Jubiii!

Atter en dag er der alt for mange kabler i transit gennem vores lille firma til, at det er rigtigt sjovt og derfor har vi ikke rigtig tid til nogetsomhelst andet end at køre i stilling til at holde fruen lidt i hånden i eftermiddag. Heldigvis er der jo som altid adskillige tillægsgevinster ved det som for eksempel noget ATC til et diskotek oppe nordpå, en hel bunke trådløst med lidt DPA-mikrofoner og de helt rigtige teatermikrofoner til en hæderkronet institution i Hou. Det allerbedste har dog været et par ATC-forstærkere til et par studier i Harlev og på Mors mest fordi de mennesker, som har købt dem, i så mange år har betydet så meget for os. Det er jo trods alt den måde, vores firma opererer på. Vi beklager alle de andre, som er blevet sprunget over blandt denne uges handler. Der er en del, der er meget større men ingen, der er bedre og hyggeligere.

Hvis man kunne få det indtryk, at vi unødvendigt "anonymiserer" vores kunder er det ikke helt tilfældigt. Klimaet er jo ikke akkurat velvilligt indstillet overfor de knapt så gode håndværkere i vores fag denne tid og indtil de er blevet behørigt decimeret oplever man det indtil videre heldigvis enestående, at vores kunder bliver ringet om af konkurrenter efter vi har nævnt dem. Underligt nok lykkes det ikke at sælge nogenting ved denne fremgangsmåde, ikke engang det, som man ellers ellers måske senere muligvis ville kunne have solgt. På den anden side, hvis man hverken besidder viden eller kompetence er det noget svært i denne tid. Som vi f. eks opdagede, da vi i ugens løb bestilte noget ellers relativt banalt af en ellers gammel "rotte" i faget, godt nok på en ny plads. Det viste sig ikke muligt på trods af undertegnedes bønfaldende stemme at finde nogen, som havde forstand på sagerne og resultatet udeblev ikke. Af de 3 typer varer, der var bestilt, var de 2 forkerte og den 3. var i restordre, hvilket naturligvis ikke var oplyst. Derudover kom varen heller ikke rettidigt hvilket gjorde den uventede restordre mere penibel. Det at taste faldt åbenbart heller ikke lige for, det er min papdatter ellers ret god til som de fleste teenagere. Faktisk bedre end et maskingevær. Nå, men det var ham her ikke.

Nu kender vi dette firma som ellers ganske ekspedit og vi må vel mest regne med, at denne ikke altfor imponerende "performance" fra denne medarbejder skyldes en kedelig blanding af mangelfuld viden og tilsvarende betydelig selvovervurdering. Rettidig omhu var det ihvertfald ikke og næste gang må vi nok insistere på at tale med én, der ved noget. Nå, men det gør heldigvis alle de andre, så det går vel nok. Nu er der muligvis også en lillebitte smule af det, der i mafia-kredse kaldes "ondt blod" mellem os, for det var faktisk denne mand, som introducerede denne skribent for den uhørte fremgangsmåde at ringe til de kunder, som vi nævnte på vores referenceliste. Foruden de leverandører naturligvis, som vi anførte og det var sjovt nok ikke for at opmuntre dem til at handle mere med os. Det er underligt, men sådan noget glemmer man aldrig. Aldrig nogensinde!

Nå, men vi ville jo aldrig have været der, hvor vi er i dag, hvis vi ikke var blevet så direkte ansporet til aldrig nogensinde selv at blive sådan. Ligesom min konstant piberygende og hostende far for altid vaccinerede denne skribent mod rygningens forbandelse. så er vi uendeligt taknemmelige for disse enestående lektioner i, hvordan man IKKE skal gøre. Lektionerne fortsætter endda ihvertfald en tid endnu, men som den hæse poet Robert Zimmermann så rammende udtrykte det "The Times They Are A`Changing" Det er da en positiv ting og ændringerne er nok nærmere end man vel næsten tør håbe.

"Bolværksmatrosen"

Overskriften i dag hentyder til den danske poet Jens Memphis' absolutte musikalske mesterværk fra 1975 med traditionelle og egenkomponerede sømandssange i et sælsomt mix. Det er simpelthen umuligt at høre, hvornår den traditionelle musik bliver til inspireret nykomposition og selv om teksterne allesammen er nye forekommer de allerede fra starten århundred-gamle. Hvis de altså ikke havde været så sprogligt præcise og rammende, at man får gåsehud af at høre titelnummeret stadigvæk. Lige præcist der afslører teksterne sig som alt andet end de ellers lidt udvandede traditionelle af slagsen. Nå, men iøvrigt er dagens tema altså "bolværksmatroser", altså de, der valgte det trygge og bekvemme land med en øl i hånden i stedet for det oprørte hav. Det er der naturligvis mange, der har gjort uden at de skal bebrejdes for det, men sommetider finder vi nu alligevel eksempler på bolværksmatroser, som måske ikke ligefrem medvirker til at give betegnelsen et altfor godt ry. De er nemlig alt for unge eller også bare for søsyge, ja hvem ved. Ja, det gør vi, fortsættelse følger nedenfor.

Inden vi kommer til dagens egentlige emne skal vi lige perifert berøre et uhyre spændende tilfælde af akut "bolværksmatros-syndrom" Det er nemlig ikke altid så skidt som det bliver senere i dagens tekst. Det skete i det Caraibiske Hav på den lillebitte hollandske ø Sct Eustatius under den amerikanske frihedskrig og berørte guvernøren på øen, hollænderen Jan de Graaf. Forbeholdt de utvetydige beviser på, at øen gennem sin handel med krudt og kugler til den gryende amerikanske hær spillede en krumtap-rolle i konflikten langt hinsides neutrale landes forpligtelser, besluttede den hollandske regering sig nemlig at hjemkalde guvernøren. Hele affæren blev trukket i langdrag af de Graaf, som ganske bekvemt påberåbte sig "særlig uheldig disposition for søsyge", selv om han jo altså trods alt osse var sejlet derover. Da han endelig et godt stykke tid efter blev halet hjemefter med magt, havde den amerikanske revolution klaret sig igennem sin største krise. Akut søsyge kan sommetider spille en stor rolle i verdenshistorien. Vi skylder lige forklaringen, at de Graaf blev hængende lidt ekstra for lige at få de fantastiske indtægter ved denne "kontrabande-handel" med og han døde mange år efter astronomisk rig. Det kan sagtens betale sig at være bolværksmatros en tid inden man altså alligevel kommer ud at sejle igen. Det er nu nok undtagelsen. Nå, men da han atter krydsede Atlanten tilbage til Caraibien havde søsygen mirakuløst lagt sig. Lige i dette sjældne tilfælde var Graafs egennytte synonymt med "det større vel"

Det kan nu oftere bedre betale sig permanent at tage på såkaldt "landlov" Det har det åbenbart kunnet i mere end 3 årtier for en dengang yngre sømand oppe i Nordjylland, og nu i vi tilbage i den vanskelige og hårfine disciplin, som berører nekrologer. I dag vil vi dog ikke berøre andet end "de lange linier" i denne livshistorie, men der er altså lidt rigelig "Ole Sohn" i denne historie, som er god at blive klog af. Måske et bedre ord måske er "på vagt" for nu at blive i søulke-sproget. Den afdøde er en tidligere værktøjsmager og sejlende maskinmester, der helt tilbage i 1977 blev valgt til Folketinget for SF, et parti han iøvrigt forblev i til sin død. Alene derved er han jo en noget hæderværdig modsætning til samme partis Ole Sohn i dag, for dengang var Ole formand for SID i Horsens og en fast støtte til det folkemorderiske Sovjeunionen gennem sit ledende medlemsskab af DKP. Der forblev Sohn jo forresten som partiboss lige til Sovjets fald og den efterfølgende mangel på finansiering østfra, en rigtig hædersmand indtil pengene altså slap op. Sjovt tilfælde at ens politiske standpunkter så radikalt kan ændres af penge og da særligt mangel på samme...Vores nye nordjyske ven var anderledes principfast, han forlod aldrig SF, som måske så til gengæld forlod ham.

Helt anderledes med den vendsysselske SF-er og bolværksmatros her og så måske ikke så meget anderledes alligevel. Da han første gang blev valgt til Folketinget var det ihvertfald "nat" med hans hidtidige mere manuelle virke, som jo ellers nok må have været det, som oprindeligt fik ham valgt. Han må vel have fået smag for søde land-liv. I resten af sit liv forfulgte han ihvertfald en mere eller mindre successfuld karriere som statsrevisor, byrådsmedlem, formand for div. sociale udvalg og så lige folketingsmedlem en gang mere en tid. Nu siger vi flot "mere eller mindre" når det nu helt tydeligt er tale om "mere" hele tiden. Det gik ham tydeligvis personligt rigtigt godt og faktisk så godt, at han aldrig nogensinde i de seneste 32 år fik andet end offentlige og folkevalgte jobs. Vi mener til gengæld "mindre" (ihvertfald for de nordjyske vælgere), for med hvilken ret har denne over årtier mere og mere totalt professionaliserede politiker dog kunnet repræsentere den efterhånden mere og mere nedslidte gamle værftsby Frederikshavn når han efterhånden mere og mere blev en slags turist der? Svaret er naturligvis, at det har han heller ikke. Hvis han nogensinde har forsøgt aktivt at opsøge sine gamle fag-fæller deroppe på Ørskovs Værft eller Stena-færgerne så ville de ikke kunne genkende ham med det rene fine tøj og de små manicurerede hænder, som aldrig mere kom til at dreje en svensknøgle. Udover at de selvfølgelig heller ikke kunne længere og da slet ikke ville.

Som andre "afhoppere" kunne han selvfølgelig aldrig vende tilbage til det, som han engang var. Det har han nok næppe heller ønsket ligeså lidt som Ole Sohn sikkert har ønsket sig tilbage som en udsat ufaglært aspirant uden pensionsmulighed udover ATP i SID dengang i starten af 1970-erne. På den måde er begges liv en ubetinget succes men nok mest for dem selv. Det er til gengæld noget mere vanskeligt at forestille sig, at disse mere og mere magt-inkarnerede mennesker i deres politiske vakuum har været de bedste til at repræsentere de svage i dette samfund. De mennesker, som de altså for begges vedkommende næppe har set og endnu mindre talt de sidste mange årtier. Efterhånden har de så forresten også glemt, hvad det overhovedet er, som man taler om i arbejderkantinerne med den obligatoriske strø-dåse Knorrs Aromatkrydderi. 
Nå, det er vist bare sådan det går, når en mand går i land desværre og aldrig nogensinde ser sig tilbage undtagen for at se, om der er andre på vej forbi ham ned ad rebstigen til den ventende redningsbåd væk, væk, VÆK. Væk fra vandet, væk fra det trælsomme og snavsede arbejde, VÆK! For dem, der måske vil mene, at vi er særligt meget ude efter disse "arbejder-overløbere" fremfor alle de nye professionelle cand. polit.-politikere så er det sikkert rigtigt. Den sidste gruppe har da i det mindste stadigvæk andre valg, det har "sohnerne" ikke De dårligste til på bedste vis at varetage de svages tarv er aldrig nogensinde de politikere, der selv har allermest at miste. Ligesom altså de bolværksmatroser, som gik i land allerførst heller aldrig er de rigtige søfolk. De blev naturligvis tilbage. Desværre.

Radikal reprimande

Nu kan vi godt ikke lige på stående fod komme i tanke om, hvad det engelske udtryk "contradiction in terms" lige præcist bedst oversættes til dansk, men det er vist det mest rammende beskrivelse af dagens overskrift. Nogen synderlig om overhovedet noget egentlig konsekvent politik er der jo sjældent tale om og dermed er mulighed for reprimander jo tilsvarende begrænset. Man kan jo af gode grunde ikke bebrejde nogen for afvigende synspunkter, når partiet er så ufatteligt vidtfavnende, at alle de "rigtige" og "humanistiske" synspunkter er "legio", som det vist hedder på dannet nudansk. Nå på det plan adskiller de radikale sig naturligvis ikke så meget fra andre politiske partier, men der er alligevel tit en lille "twist" i de radikale formuleringer. De er nemlig en lille smule mere elegant formulerede end det er normen i den lokalpolitiske andedam, hvor højlydt rappen tit erstatter reelt indhold. Som det fremgår af den lokale radikale formand Sander Jensen efter gårsdagens møde om det noget "uheldige" radikale byrådsmedlem Ibrahim Gøkhan, bedre kendt som "Gokkeren"

Nå, men vel ikke ufortjent for ikke mindst sine uhørte udfald mod den JP-journalist, som blot gjorde sit arbejde, fik Gøkhan altså en reprimande. I denne særegne radikale udgave af ordet reprimande betyder det selvfølgelig ikke, at man graver særligt dybt og ligefrem kræver en beklagelse fra Gøkhan, naturligvis ikke. Gøkhan ønsker stadigvæk ikke at fortælle, hvorfor han selv og en gruppe tilhængere angiveligt var i færd med at samle oplysninger mod den JP-journalist, som helt rimeligt omtalte Gøkhans "fiflerier" Det ville vel også lige lovligt radikalt og dermed selvfølgelig ikke acceptabel radikal politik. Til gengæld ville det have været et godt og rimeligt spørgsmål. og derfor blev det selvfølgelig ikke stillet. Rimelighed og politik er jo kun sjældent særligt i familie.

Nu har vi jo tidligere på denne side kloget os over de betydelige afsavn, som Gøkhans kone og 4 småbørn nødvendigvis må have lidt på den vel sandsynlige bistandshjælp (det er vel svært at være topdirektør for fruen med 4 småbørn?), mens han tog sin hårdt tilkæmpede tandlægeeksamen langt væk i de anatolske bjerge i 1999. Den titel, som han altså tilsyneladende aldrig har brugt til nogetsomhelst økonomisk lukrativt, fordi han ifølge legenden stedet blev fristet af en kommunal ultra-lavtlønnet stilling som såkaldt mentor. Man kan så håbe, at hans SU-tilbagebetaling er stillet i bero.. Nå, men på mødet i går aftes blev Gøkhans eksamensbeviser så præsenteret for de lokale radikale og så er det, at Sander rigtigt ruller sit imponerende politiske talent ud. Dette talent er tydeligvis noget, der kommer helt naturligt til denne særdeles trimmede og elegante mand med en perfekt frisure, som ligner en mellemting mellem Fætter Højben og Glitterik Smørhår fra Harry Potter og måske endda tangere den uslåelige mester udi bølgehårets kunst, salig Otto Leisner. Vi taler om en fremtræden så gennemført perfekt, at Sander formentligt rutinemæssigt vil kunne vippe Vestager af pinden til hver en tid alene på håret. Han oplyser fra mødet, at den radikale bestyrelse ikke har set detaljerede oplysninger, såsom en oversigt over fag,(i forbindelse med de angivelige tyrkiske "deus ex machina" tandlæge-eksamensbeviser red.), men udtaler sig ud fra diplomlignende dokumenter. Nu har vi desværre ikke Sanders egen formulering helt verbatim, men det her er simpelthen fremragende politisk kunst. Hvis det engang i den måske nærmeste fremtid skulle vise sig, at dette bevis er fra et korrespondance-kursus pr brev på Dr. Öetker-Universitetet eller fra det tilsvarende Scientölögy Institution dernede, så har de radikale på denne geniale måde fraskrevet sig eventuel arv og gæld og helt sikkert, fordi der i givet fald vil være langt mest af det sidste. 

Nå, men vi får se. Det sidste ord i denne affære er næppe sagt endnu og det var faktisk så uhørt en trussel fra Gøkhan mod journalisten Kim Pauli, at den lokale formand for Journalistforbundet var ude med støtte lige med det vuns, da Gøkhan og "journalist-vennerne" kom på banen. Vores gæt herfra vil være, at man næppe behøver at tage til Moesgård Museum med deres ekspertise i kulstof-14 analysemetoder og dendro-kronologi og andre nyere dateringsmetoder for at fastslå, at eksamensbeviset med en vis sandsynlighed ikke kan dateres til sidste årtusinde, men måske snarere er produceret på den seneste model af Hewlett-Packards nyeste inkjet-printer, som kom på markedet lige inden den forgangne jul og smitter af endnu. Det kommer så til gengæld ikke til at smitte af på de radikale og så er det forresten ligemeget, hvad der efterfølgende sker. Med et lån fra den populære reklametekst fra dengang centrumdemokraten Arne Melchior endnu var direktør for den midtvestjydske tekstilvirksomhed Jardex vil vi istemme i kor: "Bravo, Mr. Sander!"

Mod i det helt lille format.

I dag vil vi blive en smule højtravende. Vi vil nemlig snakke om noget, som vi ikke nødvendigvis ved ret meget om men til gengæld beundrer vi det så så meget mere, når vi ser det. Lidt på samme måde som Kevin Spacey i "American Beauty" beundrede naboens teenage-datter. Vi taler naturligvis om begrebet "mod" og ikke mindst modet til at gå sine egne veje. Eller noget mere alternativt at gå der, hvor alle andre har gået før og forlængst er holdt op med at gå. Det sidste forekommer næsten som den største dåd af det altsammen.

Vi er denne gang som så ofte før blevet inspireret af at have været på den daglige varetur gennem udsalgsbyen Århus. Nu er det jo ikke ligefrem nogen nyhed, at udsalget i år er kommet noget tidligt og tilsyneladende har bidt sig godt fast overalt. Ikke mindst butikkerne med dametøj og deres nedsættelser på mellem 50 og 70% får da tankerne til at flyve lidt i retning af hvorfor de ikke bare skriver "ophørsudsalg" på vinduerne. I gamle dage, altså sidste år, var der kun udsalg på specielle varer, i år drejer det sig om rub og stub. Det helt uoverstigeligt store spørgsmål for undertegnede er så, hvordan i alverden disse forretninger nogensinde vil bære sig ad med at sætte priserne OP igen. Nå, de allerfærreste af dem lever vel længe nok til, at det her bliver et problem og man må vel konstatere, at markedet for dametøj i segmentet mellem Zara/H&M og rigtig luksus har været noget overbefolket. Når man går rundt i byen er der simpelthen bunker af kinesisk producerede tekstiler med nødtøfttigt påklistrede navne-mærker, som signalerer endnu et af allerede utallige små-"brands". Disse marginale "brands" har dog tilsyneladende allesammen det til fælles, at det er dem, der er allermest nedsat. De etablerede discount-operatører holder priserne langt bedre og måske det blot er den samme vare til forskellige priser? Måske.

Hvilket så bringer os tilbage til vores tema "mod" Da jeg cyklede forbi forretningen, hvor det forlængst hensygnede firma Dansk Audio Teknik holdt til, så vi nemlig et enestående eksempel på kommercielt mod. Butikken, som ellers var vældig pæn (kunderne have jo heller ikke ligefrem i de senere år slidt særligt på inventaret parantes slut sagde han tilfreds), men er nu ved at gennemgå en gennemgribende renovering. Tilsyneladende skal der være en (ta-daa og fanfare) ja, såmænd en ny dametøjsbutik der. Den skal så åbenbart være udsalgssted for det samme "mærke", som indtil videre har været solgt i den frimærkestore nabobutik men altså blot med en noget højere husleje. Hvis det her lydert som et kommercielt vinder-projekt skal det med, at butikken kommer til at ligge i "blindtarms-enden" af gaden. Der færdes masser af mennesker i den anden ende men ingen ved deres fulde fem i den anden udover et par sprittere og enkelte udenbys på jagt efter en billetautomat, som er denne del af gadens eneste reelle attraktion. Det skal så lige med, at den lille butik (som de altså nu forlader) i længere tid har holdt "halv pris"-udsalg, så "status"-kortet af brandet er ligesom spillet for første og sidste gang. Det er jo altid nødvendigvis samme gang. Nå vi ønsker denne modige satsning alt muligt held, for modigt, det er det eddermaeme. I gamle dage sagde man om gode sælgere, at "de kunne sælge sand i Sahara" For at være en succesfuld sælger her tror vi, at man nok endda "skal kunne sælge olieforurenet genbrugs-sand med kamel-lort i i Sahara" for at have en vinder her. Let bliver det ihvertfald ikke. 

Nu har vi fornyligt været inde på den imponerende række af køkken-palæer, som endnu en kort tid står som nutidige monumenter over en allerede for ganske vist nyligt forsvunden tid. De ved det måske som de sidste dinosaurer sikkert også plirede forvirret med øjnene i forgæves søgen efter atrsæller, men de var allerede forlængst døde. Det er de her naturligvis også, men måske de bare ikke ved det endnu eller også sidder de bundet af langvarige kontrakter i disse megalitiske byggerier, der får oldtidmonumentet "Stonehenge" til at se lillebitte ud. Begge monumenter er iøvrigt fælles om at de står længe after, at deres tilhængere er forsvundet. Man ved reelt ingenting om soldyrkerne ved Stonehenge, ja man ved vel knapt om de overhovedet var soldyrkere, ret meget sol er der da ikke dernede i sydvest-England. Ligeledes er "køkken-kulten" jo også forsvundet med nogenlunde samme foruroligende hastighed som Jones og hans nyreligiøse selvmordsaktivister gjorde kål på sig selv. Nå, men enhver kan endnu en kort tid studere "dette arbejdende nutids-museum" derude på Viborgvej. Kun ganske kort tid.

Nu har vi godt nok forladt begrebet "mod" en smule, for det er jo ikke modigt at udskyde den uundgåelige undergang, ligesom det jo heller ikke var spor modigt af piloten at lande sin jet-liner på Hudson-floden fornyligt. Til gengæld var han altså noget cool, det må siges og en skidehård pilot, mest fordi vist ingen reportere tilsyneladende har gidet checke op på det dér med at lande på vandet med et passagerfly. Indtil nu er det nemlig ALDRIG lykkedes for nogen uden at flyet derved brækkede i flere stykker. Nå men tilbage til det rigtige mod, der hvor man altid og nødvendigvis har valget til at lade være. I umiddelbar nærhed af den kommende damecowboybukse-butik i Klostergade ligger der en anden forretning, som åbnede for ganske nyligt. Ja det er faktisk så kort tid siden, at alle tegn i sol og måne ikke blot var tydelige, de skreg næsten : "Lad da for Helvede være!" Indehaveren af forretningen har muligvis eller blot ikke opmærksom på at skifte batterier i sit høre-apparat, det ved vi ikke. Ihvertfald åbnede der en vældigt stor forretning udelukkende med designermøbler fra allerede da kriseramte danske Fritz Hansen A/S og designlamper a la PH fra Louis Poulsen A/S. Det var og er en skideflot butik og den fine orden er perfekt. Der kommer nemlig aldrig nogen kunder åbenbart, vi kører ellers tit forbi, men har aldrig set en eneste. Ekspeditricen er ellers vældigt pæn, måske det er derfor der kikkes lidt ekstra. Udelukkes kan det ikke helt selv om det nu primært er kommercielle studier vi driver herfra.

