Drømme.

Som bekendt hersker der borgerkrigslignende tilstande i Kenya efter det seneste og måske fuskede valg. Det havde der nu ikke behøvet at gøre, hvis man ellers skal tro repræsentanter for den danske nødhjælpsindustri. Det skal man nu nok ikke, for deres anklager mod ineffektiv dansk bistand i denne sag er måske noget kuriøse.
I fuld alvor mener disse visionære samfundshjælpere nemlig, at det var et forsinket dansk ulandsbidrag med computere til optælling af stemmer, som åbenbart skulle være en væsentlig årsag til hele miseren i Kenya. Ifølge dem skulle det nemlig så have været meget sværere at fuske med stemmetallene, fordi indrapporteringen jo kunne blive meget hurtigere.
Nu er der i denne demokratiforståelse vel nok et par småproblemer for nu at underdrive lidt i dag. I virkeligheden er det nok analyser og forståelse blandt eliten af hjælpearbejderne på det her niveau, som allermest truer den danske ulandsbistand. Demokrati vokser ikke ud af et computertastatur ligeså lidt som paralleløkonomi og sort arbejde forsvinder ved at det bliver nemmere at angive moms og skat. Vi tror også på, at der findes mange computere i både Bazar Vest i Århus og Sønderjylland uden at den lettere adgang til at betale skat og moms alligevel rigtigt er slået igennem, men måske computere kun fremmer demokrati..
Mennesket fusker hvor det kan, og den eneste positive hjælp disse danske computere kunne have givet til Kenya ville have været som sikkerheds-backup for den kleptokratiske præsidents pengeoverførsler til private konti i udlandet. Som bekendt leverede allerede danske dengang Regnecentralen hulkortløsninger til brug i de sovjetiske valg i 1970-erne, hvor man aldeles omgående registrerede valgprocenter mellem 100.0 og 113.1 ( den sidste for salig Brezhnjevs kreds). Dengang som nu var teknikken magtesløs overfor menneskers grådighed. Dengang grinede vi af det, men vi lo tydeligvis for tidligt.
Samme analyseniveau ser vi nemlig hos vores venner på hifi4all. I går lancerede vores detBatter-side jo som "breaking news", at et nyt spændende hifi-kabel fra Harmonic Technology med aldeles idiotisk og inderligt overflødig indbygget elektronik kunne kandidere til titlen "Årets latterligste produkt" Heldigvis var der da nogle stykker, som tog denne ide op derovre med en vis humor.
Det har naturligvis ikke afholdt et par branchemedlemmer og et par af vennerne (hvem vil ikke osse gerne være en "hangaround" for en hifihandler eller køre i Mercedes for den estiske mafia) fra at fare i flint. Det er som tidligere nævnt helt ligemeget, hvor idiotisk og direkte lydforringende et produkt er, der vil altid være folk som mener, at man "skal lytte" inden man udtaler sig. Det indbefatter åbenbart også produkter af en karakter, som får enhver fornuftigt tænkende person til at kaste op af grin, og debatten om værdien af polerede sikringer er inderhalet her med fuld fart. Med en komfortabel margin er dette kabel med elektronik, DA/AD-konvertere og det hele foreløbigt topkandidat til titlen årets mest lydforringende produkt.
Nu kunne man måske kortvarigt få sympati for disse søgende mennesker på samme måde som med småbørn, som putter alting i hovedet (læs:munden), men denne orale fase plejer for alle andre end hifientusiaster hurtigt at aftage. I stedet kommer disse sent udviklede entuaster åbenbart til at blande den orale og den anale fase sammen, for det er vist den bedste betegnelse for disse "branchemedlemmers" hjernedøde omtale at dette nye vidunderprodukt.
Vi drømmer vel alle om en bedre verden, men der er altså både sorte kriminelt tyvagtige præsidenter og deres medløbere i Afrika og hifi-dummernikker med deres ditto her i Danmark, som står afgørende i vejen. Den samlede årsproduktion af Dell-computere leveret i Kenya er ingen garanti for demokrati (men nok for stærkt faldende priser på Dell-computere på markederne i områderne omkring havnebyerne)
Det værste er i den her sag, at det helt foregår i hovederne på os her i oplyste Danmark men som sagen med hifi-kablerne viser er oplysningen måske ikke trængt så frygteligt langt ud igen. Vi kan vist stadig drømme om bedre tider. Der er bare så forfærdeligt meget at drømme om, men man kunne vel starte med lidt mere obligatorisk fysik.
Konklusionen er under alle omstændigheder, at dette succes-lokomotiv indenfor vores branche enten er på vej forbi os og opefter med en forrygende fart eller noget andet, under alle omstændigheder er der åbenbart fuld fart på. Det er nok et tilfælde, at vi nævnte denne artikel i dag i forbindelse med Ny Alliance. Det er sådan noget jo tit.
Iøvrigt er der i dag i verdens bedste jy(d)ske avis en test af fabriksfremstillede asparges-supper. De har heller ikke alt for meget at gøre med virkeligheden.

Når det bare kører.

Nu er succes sådan noget flygtigt noget. Når man som Naser Khader er blevet enevældig partileder og alting kan man jo dårligt komme højere, skulle man altså tro. Det er så bare underligt, at han ikke ser spor glad ud. Som tidligere omtalt på denne side har han set uendelig syg og udslidt ud fra længe før valget og det er nok derfor, at han som tidligere macho-mand ved valget mistede så mange af sine ellers trofaste kvindelige vælgere.
Videnskaben har jo nemlig vist, at kvinder ubetinget foretrækker sunde mænd, og det er Khader altså ikke i denne tid. Han er en så usandsynlig helt, at selv ikke opbydelse af den allerstørste gode vilje kan gøre ham til en stærk leder. Det kunne den nu afgåede Gitte Seeberg jo til gengæld have været og det har da været sjovt at studere de 2 sammen i medierne.
Nu ved enhver hotelportier erfaringsmæssigt blot ved et enkelt blik på et par, som kommer hen imod ham, om de er gift, enten med hinanden, slet ikke eller med andre. Således har det også været helt fra starten med Khader og Seeberg, de har nemlig aldrig været sammen bare et øjeblik, selv om de tilsyneladende ellers stod der helt tæt sammen. Seebergs ekstremt utålmodige og arrogant storesøsterlige(enebarnlige?) attitude har altid stået som modpol til den evigt famlende og forvrøvlede Khader og det gælder simpelthen på ALLE billeder, se selv efter. Det har aldrig rigtigt kørt for Khader siden hans karrieremæssige højdepunkt under Muhammed-krisen og det kommer aldrig til at køre for Seeberg med den attitude. Ikke underligt at selv ikke-faguddannede hotel-portierer som f. eks. alle vælgere kunne se, at noget var forkert. Det var det jo også, helt forkert endda.
Til gengæld kører det for vildt for en af vores lokale kolleger, som er portrætteret i seneste nummer af det danske netmagasin Monitor.dk. Denne artikel, som i kritisk analyse ligger næsten helt oppe på højde med en pressemeddelelse fra Arla, skildrer en eksplosivt dynamisk virksomhed med en helt tilsvarende vækst, og det er altså en usædvanlig præstation på dette stagnerende marked.
At dette naturligvis ikke er tilfældigt får man tydeligt indtryk af, ja der er næsten tale om opfyldelsen af en gammeldags newtonsk naturlov, at denne virksomhed har succes, så rationelt og samtidigt kompetent og venligt foregår det hele. Ihvertfald ifølge "artiklen".
Nu handler vi ikke selv der, de vil nemlig ikke handle med os uvist af hvilken grund, så derfor er vi afskåret fra at videregive personlige erfaringer. Det kunne ellers have været sjovt at forske lidt i, hvordan denne virksomhed, som ellers har udliciteret både bogholderi og lager-funktioner og dermed jo principielt er vældig rationelt drevet (det står der da), alligevel opnår den ikke altfor flatterende kredit-rating C hos en førende dansk analytiker. Det er nemlig den allerdårligste kategori og indikerer normalt røde lamper hos leverandører, selv om det jo at snakke finanser i forbindelse med denne eksplosivt voksende virksomhed måske minder om at snakke benzin-økonomi i Ferraris Formel 1-racere. Det går da i det mindste stærkt.
Oversat til købmandssprog står der simpelthen, at "kredit frarådes" i bureauets kommentarer til vores gode kollega. Det kan jo selvfølgelig skyldes, at enhver voldsom ekspansion altid er kapitalkrævende (for det er den, det kender vi selv til), men denne ikke-kreditanbefaling har stået der temmeligt længe. Som enhver handelsskoleelev ved, hæmmer det virksomheden en hel del, da kreditorer så ikke kan opnå forsikring af tilgodehavender.

Det skal nok passe.

