At tage stilling eller ikke at tage stilling

Så kom Århus atter på landkortet, selv om magistraten nok gerne ville have været det foruden. Det drejer sig naturligvis om dønningerne efter bortvisningen af tegneren Kurt Westergaards kone fra en kommunal børneinstitution, som rigtigt tog fart efter at vi omtalte den i går morges.
Vi bilder os nu ikke ind, at det var derfor selv om sagen dengang blot var en lillebitte parantes i Jyllands-Posten. Sagen er nemlig i sig selv så himmelråbende, at enhver burde kunne se det, og det kunne man altså også, ihvertfald mange, men ikke alle. Kommunen kan for eksempel ikke, og det er da et problem.
Nu har både rådmand Louise Gade (som bevisligt IKKE var orienteret) og borgmester Wammel godt nok sendt blomster til fr. Westergaard efter at beslutningen om den indlysende ulovlige bortvisning (ja, vi gættede naturligvis rigtigt i går, det var heller ikke svært) var blevet omgjort.
Den ansvarlige kommunale topchef, altså en ikke-politiker, Ole Kiil Jakobsen, udtalte således de særdeles ildevarslende ord:"Det er ikke normalt, at man diskuterer personalesager i en større kreds..Og det har været vores opfattelse, at dette er en helt almindelig personalesag" Nu er det vel også uden for det fagretslige system klart, at en personalesag udelukkende kan dreje sig om, hvordan medarbejderen gebærder sig på sit arbejde, ikke om vedkommendes familieforhold eller eventuelle bøjler på tænderne og andre mere personlige forhold. Denne mand, den øverste administrative chef i kommunen, har stadigvæk ikke forstået, hvad det hele drejer sig om.
For det første har han deltaget i et møde med lederen af institutionen og en repræsentant for forældrene og som den gode chef han var/ikke var/er for fr. Westergaard var hun naturligvis ikke inviteret. Ret meget mere offentligt kan det vel ikke rigtigt blive eller nedrigt for den sags skyld. Der er tale om et skoleeksempel på noget, som i private virksomheder burde være bortvisningsgrund, men for chefen altså. Her blev man så enige om at blæse højt og flot på hele det fagretslige system (man undlod dog at skride til offentlig stening, men det kunne man med samme ret have besluttet) For at det ikke skal være løgn, afholdt samme magistrat i aftes, altså længe efter, at bortvisningen var blevet annulleret af politikerne, et orienteringsmøde med forældrene i børnehaven.
Nu kan man vel i sig selv undre sig over, hvad der kan være at orientere om, når nu ledelsesretten ikke ligefrem er et forældreanliggende. Hvis forældrene hellere vil passe deres børn selv i denne eksklusive institution med 20 (!) børn, så står det dem vel frit for. Vi mener ikke at være vidende om nogen institutionel pasningspligt for forældrene. I det her særdeles eksklusive men altså også ganske hysteriske og udemokratiske kvarter har alle involverede givetvis fint råd til det.
Til gengæld er det ganske bemærkelsesværdigt, at ingen af de angiveligt bekymrede forældre offentligt har givet deres bekymring til kende, og det er vel sådan lidt dobbelt-ynkeligt. Man er ikke modig nok til at sige til fr. Westergaard, at man er bekymret, og man er heller ikke modig nok til at sige, at man efter bortvisningen ikke er bekymret mere og man er da slet ikke modig nok til nu at sige, at man nok er bekymret igen. Det er ret beset det allermest bekymrende.
Det må være foruroligende denne morgen for alle ansatte i Børn-og Unge-sektoren i Århus Kommune at vågne op og vide, at Ole Kiil Jacobsen stadigvæk er deres øverste chef. De har jo ikke noget valg, selv om man vel nok i efterspillet til denne Århus-Gate vil opleve et længere sygefravær for samme Jakobsen. Det har vi andre heldigvis, et valg altså. Vi skal jo for eksempel huske IKKE at overnatte på noget SAS-Radisson hotel, hvor det lokale af slagsen jo fornyligt også smed familien Westergaard ud af sikkerhedshensyn. Det publicerede de underligt nok heller ikke og det var nok klogt dengang. Det er det blot ikke længere, for alle nødtørftigt begravede løgne blæser altid tilbage i hovedet på folk igen. De blot endnu værre når de kommer tilbage.
Det er heldigvis ganske let at finde dette hotel, som står som en skamstøtte lige ved siden af det lokale musikhus. At tænke sig, at vi selv fornyligt overvejede et Radisson-hotel i Dublin, fy for Helvede da! Det skal ikke ske igen.
Til gengæld kunne det være interessant at undersøge, hvordan i alverden sådan en sag som den med fr. Westergaard er kommet direkte på den allerøverste kommunale chefs bord når nu sagen fornyligt med den nu dømte pædofile medarbejder trods gentagne alarmer og klare beviser ikke gjorde. Nu kan vi ikke google Ole Kiil Jacobsen på TDC Oplysningen (sådan en eksisterer åbenbart ikke og bare det var sandt!), men mon han privat bor mere end et par hundrede meter fra institutionen? Ellers spiller han givetvis golf med en, der gør nu da tennis er udenfor sæsonen. Velkommen til bananrepublikken Århus!
Vi under bestemt Ole Kiil Jacobsen samme behandling, som han helt bevidst gav fr. Westergaard, men det er nok lidt for meget at håbe på i et demokratisk samfund. Heldigvis da.

Nærdemokrati

Nu er der naturligvis noget smukt og ægte dansk ved nærdemokrati, hvor brugerne af en kommunal ydelse kan påvirke processen med det formål at øge kvaliteten. Man kan således hos forældre skillinge sammen til et lille køleskab i den kommunale skoleklasse for at undgå lumre madpakker, og enhver burde jo kunne se, at det var en god ide.
Det vil sige, dette er ikke muligt, da skolen desværre ikke har råd til at bekoste elforbruget og så faldt dette forslag desværre ned på det allerede snavsede gulv. Næste gang skal man nok ikke regne med noget større engagement fra forældrenes side, ja man behøver vel næppe fra skolens side kalkulere med nogen næste gang. Man kunne ellers ved at have sagt ja her måske få frivillige forældre involveret i transport af eleverne til arrangementer udenfor skolen i skoletiden, hvor man allerede har sparet transporten væk. Der skal ikke megen vilvilje til fra institutionen for at opnå meget, men der skal altså lidt.
Det har man heldigvis fundet ud af i en daginstitution i Århus-forstaden Højbjerg. Her har man nemlig ladet en gruppe af forældre på ægte demokratisk vis bestemme, om en medarbejder skal kunne arbejde der, og det må vel betegnes som et afgørende demokratisk gennembrud. Det er jo altid dejligt at se en forældregruppe på skærpet udkig efter pædofile medarbejdere, som jo ellers altid er beskyttet af det fagretslige system.
Det drejer sig nu ikke om i dette tilfælde om pædofili. Næh, sagen drejer sig om konen til tegneren Kurt Westergaard fra Jyllands-Posten, som arbejder der som vikar. En gruppe forældre har helt uformelt, mest fordi man jo ikke blot uden grund kan bortvise en medarbejder (heller ikke altid med) fået Århus Kommune til at bede fr. Westergaard om ikke at møde på arbejde på grund af den risiko for børnene, som de mener hun udgør. Der er tale om en nærdemokratisk beslutning, som ret beset ikke blot ikke kan træffes på legal vis, den er givetvis også helt uden fortilfælde.
Nu kan man vel imødese en eksklusion af de yngre medlemmer af familien Westergaard fra de uddannelsesinstitutioner, hvor de måtte befinde sig af sikkerhedshensyn og hvad med Kurt Westergaards brødre og øvrige familie? Der bliver helt sikkert tale om en vældig masse fyringer og bortvisninger med helt samme begrundelse. Måske man ligesom med sparegrisene i bankerne bare skulle gøre det forbudt i Danmark at hedde Westergaard eller Kurt?
Vi taler vist ikke blot om en isoleret indbildt trussel mod nogle børn i en daginstitution. Truslen er vist noget større mod demokratiet i det hele taget, når Århus Kommune på denne måde med en telefonopringning en sen aften til tegnerens kone med krav om diskretion meddeler denne beslutning.
Man kunne vel forestille sig det ramaskig der ville udbryde fra arbejdstagerside, hvis det her var sket i det private erhvervsliv. Det bliver interessant at se, om pædagogernes fagforeninger BUPL eller PMF eller hvem der nu organiserer fr. Westergaard tager den her.
Omvendt, hvis de IKKE gør det, kan man vist med ligeså stor ret forbyde både BUPL og PMF, som man kan bortvise tegnerens kone, så har de nemlig slet ingen berettigelse.
Nærdemokratiet er vist ikke brudt igennem alligevel, men panikken er til til gengæld kommet til de fine forstæder.

Dagens statistik

ADVARSEL: Dagens tekst er meget kedelig! (måske)
Vi har jo adskillige gange tidligere gjort lidt grin med den ugentlige statistiske oversigt i JP´s udenrigspolitiske tillæg. Faktisk har der hidtil aldrig været nogen mening eller rimelighed i statistikkerne, og denne uge er absolut ingen undtagelse.
Det er efterhånden ved at blive sådan, at der er et element af barndommens "Find 5 fejl" over de her idiotiske statistiske overgreb mod enhver sund fornuft, så meget blæser røgen billedligt talt den ene vej, mens flaget vajer til den anden side osv, som alle børn kan huske.
Lad os kort undersøge dagens statistik, selv om der vel er tale om et emne, som kun interesserer et absolut mindretal om overhovedet en eneste i hele Danmark. Det drejer sig nemlig om tobaksrelaterede dødsfald i Indien (!!!) Det grafiske materiale består så af 2 søjlediagrammer med fuld skala på 600.000, som viser, at 580.000 mænd og 90.000 kvinder forventes at dø af tobaksrelaterede sygdomme i Indien i 2010 (!!!!!!!!) Meget informativt og faktuelt og sindssygt ligemeget.
Vi har altså en statistik, som ingenting viser om nogenting og så er det endda ikke sket endnu, bedre kan det næsten ikke blive. Påstanden er så (og den citeres efter et anerkendt medicinsk tidsskrift), at hver 10. inder i 2010 vil dø af tobaksrelaterede sygdomme. Det er til gengæld statistisk sprængstof, for som det også nævnes i denne artikel, er kun 1/10 af befolkningen i Indien rygere, så derfor omtales denne ellers iøjnefaldende sammenhæng selvfølgelig ikke. Torskepande!
Det vil altså i virkeligheden sige, at ALLE indiske rygere rent statistisk vil dø af rygerrelaterede sygdomme, da rygning jo formodentlig er en del mindre skadelig for ikke-rygere end for rygerne i vel-ventilerede tropiske og subtropiske omgivelser, og det er da en nyhed af de helt store eller måske er indiske cigaretter noget kraftigere. Det kunne det unægteligt tyde på og det er de vist også nede i syden omkring Goa så vidt vi ved. Men ligefrem 100% dødelige?. Ikke engang Union Carbide klarede det i Bhopal i gamle dage, ikke engang tilnærmelsesvis, og der var jo endda også tale om live-forsøg med helt rigtige indere.
Derudover er det også bemærkelsesværdigt, at de anslåede samlede 670.000 døde i 2010, hvis død altså skulle skyldes rygning, overhovedet kan komme til at udgøre 1/10 af det samlede antal dødsfald.
Dette skyldes jo ret banalt, at der er godt og vel 1.1 mia. indere, og der er faktisk tale om en befolkning, som ikke er vokset særligt i det seneste par årtier. Befolkningspyramiden er altså ikke specielt bred forneden p.g.a. mange børn, ja i virkeligheden er der slet ikke tale om en pyramide.
Derfor er en samlet dødelighed ud af 1.1. mia. mennesker på blot 6.7 mill. hvert år jo ikke alverden. Det kræver jo således knapt 160 år med en årlig dødsrate på de nævnte 6.7 at udrydde samtlige indere, og det er dog noget udover at det jo naturligvis heller ikke er korrekt.
Det interessante i de her statistikker om tirsdagen i JP er, udover deres indlysende underholdningsvædi og stimulerende virkning for omtanken, at de aldrig nogensinde har været bare den allermindste smule korrekte, ALDRIG!. Aner man bag al denne tilsyneladende ligegyldige og trivielle information et super-humoristisk mastermind, som med alle for hånden liggende statistiske midler forsøger at kvikke hverdagen op for alle JP-læserne på denne triste årstid?
Det tror vi, mest fordi alternativet med, at forfatteren Christian Nørgaard Larsen selv tror på det han skriver, er temmeligt trist. Så er han nemlig væsentligt dummere end vandfast krydsfiner, som det hed i min barndom uden at jeg nogensinde helt forstod, hvad dette ideelle materiale til højttalerkabinetter egentligt havde gjort. Vi glæder os allerede til næste tirsdag!

Den kosmiske tomhed

Nu kan enkelte læsere af denne side måske med en vis ret have taget anstød af undertegnedes vedholdende kritiske udtalelser om Helle Thorning-Schmidt, men i aftenens interview i Nyhedsmagasinet på DR levede hun til fulde op til de største (læs:laveste) forventninger.
Det er faktisk uhyre sjældent at se en journalist på DR forsøge at få et svar fra en oppositionspolitiker på det spørgsmål, som alle seere vel har haft, men det skete altså. Det simple spørgsmål, som aldrig blev besvaret af Thorning-Schmidt og sikkert aldrig bliver det, er "Hvad vil Socialdemokratiet gøre?" En sådan præstation af Thorning-Schmidt sender garanteret partiet mindst 5 procentpoint ned, og det allerværste er, at fr. Thorning-Schmidt helt sikkert ved gensyn med interviewet vil synes, hun gjorde det mægtigt fint. Der er lidt tidligere sovjetisk generalsekretær Breznjev over det her. Midt i en fortvivlet og kritisk fødevaresituation i 1970-erne vistes der blot billeder på sovjetisk TV af vajende modne kornmarker. Man glemte blot at fortælle, at over halvdelen af høsten helt forventeligt og uundgåeligt gik tabt hvert år på grund af inkompetence.
Det blev som bekendt aldrig bedre i Sovjet og det gør det heller ikke i Socialdemokratiet så længe Thorning-Schmidt erstatter indhold og reel kommunikation med gentagne og inderligt forudsigelige floskler afleveret på sin ligeså inderligt utroværdige kvikke/pænepige facon.
Engang sagde selveste den store skuespiller Robert de Niro, at han var en uendeligt kedelig person, når han ikke spillede mafia-massemorder eller andre af sine store filmroller. Han var ingenting selv, sagde han, kun noget i kraft af sine roller. Han var kun god til at træde ind i rollerne, fordi han ingenting var selv, mente altså de Niro.
Nu ved vi ikke, om den lokale skuespiller ved Århus Teater, Niels Ellegaard, helt kan regnes i de Niros klasse, men i et portrætinterview i en lokal søndagsavis er forudsætningen om den personlige profil udenfor teaterrollen da ellers klar. Han har da tydeligvis en del af de Niros personlige kvaliteter, selv om de Niro vistnok er en passioneret frimærkesamler.
Dette udmærkede menneske Ellegaard har nemlig "altid interesseret sig for indretning af hjemmet" og han flytter "tit rundt på billederne i vores hjem" som en anden evig hifi-tweaker.
Naturligvis vil han aldrig bringe masseproduceret kunst ind i hjemmet, fordi "det simpelthen er for sjæleforladt.." Hvor mange eksemplarer et nummereret litografi så skal have for at blive massekunst vides ikke, ellers et uhyre spændende spørgsmål eller bare snork...
Derimod er det næste han ønsker sig en ny stor amerikansk røremaskine, men det er så fordi at den "står også udstillet på Museum of Modern Art i New York" Man skal jo heller ikke i sin indretning gå på kompromis med den gode smag, og hvad er dog mere anerkendt end apparater udstillet på et kendt museum? Den vil givetvis også hjemme hos Ellegaard komme til at stå i en perfekt symbiose med alle de omhyggeligt udvalgte danske møbelklassikere og alt det klassiske kunsthåndværk i det perfekte hjem med den gode smag. Sporer man en vis misundelse fra denne skribent i al denne ultimativt gode smag? Ikke rigtig, det minder mest om et perfekt klunkehjem fra sidste århundredeskifte i sin gennemførte sjælløse gode smag med masser af hæklede overtræk til sofa-benene.
I gamle dage trak man på smilebåndet over alle de gamle damer, som lavede deres kunstfærdige haver om til et "statement" for den gode smag. Det skulle vi måske ikke have gjort, smilet altså, for disse kedsommelige gamle damer havde måske i virkeligheden potentiale til at udfylde alle de store film-og teaterroller med sand storhed ligesom de Niro og Ellegaard, når de nu ikke kunne aftvinge større interesse i deres privatliv. De fik bare aldrig den rolle, som de helt tomme og beredte ville have kunnet udfylde perfekt.
Om der skal kedsommelige mennesker til at skabe stor film-og teaterkunst vides ikke med sikkerhed. En del kunne tyde på det. Til gengæld er det en nødvendig forudsætning for politisk succes, at man også som selv den allerdårligste eller mest kedsommelige skuespiller(det er jo bedre) orienterer sig efter anmeldelserne.
Det er her, Helle Thorning-Schmidt falder igennem med sit indøvede indholdsløse speed-snak om absolut ingenting overhovedet. At høre hende på TV er som at opleve en koncert med et amatør-boyband med ét eneste nummer, nemlig det eneste som de kunne i "X-Factor", som selv ved energisk gentagelse genererer kedsomhed, kedsomhed og endnu mere kedsommelighed. Farvel, Helle, den gik vist ikke, den der performance! Du kunne kun ét nummer, og allerede mod slutningen af den første afliring blev det trælst at høre på. Hver efterfølgende gentagelse kostede så 2 procentpoint i meningsmålingerne. Du kan selv læse anmeldelserne.
Det er blot altsammen ligemeget, for hun gav alligevel det eneste nummer hun kunne.

