De største fjender

I naturlig forlængelse af gårsdagens tekst om Finn Nørbygaard skal det da lige med, at han naturligvis ikke som den eneste står tilbage med tab efter finanskrisen. Det gør vi også selv, fordi dele af vores hifi-samling er blevet noget mindre værd efter at halvgamle fjolser (som os /mig selv) er holdt næsten op med at købe alt for meget "bralder-hifi" Vi har adskillige gange været inde på, at "det iøjnefaldende merforbrug", som det hedder i socialvidenskaben, i mere eller mindre reelle krisetider, naturligvis mister sin positive signalværdi i almen agtelse. Selve fænomenet forsvinder aldrig helt på samme måde som salget af luksus-Mercedesser heller aldrig stopper helt selv i hungerramte områder af verden, men de bliver typisk lidt ekstra pansrede..
I stedet bliver man (læs:jeg) betragtet i vores bekendtsskbs-kreds som en lettere halv-debil tosse, når fremmede mennesker ser den ophobede bunke isenkram her i hytten, og den vurdering er vel i virkeligheden ikke helt ved siden af. Nå, vi hænger nu fast i vores interesse for musik OG hifi (ikke altid nødvendigvis i den rækkefølge, desværre, men for det meste...) selv om vi altså nominelt nok er blevet fattigere.

Værre er det som Finn gået for f. eks. sangeren Poul Krebs, som åbenbart har mistet sin pensionsopsparing på spekulation i investeringsbanker i udlandet. Ak ja, Poul er ellers en ganske sympatisk mand, og det under man ham ikke rigtigt, men han kan vel i det mindste bruge det kunstnerisk. Manden har jo fra starten en umiskendeligt let klagende stemme, og det burde vel fremover være noget lettere at udforske de triste kunstneriske dybder lidt bedre, nu han endeligt ude fra sin mangeårige forstadsidyl har fået en smule at klage over sådan for alvor..Tidligere kriser har givet større livserfaringer og endnu større kunst, så måske det også kunne ske denne gang. Den gamle engelske originale folkesanger Ian Campbell udgav engang med sin søster Lorna en plade, der hed "Something to Sing About", der handlede om helt rigtige mennesker, måske Krebs ligefrem også snart har "ammunition" nok til at gøre det, det har da ellers hidtil mest været i "knaldperne-afdelingen", han har udfoldet sin kunstneriske farlighed.. Nå hvem siger også i disse så politisk korrekte tider, at kunst overhovedet skal være farlig. Og man kunne måske tilføje: Selv små ubetydelige knaldperler kan sagtens være farlige nok, hvis man spiser dem i store mængder, men det kan tilstrækkeligt langvarig udsættelse for Poul Krebs store hit "Sådan en som dig" nu osse...

Nu er tiderne med "tvangs-hjernevask" som skildret mesterligt af John Frankenheimer i filmen "The Manchurian Candidate" med Frank Sinatra jo forlængst forbi. I dag hjernevasker folk sig selv uden overhovedet at behøve fjender til det. Derved bliver de selv "de største fjender" overfor det, som de måske tror de kæmper for stadigvæk. For et enkelt øjeblik skal vi atter tilbage til vores absolutte top-favorithobby, nemlig hifi. I den forbindelse skal vi ikke glemme at glæde os over, at det kun er en hobby, ikke vores erhverv, for sikke da det går ud over stepperne. 

Eller rettere, det gør det selvfølgelig ikke jævnfør den ganske fuldbyrdede teori om "det iøjnefaldende merforbrugs" kollaps i krisetider. Der findes stadigvæk enkelte enkeltmandsfirmaer, der som tidligere (og muligvis nuværende) Tupperware laver hjemmedemoer, og det er mægtigt fint. Det er osse nødvendigt, fordi folk jo alligevel ikke kan se det attråede isenkram i nogen forretninger alligevel, så disse firmaer er naturligvis ganske vitale for den fortsatte fascination ved hifi. Uden dem ville vores eget isenkram være endnu mindre værd end det allerede er blevet så dem kan vi godt lide.

Som med Tupperware vil vi dog tro, at der en nok ikke alt for høj "øvre grænse" for successen. Selv efter adskillige årtier er Tupperware jo heller ikke akkurat blevet markedsledere på plast-containermarkedet, men giv den bare gas, I få der er tilbage! 
Meget, meget værre er det så med de "Frank Sinatraer", som har hjernevasket sig selv (hvis vi nu altså fra starten antager at der har været en hjerne at vaske, derom mere senere) Nemlig til at tro, at man gør hifi en tjeneste ved hele tiden at forsøge at finde ud af, hvor i verden den er billigst. Sådanne fjolser findes der i hobetal overalt som man kan se i en nyhedstråd om en noget dyr Audio Research-forstærker på hifi4all. Vi antyder ikke, at forstærkeren er FOR dyr, folk må¨altså betale hvad de synes en vare er værd uden at vi skal sige så meget som et pip. Dog er 105.000,- vel i et vist omfang en mulig begrænsning for produktets udbredelse, men måske det blot sælger sig selv.

En meget større begrænsning for dette produkts udbredelse er dog de folk, som på nettet sikkert ganske korrekt påpeger, at man kan købe produktet billigere på nettet i produktionslandet USA. Der er givetvis tale om en vis prisforskel selv om det nu ikke er nær så voldsomt som det ser ud til. Hifi-branchen er jo ikke ligefrem kendt for at være karrig med rabatterne, og det tager nu nok toppen af forskellen. Udover at en gammel bekendt af huset her i sin noget letfærdige omgang med den såkaldte "ind-og udgående moms" ikke ligefrem medvirker til andet end almindeligt sludder. Uanset om man betaler moms ved import eller ej gør det altså overhovedet ingen forskel, man betaler STADIGVÆK 25 % moms som firma. Hvis man altså betaler moms. Told betaler man også uanset hvem man er. 

Tilbage til denne tråd og hifi-hobbyens fjender. Efter triumferende at have fundet et sted på nettet, hvor den nominelle forskel især på grund af moms/told/manglende sædvanlig rabat forekommer størst, bliver importøren af det ulyksalige produkt naturligvis skudt i skoene, at han tjener alt, alt for meget på det. Det kan langt bedre betale sig at købe det på nettet, som disse kvikke unge mennesker så korrekt observerer. De har på en vis måde ret og så selvfølgeligt overhovedet ikke. DET KOSTER NEMLIG PENGE AT SÆLGE VARER! Hvis der ikke er nogen, der investerer tid og ikke mindst penge i lokal markedsføring, så sælges der simpelthen aldrig nogensinde blot en eneste af de her forstærkere i Danmark. Aldrig, aldrig! Ingen vil nogensinde købe det her produkt selv til måske 70.000,- uden at have lyttet til det og hvis der ikke er nogen lokal demo-facilitet, så er der naturligvis heller ikke noget salg.

Det dummeste en importør kan, er naturligvis at gå i "clinch" med disse individer, som har alt, alt for god tid til det, som de er allerbedst til. Nemlig at forhindre ikke alene importørens mulige (nok lidt få) salg, men til og med direkte opfordre mulige købere til at lytte lokalt, men handle globalt. Exit importør. At forsøge en dialog her er ikke mulig eller kommercielt holdbar. For de ganske få tilbageværende "tågehorn" har uendeligt megen tid til at "surfe" efter mulige lavpriser i Timbuktu uden overhovedet at overveje, hvad resultatet nødvendigvis bliver. Nemlig masser af snak uden nogetsomhelst salg.

Mange af disse uhyre få (latterlig sætningskonstruktion, egentligt?) individer har da også i deres eget hifisystem bevæget sig tilbage til at have ganske billige men til gengæld altid særdeles meget "individuelt modificerede" apparater, der vidner om ja, ja vel deres store viden og indsigt (snarere end deres egen økonomiske formåen, det ville måske ellers have været en mere overbevisende målestok?). Hvordan de udtaler sig om ting, som de under ingen omstændigheder vil købe er simpelthen bemærkelsesværdigt åndssvagt i hele sin essens, t tage dem alvorligt er om muligt endnu dummere. Som kunder er de principielt aldeles ligegyldige for alle uden at det dog stopper deres virksomhed. Nemlig den at "så" så meget tvivl om priser o.s. v., at alt salg ophører, fordi al markedsføring gør. DE er hobbyens største fjender, høje priser er ikke.

Der er heldigvis en bekvem udvej ud af al berettiget tvivl om en rimelig og fornuftig pris. Man kan nemlig købe et Apple-produkt. Der er prisen nemlig altid både rimelig og fornuftig, den er nemlig fuldstændig fast uanset om man er i Kinshasa-Congo eller Thailand eller Australien eller Stor(Skod)-Center Nord i Århus. Se, Apple har sikret sig en uhyggelig jernhård kontrol over alle salgsled, for ellers var sådan noget naturligvis ganske umuligt. 
Det betyder naturligvis også det åbenbart attråværdige, at al tvivl om pris er udelukket, herligt, ikke sandt. Måske ikke akkurat til gavn for forskelligheden, men hvad? Den eneste reelle forskel er vist her, at Apple har indset, at det selvfølgelig koster masser af penge at sælge varer. De har investeret nok til, at de selv får dem allesammen tilbage igen i den sidste ende, det kan man bare ikke indenfor hifi-branchen. Forskellen er altså ens.
Held og lykke, I få handlende aktører derude, der er tilbage og Fanden tage de sidste fjolser! De største fjender af en engang så stolt hobby.
Alligevel må prisen nu stadigvæk gå til ovennævnte Poul Krebs for det helt overdådigt enestående "vrøvlevers" hvis det altså er korrekt som vi erindrer det: "Sådan nogen (nogle?) som os har jo brug for en kærs´te og den kærst´had´ jeg tænkt sku´ være dig" Vi husker som sagt muligvis ikke korrekt, men hvis vi gør er det da et interessant spring i perspektiv, som Krebs foretager. Andre ville nok mere retteligen kalde det simpel vrøvl, men måske den ægte poesi osse har sine fjender?

Finn Nørbygaard

Fornyligt gengav JP i sit erhvervstillæg en ganske lidt forkortet udgave af en tale, som verdens vistnok rigeste mand holdt i 1999 i Californien. Dengang var taleren, den amerikanske investor Warren Buffett, vel ligeså ukendt i Danmark som han er i dag, men dengang var han alligevel blandt relative ligemænd. Alle deltagerne på denne uformelle afslapnings-"get together" tilsyneladende så uendeligt uformelle business-komsammen var nemlig omhyggeligt special-inviteret og 100 % håndplukkede. Buffett var særligt indbudt til at tale, noget som han ellers normalt aldrig gorde (kan man egentligt sige det?), og slet ikke havde gjort i 30 år. Han burde føle sig blandt (lige rige) ligemænd måtte arrangøren have tænkt. Det vil sige, det var han så overhovedet slet ikke alligevel, altså blandt ligemænd, og det var netop det, han ville sige dengang. I en helt sensationel tale pillede han simpelthen ved hjælp af indlysende historiske kendsgerninger hele den dengang endnu ikke eksploderede IT-boble fuldstændigt fra hinanden. Den boble, som skulle blæse hovedparten af de tilstedeværende til "Kingdom Come", som man siger derovre.

Ikke alene viste Buffett, at investering i tidligere den nyere epoke i teknologi-aktier over tid havde givet ialt overhovedet INTET AFKAST. Hvis det virkede som en spand koldt vand i hovedet på de mange "papir-milliardærer", som var til stede, og som baserede deres strålende fremtid på firmaer med en mikroskopisk omsætning, et tilsvarende gigantisk underskud og en forrygende nominel markedsværdi, så var det naturligvis tilsigtet. Faktisk talte denne uhyre konservative investor udelukkende om den åbenlyse kollektive lemminge-agtige galskab, som havde grebet verden dengang hvor enhver forventning nødvendigvis var positiv. Ikke blot en lille smule, men fuldstændigt lallende. Selv om IT Factory i en senere epoke forekom grænseoverskridende forbryderisk optimistisk (og jo også var det), så var den tilsyneladende markedsværdi for mange af disse firmaer helt vanvittigt opskruede. 

Fremtrædende økonomer talte dengang om "en fundamentalt ny økonomi" og prøv for sjovs skyld at finde disse udtalelser frem, det er temmeligt let. Nu kan man vel dårligt betragte økonomi som andet end en lettere "semi-okkult" videnskab, men økonomernes udtalelser dengang mindede nu mest om den evige drøm om at lave guld, masser af guld, nemlig alkymien. 

Hvordan man så kunne lave alt det guld man overhovedet gad uden iøvrigt at lave noget og desuden uden at guld-prisen faldt til nivauet for brugt toilet-papir (guld ER jo faktisk ikke skide-anvendeligt og end ikke i fin-valset form til lokums-papir) forstod denne skribent aldrig rigtigt. Det viste sig jo så også snart, at der heller ikke var ret meget at forstå udover at Buffett naturligvis havde ret. Det var derfor han var verdens rigeste mand og tidligere havde gennemlevet større økonomiske kriser. Han havde nemlig dengang i 1999 overhovedet ikke været blandt ligemænd, langt de fleste af de andre var nemlig oppustede blærerøvs-fattiglemmer, der som turister på en smeltende isflage i Golf-strømmen blot levede på lånt tid. Buffetts tale var umisforståeligt ildevarslende men det gjorde den jo ikke mindre sand. Som de fleste af tilhørerne altså snart måtte sande, da virkeligheden kom igennem som vandet gennem den smeltende isflage. 

Vi tager den her op i dag, fordi talen er et fremragende eksempel på, hvordan man med et lånt udtryk fra den tidlige kristne reformation kan "Tale Rom Imod" Blot fordi alle andre er enige om, at noget er som det tilsyneladende er, så behøver det naturligvis ikke være sandt. Det var disse sindssyge investeringer i ren "luft og vind-frikadeller" dengang ihvertfald ikke. Med mindre man altså som for eksempel danske TACT fik solgt butikken i tide til Texas Instruments eller hvem det nu var, der endte med "bet`en" Den milliard eller hvor meget de betalte dengang forekommer lidt i den høje ende når man senere ser, hvordan de nu sælger produkterne. Hvis de altså gør, vi har nemlig ikke fået noget svar på, om vi kan købe noget, så det gør de nok ikke i overvældende grad.

Nå, de samme økonomer havde ikke meget mere held med at forudse den senere punkterede boble-økonomi og det mest skræmmende er vel nok, at man ikke i Danmark eller måske også i Storbritannien overhovedet undrede sig over, at islandske stor-investorer kunne låne/operere med multi-milliarder, som mange gange oversteg det islandske nationalprodukt. Altså stadigvæk finansieret af islandske banker, et interessant finansielt paradoks, for hvordan kunne de dog det. Det viste sig så måske ikke ganske overraskende, at det kunne de naturligvis heller ikke og ikke engang ganske lidt. Helt i lighed med det lokale islandsk (ikke)-finansierede Lighthouse-projekt sank alle disse syge nordatlantiske luftkasteller ned under havoverfladen som tidligere Atlantis, det sidste vist godt nok "sønden for" Eller som man sagde "Østen for Solen, Vesten for Månen" i min barndoms bøger, børnebøger ganske vist. Realiteterne var nu på basis af sådanne informationer noget vanskelige at finde på samme måde som guldkrukken for enden af regnbuen. 
For at sænke disse banker og Island med krævedes der blot tid, meget kort tid. Det burde enhver idiot have kunnet se og det kunne de vel også. De større idioter, som var i spillet kunne så tydeligvis bare ikke.