I denne butik består modet så i, at man på de store panorame-udstillingsruder med udsplattede kæmpestore giftigt-grønne bogstaver som i en gyserfilm med Boris Karloff i hovedrollen har skrevet "UDSALG". Skiltet kandiderer selv i en by med utallige skilte med samme tekst som det allerhæsligste og da særligt, fordi butikkens slogan eller er det noget mere prætentiøse "Design for Life" Ja, hvem skulle nu have troet, at dette ord "life" kun kom til at betyde butikkens levetid? Tjah, alle andre end ejeren af butikken vil vi næsten tro. Nå, som den kommende "dødninge-alle" af om kort tid lukkede køkkenbutikker derude på Viborgvej så er denne butik ved Vesterbro Torv bestemt et besøg værd. Den ligger iøvrigt heller ikke ret langt fra et andet mueum over nylig dansk by-kultur, nemlig "Den Gamle By" Tag derned og se det som den ultimative paradoksal-kunst, som det er. Mens det er der endnu.

Det var så hvad vi havde at sige om "mod" i dag. Det var godt nok ikke særligt heroisk, ja måske ikke engang særligt interessant vil man nok sige og man ville selvfølgelig have ret. Alligevel skal vi da ikke undlade at kippe med flaget af disse stædige iværksættere, som med et idegrundlag, som med en gennemført mangel på originalitet, som mest minder om en mudret og flad-mast skovsti for samtlige mountainbike-ryttere i Århus alligevel fortsætter ad ganske samme vej som alle andre. Det er jo ikke nogen sag at starte en butik, hvis man har en rigtig god ide eller en særlig kompetence. Som det jo heller ikke var særligt modigt for en ridder i sin rustning at gå løs på en flok bondedrenge bevæbnet med træsværd. Det er altså en del mere modigt aktivt at opsøge den kamp, som umuligt kan vindes. Om vi selv føler os modige? Overhovedet ikke, ikke engang ganske lidt men nu er vi heller ikke ligefrem i branchen for damecowboybukser. Held og lykke, alle I glade iværksættere derude og vi må anerkende originaliteten i at starte "halv pris"-udsalget endnu inden butikken overhovedet er malet færdigt. Modigt!

Os vs. dem-et demokratisk problem?

Vi har haft lidt netværksproblemer her til morgen og derfor er disse ord nødvendigvis noget kortfattede, selv om andre nok ville sige, de allerede var var rigeligt lange. Ikke desto mindre tegner ugen strålende efter en fremragende ordre til en en skole udenfor Århus her i fredags og det kommer heldigvis efter en aldeles fremragende start på året. Den eneste slange i paradiset er tilsyneladende, at der i hele weekenden ikke har meldt sig en eneste svigefuld gammel kæreste fra 1980-erne eller deromkring på min nyoprettede Facebook-profil med håb om bedre held denne gang. Gjorde jeg virkeligt ikke større indtryk dengang? Noget kunne tyde på det, de er ihvertfald ikke kommet og det er vel det bedste bevis. Lige i den retning kan man ikke kæmpe imod.

Det kan man til gengæld godt, hvis man hedder Ibrahim Gøkhan. I et uhørt udfald mod en JP-journalist i anledning af avisens undersøgelser af Gøkhans noget farverige fortid med alle de ekstra nyligt påmalede farver truede Gøkhan som bekendt med at "afsløre" journalisten uden at det dog blev klart, hvordan man i Himlens navn skulle kunne afsløre allerede offentliggjorte ting. Herfra har vi svært ved at frigøre os fra den tanke, at vi er tilbage i den evige offerrolle, nemlig "os mod dem" Det er fuldstændigt ligegyldigt hvor håbløse ens synspunkter er og hvor fantasifulde de er, de er i det mindste vores egne og det skal ingen pille ved. Det vil så sige, at når man er folkevalgt og får løn for sit byrådsarbejde, så er man altså en offentlig person, Gøkhan, og så gælder alle tricks ikke længere. Når Gøkhan således åbenlyst truer med, at "vi også har gode journalister" så er der et eller andet rivravruskende galt. 

Nu kunne man selvfølgelig med nogen ret indvende, at det til en start er noget galt med disse Gøkhans journalist-bekendte, siden de ikke engang har haft talent til blot at omskrive de lange ordrette citater, som Gøkhan tidligere har benyttet i sine plagiat-læserbreve og ikke bare en lillebitte smule. Man kunne ellers let anonymisere og dække det man skrev af efter med selv små ændringer som alle skolelever ved, når de "planker" én eller anden obskur Wikipedia-artikel som deres egen. Det er nu også bemærkelsesværdigt, at Gøkhan hævder eksistensen af et skjult "journalist-netværk" efter at han dengang med læserbrevene hævdede, at den skyldige for "misforståelsen", den direkte afskrivning af tilfældige menneskers indbyrdes modstridende synspunkter, var en person, der blot læste lidt korrektur. Ak ja, der er da også forbandet at man ikke aktivt kan redigere alle medier på samme måde som man løbende kan redigere sit eget liv. Nå, men mon ikke JP og Kim Pauli sover roligt ved udsigten til at skulle konfronteres med Gøkhan og hans journalistvenners forsamlede spids-kompetence. Sporene skræmmer da ihvertfald ikke. Ikke i kompetencemæssig henseende men nok i andre.

Vi er så vidt vi kan se tilbage ved den klassiske trussel i skolegården "min far kan banke din far" i denne trussel fra Gøkhan og det er selvfølgeligt temmeligt grinagtigt. Hvis det altså ikke havde været fordi manden trods alt er valgt til Århus Byråd og altså professionel politiker da han jo ikke kan arbejde som hverken lærer eller tandplejer eller tandlæge. Meget mere professionelt kan det vel dårligt blive. Som byrådsmedlem og medlem af de radikale har Gøkhan adgang til det kommunale embedsværk og alligevel vælger han altså at trække det "udenoms-parlamentariske journalist-kort" i den offerrolle, som straks falder ham naturligt. I interviewet raser Gøkhan over, om journalisten regner med at "skulle spise middag hjemme hos Gøkhan" Alle berettigede spørgsmål bliver således til personlige angreb. 

Det er altså ikke ligefrem de bedste nyheder for demokratiet at Gøkhan på denne måde demonstrerer sin totale mangel på forståelse for, at det netop er journalisternes opgave at være offentlighedens vagthund overfor politikere med en muligvis noget betændt både for- og nutid. Den demokratiske fernis er tydeligvis noget sparsomt påført her. En politiker, som opererer med begreberne "os mod dem" på den her måde på det her politiske topplan har simpelthen ingenting forstået af demokratiets væsen. Helt i samme demokratisk problematiske ånd sagde Gøkhan til TV2- Østjylland, at det kun var en sag mellem ham og vælgerne. Om en anden demokratisk valgt politiker, en vis Herr Hitler nogensinde brugte dette argument vides ikke men det gjorde han nu nok. Han var blot klog nok til lige at fjerne den frie presse først. Herfra vil vi tillade os at erklære os en smule uenige med Gøkhan. I et demokratisk samfund opererer man ikke med naturlige konspirationer mellem valgte politikere og deres vælgere mod alle de andre vantro. I yderste fald kan det faktisk komme til at dreje sig om en politimæssig sag mellem Gøkhan og Sundhedsstyrelsen. Nå, men til den tid er situationen for Gøkhan sikkert den samme, nemlig stadigvæk "os mod dem" De andre er bare blevet lidt flere.
Det bliver sandelig spændende at se, hvad de lokale radikale beslutter sig til ved ugens møde i denne sag. Man kan da altid håbe.

Man kunne måske mene, at vi "ser spøgelser" i denne sag og det vil vi da håbe. Vi mener nu aldrig i dansk demokratisk tradition at have oplevet noget lignende. Al poltik er naturligvis i et vist omfang "os vs. dem", altså de uendeligt oplyste og kloge mod alle de kronisk vantro kannibaler. Problemet opstår så først, når politik KUN er det.

Facebook

Dagens allervigtigste begivenhed er, at undertegnede endeligt har taget sig sammen til at skrive et par linier på tidens seneste og største tidsrøver, nemlig Facebook. Nu forventes det naturligvis en sand storm af venneanmodninger fra især gamle kærester, som alt for sent er blevet opmærksomme på, hvad det var de gik glip af. og som måske vejrer fornyet morgenluft lige her inden hymens lænker smedes for den kommende Poul Olsen. Hvis de skulle være i tvivl om manddoms-kvaliteten kan de jo se på den kommende fru Olsens strålende smil på min side på Facebook. 

Billederne er nemlig taget af mig selv og resultaterne taler for sig selv. Den "tintede" og uskarpe effekt er nu ikke et bevidst kunstgreb eller overhovedet tilsigtet, det skyldes blot almindelig rysten på hånden overfor et så vidunderligt smukt skue. Hey, så er det jo også en slags ægte kunst eller hvad? Det er nu måske også sigende, at billederne er et par år gamle og det ikke indtil videre har været muligt at finde nyere ækvivalenter, men den utrættelige søgen fortsætter.

Den søgen fortsætter åbenbart også for det radikale byrådsmedlem Ibrahim Gøkhan, som i en sensationel bånd-afskrift i dagens JP varsler om massive modangreb mod den journalist på JP, som flere gange har afsløret Gøkhan som et ret selektivt sandhedsvidne. Dette sidste er vist ikke til debat. Ikke desto mindre varsler Gøkhan i en aldeles uhørt sprogbrug (ihvertfald udenfor det miljø, som normalt med dommerkendelse rutinemæssigt monitoreres af politiet) om, at "..jeg (Gøkhan) kan sende dig, hvad jeg og mit bagland har lavet af research om dig og hvad det er for nogle indlæg, du har skrevet" Nu er det vel teoretisk noget svært at "afsløre" allerede offentliggjorte artikler skulle man vel mene, men Gøkhan fortsætter alligevel: "Så vent og se, vi har også nogle gode journalister, der giver oplysninger om dig"

Vi taler altså om et folkevalgt byrådsmedlem for de radikale, som altså som svar på uhyre berettiget kritik blot påtager sig den evindelige offerrolle med den lille "twist", at han på en for undertegnede faguddannede historiker hidtil aldrig set vis tager til genmæle. Det unikke i denne sag består ikke i, at han undviger de ubekvemme spørgsmål, det gør alle politikere og selv de mest håbløse amatører. Nej, det uantageligt uhørte her er, at den politisk valgte simpelthen åbenlyst truer med at "karakter-myrde" den journalist, som har skrevet om ham.

Hvis det her skal ses som et første fingerpeg om den frie presses stilling i Danmark i fremtiden, så er der grund til betydelig vagtsomhed. Aldrig har vi oplevet politisk håndværk af denne kaliber, og forhåbentlig kommer vi aldrig til at opleve, at visse mennesker får magt, som de har agt, og vi taler altså ikke om JP her. JP slår stadigvæk masser af journalistiske "skæverter", det her er blot ikke en af dem. Politik er undertiden et beskidt håndværk, men at det smittede så meget af på udøverne havde vi godt nok ikke troet. Det kan det nok heller ikke, siden vi aldrig har set det før, evnerne har åbenbart været medfødte. Som de akademiske titler. 
Vi tager lige dagens sidste citat fra interviewet med Gøkhan: Efter at have udtalt: "..jeg arbejder ikke som tandlæge. Det er derfor jeg ikke har autorisation" fortsætter han som svar på spørgsmålet, om han har arbejdet som tandlæge" Ja, det har jeg gjort" Da han altså først tilsyneladende har fået sin uddannelse fra et anatolsk universitet i 1999 og aldrig har haft nogen autorisation skulle sagen vel være klar og det er den selvfølgelig også, når han nu altså siger, at han tilstår. Ak ja, og så tænke sig, at den ligeledes radikale minister A. C. Normann blev sendt ud af Folketinget i vanære for et ganske vist groft uagtsomt trafikuheld. Tiderne skifter sandelig. Desværre. I dag skal der tydeligvis ganske meget mere til, hvor meget får vi se. Selv har vi nu allerede i denne sag set mere end rigeligt.

Når vi nu er ved begrebet "at se", så er der altså dømt "mormor-arme alarm" i reklamerne for et nyt show med den noget sparsomt kropsligt tildækkede lokale sangfugl Jette Torp og den engang til tider lidt morsomme Klaus Wunderhits. Det sjoveste ved ham i dag er hans og hans "crews" sjove kunstige plastictænder, men det er en helt anden sag. Ligesom "morskab" heller ikke rimer på "Torp", hvad gør egentligt det?
Her i huset er begrebet "mormor-arme" synonymt med en aldersbetinget "løs-i-kødet-hed", (som åbenbart kan udvikle sig faretruende forfærdeligt tidligt),hvor den oprindeligt runde og faste kvinde-arm efterhånden udvikler en noget mere blævrende struktur a la vandmand, som hvis det havde været støddæmperne på en brugt Opel Kadett aldrig ville kunne gå igennem et syn. En udstilling af sådanne arme betragtes normalt ikke som særskilt seksuelt stimulerende, men måske det så passer så meget bedre til den brede familieunderholdning, som måske er den egentlige målgruppe for dette sommerlige To(r)p-show. Siger denne efterhånden tiltagende komisk tyndbenede skribent, som ifølge sædvanligvis velunderrettede kvindelig kilde efterhånden har fået en lillebitte røv, som langtfra kan fylde bukserne ud. Det er bestemt heller ikke ligefrem klassisk smukt siger hun. Eller i det hele taget smukt eller bare en smule pænt men nu udstiller vi heller ikke disse tvivlsomme varer mere end allerhøjst nødvendigt. Med mindre altså de uimodståelige muligheder byder sig til naturligvis.
Nå, men med hensyn til at fylde kjolerne ud nederst og bagest er der til gengæld overhovedet ingen problemer for kvinder med disse "mormor-arme" kunne det tyde på ud fra ud fra dagens promotion-billeder på stiften.dk. med denne tækkeligt afseksualiserede lokkemad. Nå, men ellers kan vi vel forvente humør på det sædvanlige sprudlende niveau med garanti for det ganske uventede eller mangel på samme. På samme måde som nytårs-klassikeren med butleren og den gamle dame og "Same procedure as every year, James!" Snork og så har vi endda hørt Torp og Wunderhits engang i urtiden da de efter sigende var morsommere. Dengang var selv ikke gratis mad og øl og endda delvist muntert selskab i forbindelse med en firmaudflugt i stand til at forhindre øjeblikkelig mareridstagtig REM-søvn. Snork, snork, og meget mere snork!
Nå, det er heldigvis først til sommer, det sker, og hvem siger, at det overhovedet bliver sommer, som Dirch Passer engang deklamerede i Cirkus-Revyen. God weekend!

Hjemmesløjd

Sædvanligvis er ordet "hjemmesløjd" ikke akkurat synonymt med den allerhøjeste kvalitet, ja der kan undertiden være gabende huller. Som der også er i vores gamle ven Ibrahim Gøkhans akademiske karriere. Det er ellers en karriere, som ifølge hans advokat er vældigt imponerende med hele 3 såkaldt videregående uddannelser. Det er sikkert derfor, mener han, at Gøkhan uretmæssigt bliver forfulgt for måske en så strålende karriere avler betydelig misundelse?. Nu er karriere sådan noget forfærdeligt relativt noget. Det mest interessante ved Gøkhans karriere er, at han den ene dag har været noget bestemt, som han så næste dag slet ikke har været, tandlæge for eksempel. Eller tandplejer. Eller noget som helst andet. Alt andet end sandheden. Det burde ellers altsammen være så nemt, for i tirsdags sagde Gøkhan jo, at journalisten blot kunne ringe til tandlægehøjskolerne i både Århus og København. Man bliver nu ellers for det meste kun tændlæge ét af stederne af gangen. Nå, men det gjorde journalisten så som bekendt uden at institutionerne dog kunne bekræfte Gøkhans historie. Mærkeligt forslag egentligt fra Gøkhan men måske han bare havde glemt han ikke havde gået der. Såre mystisk men måske han har kørt forbi engang.

I går blev det så offentliggjort, at Gøkhan faktisk HAVDE gennemført enkeltfag på seminariets såkaldte "meritlærer-linie" og der bl. a. havde gennemført sløjd-studiet. Nu skal det lige med, at denne særegne uddannelse vel må betragtes som en desperat tilbagevenden til tidligere tiders undervisning af elever med de stedlige degne som nød-lærere. Degnenes pædagogiske uddannelse var dengang lig nul og de nuværende meritlæreres faglige uddannelse er kun ubetydeligt meget bedre. Til gengæld er de så ikke så kristne som førhen og kan sikkert heller ikke synge salmer nær så godt. En meritlæreruddannelse er tiltænkt lettere livstrætte midaldrende håndværkere m. m. som så passende kan fylde lidt op i klasseværelserne i udkantsområderne, så eleverne ikke slås alt for meget. En almindelig læreruddannelse udklækker ikke akkurat brilliante tænkere og gevaldige akademikere og meritlærer-uddannelsen er så langt ringere igen. Ja, den er faktisk så ringe, at der mange steder i landet er gevaldige gnidninger mellem de forskelligt uddannede (eller altså delvist slet ikke-uddannede, det er en vurderingssag) lærer-grupper, fordi de "rigtige" lærere naturligvis som faglærte arbejdere skal lave alt det, som de andre ikke kan finde ud af. Meritlærer-uddannelsen er sådan en slags SOSU-uddannelse i forhold til de rigtige lærere/sygeplejersker. Ikke blot er det ikke en videregående uddannelse, det er faktisk kun en samling lappe-kurser så simple, at selv denne skribent på ganske kort tid ville kunne blive lærer. Hvis det altså ikke var fordi jeg var det i forvejen. Eller netop derfor.

I går producerede Gøkhan et angiveligt eksamensbevis på fint glittet og tilsyneladende flunkende nyt papir fra en tyrkisk institution der viste, at han sandelig var rigtig tandlæge. Om det så var en eksamen fra den tyrkiske afdeling af Dr. Öetker-Universitetet er ikke til at vide og vi regner da med, at den lokale presse forsker lidt videre i dette mirakuløst frelsende dokument, der som den gamle teaterrekvisit "Deus ex machina" forekommer lidt fornuftsstridigt. Sådan et virkemiddel brugte man normalt kun, når handlingen var gået i håbløst ulogisk hårdknude. Som her.

Den tidslinie i Gøkhans liv, som ellers indtil i går forekom mulig, er nemlig nu lidt sjovere. Dengang for uendeligt længe siden, altså i interviewet i tirsdags, havde Gøkhan ellers arbejdet som både tandlæge og tandplejer. Den forklaring er så helt ændret i dagens JP til at måtte "..bero på en misforståelse" Jamen hvordan i alverden kan man dog misforstå det, enten har man, eller også har man vel ikke? Nå, men i tirsdags udtalte Gøkhan, at han var blevet tandlæge i forbindelse med aftjeningen af sin værnepligt i Tyrkiet. Nu er Gøkhan jo altså 48 år og det er sandsynligt, at det altså er sket for mindst 25 år siden og da formodentligt inden Gøkhan fik dansk statsborgerskab. Ellers ville han vel næppe være gået på kurder-jagt derude i de østlige bjerge af Tyrkiet og da næppe frivilligt. Nu viser det sig så noget overraskende, at han lige pludselig først på sit bekvemt producerede "eksamensbevis" er blevet tandlæge i 1999. Det rejser en del problemer og en del mere end det løser.

For det første er det noget svært at forestille sig en dengang 39-årig far til en 3-4 spædbørn følge nogensomhelst undervisning i Ankara med mindre vi taler om et hensynsløst karrieremenneske, som tilsidesætter alt. Det ville jo trods alt være nemmere at tage bybussen de 5 kilometer ind til den lokale tandlægeskole, hvis det var det man ville være. På trods af familiens årelange afsavn mens Gøkhan uddannede sig i Tyrkiet (for vi taler vel om en rigtig tandlægeuddannelse, Ibrahim?) så forekommer det helt vanvittigt paradoksalt, at han efter udståelsen af alle disse prøvelser ikke engang gad søge en autorisation til at arbejde som automatisk højtlønnet tandlæge. Den er ellers ganske gratis ja kommer næsten automatisk. Han fik den altså bare ikke, meget underligt. Måske han bare ikke havde tid eller ikke penge nok til frimærket, stakkels mand.

I det hele taget er det dybt underligt det her med Gøkhan, hvis statsborgerskab åbenbart er dobbelt uden at der dog reklameres for det på den radikale hjemmeside. Sådan helt tvangfrit at følge uddannelser i først det ene og så det andet land og så det ene igen forekommer ikke helt trivielt. Næsten ligeså underligt som aldrig nogensinde at gøre brug af sin angivelige uddannelse. Nå, men under alle omstændigheder er "klapjagten" på Gøkhans mulige ulovlige tandlægearbejde nu blevet noget lettere, fordi han indtil 1999 altså slet ikke var uddannet. Det, der måtte være efter, er ikke rigtigt godt, og det, der er før er rigtigt slemt. Det bliver spændende at se opfølgningen på det reelle indhold af dette "bevis" Der er absolut nul logik i hele denne historie, som altså osse ender i en nul-karriere. Som nogetsomhelst.

Ja, for hvad er det lige, at Gøkhan har lavet i sit liv? Ja, det er der næppe nogen, der ved, for intetsteds synes det muligt at finde af, at han har lavet andet end lidt sporadisk halv-kommunal såkaldt "mentor"-deltidsarbejde. Det består i at fortælle vanskelige unge, at de altså skal holde op med det de gør og så fortsætter de naturligvis bare alligevel. Et taknemmeligt job altså. der som opvask aldrig forsvinder. Aldrig nogensinde.

På baggrund af det skulle man så tro, at en karriere som tandlæge ville være et godt alternativ her godt og vel halvvejs gennem en indtil nu nødvendigvis sparsommelig tilværelse. De færreste har vel noget særskilt mod mindst en firdobling af lønnen for lidt kortere arbejdstid i uhyre bekvemme omgivelser. Alle undtagen idealisten Gøkhan, som altså end ikke efter mange års flittige studier (eller mange frimærker spildt på det akademiske distance-kursus fra Dr.Oetker-Universitetet, alle kan gætte med) overhovedet slet ikke gad være tandlæge alligevel. På trods af altså hele 4 børn, som vel ellers må have lidt betydelige afsavn under faderens årelange fravær, ak ja. Meget, meget mystisk! Og altså næppe hele sandheden om overhovedet noget af den. På trods af, at Gøkhans advokat ellers har kendt Gøkhan siden 1991 eller måske netop derfor. En så vedholdende ikke-forfølgelse af en ellers ganske grydeklar erhvervskarriere er en smule alternativ for at sige det lidt mildt. 

Noget alternativ forekommer Århus Politis veritable jubelscener ved afdækningen af en lokal våbenhandler nu også. Pressen var behørigt inviteret med til afsides Kolind, hvor politiet havde fundet omkring 50 skydere hos en lokal til lejligheden passende benævnt ulovlig våbenhandler. Der var nu ikke noget skilt udenfor. Nu kunne man jo forvente bunker af Kalshnikover og Uzier og Glock-pistoler og andre automatvåben for det er jo ligesom det, de rigtige røvere og terrorister bruger. Og så koner og børn med bombebælter, men det går jo noget ud over den efterfølgende brugsværdi af pengesedlerne.