Lidt realisme

Som enkelte måske har bemærket, fik undertegnede lidt på hatten i går for ikke korrekt at have estimeret den samlede købekraft i Århus Hifiklub, som skulle være ganske kolossal ifølge et medlem. Som forretningsdrivende er der intet, som er mere frustrerende end at se, at andre allerede har sat isvognen op det allermest ideelle sted på badestranden, men vi kan jo ikke allesammen være lige kloge desværre. Trist for os, godt for de andre, men som gode sportsmænd kipper vi naturligvis med svabergasteren i erkendelse over andres held og dygtighed.
Nu er folketællinger udover at være et historisk temmeligt nyt begreb også de allerfleste steder i verden forenet med en betydelig usikkerhed, for eksempel påstår vist ingen, at USA`s befolkning kan bestemmes præcist, ikke engang indenfor millionen.
Anderledes er det i Danmark, hvor man har et rimeligt præcist bud på antallet af indvandrere, nemlig tæt ved 300.000 plus nogle illegalt importerede ægtefæller m/k (ikke forfærdeligt mange, man får jo så ikke sociale ydelser). Af dem er temmeligt tæt ved 200.000 muslimer. Det afholder naturligvis ikke tågehornet fra Enhedslisten Asmaa i lige bekvemt at nævne som en faktuel oplysning, at der er "200-300.000" muslimer i Danmark. Det er sandsynligvis sandt på samme måde som "200-900.000" ville have været.
Betyder det her overhovedet noget? Ja, det gør det, fordi den menneskelige opfattelsesevne som ofte belyst gennem hvor meget folk husker af TV-Avisen ( typisk næsten teoretisk tæt på ingenting) kun husker den allersidste information. Det er et durkdrevent trick kendt fra den danske venstrefløjs velmagtsdage at overdrive antal groft. For Asmaa er ærindet vel mest at se, om der kan gå lidt "Ærkebiskop af Canterbury" i den danske debat. Som bekendt udtalte denne agtværdige englænder, at der helt sikkert ville komme sharia-lovgivning i Storbritannien og mon ikke den lokale biskop Kjeld Holm snart melder klart flag og hejser "Jolly Roger" i sit fortsatte felttog fra sin beskyttede bolig og stilling mod de gamle danske frihedsbegreber? Det var da godt Villy Søvndal "sprang ud" i ugens løb når nu Enhedslisten ikke gjorde, og mon ikke det er for sent nu? Det eneste mulige spring for dem er vist langt ned under spærregrænsen.
Ugens morsommste hændelse er dog indenfor retspolitikken. En lokal guldsmed har lagt billederne af et groft røveri i sin butik, hvor både guldsmeden og en ansat blev slået og sparket, ud på nettet. Måske fordi nogen kunne genkende sparketeknikken er røveren nu fanget efter et anonymt tip.
Det er guldsmeden desværre også, da Datatilsynet nu harmdirrende er gået ind i sagen med det fundamentale dybt demokratiske spørgsmål om, om røveren på forhånd havde godkendt, at overfalds-videoen blev lagt på nettet. Da røveren så vidt vides ikke høfligt havde lagt sit visitkort på disken inden han bankede løs, er svaret nok givet på forhånd. Ret beset er det vel et af den slags offentligt formulerede spørgsmål, som giver begrebet "komplet idioti" en helt ny og grænseoverskridende betydning.
Nu er der åbenbart forskel på krænkelsen af den stakkels forfulgte (ret grove, må man sige) forbryder, for i forbindelse med eksplosionerne i et par solcentre i ugens løb viste TV da billeder af et par yngre mørkhårede mænd i fuldt firspring, selvom de sikkert ikke i meget højere grad havde givet deres skriftlige accept til offentliggørelsen end røveren i guldsmedeforretningen. Dengang var de da vist ikke blevet arresteret, men de lagde måske en fuldmagt på brandtomten, som man jo vist så ofte ser, hvem ved? Man kommer næsten også i lyset af denne smukke humanistiske danske virkelighed til at tænke på de stakkels forfulgte James-brødre og Billy the Kid og alle de andre, som i Det Vilde Vesten havde alle "Wanted!" plakaterne hængende overalt uden skriftligt at have godkendt det. Med undtagelse af Frank James var de fleste nemlig analfabeter og det er nogen af dem fra solarie-attentatet sikkert også iøvrigt. Hvem skulle nu have troet, at det var en kriminel fordel at være det?
Det var filosoffen Karl Popper, som for mange år siden skrev om "The Open Society and Its Enemies" Med venner som Kjeld Holm og Datatilsynet behøver det da vist ikke fjender, det var nok det, Popper mente. Ret meget længere væk fra Poppers banebrydende tanker kan man da vist ikke komme, men nu var det jo heller ikke akkurat frihed og fornuft, som blev prædiket på universiteterne dengang undertegnede, biskop Kjeld Holm og tydeligvis alle kontorcheferne fra Datatilsynet gik der. Desværre er så langtfra alle senere blevet klogere.
"Torden og Lynild!", som man kunne udbryde i kor med en bramfri tegneseriefigur af sømandsæt.

Når der rigtigt sker noget

En af de tidligste forløbere for indkøbsforeninger var som bekendt Lærernes Indkøbscentral, LIC, der sikrede lærere og andre lignende tvivlsomme eksistenser (hov, jeg er forresten selv lærer) rabatpriser på mange varer. Det var jo fint nok for mange producenter af bedre isenkram til køkkenet at levere til LIC, fordi der trods alt ikke var nok lærere til at man fik nedsat hele sin bruttoavance og det gjorde jo alt andet lige deres produkter mere respektable at de stod i mange såkaldt pæne hjem.
Denne oplagte ide har så et par af vores kolleger indenfor hifibranchen snuppet men vist med et lille "twist". Som den magtfulde formand (der er ihvertfald ingen andre der skriver på siden overhovedet, så lad os kalde ham Formand Simon med stort "F" og uden efternavn som Mao-hvad mon han iøvrigt hed til efternavn?) meddeler på vores lokale Århus Hifiklubs forside, så er der indgået rabataftaler med en del leverandører for klubmedlemmer.
Nu kan man på samme klubs hjemmeside med fotos fra seneste års vistnok eneste arrangement, nemlig generalforsamlingen (!) fornyligt overbevise sig om, at klubbens samlede købekraft selv akkumuleret af alle vistnok 4 tilstedeværende og selv suppleret med en energisk indsamling af tomme flasker måske ikke er den allerstørste.
Ikke desto mindre har som sagt adskillige leverandører, nemlig 2H Audio ( med de helt grinagtige Harmonic Technology-kabler) og sågar Dansk Audio Teknik valgt at tilbyde 20% rabat til alle 4 klubmedlemmer. Hvis der skulle være brug for at undersøge, om prisstrukturen i audiobranchen er noget rådden kunne man jo prøve at forestille sig, at Brugsen gav samme rabat til alle medlemmer. Det gør de underligt nok ikke.
Det er simpelthen himmelråbende hjernedødt for leverandørerne af disse audioprodukter at annoncere med rabat til helt thalidomidhånd-få klubmedlemmer, som ingenting køber (til gengæld snakker de sikkert helt vildt meget) Der er ganske enkelt ikke nogen mere effektiv måde at være til grin på for den almindelige kunde end at vide, at en eller andet bumset dreng (svært at se på billederne, da de er slørede-tintede med vilje måske?) kan købe dem 20% billigere.
Regnestykket er simpelt. Hvis man kan give 20% rabat er priserne for høje og det er de helt givet også inden for tilbehør. Til gengæld er betjeningen og kompetencen uhyggeligt ringe, så fortjenesten ryger ikke kun på grund af rabatten, men også fordi kunderne ikke gider vente i al evighed på intet svar både pr. telefon og mail.
Hermed er cirklen fuldendt. Det bliver yderligere nødvendigt at hæve prisen på f. eks. en presset blik-højttalerenhed til en femmer i indkøb til 500,- i udsalg. Det gode for Århus Hifiklub er så, at de snart vil kunne få 30% i rabat på ja absolut ingenting. Det bliver fede tider.
Nu har 2H Audio som omtalt sat en af sine venner med netnavnet Brok, redaktionsmedlem på hifi4all, og et andet par af vennerne til at køre nogle salgstråde for sine produkter, og det er sikkert en bedre ide. Det giver da i det mindste 4 salg til vennepris, men mon lige læsningen af disse indforståede pusse-nusse tråde på baby-sprog giver meget mere?-vi tror det ikke.
Det ville til gengæld rigtigt rykke, hvis man satte den radikale retspolitiske ordfører Simon Emil Ammitzbøll til at være mere aktiv i TV. Nu har hverken Venstre eller De Konservative mange store kommunikatorer a la mesteren Villy Søvndal (læs:ingen!) men det har De Radikale altså men også her med et "twist"
Ammitzbølls helt enkeltstående kommunikationsform er nemlig i den grad målrettet mod en vistnok stadigvæk seksuel minoritetsgruppe, som mest tæller smagsdommere i TV, mandlige indretningseksperter af luksushjem og andre modeskabere og naturligvis fred med det. En heteroseksuel mandlig haute couture-modedesigner er jo også noget sjælden.
Bagsiden er så ligesom med organiseret rabat til Århus Hifiklub, at flertallet af kunderne og vælgerne naturligvis fravælger denne åbenlyse leflen for bestemte grupper og heldigvis for det da.
Nu vil vi naturligvis ikke kunne postulere nogen sammenhæng mellem Ammitzbølls vælgere og kunderne til de særdeles tykke kabler fra Harmonic Technology med den underlige hovedlignende gevækst af indbygget elektronik ude for enden men umiddelbart er da et pudsigt sammenfald rent visuelt.

”Manden der greb ind”

Ovenstående er den danske titel på en hyldestbog om den engelske premierminister Chamberlain efter mødet med Hitler i 1938, hvor han jo som bekendt alt andet end greb ind. Sommetider kan det også være vanskeligt at vælge den rette fremgangsmåde. Vi har sakset et godt bud på en passende behandling af de unge brandstiftere.
Ifølge én "..skulle de smides i en bus og slås med en kæp-i overført betydning-hele vejen til Nordafrika. Dér skulle man sætte dem til at bygge skoler i et halvt år. Og så skulle de køres hjem igen og slås med en kæp hele vejen" Det er godt nok lidt uklart, om slagene med den overførte kæp den ene vej skulle være mere smertefulde end slagene med den rigtige kæp den anden vej, men det lyder da ellers som en fin løsning. Taleren fortsætter: "De (unge red.) skal børstes mod hårene. Rundkreds-pædagogik virker i hvert fald ikke"
Nu er denne løsning jo noget radikal og temmelig rabiat og temmeligt ultravoldelig i en dansk kontext, hvor det er strafbart at udøve nogensomhelst form for vold mod børn, men altså nok ikke mod politi og brandfolk. De fleste ville vel også gætte på, at de sorte fætre Krarup og Langballe fra DF stod bag, men det er altså den danske imam Abdul Wahid Petersen, som står fadder til disse genopdragelsesforslag. Han er vist noget af en hård nyser og kunne med sin tidligere erfaring som skoleleder nok ruske op i det danske skolesystem.
Han er dog naturligvis også en blød mand og har selvfølgelig ikke noget mod ytringsfrihed, kun mod "misbrug af ytringsfrihed" Samme Abdul er forresten nu gift med en marokkansk kone efter sit vilde ungdomsliv med danske kvinder, og det har fået os til at fundere over, om der findes eksempler på, at et dansk par m/k nogensinde er konverteret sammen sådan lidt i stil med Leonardo DiCaprio og Kate Winslet i stævnen på "S. S. Titanic"
Der er jo ellers en god grund for mænd til at konvertere til islam som Abdul Wahid Petersen, når de har løbet hornene af sig. Så undgår de jo alle de midaldrende kvinder og al deres snak om nye køkkener og designermøbler. De konverterede danske kvinder man møder ser nu i den sammenligning lidt mere end halvforstyrrede ud og det er vel heller ikke nogen hindring, måske endda en nødvendig forudsætning. Det kan jo efter konverteringen være vanskeligt at se om disse danske kvinder ser ligeså dumme ud, som de lyder. Mændene derimod har jo da noget ud af det som de jo så ofte har uden at kvinderne har det. Blot en tanke...
Ellers er der jo i morgen premiere på en film af en af de tunge og kontroversielle instruktører, nemlig Niels Arden Oplev. Endelig tager dansk film livtag med den religiøse undertrykkelse, hvor den kvindelige hovedperson bliver forhindret i at opnå den sande kærlighed af den grusomme religiøse bevægelse, som hendes familie er en del af.
Det er da bedre sent end aldrig, at de danske intellektuelle melder sig ind i kampen mod de religiøse mørkemænd, der står i vejen for kærlighed og menneskelighed og thumbs up for den modige instruktør Niels Arden Oplev, som vel fremover må forvente at skulle leve under permanent politibeskyttelse.
Hvis det altså ikke havde været fordi Oplevs film guddødemig handler om Jehovahs Vidner, som udover at være militærnægtende pacifister vel også kommer noget under dræbersnegle som trussel mod nogetsomhelst. Jehovahs Vidner er et minisamfund med masser af gruppepres som alle andre landsbysamfund, men det er altså også et samfund helt uden bortførelser, trusler om nogetsomhelst, vanæresmord, ja helt renset for fysisk vold.
Det er sandelig modigt af den uforknytte Oplev at kaste sig over et så sprængfarligt og risikabelt emne med så stor personlig risiko. Man kan næsten helt håndgribeligt forestille sig den ubeskrivelige rædsel hos Oplev, mens han sidder derhjemme og venter på de mulige repressalier fra de ultrareligiøse anti-voldelige pacifister i Jehovahs Vidner. Det kunne jo være, at en af dem i sin aftenbøn kom til at ønske sig, at Oplev kom til at træde i hundens madskål. Ret meget vildere bliver det nok ikke.
En noget sølle fyr, ham Oplev. Han greb vist ikke ligeså lidt som Chamberlain gjorde. Der var ellers nok at tage fat i begge gange, ja det var faktisk bemærkelsesværdigt, at man overhovedet kunne gribe forkert, når der nu var så meget rigtigt at tage fat i.
Det skal da lige med, at Neville Chamberlain allerede året efter erklærede Tyskland krig. Mon ikke Oplev snarere fortsætter med endnu en relevant debatfilm om en stor afrikansk fugl, hvis foretrukne opholdssted er med hovedet under jorden, men altså desværre stadigvæk med den store kuglerunde krop ovenfor. Lige i den retning er han da enestående kvalificeret.

