Portrætter fra provinsen

Det er så i dag, hvor vores lille virksomhed vil blive portrætteret fra professionel journalistisk hold og i den anledning vil vi naturligvis forsøge at præsentere vores strømlinede og fremtidssikrede organisation på allerbedste måde. Hvordan det så lige kan forenes med massevis af papkasser med fladskærme og printere og bunker af kabler på vej ud bliver så måske en kunst. Vi ser dog positivt på sagen, for var det ikke den amerikanske historiker Barbara Tuchman, som i sit mesterværk om den amerikanske frihedskrig "The First Salute" skrev de passende ord: "Man is not a clean machine" Dengang betød det godt nok, at man ved passende vindretninger kunne lugte et sejlskib inden man kunne se det i horisonten, måske i sig selv ikke nogen egentligt delikat tanke. Til gengæld er det alligevel en mindeværdig observation formuleret på sædvanligt og uforglemmeligt "tuchmansk". Læs for din Guds skyld hendes værk "The Proud Tower", det værk som selv det eneste rigtigt gode bud på en dansk "polyhistor", Erling Bjøl, aldrig ville have kunnet skrive. Ikke fordi han ikke var god, Tuchman var blot bedre.

Nu er det svært at køre en regelret og forudsigelig og gennemplanlagt virksomhed på et marked, som er i totalt opbrud og det er en udfordring. Det, som måske tidligere har været en ubetinget styrke kan nu være blevet til dødsensfarlig svaghed. Lad os tage en analogi fra den aeronautiske verden, hvor den engelske flyverhelt "Battler" Briton jo huserede i utallige "Kampflyverserien" til 50 øre. En Spitfire flyver helt essentielt ligesom en Boing 747 jumbojet og deler vistnok endda samme eneste egentlige strukturelle fejl, nemlig en lidt besværlig "håndtering" ("handling" kaldte "Battler" det vist dengang i datidens sort/hvide univers) Det begrænsede sig heldigvis til såkaldt "taxi-ing på jorden, hvor begge vist trak lidt til siden. Til gengæld er begge fly skidegode til at flyve ligeud og det er er jo praktisk nok. Hvis man altså lige præcist skal ligeud. Allerede under "Slaget om England" var det faktisk lidt af et problem, at selv den dengang allerede noget antikverede tyske Messerschmitt BF 109 uden særligt besvær kunne dreje indenom en Spitfire. Det kunne den, fordi den ikke var nær så god til at flyve ligeud som en Spitfire, den var simpelthen en overordentligt ustabil flyvemaskine og derudover temmeligt livsfarlig på jorden. Spitfiren med sin klassiske aerodynamik forsøgte at tilpasse luftkampene i retning af den klassiske ballet med glidende pirouetter og forudsigelige regler og det hele. Det hele blev dermed blot ganske ja, forudsigeligt og Spitfirens stabilitet blev dens nemesis. Alle piloter mindes med vemod de skønne timer i denne vidunderlige flyvemaskine, men det var Hurricanes og senere Mustangs, der bøffede de fleste tyskere. Luftens uskønne "Landcruisere"..

Senere hen (meget meget senere, hvorfor har jeg aldrig helt forstået) blev det efterhånden anerkendt, at en god og manøvredygtig kampflyver faktisk ALDRIG kunne designes ud fra klassiske idealer om flyvedygtighed. Jo nærmere man kunne designe i retning af "ligegyldig ligevægt/ultimativ ustabilitet", jo bedre blev resultatet. I dag er SAAB Gripen og de andre nye jagere i stand til i praksis at flyve baglæns uden problemer. Manøvredygtigheden er så blevet øget på bekostning af den klassiske flyvedygtighed, ja faktisk udelukker det ene det andet. Vi tror faktisk, at de organisationer og virksomheder, som hidtil har fejret triumfer gennem forudsigelighed og stram organisation fremover som en Spitfire vil se sig udklasseret på mange områder af dårligere flyvende (og mere ustabile) maskiner som Bf 109. Klassiske normer som ISO 9002 og alle de andre er gode og pålidelige som en jumbojet, men vi tror faktisk på, at en virksomheds success i fremtiden kommer til at minde om fremtidens luftkampe: For at komme videre fremad eller opad skal man simpelthen være i stand til også at kunne flyve baglæns, og det endda i en Helvedes fart. Ja, det bliver nok i virkeligheden vigtigere at kunne flyve hurtigt baglæns og manøvrere frit end det bliver at kunne flyve hurtigt fremad.

Nu er det her faktisk ikke en helt original opdagelse, for faktisk lancerede Hawker jo sin Harrier "jump jet" helt tilbage i 1960. Dengang blev den betragtet som et kuriosum og temmeligt latterlig, fordi den kun lige akkurat kunnet flyve lige godt Mach 1, altså lydens (relative, husk det!) hastighed. Efterhånden dæmrede så erkendelsen af, at dette produkt med sin næsten "ligegyldige stabilitet/ustabilitet" faktisk var et banebrydende produkt. 50 år og i tjeneste endnu overalt er helt vanvittigt for en flytype. Det var naturligvis fordi den varhelt "rigtig", nemlig fordi den var helt "forkert" og skide-ustabil. Dog er det muligvis mere originalt at overføre de her analogier på økonomien, men vi tror nu ikke desto mindre på det. I vores lille virksomhed har vi nu ganske længe prioriteret ultimativ manøvredygtighed over total kontrol og forudsigelighed. Om det er klogt vil fremtiden vise. I det mindste demonstrerer disse dage nu med al ønskelig tydelighed, at lynhurtig responstid på uforudsigelige problemer udover at være uhyre personligt stimulerende kan give uventede opgaver. Som for eksempel i går og det endda adskillige gange. 

Tænk dog blot, at nogen kunne være så kloge som altså os! Nåh, men enhver motorsportsentusiast ved jo også, at de biler, der traditionelt vinder det amerikanske "Indianapolis 500"-racerløb heller ikke kan køre nogen andre steder. Banen er nemlig oval og hele løbet består af bløde venstresving. DÉR kan man sagtens vinde i en bil bygget som en klassisk Spitfire, nemlig én, der er skidegod til at køre ligeud, ja faktisk kan man slet ikke vinde der i en normal Formel 1-racer, fordi den er alt for svær at styre. Desværre er verden derude blevet så meget anderledes, at stabilitet nærmest er blevet det egentlige problem. Verden uden for Indianapolis-banen er blot blevet endnu sværere at forcere og vi forudser biler med centermotor og masser af bak-gear. For at komme videre fremad.
Det samme som "Battler" Briton gjorde: Fuld gas på Merlin-motoren og væk, væk, væk! Så gør det ikke så meget, at man flyver ligeud bare man flyver hurtigt nok.
God weekend!

Ukuelig optimisme

Sommetider ser man i erhvervslivet økonomiske modeller anvendt, som må give en smule panderynken hos alle økonomisk uddannede og ansvarlige. Nu er det jo efterhånden ganske længe siden, at det har været særligt økonomisk gunstigt at producere noget som helst, men efterhånden er skredet ved at ske til, at det heller ikke rigtigt kan betale sig længere blot at drive en servicevirksomhed. Det er der til gengæld et middel for, det hedder nemlig at sælge franchise.
Nu er franchise jo ikke akkurat et nyt begreb, selv om åbenbart ganske få (herunder ingen autonome) jo ved, at Seven Eleven og McDonald allesammen er selvstændige danskejede franchiseforretninger. Nu er mange af disse franchisetagere jo sikkert tilfredse med arrangementet vel mest fordi der jo faktisk er visse fordele forbundet med det udover alle udgifterne.
Det betyder selvfølgelig ikke, at alle franchiseideer er gode, ja sommetider er det ganske svært ikke at komme til at skrupgrine over oplæggene. Den nyeste vi har set drejer sig om et koncept til en kvalitetskantine til kontorbyggerier. For at sådan noget skal kunne kapitaliseres, skal det naturligvis hedde noget med sanse- det ene det eller det andet, og det gør det så. Vi er jo allesammen åh så følsomme, så langt så godt.
Konceptet for disse in-house cafeer er således, at den ansatte for en 50-er skal kunne få en kulinarisk kvalitetsoplevelse, og for at sikre dette, har man i pilotprojektet i et kontorhus fra franchiseudbyderen ansat ikke mindre end 2 kokke og yderligere 2 ansatte. Kvaliteten skulle altså være sikret, og det skal den såmænd også nok være. Der er nu også sikkerhed for noget helt andet, endnu større sikkerhed faktisk. Lad os studere tallene lidt.
I omtalte pilotprojekt er der ialt 40 medarbejdere i kontorhuset, som altså giver en potentiel bruttoindtægt på incl. moms 40 gange 50, ialt 2000,-. Denne teoretiske bruttoindtægt er næppe opnåelig på blot mellemlang sigt, da enkelte jo nok ind imellem fremfor de kunstneriske og lettere opstyltede retter (uden anderledes "kunst" er der jo ikke noget koncept) vil foretrække god dansk mad som pølsebrød fra den lokale allestedsnærværende Seven-Eleven.
Til gengæld er cafeens muligheder for at vinde markedsandele fra andre cafeer qua sin beliggenhed ikke-eksisterende. Ikke helt overraskende for neutrale observatører har dette pilotprojekt indtil videre givet et underskud på 1.6 mill. kr og det endda ikke et helt regnskabsår.
Det fede ved det her regnestykke er i lighed med lignende kalkulationer for danske film, at der skal helt sindssygt mange mennesker til at opnå break-even rent økonomisk. Ja, det kan faktisk ikke rigtigt tænkes nogensinde at komme til at løbe rundt. Det kan jo nemlig være helt ligemeget, om man har 40 kunder om dagen eller 100, der jo heller ikke overhovedet kan betale lønudgifterne foruden alt det andet. Eller 200. Eller 300. Regnestykket er ligeså simpelt som en dansk film, som med en bruttoindtægt på 15 kr. pr. solgt billet og et budget på 10 mill.. Her kan det jo også være temmeligt ligemeget, om man sælger 10.000 billetter eller 100.000 og dermed altså sikrer 150.000 henholdsvis 1.5 mill, der er alligevel mega-underskud.
Det er der selvfølgelig også for det her koncept, og at købe en franchise forekommer at være det nærmeste denne skribent indtil videre har set noget, der umiskendeligt ligner et pyramidespil. Hvordan man i et erhvervstillæg i en førende dansk avis kan komme på den forunderlige ide at tage sådan noget her alvorligt, tja det er langt hinsides denne skribents beskedne fantasi. Det er faktisk ligeså fantastisk som at tage gårsdagens statistik i samme avis, som vi derfor har bibeholdt nedenfor, helt alvorligt.
Når regnestykker er så simple, at selv ens senile tante kan regne dem ud, så skulle man jo tro, at antallet af franchisetagere til disse koncepter skulle være begrænset, men vi får vel se. Når den økonomiske analyse i Jyllands-Posten ikke rækker til at gennemskue det er det da godt, at de fleste har et senilt familiemedlem som helt sikkert kan. Bare spørg!

Kabler, kabler, kabler!

Atter en dag vil vi henslæbe i loddekolbens svagt rødt-lysende skær. Foran venter godt og vel 150 kabler i alskens længder og stik-konfigurationer med forskellige krympeflex-tekster. Lige denne beskæftigelse er selvfølgelig meget passende, når nu næsen er influenza-rød på både denne skribent og den skønne fru Olsen. Desværre bliver dagen også en udfordring rent logistisk, fordi vores ellers rummelige Omega-stationcar kommer til at køre noget overfyldt frem om tilbage mellem Bakkegårdsskolen i Trige, Rønbækskolen i Hinnerup, Frederiksbjerg Beboerhus og så lige den obligatoriske Danmarks Journalisthøjskole-tur. Nå ja, og så lige et par ture rundt på Århus Universitet og en guitar til en skole i Frederiksværk og 15 Samsung LCD og et par Canon-printere osv. osv. Ja, vi rækker faktisk fra produktion af et eneste lillebitte jack-kabel til effektpedaler til hele bilfulde af sager. Vi tror selv, at tingene nok hænger sammen. Selv om vi faktisk allerhelst i dag ville putte os med en loddekolbe og pleje influenzaen...

A propos vores tekst i går om følgagtige intellektuelle, skal vi lige henvise til et tidligere ugeemne på "DetBatter"-siden, som vi har hevet frem af glemslen. For os at se er det jo nemlig konstant de intellektuelles opgave og ret beset eneste eksistensberettigelse konstant at stille spørgsmål ved den konventionelle sandhed. Den dag, hvor de svigter her, bliver de til et præsteskab, som ligesom kristne og muslimske og andre forstyrrede fundamentalister virkelig bør vække til folkelig modstand. Engang var der noget her i byen, der hed "Klub Kronstadt" som vist skulle mindes det revolutionære oprør i Leningrad i starten af den russiske revolution. De dumme matroser i fæstningen Kronstadt deroppe tog nemlig alle de proklamerede kommunistiske frihedsidealer ganske bogstaveligt, dumme og naive som de var. Det varede så lige indtil den dengang ganske ny-etablerede Sovjet-magt satte alle militære midler ind på at smadre dette oprør mod, ja Sovjet-magtens egne officielt proklamerede idealer. Det viste sig så i det efterfølgende blodbad, at det naturligvis ikke var noget, som man skulle tage bogstaveligt. Idealer var tydeligvis ikke virkelige og da slet ikke virkeligheden.

Sådan er verden sommetider så pudsig. De, der taler allerhøjest og allerhyppigst om frihed og værdighed er så de, der allermest tydeligt forråder samtlige frihedsidealer og almindelig værdighed og endda enhver anstændighed. Det er jo et interessant faktum, at man aldrig nogensinde har kunnet tale om såkaldte "nazistiske intellektuelle", fordi en kritisk nazist naturligvis på samme måde som en "stalinistisk intellektuel" straks forsvandt i lejrene. Hvis man derimod blot opererede indenfor de totalitære regimers normale "modus operandi", så gik det men det gik jo så blot ikke længere at kalde sig intellektuel, bestemt et farligt og kedeligt dilemma. Sort (eller rød) og følgagtig eller bare stendød! Heldigvis er tingene anderledes i dag: Nu kan alle danske intellektuelle sagtens sige alt muligt, ja mangfoldigheden kan virkeligt blomstre. Hvordan kan det så være, at de ikke gør det, men at de allesammen siger det samme indskrænkede og inderligt politisk korrekte pladder? Endelig ingen dansk "kulturrevolution" her. Nå, den kinesiske såkaldte "kulturrevolution" var jo så heller ikke andet end en gang morderisk "narrefixxe", så måske nogen alligevel lærte noget af at gå på universitetet. Nemlig at dagens "frie ånder" altså var morgendagens "naturgødning"...

Hvor blev forskellene mellem læsere af Politiken og Information dog af i denne "politisk korrekte smelte-digel" og hvornår blev det ganske uhørt at diskutere, om de ellers rigtige mennesker på éns eget samfundshold måske alligevel kunne have forkerte eller blot interessante synspunkter? Eller blot en lille smule udfordrende? Det er ALDRIG nogensinde de intellektuelles opgave at SVARE på de store spørgsmål, det er derimod deres forbandede pligt at STILLE spørgsmålene. Ellers kan de godt pakke sammen og søge ind til Folkekirken eller gå i sharia-lære hos Reino/Abdul fra Djursland.

In Vino Veritas

Nu er den såkaldt "Lille Latinprøve" efterhånden blevet noget grav-rusten hos denne skribent, og derfor er det noget uklart, om det dér ord "in" nu styrer dativ eller ablativ eller muligvis endda laksativ. Betydningen er nu stadigvæk ganske klar på dette gamle latinske fyndord om det fornuftige i at søge efter sandheden i vinen. Senere udvikling har jo godt nok vist, at sandheden ligeledes kan søges i øl og blandt lettere Bacardi Breezer-dopede unge mennesker, men videnskaben var dengang i den romerske oldtid ikke kommet længere end til vinen. Her i huset er vi i denne tid gået i ekstra-aktivt hjemmebrygger-"mode" med en ugentlig produktion på 45 liter i håb om bedre at kunne finde denne uhyre flygtige sandhed. Om det vil lykkes har vi absolut ingen ide om, men vi tror på værdien af enhver søgen og så er det næsten ligemeget, hvor søgt det er. Også kun næsten.

Det KAN nu også blive FOR søgt. For eksempel fik vi i går en opfordring til at deltage i en fuldstændig ligegyldig afstemning om vistnok omkring hvilken person der skulle være "Årets Dansker" som den største forkæmper for ytringsfriheden. Det kunne jo måske have været interessant nok, men det oplæg, som vi modtog, var nu nærmere sammenligneligt med det hjælpeløse "Oprop", som nazistiske Heinkel 111-ere kastede ned over Danmark om morgenen den 9. april 1940. At tage dette nye "Oprop" alvorligt var bestemt ikke nemmere end dengang og man behøvede hverken søge sandheden i vinen eller i den hjemmebryggede øl: Løgnen stod der for alle at se. Hele historien gik ud på at forhindre, at den århusianske tegner Kurt Westergaard ved en beklagelig fejl måske i dette ellers sædvanlige Politiken-inspirerede plot mod almindelig anstændighed alligevel ville kunne vinde. Jamen hvor galt kan det dog gå, tænk blot hvis almindelige mennesker ville vise sig at være lodret uenige med medie-magthaverne og deres forlængst forudfattede konklusioner, det ville næsten ikke være til at bære i et rigtigt demokratisk samfund. Galt har tydeligvis været svaret. og så udemokratisk som folk jo er, når de ikke er klogere. Så kloge som ja, lige præcist én selv.