En af dem, som tilbage i 1980-erne og starten af 1990-erne havde held (ganske vist kortvarigt) at ramme en "komisk guldmine" var som bekendt den vel essentielt ikke voldsomt vittige Finn Nørbygaard. Han arbejdede dog for sine prnge og sikkert i virkeligheden hårdere end de fleste, da han jo for en start var så ganske u-morsom. Så skal der altså mere til ligesom det osse er noget mere krævende at lave flik-flak, når man er thalidomid-barn. de er som bekendt delvist lemmeløse som den lidet kendte vandsalamander axolotlen.

Nå, Finn tjente gode penge og investerede konservativt som Buffett, her fornægtede den noget nærige dreng fra Esbjerg sig ikke. Så langt så godt. Alligevel var Finn ikke nogen Buffett og ikke engang i det helt lille format. I en uhellig symbiose af enestående inkompetent "professionel" rådgivning og vel også en smule personlig grådighed placerede Finn ikke blot penge i IT Factory. Nej, han satsede simpelthen "hele butikken" så godt og vel, måske omkring 50 mill. (som sagt, Finn havde været en god og forsigtig investor) i IT Factory.

Og så er vi tilbage ved Buffetts tale dengang i 1999. En mange gange gentaget sætning var, at når for godt til at kunne være sandt, så var det naturligvis fordi det ikke var det. Helt sindssvage værdiansættelser af firmaer uden nogensomhelst reel eller som i IT Factory forbryderisk oppustet fiktiv omsætning var ikke ligefrem Buffets recept på rigdom. 

Det blev så heller ikke Finns, så nu er han ludfattig tilbage på landevejene igen. Rigtigt tragisk er historien vel ikke, han ser da gladere ud end han har gjort og måske er han også blevet en tiltrængt smule morsommere. Dog er den en sælsom "twist" ved Finns come-back, og der må vi sige, at vi i dag er blevet inspireret af et uhyre kortfattet læserbrev i ja, JP. Der udtrykkes der nogen forundring, hvad erhvervslivet dog kan lære af Finn Nørbygaard, for ja, rigtigt gættet, Finn afholder nemlig noget, der vistnok hedder "kurser" for erhvervsledere. Jamen i hvad dog, for Pokker, det gik jo ultimativt ad Helvede til? Ja, det gjorde det og derfor er det jo noget vanskeligt at forstå, hvad virksomhederne kan lære af Finn. Hvordan man IKKE skal gøre, måske? Muligvis. Hvordan grådighed fuldstændigt kan overskygge en ellers tidligere fuldstændigt sund og konservativ investerings politik? Ja, hvis man skulle have behov for, så ja! Jamen hov, demonstrerer erhvervslivet ikke allerede ved en hyre Finn ikke, at man måske i virkeligheden ikke har lært alverden af det hele men betragter det hele som en slags "kulørt underholdning"? Jow, det gør de vel på samme måde som lytterne til Buffetts tale dengang i ur-tiden i 1999 også kun kortvarigt rystede på hovedet af den dér underlige gamle mand og hans negative snak. Om den fremtid, hvor alle de tilstedeværende nødvendigvis ville blive grever og baroner og baronetter og multi-milliardærer. Altså præcist det Buffett allerede var og havde været i mange år og stadigvæk er, blot lidt mere (rig). Buffett har ikke siden talt om noget som helst, det lader han Finn om. Måske det omvendte ville have været mere tiltrængt. Åh jo, måske nok... Underligt at de, der virkeligt har noget at sige, siger så forfærdeligt lidt og de, der ingenting har at sige, siger så forskrækkeligt meget.

Signal-værdi eller bare signal-forvirring?

I 1978 udkom en samling artikler af den mere kuriøse slags. Det var bemærkelsværdigt dengang selv om tiden dengang i præ-Blekingegadebande tiden hyldede totalitære regimer overalt i verden en hel del mere aktivt end nu. Dengang havde endnu 4-bandens post-Mao Kina en betydelig opbakning og også Kim-il-Sung og Enver Hoxha og deres epokegørende totalitære regimer havde faste magtbastioner på den danske venstrefløj. Det havde den danske lakaj-udgave af det dengang forlængst forstenede kommunistparti i Sovjetunionen selvfølgelig også med nutidens folkekære Ole Sohn i god politisk lære, iøvrigt også og der var naturligvis også et par partier helliget den muligvis dengang knapt så parodisk/komiske Gaddafi i Libyen. Den sidste havde vist mest kvindelige støtter i Danmark, han må vel have fået det til at krible lidt deromkring hvor sangerinden Trille nogle år tidligere havde ment, at ellers kun Gud kikkede...

Tiden var altså ganske moden dengang til at omfavne alle mulige sindssyge totalitære ideologier. Det vil sige, ideologierne var jo ikke i sig selv sindssyge, det kan de vel principielt ikke være, ubesjælede, som de jo nødvendigvis er. Det er naturligvis heller ikke tegn på synderlig sindssyge at støtte totalitære regimer, når man selv sidder på det "ideologiske flæsk", med eneret til at fortolke den nuværende og alle fremtidige virkeligheder til alle andres bedste. Lige dèr midt i smørhullet sad så alt, alt for mange af dem, som senere er blevet samfundets kulturradikale støtter. Uden at de på nogen måde har afsveget datidens monumentale vildfarelser eller tit end ikke nødvendigvis har ændret meninger overhovedet. Ordene er blevet anderledes, men "rethaveriskheden" er den samme og aldeles in-appellable.

Nå, som sagt, der var frit valg på alle hylder dengang i 1978 i butikken med absolutte meninger og totalitære standpunkter, ja udvalget har vel i europæisk historisk tid ikke været større siden det første pestudbrud i Europa fra omkring 1348. Alligevel var der ligesom der manglede noget dengang i 1978. Det blev der så rodet en vis bod på, da der blev udgivet en temmeligt epokegørende publikation, nemlig en dansk udgave af en ellers ganske glemt oprindeligt fælles-europæisk publikation. Dengang for nogle årtier siden var den nu også udkommet på dansk, og den nye bog var altså blot et optryk. Bogen var bl. a redigeret af en vis senere med rette noget forkætret Karsten Fledelius, berygtet som Balkan- og nærmellemøst-kommentator af den mere alternativt/ukritiske slags. For eksempel fik det serbiske fascistoide styre under den senere ganske vist aldrig dømte krigsforbryder tidligere præsident Milosevic (han døde jo som bekendt under retssagen, det gjorde ham nu næppe mindre skyldig) senere en stædig forsvarer i Fledelius, men det er udenfor dagens sammenhæng. Det vidste vi jo ikke dengang, men helt tilfældigt var det muligvis ikke. Eller også var det.

Tilabge til udgivelsen, som føjede den sidste facet på "totalitarisme-æraens" multifacetterede diamant. Det drejede sig nemlig om et fyldigt in extenso-optryk af det danske nazistiske propaganda-magasin "Signal". Nu skulle man måske tro, at disse bøger ville blive brændt og boghandlerne bombarderet med brosten på god nutidig demokratisk vis af maskerede demonstranter, men sådan var det slet ikke. Der var simpelthen så enormt et udvalg af indbyrdes kæmpende autoritære frelserbevægelser (som allesammen havde ALLE DE ANDRE som de værste fjender), at det her nazistiske propaganda-optryk såmænd var én blandt temmeligt utallige. Var det iøvrigt propaganda? Mjah, det er lidt svært at afgøre, men de medfølgende forklarende kommentarer fra Fledelius m. m. var vel ikke akkurat af den allermest kvalificerede kritiske slags. Noget kunne da tyde på, at Fledelius jo selv faldt lidt "i gryden" som tidligere Obelix, kendt fra Asterix. Nå, det gjorde næsten alle hans fagkolleger fra dengang jo også, selv om de altså faldt i nogle "andre gryder" En herlig tid dengang, måske ikke overraskende, at undertegende gennemførte det historiske bifagsstudie på præcist ét år, en rekord, der simpelthen ikke kan slåes. Væk, og det skulle være hurtigt, fra Fledelius og alle de andre: Scocozza, Thing og alle de andre hyggelige fætre!

Ret hurtigt forsvandt denne bog vist igen og forsvandt til den "underskov", hvor den både før og siden havde og ville komme til at blive cirkuleret. Det eneste, som vel kom ud af den oprindelige udgivelse (og altså osse den senere genudgivelse) var vel i virkeligheden, at navnet "Signal" for altid forsvandt fra almindelig brug. Ikke at tingene basalt ændredes, som udgivelsen af moderne ækvivalenter til tidligere totalitære strømninger navne som f. eks "Faklen" jo vel demonstrerer. Navnet "Faklen" burde jo ellers have været miskrediteret tidligere på samme måde som "Signal", men blev altså ikke gen-udgivet. Det er vist også den eneste forskel. Alting tydede på, at "Signal" bare var ude af sagaen.

Det har så vist sig, at der nu tilsyneladende er gået tid nok til, at alle minder om disse konnotationer ved ordet "Signal" nu er væk. Der er nemlig et firma på vej indenfor den danske professionelle lydbranche på vej, som vistnok kommer til at hedde "Signal Audio" Tidligere har der godt nok været et dansk firma med navnet "Sign Audio", men det er jo alligevel noget ganske andet nu med "Signal" i stedet for. Manden bar er ingen mindre (eller mere, for den sags skyld) end selveste Kenneth Bremer, den tidligere bagmand bag bredt publicerede lokale audio-eventyr som Dansk Audio Teknik (delvist) og Wavehouse (helt og holdent). Om nogen af firmaerne er der mere ved vi ikke rigtigt, men prøv at "Google" hans navn, så kan man i denne veritable "informations-skraldespand" finde historien bag. Underligt, det gik jo ellers åbenbart så ganske ubegribeligt godt og det kommer det vel til igen. Ukuelig optimisme er godt nok ikke nogen reel erstatning for kompetence eller professionalisme, men en kort overgang kan det jo se sådan ud. 

Og hvad var det så vi ville sige i dag udover at byde denne gamle kollega tilbage på det professionelle audio-marked igen? Hvor han jo nok skal høste den løn, som han har fortjent ligesom alle vi andre gør. Hvad den så måtte være hvis vi antager der er en....
Ja, i virkeligheden slet ingenting! Vi vil nemlig blot sige, at historie-løsheden simpelthen nu er nået til et niveau, hvor folk ikke engang gider checke, hvad deres planlagte firmanavn tidligere har været anvendt til. Vi antyder naturligvis ingen uhellige politiske sympatier mellem det nye firma og nogen kendt ideologi, hvor navnet altså har været ja, altså et "Signal". Så venter vi så bare på, at vi ser den første "Hiedler Audio", som en senere vidt bekendt østrigst tapetserer-søn jo oprindeligt hed. Nå, det sidste var en spøg, det er det første med "Signal" tilsyneladende ikke. Er det virkeligt så længe siden man holdt helt op med at undervise i historie. Eller altså blot alternativt at checke navnet på Wikipedia, sværere er det jo egentligt ikke, men det er åbenbart allerede rigeligt svært. Fremtiden ser søreme lovende ud.
Iøvrigt er "Signal Audio" vist mest et simpelt "outlet" for et italiensk handelsfirma ved navn "Proel", hvor ihvertfald vor skattede ven Kenneth Bremer var ansat sidst vi så efter, men tingene kan jo ændres hurtigt sommetider. Og gør det, blot ikke altid til det bedre, vi får vel vente og se...

Lytte-sofaer og andre tilbud.

I dag har vi så urimeligt travlt, at morgenordene bliver tilsvarende urimeligt korte. Vi skal jo for eksempel sikre, at en større installation på et lokalt successfuldt museum af en mængde ATC SCM 7-højttalere kan finde sted som planlagt og samtidigt er der byggemøde og forresten rejsegilde i et absolut større byggeprojekt, som vi er tæt involveret i. 
Der skal osse lige laves kabler til lidt aktive monitors, leveres delefilter til Århus Universitet, samles lidt eksotiske ting som f. eks det ret esoteriske Metric Halo-lydkort tillige med lidt superfede Neumann-mikrofoner af den helt rigtige slags og så skal der produceres halvfabrikata til en større ligeledes universitets-installation i næste uge. Og så er vi slet ikke kommet til en masse projektorer og kameraerer til et østjydsk gymnasium og 6 Røde teatermikrofoner til en ambitiøs lokal kommuneskole osv. osv., hårdt arbejde, det her. Ikke mindst hårdt at bevare pessimismen!

I den mere private sfære er der ved at blive etableret en ordentlig lyttesuite hernede i "røverhulen" mens vi stadigvæk ikke er helt færdige med vores pejsestue. Hvis nogen af vores læsere skulle have eller have kendskab til passende flyder-agtige sofaer eller måske bare rimeligt behagelige danske møbelklassikere, som kan passere fru Dahl Vikkelsø Mathiasens akutte kritiske falkeøjne er vi klar med tegnebog og transport. 
Hjælp, vi har stadigvæk alt for meget plads!

Masser af plads!

Vi skal i dag starte med at takke vores gamle ven Klaus Ørum for en tiltrængt navne-korrektion vedrørende i forgårs. Det ændrer heldigvis kke afgørende på tematikken men er alligevel en ridse i lakken på vores (relative) ufejlbarligehed på denne plads. Ellers ligger vores firma for tiden noget i bygge-rod, men denne gang er det heldigvis ikke vores nye forstadsvilla, som er den "skyldige" Herude er der nemlig så sensationelt god plads for mangeårige midtby-boere som os, at det eneste møblement i den ganske store Morsø-pejsestue er et sæt pianorøde ATC SCM 100 med tilhørende elektronik. Stole er der endnu ingen af, men det kan vel komme. I det hele taget er det en fantastisk og uhørt luksus at kunne flytte ind i et hus med masser af plads, ja der er faktisk næsten så meget plads, at det meste af vores gamle hifi kan være her. Vidunderligt!

Nej, byggerodet for tiden er nu også kun relativt, det drejer sig nemlig om en bunke større installationsopgaver, som har samlet sig sammen fra den kommende uge og så faktisk til engang efter jul. Det bliver en udfordring af de større men det bliver nu også rigtigt spændende, mest fordi der indgår en betydelig bunke af rigtige kvalitetsprodukter i disse projekter, som ikke som det ellers er sædvane er "rund/ned-barberet" til det akustisk/visuelt absurde. Denne gang bliver det garanti godt, bestemt ikke altid en selvfølge eller blot en fjern mulighed. De sidste projekter er der forresten langt flest af.

Ellers skal vi i dag til reception hos den gamle "kæmpe", tidligere borgmester i Århus, Flemming Knudsen i anledning af en nyudgivet bog med hans erindringer. Nu forestiller vi os ikke, at Flemming ligefrem afslører alle rænkerne og de skjulte dagsordner bag det politiske mumme-spil og den tilsyneladende glatte overflade, ja da han jo stadigvæk indtil valget sidder i byrådet kan man vel ikke vente sig det helt vilde. Med mindre altså Flemming altså som den netop dømte rocker-"stikker" har til hensigt at sidde ganske isoleret i hjørnet i frokoststuen fremover, og det sker vel ikke for denne essentielt ærlige og gemytlige mand. Manden, der vel på sin vis var sin egen værste fjende i sit politiske liv, som nu altså lakker mod enden. Manden, der på enestående vis kunne dominere en mindre forsampling så totalt, at det for altid forbliver et mysterium, hvorfor han aldrig formåede at udstrække denne ubegribelige "personlige magnetisme" til større forsamlinger. Nå, det gjorde han altså ikke og derfor udgiver han sine erindringer i dag i stedet for stadig at sidde, hvor han kunne have siddet. Alle vi, der har oplevet Flemming på nærmeste hold, vil mindes ham med ærefrygt og beundring, men det har helt sikkert været en ren rutine-sag at kuppe ham, som Peter Thyssen og de radikale så endegyldigt gjorde det. Når man som Flemming så tydeligt brænder for noget er det jo ganske let at at forudse hans næste træk. 