Et talerør for den zionistiske CIA-konspiration

Sådan vil vi nok ikke herfra udlægge de efterhånden meget skarpe udtalelser af Villy Søvndal om hans afstandtagen overfor ekstreme islamiske bevægelser som Hizb ut-Tahrir, men det er der da nok nogen, der vil. Vi venter da så vidt vides stadigvæk på udtalelser fra Enhedslisten i den anledning. Nu kan vi selvfølgelig ikke afvise, at det særdeles drevne og dygtige politiske dyr Villy Søvndal har nogen meninger, selv om det jo siden den første Muhammed-krise har været noget svært at identificere dem positivt. Denne gang ser det nu ud til, at han vil stå fast. Med udtalelser om Hu-T om, at de kan "gå ad Helvede til" er det vel ret beset sensationelt at se en politiker afskære sig totalt fra et muligt tilbagetog og det giver da bestemt respekt.
Anledningen, nemlig den seneste offentlige demonstration fra Hizb ut-Tahrir var nu også temmeligt ildevarslende, også i sammenligning med tidligere fortilfælde syd for den danske grænse.
Fra talerstolen lød der f. eks: "Vesten bør vide, at muslimerne er ved at fravriste deres politiske vilje fra dem og den dag, kære muslimer, vil der blive gjort regnskab for alt det, vi ikke har glemt"
Som bekendt blev en bølle i Kalundborg sat i fængsel for blot at sige, at man havde kamphunde og våben, men tilsyneladende er en sådan åbenlys trussel fra Hu-T om en gentagelse af "De lange knives nat" fra Nazityskland blot blevet en almindelig kommunikationsform for denne fredelige civilisation. Der blev ihvertfald ikke arresteret nogen, og herefter er det jo svært at forstille sig, man kan udtrykke større trusler end denne, så måske det blot ikke er strafbart.
Derfor skal der da herfra lyde en endnu større tak til Villy Søvndal, som måske langt om længe kan mønstre dele af den danske traditionelle venstrefløj til kamp mod alle religiøse autoritære projekter, som alle har det til fælles med Nazi-Tyskland, at det flertalsgivende valg bliver det allersidste. At det ikke er sket tidligere er fuldstændigt uforståeligt for denne skribent men det er da dejligt, at det sker alligevel.
Det bliver så spændende at se, om Villys gennemslagskraft i SF er nok til at forhindre en splittelse, men mon ikke denne bedste danske politiske kommunikator i dette årtusinde (ja, det er han, ubestridt!) har dækket sig af i baglandet. En ny tid åbner sig som i "Ringenes Herre" hvor desillusion og defaitisme hos menneskene afløses af fælles fodslag mod den ultimative fjende mod det åbne samfund. Ret meget anderledes kan man vist dårligt fortolke udtalelserne fra disse religiøse mordorske mørkemænd.
På Cuba tager man det i mindre etaper efter Castro har takket af. Der har man heldigvis allerede den bedste kandidat ved hånden, nemlig sikkert helt tilfældigt Fidel Castros bror Raul, som er en ung fyr på kun 77, der som den naturligste ting helt i tråd med afrikanske kleptokratier overtager familiefirmaet Cuba. Mon ikke vi også her snart kommer til at se en ny morgenrøde rejse sig? Som den tidligere sovjetiske leder, Leonid Breznjev, der som bekendt samlede på luksusbiler ligesom Castro blev spurgt om af sin mor, da han viste de flotte biler frem:"Hvad nu lille Leonid, hvis de Røde kommer tilbage?"
I Danmark er de Røde kommet tibage og de hedder Villy. Heldigvis. Som i "Ringenes Herre" tog det sin tid inden Villy med ørneprofilen sprang ind i kampen som de store ørne, men det er forhåbentligt ligemeget nu.

Fantasier

Det er jo smukt at drømme om bedre tider, og det gør det forsmåede folketingsmedlem Kamal Qureshi osse. Efter at være blevet fyret på blankt papir som ordfører for SF udtaler dette elskelige menneske, at han "..glæder sig til at vende tilbage til mine ordførerskaber så snart som muligt" Denne principfaste og ærefulde mand har tydeligvis ikke bemærket, at selv i et parti som SF, som er hurtigere til at skifte retning end en gammel Morris Mini Cooper med legendariske Erik Høyer ved rattet er Qureshi blevet nylig fortid. At han ikke har opdaget det selv er så noget andet. Imponerende, at SF så kontant gør op med partiets frontfigur overfor en betydelig vælgergruppe. Hvornår mon der i den sammenhæng kommer konspirationsteorier frem om hvordan det zionistiske CIA har infiltreret SF?
Den hast og konsekvens, hvormed SF`s ellers ret inkonsekvente folketingsgruppe tog total afstand fra Qureshi taler vel ret beset om en person, som selv med sædvanlig politisk målestok er en helt usædvanligt kedelig karl. Det bliver forresten spændende at følge historien om den angivelige snyd under Qureshis lægestudium. Det kan vel næppe være en sag, som det bliver overvældende svært at be- eller afkræfte. Ret beset er det blot underligt, at Qureshi, hvis han altså har snydt, hvilket alt jo tyder på, ikke øjeblikkeligt er blevet permanent bortvist fra studiet, men altså har fået et ekstra semester ligesom man ser i skiskydning, hvor dem, som plaffer forbi skiven, blot tager en ekstra tur rundt.
Sådan en afgørelse som den med Qureshis tydeligvis acceptable snyd kan vist ikke tænkes afsagt uden en vis mængde ydelser den anden vej, så man burde måske også følge bananerne her, det er altid en god taktik.
Noget tyder jo ihvertfald på, at den samfundsmæssige analyse i forbindelse med bølleoptøjerne indenfor SSP-samarbejdet har nået nye bundrekorder. Nu er det sket, som alle vidste naturligvis ville komme, nemlig at det endeligt er blevet opdaget, at det hele naturligvis er en konspiration, fordi volden i virkeligheden er forårsaget af politiet, som vistnok har visiteret nogle af disse flinke unge mennesker, helt uretmæssigt naturligvis, mens de var på vej til deres næsten færdiggjorte studium på universitetet i atomfysik. Det vi ser er blot deres retfærdige harme.
Det er endnu ikke klart i denne hjælpeløse analyse fra disse hjernelamme SSP-medarbejdere, om man bag politiet kan ane en zionistisk inspireret amerikansk CIA-konspiration, som jo ellers altid er anvendelig i mange kredse, men mon ikke det skulle være tilfældet? Det er jo altid en anvendelig, acceptabel og derudover helt tilstrækkelig forklaring.
Hvis der ikke iblandt SSP-medarbejdere landet over kommer en reaktion mod disse udtalelser a la SF vs. Qureshi, så kan vi da opfordre de bevilgende myndigheder til hurtigst muligt at spare SSP væk.
Vi tror noget mere på den lokale bokser fra Gellerup Reda Zam Zam, som blot bemærker, at de voldelige unge er ligeglade med Muhammed. De er desværre endnu mere ligeglade med de politiserende uduelige nikkedukker fra SSP og det burde vi måske også være, hvis det altså bare ikke var fordi det drejer sig om offentligt ansatte. Lad dem selv rydde op eller fyr hele bundtet!
Alligevel er det dog en god dag, hvor omtanken har fået det lidt bedre, selv i SF. Det bliver rigtigt spændende at se, om der er en ansat i undervisningssystemet, som har fået en pludselig indtægtsfremgang på samme tid som Qureshis snyd blev behandlet. Det kunne det måske godt ligne lidt. Meget.

Musikalske minder

I denne uge vil vi causere over de allerstørste musikalske minder for denne skribent. Udvælgelsen har naturligvis været noget tilfældig men det er til gengæld næppe noget tilfælde, at de udvalgte musikere og den udvalgte musik er blevet mindeværdig. Mindeværdig betyder naturligvis ikke, at der har været tale om stor kunst, men mindre kan også sagtens gøre det, selv om der er sorteret ganske meget i et langt livs musikalske oplevelser.. Vi har dog også taget en enkelt med, hvor den varme tropiske sommernat kan have spillet et puds, selv om det er ganske usandsynligt. 

Det var helt sikkert et tilfælde, at denne skribent fik grundlagt en livslang interesse for klassisk musik. I gymnasietiden blev jeg nemlig inviteret til en mindeværdig koncert i det daværende århusianske music-mecca, naturligvis håndboldarenaen Århus Stadiohal. Det var jo noget inden de store musikhuses tid, så i stedet havde man inde i denne gamle træhal samlet de dengang vel knapt så toptrænede samlede nørrejyske byorkestre fra Ålborg og Århus. Man må forestille sig provinsboen fra Horsens med let fugtige håndflader overfor al denne pragt og jeg blev ikke skuffet. Efter en let kedsommelig start med en ouverture af Weber startede fyrværkeriet. Dirigenten husker jeg ikke længere, men mon det ikke var den ret beset lidt komisk gestikulerende Carl von Garaguly? Eller også var det en anden lettere pudsigt udseende korpulent mandsling. 

Derimod var der intetsomhelst komisk over den russiskfødte pianist i Prokofievs 3. klaverkoncert og endnu højere blev det til loftet helt bogstaveligt i denne ellers ganske højloftede internationale håndboldhal, da den finske bas-solist i Sjostakovitj´ 13. symfoni satte i med malmfuld stemme. Lige der blev det klart, hvad kunst var og så kan det forresten være ligemeget hvor mange basketball-ringe der hang rundt omkring i denne sportshal (mange). Aldrig nogensinde siden har undertegnede haft en så intens klassisk musikalsk oplevelse på dansk grund og det gælder forresten også eller måske især fornyligt i den nye koncertsal her i byen. Her var der også Sjostakovitj på programmet, denne gang den 9. symfoni, men desværre var der denne gang kun fysisk højt til loftet. Musikken kom aldrig meget over gulvbrædderne. Måske skyldes oplevelsen dengang bassen, finske Martti Talvela, som var mere russisk end nogen russer på samme måde som den ligeledes finske bassanger Kim Borg aldrig for denne skribent er overgået i Mussorgskijs "Dødens sange og danse",et andet russisk mesterværk, men det var et sidespring. 

Et andet formativt øjeblik i den klassiske genre var det ret beset ganske tilfældige møde med den tjekkiske komponist Leos Janacek. Det kunne dårligt blive mere tilfældigt, da der var tale om en Deutsche Gramophon-plade på et FONA-udsalg med et særdeles farvestrålende cover med 2 af Janaceks mesterværker, nemlig det symfoniske digt "Taras Bulba" og hans mærkelige symfoniske konstruktion "Sinfonietta" Det skulle hurtigt vise sig, at musikken ikke var mindre farverig end omslaget. Kendere af den slaviske litteratur vil naturligvis kunne genkende den russiske forfatter Gogols novelleforlæg om den gamle kosakhøvding og hans sønner, men meget programmusik er der nu ikke i disse ret beset sensationelt futuristiske værker af en allerede dengang meget gammel mand. Janaceks musik var nok traditionel og så alligevel slet ikke. Hans "Sinfonietta" primært for blæserbesætning er et af den klassiske musiks mærkeligste og samtidigt mest vitale stykker musik og kan ikke anbefales nok. Janacek blev simpelthen starten på interessen for nyere klassisk musik. Prøv for eksempel at lytte til hans klavermusik, som også bekvemt er spilbart på det, som i gamle dage hed en "salmecykel", nemlig et trædeorgel. Janacek havde nemlig ikke adgang til noget klaver. 

Ellers var 1970-erne og 80-erne en tid, hvor man tog på folkemusikfestivaler, og der kunne man altid være sikker på at møde et af tidens hotteste navne, nemlig "De Gyldne Løver" fra Vendsyssel. Ret beset var det måske dumt ikke i stedet at tage til venstrefløjs-arrangementer eller OOA-koncerter med de allestedsnærværende "Søren Sidevinds Spillemænd", for der holdt de pæneste piger til, men dengang var man åbenbart ikke klogere. Som de fleste orkestre bestod "De Gyldne Løver" selvfølgelig også hovedsageligt af folkeskolelærere, ialt 3 af 4 medlemmer. Det gjorde deres publikum forresten også, så det har nok lettet kommunikationen, selv om undertegnede nyuddannede akademiker også fandt det ganske sjovt. Instrumentalt var "De Gyldne Løver" godt nok helt patetisk dårlige, men det var sangene forfattet af Jens "Memphis" til gengæld ikke. 

Med en komfortabel margin er der tale om den største danske visekunst i de seneste 50 år og så undgik man også den allerede dengang mere og mere vamle politiske korrekthed fra Niels Hausgaard, som også startede dengang. Senere blev det jo helt ubeskriveligt rædselsfuldt. Der var tale om en sproglig lethed i Memphis` sange, som jeg ikke har oplevet siden på dansk overhovedet. De burde have været med i den danske musik-kanon, men pamperen, som bestemmer det, den fallerede eksmusiker og herskende statsautoriserede konsulent Henrik Marstal, er vist bare for ung eller for dum. Sikkert begge dele. De er da ihvertfald ikke med i kanonen, "De Gyldne Løver", men det er måske også en kvalitet. Ved nærmere eftertanke er jeg sikker på, at det er det og særligt hvis man ser, hvem der er med. 

Selv om "De Gyldne Løver" ikke rigtigt kunne spille mange af de oprindeligt irske melodier gav det så også appetit på at prøve at høre den ægte vare og himmel og hav, hvor var der mange gode bands. Det var jo blandt andet i de år, hvor folkrockgruppen "Fairport Convention" huserede med violinisten Dave Swarbrick i den vokale forgrund, og en koncert på det lokale musiktempel "Motown" blev aldrig senere overgået for denne skribent, selv om jeg har hørt dem masser af gange. Samspillet mellem vildmanden Swarbrick og den menneskelige off-beat- metronom, trommeslageren Dave Mattacks, fungerede denne aften som måske aldrig før eller siden. Det var en aften, hvor ingen snakkede under koncerten og knapt nok bagefter, det var stort og det følte alle. Til gengæld glemte folk så også at drikke øl og det var mindre heldigt, da "Motown" lukkede kort tid efter. 

Nu var der højder i sammenspil, som selv ikke Fairport kunne nå, nemlig de højder, som man kun kan opnå ved genetisk fællesskab. Det måske allervildeste eksempel på det er et brødrepar ude fra nogle små øer ved Skotlands vilde vestkyst, nemlig violinisten John og harmonikaspilleren Phil med det fælles efternavn Cunningham. Som man måske kan gætte er der tale om brødre, og på en Tønderfestival for mange år siden optrådte de i en sportshal foran et blasert publikum af halvgamle og helkedelige skolelærer-typer som undertegnede. De første par kunstnere denne aften fik forudsigeligt ikke fat i dette ret beset dødssyge publikum, men det gjorde Cunningham-brødrene. 

Nu er der ligesom i jazzmusik massevis af ligegyldig show-off virtuoseri i folkemusik, men sommetider oplever man alligevel, at frugterne af en hel musiktradition gennem mange generationer på en vindblæst ø helt uimodståeligt bliver smidt direkte i synet på en. Det skete denne aften, hvor der blev spillet med så meget speed og energi, at man troede det var løgn. I Phil Cunninghams hænder blev den store trækharmonika et letvægtsinstrument som en legetøjs-concertina fra Fætter BR. Ikke underligt, at den helt gennemblødte Phil Cunningham sluttede koncerten med voldsom krampe men i modsætning til myten om Meat Loaf og hans iltflaske var det ikke løgn denne aften. Tak, I "Gyldne Løver", fordi I gav appetit på sådanne oplevelser! 

Et andet musikalsk højdepunkt var engang i 1980-erne i en nedlagt biograf på Vesterbrogade i København. Der skulle et af alle tiders mest stabile rockorkestre demonstrere, at rigtig rockmusik ikke bare er manerer og anglen efter popularitet. Det drejede sig naturligvis om "Mötorhead" med bassisten og sangeren Lemmy i forgrunden. Oprindeligt var "Mötorhead" en trio, men denne aften var der en ekstra guitarist med. At der var noget særligt i gære fik man indtryk af ganske langt hen af Vesterbrogade under de sidste lydprøver. Man kunne simpelthen høre det over en kilometer væk ned ad gaden og det skulle blive meget værre, da man kom tættere på. Meget! 

Nu eksisterer "Mötorhead" stadigvæk som et lettere geriatrisk eksperiment, men dengang var den kolossale Marshall-stack af højttalerkabinetter bagved orkestret ikke kun til pynt. Guitaristerne var også dengang en del mere atletiske end i dag, så da Lemmy med sin gravrøst havde afleveret sin klassiske intro "Hello, we´re "Motorhead", we play rock´n´´roll" brød helvede løs. Ørepropper var helt utilstrækkelige i dette lydtryk som bag en jumbojet under starten og mens guitaristerne spænede rundt i en evig bestigning af højttalertårnene afleverede Lemmy sin til lejligheden endnu mere end sædvanligt uforståelige vokal. Heldigvis er det ikke teksterne, som er det mest mindeværdige. Det var til gengæld indtrykket af myreflittige musikalske arbejdsmænd, som denne aften lavede kunst. De så også selv meget glade og overraskede ud som en amatørmaler som pludselig vågnede op og opdagede, at han havde udsmykket det Sixtinske Kapel. At de så også for mange af os andre lavede synsforstyrrelser på vejen hjem på grund af det helt sindssyge lydtryk er så en helt anden sag. 