Nu er Kurt Westergaard jo ikke nogen helt overhovedet for os. For at være helt skal man jo som flere gange omtalt på denne her side have et valg, og det har Kurt jo ikke (længere) På samme måde som tidligere den Fatwa-dømte Salman Rushdie er der jo nemlig ingen appel-mulighed eller benådningsmuligheder overfor de islamiske dødspatruljer, Westergaard hænger som en anden luftkaptajn Stefan Rasmussen deroppe i sin overisede jet og kan blot forsøge at lande læs:overleve, ret mange andre valg er der jo ikke. Som et andet fynd-ord fra oldtiden, nemlig Cæsars ord ved floden Rubicon, "iacta est alea" er der ingen vej tilbage. Westergaard er vist blot en ellers temmeligt anonym blad-tegner, som er blevet suget op i en medie-hvirvelstorm uden redningsmuligheder. Det kan aldrig gøre ham til helt, men til gengæld er det nemt at se, hvem der er skurkene.

Disse må så pludseligt have fået noget kolde fødder overfor den almindelige danskers kritiske sans efter den danske imam Abdul Wahid Petersen og hans stenings-interview fornyligt. Denne ellers ganske grafiske udstilling af en total dedikation til de vildeste og mest brutale overgreb i islams navn førte naturligvis ikke til den allerringeste eftertanke i danske politisk korrekte kredse. Der findes der ikke noget så absurd politisk projekt, at det ikke betingelsesløst kan støttes, blot det støttes af de politisk korrekte personer, og hvad kan dog være mere politisk korrekt end et sammenrend af folk fra Uffe Ellemann over redaktør Seidenfaden til den lokale Rune Engelbreth-Larsen, nej vel? Iøvrigt interessant, at Ellemann har haft så stor success med at "afsværge" sin politiske fortid så totalt, for det er normalt ikke engang teoretisk muligt, når man tidligere har været såkaldt "borgerlig" Det er ihvertfald aldrig nogensinde tidligere lykkedes. Det går til gengæld ganske automatisk, hvis man aktivt har støttet Pol Pot og hans morderiske regime med penge eller ved at donere passende skarptslebne spader til "bæredygtig slagtning". Der er der automatisk syndsforladelse, for man var jo blot "idealist"

Det er straks noget helt andet med et par forstyrrede mænd, som i dag modtager en anderledes hård og retfærdig straf. De er nemlig udvist af Danmark for at have spredt nazistisk musik (hvad det så lige præcist er) Nu kunne man jo tro, at der var tale om nogle af de højlydt-heilende mod-demonstranter fornyligt i København mod en vistnok pro-israelsk fredsdemonstration, men sådan er det ikke lige præcist. Så langt rækker retfærdigheden trods alt ikke.
Det drejer sig i stedet om et par fjolser, som vist kun har udbredt musik og vist ikke rigtigt andet. Nå, men de bor vist nede i Sønderjylland et sted og man regner vist ikke med lokale optøjer eller yderligere terror i Tønder i den anledning, så dem kunne man godt smide ud. Det kan naturligvis være lidt svært at forstå, at der er så stor juridisk forskel på udbredelse af musik og praktisk udførelse af nazismen med heilen og dødstrusler og det hele, som det skete under demonstrationen i København, men sådan er der så meget, vi ikke forstår. Næsten ligeså lidt som vi fortstår de mennesker, som tager dette hjernelamme "Oprop" rettet mod tegneren Kurt Westergaard alvorligt. Mange af dem er ellers det, der i gamle dage hed "intellektuelle" og endda kunstnere. Der er tydeligvis gået nogen inflation i begreberne siden.

Nå, men kritisk sans og uddannelsesniveau hænger vel i dag sammen nogenlunde som dengang i den skolastiske middelalder med Thomas Aquinas. Han var vist osse blot en doktrinær dødbider ligesom dagens "kritiske " ligegyldige "skønånder". Det sjoveste er så næsten, at disse billedkunstnere nok hellere må se at få afbildet de nøgne mennesker, som de overhovedet kan nå, for vi ved jo, at bestemte kulturkredse kan tage anstød af sådan noget vestligt dekadent snavs. Hensynene tager sommetider ganske groteske former. Fornyligt så vi jo den nye praksis overfor de blade, som man tilbød tilfangetagne somaliske pirater på danske orlogsfartøjer. Dér havde man møjsommeligt klippet alle de letpåklædte kvindelige modeller ud for ikke at "støde" fangerne unødigt. Det kunne de måske ellers have haft ganske godt af men dette er naturligvis et politisk ukorrekt pip, så det går vi selvfølgelig noget stille med.

Det værste er ikke, at stupide idioter kæmper for en sag, sådan nogle er der altid. Det mest tragiske er derimod, når kunstnere kæmper for den ultimative kunstneriske ufrihed. DET er fandeme åndssvagt! Nå, men kommer nu nok til at hjælpe dem ligeså lidt som dengang i Nazi-Tyskland. Både de nøgen-naturalistiske og de abstrakte kunstnere dengang røg alligevel ad Helvede til under den fængende fælles-betegnelse "entartet" Vi kan så åbenbart blot vente på, hvad det kommer til at hedde denne gang. Det gode er så, at det denne gang er noget lettere at spotte totalitarismens håndlangere. Lige dér i éns egen mailbox..Og helt uden vin eller andre stimulanser

Røde næser.

På grund af influenza bliver teksterne i disse dage lidt uregelmæssige. Måske man blot burde have ligget underdrejet lidt tidligere, men så klog er man(d) naturligvis ikke. Det værste er, at vi ellers i de kommende dage skal levere varer som åndssvage både noget i Nord og meget i Syd. Samtidigt ligger der en større studieforkabling og -indretning og venter. 

Tilsyneladende har verden maget det således, at vi i disse halsløje tider (fysisk, bestemt ikke firmamæssigt, no siree!), skal løbe allerstærkest for blot at stå stille på stedet. Meget betegnende er denne de "røde næsers tid" så tilfældigvis sammenfaldende med, at vi venter på en hel bunke store pianorøde ATC SCM 50 og 100. Når solen spejler sig i dem kan man jo heller ikke længere se, at ens egen næse faktisk ER rød. Det ville den jo nemlig være blevet alligevel. 

Det bliver helt vemodigt som med hundehvalpe at se disse lavstammede beslutsomt-udseende monstre finde plads derude i studierne. Heldigvis er der en ordentlig bunke på vej, så mon ikke vi kan snige os til en tid at iagttage den spæde forårssol spejle sig i den røde pianolak? Vi kan jo heldigvis altid påstå, at de ikke er kommet endnu..

Ellers har de seneste dage budt på op til flere bilfulde monitors til en stor lokal institution, og så har Biblioteket yderligere øget deres ATC-bestand. Sammen med et større PA-anlæg i forgårs til et lokalt gospel-kor må vi jo sige, at det er noget svært at se pessimistisk på fremtiden. Det skulle da lige være det der med den røde næse...

Nå, men det går vel over igen engang, selv om det kan forekomme vanskeligt at tro på. Lidt på samme måde som det for et par måneder siden forekom som særskilt fremragende ide at støtte det økonomisk igennem adskillige år styrt-blødende General Motors med massiv statsstøtte. En støtte, der nu surprise-surprise er forsvundet i det bundløse hul, så GM helt forventeligt atter er akut konkurs-truet. Hvis det her er det bedste man fra staten kan op med, så bliver det en lang vinter.. Heldigvis barsler man fra den danske regering med at udsætte momsbetalingen, og det er fint nok for mange men nok ikke for staten. Som vi allerede tidligere har ymtet, er der antageligt allerede ganske mange, der både i sidste og denne momsperiode har taget lidt forskud på denne lovgivning. 

Meget betegnende for den økonomiske teoris stade på dette tidspunkt regner man fra statens side kun med at miste godt en milliard i tabte renteindtægter ved denne udskydelse af momsen. Det kan naturligvis håbe på kommer til at holde stik, men mon ikke man ved denne forlængede kreditgivning til allerede forlængst terminalt syge virksomheder kan regne med et tab på måske et 3-cifret milliardbeløb? Det tror vi, men som så meget andet i denne situation er et tab jo naturligvis ikke et tab, før det er blevet bogført.

Nu skal man jo selvfølgelig ikke give op på forhånd, selv om ens forretningskoncept og idégrundlag er fuldstændigt dødssygt, selv om det måske ville have været en rigtigt god idé. Derfor kommer det til at tage lidt ekstra tid inden vores eget professionelle marked finder sin "nye stabilitet", men mon ikke "den økonomiske tyngdekraft" vil vise sig aldeles ubønhørlig?- det tror vi! 

I mellemtiden vil vi så tømme paller med røde næser og det hele og glæde os over, at selv hende der den alt-for-forbandet-tit citerede trendforsker Emilia von Hauen nu åbenbart har indset, at der er sket et rigtigt "paradigmeskift" derude. I stedet for ligegyldig shopping helt ligegyldige steder går "trenden" nu mere i retning af mening, fornuft og støtte til nøje udvalgte mennesker og virksomheder i sit forbrugsvalg. Jamen hør-hov, det er jo lige en præcist en korrekt beskrivelse af vores egen lille virksomheds kerne-kompetence. Det var sandeligt heldigt på denne måde at blive en integreret del af en ustoppelig ny "trend" Tilfældigt er det til gengæld ikke. Vi har jo trods alt blot med vores eget bud på "rettidig omhu" (og det længe inden det blev moderne) praktiseret dette uhyre simple koncept gennem mere end 25 år. Røde næser eller ej..

I dag har vi iøvrigt atter sat et sæt af vores gamle Quad ESL 63 for enden af vores EAR 549/ATC SCA 2-afspillekæde, fruens absolutte favoritter. Hvis nogen skulle undre sig over, hvad der er sket siden 1981, (hvor ESL 63 kom og EAR-en havde været der et stykke tid allerede) og så nu, er svaret selvfølgelig: Absolut ingenting! Personligt glæder jeg mig alligevel til de dér røde fætre...

Parkering

Dette er en mærkedag for Århus, fordi det jo er i dag, rådmand og tidligere borgmester og almindelige usædvanlige hædersmand iøvrigt, Flemming Knudsen, holder sin afskedspeception. Nå, når han nu er en helt usædvanlig hædersmand kan han jo naturligvis ikke være særligt almindelig, og det er han selvfølgelig heller ikke. I det tiltagende strømlinede politiske univers befolket af tiltagende strømlinede typer og ditto spin-doktorer (oftest kaldet pressechefer-det er nu ganske det samme!), er en politiker af Flemming Knudsens kropslige og almenmenneskelige tyngde en ren dinosaur. Hans trivelige fremtoning er jo i den grad mod tidsåndens tiltagende koncentration på "kontrol", som fortsætter uanfægtet af finanskrisen. Lettere korpulente mænd som Knudsen og undertegnede er simpelthen ikke på mode for tiden. Det umiddelbare og frembusende menneske Knudsen, som i den grad kan "brænde igennem" og totalt dominere mindre forsamlinger, er jo grad en "antitese" til politisk professionalisme. Knudsen elskede at præge tingene og han elskede naturligvis også magten til det. Hvis han ikke havde haft en smule politisk brutalitet var han naturligvis aldrig blevet borgmester. ligesom Obama jo heller ikke blev amerikansk præsident uden at være et temmeligt dumt svin. Forskellen til mange mere anonyme politikere var vel nok især, at Knudsen som tidligere tiders politikere faktisk lod sig påvirke af de umiddelbare indtryk, han modtog. Han var et levende menneske midt i al politikken.

Nu var hans velmagtsdage i politik jo til alt held også lige inden presse-kontakten blev totalt professionaliseret. Paradoksalt nok er festlighederne for Knudsen så i dag tilrettelagt af , ja ingen andre end hans pressechef, så han kom altså til at opleve den totale professionalisering, ak ja.. Vi glæder os til lige selv at kikke forbi, men vi undte måske Knudsen med de utallige berøringsflader i alle kredse en reception på en sommerlig fodboldbane med unger og madammer og det hele og fodbold og masser af fadøl og levende musik hen på aftenen for denne afgående kæmpe fremfor en masse honorationes, som mosler rundt som sild i en tønde oppe i en tætpakket rådhushal. Dér ude i solen med shorts ville den gamle idrætsmand have funklet for alvor, mens han nok i menneskemylderet forbliver lidt for anonym. Denne karismatiske mands karisma fortjener bedre, men sådan skulle det altså ikke være.

En hel del karisma skal der nu nok osse til for at sikre success for et nyt indslag i det århusianske detailhandelsmønster. Nu har vi tidligere omtalt det stadig igangværende ombygningsbyggeri af lokalerne i Klostergade, hvor Dansk Audio Teknik engang lå, som noget nær topmålet af kommercielt lys-sind læs: vild optimisme. Lokalerne er ved at blive vældigt pæne, men om det så er tilstrækkeligt til at tiltrække flokke af lettere midaldrende koner med udsigten til at forkøbe sig i endnu en variation over temaet "semi-ukendte designercowboybukser" har vi ingen ide om. Vi ville dog nok ikke selv sætte alt for meget på en sikker success. Alligevel forekommer udsigterne dog relativt lyse og ihvertfald i forhold til et nye indkøbsparadis, der åbner i denne weekend.. Butikken hedder det særdeles tydelige og simple "thevicshop", som jo naturligvis forklarer alt. Nå nej, det gør det måske nok ikke, faktisk overhovedet ingenting. Butikken er ellers mega-stor, 1200 m2, og ganske tilsvarende stort anlagt. Konceptet er ganske tilsvarende: En sammensmeltning af mode, møbler, interiør og livsstil. Selv om det godt nok lyder lidt som noget, man har hørt før. Tit. Frygteligt tit og det både sammen og hver for sig.

Nu ville enkelte måske spagfærdigt indvende, at vi her måske lige præcist remser de 4 kerne-ingredienser op, som i friværdiens seneste overflods-bobleøkonomi har haft den allerstørste opblomstring. Tilsvarende tyder alting på, at det under krisens kradsen selvfølgelig er fuldstændigt de samme brancher, som rammes allerførst og allerhårdest. Vi har tidligere nævnt den gabende tomme designerlampe/møbelbutik på Vesterbro Torv med de skrigende grønne udsalgsskilte på den fine butik. Dér går det tydeligvis ikke ret hurtigt, og mon ikke det kommer til at gå nogenlunde ligesådan her? Ganske vist har man fornuftigt nok allieret sig med en "international investor", men alligevel er der noget, som nærmest "emmer" af problemer. Bestyreren fortæller nemlig, at man "primært henvender sig til etablerede familier og folk over 30 år" Så langt så godt, selv om hun nu ligeså godt kunne have sagt "kvinder" I erkendelse af, at kun de færreste børn og for den sags skyld almindelige hetero-seksuelle mænd måske kun sjældent finder besøg i "livsstilsrum" særligt interessante har man nemlig indrettet et legerum til børnene. Samtidigt er der indrettet en cafe, hvor de købedygtige koner kan parkere deres mænd med en kop kaffe og en avis (!!!) Sindssygt spændende.

Lige den sidste definition af målgruppen er måske det allermest kiksede i hele det koncept. Ret meget mere røvsygt kan man da næsten ikke forestille sig et sted for en familieudflugt udenfor Bilkas cafeteria og mon ikke det for de allerfleste modvillige mænd på byens cafeer trods alt er alle kvinderne på stedet, som overhovedet trækker dem af huse? Naturligvis er det det, og udsigten for den sagesløse mand til at sidde bænket i en dødssyg capuccino-cafe midt i dette indkøbscenter med andre mænd i dette mindst ligeså dødssyge "shopaholic"-skæbnefællesskab, svarer vel ret nøje til den måde, mænd ellers kun mødes på hospitalernes fødegange. Denne gang har mændene heldigvis mulighed for øjeblikkeligt at forsvinde ned på byens "rigtige" cafeer nede ved åen. Det kunne de jo ikke derude på fødegangen, men det kan det nu og det gør de garanteret. Når man allerede fra starten er så opmærksom på, hvilke massive problemer der er ved at skulle "holde" mændenes og børnenes interesser burde man måske have reguleret sit koncept lidt. Måske have indrettet sig ved siden af en golfbane eller en gokart-bane? Om det så ligefrem giver en større tilfredsstillelse for den købemætte frue at se familiens kollektivt sure fjæser efter en totalt spildt eftermiddag i et gammelt DSB-værksted i den indre by er måske osse noget usikkert. Vi glæder os allerede til at se, hvor store udsalgsskiltene kan blive på den ellers ret flotte bygning...Butikken "satser på oplevelser", som det hedder i dagens avis. Vi tror nu mest på, at det primært kommer til at blive en oplevelse for den "internationale investor", men vi får se. Vi kan jo håbe på han er islænding og har brug for lidt ekstra fradrag.

