der spiser dårligt, ryger for meget, er ensomme og uden netværk. At de spiser dårligt og altid har gjort det, ses let af deres højde. Det er nemlig allesammen bittesmå indfaldne mennesker med ludende gangart og vigende øjne. De ser allesammen triste ud som om der slet ikke heller her i bankoens "underholdnings-mekka" er blot det allermindste at være glad for. 

Det er der nok heller ikke, men det er tydeligvis alligevel det bedste, der er at få. Det må så næsten være det mest deprimerende af det hele. Væggene er ganske vist af beton i centret, men alligevel er dunsten af alle disse menneskers kollektive ud-sondringer sivet ind igennem væggene. Ingen vaskemidler kan fjerne denne taber-lugt på samme måde som ingen almindelige normal-højde mennesker nogensinde vil komme til at søge dette center. Inden vi nu bliver anklaget for "social racisme" her skal det med, at vi faktisk har stor sympati for ejeren af dette center. Som altså huser alle disse ulykkelige eksistenser med garanti for aldrig nogensinde at kunne tjene rigtige penge på det. Fordi kunderne her aldrig har haft nogen penge og det kommer deres efterkommere sandsynligvis heller aldrig til at få. Men lugten af fornedrelse, DEN er skrap!

Vi har studeret dette center-fænomen en hel del mere, end vi på nogen måde har haft lyst eller agt til. Når man kører højttalere frem og tilbage på de ikke ret mange meter mellem lageret og indgangsdøren til centret, skal man nemlig være varsom. Med at holde øje med sine sager, helt vildt meget, så meget som jeg aldrig nogensinde har oplevet. Selv om man blot er 5 m. væk og på vej mod sin bunke af køleskabsstore højttalere og iøvrigt har en af samme slags med, så står der allerede en fyr derhenne, og piller ved tingene og funderer tydeligvis over, hvordan han skal få den med. Ja, selv om denne noget store skribent (i henseende højde og drøjde, det andet må læserne selv vurdere) står lige ved siden af, "passes" man konstant op af folk, der interesseret spørger til, om man skal bruge de her ting. Som de absolut ingenting aner om, deres medfødte tydelige "kleptoman-refleks" byder dem blot at spørge. Inden de altså bare tager de her helt vanvittigt store kasser, som de ingenting har at bruge til. 

det er virkeligt logistisk udfordrende at køre ting ind og ud af det her lager. Alle døre skal være hermetisk lukkede hele tiden og blot sekunders uopmærksomhed kan være skæbnesvangre. Der er simpelthen konstant folk, der vandrer rundt og prøvende tager i alle dørene deroppe, for det kunne jo være... Det er simpelthen så skummelt, at det næsten er parodisk/komisk. Der er noget temmeligt hjerteskærende over denne her "evigt vendrende stamme" af bittesmå mennesker på konstant jagt efter OVERHOVEDET INGENTING. Hverken liv eller noget andet. Hvis de ved et svineheld fik fingre i noget af værdi fra en uopmærksom "flyttemand" deroppe ville de aldrig nogensinde vide hvad de kunne bruge det til. De ville næppe heller kunne sælge det, for alene den lugt, de havde "afsat" på tingene ville gøre dem usælgelige. Til andet end dem, som alligevel ikke kunne lugte det og de var vist allesammen til "andespil" deroppe i Vanggaard Centret.

Lyder det her diskriminerende? Måske, men så stik næsen ind deroppe og døm selv og stå så lidt og kik. Og glæd dig derefter over alle de alternative dufte, det danske efterår kan byde på. Som sltså IKKE er sammenfaldende med den her intense stank, for det er det, det er.

Til sidst i dag skal vi lige kort berøre et nyt såkaldt "videnskabeligt" værk. Videnskab er jo først og fremmest formalia fremfor indhold (denne skribents eget speciale på Århus Universitet bestemt ikke undtaget, håber den sidste kopi forlængst er blevet af "bogorme" og andre skadedyr) ellers kan vi da komme slemt i knibe. Egentligt indhold behøver der ikke at være og fornuft, ja det er tydeligvis en endnu mindre gangbar vare i dansk-studierne. Som allerede i min egen studietid var ganske med god ret ret berygtede.
Nå, denne ph. d.-afhandling handler om danske dialekter. Det mest overraskende i dens konklusioner er vel nok, at de danske dialekter åbenbart ifølge denne forsker (ja i mangel af bedre ord må vi vel ty til den formelle titel), slet ikke er i færd med at uddø. Det er ganske overraskende ikke mindst fordi langt hovedparten af de danske dialekter forlængt er døde, ja de er ikke engang døende længere. Det århusianske "evighedsprojekt" med at samle alle de jydske dialekter, som vist stadig nu mange årtier efter starten som arbejdstitel hedder "Ordbog over det Jydske Sprog" dokumenterede allerede for flere menneskealdre siden, at de fleste dialekter kun kunne findes hos tudsegamle særlinge derude på landet uden børn. Derefter var det finito slut. Sprog og dialekter forsvinder kun, de dukker ikke lige pludseligt op igen. Hvorfor så denne stupide konklusion hos forfatteren af afhandlingen, nemlig at et forlængst stendødt fænomen som de allerfleste lokale dialekter netop ikke skulle være ved at uddø?

Ja, nu tyder referatet af hans "undersøgelser" heller ikke på nogen dybere forståelse af dialekter. Han har nemlig kun undersøgt VOKALER i sin afhandling, altså ikke egnsspecifikke ord, generel udtale eller nogetsomhelst af det, som vel ER dialekt. I god oversensstemmelse med den kvantitative tidsånd mener han nemlig at kunne bevise, at udtalen af vokalerne i et ord på en eller anden måde kan "være med til at afsløre, hvor vi kommer fra" Jamen er videnskaben da ikke mageløs og særligt på dette formidable plan? At det så for denne uvidende skribent absolut INGENTING har at gøre med dialekter og om de er truede eller ej turde være selvindlysende. Det har det så tydeligvis ikke været, siden en så enestående stupid problemstilling nu er på vej til at blive ophøjet til egentlig højere videnskab. 

Til gengæld har afhandlingen helt givet været skidelet at lave, da man jo blot kan smide udtalen af et ord ind i et stemmegenkendelses-computerprogram og der se statiske forskelle. Det turde jo være kendt, at mere eller mindre "flade a`-er" jo ret præcist opdeler danskerne regionalt. Men hvad det på nogen mulig måde har at gøre med alle de allerede forlængst afdøde (eller i bedste fald terminalt livstruede) danske dialekter fatter vi ikke en brik af. 
Alene rigtige dialektstudier er allerede problematiske at gennemføre udenfor sin egen egn. Alle mennesker tilnærmer sig altid ubevidst det såkaldte "rigssprog" i samtale med også andre lokale små-varianter i udtalen. Det betyder så, at når man som "rigsdansker" går på feltarbejde for st studere dialekterne, så kommer man aldrig til at høre dem. Nogensinde. Der er lidt "heissenbergs" kernefysik i det her, hvor man kun kan bestemme en atomkernes position ved at flytte den (og så har jo nødvendigvis ligesom ikke bestemt, hvor den oprindeligt var).
Nå, det her "kvæk" betyder naturligvis ingenting i denne vigtige afhandling. Som altså endegyldigt konstaterer, at dialekterne lever i bedste velgående. Fordi man kan høre, at folk er jyder henholdsvis sjællændere på deres udtale af vokaler. Ja, og af deres udtale af HELE ord osse og at jyderne har "jyde-krog" på alle biler og alt muligt andet. Det er bare ikke det, som man selv elastisk burde kunne kalde dialekt. De er nemlig forlængst stendøde overalt og det har de været længe. Siden fjernsynet kom i starten af 1950-erne faktisk. Små regionale variationer, naturligvis men dialekter? Aldrig i livet! Platnakke-videnskab det her, dummere bliver det forhåbentligt ikke.
Det lugter faktisk næsten ligeså dårligt som oppe i Vanggard Centeret. Kom hjem til far, fars højttalere!

Australske papegøjer

Når man i sin 8-cylindrede Holden-landevejscruiser kører fra Perth og forbi byen Merredin i det vestaustralske hvede-bælte på vej til guldminebyen Kalgoorlie, så oplever man noget ganske interessant. Antallet af sideveje til den allerede noget sparsomt trafikerede hovedvej langs vandledningen ophører nemlig fuldstændigt. Over flere hundrede kilometer er der ikke blot en eneste. For at sikre os har vi kørt turen hele 2 gange, ingen personlig research og alle dermed forbundne lidelser er jo for store for at fremme den største sandhed på denne side. Det her er simpelthen et hul, et rigtigt hul. Ikke alene sker der ingenting, der er heller ingenting, og når man kommer hen til enden af vejen, til Kalgoorlie, så kan man simpelthen ikke komme videre østpå. Nul veje, slut, "End of the Line" Det eneste liv der er derude, er højt skræppende papegøjer af den mest farvestrålende slags. Særligt den pastel-farvede Rosella-papegøje med den rød-blond-albinoblege populære danske farve for kvindelige politikere (Helle Thorning-Schmidt og især lokale Laura Hay) er hyppig. Også den såkaldte "pink cockatoo"-papegøje er uhyre udbredt og den er er altså rigtig rødbleg.. 

Vi starter i dag i dette "hul" på den sydlige halvkugle for at rette en fejl fra i går, hvor den vistnok ellers ganske driftige syd/midtjyske by Give ved aftenstide blev karakteriseret som "gudsforladt" Fejlen består selvfølgelig ikke i, at guderne ligefrem "vrimler" rundt i Give ved nattetide, vi har nemlig været der og ikke set blot en eneste, ikke engang midt på eftermiddagen. Muligvis en god kristen-troende men det er jo ikke det samme som "den ægte vare". Der er nemlig en god gammel dansk grill-bar dernede bemandet med ganske vist gode gamle vietnamesere, og langt de fleste af disse er jo meget troende. Vist mest katolikker, men de tæller vel også i statistikken for den rette tro og mod de vantro. Hvem de så er nu gamle venstrefløjsaktivister af den mest fanatiske slags uden ringeste problemer slår pjalterne sammen med folkekirken. Tro er altså noget mærkeligt noget, og her er vi opflasket med den "tro", at den kritiske venstrefløj principielt og nødvendigvis var ateister. Og så var det i virkeligheden store dele af folkekirkepræsterne, der viste sig at være det. Og platte populister i en grad, man næsten må korse sig. Hvis man altså ikke forlængst havde gennemskuet hykleriet i den danske folkekirke som denne skribent. Det var nu heller ikke svært dengang men alligevel ganske meget lettere nu.

Nå, det betyder altsammen ingenting for vores flittige vietnamesere dernede i Guds-forladte Give. De tror jo rigtigt på Gud med vokslys og det hele. For dem er Give selvfølgelig verdens midtpunkt ligesom de flittige farmere i Merredin, Vestaustralien. Som sjovt nok osse har en vietnamesisk grill-bar og endnu sjovere nok heller ikke så meget andet. Som i Merredin kan man nemlig også i Give komme endnu længere ud på landet. Hvis man kører godt 12 kilometer længere uden mål og med kommer man nemlig til den lille by Øgelund. Så kommer man så heller ikke meget længere ud på landet, for i Øgelund er der kun få sideveje, ja i virkeligheden kun den man kom fra og så er der vel næsten så få, som der teoretisk kan blive. Ingen fornuftige mennesker kommer nogensinde på de kanter og endnu færre kommer vel tilbage igen. Det var så lige dér, i denne blomstrende bys storslåede forsamlingshus, at den nyligt afholdte elevfest for en midtjydsk ungdomsskole fandt sted. Om det var et totalt gudsforladt hul? Selv for denne forhærdede skribent, som kommer fra det alleryderste næs på en lillebitte ø udelukkende med jævnstrøm og uden rindende vand, så JA! Når der selv i den travleste ferietid blot kommer en enkelt vildfaren bil forbi om dagen kan man ikke rigtigt komme længere ud på landet. 

Nu sagde den største kvindebedårer af vistnok allesammen, Giacomo Casanova, godt nok, at "Et hul altså var et hul" men hvad han lige mente med det, ved vi ikke rigtigt. Meget tyder jo ellers på, at han lige i den retning vidste, hvad han talte om. Han kunne dog sagtens have ment Øgelund, men vores italienske er desværre lidt vel "rustent" til, at vi lige kan bekræfte det. Nå, festen derude i 27. plovfure forløb rimeligt kontrolleret. Ikke organiseret, blot kontrolleret, det er jo ikke ganske det samme. I den engelsksprogede verden har man et udtryk, der hedder "Hue and Cry" og som på dansk vist nærmest oversættes med det kun noget sjældent brugte "anskrig" Måske det alligevel har hjulpet, at vi i den senere tid netop har startet med "Hue and Cry" i den her sag? Det vil vi vel aldrig få at vide men er dog ganske overbeviste om, at det bestemt ikke har skadet. Stolte? Næh, ikke spor, blot glade over det gik godt denne gang. Gribbene er bare derude endnu helt ude for enden af vejen, hvor den ikke længere slår bare "den mindste bugt". Den holder nemlig bare op.

"Holde op" skulle måske osse Venstres lokale borgmesterkandidat Gert Bjerregaard. Altså mest med at drømme om at blive borgmester ved det nært forestående valg. Nu har vi jo ikke akkurat været altfor ubetingede beundrere af denne ellers ganske beundringsværdige person. Som altså desværre kun er beundringsværdig i henseende af sin ukuelige optimisme. For os at se har han nogenlunde samme realistiske chance for at vinde byens borgmesterkæder som han har for at lære at flyve. Altså ved kun at baske med armene som en australsk cockatoo-papegøjeunge, næsten rød-pastel-blegfiset som partifællen Laura Hay . En nylig sag om en midtby-institution tog dog ligegodt prisen for os. Når en rådmand SÅ TYDELIGT ingenting fatter, så er det faktisk bemærkelsesværdigt selv med disse ellers ganske lempelige målestokke. Sagen drejer sig i al sin store enkelhed ("enkle storhed"?) om kampen for en institution. Eller imod. Eller noget helt andet. En kamp om noget helt, helt andet end det officielle.

Kamppladsen er vores gamle "hundelufter-græsplæne", den såkaldte Skansepark på Frederiksbjerg. Parken består af en græsplæne af god villahave-størrelse, der om sommeren er et samlingspunkt for mange unge. Hver morgen ligner området et supermarked, der har fået en direkte en direkte bombetræffer med hele ladningen fra en B-52. Der bliver dog hurtigt ryddet om hver morgen af pligtskyldige horder af kommunale "stød-arbejdere", der må vel bo en "by-rod" eller 2 i kvarteret. Det hele bliver også nemmere af, at hele "Skanseparken" ikke er mere end måske 2000 m2. I den ene ende af denne forvoksede græsplæne ligger så en af verdens absolut allermindst attraktive såkaldte "legepladser" Det vil sige, en slags legeplads er det da, blot ikke for dem, som den er tiltænkt. Hvis der altså nogensinde har været tænkt, det tvivler vi noget på.

Der er ganske mange ting, der gør denne institution ganske enestående ikke-attraktiv. For den første er den lillebitte, næppe mere end 200 m2. For det andet er en stor del af området dækket med fugle-volierer, som ingen har set på de seneste par årtier. De er skidegrimme, endnu dårligere vedligeholdt og de mest varige indtryk de vel sætter på forbipasserende, er en god portion obligatoriske fuglelopper. Endnu mindre umiddelbart attraktive er tilsyneladende personalet, som er helt enestående. De ses nemlig næsten aldrig udenfor deres permanente kaffestue, som fylder en stor del af (manglen på) pladsen. Til overflod er der forresten kun bemanding på denne vanvittige instution fra 10 til 16. At åbne kl. 10 er vanvittigt, at lukke kl. 16 tja sig selv et passende bandeord. Ydermere ligger der en permanent stank i sommerhalvåret af menneskelig ekskretion over legepladsen her. Det drejer sig til alt held mest om urin, da en formidabel indtagelse af vanddrivende væsker ude på plænen naturnødvendigt tvinger SAMTLIGE gæster om på legepladsen. Der er nemlig ingen toiletter dernede OVERHOVEDET. Det kommer der så selvfølgeligt alligevel, man er vel dansker og frigjort. Eller måske bare et svin.

Den intense stank af urin, som hele tiden "toppes op" og den daglige dosis af nye glasskår i sandkassen burde holde de fleste unger væk. Det gør det naturligvis også, det flittigste klientel dernede i klatrestativerne er nemlig teenagere, som bedre kan sidde og "snave" lidt uforstyrret i legehusene end midt ude på den lille græsplæne. Og så er toilettet jo også lige for henne i hjørnet af sandkassen. Og så tilbage til dagens historie efter denne nødvendige parentes. Fornyligt fremsatte byrådet nemlig det vanvittigt fornuftige forslag at nedlægge denne grinagtige møgbeskidte parodi på en ordentlig institution og i stedet lave en ordentlig en på stedet. Forslaget blev omgående mødt af en storm af lokale protester fra mange hundrede lokale beboere, som lancerede en meget vel-orkestreret kampagne for at beskytte denne lille "oase i midtbyen", som blev kampagnens slogan. Midtbyens "permanente pissoir" har nok ikke klinget helt så godt, men havde nok været mere sandfærdigt. Kampagnen skulle dog vise sig at være mere end rigeligt klog nok til at smadre den smule opposition den mødte. Den var squ også sølle. Enter Gert Bjerregaard, rådmand for Venstre.

Nå, der blev indsamlet vistnok omkring 900 protestunderskrifter for at bevare Skanseparken som den er. Som en "oase" godt nok med lidt rigeligt kamel-lort. Og hvad var det så, det hele drejede sig om i virkeligheden? Naturligvis den reelle risiko for de omkringboende velhavere til at få ja altså en RIGTIG børneinstitution med rigtige børn i som ubehagelig nabo. Masser af glade råbende børn i stedet for den Hiroshima-agtige "Dødens Stilhed", som altid har ligget over den eksisterende institution der i Skanseparken. Den højeste lyd har været den kroniske klirren fra pædagogernes kaffekopper og den har lige været acceptabel. Nu har undertegende selv i et par årtier været nabo til børnehave og jeg kan sagtens forstå de velhavende naboer deroppe var lidt uvillige til at acceptere børn. Som jo altså larmer ad Helvede til.

Det kunne de naturligvis ikke sige, så derfor opfandt de dygtigt kortet med "midtbyens oase". Så kæmper man jo FOR noget positivt, ikke MOD noget ellers uhyre positivt, nemlig en centralt beliggende institution. Den sidste relle sag ville være en tabersag, det viste den første (ganske vist helt fiktive sag) sig så ikke at være. Den lokale borgmesterkandidat, vores tvivlsomme helt i dag, Gert Bjerregaard, trak nemlig forslaget tilbage med de for ham selv noget ildevarslende ord: Nemlig at han jo ikke ville være med til at ødelægge denne (ak ja, farvel Gert!) "Oase i Midtbyen" Ja, mindsandten om ikke Gert og hans pressefolk fuldstændigt bevidstløst simpelthen overtog modstandernes kunstige argument. Som blot var en nødvendig "skin-manøvre" da den "rigtige" sag jo var en helt anden. 

Det sjove er så, at Gerts muligheder for at blive borgmester garanteret ikke er blevet større ved denne at dette nødvendige projekt er blevet droppet. Næppe en eneste af de 900 underskrivere har næppe nogensinde stemt til højre for de radikale og vil da slet ikke gøre det efter det her. Tværtimod vil de her velbjergede og ressourcestærke beboere med rimelighed "godte" sig over hvor "nem" Gert dog var og sådan en tumpe er der jo efterfølgende ingen grund til at stemme på. Han og hans "spin-doktorer" fattede simpelthen aldrig, hvad det her simple "spin" gik ud på eller hvad der ramte dem. Ikke alene har du ingenting vundet, Gert, du har i stedet MISTET mindst én stemme. Nemlig min, men den røg nu nok for et stykke tid siden. Ca. da du stillede op. Vi kan så håbe, at andre følger trop.

Alene det at fremlægge en plan om nedlæggelse af nogetsomhelst umiddelbart før et valg er altså bemærkelsesværdigt dumt. Selv den mest talentløse politikerspire ved jo, at alle nedlæggelserne skal ske umiddelbart efter et valg hvorefter der så er bedst mulig tid til for vælgerne at glemme sagen inden næste valg. Til den tid kan man også med noget bedre ret hævde, at det var politiske modstanderes værk. Hvis du ikke kan gøre det bedre, Gert, end at "efterplapre" et så latterligt slogan om et offentligt pissoir som Skanseparken som "Midtbyens Oase" som en ren papegøje, så er det vist bare slut, finito, færdig! 
Der var som sagt masser af rosellaer og andre farvestrålende papegøjer i Vest-Australien, som heller aldrig blev borgmestre. Det gør papegøjer faktisk statistisk temmeligt sjældent og de dummeste af dem vist nærmest aldrig.

