Sidste dag!

Så er det den allersidste dag, hvor den nyligt sammenbragte Dahl Vikkelsø Mathiasen-familie med de 2 hunde-kræ er boligløse og henvist til kolonihaven uden el eller varmt vand. Eller ret meget vand overhovedet, det smådrypper ihvertfald kun. Heldigt undertgnede kommer fra en lillebitte ø helt uden rindende vand andet end det, som dryppede gennem det utætte tag. Sådan en opvækst har jo heldigvis ikke medført egentligt hysteriske personlige hygiejne-standarder og da slet ikke til en selv...
Nej, i dag ligger vi begravet i hushøje læs af flyttekasser mens vi til gengæld i morgen vil bo i paradiset i Åbyhøj. Derude ligger jo den veritable kunstneriske smeltedigel og egentlige kreative kraftcenter for hele Århus, ikke dårligt når vi nu selv skal sige det. Lige i den retning kommer i det mindste undertegnede til at trække noget ned, men det gør vel næppe så meget når nu alle de andre er så brilliante. Man ser dem ihvertfald meget tit i medierne, så det må de vel være.
Nå, men vi er altså stadigvæk i dag at træffe i Åbogade 40 i den ydmyge baggård, som vi har benyttet siden firmaets spæde start. En lille smule vemodigt at flytte og også helt vildt fantastisk fedt.
Åbyhøj. here we come!

C. V. Jørgensen

Undertiden kan man komme i tivl om sin egen dømmekraft og ikke mindst lige i disse for vores lille familie så bolig-løse dage, hvor der er lidt ekstra tid til lidt flyvsk tankevirksomhed. Heldigvis kommer det ikke til at betyde noget videre for vores skribentvirksomhed her, da der ikke er strøm i det kolonihavehus, der p. t. danner rammer om den lidt sammenklumpede idyl. Derfor skal offentligheden nok slippe for alt for mange syrlige kommentarer til verden herfra, og det er jo også temmeligt vanskeligt at bevare pessimismen for tiden i vores lille firma. Og så er vi ikke engang kommet til kærligheden endnu..

Tilbage til den livslange tvivl. Dengang denne skribent startede på universitetet i 1975 var en af datidens mest fremtrædende heltefigurer indenfor den danske rockmusik en vis Carsten Valentin Jørgensen. På vores 12-værelsersgang blev han altid spillet mindst ét sted så han må vel have været god. Nu skal det siges, at min nabo dengang ALTID og hele døgnet spillede 10CC og senere viste det sig med dem, at de faktisk var ganske forfærdeligt ringe. Om dem derinde i nummer 6 senere nogensinde opdagede det har vi ingen underretning om her, de flyttede nemlig ud i intetheden som de allerfleste jo gør i løbet af et langt liv, hvor enhver jo er sin "egen stjerne" I det ekspanderende univers oplever man jo som stjerne den nødvendige skæbne, at der aldrig er noget, der nogensinde nærmer sig én, alt og alle bevæger sig hele tiden bort... Se, DET HER er jo tankevækkende omend måske ikke poetisk. Anderledes med C. V., som han senere så kærligt blev omtalt. Det var vel også ganske svært at se noget ondt eller ligefrem kosmisk forkert i denne kejtede og ellers elskelige person men derfra og så gøre ham til dansk-rockens største poet er der vel alligevel et stykke vej. Det var dog alligevel det, som han var allerede dengang og det vedblev han med at være i de efterfølgende godt 3 årtier, generation efter generation. Fantastisk godt gået, Carsten!, respekt!, som det vist senere kom til at hedde. Blot underligt at jeg aldrig selv fattede blot det allermindste af al denne tilsyneladende accepterede storhed, men måske det var misundelse?

Næppe, for dengang var denne skribent nemlig overhovedet ikke skribent, ikke videre kritisk overfor nogetsomhelst og særlig eftertanke var vel osse et fremmedord. Alligevel syntes jeg altid, at C. V. og hans til enhver tid så fejrede poetiske evner lod mig aldeles iskold. Jeg kan sagtens se det "skæve" i hans tekster og små "poesi-brokker", men det er vist også det. For denne skribent kommer det aldrig "op og ringe" og det ikke bare det allermindste.

C. V. 's tekster ligner altid for denne skribent skitserne i en teenagers poesibog: Ganske sjove at opleve men forglemmelige på en helt aldeles ja uhyre forglemmelig måde. Ikke fordi de på nogen tidstypiske eller på anden måde uløseligt bundet til nogen speciel tid eller tidsalder. Næh, de er "udenfor enhver tid" for denne skribent på nogenlunde samme måde, som de uden nogen egentlig mening eller nødvendighed. Derfor kan jeg trods massiv udsættelse for C. V. gennem flere årtier stadigvæk kun huske en enkelt linie fra en sang, der vistnok hedder "Costa del Sol" Eller noget andet, det er vist uvæsentligt på samme måde som sangens helt igennem idiotiske politiske budskab. Nå, man slipper ikke gennem et helt langt liv uden visse overfladiske skrammer, og mere end overfladisk forekom C. V. aldrig at være for denne skribent. Mange andre har ment noget andet men om de så har spillet pladerne i smug derhjemme melder historien ingenting om. Det har de så nok ikke. Jeg mindes da aldrig at have hørt pladerne spillet ud af åbne vinduer: Megaet andet lort men altså ikke lige det her, men måske forkalningen blot nådigt allerede har "ædt" erindringen...

C. V. kommer tilbage i disse dage, fordi vores fejrede og fyrige festugedirektør Jens Folmer Jepsen efter for nogle år siden at have lavet en vel med rette overset dokumentar-kortfilm om C. V. har overtalt den gamle "runkedor" til at give et par koncerter efter mange års koncertpause. Det er tilsyneladende en af de største begivenheder i denne festuge og det forstår jeg ca. ligeså godt nu som jeg forstod hans storhed dengang i 1975. Altså ikke rigtigt, men min kone siger, han er skidegod, så det må vel passe.
Der er nu alligevel noget, der mangler fuldstændigt i C. V.'s tekstunivers for denne skribent, nemlig simpel og grundlæggende "ægthed" og det gør ham og hans musik ligeså tvingende nødvendig som et andet mangeårigt rock-koryfæ, nemlig "stinkeren" Sting. Man kan vel dårligt sammenligne deres musik og da slet ikke deres personligheder (Sting er jo en noget forloren og afsindigt strømlinet/korrekt fætter, mens C. V. vist er fin nok), men alligevel har de næsten lige længe været idoler for vel nogenlunde de samme mennesker med et flertal af kvinder i. Især Stings særlige "rock-light" af "den ægte vare" har jo været et vældigt hit overalt på pigeværelserne på samme måde som den noget mere tidsbundne danske udgave med Malurt og Michael Falch. 

Det mest pudsige i denne festuge og koncerten med C. V. er så for denne skribent, at jeg faktisk synes, at festugedirektør Jens Folmer Jepsens gamle bedrifter som tekstforfatter er LANGT bedre end C. V.'s. Ikke mindst Folmers tekst til det habilt hittende band "På Slaget 12" (godt nok et åndssvagt navn, det har han vel ikke stået fadder til) og deres hit "Ude på det Blå Ocean" er altså poesi i en noget anden klasse og kaliber end C. V.'s ubehjælpsomme brokker. 
Det var så dagens kætterske afsløring: Jeg kan IKKE LIDE C. V., hans tekster er usammenhængende og hjælpeløse og poesi på Pixi-bogsniveau, men jeg kan skidegodt lide festugedirektør Folmers gamle mesterværker. Hm., det skal jeg da vist gå lidt stille med, det skulle nødigt komme frem og da slet ikke overfor fruen, som er ægte C. V.-fan. De findes altså, mærkeligt!

Falsk markedsføring!

I dag vil vi afsløre et groft tilfælde sf uhyre tvivlsom markedsføring. Det drejer sig om et firma i den århusianske midtby indenfor den professionelle installationsbranche, der som de fleste andre skumle foretagender er kendt under flere navne. Aps.-et hedder nemlig P. M. Audio, mens firmaet normalt kendes under navnet Pouls Audiobutik mest fordi jo lige er det, som det er. "Poul s" altså, for nogen butik er det ikke og har aldrig været. Allerede her er der noget skummelt over det hele.

Nå, afsløringen i dag er så, at denne butik i lighed med ganske mange andre butikker, for eksempel den fra stiften.dk så kendte noget uhyggelige risskovske strandfurie, "ChangeArtisten" Kirsten Rubech iog hendes firma kke længere kan findes i den fysiske verden. Nu er bevæggrundene noget forskellige, for det er ikke fordi Pouls Audiobutik er gået fuldstændigt på nettet, næh, der forbliver vi for evigt famlende amatører. 

Sandheden er såmænd den enkle, at fra og med i formiddag er vi helt og aldeles fraflyttet Fåborggade i den evige menneskelige jagt efter grønnere græsgange. grønnere bliver det ialtfald derude på Åbyhøjvej 16, hvor vi desværre først kan flytte ind på tirsdag. Det er i den anledning vi lige må understrege, at den nævnte adresse her på siden i Fåborggade altså er aldeles falsk men ikke mindre falsk ville det jo være at skrive Åbyhøjvej 18. Før på tirsdag altså.
Vi kan selvfølgelig sagtens træffes som sædvanligt i Åbogade 40 men ring lige først for en aftale, vi farer lidt meget rundt. Hvis man skulle have lyst til at finde os efter sædvanlig butikstid med en pose øl kan vi træffes i vores kolonihave uden nummer på i allerbedste "ChangeArtist"-stil. Fuldstændig anonymitet uden nogen adresse nogetsteds. Prøv lige for sjovs skyld at "google" hendes navn og se hjemmesiden på hendes firma Eliteprivat. Det er en god modvægt mod at dyrke nogen speciel "elite" at se det her skulle man synes og vel allermindst den aldeles selvbestaltede-og proklamerede.. Selv vores egen hjemmeside kommer i den sammenligning til at se ganske fornuftig ud (det gør den ellers sjældent), men nu er kvindelig visdom vel heller i hverken historisk eller litterært perspektiv koblet særligt uløseligt eller overhovedet tæt sammen med klimakteriet og noget mindre hos fr. Rubech end noget andet sted vi har kikket.
Men som sagt, kik selv efter og se hvad der er dummest...Ellers skal der genlyde en beklagelse for at vi ikke hver dag i disse tider kommer til computeren tidligt nok til at udøve den kære pligt som det er at skrive det her...Det gør vel trods alt en lillebitte forskel derude, det er ihvertfald hvad vi vil vælge at tro. Det betyder naturligvis ikke, at det bliver rigtigere af det på samme måde som man for vores skyld også gerne må tro på nisser og andre fiktive fabeldyr. Som "ChangeArtister" Men prøv nu lige her på tærsklen til fremtiden at se billedet af Rubech på stiften.dk.'s debatside og se hendes hænder. Kik rigtigt, rigtigt godt efter og bliv rigtigt, rigtigt bange!

Gulvslibning m. m.

Nu er denne side ikke så forfærdelig karrig med at kaste lud rundt omkring, måske der gemmer sig en skabs-inder/pakistaner i undertegnede. Dernede er det jo åbenbart ganske populært at kaste med syre og sager mod de kvinder, man ikke kunne få. Selv om man måske ikke skulle tro det er denne skribent faktisk osse en enkelt gang blevet afvist selv uden dog at gå helt til yderligheder. Et enkelt afbrækket sidespejl på hendes bil var vist alt, hvad det blev til men det er vist noget der skete i en fjern, fjern galakse for længe, længe siden. Surrealistisk som at der nogensinde engang var kærlighed når samme kærlighed nu forlængst er forbi..
Nå, helt så slemme er vi vel ikke, men vi skal da i forbindelse med gårsdagens tekst lige henvise til det billede af Kirsten Lebech, som stadigvæk findes på netsiden Stiften.dk. Enhver kan udfra det selv vurdere teksten i går men ligefrem vanvittigt flink kan man vel dårligt sige hun ser ud. For visse mennesker er det tydeligvis ganske ubærligt, at hele verden på tilsyneladende magisk vis hele tiden bliver yngre, mens man selv uundgåeligt bare bliver mere og mere rynket og endnu mindre attraktiv. Næsten så rynket, at lokaltillægget på Århus Stiftstidende kunne hænge fast i rynkerne i særligt grelle tilfælde. At manden forlængst er rendt med sekretæren eller måske endda med sekretærens datter gør jo heller ikke akkurat fremtiden lysere. Det er et ubarmhjertigt liv, hvor "En Plads i Solen" (som den engelske forfatter John Braines fabelagtige forlængst glemte bog hed på dansk) engang gav attraktiv kulør men nu som "Dorian Grays Billede" (Oscar Wilde, vi er vist spræng-lærde i dag) bare giver rynker og hudkræft og hår som en høstak. Og så alle de unge piger, som bliver yngre og yngre, Fandens osse!
Nå, den eneste lud vi vil bruge i dag bliver på gulvene i vores gamle lejlighed i Fåborggade, som denne morgen er blevet definitivt rømmet. Derfor er denne tekst jo blevet noget kort men i morgen burde der atter være lidt tid til spøg og skæmt. 
Dagens spøg og skæmt er ellers mest kommerciel, da vi netop har lagt sidste hånd på en større ordre til Mediehøjskolen i København og osse den lokale Studenterradio skal have en bilfuld sager og så er der jo altid det sædvanlige med lidt montering i Ry Hal osv. osv.