Joe Jordan vs. David Beckham

Rekrutteringen af professionelle fodboldspillere er sandsynligvis nogenlunde ligesom den var dengang, der var noget der hed "Tips-Lørdag" helt tilbage i 1970-erne. Eller for sags skyld altid. Som med professionel boksning er det kun uhyre sjældent, at man ligefrem rekrutterer "the Brightest end the Best", som man sagde om præsident Kennedys administration. Om så boksere i gennemsnit er dummere end fodboldspillere er muligt, men da man jo for det meste først hører interviews med boksere på toppen af deres karriere, hvor deres hjerner med stor sandsynlighed minder noget om hvalrossen Skægs (ham fra "Rasmus Klump"), livret nemlig plukfisk, er jo svært at vide. Måske osse lidt ligemeget, alt for kloge er de næppe fra starten og meget bedre bliver det helt sikkert ikke. Til gengæld er der andre fysiske forskelle.

Ligegyldigt hvor meget lægetilsyn der er ved professionelle boksekampe er det ganske uundgåeligt, at selv den sejrende bokser efter en kamp med sine begyndende blomkåls-ører og ansigtstræk, der efter talrige flænger og efterfølgende syninger ligner en glat barnenumse, skiller sig noget ud fra andre. Man kan altid se, hvem der er bokser og hvem der ikke er og uanset om de senere som Hans Henrik Palm så skifter branche til business. Det kunne man også tidligere med fodboldspillere, nemlig dengang der var rigtige fodboldspillere til. Dengang der var "Tips-Lørdag" og dengang den berømte og berygtede centerforward Joe Jordan huserede hos Leeds United. Dengang var han med rette berømt, selv om af naturlige grunde blev tilsvarende berygtet, da han i 1978 skiftede til ærkerivalerne Manchester United adr, evig skam få ham, forræder-svin!

Nu var det selvfølgelig ikke fordi fodboldspillere nødvendigvis dengang heller så særlige "fodboldagtige" ud, men nogen af dem gjorde nu alligevel. Det gjorde Joe Jordan for eksempel, for han var nemlig det, som dengang og muligvis osse nu hedder "target man". Han var altså den, som man lossede lange bolde ind til og så skulle han med sine dengang imponerende 1.77 m. (englænderne var og er jo noget lavstammede, han ville nemlig stadig være langt over gennemsnitshøjde) heade bolden ned til de andre angribere. Det betød som med stregspillere i herrehåndbold i dag, at Jordan i hele kampen i alle kampene var i permanent nærkamp med særdeles håndfaste forsvarsspillere, som med næsten alle midler forsøgte at bremse ham. Alligevel var der naturligvis grænser for hårdheden, grænser der selvfølgelig senere forlængst er blevet afløst af psykopatisk kontinentalt inspireret vold, men det er en helt anden sag. Udlændinge, altid!

Joe Jordan gav og tog uden at kny og blandt de ting, som han ofrede på fodboldens alter, var tidligt i karrieren sine fortænder, som forsvandt i mudderet på en engelsk vinterbane et sted. Nu var Jordan heller ikke med fortænder særligt pæn at se på, så alle fansene kunne sagtens forstå, at den modspiller, som havde sparket dem ud, sagtens kunne have troet, at den runde ting dernede i æltet var en fodbold. Jordan var nu ligeglad og bar aldrig nag, selv om han anskaffede sig et sæt forlorne tænder. Dem var han til gengæld lidt øm over, så når han skulle spille, tog han dem altid ud igen. Han vidste jo af smertelig erfaring, hvor udsatte de var for en centerforward. Ingen brugte nogensinde Joe Jordan som foto-model for andet end et par lokale pubs og det kunne man godt forstå. Hans åndsevner var ganske gennemsnitlige for en fodboldspiller og det var godt nok, altså ikke altfor imponerende med klassiske akademiske standarder. Nå, i det mindste blev det ikke nødvendigt som den nok i dag glemte episode med Michael Laudrups studenter-eksamen at give ham 13 i sidste fag for at han overhovedet kunne få et gennemsnit over det dengang krævede minimum 5.5. Mærkeligt, det var ellers et pudsigt tilfælde, dumpekandidater brillierer ellers aldrig særskilt, det er vel derfor de er dumpekandidater.....Til gengæld var den nu 57-årige Jordan en rigtig mand, ihvertfald mens han spillede i Leeds.

Helt anderledes skulle det blive med en anden proletarknægt, som også blev stjerne i Manchester United, nemlig bøsse-ikonet David Beckham. Det sidste er iøvrigt en kendsgerning, ikke en værdidom herfra og det forstår man godt. Alt for forbandet godt. Nå, men den unge Beckham havde uomtvistelige talenter med en bold, ganske vist i en helt anden retning end Joe Jordan. Som tidligere Johnny Giles på verdens bedste hold nogensinde, Leeds United heja-heja!, var det Bechhams opgave at sende lange bolde ind mod modstanderens mål. DET var Beckham rigtigt god til, mens nærkampe og kropskontakt var ham inderligt imod. En noget underlig bøsse-dreng, ham Beckham og et endnu mere usandsynligt ikon. Ja, han blev endda et egentligt "brand"

Nu kan man måske sige, at verden lige i dette tilfælde har været noget nøjsom, for at høre eller læse et interview med denne faktisk med rette uhyre beskedne og stilfærdige mand virkeligt er noget af en øjenåbner. Beckham er nemlig ganske bevidst om sine evner, d.v.s. altså de aldeles manglende af slagsen. Han er simpelthen et af de allermest usandsynlige idoler, denne verden nogensinde har set, men til gengæld har han så de fortænder, som Jordan manglede. Selv med den ellers tilsyneladende uslåelige målestok for ubegrænset dumhed, som den tidligere danske fodboldspiller Mark Strudal demonstrerede som med-kommentator fornyligt, så er Beckham altså helt vildt meget mere enfoldig og helt usammenhængende at høre på. Nå, men det ved han godt og det er jo meget godt.

Hvilket så bringer os tilbage til det egentlige, nemlig sammenligningen mellem de 2 spillere. Det siger sig selv, at den noget uhygiejnisk udseende Joe Jordan trods sit fighterhjerte aldrig nogensinde ville kunne blive et stort idol i dag. Dertil ville han simpelthen være for grim. Det grimmeste man kan slippe af sted med at være i engelsk fodbold i dag, er vist at ligne stjernen Wayne Rooney. Hans udgave af maskulin skønhed er heller ikke noget, man nok kan eksportere ligeså lidt som man kunne med Jordan. Ville Beckham så have kunnet blive blive et fodbold-ikon som den højtbeundrede "target man" Joe Jordan i 1970-erne? Naturligvis ikke, selv en mester som altså hans elegantier-pendant Johnny Giles var kendt som en af de hårdeste spillere på Leeds' kontant kæmpende hold. Hvis Giles kun havde spillet bolde ville fansene aldrig have accepteret ham. De ville selvfølgelig med rette have råbt "bøsserøv" efter ham, hvis han som senere Beckham aldrig nogensinde tacklede igennem. Så var det iøvrigt ligemeget, om man tabte eller vandt.

Som sagt, vi ser kun uhyre sjældent fodbold mere og kun for at se, hvor meget verden er gået af lave siden de gode gamle dage. Når man så sammenligner "jernmanden" Jordan med "bløddyret" Beckham, hvordan kan så overhovedet være i tvivl. Nå, men det er vi jo så i øvrigt heller ikke.

Velstandens vegetabilske vildskud

Inden vi i de følgende dage (muligvis) vil bevæge os tilbage til de velsignede tips-lørdage anno dazumal, vil vi lige viderebringe de små glimt af optimisme, som der altid er, når kunstige konstruktioner som den nylige hysteriske velstands-pyramide styrter sammen, som det jo sker i denne tid. Lad os tage et emne, som nok de allerfærreste nogensinde har overvejet og det nok mest fordi, der ikke rigtigt har været noget at overveje. Det betyder ikke, at dette ubegribelige fænomen ikke har været synligt for enhver, for det har det. At det overhovedet har været der tyder til gengæld på, at samfundet i den igangværende renselses-proces ikke nødvendigvis udvikler sig negativt. Det ville faktisk have noget værre, hvis sådanne vildskud var blevet permanente i det danske samfund. Vi taler naturligvis om kontorindretning, altid et brændende interessant emne.

Vi kan nemlig i dagens avis læse, at det lokale firma Decoplant har overtaget en konkurrent i Vrå. Firmasammenlægninger i denne tid er som banksammenlægninger aldrig noget positivt tegn, men sammenlægningen i dag er alligevel muligvis en undtagelse. Disse firmaer har nemlig beskæftiget sig med "beplantning" af kontorer. Det vil sige, ca. en gang om ugen er der ankommet en behørigt behandsket herre med en nippe-saks og har fjernet brune blade på de planter, som firmaet har fået placeret derude i de forskellige kontor-landskabers ørkenmiljøer. Ved samme lejlighed har planterne fået et skud vand, så deres endelige snarlige undergang er blevet udskudt en smule i disse miljøer med relative luftfugtigheder langt under 20%. 

Det har sikkert for medarbejderne i disse kontorer været underholdende at se planternes forlængede dødskamp og det har tillige givet arbejde til mange mennesker. Man kan næsten forestille sig sådan en "blad-nipper" fortælle om sin spændende dag på jobbet derhjemme over aftensmaden til den beundrende frue: "Og så tog jeg bare lige saksen og klippede det yderste af spidsen af bladet af!" Konen må næsten have været ved at boble over af seksuel begejstring efter beskrivelsen af denne manddoms-dåd. Ret meget anderledes har det selvfølgelig ikke været for alle de specialist-firmaer, som har løst tilsvarende højtspecialiserede opgaver indenfor diverse kontorer. Der har jo været Amdi Kaffe og alle de andre, som har løst den åbenbart ellers umulige opgave at sikre, at der var udrikkelig pulverkaffe i den af firmaet skidedyrt leasede kaffemaskine. Lige her kan det faktisk have været svært på det frie marked at have købt kaffe, som smagte så rædselsfuldt så måske de gjorde en smule nytte. Om ikke andet fjernede Amdi og de andre da dette sprøjt fra markedet.

Der er vel også stadigvæk firmaer med speciale i at opstille cola-maskiner med ildelugtende-og smagende kulsort koncentrat for alle de firmaer, som ikke kunne finde ud af at købe et par kasser Coca-Cola i Netto for en tiendedel af prisen. Vi spår dog ikke disse firmaer nogen videre glorværdig fremtid og mon ikke det sagtens kan betragtes som et sundhedstegn? Det synes vi faktisk, for i et samfundssystem, som skriger efter manuel indsats på så mange områder er det edderbroderemig åndssvagt, at så mange menneskers arbejdsindsats år ud og år ind er gået til så fuldstændigt latterlige beskæftigelser som at sikre, at personalet fik den ringest mulige kaffe til den højest mulige pris. Eller altså at de fik mulighed for konstant at iagttage en sølle forhutlet plantes sidste døds-rallen. At firmaerne helt tydeligt tænker sig en ekstra gang om, inden de fortsætter dette iøjnefaldende og helt idiotiske overflods-forbrug, er da rigtigt fint, synes vi. Ud over det indlysende positive i, at så mange mennesker, som hidtil har været beskæftiget med det her certificerede idiotarbejde, slipper fri og kan få noget fornuftigt at foretage sig. 

Heldigvis for dem er selv lediggang en del mere fornuftigt og så endte den her historie jo godt. I det hele taget er det altid spændende at se skønheden og perspektiverne i krise og ulykke. For eksempel skriver en kernesund dansk pige på verdensturné med det danske gymnastik-verdenshold fra sine oplevelser i Indien i dagens JP. Nu ser vi godt nok kun hovedet på billedet, men det ser nu rigtigt landpige-agtigt sund og noget lactal-fed ud, og gymnastik er vel stadigvæk en landlig syssel. Man får næsten åndenød af hendes observationsevner, for som hun skriver: "..en cola koster 1.50,-, så I kan forestille jer, hvad man kan få for en femmer i Indien" Ja, det kan vi godt ud fra denne grafiske beskrivelse, man kan nemlig få lige godt og vel 3 colaer. Det kan man forresten også i Pöetcsh-grænsekioskerne med mindre man vælger et af tilbuddene, for så kan man nemlig få 4. Hvis man ikke lige tænker sig alt for meget om forekommer det vel logisk nok det dér med et "cola-index" men..... Ligesom kaffe og cola og planter altså indtil fornyligt har forekommet fornuftigt derude i kontorene. Selv om det altså skreg næsten ligeså meget til himlen som planterne gjorde efter at få et ordentligt sted at være.
Nå, mon ikke vi ser det videreførende firma inderfor disse overflødige kontorplanter Decoplant bevæge sig videre på markedet mod den allersidste fusion, nemlig den med Skat? Det tror vi og for planternes ve og vel håber vi det næsten osse.

Mere tipsfodbold

I forbindelse med gårsdagens dybsindige tekst om alskens sort/hvide fodbold-minder (som allerede er falmet til en slags brun/grå nuancer som fastbrændte billeder på et gammelt billedrør-det ER længe siden) vil vi forsætte lidt ad samme tangent. Det er faktisk noget underligt for en opvoksende ung mand at opdage, at den sport, som forekom som den mest interessante på denne jord og alle de nære og fjerne galakser over tid blev så fuldstændigt ligegyldig, som det viste sig. At det skulle ende så galt skal vi helt tilbage til Derby Countys hjemmebane dengang, Baseball Ground, for at indse. Eller alle de andre midtengelske mudderhuller: Portman Road i Ipswich, Molineux i Wolverhampton, St. Andrews i Birmingham m.m. fl. Det var alle steder med en historie med en lang og ubrudt fødekæde tilbage til denne essentielle arbejder-sport. Derfor var der småt med egentlig fodboldkunst i reportagerne fra kampene dengang i 1970 ville mange nok mene ved en genudsendelse i dag, men hvor ville de dog tage fejl. Som i David Lynch' film var der osse dengang meget mere end det, man måske lige så. Der var nemlig INTENSITET.

Lad os for eksemplets skyld tage et af datidens storhold Arsenal. Dengang i 1970-erne og endnu over et årti frem (og selvfølgelig knapt et århundrede tilbage), var der ingen farvede spillere på Arsenals særdeles uskønt, men aldeles effektivt spillende hold. Der var heller ingen østeuropæere, men da de jo allesammen sad permanent indespærret inde bag Jerntæppet var det selvfølgelig logisk nok. Det med negrene var lidt sværere at forstå, for osse dengang var der masser af dem, som lavede ballade nede i Brixton og andre slum-forstæder. Det var så inden islam tog over som markedsledere og trendsættere i den retning for hvem har dog hørt om neger-optøjer i de seneste årtier? Det mest eksotiske indslag på Arsenals hold var en enkelt skotte.

Liverpool var et andet storhold i 1970-erne, og der var heller ingen udlændinge udenfor De Britiske Øer med, ikke engang en eneste. Der var godt nok en, der hed Alan Hansen, men han var nu også bare skotte. Han var nu ellers høj nok til at være sådan en slags "æres-dansker", så ham holdt vi med når Liverpool altså ikke lige spillede mod Leeds. Liverpool med Hughes og Heighway og Toshack og Keegan og de andre spillede fodbold med en intensitet, som kvaste selv måske langt bedre teknisk funderede sydeuropæiske hold. Det var sikkert derfor, vi skidegodt kunne lide dem: Fordi de kunne vise de dér slikkede spaghettidrenge i deres designer-shorts, hvad fodbold virkelig gik ud på. De fleste ville selvfølgelig sige, at det gik ud på at vinde, men man ville have taget fejl dengang, for det gjorde det ikke nødvendigvis. Måske i virkeligheden slet ikke. Og da slet ikke for enhver pris!

Hele fodbold- og fankulturen dengang i England var simpelthen fundamentalt en helt anden end i dag. Som endnu i enkelte steder i skotske lavere rangerende provinsklubber var en sejr uden "fight" ingenting værd. Det var naturligvis derfor, at der i disse basalt set ligegyldige tipskampe på umulige baner virkeligt blev "knoklet igennem", for det var nemlig det, publikum var kommet for at se. Ikke nødvendigvis brilliante finter og da ikke overhovedet ikke angribere, som forsøgte at "filme" sig til straffespark og så var det iøvrigt helt ligemeget, om "filmstjernen" var fra ens eget favorithold. Når en spiller dengang lå ned kunne man være sikker på, at det var fordi han ikke kunne stå op, og derfor forekom det jo naturligt i publikums kollektive opfattelse fornuftigt nok. Samtidigt var der en tydelig kontinuitet i holdopstillingerne, som gjorde identifikationen med holdene let. Det skulle altsammen ændre sig.

I dag er Arsenal hver anden lørdag mindst et hold fuldstændigt uden englændere. Til gengæld er der bunker af franskmænd under den franske træner (bvadr!) (mon de æder frølår i pausen?) og sågar en dansker og adskillige østeuropæere og negre. Den gamle hjemmebane Highbury er selvfølgelig meget passende blevet forladt til fordel for et nyt stadion, som bærer det delvise sponsor-navn "Emirates" I denne nye form for fodbold er gammeldags "fight" erstattet af ren "show" udført af primadonnaer med multimillion-lønninger, som aldrig ville vige tilbage for ligesom skurken Maradona at lave det afgørende mål med hånden. Sådan et mål ville aldrig have været muligt dengang i 1970-erne og det vidste alle. En sådan synder mod selve fodboldens væsen ville nemlig øjeblikkeligt blive forvist af klubbens fans som en anden børnelokker uden mulighed for appel. Man ville gerne vinde, men sådan ville man altså IKKE vinde, aldrig nogensinde!