I stedet viste billederne en fuldstændigt komisk samling af mere eller mindre antikke enkeltskuds-våben. Ja, enkelte af dem så faktisk ud til med deres flintlås og det hele at have krævet en sand virtuos med et krudthorn som Davy Crockett i starten af 1800-tallet for at få til at virke. Vi taler simpelthen om FORLADERE med stok og det hele til at lade med under løbet, vel ikke akkurat højeste mode blandt nutidige røver-spirer. En anden klassiker blandt de konfiskerede våben var en Krag-riffel, som sidst fandt krigsmæssig anvendelse på Philippinerne under den amerikansk-spanske krig. I 1898 under det gjaldende amerikanske krigsråb: "Civilise them with a krag!" Bang-bang!

Nu er våbenlære godt nok ikke obligatorisk længere for journalister, men end ikke en stolt politimæssig fremvisning af en fra utallige westerns kendt og klassisk Colt-seksløber, den såkaldte "Peacemaker", som "Wild" Bill Hickock var en virtuos med i 1880-erne med et løb på omkring en halv meters længde gav anledning til tvivl om den røveriske værdi af den store våbenfangst. Alle, der har set Wyatt Earp i klassikeren "Tombstone" burde ellers straks have reageret, for lige dér i Kolind var Kurt Russels skyder jo.

Man kan vist uden at overdrive sige, at de 4 ugers varetægtsfængsel for denne amatør-våbenhandler måske er lige hårdt nok pådømt. Der er med 100% sandsynlighed tale om en passioneret samler, som helt sikkert kun sælger sine skydere, hvis han får dubletter. Iøvrigt havde han adskillige våbentilladelser men altså ikke til dem alle og derfor røg han ind. På det kriminelle våbenmarked ville man aldrig røre en eneste af disse antikverede skydere med en ildtang. Man kunne ligeså godt fra politiets side have arresteret an ejer af et pilehegn, for de smidige kviste KUNNE jo teoretisk bruges til at lave dødbringende pile af hvis altså manden osse ejede lidt tykt ståltråd. Om en halv snes år altså.

Selv om en klassisk danskproduceret 50 år gammel Otterup-riffel er en glimrende skyder hvis man ligger og "pürscher" hjorte, så er det altså ikke målrettet politiarbejde at forsøge at linke denne Kolind-samler sammen med den organiserede kriminalitet. Kikkert-sigter hænger altså fast i tøjet og pengesækkene hos bankrøvere. Find de Uzier eller Kalashnikover, som iøvrigt i det samme indslag med fotos fra et stort nyligt kup straks var synlige for enhver, der gad se. Hvis de rigtige moderne automatvåben ikke er der, så har politiet været et forkert sted, så simpelt er det. Det er squ dumt at forestille sig, at man med en forlader med en længde af 1.80 m og altså den første model efter Onkel Joakims muskedonner med "tragten" foran (som jo ikke engang var effektiv mod Bjørnebanden selv på klos hold) har særligt aktuelle planer om kup og anden terror. Rigtigt dumt, næsten ligeså dumt som at lade sine tænder behandle af Ibrahim Gøkhan.

Radikal konsekvens

Nu forsøger denne ydmyge side sommetider at være morsom med indrømmet noget vekslende held. Alligevel må vi se os slået i denne vanskelige disciplin og det endda eftertrykkeligt. Nu er det heldigvis ikke de fortærskede revytekst-leverandører Vase-Fuglsang, der er på spil, det ville også være mere end ubærligt og uendeligt ydmygende. Mon ikke de blot fortsætter deres mangeårige ufarlige vej mod at udvikle tidligere tiders udmærkede (med andre forfattere naturligvis) sommerrevyer til det mere og mere ligegyldigt/tåkrummende? Nej, det er atter engang en god gammel ven af huset her og en umådelig gevinst for det politiske liv i Århus. Vi taler naturligvis om den radikale byrådspolitiker Ibrahim Gøkhan, manden, der for en tid siden blev snuppet for massevis af gange simpelthen kritikløst at have sakset løs i lange, ordrette passager fra andres skrifter. Dengang gjorde det ikke så meget, hvem der var den oprindelige ophavsmand, for Gøkhan "gokkede" ordret tekster fra såvel rådgivningsfirmaet Rambøll som en norsk maoistisk professor. Sikke dog umådeligt belæst denne mand er og så alligevel ikke belæst nok til selv at tænke blot en eneste lillebitte tanke. 

Der er ihvertfald ikke nogen, som har taget Gøkhan i at skrive nogetsomhelst på egen hånd mens det modsatte, ren afskrivning, har været normen. Vores egne dybtgående grafologiske og lingvistiske studier med inspiration fra salig sprogteoretiker Louis Hjelmslev har været ren spild af tid. Nu var studiet af Hjelmslev i sig selv fra starten af spild af tid..Ham Gøkhan har vist "gokket" løs fra alle mulige andre uden at han dog nogensinde har villet indrømme det bare ganske lidt. Sådan en noget alternativ forholden sig til sandheden og verden har så ikke på nogen måde diskvalificeret ham i sit radikale byrådsarbejde, det har måske endda lige præcist der kunnet være en egentlig positiv kvalifikation, hvem ved? Nå, men denne gang har han altså ikke skrevet af, det kan vi vist allerede nu afsløre. Sådan noget er der nemlig ingen ved deres fulde fem, som ellers ville have skrevet. Lige præcist denne gang er han helt sikkert selv ophavsmanden, endeligt, endeligt. Og hvad har han så på hjerte, kunne spændte iagttagere spørge?

Ja, han har såmænd det samme på hjerte som altid, nemlig tilsyneladende LØGN,LØGN og ENDNU MERE LØGN! I dagens JP ser vi en særdeles velunderbygget feature om denne blomstrende begavelse Gøkhan, som så frygteligt gerne vil være "rollemodel" Det kan vi da så håbe, at han ikke er blevet, for vi (altså han) er ude på den helt tynde is her, vist så tynd, at den seneste person, der har kunnet gå på det tørskoet må have været Jesus. Jesus kan man heldigvis vælge at tro på eller lade være, Gøkhan tilbyder ikke dette valg. Ham KAN man simpelthen ikke tro på. Hans løgnehistorier er simpelthen så lavtflyvende og lamme, at de er ligeså nemme at skyde ned som britiske Fairey Battle-bombere i slaget om Frankrig. På visse missioner var tabsraten på togter med disse fly de bemærkelsesværdige 100 %. Iøvrigt gentog man som Gøkhan "togterne" indtil man løb tør fly og historier henholdsvis. Gøkhan giver nemlig selv den ammunition til journalisterne, som endegyldigt pløkker hans forklaringer ned. Med en 100% sikkerhed. Plaf-plaf!

Selv om så journalisten ikke gør arbejdet helt færdigt (derom senere), så er en mand i frit fald alligevel en realitet. Gøkhan har nemlig altid "stoltseret" som en parringslysten påfuglehane med en titel af BÅDE "tandlæge" OG "tandplejer". Vi må med skam indrømme, at vi ikke selv tidligere har studere "Gokkerens" hjemmeside, for mage til mistro-pådragende titel-sammensurium skal man da lede længe efter. Vi har da ialtfald aldrig hørt om nogen, der efter at være blevet tandlæge skullet have taget den ikke særligt kvalificerede mellemtekniske og status/lønforladte uddannelse som tandplejer og det omvendte er heller ikke ret oplagt, da man skal starte på en hel frisk. Begge fag tilbydes ganske vist på Tandlægehøjskolen, men det er nu også det eneste de udover kantinen har til fælles. Nå, men nu begynder løjerne. Den vågne journalist må vel have fået et tip om, at man faktisk slet ikke kan finde Gøkhans navn i fortegnelsen over hverken tandlæger eller tandplejere. Det er ellers et lov-krav, at man har autorisation for at arbejde med gebisser. Han er altså hverken tandlæge eller tandplejer..

Konfronteret med disse uomgængelige fakta svarer Gøkhan med de mindeværdige ord "Prøv at ringe til Tandlægeskolen i Århus eller København og tjek det" tilsyneladende i håb om, at journalisten ikke kan finde telefonnumrene på nettet. Gøkhan går måske ikke ganske overraskende ud fra, at alle andre er ligeså dumme som ham selv og det er jo principielt ikke altid lige klogt. Det kommer jo uheldigvis temmeligt meget an på hvor på begavelses-stigen man lige selv står. Nå, det kunne journalisten godt, finde numrene, og ikke fuldstændigt overraskende havde ingen af skolerne nogensinde haft nogen "Gokker", ja de havde ikke engang et gebis i sprit med det navn. Nu kunne man jo til "Gokkerens" forsvar tro, at han måske havde sin titel fra et mellemøstligt postordre-firma eller bare en noget tilfældig doktor-titel som salig Dr. Oetker, men når han nu selv henviser til de rigtige skoler er det vel næppe en mulighed længere. 

Det er iøvrigt heller ikke længere en mulighed overhovedet straffrit at kalde sig hverken tandlæge eller tandplejer. Udover at det altså tydeligvis er løgn er det nemlig ubetinget strafbart og en åbenlys politisag. Og så stopper det hele slet ikke her. Den vitale Gøkhan fortsætter nemlig uden synderlig blusel på sin hjemmeside med at hævde at være både er lærer i kick-boxning OG karate, ja intet mindre end dobbelt-konfekt kan gøre det her heller. Nu kunne man måske bedre tro på historien, hvis Gøkhan ikke også lige havde erstattet de alment kendte billeder af en almindeligt udseende 48-årig temmeligt trivelig mand med hængende "kæbeflæsk" som den fra Mickey Mouse så kendte og elskede "Politimester Striks" Man kan næsten ikke forestille sig denne ideelle prototype på "den perfekte bedstefar" springe rundt som en veritabel dræbermaskine a la Chuck Norris (husker nogen ham fra "Walker, Texas Ranger"?) Nå, vi kan nok være rolige, ikke meget tyder på, at de her titler er meget mere reelle end de andre. Ellers kan denne klumme sagtens blive den sidste..

Måske Gøkhan ligefrem er blevet inspireret af sig selv denne gang, for minsandten om han endnu ikke har fået sig en supplerende lærertitel, denne gang en rigtig én. Det vil sige, meget mere rigtig end de andre er den nu næppe, men denne gang hævder Gøkhan så, at han "..sidste år blev uddannet som lærer fra Århus Lærerseminarium" Vi ved ikke helt, om han er klar over, at det faktisk er en flerårig uddannelse. 

Det er altså sket parallelt med byrådsarbejdet uden at nogen lige har lagt mærke til, at han aldrig var til stede. Journalisten prøvede nu ikke at ringe, men det vil så selv prøve at gøre i dag. Han spurgte nu heller ikke om, hvorfor i alverden man skulle bytte et job som højtbetalt respekteret tandlæge med at lavstatus-job som lærer. Med bopæl i Århus kan man vel også dårligt forsørge 4 børn, som Gøkhan åbenbart har med en simpel lærerløn. På den anden side, når alt andet alligevel er løgn kan det med børnene jo ligeså godt være det, så måske kan det gå endda.

I lyset af disse afsløringer er det lykkedes at "ryge" den radikale formand Sander Jensen ud af sin "grav" og han udtaler de mindeværdige ord, som burde kunne bruges som en skamstøtte over temaet "radikal konsekvens" Han "opfordrer Gøkhan til at tage en tænkepause, hvis det viser sig, at der er tale om strafbare forhold"(!!) Jamen Sander, der ER tale om strafbare forhold, da man hverken må kalde sig tandplejer eller tandlæge uden autorisation. Hvad agter de radikale lige at gøre-det indlysende svar er ingenting, naturligvis. Mon det med "pause" på "radikalt" ikke bare betyder, at Gøkhan jo næppe kan komme til byrådsmøderne, hvis han kommer ind og ruske tremmer, altså en såkaldt "nødvendig pause"? Det må være noget i den retning Sander mener hvis han altså mener noget. Sander fortsætter med at love, at man vil "diskutere, hvordan vi forholder os til sagen.." Jamen Sander, der er intetsomhelst at forholde sig til. Denne Gøkhan, som på sin hjemmeside spankulerer som en 20-årig veritabel Adonis, er simpelthen så fuld af indlysende løgn, at det endda er for meget for selv ellers uhyre rummelig lokalpolitik. Den absolutte sandhed eksisterer jo ikke i politik og det er tit heldigt nok. Heldigvis gør den absolutte løgn det så heller ikke og det er noget uheldigt for Gøkhan, for lige dér brillierer manden uden lige. Heldigvis!

Se, her var der alligevel noget, som du var ægte kvalificeret til, Gøkhan, ja endda betydeligt overkvalificeret. Så blev du alligevel noget af alt det, du så forfærdeligt gerne ville have været i det mindste så længe det varede. Nå, men du blev dog rollemodel. På ganske samme måde som de mange erhvervsdrivende i Bazar Vest, som nu har inspireret til forlængelse af betalingsfristen af moms blev det. Ikke at det sikkert kommer til at berøre disse firmaer, der jo åbenbart har en mere permanent udsættelse, vi har da ihvertfald ikke for nyligt hørt Skat rumstere derude. Sidste gang var den "positive udvikling " ellers fra vistnok 93% til 89% Altså ikke en negativ udvikling som det måske kunne lyde, næh de 89% var dem med såkaldte "uregelmæssigheder" Hu hej, hvordet går.

"Chicken", strudse og alternativ økonomi.

Atter i dag bliver vi af bitter nødvendighed en smule kortfattede. En uforklarlig bølge af ukontrollabel fitness-feber har grebet denne ellers noget trivelige familie og landevejene og skovstierne synger atter deres lokkende men iskolde sirene-sang. Nu kunne man måske sige, at vi med vores udprægede "rundbugethed"netop derfor var i en særlig risikogruppe for at udvikle den ubehagelige sygdom "motions-syndrom" men nu, det er sket, er det nu også ganske behageligt. Det er dejligt til en afveksling, at knapperne i ens skjorte ikke længere føles mod den efterhånden ømme brystkasse som om man er blevet beskudt med skarpe projektiler kun iført en dårlig skudsikker vest. Det gør som bekendt skideondt. Noget nas gør det ihvertfald at mærke knapperne, som ellers fornyligt bare hang ganske frit i luften. Eller gjorde, rettere.

Nå, for undertegnede er alt dette jo nylige minder, da jeg jo for lidt tid siden tog det store "rush" mod en krop næsten som Mr. Perfect, så nu er der kun mindre justeringer at foretage. Måske man bare er blevet afhængig af at okse rundt og nu har det søreme smittet hele familien. Nå, når alt kommer til alt er det vel ikke den allerværste sygdom at få hvis det nu skal være.

I gamle dage, dengang den almægtige amerikanske bilindustri var verdens hersker deroppe i Detroit var det jo en yndet fritidsbeskæftigelse for den amerikanske college-ungdom at nappe en af forældrenes "flydere" og så fræse af sted ude på "highwayen" Det var nu ikke fordi man skulle nogen steder hen, nej man skulle ud at dyrke en særegen form for racerløb, nemlig den, der kaldtes "chicken" Den bestod i sin enkelhed i, at 2 biler fra hver sin side og midt på vejen fræsede mod hinanden som 2 riddere i panser og plade på deres ligeledes svært pansrede heste i middelalderens dueller. 

Vinderen af denne moderne tvekamp var så den, som IKKE drejede af uden at det dog blev helt klart hvem der egentligt havde vundet, hvis begge blev dræbt ved en frontal-kollision. Om man delte 2. pladsen er ikke helt klart ud fra de bevarede kilder men det må vel have været tilfældet rent formelt. Under alle omstændigheder var den kvindelige smækre "lørdagskylling" da uden for rækkevidde. Vi kommer til at tænke på dette åbenbart ældgamle og så alligevel universelle "chicken", i forbindelse med gårsdagens snak om landbruget. 

Nu er det godt nok mere traditionelt "traktortræk" og andre landlige forlystelser, der diverteres med til de gode gammeldags dyrskuer. Vi har da ihvertfald aldrig set disse moderne motoriserede gangere fræse mod hinanden i klassisk duel, men det betyder ikke, at man ikke spiller "chicken" derude på landet. Det er blot bankerne, der gør det.

Man kunne måske af gårsdagens tekst få det indtryk, at det var et problem for landmændene at være så dybt forgældede, men intet kunne være fjernere fra sandheden. Som et gammelt ord siger, så har man selv et problem, når man skylder banken penge, mens det naturligvis er banken, som har problemet, hvis beløbet er stort nok. Det er naturligvis tilfældet her, hvor beløbene ikke blot er store, nej, de er kolo-enormt ubegribeligt store. 

Det betyder selvfølgelig, at landmændene i praksis er sikret mod,at markedet for jord og landejendomme udvikler sig på samme måde som det øvrige boligmarked. Et kollaps på boligmarkedet giver generelt fattigere boligejere (og det kan man godt leve med), mens blot et mindre prisfald i i landbruget giver gigantiske dønninger hos långiverne. Derfor vil man naturligvis ikke behandle landmænd som man behandler almindelige virksomheder, dertil er der alt for meget på spil, så man skal såmænd ikke have ondt af min på én og samme gang fattige og rige fætter Kurt.
Spillet "chicken" kommer så ind i det, derved at givetvis samtlige långivere vil forsøge at afhænde så mange som muligt af alle de lidt tvivlsomme lån, som er ydet på basis af forventninger, som ikke blev opfyldt. Problemet er så i al sin enkelthed, at hvis man alt for tydeligt afslører sine egne hensigter, så er det eneste resultat, at man selv kommer til en destabilisering af markedet for landbrugsjord, så værdien af ens egne poster derude vil styrtdykke. "Chicken" er altså et vanskeligt spil, som det kan være forbundet med livsfare at trække sig ud af på et så sent tidspunkt. Man kan faktisk slet ikke, og ret meget vanskeligere kan det jo ikke rigtigt blive. Det kompliceres jo altid noget af, at man aldrig helt ved, hvad side den anden, der kommer racende mod én, vil dreje.
Hvis man drejer er det farligt og hvis man ikke gør, så er det RIGTIGT farligt. Til gengæld er det så ikke særligt farligt at være landmand, men det er så en helt anden og mere beroligende ting. Lidt godt er der da i denne forunderlige sag om alt, alt for mange penge til alt, alt for få landmænd.

I gamle dage sagde man så vittigt, at det sikreste sted på et synkende skib var at opholde sig på toilettet, for der kom vandet først, når man trak ud. I det her spil er det så endnu sikrere at være landmand, for hvis nogen trækker i det finansielle højtskyllende toilet, så oversvømmer det øjeblikkeligt hele lokummet og så synker skibet straks og alle drukner. Det passede åbenbart, det dér med at det var mest sikkert på lokummet, for denne gang er der garanteret ikke engang nogen, der trækker ud. Sikrere bliver det ikke eller gør det? Det er ihvertfald ganske sikkert, at når noget bliver vanvittigt økonomisk usikkert, så bliver det samtidigt ganske usædvanligt sikkert, bare i den usikre retning.

Ligeså sikkert er det, at selv sikre tab, som ikke er realiseret endnu, slet ikke er tab, mens tab så uudholdeligt store, at de overhovedet ikke kan realiseres, naturligvis aldrig nogensinde bliver tab. Orv, vi er vist dybe i dag!
Måske der ligger en Nobel-pris og venter for denne ellers indlysende opdagelse, så indlysende, at ingen ser det. 
Staten spiller nu også uundgåeligt på denne variant af "chicken", som vi i dagens anledning vil benævne "struds" Man vil nemlig give længere frist for momsbetaling, altid dejligt. Mon ikke det sker på baggrund af, at mange næppe sidste gang overhovedet betalte moms, fordi det gik fra at være den dyreste måde at låne penge på at undlade det til at være den billigste udover at det sikkert for mange var den eneste. Nå, men en struds er jo også en slags forvokset hønsefugl.

Lidt små-farligt måske.

I min gymnasietid var Panduros mesterværk "De Uanstændige" en slags pligtlæsning i dansktimerne. Det var sikkert mest fordi man af helt uransagelige grunde en gang havde anskaffet dem som hele klassesæt (og derfor skulle de altså fandeme slides op) langt snarere end at de gav ungdommen en litterær oplevelse. Der er nok næppe tvivl om, at de allerfærreste elever dengang i datidens marxistiske metode-doktrinerende undervisning overhovedet nogensinde fattede en brik af farligheden i Panduros værk. Nu er incest mellem bror og søster jo også et noget sprængfarligt emne til alle tider og da ikke mindst, når det sympatetisk skildres som her af en sand mester. Så er der altså ikke meget, der er farligere for svage sjæle som undertegnede. Nå, men ingen fattede en brik dengang på Horsens Statsskole i 1.X og det var måske meget godt. Eftertænksomhed var jo ikke særligt moderne dengang og det har da forresten heller ikke været siden.

Til gengæld lykkedes det gymnasieskolen dengang og sikkert lige siden permanent at afvikle enhver litterær interesse, som der måtte være i den opvoksende akademiske ungdom og det var måske det mest "uanstændige" ved dét her. I disse dage, hvor det evindelige tågehorn Carsten Jensen bliver udnævnt til den nyere tids allerstørste danske forfatter for sin tommetykke totalt tilsvarende tomgangsroman "Vi, de druknede" er hele den apokalyptiske undergangsstemning i Panduros tilsynende så sol-og sommerferieagtige roman da ihvertfald gået op for undertegnede. Heldigvis vil vores bedste bud herfra nu være, at Carsten Jensens bog får nogenlunde samme klassikerstatus som tidligere tiders tilsyneladende tidløse og til evig tid uangribelige ikoner som Herdis Møllehaves "Le" og Dea Trier Mørchs helt uforlignelige "Vinterbørn". Ingen af dem kan vist længere findes brugt (vil jeg da håbe). Dem åd tiden vist blot og mon ikke den fik kvalme?

Nu er dagens tema jo "fare" og på samme måde indlysende måde, som Panduros uanstændige og incestuøse tvillingepar var det for den iøvrige ufarlige litteratur, således burde enhver vel også som undertegnede have kunnet se alle de oplagte faresignaler, der gik forud for den nuværende finanskrise. Som i Panduros bog hed hovedpersonerne denne gang blot Kaupthing og Glitnir i stedet for Mick og Topsy. Det var del vel også nogen, der kunne se faren i horisonten, for når noget er så utroligt godt, at alle tjener mange flere penge ved at eje et almindeligt hus end de på nogen kan gøre ved selv uanstændigt høje lønninger, så er der altid en "sidste salgsdag". Når noget er alt for godt til at være sandt er det jo naturligvis løgn. Man kunne uden synderlig kløgt have undret sig over, at man selv i finansielle inderkredse helt tog alle de islandske oppustede finanseventyr for lånte penge for pålydende. Ingen undrede sig tilsyneladende over, at ikke et eneste af disse islandske besiddelser nogetsteds i verden gav blot så meget som en devalueret islandsk krone i overskud. Eller at boligpriserne i London steg så meget, at almindelige mennesker efterhånden skulle bosætte sig i det nordlige Skotland for at have råd til at arbejde i London. Eller at det danske landbrug gik skidegodt selv om danske landmænd hver måned havde samlede underskud på tæt ved en milliard. Meget mystisk at svineavlere aldrig gik fallit selv når de sendte 200,- med hver gris på vej til slagteriet. Jo flere grise de sendte jo fattigere burde de være blevet, men de gjorde de sjovt nok ikke.