Runkne runkel-roer

I gamle dage sang forlængst salig Osvald Helmuth en dengang forkætret revysang, der hed "20 tønder land" For folk uden denne skribents enorme viden om de faktiske forhold i landbruget og praktiske ankeldybe gummistøvleaftryk størrelse 46 i møddingen bagved stalden skal vi forklare, at en tønde land ikke er et rummål, som man måske skulle tro. Sådan a la "en tønde olie" men altså bare "land" Nej, der er tale om et gammeldags arealmål, som man brugte for at imponere folk med, som ellers mest regnede i det metriske hektar-system. En tønde land er nemlig kun knapt en halv hektar og tallet bliver derfor altid større, vældigt praktisk for de fåmålte bønder derovre på Endelave, som mest åbnede munden for at klage over vejr og vejr og alle andre eller altså for at prale. Ellers holdt de mest kæft og mugede ud så de var ret OK.

Tilbage til Osvald Helmuth og hans dengang noget vovede sang. En tekstlinie lød nemlig, at landmanden ikke ville sælge sin jord, fordi han "ikke ville have bare røve sin strand" Datidens revygængere hvinede bornert og det kan man jo i dag måske more sig over. Ikke mindst fordi der i de sidste godt 500 år ikke har været noget, det overhovedet hedder en "privat strand". Al ikke-matrikuleret jord som altså tidevandsoverskyllede stande er offentlige, så allerede dengang gav sangen ingen mening. Vi skal faktisk til tiden inden Christian den 2., ham det "stockholmske blodbad" for at finde en privat starnd og dengang badede man vist ca. ligeså meget som man gør på de anatolske højsletter så det er vel noget irrelevant. Strande er altså principielt offentlige og det er simpelthen ganske lovligt (og naturligvis prøvet ved domstolene af ak ja selveste de noget småtskårne tabere fra Kristeligt Folkeparti) at bade nøgen ved SAMTLIGE STRANDE i Danmark, altså ikke blot de gode gamle etablerede nudist-strande (et spændende udflugtsmål for lille Polle, men det var en parantes)

Og så tilbage til nutiden. I går havde den lokale Århus Stiftstidende nemlig en dobbeltsidet artikel med en mystisk person. Mystisk fordi hun har så store solbriller, at de næsten anonymiserer hende ligeså godt som nogen burka ville have gjort og nok ville blive forlangt fjernet ved fremvisning af buskort i bybusserne. Nå, nu ser hun nu lidt for "overklasset" ud til at kende taksterne i busserne, hun er nemlig en ganske trimmet midaldrende model. trimmet gælder faconen og så ikke så meget andet, vi skal nok komme tilbage til de "runkne runkelroer" og man kan vel gætte lidt med imens. Det gode "trim" kommer fra daglig kondiløb på stranden, her Bellevue i Risskov og så har vi balladen og anledningen til hele artiklen. Denne dame, Kirsten Lebech,(der iøvrigt i artiklen benævnes med den åbenbart letforståelige titel "changeartist") mener nemlig at have observeret, at der på Bellevue er blevet flere nøgenbadere og det er ligegodt ganske forargeligt for denne pæne dame. Hvordan pokker hun har haft mulighed for at trænge igennem med dette budskab til avisen har vi ingen underretning om, for mage til "ingenting-artikel" skal man da lede længe efter. En journalist som nabo eller måske i den nærmeste familie er vist en forudsætning for det her pladder.

Som sagt, nøgenhed er fuldstændigt lovligt på stranden overalt, og derfor kunne Kirsten Lebech jo ligeså godt have sagt, at man kun ville blå biler til at køre derude på den åh så pæne Nordre Srandvej, fordi de er "harmoniske" med det blå hav. Det gør hun så ikke. Hun har tydeligvis heller ikke empati nok til at forstå de nøgne badegæsters mulige forargelse over at se denne noget "runkne runkel-roe" (for sådan ser man altså ud efter flere sejltimer på Århus-bugten end salig kaptajn Carlsen på oceanerne (ham med "det skæve skib") Det må være et temmeligt uhyggeligt og skræmmende syn at se denne ret uhyggeligt udseende dame spæne afsted derude på stranden hver eneste morgen, og mon ikke småbørnsfamilier beskytter børnenes øjne mod dette syn. Billedet i avisen er simpelthen noget at det mere uhyggelige vi har set. Der er lidt "Hexia de Trick" over Lebechs forvredne hænder og hele hendes attitude ligner samme Hexia efter endnu et fejlslagent forsøg på at få fingre i onkel Joakims første magiske 25-øre. Til gengæld er hendes synspunkter i præcist én og kun én henseende fuldstændigt korrekte, for som hun siger: "Det er de færreste, der er flotte uden en trævl" Det er helt korrekt set fra denne skribents synspunkt, da lidt mere end halvdelen af alle mennesker under 60 jo principielt er mænd og dem kikker man ikke selv på. Blandt altså den anden knappe halvdel kan vi sagtens forudse permanente sengevædnings-problemer for svagere personer ved at skulle se kvinder som Lebech rende rundt nøgne. Det er lige ved at være slemt nok i hendes moderigtige outfit.

Nu kan man som sagt godt undre sig behørigt over, hvilken almen interesse det da kan have, at en tydeligvis lettere frustreret midaldrende overklassefrue mener om fuldstændigt lovlige forhold derude på Bellevue. Svaret er naturligvis et absolut rungenede. "Overhovedet ikke bare det allermindste" Hvad hun finder "ubehageligt" er jo i den sammenhæng uhyre ligegyldigt. Til gengæld kunne det da være sjovt at vide, hvad en "changeartist" er, eller også kan det ikke. Det er nemlig en aldeles selvopfunden titel, som vist har noget med "selvudvikling" at gøre. Selv om det måske vanskeligt at kunne se, hvordan denne dame vil kunne bidrage til nogen nogen selvudvikling nogetsteds. Afvikling, men det er jo noget andet. Hun har åbenbart også et firma med en hjemmeside, som absolut er bemærkelsesværdig og man kan faktisk også godt finde et billede af hende derude på det store internet. Hun oplyser dog ikke sin alder som ellers alle de andre undervisere gør, det troede jeg ellers mere "udviklede" kvinder gjorde efterhånden men tog åbenbart fejl.
Tjah så meget om absolut ingenting om denne dame, der som en selvfølge ikke står i telefonbogen og det på oplyste telefonnummer oplyser naturligvis heller ingen adresse. Det havde vi nu forlængst gættet da vi kikkede, det lå ligesom i det her spil kort. En 2-siders avishistorie om overhovedet ingenting udover et småtskårent menneskes endnu mere småtskårne meninger om både lovlig og almindelig acceptabel strand-adfærd. Meninger som hun nok ikke havde for 30 år siden, men man kan vel blive klogere med alderen. Det her er nok bare ikke lige det allerbedste eksempel. Det er tydeligvis næsten ikke til at bære for visse kvinder at blive ældre og mindre attraktive og da slet ikke helt igennem ufede måde, hvor hele verden bliver mere og mere forkert.
Men igen, hvordan er det her dog kommet i avisen? Det er næsten det bedste spørgsmål...
Vi beklager iøvrigt overfor eventuelle følsomme runkel-roer derude for det lidt søgte bogstavrim. Runkel-roer bliver nemlig ikke runkne, de rådner simpelhen.

Æv!

I denne uge er Fåborggade-domicilet blevet tømt for papkasser, plader og andet isenkram i en grad, så selv computeren har holdt flyttedag. Indtil vi endeligt flytter alle vores drømme ind i drømmehuset i Åbyhøj næstfølgende tirsdag ligger vi noget i flytterod så derfor vil denne sær-tjeneste være noget ustabil. Ikke upålidelig, det er jo noget ganske andet, og det lader vi som en selvfølge alle de andre om.
Der skal lige herfra lyde en stor tak til alle flyttemændene i går eftermiddags, som gjorde flyttearbejdet forholdsvist overkommeligt. Det var vel derfor det kun tog godt 20 minutter. En særlig tak skal der lyde til den af udseende ellers ganske diminutive Kramer Madsen fra "Teatret Kurt", som var det 2. ben i flytningen af vores noget store og ganske meget tungere ATC SCM 300. Denne veritable "menneskelige kran" gjorde" det umulige muligt uden skrammer overhovedet. Visse skrammer kom der dog på denne skibents stolthed for jeg syntes faktisk højttalerne var blevet tungere end for 4 år siden, da de ellers tillige blev flyttet ned fra 3. sal. Alderen ak ja ingen undgår den helt end ikke forlængst salig Methusalem, der jo ellers stod temmeligt godt imod. Ham, og så de andre tegneseriefigurer som jubel-oldingen Geriatrix fra "Asterix". Ups måske man risikerer en blasfemi-retssag fra de Ase-troende der måske har Asterix som deres profet. Til gengæld kan man jo godt gøre grin med jøden Methusalem men han er jo osse en fordømt jødetamp, så det er vel i orden. Sælsomt!
Ellers skal vi beklage at computerne og netforbindelsen blev ofret i weekenden men vi skal forsøge at finde tid midt her i alt det koordinerede kaos. 
Tilbage til lidt kreativt "kontaktlims-snifferi", Teater Svalegangens højttalere skulle jo gerne virke i dag.

BMI-plat

I gamle dage (vi er faktisk helt tilbage i den nyere ur-tid, nemlig denne skribents barndom) vidste alle forældre til drengebørn, at selv om deres lille Polle (Satans øgenavn!) måske så lidt små-kvabset ud, var det jo ikke så galt endda. Alle og enhver vidste jo, at det var ganske normalt, at en normal-vægtig person jo vejede præcist det antal kilo,, som hans højde var over 1 m. Derfor var det helt fint, at en mand (vi siger hele tiden "mand" her, fordi de gamle slet ikke havde anbefalede vægtgrænser for kvinder) på 1.75 således vejede ja altså 75 kg. Enhver kunne jo ganske vist se, at den allerede dengang særdeles Adonis-byggede og muskuløse Polle (som senere skulle blive en kendt skribent på denne side) med sine 2 m. havde en ideel vægt på 100 kg. Det var tillige tydeligt for enhver, at smedens ranglede søn med sin klædelige topmave var lidt småfed for sine 1.75 og 75 kg. , men så var det jo heller ikke værre. Han fik ihvertfald senere en hel del børn med en hel del forskellige koner (de første var der nu lidt flere af)

Igen, vi havde ingen nedarvede folkelige anbefalinger for kvinders vægt. Enhver kunne jo se, at deres bygning (ja man kunne vel næsten her tale om "overbygning" varierede en hel del og også "funderingen" kunne se noget forskelligt ud for samme taljemål. Sådan noget kunne enhver selv nok så nært-iagttagende mandlig entusiast jo sagtens se, at der ingen regler var for. På aldeles sælsom vis gav alle disse vidt forskellige kvindelige "kropduer" jo alligevel den samme kriblende fornemmelse...

Helt anderledes videnskabeligt er det så blevet senere hen. Enter det såkaldte videnskabelige gennembrud kaldet "Body Mass Index. BMI." Jubi, endelig en objektivt videnskabelig måde at opgøre noget, som tidligere jo voldte visse vanskeligheder. Jo altså mest fordi enhver landsbytosse (og dem var der enkelte af på Endelave grundet visse eksempler på indbyrdes avl med lidt rigeligt nærtbeslægtede a la mellemøstlige fårehyrde-traditioner) kunne jo se, at en kvinde på 1.60 og 60 kg. altså var noget af en "tungt-lastet skude" mens den samme knægt på 1.60 og 60 var en splejs. Nå, men videnskaben kunne nu glædestrålende kundgøre, at alle tidligere generationer naturligvis havde taget ganske fejl. For det første opererede man nemlig ikke i BMI med andet end højden og vægten., Man gjorde ikke længere forskel på mænd og kvinders vægt og det blev altså en hel del hårdere at være normal-vægtig mand nu. Mon BMI er opfundet af kvinder?

Med ét slag blev praktisk alle mænd svært overvægtige mens en hel del ganske vist allerede noget fede kvinder osse blev det. Det kunne dog sommetider være noget vanskeligt at se på muskuløse mænd som denne skribent, at det stod så galt til, men videnskaben havde altså talt. Nu kan man jo naturligvis ikke udenfor det popperske videnskabsteoretiske univers (og han er vel forlængst glemt) stille spørgsmål ved den etablerede videnskab, men det burde man måske nok have gjort her. Lad os tage et eksempel. Med en højde på 2 m. og en vægt på 100 kg. er man simpelthen gået fra at være ganske ideelt-vægtig til at være svært overvægtig med en BMI såkaldt plat-indeks på præcist 25, som simpelthen er grænsen for svær overvægt.

Vi siger "plat-", fordi man altså for at være under den nye "fedmegrænse" simpelthen kun som 2m. høj mand må veje 75 kg., og hvor dumt er det egentligt lige det ser ud? Skidedumt, ligesom smedens Christian på Endelave som også VAR dum. Skidedum endda. Nå, videnskaben har tydeligvis talt og da ingen åbenbart stiller spørgsmål ved den nye tids oplyste BMI-indeks og dets universelle anvendelse på mænd og kvinder udelukkende ved måling af højde og vægt, tjah så må det vel være sådan det er. NEJ, DET ER EJ! At nogen mennesker opfatter BMI-indekser som andet end det allermest raffinerede vrøvl som den såkaldte videnskab hidtil har "fundet på" (ikke "fundet ud af", det er noget helt andet) Selv min bedstemors allermest tvivlsomme ammestue-råd om ditten og datten er ren newtonsk hard-core mekanisk videnskab i sammenligning med dette umulige tankespind. Umuligt, fordi enhver burde kunne indse, at man IKKE udelukkende kan beskrive kropsbygning hos både mænd OG kvinder udelukkende ved måling af højde og vægt og tankespind, fordi ingen da inden lanceringen af BMI kan have set sig det mindste om ude i den virkelige og variable verden, hvor der både findes mænd og kvinder...
Ak ja, det er ikke kun den århusianske magistrats genopfindelse af de klassiske "Århus-historier" i forbindelse med ugens madpakkediskussioner, som er grænseoverskridende, ikke-diskussionen om BMI er det altså ikke mindre. Og kommende ikke-borgmester Bjerregaard, der skal eddermaeme meget til....