Det vidste alle vi, der sad og gloede på det, naturligvis godt. Hele fodboldens skønhed lå i kampen og så var det mindre væsentligt, hvem der vandt. Det var også mindre væsentligt, hvem der scorede, for det var alligevel for holdet og gav ikke nødvendigvis en mega-bonus, men mest udgifter til en omgang til holdkammeraterne i omklædningsrummet bagefter. Det må vi altsammen have fornemmet i disse uhyre intense og tit uskønt spillede kampe.
I dag er al intensitet så væk, og stjerne-spillerne hopper som kåde men sårede vårharer himmelhøjt op i luften og falder så ned med smertensskrig så forfærdelige, som var de blevet tacklet af næsehornet Brutalis. Er det underligt, at man aldrig gider se fodbold mere? Prøv for sjov om mandagen i avisen at se, hvem der har scoret i den engelske Premier League og ikke mindst hvor langt der er mellem engelsk-klingende navne. Det bliver en del bedre i den næstbedste række, League Championship og endnu bedre nedefter i rækkerne. Fodbolden bliver muligvis teknisk/ekvilibristisk dårligere, men til gengæld bliver det "rigtig" fodbold med fight og det hele igen. Det allersjoveste er så, at det har englænderne selv indset for mange år siden. Derfor er publikumsinteressen i de lavere rækker fuldstændigt ude af proportion med Premier League. Der kommer nemlig til en kamp i den 3. bedste engelske række tit op til halvdelen af, hvad der kan være på mægtige Manchester Uniteds hjemmebane. Fordi folk stadig gider se fodbold og ikke gider alle de udenlandske primadonnaer med deres designer-overtræksbukser og sågar handsker. Det forstår man, fordi man så tipsfodbold. Sikke kloge vi blev!

"A Capacity Crowd"

Denne morgen er atter en tid for tiltrængt tunge tanker. Efterhånden som tiltagende alder får de fleste begivenheder i ens liv til at forsvinde længere og længere bagud med lynets fart som et stykke slikpapir kastet ud fra en hurtigfærge til Sjællands Odde, bliver det sjældnere og sjældnere, at erindringen pludselig alligevel bliver helt håndgribelig igen. Dette sker ganske uden kontrol og udenfor enhver forudsigelighed og i dag har den egentlige katalysator i denne begivenhed været ordet "Pride Park", som var nævnt i dagens sportstillæg. Nu er der næppe mange danskere, som forbinder det her navn med noget som helst og det er ikke spor underligt, det gør jeg nemlig heller ikke selv. Ja, indtil i dag har jeg faktisk aldrig hørt navnet, som er både åndssvagt og misvisende. Enhver ved nemlig med den rette "guidning", hvad det burde have heddet. Hvis det altså havde været noget helt andet, nemlig det rigtige, det som alle midaldrende mænd kender. Det, der hed "Baseball Ground"

Vi taler i dag om den engang så kendte og forkætrede hjemmebane for den engelske fodboldklub Derby County. Den var kendt især i Danmark dengang i mine formative år i 1970-erne, fordi datidens eneste TV-fodboldtransmissioner om vinteren var de såkaldte "engelske tipskampe". Af kontraktlige grunde blev de normalt allesammen transmitteret fra det engelske Midland, altså Wolverhampton, Birmingham og altså Derby. De fleste klubber deroppe var præget af mange "fodbold--arbejdsmænd" og det bar banerne præg af og ingen steder var det værre end i det permanente mudderhul Baseball Ground. Allerede fra først på efteråret, som altså tydeligvis kom noget tidligere til Derby end andre lokaliteter i England, var den minimale Baseball Ground en permanent mudderpøl. Den eneste ændring der skete resten af sæsonen var de få gange, hvor mudder-Helvedet frøs til skyttegravslignende is-formationer. Nogle ville sikkert i dag kalde det kunst a la det kendte "Ishotel", vi andre kaldte det nu kun det mere passende "tips-fodbold", for det var lige det, det var.

Baseball Ground var som sagt så lille som en fodboldbane overhovedet må være og selv om det på trods af navnet næppe nogensinde har været spillet baseball der (englændere er altså underlige), så var det alligevel et minde, der vil forblive i erindringen længe efter, at andre uforglemmelige minder forlængst er ganske forglemt. Ikke mindst en af engelsk fodbolds allerbedste venstre-fløje, Leighton James var uhyre seværdig på sit lillebitte jordstykke derude helt ved sidelinien, hvor der endnu stod et par forhutlede græsstrå. Midtbanen befolket af arbejdsmænd som Colin Todd og Archie Gemmill og Kevin Hector mindede mest om 1. verdenskrigs belgiske måne-landskaber med ankeldybt mudder. Forrest huserede en af alle tiders allergrimmeste fodboldspillere, den tidligere Arsenal-spiller Charlie George. Føj hvor han dog var grim. Nå, han scorede heldigvis aldrig mod verdens allerbedste fodboldhold nogensinde, Leeds United. Han blev nemlig altid personligt dækket op af jernmanden Norman Hunter og et par ture gennem mudderet gjorde altid Charlie lidt mere tam. Og osse pænere, fordi alt mudderet jo skjulte hans usigelige grimhed.

Intet godt varer dog evigt og heller ikke det sagnomspundne Baseball Ground. Der var ellers altid trods lettere sen-feudale forhold på tilskuerpladserne altid "capacity crowd" til alle kampene, dvs "udsolgt til sidste plads" Det skyldtes selvfølgelig mest, at der ikke var ret mange pladser ved den diminutive bane, men det gav naturligvis en unik stemning, som forplantede sig igennem datidens sort/hvid TV-transmissioner. Hvad der noget vanskeligere lod sig transmittere var at se forskel på de 2 holds spillere. Ret hurtigt blev det for det meste ret umuligt at se forskel på nogetsomhelst uanset om det ene hold som mægtige Leeds jo spillede i hvidt mod Derbys mere latterlige klubfarver. I mudderet blev alle katte alligevel brune men det betød altsammen ingenting, spændende var det og da ikke mindst om der pludselig op af et uset mudderhul dukkede en mand med den afgørende lange tå. Det må være det, der gjorde det hele så elementært spændende. Det kan ikke have været sublimt fodboldspil, som aldrig nogensinde havde den mindste chance. Ligegyldigt hvor meget den danske kommentator Niels-Christian Niels-Christiansen (har nogen nogensinde hørt et latterligere navn til denne allerede dybt latterlige mand?) fablede om sine kontra-faktuelle fysiske teorier om bolde, der "sjuttede og fik mere fart", så blev alt hængende i mudderet. Altid og uden undtagelse. Det mudder, som var og blev attraktionen ved Baseball Ground. Det og så at der ikke var andre valgmuligheder dengang under DR's monopol. Og nu hedder det hele så Pride Park og verden er helt af lave, ak ja. Selv Leeds Uniteds rødhårede skotske indpisker fra dengang Billy Bremner jo for efterhånden en del år siden død og scenen blev overtaget af udenlandske primadonnaer med brilliantine-hår og designer-overtræksbukser, fordi det er åh så koldt om vinteren. Det var det også dengang før i tiden, dengang var der blot mænd til og de kom allesammen til Baseball Ground. Det gør de så ikke længere andet end i minderne. Dem kan selv nye navne ikke lave om på.

Indledningen i dag tjener udelukkende til at sige, at vi i dag og adskillige dage frem kommer til at køre vores ellers rummelige Omega-stationcar til fuld "capacity" som publikum på datidens Baseball Ground altid var der til sidste plads. Vi har næsten begravet os fuldstændigt i ordrer, som altså i de kommende dage skal leveres. Det bliver ganske hårdt men selvfølgelig også ganske sjovt. Det var så hvad vi havde valt at bringe og det altsammen forårsaget af den skide ligegyldige "Pride Park" Iøvrigt tabte Derby selvfølgelig, fjolser! Og udlændinge har de osse med og masser af dem. Bløddyr, som aldrig ville have klaret at spille på den rigtige bane, den, som hed Baseball Grund, og hvor der altid var en "capacity crowd" Dengang pigerne aldrig havde BH på. Sikke minder!

Serverproblemer

Enkelte vil nok have bemærket, at vores side i de sidste par dage har set mere end almindeligt hjælpeløs ud. Det skyldes vistnok vedligeholdelses-arbejde hos vores komponent-leverandør, for vi har da ihvertfald ikke kunnet komme i kontakt med vores side selv.
Nå, men nu er det blevet lidt sent i dag, så vi må bede om forladelse indtil i morgen. I mellemtiden kan vi anbefale lidt forsinket funderen over, hvorfor ingen danske politisk korrekte intellektuelle overhovedet protesterede mod den rituelle stening af en 14 årig pige i Somalia. Hendes forbrydelse var ellers til at tage og føle på: Hun var nemlig blevet voldtaget af en gruppe mænd og derfor blev hun naturligvis stenet selv, hvor logisk er det lige?

De kuede danske intellektuelle kunne ellers have gjort det ganske straffrit uden frygt for islamiske repressalier, for der står så vidt vides overhovedet ingenting om stening i Koranen. Det var åbenbart ellers en ganske udbredt form for mellemøstlig familiehygge i mange kulturkredse dernede i oldtiden men altså ikke religions-specifik. Det har de nok ikke vidst og lidt ræd er man vel altid. 

Det allermest uhyggelige ved denne her historie med steningen af den 14-årige pige er så næsten ikke engang, at den altså finder sted i vores tid uden de ringeste protester fra hverken FN's impotente meningstyranner eller Jørgen Poulsen og Anders Ladekarl og de andre professionelle tågehorn. Nej, det allerværste er, at man dernede i Somalia under denne stening har taget så klare hensyn til endelig ikke at krænke anstændigheden. For ikke at eventuelle mandlige stenkastere skulle kunne tage anstød af nøgne bryster fra den efterhånden knuste og hovedløse pige begravede man hende med respekt for den fraværende anstændighed i jorden helt til halsen.
Herfra er vi da åbne for, at der findes endnu mere vanvittige eksempler på sygelig hensynstagen derude til fordel for ubeskriveligt afstumpede og grusomme bødler overfor deres uskyldige ofre, vi kan bare ikke selv komme i tanker om det. Man får faktisk kvalme blot ved tanken om at det skulle være muligt..
Sjovt at sådan noget slet ikke er interessant for FN-konferencen i Durban. At det ikke er det er vel det største problem, for hvad er dog så?

Fredag d. 13.

Fredag den 13. er altid en skelsættende dag og en vis uheldssvanger stemning er at spore derude i frost-morgentågen. Lige i år kom den 13. nu godt nok allerede den 12. hvor regnskaberne for Nordens største musik-butik-konglomerat blev kendt for denne skribent. Hvis betegnelsen forekommer lidt "dobbelt-konfektet", så er det tilsigtet. Vi taler nemlig om sammenlægningen af de førende danske musikforretninger Aage og Eskildsen og deres svenske dele Luthman, som til al overflod er både en svensk detailkæde og en skandinavisk distributør. For ikke alt for længe siden fik disse mega-mastodonter på det nordiske marked nye norske ejere, og indtager indenfor musikbranchen næsten samme monopolstilling som Arla. Udover det er der nu ikke nogen sammenligning overhovedet, for man kan bestemt ikke anklage denne kolos for magtmisbrug overfor os andre små-dværge. Nå, hvis de ville kunne vi jo alligevel heller ikke gøre noget.

Åbenbart gør de så heller ikke ret meget internt for at strømline deres butik, for deres regnskab viser, at afkastet af dette imperium med en omsætning i retning af en halv mia. ligger på ret præcist en PROMILLE af bruttoomsætningen.. Uden at være nogen stor økonomisk ekspert må man vel kunne sige, at det er lige i lavere ende for fortsat udvikling og ekspansion. Ja, det er vel i virkeligheden en så beskeden indtjening, at man slet ikke kan tale om nogen. Når en virksomhed kommer ud med et så mikroskopisk plus sagde en gammel revisorbekendt det ganske indlysende, at sådan et resultat findes slet ikke. Det aktuelle overskud svarer nemlig ret præcist til, at man på regnskabsårets sidste dag bogfører salget fra kl. 10 til kl. 12 og så først kl. 12.30 åbner dagens post med regninger i. Når noget balancerer så uhyre hårfint er det altid et positivt tegn på, at det selvfølgelig overhovedet ikke balancerer. Det sjove er så, at lige præcist det tidligere familieejede Musikhuset Aage Jensen har haft den her slags regnskabsresultater så langt tilbage, vi kan huske. Et plus så lillebitte, at det naturligvis bogføringsmæssigt meget nemt kunne være blevet noget helt andet og numerisk meget større. Tallene ville blot have haft en anden farve.

Nå, vi håber selvfølgelig, at de får rationaliseret deres operationer, for vi har faktisk et fint forhold til dem. Der er dog absolut ingen tvivl om, at der virkelig kommer til at ske noget i dette år i retning af strømlining og rationalisering, for stabile og forudsigelige resultater på et oppumpet stort 0 er vel næppe helt acceptabelt for ejerne og da især fordi den økonomiske sikkerhedsmargin med en sådan gigantomsætning men en sådan mikro-forrentning selvfølgelig er helt ikke-eksisterende. Desværre er konkurrenterne selv for disse regionale giganter derude i cyberspace forfærdeligt meget større, og lige i den sammenhæng er det sandelig godt at være Pouls Audiobutik og kunne putte sig lidt, mens de gigantiske dinosaurer tramper rundt derude på val-pladsen. Den ene dinosaur er bare så forfærdelig meget mindre end den anden. Om den kan klare sig får vi naturligvis at se, men mon ikke den lige skal "trimmes" lidt og akkumulere lidt økonomiske muskler inden giganternes møde? Ellers bliver der næppe mulighed for at spille på mere end ét muligt resultat i Danske Spil.

Ellers kan man vel også regne med, at en århusiansk restaurant her fredag den 13. får fornemt besøg. Eller rettere, det kan man vel håbe. Det drejer sig om det ellers udmærkede Sct. Oluf, som have besøg af JP's madanmeldere. Anmeldelsen, som er ganske skæg, startede ellers hos naboen, hvor man helt usædvanligt morsomt og down-to-Earth rapporterede om fordele (ikke alt for mange) og ulemper (en del flere) ved traktementet. Især en bemærkning om, at vinen måske ikke var den til 298,-, som man havde bestilt og betalte for, men formentligt blot en udgave ef den engang så kendte "Den med tyren" til 25 kr. i Føtex var måske det allermest graverende. Ihvertfald blev vinen behørigt skænket langt udenfor synsvidde og det er aldrig det allermest tillidsvækkende. Man kunne måske opfordre til, at man i stedet dampede etiketterne af flaskerne og byttede om, men det har måske bare ikke rigtigt gidet. Nu er undertegnede bestemt ikke vinkender, men mon ikke anmelderen har været det (forsåvidt det overhovedet har været nødvendigt med ekspertise). Opgaven at smage forskel på rævepis og terpentin er normalt ikke svær.

Nå, efter dette besøg daffede anmelderne så altså hen til naboen Sct. Oluf til en øl. Da de så bad om en kassebon til avisens regnskab, svarede tjeneren de minderige ord, som ellers mest genlyder på forskellige semi-semitiske sprog i Bazar Vest: "Nej, det bruger vi ikke her...men du kan få en håndskrevet regning" Hvad en sådan ikke-nummereret ting kan bruges til udover også at få tjeneren i fedtefadet er noget uklart, det har nok været derfor, han har opkrævet et "højrisiko-tillæg". Det betød nemlig, at øllerne med ét så steg fra 60 til 75 kr. åbenbart for denne herkuliske service-indsats, men som tjeneren så udtryksfuldt formulerede sig: "Jeg er ligeglad!" Det kan vi da så håbe, at Skat ikke er, for det lyder ikke som nogen særligt svær opgave at sammenholde det indkøbte antal liter øl med det solgte. Det skal jo trods alt ifølge loven opgøres dagligt. Vi forudser en betydelig fordampning dernede i Mejlgade, hvor solen ellers slet ikke når ned. Såre mystisk. Ellers overhovedet ikke.

Måske fredag den 13. så slet ikke er uhyggelig? Næh, muligvis ikke. Den har da ihvertfald ikke været det endnu og de seneste dage har været fabelagtigt fremragende for vores lille virksomhed og det i en grad, så vi er ved at drukne i halv-fabrikata til levering i den kommende ferie-frie uge. Det er godt nok næsten uhyggeligt. Nå nej, det er jo faktisk ret hyggeligt.

Influenzaen..

..har sat sig på denne forfatter i en grad, så det næsten ikke engang var muligt at sidde og savle over det ellers fine og nye farvestrålende katalog fra australske R. M. Williams. Der er ellers rigeligt at glæde sig over og ikke mindst en "gen-udgivelse" af en laber skindjakke fra deres program 1933-34 til en bagatel af 1600 dollars ser rigtigt fristende ud. Om det så gør livet bedre at få sådan en er selvfølgelig ikke helt sikkert, men det er sandsynligt nok til at vores familie gerne gør forsøget.