I fodboldjargon (eller den for Flemming jo tidligere så ivrigt dyrkede dans på elite-niveau) kunne man jo sige, at det var alt for nemt at forudse Knudsens næste dribling eller dansetrin. Som salig Sir Stanley Matthews, højre wing gennem flere årtier på det engelske landshold,(som også ALTID og det uden undtagelse) driblede udenom backen, så var Flemming for tydelig i sit (store) kropssprog. Hvor mere anonyme politikere uden særlige problemer kunne skifte holdninger og synspunkter uden at nogen vælgere nogensinde kunne huske, hvad nogen nogensinde havde sagt, var det umuligt for Flemming Knudsen. Lige præcist ham kunne folk godt huske og det både for det gode og sommetider også det mere brutale politiske håndværk og det indskrænkede hans politiske valgmuligheder enormt. Han var simpelthen så menneskelig, at det gjorde ondt og ikke mindst på ham selv. 
Han var dog en mægtig fin borgmester men opnåede aldrig at få den brede politiske og personlige opbakning, som han måske burde have haft. Vi siger "måske", fordi Flemming Knudsens personlige facon er så pladskævende, at han måske aldrig burde have haft den plads som centerforward/borgmester, som han fik. Måske han skulle være forblevet som Sir Stanley Matthews helt derude yderst på fløjen og blot have indstillet sig på helhjertet at kaste sig ind i den politiske "action" når muligheden bød sig. Den hårde "infight" og voldsomme tacklinger på ureglementerede kropsdele, som Flemming fik mere end sin del af, bekom ham da tydeligvis ikke godt, men han blev også så hyppigt tacklet, fordi det var ganske nemt at gøre det derinde i det lille felt i magtens allerinderste cirkel hvor han ikke kunne manøvrere.
Han skulle osse bruge masser af plads og nu har så endelig fået det. Som vi selv har. Vi glæder os til i eftermiddag.

Som en lille krølle på emnet "plads" skal vi så lige vores hifi-renæssance lige kaste et råd af den helt gratis slags (andre gives iøvrigt ikke herfra) til en stolt ejer af en SME 3012-pickuparm. Din lateralbalance-vægt sidder ikke rigtigt og du bliver nødt til at fiksere gummipakningen noget bedre, så vægten ikke sejler nedaf. Virker det her som ren volapyk? Ja, det gør det givetvis, men er nu alvorligt nok foir de rigtige entusiaster, nemlig de, der mener, at en pick-up arm med en længde på 30 cm. godt kan laves af aluminium og måske endda med fordel. DET KAN DEN IKKE! I dag vil vi naturligvis i vores forventningens glæde give sædvanlig plads til alternative synspunkter som det her, men skal da ikke undlade at henvise til et gammelt ugeemne om netop SME på vores DetBatter-side. Om man ligefrem bliver klogere af at læse det afhænger vel noget af, hvor dum man nu er i forvejen, men vi skal da ikke undlade at sige, at den største forbedring denne skribent nogensinde oplevede i de mange års pladespiller-forbedring, nu netop var at skrotte alle de her håbløse SME-aluminiumsarme. Som SME jo iøvrigt også selv gjorde, for 3012´s vedkommende allerede i 1972, ikke et sekund for tidligt. Det var ikke godt med aluminium ved 9-tommers arme men 12-tommere var altså helt ude i hampen.
Men der er vel altid en plads til alting og alle synspunkter et sted, håber der er plads hos Flemming til os i dag!

SOS fra "S.S. Titanic"

Hver søndag er der et for mange sikkert uhyre spændende indretnings-tillæg med JP. Nu er denne skribent bestemt ikke fri for at nære ganske enkelte fordomme selv om konen siger noget ganske andet. Ikke at jeg er helt fordomsfri desværre, mere sådan noget i retning af, at der er ganske enkelte ting jeg ikke nærer særlige fordomme overfor. Jeg vil dog vælge at tro, at sandheden forhåbentligt ligger et sted midt imellem. Under alle omstændigheder synes dette avistillæg at være skrevet af kvinder (og en enkelt komisk/kvindagtig mandlig redaktør som derudover ligner den weekend-pauseklovn han er, en smule mere end godt er) for kvinder. Ikke dårligt når man over husherrens obligatorisk-friskbagte weekend-morgenbrød skal fordele avisen for så er der altid noget til konerne.

Det her var nu blot et sidespring, for faktisk har de seneste dage mellem anfaldene af almindeligt "arbejdsraseri" budt på, ja netop indretning af denne skribents "hyggelige hule" Der er meget passende installeret et ganske stort og rummeligt øl-køleskab, måske det kunne være et godt indretningsfif for alle læserne i JP-tillægget, for sådan et mener vi aldrig at have set i alle de endeløse beskrivelser af hvide (ant)-arktiske ørkenlandskaber med få og dyre designermøbler og ellers intet. I modsætning til den herskende "trend" er vores eget værksted præget af utallige Akubra-hatte og altså nu osse ikke mindre end 3 unikke arbejdsborde fra de forlængst forglemte dage, hvor Dansk Audio Teknik endnu fandtes i Klostergade.

I den retning har vi simpelthen gen-indrettet et rum helliget de gode tider fra dengang og i den sammenhæng har vi endda i bedste ur-kristne tradition fundet et rigtigt relikvium frem. Da Dansk Audio Teknik vel retteligen noget for sent endeligt blev tvangs-opløst efter længere tids betalingsstandsning, modtog vores firma nemlig en håndsigneret personlig meddelelse. Det må nu mest have været en fejl, for denne rundsendte meddelelse bekendtgjorde ikke blot firmaets ophør men efterfølgende anbefalede man i skrivelsen meget specifikt sine altså allerede daværende ex-kunder at fortsætte med at handle i et helt andet firma end vores. Det var ikke akkurat interessant for os må man vel kunne sige.

Selvklart fulgte vi ikke selv anbefalingen uden at vi dog har noget dårligt at sige om dette udmærkede firma. Om andre har gjort det aner vi heller ikke, men nogen har nok. Nå, men dette unikke personligt signerede dokument, en fortidsminde som et kosmisk ekko af SOS-signalerne fra den forlængst sunkne "S.S. Titanic" (første gang iøvrigt dette internationale nød-signal overhovedet blev brugt), har vi altså gravet frem og sat i glas og ramme over vores nye arbejdsbord. Som altså er det samme som dengang, stort og symbolsk for undertegnede og vel ligegyldigt for de fleste andre. Som JP`s tillæg vel er for rigtige mænd som, ja i mangel bedre, mig selv sagde katten.. 
Derudover har vi også måske lidt mere fag-relevant installeret et ganske potent lydanlæg hernede i "hulen" og det er blevet vældigt vellykket også uden at gribe til de noget radikale løsninger, som en bidragyder på et hifi-forum altså, ja, bidrog med i går. For at forbedre akustikken foreslog denne radikale tænker nemlig, at man blot lige kunne "sænke loftet fra 3.2 m. til f. eks. 2.7 m." Ak ja, det er vel den slags noget overflødige råd som medvirker til at gøre hifi-entusisaster til "pariaer" ved selskabelige sammenkomster, meget dummere bliver råd vel nærmest ikke. I stedet kunne vi da anbefale den ulykkelige spørger at spørge en, som ved noget, men sådan er der jo så meget, det er jo osse lige så nemt igen. Vores eget lydsystem spiller rigtigt fint her i vores betonkælder men nu har vi så heldigvis heller ikke behøvet spørge nogen hvordan vi skulle gøre. Indretning, indretning, nå men det er heldigvis helt forbi nu, nu skal der larmes!

Til sidst skal vi lige gøre opmærksom på et billede i dagens JP (ak ja, læser de overhovedet andet derude på Åbyhøjvej?-nej faktisk ikke, ihvertfald ikke på papir!). Det viser den følsomme danske poetiske sanger/sangskriver (det lyder godt nok bedre på engelsk, "singer songwriter", men er vist ellers det samme) Peter Sommer holde foredrag på Egå Gymnasium, og det er altså et rigtigt sjovt billede. Der er et forunderligt glimt af genkendelse af samme tematik i dette billede, hvad er det nu lige det kan være? 
Jo, det minder søreme i sin betingelsesløse betagelse fra publikum mod den talende hovedperson i helt vildt betænkelig grad om et billede af Adolf Hitler, omgivet af en flok beundrende mænd med aldeles skinnende øjne. Dette billede blev engang brugt som eksempel i elementær billed-analyse på alle niveauer og det burde ringe en genkendelsens klokke hos en hel del halvgamle. Noget uhyggeligt med al den dér betagelse og værre når det slet ikke omfatter én selv naturligvis. Ellers kunne man måske nødtvungent have accepteret det.

Nu er det bestemt ikke vores hensigt at sammenligne Peter Sommer med Hitler men betagelsen er nu ganske den samme fra den dådyr-øjede flok mesmeriserede gymnasiepiger (drengene ser i modsætning til dem på Hitler-billederne noget mindre afficerede ud). Det vil sige, det er faktisk værre endnu. Billedet af Hitler dengang var nemlig ganske tydeligt manipuleret og sammensat af en masse forskellige del-billeder: Dimensionerne var noget forskellige og fokus for alle de unge skinnende ynglinge-øjne var ikke sammenfaldende. Det var simpelthen fup og tydeliogvis ikke noget, som Hitlers hof-fotograf Leni Riefenstahl med sin overlegne teknik havde lavet. Anderledes derude på Egå Gymnasium, der var det hele ganske ægte og umanipuleret. Prøv at find billedet og se betagelsen lyse ud af alle ungpige-øjnene mod den talende Sommer med den vinter-svale kunstneriske tristesse, det er vist ganske fedt at være en følsom poet. Blot underligt han ser så sur og smertesplaget ud som om han konstant har små-anfald af mavesår, ham Peter. Det ser nu ellers ud til, at det vanskeligste i hans liv helt klart er at holde alle tøserne væk og det rent fysisk, men måske han har pådraget sig en forstrækning et sted eller hvad ved vi? Et eller andet sted er det jo også et svært-løseligt dilemma at komme til verdens største og lækreste tag-selv bord for at opdage efterfølgende, at man altså ikke kan spise det hele, det kan jo være den følelse Peter udtrykker. Nå, men det kan vel også være trælst nok i det lange løb. Ak ja, sikke problemer men de ser nu ud til at være ganske reelle ud fra billederne.
Nu har det altid været ganske godt at være poet fra Beaudelaire over Leonard Cohen til altså Peter Sommer, næsten FOR GODT. Bare det var mig engang for længe siden sagde katten! Av for katten, kone, lad være med at slå,sådan drømmer gifte mænd jo slet ikke...Men måske man ikke kunne nå at tilmelde sig det der digter-kursus på FOF endnu?

Echelon, er du der?

For nogle år siden var det største skræmmebillede vel det muligvis eksisterende (ingen vidste det jo rigtigt) og derfor (om muligt endnu mere) muligvis verdensomfattende overvågningssystem "Echelon". Nu var det vist i sit allerinderste konspiratoriske væsen en CIA-amerikansk (og dermed vel også pr. definition i mange kredse dermed et zionistisk) angreb på al frihed. Echelon var dengang det fra ellers vist kun fra Bibelen så kendte "Store Dyr i Åbenbaringen", som havde magt over al kommunikation. Det kan meget vel have været rigtigt dengang, for en hel del tyder da på, at Echelon selv har fjernet alle henvisninger til sin egen (mulige) eksistens. Man hører ialtfald aldrig nogensinde mere i debatten om det så man må vel forsigtigt antage, at echelon selv redigerer hele informationsstrømmen. Der forekommer da i det mindste pudsige ting, som uden nogen begrundelse pludseligt forsvinder fra offentlighedens søgelys. Det sker også for ting, der ellers kortvarigt havde formidabel nyhedsværdi. Direkte sensationel er vel ikke for meget sagt, og i dag vil vi mindes et par stykker af de sandheder, som Echelon har ædt. Ellers var de vel et eller andet sted endnu, men det synes de ikke at være.

Vi vil starte kronologisk i dag med et forlængst forsvundet dansk avisbillede, som derudover også så vidt vi mindes fandtes som levende TV-billeder. Optagelsen var fra det danske Folketing, og en af deltagerne var den meget fotogene og populære danske skuespillerinde med kunstnernavnet "Dina" Nu foregik dette i en tid, hvor denne skribent ikke bare ikke var gift, faktisk tydede ingenting dengang på, at det nogensinde ville ske, og derfor havde man da undertiden smugkikket lidt på den for det meste aldeles afklædte Dina henne på tanken når mens jeg ventede på at betale for benzinen. Mystisk, for jeg havde slet ikke bil dengang. Og har aldrig haft kørekort, hvordan kan jeg så egentlig vide det her?

Hm., det må blive et mysterium til en anden dag, men sikkert er det dog, at denne yppige kvindelige model dengang var og vistnok stadig er Danmarks vel nok mest "produktive" porno-model og hun toppede vel karrieren den dag i Folketinget. Selv om for første og sikkert sidste gang næsten optrådte fuldt påklædt i hele seancen.

Hun havde godt nok usædvanligt meget tøj på, som hun stod der med blot det/de meste af brysterne blottede, mens en mørkhåret mandsling grådigt slikkede løs af selvsamme blottede kloder. Dengang var det særdeles populært med såkaldte "body-tequilaer" og det er det muligvis stadigvæk, ideen er jo rigtig tiltalende og salt og tequila fra en blød kvindekrop smager jo vel aldrig dårligt. Nå, Dina var blevet indkaldt af en formiddagsavis i tabloid-format og fik penge for ikke at vise nær så meget af sin krrop, som når hun var på sit rigtige arbejde (som hun vel også fik penge for), så hun er i denne sammenhæng blot en "professionel parantes". Det var den "slikne" til gengæld ikke. Det vil sige, han fik nu også penge for sin optræden, han var nemlig på forholdsvis fast løn fra Folketinget og hed (og hedder vist stadigvæk) Henrik Sass Larsen og er fremtrædende socialdemokrat. Han kunne ligeså have været fra et andet parti, for hvis han ikke havde "villet magten" havde han jo ikke stået hvor han "stod" Ja, beklager den billige bemærkning. Det taler dog til Henrik Sass´fordel og uskyldsrene sind (eller måske seksuelle orientering) i denne sag, at han ikke som langt hovedparten af danske mænd aldeles straks genkendte labre Dina. Nå, han tanker måske ikke selv sin bil..

De resulterende billeder var sensationelle i alle henseender og tematikken i Clinton-epoken dengang var umisforståelig: Lyst til magt giver lyst til meget mere, mums! Det er der jo ingenting forkert i, og billederne af Henrik Sass kunne sagtens i dag sidde "pinnet" op over drejebænken på alle landets maskinværksteder, men det gør de bare ikke. Vi har nemlig overhovedet ikke kunnet finde dem, og hvis det ikke var fordi de nu selv en del år efter står så skarpt-pixellerede på nethinden, skulle man vel tro, at begivenheden (eller hvad det nu var) aldrig nogensinde fandt sted. Det gjorde den men væk er den til gengæld osse og det i en helt uhørt grad næsten som personerne på billeder i Stalin-tidens Sovjetunionen, som rent rutinemæssigt blot blev retoucheret væk, når de som hyppigt skete, blev "personae non gratae". Echelon, er du der og hvem er det dog, som programmerer dig og kunne du da ikke bare klare et enkelt billede til over vores arbejdsbord?
Man kan finde titusindvis af billeder med en malingsdryppende statsminister Fogh, som ingen gider se på sikkert optaget på selvsamme lokation, så hvor er retfærdigheden. Nå, men vi ønsker alle vores læsere god jagt på denne "forsvundne historie" og står naturligvis til rådighed for sandheden, hvis Echelon skulle have levnet lidt. Mums! Nå nej, det siger man vel ikke, når man er gift.