Dengang for langt over et år siden, hvor denne skribent begyndte at rable om det forestående uundgåelige kollaps til alle, der gad eller ikke gad høre på det (de sidste var der flest af), var det åbenbart stadigvæk et særsyn i den finansielle verden blot at tænke en smule. Som den ellers fornuftige uafhængige bankanalytiker Bjarne Jensen sagde i december 2007, så "..vil subprime-tabene ikke udgøre den direkte trussel mod finansektoren.." Han tog fejl, det må man vel sige.

Dengang anede jeg ikke nogenting om disse amerikanske huslån, såkaldte "sub-primes" som senere skulle udstille håbløs amerikansk økonomisk tænkning. Det var ihvertfald sådan det bleve fremstillet i de danske medier og det var selvfølgelig derfor ikke hele sandheden.Ja, amerikanerne vat faktisk så dumme, at man skulle helt til Danmark og ubegrænsede forbrugslån i boligers fiktive friværdi for at finde noget ligeså indlysende åndssvagt, altså ikke helt så langt som medierne fremstiller det, det skete faktisk typisk lige i baghaven. Overhovedet ikke, faktisk.

Toppunktet kom ifølge en aldeles fremragende researched artikel i dagens JP den 24. februar 2007, hvor det respekterede kreditvurderingsfirma Moody's gav de islandske hovedbanker den absolutte topkarakter AAA. Det svarer nogenlunde til sikkerheden af guld i et atomsikkert pengeskab, altså ganske godt. Godt et år senere var de alle konkurs og havde ruineret den islandske nation. Der var vist tale om det, der må kaldes en monumental brøler. Her i Danmark har vi nu ikke ret meget at lade disse forstyrrede økonomiske profetier høre. Ja, vi har vel faktisk i virkeligheden selv en økonomisk bombe indbygget, som er endnu mere uoverskueligt farlig end selv Mick og Topsys incestuøse forhold var for stakkels Thomas i Panduros bog. Lokkende men ganske fatalt alligevel og nok endnu mere, fordi det var så lokkende. Som spidsbrystede Topsy.

Vi taler om gældsætningen i det danske landbrug, som omfatter blot ca. 12.000 mennesker. Først lige lidt tal: I denne måned lancerede den tyske regering en epokegørende bankpakke med et rekordstort beløb på over 300 mia. til at støtte den tyske økonomi, Europas største med ialt 80 mill. indbyggere. Det svarer jo i forhold ganske godt til den første danske bankpakke. Så langt så godt eller måske snarere skidt.

Desværre svarer denne tyske hjælpepakke numerisk næsten fuldstændigt til gælden ALENE i det danske landbrug, der andrager lige omkring 300 mia. Vi taler om et helt men altså numerisk lillebitte erhverv, som i langt over et årti for hovedparten af bedrifternes vedkommende er drevet med stadige kæmpeunderskud, mens landmændene blot har lånt massevis af millioner til typisk 1% p.a. på den eksploderende friværdi. Dem har de så naturligvis ikke kunnet bruge på bedriften, som alligevel aldrig med de aktuelle jordpriser ville kunne bringes til at give overskud. For eksempel skulle en svineavler jo for at avle svin have frie jordarealer til at led gyllen ud på, jord som svinedriften aldrig ville kunne forrente (hvad blev der af genbrug af gyllen i stedet for?) Næh, man har klogt nok investeret alle disse lånte penge i aktie-spekulationer, det var der nemlig knaster i. Det var så klogt indtil det holdt op med at være det og det er altså nu. Nu er det blot for sent.

Når journalister for tiden lægger skylden for det økonomiske kollaps på USA så kommer jeg altså selv til at tænke på min fætter Kurt og det alternative økonomiske system, han er en del af. Med en bruttoindtægt fra korndykning på sine 2 gårde på ialt en bagatel a la bistandshjælp på 100.000,- har han alligevel kunnet leve fedt af et støt akkumulerende underskud. Hvor meget dummere er det lige det her er end de amerikanske sub-prime lån? Vi kan ikke rigtig se nogen synderlig forskel.

Nå, nu er denne klumme ikke en dommedagsprofeti, blot en kilde til rettidig omtanke. Om det så lige akkurat er det, som de har udvist hos Dynaudio i Stilling i den forløbne uge vil fremtiden vise. Mens B&O kæmper atter en eksistenskamp i fuld offentlig søgelys, så fyrede Dynaudio lige omkring en trediedel af sit personale lidt mere i skjul. Måske der er gået lidt "dansk landbrugs-tænkning" i det dernede i det landlige Stilling, for man havde vistnok mest fyret såkaldt "ufaglært personale" ifølge pressemeddelelsen som om det skulle være bedre. Det undrede selvfølgelig ikke journalisterne, som jo kun meget lidt gør. Det lyder måske uskyldigt nok, men mon ikke det i virkeligheden er ensbetydende med, at man har halveret sin produktionskapacitet? Sandsynligvis, for det er jo næppe de ufaglærte som konstruerer, leder og sælger.

Det kan jo sagtens være, at de ufaglærte er de nemmeste og hurtigste at komme af med, men det er så vidt vides ikke nogen faglært uddannelse at lave højttalere, så mon ikke de fleste ufaglærte lige netop på en højttalerfabrik har lavet højttalere? Tjah, det ved vi selvfølgelig ikke, men hvis Dynaudios såkaldte "kapacitetsomkostninger" ikke afgørende reduceres i takt med nedgangen i produktionskapaciteten, så kan der sagtens opstå problemer. Som andre virksomheder fremragende godt gearet til effektiv produktion og ekspansion som Dynaudio har været i mange år med en effektiv, men altså omkostningstung marketing-og udviklingsafdeling, så er det svært grænsende til umuligt blot at bremse op. Som ligeledes indtil for helt nyligt top-professionelle Mærsk jo heller ikke kan spare rigtigt effektivt ved ikke at sejle, da de sparede udgifter ved ikke er sejle er langt mindre end indtægtstabet.

Vi får se hvordan det går, det ser nu lidt små-farligt ud. Som hvis den amerikanske racerkører Craig Breedlove dengang i sin raketdrevne rekord-bil "Spirit of America" med en fart ud over Bonneville-saltsletten i Utah på over 1000 km./t. skulle have gennemført en dobbelt undvigemanøvre. Det, der kører hurtigst ligeud er sjældent det, der drejer bedst. Det skulle han heldigvis ikke, Breedlove, han fortsatte blot ligeud. Der er så andre hurtigløbere, der skal dreje brat. Vi håber det bedste, det bliver nok også nødvendigt.

Og så tilbage til Panduro og landbruget. Førende danske pengeinstitutter ser nemlig det danske landbrug som en økonomisk stabiliserende faktor, som det fornyligt blev nævnt i Børsen. For os at se er gælden i landbruget nu mest at sammenligne med en såkaldt "død-isklump" Sådanne megastore isblokke lå jo i den danske jord længe efter den sidste istid og fyldte op på samme måde som gælden. Så længe den store isklump ligger der endnu lige under jordoverfladen kan man ingenting dyrke dér lige ovenpå isen eller investere. Det er dog altsammen stadigvæk bedre end den dag hvor den smelter og hele marken ender som bundløs mose og man udelukkende kan dyrke gråænder. Ingen af tingene er dog videre gode og mon ikke den her vurdering af landbruget som positivt økonomisk stabiliserende er en smule over-optimistisk? Det tror vi og især fordi gældsbyrden pr. landmand er en bagatel af 25 mill. kr.
Nu er incest som i Panduros bog en overordentlig alvorlig sag, men vi er ikke helt overbeviste om, at de her økonomiske vurderinger ikke er lige i lidt for høj grad i familie med den islandske fætter/fætter/fatter-økonomi. Nå, men vi har slået ordet "økonomisk incest" op, og det findes overhovedet ikke, så alt er vist godt og stabilt. Det ligner nu bare for os noget helt andet en lille smule for meget. Nemlig tvillingerne hos Panduro...

UPDATE: Denne tekst blev skrevet søndag morgen. Nu vil tilfældet, at dagens hovedhistorie i JP Finans i dag mandag netop handler om det danske landbrug, sjovt tilfælde. Vi vil lige benytte lejligheden til at rette tallet 300 mia. i gæld. Det er nemlig 317 mia. efter et år, hvor det danske landbrug har præsteret en samlet negativ indtjening på lige knapt en milliard. 
Det ville ikke have været kritisk hvis det ikke havde været ledsaget af en stigning i gælden i samme periode fra 298 mia. til altså 317 mia., men det er så desværre tilfældet. Underligt nok spørger avisen ikke om denne ellers spændende sammenhæng. Det kan næppe være renterne, som tit og ofte andrager ikke blot én-cifrede procenter, de er også typisk på omkring 1%. Nye investeringer måske, men hvorfor egentlig? Heller ikke om, hvordan formanden for Dansk Landbrug, Peter Gæmelke kan forvente, at landmænd på vej ud af erhvervet skal kunne sælge ejendommene i såkaldt "fri handel" til den vel delvist kunstige og opskruede aktuelle pris uden at køberen naturnødvendigt i afkast ender nogenlunde samme sted som sælgeren, da driften stadigvæk formodentligt aldrig vil kunne afdrage gælden, som altså blot vokser. Måske vi ser lidt Nobel-prisværdig økonomisk tænkning her, vi fatter det ikke helt, så det er tydeligvis langt over vores evner. Desværre er vi altså ikke klogere.

Ole Sohn, den gamle gode "kammerat"

I dag vil vi udsende et absolut særnummer. Faste læsere af denne side vil nok vide, at undertegnede ikke akkurat tilhører den inderste kreds af Ole Sohns personlige fan-klub. Dertil har denne teflon-glatte fætter med lidt for små personlige omkostninger eller blot en smule omtanke "cruiset" sig lige lidt for let gennem livet som en sand ven af folket. At så de første par årtier skete indenfor det aldeles menneskefjendske DKP, som han først forlod, da Sovjet kollapsede, (nok mest fordi pengestrømmen dermed ophørte fra vennerne i Øst) er nådigt glemt. Han har da vist selv glemt det eller måske bare glemt at huske på det. Hvad man var engang er jo uundgåeligt en væsentlig del af det, man er i dag. Født med en tryne osv.

Det er altid en kilde til forundring, at man som Sohn kunne støtte den mest morderiske ideologi i verden siden Djengiz Khan i massevis af år uden senere personlige omkostninger. Hvis han i stedet i dansk-timerne derhjemme på Egebjerg Skole hos sin far var blevet nuppet med Sven Hazel's daværende bestseller-bog "Døden på Larvefødder" med visse nazi-sympatier indbygget, så ville han til gengæld i dag have været kronisk pedel-medhjælper, for sådan noget er jo en forbrydelse. At støtte og udbrede troen på åbenlyst morderiske regimer som den rød-fascismen i Sovjet var til gengæld ikke spor diskvalificerende, mærkeligt nok. Heldigt for Ole, uheldigt for almindelig anstændighed og især fordi der er mangel på pedel-medhjælpere. Noget mere end på glatte politikere.

Nå, men "Glatte Ole" har alligevel i dagens JP overgået sig selv og det i en grad, som burde gøre dagens avis til et samler-objekt. For det første er det ledsagende billede til Sohns sproglige genialiteter ren lir til de midaldrende tidligere småpigers soveværelser (enkelte kan vel stadigvæk huske Sohns gamle valgplakater dengang fra 1980-ernes tusmørke, hvor han lod sig tilbede med synlig begejstring af ubefæstede ungmøer-mon ikke oplevelsen dengang førte disse kvinder direkte over i lesbianismen, det tror vi). Hvis nogen skulle antyde, at undertegnede skulle være misundelig på Ole er svaret naturligvis ja. Ja, ja og ja!

På dette helt nye fantastiske billede af Ole kan enhver se, med hvilken overordentlig alvorlig humanistisk bekymring han ser på verden. Eller alternativt bare poserer. Hele den ene side af hans Jim Carrey-lignende gummiansigt er nemlig fortrukket i en så overdreven grimasse, at det ene øjenbryn simpelthen står vinkelret på det andet, blot ca. 5 cm. højere oppe. Ole "afdribler" simpelthen i sin sindssvagt asymmetriske ansigtsmimik den ellers principielt uslåelige mester, selveste "Two-Face" fra "Batman". Billedet fortæller mere end utallige ord. Hvad det lige er, billedet fortæller, kan enhver jo forestille sig. Ægte og egentligt overbevisende er det så forfærdeligt langtfra. For undertegnede svarer det mest til at tage fejl af en ægte guldklump og ren svovlkis og det er altså ikke Ole, der er guldklumpen.

Og så måske alligevel, for "Glatte Ole" er nemlig citeret for en formulering, som simpelthen burde kunne blive en episk milepæl i sproglig glathed. Hvis man kunne stoppe den på dåse ville DuPont og deres teflon-patent øjeblikkeligt være historie og deres aktier styrtdykke. DET her er nemlig ren og raffineret glathed, hør bare: "Jeg tror, at det er uklogt at starte med at sige, at der er hjørner, man på forhånd udelukker at forhandle om"

Prøv lige at læse denne guld-formulering en ekstra gang for arveprins Knud og så måske lige et par gange mere. Den nyligt afdøde lyriker Inger Christensen blev fejret og litterært adlet for langt mindre end det, som Ole præsterer her.
Det mærkeligste er så, at Ole så langt fra var den skarpeste kniv i skuffen, som vi husker ham, og det også selv om han tilfældigvis var den eneste kniv i den. Ikke det allermindste skarp altså men så meget mere glat. Mærkeligt at han så i dag lige pludselig træder ind i de store sproglige fornyeres kreds, men det gør han altså og med absolut bravour. Det her er altså genialt, intet mindre. Et politisk "credo" om absolut principløshed.

Hvis enkelte skulle blive pikerede over vores ord om Ole Sohns beviste tidligere sproglige totale amatørisme, skal vi da henvise eventuelle interesserede til at kikke lidt i en bog, som Sohn engang skrev om den danske ærkestalinist Arne Munch-Pedersen, som forsvandt i Stalins fængsler. Det sproglige niveau i denne bog afspejler glimrende forventningsniveauet til den gennemsnitlige, men noget rutineprægede præstation i folkeskolens 8. klasse over emnet "Hvad lavede du i sommerferien?", altså ikke ligefrem hysterisk højt. Alligevel er det sproglige niveau i dette pseudo-historiske makværk langt over samme bogs indhold, der udelukkende er et ikke-reflekterende menneskes penne-holderi for en åndeligt beslægtet mand, Arne Munch-Pedersen, som for Ole naturligvis er en helt. Sådan en skal alle autoritært tænkende mennesker jo altid have. 

Bogen er faktisk et så ubetinget forsvar for den uforsvarligt og aldeles ubegribeligt forstenede betonkommunist Munch-Pedersen. Man kommer virkeligt til lidt i smug at fatte sympati for Stalins bødler, som vist bare gav ham, hvad han fortjente. Man kommer bestemt til at glæde sig over, at Arne aldrig kom hjem og fik magt, som han havde agt. Til det allersidste troede Arne fanatisk på det syge system, der altså bare gav ham hans egen medicin.

Heldigt for Munch-Pedersens minde, at han havde en rigtig talentfuld digterbror, Gustaf, som døde i den spanske borgerkrig. Siden den engelske digter Lord Byron døde heltedøden af et myggestik (!!) i den græske frihedskrig har der jo stået en særlig heltemodig aura omkring disse tvivlsomme digterhelte. Man sagde jo godt nok engang, at "pennen er skarpere end sværdet" men allerskarpest var dog alligevel brodden på den myg, som fældede Byron. Den lille summende fyr burde man vel også digte lidt om, for Byron var nu mest en helt ufatteligt selviscenesættende selvglad poseur og narrrehat. Vi har dog ikke positivt på trods af omfattende slægtsstudier positivt kunnet afsløre noget slægtskab med Ole Sohn, det skal siges, vist kun i ånden, men den er jo også altid redebon.

Dengang i min gymnasietid med dyrkelsen af alskens autoritære regimer hed det forresten om Gustaf, at "han gav sit liv". Det må vel så have været for friheden, for det er jo altid det, man gør uanset hvad man kæmper for. Han døde nu vist bare af sygdom, men sådan er der så meget. Osse lidt pudsigt, at alle de "røde" myrderier i denne borgerkrig forlængst er forglemt, mens vistnok alle af de ellers i tal næppe større "sorte" myrderier huskes. Man skulle næsten tro, at Ole havde skrevet den her historie, lidt selektiv er den da for at sige det lidt mildt. Som vi vel selv er en gang imellem, men nu går misundelse typisk også kun den ene vej. Som her.

Social komik på allerhøjeste plan.

Nu er Århus-historier vel knapt så udbredte, som de var engang, men det er der tilsyneladende folk, som har tænkt sig at gøre noget ved, derom senere. Nu er der jo strengt taget ikke noget specifikt århusiansk eller dansk eller blot europæisk over den slags historier, der kendes fra alle kulturer til alle tider overalt i verden. Intet er jo som bekendt mere velbehageligt end at sole sig i sin egen selvfedme på baggrund af fjolser, som er endnu større end én selv. Som i Danmark skal man ganske vist undertiden helt ud på landet for at finde dem, men det gør man vel gerne. Måske vi i virkeligheden er helt nede ved det faste grundfjeld for denne klumme. Her skal vi da vist selv træde lidt forsigtigt..
Nå, men under alle omstændigheder findes der overalt i verden historier om regional enfold. Danmark havde i mange århundreder de såkaldte "Molbo-historier", i USA er der en tilsvarende tradition for lignende fortællinger fra det indavlede Kentucky og i England drejer det sig om East Anglia osv. osv. Alle steder historier solidt baseret på det hånlige grin og "Hold da kæft, hvor er de dog dumme". Der er udelukkende tale om det helt billige grin og mon ikke den nyeste danske revy-tradition med de flittige men kronisk umorsomme evindelige tekstleverandører Vase-Fuglsang har lært en del? Næppe, for de bedste molbo-og Århus-historier er vældigt skægge, det er Vase-Fuglsangs tekster ikke. Måske det i virkeligheden er deres varemærke, for hvis man hører en revy-tekst, der hverken er sjov, spor relevant eller blot det mindste kontroversiel, så har disse tekst-snedkere for det meste forfattet den. Til gengæld er det ganske omvendt med den tandløse politiske korrekthed. Sjovt egentligt, og måske i virkeligheden det eneste sjove ved disse ligegyldige nutidige platte revytekster. Selv ikke en Dirch Passer ville kunne gøre noget ved dem, og han skabte ellers mirakler ud af ingenting. 

Dengang disse Århus-historier for alvor satte deres strålende sprogblomster overalt i det danske dagligsprog var det bl. a. den senere som finans-jonglør og næsten kvartmilliardær så kendte Finn Nørbygaard, som sammen med den helt anderledes sjove Jacob Haugaard fremførte herligt politisk ukorrekte tekster. En del morsommere var nu de forlængst glemte John Nørgård og livsstykket H. C. Vartenberg, men de begik tilsyneladende kommercielt selvmord ved ikke som Finn efterfølgende at tage på promotion-turné med en krop-due a la Jette Torp. Ihvertfald blev de ganske glemt, og det var helt ufortjent, de var nemlig de allerbedste.

Det vil sige, indtil nu, for endeligt langt om længe, har den ufrivillige komik overhalet selv den allerbedste af den klassiske professionelle humor, og atter en gang er Århus i førersædet. Man har endda fra det nye "humorist-kollektiv", som man vel må benævne denne strengt taget noget løse gruppering af begrænsede talenter, begivet sig ind på de gamle mestres hjemmebane, nemlig den klassiske Århus-historie. De allerbedste af de gamle Århus- og molbohistorier er jo aldeles tidløse, og mon ikke denne nyeste fortolkning i eftertiden opnår nogenlunde samme ikoniske status? Det tror vi faktisk på, selv om ensemblets replikkunst er begrænset. Aldrig tidligere har vi dog set mage og vil i mangel af mere dækkende udtryk udtryk døbe gårsdagens kunst-happening på Århus Rådhus for "paradoksal-kunst" i sin mest outrerede og finale form.

Det drejer sig om noget, som er så uforståeligt og selvmodsigende, at ingen bør kunne tage det alvorligt, ingen udover dem, altså, som fremfører det. Utroligt godt gået af disse kunstnere, som fremførte deres stykke uden hverken selv at komme til at grine eller tænke sig det mindste om. En ny Århus-historie er født og den, der vil ende alle de andre, som man engang sagde det i Hollywood. Hold på hat og briller!

Efter fyringen af socialchef Leif Gjørtz så vi nemlig godt 50 af hans gamle medarbejdere dernede fra "Førerbunkeren" Jægergården udtrykke deres støtte til den allerede lands-eksilerede chef. Gjørtz er nemlig forlængst forsvundet med sin fritstillings-løn på knapt 900.000,- og sin efterfølgende livsvarige tjenestemandspension til Tyskland, en skæbne så trist og ynkværdig, at enhver socialt bevidst person bør klemme en tåre eller to og mon ikke det også blandt alle byens sociale klienter er en sand sorgens dag. Føreren er da ialtfald faldet og mest tilsyneladende for egen hånd. Hvad klienterne mener ved vi ikke og kommer selvfølgeligt heller aldrig til det, da de sande udstødte jo alligevel aldrig har overskud til at ytre sig om nogetsomhelst. Det er så dette kor af alle de fangne i det sociale netværk, som den ulykkelige Leif Gjørtz nu i sin totale sociale deroute nu er havnet i. Godt nok på absolut luksus-klasse, men trist alligevel. Eller måske godt. Nok mest det sidste.

Støtte var der dog masser af fra alle de fremmødte fra det regerende sociale behandlingsapparat, der i en noget alternativ form for anvendt demokrati totalt afspærrede indgangen til Århus Rådhus indenfor dørene endda i en aktionsform, som helt sikkert aldrig nogensinde ville være blevet tilladt nogensomhelst politiske eller andre ikke-kommunale organisationer. Da politikerne efterhånden kom dryssende enkeltvis, skulle de simpelthen løbe spidsrod mellem demonstranterne for at slippe ind. Fuldstændigt uhørt. Demonstranterne var heldigvis fra deres arbejde ikke vant til konventionelle våben som bomber og knive, så alle politikerne slap helskindet ind. I stedet havde demonstranterne bevæbnet sig med med det, som i deres daglige virke kan betyde liv og død og afgøre mange skæbner, nemlig ORD, ORD ORD. Helt vildt sjove ord skulle det vise sig.

Dernede i "Førerbunkeren", hvor et afslag kan afgøre klienters skæbne, har ord naturligvis enevældig magt. I sin magtfuldkommenhed dernede har man så åbenbart regnet med, at det ville det nok også have oppe på Rådhuset og nu bliver det for alvor skægt. Dernede i "Den Sociale Osteklokke" har man tydeligvis ikke haft unødvendig berøring med den aktuelle omverden de seneste par århundreder, men klienter er jo som andre plejekrævende patienter jo også typisk uvaskede og lugter grimt og ser lidt sølle ud så hvorfor ikke blot lukke de monumentale glasdøre til omverdenen?. I dette åndelige vakuum lancerede Gjørtz' gamle medarbejdere derfor i deres støtte-demonstration massevis af håndmalede skilte med endeløse variationer over temaet "fejl" Alle skiltene havde tekster som "Jeg begår fejl", "Jeg begår mange fejl", "Du begår fejl" (hvordan Fanden ved i (plantet fejl obs!) om det dernede i "Osteklokken"?),osv. osv. En enkelt havde endda lavet et skilt med en lille sproglig "twist", da der med en sikkert med vilje indbygget sproglig fejl stod "Jeg begår rigtig mange fejl". En flot sproglig finurlighed af denne kommunale lingvistiske ekvilibrist, hvis det ellers er med vilje, og det må det vel være. De har ihvertfald haft god til til at forberede demonstrationen og er næppe blevet trukket i løn, selv om de sikkert i deres vrede nok ingenting har lavet, og klienterne har givetvis ikke mærket noget. Det ville de jo givetvis heller ikke selv om alle medarbejderne holdt fri et par år eller for altid.