Man må ifølge de økonomiske vismænd støtte forbruget, og selv om muligvis ingen har sagt, at man ligefrem bør udøve egentligt overforbrug kan vi nu heller ikke se, at det skulle skade. Ellers vil de næste dage gå med i arbejdlampens skarpe skær at lave en ordentlig bunke kabler til en større installation, og lige der gør det heldigvis ikke alverden, at undertegnede ikke ligefrem fremtræder i sin allermest klar-øjede form. Det er dog altid ydmygende at have visse problemer med at overhale kvindelige cyklister på bedstemor-cykler op ad gamle favorit-bakker på betryggende vis. Det går heldigvis endnu, men hvor længe mon? Nåh, man bliver jo rent statistisk altid rask med undtagelse af den allersidste gang...

Heldigvis går krisen sporløst forbi os derude i morgenmørket mens vi har pålidelige efterretninger om, at det ikke ligefrem er tilfældet alle steder. Der tegner sig selvfølgelig et tydeligt billede af, at fårene skilles fra bukkene, og det er da vældigt fint. Ikke mindst den seneste tendens med de ildevarslende ord "forudbetaling" på pro-forma fakturaerne kommer jo nok til at accelerere en udvikling for en hel del. 

Når det ikke engang er umagen værd at ansøge om kredit-forsikring af sine leverancer til butikkerne, (fordi de har ca. samme chancer som terminalt kræftsyge har for at få sig en livsforsikring), så ved man da, at det næppe når at blive sommer for en del i denne epidemi-tid.

Nå, heldigvis er det sjældent de bedste, der ryger først i dette udskilnings-løb. Om vi så ligefrem selv regner os for de bedste? Ikke nødvendigvis, men ligesom den dengang noget aldrende 6-dages løbscykelrytter Ole Ritter selv i sin høje manddom alligevel var i stand til at vinde over alle de københavnske spradebasser, så tror vi det går. Ritter viste jo med al ønskelig tydelighed, at alderens klogskab var en ikke helt uvæsentlig konkurrencefordel og vi er tilfældigvis både vældigt gamle og forholdsvist kloge, så det er vist helt fint.

Lige dét med helt elementære "klappe på skuldrene"/"feel good"-salgsmetoder som en gammel næsten-kollega har specialiseret sig i, har vi jo været inde på tidligere. Vi har da i det mindste lært, at sådan skal man overhovedet ikke gøre og når man har influenza, så er éns skrog skrog desuden så ømt, at det jo osse næsten gør ondt at blive klappet på skuldrene. Det gjorde nu allerede ondt med denne mand langt tidligere også uden influenza i kroppen , når man skulle hive papirkniven ud af ryggen efter den klamme Corleone-omfavnelse. Vi lærte dengang, at ikke al venlighed var, hvad det gav sig ud for at være og det var nyttig viden. Desillusionerende, men så meget mere nyttigt.
Det var så hvad vi havde valgt i al korthed at bringe i dag af lettere febrile fantasier i absolut kortform.

Pinlige Sylvester

Inden Sylvester Stallone sprang ud som ganske vist særdeles lavstammet action-helt (hvor får de dog alle de dværge-med-skuespillere fra, som får Tom Cruise på godt 1.60 til at se store og stærke ud, gen-manipulation måske?) havde han er kort karriere som pornostjerne. Det gælder ganske vist for mange større skuespillere og begyndte muligvis længe før den første, som vi selv kender til, nemlig Douglas Fairbanks. Nu er det jo også for de allerfleste mænd et glimrende motiv på denne måde at få lidt fornøjelse samtidig med arbejdet. Lige præcist for den unge porno-tyr Sylvester blev karrieren nu overordentlig kort og så alligevel alt for forfærdeligt lang. Faktisk i ganske omvendt proportionalitet med Sylvesters lem. Han blev ellers lanceret som "The Italian Stallion" sikkert med slet skjult lettere lusket markedsføring overfor alle de utallige generationer af heste-piger, der måske for første gang oplevede denne underlige og sælsomme kriblen i kroppen for allerførste gang, mens deres yndlingshoppe blev bedækket af naboens potente hingst. Der er intet så sødt i erindringen som den allerførste "søde kløe"

Sådan gik det desværre ikke for Sylvester. Måske datidens væksthormoner havde de annoncerede bivirkninger i retning af akutte potensproblemer, måske Sylvester blot led af sceneskræk. Ihvertfald var der mindre "Stallion" i Sylvester end i en forlængst kastreret vallak som så vidt vides godt undertiden som også menneskelige kastrat-sangere i haremmerne bevisligt også kunne. Det "lidt" var altså allerede en del mere end stakkels Sylvester kunne, og der er vel for mænd ikke ret meget, der er mere pinligt end seksuel uformåen hos andre mænd. Nu jeg tænker over det er der jo faktisk noget alligevel, men det springer vi af kunstneriske hensyn lidt let henover. Sylvester var nu alligevel et af de bedre bud på en rigtig "vatpik". Ja, faktisk måske det bedste bud på superlativ-formen af "vatpik", altså "vatpikkest" Hvis der altså er noget,der hedder det. Ellers burde ordet opfindes. Senere viste hans satsning på hormon-muskler sig så alligevel at kunne betale sig, og måske han genvandt potensen lidt igen senere. 

Og så skulle det alligevel vise sig, at Sylvester alligevel slet ikke var den største vatpik alligevel på trods af alle VHS-beviserne. I går vistes jo i DR2 en såkaldt "dokumentarfilm" om Naser Khader og Ny Alliances komet-opstigen og efterfølgende frie fald, og der fik Sylvester godt nok én på goda'en. Nu har vi ganske vist for meget længe siden her undret os såre over, at nogen i det tydelige åndelige "tusmørke" i øjnene på Khader mente at kunne se nogen leder. Dengang henførte vi det ganske vist noget fejlagtigt til psykisk nedslidning eller begyndende sygdom, men som udsendelsen viste, bundede problemerne en hel del dybere. Nu kan man vel ikke ligefrem sige, at Khader i dette "parts-indlæg" forklædt som dokumentar, fremstod som den største skurk, langt fra. I retning af ren af skær politisk uhæmmet opportunisme når Khader jo aldrig Anders Samuelsen til sokkeholderne lige meget hvordan man redigerer tingene.

Ligesom dengang med Stallones pik på kronisk vågeblus var det simpelthen ikke på trods af fotografens bedste bestræbelser nogensomhelst mulighed for at gøre Khader til andet end den helt forkerte mand på det helt forkerte sted. Nu er Khaders personlige integritet vel hævet over enhver tvivl, på den måde er han bestemt en rigtig mand, men som leder er han den ultimative katastrofe. Det var helt givet derfor den aldeles ansigtsløse og profilfattige Anders Samuelsen med sine fra "Anders And som Inkassator" så kendte "Ping!-hypnoseøjne" tog med på denne dødssejler. Så er man da i det mindste kaptajn på en ganske vist ganske kortvarig hyre, som vores af søulke plejer at udtrykke det. Til gengæld var denne skildring aldrig nogen sinde i stand til blot nogenlunde at sandsynliggøre, at Ny Alliance havde nogensomhelst politik. Ved at se alle de kronisk famlende aktører på konstant jagt efter de bedste genbrugs-slogans i ind-og udland kom man til at tænke sig tilbage til dengang foran VHS-en med vatpikken Sylvester, som heller ingenting kunne. Nå, men han ville da tydeligvis gerne, ham Sylvester, de ville de her andre til gengæld ikke engang.

Nu er det svært at forestille sig, at ingen af de professionelle rådgivere, som hurtigt holdt deres indtog i Ny Alliance, ikke i deres stille sind har haft tvivl om projektet. Det må vi bestemt håbe, for end ikke i ét eneste sympatetisk glimt så vi nogetsomhelst andet end kulsort åndeligt evigt tusmørke i Khaders matte øjne. Mon ikke selv hans mor engang har været i tvivl om sin macho-drengs intellektuelle kapacitet? Ihverfald kunne Khader trods håndfast spindoktor-manuduktion aldrig huske de ellers ganske simple parti-slogans og han ville næppe i gamle dage kunne være blevet konfirmeret. Der skulle man jo som bekendt kunne en hel del salmevers udenad, og det ville have langt hinsides hans formåen. Helt ubegribeligt, at manden har gennemført en videregående uddannelse. 

Nå, nu er det jo ikke nogen forbrydelse at være nervøs grænsende til det uendeligt svedende pinagtige som Khader foran et kamera, men det gør det nu ikke mere behageligt at iagttage. Ikke engang et eneste sekund i hele sin politiske karriere fik han "den op og stå" blot et eneste sekund. At han aldrig selv indså det er bemærkelsesværdigt og ganske historisk. Aldrig har politisk sprog været så karikeret som Khaders fjollerier. Ikke at de andre i partiet. mente mere, de afslørede sig blot aldrig helt så meget som den åndeligt næsten uanstændigt nøgne Khader. Andre højdepunkter var Jørgen Poulsens næsten "dansante" og krybende performance foran Khader, som ellers skulle give ham en skideballe. Nu har vi selv hund, og Poulsen var da skidegod til at krybe rundt langs væggen for at undgå tæsk. Khaders præstation som hundeejer var til gengæld forudsigeligt pinagtig. 

En betydelig øjenåbner var det nu osse at se den erfarne kvindelige spindoktor, selv om vi naturligvis her må anlægge et andet perspektiv. Hendes opgave var jo trods alt professionelt at "pynte" på Khaders pauvre præstationer, og måske derfor eller blot for at få en vis intellektuel jævnbyrdighed mellem samtale-parterne arrangerede hun jo som vi så et ultrakort "besøg" fra Khader i en fasyl-familie med en åndssvag og en blot adfærdsvanskelig søn. Der er ikke noget galt i på denne skruppelløse måde at søge PR for enhver pris, men det er straks mere betænkeligt for Khader at "hoppe på" det her kalkulerede "stunt" Hvis man skulle have behov for at se, HVOR vammel og kalkulerende spin-arbejde kan være, behøver man vist ikke gå videre. Fy for Helvede, som den oprindelige desavouerede spindoktor næsten udtrykte det i en af dokumentarens eneste sympatiske replikker. Det allerværste er så næsten at, denne kvindelige spindoktor senere er blevet boss på TV2 News. Lige dér er hun vel ca. ligeså ideel som Khader var som partileder med sin fuldstændige skruppelløse "vind for enhver pris"-indstilling. Nå, i det mindste findes der da endnu muligheder for at undgå at betale licens til TV2. De egenskaber, som sagtens kan forsvares i det private erhvervsliv er desværre helt uforsvarlige på en public service TV-station og hvor svært er det at se?

Det var som sagt interessant at se dette miskmask af mennesker i magtsygens vold og pinligt, pinligt, pinligt! Knapt så pinligt er det selvfølgeligt, at Århus Teater nu har fået 2 direktører til at erstatte den hidtigede og ellers ret udskældte kvindelige ene. Ikke mindst den økonomisk ansvarlige nyansatte direktør viser faktisk betydelige talenter som stand-up komiker. Nu går denne gamle mangeårige bankmand ellers selv i teatret, selv om "han godt ikke lige kan huske, hvilket stykke han så sidst" Det plejer jo at betyde ét og kun ét. Han har vist ikke været der fornyligt og behørigt afæsket kan han da osse kun komme i tanke om et eneste teaterstykke, som gik for en del år siden. Intervieweren har heldigvis pli til ikke at spørge, om den nye direktør kan huske, hvad dette bøssoide familiedrama "Gregersen Sagaen" handler om...
Men som den nye direktør så frejdigt udtrykker det: "Selv om man er bankmand, kan man godt være kreativ" Nu ville man måske sige, at overdreven kreativitet har spillet en ikke helt uvæsentlig rolle i tidens finanskrise, men det er nok ikke det, denne renhjertede mand mener. På den anden side, hvis han virkelig mener det han siger, så er han altså en sand humorist! En behagelig afveksling efter Sylvester og Khader

"Gerningsmanden var en kæmpestor neger. Nå, nej, han var forresten hvid. Og desuden dværg"

Nu er det jo herligt er være ekspert og tillige ganske let og så er det i modsætning til kedelige beskyttede begreber som "tandlæge" en ganske fri betegnelse. Så det må du gerne kalde dig, Gøkhan og du behøver slet ikke være det for at gøre det. For eksempel er undertegnede ligefrem blevet betegnet "en kendt lydekspert" engang for årtier siden af en journalist, som iøvrigt i dag er blevet salgschef for et firma, hvis produkter vi aldrig vil røre med en ildtang. Det skyldes mest en enestående og mangeårig kombination af elendig service fra denne producent forenet med ganske tilsvarende uendeligt tvivlsomme produkter. Det bedste der er at sige om dem er, at det er ganske let at skrotte dem i dag når vi ser dem, og det gør vi så ubetinget og altid. Det var åbenbart alligevel nemmere at blive benævnt som "ekspert", det var tydeligvis trods alt sværere at være det i virkeligheden. Ordet " godtroende idiot" om undertegnede i denne periode dækker måske noget bedre. Nå det er historie nu er det er denne producent forhåbentligt osse snart.

Nu var forfatteren dengang, der betegnede denne skribent som "ekspert" jo netop ikke selv ekspert, som journalister naturligvis aldrig er. Ellers var de vel aldrig blevet journalister. Heller ikke ret tit klassisk kompetente og ydmyge journalister længere, men det er en helt anden sag og desværre ganske irrelevant. Det var jeg så tydeligvis heller ikke selv, så det gik vel lige op. Der findes dog rigtige eksaminerede lydeksperter derude men om det så gør dem til bedre sandhedsvidner eller blot anstændigt fornuftigt-begavede mennesker er straks noget mere tvivlsomt. Faktisk fandtes der indtil for ganske nyligt et enkelt menneske derude i det danske audio-miljø, som undertegnede uden at blinke ville benævne en "rigtig lydekspert". Jeg tog tydeligvis ganske fejl. Ikke blot kunne han ikke høre, han lod sig vildlede af sin egen selvbestaltede ekspert-status. Faktisk i en grad, så man har svært ved at forestille sig det.

I forbindelse med den nylige politi-skandale, hvor en politimand ifølge en journalist havde kaldt en voldelig indvandrer for det åbenbart uhørte "perker", endda med en støjfyldt lydside som "bevis", blev lydeksperten i Danmark par excellence Eddy Bøgh Brixen bragt på banen. Nu kunne man forledes til at tro, at en rigtig ekspert kunne fjerne unødvendig baggrundsstøj og gøre betjentens ord mere tydelige. Det kunne Brixen nu ikke og lige her burde han nok anstændigvis have forladt anti-støj computer-algoritmerne og blot erkendt sin uformåen. Han kunne jo bevisligt ikke gøre ordene så tydelige, at man rigtigt kunne høre positivt, hvad der blev sagt. Slet ikke, ikke engang ganske lidt. I stedet "plumpede" den allerede lidt plumpe midaldrende Brixen i og hvor teknikken og ekspertisen svigtede, så tog Brixen blot over i ren og skær skide gætteri. Som om en midaldrende mand igennem en akademisk uddannelse skulle kunne høre lyde, som ingen andre kunne.

Brixen mente baseret på en solid base af ren fantasi, almindelig selvovervurdering, åbenbar personlig ufejlbarlighed og utilstrækkelige analyseværktøjer, at betjenten selvfølgelig havde sagt "perk".Det er vel singularis-formen af "perker" på politi-jysk. Hvem fanden har da osse før ordet "perle", som betjenten fastholdt at have sagt. Det sagde han nu ikke, Brixen han er en høflig mand på min egen alder. Og dum. Vi ved nemlig nu, at han i virkeligheden blot havde pladret som en fordrukken papegøje, han havde nemlig ikke hørt nogetsomhelst og ligeså lidt som alle andre, der havde hørt båndet naturligvis blot havde hørt det de ville. Fuldstændigt som eksperten Brixen altså. Fuldstændigt uden sidestykke i moderne journalistisk historie indrømmer den journalist, som optog seancen nemlig nu, mange uger efter, at betjenten faktisk SAGDE "perle". Imponerende at man så mange uger efter kan komme i tanker om sådan noget og vel i virkeligheden imponerende nok til, at denne journalist vel aldrig rigtigt burde kunne få job som journalist. Sådan noget kommer man naturligvis ikke pludselig i tanker om.

Nu er selv den store lydekspert Brixen så kommet lidt i tvivl og det er jo også noget nærliggende, når nu det bedste og nærmeste vidne kryber til korset. Det er dog noget sent, Eddy, det her løb er vist bare kørt og mon ikke det danske retssystem i fremtiden burde se sig lidt bedre for i valget af "eksperter" indenfor lyd. Det kunne jo have drejet sig om liv og død og mord og ikke blot en politimands karriere. Som om det ikke var alvorligt nok. Hvis man som teknisk ekspert ikke kan producere et resultat, som er utvetydigt og umisforståeligt for andre end én selv, så er man med simpelthen ligeså fuld af tilfældige løgnehistorier som de narkotiserede kvinder i Oraklet i Delfi i Antikken. Prøv at brug det her plot i kultserien "CSI", det ville blive prompte kasseret for stupiditet. Vi kan så bare håbe, at retssystemet fremover har lært at stole på egne ører nu det er bevist, at man ikke kan stole på Eddys.