En anden og nyere pudsighed, som vel de allerfleste sagtens kan huske, er vel her i forsommeren, hvor et ligeledes særdeles fotogent medlem af det hofnære danske jetset, blev "knaldet" (ja undskyld sprogbrugen, vi blev vist lige "carried away", som englænderne siger det) som gentagen narko-kurer. Og så skete det selvsamme og det på trods af internettets udvikling siden Sass og Dina-slikkeriet. Noget for sent blev der nemlig dekreteret navneforbud i sagen og det skete et stykke tid efter, at hoved-personindens navn havde været bragt på forsiden i alle medier. Alle vidste hvem hun var, naturligvis, ikke mindst fordi hun var så kendt i forvejen.

Derfor var det jo en kort tid ingen sag at finde hendes ægte identitet, men siden dengang er tingene ændret radikalt. Ikke alene er det blevet ganske vanskeligt at finde blot ét eneste såkaldt "phantom" derude i nettets fjerneste hjørner om denne vistnok ex-frue (man smugkikker vel i fruens dameblade for at holde sig bredt orienteret..), man har faktisk så vidt vides ikke blot én eneste gang i noget medie hørt om denne højt-profilerede politisag, som var resultatet af mange og lange overvågninger, efterforskninger og aflytninger. Det nåede nemlig lige at komme frem inden denne "nyheds-blackout" lagde sig over medielandskabet som den tidligere så frygtede dræber-tåge i London, "smog´-en" 

Nu kan man i dansk lovgivning i sjældne tilfælde operere med såkaldt "referat-forbud", men det gælder juridisk udelukkende viderebringelse af ytringer fra retslokalet så vidt vi ved da. Vi mener ikke, at der er fortilfælde for, at det har været praksis overhovedet ikke at omtale retssagens overordnede og ikke mindst videre forløb. Ikke desto mindre er det altså sket her, selv om sagen havde endnu flere "kiosk-baskende" facetter end selv Sass og Dina. Der var både langbenede (omend noget anæmiske) tidligere top-fotomodeller, masser af "konge-røgelse" og sågar et muligt indkik i førende danske erhvervskredse i denne narko-sag, men alligevel døde den. Meget mystisk.
Vi vil dog forsigtigt antage, at sagen juridisk ikke blev afsluttet helt så hurtigt, for hvis den blev det, ville man nok allerede nu have fundet en ny politiledelse. Ikke desto mindre er alting altså alligevel ganske pist væk, måske en sag for den nye danske og noget forsinkede "frihedskæmper" Tøger Seidenfaden og Politiken?
Nå, det skal man nok ikke regne med, men det er dog alligevel underligt, så mange minder der kommer krybende frem fra ungdommens forstemmende læsning af George Orwells mesterværk "Comrade Napoleon" Nemlig dér, hvor gårdens love over blot én nat gik fra "All Animals are Equal" til "All Animals are Equal, but some Animals are more Equal than Others"
Eller er det bare dig, Echelon, huh-huh?

Den store verden!

Med lidt held vender en særdeles attrået genstand senere i dag tilbage til vores nye domicil. Det drejer sig om intet mindre (eller mere for den sags skyld) end det store arbejdsbord, som tidligere i de gode gamle dage stod ved kældertrappen i Dansk Audio Teknik i Klostergade. Mange herlige stunder er tilbragt ved dette gigantiske og aldeles unikke bord med en ubesværet brudstyrke så stor, at man uden problemer kunne placere en Tiger-tank på det. Godt nok kun hvis den kunne stå på højkant, men alligevel...Vi taler om særdeles robuste sager af betydelig herlighedsværdi. Kom hjem til Far, åh du bord! Ja, så fik man endelig nu her 37 år efter aflæggelsen af den Lille Latinprøve brug for at bruge den dér underlige tiltaleform (hed den ikke vokativ?) som forekom noget fremmedartet. Det var den så altså også, fremmedartet, siden der altså gik hele 37 år..Udover at det eneste tilgængelige eksempel ihvertfald på engelsk dengang ifølge den unge Winston Churchills erindringer jo iøvrigt netop VAR "Oh du Bord!" Han syntes det var skideåndssvagt og det er det vel retteligen stadigvæk. Sjovt nok hedder bord på latin "mensa", altså den samme rod som de superintelligentes såkaldte "Mensa-Samfund" "Dum som en dør" eller altså "klog som et bord"? Tjah, det lyder da heller ikke for klogt men er vel i al væsentlighed et ligegyldigt sidespring. Ikke mindst fordi ord som "mensa" af første deklination på latin osse ganske uændret i vokativ hedder, ja altså stadigvæk "mensa"

Noget fremmedartet er verden vel i det hele taget og sommetider er det vanskeligt at forstå, at nogen mennesker overhoveder overhovedet bevæger sig uden for deres parcelhus-grund. Se nu for eksempel rejsetillægget til JP, som vi vist har nævnt for adskillige æoner siden. Det er altid uhyre grinagtigt. Ikke fordi det er godt skrevet, de såkaldte "udsendte medarbejdere", som rapporterer fra fjerne og ukendte egne af Kloden, diverterer mest (læs: udelukkende!) med betragtninger så hjælpeløst-parcellistiske og uendeligt hjemmefødnings-småtskårne, at de simpelthen er en helt særlig prosa-kategori. 

Disse rejseberetninger fortæller simpelthen aldrig nogensinde nogensomhelst blot en smule nyttigt om det udvalgte rejsemål. Til gengæld fortæller de til overflod igen og igen og så atter igen for forlængst afdøde noget tungnemme arveprins Knud den samme historie. Det er historien om alt det besværlige og latterlige ved at de fremmede uden undtagelse (og det simpelthen fra en ende af, utilgiveligt!) overhovedet ikke er danskere, skidetrælst for disse udsendte professionelle rejsende. Lad os belyse gårsdagens rejsemål, som var et område nord for Barcelona, Uganda i øst-Afrika og så Vancouver i det allervestligste Canada med disse rejsendes ord. Vi skal her advare om akut fare for livstruende grineflip for særligt hjertesvage læser og vel egentligt også for de fleste andre. Der bliver lidt mange citater, men vi synes de allesammen er ret gode. Det skal lige præciseres, at der altid angives 3 såkaldt "dårlige ting ved rejsen" så vi er ikke overdrevent selektive, da vi faktisk bringer de fleste.

Om Spanien hedder det således: "Der kan være hedt om sommeren" og "Engelsk står i skyggen af catalansk, spansk, fransk og til dels også tysk" Ak ja, tænk disse skide sortsmudskere, som tillader sig ikke at tale engelsk og varmen, ja hvad var det mon egentligt man fra starten overhovedet tog derned for? Videre til Vancouver og her bringer vi samtlige 3 væsentlige kritikpunkter: "Der er langt (hele 10 timer i fly fra London) og "Stik vest-byen er 9 tidszoner væk, så risikoen for jetlag er overhængende" og så lige "Klimaet minder meget om det danske" Nu glemmer denne idiotiske skribent naturligvis at nævne, at jetlag er langt mindre på turen derover end turen tilbage og det kan vel være derfor, at han så indlysende forveksler gode og dårlige ting ved Vancouver. Det er jo til eksempel helt uforståeligt, at et klima som det danske kan være en dårlig ting. Dansk er jo bedst og dermed den bedste reference for alt fremmed så hvordan kan dog et identisk klima så overhovedet være dårligt?

Videre til Uganda:"Vejene er nedslidte og det er derfor mange steder umuligt at køre mere end 50 km./t." og "En ranger..fodrede bavianer (!! jamen sikke da noget) og kastede sten efter en sovende flodhest for at skabe en fotomulighed" Nu taler vi vist her om naturkundskaber på et mere hjælpeløst niveau og selv i Danmark har undertgnede da oplevet, at man vækkede en sovende hundehvalp for at kæle for den. Flodhesten har vel næppe været i akut livsfare eller blot været andet end overfladisk små-irriteret. Flodheste er jo nogle forbandet ondskabsfulde bæster, så stenen (og dermed dennes størrelse) har dermed sikkert været kastet fra en ganske betydelig afstand og dermed nok været ret lille og endnu mindre livstruende.. Nå, det må vel være tanken snarere end handlingen, som har stødt den uskyldshvide udsendte journalist Hvid, skade er der da garanteret ikke sket. Værre kan den 3. indvending så synes at være: "Uganda har meget få næsehorn" Denne indvending kan vel i virkeligheden rettes mod langt de fleste lande i Verden på samme måde som dovendyr og kænguruer og isbjørne og en hel del andre dyr og hvad der lige gør den særligt rammende for Uganda aner vi ingenting om. Det gør Hvid nu nok heller ikke som så meget andet..

At læse de her rejseskildringer er uendeligt hjernelamt og endnu mere åndeligt indskrænket men læs for alt i verden konklusionerne, de er nemlig højdepunkter i nyere journalistik. DE MENER DET FANDEME, de her udsendte tumper! God tur ud i den store verden allesammen, og vær forberedt på, at noget af den ligger langt væk og at de sommetider har sjove pengesedler og taler et for os ganske uforståeligt sprog og lad så iøvrigt være med at læse de her idelige hjemmefødnings-skildringer, hvor det uforståeligt fremmede allerede begynder ved midten af ligusterhækken, som den skide nabo ikke kan finde ud af at klippe rigtigt. Nemlig PRÆCIST ligesom man har gjort det selv. Sådan! På god dansk maner og andre måder gives jo ligesom ikke og da slet ikke for alle de skide udlændinge i udlandene. Udover at nogle af disse lande så tillige ligger så skidelangt væk. Hvad Fanden bilder de sig egentligt ind!

Ellers har alle vel i dagligdagen på de danske (herligt, hjemme igen!) motorveje undret sig over, om hvilken nytteværdi det da overhovedet kan have at en lastbil, som kører 82 km. i timen over et par minutter overhaler en anden lastbil, der kører 81 km. i timen. Ingenting vel i virkeligheden. Derfor skulle man vel så ikke tro, at et forbud mod lastbils-overhalinger i det hele taget skulle betyde alverden, men der tog vi tydeligvis fejl. En vognmand i Hasselager udtalte nemlig i fredags til JP, at et forbud ville komme til at betyde, at lastbilerne jo så ville komme til at køre i kø hele vejen herfra og f. eks til København- som om de ikke gjorde det allerede. Det ville ifølge denne vognmand betyde en forlængelse af transporttiden på mellem en halv og en hel time.

Rent matematisk er det jo et noget udfordrende at se, hvordan dette forbud kan føre til disse resultater. Mest fordi det jo er noget forbandet sludder. Alle lastbiler kører jo altid og uden undtagelse ganske tæt ved deres maksimale hastighed, ja de KAN faktisk ikke køre hurtigere end de gør sagde en erfaren lastbilchauffør som vi havde besøg af fredag (Hej Erik Thomsen!) Til gengæld kan især de meget tungtlæssede af slagsen godt køre en lille smule langsommere et par enkelte steder på vejen til København, da de faktisk taber lidt hastighed på den håndfuld mindre stigninger, der er undervejs. Nu er motorvejene jo traditionelt anlagt på en noget "nivelleret" vis, så landskabets små højdevariationer afspejles ikke helt og fuldt på motorvejen og de er jo ikke helt "alpine" til at starte med. Den forøgede rejsetid for en tom lastbil (som kører langsomt) efter en fuld lastbil, (som over ialt ganske få kilometer ialt så kører en smule langsommere og ellers med ganske identisk fuld-fart) kan vel beregnes til omkring et minuts penge på en tilstrækkeligt lang tur. 

Hvordan vognmanden så kan komme til den hele time er noget kontra-faktuel matematisk videnskab og hvorfor journalisten ikke kunne regne den ud forstår vi slet ikke. 
Vi ved godt nok ikke om eksperimentet har været forsøgt udenfor hovedstadsområdet, men det kunne da være sjovt at se hvor meget hurtigere Thorkild Thyrring i en Bugatti Veyron ville kunne køre fra Frederikshavn til København end min gamle svigermor i sin noget motorsvage og tillige gamle Mazda 121. Hvis han altså skulle overholde hastighedsbegrænsningerne. 
Vi vil nu godt vædde en hel del på, at forskellen aldrig vil kunne blive en time. Ak ja, visse journalister behersker vist matematik på nogenlunde samme brugerniveau som de fordomsfrit beskriver verden. Komisk, simpelthen! Godt nok, men selvfølgelig lidt bedre, hvis de blot havde været klare over det.

Den store hovedrengøring

En af alle tiders mest beundrede muskelmænd er vel stadigvæk Herkules, osse kaldet det mere græsk-korrekte Herakles Denne ultimative "six pack-fyr" og hans gerninger er jo blevet overleveret over så mange generationer, at han næsten er blevet helt virkelig og historisk. Ja, i modsætning til den langt senere Muhammed kan man endda se hele børnetegnefilm-serier helliget denne den i virkeligheden noget ferske helt Herkules. Fersk fordi han så vidt denne skribents klassiske dannelse rækker slet ikke senere er blevet forbundet med datidens græske favorit-fritidssyssel, nemlig pædofili med mindreårige. Selv Sokrates, den måske største af filosoffer, var jo temmeligt aktiv på denne front.

Nu har det måske også været lystdæmpende på Herkules, at han jo blot var en før-græsk sagnfigur med en særdeles guddommelig fader, faktisk den største af dem alle, nemlig Zeus. Nu var Zeus godt nok livslang seksuelt aktiv på talrige fronter og måske er han det endnu, han var jo da ikke dødelig, men det er et sidespring. Det blev ihvertfald ikke nedarvet på kyske Herkules, som mest brugte sine ubegribelige på måder, så verden siden har måbet. For eksempel fungerede Herkules jo et døgns tid som noget så lavt som ko-røgter i Kong Augias´ møgbeskidte stalde, hvor der som bekendt aldrig var blevet muget ud. 

Det klarede Herkules ganske let og hurtigt uden at han dog nok helt har undgået at få en lillebitte bi-lugt af ko-lort. Det melder historien nu ikke noget om og det er der naturligvis ganske gode og udtømmende grunde til. For det første lugter helte jo ikke og for det andet er Herkules jo under alle omstændigheder en fiktiv figur, som hovedsageligt igennem årtusinder er blevet overleveret mundtligt på samme måde som senere tiders "Iliaden" og "Odysseen" Den mest autentiske lugt ved disse farverige fortællinger har nok været fortællernes mulige dårlige ånde eller sandsynlige akkumuleret uge-gammel svedlugt. Alle disse Middelhavs-heltekvad blev jo videregivet over generationer af professionelle omrejsende sangere og digtere, som jo færdedes i et varmt og vandfattigt miljø.

Hvad har Kong Augias` stalde og Herkules´ udrensning af dem ved en omledning af et par floder gennem dem at gøre med dagens emne. Ingenting, for der er nemlig ikke rigtigt noget egentligt emne i dag. Vi er mest kommet til at tænke på Herkules og hans arbejde med udmugning i forbindelse med, at vi i går hørte et rygte om, at en af de sande ildsjæle i dansk audio, nemlig Hifi Klubbens grundlægger Peter Lyngdorf skulle have besluttet at lukke Lyngdorf Audio ned. Denne fantastiske iværksætter har stået bag mange innovative projekter, og Lyngdorf Audio var jo et uhyre ambitiøst forsøg. Ambitiøst fordi det krævede meget betydelige investeringer næsten på linie med en ny-anlæggelse af en cement-fabrik inden man fik solgt den første sæk cement eller altså alternativt en digital forstærker eller hvad de nu lavede deroppe.