Det burde de måske også gøre, holde lidt fortjent fri altså, og nok gerne endnu længere, for det kommer muligvis som et chok for dem dernede i "Bunkeren", men ude i det rigtige samfund fyrer man faktisk helt rutinemæssigt folk, hvis de begår "rigtig(t) mange fejl". Ja, man fyrer faktisk folk også for ret få fejl, hvis de er ret grove og for den sags skyld for blot én eneste, hvis den er grov nok. Mage til hjerne-lam aktionsform har vi da aldrig set, hvor man gør en klokkeklar fyringsgrund til en kommunal dyd. Vi taler trods alt om konstaterede klare svigt i det kommunale system i sager om livstruende vold og håbløst forkludrede tvangsfjernelser, bestemt ikke noget at grine af. Hele denne støtteaktion må vist betragtes som en aldeles impotent organisations mindst ligeså impotente svar på ganske berettiget kritik. Hvis nogen tidligere skulle have været i tvivl om, om nu Leif Gjørtz blot var den udvalgte syndebuk for et mere systematisk svigt kan man da vist kun dårligt længere være i tvivl. Det hele har da vist bare været gennemsyret af den samme ånd og det er så denne særegne ånd, som har givet os denne åndfulde plakatkunst. Ak ja, vi kan kun gentage gårsdagens lønlige håb om, at det times alle disse trofaste medarbejdere at møde folk som de selv var engang, når de efter en kommunal fejekost har fejet dem væk vender tilbage som sociale klienter. Nå, mon ikke der kommer til at ske en ændring eller to dernede, det kunne man vel håbe på.

Hele denne historie er trist, men det er udelukkende for klienterne. Den kunstneriske udførelse fra disse komiske dilettanters side er simpelthen en ren 6-stjernet kommende klassiker, for aldrig tidligere har da vist en så meningsløs støtte-aktion for noget endnu mere meningsløst haft et så mageløst udtryk: Lige præcist det, som den fortjener, ren "Monty Python" Det var så den ny Århus-historie, som altså ender alle de gamle historier og ufrivillig komik på et rent kosmisk plan. Vi må dog ikke i dette komiske ocean glemme den egentlige helt i hele denne affære, nemlig den kvindelige jurist, som efter at have oplevet disse konstaterede tvivlsomme blanding af kommunal vilkårlighed og almindelige ulovligheder, sagde sit job og gik til pressen. Hun fik høvl men vandt altså alligevel til sidst. Retfærdigheden sker heldigvis undertiden fyldest.


En anden historie, som til gengæld heldigvis synes uden ende, er den fortsatte historie om lykken med den kommende fru Olsen. Netop i dag er det præcist 4 år siden, denne blonde bombe trådte ind i mit og Folmer Hunds liv, så vi vil fejre dagen med passende festivitas med affyring af thermonukleare missiler og andre forvoksede nytårsraketter. Også lidt meget arbejde desværre, der er lidt rigeligt at se til for tiden, men det er vel egentligt meget godt. Ja, det er! Uendelig kærlighed og uendelig komik, hvad kan man dog ønske mere? Måske lidt mere hensynstagen til klienterne fremfor personalet men ellers vist ingenting.

Vreden

Engang var ordet "heksameter" kendt for én og kun én anvendelse. Vi taler altså om et gennemført marginaliseret ord, og at have spildt utallige generationer af gymnasieelevers tid med at lære hvad det betød, svarer vel ganske godt til det århusianske sociale embedsapparats hensynstagen til samfundets allersvageste. Ganske ubegribeligt, at så mange så længe tog noget så ligegyldigt ganske alvorligt. Det vil sige, det gjorde gymnasieeleverne nu næppe, for udover en enkelt lettere forstyrret tidligere bekendt mener jeg aldrig at have hørt om nogen, som efterfølgende læste de værker, hvor disse "heksametre" forekom. Det sunde element, som er tilbage i de allerfleste mennesker selv efter en længerevarende akademisk uddannelse sørgede heldigvis for, at dette intense spild af tid dog fik en ende. Det var heller ikke for tidligt.

Vi taler naturligvis om versefødderne og rytmen i de klassiske græske mesterværker "Iliaden" og "Odysseen", traditionelt tilskrevet en vis blind omvandrende sanger, som traditionelt kaldes Homer. Man ved ganske vist overhovedet ingenting om ham, ja man ved end ikke, om han overhovedet hed Homer eller om han overhovedet digtede eller overhovedet kunne synge. Måske det hele blot var ren indbildning på samme måde som den permanent lærdomsskabende effekt af at læse disse værker? Allerede som gymnasieelev var det svært at forestille sig en blind mand tosse rundt i uvejsomt klippeterræn mens han sang løs af fuld hals, men derude i ødemarken har måske været det eneste sted, hvor han kunne øve sig i dengang i oldtiden uden adgang til kommunalt støttede øvelokaler for den rytmiske digtning for rytmisk, det var det. En heksameter er jo som sikkert endnu enkelte lettere tvangsmæssigt-neurotisk kan huske det, opbygget af 6 daktyler, hvoraf den sidste er forkortet. Hvis eventuelle læsere er med endnu kommer I ikke op i det her til nogen eksamen med en mulig undtagelse hos Sankt Peter deroppe. Hvis han var klassisk-sproglig student altså og det kan han jo sagtens have været, dengang var klassikken jo næsten samtid så måske man lige skulle læse lidt op på det alligevel. I processen med at frembringe disse monumentale værker (her mest brugt i betydningen LAA::NG), har Homer (eller det kollektiv, som mere sandsynligt står bag) vel ind imellem slået et par litterære "skæverter" og så har det måske været meget godt at være alene helt derude i ud-ørkenen.

Udover at man altså ingenting aner om tilblivelsen af disse værker fatter man endnu mindre, hvem og hvordan og hvornår de er blevet skrevet ned. Braille-blindeskriften var jo endnu et par årtusinder ude i fremtiden, så det har næppe været Homer, der har gjort de selv,t og i det hele taget har det altid forekommet problematisk for denne skribent, at der tilsyneladende kun findes én eneste autoriseret og komplet udgave af hver af de her formidabelt langtrukne værker. Det er overraskende, at værkerne er ganske komplette, da ellers kun uhyre få af de langt senere værker af Aishcylos, Euripides, og Aristofanes og alle de andre af datidens hit-magere er blot tilnærmelsesvist komplette. Derudover er det også bemærkelsesværdigt, at der tilsyneladende overhovedet ikke findes forskellige ordlyde og sproglige variationer bevaret fra forskellige nedskrivninger på forskellige tidspunkter forskellige steder af disse datidens litterære "super-musicals". Når man tænker på hvor forskelligt selv ellers pålidelige mennesker kan referere forskelligt fra et møde på blot 5 minutter forekommer denne eneste ene bevarede tekst noget mistænkelig. Selv ville vi mest hælde til den tro, at både "Iliaden" og "Odysseen" er værker skænket til menneskeheden af ekstra-terrestrielle skabninger i et rumskib på samme måde som L. Ron Hubbard og hans Scientology-snak. Ærgerligt jeg aldrig fik spurgt min oldævls-lærer om dette paradoks, men pigerne kom vist i vejen som de jo så ofte gør. Og forøvrigt er lige siden, helt indtil nu, helt her til morgen.

Nå, men denne hellige og akademisk kanoniserede udgave af disse uhyre kedsommelige værker antageligt skabt af uhyre kedsommelige rumvæsener sad vi altså under skarpe trusler om eksamenskarakterer og terpede løs til ingen verdens nytte til gavn for ingen. Bealtes' udødelige "Nowhere Man" kommer tilbage i tankerne. Det skulle da lige være for oversætterens efterkommere, nytten, for det har jo været svært at give penge for rettighederne til efterkommerne af Homer, der jo af naturnødvendige grunde må være mindst ligeså ukendte som den aldeles ukendte hit-mager. Oversætteren af disse værker hed Christian Wilster, og ham ved vi heller ingenting om, han er måske også et rumvæsen. Ihvertfald har det da med et andet udtryk fra den antikke oldtid været et sandt "herkulisk" arbejde at gøre Homer tilgængelig på dansk. Når man betænker, hvilket enormt og tidkrævende arbejde det er blot nogenlunde tilfredstillende og dækkende at gengive et bittelille digt på blot et par vers tilfredsstillende fra engelsk til dansk, så bliver præstationen endnu mere overmenneskelig/rumvæsenagtig. 

Det må simpelthen have taget denne Wilster med sine rumvæsen-antenner kørt ned i flyverskjul som radioantennerne i en bil en bilvask en krig at lave de her over/undersættelser. Én ting er jo overhovedet at forstå dette oldgræsk, når der nu absolut ikke indenfor mange århundreder i denne periode overhovedet findes så meget som en eneste anden forkølet skriftlig kilde. En endnu større bedrift er det så at sammensætte danske versioner af disse heksametre uden at indholdet går fuldstændigt fløjten. Om det er lykkedes har vi ingen ide om, men en umulig opgave som denne her har ikke rigtigt nogen løsning, så mon ikke bare rumvæsenet Wilster har spildt tiden nogenlunde ligeså intenst som de talløse elever i oldævlstimerne? Ifølge legenden døde Wilster i 1840 og vores gæt er, at han opbevares i nærheden af Roswell, New Mexico som det overjordiske menneske, som han var sammen med de andre ufonauter. Hele den historie stinker simpelthen ad Helvede til.

Det mest fantastiske er så, at mange sikkert alligevel på trods af al denne totalt håbløse dannelses-pædagogik vil kunne huske åbningslinierne i "Iliaden", som lyder: "Vreden, Gudinde besyng, som greb peleiden Achilleus" Ren kaudervælsk for de fleste forhåbentligt, men der er undtagelser derude. Det centrale ord her er "vreden" For ikke så længe siden blev undertegnede nemlig tiltalt af en mindre lidt trivelig mand foran Føtex. Da mødet foregik på et offentligt sted forbryder vi os vel næppe mod diskretion og eventuelle brevhemmeligheder ved at referere lidt derfra. Det foregik ellers lige ved siden af en postkasse, men det var nu også det nærmeste vi kom til breve og andre hemmeligheder i denne omgang. Offentlighedens krav om indsigt forekommer ufravigelige, så vi fortsætter.

Tiltalen skete på en syngende heksametrisk forstadsdialekt, som umiskendeligt mindede om en i forstaden Åbyhøj udbredt underdialekt af almindeligt århusiansk, og sandelig, dér lige bag mig stod selveste festugedirektør Jens Folmer Jepsen i al sin vælde og brynde-vi må vel blive i det lettere "homeriske" tonefald. Folmer forespurgte om den "vrede", som han mente han kunne læse ud af vores klummer her. Nu vidste vi naturligvis godt, at Folmer var en uhyre højtuddannet mand, men alligevel var det en behagelig overraskelse at møde de ellers ganske glemte indledningsord til "Iliaden" igen i det praktiske talesprog. Nu havde jeg åndsnærværelse nok til at spørge ham, mit gamle idol, om han da virkeligt læste denne side selv, men det tydede nu mest på, at oplysningerne var kommet frem på anden hånd. Heldigt at Folmer ikke således spilder tiden og pudsigt, at visse personer alligevel mener, at det giver nogen mening at forsøge at viderebringe egne digte om undertegnede og så endda til selveste Folmer. Nå men det endte uden achilleusk håndgemæng selv om vi nu ikke forestiller os, at vi nogensinde i den "folmerske epoke" kommer til at blive hovedleverandør til festugen.

Nå, mindre kan nu også sagtens gøre det og mon ikke vi får drukket en øl sammen en dag, mig og Folmer? Det tror vi da, for mere vrede er vi altså heller ikke. Skeptiske og en smule kritiske måske, men kronisk vrede som peleiden Achilleus, aldrig! Iøvrigt ville denne Achilleus i dag helt sikkert sikkert både være blevet diagnosticeret som ADHD/DAMP og psykosocial afviger og havde sikkert modtaget passende behandling for det. Det havde nu næppe hjulpet, han var nu nok blevet massemorderen Achilleus alligevel. Bedre er det sociale behandlingsapparat trods alt heller ikke. Ja, det er faktisk så lukket og selv-centristisk dårligt, at embedsapparatet dernede i Jægergården nu sætter navne på de medarbejdere, der protesterer mod fyringen af socialchefen Leif Gjørtz, som åbenbart var sådan en forfærdeligt socialt velmenende fyr. Tænk blot at det altså er et sjæleligt kald på linie med præste-gerningen at arbejde inden for det sociale system, hvem skulle nu have forestillet sig det. Næppe beboerne på plejehjemmet derinde med en våd ble mens personalet sidder i personalestuen og fyrer løs på smøgerne for at tage den grimme lugt. Talskvinden i dag derned i bunkeren hedder iøvrigt ligesom Brian i Monty Python-farcen "Life of Brian" Cohen til efternavn. Det er noget ildevarslende, fordi vi faktisk selv for ganske nyligt har haft berøring med en af samme navn dernede fra. Ikke blot hænger medarbejderne sammen som ærtehalm med ledelsen mod omverdenen, noget kunne osse tyde på, at de parrer sig indbyrdes. Det er da godt de laver noget! Bare de passer på kopimaskinerne, de holder jo som alle kontormaskine-mekanikere ved ikke altfor godt til belastninger af bagdele og man skal jo spare...

Nu skal det så lige siges, at vores erfaringer dengang med socialforvaltningen ikke som i oldævlstimerne gav livsvarige men. Til gengæld gav den altså en sund afsmag for forvaltningens evne eller vilje til blot på allermindste fornuftige måde til at varetage klientens højst berettigede krav og (få og små) ønsker. Der var bestemt ikke tale om magtmisbrug, udelukkende misbrug af folks tid og evner (ikke egne, naturligvis, de er givetvis passende til arbejdet). Totalt fucking spild af folks tid af medarbejdere, som simpelthen var spild af plads. Vi kan så håbe på, at et par af dem får sparket i samme ombæring som deres helt, Leif Gjørtz alias Achilleus blev fældet. Begge burde jo være have været usårlige og var det vel egentligt også. Vi kunne vældigt godt unde disse mennesker, der nu protesterer mod fyringen af deres højtelskede chef, at de blot en enkelt gang i deres liv fik tvangsmæssig berøring med folk af deres egen slags. Som man sagde i "Battler Briton": "Nu skal du smage din egen medicin, Fritz!" og så fyrede Battler ellers løs med sine 6 stk. 7.62 millimeter Browning-kanoner på forkanten af vingen på sin Hurricane-jager. 
Det ville virkeligt give anledning til en "homerisk latter" af de mere hysteriske herfra. Absolut ingen vrede, men så meget mere latter!

Reductio ad Absurdum

Overskriften i dag betegner traditionelt uden at vi dog skal gå ind i den dybere kapitallogik, at en påstand i sig selv indeholder et element, som i sig selv går påstanden meningsløs. Som at man naturligvis af simpel egennytte selvfølgelig alen af den grund gør det bedst muligt for alle andre. Nu bliver vi jo allerede selv en smule "absurde", fordi kapitallogik jo absolut ingenting har at gøre med almindelig logik. Eller noget som helst andet, for den sags skyld. Kapitallogikken var blot en besynderlig forrykt og farlig abstraktion engang i 1970-erne, hvor marxismen stak sit hæslige fjæs frem overalt på alle de danske uddannelsesinstitutioner. Jeg ved det kun alt for godt, for jeg var der selv uden dog at blive smittet særligt. Det vil sige, lidt blev jeg, jeg stemte nemlig gentagne gange på Svend Auken, ikke akkurat et af mine stoltere øjeblikke kan jeg vel godt indrømme nu.

En anden, som stortrivedes dengang i kapitallogikkens proletariske diktatur i alle akademiske kredse som en fed ål i solvarm mudder var en vis Leif Gjørtz Christensen, som blev cand psych. i 1977 med en fremragende karakter. Lige på dette tidspunkt var en god akademisk karakter nu mest synonymt med en ganske svag personlig karakter, for vi tvivler herfra på, at der i det akademiske pensum dengang har været indeholdt ret mange smuler af det, som man ganske få år inden og efter forstod ved egentlig psykologi. Dengang bestod ens akademiske karrieremuligheder udelukkende i at hyle højest blandt de ligesindede ulve for at undgå helt bogstaveligt at blive ædt og mon ikke Leif har lært at hyle rigtigt igennem? Det tror vi, selv om jeg selv aldrig lærte det, men nu har jeg heller aldrig været videre lærenem. Ikke desto mindre kunne det nu være underholdende at genlæse Leif Gjørtz Christensens højtpræmierede universitetsspeciale fra dengang og ikke fordi det på nogen måde er relevant i dag. Som monument over en spildt tid i Danmarks historie er det til gengæld interessant at se disse fremragende bedømte specialer. Jo mere korrekt kapitallogiske de var, jo mere latterlige var de og blev naturligvis derfor bedømt fremragende. Logik på højeste akademiske niveau altså, men det skal blive værre i dag.

Nå, men Leif Gjørtz blev senere lektor på Den Sociale Højskole, hvor jeg mange mødte denne affable mand og var samtidigt politiker i Århus Byråd for det daværende elitære ventrefløjssværmer-parti Venstresocialisterne, som skulle udklække talrige hard-core magtmennesker. Man skal blot tænke på Anne-Grethe Holmsgaard vores nuværende socialminister Karen Jespersen, så får man vel en sund afsmag for denne "holdningsfabrik", som VS dengang var. Holdninger uden hold i naturligvis, kun dem, der tilfældigvis passede i ens eget kram. Nå, men Gjørtz gjorde karriere på ikke ganske uventet vis indenfor Århus Kommune godt nok på en lidt pioner-agtig måde. Han var nemlig en af de få professionelle toppolitikere, som fik en stilling som topembedsmand. Få år derefter skulle det jo blive næsten normen, at embedsmænd og politikere havde studeret sammen på universitetet og dermed eroderet enhver demokratisk nødvendig diversitet og andre forskelligheder ud af det kommunale system, men vores cand. psych. tog altså turen den anden vej ind i bureaukrati-junglen. En modig mand!

I årene derefter trivedes vores "ål" i dag ikke uventet uhyre godt i det "kommunale mudder" og blev efterhånden noget pluskæbet ligesom en anden kendt "pluskæbe", nemlig uden sammenligning iøvrigt, Mussolini. Eller den fra Disney så kendte og glemte "Knortekæbe", skidegodt navn iøvrigt, tak atter engang til salig Sonja Rindom! Med sine mangeårige erfaringer fra det politiske arbejde, hvor det jo for enhver pris gælder om at vinde, avancerede Leif Gjørtz til stillingen som socialchef og så brast det hele alligevel til allersidst for kvikke Gjørtz. Han tog nemlig fejl af embedsværk og politik, og det har nu givet ham en fyreseddel og et spark. Anledningen er den senere tids noget uheldige håndtering af særdeles offentliggjorte sager om kommunale svigt i sager om tvangsfjernelse. Det drejer sig om sager så håbløst håndteret, at enhver politiker straks burde have vejret faren uanset om han var blevet kommunal topchef som Leif Gjørtz, men Leif havde vist bare været der for længe. Alt, alt for længe. Han var vist blevet Kong Leif.

Som om han stadigvæk sad i sit lille elitære parti nægtede Leif Gjørtz nemlig på trods af sønderlemmende kritik fra flere undersøgelsesrapporter, at nogetsomhelst var blevet håndteret forkert og det på trods af, at selv det urgamle newzealandske firben tuataraen med blot sit ekstra hud-dækkede øje i panden (sådan et har den nemlig!) alene kunne se , at der var noget helt galt. Man sidder uvægerligt i denne tragiske sag og glæder sig over, at Leif Gjørtz trods alt ikke fik magt dengang i sin aktive politiske karriere, som han tydeligvis havde agt. Så galt gik det heldigvis ikke for alle, kun for de få, som fik den kommunale kærlighed at føle. Eller rettere, mangel på samme fra Gjørtz og hans "crew", som slet ingen fejl begik, heller ikke de allermest indlysende. Det er simpelthen det allermest giftige.

Nå, men nu har en enig magistrat altså fyret Leif Gjørtz på temmeligt gråt papir, i sig selv en enestående sag nærmest helt uden fortilfælde. Intetsomhelst tyder på, at han vil blive savnet og da slet ikke af de klienter, som hans afdeling med den allerstørste selvfølgelighed "ofrede" på ufejlbarlighedens alter. Alligevel er der kommet støtteerklæringer til Leif og det er ret beset bemærkelsesværdigt og kunne måske tyde på, at en egentlig kommunal kulegravning måske ville være på sin plads. Støtteerklæringerne kommer selvfølgelig ikke fra sociale klienter, som er blevet behandlet særligt godt. De er nok næppe heller særligt talrige. 

Nej, de kommer naturligvis fra Gjørtz' gamle "crew" dernede i byens værste "øjebæ", den sociale magtbunker Jægergården. Derfra roses Gjørtz for et "stort socialt engagement" som de fleste vel alligevel har kunnet se ikke har rakt til de allersvageste og når de ikke er dækket ind giver vi altså herfra en skid for sådan noget pseudo-pis. Enten tager man mest hensyn til de svageste eller også er man selv et svin.

Støtteerklæringen fortsætter og så kommer vi endeligt tilbage til overskriften. Gjørtz var nemlig blandt kollegerne "kendt for altid at sætte brugerne i centrum"(!!!) Rent orwell'sk "newspeak" for os, det her, for vi tror næppe, at ret mange, som nogensinde har haft berøring med den nu detroniserede Gjørtz og hans organisation har haft egentligt positive oplevelser. Mon ikke der stadigvæk derude findes folk som håber på, at en vildfaren megastor glasplade fra fra skandale-byggeriet dernede som tidligere skulle skvatte ned i hovedet på netop, deres sagsbehandler? Det tror vi. Og jo, vi har selv herfra fornyligt stiftet bekendtskab med den med nogenlunde samme nedslående resultat. Man sidder trygt og godt dernede i bunkeren som feltmarskal Paulus i Stalingrads sidste dage som administatorer til alle tider har gjort og "brugerne" kunne for sådan en organisation ligeså bo på Mars eller på Månen som i Mårslet. I mindre kommuner er sagerne noget mere påtrængende for medarbejderne (min søster er socialrådgiver med samme speciale) men alt er mere fjernt i en storkommune og endnu langt fjernere med Gjørtz ved roret. Foruden at man altså også er ufejlbarlig. Ikke underligt at han allerede ved sin fratræden er så savnet. Trist blot at det kun er af de gamle medarbejdere. Eller godt.