Forleden omtalte vi ganske skematisk sagen om massevis af kakerlakker på den lokale højtprofilerede Cafe Carlton. Det er jo også altid spændende, når der kommer nye interessante dyr til Danmark i stedet for den vistnok nu uddøde urhøne og uroksen og andre åbenbart mere tidsbestemte dyr.
I den sammenhæng undrede vi os over, at den kommunale skadedyrsbekæmpelse under Natur og Miljø ikke havde informeret Fødevarekontrollen (som iøvrigt nu hedder Fødevareregion, men det bliver det nok ikke meget bedre af) Det viser sig nu, at det har de sandelig også. Forvaltningschef Claus Nickelsen fra N.M. siger nemlig nu: "Natur og Miljø, Århus kommune har telefonisk orienteret Fødevareregionen om kakerlaksagen".
Søreme om der sås tvivl om rigtigheden af dette. Kontrolchefen ved Fødevareregionen mindes nemlig slet ikke en sådan opringning, men som han så fornuftigt siger: "..men det ville have været godt, hvis vi var blevet kontaktet i sagen" Åbenbart står her påstand mod påstand og så vel alligevel ikke, selv om journalisten ikke spørger ind til det mere centrale i den her sag desværre. Det helt banale er jo, at den ene myndighed ALDRIG NOGENSINDE ville kontakte en anden myndighed telefonisk. De ved jo da i det mindste om nogen, hvilket fantastisk spild af tid det er. Det er simpelthen også uden hjælp fra det fra TV ellers ret populære kriminaltekniske undersøgelsesteam CSI ganske let at fastslå, at når selve chefen for Natur og Miljø stiller sig op og siger sådan noget i en sag, han umuligt kan vide bare det allermindste om, tja så er det nok næppe hele sandheden om overhovedet noget af den.
Indenfor alle offentlige instanser drejer det sig om ikke at ende med sorteper, og hvis man havde benyttet mail havde der jo ingen tvivl været. At man så formentlig i alle andre sager end lige præcist denne i Natur og Miljø har benyttet dette ellers ikke særligt nymodens computerværk (sikkert også i mange sager, hvor en simpel opringning ville have klaret problemerne langt nemmere), gør jo heller ikke udsagnet mere troværdigt.
Fakta er vist helt klare her: Når der ikke foreligger noget skriftligt på mail omkring en indrapportering fra kommunens Natur og Miljø til Fødevareregionen, så er det fordi der ikke findes nogen. Som enkelte vil huske i den pinlige sag om Ford Explorer (senere kendt som Ford Exploder), var der også her en ingeniør, som korrekt påpegede, at benzintanken vist udelukkende var placeret af hensyn til for kommende selvmordsbombere. Han var smart nok til at nedfælde det i et internt memorandum, så han ikke blev "the fall guy" og så smarte er folk altså osse i kommunen. Det tiltror vi dem i det mindste.
Om ikke andet kan dagens ret simple detektivarbejde da medvirke til at lette arbejdet for dem, som skal undersøge, hvorfor denne sag blev "glemt" så bekvemt. Man ved da nu hvor man skal søge efter de brådne kar. Man kunne jo for eksempel starte med chefen. Der er nu næppe nogen som ligger søvnløse i denne sag, det skulle da være de nylige gæster på Cafe Carlton, som jo så også har en vis grund til det. Ellers kan vi jo nok trygt regne med, at retfærdigheden vil ske fyldest helt på samme måde som i sagen med bedrageriet i biografen Øst for Paradis. Desværre.
Måske bare Napoli er flyttet lidt nordpå til Århus for tiden.

Tomme håndboldhaller og store håndboldspillere.

Efter den danske triumf i weekenden bliver det så for denne skribent ganske interessant at se, om håndbolden kommer til at slå igennem som den nye danske nationalsport. I det mindste må man jo sige, at landets viseste fædre og alle de gamle nu nedlagte småkommuner har lagt grundstenene til en fornyet vækst.
Landkommunerne overalt i landet er simpelthen plastret til med idrætshaller, som udover at være tomme stort set uden undtagelse indeholder en helt reglementeret dimensioneret håndboldbane og så iøvrigt ikke rigtigt andet. I forbindelse med kommunesammenlægningen blev der yderligere bygget en mængde haller for at få tømt kasserne.
Til gengæld har det jo så tilsvarende knebet med at få fyldt noget i disse haller, ikke mindst brugere og publikum for blot at starte et sted, mest fordi de ikke har været tilpasset den moderne wellness-virkelighed. For ganske nyligt kom det frem, at man faktisk overvejede helt at lukke eller forsøge at ombygge en hel masse af disse monumenter over landboungdommens idrætsudøvelse.
Efter den danske triumf kan det være, at man udsætter det en smule, men det kommer nu næppe til at ændre nogetsomhelst. Den gamle håndboldsport er alligevel død og det på en måde, som ikke publiceres særligt godt. Håndboldspillerne, ialtfald de mandlige, er nemlig sammen med basketballspillerne (som godt nok har været det hele tiden) blevet dinosaurer. De er nemlig i det seneste årti blevet ganske kolossalt store, men nu spiser de sikkert også meget sundt og varieret. Tidligere tiders høje storspillere som Anders Dahl-Nielsen ville i dag med sin fysik fra dengang næppe kunne begå sig mod et juniorhold. Han ville simpelthen blive kvast. Selv i landområder med rigelig kost er der altså ganske få kandidater til det danske basketball-landshold eller altså ditto håndbold. Der er gået lidt uddød irsk kæmpehjort i de her store og muskuløse mænd.
Til gengæld er det så egentlig påfaldende, at en håndboldspiller, der trods alt sjældent spiller mere end halvdelen af tiden i 2 gange 30 minutter, ikke som en fodboldspiller, der dog gør det i 2 gange 90, allerede ved den 2. kamp på 2 dage nærmest vakler rundt af træthed.
Så vidt undertegnede kender undersøgelserne, opererer mange fodboldspillere hele kampen med tæt ved maximal puls og alligevel spiller de altså hele kampen ved EM/VM med næsten samme frekvens som håndboldspillerne. Håndboldspillerne må altså være i væsentligt dårligere form eller også er der andre forklaringer. Det kan jo ikke være doping, som får sportsudøverne til at over-performe, så de næsten omkommer, og så er det jo forresten osse danskere.
Det er naturligvis ikke sådanne trivielle ting vi skal beskæftige os med på denne for Danmark så store dag, men det er altså lidt mærkeligt alligevel. Herfra tror vi ikke, at man ude i landet behøver at revidere de gamle planer om at ombygge eller nedrive alle de overflødige håndboldhaller. Herrehåndbold er alligevel det nærmeste, man i dansk sport kommer til gladiator-tvekamp mellem store muskuløse mænd, og dem er der ikke særligt mange af, ikke nok til at fylde alle de tomme haller ihvertfald. Håndbold er ved at udvikle sig lidt i retning af et overdimensioneret freak-show ligesom allerede tidligere basketball. Det bliver spændende at se, hvor meget disse store mænd skal vokse inden næste EM for at genvinde titlen. Vores gæt er mindst 10%.

Worst case - hvor galt kan det gå?

I dag vil vi forsøge at være lidt filosofiske, men bare rolig, det drejer sig om såre menneskelige ting, nemlig det at forestille sig det værste, som kan ske. For mange mennesker er dette nemlig så slemt, at vi mener, at det afgørende påvirker hele deres sociale virksomhed, ja faktisk lammer det måske endda naturnødvendigt hele organisationer i det danske samfund, som er dømt til at dø, hvis de ikke indser disse faktisk ret enkle sammenhænge. Angsten for, hvor galt det kan gå, virker simpelthen lammende på menneskelig virksomhed, ikke mindst i de større fagforeninger, men det kommer vi til. Der kan der også være ganske meget at miste, sommetider helt sindssygt meget. 

I den anledning bliver det nødvendigt at introducere en af de allerstørste helte for denne skribent. Det drejer sig om formanden for det amerikanske senat, ham, som hedder Mr. Speaker. Nærmere betegnet taler vi om den berømte Thomas Reed med øgennavnet "czar" Reed, som virkede fra omkring 1890 og et årti frem.Nu var Reed ikke en konventionel helt. Intet tyder nemlig på, at han var særskilt fysisk modig. Det behøvede han nu heller ikke at være, han var nemlig efter datidens målestok helt kolossalt kæmpestor med sine godt 2 meter og 150 kg og enormt stærk. Dog var han alligevel en helt afgørende forudsætning for, at det amerikanske folkestyre overlevede en af sine allerstørste kriser. Det drejede sig simpelthen om, at selve samarbejdet mellem Senatet og præsidenten lå totalt i ruiner og al lovgivningsarbejde faktisk var lammet på ubestemt (og dermed bestemt længe, antageligt evig) tid. 

Reeds recept var simpel, men tog flere år at implementere. Han fik simpelthen gradvist ændret forretningsordenen, således at et mindretal ikke som hidtil kunne vælge at blokere alt arbejde og alle afstemninger. Denne enormt trælsomme proces gjorde ham hadet overalt i Kongressen og kun respekteret hos uhyre få. Til gengæld anså han det som sin pligt, og uden ham havde Unionen næppe kunnet bestå. Hele hans hemmelighed, (som denne skribent altid har anvendt som morgenmantra) var simpelthen, at han helt tydeligt og klart havde forestillet sig et "worst case"-scenario. Det var simpelthen det, som han konstant holdt sig for øje i alle de tilsyneladende endeløse (næsten!) og menneskeligt ødelæggende og opslidende debatter, som han skulle forsøge at civilisere. 

Han holdt sig nemlig konstant for øje, at han jo ikke behøvede gøre det, han kunne jo blot lave noget andet og det kunne han forresten begynde på øjeblikkeligt, i hans eksempel altid samme eftermiddag. Nu var Reed advokat, og man må forestille sig denne slagkrydser af en mand sidde og kikke ud i luften og måske forestille sig det kendte billede, kendt fra Brugsen-plakaterne, af en glad vagabond, som i modsætning til den grå hob på vej til fabrikken i billedets sort/hvid side glad, naturligvis vælger den farverige lund på den anden farvelagte side af billedet. Hemmeligheden var simpelthen, at når han sagtens kunne gøre det, altså blot tage sit gode tøj og gå ud af døren, behøvede han jo netop ikke at gøre det. Han kunne jo simpelthen gøre det til enhver tid, så derfor gjorde han det først mange år senere, da demokratiet atter var sikret. Derefter blev han den succesfulde advokat, som han så sikkert vidste, at han til enhver tid kunne være blevet. Reed var en usandsynlig helt ganske uden konventionel heltemod, men sikke en. 

Nu var Reed i den heldige og for mange ganske misundelsesværdige situation, at han også ganske realistisk havde et alternativ. Hans "worst case" var således ikke set udefra så slemt endda, da han jo til enhver tid kunne genoptage sin advokatgerning. Det er naturligvis ikke hele sandheden, da Reed faktisk allerhelst ville have været præsident, men det blev han nu ikke. Dertil var han hadet af for mange for sin ensomme og uglamorøse kamp for demokratiet, naturligvis ikke mindst af dem, som han havde banket på plads og banket, det havde han. Han var en af amerikansk politiks mest frygtede og skarpeste modstandere i enhver debat, om mængden af aforismer fra hans mund er talløse og i dag klassiske. 

Ikke desto mindre leder det til et par andre historier om "worst case"-scenarier og her vil vi introducere dagens tese, nemlig at et scenarie kan være så forfærdeligt, at man umuligt kan overskue det. Sommetider er vejen tilbage simpelthen ikke farbar. Vi taler her om bestyrelsesmedlemmer og formænd i de fleste fagforeninger. Her er "worst case" nemlig så grusomt, at det ikke engang kan overvejes. Det ville jo nemlig indebære, at man skulle dele arbejdsvilkår med sine medlemmer. Derfor er det primært noget, som er et problem i de store ufaglærte eller lavtkvalificeredes fagforeninger naturligvis. Det er lidt anderledes for højere uddannede og det er meget anderledes på arbejdsgiversiden. Lad os tage et par eksempler. 