Eller laver, rygtet er jo ikke bekræftet, men regnskabstallene for firmaet var jo gode på en noget alternativ måde i de forlængst forgangne "gode tider" og er da garanteret ikke blevet bedre m. h. t. forøget salg. Til gengæld er de kolossale omkostninger til højtkvalificerede og ligeledes innovative ingeniører næppe fulgt med det sandsynlige salg ned. Hvis rygtet bekræftes er det en uhyre trist nyhed, for Lyngdorf Audio har jo stået for den måske aller-eneste ægte forsøg på at give den danske tilbageværende audio-industri et rigtigt "kvantespring" Om det havde kunnet lykkes i de gode gamle tider vides ikke men i disse tider er markedet jo ikke ligefrem til vilde eksperimenter for kunderne, så der er det helt givet blevet meget vanskeligere.
Når kunderne kun køber det kendte eller det helt billige er selv de bedste innovative produkter jo en tid blevet blevet ganske overflødige. Sådan en situation er givetvis god for for eksempel stok-konservative Rega med deres ultra-økonomiske produktionsmetoder, men en "Harbinger of Death" (for nu at blive i det semi-mytologiske) for et firma som Lyngdorf. 

Engang brugte en italiensk mangemillionær alle sine mange millioner på at producere verdens største hydroplan. Siden er det forblevet verdens største, for udover at det vægtmæssigt var en del større end en fuldvoksen blåhval havde det nogenlunde samme flyveevner og kommercielle muligheder. Det var bygget på basis af et par sammenflikkede turist-fartøjer fra en norditaliensk sø så sejle kunne det. Til gengæld kunne det altså ikke flyve, for på trods af massevis af flymotorer fra 1. verdenskrigs overskudslagre monterede på denne forunderlige og aeronautisk noget alternative fuselage, lettede skrumlet kun godt en meter hvorefter det hele kollapsede som en våd søndags-Berlinger og manden døde skuffet oig ludfattig. Ikke som følge af styrtet, først noget senere som følge af et knust hjerte, ganske tragisk for denne visionære mand. Hvis han havde kunnet vente til efter den næste krig havde han sagtens kunnet få den i luften for da var flymotorerne blevet mange gange kraftigere og de var blevet endnu langt billigere. Det drejer sig vist mest om "timing" hvis man ikke skal blive "skyllet væk" eller altså hvis man skal op og flyve rigtigt. Ikke af Herkules´ herkuliske bedrifter, denne gang er det selve tiden, der klarer "rengøringen" Trist lige i dette tilfælde men der er vel en tid for alting, som poeten sagde det.

Den 31. oktober

Så er datoen for den så skammeligt forsinkede bryllupsreception langt om længe blevet fastlagt. Det bliver den 31. oktober kl. 14 og så fremdeles fremover i Kemisk Kantine, Århus Universitet. Vi har overvejet flere fora til denne epokegørende begivenhed, men er altså endt ved en af dem, hvor selv fremskreden fuldskab ikke burde kunne give varige men, hvis man skulle skvatte om. Omgivelserne deroppe i den paradisiske universitets-park er jo som bekendt primært af græs og til den tid kan det jo nemt være blevet suppleret af ankeldybe snedriver. Kom kun frit frem, allesammen, og denne side vil nok mindst et par gange minde om denne vigtige begivenhed. Muligvis endda flere gange end måske de fleste kan klare men det er heldigvis muligt muligt at springe over i ny og næ. Naturligvis med risiko for at gå glip af store dybsindigheder..

Nu står dybsindighederne jo ikke altid i kø i den lokale politik, men der er dog undertiden lyspunkter. I en sag, der nok er næppe ligefrem er blevet nogen landspolitisk "avisbasker", har den socialdemokratiske borgmester Wammen ellers virkeligt spillet en solid politisk "trumf" ud. Det drejer sig i al korthed om en løjerlig affære indenfor det lokale somaliske samfund, hvor en socialdemokratisk kandidat havde stået bag et såkaldt "genopdragelsesophold" for et par småbørn til det uendeligt borgerkrigs- og pirathærgede Somalia. Det faldt til alt held ikke i god jord hos Wammen, som prompte viste ham døren. 

Det viste sig nu at være en svingdør, for den næste hastigt indkaldte somaliske socialdemokratiske kandidat viste sig osse at have mere end overfladiske fundamentalistiske sympatier, ja han havde endda tydeligt offentliggjort dem, så han røg osse prompte ud. Nu har man vist foreløbigt skrinlagt planen om at finde en passende etnisk kandidat og det er vel egentligt godt nok. Tidligere har der jo heller ikke på trods af betydelige lokale mindretal været hverken vietnamesiske eller polsk-etniske kandidater. Til gengæld er der altså kommet det gode ud af den her sag, at de ellers længe slumrende S og SF på lokalt plan er barslet med en længe tiltrængt dagsorden for lokalt demokrati. Man vil langt om længe stille større krav til partiernes kandidater end de ellers hidtil både nødvendige og tilstrækkelige, nemlig at kanidaterne blot selv forfærdeligt gerne ville være "byrødder" Naturligvis en logisk nødvendig, men altså heldigvis ikke længere helt tilstrækkelig forudsætning. 

Helt horribelt åndssvagt er det så, at de borgerliges lamme borgmesterkandidat Gert Bjerregaard så fundamentalt har ladet sig udmanøvrere i denne affære. De mangler åbenbart katastrofalt taktiske tænkere fra polit.-studiet som den drevne socialdemokratiske bagmand Morten Pless, hvis hånd man mærker her. Bjerregaard og de andre kunne jo sagtens have lukket luften ud af denne "valg-ballon" ved blot straks at tilslutte sig og dermed skabe en "demokratisk enhedsfront", som jo er så aldeles uspændende, at nyheden straks ville dø i medierne.

Det gjorde de så ikke. I stedet beskyldte de Wammen for "hykleri", en beskyldning, der vel dårligt undgår at komme til at opfatte ALLE POLITIKERE, det er jo trods en del af det "politiske håndværk" Som de så altså tydeligvis overhovedet ikke mestrer i den borgerlige lejr. Recepten er jo ellers enkel: Hvis modparten lancerer et forslag, gælder det jo om hurtigts at "demontere" det politisk falige (for én selv altså) "sprænghoved" og hvis man ikke kan det eller har nogen fornuftig modpolitik, så gælder det altså om at være enig i en Helvedes fart og følge oppositionen. Så glemmer befolkningen nemlig på et splitsekund hvem der først sagde hvad, se blot på diskussionerne om skattepolitikken. Hvem var egentligt først for eller imod eller hvordan var det nu det var. Og er?

Ja, politik er en pudsig ting. Mod en velsmurt socialdemokratisk maskine (a la amerikanske Tammany Hall) og taktisk kløgtige cand. polit.-er kæmper bowlinghal-ejer Bjerregaard og hans forkølede venstre-vikinger (enkelte kan vel huske Bo Bojesens geniale tegninger over mere end 3 årtier om "Venstrevikingernes Saga) helt forgæves. 
Lige i den her sag bliver vi nok nødt til at gå lidt til yderligheder og vende det gamle ord lidt på hovedet: "Mod guder kæmper selv tåber forgæves". Det gør de nemlig og det endda altid!

Dantax

Som nybagte husejere er det nu tid til at finde alle de store møbler, som der aldrig var plads til i den indre by. Vi skal simpelthen have store skrummel-"flydere", overlæssede som gamle amerikanske biler med halefinner og chrom-orgie og det hele. Derfor er vi begyndt at studere det lokale marked for diverse møbler og det ser jo godt ud. For køberne altså¨, for sælgerne ser noget "underdrejede" ud som den sagomspundne kaptajn Kurt Carlsen og hans skæve skib. En enkelt, nemlig Hansen Møbler, er lige netop gået i betalingsstandsning, så man kan vel nok regne med, at det ikke ligefrem var gyldne tider derude. Selv er vi kommet til at bo ganske tæt ved det lokale stil-ikon for den ultimativt exorbitant gode smag, nemlig Thorsen Møbler, og der er da heller ikke ligefrem kø på parkeringspladsen. Det må vel betragtes som en ønskesituation for den bevidste køber for når efterspørgslen blot falder lidt, så styrtdykker priserne meget indtil sælgeren som Hansen bliver til en ex-Hansen.

Det værste ved møbler er så bare, at for denne analfabetiske skribent er de fleste nye modeller mekanisk så ligegyldigt dårligt lavet, at Kirkens Korshørs udvalg af gamle kvalitetssager er noget mere lokkende, men i det øverste Familieråd vil dette synspunkt til evig tid forblive et mindretalsstandpunkt trods den tilsyneladende stemme-lighed. På den anden side, de superfede massive egetræsborde vi har medbragt af ældre model lever heldigvis videre, endnu da.

Nu er det altid problematisk, når virksomheder både indenfor det absolut stratosfærisk-luxuriøse som det mere menneskelige segment indenfor en varegruppe begge har tydelig tilbagegang, men særligt overraskende er det vel ikke. Når folk ikke bygger nyt (eller i det mindste bygger til), så er der altså alt andet lige ikke voldsomt brug for diverse nye hårde hvidevarer, indlysende overflødige køkkener (for så vidt som folk jo stadigvæk ikke laver mad hvis de kan blive fri) og altså osse møbler.

Det er naturligvis ikke spor anderledes indenfor underholdningselektronikken. Gårsdagens tekst om 60% prisfald for en dansk überluxus-højttalerproducent var måske nok et særtilfælde, men den fortæller dog ganske godt om en herlig tid, der var engang for alt for længe siden. Vi kan jo så håbe, at det måske samtidigt indkøbte Smeg-kombinerede gas/el/induktion (fortsæt selv)-luksuskomfur ikke er faldet fra 25.000,- til 9995,-, for så er det ikke blot træls at være i musikstuen, ikke engang i køkkenet er der nogen lyspunkter. Nå, de her overklasse-køkkenting er vist blot periodisk ude af markedet. Ellers var det næsten heller ikke til at bære.

Det værste ved den nuværende markedssituation er så næsten, at selv en af de absolutte (og måske derfor ganske upåagtede) markedsledere indenfor populær forbrugerelektronik, nemlig Dantax, netop er kommet med deres regnskab. Dantax sælges mest gennem Dansk Supermarked og er et rent ekspeditionsfirma med en halv snes ansatte, som hjemtager på ordre. Altså hvis der er nogen ordrer, forstås, for det må det da have knebet med. 

Dantax er nemlig kommet ud med et imponerende stort underskud på 9 mill. og det på trods af, at en af branchens dygtigste købmænd, John Jensen, vist stadigvæk er med. Dog går det flyselskab, hvor han vist bruger mest tid, lidt bedre men dog ikke nær godt nok til at redde koncernen fra de ringe resultateter. Her ændrer en gevinst på 1 mill. jo kun alt for lidt..Nu er vi heldigvis forrygende græskkatolske med, hvordan det går i den for os ganske fremmede branche for ligegyldige luksusprodukter, både møbler og danske højttalere til mange hundrede tusind fiktive danske kroner, men det her med Dantax er straks meget værre. Det fortæller simpelthen om, at selv en Dantax-DVD til 398,- i Føtex er ved at blive presset ud af markedet af en United til 348,-. Det fortæller også historien om, at Føtex og det øvrige Dansk Supermarked er under voldsom belejring af Aldi og alle de andre discount-operatører. Belejringen er så voldsom, at selv uhyre veldrevne og dygtige firmaer som Dantax kan være på vej til at knække nakken, ja de har måske allerede gjort det. Ikke fordi John Jensen ikke sagtens kunne kaste flere penge i firmaet, det bliver mere spændende om han VIL. 
Mest fordi verden derude ser ildevarslende ud. I det netop udkomne nummer af HiFi News, som vi fik uden at have bestilt det (det går nok heller ikke for godt derovre), omtaler anmelderen Ken Kessler sin nye bluray-afspiller. Dette perfekt fungerende mekaniske vidunder troede han at han havde købt til en bagatel af 139 pund. Inden han nåede hen til kassen med sit nye apparat var det dog faldet til 119 pund, altså omkring en dansk tusse incl moms...Den virkede dog aldeles fremragende og det er så næsten det værste for både Dantax og Sony og alle de andre, der sælger gennem de sædvanlige kanaler. Deres såkaldte "lead on"-time, som er tiden mellem ordren og leveringen, er simpelthen så lang især i den etablerede branche, at de godt som Pioneer kan lukke deres plasmaskærme ned. Når selv dygtige Dantax ikke kan være være med længere så er det altså for alvor blevet svært.
Eller altså lettere at være køber hvis det altså ikke var fordi undertegnede selv ikke ved en halvering af priserne gad gå ud til Thorsen Møbler, dette uhyrlige snobberi-paradis. For altså mest et snobberi som engang fandtes fordi folk havde råd eller ihvertfald troede de havde det. Iøvrigt gider vi heller ikke have de overlæssede danske ûberluxus-højttalere selv om de var gratis, men vi er nu heller ikke blevet spurgt direkte. Det er vel stadigvæk noget lidt andet med Thorsen Møbler, men ikke meget, gratis eller næsten kunne nok lokke lidt..
Kirkens Korshær og IKEA, here we come!

Bjørn Nørgaard

Vores ringe husstand har udsigt til at erhverve sig et stort værk af denne kendte danske billedkunstner i den nærmeste fremtid. Det er med vandmærke-garanti ganske ægte og endnu mere ganske stort, faktisk kolo-enormt stort. Om det så tillige er et egentligt stor-værk ved undertegnede ingenting om, optisk og billedmæssigt er jeg nemlig noget af en analfabet og kommer deuden fra den simplere af arbejderklassen, hvor heste-kadavere i syltetøjsglas var noget "værre køwenhavneri? Hov, det er da vist stadigvæk. Udover at være temmeligt stæreblind, forresten et interessant udtryk, når nu netop i denne tid forsamles i ja osse kole-enorme flokke for at dyrke simultan luft-akrobatik af allerhøjeste klasse så er bare ikke billed-menneske og slet ikke luftakrobat. Akrobatik lavet altså af stæreblinde stære. Så meget mere imponerende, godt det ikke er luftsyge mig!

Nu er dette billede en gave og dermed bliver det jo nødvendigvis en god investering uden at det dog hverken skal prøves værdisat på den ene eller anden måde. Værdien er noget er jo alligevel flygtigt og forbigående som selve livet og har det til fælles med livet, at når man så endelig skal til at leve det (eller altså sælge værket), så er man typisk allerede død eller i det mindste en hel tættere på. Det provenu man måtte få kan allerhøjst bruges til lidt viagra-piller til den tid men de tider, de sorger..

Ellers må man vel konstatere, at heller ikke alle det seneste årtis elektroniske luksus-frembringelser helt har kunnet stå distancen som investeringer. Vi afslører vel næppe nogen større hemmelighed ved at sige, at salget af de mere outrerede og tidligere så populære spektakulære "gadgets" indenfor den elektroniske branche heller ikke har vist sig endnu at være nogen sund investering. Når efterspørgslen falder efter iøjnefaldende overflodsprodukter, (og det er den jo uanset hvor meget folk snakker om at der slet ikke er tale om nogen krise i hifi-branchen), så falder brugtprisen simpelthen til det komiske. Det er naturligvis en herlig situation for de ægte entusiaster, som kan samle "smulerne fra de (tidligere så) riges bord op for en slik. 