Nu famler vi os jo undertiden frem som store økonomiske eksperter her på siden, og havde fornyligt ikke den allerstørste respekt for SAS` nye satsning på forretningsmændene som godt betalende kunder. Ligesom en lokal vinduespudser, der kører rundt i en ny BMW-firehjulstrækker nok heller ikke har læst tidsånden helt korrekt, for hvem Fanden vil bruge ham? Enten tager han alt for meget eller også arbejder han sort, hvor svært er det? Nå, vi spåede dengang, at denne genopvakte eksklusive "business-class" nok ikke var den bedste basis, og nu bekræfter en pålidelig kilde vores spådomme. Det er ikke en spor neutral kilde, det drejer sig nemlig om Ryanairs topchef Michael O'Leary. Han anfører, at forretningsfolk (og ikke mindst deres bagland) synes, at det er noget pjat at betale flere hundrede euro for en kop kaffe på de korte ruter. De vil blot have kort tid i lufthavnen og masser af afgange. Iøvrigt er forretnings-klassen åbenbart fuldstændigt forsvundet i Storbritannien allerede og det er svært at fortolke som andet end en katastrofe-beslutning for SAS at koncentrere sig om en dødfødt marked.

I samme ombæring bliver det næppe heller indenfor limousine-transportbranchen, at der sker den største ekspansion fremover. Det er simpelthen så langt væk fra god smag og tidsånds-fornemmelse som sælger at komme i nutidens svar på Onkel Joakims "Pralford" Ikke at det ikke kommer igen, for som med BH-en er der ikke så mange forskellige muligheder. Der er dog næppe nogen af de luksus-leverandører indenfor luftfarten, som er i live til den tid. Nu er det selvfølgelig ikke nødvendigvis de fornuftigste beslutninger som foretages under pres, men SAS' her forekommer altså helt lam. A propos mere håndfaste spådomme, så udtaler O'Leary de uheldssvangre ord om de små gribbe, som tilsyneladende lynhurtigt opsnappede markedet efter Sterlings forlis: " De, der fylder hullet...er en samling underskudsgivende selskaber, og ingen tror på, at Cimber eller Norwegian vil være her om fem år" Og Ryanair er opsat på at ekspandere i København, for "..det er Lufthansa ligeglad med at gøre, når det engang har slugt SAS" Sådan siger man, fordi man kan og fordi det er sandt og fordi man sagtens kan afsløre sin strategi overfor folk, der alligevel umuligt kan gøre nogetsomhelst ved det. Det er forskellen på løgnagtige eksperter og rigtige mænd som O'Leary. De første gætter bare lige ud i luften, de andre flyver til gengæld længe efter alle andre er styrtet fra den falske ekspertises piedestal.

Æbler og pærer og merkonomer og bank-aktiver

Dengang denne skribent var yngre var det tilsyneladende en nærmest våd drøm hos mange af mine (mest kvindelige, heldigvis) kolleger at uddanne sig. Nu vi her ganske vist ikke helt tilbage i ungdommen, men der er jo også med tiltagende alder flere og flere årtier at vælge imellem uden at man alligevel kommer helt tilbage til de første halv-forbudte kys. Sådan var det ihvertfald i mit professionelle liv i audiobranchen, det dér med tørsten efter videreuddannelse, det attråede såkaldte "merkonom-kursus" Det var sådan noget man gik til om aftenen et par gange om ugen og så fik man opgaver med hjem. Hvis man så kunne løse dem så blev man på efter et par år en rigtig "merkonom". Nu har vi mødt adskillige af disse ambitiøse stræbertyper, som byttede et aktivt ungdomsliv for et liv i glødelampens skær (det var jo længe inden sparepærernes epoke, det her og alligevel efter stearinlyset) sikkert med den plan senere at score lidt dividende på den opsamlede viden.

Nogle af dem blev, som Shu Bi Dua sang i deres udødelige vrøvlevise om Beatles, "Nappa og Nylon": "..senere meget gode". Denne sang indeholder det fine rim "..hvor er Georg?-nå, så går vi deovr", ganske genialt. I lighed med al anden uddannelse var en formel merkonom-kvalifikation naturligvis ikke ensbetydende med, at ens menneskelige eller blot faglige kvaliteter nødvendigvis var blevet hævet til højere niveauer. Det gjaldt tilsyneladende en tidligere god kvindelig bekendt, som da tydeligvis ikke lærte noget videre om forretningsdrift på trods af umådelig flid. Ikke blot gik hun selv konkurs med sit firma, næ det gjorde såmænd også de fleste af de firmaer, som hun havde blot en smule professionel berøring med. Det sidste er faktisk ganske godt gået. Videregående uddannelse kan tilsyneladende sagtens bruges som tillægs-vaccination mod almindelig sund fornuft, (som det her tilfælde af almindelig selv-overvurdering måske viste) men ekstra uddannelser kan til gengæld kun sjældent uden naturlige anlæg hos folk bruges til noget særligt positivt. Nå, de fleste af mine kolleger dengang fik da lidt ud af det, selv om de ikke lod sig mærke særligt meget med, hvor kloge de var blevet. De opførte sig da så vidt jeg husker akkurat ligeså åndssvagt når der var firmafester og hurra for det. "Bad news" for fotokopimaskinerne, altid en truet elektronik-gruppe under kvindebagdelenes umådelige tryk til julefrokosterne.

Nu starter vi i dag med denne aftenskole-uddannelse for at sige, at den trods alt alligevel vel har givet de fleste en smule indsigt i visse mikroøkonomiske sammenhænge. Man øvede da ihvertfald dengang hyppigt procentregning så ihærdigt, at de fleste elever vel trods alt forstod, at hvis man i sin forretning fordoblede indkøbsprisen på en vare uden moms (og dermed så fik salgsprisen INCL. moms), så betød det IKKE, at man tjente 100%. Det korrekte svar kan evt. mailes personligt hvis enkelte skulle være i tvivl. Disse sammenhænge var dermed ganske selvfølgelige for selv de dummeste af aftenskoleleverne. Nu er undertegnede bestemt ikke et certificeret matematisk geni, men sådan mere en slags famlende amatør indenfor den økonomiske analyse. Som Darwin jo heller ikke var faguddannet som anden end kommende præst. Alligevel kan man nu ind imellem få det indtryk, at der derude på trods af forskellige langvarige uddannelser findes en del mennesker, som nok lige skulle friske op på det her merkonom-kursus i "lidt videregående købmandsregning" Det kan iøvrigt trækkes fra i skat, hr. redaktør!

Vi taler nemlig om lederen i går i JP, som vi egentligt overvejede at springe over, fordi vi umuligt kunne forudse, at ingen andre tilsyneladende bemærkede, hvor dum den var. Tværtimod forudså vi et ramaskrig i dagens avis, men vi har nu intet kunnet se, så vi må vel påtage os den sure pligt at gå lidt i kødet på denne klassiske tekst. Klassisk, fordi den så åbenlyst sammenblander æbler og pærer. Overskriften på lederen var "Alarmisme" og manede til ro i forhold til uroen om bankernes nyligt offentliggjorte regnskaber. Det sjoveste citat var næsten, at "Tilsyneladende formår alt for få at læse regnskaber eller budgetter" mest fordi lige denne sætning da i enestående karakteriserer denne JP-leder. På den anden side, redaktøren her ved det helt tydeligt bedre end de fleste og burde måske derfor have en ladet en kollega skrive det her. Lige her rammer han virkelig plet, resten er til gengæld mere sådan plat.

Den "gode nyhed" er ifølge denne leder, at Danske Bank trods alt kun har tabt 0.5 % på udlån, og denne ultra-beroligende "kendsgerning" bruger man så til at lave den nærliggende analogi, at det nok må svare til, at familien Danmark for en indtægt på 10.000,- blot mister en flad 50-er. Det betyder naturligvis ingenting og dermed er krisen tydeligvis afblæst. Ja, man kunne vel i virkeligheden indenfor et familiebudget godt overleve en mindre tocifret procent i indtægtsnedgang og så er de 0.5% jo nærmest mindre end ingenting. Mener lederskribenten altså og det har han desværre ikke ret i og det ikke engang ganske lidt. 

For at forklare hvorfor må vi væk fra denne æble/pære økonomiske frugtsalats-tænkning. Procenterne er nemlig af noget helt, helt andet og noget langt, langt større. Det drejer sig nemlig om bankens totale "produktionapparat", penge, som desværre slet ikke tilhører banken. Heja for merkonom-uddannelsen. Lad os tage Danske Bank med en egenkapital på vel efterhånden en del under de tidligere 100 mia. kr. Vi taler om en dygtigt drevet bank med en synlig og tydelig ledelsesprofil, som altså alligevel har tabt op imod 14 mia. kroner i sidste kvartal af 2008 til det nuværende næsten-0-resultat. Det har de så gjort på blot at tabe de dér tilsyneladende "kun" 0.5% på debitorer og det har de selvfølgelig, fordi 0.5% desværre er af et HELT, HELT, HELT ANDET BELØB. Det er nemlig ef det samlede udlån, som jo beløber sig til over en BILLION kroner. Sammenligningen med et husholdningsbudget giver nogenlunde samme mening, som hvis man beregnede en prisstigning på en bagatel af 0.5% for en liter letmælk ud fra vurderingsprisen for ens eget hus og ikke af den oprindelige mælkepris. Procenterne er ca. lige sammenlignelige. Hver gang bankerne taber en eneste %, så drejer det sig på bundlinien om tocifrede milliardbeløb og ikke om en pose Malaco-lakrids mindre til Disney-sjov om fredagen til ungerne, hr. redaktør. Det drejer sig faktisk om ganske mange slik-imperier med fabrikker og det hele i stedet for. 

Regnskabskyndighed? Ikke særligt vil vi sige og mon ikke enhver merkonom kan se det? Det vil vi da håbe, blot mærkeligt at ingen tilsyneladende ser noget, men alle er måske bare trætte efter de intellektuelle strabadser, som de oplevede ved at se dumme-programmet "X-Factor" i fredags. Man kan vel håbe for så kan det måske gå over i løbet af ugen.

Nu har vi i den forløbne uge været på markedet for lidt ekstra tilbehør til vores samling af SME 30-pladespillere og der oplevede vi noget, som ikke adskiller sig afgørende fra denne JP-leder. Nu sælger vi jo ikke SME, som ellers er verdens for os selv absolutte højdepunkt både æstetisk og teknisk indenfor analog-teknik. Det er nu irrelevant i denne sag. Da vi kikkede os omkring i vores fædreland blev vi nemlig opmærksomme på, at SME-produkterne fornyligt var steget i pris med ikke mindre end 25%. Det forundrede os da noget, for når pundet i den seneste tid er styrtdykket med nærmest 30%, så er der altså tale om en reel prisstigning på over 50% og det altså blot indefor et år. Nu sælger vi professionelt andre engelske produkter, og de er da på trods af visse prisstigninger i pund trods alt FALDET en del på det danske marked i den samme periode. Ja faktisk kender vi slet ikke nogen eksempler på, at engelske varer ikke i det mindste har stabiliseret prisen, ingen er da vist ellers steget. Andet er vel også uundgåeligt da vi trods alt er medlem af EU. Heldigvis er det ud fra kommercielle betragtninger jo så uhyre heldigt, at vores højttalere er skidetunge og ikke kan tages med som bagage hos Ryanair. Men det kan en ny SME-arm til gengæld sagtens, så afsted det går til London. Det er ikke nødvendigvis dumt at betale (lidt) for meget, selv om man jo ellers hører det konstant i reklamerne, men det er altså skidedumt at betale ALT for meget for noget, man have med i en lomme og sådan én har undertegnede tilfældigvis. Dog var det dejligt at få at vide, at vores betydelige bestand af SME 30-ere på denne måde slet ikke var blevet devalueret med de forventede 30% men tværtimod "opskrevet" med nogenlunde samme beløb. Mærkeligt det her men altid dejligt at få et ekstra skud "ejerglæde" i denne mørke tid. Blot trist at denne på sælsom vis forøgede brugtpris nok næppe slår igennem derude på verdensmarkedet...Der falder den med statsgaranti, æv!

Nå, men mon ikke bare det hele beror på en misforståelse. Man har jo nok bare villet sige, at prisstigningerne på et tidspunkt vil indhente kursfaldet, som det jo oftest sker. Blot underligt, at det kan regnes ud på den her måde, når der trods alt drejer sig om varer, der primært er produceret i England. Her må vi vist søge professionel bistand, så kom frit frem, alle I merkonomer derude! Og husk lige at nærlæse JP-lederne når I nu er ved det! De kan være sjove nok. Ikke at blive kloge af, måske nærmere lidt smådumme-som altså os her! Vi har nemlig læst en hel del af dem men dog aldrig lige sådan én her.

Alvidenhed ingen nødvendighed!

Selv om vi måske kommer tæt på, så ligger det nu alligevel ikke i vores provinsielle selvopfattelse at påstå, at vi ligefrem ved alt. Mindre kan nu også sagtens gøre det og det er iøvrigt heller ikke meget ved at vide alt for meget alligevel. Selv om spåkonen Cassandra foran "Den Trojanske Hest" inden den blev halet ind i byen også sagtens kunne se, at det vist ikke var det helt fede, fuld af skjulte sværtbevæbnede græske krigere som den jo var, så hjalp det jo alligevel ikke. At se sammenhænge så indlysende, at det sværeste faktisk er at forstå, at alle andre ikke også kan se dem er jo slet ikke nogen velsignelse. For det første er der jo ikke megen intellektuel udfordring i at se det selvfølgelige, og for det andet er der på trods af det selvfølgeligt ikke nogen at delagtiggøre sine iagttagelser i. Trojanerne halede trods Cassandras rasende protester og advarsler den rullende træhest fuld af grækere ind i byen og det viste sig at være ret så dumt. De fleste døde jo af det og ret meget værre kan det ikke rigtigt gå.

Nu har vi ganske vist forladt hifi-branchen som emne i vores skriverier, og det vi vil heller ikke fravige i dag. Man kommer dog alligevel den blinde skjald Homer og hans mesterværker "Iliaden" og "Odysseen" i hu ved at kikke på intro-siden i dag til Herlev Hifiklub. Historisk er det som Iliaden: Indkaldelsen er til noget, som forlængst har fundet sted. Som dengang med den græske træ-hest på sletten foran Troja kan man ligefrem mærke historiens vingesus som om den flyvende heste-familie Pegasus lige var fløjet forbi. Nu var disse bevingede heste godt nok allerede en truet dyreart i antikken, men alligevel er der tale om fuldstændigt de samme dilemmaer som dengang. Dilemmaer, som er så nemme at løse, at man slet ikke kan se det Derfor haler nutidens trojanere så alligevel "træhesten" ind i byen. Dumt skulle det vise sig og endnu dummere, fordi der for de øjne, der kunne se, altid var tale om en kamp som aldrig kunne vindes.

Tilbage til det mere konkrete, nemlig noget så prosaisk som en ATC-demonstration i Herlev. Herfra er vi mange gange blevet opfordret til at tage derover og lave en demo, men har aldrig rigtigt seriøst overvejet det, mest fordi vi aldrig har haft nogen intentioner på konsummarkedet. Udover det så har jeg heller aldrig rigtigt gidet og det har aldrig forekommet noget absurd at forsøge at overbevise nogen om, at nogetsomhelst kan være bedre end det, som de selv har bygget. Hvis man selv er tilstrækkeligt overtydet om, at ens selvbyggede sæbekassebil med hjul fra lillesøsterens kasserede barnevogn er verdens hurtigste bil så Gud være med det. Når ens reference alligevel udelukkende er ens eget isenkram, så kan resten altså være fuldstændigt ligemeget. Uden absolutte referencer er det hele alligevel ligemeget. Slut denne nødvendige parantes, tilbage til sletten foran Troja.

Det lykkedes nemlig Herlev Hifiklub at overtale en gammel ven på Sjælland til at stille lidt ATC ind i klubben til en test, selv om han ganske vist allerede fra starten begik en afgørende fejl. Han lod dem nemlig prøve isenkrammet af selv på samme måde som trojanerne jo heller ikke gad bevogte den trojanske hest inde i Troja. Hvis det havde været hans plan at sælge noget (det var det nu vist ikke), så var en "u-ledsaget test" altså ret håbløs. Alle med blot en smule branchekendskab ved jo, at en salgsdemo er en omhyggeligt tilrettelagt og ikke spor tilfældig "sightseeing med guide"-man ved, hvor man skal hen. Udover det, så er ordene på forsiden af invitationen ildevarslende som Cassandras spådomme, og så har vi da vist udtrykt det lidt mildt. At forestille sig vores sjællandske ven FMJ fremture på trods af alle udsigterne til stormende kuling er vanskeligt. Varslerne var der ellers for enhver at se.

Medlemmerne blev opfordret til at tage musik med, så "man kunne nyde den specielle mellemtonenhed" (!!!, man har nok koblet de 2 andre enheder fra for rigtigt at nyde løs som ultra-nærbilleder i pornofilm jo også ægger enkelte ganske særligt.) og man kunne samtidigt lytte til en ATC-forforstærke til godt 50.000,-, der på forsiden blev beskrevet som "ganske vellydende" Jamen tak dog og det var endda inden man overhovedet havde hørt den. Som de allerfleste andre forforstærkere til den pris er den faktisk "ganske vellydende" Denne forforstærker har iøvrigt ifølge klubbens "intro" en "noget overdesignet fjernbetjening...som det er umuligt ikke at have en holdning til" Det er nu blot en aflang firkantet sag med rundede hjørner i aluminium men sådan er der så meget. At kalde sådan noget for "overdesignet" er måske lige i den mere debile ende. Enhver fornuftig professionel person burde øjeblikkeligt ved disse formuleringer have "aborteret" projektet og alt slæberiet med det dyre og langt over 100 kg. tunge isenkram ud til disse tydeligvis kræsne audiofiler, men det skete nu ikke. Hvordan testen gik har vi kun sparsom underretning om og er iøvrigt også fuldstændigt ligeglade. Alene mødeindkaldelsen afslører på forhånd den eneste mulige konklusion og hvor sjovt er det at vide? Selvfølgelig har man da ikke været det mindste imponerede, det er næsten det mest imponerende.