Nu har det ikke været vanvittige lydtryk det hele, blot indtryk. En af verdens mest berømte klassiske kondertsale er den akustisk helt fremragende Wigmore Hall i London. Den er lillebitte, så normalt bruges den kun til kammermusik med mindre besætninger. Det var også ved sådan en lejlighed, at undertegnede hørte en af de allermest klassiske strygekvartetter, nemlig den russiske Borodin-kvartet. I lighed med basketballholdet "Harlem Globetrotters" er der en del udskiftninger i besætningen, men denne aften var der 2 af de helt oprindelige medlemmer med. Det blev stort. Man spillede nemlig Sjostakovitj` klaverkvintet med et overblik og en lethed, som gav dette ret beset noget knudrede værk en helt ny mening. Måske forstod jeg det denne gang bedre, fordi jeg sad ved siden af en pige, som hed Pia. Ja, det har nok været derfor. 

Dagens sidste musikalske højdepunkt er fra for ganske nylig og helt sikkert præget af omstændighederne, men det skal der også være plads til i dag. Lige i dette tilfælde var der tale om en helhedsoplevelse. Den fandt sted på den sidste åbningsdag for det lokale ugentlige marked inden den tropiske regntid på Mindil Beach lige udenfor Darwin, Northern Territory, Australien. Lige inden regntiden føles de normale knapt 40 grader deroppe som en hammer, når man kommer ud af flyet fra det danske efterår med den kvælende fugtighed, men det var ikke problemet denne mindeværdige aften. Der var faktisk ikke rigtigt nogen problemer udover at den fristende strand denne aften var noget overbefolket af kæmpestore saltvandskrokodiller og dødeligt giftige bittesmå brandmænd. 

Det har nok været derfor der var så mange, som samledes omkring et lokalt nordaustralsk orkester med en flok entusiastiske unge mennesker med en helt u-tropisk energi og lyst til at spille alskens slagtøj og didgeridoo. De var rigtigt gode denne hede aften, men lige meget hvad de unge mennesker gjorde, var hele publikums kollektive syn rettet mod basspilleren i bandet. Der var tale om en kolossalt stor kulsort aboriginal, som håndterede bassen som om der var tale om en traditionel trommedans fra den fællesmenneskelige urtid engang for længe siden. Hvad bandet hed var ligemeget (vistnok Jabiru?), for lige denne aften tog man afsked med det udendørs fællesskab i verdens mest øldrikkende by, som man i basspillet kunne høre hans slægt havde gjort i tusindvis af år og dagen efter begyndte regntiden iøvrigt. Det har den mørke mand givetvis fornemmet med den visdom, som kun årtusinder giver. 

Det allermest mindeværdige denne aften var nu alligevel ikke musikken eller det kosmiske fællesskab eller tordenvejret i det fjerne. Det var den lange gåtur hjem gennem den begsorte nat med kæmpestore frugtædende flagermus, som klaprede rundt få meter væk, mens de bragede ind i de tynde grene. Det var nemlig tæt sammenslynget med en pige, som hed Pia og i sammenligning med kærligheden er musik vist bare musik. En uge senere var vi forlovet i Kalgoorlie, Vestaustralien med en guldring fra en monsterstor guldmine for enden af hovedgaden. Jeg vil altid mindes den musik der på stranden, det var den allerbedste og større bliver det aldrig. Aldrig nogensinde! 

2.5 gange 2 pi gange radius

Dagens matematiske indledning beskriver som bekendt 2.5 hele cirkler eller 2.5 hele ture rundt i en rundkørsel, og ret meget mere præcist kan man vist ikke beskrive Villy Søvndals og SF´s holdning til den danske ytringsfrihed. Det er ret beset imponerende, at denne drevne politiker med ganske samme inderlige overbevisning kan først indtage én position, så den diametralt modsatte, så atter den oprindelige, så den modsatte påny og nu lige tilbage til den forrige. Nu kan den iranske regering som bekendt ifølge Søvndal "rende og hoppe", hvis de ikke accepterer den danske ytringsfrihed i Danmark.
Lige dette ordvalg kommer nok til ihvertfald en kort tid at fiksere Søvndal på dette nye/gamle synspunkt, og det er da bestemt positivt, men sikke en dreven politiker. Svend Auken kommer til at ligne den tragiske politiske skikkelse, som han vel beset også er, i sammenligning med Søvndal.
En anden tragisk skikkelse i almindeligt omdømme kunne vel være vores lokale biskop Kjeld Holm, som ikke uventet i udvisningssagen har indtaget det forudsigelige synspunkt, at det er en krænkelse af menneskerettighederne. Denne ivrigt politiserende mand i sit beskyttede job i sin enorme tjenestemandsbolig kunne vel mere passende stille faciliteterne til rådighed for de fortvivlede unge her i området med deres krav om et ungdomshus. Der er faktisk fortilfælde for det, for denne fine mand udlejede jo tidligere en herskabslejlighedstor del af boligen til sin datter uden at huske at betale husleje til staten, men det glemte han nok bare af ren menneskekærlighed og det var jo også en god sag. Han er jo sådan en flink mand og det er flinke folk som ham, som har forlængst har fået undertegnede til at melde sig ud af Folkekirken.
Ellers fortsætter også politiserende politimænd med at beskrive uroen som "kedsomhed i vinterferien" Nu kræver det ikke analytisk sans a la hovedpersonen i den fantastiske engelske serie "Foyle´s War" for at fastslå, at uroen startede ret præcist én dag inde i en bitterligt kold ferie. Foran os lurer den længere påskeferie og så er der vist også opfundet noget, som hedder sommerferie. Der er der endda en del varmere som vi husker det. Og tørrere...
Et andet paradoksproblem, som vi tidligere har antydet, er jo, at der kun menes ihvertfald heromkring at være omkring 20 hardcore-ballademagere. Hvis det er rigtigt er det da underligt, at de hundredevis af vagter og udsmidere, som arbejder her i byen og som sikkert bor i området, ikke forlængst har klaret sagerne. Der er vist ikke nogen, som kan være tjent med udtaleser som fra den pæne unge mand, som konfronteret med den kendsgerning , at man havde brændt biler af, som ikke var kaskoforsikret (overraskende?) blot begavet bemærkede: "Ærgerligt for dem", bilejerne altså. Man er nu nok gået uden om et par lokale BMW-er, men der er så til gengæld frit spil med alle japanske biler udover Honda foruden alle de andre. Mystisk, men sådan er der så meget i denne sag. Også at de autonome efter kortvarigt at have deltaget i løjerne vist ikke er med mere. Det er nok bare et tilfælde, for at tale om en central styring i sådanne sager kan jo pr. definition ikke være rigtigt. Anarkister og autonome er jo netop ikke topstyrede ligesom nazisterne er det eller Folkekirken. Så meget mere underligt er det eller bare tilfældigt og heldigt eller noget helt andet.

Business as usual

Dette var jo det udbredte udtryk fra den Blitzkrieg-ramte London under 2. verdenskrig og det er det så også her naturligvis. Sommetider kan man nu alligevel se normaliteten skride noget helt i takt med forventningerne til fremtiden. Lad os se lidt på ordene fra fredagsbønnen i moskeen Imam Ali i Beirut, et af brændpunkterne fra den første Muhammed-krise.
Det gode var ifølge reporteren åbenbart, at imamen ikke nævnte noget om tegningerne i bønnen eller hvad man nu skal kalde denne form for kommunikation, denne mystiske fredags-institution. I stedet talte han helt dagligdags om, hvordan muslimerne naturligvis skal ære profeten, vende ryggen til fristelserne og så lige samle sig mod fjenderne, altså jøderne og de kristne.
Til andre tider og andre steder ville det måske kunne opfattes som en trussel, men i denne aktuelle verden er det åbenbart en så dagligdags ting, at det ikke overhovedet behøver kommenteres, så det gør vi naturligvis heller ikke. I stedet vil vi forsøge at grave tilbage i det Gamle Testamente for at se, om ham kong David nogensinde sagde noget lignende om de fæle filistre og om, hvor mange bank de skulle have. Det gjorde han muligvis nok, men det er vist sjældent med som bøn i kirken længere.
Til at råde bod på denne triste konstatering op til weekenden er der til gengæld altid positiv underholdning på vores yndlingsforum hifi4all. I en nystartet tråd beretter en kunde glædestrålende om den nye hififorretning Lydportalen helt ude i Lyngby (manden bor selv langt borte, nemlig helt inde i København). Efter at have lyttet til en Audiovector-højttaler besluttede han sig nemlig til at købe den og så startede denne utrolige solstrålehistorie for alvor.
Han fik nemlig på trods af den gigantiske geografiske afstand på adskillige kilometer cit."gratis levering og det endda inden for samme uge-imponerende" Samtidigt må man jo også huske på, at producenten (som han nu nok ikke er længere, men så da firmaet bag) også ligger utroligt langt væk, nemlig helt langt ude på Østerbro.
Man bliver helt stakåndet af at tænke på den jætteindsats af toptrimmet logistik, som ligger bag denne præstation. I sammenligning med denne stor-dåd forekommer de tekniske vanskeligheder ved den første månelanding i 1969 som rene bagateller. Tillykke til alle jer dygtige mennesker, som har stået bag denne enestående positive historie. Selv ville vi nok bare have ringet efter en 3X34, men det tager jo lidt af glamouren ud af denne sag.
Det er en pudsig verden vi lever i, når ekstremisters trusler på livet bliver det normale og beroligende og det helt selvfølgelige og aldeles indlysende bliver mere og mere uhørt og helt fantastisk imponerende.
Denne weekend bliver så den sidste i denne omgang og forhåbentligt meget længe, hvor min dejlige familie er væk. Adskillelsen har været den længste siden fru Olsen ringede på hin nat og det har føltes ganske meget længere. Nu kan det være nok, nu vil vi have "business as usual"!

Respekt

I dag skal der herfra lyde udtrykke vores yderste respekt for de ambulance- og brandfolk, som i går bistod i en nødsituation i Gellerup ved Århus. Nu forlød det godt nok ikke, om de arbejdede under politibeskyttelse, men det gjorde de tilsyneladende ikke ifølge billederne.
Nu skete det også midt på dagen, og der var tale om et voldsomt trafikuheld med flere hårdt kvæstede på denne brede og lige vej, som er plastret til med lyskryds. Nu cykler jeg der selv, og man kan nok mere end sandsynliggøre, at det meget voldsomme uheld nok ikke skyldes for lav fart. Fortolkningen af , hvad der er rødt lys er godt nok overalt i vores by noget elastisk, men lige omkring ulykkesstedet ses der ganske ofte biler med 150 i timen køre over for rødt. Der er mærkeligt nok aldrig politikontrol, men det betragtes nok som provokerende og ærekrænkende.
Kontrol er der til gengæld ofte henne for enden af denne vej, nemlig den ydre ringvej, og derfra eksisterer så almindelig dansk dårlig trafikmoral igen.
Det var altså på denne vej med lettere alternativ tilgang til færdselsloven, at ambulancer og brandvæsen altså i går fik helt frit lejde faktisk lige under den berygtede vejbro. Vores tanker i dag skal udtrykke den dybeste respekt for disse mennesker i redningskorpsene som jo altså er de samme som dem, der efter mørkets frembrud bombarderes med brosten under udøvelse af det samme arbejde. Ind imellem kan de vel komme i tvivl om et eller andet..
Nu er journalister jo sjove, men ligefrem respekt får man vel ikke automatisk for dem. Selv når de bliver angrebet, fysisk truet og får smadret deres sendeparaboler er de nemlig stadigvæk forstående. For eksempel var der jo i gårdsdagens TV-avis den rørende historie om en ældre mand på min egen alder, som vistnok var blevet skubbet omkuld af politiet. Han kunne endda for den forstående journalist udpege det præcise sted.
Nu var denne mand vistnok en respekteret mand blandt de urolige unge, som altså fandt det hensigtsmæssigt at hævne denne ubegribelige ydmygelse ved voldsomme optøjer. Måske ville denne respekterede herre have vundet i almindelig respekt ved måske at tage en smule afstand fra disse handlinger, ligesom TV-journalisten måske ville have vundet lidt almindelig agtelse ved ikke blot at agere katolsk skriftefader, men så simple er tingene sjældent.
Respekt er nemlig åbenbart noget man simpelthen kan kræve ligesom ungdomshuse og som er en ligeså simpel menneskeret som retten til at ånde. Det der med at skulle fortjene respekt er vist blevet umoderne. Det er forresten påfaldende hvor lidt respektindgydende det er, at folk netop kræver respekt, når der nu er så frygteligt lidt at respektere. For denne simple skribent er respekt kun noget man kan få ved netop ikke at kræve det men sådan er der så meget.
Måske det hele i virkeligheden er en sproglig misforståelse. Som en anden ung fyr fra Kalundborg sagde, så havde man masser af våben og kamphunde. En rasende savlende hund indgyder altid respekt, men hvis det nu bare er den form for for respekt de vil have, så har de det vist allerede. Tillykke med sejren!

Nobelpriserne, der ikke blev væk.

I gamle dage skulle der som bekendt et såkaldt kongebrev til, hvis man ønskede at indgå ægteskab med sin fætter eller kusine og det har der iøvrigt skullet i mange hundrede år. Som enhver landbruger med avl indenfor alt fra dværghøns op opefter var det jo en nødvendig og hensigtsmæssig foranstaltning for at undgå indavl.
Signifikant nok omfattede de samme regler om yngel mellem nærtbeslægtede selvfølgelig ikke kongehusene selv, og det gav jo de pudsigste eksempler rent udseendemæssigt og naturligvis også i knapt så heldige henseender. De særligt skarpe vil her kunne erindre habsburger-hagen hos talrige herskere i Europa i mange hundrede år. Selv om det var en af de mere uskyldige fænotypiske karakteristika uddøde habsburgerne i praksis alligevel.
Hvis man skulle være i tvivl om, hvad avl på for nært beslægtede gennem mange generationer fører til, kan man jo også helt tæt på den danske regent se nogle pudsige udformninger, nemlig ikke mindst efterkommerne af arveprins Knud, den nuværende dronnings farbror. Dette indavlsarbejde er ikke rigtigt det fede. For fuldstændighedens skyld skal det nu også lige med i dag, at den eneste grund til, at det gik så relativt godt i det selvsupplerende kongelige selskab i Europa naturligvis var, at mange af børnene ikke havde den far, som moderen officielt var gift med. Ellers var det aldrig gået så længe som det gik og til slut gik det jo alligevel ikke.
Alle disse indbyrdes ægteskaber med "næstsøskendebørn", som det vist hedder, var jo en praktisk foranstaltning i agrare og ikke mindst feudale samfund for at undgå at skulle dele jordbesiddelser med fremmede, men hvordan det så lige i dag hænger sammen med nogen fordele i ikke at skulle dele bistandshjælp eller anden offentlig forsørgelse ved at gifte sig med nærtbeslægtede er meget uklart. Som bekendt har jo selv det danske kongehus givet fortabt overfor truende indavl, men det er altså ikke længere siden end kong Frederik d. 9, at denne praksis endnu var aktiv. Resultaterne er vist ganske tydelige i den danske historie.
Vi bringer disse sikkert også fra kamelavl helt gammelkendte sandheder frem i dag, fordi vi atter oplever voldsom uro med stenkast mod to at de mest rabiate symboler på det danske samfunds overgreb mod den muslimske verden, nemlig de gule bybusser og de alt for mange affaldscontainere.
Det er lykkedes disse stolte unge stenkastende efterkommere igennem en del led af ganske nærtbeslægtede efter nogen øvelse positivt at identificere fjenden. Fjenden er nemlig alle dem, som har blink på taget, og det gælder så ambulancer, brandbiler og politibiler, som allesammen blev mødt med en stenregn i går og i nat. At disse køretøjer lyder temmeligt forskelligt og ser forskellige ud er tydeligvis en del over disse unges fantasi. Måske er hørelsen en af de sanser, som hurtigt avles ud af en bestand, måske er der andre forklaringer. Til gengæld har vi ikke fundet noget forklaring på betydningen af affaldscontainere som fjendebillede, men da det jo også tiltrækker danske "idealister" må det vel have noget med lugten at gøre.
Angrebene på busserne er sikkert også for disse stakkels traumatiserede unge et skrig om hjælp, da busserne jo umiskendeligt ligner et dansk rugbrød, som man sikkert ser som symbolet på det danske samfunds undertrykkelse af anderledes tænkende. Eller også er det bare fordi de er nemmere at ramme, men denne sidste er nok en noget søgt forklaring for disse unge med alle deres sikkert ædle motiver.
Det eneste positive i nattens begivenheder er vist, at der ikke er gået nogen Nobel-priser tabt i denne gruppe unge. Alle muligheder for det er nemlig ganske metodisk blevet avlet ud af populationen gennem adskillige generationer ligeså effektivt som af det habsburgske dynasti og det indtil fornyligt regerende danske monarki.
Det er synet desværre også, for selv om der formodentlig blot er mellem 30 og 50 ekstreme ballademagere i Gellerup, allesammen forsamlede omkring en gangbro, er der mærkeligt nok aldrig nogen af de over 8000 beboere som har set noget. Så meget for årets østjyde i 2007, den tidligere fejrede chef for nærpolitistationen Lars Bro og hans "heroiske" indsats men måske de bare ikke KAN se. Det er jo da en mulig forklaring når de nu tydeligvis ikke hører særskilt godt.