Knapt så godt er det for producenterne, der virkeligt må løbe stærkt for blot at opnå at stå bomstille. Det oplever vi naturligvis også selv i vores egen branche, men der købes der nu ganske støt stadigvæk. Hvordan det måske ser ud derude blev vi opmærksomme på i dag, da vi for 117. gang fik en spam-mail fra en uhyre eksklusiv dansk højttalerproducent. Den berettede for ligeledes for 117. gang om, hvor godt det gik, og linkede i den anledning til sin danske forhandler. Denne forhandler ligger forunderligt nok ikke i nærheden af nogen større befolkningskoncentrationer, ja faktisk ligger den noget tættere på Vesterhavet end på Århus. 

Om den sælger noget ved vi heller ingenting om (ved vi overhovedet noget i dag og hvad skriver vi så egentligt om?) men noget kunne dog tyde på, at værdien af investeringen i produkterne fra dette firma fornyligt er styrtdykket. For eksempel var der i dette "fabriks-outlet" mulige at købe et sæt højttalere, som havde en anbefalet pris på ikke mindre end 249.000,- for en simpel bagatel af 98.000,- og sådan var det vist igennem hele programmet. Da en brugtpris på en vare altid reflekteres af den aktuelle (brandud)salgspris og aldrig blot nærmer sig halvdelen af denne, vil det altså sige, at man for eksempel på et år har måttet se sine brandnye højttalere gå fra en pris som den fra Onkel Joakim så kendte luksusbil "Pralford" til nogenlunde samme pris som en brugt Ford Sierra. 

Vi skal vist over til det heller ikke p. t. eksisterende marked for Hummere og andre luksus 4-hjulstrækkere for at se lignende og vist ikke engang der helt så galt. På den anden side hævder bilforhandlerne så heller ikke, at der "business as usual" Bevares, der er da åbent, men hovedparten af folkene i de mere end ørkenagtige bil-glaspaladser er ørkesløse sælgere. Nu er værdien af investeringen i disse danske super-überluxushøjttalere og tilsvarende overflødige danske 4-hjulstrækkere jo ganske vist ikke faldet helt så meget som garanternes investering i den forlængst hedengangne sparekasse på Mors. De måtte jo udover at se deres indskud forsvinde ligefrem til lommerne bagefter, men alligevel må det nu være lidt surt at se på udskrifterne på den kassekredit, som købte både højttalere og biler. Ting, som man betaler på og hvor hovedstolen de første mange år ikke kommer ned på den pris, tingene nogensinde kan realiseres for i de kommende mange år. Som at betale af på et 20-årigt billån på en gammel rusten Alfasud i 15 år efter bilen er blevet skrottet.
Ak ja, investeringer er noget skrøbeligt noget. Vi håber sandelig vores Bjørn Nørgaard kan bære udgifterne til benzin t/r til Frederikshavn. Nå, det mulige tab er jo heldigvis til at overse, men vil I ikke godt lade være at spamme os dernede fra Fyn et sted, vi bliver altså så deprimerede af at læse hvor skidegodt det går for jer. Og lad da især være med at lave de her trælse links for de minder unægteligt mere om den hverdag, vi selv kender til i vores egen branche. Som da så alligevel slet ikke er nær så træls. For eksempel skal vi da i dag på masser af udeservice hvor vi kommer til at møde en masse spændende mennesker uden særlige behov for at investere formuer, som jo også alt for let fordufter. ved en producents pennestrøg og prissætning...Her er Bjørn vist bare en bedre investering, det kan han nemlig slet ikke!

Svane Køkken

Enhver nybagt frue drømmer vel om et nyt køkken og hvis den samme nygifte frue så tillige osse er nybagt villa-ejer hæves drømmene som bekendt til 2. potens. Måske denne "køkkendrømmenes kvardatur" kan give os en Nobel-pris, det lyder helt genialt. Det har de ihvertfald gjort indtil for ganske nyligt, drømt løs altså, hvis man har skullet tro alle de massive reklameblokke fra de danske køkken-sælgere i TV-lokalnyhederne. Nu skal man jo ikke tro alt for meget på det man hører i reklamerne for hvis det gik så fantastisk skidegodt kunne man jo måske skære en smule ned på markedsføringen. Om man har gjort det aner vi ingenting om, vi ser nemlig p. t. ikke TV, da vi ikke på trods af vores ellers tekniske baggrund kan finde ud af at sætte vores nyindkøbte multi-hovedede mega-parabol til. Eller osse gider vi bare ikke forsøge. Alle de fucking hjernelamme køkken-reklamer.

Til gengæld kan vi jo ved selvsyn iagttage, at kunderne ikke akkurat sværmer omkring alle de ganske fornyligt etablerede domkirke-lignende og -store køkkenpaladser ude på Viborgvej ved Bilka. Der er så få biler på parkeringspladserne, at de ansatte åbenbart selv kommer på arbejde i bus. Man kunne måske som avis-sælgerne i London overveje at have et par "lokke-købere" (ude i forstæderne altså "lokke-parkerede kernedanske familiebiler") men det kan naturligvis sagtens være, at det stadigvæk går skidegodt. Bare underligt, at man aldrig mere ser køkken-storskrald nogen steder hverken i midtbyen eller på genbrugsstationen, mystiskere og mystiskere.

Nu er såkaldt "køkkenbordsøkonomi" jo også noget alternativ og knapt nok beskrevet fyldestgørende teoretisk økonomisk. Derfor tør vi osse godt byde ind med vores egne teorier. I den forløbne uge var undertegnede ude at indkøbe en låge til et køkkenskab på den gamle bopæl, som var forsvundet. Lidt upræcist, bopælen er der stadig, det var lågen, der var forsvundet..Lågen var på størrelse med en udfoldet morgenavis og transporten på cykel under armen var altså meget bekvem. Så langt så godt.

Noget mere ubekvem var prisen derimod, nemlig 531,-, og det forekom jo noget dyrt for et stykke spånplade med simpel råhvid plasticlaminat. Derfor forskede jeg lidt i priserne på disse tilbehørsdele på Svane Køkkens hjemmeside og det var ganske oplysende. Nu er det vel ikke nogen særlig hemmelighed, at produktionsprisen for dele og hele køkkener ikke ligefrem bærer nogen synderlig relation til salgsprisen, selv ikke en faktor 10 rækker her i "op-margin" Alligevel var det altså interessant at se i prislisten, at den selvsamme halm-spånpladelåge kunne koste lige fra 137,- i simpel plastlaminat til godt 1200,- i ja altså en anden slags simpel laminat. Vi blev altså højst halvvejs "snydt" ved at betale de 531,- som nok højst var en 20-dobling af produktionsprisen. Det kunne have været meget værre.

Det bliver det nu heldigvis ikke, for i stedet vil vi vælge at betragte de 531,- som en sund investering. Vi vil nemlig ALDRIG NOGENSINDE købe noget som helst derfra mere og heller ikke fra alle deres monumentale naboer derude, som antageligt allesammen får deres skrammel fra den samme underleverandør. At gå ind til altså her Svane Køkken med en monumental foyer og masser af folk (ingen kunder, bare folk) er altså lidt vildt. Der er vist tilpasninger og andre nedskæringer, som ikke er slået igennem endnu, men det har vi nu ikke tænkt på at forske videre i. Vi får nemlig knopper allerede ved tanken.

Er der da så slet ingen lyspunkter? Ok jo, det er der da. Man kan nemlig købe fuldstændigt de samme køkkenelementer fra den samme underleverandør hos IKEA til en lillebitte brøkdel af prisen. Det underlige er så, at IKEAS grundlægger, Ingvar Kamprad, alligevel er en af verdens allerrigeste mænd, mens hr Svane ikke synes at være nævnt på Forbes' Top 100. 
Økonomi er tydeligvis ikke udelukkende at tjene mest pr. enkeltkomponent, næh volumen spiller åbenbart osse ind og det er vi da glade for at have opdaget på denne side af køkken-nykøbet. At blive decideret "røvrendt" i det små er jo trods alt en del billigere end det samme i "full scale"..Tillykke, IKEA (og altså den samme danske underleverandør, Tvilum-Scanbirk måske, den pakkede låge var "anonymiseret" i passende grad som min ungdoms Weekend Sex-plade i diskrete brune kuverter og sådan noget er der jo altid en god grund til), I har solgt et køkken. IKEA vandt og det altsammen takket være en skide køkkenlåge. Hvis Svane have valgt at give den væk gratis eller blot forlange en rimelig pris havde der været et valg, det er der så ikke længere. 

Held og lykke med markedsføringen, derude på Viborgvej allesammen! Vi har glade skænket vel omkring 400,- (som vel er tæt på bruttoavancen på lågen excl. moms) til en af jer og sandsynligvis ikke den ringeste. Det er nu blot ringe nok til at vi fremover nok skal holde os helt væk.

Det er der så tydeligvis også andre der gør, så derfor lokker adskillige nu med "gratis montering" Hvis det er synonymt med det, som vi oplevede i vores gamle og iøvrigt helt ny-installerede køkken i Fåborggade med coladåser og alskens affald under køkkenbordsrammerne, som vi fandt i exorbitante mængder, ved vi ikke, men måske denne sikre "deponering" af bygge- og anden affald under nye køkkener blot er standard. Nå det bliver det vel ikke rigtigt meget værre eller meget bedre af og det er måske det værste. Det var så hvad vi havde valgt at bringe om dagens dyrekøbte erfaringer til en relativt billig pris.

Røde højttalere

Nu kan man jo ikke sige, at farver slet ingenting betyder i vores hverdag. For eksempel er fru Dahl Vikkelsø Mathiasens kok-røde teint efter en veloverstået morgen-løbetur noget af det smukkeste denne skribent nogensinde har set og vores egne pianorøde aktive ATC SCM 100 på de komisk-lave stålrammer i sort er ganske pittoreske grænsende til det egentligt kunstneriske. Farver betyder noget men som alle betydningsbærende elementer i livet kan de naturligvis osse snyde. 

Nu er vi som lovet (lige som de allerfleste andre desværre) forlængst holdt op med at kikke på danske hifi-netfora. Hvad der dér kom først, ægget eller hønen, (ingen skribentvirksomhed/ingen læsere) ved vi ingenting om, men når vi keder os slemt nok kikker vi sommetider forbi. Gamle vaner dør jo som bekendt langsomt nogenlunde på samme måde som denne teenagedrengs evige fascination ved de såkaldte "Grå Sider" i teenage-årenes hit-magasin "Ugens Rapport" Det hele var godt ganske indlysende både løgn og latin men derfor labbede vi (nok især drenge) det jo alligevel i os. Derfor zapper vi altså alligevel udenfor enhver vilje-kontrol forbi i ny og næ. For at opdage ja overhovedet ikke bare det allermindste og så alligevel.

I går skete der nemlig et pudsigt sammenfald hvor en fortvivlet familiefar på et forum nær dig udtrykte sin betydelige fortvivlelse over, at en kinesisk produceret Tannoy-(såkaldt) studiemonitor ikke fandtes med vinrød front, kun i sort. Sådan ægte fortvivlelse er jo næsten hjerteskærende og får billederne af sultende børn i Afrika til at forekomme noget trivielle. Det var simpelthen ren og kondenseret tragik!

Nu skal det med, at det gamle hæderkronede Tannoy nu kun har 2 (!!) diminutive modeller på deres studiemonitor-program, begge vanvittigt billige og sikkert med en ydelse, som ganske glimrende matcher deres ringe pris. Sådan plejer tingene jo unægteligt og uløseligt at hænge sammen. Blot mærkeligt at man ikke længere laver højttalere til kritisk lytning i studier til mere end 2000,- pr. stk hos Tannoy, mon ikke gamle Guy R. Fountain og designer Ronnie Rackham ville rotere løs dernede henholdsvis deroppe? I den anledning skal vi da lige gøre lidt reklame for et gammelt ugeemne på vores DetBatter-side om Tannoy med titlen "Frem og tilbage er ikke lige langt" Siden det blev skrevet er det osse kun gået yderligere tilbage for den engang så stolte producent af studiemonitorer. Heldigvis er der nu så ikke så langt længere at gå..."One more down, just two to go!" som tegneseriehelten Battler Briton udtrykte det efter at have skudt atter en Focke-Wulff FW 190 ned.

Nå, den fortvivlede mand kunne altså ikke få Tannoys med den rigtige farve forplade æv-æv-æv, og i stedet spurgte han så i bedste tidsånd ud i luften hvilke af 2 andre diminutive lavprishøjttalere han skulle købe. Den ene havde han godt nok hørt men den anden havde han kun set på et billede, hvor den så noget rød ud og derfor stillede han naturligvis et spørgsmål så rimeligt åndssvagt, at det næsten gør denne skribent flov og rød i hovedet blot at referere det. Han ville nemlig gerne vide hvilken af 2 ekstreme lavprishøjttalere han skulle købe. Tjah, det er altså ret præcist hertil, verden og den almindelige lav-kritiske sans er nået til i det moderne informationssamfund. Ikke altfor imponerende kan man vel sige og bestemt ikke fremmende for nogen yderligere produktudvikling. Med sådanne forbruger-mønstre er en hastig afvikling af enhver teknisk udvikling nok den allermest levedygtige strategi. Når folk kun køber efter farver alligevel er indholdet jo ligegyldigt og så er det endda bare plasticmaling på en sølle forplade der bestemmer valget ak ja. Eller blot fuldstændigt uinformeret og aldeles ukvalificeret såkaldt information..

Nu ville tilfældet så, at vi netop i går havde et sæt aktive Tannoy Reveal(som de aktive rødlige hedder) på bordet med en skrattende diskant. Som altid i alle virksomheder dyrker man jo altid stordriftsfordelene fremfor individuel optimering og anderledes kan det naturligv is aldrig være eller blive. Derfor sidder der selvfølgelig den samme diskant i alle de mindre modeller. Alligevel var denne her altså kommet til at skratte og det er faktisk lidt af en præstation, da forstærkerens limiter burde have forhindret dette og forstærkeren desuden er skal vi sige det pænt "økonomisk dimensioneret" Igen, det er alle andre osse i dette ultimative lavprissegment, men alligevel var der en lille "twist" ved den her.

Dynaudio har været markedsleder i at "klaske" enhederne ovenpå hinanden således at bassen går ind over diskantens ramme. Dynaudio plejer dog lige noget uskønt at save diskantens ramme lidt af, så man kan komme til enhederne enkeltvis i tilfælde af nødvendig service, meget prisværdigt og måske bare det man burde kunne forvente som et absolut minimum. Således var det bare ikke her. Her skulle man nemlig først skrue bassen af for at få diskanten ud, men DET KUNNE MAN BARE IKKE! Ved monteringen havde skruerne nemlig "svejset" sig ind i bashøjttalerens plasticramme og når man så skruede dem ud, smadrede skruerne simpelthen bashøjttaleren til ukendelighed, den brækkede simpelthen i 6 noget skarpkantede stykker affaldsplastic hvoraf en enkelt indeholdt en nødtørftigt på-clipset magnet. 

Det med plasticclips er ganske normal praksis og det med plasticrammer er også, særligt fordi det jo letter arbejdet med at stemple forskellige unikke OEM-mærker i ellers uhyggeligt ens standard-prutenheder. Igen, alle gør det i disse billige højttalere på samme måde som at kødindholdet i billige danske pølser jo også tangerer det uanstændige, sådan gør man bare.
Alligevel var det altså lidt sjovt at sidde og se denne mand drømme vådt om den højttaler, som man altså præcist på samme tid selv sad og bandede højlydt over. Ikke fordi den var specielt dårlig, vist mest blot fordi skidtet faldt fra hinanden da det blev skilt ad. Denne så højt attråede røde lækre model...Nogle ting er altså bare for billige og man burde måske osse lige overveje at skrue sine drømme op i gear. Mindre end "Top Gear" kan sagtens gøre det men det her var da godt nok spild af tid. Og røde drømme..Og så osse spild af tid på samme vis som at studere hifi4all, de har nemlig ikke engang farver på!