Når man ser folketingsmedlemmet for SF, min gamle sommerferiekammerat Ole Sohn ligner han jo næsten præstedatteren Margrethe Vestager, men han er noget helt andet. Han tilhører nemlig ikke polit/oecon/jur/-mafiaen, endda slet ikke. Sohns uddannelse består af en HF og derefter var han det, der dengang hed "specialarbejder", indtil denne overbeviste kommunist blev formand for SID i min hjemby Horsens, ja endda min egen formand i mit feriejob dengang. Allerede dengang blev det helt tydeligt, at han havde haft sit sidste manuelle arbejde i sit liv og det lokale SID var som alle andre ufaglærte eller lavtkvalificerede fagforeninger blevet velsignet med en formand, som for alt i verden ville undgå at vende tilbage til rødderne. Det skulle lykkes ganske fint for Ole. 

I dagens tema er vi kommet til en mand, hvor "worst case" er helt ubærligt. Han var selv ikke efter den mest elastiske fortolkning af begrebet "arbejder" arbejder længere, selv om han stod i spidsen for en lokal fagforening. Netop springet fra et lavtlønnet job som ens medlemmer til den i forhold til den ganske astronomiske hyre som fagforeningsboss vaccinerer jo de allerfleste mod tilbagefald. Undtagelsen var den simple mand Anker Jørgensen, men vi kender ikke andre. Han er osse lidt mærkelig og godt for det og vel egentligt også for ham. 

Nu er Ole Sohn er nydelig mand (det var han også dengang, det kan være derfor, jeg ikke synes alt for godt om ham, lidt misundelig er man vel altid) og kan som en selvfølge afvæbne megen kritik. Det er ikke folk som ham, som for mange andre end undertegnede har givet fagforeningspampere og selve fagforeningsideen store problemer. Det er personer, som ikke kan skjule, hvor vidunderligt det er ikke at skulle dele sine medlemmers trælsomme hverdag. Vi kunne vælge Tine Aurvig-Huggenberger, den tidligere næstformand i LO. Denne tidligere pædagogmedhjælper er et vældigt godt eksempel på, hvor galt det kan gå for et stort fagforbund, når der kommer en helt idiotisk stor afstand mellem formand/kvinde og medlemmer. Samtidigt viser Aurvig-Huggenberger også i al sin ynkelighed hvad der kan ske, når man som i filmen "Bossen og Bumsen" med Dan Aykroyd og Eddie Murphy gør skidt til kanel og omvendt. 

Aurvig-Huggenbergen hævede naturligvis i årevis en millionhyre som formand for sin fagforening, men da hun så ikke blev valgt til LO-formand krakelerede det hele. Med det mest lamme argument i nyere dansk historie hævdede hun nemlig, at hun burde have krav på en livsvarig pension i den helt tunge prisklasse, fordi hun havde viet sit liv til bevægelsen. Det faldt hende tydeligvis ikke lige ind, at det er ganske let at få et job som pædagogmedhjælper, det oprindelige fag, og at det jo til alt held er en af de uddannelser, som kun i ganske ringe grad kræver videreuddannelse om overhovedet nogen. Derudover er dette ynkelige og åbenbart udslidte menneske såmænd hele 44 år og får antagelig en årlig millionpension. Worst case var bare for slem, og det kunne alle de andre fremmedgjorte fagforeningspampere sagtens se. Heldigt for Aurvig-Huggenberger og katastrofalt for fagforeningernes gennemslagskraft. 

Nu er springet fra ufaglærte skodjobs til bonede gulve og millionlønninger en svær hurdle (især hvis den skal forceres baglæns, så bliver det endda rigtigt svært), og det bliver ikke meget bedre for pædagogen Bente Sorgenfrey eller sygeplejersken Connie Kruchow hos sygeplejerskerne. Vi taler naturligvis om en karriere som pamper, hvor magt og personlig økonomisk vinding går uløseligt hånd i hånd. Det ser noget anderledes ud i mange andre foreninger, hvor det faktisk er et skridt tilbage karrieremæssigt at være formand. Endelig kommer vi tilbage til vores eksempel med "czar" Thomas Reed. Det ser nemlig helt anderledes ud andre steder. Vi skal dog lige forbi formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen. Han har helt givet også undervist sin sidste skoleklasse, hvis det står til ham. 

Vi skal nok i virkeligheden over til jurister som Reed, læger, dyrlæger og andre akademiske småfagforeninger, for at kan sikre sig imod foreningsarbejde kun for desperat bjergsomheds skyld. Her betyder det jo på ingen måde noget særskilte fremskridt økonomisk at involvere sig i organisationsarbejde. Der er heller ingenting som tyder på, at disse foreninger og sammenslutninger ikke fungerer fantastisk meget bedre end de store fagforeninger og ubegribeligt meget bedre end de lavtlønnede og mere eller mindre ukvalificerede som SOSU m. v. Der gælder det for fagforeningsmedarbejderne mest om at komme væk fra et lortejob (for Sosu-er jo ret bogstaveligt) og blive væk og det gør de så efter bedste evne, og det er oftest godt nok. 

I dag har vi undersøgt "worst case" for forskellige grupperinger i samfundet og ikke uventet set store forskelle. Når man som Reed helt positivt kunne gå op i løn ved at ophøre som Mr. Speaker var det jo ikke økonomisk (men nok personligt) noget tilbageslag og det samme gælder mange andre, hvor man kan tale om et reelt og rimeligt valg. Det gælder såmænd også og nok endda ikke mindst for formanden for Dansk Arbejdsgiverforening. Det gælder altså bare overhovedet ikke for de allerfleste ledere i de større LO-fagforbund. Det skyldes jo langt hen af vejen de vanvittigt eskalerende lønninger, at "worst case" er det værste, som kan ske for formanden/kvinden selv ikke fagforeningen. 

Man betaler simpelthen professionelle toplønninger (og krydrer med talrige bestyrelsesposter) til fuldstændigt ufaglærte og helt tilfældige mennesker, der har det til fælles med vindere i Lotto, at de var heldige. Deres vigtigste kvalifikation for at forblive er så deres stålsatte vilje til for enhver pris ikke igen at komme til at dele vilkår med deres medlemmer. Er det underligt, at de danske fagforeninger er under stadig, måske endda terminal erosion? Det kommer altsammen tilbage til det, at når "worst case" bliver ubærligt for disse mennesker er de uegnede til jobbet. 

Til allersidst i dag skal vi lige tage et kvantespring til den elektroniske verden. Her ville et "worst case" jo være, at sagesløse lyttere ved simpel manipulation af en demonstration ville kunne komme til at tro, at de var blevet klogere på lyd og produkter. Det er nu sket og det allerførste eksempel lanceres af firmaet Focusrite og det tyder på, at der faktisk allerede er nogen, som tror på det. Lad os se nærmere på sagerne. 

Focusrite fremstiller effekt-processorer og den store nyskabelse er, at man mener at have lavet en digital effektenhed, som helt aldeles uden at nogen kan høre forskel kan eftergøre en mængde, ja vistnok endda alle modeller af klassiske (og sindssygt eftertragtede) equalisere, kompressorer, mikrofon-forforstærkere. m.v. Nu er dette jo allerede som udgangspunkt for alle hifientusiaster noget idiotisk, da blot det at lave et perfekt (dermed lydende af ingenting) linie-trin med et gain på 0 dB jo ikke rigtigt er realiseret endnu, knapt nok af vores venner fra ATC. 

Anderledes altså med Focusrite, og her har man endda lavet en test, som "beviser" det og nu skal man altså spidse ørerne. Man kan nemlig i hjemmets fred og ro downloade det håndgribelige bevis for dette suveræne produkts storhed. Først downloader man den originale lyd fra den klassiske effektenhed og derefter downloader man så den udgave, som Focusrite tilbyder. Hele ideen i dette fantastiske stunt er så, at man naturligvis skal forsøge at høre, om der er forskel. Ifølge Focusrite er det jo klart, at hvis man ikke kan høre nogen forskel på eksemplerne, ja så er der naturligvis ikke nogen forskel (!!!!!!!!) Nu har undertegnede gennemført denne test og der er ganske rigtigt ikke nogen forskel, men hvad mon det så lige præcist det er man høre, ja det er ikke til at vide. 

Det vil sige, det er det selvfølgelig. Man hører simpelthen det groveste markedsføringsovergreb mod al sund fornuft. I dagens teme om "worst case" bliver det simpelthen umuligt teoretisk at gøre det værre. Man tager simpelthen i al sin enkelthed et manipuleret lydeksempel og sammenligner med at andet manipuleret lydeksempel. Der er naturligvis ikke nogen forskel på ens sample af en bestemt lyd og ja, ens egen sample af en bestemt lyd, mest fordi det er det samme. Hvor så lyden af originalen er blevet af i denne fiktive demo er et helt åbent men tydeligvis ligegyldigt spørgsmål. Vi har da ikke fået noget svar endnu, selv om vi har spurgt. Sikkert samme sted som Tine Aurvig-Huggenbergers oprigtige bekymring for sine tidligere medlemmer. Det er nok derfor, at hun kræver sin pension af de samme medlemmer på mange millioner kroner. 
Det kunne altså gå rigtigt galt, men trøsten er så, at det nok ikke bliver værre.

Er du ved kommunen?