Tabte sager

Da en eskadrille engelske F2F Brewster Buffalo-jagere med gammeldags 2-bladet propel den 10. december 1941 lettere fra en flybase i Malaya, var missionen vigtig. Denne lille gruppe allerede fuldstændigt ud-klasserede antikverede fly skulle nemlig i kamp med det bedste, den japanske kejserlige flåde kunne diske op med. Nemlig toptrænede piloter i tidens bedste og mest manøvredygtige fly, den såkaldte "Zero" Ingen aner naturligvis, hvad disse unge og uerfarne piloter har tænkt, da de fløj ud over det sydkinesiske hav mod den sikre udslettelse. Derude lå den engelske flådes slagskibe "Prince of Wales" og "Repulse" under angreb fra japanske flåde-fly og var den sag, som eskadrillen skulle kæmpe for denne skæbnesvangre morgen.

Nu ville tilfældet, at de forældede Brewster Buffalo-fly faktisk var så langsomme i marchfart, at begge slagskibene allerede var sænket og japanerne forlængst væk, da de endelig nåede frem. De kunne blot kredse rundt over vragstumperne og derefter flyve den lange tur hjem igen uden at have løsnet et skud. Isoleret set var det selvfølgeligt heldigt for Brewster-besætningerne, at sagen allerede var tabt længe inden de nåede frem. ret mange chancer havde de jo ikke haft. De havde dog sikkert alligevel kunnet gøre den lille forskel, som måske havde været afgørende. I stedet var dette slag tabt og det varede længe, inden et nyt blev vundet. Dumhed, militær inkompetence og taktisk galimatias (nemlig at sejle slagskibe uden fly-støtte mod hangarskibe som jo lige i den retning er ret veludstyrede-med fly!) ) havde allerede inden starten afgjort det hele. sagen havde længe været tabt.

Nu kom Brewster-ne ikke i kamp lige den dag, men det gjorde de til gengæld den kommende tid, og blev som det øvrige engelske og imperiale luftvåben fuldstændigt tilintetgjort. Altsammen for en forlængst tabt sag. Og så alligevel. Næsten 4 år senere ringede de engelske kirkeklokker for kun 2. gang siden krigsudbruddet i 1939 for at fejre den endelige allierede sejr i 2. verdenskrig. Imellem de 2 tidspunkter var der masser af øjeblikke, hvor alting syntes ganske håbløst, men det havde det så altsammen ikke været alligevel. Den tabte sag var blevet vendt til sejr på samme måde som den 2. gang, kirkeklokkerne havde ringet, nemlig dengang Tobruk i Libyen var blevet erobret af briterne. Senere generobrede tyskerne den iøvrigt inden den endelige britiske offensiv. Det var så hvad kirkeklokkernes bimlen dengang i 1941 kunne bruges til. Til at fejre en sejr, som straks derefter blev forvandlet til atter et nederlag. Alligevel blev det samlet set til en sejr.

Denne lektion i historie har vi valgt at starte med i dag for at opmuntre os selv lidt. I aften står den store elevfest nemlig i udkanten af allerede fra starten her først på aftenen noget Guds-forladte Give. Tilstede med de feststemte unge vil der være en så betydelig flok forældre til almindelig "mandsopdækning", at man skulle tro, det her i Superliga-jargonen i fodbold var en egentlig "risiko-kamp". Som når FCK og Brøndby mødes. Det er slet ikke sagen. Forældrene er nemlig åbenbart næsten allesammen så uendeligt enige om, at denne "udliciterede fest" er en så enestående god idé, at ja man altså alligevel er nødt til at deltage selv. Sikkert mest for at nær-studere, hvor godt deres vel-overståede opdragelsesarbejde har fungeret.

Alternativt kan det jo være af samme grund som fruen herfra osse kommer. Nemlig at man rigtigt gerne vil have sit barn helskindet med hjem igen. Man kan vel ikke regne med, at alle disse forældre, hvis rolle er reduceret til de såkaldte "fejeblade", kendt fra Tour de France. "Fejebladene" er de biler, som opgivende ryttere slukørede kravler ind i for at køre hjem. Vi kan så håbe forældrene kan lide musikken, som det kom frem at en forælder havde gjort sidste gang. Hvordan børnene så har haft det sammen med den dansende mor ved vi heldigvis ingenting om. Nå, ikke ganske overraskende fik vi ikke nogen kontrakt at se, og slaget er dermed tabt lige i den retning. Krigen, det vil sige den fortsatte opdragelse, fortsætter nu alligevel, ihvertfald for os.

Mange andre mener så åbenbart, at opdragelsen af de unge er sluttet forlængst. Til dem kan vi sige: De "rovdyr" som I oplever nu, er ingenting i sammenligning med dem, som jeres børn bliver konfronteret med næste år. Dernede på fagskolerne lurer kemiske eksperimenter forklædt som små prikkede piller i et omfang, som I ingen ide har om. Fester, som I ikke overhovedet har mulighed for at komme til og udpumpninger, som aldrig nogensinde vil kunne ske i tide. Fristelser for de unge, som I ikke har forberedt ungerne til, fordi I alt for tidligt har "ladet stå til" og været tilfredse med at stå på sidelinien. Indtil skoleårets udgang. Forude venter de RIGTIGT grimme drenge. Nogle er hærdebrede, andre mere mørkhårede, men de er der til at konfrontere de børn, som I allerede nu åbenbart har opgivet at overvåge.

Nyd derfor øjeblikket og check gerne den korteste vej til Skadestuen i Vejle. Falck kører nemlig ikke med fulde børn, som det blev demonstreret ved sidste fest, hvor en af ungerne kom temmeligt galt afsted. Fortsæt blot med at stå demonstrativt sammen mod dem, som påpeger, at dette fest-concept måske ikke er det allerbedste til opdragelse til ansvarlig omfang med alkohol. For nu at sige det lidt mildt. Fortsæt blot med at glæde jer over, at vi ikke fik nogen kontrakt at se, hvad ligner det da også at spørge om sådanne ligegyldige ting. Hah, vi fik ingenting at se, hah!

En tabt sag som dengang eskadrillen af Brewster Buffaloes startede på deres togt? Nogen synderlig forskel har det da ikke gjort. Hele denne affære minder mest om en brand i en kostald. Dér render de allerede forbrændte køer jo altid tilbage ind i den flammende kostald ligeså hurtigt som Falck-redderne kan få dem ud. Den kendte tryghed er for mange mennesker alligevel altid bedre end den farlige virkelighed udenfor uanset hvor meget lokummet brænder. Desværre møder jeres unger virkeligheden ligeså uundgåeligt som alle generationer altid har gjort, jeres er bare lige en tand mere uforberedte, fordi I lige mister et år i ansvarlig opdragelse. Men igen, glæd jer til næste år, hvor alting bliver meget værre og vær stolte over jeres kloge og initiativrige unger, som så storslået har stablet denne fantastiske fest på benene. Eller hvem der nu har. 
Nå, jeg tror vi vil starte vores ældgamle Brewster Buffalo propel-jagermaskine og flyve op mod overmagten alligevel. En tur ind over den brændende kostald med alle køerne, som render i indbildt sikkerhed væk fra redderne. Sikke dumme køer dog er.

Dagen før dagen

Farcen fortsætter i den fortsatte sag om den såkaldte "elevfest" for en midtjydsk ungdomsskole. Nu er undertegnede opflasket med en grundliggende tro på, at "det gode" altid sejrer opå trods af alt. Denne optimisme er baseret på årtilange studier af "Anders And & Co." og lignende udødelig verdenslitteratur. Superman fik jo også altid skovlen under Brainiac og Lex Luthor og alle de andre superskurke, uanset hvor meget rød og grøn kryptonit de "diskede" op med. Det gode vinder nok til sidst, selv om "til sidst" i denne sag (udover nok at blive noget sent) også i nogen grad bliver "på trods" Nemlig af enhver fornuft.

Nu har det jo i flere uger ikke været nogen hemmelighed, at vi her meget, meget gerne ville se den kontrakt med det såkaldte "event-firma", som på en eller anden forunderlig måde skulle være forpligtende og bindende for samtlige mindreårige elever til at deltage hele året i disse fester med professionel udskænkning af spiritus til mindreårige. Som "juridisk lærestykke" kunne det jo være rigtigt spændende at se, hvordan de dog kunne "skrive sig juridisk" ud af alle de uoverstigelige lovmæssige problemer, som alle andre her i stor-Århus er stødt på. Og jo, man har prøvet, men altså (heldigvis) hidtil forgæves. Ja, vi overvejede faktisk at give "tippet" om hvordan man "krejler" bevillingsloven videre til vores traditionelle lokale værtshuskunder, der jo ellers ikke udskænker til mindreårige. Det er jo trods ikke rimeligt, at nogen udnytter et så indlysende marked, når andre slet ikke må være med. 

Ligesom grønthandleren, der betaler moms, har det lidt svært i konkurrencen med dem, der ikke gør det, så ville åbenhed jo være fint i denne sag. Derfor har vi i hver eneste melding i kommunikationen herfra bedt om at få indsigt i denne famøse kontrakt. Det er måske ikke ganske overraskende ikke lykkedes og man kunne jo vove den lidt kætterske påstand, at der slet ikke er nogen kontrakt. Lige dér står vi åbenbart temmelig alene, for nu viser det sig ganske overraskende, at andre medlemmer i en mystisk "celle", der kalder sig Festudvalget (og som altså består af voksne) åbenbart har "set" denne efterhånden næsten mytiske kontrakt. Ja, de har endda set den i en grad, så de har kunnet skønne på vores vegne, at der ikke er noget interessant i den, som det nævnes. Derfor man man naturligvis kunnet skønne, at der intet var af interesse i den. Man kunne jo måske i første omgang kalde det her tiltag for "damage control" og det var i første omgang heller ikke andet end en to-sidet kommunikation udenom rundskriveriet. Måske vi bare ville "stikke piben ind" og forstå, at alt var til fælles bedste. Ligesom i fortidens syge Sovjetunionen, hvor det også var ensbetydende med en behandlingsdom for lettere sindssyge at stille ubekvemme spørgsmål. De allerværste var naturligvis de allermest indlysende.

Det havde nu slet ikke været nødvendigt med denne forsigtighed, for nu bliver det hele ren "kafka´sk" Lige pludselig bliver det nemlig os, der bliver målet for visse andre forældres vrede og forargelse, for hvad bilder vi os da ind, at stille spørgsmål ved det åh så hårdtarbejdende festudvalgs arbejde. Som altså ialt har bestået i en (forhåbentlig da, men næppe engang det) i en henvendelse til "event-firmaet", som så klarer resten. Det HELE! Altså musik, lys opstilling/nedtagning, sprut, betjening af baren. og dørmand. Hvis der er glemt noget er det sikkert med alligevel. Nå, det ved vi kun "på anden hånd", da der jo altså ikke er skønnet nogen grund til at indvie os i disse særegne "frimurer-lignende" ceremonier i dette ikke helt klart definerede festudvalg. 

Nu kommer vi så til det rent absurde og "kafka-ske! Nu viser det sig nemlig, at vi flere uger inde i korrespondancen jo bare kunne have "meldt os til festudvalget", for så ville vi jo have fået indsigt. Nu er det naturligvis for sent, og det har det forresten altid været, det har nemlig aldrig været en mulighed. Kafka ruller videre i bedste "Der Prozess"-tradition, for nu er det nemlig så pludselig OS, der er "de anklagede" Nemlig for den brøde det åbenbart er, at mistænkeliggøre disse herlige mennesker, som åbenbart føler, at de har nærmest viet hele deres liv til en sag. En sag så stor, at den åbenbart er både større end selve livet og som en selvfølge også loven. Nemlig at gennemføre festen i et forsamlingshus langt udenfor allerede i forvejen noget gudsforladte Give. Nå, Gud er der muligvis ikke, det ved denne kætter ikke så meget om, men ihvertfald er der ikke noget politi på de kanter, men det er helt sikkert bare et tilfælde. Men hvorfor dog afholde en skolefest så skidelangt fra skolen..Nå, konklusionen er, at NU KAN VI OVERHOVEDET IKKE FÅ KONTRAKTEN AT SE! Hvordan det lige adskiller sig fra før kan være svært at se og så alligevel ikke. Tidligere har vi nemlig åbenbart godt kunnet og det har så varet præcist varet indtil indtil vi altså SPURGTE. Derefter kunne det så selvfølgelig ikke lade sig gøre og nu kan det så altså SLET IKKE! Nu er vi jo blevet mistroiske....Kafka, tag "en ruller" dernede"!

Mistænkeliggøre, nej da, det kunne da ikke falde os ind. Bare fordi man sælger drikkevarer til ren kostpris eller derunder. Bare fordi "event-firmaet" i CVR-registret ikke har nogen direktør eller andre kontaktpersoner og naturligvis heller ikke fordi det tilsyneladend e benytter noget alternativ markedsføring. På deres hjemmeside viser de nemlig billeder fra masser af tidligere afviklede fester, hvor deltagerne godt nok ser lidt ældre ud end 15 år. Mærkeligt! og de svinger heller ikke åbenlyst med alkohol..Endnu mere mærkeligt er det, at mange af billederne er fra længe før firmaet blev grundlagt (eller hvad man nu lige skal sige om sådan en uhyre kunstfærdig konstruktion). Det skete nemlig først i det sene forår, altså I ÅR. En cadeau herfra til firmaets åbenbare øjeblikkelige succes i markedsføringen overfor en ellers så in-homogen gruppe, som en tilfældig forsamling af børn og forældre på et enkelt års ophold på en efterskole nødvendigvis må være. Som jo ellers indenfor den første uge har rigeligt at gøre med at lære hinandens navne og være hjemmefra for første gang. Resolutte unge mennesker, som så hurtigt fik kontakt med dette "event"- firma, som ellers ligger så ganske langt væk..Uden navne og uden ret meget andet. Mistro...

Mistroiske? JA, FOR HELVEDE, helt vildt meget. Hvordan kan noget dog næsten være MERE mistænkeligt? At efterfølgende at blive beskyldt for så at VÆRE unødigt mistroiske af andre forældre er altså noget alternativ logik for at sige det lidt pænt. Alt andet end uendelig mistro forekommer faktisk noget løjerligt.
Nu kommer jeg jo selv fra et lillebitte samfund, og det værste er altid, når nogen udefra stiller de ganske selvfølgelige spørgsmål, som man ellers har glemt og fortrængt. Jo længere glemsomheden og fortrængningen har fungeret, jo mere fjendtlig bliver man overfor dem, der stiller alle de kedelige spørgsmål. Det er muligvis derfor så ganske mange forældre udtrykker ubetinget støtte til det selvbestaltede festudvalg. Hvis man ikke kan finde ud af noget forsvar kan man jo altid stille sig sammen. "Sjovt" nok kom vi ud for samme reaktion på min fødeø, da vi i en tidligere her på siden omtalt sag om regulær, regelmæssig og fuldbyrdet pædofili stillede de trælse spørgsmål, hvorfor dog ingen reagerede. Klap sagde østers-en, og "han var da også ellers en ret flink fyr" Han bor der iøvrigt stadigvæk derude på øen og det gør glemsomheden tydeligvis også. Åh jo, og så også lige manglen på enhver almindelig anstændighed. En vare, der åbenbart sagtens kan eksporteres til fastlandet. Det her burde der simpelthen udgives en bog om, virkeligt basis for lidt etnografiske studier.

Kvalifikationer

I dag vil vi fundere lidt over, hvilke særlige kvalifikationer der kræves i elektronikbranchen. Vi vil her naturligvis benytte egne tvivlsomme erfaringer, andet kan man vel dårligt (og da slet ikke undgå at gøre), men vil starte et helt andet sted. I går kom jo Bang & Olufsen-koncernchefens Kalle Hvidt Nielsen pressekonference i forbindelse med firmaets lancering af et nye TV. Denne "begivenhed" foregik i luksuriøse omgivelser i et showroom hos den danske co-producent af designerluksusmøbler, Fritz Hansen. Luksus på luksus, hvor meget mere luksuriøst kan det næsten blive? En hel del bedre, selv om koncernchefen kunne meddele, at det seneste kvartals resultat i forhold til sidste år var bedre. Det kunne jo have været godt hvis det ikke havde været fordi sidste år var helt enestående skidt med et samlet underskud på en halv milliard. Den reelle fremgang er således lidt svær at begejstres over for så vidt at fremgang betyder, at tingene ligefrem går godt.

Nå, man har oppe i Struer fået trimmet en del udgifter, bl. a. er udviklingsafdelingen jo blevet amputeret temmeligt meget. Hvordan det så passer sammen med, at firmaet ener de er "tilpasset en anden virkelighed" og "..har en god platform, når markedet vender" forstår vi så ikke helt. Dét med en anden virkelighed er jo blot en livsnødvendig tilpasning til radikalt ændrede konjunkturer og uden tilstrækkelig udviklings-potentiale kan man vel sige, at firmaet i stedet står temmeligt dårligt rustet til en kommende økonomisk optur. Ikke mindst fordi salget hos B&O for halvdelens vedkommende er TV, hvor vel efterhånden selv den allersidste tekniske udvikling nu er "udflaget" til de fjernøstlige produktionssteder. Udover at de "udviklingsmæssige frontløbere" allerede længe har været Samsung, Sony, Philips og alle de andre.

Nu hænger skæbnen for det gamle hæderkronede danske elektronik-flagskib nu på et blot 6 cm. tykt (dybt?) fladskærms-fjernsyn af fjernøstlig herkomst. Man kan jo så i den anledning live prøve at "google" forskellige alternativer fra de primære producenter og se, om man kan finde sådan en "tynd fætter", for det kan man nemlig sagtens. Nå, det har erhvervsjournalisterne så ikke prøvet og de har nok også andet at lave. De burde nu alligevel have kikket lidt på de billeder, de bragte i JP i går af koncernchef Kalle. Hvis kvalifikationer i en vanskelig tid vi selvfølgeligt vanskeligt kan drage i tvivl. Til gengæld er hans portrætter bestemt et studium værd, for Kalle er ikke ret gammel, vist kun i starten af fyrrerne. Manden på avisens billeder er bare ikke af en mand i hans unge alder, slet ikke. Det er billederne af en ganske overordentligt "slidt" mand med et så forvrænget ansigt, at man næsten skal tilbage til Grauballe-manden for at se noget lignende. Øjnene er matte og selv med den venligste fortolkning af Kalles kropssprog (fordi Fritz Hansen-podiet er helt latterligt lille og idiotisk lavt), så ligner han altså alligevel mest af alt en krabbe, som han står dér foran alle "honoratiores"-erne. En krabbe, der så inderligt ønsker sig ind under den nærmeste store klump blæretang, bare væk væk! Ikke videre tillidsvækkende for denne skribent og nok næppe heller for andre. Man fornemmer næsten den hektiske lugt af masser af stress ud gennem det ellers ganske lugtfrie lyserøde JP-finanstillæg. Ikke helt godt. Kvalifikationerne er sikkert i orden, mulighederne blot ikke.

Nu er fruens slægtsnavn faktisk "Krabbe", så det må vist hellere lade være at "elaborere" på det her "Kalle Krabbe"-tema. Til gengæld vil vi godt vove det forsigtige gæt, at det her nye fjernsyn kommer til at "skæppe" bedre i kassen hos B&O end hos deres forhandlere. Naturligvis fordi "rabatrytteriet" i nedgangstider blandt køberne af egentlige luksusprodukter som de her er væsentligt værre end i opgangstider. Det skyldes jo det indlysende faktum, at der er lidt eller slet ingen statusværdi p.t. i at købe et flimmer til godt 40.000,-, ja man bliver vel som køber nærmest betragtet som havde man købt en Hummer eller en åben sportsvogn eller en Honda 1300 kubik-motorcykel. Ikke altfor klog er vel i den mildere bedømmelsesafdeling. Når man som kunde endvidere ved, at både producent og sælger er usædvanligt sultne efter salg, så vil de fleste nok forsøge at få sig de 15% i rabat, som tidligere var næsten sædvane. Dermed er der kun krummer tilbage til forhandlerne, og det endda af et meget mindre brød. B&O har jo allerede haft en samlet salgs-tilbagegang på over 25% og lur os, om de ikke yderligere sænker avancen for forhandlerne på disse nye produkter. 

Nu har den opnåelige avance for større forhandlere på TV længe været langt under 10% for alle andre, og det har naturligvis resulteret i, at ingen har de rigtigt fede topmodeller fra Sony, Panasonic, Samsung og alle de andre store operatører på lager. Det kan nemlig ikke betale sig, for kunderne køber alligevel hvor de er billigst på nettet. Eller også køber de lokalt det største fjernsyn af et nogenlunde kendt mærke til den lavest tænkelige pris ud fra den tanke, at så er de da ikke blevet snydt alt for meget. De større og bedre modeller frister så en mere tvivlsom skæbne, da de færreste potentielle købere vel "hopper ombord" uden at have set det. Der skal nu nok være enkelte købere, da man jo da har set de billigere og synes, at så er dyrere nok bedre.