Kabler, kabler, kabler!

Så er vores monteringsværksted efterhånden indrettet til denne skribents betydelige tilfredshed og lige i dette her tilfælde er det jo osse det vigtigste. Der er faktisk plads til både det ene og det andet og det er lige præcist det, der har fundet vej til det. Hvis man er en stor ynder af australske "swags" (som kendt fra sangen "Waltzing Matilda") og EAR-forstærkere er det her et veritabelt paradis. Samtidigt er vores store ATC-sæt kommet op at køre i det dedikerede musikrum og lige i denne konstellation kommer det hele til at se temmeligt ydmygt ud. Rummet er nemlig ganske betydeligt meget større end hidtil, ja det næsten i en grad, som er skræmmende. Heldigvis er netop det store ATC SCM 300 aktive system jo beregnet til at generere betydelige lydtryk, og det kommer det så til. Der er dog stdigvæk 10 dB headroom så det går nu nok. Det har ihvertfald aldrig lydt sådan tidligere. Om det er godt? Ja, det er det, helt fint med os!

I soveværelset ovenpå er atter de trofaste Tannoy Monitor Gold-bestykkede Lockwood-boxe med hjul og det hele fra Yorkshire Television blevet installeret, så i det store og hele er alt ved det gamle. Der er bare rum efter rum endnu uden hifi i, en spændende tanke, måske vores gamle JBL og Altec-Lansing ligefrem kan komme til fornyet ære og værdighed?

Det kan undertiden være interessant at se og høre en højttaler uden at ane, hvad den koster. Sommerider kan det jo også være ekstremt svært at bedømme, da hverken imponerende bestykning/indhold eller ditto kabinetarbejde på nogen måde giver noget "clew", som visse angelsaksere udtrykker det. Sådan et sæt højttalere fik vi selv "smidt i nakken" fornyligt uden at ane, hvad de var værd, nemlig et sæt Dynaudio Focus 220. Vi aner godt nok stadig ikke hvad de er værd, men vi kan da i en ellers som sædvanligt uendeligt ligegyldig læse, at de har været ganske dyre, ja de er det endda endnu. I den sammenhæng vil det nok ikke være klogt at afsløre den pris, som undertegnede gættede på, vi skal jo faktisk af med dem på et tidspunkt. Man kan jo heldigvis altid give dem væk til Kirkens Korshær men måske der findes en liebhaver derude? Det må der vel gøre siden de laves endnu. Men måske de osse bare har dem til at stå i vejen ligesom vi selv har...
Nå, laves skal i dag også en forbandet bunke kabler til forskellige kor og efterskoler og andre spændende mennesker over det ganske land. Og så er der jo heldigvis osse basis for lidt personlige leveringer af diverse sager til et større lokalt busselskab og lidt skoler og et par universitets-fakulteter. Som forlængst salig "Monty Python" udtrykte det i en af de rigtigt vellykkede sketches om den vakse såkaldte "Bicycle Repairman" i byen Metropolis, som ellers var befolket udelukkende af veritable Superman-klædte ikke-særligt-super-supermænd: "It's all in a day`s work for the Bicycle Repairman!" Simple ting kan ofte gøre en stor forskel og vi er ikke selv for store til at lave de små ting. Endda slet ikke.

Kommissærer evaluerer sig selv?

I Stalin-tidens Sovjetunion have begrebet "en kammeratlig samtale" en for ialtfald den ene samtalepartner et uigengenkaldeligt ildevarslende præg. Det betød nemlig i bedste og allerheldigste fald en permanent enkeltbillet til de koldeste områder i det østligste Sibirien som minerne i Kolyma og Karaganda. Alternativet, nemlig en ganske vist noget hurtigere men kun en anelse mere smertefri død var vel heller ikke det allerfedeste, men andre muligheder gaves ikke. I Ulbrichts DDR var situationen ikke meget bedre men afstedkom jo trods alt indirekte, at Muren faldt. Da den ikke kunne modstå folkets pres og de forskellige styrer i Øst havde omnået en tilstrækkelig affældig grad af impotens.

I Stalin-tiden var det faktisk heller ikke spor ufarligt at være "dødens engel", nemlig den dømmende kommissær i disse "kammeratlige samtaler" Stalin skønnede nemlig for det meste ganske snusfornuftigt (skulle det jo vise sig, han døde jo så vidt vides en ganske naturlig død), at når disse kommissærer havde huseret længe nok var det deres tur til at sidde på den forkerte side af bordet i en "kammeratlig samtale" På denne måde forhindrede man mulig sammenspisthed og farlig klike-dannelse mellem de morderiske kommissærer, en effektiv omend noget alternativ personalepleje med hyppige "ud-lugninger"...

Sådan noget gør man naturligvis ikke længere, men alligevel kan man nu godt trække visse tankemæssige paralleller til den nylige evaluering af Århus Festuge, som Århus Kommune ellers selv har kommissioneret fra analysefirmaet Capacent. Det drejer sig ellers om noget så relativt uskadeligt som borgernes vurdering af Århus Festuge, noget der vel egentligt er ligeså sprængfarligt som en smagstest af pølserne fra pølsevognen på Lille Torv. Begge ting har det til fælles, at det garanteret varer et stykke tid, inden man går derhen igen, for Festugens vedkommende jo bl. a. fordi den først vender tilbage om knapt et år. Hvis man derimod vil vide hvad folk mener har det jo til gengæld absolut hast med at spørge om begge dele, da den kollektive hukommelse er ganske overordentligt kort. Hvad var for eksempel den store åbningsforestilling i år, kan nogen længere huske det? Naturligvis ikke, ligeså lidt som hvilke opadkommende popnavne vi så for 2 år siden om som ellers ifølge Folmers planer altså toppe til næste år. Heller ingen bud her?

Undersøgelsen viser ellers, at halvdelen af århusianerne er ganske tilfredse med festugen, vel ikke særligt overraskende og vel heller ikke sindssygt positivt, man er vel jyder, en slags. Alligevel har undersøgelsen givet anledning til en interessant debat. Ikke bare det mindste interessant i sin tematik, udelukkende ved, at man overhovedet debatterer det. Festuge-Folmer er nemlig faret i blækhuset i en noget særegen anledning, og så er vi tilbage ved "kommissærerne" igen. Han har nemlig ingenting hørt om undersøgelsen (!!!) Ja, som han siger: "Jeg undrer mig over, at vi ikke er blevet orienteret om spørgsmål og konklusioner i undersøgelsen" (!!!) Se, det her er rigtigt interessant i det større perspektiv. Lad os kikke lidt.

Det interessante er naturligvis ikke undersøgelsen i sig selv. Næ. det helt grundliggende problem er naturligvis, at festugedirektøren reelt hermed forlanger ikke blot indsigt i, men vel i virkeligheden mulighed for censur af de spørgsmål, som blev stillet til borgerne. Det er for denne skribent en noget alternativ udgave af almindelig god forvaltningsskik (som at lade politiet undersøge sig selv) og det bedste ville vel så i denne alternative optik have været at lade festugen selv foretage denne tilfredsheds-undersøgelse. Med passende personlig tilstedeværelse af festugedirektøren selv og et par "slæbere" deroppefra ligesom ved valgene i Zimbabwe ved alle interviews. Det gør jo også stemmeoptællingen noget lettere..Nå, kommunen valgte heldigvis en anden løsning.

Og så begynder historien rigtig, for nu ruller Folmer sig ud: "Jeg skal ikke blande mig i, hvordan de arbejder i Kultur og Borgerservice (som bestilte undersøgelsen), men hvis jeg havde en pressechef, der handlede på den måde, ville jeg nok kalde ham ind på kontoret til en kammeratlig samtale" Mon ikke denne samtale ville blive en kort enetale? Nå, man må vel utvetydigt kunne konkludere, at han netop "blander sig" og endnu mere, når han nu siger han ikke gør. Som alle herskere har gjort i alle historiens epoker.

I det hele taget skal offentligheden overhovedet ikke ifølge Folmer blande sig i den virkelighed, som festugedirektøren enevældigt redigerer. Som han siger: "I bestyrelsen har vi en aftale om, at vi evaluerer festugen om fire uger. Det behøver man ikke gøre i avisen dagen efter festugen" Jo, Folmer, det gør man faktisk, en senere evaluering er aldeles meningsløs for allerede nu er sidste uges festuge sammenlignelig med gårsdagens avis. Ligegyldig udover at man ikke kan pakke fisk ind i den som en vittig (vand)hund engang sagde. Den enkeltes korte hukommelse overgås vist kun i korthed af den kollektive korttids-hukommelse, så hvis man vil vide noget om indholdet i dagens TV-avis (eller festuge) så er der kun ganske kort tid til at spørge. Tiden hvor en sådan undersøgelse har blot en smule offentlig relevans er ikke meget længere, i næste uge er den for eksempel forlængst blevet til "nyere historie" og om fire uger ren "samtids-arkæologi" Fuldstændigt ligegyldig.

Til alt held er den nye kulturrådmand ikke hoppet på den her "kommissær-udmelding" om festugens ret til egenhændigt at vurdere festugen i alle detaljer, også borgernes opfattelse. Jacob B. Johansen siger de rigtige ord i denne sjove ikke-debat: "Det er klart, at festugen skal evalueres grundigt i bestyrelsen, men det skal da ikke forhindre borgerne i at debattere festugen nu" Nej, naturligvis ikke, det er vel en selvindlysende del af det danske demokrati som ingen bør kunne anfægte og da slet ikke af indlysende inhabile kommissærer. Og da slet ikke , når de SÅ gerne vil. Så er det jo man skal være allermest på vagt, nemlig når de endda vil definere præmisserne..
Folmer er ligeglad med undersøgelsen på nogenlunde samme måde som en valgsejr/nederlag i Zimbabwe jo heller ikke nødvendigvis giver større om nogen ændringer overhovedet. Som han siger: "Den (undersøgelsen red.) kan ikke bruges til noget, vi fortsætter som hidtil..) 
Denne skibent klapper på god prøjsisk vis hælene sammen, det kan nok godt gå hen og blive det klogeste hvis Folmer får magt som han har agt.Til at fortolke hele den genstridige og besværlige virkelighed derude til gode for alle vi andre. Til den tid behøver vi ikke have en mening, ja det behøver vi ikke engang nu...Spild af tid og god demokratisk kommissær-skik overhovedet at svare på spørgsmålene.

Plads til forbedring?

I de tidlige 1950-ere lancerede sovjetiske såkaldte "landbrugseksperter" en grandios plan. Som vi skal se er hverken citationstegnene eller ordstillingen foran spor tilfældig. De var nemlig allesammen helt sikkert sovjetborgere i den helt basale forstand, at de jo ikke kunne flygte, men eksperter var de på ingen måde. Det vil sige på en enkelt måde gik det helt fantastisk godt og endda så godt, at ingen havde forestillet sig det. Hele ambitionen var at redde det allerede dengang fuldstændigt faldefærdige sovjetsystem fra historiens skraldespand og den tids nye frelser hed (trivelige og skinnende-skaldepandede) Nikita Khrusjov. Han var på trods af sit diminutive ydre og gemytlige fremtoning en ganske brutal fætter og nu havde han altså valgt at sætte alt på ét brædt. Fødevaremanglen skulle endeligt afvikles ved at opdyrke de gigantiske ubeboede steppeområder i den centralasiatiske "republik" (for det var den jo ikke, underligt navn) Kazakstan. 

Resultaterne var sensationelle. I en så heldig klimatisk gunstig sommer, som man kun oplevede en gang i hvert århundrede (nok bl. a. derfor den aldrig kom igen kan man vel regne med), blev der 
tilsået gigantiske arealer med hvede, som voksede rigtigt fint til høstklar status. Så opstod det første presserende problem, for som vel de fleste også uden dybtgående agronomisk ekspertise ved, har hvede det tilfælles med brægende malkekøer med spændte yvere, at når de skal høstes/malkes, så skal det altså være lige nu. Den totalt manglende infrastruktur i Kazakstan gjorde selvfølgelig dette ganske umuligt udover den simple kendsgerning, at der naturligvis slet ikke var blot en brøkdel af de nødvendige høstmaskiner.

Følgerne af denne rekordhvedehøst (som så altså ikke blev høstet og vel derfor blot var en "rekordhvededyrkning" men det er der vist ikke noget der hedder) var ganske katastrofale. Oppløjningen af steppejorden gav støvstorme så gigantiske, at al jorden simpelthen blæste ad Helvede til. Det var et fremragende eksempel på noget, der var så godt, at det umuligt kunne fortsætte og det gjorde man så naturligvis alligevel med den hensynsløshed, som kendetegnerne alle totalitære regimer. 

De næste år tilsåede man ganske vist noget mindre arealer, mest fordi de første jo var blevet blæst væk, men det forhindrede nu heller ikke de nye i at gøre det samme. Hele denne affære var vel det bedste eksempel på noget, der startede på toppen og så derefter naturnødvendigt og lynhurtigt ramte bunden. Det blev aldrig bedre end da det startede og dengang var det alt for godt til at være sandt. Der var simpelthen ingen plads til forbedring. Ikke fordi det var var spor godt, men fordi det var helt åndssvagt allerede fra starten.

Helt anderledes har det været i Århus Festuge og så måske ikke helt alligevel. Og så er vi tilbage ved snakken om "plads til forbedringer". i den netop afsluttede festuge var der nemlig et arrangement i Århus Musikhus, som sikkert kun uhyre få har hørt om, ja måske ingen overhovedet. Ja, måske det i virkeligheden slet ikke har fundet sted? Vi taler om et i det mindste programsat 24-timers jazzarrangement i Musikhuset.

Nu kan man altid stille et muligt spørgsmålstegn ved det betimelige i at opføre intim-jazz i denne bygningskoles, det er da tilsyneladende ikke lykkedes endnu at skabe nogen synderlig success eller blot atmosfære i den nye rytmiske sal. Alligevel har der vel været visse former for jazz, som har kunnet "gnistre" i sådanne noget ferskt/sterile omgivelser og så er vi tilbage. DET VED VI NEMLIG IKKE! Til ganske mange af arrangementerne og naturligvis især i natte/formiddagstimerne var der nemlig overhovedet IKKE EN ENESTE PUBLIKUMMER. Ja, man kunne vel sige i forlængelse af atomfysikeren Heisenberg og hans kvantemekaniske "ubestemthedsprincip" sige, at blot en mulig journalists simple tilstedeværelse jo ville umuliggøre en pålidelig måling af publikum under disse særegne omstændigheder, da han jo afgørende ville påvirke målingen. Lad os dog gå ud fra, at dervar få grænsende til ingen.

Det har naturligvis ikke på nogen måde kunnet afficere vores Åbyhøj-bysbarn, festugedirektør Jens Folmer Jepsen, for som han så uhyre snusfornuftigt udtrykker det: "Det var første år, vi prøvede sådan et arrangement, og vi kan sikkert forbedre det" Tjah, ud fra de altså målemæssigt lidt problematisk/usikre tal kunne der jo tyde på, at der lige i det her tilfælde var uhyre god plads til forbedringer. Blot en tvangsudkommandering a la det gamle Sovjetunion af en enkelt særlig upopulær embedsmand eller familiemedlem ville jo kunne mangedoble successen. Med mindre altså der er tale tale om en total dødssejler-ide, hvilket jo også en del kunne tyde på. Så få jazz-interesserede kan der vel heller ikke være, de kunne jo da indtil for nyligt fylde jazzbar Bent J. op, og der var der da plads til en halvhundrede stykker... Plads til forbedringer...