Flyttefolk!

I dag må denne sides sædvanlige dybsindigheder atter engang erstattes af flytning af diverse tunge ting. I den anledning skal vi kommende søndag eftermiddag efterlyse et par vakse unge mænd m/k til at læsse en masse plader ind i en lastbil. Arbejdet vil være af maksimalt en times varighed og den personlige tilfredstillelse ved at svede lidt vil blive rigeligt stimuleret af fra Dahl Vikkelsø Mathiasens hjemmebryggede øl. Der er tale om en som sædvanligt uhyre veltilrettelagt flytning, således tog den tilsvarende lastbiltømnings-operation sidste gang ved indflytningen blot 20 minutter.
Kom blot, der er masser af øl!

Politisk selvmord.

Nu kan man begå politisk selvmord på mange måder, mest fordi der er mange forskellige slags politikere og endnu mere fordi disse politikere ikke allesammen har samme format. Der er dog visse hovedregler i disse sælsomme "selvmordssager" således at (især) berettigede anklager om besiddelse af børneporno er øjeblikkeligt og permanent diskvalificerende for enhver, men det er naturligvis ikke fordi det har noget specifikt med sex at gøre. Det har jo altid været alle magtfulde mænds privilegium at kunne "mæske" sig med de allerdejligste yngre og vistnok især helt unge modeller. Det allerstærkeste såkaldte "aphrodisikum" for kvinder er jo nemlig aldrig det, som de selv anfører, men simpelthen magt. "Sixpacks" og andre flygtige og foranderlige egenskaber kommer uvægerligt længere nede på ønskelisten, som alligevel aldrig kan bruges til nogetsomhelst. Næsten ligeså lidt som min drengetids ønskeseddel til jul, for uanset hvor meget jeg ønskede og plagede fik jeg aldrig min store Fleischmann-modeljernbane komplet med MY-lokomotiver og bunker af Heljan-plastichuse med sne-overtræk.

Når man er magtfuld nok så behøver man så til gengæld slet ikke at ønske, for tingene kommer alligevel ganske af sig selv, se blot Monica Lewinsky, som vist heller ikke behøvede synderlig "lokkemad" fra præsident Clinton (selv om hun vist umiddelbart derefter fik "mad" alligevel...nå den var lidt lav måske) Tilbage til dagens af flyttekasser noget forkortede emne: Man kan som politiker faktisk ganske dårligt begå politisk selvmord selv gennem gentagne ganske udenoms-ægteskabelige affærer og da slet ikke, hvis man er magtfuld nok. For mindre magtfulde mænd skal der noget mindre til men generelt kan man vel sige, at mest øjeblikkeligt diskvalificerende for alt andet end den absolutte elite af politikere er en "ynkelig opførsel" Jo mere den har med sex at gøre jo bedre eller altså værre for politikeren. For eksempel forsvandt den venstrepolitikker, som belurede nøgne damer i et solcenter jo ganske hurtigt over i den nyere poltiske historie, mens socialdemokraten Jeppe Kofoeds bolleri med en 15-årig pige på en kursus, hvor han underviste, kun gav ham et næppe synlig ridse på renommeet. Forskellen lå naturligvis ikke i, at noget var mere dadelværdigt eller strafbart (Kofoeds var vel i kraft af "unge i varetægt" noget langt ude over kanten og ville have givet de fleste lærere en øjeblikkelig fyreseddel). Nej, forskellen var simpelthen "forbrydelsens" YNKELIGHED, intet andet. Den ene fik rigtig sex og ordførerskab, den anden fik vist blot , ja vel nærmest lidt småklamme bukser. Ellers var det egentligt lige klamt.

Nå, tilbage atter til "politiske selvmord. Sådan et har den lokale borgmesterkandidat for Venstre, Gert Bjerregaard, nemlig netop begået i den sælsomme sag om de århusianske skolemadpakker. Om han selv ved det, ved vi naturligvis ikke, men én eller anden burde nu nok fortælle ham, at efter denne sag er hans chancer lig nul eller måske mindre endnu. Og så fik han hverken sex eller blot noget der lignede, stakkels mand. Helle affæren omkring de århusianske skolemadpakker er i sin essens et så næsten "kafka`sk" mareridt (eller alternativt "orwell`sk" hvis enkelte skulle have læst den) , ren surrealisme simpelthen. Kommunen har i bureaukratisk bedste mening udliciteret leverancerne af frokostmadpakker til en ekstern leverandør, som ifølge en vanskeligt læselig 5-siders formular har forpligtet sig til til enhver tid at kunne dokumentere næringsværdien i produktet. Inden man nu ligefrem utidigt begynder at fyre med nytårsraketter af begejstring over denne tilsyneladende kommunale omsorg skal det vel også lige med, at det jo er en del vanskeligere at få ungerne til at æde maden. Det burde jo egentligt sige sig selv.

Præsentationen af maden, dens almindelige appetitlighed osv. er jo en nødvendig forudsætning for, at ungerne æder den og til en pris på ca. 15 kr. incl levering pr. dag er der muligvis tale om ernæringsmæssigt LØDIG mad, men LIGEFREM LÆKKER" er en sådan en sandwich vel næppe. Ædt bliver den næppe på nogenlunde samme måde, som kun de allerfærreste patienter ligefrem tager på på alderdomshjemmene selv om maden der sikkert også teoretisk er sund. Den er blot uspiselig og skide-forkogt og flere genopvarmninger hjælper ikke meget. I det hele taget er det ganske svært at måle hvor lækker maden er, men det er naturligvis nødvendigt, for ellers bliver den jo ligesom uanset andelen af vitale næringsstoffer.Nå, måske i erkendelse af dette eller i et sjældent dansk tilfælde af "civil courage" har forældrene på et par institutioner så valgt selv at smøre ungernes madpakke og nu begynder balladen så. Forældrene kan nemlig ikke fravælge kommunens tilbud, de skal betale alligevel. Til gengæld kan de så selv opnå en (delvis) refusion af dette sælsomme brugerbetalte og altså alligevel obligatoriske kommunale "tilbud" (som jo naturligvis er et PÅ-bud) ved selv at smøre ungernes madpakker.

Desværre kommer forældrene derved i den kommunale bureaukratiske optik i samme situation som alle andre såkaldte "eksterne leverandører" af mad. Derfor skal forældrene samme formular som de professionelle og skal til enhver tid ved kontrolbesøg kunne dokumentere, at leverpostejmaden er ernæringsmæssigt helt perfekt. I betragtning af, at ernæringsrådene fra myndigherderne over selv korte perioder varierer helt vildt meget er det jo ret rystende, at man på et givet tidspunkt tror sig i stand til at "fryse tiden fast" og for altid vide, hvilken mad der er bedst. For alle uanset om de æder den eller ej.

Ikke ganske overraskende faldt massevis af lokale politikere fra både højre og venstre i går over denne idiotiske Århus-historie og ikke mindst over Gert Bjerregaard, som tilfældigvis er rådmand for sagen. Dér gjorde Bjerregaard så det, som tog livet af ham som kommende politiker: Han gik nemlig sammen med det bureaukrati i "praktisk flyverskjul" og proklamerede, at man sandelig "ville undersøge sagen" Nu er det jo fint for de kommunale medarbejdere at have en rådmand, som stiller sig så ubetinget på administrationens side, der er så desværre tilsvarende ingen særlig grund til at have en POLITISK ledelse af afdelingen, som en rådmand jo er. Ja, hvis rådmanden ingenting gør udover at forsvare sine embedsmænd i slige uforsvarlige sager, så kan han jo ligeså gå ud og spille lidt bowling (Bjerregaard ejer endda et par bowling-haller selv og kunne sikkert gøre det ganske gratis)

I går var så en helt anden dag for "selvmorderen" Bjerregaard, ihvertfald en helt anden end i dag. I dag er det nemlig en helt anderledes kritisk rådmand, som nu i ganske vist uhyre sælsom lokal udformning af den klassiske liberalisme nu går ind for, at formularen til forældrene skal gøres kortere og mere forståelig. Ikke at forældrene skal have noget valg stadigvæk, endelig ikke, man er vel ikke mere liberal end at det gør noget. Hvis man som kommende vælger til valget af borgmester skulle have lyst til at stemme på Gert Bjerregaard efter denne affære, så siger vi velbekom herfra. Når en bred politisk vifte fra SF og indover er ude med sønderlemmende og uhyre berettiget kritik af de lokale "sovjetiske tilstande", så er det altså ikke godt nok, Bjerregaard som rådmand ikke at kunne se nogen perspektiver. Ja, du er ikke engang klarsynet nok til at turde sige til dine embedsmænd, at det her vist er helt ude i hegnet og hvad Fanden skal vi så med dig? Med disse udmeldinger kunne du sikkert være blevet en fin embedsmand men det er bare din skide pligt at agere som det politiske modspil til netop embedsmændene.
Ak ja, Gert, det ville vist være en rigtig rigtig god ide at give dig til at spille noget mere bowling og lade lidt mindre som om, at du er en rigtig politiker. Til gengæld er der tale om et elegant koreograferet og sikkert udført politisk selvmord. "Strike- tidobbelt strike" til Bjerregaard!
Konklusionen er klar: Det er ikke nok at ville noget rigtigt meget gerne, som for eksempel at være borgmester, når man nu absolut ingenting kan og hverken har forudsætninger eller nogen andre synlige kvaliteter. Ja, man kunne vel i der her tilfælde sige bevisligt tværtimod! Det er altså lige det mindste at byde ind med, Bjerregaard! Exit.

Pirateri mod enhver sund fornuft

Atter en dag står i papkassernes tegn og derfor får dårskaben derude desværre atter en fridag. Der ville ellers have været mere end nok at tage fat på, ikke mindst den strålende nyhed om, at den danske flådes stolte skib "Absalon" atter skal på såkaldt "piratjagt" ud for Somalias kyst. Nu er ordet "jagt" jo konventionelt mest anvendt om handlinger med en vis såkaldt "finalitet", det vil sige, at jagten ihvertfald for den ene parts vedkommende risikerer at ende med døden. Risikoen er vist især stor for skovduerne i den nærmest kommende fremtid, mens jægernes er mere begrænset til at dø af hjertestop efter efterfølgende forædelse i de lækre krop-duer her. Det sidste mere bekvemmelige kalder man nu normalt ikke jagt, men det skulle man måske til at overveje at begynde på set i lyset af "Absalons" hidtidige eventyr.

I dagens avis er der fremkommet en ganske overordentligt sælsom liste over ting, som "Absalon" konfiskerede på det nu snart forrige togt. Sælsom, fordi det jo må være blevet bevidst "plantet" som seriøs pressemeddelelse uden at der åbenbart er læst bare den allermindste korrektur på det. Det synes ganske vist heller ikke indtil videre at være nødvendigt, da selv dagens JP bringer denne "kostliste" ganske ukommenteret. Der er ellers al mulig grund til at undre sig såre: Både over hvad der er inkluderet og hvad der indlysende mangler-derom mere nedenfor. Nå, men som alle husker var "Absalon" garant for , ja hvad egentligt dengang på sidste togt. Ja, ingen verdens ting er vel egentligt det allerbedste udtryk, for man fangede OVERHOVEDET INGEN PIRATER på sin såkaldte "pireatjagt" Der var sådan en slags usalig skolegårdsagtig legen "røver-og-soldater" over det, og "Absalons" indsats bestod så i at væren den, der skulle "ta`" Når piraterne således havde fået motorstop eller på anden måde havde problemer derude langt udenfor enhver territorialgrænse (hvor der som bekendt ingen konventioner eksisterer), så kom disse meget mørke og endnu mere grimt lugtende (husk at der er skidevarmt dernede og ingen air-condition ombord på de små hurtiggående både) mænd ombord på "Absalon", mens skibets teknikere fik gang i mekanikken. Efter et tiltrængt bad og efterfølgende afslapning i skibets kølige indre med danske bilblade, hvor eventuelle udfordrende unge damer mødsommeligt var blevet klippet ud, blev piraterne så atter ekspederet fra borde. Ikke som ur-gammel sædvane bagbundet ud over en planke stimuleret af spidsen af en gammeldags "cutlass" ("huggert" men ingen af ordene er vel kendt alligevel længere). Næh, de blev såmænd bare frigivet for at søge nye eventyr, og det kan man vel så trygt regne med, at de nok også har gjort. Når en indlysende (døds)strafbar handling ikke blot ingen sanktioner får, ja måske man ligefrem i den sammenhæng kunne opfinde ordet "negative sanktioner" til at beskrive, at piraterne faktisk fik det BEDRE ved at blive "fanget", så kan vel ikke regne særligt sikkert med, at de ligefrem holder op.