Anderledes er det i vores gamle favorit-hobby, nemlig hifibranchen. Dér har nettet virkeligt været et problem for interessens og selvfølgelig branchens fortsatte beståen, som vi flere gange har været inde på. Det samlede provenu er allerede styrtdykket i en grad, at der næsten kun er private enkeltmandsfirmaer tilbage i landlige udkantsområder, der sælger sagerne. Dem ønsker vi al mulig held og lykke, og det får de virkeligt brug for ikke mindst med de kunder, som de uheldigvis også har. For hvem almindelig sund fornuft og den allerringeste loyalitet er totale fremmedord. I en tråd fremturer en vis net-pseudonym David med synspunkter, som ved større udbredelse vil være ganske ødelæggende for producenter, sælgere og naturligvis også købere. Manden er åbenbart så totalt fokuseret på pris, uanset om det drejer sig om hifi eller om mekanikere, at man næsten får ondt af ham. Noget manisk men næppe helt atypisk. Tilsyneladende fornuftigt nok vil han aldrig betale mere end 5-10% såkaldt "overpris" for nogetsomhelst. 

Desværre beregnes denne "overpris" i forhold til VERDENS ALLERLAVESTE PRIS, som man efter længere tid måske kan finde i Bazaren i Timbuktu. Hvordan man så til gengæld kommer til overhovedet at ØNSKE at købe den specifikke vare er så tilsyneladende gået fuldstændigt forbi denne permanente rabatrytter. Når kunderne er så pris-fokuserede, så forsvinder alle lokale varer som dug for solen på samme måde som udvalget af rigtigt fede Panasonic-fjernsyn.Man kan selvfølgelig sagtens ønske sig noget, som man overhovedet ikke har set eller hørt, men der er eddermaeme et stort spring til osse at KØBE det uanset hvor meget man sparer. Ingen køber selvfølgelig varen og vel slet ikke ven David. Som måske ville kunne spare en 20-er i morgen ved at købe den samme vare i Karachi, og så ville han jo være blevet snydt. Bedre at vente...
Vi gentager lige vores markeds-teser herfra: Det koster penge at sælge varer og hvis der ikke er penge til det, så forsvinder varerne. Ikke ud på nettet, nej, de forsvinder helt.
De eneste kunder, der er tilbage, er nemlig denne verdens David-er, og de er altså blot spild af tid. De køber nemlig ingenting, der giver nogen dækning til nogensomhelst og allermindst køber de det, som de snakker allermest om. Hvor blev musikken og den allerringeste rimelige fornuft dog af?

Bløddyr og "Pampers"

I dag bliver teksten ganske kort, da vi bliver nødt til at køre temmeligt meget rundt. P. t. er vores største kunde et østjydsk gymnasium på Odder-kanten (faktisk em MEGET stor sag) som vi er umådeligt taknemmlige for. Det er ikke kun fordi byggeriet er så ambitiøst og omfattende næh, det er mest fordi folkene dernede er helt urimeligt rare og flinke, så vi vil ikke satse på, at Posten kommer til tiden, hvis vi selv kan levere. Derfor vælger vi naturligvis den gamle gennemprøvede "bud-metode" Til alt held er der så også en slut-levering af en anden større ordre til et gymnasium i Horsens, så det kan vist blive en fin tur for fruen og hundene. Selv skal jeg en tur ned til en anden østjydsk uddannelsesinstitution, som vi så sent som i går har "fået tilbage i folden" for første gang siden tiden i Dansk Audio Teknik, så der er der vist også basis for en "personaliseret" levering, denne gang af undertegnede. Ellers pakker vi i dag til en tur til en stor institution på Sjælland tillige med lidt isenkram til en musikskole derovre, som osse giver lidt fysisk arbejde de næste par dage. Motion og motion, næh vist bare almindeligt arbejde.

Nu er undertegnede jo efterhånden en noget gammel mand, der efterhånden kvalificerer til æres-titlen "ældre" Som jo paradoksalt nok normalt betyder, at man netop IKKE er helt gammel endnu på trods af komparativ-formen. Alligevel sikrer den daglige "dont" som fast cykelbud, at kropsfaconen på trods af periodisk "pyknicitet" (hedder det det, vi taler om den såkaldt "pykniske" facon, kendt allerede fra Antikken), ikke kommer til at blive permanent eller totalt påfaldende. Tendensen til at denne skribent på sigt udvikler sig til et delvist "bløddyr", kendt fra de såkaldte søpølser, er dog altid til stede. Heldigvis er fruen ubarmhjertig i sin (heldigvis mest åndelige) "piskning af undertegnede, så lidt kilometer kommer der da i benene og dagen i dag er nok ikke helt atypisk. Afsted med pakkerne ud over stepperne!

Nu er der desværre flere måder at udvikle sig til et menneskeligt "bløddyr" på, og kropsfaconen er kun en af disse "fremtrædelsesformer" Man kan nemlig sagtens være et menneskeligt "bløddyr" uden at det er umiddelbart indlysende på et fotografisk portræt, ja vi tror ligefrem de allerfleste af disse "bløddyr" findes blandt unge mennesker. Nu er det ikke nogen original betragtning, vi er inde på i dag, men derfor er det nu en god pointe alligevel. Pointen er åbenbart så god, at der i dagens JP er en anmeldelse af en bog, der analyserer den seneste generations (manglende) opdragelse af ja altså de unge vi ser i dag. Vi tager det her op i dag, fordi det står i uløselig forbindelse med diskussionerne her på siden i den senere tid om den famøse "elevfest" på en midtjydsk ungdomsskole.

Ytringerne på forældresiden er nemlig i fuldstændig perfekt overensstemmelse med konklusionerne i bogen. Næsten alle forældrene kaster simpelthen fra en kant alle idealer om almindelig sund opdragelse ad Helvede til og er tilsyneladende tilfredse med at stille sig til rådighed som "service-medarbejdere" for de unge. Ikke ved at medvirke aktivt eller "formativt" til festen, næh de fungerer blot som chauffører i venteposition. Det bliver en lang aften dernede i Give. Om den bliver god er ikke til at vide, men vi vil nu vælge at anskue den som om, at forældrenes opdragelse af de unge har været en ubetinget success. De unge er nemlig blevet til "bløddyr", og forældrene er gået fra opdrager-roller over i den permanente "service-rolle" Fordi bløddyr jo principielt er bløde og kun bliver blødere ved denne "pamperisering" (med et engelsk låneord fra ble-industrien).

Det heldige i situationen er så ifølge bogen, at de unge i mangel af bedre "forbilleder" (nu forældrene altså svigter) blot finder andre opdragere, nemlig hinanden. Lige dér forstår vi ikke helt bogens positive konklusioner, for hvordan man undgår at skabe ungdomsbande-lignende forhold i disse ungdomssammenhænge uden sanktioner eller kontrol forstår vi ikke helt. Når de unge selv bestemmer alle sanktionerne i deres opdragelse af hinanden er der jo ingen grænser. Heldigvis går det meste jo godt alligevel og det gode ved denne situation er sandsynligvis (og dette er vores egen konklusion eller også er det ikke-vi har ikke læst bogen), at det garanteret bliver bedre. Nemlig ved næste generation på samme måde som forældregenerationen i deres ungdom boede i kollektiver og talte så meget om solidaritet overalt, at de simpelthen talte sig selv og alle deres idealer ihjel. Sammen med den frie opdragelse, for ungerne vil garanteret fremover bruge noget striksere metoder overfor deres egne børn. De ved jo bedst af alle, hvor meget forældrene svigtede. Den tiltagende opblomstring af gode gammeldags kernefamilier er blot første trin. Svigt kan altså føre til noget godt, læs: ansvar.

Det tager så blot en generation, inden det sker, og mange af nutidens unge kommer til at møde det nuværende stagnations-samfund med "ble på" endnu. Fordi de er blevet "serviceret" så intenst af deres forældre økonomisk og ellers ikke opdraget overhovedet, at mange aldrig kommer til at fatte, hvad der egentligt "ramte" dem. Nemlig virkeligheden. Det har allerede et par år været en sjældenhed med den tidligere så udbredte praksis med forældrekøb af lejligheder, for man skulle jo nødigt risikere, at ens børn kom i unødig berøring med andre unge mennesker. Som om success på en videregående uddannelse blev grundlagt i det perfekte hjem med HTH-køkken og det store B & O-anlæg. Nej, vi kommer selv fra sådan et sted, hvor unge mennesker allerede fra den forældrebetalte årelange "verdensrundfart" har lært, at de aldrig nogensinde behøver at tage ansvar. De er beskyttede som andre bløddyr i et akvarium uden kanter og spidser og rovfisk. En del af disse unge er permanent tabt og kommer først til at opleve virkeligheden, når deres service-forældre engang dør De forældre, der aldrig forberedte de unge til livet. Til den tid ligger de nu ikke længere så unge stadigvæk på sofaen uden uddannelse og jo, sådanne skæbner er der ganske mange af. De unge, der aldrig blev hjulpet til at blive voksne.

Heldigvis kommer det ganske givet til at gå langt bedre for de fleste unge, for de "blødagtige" snot-hvalpe (ja, der er for langt hovedparten tale om drenge)falder nemlig også ud af deres eget oprindelige sociale netværk. det er simpelthen godt og gammeldags "træls" at være sammen med de unge, som slet ingenting kan selv og som ingen livsdrømme har. Udover at forældrenes "pamperisering" fortsætter til evig tid som en grotest opsvulmet bi-dronning, som heller aldrig kan komme ud af sit bi-bo. De fleste unge udvikler som alle tidligere generationer har gjort en sund "trods-reaktion" mod deres forældres såkaldte "frie opdragelse" Som altså ikke har været spor fri, den har blot være ikke-eksisterende. Det er IKKE det samme, den ene opdrager til ansvarlighed, den anden skaber blot "bløddyr" For hvorfor dog arbejde og uddanne sig, når man hidtil blot har fået, hvad man har peget på.

De fleste finder heldigvis ud af det, mest fordi en permanent rolle som "rentier" på forældrenes formue jo ikke giver meget permanent status. Måske der ligefrem er håb for vores bedste "case study" derude på Frederiksbjerg, som knapt så ofte som før kører rundt i den lånte fædrene tyske åbne sportsvogn?
Det tror vi næppe, han har vist blot måttet konstatere, at han er blevet "inderhalet" af effekten af Smart-bilen som god gammeldags "kusse-magnet" (undskyld, men det HEDDER det altså) Hvad skal han så gøre?. Ingenting, for det har aldrig fået incitament til i gennem sin "ikke-opdragelse". "Bløddyret" sidder stadigvæk fast der i sit lille akvarium indtil akvariepumpen en dag giver op. Ødelagt som den gamle århusianske punk-rocker Jan Jet, ham fra "Lost Kids" Trist? Ja, men en logisk konsekvens desværre. Heldigvis for de færreste, som ikke formåede at frigøre sig fra de åh så flinke "service-forældre" De,mange, der gjorde, blev så heldigvis stærkere som hovedpersonen i Johnny Cash-sangen om "A Boy Named Sue" På trods!

"Some are Born to Sweet Delight"

Inden vi går over til dagens dybsindigheder skal vi atter engang beklage weekendens server-nedbrud, der fik vores side til at se mere end almindeligt "afpillet" ud. Vores side får snart en gevaldig ansigtsløftning, grafisk i det mindste, men indholdet bliver næppe meget anderledes. Det er jo osse svært, når det lige er den del af produktet, som vi selv står for, og vi er jo trods alt ikke klogere, end vi nu altså er. I dag starter vi med et litterært citat i den egentlige "super-sværvægtskategori" skabt af en engelsk digter, som i sit virke mere end tangerende det "mystiske". Ja, store dele af hans poesi grænser til det vanskeligt forståelige grænsende til, ja læs og døm selv. Hos denne litterære ener er digtet, hvor overskriften i dag er "sakset", nu et af de relativt forståelige og hedder "Auguries of Innocence". "Relativt forståelig" betyder nu hos denne mystiske digter ikke ligefrem, at ret mange nok fatter ret meget, denne forfatter ikke helt undtaget. Inden vi lige afslører navnet skal vi give et ekstra "hint", nemlig næste strofe: "Some are Born to Endless Night" Som altså weekendens netop overståede "kulturelle tusmørke" uden denne side for rigtig mange, som vores statistik viser.

Forfatteren er naturligvis englænderen William Blake, som iøvrigt også var billedkunstner af den mest bemærkelsesværdige slags. Han er virkeligt et gensyn værd her i starten af "tusmørkesæsonen". Og hvorfor så lige det højpandede snak? Ja, det skyldes såmænd blot, at undertegnede i går sad og små-rodede i den store "far-kælder", som alle rigtige mænd givetvis drømmer om at få. De fleste må nøjes med et skur ude i haven, hvor disse stakkels mænd får afløb for deres skjulte billedkunst-talenter ved den rituelle udsmykning af skurets vægge. Altså på indersiden og motiverne er jo typisk "krop-duer" af forskellig slags uden at vi vist skal gå alt for meget ind på dette lidt pinlige emne. Her i huset er "far-kælderen" desværre ikke fysisk ret fjern fra hovedindgangen, og det sætter jo oplagte billed-kunstneriske begrænsninger på udfoldelserne hernede. Det "frækkeste billede" vi har og det i glas og ramme og alting, er vist opfordringen fra en vis Marianne Snedker, ex-ejer af Dansk Audio Teknik Professionel, i brevform til alle gamle kunder med en opfordring til at handle. Ikke helt overraskende et HELT ANDET sted end her hos os, og det havde de jo naturligvis gjort ganske længe, kunderne. Altså bare HER! Men ligefrem at sende det til OS? Lidt frækt og endda uden bare bryster...

Derfor er rummet mest præget af forskelligt hifi-isenkram, det kan man nemlig bedre som relativt nygift mand sidde "og pille ved" uden at påkalde sig vreden fra "Fruens Todenkile" Som Wilster i sin oversættelse af indledningen til "Iliaden": "Vreden, Gudinde besyng, som greb..." Hifi som hobby er her i huset ret acceptabel, da fruen jo faktisk er en slags entusiast af den langtids-holdbare slags. Nemlig en, der rent faktisk hører musik, desværre en afgjort sjældenhed i dette sælsomme "broderskab" Netop i går eftermiddags blev der så tilfældigvis spillet tudsegamle skiver med "The Doors" hernede i kælder-dybet, og det var rigtigt interessant. Til lejligheden var autentiske højttalere fra Doors-tiden hevet frem fra hjørnet, nemlig helt rigtige køleskabsstore JBL 4320-studiomonitors. 

Resultatet var absolut sensationelt. Indledningen til "The End" har aldrig lydt bedre, og efter en kort akustisk tilvænning til den lidt "harske" (som englænderne udtrykker det med dette ord, der godt nok derovre betyder noget andet) mellemtone-driver med lang tragt, så kom de akustiske "blitz-glimt" tæt efter hinanden. " Det var simpelthen ganske uhørt indlysende, hvad der foregik på pladen og alle dele af produktionen blev skånselsløst "smidt" ud i hovedet på undertegnede. Selv om jeg har haft alle Doors-pladerne i næsten 40 år er det altså først i går, det er gået op for mig, at der på nummeret "Take It As It Comes" IKKE er el-bas med. Det stod ganske klart efter afspilning på de store JBL ved lydtryk på godt 110 dB, at bas-linien spilles af organisten Ray Manzarek på keyboard. Her har jeg altid troet, at det var den evige sessionmusiker hos Joan Baez, Bob Dylan og iøvrigt også The Doors, Doug Lubahn, der hjalp til i dette usædvanlige band uden bassist. Det var det så ikke lige denne gang. Tak, JBL!

Nå, sikke væsentlige ting man kan beskæftige sig med på en solbeskinnet søndag eftermddag. Og så er vi tilbage ved overskriften, for nok vidste undertegnede godt, at bandets navn på en eller anden måde var hentet fra et digt af William Blake. Det var dog først i går, at det også gik op for mig, at bandet osse havde "sakset" et par linier fra ovennævnte digt af Blake, ganske ukrediteret iøvrigt, i nummeret "End of the Night" Ja, det var netop dagens 2 udvalgte strofer. Måske det har været forudsat i den amerikanske intellektuelle tradition, at alle kendte dette digt af Blake, men det var altså nyt for mig, og da jeg ikke betragter mig som ret meget hverken dummere eller mindre oplyst end gennemsnittet, sikkert statistisk tilsvarende nyt for de allerfleste.

Nu kan det nu også sommetider være ganske let at føle sig "klog" når ellers baggrunden lige er taknemmelig nok. I den fortsatte diskussion om den kommende såkaldte "elevfest" i en afgjort landlig del af Jylland uden utidig indblanding af offentlige myndigheder er vi måske kommet til et vendepunkt. Nogen vil måske kalde det et "lavpunkt", men al erkendelse skal vel starte et sted. Vi har selv i forældredebatten mange gange påpeget, at det er indlysende ulovligt for professionelle at servere spiritus for 14-16 årige. Det har langt om længe fremprovokeret spørgsmålet om, "hvad forskel der da der kan være på om man selv eller andre gør det" Visse synspunkter er altså lidt svære at forstå, for eksempel det her, og selv vores pædagogiske evner rækker tydeligvis ikke helt ud på landet. I vores "husråd" kom jeg for eksempel ikke igennem med denne sammenligning (Det kan skyldes, at jeg ikke har forelagt fruen det, det tør jeg slet ikke): En lille dreng må nemlig gerne pille ved sin egen tissemand, men når en voksen gør det, kaldes det vistnok typisk for pædofili (eller altså i undtagelsestilfælde for en "skolelæge") Den tilsyneladende samme handling kan altså sagtens være helt forskellig, men det er åbenbart umuligt at indse for mange. Lidt alarmerende egentligt og en smule uhyggeligt sådan lidt i retning af John Boormans film "Udflugt med Døden" (Deliverance). En helt, helt anden verden, og alligevel så ganske ganske tæt på.

Nå, vi trænger næppe nogensinde igennem med at påpege det indlysende faktum, at næppe nogen af de forældre til deltagerne ved den kommende fest sikkert selv har haft deres forældre med til deres egne ungdomsfester. Hvad Fanden skulle de dog også det for, så ville der jo ikke have været nogen fest eller hvad. Nå, i det her tilfælde bliver der altså tale om et ganske betydeligt forældreopbud. Sikkert for at nær-studere, hvor fantastisk vellykket deres egen opdragelse til ansvarlighed og omgang med alkohol har været. Alle forældrene mener nemlig, at børnene selvfølgelig skal have lov til at feste helt på deres egen måde. Altså lige i de her tilfælde under total og konstant forældreovervågning. Lyder det som ren volapyk? 

Ja, for hvis man virkeligt stoler på ungerne (og altså sit egen snik/snak) og festens lødighed/lovlighed, hvad Fanden laver man så selv til festen? Ja, spørgsmålet "Blæser i Vinden", som den kendte poet Robert Zimmermann engang udtrykte det. Med Doug Lubahn på bas og mixet på store lidt "hvæsende" JBL-studiomonitors. Ham, der senere blev til den knapt så jødiske Bob Dylan. Ham som senere i nummeret "Bob Dylan´s 115th. Dream" sang om "Captain Arab", som kom sejlende ind på "The Mayflower". Se, nu bliver det alt for kompliceret, for kaptajnen i Herman Melvilles roman "Moby Dick" hed jo "Ahab" og skibet "The Mayflower" blev jo benyttet af de religiøse emigranter "The Founding Fathers" allerede i 1620. Hvor de grundlagde byen Boston, som blev opkaldt efter den by i Lincolnshire, som de var sejlet ud fra, og som ingen vel kender længere, selv om den ligger der endnu.
Måske vi bare skulle stoppe her, vi er vist lidt på vej på afveje

Politiets Pensionsfond

Vi skal beklage, at vi vist kom til at love noget, vi ikke rigtigt har holdt, nemlig at afsløre verdens bedste krimi-forfatter. Og vi må jo nok sige, at han hverken hedder Stieg til fornavn eller Larsson til efternavn. Det eneste, de 2 forfattere har tilfælles er vist, at de begge er døde, den ene temmeligt forlængst og den anden temmeligt fornyligt. Den bedste af dem alle og en af verdenslitteraturens naturlige klassikere indenfor alle mere og især mindre kunstige "genrebetegnelser" er naturligvis amerikaneren Raymond Chandler. Chandler er "far" til privatdetektiv-arketypen Philip Marlowe, som for altid er personificeret i Humphrey Bogarts hærgede fjæs. Han spillede jo rollen som ingen anden og VAR naturligvis Marlowe. Manden, der slog en proper næve og selv havde en kæbe, som var holdbar nok til at tage endnu flere bank.I filmatiseringen af Chandlers oprindelige "pulp"-novelle (altså oprindeligt skabt som føljeton i ganske platte ugentlige magasiner af tvivlsom lødighed) "The Big Sleep" spillede han måske sit livs rolle. Nu var dialogen også formidabel fra Chandlers hånd, men det blev jo heller ikke nødvendigvis ringere af, at en senere Nobel-pristager, nemlig William Faulkner, havde skrevet manuskriptet til filmen. Ganske loyalt og helt forrygende fremragende.