Siden Totalpetroleums Jan Monrad for mange år siden udløste latterbrøl ved dette spørgsmål i en dengang meget morsom sketch, er det jo blevet noget sværere at gøre grin med denne befolkningsgruppe. Den er nemlig som andre tidligere marginalgrupper vokset faretruende, så nu må man tage ting alvorligt, som Monrad tidligere kunne grine af.
Et eksempel på det har vi set fornylig her i vores hjemby. På den højtprofilerede Cafe Carlton her i byen konstaterede Levnedsmiddelkontrollen manglende rengøring og vedligeholdelse overalt undtagen altså lige i serveringslokalet (som om det skulle hjælpe, men det gjorde det altså). Ihvertfald foretog man ikke noget kontrolbesøg fra kommunen, men det var der til gengæld andre, som gjorde.
Beboerne i opgangen over cafeen begyndte nemlig at få besøg af nogen i begyndelsen små, men hurtigt voksende langbende hurtigløbere, der mistænkeligt mindede om kakerlakker. Det var det forøvrigt også. Nedenunder i cafeen havde de jo masser at leve af, så populationen eksploderede. Ja, den eksploderede faktisk så meget, at skadedyrskontrollen blev indkaldt og så blev det rigtigt kommunalt.
Det lykkedes nemlig at overbevise kommunen og dens medarbejdere om, at man på cafeen ville kunne lide økonomisk skade, hvis sagen med kakerlakkerne blev offentliggjort. Det var en ganske opsigtsvækkende afgørelse og vistnok aldrig set tidligere. Det var så meget mere opsigtsvækkende, fordi en effektiv bekæmpelse af kakerlakker som bekendt selv for lægfolk er helt umulig uden en grundig oprydning og rengøring/gasning/fjernelse af paneler m.m., altså kort sagt længere tids lukning.
Dette skete ikke, og levnedsmiddelkontrollen blev først helt tilfældigt underrettet, selv om den kommunale skadedyrskontrol måske nok skulle have opdaget, at der faktisk var åbent på cafeen, når de var på jagt efter de små fyre. Nu kan man jo faktisk jage rotter væk, men samme trick laver man ikke med kakerlakker, de bliver bare indtil de uddør.
Det kan nok tage sin tid i denne sag, hvor først et krav om aktindsigt i sagen fra en lokal avis afslørede navnet på cafeen. Det bliver så spændende at se, om kommunen lige undersøger nærmere, hvordan denne helt usete økonomiske hensyntagen fra kommunale medarbejdere overfor en privat virksomhed kom i stand. Kommunens folk er jo nok ikke blevet beværtet og bespist på Cafe Carlton, men en sådan velvilje er nu noget suspekt.
Cafeen er iøvrigt stadigvæk ikke lukket, men mon ikke omtalen i avisen klarer det når nu kommunen valgte at vende det blinde øje til? Der er altså lidt bananrepublik over det her hvis det da ellers stadigvæk er politisk acceptabelt at bruge denne betegnelse.

Når der ikke er noget at skrive hjem om.

Som enkelte måske vil huske, var ovenstående svaret fra Bjarne Bent til broderen Leslie Howard Hansen i Wikke/Rasmussens udødelige filmklassiker "Russian Pizza Blues". Denne sprogligt ekvilibristiske film gav dette indlysende svar på det jo også ganske simple spørgsmål: "Hvorfor skrev du aldrig hjem?". Se denne film hvis du kan finde den!
Nu har det jo ellers mest tidligere været lokalaviser, som ikke rigtigt har haft noget at skrive hjem om, og allerede Eric Idle fra forlængst hedengangne "Monty Python" lancerede jo i sin serie om lokalområdet Rutland noget, som for denne skribent ihvertfald dengang var ganske morsomt. Overskriften i den lokale avis lød nemlig: "Rutland must move with the times said the Lord Mayor" og teksten under denne fængende overskrift lød så: "Rutland must move with the times said the Lord Mayor yesterday" Det grinede vi naturligvis helt hysterisk af, og som eksempel på sparsom formidling af ny information er dette jo også ganske svært at slå.
Det afholder nu ikke en af vores lokale kolleger fra at gøre forsøget. I omtalen af et nyt produkt fra "engelske" (læs:kinesiske) Focusrite står der i den fængende overskrift: "Ny mikrofon preamp fra Focusrite kaldet ISA One". Der henvises så med "læs mere.." til følgende beskrivelse citeret i fuld længde: "ISA One fra Focusrite er med teknologi fra vintage preampen ISA 110, inklusiv Lundahl L 1538 transformer"
En så interessant omtale af et ellers helt nyt produkt her fra importørens hjemmeside er faktisk ganske tæt på Eric Idle og Rutland. Der har åbenbart absolut ingenting været at skrive om, og den omtalte transformer er blot en impedansomsætter. Det bedste man kan sige om disse produktanprisninger er vel, at de har været ganske billige at forfatte, tydeligvis hjemmelavede som de jo er. Ja, og så at de er ganske kortfattede, næsten ligesom The Lord Mayor i Rutland.
Kortfattede, men altså ikke helt kortfattede nok, når der nu overhovedet ingenting er at skrive hjem om.
Vi brygger lidt på et ugeemne om en test, som fornyligt er blevet lanceret i den professionelle branche. Der er tale om en epokegørende nyhed, ja faktisk så epokegørende, at denne forfatter har haft vanskeligt ved at undgå at ødelægge tastaturet på computeren her på grund af gentagne hysteriske latteranfald. Lad os forsigtigt sige, at denne test sætter helt ny målestok for galskab. Måske lykkes det, måske går computeren bare i stykker, vi får se. Om ikke andet må man i dag forestille sig den hysterisk grinende såkaldte "elefantdreng" fra tidligere folketingsmedlem Jacob Haugaards udødelige pladeklassiker "De Dovne Synger-Måske" Det er noget utraditionelt og som angreb på almindelig sund fornuft bliver denne test ganske svær at slå. Næsten ligeså svær som vores kollegas annoncetekst, ja faktisk sværere endnu måske.

Ude på det blå ocean.

Vi indleder i dag med denne linie fra en engang for nogle årtier siden ganske kendt dansk sang med det band, som dengang hed "På Slaget 12". Nu ved vi ikke om det var teksten eller melodien som haltede en del mere end nogen etbenet sørøver fra "Peter Pan" (var det egentligt ham, som grundlagde Pan-klubben, han ligner da lidt?), men prøv ved genlyt at høre efter blå-åe-åe-åe i omkvædet. Denne udødelige linie er som bekendt forfattet af den relativt nye festugedirektør her i Århus, Jens Folmer Jepsen, manden bag sidste års temmeligt kiksede festugekoncept. I fin tråd med andre oplyste intellektuelle ville Folmer føre den glanende folkelige hob rundt ad en intellektuelt godkendt og vistnok vældigt stimulerende rute med masser af spændende oplevelser. Man havde sågar lagt røde løbere ud for de mere tungnemme.
Løberne blev nu ikke særligt slidte, heller ikke af undertegnede, for som andre intellektuelle planer uden respekt for det århusianske folks krav om ja, det man naturligvis håner som "folkelighed", forbliver de selvfølgelig luftkasteller og heldigvis for det. Det skal lige med i dag, fordi Århus Festuge ikke ganske overraskende har overvejet at tillade det folkelige højdepunkt i festugen, nemlig det glade tyrolertelt Tonica.
Som alle sande intellektuelle er det for lige at demonstrere magtforholdene i denne pamperorganisation naturligvis ikke bare givet tilladelse. Næh, man skal forsøge at finde en fornuftig placering først. At tage den, hvor den har været de seneste par årtier uden problemer er naturligvis alt for let, og det ville jo også være at indrømme en fejl. Sådan noget gør intellektuelle jo aldrig, og det gør direktør Folmer naturligvis heller ikke. Ligeså lidt som han sikkert vil indrømme, at versefødderne haltede noget i hans gamle sang. Det gjorde de nu og det med Tonica var en fadæse af dimensioner. Heldigvis reagerede folk prompte og holdt sig helt væk fra sidste års festuge.
Ellers er der netop indløbet billeder fra den stolte ejer af et sæt ATC SCM 40 fra Adelaide , Australien, og de kan så komme i samlingen med et sæt SCM 20A i et studie i Los Angeles, nej faktisk 2 og en sub. Pouls Audiobutik skyer intet middel for at bringe kvalitet frem til kunder overalt i verden. I den retning, at vi mener, at vi selvfølgelig har ret, er vi åbenbart også sande intellektuelle...
Der er selvfølgelig ikke noget forkert i at forsøge at bringe det, man opfatter som kvalitet ud i verden. Det forsøger vi gerne selv overalt hvor vi kan komme til det. Det gøres bare ikke med et snoldet rødt gulvtæppe som fører rundt blandt små kommissær-godkendte "kunstner"-grupper. Hvis der ikke er nogen substans i tingene er alt det selvbestaltede intellektuelle frontløberi blot noget der foregår i folks hoveder. Hu hej hvor er vi dygtige og hvor går det hurtigt og se, vi er allerede langt foran alle de andre, sande Frontløbere som vi er. Kendere vil her måske forstå, at Frontløber-uddannelsen for undertegnede er noget af det allermest afskyvækkende intellektuelle fænomen i nyere dansk historie for denne skribent, men det er jo en helt anden sag.
Desværre kommer man jo altid kun meget langt foran alle de andre løbere ved at løbe den forkerte vej. At man så som direktør Folmer får et forsøg mere er naturligvis sympatisk menneskeligt set, men for de geografisk kyndige er der stadigvæk en del tilfældige verdenshjørner, som denne gamle intellektuelle frontkæmper kan løbe i retning af, og det skal han såmænd nok gøre.
Hvis man får indtrykket af, at vi ikke glæder os alt for meget til næste festuge er det nok ikke helt forkert. Måske vi bare skulle tage en tur ud på Århus-bugten i stedet og forsøge at synge den gamle Folmer-sang om oceanet. Så kommer man vel til at grine lidt.

De bedre meningers selskab.