Det største problem for den noget bløddyrs-agtige danske flåde har jo i denne ellers temmeligt enkle sag været, at dansk lovgivning ikke tillader at udlevere folk til stater, hvor de risikerer dødsstraf. Da pirateri overalt i verden er belagt med, ja netop inappellabel dødsstraf, har det jo hidtil været noget vanskeligt at slippe af med de (ganske vist uhyrligt) få pirater, som man altså havde fanget. Eller ihvertfald leget, at man havde fanget. Så vidt vides affyrede "Absalon" ikke et eneste skud i vrede dernede og det er selvfølgeligt godt nok og da ikke mindst for piraterne. Man burde måske undersøge, hvilken "studehandel" der er blevet lavet med Kenya, som åbenbart er gået med til at modtage piraterne. Man kan vel næppe påregne, at man i Kenya ligefrem regner med, at en tilstømning af rovgriske pirater ligefrem vil være nogen synderlig gevinst for det stedlige noget vakkelvorne demokrati, men mon ikke man trygt kan regne med, at en del at det lokale "kleptokrati" vil forsyne sig rigeligt med FN-midlerne. Hvorefter de naturligvis straks vil ekspedere piraterne ja givetvis tilbage til Somalia og vente på, at de får penge for at tage dem igen? Alt andet ville da være fuldstændigt åndssvagt, og så dumme er kenyanerne vel ikke? Mørke, meget mørke ganske vist, men mest udenpå skindet, næppe SÅ åndsformørkede som dem, der har udklækket denne herlige konfliktfrie bureaukratiske plan.

Nå, tilbage til den enestående liste af militært isenkram, som altså "Absalon" konfiskerede fra de såkaldte ""(lege)-tilfangetagne pirater": 56 uspecificerede håndvåben (vel af noget tvivlsom kvalitet og uendeligt lette at genanskaffe) og8 Stinger-missiler (lyder fuldstændigt åndssvagt og aldeles løgnagtigt, da et Stinger KUN kan benyttes til at plaffe fly ned med, aldeles ikke mod handelsskibe. Mon de her platmatroser ikke mener et skulderbårent raketstyr a la bazooka? Nå, det ved de naturligvis overhovedet ingenting om, fede futmælksmatroser som de jo selv er, men farligt har det da set ud for de danske drenge. Stingere har det nu nok ikke været... Den fantastiske fangst stoppede så ikke engang her, hør blot: Man beslaglagde nemlig også hele 5 MOBILTELEFONER (som jo næppe har haft nogen dækning derude på oceanet, mon piraterne ikke blot har "neglet" dem fra de beundrende søfolk, noget at bruge dem til i Somalia uden net har de vel ikke) hvor man nok har brugt UHF-radioer til kommunikation. Underligt at man ikke fandt sådan nogen for man kan altså øs-regne med, at det har været dem, piraterne har brugt, mest fordi der altså ikke er andet der virker derude på det den blå øde ocean. For at det ikke skal være løgn "lister" den danske flåde (mis)informationstjeneste så endeligt den måske allerstørste fangst af dem allesammen og nu må man godt derhjemme klappe hælene sammen i sand stolthed over at være danske: Man har nemlig osse konfiskeret ikke mindre end 4 GPS´-er. Ja, man bliver jo ganske stum af beundring og hjertevarm begejstring. Ingenting om, hvorfor man ikke i stedet har fundet nogen af de nødvendige navigationsmidler som scannere, radarer osv, som altså er nødvendige for at finde handelsskibene derude hundredevis af kilometer fra land. Her hjælper en GPS ca. ligeså meget som et Stinger-missil gør mod skibe: Absolut nul-dut! ALLE de småbåde, som er sejlet så langt ud på oceanet har naturligvis haft disse ting ombord mest fordi de ellers aldrig ville kunne finde tilbage igen.
Hvorfor Helvede er der da ikke bare en eneste journalist, som har undret sig det mindste over denne hjernelamme opremsning af overhovedet ingenting. Måske fordi de allerede så længe har taget dette mageløst åndssvage officielle flådetogt som om det i virkeligheden VAR en rigtig piratjagt. Har ingen journalist nogensinde forsøgt at sejle fra Århus (hvor skolen jo ligger) og for eksempel til Anholt? 
Det er så måske det allerstørste mysterium af altsammen...."Ta´, du er pirat, æv bæv!"

Flyttemand Mathiasen

Desværre er dagens ord i dag, som ellers er dagens lille frikvarter for denne skribent, erstattet af trælsomt flyttearbejde og nedtagning af reoler m. m. i forbindelse med den umiddelbart forestående flytning. Der er dog naturligvis "business as usual" i firmaet selv om vi da i samme anledning godt kunne bruge en stærk flyttemand en times tid...
Kærligste hilsner
Pia og Poul Dahl Vikkelsø Mathiasen

Eugenik for begyndere

I dag skal vi beskæftige os med et godt gammelt begreb, nemlig den såkaldte eugenik. Det er gammelt i den forstand at det efterhånden er en del år siden det har været i større aktiv anvendelse blandt primater og det er godt i nogenlunde samme forstand, nemlig at det er godt det er et stykke tid siden. Ellers er der ikke ret meget godt at sige om dette ældgamle fænomen. Det er nemlig ikke noget voldsomt hyggeligt, det her ord eugenik beskriver, det betyder nemlig i al sin enkelhed "racehygiejne" Normalt regner man jo begrebet ihvertfald blandt mennesker for temmeligt diskvalificeret efter at en vis Herr Hitler bedrev sine eksperimenter med diverse proklamerede "Untermenschen" Man kan måske til (ganske vist beskedent) forsvar sige, at en del af disse eksperimenter foregik under streng lægekontrol, navnet "Dødens Engel" Dr. Mengele kommer jo frem på lystavlen her, men det bliver det nu ikke meget bedre af altsammen. En hel del værre er vel noget nærmere sandheden. Nu skal det da lige med, at man i de fleste lande før 2 verdenskrig osse i Danmark bedrev større forsøg med racehygiejne. Formålene var som altid i den slags sager uhyre ædle: Man ville nemlig blot udrydde lav intelligens og almindelig åndssvaghed. Til det begyndte man i mange lande at tvangskastrere psykisk syge og det danske medicinske apparats "track record" her er jo heller ikke ret heldigt. Faktisk nogenlunde ligeså heldigt (og dermed naturligvis nådigt glemt) som at man efter krigen tvang tyske krigsfanger til at gå gennem minefelter for at fastslå, om disse var tilstrækkeligt ryddede. Det var de ikke og derfor blev mange hundrede tyske krigsfanger sprængt i stumper og stykker. Så meget for den traditionelle humanisme: Den fungerer altid bedst i sin selvfede selvforståelse, når man ikke tænker sig alt for meget om eller ved noget overhovedet om den umiddelbare fortid. Se blot på reaktionerne på rydningen af Brorsons-kirken. Nej se, dengang i 1940-erne, da var der overgreb til.

Igen, intet er så slemt at det ikke sagtens kan blive endnu værre, og Mao i Kina og Pol Pot i Cambodia eksperimenterede jo løs i endnu større målestok end amatøren Hitler. Hvis man bar briller var man "dead meat" (for at blive i barndommens kampflyverserie-krigssprog) og det kunne da være sjovt på en noget morbid måde at vide, om denne raceudrensning af svagtseende dengang (og den var drastisk, de røg nemlig ud på Killing Fields alle som én) i nutidens Kampuchea har resulteret i gennemsnitligt bedre syn. Det kunne man godt forestille sig på nogenlunde samme måde som åndssvagheden i Danmark blev udryddet af den daværende socialminister K. K. Steinckes socialt betingede kastrationspolitikker. Det vil sige, det hjalp vist ikke og syn og hørelse bliver vist blot ringere med alderen for de fleste uanset om man slår den bebrillede del af befolkningen ihjel. På nogenlunde samme måde som at der i enhver population af dyr eller kongehuse eller fårehyrde-familier bliver flere uhyre svagt begavede ved gentagne fætre/kusine ægteskaber. Det er selvfølgelig et ædelt motiv at ville holde sin arv og ejendom indenfor familien, det hjælper blot ikke på sigt, for på et tidspunkt bliver race/familiegruppen så åndssvag og indavlet, at den alligevel mister det hele. Se blot det sølle habsburgske konge/kejserdynasti, dem med "habsburgerhagen". Det gik jo fint indtil det gik ad Helvede til.

Helvede ville det også være kommet til at gå til for landets ikke-racerene hunde, hvis det var kommet til at gå efter den plan, som Venstres såkaldte "dyrevelfærdsordfører" Flemming Møller bragte frem i går. Ifølge denne grandiose politiske tænker skulle det nemlig være forbudt at avle hundehvalpe mellem hunde, som ikke havde stambog. I lighed med alle andre masseudryddelser af levende væsener havde Møller naturligvis et tilsyneladende ædelt motiv. Vi siger "tilsyneladende", fordi denne Møller faktisk lige i denne sag er maksimalt inhabil, at det simpelthen gør ondt, han er nemlig selv dyrlæge og tydeligvis en noget bjergsom en af slagsen. Mon ikke denne politiske plattenslager ved sit forslag kunne se frem til utallige ejere af hunde, som ville valfarte til hans klinik for at få dem aflivet med enorme ekstraprofitter til følge? Det tror vi da, for efter den seneste stramning af våbenloven kan man jo ikke engang pløkke kræene selv. Nå, ædle Møller ville naturligvis gennem massemord på over halvdelen af danske hunde, nemlig alle de nuværende såkaldte "bastarder", skabe et nyt og bedre samfund uden kamphundegener. Hvordan det så lige hænger sammen at der i denne generelle hundeblandinga-genpulje skulle være særligt mange kamphundegener har vi ingen ide om og det har denne platnakke selvfølgelig heller ikke. Man regner jo ellers sædvanligvis genetisk med, at de på alle måder allersundeste og mest tilpasningsdygtige individer af enhver art er de allermest blandede. Dysplasi og overfølsomhed og andre dyrlægekrævende ting er jo så desværre for dyrlæge Møller ikke videre udbredt blandt bastarder. Det kan der heldigvis laves om på må vel have været Møllers tanke. Opportunisme eller blot et hændeligt held, tanken blafrer blot i vinden...

Det må så have været ræsonnementet for Venstres såkaldte "dyrevelfærdsordfører" (sig lige ordet og få spontan kvalme) dyrlæge Flemming Møller. Masser af rigtig god business for Møller og hans "Endlösungs Klinik", sandeligt et ædelt formål for dyrlæger, som jo ellers ikke etisk må reklamere. En ting er som ihvertfald en slags "halv-akademiker" som Møller måske at tro på, at man ved at indsnævre en genpulje kan gøre det såkaldte "gen" bedre". Det er dumt grænsende til det fagligt diskvalificerende. Noget værre er det at forestille sig, at man på denne måde overhovedet kan komme kamphundeproblemet til livs, for det er jo en etableret kendsgerning, at langt de fleste kamphunde importeres fra Østeuropa og det vil de formentligt fremover blive ved med. Der er jo ikke megen status i at have en hundekennel i Danmark med speciale i kamphunde, så importen ville naturligvis blot fortsætte, denne gang naturligvis blot MED næsten overdrevent fyldestgørende stamtavler på litauisk, som behørigt ville føre hundens stamtræ tilbage til dengang Dannebrog faldt fra himlen ved Slaget ved Lyndanisse.

Det ville naturligvis have været løgn og latin, men ingen nok så grundig politi-undersøgelse ville nogensinde komme til bunds i de her sager alligevel. Forslaget om nødvendige "stamtavler" for at forbedre en art er udover nødvendigvis at være principielt skadelig for arten en politimæssig mega-farce. At de skulle rende rundt og DNA-teste hunde er jo noget ude i Hampen (det er der jo faktisk en by der hedder) og endnu sværere er det at se hvad resultaterne skulle give. Udover en herlig herlig herlig masse arbejde til åh ja disse vidunderlige mennesker, man i daglig tale kalder dyrlæger. Arbejdet ville ganske vist i en del år mest komme til at bestå i aflivninger af "under-hundene" men det kan vel også have sin charme for denne dyrlæge Møller. Måske han selv var en slags "underhund" i familien og måske hans bror blev rigtig læge i stedet for? Tanken er jo nærliggende.
Den i 1962 i det så grusomme folkemords-land Israel henrettede nazi-lejrkommandant for en lignende eugenik-orienteret anstalt, nemlig Adolf Eichmann, forstod heller ingenting af, hvad det hele gik ud på. Han kunne ikke for sin død begribe, hvorfor Mossad i Argentina bedøvede og bortførte ham for at stille ham for retten for noget, som han ikke kunne se noget forkert i. Han havde jo blot medvirket til det fælles bedste, som han sagde og det havde han vel i virkeligheden også. Ihvertfald på nogenlunde samme måde, som "dyrevelfærdsordfører" Møller fra Venstre.
Send ham dog derhen ved næste valg hvor han fortjener! DET her er simpelthen årtiets klammeste politiske forslag!

Danske solbær

Denne forfatter har lige læst den bog, der af uransagelige grunde betragtes som standard-værket om Australiens historie. Det uransagelige kommer ind i det, fordi bogen udover at være skrevet i et for akademikere absurd letlæst sprog heller ikke er ret lang. Ingen af delene plejer jo ligefrem at være obligatoriske eller blot ønskelige i danske standard-academica, hvor bogens længde og læselighed jo normalt står i bestemt omvendt proportionalitet til emnets væsentlighed og klarheden i forfatterens tanker (hvis der altså overhovedet er nogen). Jo mindre ide der måtte være i det ligegyldige emne, som forfatteren har valgt, så forekommer det alligevel uhyre magtpåliggende for forfatteren at komplicere og forkludre sproget i en grad, så ingen udover en mulig censor overhovedet gider forsøge at forstå blot en mindre del af de tågede tanker. Intet emne er for lille og ligegyldigt til, at den formelle akademiske "grovfil" ikke yderligere kan formørke emnet. Som enhver nok har gættet er undertegnede præget en del af denne hæmmende akademiske ballast, hvor indhold er intet og akademiske formalia alt.