Chandler var en original ordkunstner som ganske få i litteraturhistorien og alligevel var hele hans ret beskedne produktion skrevet til det såkaldte "trivia-pocketbogsmarked", altså i virkeligheden til folk, som kun lige skulle slå tiden ihjel. I min egen barndom læste vi "Bill & Ben", "Walt Slade" og Ellery Queen og syntes det var vældigt godt, men nu var vi jo heldigvis også børn. Raymond Chandler anså denne skribent for fuldstændigt uforståelig, for det var hverken til at finde hoved eller hale i hans historier. Den lidt anløbne helt Philip Marlowe var altid førstehånds-fortælleren, og derfor vidste læseren aldrig mere end Marlowe. Dette er i grel modsætning til Larsson, hvor læseren til enhver tid ved langt mere ens samtlige hovedpersoner, virkeligt en velrettet "torpedo" mod enhver rimelig spænding. Anderledes hos Chandler, hvor man virkeligt skulle holde tungen lige i munden for at følge med. Handlingen var jo helt urimeligt snørklet og gav til tider nærmest ingen mening. Som selve livet jo heller nødvendigvis altid gør.

Som hos alle store forfattere findes der hos Chandler personer, som er så livagtige, at de næsten er mere virkelige end selve livet. Tag for eksempel den arrede englænder Terry Lennox i Chandlers "The Long Goodbye", som Robert Altman har filmatiseret i 1973. Ikke videre heldigt synes vi, mest fordi Lennox i bogen er en så ganske usandsynligt sandsynlig som blakket helt/skurk, at absolut intet kan gøres for at få det ned på film på overbevisende måde. Udover det er manuskriptet simpelthen en kunstnerisk skamstøtte over, hvor vanvittigt vilkårligt man kan forvalte et manuskript i forhold til det litterære forlæg, det bliver det jo ikke spor bedre af. Nå, de færreste har vel set filmen så det gør vel ikke ret meget skade. 

Chandler og hans ganske få værker, som samtidigt er korte, er helt basalt en "tribut til fordybelsen", noget, som jo ikke rigtigt findes længere. Hver eneste linie er der blevet kælet kunstnerisk for i en grad, som verden sjældent har set. Denne kunstform er desværre truet af alle verdens "Carsten Jensen-er" nogenlunde i samme grad som den gåsestore fugl dronten på Mauritius. Det vil sige, uddød forlængst. Man bør dog en regnfuld aften gøre sig selv den store tjeneste at "krølle op" i sofaen foran pejsen og læse Chandler. For de fleste vil det jo desværre ikke være et gensyn, dertil har den uniformerede danske skoleundervisning i dansk jo i over 4 årtier været ganske effektiv til at fjerne al litteratur-interesse. Altså udover Stieg Larsson og Elsebeth Egholm, suk og atter suk. Dér foran ilden kan man så fordybe sig i så indviklede plots, at man aldrig vil være i stand til at regne dem ud og ikke engang altid selv om man har læst bogen flere gange. Det betyder blot altsammen ingenting i den kunstneriske kontext. Der er nu også enkelte replikker af den absolut kortfattede slags som for eksempel da Marlowe (altså i jeg-form) en yppig blondine han lige har mødt for allerførste gang: "What´s your name?" Svar: "Helen, kiss me!" Chandler!

Nu var Philip Marlowe trods hårdt og beskidt arbejde og faktisk ganske betydelige indtægter (altså i bøgerne, Chandler levede som komponisten aIves af noget ganske andet) altid en noget lurvet eksistens. Det skyldtes, at han til slut i bøgerne altid gav sit eventuelle pekuniære overskud til Politiets Pensionsfond for gamle hæderværdige politimænd. Dem var der nu ellers ikke så mange af i bøgerne, pæne politimænd, og selv de hæderligste af dem var i bedste fald alligevel noget "blakkede" Alligevel fandt Marlowe aldrig anledning til at donere sine betydelige erhvervede pengebeløb til nogetsomhelst andet. Han kunne jo ellers have skænket dem til Kræftens Bekæmpelse, men så dum var allligevel ikke. Nu var og er Philip Marlowe jo en ganske fiktiv person og kunne give penge til hvad han lystede uden nogen konsekvenser. Det kan ganske reelle personer naturligvis også, de risikerer højst at blive til grin.

Tag nu for eksempel denne weekends stort opsatte kampagne mod brystkræft. Nu er kampagnen jo i sit inderste væsen god nok og så er det jo også ganske svært at stille sig op at sige, at man altså er "imod" Det tolkes jo lidt for let i retning af, at man er FOR brystkræft, og det er jo et lidt uholdbart synspunkt. Derfor kan man nu sagtens være imod kampagnen synes vi herfra, ja vi synes faktisk ikke rigtigt, man kan være bekendt at være FOR! Vi kan nemlig overhovedet ikke finde nogen organisation (der er ellers mange temmeligt moralsk anløbne kandidater), som MINDRE fortjener en bøjet 5-øre end Kræftens Bekæmpelse. Grunden er jo indlysende og ligger iøvrigt allerede på en grund. 
Det drejer sig om det netop indviede multimillion-byggeri, skabt af verdens dyreste arkitekt Frank Gehry. Ikke et center for ekstremt avanceret kræftforskning, ok nej, blot et administrationscenter for en fuldstændigt løbsk-løben organisation. Hold da helt kæft, hvor må mange dog føle sig åndssvage i de kommende dage ved at være aktivister for sådan en sag. Nemlig at vedligeholde det nye mega-prestigebyggeri, for lur os om ikke Gehry i projektet har betinget sig, at ikke blot en eneste tilfældig vildfaren ærteblomst uretmæssigt skulle snørkle sig op af muren? og alle mulige andre klausuler for hvadsomhelst. Det vil vi godt vædde på.
Marlowe gav vel ikke akkurat pengene til alles vel, dertil var der allerede dengang for mange tvivlsomme politimænd, men der var dog NOGLE. Anderledes her med bidrag til Kræftens Bekæmpelse, det er både spild af idealisme, tid og da især penge. Der kan man vist ligeså fyre med pengene i pejsen, mens man sidder og læser sin Chandler-bog...

En karriere som julemand?

Nu har denne virksomhed ikke udelukkende venner, det ville nok også være både lidt for meget at forvente og måske ikke engang ønskeligt. Vi bærer da også selv en lille smule nag til ganske vist uhyre få ex-kolleger i den professionelle branche, ret præcist én, hvor vi da også håber på, at han falder og slår sig slemt på sin cykel. Dette ønske er iøvrigt noget mere uskyldigt, end det måske kan lyde, da manden udover slet ikke at have en cykel næppe heller nogensinde har haft en. Ulykkes-sandsynligheden er således næppe stor, men derfor kan man jo altid håbe alligevel. Om det så er denne mand(sling, han er ret kort-stammet nemlig og en fysisk fremtræden som den tissende statue "Manneken Pis"), der har tilmeldt denne skribent til en job-service, ved vi ingenting om. Det er nemlig svært at finde ud af, som det er at forstå sammenhængen i en Stieg Larsson-roman. Altså hvis man skulle gå ud fra narrativet alene, men heldigvis er Stieg der konstant og fylder hullerne ud. Ulideligt! Og fuldstændigt unødvendigt hvis ellers historien havde haft nogen mening overhovedet.

Nå, én eller anden formodentligt fjendtligt indstillet person, antageligt med korte ben, har tilmeldt os til en jobservice, og i denne tid dumper der rent faktisk spændende tilbud ind. For eksempel kan undertegnede tilsyneladende uden synderlig kvalificerende efteruddannelse få et straks-job som julemand. Man lokker samtidigt med m/k-varianten (som man ellers underligt nok ikke længere ser i annoncer), nemlig "nissepiger", så måske det var værd at overveje. Nej, desværre er det i dag udelukket, da vores lille familie fejrer bryllupsdag, ikke mindre end 3 måneder, og der er sandelig sket noget i den tid. Selv perfekt lykke som man til enhver tid forstår det kan tydeligvis alligevel gradbøjes og således blive om muligt endnu mere perfekt. Herligt.

Knapt så ubetinget herligt er den gradbøjning af dansk lov, ret og almindelig fornuft, som stadigvæk finder sted i forbindelse med en kommende elevfest på en midtjydsk ungdomsskole. Ikke ganske overraskende er det ikke lykkedes at få "indkik" i en forunderlig kontrakt, som på endnu mere forunderlig vis skulle forpligte SAMTLIGE ELEVER til HELE ÅRET udelukkende at bruge et sydjydsk event-diskotek til at holde fester med professionel udskænkning af sprut og Somersby til mindreårige. Ikke enkelte mindreårige, de er ALLESAMMEN mindreårige. Sådan en kontrakt kunne vi ellers godt tænke os at se de snørklede juridiske formuleringer i, som vist er nødvendige her. Nå, vi planlægger selv at tegne en ligeledes bindende kontrakt på alle elevernes vegne til alle årets fester med et lokalt såkaldt "sodavandsdiskotek" 

Det ville da i det mindste være LOVLIGT, men BINDENDE, nej naturligvis ikke, ligeså lidt som den anden kontrakt er. Som naturligvis ikke er det papir værd, den er skrevet på, hvis den ellers havde været nedskrevet. Det er næppe ganske tilfældigt. Nå, forældrene lader som om, problemet ikke eksisterer, og så plejer problemer åbenbart på de kanter at forsvinde af sig selv. Om ikke andet så flytter ungerne jo hjemmefra snart og så kan forældrene jo altid efterfølgende sidde og glæde sig over, at deres opdragelse til ansvarlig omgang med alkohol lykkedes. Som altså i det her tilfælde består i at "kaste børnene fra 15 år for løverne" med ubegrænset udskænkning af shots til en femmer udført af professionelle. Nå, det gode er så, at massevis af forældre har meldt sig som "støttepersoner" til den kommende fest. Udover det noget grinagtige og vel ikke vanvittigt pædagogiske i at have sine forældre med til en fest for 15-16 årige får det vel i det mindste ungerne helskindet hjem igen. Hvorfor i alverden stort set ingen af forældrene gennemskuer det groteske i nødvendigheden af at møde talstærkt frem for blot at gennemføre en skolefest er interessant.

Hele situationen minder om den "pædagogiske læreproces" i 1940-41 for de engelske bombebesætninger i deres Short Stirlings og Vickers Wellingtons på bombetogt mod nazi-Tyskland. De blev såmænd osse i starten "eskorteret" ud over Nordsøen af jagerfly, men da de forsvandt, blev bomberne blot "pløkket ned" i hobetal, fuldstændigt uforberedte og uden ordentlig bevæbning som de var. Hvis opdragelsen af de unge til ansvarlig omgang sprut stopper med "fysisk opdækning" på samme måde som da jager-eskorten vendte om, så kan man næsten ligeså godt lade være. Den pædagogiske værdi er alligevel nul og ungerne er fuldstændigt ligeså sårbare næste gang. Som bomberne, ren "kanonføde" for glubske og skruppelløse forretningsmænd. Som Stirlings var for Bf-110 og Ju-88.

I stedet skulle man jo fra forældreside lære ungerne lidt nødvendige basale "undvigemanøvrer" som ville være mere nyttige. De bomberbesætninger, der overlevede fløj sjovt nok ganske godt og det burde man osse lære ungerne. Frem for blot at stå på sidelinien og se tingene ske uden at påvirke noget. Som jagereskorten dengang, som blot vendte om, når de havde gjort deres pligt, som altså blot overhovedet ingen forskel gjorde. Rædde for at opdrage dér, hvor det virkeligt batter nu, hvor det virkeligt gælder. For den fremtid, der grundlægges i dag og snart hører op. Og bange for at sige, at noget vist er lovligt-problematisk fordi ingen andre siger det. Lemming-effekt for forældre, som hjælper ca. ligeså meget, som det hjælper lemmingerne. Det bliver et godt "rovfugle-år" dernede i det lovløse Syd-Jylland. Vi kan højst håbe at redde vores egen datter og det skal vi nok. 

Ellers skal vi lige nævne, at vi desværre ikke som ellers annonceret har fået en gammel McIntosh MC-2600 effektforstærker til vore hifimuseum. Det skyldtes nu ikke, at vi ikke havde pengene. Det skyldtes såmænd heller ikke, at der på nogen måde herskede den allermindste tvist om mundtlige aftaler eller noget andet. Hele handlen og aftalen omkring levering og betaling findes nemlig på skrift, så det burde jo være en formssag og var det selvfølgelig osse. En aftale bliver jo som visse (men tydeligvis ikke alle) bekendt ikke mindre lovligt bindende af at være på skrift. Nå, det blev den altså i det her specielle nordjyske tilfælde, hvor sælgeren den dag leveringen skulle ske, noget overraskende meddelte, at "han havde fået et tilbud, han ikke kunne afslå" Rent juridisk var det vel lige i den "sene ende" da han jo allerede på tydelig aftalt skrift havde solgt den én gang, ja faktisk har vi aldrig nogensinde oplevet noget lignende. Mage til elementært svineri skal man dog lede et stykke tid efter for vi taler jo altså om ganske mange tusindlapper her. Vi afslører naturligvis ikke mandens navn, men særligt fagligt interesserede kan nok "google" sig frem til hans net-dæknavn og han fortjener bestemt "genkendelse" noget mere end "anerkendelse" synes vi. Det er vel egentligt også det mindste vi kunne gøre, nemlig at advare om sådan en fætter. Der ofrer al lov og ret og anstændighed på grådighedens alter. Det sker altså også i andre dele af Jylland, det bliver det bare ikke bedre af.

"Shine On, You Crazy Diamond"

I dag vil vi starte med dette kendte citat fra en gammel Pink Floyd-sang. Præcist hvor gammel citatet er vil vi nødigt mindes, for jeg var da vist selv ung dengang pladen kom, og det er vistnok tæt ved 40 år siden? Sangen var angiveligt tilegnet Pink Floyds oprindelige frontfigur Syd Barrett, der inden Roger Waters gjorde bandet til en af alle tiders mest top-styrede og strømlinede hit-maskiner, sang alle sangene og skrev det meste. Selv om jeg selv blot var omkring 10 år, da Syd og de andre sang om transvestitten Arnold Layne, kunne jeg dog høre, at her var et talent udover det helt usædvanlige. Syd Barrett var en af rockhistoriens underligste og allermest selvdestruktive personer. 

Nu er det med det selvdestruktive jo ikke spor usædvanligt særligt i den angelsaksiske rock-tradition, Syd var blot en af de tidlige pionerer. Anderledes jo i den tyske rock-tradition, hvor f. eks medlemmerne af det tyske heavy-band "The Scorpions" allesammen ligner den "blonde kæmpe" i Stieg Larsson-trilogien eller teutonske korsriddere på vej mod val-pladsen ved Tannenberg. Toptrimmede og med et udseende, som brugte de mange timer dagligt i et fitness-center. Nå, det gør de i øvrigt også, ganske i modsætning til blege og hulbrystede Syd Barrett, som efter et par singlehits og den første LP faldt fuldstændigt fra hinanden menneskeligt. Såre menneskeligt i virkeligheden, især i betragtning af, at Roger Waters sikkert allerede dengang udviste de samme noget diktatoriske træk, som gjorde Syds forbliven umulig. Ingen ægte kunst eller kunstnere længere i Pink Floyd, blot overpompøs overproduceret og prætentiøse værker i en næsten ulideligt uendelig strøm. Rædselsfuldt og selvfølgelig den helt rigtige recept på hit efter hit.

Nå, det hele kan jo skyldes, at Syd som Jim Morrison fra The Doors forsvandt ud af musikken inden denne skribent rigtigt blev teenager, ungdommen og især den tidligste, står jo altid i bagklogskabens relative klarsyn i et vel idylisseret skær. Roger Waters havde dog ret: Syd VAR skør. I at sige nej til stjernetilværelsen med milliarder på bankkontoen og alle de andre stjernefristelser, for Pink Floyd startede jo som et af ganske få bands på toppen, hvor de som bekendt blev i flere åårtier. Efterhånden som en mere og mere ulidelig "kunstnerisk dødvægt", men det er en helt anden historie. Iøvrigt synes fruen, at Pink Floyd er gode, så det emne kommer nok aldrig. Ingen ønsker vel en økse i hovedet som Salanders far i Stieg Larsson, og vi har ligefrem arvet en økse i vores nye hus...

Hvilket leder over til dagens egentlige emne, nemlig "fusion vs. fission" Nu er vi ikke ganske sikre på, at disse kernefysiske udtryk i virkeligheden etymologisk er diametrale modsætninger, men det vil vi lade som om de er for argumentets skyld. Atomfysik er jo også delvist en okkult videnskab og især når man kun forstår lidt ef denne videnskab, som for denne skribent forekommer lige vel statistisk. Nå, under alle omstændigheder er det klart, at "fissioner", altså opsplitning af pop-grupper og virksomheder som basis for nye ditto næsten altid foregår under højkonjunkturer. Syd Barrets højkonjunktur sluttede blot personligt noget tidligt, da hans første og eneste plade efter selvstændigheden floppede ganske fælt. Derefter blev han permanent nyere underholdningshistorie, en ret trist skæbne for en vel egentlig ganske melankolsk mand. Hm., så er det måske bare den helt rigtige udgang?

Når alle økonomiske "visere" peger på permanent solskin, så starter naturligvis massevis af virksomheder. Der starter selvfølgelig også virksomheder med en så ringe "konceptuel maskinkraft", at blot det ringeste økonomiske "økonomiske bølgeskvulp" nærmest øjeblikkeligt fylder plimsolleren med vand. Når der er krise i farvandet, så er det tid for alle ikke altfor sødygtige firmaer at søge havn. Det kaldes så at "fusionere"-noget man aldrig nogensinde ville have overvejet at gøre, hvis der havde været andre muligheder. Sælge, javist, men de fleste af de nyligt fusionerede virksomheder er ganske nyligt startede og typisk på baggrund af "fission" fra allerede eksisterende virksomheder. Man kan jo se på vores egen virksomhed, som har en ganske klar og ganske lineær "genealogi", som det vist hedder på "fint".

Når "fusionerne fyger", så er det fordi den økonomiske nattefrost for alvor har sat sig som begyndende perma-frost. Fornyligt skete der en fusion i hifiverdenen, som blev nævnt ganske kort i dagbladet "Børsen" som den lillebitte begivenhed, som den vel var. Det drejede sig godt nok her om et såkaldt "opkøb", da allerede dengang særdeles underskudsplagede Dantax købte det (kan man vel regne med endnu mere) underskudsplagede mikro-højttalerfirma Raidho. Ingen spurge dengang, hvorfor i alverden et effektivt men kriseramt handelsfirma med én alt for stor kunde (Dansk Supermarked) skulle ønske sig et eksotisk højttalerfirma, som allerede i de "gode tider" havde akkumuleret katastrofale regnskabsresultater, men måske man skyldt penge for kabinetter, men det aner vi ingenting om.

Synderlig "symbiose" kunne vist ingen på øje på ved fusionen udover selvfølgelig sygeligt kroniske optimister, der brugte udtryk som, at det var for at få "..bedre produkter. Folkene bag Raidho går ikke på kompromis med kvalitet og fremtidsmål" Det kan meget vel være, men det har deres bank måske så været villig til. Eller noget andet, men man kan garanteret regne med, at der kommer til at ske et eller andet drastisk efter fusionen for at sikre rentabilitet og simpel overlevelse. Alle drømmerne om en glorværdig højteknologisk fremtid for det lille fusionerede firma kan vist godt "shine on" som Syd Barrett

En anden meget nylig fusion i hifibranchen er den mellem "Lydspecialisten" og min gamle ven Rene´s foretagende "Speaker´s Corner" i København. Det var vel heller ikke et at de økonomiske naturligste "ægteskaber", som ville være blevet indgået i såkaldt "bedre tider", men statistisk passer de til gengæld fint i vores teori om "Krisens nødvendige fusion" Nu er René en af naturens muntre sønner og en rigtig fin fyr, så herfra de allerbedste ønsker. Om at "skuderne" holder sig flydende indtil de kan "fissionere" igen engang. Når tiderne bliver bedre og fusionernes tidsalder er forbi. Nå vi har helt sikkert ikke set den sidste fusion endnu, og det er ikke spor positivt. Ikke bare det allermindste. Udover det selvfølgelige faktum, at en hel bunke firmaer blot dør derude på det "forblæste økonomiske ocean" uden at at have økonomiske ressourcer til blot at nå sikkert i land. Ikke at det nødvendigvis hjælper alverden at fusionere/redde sig i havn. Skibene skal jo stadigvæk vedligeholdes, kølhales og i dok og det koster altsammen. 

Vi vil faktisk postulere, at successfulde fusioner kun kan ske i forbindelse med et nødvendigt generationsskifte i mindst én af virksomhederne. Ellers er det simpelthen forbundet med kæmpeproblemer at få de nødvendigvis forskellige virksomhedskulturer forenet overhovedet og så er vi ikke kommet til mulige fælles driftsfordele endnu...Mon vi får en Nobel-pris til næste år for det, vi får vel se. I mellemtiden har vi så mulighed for at se, om vi kan finde muligheder for at "falsificere" vores teori, der jo er et kendetegn for "rigtig" videnskab. Hvortil økonomi godt nok ikke ligefrem hører, men man kan jo altid kikke alligevel.