I den tidligere historie om den svindlende direktion i den århusianske art-cinema Øst for Paradis er der ganske som forudset herfra overhovedet ingenting sket. Kommende kommunale tilskud er uberørt og det lokale politi lod det blive ved at kopiere avisartiklerne fra Jyllands-Posten. Nu har Bagmandspolitiet så vist en vis interesse i sagen, så måske sker retfærdigheden fyldest fra lidt uventet hold.
At store dele af den danske kulturelite ikke har rokket sig fra den elitære betonkommunisme fra dengang biografen blev grundlagt, demonstreres forresten af den nye helt uafhængige 29-årige direktør, datter af en af ejerne/svindlerne. Hun siger naturligvis, at hun ikke vidste noget om svindelnummeret med billetterne:"Og det er jeg glad for. Eller også er jeg ikke, for så kunne jeg have stoppet det" Vi taler slet ikke om moral og redelighed, for den gode sag i dette helt specielle privatejede selskab helliger ligesom andre værdige sager alt. Mage til pladder fra den nye direktør skal man da lede længe efter. Hvis det er tillidsvækkende skal man da kunne tænke noget abstrakt for at finde noget, som ikke ville være det.
Man kan jo for eksempel gå til en førende livsstilsekspert, kendt fra talrige programmer i TV, en kvinde iøvrigt. Hun opererer i sin livsstilsmodel med 3 kategorier af mennesker og den opdeling siger vel alt. De 2 rigtige er naturligvis de såkaldte "økoflippere" og "halal-hippierne", elskelige og velmenende mennesker med de rigtige meninger. Da der er ikke ikke mindre end 2 grupper må de jo også være flest.
Den 3. gruppe er så den knapt så spændende "Hr. og fru Hakkebøf", som står som modsætning til de ovenstående avancerede og indlysende rigtige livsholdninger. Nu gives der nok ikke præmier for at gætte ophavnskvindens tilhørsforhold i denne gruppering, hvor det forresten er svært at se hvorfor man ikke skulle kunne halal-slagte en økologisk høne. De 2 første grupper kan vist kun komme til at diskutere, om de radikale eller SF er det helt rigtigste af 2 helt rigtige partier. Ja, vi er allesammen sammen mod alle de dumme almindelige mennesker og mon ikke direktøren for Øst for Paradis er med her.
Dagens sidste brud på almindelig intelligens kommer fra World Economic Forum. Lad os se lidt deres resultater, som ellers angiveligt viser, at danskerne er islam-fjendtlige. Det er ihvertfald deres egen konklusion, hvordan de så iøvrigt har kunnet drage den.
På et spørgsmål om, "..om samspillet mellem den muslimske og vestlige verden er blevet bedre eller værre?" svarer 60%, at den er blevet bedre (!). På spørgsmålet: "Større samspil mellem den muslimske og vestlige verden er enten en trussel eller et gode?" svarer så til gengæld 80%, at det er en trussel. Kik lige på de her pladderspørgsmål igen og så prøv at drage nogen konklusion. At spørgsmålene er ligeså ubehjælpsomt formulerede som fra en barn på sit første interview for sit duplikerede børnehaveblad er så kun det første problem. Derudover vil selv en ret enkel analyse vel afsløre, at svarene er helt modstridende, men det bemærker tilsyneladende ingen, ihvertfald ikke alle de rigtige, som jo alligevel har draget konklusionen længe før.
Til gengæld kan man sagtens drage en konklusion af disse 2 spørgsmål i det gode selskab, hvor man også stadigvæk går i Øst for Paradis, for man er jo ikke selv nogen "Hr. Hakkebøf" Selvfølgelig er danskerne islam-fjendske, det siger Tøger Seidenfaden og Rune Engelbreth-Larsen ja og endda også en ellers neutral betragter som imam Abdul Wahid Petersen. Han kan ellers i modsætning til Pia Kjærsgård færdes overalt i København uden politibeskyttelse. Det kan hun ikke, ikke engang med.
Det bliver ihvertfald svært at undgå denne situation, hvor tingene yderligere polariseres, hvis kommende livsstil-og meningsanalyser ikke respekterer den allermest basale menneskelige intelligens bedre. Så dumme er hr. og fru Hakkebøf nemlig ikke. De er forresten også holdt op med at gå i Øst for Paradis ligesom jeg selv. Der er en grænse for galskaben og den går vist lige her omkring. Hvis der er nogen grund til at være fjendtlige overfor nogen, må det være denne hellige danske intelligentsia.
Som den nye direktør siger: "Øst for Paradis ser fremad" Det gør den nyligt pædofilidømte fra en lokal børnehave sikkert også. Og så måske også lidt tilbage, det er sikkert klogt.

Når tiden bare går.

Da vi ind imellem citeres underlige og overraskende steder skal det i dag lige nævnes, at vi er begyndt at gemme dagens tekst internt. Særlige hardcore-fans har således mulighed for at genopleve det, som med Ove Sprogøes stemme som Jesper Fårekylling i Disneys juleshow hed "Memorable Moments" Derudover ændres teksten her jo ofte flere gange om dagen, så derfor tilbyder vi fra nu af den ekstra service, at vi i overskriften lige giver et tip, hver gang teksten fornys.
Som det tit har været nævnt i disse spalter er det desværre (eller heldigvis?) ikke alting, som går efter selv de bedst lagte planer. Nu har vi jo som omtalt i adskillige ugeemner et langvarigt, personligt og noget traumatisk forhold til Tannoy og deres forskellige mere eller især mindre heldige produkter. Faktisk mener vi, at deres produkters appel til fornuftige mennesker burde være ganske overordentligt beskeden, og det tyder det jo så forresten også på, at de er. Derfor var det med en vis interesse, at vi så ålborgensiske Sun Audio forsøge at markedsføre Tannoy Glenair-prestigemodellen gennem en nyhedsomtale og en opfølgende test.
Nu er der nogen ting, som er ganske nemme at markedsføre, og så er der nogen, som er rigtigt svære, for eksempel den her højttaler. For den sande troende er der jo ikke noget, som er ubestridt grimt (måske med undtagelsen af andres koner), men Tannoy Glenair 10 vinder vist ikke mange priser for sit design. Der er tale om en ganske overordentligt fælt udseende højttaler til en ganske overordentligt høj pris. At der så også er tale om den nyeste udgave af den klassiske dual-concentric højttalerenhed med plastic og det hele øger jo heller ikke akkurat attraktionen.
Det må Sun Audio have indset, for lige pludselig ser man denne Tannoy på status-udsalg. Det lyder til gengæld en del fornuftigere blot at få dem skudt af end det gjorde at forsøge at sælge og markedsføre dem rigtigt, og det har man så også indset. Desværre for denne skribent gik der jo ganske mange årtier, inden jeg selv nåede frem til denne ellers ganske ganske indlysende erkendelse. At Tannoys produkter så åbenbart i allernyeste tid ikke er blevet meget bedre understreges af, at en ellers vidt publiceret (men forresten ret lille) Tannoy-installation på en lokal cafe svigtede i denne weekend. Den var ellers vældig ny, det var nok derfor.
Men som sagt respekt herfra for Sun Music og deres beslutning om at droppe den markedsføring og test, som man ellers havde bebudet. Det kan selvfølgelig være, de er kommet til at sætte højttalerne til fremfor at læse reklamematerialets lovprisninger af tidligere tiders Tannoy. Det er nok det sandsynligste.
Herfra skal der i dag lige for tidligere arveprins Knud gentages, at Tannoy eksisterede fra 1926 til 1974. Det, som kom derefter, har ligeså lidt at gøre med den ægte vare, som indholdet i Disneys Jumbo-bøger har med den oprindelige kvalitet i Carl Barks´ Anders And-historier (og Sonja Rindoms ikke mindre formidable gendigtninger). Dejligt, at disse nye Tannoy look-alikes fik den fremtid, som de fortjente. Sporer man måske en vis skadefryd i vores udtalelser i dag? Naturligvis ikke, det er vi selvfølgelig langt hævet over. Eller er vi?
Måske ikke ganske, for vi spejder da stadigvæk ganske hyppigt efter efterfølgeren til det nyligt kuldsejlede lokale Sennheiser/Neumann/Klein und Hummel-kompetencecenter. Ingen har åbenbart meldt sig til dette ellers attraktive job, som det jo altid er at fremvise sjældent sete og eksklusive produkter fra lokaler med så dyr en husleje, at kiggelytterne alligevel blot bestiller produkterne på nettet. Mere eksklusive er de nemlig heller ikke. Vores egne vedvarende og ihærdige henvendelser til denne distributør om at komme i betragtning til center-status er desværre ikke blevet besvaret, men det er jo også en slags svar naturligvis. Nok ligeså sikkert et svar, som alle de virksomheder, der ellers er blevet spurgt aktivt, om de vil være centre, har givet. Isnende tavshed er jo også en legal udtryksform.

Onkel Betjent

Vi beklager den lidt sene fremkomst af dagens tekst, som mest skyldes, at vores web-udbyder for første gang i ellers ganske lang tid var nede og ligge. I mellemtiden havde vi så god tid til at zappe lidt rundt på andre websites. Nu angler vi jo allesammen efter en eller anden form for anerkendelse udover den fra konen, og der var da faktisk osse pudsigt at opdage, at vores beskedne klummer blev både læst, citeret og kommenteret i såvel norske hifimagasiner som på alternative danske politiske fora. Helt spildt er det da så ikke.
Ellers er en god ven af huset, som er særdeles aktiv i uddannelsen af bogligt svage og socialt problematiske unge tosprogede fra vestbyen kommet med det for undertegnede temmeligt radikale synspunkt, at uden en helt bevidst parallel pædagogik går det simpelthen ikke.
Nu er der her ikke tale om den gammelkendte ekstraundervisning. Nej, i stedet er det med mandens egne ord nødvendigt at fastslå ens egen absolutte autoritet, inden nogensomhelst fremskridt i socialiseringen kan gennemføres overfor disse problem-unge. Nu er manden overordentligt morsom og veltalende (nej, det er ikke mine egne ord, så morsom er jeg desværre ikke), så populært sagt bestod det grundliggende udtryk i at sige, at "Jeg er Yassir Arafat og jeg bestemmer!" Når denne autoritet var fastslået kunne pædagogikken starte og absolut ikke før.
Det kunne jo tyde på, at manden ikke helt vilkårligt havde valgt Arafat, for dennes efterfølger Mahmoud Abbas har jo haft noget sværere ved at styre Hamas. Abbas har måske ikke hørt efter vores gode ven her eller også har han bare ikke råbt højt nok. Vores ven har iøvrigt over mange år demonstreret, at man godt med konstant hævdelse af sin autoritet kan opnå aldeles fremragende resultater i basal socialisering.
Det kunne andre måske have taget ved lære af. Respekt er ikke overraskende noget helt andet i de danske parallel-kulturer og den typisk danske let konfliktsky tolerance-model er bestemt ikke fremmende for det. Hvis man skulle være i tvivl, kan man jo studere det seneste folketingsvalg i Gellerup-planen ved Århus. Vi taler her om en bydel med ganske mange tusind vælgere.
Ved dette valg opstillede den mangeårige leder af politiets nærstation i Gellerup, Lars Bro (som selv som vistnok den eneste kendnis selv bor derude) til Folketinget for Ny Alliance. Hvor forkert man selv som dansk insider kan vurdere viste Bro, hvis man altså skulle have været i tvivl.
Det var Bro ikke, så han sagde sit job i politiet op inden valget i sikker forvisning om at naturligvis at blive valgt. Han havde jo i mange år fungeret som den flinke Laurits Betjent på stedet og havde jo altid været vellidt, nok mest fordi han var åh så forstående. Der var vist heller ikke nogen, som brændte hans bil af, som det ellers skete for et par uheldige tosprogede politielever derude.
Respekteret var han så til gengæld ikke blevet, for han fik blot 42 stemmer inklusive sin egen og familiens og blev trods sin overeksponerede medieprofil valgets absolutte bundskraber. Det allermest interessante i det her er faktisk, at Lars Bro helt givet ville være blevet valgt med akklamationer, hvis han havde været politimand i Thisted i stedet for Gellerup. Den gammeldags model for politiarbejde som Onkel Betjent havde desværre for ham bare spillet fallit her, og det viste sig, at han hverken indgød eller nød bare den allerringeste respekt derude.
Desværre er Lars Bro mediemæssigt død nu, men mon ikke han er flyttet efter det her? Det ville vi nok selv have gjort ligesom vi nok også ville nedtone vores skribentvirksomhed, hvis ingen overhovedet gad tage anstød af det eller blot interessere sig for det. Det sidste er heldigvis overhovedet ikke tilfældet, skal vi hilse og sige.
Det kan blive noget af en udfordring at hævde disse formodentligt helt nødvendige gamle autoritære opdragelsesmodeller i dele af det danske samfund og man tøver da helt tydeligt også. Når en døddrukken dansker råber HIPO-svin efter en betjent bliver han jo uvægerligt spjældet, mens trusler på livet mod betjentene fra en større flok unge ikke medfører samme sanktioner, ja faktisk overhovedet ingen. Nu råber disse unge jo så heller ikke HIPO-svin, det ord kender de naturligvis ikke, men de kan til gengæld en del andre, hvor "fuck", "mor", "søster" og "ihjel" uvægerligt indgår, men det er nok bare ikke nær så slemt. Det mener politiet ihvertfald ikke og nyder derfor nogenlunde samme dybe respekt som tidligere nærpolitichef Lars Bro. Overrasket?
Det sjove er så, som en anden kunde fornyligt oplevede, at Onkel Betjent stadigvæk lever og har det godt for eksempel i Nordjylland. Her blev vores kunde behørigt filmet med en fart af 171 km./t. på et sted med max. 80. Som bekendt koster det på stedet kortet plus en bøde på vistnok en månedsløn, men efter en samtale slap han med et enkelt klip i kortet og 2500,-. DER hjalp modellen, for vores kunde kom næsten til at græde og gør det garanteret aldrig igen. Onkel Betjent er ikke død, han bor vist bare sammen med julemanden oppe nordpå et sted, desværre for os andre og Lars Bro ikke i Gellerup.