Hvorfor så overhovedet beskrive det her, når vi aldrig selv i de seneste 20 år har gidet lave demoer? Vi gør det sandelig også kun for at vise de indlysende historiske paralleller til affæren om træhesten foran Troja. Om folk synes om lige præcist det valg af nødvendige kompromisser, som ATC tilbyder, rager os simpelthen langsomt Det mest interessante i dag har været at vise, at man på trods af alle varsler om ulykke og død alligevel sagtens kan fremture på trods af alle odds mod, ja ulykke og død altså. Heldigvis var dødsofrene i denne krig i Herlev til at overse, ja der var vel i virkeligheden kun et enkelt: Desillusion over menneskets umådelige dårskab må have været ubærlig for seersken Cassandra og mon ikke min gamle kollega Frederik har haft nogenlunde samme fornemmelse? Desværre er det som med HIV, der selv om det opdages i tide alligevel giver livsvarige men. 
Det hele gik så heldigvis helt upåagtet hen over Herlev Hifiklub. Som det nok også gør næste gang og næste og næste..Som "The Kop" synger det hver uge for Liverpool F. C. :"We Shall not be Moved" Det kunne vi altså godt have fortalt og vi er som sagt ellers ikke ret kloge. Vi glæder os nu til at læse referatet fra mødet og det endda rigtigt meget. Ikke om resultatet, det giver sig selv, men derfor bliver det sikkert sjovt alligevel. En kamp, man aldrig burde have kæmpet, fordi man aldig havde en chance for at vinde. 
Iøvrigt er Liverpools fans "The Kop" opkaldt efter et helt tilsvarende slag under boerkrigen ved Spion Kop. Englænderne havde ingen chance mod de vel-befæstede boere og den chance tog de så. Og tabte.

Cowboy Junkies

I dag er det så "store palle-dag", hvor der kommer et større læs ATC. Nu er der ikke nogetsomhelst derovre fra de sparsomt ombyggede udhuse på gården udenfor Gloucester, som ligefrem er let at flytte rundt med, men en del skal så heldigvis heller ikke så langt. Det meste skal faktisk bare med fragtmanden til diverse institutioner og studier og lige en enkelt fabrik rundt omkring i landet. I modsætning til tidens konjunkturudsving er vores niche-marked overordentligt forudsigeligt og stabilt og vores egen konkurrencesituation forbedres naturligvis ikke mindst af, at store virksomheder i den professionelle branche nu for alvor begynde at falde som de forsinkede blade efter en efterårsstorm. Det er dog mest de virksomheder, som med en udygtig ledelse i "de gode tider" på trods af alle odds har præsteret dårligt allerede dengang det var let, der ryger i svinget. Et af de allerførste ofre var som bekendt det firma, som undertegnede arbejdede i i ganske mange år, og det var givetvis ikke spor tilfældigt. Den gode gamle københavnske "feel-good"-salgsform er forlængst blevet erstattet af krav om reel kompetence, og lige der tæller en betydelig begejstring for amerikansk "west-coast rock" heldigvis ikke længere. Der skal mere til, end der skulle dengang alting var før. Meget mere end meget før. 

Nå, men nu ved undertegnede heller ikke bare det allermindste om amerikansk rockmusik. Til gengæld ved familien så en del om det canadiske kult-orkester Cowboy Junkies, som fornyligt udgav en genindspilning af deres hifidemo-klassiker fra 1987, "The Trinity Session". denne plade var som enkelte måske vil huske optaget i en kirke i Toronto med en flerkanals såkaldt Soundfield-mikrofon. Denne optagelse af et lille PA-anlæg opstillet i en kirke gav forunderlige musikalske og akustiske resultater og ikke mindst det første nummer med acapella-sang blev hyppigt brugt som hifi-demo. Som også altid siden var det nu ikke det musikalske indhold, som var særskilt interessant, næh, det var fordi man i de stille passager såmænd kunne høre trafikken udenfor kirken (!!) Musikinteresse er tydeligvis en langt mere kompliceret hobby end man måske kunne tro.

Det værste var så næsten, at lige på dette nummer kunne alle datidens clock-radioer og bil-dittoer faktisk endnu bedre på grund af deres begrænsede båndbredde ud-analysere trafikstøjen, men det anfægtede naturligvis ikke alle de andægtigt lyttende entusiaster i deres intense lytning. Af overhovedet ingenting, som havde det mindste med musik at gøre. Denne gang skete optagelsen i kirken godt nok med i al væsentligt samme besætning som dengang, men nu er Cowboy Junkies jo også et sammentømret søskende-orkester med naboen på bas igennem altså mere end 20 år. Optagelsen er noget mere konventionel i sin multimikrofon-teknik, og selv om kirkerummet altså er noget fraværende på optagelsen, så er der altså alligevel basis for en betydelig oplevelse på et tilstrækkeligt bredbåndet musikanlæg med tilsvarende dynamisk formåen.


Her i huset har vi den såkaldte "hunde-test" Folmer kan sagtens ligge og snorke foran højttalerne selv under betydeligt lydtryk, men hvis impulserne er tilstrækkeligt over gennemsnitsniveauet i musikken, så lusker han af. Når hunden går er der altså tale om musik, som kun dårligt overhovedet kan gengives på mindre systemer. Et sådant nummer på den nye Cowboy Junkies er "Working on a Building", som også dengang i LP-tiden var fraværende på pladen. Dengang valgte man at droppe nummeret, fordi der er passager, som ville sende LP-ens skærenål ad Helvede til. Sådan er det ikke længere, men man bør nu alligevel lytte til den nye indspilning af denne gamle traver. Bandets idemand og guitarist, den lettere autistiske Michael Timmins, er virkeligt i sit es her. Aldrig har vist en så tilsyneladende tilbagetrukket sologuitar lydt så fræsende. Hør den og allerhelst lige med det samme.

Vi vil så give os i kast med pallerne og i samme ombæring glæde os over, at der kommer en ny dansk film til marts. Filmen er af den lokale instruktør af filmiske lang-gabere, Niels Malmros, og handler måske ikke helt uventet om den unge overklassedreng Malmros' tilsyneladende endeløse kærlighedssorger. Når sorgerne har varet mere end 30 år allerede er der nok ikke særligt berettiget håb om, at de nogensinde hører op desværre, de er som den globale opvarmning en kronisk truende realitet. Nu er vi ikke akkurat større yndere af den "evigt postulerende poseur" Klaus Rifbjerg, men må alligevel på forhånd erklære os enige i hans karakteristik af filmen og naturligvis især vi jo slet ikke har set den. Rifbjerg mener groft sagt, at Malmros skulle "give sig selv et spark i røven og se at komme videre" Vi kunne dårligt være mere enige efter i utallige år at have måttet henslæbe mange timer foran forskellige biograflærreder, hvor Malmros' nærmest "flæbende" og klæbrige billeder af ungdommelig smerte nærmest truede med at klistre sig fast deroppe. Det har været slemt altid og så er det endda slet ikke ovre endnu. Nu sagde vi "glæde os" i denne sammenhæng, men det var nu mest forbi denne film som andre kommende sandsynlige naturkatastrofer som dige-oversvømmelser altså slet ikke har haft premiere endnu. Man kan jo stadigvæk håbe på, at alle kopierne samt originalen samtidigt bliver væk i posten på vej til premieren. Man bliver næsten helt religiøs her til morgen: Bede, bede..

Nå, Malmros skal nu nok klare sig. Hans mangeårige yndlingscafe, det lokale "in sted" for de allerede kendte og alle de håbefulde knapt så kendte, det nyligt krakkede "Cafe Casablanca", genåbner nemlig. Der kan Malmros så sidde over sin langtrukne kop cappucino og atter engang fundere over, hvorfor hende der pigen på 13 år med rottehalerne og bøjlen på tænderne dengang i 1958 på trods af gentagen håndfodring med karameller alligevel ikke ville kysse på ham, som hun ellers udtrykkeligt havde lovet. Eller hende drømmepigen, som end ikke gad se på den unge Malmros dengang deroppe på Kommunehospitalets mareridtsagtigt lange snoede gange som vi allerede har set så frygteligt alt for mange gange. Pigerne dengang havde tydeligvis ret i deres urkvindelige instinkter i at reservere deres spirende seksuelle interesse til andre og mere interessante mennesker og værdige emner som sæd-donorer end den unge Malmros, det kan vi da ihvertfald tydeligt se nu. Det bliver det blot ikke bedre af for hverken Malmros eller undertegnede, et andet uendeligt miskendt geni (synes jeg da selv..) 

Kedsommelighed er sådant er sørgeligt utilstrækkeligt ord her og de piger, der så måske af medynk på trods af enhver fornuft valgte den unge Malmros, valgte tydeligvis helt forkert, men de har vel også fortrudt ca. ligeså længe som Malmros har lavet film. Eller vel strengt taget lidt længere.. Nu svarer undertegnedes erfaringer med piger dengang iøvrigt fint overens med Malmros' men mon ikke vi begge bare fik, hvad vi havde fortjent? Helt sikkert ikke mindre og det var allerede ikke meget. Det tror vi desværre, selv om det altsammen tilsammen var overhovedet ingenting. Det kan man så vælge at flæbe over eller altså lave film om. Eller som Malmros altså begge dele, ak ja.

"Turmoil"

Nu var denne forfatter ikke så skrap til engelsk som barn. Trods alt gik jeg jo på en af landets mindste skoler med ialt 20 elever fordelt på 7 klasser og en samlet kompetence blandt lærerstaben, som fuldstændigt modsvarede det latterligt lave elev-antal. Det er senere blevet noget bedre uden helt dog at have noget nået nogen olympiske højder. Det er dog alligevel blevet tilstrækkeligt til at mindes, at "Turmoil" var navnet på den store oceangående slæbebåd, som forsøgte at slæbe den danske kaptajn Carlsens såkaldt "skæve skib" Enterprise til sikker havn. Nu var skibet retfærdigvis ganske overordentligt skævt med de efterhånden over 70 graders hældning, men alligevel fortsatte "Turmoil" altså med at slæbe løs indtil det allersidste øjeblik, hvorefter det skæve kæntrede og sank, mens kaptajn Carlsen blev et dansk ikon på højde med Holger Danske. I modsætning til så mange andre medieskabte helte var kaptajn Carlsen nu en helt rigtig én af slagsen. 

Det var så først langt senere, at betydningen af dette ord "turmoil" sank ind hos undertegnede i betydningen af "tumult, uro, strøm" osv., egentligt et pudsigt navn for en slæbebåd. Nå, det hed den altså alligevel. Det hedder SAS til gengæld ikke, det ville ellers have været et noget mere passende navn for denne terminalt syge selskabs-konstruktion med sin uhellige kroniske kombination af professionel inkompetence og håbløs organisation og strategi. I går kom så det forventede katastrofalt dårlige årsresultat og i den anledning så vi atter et glimrende eksempel på, hvorfor SAS aldrig vil kunne overleve. Helt i tråd med gårsdagens tekst om den tidligere pornostjernes kuldsejlede undertøjsimperium ser vi nemlig nu SAS tilbage ved det, som de ser som deres "kernekunder", nemlig groft sagt de rejsende, som er på forretninger og ikke selv skal betale deres billet. Det var jo engang under karismatiske Jan Carlzon sådan en god idé har nok været ræsonnementet. Og det var det men det var desværre dengang. Et rent "tag-selv bord" faktisk, hvor de rejsende i professionelt ærinde kunne optjene gratis bonuspoint til at tage på ferierejser selv uden skattevæsenets utidige trælsomme indblanding. En herlig tid...

...som nok desværre aldrig kommer igen og da slet ikke i SAS' levetid. SAS har i sin nye store plan ellers valgt at ned-drosle deres flyvninger med feriegæster og almindelige mennesker til det politisk acceptable minimum og valgt atter at satse helhjertet på de professionelle rejsende. Dem er der så desværre blevet langt færre af på grund af de elektroniske videokonferencers indtog. Derudover er de private bonuspoint forlængst afskaffet i den nye elektroniske tidsalder, hvor disse ellers skattefrie frynsegoder er blevet ædt af informationssamfundets "sladrehanke" Samtidigt er virksomhederne blevet særdeles omkostningsbevidste når de køber billetter og det er altsammen "bad news" for SAS og Carlzon-tidens rene Business Class-tagselv bord. Det er givet, at man bliver presset på markedet for feriegæster, men vi vil godt vædde på, at en satsning nu på forretningskunder aldrig nogensinde bare delvist vil kunne dække firmaets kapacitetsomkostninger.

Nu er undertegnede ikke voldsomt regnskabskyndig, men alligevel er det nu ganske grinagtigt at se SAS-direktøren "dechiffrere" tallene fra et katastrofalt underskud til et "næsten-overskud" Ifølge ham skal man nemlig "bare" lige fjerne det i sidste uge for 1 euro frasolgte selskab Spanair og så osse lige et andet med betydeligt underskud, så er man næsten tilbage til sorte tal i regnskabet. Mener han. Selvfølgelig er man ikke det. Som alle andre årsregnskaber, som dækker hele 2008, er der tale om betydelig brug af "sminke" De første 3 kvartaler var nemlig slet ikke så dårlige som det sidste var katastrofalt. En fremskrivning af det seneste kvartal til at omfatte et helt regnskabsår er noget helt andet og uendeligt ildevarslende. Ikke blot er SAS' gæld kolo-enorm, man har helt oplagt heller ikke bogført uundgåelige tab i en hel bunke selskaber, som man nu forsøger at sælge på et marked uden købere. Lige præcist SAS er nu et af de firmaer, som det for undertegnede vil være et overkommeligt tab at få aflivet. De gange vi har været på interkontinentale ture, har der aldrig været det allermindste at udsætte på hverken Singapore Airlines, Thai Airways eller Quantas i deres gamle ældgamle slidte fly-flåde (og som alligevel har et eneste flystyrt i historien-hurra for "the bush-mechanics!). Til gengæld har der tilsvarende aldrig været det allermindste positive at sige om SAS og deres personale, for hvem ord som almindelig anstændighed og ditto høflighed har været uforståelige fremmedord. Som "turmoil" var for den lille Poul M.

Det gik så for SAS kun indtil bunden prismæssigt gik ud af markedet og nye ultra-effektive operatører kom ind som tjente penge der, hvor SAS med de samme billetpriser tabte milliarder. Derefter var SAS nyere virksomhedshistorie selv om muligvis ikke alle har set det endnu, det er nu ellers ganske let. Under alle omstændigheder burde man vel indse, at de 5 mia., som tilsyneladende ifølge gårsdagens regnskab er tabt UDELUKKENDE på Spanair vel i virkeligheden har været tabt ganske længe. De har blot ikke været bogført som tab endnu men når man ikke ejer et firma længere har det alligevel været for svært at postere nogle aktiver under Spanair som forlængst har været luftkasteller. At tage det for pålydende at Spanair bidrager negativt til over 80% af underskuddet er nok noget naivt. Lidt på samme måde som at tro på, at det forestående brand-udsalg af en stor del af selskabets aktiviteter ligefrem er udgiftsneutralt for slet ikke at tale om egentligt indtægtsgivende. Regnskaber er en fantastisk ting og det her er mere fantastisk end de fleste. Dårligt. Her er det vist ikke kun Carlsens "skæve skib", der er sunket, slæbebåden "Turmoil" er vist osse forlængst hugget op.

En anden del af erhvervslivet, hvor der hersker nogen "turmoil" er i højttalerbranchen. Fornyligt fyrede Dynaudio jo hovedparten af sine produktionsmedarbejdere og denne gang er den tidligere store "paraply-organisation" af selskaber kendt som DST (Peerless, Vifa, Scan-Speak) som er gået i delvis opløsning indenfor Tymphany-imperiet. Hvad der sker er særdeles uklart og hvad der bliver videreført er helt ugennemsigtigt. Moralen her er ikke god at blive klog af. Hvis man som Dynaudio selv laver sine enheder er det svært og hvis man hidtil har brugt enheder fra Tymphany, så er det også fantastisk svært. Er der da slet ikke noget der er let? Jo, at gennemskue SAS' regnskab, DET er let Hvorfor JP så i dag ikke gør det, DET er til gengæld svært at forstå. Som at forstå det der underlige engelske ord "turmoil", men nu var jeg osse dreng dengang. Som i dag, bare en anden slags.

Katja og Sussi.