Til allersidst en lille "krølle" på vores snak i går om hifianmelderen Jan Nielsen, som sikkert er et elskeligt menneske. Han er da ialfald noget skaldet på den helt rigtige "mandige" måde. Som undertegnede. Til gengæld er hans "genmæle" på et forum nær os måske ikke altfor overbevisende i retning af, at vi skulle have taget fejl. Nemlig om hvad man kan anmelder til, som blot orienterer sig efter en anden anmelder. Svaret i går var for os nødvendigvis "ingenting" I dag vil vi gerne modificere denne "dom" lidt, herom senere. 

Vi skal lige også forklare vores brug af "fjols" om anmelderen. Det brugte vi, fordi det altså er skidedumt at save den gren over, man selv sidder på. Nemlig at give førstehåndserfaringer og ditto indtryk videre til læserne. FØRSTEHÅNDSINDTRYK, aldrig andet, alt andet er fagligt diskvalificerende, privat eller arbejdsmæssigt. Nå, Jan mener, at ud fra alle de Ortofon-pickupper, som han har hørt, går der en klar "teknisk linie", og at han derfor ud fra en tilfældig anmeldelse godt kan danne sig et indtryk af lyden. 

Nu kunne man måske spørge om, hvorfor man skulle spilde tiden som anmelder med at teste noget, som man allerede fra starten næsten helt præcist ved, hvordan lyder. Så kunne man jo næsten ligeså godt skrive det meste af anmeldelsen inden man satte pickuppen på, da der for Ortofon åbenbart kun er tale om mindre variationer over et "teknisk tema" Og så er det, at vi bliver nødt til at modificere vores udtalelser om Jan lidt. Vi kan nemlig bruge sådanne anmeldelser til "absolut slet ingenting" Det er nemlig noget fordømt ukvalificeret sludder!

Indenfor Ortofons program af top-pickupper er der nemlig OVERHOVEDET INGEN KLAR LYD-LINIE, ikke bare den allermindste. Fra den originale SPU, den første MC 30 over MC 2000, MC 3000, MC 5000, MC 7500, Jubilee osv. osv. har lyden simpelthen varieret helt vildt. Fra det næsten kvalmt-varme og svampede til det klinisk kolde og fra den rene bulderbas til en bas så slank, at den slet ikke var der. Diskanten har varieret fra krystal-skærende klar til en lyd, der nærmest mindede om at lytte uden at have taget elefanthuen af. Ens eller blot en linie? Overhovedet ikke.
Til gengæld er Jans citat fra en af sine egne anmeldelser nu meget sjov. I en nylig test af ja en Ortofon pickup (hvorfor egentligt skrive langt og ord-rigt om blot atter en varation over et kendt og fortærsket tema..), skrev han nemlig, at den lød som "en sommerdag efter et kraftigt tordenvejr" Nu ved vi ikke, om det er en digterisk måde at at tale om forskellen på Wagners "Götterdämmerung" på den relative ro i pladens udløbsrille eller hvad han mener. Overhovedet! Det du siger giver endnu mindre mening end slet ingenting, men derfor kan du sikkert sagtens "shine on" som anmelder. Der er jo tydeligvis ikke mange om budet, og konkurrencen er heldigvis ikke alt for skarp.
Det er jo heldig nok og gælder vist til alt held visse andre små-brancher brancher, også i en vis grad vores egen.

Den svigermor!

Man skal sommetider være meget forsigtig med alt for kategoriske udtalelser om dette og hint, heldigvis sker det jo for denne skribent så uhyre sjældent, men det sker dog. For eksempel nævnte jeg vist ved godt og vel en enkelt tidligere lejlighed, at jeg ikke akkurat var voldsomt imponeret af Stieg Larsson og hans monumentale trilogi om verdens måske mest papfigurs-agtige helt, den bittelille Lisbeth Salander. Meget betegnende bliver det ikke det mindste mere interessant (og det ikke engang for husarerne), at hun i starten af bind 2 får nye bryster og Larsson roder lidt rundt i ultra-"soft-porn" kategorien. Det bliver det ikke spor bedre af. Heller ikke værre, det var osse forfærdeligt slemt til at starte med. Min elskelige svigermor har tydeligvis læst med på denne side, hun er ellers normalt meget flink, så det kan godt være vanskeligt at forstå, at hun skulle spilde tiden med dette vås. Derfor har hun søreme i forbindelse med et familievisit givet vores lille forstads-husstand 3. bind af trilogien, et tungt kors faktisk. Man kan jo som bekendt ikke smide gaver ud, så ak, atter 500 sider hårdt arbejde. Det er en udfordring nogenlunde på samme måde som at vandre over indlandsisen på Grønland: Det giver ikke rigtig nogen mening men en god fornemmelse, når man er færdig. Udelukkende fordi man har gjort det og i tilfældet Larsson kan man vist være nogenlunde sikker på, at der ikke kommer nogen opfølgning. Han er jo død på nogenlunde samme stendøde måde som den ligeledes svenske (og unægteligt noget bedre) krimi co-forfatter Per Wahlö. Det er helt tydeligt ganske farligt at være succesfuld krimiforfatter derovre.

Til gengæld er de litterære resultater ganske usædvanligt ufarlige, men vi skal som Finn Nørbygaard i sit nye show gennemføre læsningen som "selv-terapi" Tydeligvis lykkes det ifølge anmeldelserne overhovedet ikke for Finn hverken at gøre det almengyldigt eller blot en lille smule interessant, men det vil vi herfra forsøge at forbedre. 

I den anledning har jeg denne morgen tidligt kikket mig i spejlet og konstateret, at bag de lyseblå øjne gemmer der sig en drabelig litterat, som nok skal få gjort kål på Larsson. Selv-suggestion i sin simpleste form, også her inspireret af Finn Nørbygaard. I billedet af Finn i anmeldelsen på Stiften.dk. står han jo også og glor uendeligt umorsomt/grimasserende ind i kameraet. Det er faktisk et rigtigt fremragende billede, som til fulde præsenterer er entertainer langt hinsides "sidste salgsdag" og en passende illustration til overskriften "Sølle Finn"

Nu skal vi jo osse passe på ikke at være altfor skadefro over almindelig "søllehed", men når folk professionelt lever af ja altså denne "søllehed", så er sagen altså en lidt anden. Her må vi altså gøre lidt anskrig, når sølleheden simpelthen bliver FOR sølle. I det hele taget betegnede ordet "professionalisme" engang, at man indenfor sit fag besad visse elementære færdigheder. For eksempel kunne en tømrer typisk høvle et bræt med sin Stanley-høvl til en betydelig grad af glathed uden at brættet derved blev alt for skævt. Professionalisme var dengang ikke kun en betegnelse for, at man levede af det. Nej, der var tale om et vist minimum af ordentligt håndværk.

Ordene betyder vel i dag det samme, men professionelt håndværk er sommetider blevet en vits. Nu har vi ikke nævnt forrige uges JP Explorer-tur til et wellness-center for trivelige kvinder i Norge. Vi har åbenbart fortrængt det, da vi ikke mente, det havde nogen almen interesse, og det har det selvfølgelig heller ikke. Netop derfor fortsætter vi ganske ufortøvet.

Det med "de trivelige kvinder" stod der nu ikke noget om i rejse-anmeldelsen, men det kunne der nu ligeså godt. Dette kursted var ganske tydeligt målrettet midaldrende kvinder og de af dem, som ikke er trivelige, sidder alligevel på cafeerne og ryger sig tynde og rynkede (udenfor) og tager slet ikke på wellness-ophold. Fordomsfuld? Slet ikke, ungkarlelivet indtil for nogle år siden gav gode muligheder for disse skarpe sociale iagttagelser.

Tilbage til wellness i Norge. I den traditionelle rubrik "3 dårlige ting ved rejsen" kom som nummer 1 det ganske mindeværdige: "De brune badehåndklæder er ikke særligt pæne "cit. efter hukommelsen men slå selv efter) Herfra fatter vi ikke en disse af, hvad i alverden der får nogen af de her rejse-destinationer til at sponsorere en så totalt tåbelig professionel journalists tur, for det må man vel regne med de gør? Ellers kom de vel ikke til at starte med på den tur, som de udover sikkert slet ikke at have betalt heller ikke fra starten burde have været på. Vi tror på, at den eneste rigtige måde at anmelde både musik og altså rejsemål er at lade det ske af folk, som helt selv har betalt billetten. Enhver optrædende ved alle gratiskoncerter (eller blot nominel entré) ved jo, at publikum er fuldstændigt ukoncentrerede og står og snakker hele tiden. For journalister gælder så tydeligvis 2. del af det gamle ordsprog "og røven går" Dér, hvor det uklædelige brune badehåndklæde ellers nådigt dækker de værste valker og strækmærker..

I det hele taget er det nok ved at være på tide at vurdere den lidt "Finn Nørby(sølle)gaard-agtige" journalistik endnu mere kritisk end hidtil. I den retning vil vi lige i dag gøre et lille spring til almindelige skribenter, altså ikke de "rigtige professionelle" Det bliver det nemlig ikke spor bedre af, men det gode er så, at det så heller ikke kan blive meget værre. Ikke lige i det tilfælde, vi her vil nævne ihvertfald.

Nu "sniger" vi os sommetider til at kikke i bladet High Fidelity" nede på biblioteket, hvor vi tit er. Ikke fordi vi læser vældigt meget (undertegnede har allerede læst langt mere end han nogensinde vil kunne forstå), de er blot gode kunder hos os. Dette blad til vistnok 80,- er læst på et minutter og derefter føler man sig som kunde hos McDonald: Ikke det mindste mæt, men temmeligt meget dummere-fordi man gik derhen til at starte med. I mange år har bladet haft en skribent, der hedder Jan Nielsen, åbenbart en ganske sympatisk mand. Nu kender jeg ham overhovedet ikke, vi har jo som professionel virksomhed absolut intet at gøre med den branche, men han skriver tit om vores kære favorithobby, nemlig om analoge pladespillere og pikupper. Nogenlunde ligeså alment interessant og samfundsrelevant som samling af danske frimærker i hele ark med motiv af kong Frederik d. IX. Sådan noget har vi dog hidtil "labbet" i os, men det er nu nok forbi nu. Exit Jan Nielsen og dermed det sidste blot en smule interessante i High Fidelity. Bladet, kun!

Hvad har han så gjort? På overfladen måske ikke ret meget, og så alligevel. I en aktuel tråd om en spritny og skidedyr pickup-topmodel fra danske Ortofon begår Jan Nielsen altså simpelthen den største skribentmæssige dødssynd, som findes: HAN REFERERER EN ANMELDELSE I ANDET BLAD SOM FAKTUEL SANDHED. Det diskvalificerer ham simpelthen permanent som anmelder og meningsdanner. Hvorfor læse hvad du skriver, når du alligevel ikke danner dig din egen mening? I en snak om en pickup, som altså ingen af debattørerne har hørt eller set for den sags skyld, afskriver vor ven her simpelthen straks produktet og drømmer meget betegnende videre om en anden pickup testet i samme blad. Den har han naturligvis heller ikke hørt, den får blot en bedre omtale. Det kan man jo altid diskutere, kan det have noget med at tage hensyn til annoncører eller hvad? Det har sådan sådan noget forfærdeligt tit haft.

Det værste ved det her er IKKE, at Jan Nielsen blot tager en anden anmelders ord for "gode varer" Dertil burde han vel i lighed med alle andre forbrugere være for kritisk og da særligt i sådan et tilfælde med pickupper til over 25.000,-, som altså allesammen spiller temmeligt godt. At tage en tilfældig anmelders smag eller mangel på samme som sandhed er under alle omstændigheder skidedumt.

Det er bare meget værre, når det er anmelder Jan Nielsen, der gør det, for hvor er det lige, vi er på vej hen, hvis ikke-verificeret 2. håndsviden på denne måde bliver til "accepterede sandheder" Ingen steder, naturligvis og OVERHOVEDET ingen steder, hvis det er en anmelder, der falder i fælden. nemlig fuldstændigt ukritisk at tro på en anmeldelse. 

Så dumme er forbrugere heldigvis sjældent, men der gør det blot ingen skade udover på forbrugernes egen pengepung (og det kun hvis de IKKE er kloge nok til at være kritiske og så opdager de det jo ikke alligevel) Nej problemet er meget værre, for hvordan i alverden skal Ortofon overhovedet gebærde sig i fremtiden med hensyn til produktudvikling, når denne "anmelder-lemmingeffekt" allerede gør sig gældende, inden nogen har hørt pickuppen. Vi misunder godt nok ikke hverken ingeniører og salgsfolk hos Ortofon, som skal operere på sådant et marked. hvor det ene anmelder-fjols blindt tro på som absolutte sandheder, hvad det andet anmelder-fjols skriver. Det her er altså alarmerende og ikke mindst for fremtidig udvikling og produkt-diversitet. 

Når det hele bliver til "hear-say", rygter og snak, køber ingen naturligvis nogetsomhelst, de har jo alt for travlt med at snakke til overhovedet at lytte. Og drømme om, hvad andre anmeldere synes er godt. Fordi de måske har fået penge for at skrive det (slet lige det modererende ord "måske" i den forgående sætning, for det HAR de).

Vi har mange gange sagt det: Det koster penge at sælge varer, og hvis man ikke bruger de nødvendige penge, så forsvinder varen. Ikke øjeblikkeligt, ikke nødvendigvis helt, men til gengæld aldeles permanent. Et godt eksempel er det norske forstærkermærke Doxa, som nu vist kun sælges på nettet.Det er helt fint, men garanterer et minimalt salg pr. arealenhed, for kun ret få køber altså så dyre produkter uden at høre dem. Slet ingen er nok et sandsynligt tal. Derfor har en helt usandsynligt fantastisk ovenud tilfreds kunde hos Doxa sandelig det helt usandsynlige held at "lokke" konstruktøren til København. Man må forestille sig langvarige og talløse overtalelsesforsøg inden det lykkedes. Hvis vi altså noget naivt antager, at det var nødvendigt.

Det understreges naturligvis behørigt, at der selvfølgelig absolut ingen kommercielle bagtanker er ved dette private "Tupperware-lignende" arrangement, nej da, hvem kunne dog tro det? Skam dog få den der måtte have slige ondsindede tanker om dette arrangement, men sikke dog det ligner! Og som det dog simultant-promoveres på begge danske fora. Igen, hvis en vare ikke rent fysisk er permanent til stede på et marked, så ophører efterspørgslen. Det må være det, Doxa har opdaget. Det er ikke afgørende, hvordan forretningskonceptet er lavet, men det er fundamentalt afgørende, at der er et. Hvor varen præsenteres, Tupperware eller andet, er naturligvis ligegyldigt, men at kalde den simple og gennemprøvede salgsform "Tupperware" for et "tilfældigt og heldigt besøg" er ikke videre vederhæftigt. Men det kan man måske glemme, når selveste Mr Tupperware kommer på besøg.

Et andet koncept i den retning, som er på vej tilbage, er åbenbart det gamle "medlems-koncept", hvor der tilbydes særlige begunstigelser (lad os omdøbe det til "fordele", det andet var måske lidt "lummert") til medlemmer. For eksempel kan man som medlem i Hifi Klubben åbenbart spare en masse penge på diverse Samsung-fjernsyn ved at blive medlem, ganske fint. Man kan bare spare MANGE FLERE PENGE ved blot at "google" modellen, som Hifi Klubben sælger til "medlemspris. MASSER af andre danske udbydere sælger disse helt identiske apparater (iøvrigt med en nok noget fiktiv "førpris" men det er jo ret almindeligt) ganske meget billigere men altså så ikke til "medlemspris" 
Sjove, sjove koncepter...

Smagsdommere

Nu afslører vi vel næppe noget egentlig statshemmelighed ved at sige, at vi ikke er meget for såkaldte "smagsdommere" herhjemme. Ihvertfald hvis de ikke lige tilfældigvis er os selv eller helt tilfældigt har ganske korresponderende (allerhelst ganske sammenfaldende) synspunkter, ikke altid det sandsynligste scenario. Tidligere i denne uge har vi jo bl. a. causeret over de muligvis regionalt betingede sær-love for udskænkning af alkohol til børn med særligt henblik på syd-Jylland, men det er også så alvorligt et emne igen, så det lader vi lige ligge lidt her i den festlige start på en herlig ferietid. I stedet vil vi kikke lidt på, hvordan andre og ligefrem professionelle smagsdommere fortolker den synlige virkelighed. Denne gang skal vi lige se på en flok anmeldelser, og de er sandelig gode at blive kloge af. Eller også er de ren volapyk, døm selv. Om ikke andet kan man da altid blive lidt klogere på menneskelig åndelig indskrænkethed.

Allerførst har vi jo tidligere nævnt, at den tidligere både ganske velhavende og endnu langt mere nærige (og nej, ikke med komikken, der er "sparsommeligheden" helt udenfor kategori) komiker Finn Nørbygaard, underviste sagesløse forretningsfolk i, ja det fandt vi aldrig ud af. Nå, helt sagesløse var de slipseklædte publikummere jo næppe og mon ikke de betalte ganske mange penge for at se en ikke særligt sjov mand tale om noget, som vel i sin essens var endda langt mindre sjovt. Det skal squ nok have været sjovt at høre Finns selv-terapeutiske "katharsis"-foredrag med et låneord fra de klassiske græske tragedier. Hvor "renselsen" er en integreret del af tragediens lidelse. Heldigvis for slipsefyrene her kan man vel gå ud fra, at deres firmaer nok har betalt og dermed har kunnet trække bruttoudgifterne fra i skat på "den rigtige" side af beskatningen. Det var således så som så med det rigtigt tragiske.

Helt anderledes ægte tragisk har det tilsyneladende været at være publikummer til Finns nyligt lancerede show for den almindelige danske befolkning. Ingen skattefradrag her, billetterne har skullet betales med godt beskattede danske kroner, og de fleste har skullet arbejde adskillige timer for at finansiere dette show med den engang så "morsomme mand" Finn. Som efter denne ydmyge smagsdommer var lige knapt så sjov som sin makker Jacob Hausgaard. Ca. 10.000 gange mindre. Nå, men nu er Finn ude på (usjovt)"show" igen, og den første anmeldelse kan læses på Stiften dk. med de vel ikke vanvittigt flatterende ord: "Et sølle show" Og så er Jette Torp endda ikke engang med! Ellers fyger det med ord som "indholdsfattig", "selvsmagende", "bundskrabershow" og "bevæger sig ikke en tøddel" og så har vi udeladt de værste ukvemsord fra anmelderen. Vi står jo her på siden afgjort for "det sobre" 
Nu er det vel ikke det rigtige forum at sige det (vi vil jo så inderligt nødigt afsløre vores menneskelige smålighed), men vi kan dårligt lade være, for hvad var det lige vi sagde for en lille uge siden og vi havde endda ikke set showet. Helt supergodt er det åbenbart ikke og det kan jo basalt skyldes, at Finn faktisk ikke er så sjov igen. Hvorfor mon han ikke bare bliver lærer påny, det var han da ellers vist engang, og så kan han vel lave velfungerende parodier på sig selv til julefrokosterne. Det giver nok stadigvæk applaus ovre vestpå. Showet her kan åbenbart dårligt beskrives med andre ord. Man brugte vist engang udtrykket "musikomikalsk" om sammensmeltningen af musik og komik. Det er tydeligvis ikke et ord, der har blot den aller-ringeste relevans i det her show med Finn Nørbygaard og det gælder helt tydeligt hverken "musik" eller "komik" Måske man automatisk får 2 stjerner for modet det må kræve at stille sig op med et tilstrækkeligt dårligt materiale og alligevel gå løs på det uden nogen talenter. Overhovedet! Det burde det måske også, tappert er det da som når klassens tykke dreng absolut vil være centerforward på første-fodboldholdet. Eller Florence Foster-Jenkins operasangerinde.

Nå, showet får alligevel 2 stjerner af 6 mulige, og man kommer uvilkårligt til at spekulere over, hvad mon det lige er for. Og osse lige hvad der så mon skal til for IKKE at få nogen stjerner, så må det godt nok være katastrofalt ringe, det er det her jo tydeligvis allerede. Nå, men det skal blive bedre, dog ikke meget. Her i weekenden afholdtes en mini-musikfestival i Århus, hvor den temmeligt stang-smarte sangerinde Pernille Rosendahl optrådte med sin duo "The Storm", og "storm", det blev det. Med en ifølge den ellers ikke sarte lokale rockanmelder i JP "umenneskelig lydstyrke" druknede det hele simpelthen i "guitarlarm", og det er jo et problem, når det drejer sig om "føle-føle sange" Nå, de holdt heldigvis op på et tidspunkt, og koncerten fik såmænd 3 stjerner af de klassiske 6 mulige. Ganske godt og måske noget uforståeligt når de folk, som var kommet til koncert uden ørepropper (rock-anmelderen HAVDE sine med), fra starten stod med hænderne for ørerne og det blev de iøvrigt ved med. En forunderlig karakter til en vel i virkeligheden aldeles kikset koncert. Et "lucky punch"

Bagefter kom så et andet nyt, men knapt så dekorativt (som Pernille, mums!, de fleste mænd husker vel nærbillederne af hendes intim-barbering fra et TV-show engang mums-mums) "musisk håb", nemlig Troels Abrahamsen. Desværre fik han aldrig sin bærbare Mac til at virke, og det er jo noget af et problem, når nu al musikken nu tilfældigvis ligger på, ja altså lige netop en transportabel Mac-computer. Efter febrilsk at rodet med lortet i 20 minutter mens han sammenbidt (og alligevel en del morsommere end en Finn helt på toppen) fremsagde vittigheder som "Kan I ikke finde jer en øl eller en ny kæreste mens jeg fikser det her!", så opgav han alligevel. Nu kan man diskutere det lidt lamme i at medbringe HELE den såkaldte (og vel som sådan solgte) livekoncert på bånd hjemmefra, men Troels Abrahamsen fik sandelig også 3 stjerner af 6 mulige. Rockanmelder Schütt-Jensen er vist noget i det gavmilde hjørne her, for hvad skulle han da have haft, hvis teknikken havde virket bare en lille smule. Eller først var brudt sammen midt i koncerten, 20 stjerner måske af 5 mulige. Nå, de slap vist begge nådigt fra anmelderens dom. Godt gået på en så dårlig dag og tydeligvis ikke mindst for publikum.