Når en organisation således legitimerer et synspunkt om en uretfærdighed udelukkende gennem sine ulykkelige klienter, så kan man vist ganske trygt gå ud fra, at det ikke er hele sandheden. Andre ville måske kalde det en egentlig løgn. Dernede i bunkeren er det primære og vigtigste succeskriterium, at man redder sit eget skind, men det kan man naturligvis ikke sige højt. Som en amerikansk Sherman-tank med sin høje og lige opbygning lykkedes det ikke for Gjørtz at "afbøje" det skæbnesvangre skandale-projektil, som kom farende imod ham og han røg. Det var underligt, fordi projektilet for Gjørtz kom både langsomt og uhyre forudsigeligt i en snorlige bane imod ham. Han skulle faktisk blot træde til side men så ville projektilet selvfølgelig nødvendigvis have ramt andre i organisationen, som ikke var så politisk adrætte. 

Måske var Gjørtz på denne måde at betragte som en helt, fordi han altså så aktivt tiltrak skylden for det u-undskyldelige fra sin sikkert mindst ligeså skyldige organisation. Sikke dog en helt og sikke dog en absurd organisation, som forsvarer sådanne helte! Det sidste projektil er da forhåbentligt ikke affyret endnu. Nå, det bedste er stadigvæk, at VS aldrig fik regeringsmagten. De støttede bare Bader-Meinhof og Brigatte Rossi og Pol Pot og alle de andre demokratiske bevægelser. På samme måde altså som Mellemfolkeligt Samvirke med Trine Pertou Mach i spidsen selvfølgeligt støtter Hamas og palæstinenserne helt ubetinget. Prøv iøvrigt lige at nærstudere denne Trine Pertou Mach og hendes kropssprog, når der er chance til det. Og husk derefter at give alle pengene til Kirkens Korshær i stedet for Mellemfolkeligt Samvirke. Det giver nu nok sig selv efter blot et kort visuelt bekendtskab med Mach, men kik lige selv efter. Nok er Gjørtz væk, men for dem der faldt, er der ny overalt, som den gamle sang berettede. Desværre!

Et forventet fald.

I dag må vi desværre af tidsnød indskrænke denne for så mange så vitale tværkulturelle aktivitet lidt. Vi må desværre ekstraordinært bruge det meste af formiddagen til at producere kabler for en større østjydsk elektronikvirksomhed, som af uransagelige grunde bruger vores ydmyge produktionsfaciliteter. Måske fordi de kan regne med, at færdigvarerne leveres til døren til den aftalte tid? Det kunne sagtens være tilfældet, da det langtfra er første gang og næppe heller sidste. Vi vil i dag lige i nødvendig kortform behandle et fald fra tinderne, som er nogenlunde ligeså forventet som den tidligere amerikanske præsident Gerry Fords fald ned af en fly-trappe. Man kunne blot sætte sig ned og vente hvornår han ville skvatte, da Ford ifølge en anden amerikansk præsident, den noget kvikkere Johnson, "ikke kunne gå i takt og tygge tyggegummi samtidigt" Intet tyder på, at Johnsons vurdering her var forkert.

En første gang er der ellers som mange vil huske fra den seksuelle debut-tid for det allermeste. Ikke alting, heldigvis, da en ikke ubetydelig delmængde af den seksuelle aktivitet i de film, vi nødtvungent i denne anledning har måttet nær-studere ser temmeligt alternativ ud for os missionærer. Der er nu osse andre ting, som vi helst var foruden selv at drømme om. For eksempel er en gammel tidligere ven gået konkurs med de lokale cafeer Ministeriet og Smagløs i samme omgang som byens ældste og tidligere mest trendy cafe Casablanca osse foldede og faldt. Nu er vi ikke selv kommet der på Kloster Torv siden november 2005 for at være helt præcis af ellers temmeligt tungtvejende grunde, som dog næppe har nogen videre almindelig interesse. Slet ingen er måske endda i overkanten, men som Arnold nok ville have udtrykt det i sine velmagtsdage, så var det "personal" lidt på samme måde som gårsdagens tekst, iøvrigt en af dem, som vi er en smule stolt af. Dengang som nu drejede og drejer det sig om at vælge de rigtige allierede i krig og kærlighed og når man så ganske omhyggeligt har gjort det, så viser det sig så sommetider efterfølgende, at man altså alligevel valgte helt forkert. Den nu detroniserede restauratør Kim Lykke traf dog en masse andre muligvis tvivlsomme valg udover sit valg af elektronikleverandør, og de var en del mere skæbnesvangre. Han er der ihvertfald ikke længere, tallenes tale var utvetydig og øksen faldt.

Oplægget var ellers det allerbedste dengang i opstarten. Med en uhyre gunstig tjenestemandsaftrædelse i baglommen startede imperiet på basis af byens dengang ubestridt mest populære og lukrative café, nemlig Smagløs. Det var måske denne privilegerede indgang til branchen, som senere skulle komme til at koste firmaet livet. Det hele var simpelthen alt for nemt til at det kunne blive ved. Det var faktisk tilsyneladende så nemt, at mange andre af byens restauratører sikkert har kikket længselsfuldt beundrende på Kim Lykke og kone, som aldrig selv var på arbejde i weekenden. Det plejer nemlig at være en regel aldeles uden undtagelser, at ejeren af en virksomhed i denne flygtige branche med "flyvende udskiftning" a la ishockey af personalet i en stadig strøm altid selv skal være til stede, når der er tryk på. Hvis en virksomhed som de ligeledes lokale "Italia" og "Mackie's Pizza" skal have "staying power" over årtierne, så kræver det (eller havde ihvertfald tidligere krævet) at ejeren stod der som simpel "indpisker" hver fredag og lørdag. Denne tidligere så indlysende naturlov afskaffede det nye bestyrerpar på Kloster Torv tilsyneladende med nogenlunde samme effektivitet som at lægge asfalt ovenpå en vulkan. Naturen tog sin selvfølgelige hævn til sidst, som den altid gør.

Samtidigt kastede det nye imperium, som snart blev udvidet med nabo-restauranten til en lokal udgave af det Østrig-Ungarske Dobbeltmonarki (som det jo delte skæbne med), sig over kulturen.Se, det var jo osse en del sjovere end at beskæftige sig med hverdagens trummerum, feriepenge, nye bestillinger af peanuts og andre bagateller. Tilsyneladende har man dog ikke rigtigt overvejet, om det overhovedet kunne betale sig at deltage i kulturen, men det kommer vi til. Nu skal det vel lige med, at tabet for den lokale kultur i forbindelse med lukningen er noget begrænset. Det har nemlig mest drejet sig om arrangementer i forbindelse med festugen og jazz-festivallen, som ihvertfald denne skribent skulle spændes godt fast i en stol med intravenøst øl-drop for at overleve i længere tid (minutter), men det er vist off topic. I begejstringen over alle disse uhyre elitistisk/kulturelle aktiviteter kom man til gengæld endnu længere væk fra alle trivia i hverdagen. Ja, man kom faktisk så langt væk, at man tilsyneladende aldrig rigtigt vurderede, hvordan firmaet overhovedet gik. Under alle omstændigheder vurderede man ihvertfald ikke rigtugt. Ikke før bagefter, altså nu, som Kim Lykke fortæller i Stiften.dk. Eller rigtigt og rigtigt, det er måske så meget sagt. Alle mennesker, denne skribent bestemt ikke undtaget, stræber vel efter at tilskrive egne ganske lave motiver et højere formål, hvis det overhovedet er muligt. Det koster jo ikke noget at prøve og da ikke nær så meget som det har kostet ikke at kunne regne. Af egen sviende kløende erfaring ved vi dog at den langtidsholdbare effekt er sammenlignelig med at tisse i bukserne, virkeligheden er jo stadigvæk ganske den samme.

Det, han fortæller giver nu som så meget andet i denne sag ingen mening. Lykke fortæller, at det var "for høje gebyrer" fra Århus Festuge med den ellers vidtberømte Jens Folmer i spidsen, som sammen med et andet kuldsejlet projekt med sejlskibe fik korthuset til at ramle. Han glemmer godt nok at fortælle, at han i efterhånden mange år deltog i Århus Festuge og det burde vel som andre entusiastiske debutanter have givet en vis erfaring. Man forventer vel også hos en forholdsvist seksuelt erfaren ung fyr, at han ikke hver eneste gang lige febrilsk skal famle efter den kvindelige kønsåbning, men for dette imperium blev tingene tilsyneladende ikke lettere med tiden. Måske fordi man ikke var på arbejde, det har vi naturligvis ingen idé om. Nå, men nu skal Kim Lykke altså ud og finde en alternativ beskæftigelse, og vi ønsker ham da al mulig held og lykke og husk ikke at søge noget med alt for mange ubekvemme tal i.. Ifølge stiften.dk bliver konen i køber-konsortiet, så osse fremover vil vi kunne spare en del penge ved ikke at gå derned men det er da en start alligevel.

Inden vi nu i dag måske med en vis ret bliver kritiseret for en vis skadefryd så skal det da lige med, at vi har opkaldt både egen og en mødrene hund efter hovedpersonerne i dette lokale kultur-kollaps eller hvad det nu er. Eller rettere, det har vi muligvis ikke, da Folmer allerede hed Folmer, da vi fik den fra Ålborg og Anton er vist heller ikke rigtigt familiært beslægtet med familien Lykke. Nå, det har vi så vist ikke alligevel. Vi ville nu heller ikke ellers have været alt for stolte af det, det skal siges.
Til sidst vandt naturlovene over opkomlingerne på Kloster Torv og det er da en god morale synes vi. Nemlig den, at drømme aldrig kan erstatte hårdt arbejde og så kan drømmene forresten være så flyvske de være vil og hverdagen nok så kedsommelig. Som altså at skulle lave en masse skide kabler. På med vanten, Poul!

Hamsun

I år er det 150 siden, at den store norske forfatter Knut Hamsun blev født. Ja, han var endda så stor, at han uhyre fortjent fik Nobel-prisen i litteratur og det endda på et tidspunkt, hvor regionalt-korrekte præferencer og almindelig elitær nepotisme ikke endnu havde udvandet denne pris til det helt absurde. Han havde faktisk ganske ærligt og redeligt fortjent den, denne kantede og kompromisløse mand, der vel i sin følelsesfuldhed var noget nær så langt fra den fra alle gode westerns så flegmatiske og tunge "Swede" (som omfattede alle skandinaver), som man kunne komme. Lidt i retning af vores hjemlige Nobelpristager Johannes V. Jensen og så bare endnu mere drømmende og romantisk. Drømmene skulle føre ham vidt og alt for vidt for de fleste.

Hvorfor egentligt snakke om denne vel for de fleste aldeles forglemte forfatter i dag? Naturligvis fordi Hamsun som alle store forfattere altid vil kaste lange slagskygger også ind i den tid, som forlængst har glemt ham, det ved den bare ikke, nutiden. Hamsun blev fejret som en norsk folkehelt på samme måde som vi i Århus fejrer rituelt og efterhånden tiltagende manisk den lokale forfatter og noget mindre ånd Svend Aage Madsen. Nu er Madsen næppe kendt udenfor postnumrene 8000-8240 og det er ganske efter fortjeneste, men det var Hamsun. Nu leverede Hamsun igennem det allermeste af sit forfærdeligt lange liv værker af uafrystelig følelsesmæssig intensitet, så det var selvfølgelig ganske fortjent. Svend Aage Madsen har mere excelleret i litterære ekskursioner i det helt lillebitte format, hvor selv et rapseri af en kasse tomme flasker udenfor Brugsen bliver det dramatiske højdepunkt. Nå, det sidste har vi selv fundet på, men Madsen er altså uvedkommende og aldeles ligegyldig på trods af sin flagrende forfatterfrisure, spild af tid på den ufede måde og kedelig, kedelig KEDELIG!

Helt anderledes med Hamsun, der fra første side altid drager, der er simpelthen tale om universel litteratur i verdensklasse. Alligevel er Hamsuns tid som folkehelt for de allerfleste nordmænd forlængst forbi, ja den har faktisk været det i ret præcist halvdelen af disse 150 år, mere præcist siden foråret 1940. Dengang var Hamsun 81 år gammel, og denne noget affældige olding begik den fejl at begejstres af den nazistiske ideologi efter invasionen af Norge. Man må her huske, at invasionen af Norge var ganske blodig og kostede tyskerne over 1000 døde og osse en del nordmænd omkom i modsætning til Danmark, hvor så vidt vides slet ingen tyskere døde og kun godt en halv snes halsstarrige danskere. Det betød naturligvis, at tyskerne i Norge allerede helt fra starten blev betragtet som fjender, mens vi danskere lige klappede hesten et par år endnu for at være sikre på, hvem der nu vandt. Da det sidste efterhånden blev klart holdt vi så med dem. Danskere er tydeligvis klogere end fjeld-aberne deroppe i Norge, for mange flere nordmænd døde end danskere. Eller også var danskerne mere principløse opportunister, det sidste er vel i virkeligheden det bedste bud.

Det var så denne nazistiske kultiske dyrkelse af kraft og styrke og vitalitet, som bjergtog gamlingen Hamsun på sikkert samme måde som naboens smukke datter betog Kevin Spacey i mester-filmen "American Beauty" Ingen af delene endte videre lykkeligt, for ved krigens afslutning nægtede den aldeles senile Hamsun at afsværge sine ideologiske fejltagelser overfor et rasende norsk folk og blev kun reddet fra fængsel for landsforræderi af sin høje alder som senere Pinochet. Den første var dog senil, den sidste var bare skidegammel, det er ikke helt det samme. Derefter forsvandt Hamsun som gymnasial pligtlæsning i alle nordiske lande og blev erstattet af ånd i den mere mikroskopiske afdeling som her i landet altså Svend Aage Madsen, som nok har medvirket til som en effektiv Calmette-vaccination at beskytte mod, at gymnasieeleverne nogensinde senere læste en skønlitterær bog, som ikke var en svensk krimi. Det havde nok været anderledes med Hamsun, men han var altså forlængst blevet makuleret.

Nu burde det jo være let at forstå, at man naturligvis efter en "flirt" med nazismen eller andre voldelige og totalitære bevægelser for al tid vil være kunstnerisk og menneskeligt diskvalificeret, men så simpelt er det desværre ikke. I forløbne uge døde en anden mand, der på trods af temmeligt tilsvarende aktivititeter i denne for Hamsun så skæbnesvangre periode døde mæt af dage og respekteret for sit store retsind og sin uendelige visdom. Vi taler naturligvis om Gert Petersen, som i sin ungdom simpelthen var medlem af det danske nazistparti sammen med en masse andre begejstrede danske unge. Alle disse andre unge, som hvis de ellers overlevede Frikorps Danmarks aktiviteter på Østfronten, blev naturligvis behørigt straffet som de landsforrædere, som de var, efter krigen. Ingen af dem fik senere job udover ufaglærte landarbejdere, det kunne lære dem, kunne det! Naturligvis blev ingen politikere dømt selv om det altså var dem, der havde kommanderet de unge nazi-spirer østpå, men nu var det jo til alt held også dem, der skulle dømme. Evig skam få den danske statsminister, socialdemokraten Vilhelm Buhl, den største landsforræder, som aldrig mistede hverken hoved eller pension.

Nu kunne man selvfølgelig forvente, at Gert Petersen som den regelrette og sandhedssøgende mand han efter nekrologerne var, ville tage sin uhyre berettigede straf, men naturligvis ikke. I de næste 40 år benægtede "den store rorgænger", som Petersen noget misvisende fik som øgennavn, nemlig enhver tilknytning til det danske nazistparti og indrømmede det først, da han ikke kunne benægte det længere. Heldigvis for Gert Petersen blev han omgående tilgivet, for det var jo blot en slags drengesterger mente den politiske korrekthed. Nu kunne måske så regne med, at alle de andre i Petersens gamle nazi-outfit fik tilsvarende pardon, men næh-nej, naturligvis ikke. For dem var intet mindre end lovens strengeste straf næsten alt for mild. 

Sommetider er de menneskelige vildveje noget vanskelige at forstå og retfærdighed er noget frygteligt flygtigt noget. Ihvertfald undslap Petersen, mens Hamsun ikke gjorde. Den ene blev en fejret folkehelt, den anden blev en norsk superskurk a la Lex Luthor fra "Superman" selv om begge burde have fået samme skæbne. Nej, man burde have bedømt Hamsun mildere, fordi han dog i det mindste stod fast på det, han troede på i forhold den kroniske super-løgner Gert Petersen, som udelukkende resten af sit altså kolporterede ren løgn. Denne flygtige vare var tilfældigvis ganske gangbar i politik og det var heldigt for Gert. Nu er han heldigvis død, det var ikke for tidligt, vi kan så håbe på, at han møder tidligere statsminister Buhl dér i den varmere del af det hinsides hvor de begge har fortjent at ende.

Nu var Hamsun altså en skurk eller rettere, den senile nazist i 1940 var helt givet ikke givet nogen rar mand og tillige holdt han altså på den forkerte hest. En anden mand, som heller ikke er spor rar og en hel del grimmere er den lokale formand for BUPL, Henning Truelsegaard. Ja, han ser faktisk så skummel ud, ham Henning, at vi da kan håbe på, at hans virke indenfor BUPL er rent organisatorisk, da blot et billede af hans skulende ansigt derude på institutionerne let ville kunne give utidig sengevædning om natten for barnlige sjæle. Det går nu nok, for når man i en organisation som BUPL en gang har nydt det pædagogiske aristokratis skyhøje lønninger, frie ferieboliger osv. osv., så er der næppe nogen, som nogensinde ønsker sig tilbage til bleerne og al bøvlet, lavstatus og lav løn og næppe heller Henning. Han er næppe så dum som han ser skummel ud og ikke engang tilnærmelsesvis. Henning er nemlig en klog mand. Ja, han er faktisk så klog og principfast, næsten en helt Gert Petersen, at man bliver helt mundlam. Eller måske snarere hjernelam. Ihvertfald hvis man skal tage det for pålydende, det han siger.

Truelsegaard og BUPL har nemlig helt officielt taget stilling i den igangværende konflikt i Gaza. Nu kunne man spagfærdigt spørge om BUPL's andre relevante udenrigspolitiske synspunkter i den stående territorialstrid mellem Danmark og Canada i sagen om Hans Ø i Ishavet eller i sagen om Bjørneøen mellem Rusland og Norge, men det har man nu ikke gjort. Til gengæld behøver man ikke ret mange gæt for at finde ud af, hvem BUPL holder med uden at det dog bliver helt klart, hvorfor en fagforening egentligt skal blande sig i udenrigspolitik. Til gengæld er Truelsegaards begrundelse uhyre interessant og så er vi ved at være tilbage ved gamle Hamsun igen og så alligevel med en "twist" På et spørgsmål om, hvorfor man i alverden dog officielt fra BUPL vælger at tage entydig stilling i en kompliceret konflikt, falder nemlig det ildevarslende svar: "Fordi vi har nogle medarbejdere, som dagligt omgås børn af disse (palæstinensiske red.) familier. En sådan situation stiller ekstra krav til personalet" (!!!!!!) Hov, vi taler da vist ikke om nogen synderlig idealisme her, blot om almindelig angst for konflikter for enhver pris. 


Det må være skønt at være pædagog under sådanne forhold, hvor man naturligvis skal tage mest hensyn til dem, der er flest og dem, der er mest voldelige. Det gør jo det hele noget simplere og burde vel også i folkeskolen gøre gårdvagter overflødige. Som i en hundeflok vil det jo naturligvis på samme demokratiske vis hurtigt blive klart, hvem der er den mest voldelige, for det er førerhunden naturligvis som altså i Hamsuns tid Hitler. Ham skal man selvfølgelig holde sig til, ellers bliver man bare ædt eller stenet, hvor svært kan det være.

.Det er en noget rudimentær form for demokrati det her, på samme måde som den åh så tolerante skoleinspektør i Odense, som advarer jødiske børn mod at komme til hans skole. Som Hamsun spiller inspektøren dog åbent ud igennem sit medlemsskab af foreningen "Boykot Israel" så lidt respekt der. Det gør BUPL og Truelsegaard nu næppe, de er vist bare mere moderne udgaver af den slags mennesker, som der har været i alle befolkninger til hver en tid, nemlig dem, der for enhver pris blot hytter deres eget skind og hvor udtalte holdninger blot er et skalkeskjul for principiel principløshed. Den slags mennesker som altså netop afdøde Gert Petersen med det passende tilnavn "Den Store Rorgænger" opkaldt efter verdenshistoriens største dokumenterede massemorder, Mao. 

Hvem skulle nu have troet, at man ligefrem kunne få en vis relativ sympati for personer så usandsynligt usympatiske som den danske nazist von Schalburg og altså den vitalitetshungrende komiske olding Hamsun, men sådan blev det altså. Man skal åbenbart blot finde nogen, som er endnu værre, så bliver selv slemt alligevel bedre. Som at stå og fryse af Helvede til. Hvis man så blot tager tøjet af og derefter på igen er det jo pludseligt blevet meget varmere end før. Varmere bliver det vel osse for de danske jøder i denne nye BUPL-form for demokratisk flertal. Vi kommer i den anledning til at tænke på, om der findes en institution primært med rocker-børn, hvor man udviser tilsvarende tolerance? Med sådan en defaitistisk holdning priser man sig da lykkelig over, at der ikke er krig i Danmark. Det var jo næppe folk som Truelsegaard, som ville ende i gaskamrene.

A propos tolerance, så fik en knivbevæbnet røver i Århus i går et par på skallen af bestyreren af en Fakta-butik. Bestyreren var erfaren kickbokser og røveren forsvandt derefter skyndsomst. Efterfølgende oplyser politiet, at han "formodentligt ikke vil blive draget strafferetsligt til ansvar" Inden der nu udbryder et ramaskrig af folkelig forargelse over politiets ringe indsats overfor røvere skal vi da lige klarificere, at det altså drejer sig om bestyreren, som altså muligvis slipper for en voldsanklage. Røveren er jo allerede sluppet. Ak ja, Århus verden er af lave, måske man alligevel skulle snuppe en roman af Svend Aage Madsen. Ah, måske det alligevel ikke er helt så galt. Vi tager squ en Hamsun, det giver mere mening.

Xebeche

En af hovedpersonerne i Jim Jarmusch' sort/hvide westernpastiche-mesterværk "Dead Man" er indianeren Xebeche. Nu ligner den lettere kvabsede og korpulente og noget bløddyrs-agtige Gary Farmer, der spiller rollen, nu på trods af en imponerende fjerpragt ikke ligefrem nogen prototype på en indianer. Det geniale i filmen er så, at det er han heller ikke for så vidt som han er udstødt af sin stamme og af den har fået tilnavnet Xebeche, som betyder "He who talks loud, saying nothing". Farmer er genialt "castet" i rollen med sin virilt sælsomt råbende og alligevel rytmiske replikkunst, som får selv en velspillende Johnny Depp til at blegne. Nu bliver Johnny Depp jo også som hovedpersonen William Blake dødeligt såret allerede i starten af filmen og dør derefter langsomt videre gennem filmen, så derfor kan hans lidt blege fremtoning vel godt forsvares ud fra hans filmiske syge-historie. Mindeværdig er dog scenen, hvor den altså mere end trekvartdøde bogholder Blake rejser sig og svarer på et par forfølgende Pinkerton-detektivers spørgsmål, om han er William Blake: "Yes, have you read my poetry?" Derefter pløkker den sagtmodige bogholder de 2 detektiver ned med den største selvfølgelighed uden overhovedet at vente på svaret. Man må vel regne med, at det havde de ikke og straffen faldt altså prompte. Sig så ikke digtekunsten er uden bid. Det gælder dog ikke nødvendigvis nyligt afdøde Inger Christensen. Hende var der nu ikke meget skud i.