Grund til panik

Det er underligt sprogligt, hvordan udtryk kan få en betydning, som de egentligt ikke burde kunne have. Tag nu for eksempel det klassiske "Tro mig,..." Også udenfor den religiøse sfære er der jo netop al mulig grund til så netop IKKE at tro på, hvad end der nu bliver sagt. Uden at vi herfra er særligt bibelstærke mener vi faktisk også, at selv Jesus ikke brugte denne talemåde. Selv om han altså os bekendt ikke sagde "Tro mig.." troede folk altså på ham alligevel, men det har der nok været andre grunde til.
En anden endnu mere problematisk ting at sige er som nationalbankdirektøren, som netop har udtalt, at "..der er ingen grund til panik (på boligmarkedet)". Det er jo igen et af de udtryk, hvor selve negationen blot yderligere underbygger betydningen. "Ingen" betyder således helt naturligt "al mulig" i alle disse sammenhænge, ja, man har antageligt end ikke på S.S Titanic, mens stævnen var ved at rejse sig skyhøjt mod den stjerneklare himmel hørt kaptajnen sige: "Nu er der al mulig grund til panik !" Det havde der nemlig været ganske længe, kraftigt næret af kaptajnens gentagne forsikringer om, at der netop ikke var nogen grund til panik.
Der har også været al mulig grund til panik i den danske intellektuelle elites berøringsangst overfor mordtruslerne mod de danske Muhammed-tegnere. I lyset af de seneste anholdelser i Gellerup er dog en del af den lokale kulturelite i dagens JP sprunget ud med utvetydige støtteerklæringer.
Det turde jo også være en selvfølge, men det har det altså ikke været og det vil det nok heller ikke blive ved med at være. Der er vist ingen grund til at aflyse panikken i denne omgang, men enhver støtte til tegner Kurt Westergaard er naturligvis velkommen.
At så er par af citaterne fra de lokale kunstnere og kulturpersonligheder ikke rigtigt får luft under vingerne (for nu at sige det lidt mildt), ja det er knapt så overraskende. De fleste er dog særdeles fornuftige, det skal siges. Dog udtaler Claus Pilgaard (sangerinden Jette Torps mand red.): "Jeg er flov over, at tanken om, at man skal passe på, hvad man siger, har taget bolig i mig" Det er jo ærligt nok omend lidt lave ambitioner for en komiker, som måske så skulle overveje, om han havde mere på hjerte.
En del værre er dog udtalelsen for vores favoritsangerinde Jette Torp: "Det er simpelthen så trist at tænke sig, hvis det her medfører, at man bliver nødt til at modificere sine meninger" (!!!!!) Ja, det var dog en forfærdelig tanke for en søgende intellektuel eller man nu lige skal kalde det her. Det er vist en af den slags epokegørende udtalelser, som står sig bedst ved at stå ukommenteret, men prøv nu lige for tidligere arveprins Knud at læse den igen. Der er vist al mulig grund til panik!
Ellers er der jo i verdens største demokrati Indien et lille lyspunkt at finde, da den Bangla Desh-fødte ligeledes fatwa-ramte forfatterinde Taslima Nasreen her er blevet lovet politibeskyttelse, og det er jo dejligt, når statsmagten tager parti for ytringsfriheden.
Desværre kommer dette løfte så ganske samtidigt med, at hendes opholdstilladelse i Indien desværre af uransagelige grunde ikke har kunnet forlænges, så hun øjeblikkeligt skal forlade landet ak ja.
Der er dog så mange lyspunkter i de talrige støtteerklæringer til tegner Kurt Westergaard til, at vi i dag er lidt gladere for at bo i Århus. At man så ikke kan få en del intellektuelle til at forstå nogetsomhelst om nogenting er vel næppe meget mere overraskende, end at kun langt de færreste, som lider af mongolisme/Downs syndrom får Nobelprisen i fysik. Her lades alt håb vist bare ude.

Admiralens vise

Nu er dansken jo traditionelt et søfarende folk og historisk har der da også været helte iblandt, godt nok vist mest i vikingetiden. Hvem husker for eksempel ikke den grumme Svend Tjugeskæg og alle de andre søfarende, som gjorde Danmark stor. Mange af de allerstørste helte som Tordenskjold var godt nok norske men det glemmer man for det meste. De danske var noget færre og siden fregatten Jyllands ikke særligt mindeværdige slag mod østrigerne (mærkeligt, har de noget hav?-nå det havde de vist dengang), har de danske admiraler ført bidevinds-flag.
Nu kan man jo så undre sig over, hvad en dansk admiral laver i dag, men han har nu nok at se til åbenbart. For eksempel står han vel i spidsen for Søværnets Operative Kommando, SOK, en mastodont med mange hundrede ansatte alene i Århus, som konstant overvåger de danske farvande.
Desværre rakte årvågenheden jo ikke til at at forhindre den næsten fatale påsejling af Storebæltsbroen for nogle år siden, og så vidt vides er der heller ikke blevet snuppet en eneste spildolie-sejler nogensinde, men sikke de observerer. Og finder på!
I mangel af bedre har vi nemlig fornyligt (helt præcist i går) hørt en udtalelse fra selveste chefen for den nedgravede gigant, SOK, nemlig selveste kontreadmiral Wang ( vi har åbenbart asiater i flåden?), som faktisk bringer minder frem om Jørgen Reenbergs udødelige sang fra operetten af Gilbert/Sullivan "H.M.S Pinafore".
I forbindelse med, at en matros sidste år omkom under et redningsforsøg nord for Island, antageligt på grund af en fejlbehæftet redningsdragt, er admiral Wang (som jo altså ikke er "Grossadmiral" som Erich Raeder, dem laver de vist ikke mere måske af samme grund), kommet med en interessant udtalelse.
Nu skal det med, at man i SOK har ansat en professionel journalist, men her er kommunikationen vist lige glippet. Eller måske er den ikke, der er nemlig tale om en helt usædvanlig sætningskonstuktion og perfekt kommatering. Til gengæld er det morsomt eller hvad man nu skal sige. Wang siger nemlig i forbindelse med det problematiske redningsudstyr:"Ingen har større interesse i, at vores redningsudstyr virker efter hensigten, end jeg" Det turde vel være et bud på en af alle tiders mest forblommede og meningsløse udtalelser, for umiddelbart er vel alle dem, som skal hoppe i iskoldt vand iført det lettere fejlbehæftede isenkram vel allermindst ligeså interesserede i at komme op igen, ja måske endda en hel del mere og nok sikkert helt uden undtagelse. Helt enormt uovertruffent interesserede faktisk, lidt ligesom bjergbestigere, som alle som en er super-interesserede i rebenes holdbarhed. Her mener vi heller ikke at have hørt direktøren for Randers Reb sige noget om, at "ingen er mere interesserede i holdbare reb end mig" (det siger man deroppe hvis det altså ikke var fordi man ikke havde sagt det).
Når en chef siger sådan noget pladder er det altid for at lukke en diskussion om et reelt problem, som kunne være blevet faretruende. Det er givetvis en del billigere end at købe nyt redningsudstyr at sende dette røgslør ud.
Det minder om den engelske admiral Beatty, hvis slagkrydsere under slaget om Jylland viste sig at eksplodere med foruroligende hyppighed. Dengang bemærkede Beatty nysgerrigt "What is wrong with our bloody ships today?"
Svaret var det samme som alle de andre dage, nemlig at de var noget bras, som sprang i luften for et godt ord. Admiral Beatty var dog selv med i slaget, kontreadmiral Wang er vist ikke selv aktiv i det iskolde vand. Til gengæld er han altså en bedre digter end den noget "bloody-mindede" Beatty, men nu er tid jo heller ikke det, han har allermindst af. Faktisk er den danske flåde jo reduceret til en vittighed på samme niveau som dengang Lucky Luke med blot én eneste brægende kalv udgav sig som den godt nok mindre kvægbaron Hamburger Jones. Til gengæld er admiralen jo så nok sikret i jobbet hjemme i bunkeren selv den dag, hvor redningsarbejdet foregår i robåde fra Vestkysten. Til den tid kan han så trygt sidde og sige, at "ingen er mere interesseret i, at der er rigeligt med åregafler i bådene, end jeg" Jo, det er der, nemlig dem, der skal ro!
Vi beklager forresten i dag, at vi har taget den store Wangs navn forfængeligt. Det var jo som bekendt den allerstørste mester i den fra bogserien "The Destroyer" (da. "Remo") så kendte nordkoreanske kampkunst sinanju, forbilledet for selveste mesteren Chiun. Den anden lidt mindre Wang står nok aldrig til søs alligevel i lighed med ham fra "Admiralens vise"

En realistisk mand

Nu ved vi jo ikke om det er fordi han har læst vores ugeemne om "Worst case" fornyligt (vi håber ikke han spilder tiden med sådan noget), men alligevel er udtalelserne fra en fagforeningsformand ret beset sensationelle. Det drejer dig om Dennis Kristensen, formand for fagforbundet FOA, som helt klart udtaler, at topledere i fagbevægelsen ikke lønmæssigt skal fjerne sig for meget fra medlemmerne, hvis fagbevægelsen skal have nogen fremtid.
Det nye i hans udtalelser er nemlig, at "vi (i fagbevægelsen) bare er ganske almindelige mennesker uden alenlange cv-er, som har fået fantastisk spændende job". Se, det er jo hele sagens kerne, hverken mere eller mindre, og om det er nok til i almindelig agtelse blandt medlemmerne som mega-pamperen Tine Aurvig-Huggenberger som 40-årig at kræve livsvarig høj pension efter egen fratrædelse er meget tvivlsomt.
Fagforeningsbossernes løn på omkring en million eller mere plus utallige permanente frynsegoder er nok, mener altså denne ganske fornuftige mand, og så må fagbevægelsen ikke forfalde til udenfor rimelighed at forgylde pampere, som endda selv fratræder, hvis den skal overleve, mener Dennis Kristensen. Når man giver helt almindelige mennesker et spændende og ekstremt højtlønnet job er det jo ikke overraskende, at de ikke så frygteligt gerne vil tilbage til den gamle hverdag igen, der er jo ligesom lidt meget at miste.
Hvorfor er det ellers lige man kommer til at tænke på en masse kleptokratiske afrikanske præsidenter når man ser den rutineret smilende formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen? Det er vist ikke hans drømmejob at komme til at arbejde i sit gamle fag på den kommende absolutte bundskraber blandt de lokale kommuneskoler, Søndervangsskolen.
Den vil forresten blivet ledet af den tidligere kontroversielle leder af den snart nedlagte Nordgårdsskolen, Rani Hørlyck. Det skal nok gå godt. Det eneste positive i denne udnævnelse er vist, at Søndervangsskolen allerede er der, hvor det kun kan gå fremad. Det kommer det nu nok ikke til.
Ellers er situationen her i firmaet præget af gråd og tænders gnidsel. Fruen og papdatteren er på Tenerife på dykkerferie, og i de kommende dage vil vi fortælle lidt om deres oplevelser. Hvis de ikke skulle opleve noget er vi lidt på den, men vi krydser fingre...Ligesom lærerformand Anders Bondo Christensen sikkert håber på, at status quo fortsætter til evig tid og det kan man godt forstå. Alt for godt faktisk.
I den fortsatte sag om SF-folketingsmanden Kamal Qureshi er komikken nu nået til, at denne overordentligt flinke mand nu har tilbudt ejeren af den lejlighed, som han ifølge kontrakten selv skulle fraflytte den 1.5 2007, at han nu godt vil flytte allerede 1.6 2008. Om dette ret beset fantastiske forligsforslag så også indebærer, at han vil overtage ansvaret for den bedragerisag, som huslejenævnet i København har kørende mod udlejeren/ejeren Oliver Bahner, fordi Qureshi har underskrevet sig med Bahners navn, ja det er ikke afklaret. Det er vel ret beset også ret fantastisk, at huslejenævnet kører videre med en sag mod en ganske uskyldig mand på basis af rent falskneri, men sådan er det altså også i denne helt igennem absurde sag. Absurd, fordi den kan komme til at skade simpel aftaleret, som det danske samfund er bygget på og som er ufatteligt sårbart overfor folk som Qureshi. Desværre, men nu ved vi da i det mindste, hvem han er, denne hyggelige fyr, der som den naturligste ting jo naturligvis krævede, at hans nu tidligere kone konverterede til islam hvorefter han åbenbart som den naturligste ting forstødte hende igen. En helt igennem fin fyr altså. I en kultur, der jo ellers ikke beskæftiger sig med svinekød, ville det ellers være et de dyr, man nemmest kom til at tænke på i den her sammenhæng. Et helt ualmindeligt dumt et af slagsen.

Når man forsøger at regne den rigtigt ud.

I denne uge vil vi behandle nogle sammenhænge, som alle har det tilfælles, at de er ganske lette at regne ud ihvertfald for store ånder som os selv. Som altid i denne verden er der dog kun få eller måske i visse tilfælde endda slet ingen, som har gjort det, og hovedparten af dem, som har forsøgt, har helt givet gjort det forkert. Ellers ville vi nemlig næppe se de fantastiske resultater, som selv simple problemstillinger giver anledning til. Som vi også skal se, er disse formidable regnefejl sommetider resultatet af gustne overvejelser fra producenterne, men der findes nu også eksempler på, at ingen tilsyneladende forstår det indlysende budskab i selv helt åbne og offentlige regnestykker. Vi vil i dag starte med de rigtigt nemme og derefter bliver det lidt sværere. 

Vi har jo for meget længe siden afsløret den grumme spånplademafia og dens indtog i hifibranchen, hvor pladetallerkener med en inerti som en frisbee er blevet dagens standard. Dengang kom vores advarsel helt tydeligt alt for sent, og det gør den nok også i sagen med de uheldige Westland-Agusta helikoptere. Alt for sent. Nu er vi herfra ikke specielt krigeriske (det er mest fru Olsen), men alligevel ser vi i denne sag bag indkøbet af disse essentielt krigsmaskiner en pacifist-sammensværgelse, som er på spil. Nu er pacifismen helt fra Jesu tid (der var vist ikke rigtig nogen før ham og heller ikke så mange efter) jo en smuk ide så der er med nogen bæven, at vi forsøger at oprulle denne sag. Vi er jo ikke interesserede i at fremstå som særskilt krigeriske, men i denne sag er der tale om et af verdens letteste regnestykker. Svaret er reservedele og forklaring følger. 

Før 1. verdenskrig var det en udbredt tro blandt pacifister, at en storkrig var blevet umuliggjort af de fantastiske udgifter som det krævede at føre krig. Regnestykket var simpelthen, at alle krige over 6 måneders varighed ville føre til statsbankerot, så derfor var det jo ganske nemt at være passiv pacifist. Krigene gik jo i stå af sig selv af mangel på penge, mente man altså. Regnestykket viste sig iøvrigt at være fuldstændigt korrekt, da alle de krigsførende stormagter helt efter beregningerne var praktisk bankerot allerede i 1915. Det fik dem desværre ikke til at indstille kamphandlingerne, da man blot som også englænderne under Napoleons-krigene opererede med statsunderskud til betaling de efterfølgende årtier. Som eftertiden viste havde man nemlig været ganske rigtigt været totalt bankerot og det gjaldt alle og det blev man jo så også i 1930-erne. For at føre krig vidste man, at man skulle have reserver af finanser og reservedele til isenkrammet. 

Hvis man skal føre krig er det jo kendt fra tiden med bue og pil, at det kan betale sig at tage lidt ekstra pile og et stykke sejlgarn med, hvis strengen skulle springe. Buen af takstræ plejede jo at holde at holde soldaten ud, men reservedele var vitale allerede fra oldtiden. At det var smart at tage lidt ekstra med hjemmefra viste sig også under 2. verdenskrig, hvor de russiske T-34 kampvogne altid havde et ekstra sæt larvefødder med i kamp. Det var nemlig altid der, det gik galt. Det havde tyskerne som måske bekendt ikke, og hvis man skulle skifte motor på en tysk kampvogn skulle man først med en kran fjerne tårnet, som vejer knap 8 tons, strengt taget ikke særligt praktisk. De vandt jo så heller ikke krigen, det var måske derfor. Allerede her ser vi reservedelsproblemerne, men det skulle blive meget værre. Enter Westland-Agusta. 