Til allersidst i dag skal vi jo også lige referere lidt fra en absolut lørdags-favoritunderholdning. Nej, ikke lige dén, nej, vi taler om Explorer rejsetillægget i JP. Her sender man åbenbart fuldstændigt forudsætningsløse fjolser ud i stedet for egentlige rejsende, for denne skribent et afgjort systematisk problem. Ja, til tider bliver det fuldstændigt meningsløst. Tag for eksempel et af denne uges rejsemål, Taiwan. Her skal vi som altid koncentrere os om den faste rubrik, nemlig de såkaldt 3 dårlige ting ved rejsen. Vær forberedt på en "griner", for ham her Mogens Hansen er altså "dum-slem" For det første så "Regn med, at rejsens længde og tidsforskellen giver jetlag" og "Hvis man vil være en uge på Taiwan, skal man afsætte 9 dage..." Ak ja, hvor jammerligt kan det hele næsten blive. Ja, det TAGER ET DØGN at komme både frem og tilbage, det er fordi Taiwan ligger så SKIDELANGT VÆK, og ja, det er også på grund af den længdegradsmæssige afstand, at den giver jetlag. Det er nemlig også fordi det ligger så SKIDELANGT VÆK, Tumpe-Mogens!

Og så er vi ved rosinen i pølseenden: "Det fugtigvarme klima kan være generende" Jamen Mogens, så lad dog være med at tage anden end bybussen ud til zone 2, det andet her er altså ikke nogen dårlig ting. Det er simpelthen sådan det er på Taiwan og det ligger lige præcist der, hvor det faktisk har ligget et godt stykke tid. Alt, alt for langt væk for lille Mogens. Sikke dog en klovn at sende afsted! Meget anderledes er det ikke for en anden rejsende, Jacob Birklund i Panama. Her har en eller anden (tydeligvis ikke vores noget amatøragtige journalistiske "Robinson Crusoe" her) fundet "Uspoleret natur kun få timers rejse fra Panama City" med "Spændende indiansk kultur" Ja, helt usædvanligt nævner vi denne gang de 3 (2?) såkaldt "gode sider" først, men så kommer vi til de dårlige. Nemlig "Ensformig mad, der består af ris og fisk" og "Meget basale indkvarteringsforhold" Jamen for Helvede da, hvad forventer du dog, klaphat? Når man bevæger sig ud der, hvor der tydeligvis overhovedet ingen turister er, så må man vel være forberedt på at dele de lokales liv, og det gælder da både mad og bolig. DET ER SQU DA DET, DER GØR DET USPOLERET! Hvor dum har man lov at være? Vi kan da håbe, at disse journalister ikke får genvalg som rapportører ude fra den store verden. Som er så alt, alt, for stor til at de fatter noget af den eller menneskene derude. Og så er den alt, alt for langt væk. Og skide-ukomfortabel.

Nå, man kan også tage med avisens forbruger-radaktør til Hamburg til den store børnevenlige zoo Hagenbeck´s. Når man har børn lyder det jo som en oplagt ide, og så er der heller ikke alverdens jetlag ved at køre stik syd et par timer i familiebilen. Og så selvfølgelig alligevel, de "små sko" kan simpelthen ikke blive små nok for den udsendte Kirsten Elley: "Turen derned kan være præget af kø" Ak ja, det er vel ikke noget specifikt for rejsen, det er vist bare sådan det er når man kører bil i ferietiden og hvad betyder dog en ekstra måske halv time for en samlet rejsetid på et par timer? Ingenting er vel så mildt udtrykt. Nå, så bliver det til gengæld slemt: Der er nemlig "..præget af børnefamilier, hvorfor en del larm i restauranten kan forekomme" Nu må vel gå ud fra, at den berejste Elleys medbragte unger ikke siger noget (nok ikke videre sandsynligt med sådan en analytisk begavelse til mor) men ellers er det vel egentligt bare sådan børn er på en restaurant.Nå, det er de nu nok vant til dernede, det gamle "Herrenvolk" Er det ikke osse sådan i Legoland, Kirsten Elley, eller tager du bare sjældent så langt væk? Der er faktisk også tit kø lige før Vejle, og det kan godt give op mod 10 minutters ekstratid på vejen. Ubærligt!

Alle de her udsendte torskepander burde jo helt tydeligt være blevet hjemme til at starte med. Det må have været en skræmmende oplevelse at opleve noget, som var anderledes end man havde forventet og det er tydeligvis ikke slået de professionelle rejsende, at hvis de IKKE havde gjort det, havde rejsen jo ingen mening haft. Hvilket fører til spørgsmålet: Hvorfor sidder jeg dog selv uge efter uge og glæder mig til det her eksempel-løse journalistiske (bræk)makværk? Et forbandet godt spørgsmål, som der naturligvis ikke er noget rigtigt fornuftigt svar på. 
Avisen er vist bare blevet tyndere. Som disse brilliante eksempler på nutidens (mangel på enhver) journalistisk standard demonstrerer.

Højkonjunktur?

Vi beklager gårsdagens tekniske problemer hos vores leverandør af særtjenester, men det er blot livets hårde vilkår.
I dag skal vi starte med at videregive et brandvarmt købs-tip. Om det medvirker til at sælge produkterne er næppe sandsynligt, men en tidligere populær fritidssyssel blandt danskere var jo ellers netop tilbudsjagt. Det er derfor noget bemærkelsesværdigt synes vi, hvor lidt forskellige benzinpriser tilsyneladende i tiden lokker kunder i butikken, for de kan da her i området variere indenfor få hundrede meter med op til krone. Det må jo ses i sammenhæng med, at blot ti øre tidligere var rigeligt til at skabe køer ved pumperne. Tilbud er åbenbart ikke det samme længere og det ikke udelukkende fordi ti-øren i mellemtiden er blevet afskaffet. Benzinen kostede nemlig dengang det samme og endda ret præcist. Dengang for 25 år siden.

Helt anderledes med det her tilbud. Et mindre nordjysk hifi-firma har nemlig et tilbud, der burde få mundvandet frem hos selv vildfarne -langtidsfodgængere midt i Sahara: Man kan nemlig købe et komplet prestige-hifisystem til en bagatel af 130.000,- Inden nu enkelte måtte småpippe noget forkølet sludder om, at det da vist stadigvæk er dyrt, skal det lige med, at det selvsamme isenkram altså indtil for ganske uhyre nyligt har været (forsøgt og måske endda også i enkeltstående tilfælde) solgt til ikke mindre end 342.000,- Det er da et tilbud, der vil noget, selv om det på den her baggrund er noget vanskeligt at argumentere for det egentligt fornuftige i fremover at betragte investeringer i eksotisk hifi som synderligt, ja altså gode investeringer. Det svarer næsten til i dag at købe aktier i forlængst kuldsejlede Roskilde Bank. Det må fandeme være en bét af de helt store for en mulig tidligere køber at se sit isenkram købt til altså teoretisk muligvis 342.000,- nu mindre end et halvt år efter have en brugtværdi som en bedre racercykel. Og så kan man ikke engang køre på det og hvis man skulle have lyst til at spille på det, så skriger det jo næsten "Idiot!" i hovedet på én! Vi skal vist over i markedet for såkaldte skæg-pantebreve for at se samme negative værditilvækst. Det var jo naturligvis også derfor vi i går kunne samle en ganske fremragende Crown-referenc eforstærker op for noget, der lignede "pebernødder" Og VAR det. Nå, markedet vil vel afgøre, om dette nordjyske supertilbud vil tiltrække nogen køber, vi ville nok ikke selv holde vejret. Når man så endegyldigt giver enhver rimelig eller sandsynlig pris et så hårdt "spark" er det jo nærliggende som kunde at overveje, hvad varen så OVERHOVEDET er værd. Hvis overhovedet noget, for hvis man kan nedsætte en pris med næsten 75% kan man jo næsten ligeså give varen væk. Godt vi ikke selv er i branchen for eksotisk hifi og herligt, at konjunkturerne sådan banker markedet i smadder. Når man nu som os i den kommende uge også får besøg en en 600 watts tidligere megamonsterdyr McIntosh-forstærker, som forhåbentligt også får et godt hjem her. Til en tilsvarende fornuftig pres på et presset marked. Som salig Gilbert Briggs, grundlæggeren af det engelske højttalerfirma Wharfedale sagde: "The public confused buys nothing", sande ord i denne fantastiske prisforvirring.

Helt anderledes godt går det tilsyneladende hos Bang&Olufsen, der har voldsom fremgang, som det nævnes i dag i JP erhverv. En division har nemlig en fremgang på næsten 10% i det seneste kvartal og det er jo glædeligt. Da det drejer sig om markedet for bilstereo til luksusbilerer det endnu mere overraskende, da det marked faktisk er blandt de hårdest ramte. Det gør jo blot ikke præstationen mindre. Desværre er den journalistiske præstation bag vurderingen af denne nyheds værdi nok knapt så god. Selv med den nylige fremgang på altså blot den eneste solstråle-division her er denne divisions omsætning altså stadigvæk under 49 mill. mod koncernens samlede ditto på knapt 500 mill.. Udover at en 10 procent fremgang af 10 % af en koncerns omsætning altså kun bliver til noget mere prosaiske 1% i det store spil, skal det med, at bilstereo-divisionens SAMLEDE BRUTTOOMSÆTNING ret præcist falder sammen med koncernens SAMLEDE NETTOUNDERSKUD i perioden. Det er måske derfor i virkeligheden heldigt, at begge ikke er større. Det er fint at ville øjne fremgang for enhver pris i et svært marked, men der her fremgang er vel ikke så forfærdeligt reel, når det kommer til stykket. På samme måde som det ganske usandsynlige prisfald ovenfor jo heller ikke ubetinget er noget egentligt sundhedstegn. Mest tyder det vel på, at patienten bare ikke er død endnu?

Ellers er den tidligere på ugen lidt krypteret-referede debat om den kommende alkohol-sponsorerede "elevfest" gået fuldstændigt i stå. Om det så betyder, at folk er blevet mere eftertænksomme eller blot dukker hovederne er ikke til at sige. Det første er næppe det sandsynligste, men man vinder jo heller ikke nødvendigvis nogen venner ved at sige indlysende sandheder højt. Ja, faktisk er det vel næsten værre jo mere indlysende sandherne er. Tag nu blot for eksempel almindelig gældende lov og beskyttelse af børn mod ubegrænset tilgang til ubegrænset spiritus. Ikke øl eller Somersby eller alt det tynde sprøjt. Man er vel trods alt fyldt 15 år..

Ellers kæmper vi os ufortrødent igennem en anden "Augias-stald", hvor der heller ikke har været "muget ud" et stykke tid og hvor heller ingen åbenbart har været villige til at kalde tingene ved deres rette navn. Nemlig LORT! Denne morgen var morgenavisen noget forsinket, og derfor brød jeg som mange voksne jo gør (ikke mindst i den ansvarlige opdragelse åbenbart som vi fornyligt har været inde på) et løfte. Nemlig om at huske at smide Stieg Larsson-bogen (trilogi-bog nr. 2) på natbordet i en papircontainer snarest. 
Således blev det desværre ikke, men til gengæld kan jeg så glæde mig over, at jeg ikke siden den allertidligste barndoms sort-hvidt illustrerede "Kampflyverserien" og "Commando" i pocket-hæfteform har læst mage til indædt bras. Især den skarpe skelnen mellem slemme skurke og rigtige helte og ingenting ind imellem er jo slående og karakteristisk for AL møg-litteratur. Især afsnittet om helten Kalle Blomquists besøg hos en en skurkene, en vis Björck, er godt nok mindeværdig. Lige pludselig ændres hele perspektivet i fortællestilen hos den pressede mand, som trues med ultimativ ruin og vanære af journalisten. I stedet bliver det side op og side ned på leksikalsk vis redegjort for alskens helt sindssygt trivielle og endnu mere ligegyldige sammenhænge for at hjælpe den håbløst fastkørte historie i gang igen. Tænk blot at lade en mand presset helt op i hjørnet konversere som læste han op af "Den Danske Encyklopædi", skidegod fortælleteknik. Ren "Kampflyverserien" eller i knapt så grelle tilfælde Koret i de græske tragedier, som også sommetider måtte hjælpe forståelsen "lidt på vej" Alle forfatterne dengang var heller ikke supergode, men de dårligste er nok næppe overleveret i større omfang. Nå, det bliver Larsson næppe heller, de gamle noget skematiske bøger af Sjöwall og Wahlø føles helt litterært "højpandede" i sammenligning.
Den forståelse er så endeligt også dæmret for denne skribent. Den hedder papircontaineren og det skal altså være lige nu! Heldigvis er der jo også gode forfattere og måske vi i morgen vil causere lidt over den bedste i denne genre. Han er til gengæld absurd fremragende. Det er nok derfor ingen kender ham længere. Mere senere. Måske. Han hedder Raymond til fornavn. Alle kender ham formodentlig af navn, men næppe mange har læst hans bøger. Trist, det havde været bedre omvendt. I stedet spilder vi altså tiden med Larsson, ak ja, hvem sagde de andre var dumme(re)?

Målestokke i lyde og love

Senere i dag bliver vores lille firma forhåbentligt indehaver af en "hifi-dinosaurus", nemlig en Crown Studio Reference 1-effektforstærker på omkring 780 watt/kanal. Det er en allerede uddød en af slagsen, selv om den faktisk kom på markedet for ret få år siden som det den var, altså ja nærmest et levende fortidsuhyre. Det var en trist skæbne for noget, der et par årtier tidligere ville have en selvfølgelig plads i den professionelle studieverden, men så ville den jo ikke have kunnet være en dinosaurus naturligvis. Nej, vores ven her blev simpelthen designet på netop det tidspunkt, hvor de allerfleste studier holdt op med at bruge store passive kvalitets-studiomonitorer og gik over til at bruge aldeles ligegyldige bittesmå aktive (sommetider let forvoksede, for det meste ikke) computer-højttalere.

Det er så der, vi er i dag, og udover filmindustrien laves praktisk talt al musik i dag på højttalere af en kvalitet, som mest minder om den mulige lydkvalitet på et lofts-pigeværelse i 1968. Gengivet i datidens modeord "high fidelity" på en batteridrevet grammofon med aftagelige højttalere i låget. Om vi er for hårde? Vi ville ønske, vi var, men det er altså den reelle verden, vi færdes i til ganske dagligt. Al den gammeldags "lydstudie-romantik" med hovedvægt på kvalitet og holdbarhed, som stadigvæk "huserer" næsten mytisk på de også noget nødlidende hifi-fora (hvor kvaliteten heller ikke lige springer i øjnene), er altså ja, blot en myte. Det sjoveste i den her sag med vores nye Crown er i virkeligheden, at den blev lanceret præcist samtidigt med, at både JBL og Tannoy og mange andre traditionelle pruducenter af store og mellemstore studiomonitors, lukkede "butikken" ned. For Crown var det næsten tragikomisk, da firmaet deler ejerskab med JBL. Noget åndssvagt at producere en forstærker til ikke-længere eksisterende monitors. Tal blot videre om "kapitalismens iboende logik"..

Nu er myter jo mange ting, og ind imellem småsmiler vi da lidt over verden. Nu er markedet for forskellige slags "status-symboler" jo krakeleret i en ganske betydelig grad, og det gælder naturligvis også i betydeligt omfang vores egen professionelle branche. Vi klager nu som bekendt ikke selv, fordi efterspørgslen efter reel kompetence jo er ret fast. Ikke efter varer, viden er noget ganske andet. Derfor ligger store dele af branchen noget underdrejet, og nylige stor-fusioner i den professionelle lydbranche plejer heller ikke at være det bedste tegn, ikke meget mere end nylige bankfusioner i det støt voksende firma, der hedder "Finansiel Stabilitet". Nu er vores firma jo heldigvis ikke en musikforretning, og vi "under" da bestemt vores kolleger her, Aage og Eskildsen og den norske kapitalgruppe bag al mulig succes. Alligevel er der nu næppe så meget fart på hos disse kolleger, som det fremgår på visse fora. Der forberedes kunderne nemlig på, at "der kan være meget lang kø" for at blive ekspederet, når man skal ind og købe sit jack-kabel i såkaldt "studie-kvalitet" Der er altså desværre ingen tvivl om, at kablet (desværre med nutidens fald i standard) ER i studiekvalitet, men det med de lange køer er nok desværre også noget overdrevet. Ikke mindst fordi disse firmaer kæmper for livet mod gigantiske konkurrenter på nettet, hvor køer jo ligesom ikke rigtig eksisterer. Bare det dog passede, det med de lange køer, men det gør det altså ikke.

I forbindelse med vores snak tidligere på ugen om en kommende alkoholisk ungdomsskolefest er der et par kommentarer at tilknytte. Disse formelt private (stor)-fester for samtlige elever på en ungdomsskole er arrangeret af et lokalt sønderjysk mobildiskotek, som dog godt nok på deres hjemmeside er så "plastret til" med Cult-reklamer, at de nu nok har spurgt først. De har vel næppe selv betalt for trykningen. Som sagt, det er næppe heller alt for god markedsføring for Cult direkte at blive associeret med disse fester med professionel udskænkning af alkohol UDELUKKENDE TIL MINDREÅRIGE. Hos Cult kan man vist kun få direkte støtte til at blive tatoveret, man stopper åbenbart alligevel et sted, og der er vel gode lovlige grunde til.

Som nævnt er der tale om en "elevfest", som skolen dog har fralagt sig ansvaret for fuldstændigt. Derfor er det passende omdøbt til "elevfest" men altså for alle skolens elever, fra skolens side tydeligvis en vigtig distinktion. Svært at forstå "elever" udenfor skole-regi. De har nok lært noget af tidligere år og det har lokale forsamlingshuse tydeligvis også. Der er da tydeligvis ikke nogen, der har budt ind på dette arrangement, og derfor bliver denne forunderlige "ikke-skolefest" ikke blot IKKE holdt på skolen. Næh, den bliver holdt vistnok 30-40 km. væk og har iøvrigt intet med skolen at gøre. DET adskiller den altså afgørende fra alle de kommende rigtige elevfester (altså med skole og det hele), som vores unger kommer til på gymnasiet til næste år. Hvis der ikke spilles efter reglerne, så ryger spritbevillingen og sådan skal det naturligvis også være. At de unge så "spæder den lidt op" derude i buskene er jo ligeså uundgåeligt, som det altid har været siden assyriske æseldrivere forlystede sig i gæret hoppe-mælk. En skolefest er naturligvis ikke en skolefest, hvis den ikke bliver holdt ganske tæt ved eller oftest på skolen. Og elevernes hjem. Ellers er det altså bare en fest og altså sommetiden en tvivlsom en..Som det mere luftige begreb "ungdomsfest"

Nåh, der kører jo bl. a. let stimuleret af denne side en noget lam debat hos forældrene til de kommende deltagere i drukfesten derude i det landlige forsamlingshus med shots til en femmer i baren. Tilstrækkeligt billigt og rigeligt alkohol giver jo altid i alle aldergrupper samme resultat og så er det ligemeget, om man er soldat i den sejrrige Røde Hær i 1945 på udkig efter ubevogtede vinkældre i Østprøjsen eller hvad. Det noget overraskende består nu mest i, at overhovedet ingen tilsyneladende undrer sig over, hvordan de tidligere års privat-arrangerede fester (som naturligvis er måden at gøre det på hvor ansvaret deles mellem de aktive unge og nogle forældre) er blevet fuldt "professionaliseret" hvor hverken forældre eller unge aktivt skal gøre noget som helst. Lige i den sammenhæng kan det jo som forælder være lidt svært at "falde fuldstændigt i svime" over de unge menneskers initiativrigdom og almindelige virkelyst, som mange indlæg så tydeligt er noget imponerede over. Kogt lidt ned svarer det vil til at rose de unges kulinariske evner, fordi de helt selv har hentet en pizza henne hos pizzeriaet. Vel ikke ligefrem anledning til affyring af utidigt festfyrværkeri men hvis fremskridtene er små nok må man vel fejre hvad der er..