Vi kommer til at tænke på denne konstant vildt gestikulerende og råbende Xebeche, fordi vi jo lige her midt i Århus i virkeligheden har en pendant. I modsætning til Gary Farmer er hun dog ikke rundbuget selv med den mest yderlige fortolkning af ordet. Næh, hun er tynd som en pind og den blivende værdi af hendes ytringer svarer nogenlunde til brændværdien af sådan en optændingspind, altså ikke rigtigt nogenting. Et lille hvæs og så er den væk som ekkoet af hendes høje stemme, hvor tilsyneladende energi erstatter ethvert indhold. Vi taler naturligvis om det på forunderlig vis som entertainer benævnte hestehale-ikon Lotte Heise. Nu ser Lotte Heise som Depp i "Dead Man" i virkeligheden ikke altfor sund ud og en del ældre end sin biologiske alder, men det er nu tydeligvis ikke fordi denne alderens visdom ligefrem har slået sin dybe pælerod ned i hende og det hverken i den ene eller den anden alder. Deri adskiller hun sig muligvis ikke fra denne skribent, men det sidste er naturligvis aldeles irrelevant. Heldigvis er Photoshop et aldeles glimrende program til at retouchere rynker væk så på samme måde som Oscar Wildes Dorian Gray heller ikke lignede sit spejlbillede, så ligner plakaternes Heise naturligvis heller ikke virkelighedens. Heldigvis.

Nå, men anledningne til denne til tider uhyre dybsindige indledning i dag er den åbenabrt bemærkelsesværdigt ulykkelige, at byens allerførste cafe i den så udbredte trand, nemlig Cafe Casablanca er lukket. I det seneste regnskabsår, det sidste jubeloptimist-år forhåbentligt i denne omgang, nemlig 2007, havde cafeen et underskud på 122.000,- og en egenkapital på ikke altfor imponerende 8000,-, og mon ikke 2008 har været noget værre? Det kunne en del tyde på, de er der ihvertfald ikke mere. Nu kunne man naturligvis fundere over, hvilken langtidsholdbarhed der overhovedet er eller på nogen måde kan være i en trend på samme måde som man kan studere, hvordan det gik med Levi' s. Da trenden havde varet så længe, at mødrene begyndte at gå i dem holdt deres døtre naturligvis op med det aldeles omgående og valgte Diesel mm. Naturligvis, hvor svært er det at forstå? Ikke særligt siden vi kan. Andre ville måske baseret på dette sidste faktum sige overordentligt let.

Det er naturligvis ikke anderledes med cafeer, hvor en successfuld begyndelse som trendsetter uvægerligt står i omvendt proportionalitet til dens forventede levetid. At den overhovedet varede så længe er faktisk en af naturens "freaks" som den osse afdøde irske kæmpehjort, hvis gevaldige gevir hang fast i alle træerne. Dette "hængen fast" har også været en betydelig del af Cafe Casablancas problemer og måske i virkeligheden den allerstørste. Problemet er jo i sin skrigende enkelhed, at hvis de oprindelige kunder og "kendisser" ikke forsvinder i en glidende strøm for at give plads til den nye opadstræbende generation ja så ender man som en afdeling af oldtidsmuseet på Hjerl Hede eller Frilandsmuseet. Man kommer simpelthen til at virke som en komisk parodi på samme måde som Lotte Heise heller ikke længere kan bruge sit favorit-ansigtsudtryk med en rynket pande. Det vil rent formelt sige, at det kan hun faktisk godt, hun kan nemlig slet ikke længere lade være. Det er bare alligevel ikke det samme.

Man kan vel sige at "kendisser" har det ligesom min barndoms mest attråede slik, kandis (eller for sags skyld bandet med det samme navn og sangeren med det samme forlorne smil): Man bliver skidetræt af det, når man fået det med den samme sødlige smag et par gange og vil have noget andet. Således også med Cafe Casablancas publikum, der som den ulykkelige uddøde hjort også har nægtet at forsvinde og blot er blevet hængende længe efter deres sidste salgsdag var nået i stedet for at drage den nødvendige konsekvens og give plads til de nye, som kunne have sikret cafeens fortsatte attraktion. Vi skal dog nævne en enkelt, som havde pli nok til det, nemlig kronprins Frederik, som huserede dernede under sin "studietid" i Århus. Studierne omfattede dengang de kendte og elskede far "storbrystologi" og "langbeneri" (og allerhelst en heldig kombination) udover de mere formelle aktiviteter på Statskundskab. Heldigvis kunne de akademiske studier i nogen grad klares pr. stedfortræder, mens cafe-aktiviterne mere end krævede sin "mand" og her brillierede han på en måde, som nok endnu ifølge rygter giver visse udgifter til uddeling af "apanage" stadigvæk til de mange, som tro tjente uden at mny (de klynkede højst en smule) under kongen (og det særdeles bogstaveligt) De mest interessante af disse studier fandt altså sted på Casablanca men selv hvis den kommende konge havde fortsat sine dengang så ivrige opsøgende aktiviteter indenfor kvindelige vådområder ville selv han i dag jo være blevet en gammel og inderligt patetisk gris. Nå, men han er der som sagt heller ikke længere.

Det er der så til gengæld en hel masse andre, der er, og JP i dag har interviewet nogle af de fremmeste. Det er forresten interessant, hvordan journalisten har fundet frem til disse folk, fordi cafeen har været lukket siden jul, og man kan vel næppe forestille sig, at han har stået og ventet udenfor, indtil nogle "kendte" kom forbi og spontant brast i gråd. Nå, men han har altså fundet nok gamle kunder til at lave denne 2-siders nekrolog over Casablanca og så er vi tilbage ved Lotte Heise. Hun har åbenbart været stamkunde altid og er altså en af dem, som tydeligvis ikke som Frederik i tide er forsvundet. Den danske filosof Søren Kirkegaard betitlede engang et værk "Filosofiske Smuler" uden at det passede, det var nemlig vældigt dybt. Heise filosoferer til gengæld tilsyneladende højt på et ganske overordentligt lavt niveau. Hendes bedste bud på årsagen til cafeens undergang er nemlig ifølge hende, at "..i weekenden kom der alt for mange midaldrende skilsmissemænd i cowboybukser" Ja tænk bare hvor simpel verden er, hvorefter hun mønstrer alle sine rynker for at se tænksom ud. Aj ja, det er næppe en Lotte Heise i sit attraktive livs absolutte efterår disse mænd har efterstræbt. De skulle nok hellere være gået på "Social Club" eller "Broen", hvor alle de noget mere interessante teenagepiger hænger ud og det er de så nok også.

En anden af de mere afblomstrede kulturelle kendisser er filminstruktøren Nils Malmroos. Han siger de bevingede ord om den cafe, hvor han efter eget sigende tit har fået en "hurtig kop kaffe" (Manner sikke en gevinst for omsætningen) : "Stedet har da ændret sig meget, siden det åbnede først i 1980-erne" Ja, det er godt med dig, Malmros. det har da tydeligvis ikke ændret sig nok til, at du ikke kommer der længere, og så er det ganske på samme måde som et gammelt traditionelt værtshus dødsdømt, hvis alle de gamle kunder blot bliver hængende, mere og mere alkoholiserede. Nå, men vi kan jo glæde os over det lommefilosofiske niveau fra en så dybsindig filminstruktør, der ikke kan indse, at over et span på 30 år sker der forhåbentligvis en vis udvikling. Eller altså en efterfølgende afvikling. Om ikke andet, så burde der da ske en udvikling med Malmros selv, men det indgår tydeligvis ikke i mandens manglende reflektionsniveau. Vi kan så glæde os til mandens næste film og de penge man vil kunne spare ved ikke at se den. Sikke mange penge man vil kunne spare, hvis man havde tænkt sig at filmen flere gange ligesom mange altså allerede har sparet masser af penge ved altså IKKE at gå på Casablanca og se den evindeligt kaffedrikkende kendis Malmros.

En anden gammel storkunde er den navnkundige lokale stjernearkitekt Henrik Bønnelycke. Han mener, at "..Casablanca tidligere var en enkel og letforståelig cafe", "..hvor man f. eks måtte acceptere..at det friske brød, som bageren havde leveret om morgenen slap op på et tidspunkt..." Det var vist bare en anden og langt bedre tid i de gode gamle simple dage, hvor mangelfuld logistik ligefrem var en positiv salgsparameter. Billederne af de noget mellemfornøjede gamle "kendisser" i dagens avis er vanskelige at fortolke som andet end moderat livstræthed og man forstår selvfølgelig godt,at når alle de "unge høst-sild" ( det ER der altså noget, der hedder for os fiske-ulke!) forsvinder andetsteds hen efter synet af en tvangsmæssigt skræppende Lotte Heise, så forsvinder alle de mandlige "makreller" (som jo udelukkende lever af sild) naturligvis også skyndsomst i deres slipstrøm. Tilbage er altså udelukkende en tidslomme med Cafe Casablanca i sin egen "tids-osteklokke" 

At det så for disse lokale notabiliteter er synonymt med ungdommens vidunderlige attraktion forhindrer bare ikke, at "osten" inde i "tids-osteklokken" alligevel rådner på et tidspunkt, og det er den altså nu. Uden ændring af en cafes stampublikum og tilsyneladende en endnu mindre ændring (end ingenting, altså!) af disse stamkunders selvforståelse, så er der en tid for alting. Den tid er så meget forsinket kommet nu. Vi siger forsinket, fordi undertegnede faktisk engang i 1980-erne har været på Cafe Casablanca i embeds medfør. Det gav en kronisk afsmag for disse templer for almindelig spejlende selvsmageri og det gav en kvalme, som har varet siden ligesom da Obelix faldt i gryden. Det kan selvfølgelig også bare være, at jeg følte mig som en paria, fordi jeg ikke var kendt. Sikkert, ihvertfald vil jeg savne Cafe Casablanca med nogenlunde samme intensitet som jeg vil savne min allerførste fodvorte, altså ikke alverden.
Det var en ellers en fin lille fyr, den fodvorte og blev en mangeårig tilbagevendende ven og en af alt for få. Dengang for alt længe siden, hvor Lotte Heise blot havde én eneste rynke, som endda var på højkant og så kalder man det ikke engang en rynke (til gengæld har den utallige andre betegnelser). Det må være længe siden, og det er det.

Historiens vingesus

I 1506 påbegyndtes et storslået byggeri, som fik uhyre vidtgående konsekvenser for massevis af mennesker. Da byggeriet var fuldført var alle de mennesker, som havde deltaget i byggeriet eller blot iagttaget det med passende religiøs ærefrygt nemlig forlængst døde. Det var nu ikke specielt tragisk i sig selv, det var alle andre som havde levet i 1506 forøvrigt osse, fordi byggeriet først blev fuldendt i 1626. Menneskelivet er jo trods alt af finit varighed. Mere interessant var det måske, at dette byggeri endegyldigt indvarslede en epoke så morderisk, at vi skal helt frem til det 20. århundreders diktaturer af rød-og sortfascister for at finde fuldgyldige paralleller. Det må være det der med "tro", som er fællesnævneren her, for vi taler naturligvis om byggeriet af Peterskirken i Rom, den ultimative skamstøtte over en kirke i finalt forfald. Problemerne med finansieringen af dette kolossalt kostbare bygningsværk sønderrev simpelthen den allerede skrøbelige kohæsion i den kristne vesteuropæiske enhedskirke. Ikke mindst den helt vanvittige afladshandel for at finansiere byggeriet var en afgørende anstødssten som klippen Kullen senere blev det for en DFDS-færge. Den sejlede sig osse endegyldigt i sænk ved som en vildfaren hval simpelthen at påsejle selve det eurasiske kontinent med fuld knald, et kolossal landmassiv, som ellers havde ligget der i mands minde og vel i virkeligheden også en del længere. Indtil den tillige kujonagtige norske kaptajn på ulykkesskibet "Scandinavian Star" var det vist historiens absolutte lavpunkt for rettidigt omhyggeligt sømandsskab. Ingen af kaptajnerne fik senere nogen bestalling og heldigvis da. 

Et lavpunkt for troen blev bygningen af Peterskirken altså også og allerede længe inden kirken var færdigbygget havde man slagtet millioner af mennesker i religionskrige mellem de 2 nye magtfulde grupperinger katolikker og protestanter. Ingen krige mellem nationalstater her (som slet ikke var opfundet endnu), grænserne gik uvægerligt på kryds og tværs som de australske aboriginals og deres "drømmespor" 

Man kan naturligvis indvende,at katolikkerne havde været der hele tiden, men det havde de nu ikke. De kaldte sig nemlig naturligvis ikke katolikker da de jo efter bruddet med den østlige såkaldt "ortodokse" kristendom i Konstantinopel allerede i den tidligste middelalder blot var den eneste sande kristendom. Så kan man selvfølgelig være temmeligt græsk-katolsk med at kalde det andet end den rette tro. Nå, men kristenheden kom, så og begyndte at bygge for alle de penge, som de altså ikke havde og som det snart viste sig de heller ikke kunne låne (Banco Ambrosiano var ikke grundlagt endnu som svindel-bank), og katolicismen blev grundlagt.

Vi indleder i dag med denne tilsyneladende irrelevante historiske parantes, fordi vi i går aftes var på et besøg i den vestlige del af Århus. Det var en vældigt festlig tur, og alle den nye tros allerstørste bygningsværker stod strålende oplyst på rad og række derude langs Viborgvej. Værker, der fortalte en historie ikke ganske ulig bygningen af Peterskirken. En historie om tro og håb og foretagsom økonomisk aktivitet og masser af alle 3 dele. En tro som straks derefter eksploderede som vulkanen Krakatoa af nogenlunde samme naturligt indestængte grund. Fordi den naturligvis ikke kunne andet.

Turen ud af Viborgvej denne gang i tusmørket afslørede en perlerække af mindesmærker over det seneste årtis blinde tro på noget, som vel ret beset var endnu mere uforståeligt end den ganske tilsvarende manglende synssans- tro på den absurd grådige enhedskirke i 1506. Vi taler naturligvis om den danske "Køkken City" ved Bilka, hvor samtlige danske køkkenproducenter i nogenlunde samme rette tid som kirken i forbindelse med byggeriet af Peterskirken lige akkurat har nået at bygge en hel stribe tilbedelses-steder for troen på den ubegrænsede forbrugerisme. Lige akkurat i tide til at fejre klimaks. Lige inden denne tro altså endegyldigt kuldsejlede for denne gang som det jo er sket. Der er dog endnu penge til at betale nutidens svar på renæssancens vokslys for disse tomme køkken-mastodonter, så derfor bør alle troende såvel som ikke-troende på køkken-mirakler naturligvis valfarte til Viborgvej inden der skal betales moms næste gang.

Her i den mørke vinter bliver det med absolut statsgaranti sidste gang, vi får dem allesammen at se på samme måde som den sidste messe på slagskibet "Prince of Wales" i Placentia Bay ud for Newfoundland under topmødet i 1941 også var sidste gang, denne gruppe mennesker blev foreviget. Næste møde var nemlig i Evigheden.. Straks derefter dampede slagskibet jo som bekendt først om på den anden side af jorden og fandt derefter uden brug af andre fremdriftsmidler end tyngdekraften sit sidste hvilested på bunden af det Sydkinesiske Hav. Ingen mirakler her, blot japanske Val-torpedobombere eskorteret af massevis af Zero'er. Ingen tro nok så stærk hjalp dengang og det kommer det næppe heller til i dag med mindre man kan betale moms med denne tro, og det kunne selv ikke dengang den katolske kirke. Det kan nok bare slet ikke.

Ikke desto mindre er disse køkken-templer uhyre imposante grænsende til det egentligt vulgære lidt på samme måde, som hvis GM i dag ville lancere en Hummer i dobbelt størrelse med et benzinforbrug på 2 liter pr. km. Ingen ved deres fulde fem ville vel have sådan et skrummel om bilen så ellers var gratis. De vil sikkert endnu godt have et køkken, hvis DET altså var gratis men man må vel ret sikkert kunne forudsige, at kun ret få i den forudsigelige fremtid ligefrem vil eller kan betale for gevaldigt overdesignede køkkenpaladser i materialer, som tidligere tiders snedkere nok ville korse sig over for at blive i kirke-analogien. Derfor er det en enestående lejlighed til for sidste gang at se et endnu levende mindesmærke over noget, som var engang på samme måde som at udstille "Den Sidste Mohikaner" eller den allersidste tasmanske pungulv. I alle tilfældene er der fremover er der af naturlige grunde ingen mulighed for fremgang eller blot simpel overlevelse, blot død og mørke. Eller lys, det er vel lidt som man ser på det.

Er der da slet ingen forskelle denne parallelle ugudelige dyrkelse af så forskellige afguder som Peterskirkens mammon og den tilsvarende tilbedelse af Vordingborg, Invita, Kvik og alle de andre lokale helligdomme? Jo, der er der. Peterskirken var jo bl. a. så dyr, fordi den var lavet så godt, at den står endnu. Til gengæld kostede efterspillet altså utallige millioner af dødsofre. I det andet tilfælde med "køkken-dyrkelsen" kan man nok til gengæld regne med, at de eneste dødsfald der vil komme udover mandefaldet blandt producenterne vil blive de enkelte uheldige, som vil få et fragmenteret sparsomt lamineret spånpladeskab ned i skallen, når det spontant destruerer som en klump natrium i fri luft med nogenlunde samme naturlige nødvendighed. Hvis man måske skulle få det indtryk, at vi ikke er altfor triste til mode overfor den kommende bortgang af disse magtfulde køkken-profeter, som i årevis har smadret fine gamle køkkener i massiv plade med en forventet levetid i nærheden af Peterskirken til fordel for spånplader med en forventet ditto som en kiks i troperegn, så vil de naturligvis have ret. Det paradoksale er så, at man for de penge, som blot danske forbrugere i dette årtusind har brugt på nye køkkener sikkert sagtens ville kunne have bygget en ny Peterskirke ved siden af den gamle. Eller et par nye ponton-flydebroer over Kattegat på det bredeste sted af nedrevne køkkenelementer og det sidste med nogenlunde samme naturlige nødvendighed som destruktionen af alle de fine gamle køkkener.Men sikke dog de kan lyse pænt derude på tempel-vejen. 

Salget af vokslys i Peterskirken toppede symbolsk nok også da kirken nåede bunden. Sikke meget lys og sikke dog en sort fremtid! Eller lys, det er vel lidt som man ser på det...Undergangen har en særegen skønhed.

Mønsterbryderne

Nu er der få sysler som er mere tilfredsstillende og fremragende interessante end at beskrive egen fortræffelighed og da især når der er så meget at fortælle om som i tilfældet denne skribent. Da vi ikke forventer ganske tilsvarende interesse hos vores publikum vil vi i stedet fatte os i nødvendig korthed. I 1970-erne, da rundkreds-pædagogikken endnu var i sin formative fase (man skulle jo ellers ikke tro det ville tage forfærdeligt lang tid at udvikle den udfra almindelige erfaringer fra den allerede dengang ganske populære rund-formerende dans om juletræet, men det gjorde det nu), talte man om såkaldte "mønsterbrydere" Dette ord er vist senere forsvundet ud af almindelig dansk sædvane-sprog på ganske samme måde som julekrybber med Jesus-børn i og basun-engle og alt det andet kristne gøgl og sikkert af nogenlunde samme grund. Det dengang i 1970-erne relativt nyopfundne ord "mønsterbryder" viste sig nemlig at være en abstraktion og uden reelt indhold. Kun i uhyrligt sjældne tilfælde lykkedes det for nogensomhelst at bryde ud af nogetsomhelst og da allermindst ens egen tunge arv. Dengang var det ikke spor anderledes end i dag i Gellerup, hvor det største "mønsterbrud" typisk er at købe en Honda i stedet for en BMW. Måske prisforskellen faktisk forklarer det.

Nu kommer undertegnede fra en absolut u-akademisk familie og på trods af en betydelig akkumuleret visdom hos en umådelig lang række Mathiasen-er havde ingen inden denne skribent formelt omvekslet vores strålende (man kunne kalde os brilliante, men det forhindrer vores beskedenhed naturligvis) intelligens til noget akademisk eksamensbevis. Indtil denne skribent altså. Ikke at det gav den store dønning for denne familie af søulke, det var jo blot en ren formalitet og blot at sammenligne med en orden, der bliver tildelt en soldat, som vist egentligt bare har gjort sit almindeligt bedste og jdet gjorde jeg vist ikke engang i min akademiske karriere.

Ikke desto mindre var undertegnede altså rent formelt i datidens pædagogiske drømmeverden det, som der fra toneangivende samfundsreformatoriske forbedrings-kredse blev drømt allerflest våde drømme om: Det nye menneske på et højere og "rigtigere" bevidsthedsniveau. det menneske, som salig kulturminister Julius Bomholt mente ville kunne forstå, at uforståelige digte af den netop afdøde (noget sent vil nok mange gymnasieelever sukke) sanktionerede stats-poet Inger Christensen selvfølgelig var meget bedre end min egen barndoms absolutte poetiske superidol, Thøger Olesen. Det var hun nu uhyre langtfra.

Thøger Olesen tager vi en anden dag, men det var ham med Bellis absolutte superhit "Ulven Peter vil have nam-nam" og "du kan stole trygt på ham" med sin næsten grafiske poesi mums mums. Nå, men "mønsterbryderne" som altså undertegnede ville på deres højere bevidsthedsniveau naturligvis forstå, at Inger Christensens matematiske-forstyrrede esoteriske digter-univers og Per Kirkebys for særligt legitimerede vanvittigt symbol-ladede bjerge af klamphuggede mursten naturligvis var den rette tro for den nye elite. Som altså undertegnede formelt var blevet. Visdommen i "Anders And& Co." forblev dog stadigvæk trods alle disse intellektuelle stimuli ledetråden for undertegnede "mønsterbryder" så recepten var tilsyneladende ikke så simpel eller undertegnede var muligvis blot specielt tykhudet (tykhovedet?)-nå, det får være.. Nu var der kun uhyre få mønsterbrydere på datidens Stensballe Skole ved Horsens, hvor jeg gik men alligevel skulle der altså gå ganske mange år, inden det gik op for undertegnede, at ordet "mønsterbryder" jo naturligvis også har en modsat betydning. Da ordet "mønster" jo ikke rigtigt antyder nogen modsætning til modsætningen vil vi i mangel af bedre i dag anvende ordet "klon" som betegnelse for dem, som hjælpeøst kopierede familiens mønster. Selv om det så ikke varede hele livet.