Hvorfor forsvandt de eller hvorfor forsvandt de ikke?

I denne uge vil vi behandle en del uforklarlige og en del mere forklarlige fænomener. Det ligger jo ligesom i sagens natur, at når noget blot forsvinder uden spor er det altid spændende at gætte hvorfor og hvordan det skete, men som vi skal se, kan den samtidige virkelighed byde på helt tilsvarende uløselige og ganske tilsvarende mysterier. 

Traditionelt er havet jo garant for de allermest uløselige mysterier. Der er vel stadigvæk ikke rigtigt nogen der ved, hvad der skete med det danske skoleskib "København", som forsvandt sporløst i starten af sidste århundrede i subantarktiske farvande. Det er især uforklarligt derved, at der ikke var vind i området og at det som sejl-skoleskib derfor ikke rigtigt kunne sejle hurtigt nok til at forlise mod et isbjerg uden vind. Vi kan her tale om et absolut uløst mysterium med en overlevende redningskrans som eneste stumme vidne. Ikke engang inspektor Morse kan være med her, men han er vist forresten også død for ret nyligt. Måske inspektor Barnaby kan? 

Præcist samme antal vidner, nemlig nærmere betegnet en redningskrans, her dog med navnet "M/S Hans Hedtoft" i stedet for "København", var der til et forlis i 1959 ud for Grønlands sydkyst. Meget betegnende for disse havdybder på over 5 kilometer er vraget aldrig fundet, heller ikke af den seneste Galathea-ekspedition, som ellers aktivt søgte. Denne episode har til gengæld hele drejebogen fra en bedre suspense-film, for her ved man nemlig godt, hvorfor det gik galt. Den skyldige var socialdemokratisk minister og hed Johs. Kjærbøl. Det var nok ikke noget tilfælde, at der var tale om en socialdemokrat. Det var selvfølgelig også derfor, han slap fra det. Er der nogen derude, som husker Otto Gredal? Det var ham med den kæntrede redningsbåd "RF-2" Det var noget af den samme historie. Hans kone var også socialdemokratisk minister og hed Eva.Det har nok bare været et tilfælde, selv om nu ikke meget tyder på det desværre. Faktisk overhovedet ingenting. 

1950-erne og forresten al fortid helt fra den tidlige middelalder havde ellers understreget med talløse forlis omkring Grønland, at vintersejlads i orkan med en sigtbarhed på nul i disse isfyldte farvande ikke var nogen særligt oplagt ide. Det mente hverken de erfarne søfolk eller grønlænderne selv, men det mente minister Kjærbøl altså og det var nok. Denne kriminelt stupide og selvhævdende tidligere fagforeningspamper (hvorfor kommer man straks til at tænke på Tine Aurvig-Huggenberger her?) trumfede nemlig helt egenhændigt igennem, at det nybyggede polarskib "M/S Hans Hedtoft" skulle foretage sin jomfrusejlads på det tidspunkt på året, hvor de erkendte farer var maksimale. Det grønlandske medlem af det danske folketing Augo Lynge havde ellers advaret mod denne galskab, men var af Kjærbøl blot blevet kaldt "den rædde grønlænder". Det ville Lynge naturligvis ikke have hængende på sig i denne macho-tid og tog med på turen og druknede med alle de andre ombordværende. Desværre for ham selv var han ikke ræd nok. Alle vidste det var galskab, måske endda også Kjærbøl selv inderst inde. Dette vanvittige magtmenneske havde blot besluttet sig til at vise, hvem der bestemte på en helt stalinistisk facon og med nogenlunde samme resultat. 

Der var således ingen mysterier forbundet med, hvorfor "M/S Hans Hedtoft" sank, men til gengæld er det noget sværere at forstå, hvorfor Kjærbøl ikke osse forsvandt øjeblikkeligt. En forkølet undersøgelseskommission formåede i denne sag i en tid, hvor Socialdemokratiet havde næsten dobbelt så mange mandater som i dag, ikke overraskende ikke at placere noget ansvar. Kjærbøl fik en ærefuld afsked med Folketinget selv om han ret beset fortjente at blive efterladt i en synkefærdig kajak i en orkan som den, der sænkede "M/S Hans Hedtoft" Denne anekdote var både om hvorfor og hvorfor ikke. Det er også historien om det tætteste, en minister nogensinde er kommet på at myrde et andet medlem af Folketinget. Tættere på kommer man vist ikke uden at gøre det og en del mindre plejer allerede at give fængselsstraf. Senere røg A.C. Normann jo ud af Folketinget for ganske vist grove trafikforseelser, men han var altså heller ikke socialdemokrat, blot radikal. Derfor kunne han godt forsvinde.og det gjorde han så. 

Et andet eksempel på, hvordan folk pludselig forsvinder er kornetisten Bix Beiderbecke. Denne feterede stjerne i 1920-erne i Paul Whitemans orkester (ham med Gershwins "Rhapsody in Blue") døde nemlig af alkoholisme. Nu er der jo ikke noget nyt i et vist overforbrug af stimulanser hos udøvende kunstnere, som heroinmisbrugeren over 5 årtier, Keith Richards fra "Rolling Stones" viser. Sidstnævnte er bare i live endnu, det er Bix Beiderbecke så altså ikke. Nu kan folk jo være mere eller mindre disponerede for alkoholskader, men det er alligevel vistnok aldrig tidligere set, at en mand allerede som 26-årig går i terminalt alkoholchok, selv om han godt nok først døde 2 år senere. Der var ellers tale om verdens måske allerstørste på sit instrument, som satte denne triste rekord at dø så ung. Nu skete det i forbudstidens USA, så vi kan altid mistænke tvivlsom alkohol, men alligevel er det et uløst mysterium, hvordan det kunne gå så galt så hurtigt. Som med Jimi Hendrix og Janis Joplin blev det noget nemmere at forklare senere hen, men ingen ved altså helt hvad der skete, da Beiderbecke kuldsejlede, men han sank alligevel. 

Indenfor vores egen branche sker der sommetider store omvæltninger, uden at nogen tilsyneladende gør sig nogen særlige overvejelser over, hvorfor det sker. Det vil sige, det er der selvfølgelig nogen, som gør, de fortæller det blot ikke til nogen, fordi det er for politisk sprængfarligt eller ditto ukorrekt. Flere af de nyere eksempler på, at hele varegrupper forsvinder fra markedet, kan vist henregnes til denne konto. Et godt eksempel er markedet for autostereo i Danmark, som er styrtdykket så meget, at det i virkeligheden er forsvundet helt. Man kan jo i virkeligheden ikke hos den gamle såkaldte radiofaghandel overhovedet længere købe bilstereo, selv om det for blot godt et årti siden var varegruppen med det allerstørste vækstpotentiele, ja hifiklubben arrangerede sågar Danmarks-mesterskaber i bilstereo. Det var altså dengang, i Danmark ihvertfald. I resten af verden er væksten fortsat for bilstereo i en sådan grad, at JBL næppe i dag ville eksistere uden sin autostereo-division og også Dynaudio og B&O byder heftigt ind på dette stejlt voksende marked. I resten af verden altså, men også kun der og hvordan kan det nu være? 

I Danmark gik det som bekendt anderledes og i dag skifter bilkøberne næsten aldrig den fabriksmonterede radio. Den er der nemlig ikke nogen, som gider stjæle, og her har vi den egentlige grund til, hvorfor autostereo forsvandt i Danmark nogenlunde samtidigt med, at de ellers fra urtiden kendte lokale flødeboller "Sambo" helt uforståeligt for undertegnede skiftede navn til "Samba".Der er ikke meget ekstatisk dans over en flødebolle, helt ærligt. Nu har etniske danskere tidligere været helt gode til at fjerne et produkt fra markedet, helt og aldeles endda. I min egen egen ungdom blev der således stjålet så mange knallerter, at forsikringspræmien for en Kreidler Florett var højere end præmien for en ny bil, en kasko dengang altså op imod 3000,- årligt, langt over halvdelen af købsprisen faktisk. Det betød simpelthen, at de allerfleste knallerter forsvandt og de få tilbageværende blev kørt af ældre mænd med en plasticmælkekasse bagpå. For mange tyverier havde fjernet knallerterne fra vejene og da de kom tilbage, blev man nødt til at kalde dem scootere, så meget var de forsvundet. De er jo iøvrigt aldrig rigtigt kommet tilbage alligevel. 