Denne morgen genlæser denne forfatter et lille mesterværk om den engelske bilindustris sidste sejlads mod den endelige undergang, "Wheels of Misfortune" Ret beset er det en ganske genial sproglig finurlighed i denne bogs titel og da en del mere genial, end den inderligt idéforladte ledelse af British Leyland og alle de andre, som endegyldigt lukkede dette glorværdige kapitel i industrihistorien. Det gjorde de på forbløffende og næsten foruroligende kort tid med en vilkårlig blanding af dårlige produkter og elendig timing og markedsføringsmæssig inkompetence , vel ikke ikke den allerbedste cocktail for større success. Nok i virkeligheden en temmelig sikker garanti for det modsatte. Nå, det engelske "U-Lykkehjul" kørte ialtfald ad Helvede til og blev der som sådan noget naturnødvendigt gør. På samme måde som alle de mange tusind nye Rovere, som var opstaldet på nedlagte flyvepladser, sikkert allerede er blevet ædt af rust.

Nu er det så spørgsmålet, om man akademisk overhovedet kan tilegne sig de nødvendige evner til succesfuldt at drive en virksomhed som dengang det håbløse automobil-konglomerat British Leyland. Det lykkedes ikke dengang, måske Sir Donald Stokes og de andre bosser blot ikke havde gået på RUC, for der kan man lære sådan noget. Her tilbyder man et 2-årigt kursus i såkaldt "Oplevelsesledelse" og det lyder for os mest som endnu et derivat af en af undertegnedes egne absolutte yndlingsaversioner, de såkaldte "kaospiloter". Ledelsen af det hensygnende BLMC dengang havde nu sikkert oplevelser nok uden at de behøvede gå RUC og det var heldigt, fordi dette universitet dengang endnu lå nogle år ude i fremtiden. Ikke at det ville have ændret en smule. Om det så kan det i dag er så en anden sag, og det er dagens emne.

Ovre i Roskilde har de nemlig fået en ny studine ved navn Sussi la Cour, som er kendt af de allerfleste. Vi siger de allerfleste fordi det omfatter praktisk talt alle mænd og derudover en hel del kvinder. De første har antageligt været en hel del mere imponerede af damens "performance" (vi snakker jo ren "business" i dag) end de noget mindre næsegrus beundrende kvinder. Underligt som øjne, som ellers ser det samme, alligevel ser noget helt forskelligt! Vi taler om det nye (rigtige?) navn for den tidligere pornostjerne, som optrådte under pseudonymet Katja K(ean). Det forekommer en smule underligt, at altså netop denne nu 40-årige dame skal studere akkurat "Oplevelsesledelse", når hun i så mange år har "ledet" så mange mænds "oplevelser" så dygtigt og i en så entydig retning. Ja, hun har faktisk gjort det så godt, (vi HAR studeret ekstra på dagens emne), at massevis af kvinder har måttet sande, at deres ubetinget største rivalinde ikke har været hende deres mands lidt for opmalede og slesk smilende sekretær. Nej, det har helt ubetinget været Katja K., hvis navn deres mænd har mumlet i søvne, og sådan noget glemmer kvinder med deres medfødte hukommelse som elefanter naturligvis aldrig. Sådan noget kan forretningsmæssigt være noget uheldigt, for det er desværre ikke noget særligt positivt, disse med rette lidt frustrerede kvinder mindes.

Nu skulle man jo så tro, at denne tidligt pensionerede pornostjerne efterhånden havde akkumuleret en betydelig ledelseserfaring i sit professionelle virke, for hun er faktisk vældigt skarp, hende Katja/Sussi. Det har hendes rådgivere så til gengæld ikke været, de har måske allerede gået på RUC`s 2-årigere kursus, hvem ved? Nå, ihvertfald "søsatte" samme Sussi umiddelbart efter karrierens afslutning et projekt, som i ren dødfødthed fik skabelsen af British Leyland til at se helt fornuftig ud. Man må simpelthan have haft hovedet under armen eller alternativt altså have gået på en videregående uddannelse for at finde på noget så åndssvagt. Sussi/Katja, som ellers et sit tidligere virke kun havde haft uhyre perifer berøring med undertøj, lancerede nemlig sit eget "brand" under det vel i virkeligheden ikke vældigt inspirerede navn Brandbart Aps. Lige præcist i porno-branchen er det jo god professionel praksis at smøre, før man kan køre, så meget "brand" er der jo normalt ikke og det var der egentligt heller ikke i navnet "Brandbart" 

Og så var navnet selvfølgelig slet ikke det værste. Nej, vi taler vist nærmest om den hidtil mest åbenlyse fejlfortolkning af et muligt marked for nogetsomhelst produkt. Eller måske netop derfor et helt umuligt marked. INGEN kvinder kunne naturligvis drømme om ved at købe dette undertøj for at "trigge" deres mænds allerede velkendte tilbøjeligheder til i smug at studere Katja for fuld knald. Alligevel har tallet af kvinder sikkert alligevel været større end successraten for de mænd, som nok noget naivt stolt har hjembragt et stykke Brandbart-lingeri i det forfængelige håb, at deres ellers seksuelt efterhånden noget indifferente frue ville springe ud som atletisk pornostjerne med glubende sex-appetit. Vi kan naturligvis ikke fuldstændigt udelukke muligheden, men hyppigheden har tydeligvis ikke været nok til at holde liv i undertøjsimperiet.

Brandbart Aps. er nemlig fornyligt surprise-surprise gået konkurs. Mage til håbløst projekt skal man ganske vist også lede temmeligt længe efter. Når man med tilstrækkelig sikkerhed dom med Brandbart Aps. lancerer et produkt, som absolut ingen kvinder eller mænd vil eller kan slippe afsted med at købe uden at få tæv af konen, så har vi simpelthen den ultimative kommercielle dødssejler. Vi skal faktisk helt tilbage til British Leyland, som med en potent kombination af manglende kvalitet, høje priser (som så alligevel var lavere end produktionsprisen(!))) og arkaiske produkter på ingen tid ruinerede sig selv. Især det dér med et sende 10 pund med hver eneste Morris Mini var vældigt effektivt til at speede op mod den uundgåelige konkurs. Så galt håber vi ikke det er gået for Sussi, men det er det nok næppe. I det mindste må produktionsprisen for en mikroskopisk plastic-trekant med en snor i næppe været meget større den den aflange cylinder af sammenpresset vat ligeledes med en snor i, som de fleste kvinder jo ellers rutinemæssigt benytter. En latterligt lav produktionspris hjælper alligevel bare ikke, hvis salgsprovenuet er endnu mindre.

Nå, men nu skal Sussi så være akademiker, som aviserne skriver uden at det dog bliver helt klart, om det ligefrem med en uddannelse af 2 års varighed er tale om noget rigtig akademisk uddannelse. Udover "uddannelsen" som Sosu kender vi nemlig ellers absolut ingen så korte uddannelser og Sosuer benævnes kun sjældent som akademikere så vidt vi ved. Vi under dog Sussi en god og frugtbar tid på RUC, hun har også allerede lidt nok. Faktisk har de fleste af de replikker i hendes hidtidige filmkarriere haft et præg, som for nær-lyttende marsboere sagtens kunne forveksles med lidelse. Nu håber vi så bare ikke, at Sussi uddanner sig til at blive ligeså dum som de rådgivere, som hun havde under sin tid som boss for Brandbart Aps. Som nødvendigvis allesammen må have været mænd, for ingen kvinder kan da være så åndssvage at tro på, at nogen kvinder nogensinde vel gå i mandens gamle "kærestes" aflagte undertøj og så er det ligemeget hvor nyt det er og hvordan det ser ud. Det lugter alligevel af uopnåelig rivalinde, og den lugt er uantageligt ram.. Og det bliver selvfølgelig heller ikke bedre af, at manden sikkert endda undertiden i smug mere end flirter med hende der ex-en på fladskæmen . Det var vist bare et nødvendigt exit for Brandbart Aps.

Nyere brugte biler

I dag vil vi i lyset fra den allernyeste akademiske forskning behandle et emne, som er ufatteligt forbudt og traumatisk, nemlig "gamle grise" vs. "yngre modeller" i særlig kønspolitisk belysning, som det hed, da jeg selv var ung. Dengang gav det heller ikke megen mening. Ikke at der er noget særligt at afsløre, som ikke alle allerede ved i forvejen men ikke desto mindre vil vi alligevel kikke den nyeste forskning indenfor området over skulderen. Til alt held har en vis professor Michael Svarer fra Århus Universitet netop lavet en analyse om dette spændende emne. Svarer er "professor i familieøkonomi" og det kunne da være spændende at høre, hvad sådan en betydelig kapacitet måtte have på hjerte. Svaret er nogenlunde det samme som relevansen i mandens titel, som jo ellers er ganske interessant, for hvad i Himlens navn er dog "Familieøkonomi" for noget? Måske det drejer sig om at søge på diverse søgemaskiner på nettet efter de bedste tilbud på husholdningsvarer, det burde vel være en hovedaktivitet og i den anledning kan vi da afsløre, at Aldi i dag har sat en glimrende nordtysk mælk ned til blot 4.50,- og så undgår man Arlas altdominerende markedsandel, som de jo forvalter så uhyre hensynsfuldt, at selv ikke en markedsandel på over 95% naturligvis kan betegnes som et monopol. Selvfølgelig ikke, de er nogle rigtige flinke fyre og så er de osse kloge. For eksempel vandt det lille Hirtshals Mejeri jo for et par år siden en sag om misbrug fra Arlas side vedrørende ulovlig markedsføring overfor Metro og fik en million-erstatning,men nu har Arla så efterfølgende købt Hirtshals Mejeri og dermed vel "resorberet" pengene igen og så viste det sig så, at man blot havde betalt til sig selv. Kloge, det er de og en del klogere end deres kunder. Som vi ikke helt overraskende ikke ligefrem tilhører. 

Nu har vi godt nok ikke forsket videre i, hvad en professor i "familieøkonomi" laver, men det skyldes nu ikke manglende akademisk ildhu. Nej, det skyldes såmænd, at de resultater, som denne forsker fremlægger, allerede fra starten er så lamme og grinagtige, at vi skal helt tilbage til sidste års tirsdags-statistikker for at finde noget lignende. Disse statistikker er desværre nu afskaffet, de var ellers gode til at blive kloge af. Hvis man syntes, at statistikkernes tale dengang lød fornuftigt, var man nemlig ikke selv for klog og så var jo da blevet så klog...Det samme er faktisk tilfældet denne gang, men lade os gå løs på denne såkaldte "forskning" Altså tendensen til at foretrække "en yngre model", altid et spændende emne. Mums!

Nu er det jo ikke ligefrem noget nyt i, at teenagedrenge har helt fantastisk svært ved at få jævnaldrende kærester og mon ikke langt de fleste bumsedrenge permanent bliver indpodet dyb skepsis overfor de her pige-klassekammerater, som langt hellere vil kysse på drengene fra 1. G end på klassekammeraterne fra 8. klasse, det tror vi. "Aldrig mere en 9. april!" sagde man jo engang om en dyrekøbt lærdom og intet kan vel være dybere end denne ydmygelse af utallige generationer drenge fra utallige generationer af piger, som altid "vælger opad" aldersmæssigt. Det er en trist erkendelse for drengene i 8. klasse, hvis naturlige "revir" (jagtområde red.) altså bliver pigerne i 6. klasse uden bryster endnu. En trist tid, som jeg selv husker alt, alt for godt. Når vi selv kan kan vel de fleste andre også. Æoners smertelige erfaringer går aldrig helt sporløst hen..

Og så er vi tilbage ved den allernyeste såkaldte "familieforskning" og nu må vi nok hellere spænde sikkerhedsselerne ligesom de unge mennesker i Cobra-rutschebanen i Tivoli Friheden gjorde. Ikke at det dengang hjalp, ganske vist, de blev alligevel invaliderede. Tilbage til de såkaldte fakta: Professor Svarer kan afsløre, at mens kun 4% af mændene som 27-årige havde en partner, som var mere end 2 år yngre, så er nu hele 27% nu 20 år senere forsynet med en såkaldt "yngre model" Som altså statistisk blot er mindst 2 år yngre og hvor ung er det lige det er når man er så tudsegammel som undertegnede? Selvfølgelig ingenting, at "opgradere" konen for en mand på 50 fra en model på 49 til en smækker ung sag på 47 svarer altså for os selv til at udskifte vores gamle godt tilkørte Opel Omega '95 til en '97, stadigvæk en gammel skrammelkasse. At kalde sådan noget for "en yngre model" i sin statistik er da skideåndssvagt. Ikke desto mindre eller måske netop derfor fremturer professor Svarer naturligvis med andre glædestålende og åh, så politisk korrekte oplysninger, for kvinderne er kommet med, hurra hurra og så det lange..

Mens blot 2% af kvinderne som 27-årige havde en partner, som var mere end 2 år yngre er tallet for de 50-årige hele 12%. Inden vi nu falder helt i svime over denne udvikling må vel lige sige, at når kun 12% af disse klimakterie-sild har yngre mænd (og det altså blot med de statistisk sølle min. 2 år), så er der altså stadigvæk hele 88% tilbage, som har jævnaldrende eller ældre mænd. Ligesom det jo heller ikke ligefrem er statistisk videre signifikant, at selv de 27% for mændene altså samtidigt giver hele 73%, som har jævnaldrende eller ældre koner. Om tallene ligefrem muliggør, at man simpelthen kan analysere det som simpel numerisk difference mellem de 12 og 27% ved vi ikke, men kan nu ikke se nogen hindring. Så bliver forskellen efterhånden statistisk noget insignifikant.

Man kunne med nogenlunde samme ret studere parringsmønstret mellem elefantskildpadderne på Galapagos-øerne, hvor der også med alderen nødvendigvis vil udvikle sig et betydelig forskel i alder mellem parring-partnerne. Det skyldes det noget prosaiske kendsgerning, at disse gigantiske landskildpadder kan blive over 200 år gamle og derfor bliver sandsynligheden for, at en "gammel" gris" på 199 år møder er "ung sild" på blot 196 år jo efterhånden større end dengang de lå i de tykskallede æg. Ja, man kan vel sige, at sandsynligheden for som skildpadde at møde at møde en helt jævnaldrende partner bliver mindre og mindre med alderen. Ikke nødvendigvis fordi man selv bliver ældre men nok mere fordi der bliver flere og flere, som ikke er helt jævnaldrende. Anderledes er det jo selvfølgelig ikke blandt mennesker, hvor det jo i gymnasiet eller under studierne, hvor jo langt de fleste af menneskers første lange forhold naturligvis grundlægges, reelt er noget svært at finde en partner, som er 10 år yngre med mindre man er pædifil spejderleder eller ditto sportstræner. Variationen i alder er nødvendigvis mindre for ganske unge mennesker, hvor svært er det lige at forstå? Ligeså let burde det så være at indse, at variabiliteten i alder mellem partnere senere i livet nødvendigvis bliver større, da der groft sagt er "flere årgange at vælge imellem". At ramme sin egen alder præcist bliver efterhånden ligeså vanskeligt som for den sørgmodigt trissende gamle elefantskildpadde. Det er en sandhed så indlysende, at vores "familieforsknings-professor" her naturligvis ikke kan se det. Selv om tallene i deres tilsyneladende store forskellighed taler om disse ganske ens mønstre. Her bekræfter undtagelserne tydeligvis bare reglerne.

Nå, men vores forsker i dag fortsætter med at konstatere, at "de der gifter sig igen, er altså groft sagt dem, der kan finde sig en yngre partner" Virkelig forskning på et vidunderligt højt plan, det her, for vi taler altså stadigvæk om blot 27% af mændene med denne "trofækone" hele 2 år yngre end dem selv mums-mums. Nej, professor Svarer, der er stadigvæk 73 % tilbage, som altså vist kun beviser, at de, der gifter sig igen, UDELUKKENDE er dem, som OVERHOVEDET kan finde sig en partner uanset alder. Det er til gengæld en 100% nødvendig forudsætning for at gifte sig, det dér med at have en partner. Her gives der ingen undtagelser.

Og hvad er det så vi "gamle grise" kan vente os af alle de "unge sild" derude? Ja, ikke nødvendigvis noget videre kunne det tyde på, hvis man skal tro en ny dansk filmstjerne, færøske Cecilie Stenspil fra den nye hit-serie "Livvagterne" , den med de gode og livagtige og politisk korrekte højreorienterede plots. Historisk har vi ganske vist aldrig i Danmarks-historien oplevet noget, som ligner blot lidt, (Højgaard-kredsen var i denne sammenhæng rene amatører) landsforræderi har mest været en venstresnoet hobby og det er det iøvrigt stadigvæk. Nå, Stenspil siger de dybe ord: "På teatret trækker publikum vejret i samme rum og der er den der specielle stemning. Og når vi laver TV, er der jo kameraet" Jamen er det da ikke mageløst intelligent, dette veritable blændende blitz-glimt af urhavs-dyb kvindelig indsigt. Man kunne måske udvide det til, at lige netop mht. luftmassen indånder ALLE mennesker ligefrem den samme fælles-pulje af luft.. Især det dér med, at der faktisk bruges kameraer til at optage film er jo ganske spændende og sikkert ganske uventet og overraskende for de allerfleste. Nå ja, ret meget dummere end denne ekskurs udi familieøkonomi er det vel ikke men mon ikke unge Stenspil med fordel kan finde sig en noget yngre model , som hun behørigt kan imponere med sin imponerende livsvisdom. Hvad men én af de kronisk oversete drenge i 8. klasse, Cecilie! Det ville også gavne statistikken lidt og det kunne den sandeligt godt have behov for og det endda ikke så lidt. For slet ikke at tale om hvad disse til alle tider oversete drenge ellers kunne have brug for..