Nå, nu var det eneste oprindelige akademiske studium jo teologi, hvor man heller ikke empirisk havde særligt mange muligheder for at efterprøve Bibelens beretninger om Paradis, det lykkedes da så vidt vides ikke. I stedet fortabte man sig som bekendt ganske til dybsindige diskussioner om, hvor mange engle der nu kunne være til på spidsen af en knappenål, hvad farve vingefjer (havde engle egentlig fjer eller hår på vingerne som fugle henholdsvis flyve-egern eller var de bare bare?) de forskellige militære grader af basun-engle nu havde 8hvor sad gradstegnene forresten?) og andre lignende væsentligheder. Det er selvfølgelig ikke fordi de klassiske teologiske discipliner som retorik, som var en uløselig partner og nødvendigt redskabsfag for at få religionens absurditet til "at glide ned" er forsvundet fra nutidens universiteter. I den akademiske verden er der jo en hævdvunden tradition for, at absurditeter blot vender tilbage iført nye akademiske gevandter. I dagens verden kan man for eksempel studere at fag, som fortidens munkeordner osse må have grundlagt, ikke mindst de mere asketiske af slagsen. Det er ganske vist et fag, som har vid udbredelse blandt marginaliserede folkeslag som for eksempel de såkaldte "romaer" (som altså ikke er indbyggerne i Rom underligt nok, gad vide hvad de hedder?). Faget på det strålende danske universitets-parnas hedder godt nok "Fund Raising" men er vel i sit væsen synonymt med ren tiggeri, som altså tidligere tiders grupper som danske sigøjnere, irske "tinkere" og altså nutidens "romaer" praktiserede så vidt det nu var muligt. Ellers stjal de vist bare ligesom kirken, så deres forbilleder var vel tjah. forbilledlige Kirkens tyveri hed blot tiende. Hm., der er vist iøvrigt tale om sigøjnere i alle disse tilfælde, måske de blot har en særlig akademisk tradition? Nu ved vi godt ikke, hvor mange kandidater denne nye akademiske "tigger-uddannelse" endnu har udklækket, men jeg mener da at have set en enkelt finde ansættelse. heldigvis et sted, hvor vi ikke behøver hverken komme eller handle, men denne lykkelige situation varer nok næppe ved.

Nå, måske verden bliver et bedre sted af, at offentlige ansatte får sig en akademisk grad i Retorik, så de med særlig malmfuld Poul Reumert-lignende klassisk Stentor-røst med formfuldendt diktion kan aflevere kommunens afslag på enhver ellers nok så velbegrundet ansøgning eller klage. Formen er uendeligt høflig, ildholdet er til fuldstændigt det samme, som tidligere blev "bjæffet" ud mellem spytklatter og sur nokotin-ånde. Eller tag blot et andet klassisk akademisk fag som "kalligrafi", som indtil for ganske nyligt var en obligatorisk del af teologi-studiet. Det er det, vi andre i gamle dage kaldte "skønskrift", dog i sin akademiske forklædning passende overdrevet i sine krøller og almindeligt "schwung" til det nærmest akademisk absurde. Mon ikke dette fag også snarest vender tilbage ligesom retorik for bedre at "personalisere" og menneskeliggøre kontakten mellem stat og borger? Hvis det ikke allerede er sket skal det da nok komme, og man kan vel heller ikke bestride, at en fornemt håndskrevet afslag udført i fornem kalligrafi fra kommunen på en anmodning om støtte til barnets ophold på en fritidshjemsplads er noget festligere end den sædvanlige maskinskrevne kuvert. Men alligevel, tænk dog blot at sidde ved familiefesten og fortælle, at man søreme er blevet cand. fundraiser. eller hvad det nu hedder. Det er da virkeligt academica i sit fuldeste flor. Familien må sandelig være stolt af dette nye akademiske (vild)skud..

Nå, tilbage til vores australske historie af professor Manning Clark. Som sagt omfatter den hvide historie i Australien kun godt 200 år og den sorte historie ligger jo ligesom gemt ude i mørket. Derfor er der nu masser at skrive om, at det vil vi gøre i de kommende dage. Noget af det absolut mere kuriøse i denne kulørte historie er for denne skribent dog den kendsgerning, at i langt over et hundrede år var Australiens absolut største eksportartikel uld. Det kan naturligvis synes logisk nok i lyset af det forrygende antal får, der var dernede men det er jo ikke hele sandheden og selv om denne skribent altså er en slags (ganske vist noget forkølet) akademiker, så er det altså vanskeligt at fatte, at det nogensinde i verdenshistorien har kunnet betale sig at fylde et skib op med uld og sejle det til Europa til videre forarbejdning typisk i England. Det skyldes for det første, at uld selv i sammenpresset form altså fylder ad Helvede til, er skidebilligt overalt i verden til at starte med og at der under ophold i tropiske områder uhyre let går møl i skidtet. Dette ophold blav jo nødvendigvis af længere varighed, da turen til Europa tog adskillige måneder, ja faktisk så mange, at man opererede med en "turn around"-returtid på godt et år. Skibet skulle efter sådan en tur nødvendigvis i dok og det tog altsammen tid og penge, masser af penge. Hvordan i Himlens navn det har kunnet betale sig at fragte måske blot 100 tons uld halvædt af møl hele vejen rundt om Jorden er langt hinsides økonomisk forstand for denne skribent.

Det her må nemlig ses i det lys, at al engelsk uld igennem mere end tusind år var kommet fra Flandern, altså det nuværende Holland/Belgien lige ovre på den anden side af Nordsøen. Råvarerne var ganske billige og transportens andel helt ubetydelig og tog 5 dage. Hvordan i alverden verdensmarkederne kunne udvikle sig på den måde er helt ubegribeligt, men det kunne de altså. Uld var og forblev billigt næsten ligeså billigt som træflis. Lige den sag tager vi en anden dag, men tilstrækkeligt er det her at afsløre, at man stadigvæk i Australien har en profitabel forretning i eksporten af de allermest basale råmaterialer. Imponerende og typisk for ludfattige U-lande og normalt ingen andre. Fra steder så fjerne til markeder så langt væk, at man ingenting forstår. Næsten ligeså lidt, som at den lærde australske professor Manning ikke er blevet rituelt "akademisk slagtet" for en ubegribelig skrivefejl i forbindelse med omtale af den engelske såkaldte "Domesday Book" fra omkring år 1200, som i Mannings udlægning bliver til "Doomsday Book" I den sædvanlige akademiske verden er det helt uhørt ikke at kende den korrekte stavemåde, uha da for en brøler, som i England ville have diskvalificeret forfatteren permanent akademisk. Det svarer lidt til at kalde Holger Danske for "Holger Svenske"...

Og så lige for en bemærkning tilbage til dagens overskrift, som også er råvare-relateret omend ikke måske i den økonomisk-akademiske sværvægtsklasse. Og så måske alligevel: De danske solbæravlere har i denne sæson opnået lige knapt 3 kroner pr. kilo for deres høst. Nu har denne skribent tidligere for en del år siden høstet solbær industrielt og metoderne er næppe udviklet synderligt siden. Det er skidebesværligt fordi bærrene er skrøbelige og sidder spredt på bladrige buske, som derudover konstant skal beskæres. Fordi de ellers vokser ad Helvede til blot opefter. Inden man nu på denne for solbærhøsten så arbejdsintensive baggrund får alt for ondt af de stakkels avlere, så skal det lige med, at de 3 kr. pr. kg. simpelthen er en REKORDHØJ PRIS, som simpelthen får de glade avlere til at fyre nytårskonfetti-raketter af over buskene af bar begejstring. Så mange penge har de nemlig aldrig fået for deres bær tidligere. Det er ganske vanskeligt at forstå, at det så i dårligere år overhovedet kan betale sig at dyrke solbær i Danmark og endnu sværere er det da at forstå, at en bakke med 250 gr. henne i Brugsen eller Føtex kan koste måske 25 kr., som den gør i dag, endda på tilbud Når der nu ellers hersker sådan en fri konkurrencesituation i den danske detailhandel...Økonomi er noget vanskeligt noget. Eller rettere, set fra de danske supermarkedskæder er det jo ganske let at se, at det drejer sig om at købe ind skidebilligt og sælge skidedyrt. Fra alle andre vinkler er sagen til gengæld mere kompliceret som økonomi jo åbenbart er.
Vi tager den australske træflis-industrieksport i morgen, men prøv om du kan google afstanden og ikke mindst sejltiden fra Albany, Western Australia til Osaka, Japan. Det tager muligvis ikke et år at sejle længere men der er nu ret langt alligevel.Som fra Danmark til sydspidsen af Sydamerika...

American Staffordshire

Nu er det vel for de allerfleste danskere en hel del år siden, de har haft direkte berøring med nogen særlig natur. For de fleste er det vel efterhånden en flere årtier siden, at de har rørt noget pattedyr større end en mjavende og gnubbende huskat og den har de vel også dårligt haft mulighed for at undgå berøring med. Der, hvor jeg selv kommer fra, gav man godt nok altid disse overdrevent kælne katte et velrettet spark ud mod stalden, hvor de naturligt hørte hjemme, men det var jo også en helt anden tid på nærmest en helt anden planet. I dag er det vel ikke videre velset at affærdige disse dumme dyr selv med strint fra haveslanger og da især ikke når ejeren er til stede. Udover muligvis en enkelt lillebitte ged i en dyrepark for småbørn (hvor man nødtvungent begav sig hen med ungerne og jo måtte vise de panikslagne kræ (børnene) at dyrene var ganske ufarlige) er det vel ikke blevet til nogen videre kropslig animalsk kontakt med dyr siden man selv var sagesløst barn. Ret meget natur eller blot naturlighed er der ikke tilbage i den danske befolkning og det præger selvfølgelig osse den stående debat om de bidske muskelhunde. For bidske, det er de og det er naturligvis kun en ting at gøre ved.

Nu er det jo ikke nogen nyhed siden de allerførste ulve blev forsøgt domesticeret i oldtiden, at hunde bider. I starten må det have et helvedes arbejde og for enkelte hundearter som f. eks de australske dingoer lykkedes det jo iøvrigt aldrig. Om det så var fordi de aboriginals var for dumme til det eller hundene var det (eller klogere måske?) aner vi ikke. Nå, men i de seneste par tusind år har det udover arktiske slædehunde, som man jo heller ikke normalt betragter som andet end nødtørftigt forklædte ulve været den absolutte undtagelse, at en hund bed og hvis den gjorde, blev den ufortøvet aflivet. Indtil for ret nyligt avlede man aldrig nogensinde på bidske hunde, og hvad skulle man iøvrigt osse det for? Enhver vidste jo, at alle hunde fra de allermindste forkvaklede mode-pipkræ til de allerstørste megahunde a la "The Hound of the Baskervilles" (som vist var den efterhånden noget glemte kolossalt store irske ulvehund-underligt kræ, når der nu vist ikke siden tertiærtiden har været ulve i Irland) naturligvis var bidske. Afmålt bidske, ganske vist men ikke desto mindre bidske.

Nu er hunden jo i sin verdensomspændende oprindelse uvægerligt et flokdyr og det vel naturligvis sige, at begrebet "kamp til døden" mellem medlemmer af flokken er aldeles ikke-eksisterende og det kan enhver jo faktisk sige sig selv. hvis to hunde af forholdvis ens størrelse slås for alvor, så kan den mindre hund altid tilføje betydelige sår på den formelt sejrende hund, altså den der ikke bliver dræbt øjeblikkeligt. Disse sår bliver med absolut statsgaranti inficerede af selv mindre bidsår og det vil med nærmest samme statsgaranti efter en kort tid tage livet af den overlevende hund. Derfor har vilde såvel som tamme hunde som alle andre flokdyr selvfølgelig ritualiseret deres kampe, således at man ALDRIG "bider igennem " for alvor. Det er nemlig ensbetydende med selvmord og så er det forresten ligemeget om man sejrer eller ej. Man bliver altid taber i en kamp til døden alligevel selv om der kan være en akademisk forskel i dødstidspunktet mellem kombattanterne på et par dage. Nå, hunde er ikke akademikere og slås derfor ikke til døden, ikke psykisk normale hunde ihvertfald og det ligegyldigt hvor "vilde" de er. ALDRIG!