Luftfarten har ellers traditionelt været meget standardiseret med blot 4 producenter af flymotorer og i praksis kun 2 producenter af trafikfly og et par mere af militære fly. Det har været vældigt smart, fordi man traditionelt helt tilbage fra 2. verdenskrig ikke har repareret f. eks motorer. Allerede fra slaget om England tog det nemlig alt for lang tid, så man skiftede bare den defekte og det har altid gjort siden. Denne gamle industrielle og effektive måde at føre krig på er nu effektivt blevet standset indenfor helikopterindustrien. Efter adskillige tusind års viden om, at det er nødvendigt at have reserver og reservedele, har nedrustningen her endelig fået sit afgørende gennembrud. Der findes nemlig slet ingen reservedele til de nye danske helikoptere og det vil tage adskillige år, inden de kommer. Hvis det ikke er den mest effektive hindring for helikopterkrigsførelse, hvad kan så være det? 

Nu må lige i den anledning huske, at disse helikoptere, som i Danmark dublerer som redningshelikoptere, altså er designet som militært isenkram. Især i fredstid er der jo i militæret god tid til at sidde og regne, så derfor har man uvist hvordan regnet ud, at man burde kunne opnå, at 80 % af denne nye helikopterflåde til enhver tid er flyveklar. Underligt nok har man nemlig regnet med, at man kun skulle undvære maskinerne til de regelmæssige eftersyn hos producenten, og det giver så netop 80 %. Selv den dummeste taxa-vognmand regner ikke helt så snært. Allerede der blev regnestykket helt noget åndssvagt med lidt rigelig ønsketænkning. Lige fra de allerførste helikoptere ankom var der alenlange mangellister på reservedele, som aldrig kom og som aldrig er kommet siden. Da så fornyligt en af helikopterne næsten styrtede ned, fandt man jo ud af, at 4 af de vist ialt 13 helikoptere havde fatale fejl. 

Regnestykket er nu som følger: I øjeblikket er alle disse helikoptere parkeret på jorden. De 4 af dem kommer ikke ud og flyve de kommende år og det gør resten heller ikke udover et par måneder, nemlig indtil de skal bruge en reservedel, ligegyldigt hvilken, som man altså ikke allerede har taget fra dem, som allerede står på jorden som tidligere praktiseret hos autoophuggere. Vi undrer os en smule over, at ingen journalister har påpeget denne ellers ret indlysende problematik. Allerede doping-ørnen fra Herning viste jo i Tour de France, hvad man kan bruge en cykel til, som ikke er skruet ordentligt sammen, da han smed den ind på en mark. Der står helikopterne så desværre allerede og der bliver de stående. Det kan vist ikke rigtigt regnes anderledes ud. 1-0 til pacifismen eller blot et eksempel på det gode engelske udtryk om, at "military intelligence is a contradiction in terms" Det her burde enhver kunne regne ud altså lige med undtagelse af militæret. 

Vi vil også i dagens andet eksempel citere os fra at tidligere emne om "Termisk kompression". Som bekendt er udnyttelsesgraden i en dynamisk højttalerenhed på højde med effektiviteten i en glødelampe og ligesom vin og spiritus ville man nok næppe i dag finde det lovligt at opfinde noget, som var så usundt eller som med dynamiske højttalere så åbenlyst meget spild af energi. Med en typisk virkningsgrad på omkring 1% er den dynamiske højttalerenhed nærmere optimeret til varmeapparat end til at generere lydbølger. Man kan meget let mindske denne termiske kompression, som også skitseret i omtalte gamle emne, men hidtil tyder absolut ingenting på, at nogen agter at gøre det og heller ikke i de efterhånden helt sindssygt dyre prestigehøjttalere til mange hundrede tusind kroner, som bliver hyppigere og hyppigere. Her er regnestykket med at regne ud, hvor mange producenter, der vil gøre noget ved dette aldeles fundamentale problem jo desværre også ligeså simpelt, som det var at at regne ud, hvor mange Westland-Agustaer, som kan flyve til sommer. Det er der naturligvis ingen der vil eller kan. 

Regnestykket fra producenten er helt simpelt: Man regner simpelthen ikke med, at nogen købere til disse superdyre højttalere spiller andet end kvindelige vokalister (mandlige anslår nemlig typisk uønskede resonanser i højttalerne og så lyder det ikke så imponerende) og det kun i ganske kort tid af gangen. Man skal jo alligevel bruge langt den største del af tiden til at fortælle venner og familie, hvor godt de dyre nyerhvervelser spiller hvis de nu ikke selv skulle kunne høre det (det kan de sjældent og det forstår man godt, når man ser, hvordan højttalerne alt for tit er placeret). Dette urgamle tekniske problem er simpelthen ikke-eksisterende i såkaldt "seriøse" hifi-anlæg, fordi der under disse omstændigheder aldrig nogensinde bliver tale om nogen termiske problemer. Dertil spiller man simpelthen ikke længe nok, selv om ellers der kan opstå en ganske voldsom varmeudvikling efter få minutter. Det er dog allerede meget længere end selv de mest ihærdige såkaldte hifientusiaster kan holde ud at høre på Kari Bremnæs udgivet på "Kirkeligt Kulturværksted", og det forstår man godt. Hvad man så ikke forstår er, hvorfor man købte det her bras, men det er vist off-topic i dag. Hvem skulle nu have troet, at det var køberne til de nye high-end højttalere, som måske allermest står i vejen for videreudviklingen af den dynamiske højttalerenhed, men det er det altså. Dyre hifianlæg benyttes ganske simpelthen ligeså lidt til at høre rigtig musik på som den pudsige stol designet af Charles Rennie Macintosh med den lange ryg bruges til at sidde i. Den går forresten i smadder hvis man prøver. 

Dagens sidste eksempel foregriber til til gengæld et senere emne, vi kan jo ikke gå i bagkataloget hele tiden. Det er her til gengæld tale om en lidt sørgelig historie om, hvordan det schweiziske firma Studer-Revox blev fanget af tallenes fascination, som man aldrig rigtigt kunne regne sig ud af. Det drejer sig om et af de allermest specialiserede områder indenfor hifibranchen, nemlig FM-tunere. Selv om de allerfleste producenter altid har tilbudt tunere i deres sortiment, er der nu meget få af dem, som har designet disse apparater selv. Langt de fleste har blot indkøbt hele tunerdelen fra ganske få specialister men altså ikke Studer, som selv havde masser af ekspertise til at lave dem selv. Det skulle så paradoksalt nok vise sig at være det egentlige problem. Det skulle vise sig at blive et skræmmende eksempel på, hvordan man med de fornødne ressourcer altid kan videreudvikle et produkt, selv om der er altså ind imellem kan være tale om et færdigudviklet produkt, som man jo principielt ikke rigtigt kan forbedre, og det kunne man naturligvis heller ikke her. Desværre bliver denne udvikling så snarere en afvikling, og det blev det for Studer. 

Problemet var i al sin enkelthed, at Studer i deres A-76 tuner omkring 1970 havde lavet den mest stabile og den bedst lydende tuner, som man kunne. Der var indlysende ingen grund til at arbejde videre, da tuneren var mange gange bedre end kildematerialet og alle radiofonierne købte alle dem, som de skulle bruge nu i næsten i al fremtid, men sådan kunne man naturligvis ikke regne det ud, mente Studer. Udviklerne arbejdede selvfølgelig videre med at indbygge massevis af digital elektronik og flere og flere sofistikerede filtre i deres bestræbelser på at lave tunere, som for hver ny model målte bedre og bedre. Det lykkedes ganske fint, man solgte blot ikke rigtigt nogen af dem, da for eksempel DR hurtigt konstaterede, at de allesammen lød en hel del dårligere end den gamle A-76. Studer fortsatte dog galskaben og det hele kulminerede i et par modeller, hvor det nyeste påfund var, at man kunne tune forbi den korrekte sendefrekvens på den step-delte digitale tuner i spring på 0.25 khz (senere 0.125 khz), hvis nu senderen skulle være drevet. Det var den nu aldrig nogensinde, men det var til gengæld hele logikken bag Studer. Man havde i sin søgen efter bedre og bedre tekniske specifikationer fuldstændigt forregnet sig. Sikkert for at fastholde en gruppe ingeniører havde man simpelthen ikke alene ødelagt den aldeles fremragende lyd fra den oprindelige tuner, man havde simpelthen mistet kontakten med virkeligheden. I den blinde jagt efter bedre tekniske specifikationer havde man mistet alt. Så forkert kunne man altså regne det ud. 

Dagens historier har vist, at selv de bedst lagte planer sommetider viser sig at være dem, der er regnet allerdårligst ud. I den blinde stræben efter en hurtigere helikopter for bedre udnyttelse og en mere og mere kompliceret tuner til løsning af ikke-eksisterende problemer endte man i stedet med noget, som slet ikke kunne flyve eller bruges. Taberne er som i alle sammenhænge dem, som ikke kunne regne. Ligesom med køberne af de latterligt prissatte nye prestigehøjttalere med de helt ligegyldige ikke-udviklede gammeldags termisk umulige højttalerenheder. I det sidste eksempel er der til gengæld nogen, som har kunnet regne den ud og det under vi dem absolut. 

Dagens helikopter-historie.

Nu gemmer der sig helt sikkert en klon af den kendte engelske kampflyverhelt Battler Briton i denne skribent som dog ikke rigtigt er sprunget ud endnu på grund af højdeskræk. En tur ved den sydaustralske kyst i stormvejr for et par år siden i et mikroskopisk kinesisk træningsfly har kun underbygget denne angst, og det var der da iøvrigt nogen grund til viste det sig.
Samme beklemte fornemmelse må besætningen på de nye Westland-Agusta helikoptere have med de massive tekniske problemer. I forbindelse med den seneste såkaldt "kontrollerede landing" med en knækket drivaksel fremkom der godt nok den traditionelle forklaring, at hvis det værste skulle ske, nemlig et totalt svigt af drivkraften, havde piloten 2 minutter til at lande. Det skulle altså alt i alt være fantastisk sikkert at flyve med disse fejlbehæftede maskiner.
Nu er det for undertegnede med en helikopterpilot i bekendtskabskredsen vanskeligt rent aeronautisk at forstå, hvordan en helikopter kan flyve uden rotor. Normalt siger man jo, at man blot kan sætte rotoren til kontrarotation også uden maskinkraft og dermed lande som med en faldskærm. Det må være her, de 2 minutter kommer ind hvis man altså ikke flyver for højt.
Når det nu er sådan er det jo egentligt mærkeligt, at så mange helikoptere alligevel styrter ned i fatale ulykker, ulykker som jo ikke rent teoretisk burde kunne ske. Der er faktisk kun uhyre få overlevende fra nedstyrtede helikoptere og det er jo faktisk sært.
En af dem var min bekendt, hvor helikopterens motor svigtede under 20 m oppe. Dengang hjalp propellen ikke meget, da maskinen blev totalskadet og det blev et par besætningsmedlemmer også. De 2 minutter blev altså til 2 sekunder og det hjalp ikke engang. Herfra vil vi gætte på, at den syge Westland-Agusta helikopter ved motorstop har nogenlunde samme suveræne flyveegenskaber som en Lockheed F-104 Starfighter med de bittesmå barberbladsskarpe vinger, nemlig som et legeme, hvis fart mod jorden vil være en næsten ideel tilnærmelse til tyngdeaccelerationen. Det er løjerligt, at disse myter om den sikre helikopter, som stilfærdigt blot lander efter motorstop, stadig er hos os.
Man kunne jo prøve at spørge Grønlandsfly med den kedelige ulykkesstatistik, hvad der gik galt, og de over 6000 Bell Huey-helikoptere, som USA mistede under Vietnamkrigen næsten uden overlevende tyder heller ikke på teoriens bæredygtighed. 2 minutter, bvadr!
Sagen om reservedele til disse helikoptere eller rettere manglen på samme er til gengæld interessant. Der er nemlig slet ingen at få og leveringstiden er for det meste flere år. Det er også mærkeligt, at ingen har undret sig over det, for det er altså ikke normen for fly. For kommercielle fly er det for rentabilitet afgørende, at alle reservedele altid er tilgængelige, og det er de naturligvis i samme omfang som sidespejlet til en Ford Focus og for kampfly er situationen ganske den samme. Ikke overraskende for den sandsynlige risiko for op til flere flyvninger lige efter hinanden (krige varer jo med undtagelse af invasionen af Grenada tit flere dage) har man endda ekstra motorer liggende og i Tour de France har de fleste hold jo også tænkt på lappegrejer og måske endda ekstra dæk. Det har nemlig vist at forøge vinderchancerne væsentligt.
Når man nu hos adskillige af de danske helikoptere har konstateret fejl på akslerne kræver det jo ellers ikke den store regnestok til at finde ud af, at adskillige af dem står solidt plantet på jorden de næste par år. Det er nok også det bedste for alle. Endnu bedre ville det så være at få fyret indkøberne hos forsvaret ASAP eller alternativt at se hvor mange af dem , som har øget deres private forbrug mistænkeligt. Det var jo den gamle bestikkelsessag med ingen andre end Agusta i Belgien, som detroniserede Prins Bernhard i Holland. Det har altid været lettere at bestikke folk end at lave helikoptere, som kan flyve. Det kunne Agusta-helikopterne nemlig heller ikke dengang, slet ikke endda. Det er et pudsigt tilfælde, at firmaet eksisterer endnu eller også er det ikke.
Ellers skal vi da i dag huske at nævne, at det lokale lokomotiv for hifiinteressen i Østjylland, Århus Hifiklub, indkalder til generalforsamling. Der er vist nok tale om nogenlunde samme frem- og opdrift som en styrtende helikopter, for der har i det forløbne år overhovedet ingen aktivitet været og der er forresten heller ikke planlagt nogen i det nye år. Mon ikke formanden og den allereneste aktivist Simon ind imellem har det lidt ligesom helikopterpiloten med motorstop med fuld fart mod jorden? Det kan vist ikke gå godt det her, og det gør det heller ikke.

Kontra-fornuft

Århus kommune har af en hidtil ikke ganske klargjort grund foretaget et kontrolbesøg i de lokaler, som man har stillet til rådighed for Den Somaliske Familieforening. Nu ligger lokalet midt i et beboelsesområde, så der har der naturligvis ikke været tvivl om for nogen af beboerne, hvad lokalerne har været brugt til ligeså lidt som der er nogen tvivl om aktiviteterne i gadens eneste øvrige private erhvervsliv. Der står der godt nok en lampe i vinduet og der står sommetider "optaget", alternativt "kom ind", og nej, det er ikke et minisolarium.
Hos Den Somaliske Familieforening har man nemlig indrettet en lokal moské, og det ved vi selv, fordi vi har indrettet lydanlægget, og så kan alle de omkringboende jo også meget bekvemt bede med, når man nu ikke har kunnet få kommunal støtte til en lokal minaret til at råbe fra. Balladen er så nu, at kommunen efter besøget vil beskære tilskuddet med 50.000,- , da man endnu ikke støtter moskéer, og det har fået den lokale formand for kulturudvalget Rabih Azad-Ahmad til at foreslå, at "sagen bør belyses bedre", inden tilskuddet fjernes.
Nu kan det være svært at finde nogen sag, som rent teoretisk kan være belyst bedre, men det er måske ikke den allerværdigste sag, da der er tale om en ganske beskeden beskæring helt i overensstemmelse med kommunale vedtagelser af et tilskud til samme forening på adskillige hundredetusind. Måske kulturudvalgsformanden er lidt ude på den tynde is sammen med den ellers altid så sympatisk portrætterede offentlige person, medlem af Folketinget Kamal Qureshi, som vist har fusket lidt underskrifter.
Noget tyder på, at han faktisk må være et temmeligt dumt svin, for han er faktisk blevet undsagt øjeblikkeligt af SF`s ellers ganske opportunistiske folketingsgruppe. Når der som i denne sag er tale om en politiundersøgelse, vil man for det allermeste blot kunne slippe af sted med at sige, at det klarer politiet. Man ved naturligvis allerede nu godt, at der er tale om en en forseelse af de mindre rent juridisk, som næppe er strafbar politimæssigt, men alligevel er MF/SF Anne Baastrup straks ude med ganske fornuftige ytringer om, at "vi har en særlig pligt til at optræde moralsk korrekt". Selv med elastisk fortolkning af dette begreb falder Qureshi i denne bolig-bedragerisag, som det vel er, en del udenfor almindelig moral. Når noget som i denne sag er indlysende i ikke mindre grad end i den lokale moské-sag er der vel heller ikke meget andet at gøre end at drage den nødvendige konsekvens. Herfra skal der i dag lyde opbakning til både SF og Århus Kommune for ikke at lade sig lede på vildspor gennem formålsløse undersøgelser af noget, som bare er belyst og derudover indlysende moralsk forkert.
I den anledning skal vi også lige huske en gammel personlig ven, nemlig Jørgen Storm, som på hifi4all i en tråd om højttalere til knapt et par hundrede tusind , satte tingene i deres rette perspektiv. I en tråd, som ellers var ved at udvikle sig til en sørgelig sang omkring det kommercielt håbløse i profitabelt at sælge selv tusindvis af superdyre højttalere produceret til max. en tyvendedel af udsalgsprisen, fordi man jo som producent både skulle betale husleje og skat og alt muligt (!!!!!), fik samme Jørgen naturligvis fortjent nogen på hatten for at sige det rigtige og indlysende.
Herfra tror vi ikke, at det tjener hifiproducenterne særligt, at fjolser som dem, som Jørgen kritiserede, helt som grædekoner tager de stakkels producenters parti. Ingen har vist udover Max Havelaar-kaffe købt noget af medlidenhed, og hvis et et produkt ikke kan overbevise ved sine forskellige kvaliteter, er det uanset pris stendødt.
Vi må dog også i dag så glæde os over de fantastiske regnestykker, som lægges for dagen i denne tråd om højpris-højttalere. Hvis man skulle tro på dem, var der jo selv ved en produktionspris på 0 kr. aldeles umuligt at sælge produktet til 200.000,- på grund af bl. a. høje omkostninger til at udstille dem (!). Sikke en opdagelse, mon Bilka ved det?
Det skal man så nok ikke tro på, ligeså lidt som man skal tro på de af disse mennesker frit opfundne salgstal på adskillige tusind for disse dyre højttalere. Et par hundrede eller et par snese er nok et bedre gæt, men vi kan selvfølgelig tage fejl. Det er blot underligt, at der kun er solgt knapt et par hundrede SME 30 og måske knapt 800 af SME 20 over en 10-20 års periode. Lige meget hvor mange lopper der gøer er hifimarkedet altså en bolchebutik noget overbefolket af godtroende fjolser. Købedygtige fjolser heldigvis.