Det samme skete med bilstereo i Danmark. Det blev simpelthen højeste mode i visse kredse at stjæle bilstereo. Der var tydeligvis ikke tale om nogen særligt sofistikerede gentlemantyve, for man klippede blot alle kabler med påstøbte plastic-connectorer af og gik så ind i den lokale radioforretning for at købe denne vitale reservedel, som oftest bare angiveligt var "faldet af"(!). Ikke engang en anvendelse af denne connector i det dengang ganske populære folkelige (læs:landlige) disciplin traktortræk ville ellers kunne give denne fejl. Der var altså tale om ganske holdbare sager. Det var således helt tydeligt for enhver, hvem der var tyvene, for de gav sig helt åbenlyst til kende uden blusel i selv den mindste kombinerede cykel/radioforretning og der var mange, sindssygt mange af disse mennesker. Ja, der var faktisk så mange, at butikkerne for blot at undgå at have disse mennesker stående og råbe "Kalder du mig tyv?" og andre lignende skarpsindigheder (for det var de jo naturligvis, anderledes kunne det jo ikke være) simpelthen alle som en droppede hele sortimentet. 

Det paradoksale var så, at man med en manual i hånden som selv simpel radioamatør sagtens ville kunne anvende de stjålne apparater alligevel med blot et par kabelmuffer, men så kloge var de her tyve altså ikke. Som vi ældre radioforhandlere husker dem så de nu heller ikke sådan ud od de lød heller ikke lige præcist sådan. Det er vist anderledes på det nutidige blomstrende marked for varme B&O-produkter, men der er den etniske sammensætning af tyvene sikkert anderledes. Man sælger da stadigvæk B&O.. Der findes naturligvis stadigvæk bilstereo på de danske veje, som den kommende sommer vil afsløre. Der er blot ikke ret meget, og selektionen af musikalske genrer er endnu mindre, således er engelsksprogede numre i afgjort mindretal, ja de findes nærmest ikke længere. Det er således ikke noget mystisk i, hvorfor det danske marked for bilstereo forsvandt, men det er til gengæld ganske mærkeligt, at det ikke er sket andre steder, men måske det kommer. Vi danskere vil jo gerne rose os af at være foregangsmænd, og måske vi er det. 

Sommetider er det temmeligt indlysende, at et produkt forsvinder, noget mere indlysende end at det kom frem faktisk. Som enkelte halvgamle mennesker vil kunne huske fra vores fysiktimer i skolen, anvendte man sommetider flydende kviksølv i undervisningen. Dette ekstremt langtidsgiftige tungmetal har den kedelige egenskab, at det kan fordampe direkte fra metallisk form, hvorved der dannes organiske kviksølvsforbindelser, såkaldte ætyl-forbindelser, som er endnu giftigere (ja, vi gamle hørte efter i fysiktimerne!). Ikke desto mindre lancerede det engelske firma Keith Monks engang i 1970-erne en pickuparm, hvor der blev etableret elektriske forbindelse igennem et kar fyldt med kviksølv. Denne dårskab med at placere flydende kviksølv midt i hjemmet blev til fulde matchet af, at kviksølv er en meget dårlig elektrisk leder (på niveau med konduktiv plastic). En anvendelse i signalvejen fra en pickup var næsten ligeså tåbelig som det var at importere eller købe denne pickuparm, som da også forsvandt efter ret få år. Det burde måske nok have været et bedre spørgsmål at stille, hvorfor nogen syg hjerne dog nogensinde havde designet den? Hvorfor den ikke blot forblev et tankespind er stadigvæk et mysterium og så blev den endda testet i dansk High Fidelity og endda anbefalet (!) Måske den nuværende redaktør, som også var med dengang, tog varig skade? Noget kunne tyde på det, en hel del faktisk. 

Sommetider oplever man danske erhvervseventyr, som er så snoede og uigennemskuelige, at man kan stille begge dagens spørgsmål om forsvindingens kunst. Et af de mere spegede i nyere tid er sagaen om SLT, der gennem flere stationer blev til Gamut. Oprindeligt var SLT et firma ejet af Ole Lund Christensen, som i mange år havde stor succes i den professionelle branche. I den forbindelse begyndte han at producere den ganske konventionelle SLT-250 professionelle effektforstærker, som var en konventionel og ganske skarp effektforstærker. Det var nu ikke i lyden, den var skarp, der var den egentlig mere slatten, skarpheden lå mest i chassiset, og jeg har endnu ar efter mødet med disse håbløst forarbejdede apparater, som dog ellers virkede OK. De fleste andre forstærkere fra den tid var nemlig ligeså dårlige eller ihvertfald næsten. Det varede så indtil SLT besluttede sig til at gå ind i hifibranchen, ingen har helt kunnet forklarede undertegnede hvorfor. Virkeligheden skulle vise sig at stille det samme spørgsmål på sin egen ubehageligt logiske måde. 

Man havde i firmaet besluttet sig til at lave en forstærker med blot en enkelt men angiveligt meget kraftig transistor. Hvorfor det så lige skulle være smart er indtil i dag uklart for denne skribent og jo forresten heller ikke helt korrekt, da man man jo benyttede en per halvperiode, altså ialt 2. Det havde man forresten tidligere gjort i massevis af gamle Arena-radioer. Til gengæld viste det sig så, at det var ganske overordentligt svært at få SLT-forstærkerne til at blive stabile med den valgte transistor, ja det varede faktisk en evighed. Man havde godt nok fra starten i sit PR-materiale understreget, at der var tale om en usædvanlig anvendelse af denne transistor. Virkeligheden skulle vise hvorfor andre ikke havde brugt den, det var vist mest fordi den ikke var egnet. Man fortsatte dog alligevel med projektet og fik undervejs den lyse ide at ændre firmaets navn til Sirius. Det var til gengæld en god ide, fordi man senere, da nogle af børnesygdommene ved firmaets produkter var ved at være ryddet af vejen (og det oprindelige navn dermed allerede temmeligt kompromitteret på grund af alle problemerne) fik solgt navnet til vistnok et amerikansk firma indenfor telekommunikation. Enter Gamut, exit Sirius. 

Det blev det naturligvis ikke meget anderledes af, og firmaet blev overtaget "på roden", altså som praktisk fallitbo, af den danske grundlægger af Avance-succeseventyret, Poul Rossing. Rossing var klog nok til at købe billigt (så det gjorde han helt sikkert) og tillige klog nok til at se, at porteføljen af produkter i hans nye firma måske lidt forsigtigt udtrykt ikke var den allerstærkeste. Denne gamle radiomekanikers udtryk i ansigtet da han tilfældigt kikkede ned i en af firmaets forforstærkere er blevet refereret af en erhvervspraktikant til denne skribent, selv om det selvfølgelig ikke kan bekræftes, men Rossing havde nu også set meget i sin tid.. Det var på høje tid for Rossing at komme videre og det gjorde han ved at afhænde firmaet til Lars Goller. 
Nu er Goller jo en mand med mange årtiers erfaring på trods af sin unge alder (det her lyder mærkeligt, gør det ikke?), fremragende dygtig og tillige en enestående visionær mand, så der er næppe tvivl om, at det nylige gevaldige kursfald på B&O aktierne sagtens kan skyldes, at markedet ser ham som en realistisk trussel mod B&O. Til gengæld er det altså noget vanskelige at se, at der skulle gå næsten et årti, inden en gammel rotte som Rossing på et øjeblik kunne se, at det her da vist ikke havde nogen synderlig fremtid for det gamle firma. Eller fortid for den dags skyld. Der var vist blot tale om et vildskud i udviklingshistorien som den irske fortids-kæmpehjort med et gevir så stort, at den ikke kunne komme ind i skoven. Det var temmeligt trist, da den levede af bark og derfor uddøde den jo så. Det gjorde den ikke altfor heldige transistor så osse. Eller også brugte man den bare til det, den egentligt var udviklet til, elektriske kraner eller hvad det nu var. Alt muligt andet end audio ihvertfald. 

Vi kunne også have nævnt eksemplet med Apogee og deres båndhøjttalere, som var revolutionerende, gode, dyre og billige at fremstille i dagens fortælling. Hvorfor de forsvandt ved man vist knapt, udover at den tudsegamle forlængst pensionerede designer af Apogee-højttalerne ( som forresten ved projektets start bar høreapparat (!!!!)) vist ikke rigtigt gad mere og at ejeren og svigersønnen desuden døde, vel også i sig selv et par formidable hurdles. Det med at dø har jo været prøvet før, men det med at foretrække golf eller peddigrør fremfor højttalerdesign var da ellers en nyskabelse. Det har så nok været derfor, at firmaet døde, selv om både produkter og ideer var brilliante. 

Ellers har vi mest i dag i ret tilfældig orden behandlet de forskellige måder, produkter, ideer og mennesker kan forsvinde på eller for sags skyld fremkomme på trods af enhver rimelighed. Nogen af disse mennesker og firmaer har vi haft sympati for, andre ikke, slet ikke endda. Andres prioriteringer kan naturligvis være anderledes og er det sikkert. Selv om vi har svært ved at forstå det.