Det er iøvrigt sjovt at iagttage, at selv den allerfrommeste lille hund derhjemme stadigvæk hævder disse ældgamle og næsten unedbrydelige flok-instinkter. Når f. eks. undertegnede tumler med min papdatter og for spøg slår ud efter hender, så kan man være stensikker på, at Anton Hund med en respons/reflekstid på et sekund simpelthen hænger fast med tænderne fast omkring mit håndled. Det giver ikke sår og det er heller ikke meningen, blot at hunden tydeligvis mener, at noget er ved at gå over gevind. og så "tager" DEN DET LIGE I OPLØBET INDEN DET BLIVER FOR FARLIGT.Det skal jeg tydeligvis bare helt lade være med mener Anton Hund og det må jeg så. Flokken har vel en vis kodeks for opførsel som alle flokke altid har, således også her. Når andre tumler kan det være ligemeget, det er jo udenfor flokken. Hverken Folmer eller Anton Hund er naturligvis aggressive overhovedet overfor andre hunde men alligevel oplever man sommetider, at visse hunde blot ved deres tilstedeværelse truer flokken og så er vi tilbage ved de på "nydansk" så berygtede "muskelhunde": American Staffordshire og alle de andre misfostre-misfostre, fordi de ikke er hunde med hundeadfærd. Overhovedet! Det behøver man ikke ligefrem være hundepsykolog for at se. Hvis Folmer knurrer advarende på afstand er den gal, helt gal, og det er den selvfølgelig også. Når sådan et frådende monster går forbi på den anden side af gaden reagerer alle hunde advarende. Ikke truende, blot advarende overfor flokken som jo altså typisk kun inkluderer ejeren. En ganske lille flok, som ingen hund kan forlade. Ingen andre hunderacer end sindssyge muskelhunde "trigger" denne adfærd, men det gør de til gengæld allesammen.

Nu skal det med, at vores egen fredelige Folmer Hund faktisk 2 gange er blevet overfaldet livstruende af andre hunde. Den første gang var faktisk af en sådan amstaff, som ikke ganske overraskende havde revet sig løs med snor og det hele. Det er ikke særligt overraskende, fordi sådan et muskuløst skrummel på 70 kg. altså kan rive skulderen af led på enhver selv nok på stereoidpumpet bodybuilder-type, som tilfældigvis ikke lige er opmærksom på, hvad vej hunden lige kaster sig i sin sindssyge aggressivitet. Nå, denne store røg altså direkte på Folmer men heldigvis havde den jo statigvæk sin sele på, og det lykkedes mig at få fat iden i et anfald af lynsnar inspiration. Ja, det lykkedes ligefrem at fastholde det sindssygt frådende dyr længe nok til at få hevet Leatherman-kniven frem, ganske vist med en pris, som bestod i flåede bukser og lår. Umiddelbart inden jeg fik kniven i kræet lykkedes det så ejerne at komme frem og i fællesskab fik vi pacificeret det vanvittige dyr. Som ikke blev spor mindre sindssyg efter det blev ført væk i dobbeltsnor. Pointen med de her hundeagtige dyr er jo, at når de får fat, så slipper de ikke igen og det ligemeget om man så banker dem oven i hovedet med et jernrør. Nå, vi klarede det mest på grund af held.

Den anden gang Folmer blev overfaldet var det af 2 store labradorer, og det ville også uden behandling have medført døden for Folmer Hund. Det var til gengæld uhyre uproblematisk for undertegnede at klare den sag, for her var der blot tale om almindelige hunde. Syge hunde, ganske vist, men dog hunde. Ganske hurtigt fik jeg fat i halsbåndene på begge angribende hunde og en voldsom lufttur med passende rusk af begge køtere på samme tid afsluttede affæren og sendte dem hylende væk. Det ville aldrig være gået med 2 selv mindre amstaffer der ville intet have hjulpet og det er simpelthen forskellen på hunde og disse sindssyge ikke-hunde, som altså¨pt. kaldes "muskelhunde". Det er jo heller genetisk videre svært at forstå, at når man helt målrettet har opdrættet hunde, som ingen naturlig aggressionsdæmpende signaler opfatter eller udsenden (man har altså avlet flokken ud af "ligningen") og samtidigt har fået avlet en såkaldt "lock-jaw" ind i racen, således at disse hunde kan hænge i fri luft med kæben lukket om en jernstang, så er vi et stykke udenfor hunderacen. Det er fuldstændigt merningsløst at tale om, at det er jernes skyld, når disse hunde bider, for de bider altså bare uanset, hvem der ejer dem. Fordi det er det, som disse dyr er avlet til. Til netop ikke at være hunde overhovedet. Sindssygt aggressive og dødsfarlige ja, men hunde, overhovedet ikke!

Nu er jeg ikke selv videre sentimental og naturligvis skal en hund, der bider, aflives aldeles øjeblikkeligt. Det gjorde man som en selvfølge på den lille ø jeg kommer fra, med det naturlige resultat, at absolut ingen hunde bed nogetsomhelst andet end vildtet, når man gik på jagt. Hundebid fra almindelige hunde kan på grund af kræenes overvældende antal og betydelig indavl naturligvis ikke ganske undgås, men det vil altid forblive en adfærdsmæssig undtagelse. Omvendt med de her "muskelfætre" Der vil der selvfølgelig ikke være nogen regel fra den undtagelse, at selv de mest tilsyneladende veltilpassede af slagsen lige pludseligt "klikker" og når de gør det er det slut. Selv oplevede jeg det med en lille hun-amstaff, som Folmer delte lufte-plads med som ganske ung. Ejeren, en håndfast og ekstremt hunde-erfaren dame fik aldrig nogensinde nok kontrol over den til at hun kunne kalde kalde den til sig og helt gik det en dag, hvor bæstet så en en lillebitte hvid westie-hundehvalp og fór løs på den.
Det eneste positive der var at sige, var at dyrlægeregningen blev ganske lille. Hvalpen blev nemlig flået i talrige stykker uden at nogen nåede at gøre nogetsomhelst. End ikke ejeren af amstaffen fik åbnet hundens gab om den resterende lille hvalpekrop. Ikke at det ville have gjort nogen forskel. Hunden er der iøvrigt stadigvæk så vidt vides.
Det kan vi så håbe den ikke bliver med sammen med alle de her firbenede livstruende trusler. Ikke blot engang imellem, hele tiden ligesom et glas nitroglycerin. Selv om man opbevarer det forskriftsmæssigt og stødsikkert eksploderer det jo alligevel ved den allermindste uundgåelige vibration som for eksempel et nærliggende lynnedslag. Der er bare nogen ting, som er så indlysende livsfarlige, at man selvfølgelig skal undgå faren. Nemlig ved slet ikke at acceptere eksistensen af den. Ting man udmærket ved uundgåeligt eksploderer med jævne mellemrum som for eksempel ammunitionsfabrikker, fjerner man jo normalt også. Som man burde have gjort for længe siden med disse djævelske ikke-hunde.
Det er selvfølgelig derfor Folmer knurrer. Fordi det er skidefarligt for både hunde og mennesker og hunde er det naturligvis slet ikke.

Hi Fi News R.I.P.

Nu har der jo været nok død og ulykke i denne til, at det burde være alt rigeligt, men alligevel skal vi lige runde af med atter et lille "dødsfald" Denne gang drejer det sig om noget på overfladen ganske udramatisk, men dybere set er der tale om et afgørende personligt vendepunkt. Det drejer sig nemlig om, at denne skribent denne gang ikke fornyer abonnementet på det engelske hifi-blad Hi Fi News for absolut første og dermed naturligvis også absolut sidste gang. Siden gymnasietiden har dybde-læsning af forskellige hifiblade ellers været en væsentlig del af denne skribents skrøbelige personlighed. Ja, man kan ikke frigøre sig helt fra den kætterske tanke, hvad man dog ville have kunnet drive det til, hvis man ikke havde spildt sine bedste år med at sidde og glo og gen-glo i de dengang talrige og blomstrende hifi-magasiner. Siden er bladenes antal og indhold jo ganske vist blevet udtyndet i en grad, som har været aldeles grinagtig i forhold til de astronomiske prisstigninger. Nu er 40 år jo naturligvis et stykke tid, men alligevel er det ganske imponerende hvor meget for eksempel dansk High Fidelity er steget og da særligt i forhold til det almindelige forbrugerindeks. For slet ikke at tale om lønindekset, der bliver det virkeligt fuldstændigt komisk, næsten ligeså komisk som bladet er i dag. En prisstigning på næsten 20 gange er altså ikke blot meget, det er SINDSSYGT MEGET. Især når man så overhovedet ingenting får, knapt nok ordentlige annoncer længere. Vi behøver vist ikke kundgøre, at lønstigningerne i samme periode har været en hel del mindre. Pudsigt når nu man har sparet al anstændig skribentvirksomhed fuldstændigt væk men det er på den anden side sket for så længe siden, at undertegnede ikke har læst et helt magasin i de seneste 20 år. Kikket, ja, når kedsomheden har været intens nok indtil det gik op for mig selv, at selv umådelig kedsomhed alligevel var at foretrække for at glo i det her hjernelamme blad. Man fik da i det mindste ikke kvalme af at sidde og glo ud i luften!

Indtil engang lige omkring årtusindskiftet var det engelske Hi Fi World ganske underholdende og ikke mindst ord-rigt. Ikke altid særligt indholds-rigt, men der var dog normalt lidt at læse om, som man ikke nødvendigvis vidste på forhånd. Ikke altid, dog sommetider. Det gik så efterhånden over og det skete interessant nok i den den seneste krise kom til at kradse. Al skribentvirksomhed blev sparet ihjel for efterhånden mange år siden, og den endelige "lakmustest" for ethvert hifi-magasin (nemlig om læsningen kan vare tilman er færdig med at drikke et stort krus fra starten skold-varm kaffe) blev blev efterhånden "dumpet". Exit Hi Fi World. Tilbage var så Hi Fi News, der undertiden tilbød fornuftig læsning, produceret af vidt forskellige skribenter, de fleste erfarne. I de senere år, altså signifikant nok også inden den nye krise, gik det så helt på samme måde som for alle de andre. Det blev efterhånden så storslået indlysende, at skribenterne simpelthen modtog betaling PR: ORD, ikke for nogetsomhelst indhold. Det betød naturligvis, at al eftertænksomhed og omtanke omgående måtte vige pladsen for eminente skribenter. Ikke dybe skribenter, næh det eminente lå i den suveræne SKRIVEHASTIGHED. Den mest berygtede "vandrepokal" i den engelske hifi-verden, nemlig John Bamford, kom efter et par årtier som "speed-(mis)informationsmedarbejder" i forskellige virksomheder tilbage til papir-bladenes verden. Et par numre med ham og så ophører alting simpelthen. Der er ingenting galt i at få penge for at skrive, men det er edderbroderemig åndssvagt at sidde og læse en såkaldt "test" af Bamford uden at vide, hvem det er, der betaler hans løn. Eller rettere, det ved man naturligvis godt, det er nemlig ganske let at se og det er jo nemlig det allerværste. Magasiner kan simpelthen spare deres skribenter og deres løn helt væk i en grad, at disse nødvendigvis må supplere indkomsten på anden vis, og det gør de så. Tilbage til kedsomheden: Ren kedsomhed UDEN kvalme er altid bedre end MED kvalme. Derfor exit Hi Fi News.

Nu er vi jo ikke i hifibranchen og det har vi altid været glade for og da ikke mindst i denne tid. Selv vores egen professionelle installations-branche er ganske turbulent, men ingenting mod den anden, som vi ser den. Nå, men det gør vi så ikke længere. Hifi vil naturligvis fortsætte med at være en kær hobby men fremover gider vi altså ikke læse bladene længere. Selv om de var gratis men så dårlige er de altså blevet. Nogle har været det ganske længe og nu er bægeret altså fyldt. Farvel Hi Fi News!

Risgaard og Knudsen

Når man har sin svigermor i Frederikshavn er det temmeligt belejligt at køre derop i bil, ikke mindst fordi alt nord for Ålborg DSB-mæssigt er så fjernt, at det næppe fortjener nogen videre tog-dækning. Ihvertfald er der ikke deroppe i Vendsyssel synderligt let at begå selvmord ved at lægge sig ud på skinnerne, dertil er toghyppigheden simpelthen så lav, at man nok i stedet vil komme til at dø af følgerne af forkølelse. Helt deroppe hvor kragerne forlængst er vendt om kan man køre af veje, som er brede og lige og fuldstændigt uden biler. Ja, de er sågar kvalificerede som motorveje, men det er nok mest for at holde cykler og knallerter væk, for det er bestemt ikke fordi disse nyere motorvejsstrækninger er synderligt befærdede. Ikke af motoriserede køretøjer omend der jo naturligvis kan være være en vildt-veksel her og der. I folkemunde hedder disse snorlige veje fra Ålborg til henholdsvis Hirtshals og Frederikshavn "Risgaard" og "Knudsen" Hvad der er hvad ved vi ikke rigtigt, men mon man ikke i sådanne tilfælde opkalder vejene med sædvanligt fra venstre mod højre, således at det altså er vejen til Frederikshavn, der hedder "Knudsen" Dette vanvittige motorvejsprojekt er nemlig opkaldt efter en mand, der hed Risgaard Knudsen. Denne mand var stor i sin tid og fyldte meget og det gør hans jordiske efterladenskaber altså også. Ellers ville han jo iøvrigt også have været ganske glemt og er det vel i virkeligheden osse. Sammen med en masse andre gamle politikere af samme støbning og enkelte af dem er vel i virkeligheden stadigvæk i Folketinget og de er ikke spor parti-politisk begrænsede.