Biler og hifi

Der sker forunderlige ting i det menneskelige sind, når et firma for eksempel præsenterer et nyt højttalersystem, som for eksempel koster 200.000,-. Den naturlige og fornuftige reaktion burde nok være, at det nok er noget dyrt for et par godt nok ganske nydelige kasser med højttalerenheder indkøbt ude i byen for måske tilsammen en tusse, for det er det jo. Selv om man skal bruge lidt tid på at afstemme sådan en højttaler går der trods alt nok en del mindre tid med det, end der går med at finde de billigste enheder, som man kan slippe af sted med at bruge.
Man behøver ikke være en stor talknuser for at indse, at rentabiliteten for producenter indfinder sig ganske hurtigt efter salg af ganske få eksemplarer af disse dyre højttalere og mange prestigemærker som f. eks. Steinway sælges jo forresten også på verdensplan i et ekstremt lille tocifret antal (det kan faktisk ikke blive meget mindre). Det hænger nu vist sammen alligevel for producenten. I en tråd på et debatforum for ganske nyligt sammenlignede en deltager situationen mellem disse dyre højttalere og bilproducenter i små styktal, her VW/Bugatti Veyron. Produktionen af den sidste giver jo trods høj salgspris helt givet et enormt underskud, men kan man drage nogen parallel til de dyre højttalere som en særskilt dårlig handel forretning for producenten?
Naturligvis ikke, og at der overhovedet kan opstå nogen diskussion om det her er vel ikke akkurat nogen cadeau til hififolkets kollektive intelligens, så absurd er det faktisk. Hvis man skal producere en bil af andet end ganske standardiserede stumper skal man naturligvis lave specialværktøjer til hver eneste del med omkostninger på flere hundrede gange prisen på en gængs standarddel. At lave én eneste Bugatti Veyron koster alene i udgifter til værktøjer milliarder og derefter er det stadigvæk megadyrt.
Når man som de allerfleste højttalerproducenter hverken laver delefiltre, højttalerenheder eller kabinetter selv kan enhver selv med Downs Syndrom lynhurtigt indse, at den eneste nødvendige investering er lidt tid til design og lidt mere tid til produktionslogistik.
Man kan således som Steinway sagtens nøjes med at lave et par sæt af den ganske simple grund, at der i forhold til bilindustrien slet ikke er tale om nogen startomkostninger. Rentabiliteten er der næsten fra sæt 1 og derefter er det rigtigt godt. I den omtalte diskussion af højttalerne til 200.000 er prisen ud af "fabrikken"(som jo ikke rigtigt har lavet noget selv) måske 80.000. Det er tilfældigvis næsten sammenfaldende med den rå fabrikspris på en mellemklassebil til 400.000,- i DK. Er det virkeligt så svært at forstå, at en højttalerproducent, som baserer sig på billigt indkøbte standardkomponenter og højttalerkasser, der jo også ved større styktal i høj grad er baseret på håndarbejde, kan have en noget bedre forretning end bilproducenten. Vi gætter på, at alene transporten af 900 kg. komponenter til produktionen af omtalte mellemklassebil er dyrere end højttalerfabrikkens samlede interne produktionspris på disse højttalere til 200.000,- i udsalg.
Nu er en vare det værd, en kunde vil betale, hverken mere eller mindre, men det er edderbroderemig åndssvagt at sammenligne prissætningen i bilindustrien og hifibranchen og så mene, at der er samme dækningsbidrag ved salg en en Audi til 80.000 og et sæt centraleuropæiske højttalere til ca. det samme. Det er argumenter af den slags, som helt fortjent giver hifitumper et dårligt ry.
Når man køber en bil andre steder end Danmark og lignende afgiftsplagede lande får man et produkt, som har kostet langt den største del af salgsprisen at producere med en dækningsgrad for producenten på ganske få procent. Når man køber et par dyre prestigehøjttalere får man til gengæld et produkt, som det kun har kostet ganske få procent af salgsprisen at producere. Prisen for kunden er altså den samme, men der er altså alligevel forskel, ja faktisk er der ikke nogen lighed. Naturligvis ikke, kun for folk, som skal forsvare det uforsvarlige.

Måske tid til lidt eftertanke.

Ind imellem kan man faktisk godt forstå, at politikerne måske ser noget hovedrystende på lokale initiativer og sommetider er denne skribent endda med i disse. Det gør dem desværre ikke altid hverken bedre eller mere værdige, tværtimod.
For ganske nyligt bidrog denne skribent i en underskriftsindsamling mod en nedrivning af et midtbyhus uden synderlig omtanke forresten. Det skete vist i virkeligheden mest, fordi ham, som rundsendte protesten er en ganske flink fyr. Et nærmere blik på det aldeles ligegyldige hus viste nu blot, at man var blevet spændt for en vogn ført af nære naboer til huset, som vist bare ikke ville have en ny cafe ak ak. Heldigvis hjalp undertegnedes underskrift ikke i denne aldeles uværdige sag.
I Gylling syd for Århus ser vi en helt lignende sag. Ikke mindre end 800 lokale borgere har underskrevet en protestnote mod omlægningen af en busrute. I sig selv er det ganske suspekt, da der faktisk ikke bor tilnærmelsesvist så mange mennesker i Gylling, men det har tilsyneladende ingen overvejet, men det er nu blot en af flere problemer i denne sag.
Et stort og naturligvis ganske uløseligt problem ved enhver bustrafik i tyndt befolkede landområder er naturligvis, at hvis busserne kører tilstrækkeligt mange omveje (f. eks. omkring Gylling, som ligger 5 kilometer syd for Horsens-Odder vejen, hvor der er masser af busser), så gider folk jo slet ikke køre med busserne, fordi en transport på 10 km. kan tage næsten 1 time.
Det andet problem, som denne protestgruppe uvist af hvilken grund har glemt, er så, at allerede i dag er folk i Gylling forlængst holdt op med at køre i bus, nok fordi de ikke gider at køre gennem ligegyldige nabolandsbyer som Randlev og Alrø o.s.v.
Den seneste tilgængelige statistik fra trafikselskabet viser nemlig, at der i dag stiger gennemsnitligt 5 personer på i Gylling. Desværre for pressionsgruppen er dette tal ikke pr. bus, men PR.DAG i alt. Det er da forunderligt og måske smukt, at så mange ædle og pæne mennesker kæmper for sådan en sag, hvor sikkert kun ganske få af dem rent statistisk har været med en bus indenfor de seneste 5 år. Ude på landet plejer det nemlig altid at være de samme (og meget få), som kører med bus. Denne bus-affære er sandsynligvis et af de allerbedste eksempler på den totale uegennytte hos de involverede. Det er så desværre også samtidigt et aldeles glimrende eksempel på en helt unyttig protest uden bare den allermindste smule omtanke. Det er en af den slags protester, som ligesom den med det ligegyldige midtbyhus med undertegnede som medunderskriver giver protester et dårligt navn. Æv!
Det var muligvis den engelske historiker A. J. P. Taylor, som lancerede det lidet flatterende begreb "one of nature´s rats" om en engelsk politiker. Om dette gælder for Janne Giese, direktør i "Copenhagen International Film Festival" ved vi ikke, selv om hun godt nok ser noget bidsk ud. Hun kan nemlig også noget med statistik, som lige er en tand mere durkdrevet, som beskrevet i dagens JP. Eller blot dumt. Det med rotterne passer vist meget godt. Måske hun også bare skulle have tænkt sig lidt om inden hun sminkede sit regnskab med 18.806 solgte billetter for at sikre sig massive tilskud ligesom den lokale biograf Øst for Paradis. Det er vist ikke meget sværere at gennemskue end sagen i Gylling, selv om Gieses egennytte og hensynsløse egoisme i denne sag er af monumentalt omfang og naturligvis helt anderledes end de busløse Gylling-boere (eller måske rettere de Gylling-boer løse busser) Hun er forresten ikke villig til at frigive regnskaberne, fordi de ligger "allernederst i en flyttekasse" De skulle jo ellers være til at finde, når man nu præcist ved, hvor de ligger, men mon ikke det går endda.
Man skal nemlig bare følge pengene eller passagererne eller rettere manglen på samme, så tegner der sig et billede, som desværre ikke er til at misforstå. Det er vist bare et par taber-sager ligesom det med midtbyhuset.

”A straight wire with gain”

Nu var det som bekendt salig Peter Walker, grundlæggeren af The Acoustical Manufacturing Company, som på denne måde beskrev det helt simple, som en ideel forstærker skulle gøre. Han havde nok ikke forudset, at et kabel med forstærkning i faktisk skulle blive lanceret. Det ville han nu også have været ligeglad med, for mage til tåbeligt projekt skal man da lede en del efter.
Efter bekendtskabet med de ellers ganske kontroversielle kabler fra Harmonic Technology (læs: helt ovre i Hakkebakkeskoven) med deres AD/DA konvertere kommer der så et kabel med en indbygget 25 watt forstærker. Nu er det jo ellers ganske tydeligt, at allerede de meget forlængede phonostik i Harmonic Technology-kablet nødvendiggør, at kablet står i en alt andet end dekorativ cirkelbue med en diameter på mindst 50 cm. ud fra den sagesløse phonobøsning, så stift er det på grund af al den indbyggede inderligt overflødige elektronik.
Det bliver så nok ikke bedre med en forstærker indbygget i kablet, til gengæld bliver det meget dyrere, og så kan man vel som med rødvin fra producentens side håbe på, at når bare prisen er høj nok, så opfatter folk produktet som kvalitet uanset smag eller lyd. Det skal såmænd nok vise sig at være korrekt. Hvis man som fornyligt omtalt kan sælge NXT-højttalere som high-end er vist alting muligt.
At ubegribeligt inkompetent, fejlplaceret, voldsomt lydforringende og derudover ganske overflødig elektronik ikke er opfundet i går, kan vi så afsløre i ugens emne på den sædvanlige plads på detBatter-siden om det syge Focusrite-koncept. Heldigvis forsvandt dette sporløst i elektronikhistoriens store affaldskværn, og mon ikke vi trygt kan regne med, at de her aktive kabler gør det?
Ellers håber vi da ikke, at vores delvist aeronautiske emne i denne uge er alt for kedeligt. Et besøg på et flyverhistorisk museum som for eksempel Hendon eller Duxford kan iøvrigt anbefales enhver, som ikke lider alt for meget af klaustrofobi. Man havde godt nok faldskærm under 2. verdenskrig i modsætning til 1., men for bomberbesætningernes vedkommende havde man dem bare ikke på. For at komme ud skulle man nemlig oftest kravle igennem smalle passager og først derefter kunne man så tage den på.
Da var det til gengæld for det meste for sent, og RAF mistede halvdelen af sit aktive personale under 2. verdenskrig, altså nogenlunde det samme som dødshyppigheden for skytter i en "Pulpit" som omtalt i ugens emne (ved hver start altså)
Heldigvis er det blevet noget sikrere at flyve, men til gengæld bliver vi så i stigende grad udsat for et bombardement af produkter som disse kabler med indbyggede forstærkere og konvertere. Man kan så blot håbe, at dødeligheden blandt producenterne og distributørerne af dette bras er nogenlunde den samme som i RAF. Herfra skal der ihvertfald lyde en opfordring til fælles bøn om det.

"Der Tarnhelm" og anden blænd- og blindværk.

I denne uges emne vil vi behandle blændværk og forblindelse, altså det der sker, når virkelighedens verden kun har ganske lidt at gøre med fantasiens, og så er det forresten ligemeget, hvor meget man powerdrømmer. Der går uvægerligt lidt Walt Disney og "Peter Pan på Ønskeøen" over mange af dagens eksempler, mest fordi der har skullet bruges en del tryllestøv fra feen Klokkeblomst for at mange af dagens projekter ville have haft den chance, som de faktisk fik. Det er til gengæld spændende at forsøge at vurdere, om folkene bag de ideer og maskiner, som omtales i dag, nogensinde selv har troet på det. Nogen har vel nok. Selvhypnose var vel også en mulighed inden Ali Hamann gav professionen et sikkert fortjent dårligt ry. Noget har der ihvertfald skullet til for mange af vores designere i dag. Vældigt meget faktisk. 

Nu er begrebet "Tarnhelm" jo godt nok mest kendt fra Wagners mega-operakompleks "Der Ring des Nibelungen", hvor den betegnede en hjelm, som kunne gøre sin bærer usynlig (plus et par andre tåbelige wagnerianske anvendelsesmuligheder, som denne skribent havde Wagner jo svært ved at begrænse sig). Lignende beklædninger har eksisteret i vel nok alle andre kulturer og det nok mest fordi, der naturligvis til alle tider ville have været en kolossal og helt reel efterspørgsel efter dette produkt. Spørg blot teenagedrenge i alle aldre, som således ville kunne luske ind i pigernes omklædningsrum! Det er ikke til at vide, om denne magiske hjelm var inspirationen til dagens første eksempel, men det kan den sagtens have været. Det drejer sig nemlig om en tysk genistreg fra 1. verdenskrig, nemlig det usynlige fly og Wagner var jo osse tysker og sikken en! 

Nu var der dengang under 1. verdenskrig end ikke ikke tænkt på stealth-teknologi, så det djævelske ræsonnement fra designeren var simpelthen, at man ville lave et usynligt fly af glas og gennemsigtigt lærred. Den skarpsindige ville måske her indvende, at man kunne flyve om natten, men der kunne man jo ingenting se, og flyenes vigtigste opgave var og blev artilleriobservation. Den djævelske plan med det usynlige fly skulle måske have været stoppet her, men det blev den nu ikke. Alle var åbenbart som omtalte teenagedrenge ganske forblændede af perspektiverne ved dette vidunder. Man fik faktisk efter enorme omkostninger fremstillet en del af disse fly, som i regnfuldt gråvejr på jorden faktisk så lidt gennemsigtigt-grå ud på samme måde som alle andre fly, som rent faktisk var malet grå. Så langt så godt, selv om det altså ikke var særligt usynligt. 

Situationen var desværre en noget anden i luften, og det var vel i hovedsagen der, man skulle anvende vidunderet. Ved blot tilstedeværelsen af den allermindste smule sol reflekterede de enorme plane glasflader i dette fly nemlig sollyset som gigantiske blitzglimt og derudover blev det "gennemsigtige" lakerede lærred på vingerne i tør tilstand til en næsten ligeledes perfekt lys-reflektor. I stedet for det usynlige fly havde man altså i stedet helt uforvarende konstrueret alle tiders mest synlige fly, som distinkt kunne ses mere end 100 km. væk. Alt det her burde enhver tåbe kunne have forudset, da man jo havde anvendt spejle i militær signalering i tusindvis af år, men måske det bare var den amerikanske tegneseriefigur Mandrake the Magician, som havde været på spil. Han kunne som bekendt også med "en magisk bevægelse" lave en losseplads om til en herskabsstue. Ihvertfald var noget gået helt galt om det så var blænd- eller blindværk. Blændet blev man ihvertfald mange kilometer væk af dette "usynlige" fly og så var det jo ligesom ikke rigtigt usynligt længere. 