Dengang frekventeredes Stensballe Skole af et par unger med lidt sjove øjne, som hed Samuelsen, Mette og Anders. Deres far var lærer på Horsens Statsskole ved siden af sin virksomhed i Folketinget og hed Ole og han havde osse nogen sjove øjne, der meget mindede om de øjne, som Anders And fik, da han som inkassator blev "ping'et" med en hypnosepistol, sådan nogle sjove koncentriske nogen som de konstant blev dyppet med et drop af curare, som jo lammer ethvert udtryk-som her!. Hvis han ikke havde haft børnene ville man have troet, at dette blik skyldtes mandens massive årelange alkoholmisbrug i den helt svære kaliber, som var indlysende for enhver bag den ikke mindre intense stank af Läkerol. Nå, men undertegnede var altså dengang i færd med at bryde slægtens årtusindgamle isolation udenfor de akademiske rækker og selv om jeg mange gange passerede den tidligt affældige Ole Samuelsen blev jeg altså ikke permanent alkohol-skadet, men det har nok været tæt på og noget tættere end det er behageligt at tænke tilbage på. Senere er det jo underligt at forestille sig, at samme Samuelsen har kunnet være noget synderligt aktiv for Det radikale Venstre i sine alkoholiserede tåger men måske han blot beherskede dem i salen ligesom den osse svært-drikkende (men en del mere brilliante) Per Hækkerup. Nå, men de døde altså alligevel begge to en tidlig druk-induceret død uden at efterlade meget andet varigt minde end deres børn. På samme måde som altså de fleste danske konger og mange af de senere konger var deres den gamle kongo jo ikke engang far til. Anderledes med Samuelsen-klanen in spe.

Ole børn kom selvfølgelig langt videre langt hurtigere i karrieren som de ikke-mønsterbrydere, som de jo var. Det vil sige, på ét væsentligt punkt kom de særdeles meget videre, de blev nemlig ikke alkoholikere. I alle andre henseender udfyldte de allerede fra barnsben på forunderligste vis slægtens Samuelsen-slægtens totale radikale dedikation. For undertegnede vil det for altid fuldstændigt ubegribeligt, at man igennem et helt (eller ihvertfald godt og vel halvt) menneskeliv ikke ændrer hverken holdninger eller politisk ståsted, men sådan var det altså med disse veritable kloner Anders og Mette, som født som de var i en korrekt politisk osteklokke. I et parti baseret på flygtighed og vattede meninger og drømme om afgørende medbestemmelse (der jo ligesom naturnødvendigt dikterede de 2 første synspunkter som de eneste "faste") voksede de op til at blive mere ædru kloner af "Gamle Ole" Mette Samuelsen blev senere til den langt mere kendte Mette Bock, som har huseret i utallige ledende stillinger i talrige større virksomheder som Jydske Vestkysten, Århus Universitet og Danmarks Radio og hun er næppe færdig endnu. Gamle Ole ville givetvis have været stolt af sin ætling, denne rejsende i holdninger og ord, ord ord og mange flere ord. Ikke så mange holdninger til gengæld.

Det andet skud på stammen var lillebror Anders, en noget mere uanselig person end den mere pågående storesøster men han var dog alligevel en sand Samuelsen. Han endte nemlig alligevel på toppen som sin far og endda endnu højere, han blev ligefrem partiformand. Eller ihvertfald politisk ordfører for et parti i det danske Folketing med blot ét eneste medlem, nemlig Ny Alliance. I går lykkedes det nemlig denne totalt anonyme politiker, som i manglende charisma vel kun har kulturminister Carina Christensen som seriøs konkurrent, at skubbe grundlæggeren af partiet Naser Khader ud af gruppen. Nu har vi tidligere i disse klummer behandlet Khader, som vel er en af alle tiders mest usandsynlige ledere. Man er sandsynligvis en fin fyr men som karismatisk leder rangerer han nogenlunde på samme plan som forlængst afdøde Arveprins Knud. Mon han egentligt "Arveprins" til fornavn, ham Knud? Så må han da ihvertfald være blevet drillet i skolen.

Nå, Khader havde ganske indlysende overhovedet ikke det, der skulle til og underligt, at så mange danske erhvervsfolk ikke har kunnet se det aldeles omgående hos denne konstant famlende mand. Han er væk nu, så det er vel ligemeget i det mindste indtil næste gang.

Nogen næste gang bliver der nu næppe for den unge Samuelsen, som denne gang som en faldskærmssoldat ved Arnhem simpelthen er kommet for langt ud og langt hinsides enhver hjælp. Dengang under 2. verdenskrig forsøgte de allierede jo at erobre en bro i Arnhem, som altså var "A Bridge Too Far" som en bedre forfatter end Inger Christensen beskrev Der var tale om et dårligt planlagt og håbløst udført forsøg på at "kuppe" tyskerne, og alle angriberne blev dræbt eller fanget. Ret meget bedre tror vi ikke det kommer til at gå for Samuelsen, og mens kommentarerne i dag koncentrerer sig om at fremstille Khader som et fjols med en rygrad som forkogt makaroni, så burde man nok snarere fokusere på den endnu mere usandsynlige nye partifører Samuelsen som den endnu mere uheldige helt.. Denne gang er han nemlig endegyldigt som undertegnede sprunget ud som absolut "mønsterbryder" for familien Samuelsen, hvor en rolle i baggrunden forekom mest i overensstemmelse med hans potentiale. 

Hvis Ny Alliance eller dansk politik i det hele taget nogensinde kommer til at se en tilsvarende fuldstændigt usandsynlig "apparatchik", som sovjettiden kaldte disse funktionærer så lever vi næppe selv til at se det. Khader var bestemt ikke nogen nar, han blev blot fanget som en uheldig og helt tilfældig ferskvands-åndelig fladfisk i det oversvømmede Nord-Australien, hvor han altså blev hængende i sin hastigt udtørrende pyt. Ære og respekt derfor fra denne faktuelle mønsterbryder til den netop udsprungne Anders Samuelsen. Det er modigt gået, Anders lidt på samme måde som ham, der klappede lugen ned på den allerførste landgangsbåd, som nåede Omaha Beach i Normandiet 6. juni 1944 med alle de tyske skydere rettet direkte imod sig. Oddsene for succes og politisk overlevelse er vist nogenlunde de samme. Hvem skulle nu have troet, at man i min tid ville se den allerførste blonde "politiske selvmordsbomber" i det danske Folketing. Det foregår heldigvis altsammen i beskeden dansk målestok ja det er jo allerede sket, selv om Anders Samuelsen altså rører på sig endnu.
Som gamle Ole sikkert osse gør, men mon han ikke mere sådan en slags "roterer" dernede et sted overfor denne slægtens "hybris" for anderledes kan det vel dårligt tolkes ? Engang troede man jo, at alkoholisme var arvelig og en slægsforbandelse som i Gustav wieds kostelige "Slægten", men man kan tydeligvis også sagtens opføre sig dumt, selv om man er ædru. Leve den nye kong Anders! Af absolut ingenting og det ingenting kommer til at mindskes dagligt! Mønsterbrydning er tydeligvis ikke altid af det gode. Som undertegnede vel heller ikke er.

"Divine" Brown og Hugh Grant

Enkelte vil nok endnu kunne erindre denne version af en ældgammel udveksling af tjenesteydelser mellem mennesker af oftest forskelligt køn, som fandt sted på førersædet af en Mercedes convertible. Køberen i dette tilfælde var den kendte skuespiller Hugh Grant og beviset for, at ydelsen blev ydet netop på førersædet ved vi naturligvis fordi det var Grants spjættende bevægelser på bremsepedalen med deraf følgende lysshow, der hidkaldte politiet og startede den efterfølgende skandale. Den slags må man nemlig ikke i en åben bil midt på gaden i det bornerte USA ligeså lidt som man må i det uhyre frisindede Danmark. Vi ved ikke, om den spejderdrengs-lignende Grant ligefrem morsede efter hjælp men det kunne han måske godt have haft brug for overfor den særdeles erfarne langbenede prostituerede med den store malede mund og det forjættende tilnavn "Divine" Brown. Masser af hjælp.

Nu var Grant en uhyre kendt skuespiller i den lettere genre, hvor hans skuespillertalent rækkende fra det lettere fjumrede til det egentligt fjollede (en enestående lille palet skulle man mene). Præcist hvor hjælpeæøst ringe han er som skuespiller kunne man overbevise sig ved at gense "Bridget Jones' Dagbog" her i weekenden, hvor selv en hysterisk overspillende og aldeles utroværdig Reneé Zellweger og en lad og ligeglad Colin Firth måtte se sig overhalet af fjummergøjen Grant. Grant var rig som et svin og altså i det hele taget et svin sikkert på nogenlunde samme subtile måde som de fleste mænd nok ville være hvis de fik chancen men det er noget off-topic. Grants karriere tog dog et gevaldigt permanent dyk efter episoden, tilsyneladende havde hans fans svært ved at se ham uden samtidigt at de et indre billede af "Divine" Brown med en stor rødmalet mund. Grants mandlige fans var antageligt ligeglade eller måske ligefrem anerkendende, men dem var der næppe nogen af, da Grants seksuelle udstråling var mere en almindeligt ambivalent-bøssoid grænsende til det aldeles utålelige. 

Nå, det var altså ikke en rigtig vinder-situation for Grant, men det var det til gængæld for den gade-prostituerede Brown. Nu vil sproglige og andre krakilere vel med rette kunne indvende, at tilnavnet "Divine" måske var mere end almindeligt relativt, for som bekendt er de rigtigt smarte prostituererede i den langt højere betalte og mere komfortable escort-service og det vistnok ganske uden undtagelse. Ligesom Tom Jones hellere ville være milliardær-sanger med fri adgang til kvindelige underbenklæder i uoverkommelige mængder end beskidt minearbejder i Wales og det forstår man vel egentligt godt. Hvis billederne af denne "guddommelige" "Divine" Brown på nogen måde yder hende retfærdighed (og det gør nok enkelte, da der er vældigt mange billeder) er der nu ikke rigtigt noget at skrive hjem om. Udover den store mund altså og de pink stiletter og så den iøvrigt ganske korrekte forbrugeroplysende navne-betegnelse "Brown". Ikke desto mindre startede Brown sin stejle opstigen mod stjernetinderne nogenlunde synkront med Grants nedstigen fra samme, så der var næppe nogen tvivl om, hvem der dengang gjorde den bedste handel. Grant kunne dengang have kandideret med absolut favoritværdighed som kandidat til "Årets Nytårstorsk"

Noget anderledes og en del mere speget har det ved nærmere eftertanke været at kåre denne ærefulde titel i år. De tilsyneladende dilemmaer er de samme som ved den ovenfor beskrevne transaktion og står noget i vejen for en fyldestgørende logisk analyse. Faste læsere vil nok vide, at vi taler om den tidligere fusion af et af de største lokale vækst-og success-lokomotiver (som vi naturligvis har fulgt nøje med beundrende og misundelige blikke) indenfor den lokale audiobranche med en større og langt mere kendt kollega. Nu opererer vi selvfølgelig på det helt abstrakte økonomiske makro-niveau og vil her naturligvis udelukkende se transaktionerne ud fra mulige "win-win" scenarier. I Grants tilfælde er det jo noget svært at forestille sig, at man behøver ligge på knæ på gulvet af en Mercedes Convertible uden tag midt i solen og uden knæbeskyttere (som vel virker af-seksualiserende for selv de allerfleste akut sex-hungrende mænd) hvis man fra starten af er rigtigt guddommeligt smuk. Man kan nok gå ud fra, at det var hun ikke og man ville naturligvis have ret. Den ene part i denne urmenneskelige transaktion havde tydeligvis en del mere at vinde end den anden udover almindelig halsbrand forstås.

Den anden økonomiske audio-transaktion bærer lidt samme aftryk, mest fordi firmaet i egen forståelse i årets løb flere gange i artikler og interviews blev fremstillet som et betydeligt erhvervseventyr. Ordet "Divine" blev godt nok ikke brugt men det gik tilsyneladende rigtigt godt. Så godt så at sælge det lød som den rene galskab ganske som at sælge en produktionsklar pengetræs-plantage, men det skete altså alligevel. De offentliggjorde regnskaber fortæller som så ofte før en noget anden historie end den mundtlige mere glorificerende fremstilling om en knapt så guddommelig forretning (forsåvidt som røde tal ikke er så sjove som sorte) og så er vi tilbage ved handelen igen. Det er jo nemlig ikke blot det allermindste dumt at sælge en vare for mere end den er værd, det er vist blot det, som man plejer at benævne "godt købmandsskab" Som altså også "Divine" Brown gjorde selv om hun ikke var nær så "guddommelig" som hun var "Brown". Til gengæld er det nytårs-toskedumt at købe noget, som man sagtens kan få ganske gratis eller sikkert endda i Grants tilfælde ligefrem få penge for at tage fra utallige villige midaldrende kvinder. Det er paradoksalt at insistere på at betale for noget som man frit kan få.

Ihvertfald viste finansbarometret straks efter denne audio-fusion "Kraftig Orkan" og hvis man da fra den angivelige køber har givet penge for firmaet er der næppe tvivl om, at man sikkert allerede måneden efter havde kunnet få det til egentlig "hug-pris" eller mindre. Om man har gjort en god handel ved vi naturligvis ikke men mon ikke det kan sammenlignes noget med alle de huskøbere, som på højeste bølgetop af den allerede som den ideelle gigantiske begyndende økonomiske surf-bølge i brydning investerede alle deres penge i drømme om fremtiden. Det var vel heller ikke det allerklogeste, men de vidste selvfølgelig ikke bedre, huskøberne. 

Det burde de andre her nu nok have gjort, belært af overoptimistiske ytringer på et solidt fundament af knaldrøde tal akkumuleret over en længere periode. Man har dog nok valgt at foruddiskontere fremtiden lidt rigeligt. En fremtid, der aldrig kom eller næppe nogensinde kommer i historisk tid ihvertfald ikke for køberen som den heller ikke gjorde for Grant.
Nej, det er ikke spor dumt at sælge et sandt "guddommeligt" firma eller en tjenesteydelse for mere end det er værd, naturligvis ikke. Ikke nær så tvivlsomt som det er at købe samme hvis man altså kunne have fået den gratis eller endnu billigere. 
Grant blev jo iøvrigt idømt samfundstjeneste for forseelsen og angrede vistnok senere, men det er naturligvis en ganske anden sag. Til gengæld blev "Divine" Brown millionær. Hun var sandelig heldig, for tænk blot, hvis hun ikke var blevet arresteret med Grant, men med aldeles anonyme bogholder Smith. Hun var heldig, Grant var blot dum. Moralen er vist bare, at det samme kan have mange priser og sommetider kan de være torske-dumt høje. 

Laser-formørkning

I 1890 udkom der et epokegørende fotojournalistisk værk. Der var ikke tale om nogen egentlig kunstnerisk eller på nogen måde søgt og kunstig manifestation. Nej, værket havde den ikke videre prætentiøse titel "How the Other Half Lives" og det var lige præcist det, den handlede om. Der var tale om en tilnærmet fotodokumentarisk beskrivelse (så vidt det overhovdet er muligt at lave sådan en) af de uendeligt usle kår, som de allerfattigste i det amerikanske samfund levede under. Den var lavet af den danske emigrant Jacob Riis og fik stor betydning som øjenåbner for mange. Der kom simpelthen straks derefter en veritabel bølge af social-reformatoriske tiltag.

Nu var der bestemt ikke noget særligt amerikansk ved denne udbredte elendighed, og bogen kunne såmænd sagtens have været lavet langt bedre (læs:værre) i England, Irland, Italien eller Østeuropa, hvor de seneste og dermed de mest marginaliserede og dermed fattigste ny-amerikanere i denne periode kom fra. Der var jo trods alt en grund til, at de var emigreret til USA til at starte med og at senere deres familier altid fulgte med. Der var ikke tale om nogen speciel amerikansk tragedie, snarere tværtimod, men den blev tydelig, fordi der kom billeder på. Det gjorde den amerikansk.

Riis' værk fremkaldte betydelige reformer og dermed kom der naturligvis blot endnu flere emigranter fra Europa og det var vel det bedste bevis for success. Riis' fotografier må endelig ikke sammenlignes med den senere socialpornografiske Jacob Holdt og hans demagogiske evigheds-foredragsserie, som vist af vanskeligt forståelige grunde stædigvæk kører som den nu afdøde gøgler-præst Harald Søbye. Den sidste kunne man kun grine af, Holdt har man desværre end ikke kunnet trække på skuldrene af. Mystisk som uendelig selvbestaltet frelsthed falder ind i så politisk korrekte mønstre.

Nu var dette pioner-værk fra Riis ikke kunst overhovedet og det bringer os så videre til noget, som heller ikke er det. Det sidste kalder sig dog kunst, og initiativtageren er den århusianske multikunstner Jan Morell. Nu man vel regne med, at både ordet "kunstner" og den naturlige overbygning, det nok endnu bedre "multikunstner" er ret frie stillingsbetegnelser. Derfor kan det nok være svært at modstå fristelsen for denne Morell til ikke også at kalde sig for "universalkunstner", for det må vel logisk være det allerstørste og bedste men der er galskaben alligevel stoppet. Det er der til gengæld andet, der ikke er.

Det synes vi nemlig ikke helt den er ved det foreslåede værk, som vi straks vil omtale i al sin sørgelighed. Jo, de kunstneriske ambitioner er noget sølle, men til gengæld er værket på en gang tomt postulerende og prætentiøst udover at det så heller ikke er bare det allermindste originalt. Ikke at det originale var spor bedre, det var vist bare mere originalt. Kan det være så slemt? Ja, og det kan enddda være meget værre. Bare rolig, vi kommer til dette makværk i passende tid.

Det drejer sig for denne lokale multikunstner Morell med de klædeligt kunstneriske briller skubbet langt op i håret (så ser man åbenbart maksimalt kunstnerisk og tænksom ud, måske man selv skulle prøve?) om at etablere noget så ikke-sensationelt som en laserstråle mellem Århus' mest belastede forstad Gellerup og den rigeste, som er Risskov. Det kunne ellers have været en bedre "happening" symbolsk at forbinde det dyreste hus i Århus med den mest usle uhygiejniske og overbefolkede bolig med flest sociale problemer, men Århus' dyreste hus ligger vistnok slet ikke i Risskov. Nå, så konkret er kunst nu også sjældent, snarere søgt politisk korrekt og helt ukonkret og dermed aldeles menings- og tandløs. De allerfleste vil vel endnu kunne huske det laserstråle-projekt, som en anden dansk kunstner (husk igen den uendeligt frie stillingsbetegnelse), nemlig Elle Mie Ejdrup Hansen stod for langs den jyske vestkyst i forbindelse med 50-året for afslutningen af 2. verdenskrig. Mens USA holder grinagtige verdensmesterskaber i udelukkende amerikanske sportsgrene kan verdenskrige åbenbart sagtens i fuld alvor være afsluttet, når de blot holder op i Danmark. Selv om krigen altså fortsatte andre steder. Ak ja, sådan kan kunsten skelne så uendeligt kunstigt eller kunstlet.

Dengang gav en lysstråle langs en kyst, der ikke havde været omfattet af nogensomhelst krigshandlinger absolut ingen mening som fredssymbol og retningen forekom dengang mere tilfældig end gennemtænkt. Det var vist mest bare "tænkt" i meningen "FOR-tænkt", fuldstændigt ligegyldigt udover den uendeligt forkludrede afvikling. Den kom nemlig aldrig til et virke. Ikke at det naturligvis havde gjort nogen forskel.

Nå, Morell regner åbenbart med, at man atter engang kan slå lidt laser-plat, og teknologien har jo udviklet sig siden, så Morell foreslår endda i sit multi-kunstneriske projekt, at strålen lige tager en tur rundt omkring Århus Rådhus på vejen til Gellerup. Ihvertfald forventer Morell, nok mest for at skaffe skejser til sig og sine (et bestemt værdigt formål, vi gør det undertiden selv), at "" Den Grønne Tråd (altså laserlyset. red.)) skal være med til at rejse en etisk og moralsk debat, som vil sætte en positiv udvikling i gang" Om ikke andet kan det vel medvirke til en indsats på fysisk geografi-undervisningen, da der næppe er nogen direkte sigtelinier for laserlyset.

Tjah, håbet er vel stadigvæk lysegrønt som den udvalgte ( wow!!!) farve til laserlyset og måske det vil lykkes. Nu nok næppe. Mage til tam kunstnerisk manifestation og ambition under almindelig kælderhøjde skal man da lede længe efter. I stedet burde lokale kunstnere nok sætte problemet "parallelsamfund" en smule mere på dagsordenen og omfanget kan næppe overvurderes. Lige her kan laserteknogien måske ligefrem bruges. Næppe nogen i Gellerup vil overhovedet bemærke den grønne laserstråle altså med mindre den kommer til at forstyrre modtagelsen fra de satellitkanaler fra deres egentlige åndelige fædreland, som parabolerne på alle altanerne derude jo demonstrerer med al tydelighed. Her kunne man virkelig lave kunst, nemlig "interferens-kunst" Man kunne nemlig forsøge at forstyrre folks parabolmodtagelse med lidt laser-ståhej.

Se, DET ville være rigtig kunst i den betydning, at den ville være en provokation af den helt rigtige slags ligesom Solvognen dengang i Magasin ved uddeling af gratis julegaver stillede såre berettigede spørgsmål ved forbruger-ræset. Eller man kunne samle penge ind til fattige beboere i Gellerup, hvis parabol-hoveder ikke længere kan tage alle de nyeste TV-kanaler fra Hamas-TV og andre kilder til objektiv oplysning. Den sidste ide er hermed frit kastet i grams fra denne skribent. Den er ganske vist ikke super-god, men dog alligevel en del mere kunstnerisk legitimeret end Morells forslag skulle vi mene. Fru Olsens spontane forslag var at erstatte lysstrålen med en lunte, nok faktisk en del bedre endnu.

Det ville da være en værdig sag, men det er Morells noget åndeligt forarmede og totalt udvandet/ligegyldige projekt altså ikke og det ikke engang ganske lidt. Hvis vi nogensinde har været vidende om noget endnu mere ligegyldigt initiativ, har ham der Alzheimer eller hvad han nu hedder da ædt det. Normalt er lys jo ellers synonymt med glæde, forår og i heldigste fald en smule åndelig oplysning, da man jo kan læse ved dets hjælp, men her er der vist blot tale om almindelig åndsformørkelse. Hvem skulle nu have troet, at lys også kunne bruges til det, men det kan det altså-forhåbentligt ikke! Heldigvis er de nødvendige økonomiske midler ikke kommet i hus endnu og vi kan så blot håbe, at finanskrisen så vil klare resten. Se, der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. I det mindste kan man da håbe på, at eventuelle sponsorer ser lyset og lader læderet blive i lommen, men mon ikke det går? Iøvrigt har ganske mange danskere jo netop støttet en hel række af monumentale lysskulpturer. Vi taler naturligvis om alle de kraftige projektører, som i de foregående uger på kunsterisk vis har illumineret og symboliseret mange udsalgssteder for nytårsfyrværkeri. Der har den kaotisk svingende lysstråle helt sikkert også symboliseret samfundsudviklingen. Eller måske den vej, som alle pengene til fyrværkeri er gået, nemlig lige op i luften. Eller noget helt andet, ihvertfald noget meget kunstnerisk vigtigt.