Vi kommer til at tænke på det her i dag efter Svend Aukens død, fordi der bag brilliante Auken med den evige ægte begejstring i hele hans karriere altid stod en mand, som aldrig viste blot den allermindste begejstring og som ikke var spor brilliant. Det forhindrede ham ikke i at have en strålende politisk karriere, som i sine langtidsvirkninger bestemt ikke stod tilbage for Auken Som, sagt, de sjove motorvejsstrækninger ligger der da og det bliver de nok ved med uden mening overhovedet. Nu var det jo osse dengang DR havde monopol og monopolet gik jo i et vist omfang begge veje. Ihvertfald kan undertegnede aldrig mindes andet, end at den mand, det drejer sig om i dag, nemlig den mangeårige folketingsmand Jens Risgaard Knudsen, nogensinde blev kaldt andet end "Rigstaktikeren" Selv dengang undertgnede endnu stemte på Svend Auken i 1970-erne var det noget vanskeligt at se, hvad der gjorde den meget lidt-snakkende Risgaard med den skæve mund og sin evige følgesvend, en noget forsuttet pibe uden ild i, til noget særligt. Det var ikke så meget det han sagde (han sagde nemlig sjældent noget), det var mere, at der kun sjældent var nogen videre mening i de få sprog-brokker, der kom ud mellem de om piben tæt omsluttende læber. Uden at vide noget det bestemt kan det selvfølgelig være en allerede dengang ganske uddød nordjysk dialekt, som Risgaard betjente sig af, men det må dedikeret forskning engang kunne afgøre. hvis altså forskerne ikke falder i søvn i forsøget på at afdække Risgaards hemmeligheder...

Nogle hemmeligheder må der have været, for denne mand blev jo minister i ganske mange regeringer og det var helt bestemt ikke på grund af mandens medietække. Ikke alene var han i nogenlunde samme mandlige skønheds-kategori som denne skribent (og det siger jo da noget skulle jeg mene), han opererede også i tiden inden spin-doktorer. Disse ville ellers nok have kunnet "spinne" en historie om denne uhyre jævne og jordbundne mand som en rigtig troværdig fyr rundet af den nordjydske muld. Risgaard var nemlig oprindeligt gartner og det har måske været ved at stå og glo på de forblæste nordjyske trælignende væksters tapre forsøg på at forcere vestenvindens pres at han havde lært at økonomisere med talens og øvrige talenters brug. Der er jo også naturlige grænser for, hvor meget man som menneske egentligt kan have at tale for disse træer om, men måske det i virkeligheden var her, Risgaard fandt sine sande intellektuelle og ligeledes noget langsomt tænksomme ligemænd. Han dedikerede ihvertfald altid senere sig selv og sit samlede politiske virke i helt uhørt grad til denne øde og forblæste landsdel. Uden Aukens begejstring men en hel del mere vedholdende. Som træernes rødder, der langsomt og ubønhørligt arbejder sig op gennem den hårde asfalt. Ingen ved rigtigt hvorfor. men det gør de bare. Det giver ingen mening, men det er vel det, der er meningen.

Nå, Risgaard Knudsen var altså efterhånden gennem mange år blevet en fast og uhyre pålidelig stemmefisker oppe nordpå og havde gennem sin indædte tavshed erhvervet sig et ry som den "store rigstaktiker". Det var altså en underlig tid, for der var nok i virkeligheden en hel del færre analfabeter dengang i Danmark. Det var ganske paradoksalt, for trods alt var der intellektuelle sværvægtere som Erling Olsen og altså osse unge Auken i Socialdemokratiet, men de var åbenbart ikke hverken taktikere eller strateger. Det viste Risgaard sig til gengæld at være. Denne "nordjyske dødvægt" og veritable "dødisklump" kunne til enhver tid udmanøvrere alle de nye socialdemokratiske cand. polit./oecon-er, som dengang endegyldigt og tilsyneladende irreversibelt begyndte at "invadere" Socialdemokratiet. Denne invasion var selvfølgelig ikke et specifikt socialdemokratisk fænomen, den fandt sted i alle partier. Alligevel kunne Risgaard alle i sin i sin succesfulde "retræte-kamp" (for nu i dag at mindes Holger Danskes lignende mod maurerne) vinde sin allersidste sejr. Sammen med ligesindede (og tilsvarende selv med uhyre elastisk målestok langtfra brilliante) danske politikere fra Venstre og Konservative som Svend Heiselberg og Kaj Ikast dannede Risgaard nemlig den noget pudsige politiske konstellation "motorvejsmafiaen" Denne alternative udenomsparlamentariske konstruktion i baglandet helt derude, hvor ingen større begavelser som Auken overhovedet gad bevæge sig, afgjorde over cigarer og sjusser og altså i det mindste sur pibe fremtiden for den danske infrastruktur.

Derfor ligger "Risgaard" og "Knudsen" i al deres fornuftsstridighed der, hvor de ligger i dag. Fordi Risgaard Knudsen i sin ultimative lokalpolitiske stejlhed fik disse vanvittige motorvejsprojekter kædet uløseligt politisk sammen med helt ufatteligt meget mere nyttige investeringer i hovedstadsområdet. Normalt er det et trafikpolitisk "dictum", at trafikken meget hurtigt "ekspanderer" udover de allerede eksisterende trafikale løsninger. Ganske magisk "fylder" bilerne på ingen tid den plads ud, der er til rådighed og så meget mere til. Det kommer bare aldrig nogensinde til at ske i Vendsyssel, dertil er der simpelthen ikke nok biler eller mennesker. De allerfleste kører allerede i bil deroppe og selv det fylder ingenting på vejene og kommer aldrig nogensinde til det. Vi skal nok i virkeligheden til hovedstrøgene i Nordkoreas hovedstad Pyongyang for at finde lignende gabende tomme autostradaer. Sandt at sige er Pyongyang nok lidt værre, men Risgaard og Knudsen er altså ikke meget bedre. Var Risgaard så en dårlig politiker, fordi han fik opfyldt sit yndlingsprojekt her? Næh, det var han vel ikke, alle og enhver burde da have kunnet gennemskue denne pudsige politiske dinosaur. hvis de altså ikke allesammen i Socaldemokratiet have haft så uendeligt travlt med evige fløjkrige. Langt mere brilliante begavelser som Auken blev viklet ind i dem og det var bestemt ikke bedre i hverken de vanvittige personlige konflikter i de Konservative mellem "Erik-erne" Haunstrup-Clemmensen og Ninn-Hansen og så Poul Schlüter og i Venstre var det måske endnu værre.
Det er muligt, at det er landets bedste begavelser som altså netop afdøde Auken, som laver politik (tvivlsomt, men teroretisk muligt) Det er til gengæld ganske utvivlsomt, at langt mindre begavelser sagtens kan lave motorveje og altså også gør det. Til gavn for deres eget eftermæle og ellers absolut ingenting.Som altså Risgaard (og) Knudsen. Hvem der så var den bedste politiker kan enhver jo dømme om.

Manden, der så gerne ville være noget helt andet.

I dag skal vi i forbindelse med Svend Aukens død fundere lidt over menneskelivets veje og måske især vildveje. Nu er der jo en god og grundfæstet tradition for ikke at sige noget ondt om de netop afdøde og den vil naturligvis ikke bryde. Lige i tilfældet Svend Auken er der da overhovedet heller ingen grund til det, da han jo selv så rigeligt har sagt alt det, der skulle siges i netop den sag og det så visseligt både positivt og negativt. Han var jo trods alt en mand, hvor der aldrig nogensinde opstod nogen myter eller skandaler eller nogetsomhelst. Om det er godt er vi ikke helt sikre på, videre menneskeligt er det naturligvis ikke, men det var sådan det var. Som han selv i sin alderdom formulerede det, så "..ved jeg godt, at der er mange mennesker, som ikke kan lide mig" og det havde han givetvis ret i. Den idelige begejstring, som Svend altid lagde for dagen, er jo mest velegnet til at tiltrække de allerfærreste, frastøde en del flere og lige i Svends tilfælde at få alle tvivlerne til at stemme på ham. Sikkert mest af mangel på format hos de allerfleste konkurrenter, og enhver kunne jo tydeligt se, at Svend altid var ærligt begejstret. For alt muligt forskelligt ganske vist, men begejstringen kunne ingen tage fra ham. Heller ikke, at han altid var ganske ærlig, han troede garanteret altid på det han selv sagde og mere ærlig kan vel egentligt dårlig være når det nu skal være. Sommetider kunne begejstringen virke en smule søgt, som for eksempel da Svend saligt begejstredes over den tilkendte bødestørrelse på en kemisk virksomheds årtilange ødelæggelse af Storstrømmen. Bødens størrelse var ganske vist kun på størrelse med en vilkårlig momsbøde til en lokal minikiosk men blev alligevel betragtet som en stor sejr for retfærdigheden over de misdædige brødre Prom. Sandheden var den mere kedelige og knapt så bemærkelsesværdige, at virksomheden forlængst var blevet tømt for alle værdier og havde været konkurs og ligget hen som permanent ubeboelig kemi-affaldsplads a la Seveso i årevis. Sejren var mere på størrelse med nu her længe efter Hitlers død at få det gjort ulovligt at være Adolf Hitler, altså en sejr af de mere beskedne ihvertfald for ofrene og dem var der masser af begge steder.

Nå, det er vel trods alt de færreste forundt at dø uden at i det mindste et vist antal skeletter vælter ud af skabene, men vi vil nu tro, at i Svends tilfælde sker det ikke. På den måde var han givetvis en hædersmand. Alligevel er Svends liv interessant på samme måde som alle andre liv er: Primært for den, der lever det omtalte liv naturligvis, men i visse tilfælde osse for omverdenen. Svend var for eksempel den priviligerede akademiker-søn, der så forfærdeligt gerne ville gøre noget for de svage grupper. Det lykkedes givetvis også som det jo iøvrigt gør for alle politikere, da man jo ligesom ikke kan blive valgt på det modsatte program. Nå, men Svend gennemførte på brilliant vis det dengang helt nye studium i statskundskab ved Århus Universitet sammen med (næsten da, han gik lige ved siden af) en anden senere kendt politiker, nemlig Poul Nyrup. Nyrup var en mærkeligt kejtet rigtig arbejdersøn, som nok i virkeligheden passede endnu mindre ind i en arbejderforsamling end Svend. Det var egentligt et pudsigt par, brilliante Auken født med guldskeen i munden og akademisk noget mindre strålende Nyrup, der med hårdt arbejde opnåede det, som Auken fik foræret. Eller næsten da, Nyrups indædte beslutsomhed, trænet gennem al den menneskelige modgang, som han gennemlevede, var alligevel en for hård modstander for gulddrengen Svend. Det forblev nærved og næsten for Svend, der altså trods betydelige og ganske fortjente personlige stemmetal aldrig rigtigt vandt folkets kærlighed. Om han fortjente det er ikke til at vide, men i den retning kan man jo når støvet engang har lagt sig, læse ekskonen Bettina Heltbergs noget kuldslåede erindringer om Svend. Svends liv havde en pris for alle og naturligvis ikke mindst ham selv som alle liv altid har.

Svend var også en af de allerførste politikere hvis ikke den allerførste, som faktisk aldrig blev klogere end han var, da han gik på Universitetet. Det var naturligvis ikke, fordi han var spor dum, for han var blandt bedste begavelser indenfor politik. Ikke blandt landets bedste politiske begavelser, det er noget ganske andet, og hvis han havde været blot lidt bedre begavet her, ville han naturligvis være endt som mangeårig statsminister og det gjorde han ligesom ikke. Ja, han kom vel i virkeligheden aldrig nogensinde tæt på selv om det sommetider så sådan ud. Nej, det er heller ikke fordi Svend aldrig justerede sine synspunkter i den "naturlige højredrejning", der vel er et næsten alment menneskeligt træk. Nej, Svend blev aldrig klogere eller mere hjertelig eller ægte forstående på arbejderne og deres problemer, fordi han aldrig nogensinde lavede noget, som bare kunne bringe ham i den allermindste berøring med dem. Efter sin uddannelse blev han nemlig omgående ansat på det nye institut, han var uddannet på, og som dengang skreg på ansatte: Alle og enhver! Straks derefter blev Svend valgt til Folketinget, og der har han siddet siden. Selv hans ligeledes noget i omgang med mange mennesker problematiske forgænger ( og vel formelt en kort tid hans kollega som lektor på Statskundskab) Jens Otto Krag) var jo trods alt en ægte arbejdersøn fra Randers, der helt af egen kraft havde arbejdet sig op. Krag blev helt givet klogere af det men desværre ikke lykkeligere. Hverken af at være nået op eller blive fri for det, men det er en anden tragedie til en anden dag.
Svend ville i lighed med denne skribent gerne være noget andet, end han var født til og det blev han. Gad nok vide hvad han kunne have drevet det til, hvis han havde kendt sine vælgere noget bedre. Eller overhovedet. Meget, meget mere er nok det sandsynligste svar. Æret være hans minde!

Hamsun igen.

Så er vi atter tilbage på de vante græsgange efter ferien og den gode gamle Bing Crosby-sang "Home on the Range" i high-fidelity monofonisk gengivelse gjalder atter som fordums lurer ud over Fåborggade. Om lurerne var i stereo ved man vel ikke, da det var noget før opfindelsen af denne, men det kan de måske godt have været alligevel på nogenlunde samme måde som tyngdekraften vel strengt taget var effektiv inden Newton patenterede den. Vi har sandsynligvis osse fundet et velegnet sted i den grønneste del af Århus midtby til at holde vores bryllupsfest i september, men der skulle gerne være mere endegyldigt info i morgen på dette sted for den højeste oplysning. Nå, lige i denne sag kan vi vel godt betragte os som ganske pålidelige, da vi gerne vil se alle vores gamle og nye kunder og venner ved den lejlighed. Helt vildt gerne faktisk.