Dette misfoster af et fly kunne ellers være kommet i kamp med et samtidigt og ikke meget heldigere engelsk fly, i virkeligheden nok noget værre, ihvertfald hvis man var skytte. Det drejede sig om jageren med det ildevarslende navn "Pulpit" (som jo ellers betyder prædikestol, men læg især mærke til forstavelsen pulp-, det er den betydende del) Som bekendt var det jo Fokker, som først fandt ud af at skyde ud gennem propellerne ved at anvende et faktisk ret simpelt afbrydergear, så man ikke skød sin egen propel i smadder. Mens englænderne stadigvæk arbejdede på dette dengang vanskelige problem, bl.a. med pansrede propeller, som naturligvis blot fik projektilerne til at flyve i alle retninger (mest tilbage mod piloten, ikke helt uventet) lancerede man sin egen "stop-gap"-løsning. Man tog nemlig en normal jager og monterede simpelthen noget, som mest lignede en flad lerskål kendt fra mexicansk madlavning foran propellen som en ekstra "snude". I den placerede man en maskingeværskytte, hvis eneste holdepunkt var selve geværet, da man ikke havde monteret nogen sele. Det var nok farligt, men langtfra det farligste, vel i sammenligning med de virkelige farer en slags barneleg. 

Nu må man så forestille sig denne ulykkelige mand sidde der i sin lillebitte skål, mens han så skulle forsøge at dreje sit gevær med meget begrænset bevægelighed mod en særdeles bevægelig fjende, men det var ikke det største problem i luften. Det var det derimod for ham at undgå at blive halshugget af propellen, som roterede 10 cm. bag ham under pilotens voldsomme manøvrer under luftkampen. Hvis han så havde undgået det, blev det til gengæld for alvor farligt, for desværre var den ubehagelige statistik, at omkring 50% af alle fly gik på næsen under landingen. Det skete der normalt ikke meget ved, da piloten var fastspændt. Det var den ulykkelige skytte bare ikke i "Pulpit"-jageren derude foran propellen og dødeligheden under denne ganske normale hændelse var helt præcist 100%, idet han enten blev hakket i skiver af den roterende propel eller i de heldige tilfælde, hvor propellen var blevet knust (den var nemlig af træ) blot blev knust mellem motoren og jorden. At dette fantastiske fly nogensinde kom i rigtig luftkamp (for det gjorde det) var vist endnu et eksempel på, hvor blinde designere kan være og selv ikke nogen magi fra magikeren Mandrake kunne hjælpe her. Vi må håbe at designeren af dette fly har haft sin egen Tarnhelm til at gemme sig med for alle de efterladte efter alle ofrene for dette fly. Se det vistnok eneste overlevende eksemplar på RAF-museet i nord-London, det er vildt!. 

De øvrige eksempler i dag stammer fra vores egen elektroniske verden og er ikke meget dummere end den djævelske, usynlige flyvemaskine og selvmorder-jageren. Det første drejer sig om en de de 2 første engelske producenter af båndoptagere (den anden var EMI), nemlig forlængst hedengangne Ferrograph. Baseret i det gamle industriområde South Shields øverst oppe i nordøst-England havde man baseret på rapsede tegninger fra Nazi-Tyskland gennem firmaet Wearite i adskillige årtier lavet spolebåndoptagere. Disse var ikke teknisk særligt sofistikerede for at sige det temmeligt mildt, men de var ganske vellydende og ganske pålidelige. Man ser forresten i alle engelske politiserier som Barnaby, Morse m.m. de allersidste rester af dette imperium, nemlig NEAL-kassettebåndoptagerne, som endnu bruges overalt. 

Efterhånden var man dog ved at blive teknologisk håbløst overhalet af Studer-Revox, 3M, Ampex, Mitsubishi, Otari og mange andre, som tillige tilbød multispors digitale båndoptagere baseret på brede magnetbånd. Ferrograph var mere og mere begyndt at ligne et teknologisk Frilandsmueum. Investeringer i den målestok, som det ville kræve at komme på omgangshøjde med den teknologiske udvikling, var langt udenfor Ferrographs rækkevidde, så derfor besluttede man sig med den overbevisning, som kun total blindhed og selvforblændelse giver: Man besluttede sig simpelthen til at udvikle og lancere sit eget format, nemlig den optiske disc. I dette digitale system, som blev lanceret i starten af 1980-erne, har man nok været noget forblændet af det perspektiv, at disse nye digitale maskiner faktisk ikke behøvede nogen særligt præcis mekanisk fremføring for at virke, og lige med hensyn til mekanisk upålidelighed var man efterhånden blevet markedsledere. 

Det nye optiske system virkede faktisk ganske fint (i modsætning til blitz-flyveren, som endda ikke fløj ret godt og derudover tiltrak millioner af parringsivrige insekter), men der var alligevel tale om omtanke på nogenlunde samme niveau. Man havde nemlig fuldstændigt udtømt sine finansielle reserver for at udvikle systemet (og havde endda indhyret virkeligt brilliante teknikere), men man havde blot glemt, at man skulle sælge varen. Det koster som bekendt altid mange penge at sælge et produkt og langt flere at sælge et nyt. Ikke overraskende var der derfor ikke nogen kunder til formatet, som dræbte gamle Ferrograph. At der ikke var noget galt med konceptet bevises jo af, at et ganske tilsvarende produkt med en optisk disc stadigvæk produceres i den tunge broadcast-afdeling af Sony. Blind udvikling var dræbende for gamle hæderkronede Ferrograph og så døde de bare efter 50 år. 

Helt så galt gik det ikke for engelske Focusrite, som tidligere har været omtalt i disse spalter. Helt fra grundlæggelsen på basis af ét eneste produkt, nemlig en mixer i 1970-erne designet af multi-geniet Rupert Neve, var "alle" produkterne fra Focusrite (der var nemlig ikke meget mere end en god håndfuld), allesammen variationer over den oprindelige mixer. Man kunne således købe en fin rød-metallic Focusrite, som indeholdt en mikrofonindgang fra denne mixer, en anden, som indeholdt en kompressor fra samme og sågar en tredie, som kombinerede de 2 (!) , helt vildt. Da så den digitale bølge i 1990-erne rullede ind over verden, besluttede Focusrite sig til at foretage et kvantespring. Man ville simpelthen tilbyde det bedste af begge verdener, den analoge og den digitale. Det var et spændende koncept eller måske snarere en smule vovemodigt, fordi man kun havde begrænset ekspertise på den ene og ingen på anden. 

Måden, det skulle foregå på, kræver lidt beskrivelse, og hvis det lyder helt debilt, er det såmænd nok, fordi det er det. Hele ideen var at lave et analogt kontrolcenter, hvor man kunne konvertere et digitalt signal til det analoge domæne, hvor Focusrite havde sin (eneste og dermed spids-) kompetence. Når man så i dette mekanisk imponerende center til over en kvart million så havde manipuleret lyden, kunne man så konvertere signalet tilbage til digitalt domæne gennem egen AD-konverter. Alt dette indbefattede ialt 2 kanaler. Da det var langt oppe i surround-tiden med det stigende behov for mange kanaler, burde det nok fra starten have dræbt udviklingen, men det gjorde det nu ikke. Man lancerede det altså alligevel, og verden fik et billigt grin. Det var mest billigt, fordi ingen købte det, ellers ville det unægteligt have været dyrt. Dyrt og meget dumt, som vi skal se. 

Det første problem, som man som mulig køber bemærkede var, at der jo var en modstrid i først at indspille signalet fra en mikrofon gennem en almindelig forstærker og så sende det fremkomne liniesignal ind i dette system for at udnytte den faktisk fine analoge Focusrite-mikrofonforstærker, som jo derved blev helt overflødig. Denne mikrofonforstærker skulle man nok bare have brugt fra starten, nu fik man ikke gavn af den. Et langt større problem var det, at man havde insisteret på at lave sine egne DA/AD-konvertere. Da man ikke lavede digital elektronik overhovedet, endte det hele med at blive en total vits. For at dette fine system skulle have nogensomhelst (ganske vist noget søgt, men alligevel) anvendelse, skulle konverteringen fra digital til analog og tilbage igen jo være uhørlig. Ellers ville dette kunstigt indføjede analoge led jo være ikke blot overflødigt, men totalt ødelæggende. 

Det var den bare ikke, uhørligt altså og næsten så langt fra, som noget nogensinde har været. En AD/DA-test i et tidligere job gav næsten et teenagepige-grineflip hos alle medarbejderne, så ringe var det. At købe det her prestige-produkt ville simpelthen blot ved at komme ind i indspilningskæden helt uden brug af nogen andre funktioner ødelægge al kvalitet. Det er således også udover at være et af verdens overflødigste også et de ringest designede produkter. Det var vist mest selv-forblændelse. Det var dog ganske flot og man skal altid huske at rose, har jeg fået at vide. 

Sommetider opnår produkter en succes, som er noget uforklarlig, sommetider er der en slags forklaring. Det sidste er der for eksempel i tilfældet Chord Electronics, som fremstiller nogle af verdens skulpturelt flotteste forstærkere og flotte, det er de virkeligt. Der er simpelthen tale om vores branches måske mest fremragende kunsthåndværk. Elektrisk er de allesammen baseret på en efterhånden noget gammeldags switch-mode strømforsyning, som grundlæggeren John Franks oprindeligt udviklede i sin tid som radartekniker. I lighed med andre switch-modes er der visse fordele og samtidigt desværre også sikkerhed for, at peakeffekt og vedvarende effekt er temmeligt ens, men det nævnes pudsigt nok aldrig. Det er underligt, for den ene må jo naturligvis være lav og den anden høj, underligt. 

Selve forstærkerkredsløbene er ganske konventionelle men med et lille "twist" I lighed med f. eks. ATC kræver Chords udgave nemlig termisk stabilitet for at lyde optimalt, det vil sige det skal være tændt mindst en time. Det kan man så bare gøre og man vil aldrig nogensinde være i tvivl om den er varm nok, så grimt lyder den. GRIMT! Ellers er den helt fin.Det vil sige, det er den kun, til et eller andet fjols giver sig til at blæserkøle den. Der skal nu også temmeligt meget af en syg kyllingehjerne til at gøre det, da forstærkeren faktisk er både stor, åben og rigeligt forsynet med køleribber udover den simple kendsgerning, at den uhyre kun langsomt bliver bare det mindste lunken. Det er jo også derfor, det tager så lang tid for den at stabilisere sin arbejdstemperatur. Ikke desto mindre besluttede Dynaudio sig til at anvende disse fine forstærkere som OEM fra Chord under eget navn til salg sammen med studiomonitorerne fra Dynaudio Acoustics. Til det monterede man et par ikke-termisk regulerede højhastigheds-blæsere og sikke det lød! 

Blæserne forhindrede simpelthen forstærkerne i nogensinde at blive varme nok til nogensinde at hæve sig over transistorradio-niveauet i kvalitet. Hvis man nogensinde har kunnet bilde sig ind, at det lød godt, må man simpelthen have været stokdøv. Det værste i denne sag var så, at man aktivt i sin blindhed forhindrede forstærkeren i nogensinde at lyde bare lidt godt Som en lille krølle skal det da med, at faktisk også Focusrite lancerede den samme forstærker fra Chord Electronics som sin egen med fin rød skulpturel forplade, men der havde man dog åndsnærværelse nok til at udelade blæseren. At så professionelle brugere ikke rigtigt gad vente flere timer for at den grimme lyd skulle gå væk antydes af, at Focusriten forsvandt hurtigt. At samme brugere så alligevel med den rette historie er ligeså døve som hifientusiaster bevises så af, at Chord stadigvæk er vidt udbredt i professionelle kredse. 

Man kunne med god ret have fundet massevis af lignende eksempler i dag, men vi gemmer noget til en anden gang. Som for eksempel det fantastiske eksperimental-fly i USA i 1920, som var konstrueret af en falleret læge og hvis vinger var lavet at et så blødt og eftergiveligt materiale, at det som vingeløs fugl styrtede ned aldeles øjeblikkeligt. Det lykkedes dog i lighed med de senere leverancer af ubrugelige Westland-helikoptere til det danske forsvar lige for konstruktøren at sikre sig pengene fra Forsvaret inden den styrtede ned. 

En anden, som vi tager op ved en anden lejlighed, er udviklingen indenfor radiotunere. Her har der helt sikkert også skullet en god del blindhed til eller måske blot en magisk bevægelse a la Mandrake fra gamle Willi Studer til overfor Studers konstruktører for at overbevise dem om, at man rent faktisk var i færd med at lave tunere med bedre lyd. Det var man nemlig ikke og det var man forresten heller ikke med hverken båndoptagere, forstærkere, højttalere eller noget som helst andet, men som sagt det er en helt anden historie, måske i virkeligheden den ultimative historie om grænseløst hovmod og selvforblændelse, men altså først en anden gang. 

”American Beauty”

Desværre kom der jo måske af delvist ubønhørligt logiske grunde aldrig en opfølger til denne glimrende film, men det er der til gengæld kommet til filmplakaten. Som enkelte vil huske, var denne jo prydet af en nydelig afklædt ungmø delvist indhyllet i og liggende på et leje af rosenblade, ganske overordentligt dekorativt.
Nu har denne plakat fået en renæssance på dansk og sikken en! Det drejer sig nemlig om den store danske sangerinde Jette Torp, som på reklameplakaten for sin nye verdensturné er blevet afbildet på et leje af rødt mikrofonkabel og tækkeligt indhyllet (puha-heldigt!) i en rød kjole, som ligner noget, der er lavet i samme materiale.
Nu er sådan noget kabel temmeligt stift og derfor bliver kjolen derved tilsvarende cylindrisk eller måske snarere dobbelt-keglestub-formet, men man har alligevel tilsyneladende opnået en glimrende pasform på fr. Torp. Det er heldigt, at kropsformen med alderen åbenbart tilnærmer sig hvalfiskens på samme måde som universet tilnærmer sig entropi. Ihvertfald passer kjolen fint.
Nu er det her på tærsklen til den højhellige søndag ikke tiden at forsøge at forske i de dybere symboler i denne overordentligt yppige kvinde på sit slangeleje, det ville også alt for let udarte til nogen lettere lumre tanker om seksualforskrækkelse eller måske snarere det modsatte. Nu er det jo ellers fra den græske mytologi lidt problematisk for kvinder med alt for mange slangekrøller, men det gav dog alligevel slangekvinden Anniqa en vis varig berømmelse, men sandt og sige bulede hun jo også ud andre steder end fr. Torp.
Hvilken forstyrret hønsehjerne som har lanceret reklamekampagner som den her vides ikke. Sikkert den samme, som forsynede Sisse Fisker med en spændende analyse i går aftes (hun har forresten for indviede kredse et lignende og forresten rimende tilnavn, men det lader vi lige ligge pga den tilstundende højtid). Om så fr. Fiskers tilnavn dækker hendes kompromisløse vilje til ideel journalistik gennemført med alle midler ved vi til gengæld ikke. Sikkert ikke.
Det drejede sig om smart kvindeundertøj. Dette blev ifølge fr. Fisker ikke indkøbt til at fremkalde de fra Pavlovs eksperimenter med savlende hunde så kendte "betingede reflekser" hos ligeledes simpelt tænkende mænd med ganske tilsvarende fysiske reaktioner. Næh, næh, undertøjet blev såmænd kun brugt til at imponere andre kvinder, når man sammen skulle klæde om til træning (!!!!) Nu kan man måske forsagt indvende, at lingeri-industrien havde det ganske fint et par århundreder inden fitness-industrien kom til for ganske nylig, men i lyset af den skarpe analyse fra fr. Fisker blegner sådanne indvendinger naturligvis.
Om det så betyder, at kun kvinder vil komme til fr. Torps koncerter for at studere hendes avantgardiske dress ved vi naturligvis ikke, men selv mener vi at kunne modstå fristelsen. Men sikke en plakat og selve kjolen er såmænd endda udstillet i Jette Torps egen billet-butik på Åboulevarden her i byen. Denne udstilling er endda lige ved siden af en restaurant, så de må om nogen vide, hvad vej de betingede reflekser hos publikum peger. Selv vil vi gætte på en vigende omsætning på denne restaurant, men som sagt, se plakaten og døm selv.