Nu skal de særdeles rimelige barpriser nu lokke de unge på ganske samme måde som vi selv ville være blevet og resultatet vil selvfølgeligt blive ganske det samme. Heldigvis vil der være masser af forældre til stede så det skal nu nok gå. Nu kunne man måske selv tænke tilbage og overveje det særskilt nyttigt pædagogiske i at holde fest med sine forældre som direkte tilskuere. Sådan en fest har vel i virkeligheden de færreste vel overhovedet været med til selv med mindre festen har været har været holdt derhjemme. Selv der var forældrene nu typisk fraværende og ellers havde der vel heller ikke været fest til at starte med skulle man synes. Lidt løjerligt og da især fordi man som forælder jo alligevel næste år må se de unge til til fester uden opsyn. Ja, men hvad Fanden hjælper det så at gøre det nu og hvordan forbereder det de unge til fornuftig omgang med alkohol? 

Overhovedet slet ingen ting, naturligvis, men det er selvfølgelig altid rart at få de døddrukne unge hjem igen. Døddrukne på samme måde som alle andre fester ville give samme resultat med samme barpriser og intet ansvar fra barpersonalet overfor bevilling eller udskænkning af spiritus til 14-15-16 årige eller nogetsomhelst andet. Tilsyneladende undrer det heller ingen af forældrene, hvordan sådan noget lovligt kan finde sted, og hvorfor mon ingen andre skoler har fundet på det her. Det er da en skidegod ide, og så undgår man også det uundgåelige bræk på gangene fra de unge, om har sippet lidt rigeligt derude i krattet. Man kan jo åbenbart bare , hurra, holde en "privatfest" for hele skolen nede på et lokalt diskotek. Her i byen har vi et med en vis ret noget berygtet sted, der hedder "M. F. Broen", og som er en færge ombygget til diskotek. Der holder man også "lukkede fester" og man holdt endda en ungdomsfest for konfirmander. Bare underligt, at man kun kunne købe sodavand til dette arrangement, for de er ellers ikke ligefrem kendt for at være altfor påholdende med udskænkning så hvad mon har holdt dem tilbage? Man kan vel ikke regne med, at der gælder anderledes love for udskænkning til 13-14 årige end til 15-16 årige? Nej, det kan man selvfølgelig ikke og derfor arrangeres der INGEN SKOLEFESTER med sprit og det hele på "M.F. Broen" Men "elevfester", måske det er noget andet, det har de nok bare ikke hørt om.

Det kan jo delvist skyldes, at dette færge-diskotek ligger lige overfor den lokale politistation og det kan jo også være en stærkt medvirkende faktor, at deres spiritusbevilling (og dermed hele eksistens) ville være nul og nix, når de blev knaldet. Som det skete for et andet lokalt diskotek, som ellers også kun holdt "private fester" Med professionelt personale naturligvis. De er der ikke længere. I det hele taget er det lidt interessant med den her tilsyneladende "regionale lovgivning" i forbindelse med den kommende fest, for når en så indlysende god idé ikke realiseres her, er der vel en lokal politivedtægt, som står i vejen. Ja, det må der vel være, eller også er der noget andet. Loven måske. I det hele taget har vi kun en enkelt gang tidligere været ude for en så åbenlys regional fortolkning af love og vedtægter. På et besøg et par siden på min fødeø Endelave for et par år siden blev vores løst-løbende hund jagtet af en (iøvrigt ikke lokal) traktor. Konfronteret med det faktum, at alle de lokale også rendte rundt uden snor svarede manden de mindeværdige ord: "Jamen de lokales hunde må godt, det er kun turisternes, der ikke må"
Regional lovgivning i det helt små ligesom vores sydjydske lokale version af reglerne for salg og udskænkning. Ja, det er vist omtrent det samme. Det er ikke det samme som at det er sandt eller blot lovligt. Men man kan jo altid "lade som om" og når noget så er gået et stykke tid, kan det vel vinde "hævd" og så er det jo pludseligt lovligt igen.
Underligt at Folketinget ikke har hørt om det. I dag annoncerede man da, at der var politisk flertal for at indføre samme aldersbegrænsning for salg af alkohol i forretninger som med tobak. Eller altså den sædvanligvis gældende aldersgrænse for erhvervsmæssig udskænkning. Åh jo, det er forresten 18 år og Folketingets love er vist for det meste landsdækkende.

En meget, meget lille dame.

Undertegnede er ved at pløje sig gennem 2. bind af den meget omtalte (og dermed åbenbart også meget gode så mange dumme danskere kan der vel ikke være?) Stieg Larsson-trilogi om den lillebitte heltinde på vist kun 40 kg., Lisbeth Salander. Det skal med, at ordet "pløje" her skal bruges med nogen forsigtighed, da hastigheden er nogenlunde den samme som den, en gammel grå Ferguson-traktor kan pløje i tung lerjord. I sådan jord bliver Ferguson-motoren, der jo oprindeligt kommer fra en Standard Vanguard-bil, jo noget stakåndet og ploven kan kun være to-furet på visse steder af marken. Ellers kører den en-furet, ihvertfald på min fødeøs "Klintegård" Dér, hvor fætter Kurt boede og døde. Pløjningen går altså ikke ret stærkt og det går "Kampen med Larsson" altså heller ikke.

Det skyldes muligvis, at jeg ikke har læst bind 1 af føljetonen, den har vi vist givet væk eller bare smidt ud, men det er næppe hele forklaringen. Bogen er nemlig skide-dårlig. Ikke fuldstændigt uden en vis elementær spænding, blot dårligt skrevet. Faktisk helt tåkrummende hjælpeløst ringe. Larsson skriver bogen fra den "alvidende vinkel", hvor samtlige personers tanker og motiver hele tiden forklares, og det giver al "suspense" og enhver ægte spænding et skud for boven. Det er noget skidt og særligt for en såkaldt "spændingsroman" Når Lisbeth Salander pludselig forsvinder ved vi jo godt, at det kun skyldes, at forfatteren blot endnu ikke har fortalt os, hvor hun er og hvorfor. Og derefter fortælles straks og ufortøvet om alle hendes tanker og alle andres, snork! Det er forresten også det bogen bliver brugt til, at snorke fra og lige dér er den altså helt fin.

Nu findes der naturligvis ringere bøger derude, for eksempel Dan Browns forsludrede "Da Vinci"-bøger, der simpelthen er så ubegribeligt ringe skrevet med en hjælpeløs sprogbrug i særklasse, at det aldrig lykkedes at læse den. Brown har godt nok samme suspense-dræbende fortælleperspektiv som Larsson, men er end ikke i stand til at lade det spændende element sidst i alle kapitlerne, den såkaldte "cliff hanger", til at fremgå af teksten. Nej, Brown føler sig sig nødsaget til et forklare og foruddiskontere spændingen, som dermed prompte fordufter. Desuden matcher Brown i sine alenlange diskurser udi pralende leksikalsk belæring næsten mesteren over dem alle på dette punkt, nemlig Peter Høeg, ham med "Smilla" Den har vi heller ikke kunnet overkomme, den er ellers ikke nær så tyk som Larssons.

Vi har vistnok stadigvæk et eller andet sted 3. bind af Larsson-(mak)værket men den tid den sorg. Det er jo heldigvis ikke helt sikkert, at vi overhovedet finder den. Nu er bogen befolket med hovedpersoner af en så udtalt to-dimensionalitet, at det simpelthen er det rene pap. Den smule sympati, den sagesløse læser (læs:jeg) kan mønstre overfor et par enkelte personer kommer ikke, fordi de fortjener det, men fordi de andre papfigurer blot er endnu fladere end en fladmast fladfisk. Det mest mindeværdige ved hovedpersonen Lisbeth Salander er næsten, at hun er så lille. Altså angiveligt under 40 kg., siger forfatter Larsson, og han må vel vide det. Han ved jo alting i bogen og hold da helt kæft, hvor gør det dog bogen ganske ulideligt kedsommelig. Men altså, den er alligevel ikke helt så kedelig som den er ligegyldig. Hm., det er vist heller ikke særligt godt, hvad Fanden læser jeg den egentligt for?

Det gives der naturligvis ikke noget ret godt svar på og intet, der flatterer denne skribent det mindste. Alligevel er det Salanders diminutive størrelse, der kom tilbage i tankerne i går eftermiddag, hvor vi mødte en ligeledes meget lille dame. Ja, hun var faktisk så lillebitte lille, at hun uden særlige anstrengelser ville have kunnet være filmstjerne før i tiden. Hun var nemlig lille nok til at være inden i den lille tøndeformede (??) robot R2D2 fra "Star Wars"-filmene. Blot 30 kg. vejede denne dame, som ellers ikke led det mindste af spisevægring. Lillebitte og næsten mindre end det. Ren tobak for en skilling!

I lighed med lille Lisbeth Salander havde denne diminutive dame været involveret i godt nok kun en enkelt voldelig episode fornyligt. Måske små damer bare har det i sig ligesom små terrier.hunde jo osse bider ad Helvede til. Måske, Salander er da effektiv til at "slå på tæven" selv om hun er lille og alt, alt for klog. Til sit eget bedste og til at Larssons bog giver nogen mening. Måske hun bare skulle have skrevet den om Stieg Larsson, det havde sikkert været bedre. Nå det gjorde hun altså ikke.

Tilbage til i går eftermiddags og den lokale lille dame. Vi blev nemlig ganske lamslåede, da vi hørte hendes historie. Det er nemlig en rigtig historie om ægte mod. Denne dame havde nemlig i sidste uge været i håndgemæng med en håndfuld unge. Det skulle man nu ikke tro, når man så hende der stå tilsyneladende helt uskadt. Det var hun så iøvrigt heller ikke, hun havde tidligere på dagen fået gipsen af hånden. Den, man slår med, når man er Lisbeth Salander.

Det var nu ikke det, damen havde gjort. Næh, hun havde såmænd blot holdt fast på sin taske, mens bølleflokken forgæves havde hevet i tasken. da det så ikke hjalp, havde de slået hende og stadigvæk slap hun ikke, hendes fingre var nemlig blevet kvæstede, så hun kunne slet ikke.

Vi ved ikke præcist, hvad overfaldsmændene tænkte, men pludselig tog de benene på nakken og forsvandt skyndsomst, måske de skulle hjem og spise aftensmad lige pludseligt. Eller måske de har set en hundelufter som os selv derovre, odds på 5/1 er åbenbart ikke helt godt nok. Det havde nu været skønt hvis man selv havde set dem. Rigtigt skønt.
Damen havde klaret den på trods af alle rimelige odds. Det var så hende, vi så gå rundt dér i hundelufter-parken. Hun kunne næsten ikke gå, men det kunne hun så heldigvis heller ikke før, så der var ingen synderlig skade sket. og var næppe 1.50 m høj. Desuden var hun i slutningen af 80-erne. En lillebitte oldgammel dame og alligevel en rigtig helt. 
Fordi hun i går for første gang tvang sig selv til at gå den samme tur som hun gik, da hun blev overfaldet. Fordi hun nægtede at bøje sig for bøller af en så total afstumpethed, at vi aldrig har oplevet noget lignende. Fordi hun tog "tyren ved hornene" og bekæmpede sin angst. Fordi alt andet ville være et nederlag til uretten, som lever af angst.
En meget, meget lille dame og så alligevel den største helt.

Hvordan kan man det?

Vi kan på denne sides støt stigende daglige besøgstal se, at stadig flere kikker med, og det er da herligt. Også en smule præstations-angstfremkaldende, et problem som denne skribent må indrømme kommer krybende fra flere sider. Slemt er det dog ikke, noget værre er det med en anden gammel fjende, der osse kommer krybende, nemlig det stigende "fedtlag på bugen" af denne skribent. I den kommende tid er derfor dømt morgencykling for fulde gardiner derude i det idylliske opland. Det har virket tidligere og gør det vel igen, hvis vi skal citere (ganske vist lidt forkert) den eneste egentlige musikalske triumfator ved dette års århusianske festuge, nemlig den for denne ydmyge skribent noget hysterisk overvurderede sanger C. V. Jørgensen.

Nu kan det måske være berettiget tvivl om lige netop vores egen dømmekraft i denne penible poetiske "mandjævning", som det hed i macho-tiden dengang danskerne bar horn og erobrede England. Her i huset mener fruen nemlig, at der fra denne skribent er tale om egentlig misundelse overfor C. V. og hans ordkunst, og det er da en mulighed, men indrømme det, aldrig nogensinde! Hvis det altså havde været en mulighed naturligvis. Alle, der var til C. V. Jørgensens koncerter i Festugen kan helt sikkert huske det, og hvis de kedede sig og var ved at glemme det, så blev de jo konstant under disse 2 "snævre" intim-koncerter ved den betydelige tilstedeværelse af byens honoratiores og andre "fremmeste mænd" (som næppe betalte fuld entré) mindet om den kunstneriske nødvendighed. Godt nok af noget, som var ophørt med at turnere for næsten 10 år siden, typisk et tegn på at noget forlængst er afblomstret og vel aldrig mere end i dette tilfælde.

Tilfældigvis var alle dog kollektivt ganske enige om, inklusive den lokale presse, at C. V. altså altså bare var det helt fede og festugens egentlige højdepunkt uden at det dog på denne strålende baggrund så blev særligt klart, hvad resten af festugen så egentligt skulle gøre godt for. Er der mon nogen der kan huske blot et eneste andet optrædende orkester eller solist et sted, hvor man skulle betale entré? Målsætningen for kong Folmer af festugen var jo ellers den gennem flere år erklærede, at man ville præsentere navne, der garanteret vil blive kæmpestore om 3 år. Hverken mere eller mindre, men nu er primtallet 3 jo også et ældgammelt helligt tal, for hvem har dog hørt om 2 eller 4-armede lysestager, nej vel? Det mest underlige ved denne faste 3-årshorisont er det vel, at man ikke opererer med "halve år" men nu ligger Århus Festuge jo også godt for de bands, der ønsker at blive kæmpestore i god tid inden den vigtige julehandel. Men hvem Satan var det nu der spillede i festugen altså udover ham den gamle og en smule affældige tidligere så "rå-rygende" flipper-fyr C. V.(ikke at forveksle med delfinen af ellers samme navn, så ville navnet jo osse være skrevet med stort !)? Ingen bud, slet ingen?

Ellers skal vi bede om lidt praktisk juridisk bistand i dag fra almenheden derude. Alternativt skal vi advare mod et fænomen, som nok de færreste kender til udenfor de afklædte damer på AFA JCDecaux-reklamestanderne, nemlig Cult. Bønnen om juridisk rådgivning gælder samme foretagsomme foretagende og den gælder ikke mindst Arbejdstilsynet, som nok bør kikke lidt på de håbløse hygiejniske arbejdsforhold for Cult-personalet som de står derude i provinsens forsamlingshuse i teenage-bræk til anklerne. Det kan næppe være særligt sundt os den opbrækkede mavesyre giver vel visse allergi-reaktioner på huden. Mere senere.

For et par weekender siden var vores efterskole-datter på 15 til det, der viste sig at være sin første Cult-fest med masser af alkohol, shots men til gengæld absolut ingen sodavand. Dem solgte man nemlig slet ikke. Nu kunne man jo tro, at der var tale om ansvarsløse forældre i ekstrem grad, men det var det nu ikke. Ellers også var det, for de over 100 unger på mellem 15 og 17 var der nemlig blot 4 forkølede forældre, som ingenting kunne gøre for at stoppe "løjerne" Som bestod i bræk, bræk og atter bræk. Forårsaget af alt, alt, for mange "shots" solgt for penge over disken af voksent personale ansat af Cult til udelukkende mindreårige. Til det, som de sikkert vel hævde er en "privat fest", så det må man vel godt?

Tjah, når man studerer Cults hjemmeside, kan man sagtens finde masser af henvisninger til nylige Cult-fester på masser af skumle provinsdiskoteker, men ikke lige præcist den her fest. Eller forresten muligheden for overhovedet at holde sådan en. Det skal nemlig med, at Cult simpelthen leverede hele dette bræk-syge koncept med serveringspersonale, vagtfolk, disc-jockey lys og det hele med den proviso, at ungerne altså skulle købe det hele i baren. Hvis de altså juridisk havde måttet det. 

Festen fandt altså sted nede på Jelling-kanten med det uendeligt forudsigelige resultat. Bræk overalt og så endnu mere bræk. Ingen døde godt nok men effektivt opsyn var næsten ligeså fraværende som ansvarlighed. Og så skal det så blive værre endnu. Én eller anden har nemlig åbenbart "tegnet kontrakt" med Cult for alle efterskolens fester i løbet af året, som alle skal foregå efter samme skabelon: Cult leverer al personale og hardware og derefter finansierer de det så ved at sælge spiritus til mindreårige (der er absolut ikke andre end mindreårige til stede) til noget, som de åbenbart kan slippe af sted med at kalde en "privatfest"

Hvordan kan man dog det, og hvordan kan det dog være, at der kun vises billeder af opstemte unge (især purunge piger med noget over-understregede "kavalergange" på Cults hjemmeside fra de fester, som har fundet sted på etablerede diskoteker. Nemlig dér, hvor det nødvendigvis er forbundet med et politi-tilhold og efterfølgende inddragelse af spiritus-bevillingen at servere for mindreårige. Og altså slet ingen billeder derned fra Jelling eller for den sags skyld en antydning af, at sådan noget forbandet svineri overhovedet finder sted, for det gjorde det jo.
Og det gør det nok igen, for at fortsætte med lidt forvansket C. V. Den næste Cult-fest for disse (stadigvæk allesammen) mindreårige MJU-efterskolelever på skinner allerede og den kommer nok til at køre planmæssigt med mindre en behjertet "jernbanesabotør" får gjort et eller andet ved det. 
Vi vil så snart det er muligt på denne side bringe den vel noget usædvanlige kontrakt fra Cult, som en eller anden har underskrvet. Sjovt koncept hvis det altså ikke lige var kommet til at involvere vores egen datter. Endnu sjovere hvis det viser sig at være lovligt, for hvor går så grænsen. Ingen steder er vel det eneste mule svar. Nå, som sagt, Cult gåt på hjemmesiden lidt "stille med det" Dér fortæller de de noget mere positive nyheder om andre almen-nyttige sponsorater til Kræftens Bekæmpelse og andre prestige-bygherrer. Ingenting om, hvor de altså OSSE får pengene fra. Bevidst døddrukne mindreårige., men det har de nok lige bekvemt glemt. Det her koncept med at sælge spiritus UDELUKKENDE til mindreårige er simpelthen så sygt/ulovligt/ubegribeligt smagløst eller blot kapitalismens allermest grådige bagside og hvis det her kan være lovligt har alle andre såkaldte "ungdoms-restauratører" simpelthen sovet i timerne. Hvis man blot så let kan hælde spiritus i mindreårige ved blot at entrere med en stråmand, så har vi da vist en recept, som er til at forstå i al sin afstumpethed. Det første dødsfald af akut alkoholforgiftning eller kvælning i eget bræk er næppe særligt langt væk.
Nå, som sagt, vi glæder os til at se kontrakten hvis der ellers er en. "Festen" i forsamlingshuset ved Jelling var nu reel nok og det er den næste om et par uger osse hvis ikke det kan være anderledes. Denne gang er forskellen blot, at vi selv deltager.
Hvordan kan man lade være?

"Vi vil dø på Sejerø"

Inden folk straks derude i kor råber "Poul Krebs!" efter dagens overskrifr skal vi helt usædvanligt starte med en korrektion. Nej, det er det ikke, dertil "sidder versefødderne" alt, alt for godt i skabet, som det vist hedder. Forfatterne er i stedet de for denne skribent aldeles ukendte Ole og Pia Krogh, som ellers er betydelige stjerner på den del af den danske musikscene, hvor kassettebånd stadigvæk har et fast tag i det noget aldrende publikum. Vi taler naturligvis om de efterhånden noget sølle rester af den engang så hæderkronede Dansk-Top, der, hvor den store stjerne med det underspillede navn "Lille Palle" (han var nu osse noget lavbenet) sang andre udødelige hits som "Jeg er så ked af, den hænger nedaf" Det sidste er jeg også selv men det er vel en indtil de seneste medicinske gennembrud et af livets uafvendelige vilkår, så tilbage til livet og døden og alt muligt andet. Vi er nemlig lidt eftertænksomme i dag. Det er ikke nødvendigvis synonymt med "tænksom", men alligevel..

Det startede ellers grumme godt for den syngende populære duo, da de i 2003 købte en kro på Sejerø. De boede ellers i Søborg ved København, men drømte om det romantiske liv som landliggere. Underligt at gøre det på en ø, men det kommer vi til. I 2003 kunne enhver naturligvis stadig låne penge til alle mulige hjernelamme projekter, selv det her. Hjernelamt kan man selvfølgelig sagtens sige bagefter, men selv en bankmand med ganske ubetydelig erfaring i lånebranchen udover at deponere en tier i en indkøbsvogn udenfor Kvickly burde vel af PR-billedet af duoen se, at vi altså ikke ligefrem taler om klassiske kapitalister. Det var de nu heller ikke, blot socialpædagog og rejsemontør og noget trætte af det, ikke nødvendigvis den allerbedste forudsætning for kro-drift.