Ellers står ugen på anvendt logistik på allerhøjeste plan. Vi skal simpelthen fare rundt som åndssvage i vores ydmyge Opel Omega i hele landet fra Nykøbing Mors til Herlev og fra den mere formørkede del af Mols (helt derude hvor GPS-signalerne bliver afbøjet af det intense mørke som sammenklappede stjerner, de såkaldte "sorte huller")) til Engelsholm. Heldigvis er den unge (yngre, kan man egentligt sige det uden at de bliver ældre, det kan vel ikke rigtigt?) frue jo ganske godt trænet i den australske "outback" hvor 600 km. var en "mis", så det går nu nok, selv om vores 2-liters motor er noget dosmer-agtig i sammenligning med den statelige 8-cylindrede Holden Statesman vi kørte i dernede. Sikke den da kunne fræse og sikke dog meget benzin den kunne bruge!

Ellers har vi desværre sovet en smule for længe i dag (tak for besøget i går, Thomas, forsker ved Århus Universitet, Biologisk Institut, det var forfærdeligt hyggeligt) og derfor bliver disse morgenord nødvendigvis noget korte og det beklager vi selvfølgelig. På samme måde som vi beklager den selvforskyldte lettere hovedpine. Mere måske. Ellers skal vi da også lige henlede opmærksomheden til en ret interessant kronik i dagens JP. Den handler såmænd om den gamle Nobel-pristager Knut Hamsun og er i sin tematik ganske interessant. Den vover nemlig at lufte det åbenbart ganske kætterske spørgsmål, om man kan og skal skelne mellem en forfatters liv og en forfatters værk (!!!) Ak ja, der kan man bare se, hvad der kom ud af undervisningen i dansk i gymnasiet i 1970-erne, (denne skribent er et tydeligt produkt), hvor emsige og åndshovmodige dansklærere for første gang "voldbollede" hele verdenslitteraturen og det så effektivt, at hele generationer holdt op med overhovedet at læse en eneste skønlitterær bog senere hen. Det eneste det har været godt for er alle de senere så blomstrende kogebogs-forlag, som har erstattet tidligere tiders skønlitteratur med rene billedbøger. Nemlig af noget, som nok kun uhyre få overhovedet forsøgte selv at kokkerere, men drømme kunne man jo altid som tidligere generationer, der så i stedet drømte om den lidenskabelige præstekone Barbara i Jørgen-Frantz Jacobsens roman af samme navn. Åh, du lækre kalvefond!

Inden alle dansklærerne slog litteraturen helt ihjel med latterlige lomme-marxistiske analyser var det jo ellers ret indlysende, at en forfatters værk kunne stå alene. Ja, ikke alene kunne det, det kunne slet ikke andet. Anderledes efter dette "moderne gennem/sammenbrud", der var værket altid et rprodukt. Det vil selvfølgelig sige, at man naturligvis ikke underkastede forskellige politiske trosretninger helt samme "kritiske analyse" (et andet fint og latterligt prætentiøst ord fra samme "Skændselens Epoke" (vi citerer lige her en anden Nobel-pristager, jugoslaven Miodrag Bulatovic). Naturligvis forblev Bertolt Brecht en helt, selv om han i sit personlige liv var en af denne usalige verdens "naturlige rotter" og en vel efterhånden nådigt glemt anden Nobel-pristager, Michail Sjolochov tilføjede endda til identiske træk en karriere som fordrukken folkemorder-støtte og fuldbyrdet morderisk forræderi mod kolleger. Rigtigt kedelige karle, de her, og så er vi hverken kommet til de stalistiske koryfæer som Hans Kirk eller Scherfig endnu. Nå, men Hamsun var jo altså op til sin død som oldgammel stadigvæk nazist, og det er jo naturligvis ikke godt, så derfor har man jo haft svært ved at læse hans værker overhovedet..

Nu mener vi bestemt ikke, at det er meget nemmere at læse Kirk og Scherfig, men det må det da have været siden klassesættene består. De havde vist bare den mere korrekte samfundsanalyse og det er jo altid de "morderiske vindere", der skriver historien over de (ganske vist ligeledes) "morderiske tabere" Selv ser vi ingen væsentlig forskel og Sjolochov, forfatteren til det store mesterværk "Stille Flyder Don" var vel den allerværste. Han skrev nemlig ikke selv overhovedet bogen, men fik ganske rituelt slagtet den rigtige forfatter som iøvrigt var noget så uanstændigt som jøde. Det gik til gengæld helt fint, så den sag er blevet ganske glemt men nu var han jo også mere "politisk korrekt" både dengang og underligt nok også nu. Endnu.
At man overhovedet nogensinde er kommet på den syge tanke, at man nødvendigvis skulle nærmest IDENTIFICERE en kunsters liv med værkerne siger vel allermest i den her sag. Ikke mindre sygt er det så efterfølgende at skulle argumentere for, at man godt kan skelne. Mellem det, som det selvfølgelig ALDRIG NOGENSINDE har haft nogen mening at blande sammen. Ikke blot den allermindste. Skide dansklærer-kommissærer som slog litteraturen så eftertrykkeligt ihjel og det eneste der efterfølgende kom ud af det var flere universitetsuddannede kommissærer af samme slags. Som der jo altid gør og det gjaldt jo både i nazi-Tyskland og i det stalinistiske Sovjetunionen og meget anderledes er det vel ikke i dag.
Som en lokal læserbrevsskribent så skarpt og passende skriver i dagens JP: Efter at have bemærket, at DF og Morten Messerschmidt " vil have Danmark tilbage", spørger den store ånd så "..hvor langt tilbage det ønsker at bringe Danmark. Til den mørke middelalder eller helt tilbage til Stenalderen?" Ifølge hans analyse er Danmark åbenbart allerede kommet "tilbage til Enevælden" Ak ja, det er søreme godt set og rigtigt god litteratur eller hvad. Jamen hør-hov, denne skribent hedder Svend Åge Madsen og er antageligt identisk med den lokale litteraturs højst fejrede Nestor. Dejligt at se, at det høje samfundsanalytiske niveau fra Kirk og Scherfig kører videre. Med efterfølgende sørgelig garanti for, at litteraturen vil forblive i det hul, hvor den befinder sig. Godt gået, Svend Åge, rigtigt godt! Hvis det altså er dig, og det er det vel nok, andre ville vel næppe sige sådan noget eklatant vrøvl.

Ledige lokaler

Vi skal lige i dag starte med at meddele, at der af ganske naturlige grunde bliver ledige lokaler i Åbogade 40 fra den 1. september, da dette firma jo holder store flyttedag nogenlunde samme tid. Man kan kaste os en mail hvis man skal bruge et atelier eller øvelokale eller lignende og så skal vi nok kanalisere den til rette vedkommende.
Ellers er verden ved at være tilbage til sit vante selv efter ferien, men noget er alligevel forandret for altid. Tag for eksempel den smukke guldring fra Kalgoorlie, W.A., som sidder på denne skrivemaskine-maskinists venstre hånd. Den vidner jo om denne sommers allerstørste begivenhed og vi takker naturligvis for alle de varme tilkendegivelser fra rigtigt mange mennesker i den anledning. Tilbage er vi vi osse ved den den fortsatte politiske korrektheds-tendens, der som de berygtede australske "cane-toads" som kryber ind over den vestlige verden som det kæmpestore fjendtlige rumskib i "Independence Day", der kaster slagskygger overalt. Dagens mere uskyldige eksempel kommer fra JP´s erhvervssektion, hvor der er et portræt af en amerikansk "business-guru". Dem går der jo sædvanligvis et dusin af på ja dusinet, og der har i lighed med de almennyttige mennesker, som sælger stensikre systemer til tips og Lotto naturligvis aldrig selv anvendt deres egne vise råd. Det må man da kunne gå ud fra siden det stadigvæk er nødvendigt for dem ideligt at tosse rundt og spille "franske klovne" i stedet for at bo i milliardær-paradiset Barbados. Underligt nok kan man sagtens være alvidende økonomisk ekspert uden at have ret mange penge selv, men det kan så måske skyldes, at de derude som Mærsk McKinney Møller, som virkeligt har knasterne, ikke rigtigt gider holde foredrag. Og da slet ikke om, hvordan man tjener penge mest fordi det jo er noget naivt at tro, at de ligefrem vil afsløre alle hemmelighederne.

Nå, det interressante ved netop dette amerikanske orakel Clayton Christensen er bestemt heller ikke hverken de mulige skandinaviske rødder eller hans eventuelle budskaber. Nej, det rigtigt spændende ved denne mand er ifølge omtalen, at han er født i Salt Lake City, USA og at han "tilhører en bestemt trosretning", som der står. Ikke hvilken godt nok, man er vel blevet politisk og ret beset noget "håndsky" hos JP for derovre i Utah bor der altså udelukkende den kristne sekt, som hedder MORMONER og som ellers aldrig nogensinde har bragt en eneste vejsidebombe til eksplosion. Det betyder ikke, at mormonerne ikke har været en veritabel "svøbe" for menneskeheden, for det har de. Alle har vel mødt disse altid i et par missionerende uhyre velklædte unge mænd i det mindste en enkelt gang, mens de har forsøgt at sælge budskabet om Mormon til alle og enhver. Det har været udfordrende for folk derhjemme i gadedøren at skulle afvise disse pæne og korrekte mennesker og deres uendeligt påtrængende tro, men ikke ret mange er åbenbart hoppet på trods de unges skolede overtalelsesevner. Der er åbenbart grænser for, hvor langt man kommer med tro uden at kaste bomber men når man nu ikke gør det selv, er det da heldigt, at man kan få lidt fred i "bombeskjulet" fra dem, som gør det. Alligevel, den her tydelige og klare "ikke-omtale" af noget, som altså enhver kan regne ud, er altså noget alternativ og ret åndssvag. Når man åbenbart fra JP ikke engang ved, at mormoner altså hverken kaster med dynamit eller syre eller lader sig indrullere i noget millitær i verden. evige velklædte pacifister som de er, så bliver det nok svært fremover for frisindet.

Ikke mindst i Frankrig er mørkemændenes felttog mod lårkorte kjoler jo en sørgelig realitet. Dernede har man da endnu humoren som våben mod denne galskab, og vitserne i Frankrig om, at det jo er underligt at kunne fordømme korte kjoler, når man nu selv som vor ungdoms helt Supermule selv render rundt i hvidt under-og nattøj, en adfærd der en del steder i verden ellers fordømmes ganske strengt. Heller ikke i Norden, hvor lignende gevandter hos både mænd og kvinder var standard-beklædning i mange hundrede år, så man det ret tit på gaderne udenfor søvngænger-kredse. Den politiske korrektheds-psykose har det i det hele taget helt fint, og med de seneste juridiske tiltag i Irland og EU omkring stop for alt, som kan opfattes som religions-krænkende er vi noget længere ude, end de allerfleste nok forestiller sig. Det varer ikke længe, inden alle de danske ase-troende tosser med deres vikingeromantik (som jo iøvrigt allerede er et registreret trossamfund) kommer til at opnå EU-protektion. For slet ikke at tale om alle de fjernøstlige efterfølgere til gamle yogier som Maharishi og Moon og Guds Børn og alle de andre, som i en sælsom cocktails af almindelig pengegriskhed og mere specifik interesse for smukke langbenede blondiner (som under mere normale omstændigheder ville være noget udenfor rækkevidde af disse lavbenede noget korpulente gule guruer). Kan man overhovedet sige "gul" længere nu man ikke kan sige "sort"? Farverne eksisterer godt nok endnu hos farvehandleren, men vi kan vel gætte på det er et spørgsmål om tid.

Det bliver en herlig fremtid, hvor den ene slags fascistode politiske praksis bliver fordømt, fordi den ikke er i tilstrækkelig nær tilknytning til en varemærke-registreret (og dermed beskyttet) religion, mens en anden identisk fascistoid praksis til gengæld beskyttes betingelsesløst som var den den sarteste drivhusplante fordi kan legitimere sig på baggrund af en trosretning. Hm., det bliver noget vanskeligt at skulle skelne fremover, for enhver kan jo se, at frådende hvide racister, fra Ku Klux Klan med deres rituelle lynchninger af "niggers" (som jo heldigvis ikke eksisterer mere (som ord)-det er nok derfor det ikke ses så tit mere) selvfølgelig ikke ligefrem er sagen. Dog må man vel hellere lige kikke efter, om Ku Klux Klan ikke alligevel skulle være registreret som trossamfund i en enkelt stat i det amerikanske bibel-bælte, for hvis det er tilfældet, så kommer de jo til at nyde betingelsesløs beskyttelse fra FN og EU. Ikke at deres praksis er spor anderledes, naturligvis ikke. Den gamle indiske religiøse praksis med at brænde de ellers levende og heftigt sprællende enker efter deres afdøde ægtemænd med på lig-bålene ville garanteret have været "varemærke-beskyttet" som god religiøs Hindu-praksis i dag. Heldigvis fik englænderne jo mod betydelig indisk modstand afviklet denne syge religiøse praksis i 1800-tallet, men det var så altså ikke gået i dagens verden. Aldrig nogensinde. At brænde levende mennesker kan forekomme horribelt men man bliver nok i fremtiden nødt til at skelne mellem tingene. Tænk at skulle forstå det uforståelige og udholde det uudholdelige. Så venter vi bare på, at den kristne katolske kirke genindfører kætter-bålene, som jo også har været religiøst "undertrykt" i flere århundreder. Mon ikke de derfor har en helt god sag ved EU-domstolen? Kirken har da ihvertfald penge nok og sammen med en god sag (eller hvad man nu lige skal kalde det) har vi vel en vinder her. Og masser af tabere.