Til sidst i dag skal vi lige undre os over et par udtalelser af en ellers ganske fornuftig fyr fra ejerskabet bag den nye skandalefærge til Samsø, den evigt uheldsramte "Kanhave" I et langt interview i gårsdagens JP fortæller denne Per Gullestrup om det uheldige køb af det, som han erkender har været en alt for billig og endnu dårligere færge. Derfor vil de næste færger blive bygget IKKE på det håbløse græske værft bag "Kanhave", men i Nordeuropa, da " Der findes jo værfter, der kan bygge ordentlige værfter-til tiden" som han jo forhåbningsfuldt udtrykker det. Det kan man så blot håbe på passer, for disse værfter må jo nok have som Lindø have haft trange tider, mens kunderne har "shoppet lavprisfærger" andetsteds og sandsynligheden taler vel endda for, at de netop af den grund af disse tider ikke er der længere. Man kan altid håbe.


På samme måde som man kan håbe på, at Gullestrup og ejrskabet bag "Kanhave" "kan have"" (undskyld ordstilligen den forekom sjov) ret i, at man selv med denne noget sølle færgelignende flydende genstand vil kunne overholde fartplanen, det har man nemlig hidtil overhovedet ikke kunnet. I den retning har man nemlig iværksat noget, der ihvertfald for denne skribent er et absolut nautisk "first". Man har nemlig "..allerede iværksat en ombygning af "Kanhave", så den får mindre vandmodstand og kan overholde tidsplanerne"(!!!) Nu er det ældgammel søfartsviden, at man ind imellem må skrabe rurer, langhalse og alger og sager af bunden af skibene men det er nok ikke det han mener. For at gøre det skal skibet nemlig ud af drift. Ændre faconen af denne allerede fremskredne rustbunke er vel heller ikke praktisabelt og at svejse en såkaldt "bulb-stævn" på kræver altså ophold længere tid i en tørdok. Hvad mener manden dog+ Ja det aner vi jo ikke, mon ikke dette projekt vil være omtrent ligeså effektivt som at montere "halefinner" a la gamle amerikanerbiler og male fartstriber på "Kanhave" 
og så har vi måske til allersidt i interviewet den simple hemmelighed bag denne tilsyneladende ganske umulige forbedring: Per Gullestrup siger nemlig:" Vi sætter alle sejl til for at løse de problemer, der er på øen" Jamen selvfølgelig, "sejl" er jo kodeordet her hvor naturlove og manglende motorkraft er i vejen. Hvorfor har dog ingen tænkt på det før? Alle mand til vejrs i rigningen, sæt spileren vi har en heftig medbør, folkens!

For hver en bunke der forsvandt...

...er der tilsyneladende nye overalt. Indflytningen i vores paradis herude i Åbyhøj er som alle flytninger en del mere omfattende end måske først antaget. Selve mekanikken har nu været ganske overkommelig, og tømningen af lastbilen tog kun godt 20 minutter. Desværre kan selv ikke den bedste logistiske planlægning råde bod på alle de (heldige) senfølger i endelig at have plads: Masser af plads. Flere valgmuligheder giver jo ikke ligefrem nogen simplere eller blot hurtigere beslutningsprocesser, bestemt snarere tværtimod. At de i det lange løb bliver bedre og rigtigere er ganske utvivlsomt, men at de på kort sigt ikke akkurat fjerner papkasser er ligeså uomtvisteligt. Det går vel endda selv om dagens drøm om musik fortaber sig et par dage ud i fremtidens malerarbejde. Vi taler heldigvis om den fremtid, som allerede starter i morgen, men gør al fremtid egentligt ikke det? Eller måske ligefrem før, måske præcist i selve øjeblikket lige efter "nuet"? Nå, den her fremtid stopper forhåbentligt osse i morgen, for vores maler er udover at være flink også skidehurtig og så bliver der musik til folket. Højt og længe, hurra hurra! Men altså først når malingen er tør: Vi vil godt love, at vi allesammen vil stå og se den tørre, for så går det som bekendt lidt hurtigere.

Nu er der vist ikke udenfor Frankrig nogen særlig tradition for, at aktive kulturpersoner indtræder i politik og det vist hverken lokalt eller nationalt. Det første er ganske vist et kvalificeret gæt (båthornet Bondam tæller ikke med her), mens det sidste er ganske veldokumenteret. Dog har man altså i Frankrig en enkelt gang haft en betydelig litterat som kulturminister, nemlig André Malraux under de Gaulle, men det var jo også en tid, hvor kulturen tog betydelige livtag med diverse autoritære retninger (som altså Malraux med den opportunistiske ypperstepræst Sartre) uden straks som i dag at lægge sig ned, parat som en tæve i løbetiden til hvadsomhelst med hvemsomhelst. Senere var osse Jack Lang en aktiv medspiller i kulturpolitikken i Frankrig, men senere er der blevet lidt langt mellem snapsene eller måske man skulle sige "pernod-erne" 

Og så skulle man alligevel her i lille Århus opleve den store syntese mellem kultur og politik. Det evige lokale film-håb (eller hedder det egentligt "det lokale evige filmhåb"? Nå, det er svært men evigheden består jo altid længe efter at alt forlængst er kommet til kort. Det er jo ligesom det, der gør evigheden evig..Håbe kan så til gengæld gøre i al evighed.

Nå, vi snakker om en flittig men vel i saglighedens ubønhørlige klarsyn (for så vidt en sådan sandhed altså overhovedet findes, sikke filosofiske smuler vi som franksbrøds-krummer drysser i dag!) ikke overvældende fremragende filminstruktør. Nu kan man ikke nødvendigvis helt ækvivalere talent med antal solgte billetter, men udover ikke at kunne sælge ret mange billetter er denne instruktør, Aage Rais-Nordentofts, hidtidige filmproduktion tåkrummende rædselsfuld i det mindste for denne skribent. Det mest "ægte" i hans inderligt uægte film og almindelige pinagtige positurer og håbløse replikker er vel, at at man altid kan regne med, at det altid er det samme. Nu prætenderer denne skribent ikke at besidde nogen sandheder om kunst eller livsformer generelt, men nu er der nu osse i Rais-Nordentofts tilfælde hverken tale om nogen kunst eller nogen særlig duelig livserfaring. Sådan lidt almindelig entusiastisk hjælpeløshed og ubehjælpsomhed, som jo har en vis appel til enkelte, men aldrig bliver noget hit. Derfor kan vi så godt "pippe" lidt med.

Alligevel har Rais-Nordentoft altså fået sit gennembrud. Det er ganske forudsigeligt ikke filmisk, nej, Aage vil såmænd i byrådet her i byen for Socialdemokratiet. Nu må vi jo nok herfra bryde sammen og tilstå, at den fungerende borgmester Wammen faktisk har været en ganske fin borgmester for Århus og især i lyset af, at oppositionen kun kan mønstre en så skræmmende uduelig kandidat som Gert Bjerregaard er Wammens genvalg naturligvis en ren formalitet og heldigt for det. Hvis noget havde været "på vippen" havde Rais-Nordentofts kandidatur været potentielt katastrofalt, men det bliver det heldigvis ikke. Planen forekommer ellers måske på papiret god nok: Aage skal appellere til de unge og "græsrødderne" gennem sit ganske vist noget tågede "engagement" i ja, vel mest det, som allerede er etableret og opportunt. 

Nu kunne man så måske undre sig over, at man vælger en kandidat, som står for alt det, som allerede er fuldt accepteret af den samlede allerede forlængst midaldrende "godhedsindustri" og hvad det er, der gør dette til noget specielt "ungt" At sidde på det korrekte holdningsmæssige og kulturelle "flæsk" er vel ikke specielt "ungt" skulle man synes. De, der sidder der nu, er da ihvertfald ikke unge og de har bestemt ingen intentioner om at opgive deres positioner for yngre kræfter som heller ikke det forlængst forkastede "professorvælde" havde før dem. Sådan er mennesket vist bare...Ellers er Aage bare ikke..

Rais-Nordentoft skal endda lave en reklamefilm for Socialdemokratiet nok noget i retning af Socialdemokratiets årtilange formaliserede samarbejde med instruktøren Erik Balling, som til gengæld var en skidegod filminstruktør. Ingen tvivl om, at Ballings suveræne teknik og iscenesættelser og i det hele taget arbejde med en noget begrænset "politisk talentmasse" gjorde en stor forskel. Han fik simpelthen urimeligt meget ud af et særdeles begrænset talent-materiale.

Anderledes med Rais-Nordentoft. Han har hidtil ikke vist evner til andet end at dyppe snabelen i diverse tilskudspuljer til produktion af håbløse filmprojekter og så iøvrigt klage sig, når de forudsigelige fiaskoer indløb. Over at han ikke havde flere penge til at opnå endnu ringere resultater selv om altid udtrykte det lidt anderledes. Hans egen skyld eller fortjeneste var det ihvertfald aldrig ligesom det jo også altid var en anden, der havde balret ruden i min egen barndom. Især når det ikke var. 

Nå, man må jo sige, at det lokale politiske materiale er ganske godt i Socialdemokratiet i lyset af oppositionens håbløshed, så mon ikke forsigtige og politisk ret forslagne Wammen alligevel vil kunne "skinne igennem" selv Rais-Nordentofts kommende reklamefilm? Det tror vi, selv om Aage nok skal gøre sit sædvanlige bedste, som altså bare ikke er ret godt. Vi retter lige: Forfærdeligt rædselsfuldt!

Nå, det hele her er alligevel fuldstændigt ligemeget. Aages politiske synspunkter er alligevel på ren Pixi-bogsniveau og hans støtte til dette og hint tilfældige (landspolitiske) enkeltsagsprojekt, det ene mere ligegyldigt end det andet, vil givetvis sikre ham en ganske kort "levetid" i lokalpolitikken. Hvor langt klogere og langt større fisk allerede færdes og altså faktisk gør det udmærket. Når man som lille fisk ikke har mere at byde ind med end tomme luftbobler og tilfældige slag med den alt for lille hale er fremtiden jo ikke ligefrem lys. Det skulle da lige være for det danske filmpublikum, for så laver Aage jo ihvertfald ikke film imens 
Lidt godt er der vel i alting. På samme måde som alting jo også kan blive endnu værre. Aage kunne jo for eksempel komme til at instruere Charlotte Fich. Til gengæld bliver det så ikke værre og det er på en måde også meget godt.

Lidt halv-hårdt

Så er vi atter tilbage for en kort bulletin her fra "flyttekassernes holdeplads" Det, der ved allerførste blik lignede en kæmpestor tom balsal er nu godt plastret til med papkasser overalt. Ikke mindst i går, da vores "flyttelastbil",(som vi flyttede ud i for knapt 2 uger siden) kom tilbage med alle vores forbandet mange vinyl-plader og ikke mindst vores ATC SCM 300-skrummelhøjttalere. 

Denne gang var de dog noget lettere at få ind og de havde fint overlevet opholdet derude i lastbilen. Det største problem i øjeblikket er vist egentligt helt og fuldt at takke vores gamle ven Carsten Udengaard for den ufattelige hjælp det har været for os at tingene blev løst på denne måde. Det har jo i al sin enkelthed betydet, at vi har kunnet flytte ind i ganske vist hårde, men dog overkommelige tempi. Det skal dog siges, at vi er noget flade fysisk og ikke mindst vores (har det vist sig efterfølgende) ganske omfattende samling af R. M. Williams-støvler fra Australien og samme lands Akubra-filthatte, ligger, hænger og flyder faktisk alle steder i det her kæmpestore hus. 

Ellers har vi endnu til gode at høre anden musik end den fra de syngende vandrør og den daglige pisken af regn og blæst mod vores nye flotte birketræers kroner. Et af weekendens mere presserende projekter er da at få et eller andet op at køre. Et eller andet sted, stort eller lille anlæg og musikken og squ næsten osse ligemeget. Måske vores mørkt-bebrillede ven, den tyske schlager-konge Heino får en chance igen. Når en mand har været så mange år på banen som ham må han vel have visse kvaliteter, selv om de sommetider kan være noget vanskelige at erkende for de allerfleste. Denne skribent synes dog i sit uendelige kulturelle vid-syn og store tolerance overfor uendelig forskellighed, at han faktisk er meget god. Ikke rigtigt god, men hyggelig nok med sin dybe og helt urimeligt en-tonige baryton, men det er jo også en slags kunst. At kunne synge sådan uden selv at komme til at grine.

Nå, ellers er der rigeligt at smile af herude i forstæderne og vi vil straks kaste os over etableringen af diverse arbejdsborde. Det er naturligvis ganske hyggeligt, at der står 3 gode gamle venner ved siden af denne computer i form af husstandens kollektion af skidedyre SME 30-pladespillere. De spiller jo bare ikke og det er jo i sig selv temmeligt komisk grænsende til det egentligt tåbelige. Nå, det må vi vist hellere se at få gjort noget ved sammen med alle de andre ca. en million ting vi osse skal i gang med. 
Livet er herligt!

Åbyhøjvej 18

Så er flytningen til Åbyhøj sket dog ikke mere, end at der i morgen kommer en for længe siden lastet lastbil med mange tons plader og alskens andet personligt isenkram i den tonstunge afdeling fra det gamle domicil i Fåborggade. Vi beklager at vi så sørgeligt har svigtet oplysningspligten i de seneste par dage, men denne ufrivillige nyheds-blackout vil fortsætte et par dage endnu desværre. For at sige det mildt er vi ikke helt på plads endnu, men på den anden side: Det kommer alligevel til at vare skidelænge og når man er gift, så kommer man aldrig nogensinde rigtigt på plads alligevel, så mon ikke vi osse i de kommende dage lige får lusket et par enkelte visdomsord ind? 
Det tro vi og når man tror nok, så går tingene jo gerne i opfyldelse. For eksempel præste i den indtil for nyligt besatte Brosrons Kirke i København, som så heftigt troede, at nok ingen af de alt for åndsbeslælgtede venner indenfor "godshedsindustrien" ville bemærke, at han fornyligt udlejede dette uendeligt fredhellige rum til ett privat firmas mode-opvisning. At han for simpelt mammon bollede enhver ænstændighed i røven ved det faldt ham naturligvis ikke ind, men nu er selvkritik for visse mennesker jo også allerede et overgeb på menneskerettighederne af allerværste slags. Nemlig et angreb på den skinhellige præst Per Ramsdal. Og nej, det kan man vist endnu ikke blive dømt for blasfemi for at sige men det varer næppe længe. På den anden side, hvor jeg kommer fra taler gerninger mere end ord om mennesker og det er simpelthen uanstændig anvendelse af det hellige rum. Hvis vi for en start havde antaget, at det havde været helligt, hvilket vi nu ikke gør. 
Nå, pastor Ramsdal troede nok på godhedsindustriens ubetingede kammeratlige tavshed, og han fik naturligvis ret. For den rene i ånden er alting jo rent og så er det forresten skideligemeget hvor beskidt det i virkeligheden er. Som når kirken uden de allermindste anfægtelser sælger ud til kapitalen og derefter proklamerer samme allerede dybt profanerede kirkerums fredhellighed. Den eneste fællesnævner her synes at være kleresiets egen absolutte ufejlbarlighed, og det er osse rigeligt. Hvis man skal tro medierne altsåp, så det skal man vel nok ikke og heller ikke denne gang.
Han fik ret