Nu må man jo også lige tage med, hvorfor i alverden den tidligere kroejer i den buldrende højkonjunktur overhovedet SOLGTE tilbage i 2003, men måske han blot var blevet dødtræt af ø-livet? Det kan meget vel være og det skulle vores venner her også blive. Som iøvrigt de allerfleste bliver det når "ø-hvedebrødsdagene" er ovre, for bag den tilsyneladende stråtækte idyl gemmer der sig desværre overalt en hjerteløshed, som får den ellers noget mord-hærgede engelske "Heart of England"-idyl kendt fra "Barnaby" til at se helt hyggelig ud. Det kan tage lidt tid for mange at gennemskue disse grusomme realiteter, men de er der. Overalt og uanset geografisk yder-beliggenhed: Når menneskene føler sig isolerede nok her i Danmark lukker man nemlig aldrig som mange andre steder "mere op". Nej, man lukker sig i stedet yderligere inde, og det medvirker til yderligere at smadre et allerede krakelerende mini-samfund. Som Sejerø eller Samsø eller Endelave, hvor der i mange år kun har været det sammenhold, tilbage, som (ganske fiktivt) prises på de respektive øers hjemmeside.

Dansktop-stjernerne på Sejerø fik ihvertfald aldrig økonomien til at hænge sammen, end ikke i de dage, da alting kunne sælges til hvemsomhelst for hvadsomhelst, selv løgnagtige ø-idyller. Nå, disse arketypiske eksempler på ikke-kapitalister har nu naturligvis drjet nøglen for sidste gang og er flyttet hjem til mandens nok noget aldrende forældre i Søborg. Det må de da være da Ole ser ud til at have passeret de mindst 50 eller måske han blot er blevet lidt "slidt" af stjernetilværelsen og alle de tiltagende midaldrende tilberder-inder.. Nå, det aner vi ingenting om, noget tragisk er hele affæren da med at "brænde alle pengene " af på sin drøm og særligt, når den overhovedet ikke har ført til noget på noget tidspunkt. De fleste virksomheder går jo trods alt rabundus på et eller andet tidspunkt, men sædvanligvis har der da over en vis periode været tale om en vis "blomstringstid" Således desværre ikke her og det blev tydeligt den ellersidste aften kroen havde åben.

Der kom nemlig sandt og sige ikke ret mange for at sige den sidste "skål" for kroen, som de fleste kan gætte naturligvis er og altid har været den eneste på denne ø med 400 indbyggere. Kun ialt 30 dukkede op for at lukke og slukke dette sidste samlingspunkt for nogetsomhelst, der blot minder om socialt liv derude i Kattegat. Kun HVER 13. af øens indbyggere kom for at sige pænt farvel med ønsket om, at de nu tidligere kroejere engang vendte tilbage fra øen. Det kan vi garantere for, at de ikke gør, dertil er forhånelsen ved ikke bare at blive savnet blot en lillesmule smule helt givet alt for ubærlig. En ting er, at en drøm brister, men ligefrem at have en så massiv negativ "menneskeværdig dividende" ud af hele sit livs opsparing er altså den største ydmygelse af alle. Hold da helt kæft hvor må Ole og Pia da fremover føle sig åndssvage hvis de overhovedet fortsat synger om at de (vi) "..vil dø på sejerø". De døde ikke rent fysisk, det gjorde til gengæld alt andet.

Anderledes i går på Endelave, der var der nemlig nogen, der var død uden at der af den grund blev sunget særlige ø-sange velegnet eller blot målrettet dansktoppen. Vi begravede nemlig ham, som var kendt som min "fætter Kurt" Fætter var han nu ikke ihvertfald ikke meget mere end alle de ultimativt komplicerede "fætter-skaber" i Andeby for Disney, for godt nok var hans far og min egen far fætre, men så vidt vides nedarves fætterskaber ikke i lige linie. Hvad det hedder aner jeg ikke, men han var blot altid fætter Kurt uanset hvad-som sagt, skoleundervisningen på de kanter var noget rudimentær.

På den idylliske Endelave bor der omkring 170 mennesker, hvis man skal tro øens hjemmeside. Det skal man så ikke nødvendigvis tro på, ikke det der med idyl og sammenhold og alt det andet standardiserede og forblommede pis , der står der på den sprogligt og retskrivningsmæssigt aldeles hjælpeløse hjemmeside. Nu kunne det måske synes lidt hårdt at benytte disse ord i forbindelse med fætter Kurts begravelse, men vi vil godt undtagelsesvist tage bandeord ind i disse ellers sommetider lidt "højpandede" tekster. Hele seancen derovre var nemlig tragisk/lavkomisk grænsende til det grusomme.

Først og fremmest følte den kvindelige præst sig på uforklarlig vis "kaldet" til at udtale sig i 100% tågede og uforståelige vendinger om et menneske og barnefødt endelavit (det hedder det derovre, ikke at forveksle med søfuglen "havlit", som ellers er et af de få ord det rimer på). Det var simpelthen så tåbeligt for denne nylige tilflytter, som aldrig havde mødt fætter Kurt rigtigt at sige nogetsomhelst, så det gjorde hun selvfølgelig. Godt man ikke er medlem af Folkekirken og mon der ikke røg et par i svinget ved denne "Præste-performance", det vil vi da håbe.

Ret mange er det nu nok næppe, for der var ikke ret mange der hørte det her pladder. Der var kun omkring 35 i kirken, og det er jo ikke meget når man tager befolkningen i betragtning. Hurra, sammenholdet på Endelave var alligevel langt større end på Sejerø. NEJ, DET VAR EJ! Langt de fleste af de tilstedeværende var nemlig tilrejsende med den første morgenfærge på samme måde som vi selv var. Udover de i alle udkantsområder hastigt udskiftede (på grund af forventet og ikke mindst realiseret ganske overordentligt kort livslængde) tilrejsende "sutter", så var der ialt BLOT 8 personer tilstede, som var født/havde haft deres virke på øen i en længere periode. Matematisk er vi på fuldstændigt samme og ganske forudsigelige niveau som med tilfældet Sejerø: Ca. hver 13. af alle de tilbage-levende øboere, der virkeligt kendte Kurt (der døde inden han blev 60) kom til den vigtigste begivenhed i ethvert menneskes liv. Nemlig dets ophør. Alle vi andre var blot det "menneskelige fyld", der gjorde hele farcen en smule mindre tragisk end den allerede var. Eller måske blot komisk over al den påståede "kommen-hinanden-ved"-pladder og "særlige betænksomme og hensynsfulde ø-kultur" Som slet ingenting var bevendt da det virkelig gjaldt. Overhovedet!

Der er simpelthen nogen handlinger og åbenbare realiteter, som øjeblikkeligt diskvalificerer mennesker og vi har mødt sådan noget her på både Sejerø og altså Endelave. Samfund på disse finale niveauer af hjerteløshed og almindelig umenneskelighed fortjener simpelthen at blive de allerførste ofre for den lokale globale opvarmning. 
Håbet er vel altid lysegrønt og fætter Kurt er sikkert ganske ligeglad, det er vi bare ikke. Ikke endnu da, vandstanden er jo ikke steget endnu. Vi må vist fyre lidt ekstra i brændeovnen, alle bidrag er velkomne her. Ak ja, ikke underligt at pædofili også har kunnet trives fornyligt ganske åbenlyst og uden nogen sanktioner på Endelave, da afhentning af spejderpiger på 13 år fra 7. klasse på knallert af voksne mænd jo normalt heller ikke kan forsvares med, at "jeg troede altså hun var ældre" Det værste var så, at det heller ikke engang var nødvendigt, ingen i dette "trygge og nære samfund" spurgte nemlig om nogetsomhelst. 
Vi skal lige for særligt svage sjæle beklage den lidt bitre tone i dag, men døden er bitter og ikke kun for den døde. Sommetider kan livet såmænd være slemt nok. Derude midt i al den tilsyneladende ø-idyl..

"Parkinsons Lov" for danske småøer

Efterhånden som man bliver ældre (i dette tilfælde temmeligt gammel, vi taler nemlig til en behagelig afveksling om denne skribent), kommer barndommen jo tilbage på en pudsig måde. Nu er jeg vel lige knapt gammel nok til endegyldigt og irreversibelt at gå fuldstændigt "i barndom", men alligevel bliver dagen i morgen da epokegørende. Der begraves nemlig det trods ihærdig granskning af den lettere forkalkede hjernekiste den mand, som repræsenterer det eneste tilbageværende positive minde om en tid, der var engang. Manden hed Kurt Knudsen og tiden var noget, der føltes som en evighed, nok fordi den var det. Nemlig min skoletid på Endelave Skole. Eller også føltes det blot sådan. Tidsregningen er jo anderledes i barndommen og ingen steder vel mere anderledes end på min isolerede fødeø Endelave. Derude tænker kragerne end ikke på at vende længere. Vist mest på grund af indavl men alligevel..

Nu havde jeg ikke nogen dårlig barndom derude på det yderste næs, men der var nu sommetider noget langt fra sommerferien sluttede til den ny begyndte. I den mellemliggende tid skulle man jo gå i skole på den eneste skole på Endelave, måske ikke ganske overraskende benævnt med de passende ord "Endelave Skole" Der var tale om en skole med ialt 3 klasser, som rummede alle de 7 normale klasser fra 1. til og med 7. og der var normalt 3 lærere. Det drejede sig om det faste lærer-ægtepar og så et enkelt ulykkeligt "føl", altså en studerende i praktik. Som uvægerligt fik "ø-kuller" med nogenlunde samme regularitet som de danske kolonister i Trankebar tog feber-billetten. Alligevel var disse unge mennesker altid en behagelig adspredelse og ikke mindst en betydelig faglig berigelse, for selv med en uhyre elastisk fortolkning af begrebet "kvalitet" var det vel ikke ligefrem faglig do., som prægede undervisningen derovre. 

Hvor galt det stod til gik op for undertegnede, da jeg i maj i 7. klasse flyttede til landets daværende allerstørste skole. Som sikkert har været noget mere gennemsnitligt i sit faglige niveau, ihvertfald er der da indtil videre ikke udklækket nogen Nobel-pristagere derfra. Springet var tæt ved at være terminalt/katastrofalt udfordrende, for det viste sig jo på smerteligste vis, at vi ikke i de første 7 år havde lært blot det allermindste. Denne oplevelse stod jeg naturligvis ikke ene med, og alt for mange af de unger fra øen, som blev konfronteret med den helt "virkelige virkelighed" derovre på fastlandet, krakelerede på den ene eller anden måde.

Om det altsammen skyldtes den nærmest ikke-eksisterende skoleundervisning eller blot almindelig indavl er selvfølgelig noget sværere at afgøre, men hold da bare helt kæft, hvor vi da ingenting kunne. En af dem, der ramte denne "mur" var den nyligt afdøde Kurt Knudsen, som jeg gik i skole sammen med, godt nok kun lige akkurat. Han var nemlig alt, alt for klog til at forblive "dum" som altså var det naturnødvendige resultat af den lokale undervisning. Desværre var han også alt, alt for meget "Kurt" til aldrig at være i stand til at tage det veritable "kvante-spring", som skulle til for at komme videre ud i verden. Derude, hvor en del af os har befundet os siden uden at kikke os tilbage og hvor han osse essentielt hørte hjemme. Han kom bare aldrig, han blev helt bogstaveligt hjemme på den fædrene gård.

Det vil sige, i ånden var han et helt helt andet sted, og selv om han altså aldrig rigtigt fysisk forlod sit fødehjem, så forlod hans sjæl øen for flere årtier siden. Ikke helt bogstaveligt, han arbejdede som en besat med sit landbrug i et raseri og med en ildhu, som om han skulle glemme noget, og det skulle han jo også. Nemlig hvad Fanden det dog var han lavede, et under de triste omstændigheder noget problematisk essentielt problem. Andre og vel uden at fornærme nogen noget "mindre ånder" blandt de gamle skolekammerater trivedes langt bedre end Kurt, naturligvis gjorde de det. Kurt havde aldrig nogensinde en chance og den tog han til fulde. Han var sin egen kroniske og aldeles ubønhørlige værste fjende og endte humørsyg som ingen anden. Senere blev han rigtigt syg og nu er han så altså ikke syg længere. Han var den sidste af en slags, nemlig en, som hele sit liv ikke blot burde have været et helt, helt andet sted. Det er selvfølgelig ikke i sig selv tragisk, men det, at han hele tiden var sig sin håbløse situation bevidst, DET gjorde for alvor Kurt livs til en langstrakt og tiltagende pinefuld tragedie.

Kurt var et godt menneske det var blot overordentligt svært for de allerfleste at se og sandt og sige dækkede han det også for det meste ganske godt. Og så er vi tilbage ved barndommen igen, for børn opfatter ting anderledes. For hvem var det i hele den store skolegård med næsten 20 elever fordelt på 7 klasser, som lille Polle dengang gik hen til for at få hjælp, når snørebåndet var gået op? Kurt, naturligvis! Altid, han var jo i mine første skoleår min helt og beskytter-heller ikke på Endelave var det velset blandt kammeraterne at blive tilbudt at springe en klasse over, fordi man røv-kedede sig. Kurt hjalp og derfor var han min skoletids eneste helt og nu er han altså så død. Æret være hans minde!

Sådanne både triste og livsbekræftende minder kommer frem i denne tid, naturligvis og i den anledning smugkikkede jeg på den stadigt fungerende Endelave Skole. Som stadigvæk har 19 elever, der må være nogle børnerige familier, som uvist af hvilke sociale årsager er flyttet til øen. Andre grunde gaves allerede for 30 år siden jo ikke og siden er det blevet meget værre. Om eleverne så bliver klogere end vi blev dengang er ikke til at vide. De er ellers ganske svært "dækket op" personalemæssigt, de 19 unger. Der er nemlig ikke mindre end 5 lærere derovre plus en pedel og endda en ekstern skoleleder. 
DET er edderbroderemig mange og man kan vel med rette sige, at salig professor C.Northcote Parkinsons love om personale-eksplosion udover enhver rimelighed eller for den sags skyld arbejde overhovedet bestemt også omfatter danske småøer.
Er undervisningen så endeligt blevet bedre derovre? Se, det ved vi ingenting om, men der er nu ikke meget, der tyder på det. Trods en aktiv indsats fra dele af lærerkorpset på øens hjemmeside, har man da tydeligvis ikke nogen særlig 1. hånds erfaring med det, der vist hedder "præsens"-r. Var det ikke det, der engang hed "nutid"? Manglen på "r" på hjemmesiden er så graverende, at man føler sig ganske hensat til sin egen skoletid derovre. Lettere komisk. Det er tydeligvis ikke nødvendigvis en væsentlig "højnelse" af det lokale akademiske niveau at få flere lærere derover, som HELLER IKKE kan noget videre.
Så er det man stille tænker på barndommens timer i "nutid" dér på Endelave Skole, dengang nutiden endnu var en fjern fremtid for mig og min helt Kurt. Det var vel næppe hverken skolens ondskab eller tvivlsomme kompetence, som "tog" Kurt, men det hjalp nu heller ikke ligefrem. Men dårligt, det var det, helt vildt ringe! Og stave kan de altså så stadigvæk ikke og heller ikke i det helt små..Som de klasser jeg selv gik i dengang Kurt gik i de helt store og havde den fremtid, som han bare ikke tog.

Anton Hund

Her i huset har vi, som en del måske ved, 2 hunde af noget blandet herkomst og endnu mere ubestemmelig race. Usikkerheden øges yderligere af, at det eneste sikre holdepunkt på fædrene side er en tyk rød cocker-spaniel (og forvirringer bliver om muligt mere fulldkommen, da det faktisk her er tale om "ur-moderen"). De ser nu i deres unikke fænotype meget eksotiske og ret dyre ud, så vi har tydeligvis gjort et ganske godt køb for de 150,-, som har været udgiften. Den gamle hund Folmer Hund, (beklager pleonasmen, men det hedder den altså og det ER derudover en hund), som mange gange har prydet disse sider med sit tungsindige næsten dvale-agtige udtryk af dyb eftertænksomhed, er simpelthen arketypen på afbalanceret og ophøjet ro. I den retning er den bestemt ikke ulig denne skribent, hvis temperament jo også ligger noget i den lettere "søvngængeragtige" kategori. Hunden ligner tit sin herre og sjældent i højere grad end her.

Noget anderledes er det med Folmer Hunds hvalp, den netop 1-årige Anton Hund. Udover på genetisk noget uforklarlig vis at være blevet gevaldigt meget større end både sin mor og far er den også blevet en hel del mere bister. I absolut målestok er det naturligvis ikke meget, da man kun dårligt ville kunne blive mindre bister end Folmer Hund og altså dermed denne skribent. Alligevel er der hos Anton Hund tale om, at der simpelthen er grænser for, hvor meget andre hunde altså skal kunne knurre af ham. På et tidspunkt er det altså bare blevet nok, og så skal Anton Hund nok sørge for, at de kommer til at holde op. Den bliver simpelthen skidegal og selv om den ikke bider hul i de (uhyre få, indtil videre ialt 2) hunde, som den altså bare overhovedet ikke kan lide, så er den pågående springende og knurrende hund ganske umisforståelig.

Spørgsmålet er så naturligvis, hvordan et sådant oprindeligt (hedder det ikke "atavistisk"?) træk er blevet avlet ind i sagtmodige Folmer Hunds ætlinge. Og så er det, at man få timer siden ruller om på den anden side af futonen og opdager, hvor denne adfærd kommer fra. Vi behøver nemlig ikke søge efter (søgte) forklaringer i pludselige mutationen eller i den vistnok ikke længere så moderne "lamarckisme". Nej, lige der ligger jo fru Dahl Vikkelsø Mathiasen og det er jo ganske rimeligt, at hun også så entydigt har "præget" en af vores hunde. Og det er altså ikke Folmer Hund, endda slet ikke. Derfor er det måske godt, at det ikke var min frue, som var mad-anmelder for JP på Nørre Vissing Kro, for det lød til af anmeldelsen, at både hun og Anton Hund ville være sprunget i luften. Når man en doven aften derude på landet betaler langt over en tusse pr. couvert (hedder det ikke sådan på "fint"?), så er det altså fuldstændigt horribelt diskvalificerende tåbeligt, at man i over en halv time fuldstændigt glemmer gæsterne efter forretten. En halv time med tomme tallerkner og ditto glas og overhovedet ingen menneskelig kontakt burde få alle og enhver til bare at gå, gå og gå. For ALDRIG nogensinde at vende tilbage. Nå, anmelderne blev, men nu skulle de jo heller ikke selv betale, og gav alligevel 4 af 6 stjerner til stedet. Som vel retteligt burde have fået nul stjerner med pil nedad for sådan en latterlig præstation.

Sommetider kunne man altså ønske sig, at sådanne betjeningsmæssigt super-usle madsteder blev anmeldt af folk med et temperament som Anton Hund. Som kunne give stedet et "vink med en vognstang" om, at man simpelthen måtte finde på noget andet at lave, hakke roer for eksempel. Dem er der vist stadigvæk nogen af derude på landet. I stedet lader man altså de journalistiske ækvivalenter til Folmer Hund gøre det, og det er heldigt. For kroen, desværre, for ellers forekommer det ikke videre heldigt eller blot rimeligt. Man skal altså arbejde ganske meget, hvis man skal betale knapt 1200,- pr "snude" for at "æde ude" Se, et rigtigt rim, bare kik efter, Poul Krebs, sådan skal versefødderne falde!

For de forhåbentligt mange, som ikke i går spildte tiden med at følge med i en tråd på et hifi-forum om prissætningen af en forforstærker, skal vi da som en særlig service oplyse om, at i mellemtiden er tråden gået "ballistic", som angelsakserne skriver. Det dummeste ved tråden (udover at kikke med for undertegnede, som ellers har rigeligt at foretage sig af nyttigere ting i vores egen branche), er naturligvis ikke de noget "alternativt-fornuftige"synspunkter, som en lokal privatperson lægger for dagen. Med en sproglig udtryksfuldhed, som til fulde matcher absurditeten i hans pladder, for hvem Helvede gider dog professionelt bruge så meget som 2 sekunder på at diskutere med et fjols, som åbenlyst til enhver vil købe et vilkårligt produkt, hvor det er billigst. Hvis det er det eneste det drejer sig om alligevel er prisen, så er det jo lidt ligemeget at have noget på lager nogen steder eller endnu værre, at have udgifter til demofaciliteter og forretninger. At varen og producenten vil forsvinde på samme måde som torsken i Nordsøen vil det ved ubegrænset "(pris)-fiskeri", for det er jo det det er, fatter fjolset ganske forventeligt ikke. Alligevel vælger importøren time efter time at tage en dialog med én, med hvilken ingen dialog er mulig. Overhovedet, på samme måde som det gik for madanmelderen fra JP på Nørrre Vissing Kro: Hallo, hallo, er der nogen derude?
Nej, der er ej, det er fuldstændigt spild af tid, lad os da for Fanden bare opgive den her ulige kamp med folk, som fatter zero af de nødvendige følger ef deres synspunkter. Hvis man ikke som importør kan identificere sine kunder bedre end at spilde tiden på fjolser er det vist bare på tide at få sig en hund, som man kan lære det af. En Anton Hund, forstås!