Tanker og underdrivelser

Nu er en fornuftig skoleuddannelse jo udråbt til at være Danmarks eneste råstof, men det var vist også før den danske olieindustri og hr. Møllers gode handel med den danske stat. Ihvertfald er der noget der tyder på, at store dele af det danske folkeskolesystem er udsat for et betydeligt pres, som mange steder påvirker resultaterne.
Nu tror vi faktisk ikke, at den ofte nævnte mangel på ressourcer her betyder alverden, for det er jo forresten ens vilkår for alle, idet vi a priori antager, at samtlige folkeskoler i Århus rådner og forfalder i nogenlunde samme takt på grund af manglende vedligeholdelse (vi bliver i sagens interesse nødt til at se bort fra små mikroklimatiske forskelle her mellem skoler tæt ved vandet, som måske har mere kystklima, de andre rådner vist alligevel)
I en netop publiceret undersøgelse over karaktergennemsnit fra alle århusianske skoler fremgår det jo ikke overraskende, at der er forskelle fra 9.2 til 5.7. Nedslidte folkeskoler og velholdte privatskoler scorer i samme områder nogenlunde det samme, så besparelserne koster åbenbart ikke på kort sigt.
Ikke overraskende er billedet generelt, at en stor procentdel af tosprogede elever ikke akkurat med den århusianske sammensætning af indvandrere fra primært bestemte egne af øst-Anatolien og Palæstina er nogen fordel for et højt gennemsnit. Det er ikke særligt overraskende og det er da forresten også det, JP konkluderer. Undtagelsen er Viby Skole, som med en tosproget andel på 25% faktisk er i top 4 af de over 50 skoler. Konklusionen i avisen er så her, at skolen må gøre det særligt godt, men det er også muligt og måske endda mere sandsynligt, at de ressourcestærke tosprogede blot er flyttet en skoles vej.
Dette er tydeligvis sket i udkanten af Gellerupområdet, hvor en afstand mellem skolerne på knapt en kilometer giver karakterforskelle på op 2.3 point. Det er garanteret ikke et tilfælde og vil naturligvis blive forstærket helt af sig selv.
Min datters skole her midt i Århus melder sig helt tydeligt som en af de kommende fallitboer i denne bølge af uundgåelig polarisering med et karaktergennemsnit på 0.5 under den ganske nærliggende naboskole. Der er nemlig tale om et helt frit fald i gennemsnit på en del skoler bl. a. altså min datters, som ikke kun kan skyldes en rådvild og ubehjælpsom ledelse (det er der da forresten til overflod), som der ingen kur er for. Når lavinen er startet er der ingenting at gøre, for så flytter de ressourcestærke, og det gør vi forresten også.
Det vil sige, man kan flytte til den lokale overklasseforstad Skåde med den lokale topscorer Skåde Skole. Denne lille skole har nemlig selveste den kendte fremtidsforsker Jesper Bo Jensen i bestyrelsen og forresten en tosproget andel på 1.0%. Såre beskedent udtaler dette alle TV-journalisters yndlingsorakel at "(Skåde Skole) har, om end i beskeden målestok, vist, at den kan klare opgaven med at integrere børn, som måske kommer fra bogligt svage familier" Det er da også temmeligt godt klaret at integrere alle de her ialt 3 fremmedsprogede elever i denne fine skole, men om så konklusionen kan bære helt derud, at det kan danne mønster for mønsterbrydning er vel noget tvivlsomt. Nå nej, det er det ikke, det er vist bare noget fordømt selvfedt sludder og atter et bevis på, at ingen kan vrøvle som en sand akademiker. Iøvrigt er præcist 2/3 af de tosprogede forresten englændere og den tredie er tysker. Jesper Bo Jensen har altså bestemt ret i det med i "beskedent omfang", såre beskedent endda. Ingen anatolske bjergbønder eller ætlinge af bombebæltebærere her ligeså lidt som i de andre luksusforstæder som Malling, Hårup, Risskov og Gl.Egå med tosprogede andele på fra 0.0% til 1.6%.
Folkeskolen er helt åbenlyst ved at flække midt over, hvor den øverste halvdel stabiliserer og øger gennemsnittet en smule, mens den nederste halvdel er i frit fald. Gennemsnittet forbliver naturligvis det samme, midtergruppen forsvinder bare og en øget polarisering er en realitet. Det er den så forresten allerede. Fly hvem der kan! Det gør folk jo så også fra skolen med landets allerlaveste gennemsnit, Nordgårdsskolen. Mange flytter for eksempel til den islamiske friskole Selam med et gennemsnit på hele 1.6 %-point højere.
De kunne nok ikke komme ind på den jødiske friskole Shalom, som ellers nok ville kunne mønstre landets allerhøjeste gennemsnit. Den eksisterer altså bare ikke, det nødvendige permanente politiopbud for at beskytte den mod alle de undertrykte rasende masser ville nok også blive uoverskueligt. Det er jo da ellers underligt, da det altid er jøderne, der er aggressorerne. Foruden at de har indhøstet over 200 gange så mange Nobel-priser som samtlige muslimske forskere tilsammen ud fra et befolkningsgrundlag på en 1/100. De har nok ikke gået på friskolen Selam eller for den sags skyld Læssøesgade Skole sammen med min datter. Desværre.

Myter og andre pudsigheder

Verden er sommetider løjerlig, og undertiden bliver en myte ophøjet til sandhed, fordi de rigtige har udtalt det. Det gælder i denne tid i DR, hvor debatten omkring Uffe Ellemann-Jensens radioforedrag bølger. Det vil sige, debatten er stendød og ikke-eksisterende set fra DR´s synspunkt. Det drejer sig nemlig om efterbyrden til Muhammed-debatten, ikke akkurat DR´s stolteste stund.
Som bekendt hævdede Ellemann-Jensen som den ophøjede kendsgerning, at det var Jyllands-Posten, som havde bestilt karikaturtegningerne, og det er jo efter et medie-tæppebombardement det, som de allerfleste tror. Det er bare ikke korrekt. Som det fremgik i går endda på DR 1 i "Orientering" udtalte selve manden, nemlig bladtegneren Claus Seidel, som formidlede kontakten mellem JP og tegnerne, at oplægget havde været helt åbent. Da han simpelthen stod for kontakten til alle tegnerne har han som den eneste ret til at udtale sig i den her sag. Slut, finale prut, ingen diskussion om den sag. At man så naturligvis burde kunne kritisere og karikere alle religioner og deres mere eller (sjældnere) mindre stupide udøvere er en anden sag, men det var altså ikke det, JP gjorde.
Det er altsammen ligemeget. Som med alle andre faste fjendebilleder som USA er det nemlig helt umuligt at tro på, at det, som de forkerte siger, kan være sandt. Til gengæld er det fantastisk let at tro på, at det "vennerne" siger er sandt. DR har således som en selvfølge nægtet at korrigere denne faktuelle fordom, selv om det er en væsentlig del af forståelsen af hele affæren. Der var og er mange skurke og monumentale skvat i denne affære, men JP er altså ikke en af dem. Nu er jøder jo heller ikke så sympatiske som under Anker Jørgensens regering og den første oliekrise, så måske holocaust-benægtelsen får nye muligheder i DR. Det kommer vel mest an på, om Seidenfaden og de andre venner går ind for sagen, for så er det jo en værdig sag.
Iøvrigt er det i dette Cronhammar-år en kilde til undren for denne skribent, at hans kolossal-skulptur i Herning, som ellers ofte afbildes, aldrig er blevet kaldt det, som den retteligt er. Der er nemlig tale om en praktisk sammenbygning af det kendte konføderale panserskib "Merrimac" fra den amerikanske borgerkrig og et kanontårn fra den franske Maginot-linie, værnet mod angreb fra Tyskland fra 1920-erne og frem. Det hjalp som bekendt ikke alverden, da tyskerne blot gik udenom, men det så og ser nu imposant ud alligevel. "Merrimac"´s møde med Unionens tilsvarende panserskib "Monitor" er iøvrigt et af historiens mest langvarige søslag. Det varede flere dage og på trods af talløse træffere fra begge sider på klods hold lykkedes det ikke for skibene at skyde hul i hinanden, dengang som nu en nødvendig forudsætning for sænkning, men det er vist en helt anden sag for os ætlinge af søulke.
Som med medvind og de rigtige meninger kan det være svært at erkende det, før man bliver konfronteret med det modsatte synspunkt eller at man blot vender cyklen, men hvem skulle nu have troet, at en så pittoresk langskægget og salvelsesfuld og såre etableret kunstner kunne være så besat af krigerisk teknik? Nu er han jo ikke den første i denne sag, futuristerne i både Italien og Sovjetunionen var ude i samme ærinde, men de var unge og fulde af fart og døde forresten allesammen ganske unge.
Det kan Cronhammar jo så ikke nå længere men han skal da herfra have tak for at have mindet om store militære milepæle, som var engang, selv om han vist godt nok lader, som om han selv har fundet på det. Det kan vel altid hjælpe lidt i en historieløs tid, hvor myter som Ellemanns udtalelser bliver ophøjet til sandhed. Sikkert ligeså meget som Maginot-linien hjalp franskmændene. Mod omringningangreb hjælper selv ikke stærke stillinger. Meningstyranniet finder altid en vej rundt om ligesom tyskerne.

Journalistik på højt plan

Vi skal atter i dag lige minde om, at vores detbatter-side atter kører helt normalt og det forventer vi da forresten den bliver ved med.
Helt normalt fortsætter også den samlede journalistiske stab i DR deres politisk ikke ganske uproblematiske fremfærd. Som ellers selveste rektoren for Danmarks Journalisthøjskole tidligere er citeret for i disse spalter, så garanterer denne glimrende uddannelse både mod alle fejltagelser og partiskhed. Sandheden og kun sandheden er målet.
Nu kan vi naturligvis ikke afvise, at bagmændene bag et par indslag i aftenens TV-Avis måske ikke kommer fra DJH, men muligvis fra den tilsvarende uddannelse på Sydjydsk Universitetscenter, for helt gode var de nu ikke. Nu er det såkaldte "væsentlighedskriterium", altså om det overhovedet er en alment vedkommende nyhed, jo for længst inderhalet af den mere presserende kendsgerning, om der er tilhørende billeder til nyheden. Et flystyrt med 1 blåt øje med flotte billeder er altid bedre stof end en jumbojet, som styrter med mand og mus i Ecuadors ufremkommelige jungle. Det er altså ikke nyt, at væsentlighedskriterierne er lidt elastiske og et flystyrt er vel forresten også et flystyrt.
Derimod er det åbenbart såkaldt "breaking news", at Helle Thorning-Schmidts mand, som er engelsk diplomat i Rusland, er blevet chikaneret af russisk politi. Hele 10 minutter gik der med den hjerteskærende historie om denne ulykkelige mand, som vistnok endda havde været taget med på politistationen i en times tid. Det lykkedes endda ganske hårdt presset af den insisterende journalist i et interview for Thorning-Schmidt at se en smule bekymret ud, var der måske endda fugtige øjne eller blot lidt ekstra lys (nok nærmest det sidste). Et indlagt klip af den åbenbart åh så menneskelige Stephen Kinnock, som vaskede op, skulle vist generere lidt ekstra sympati, ellers var der vel ikke nogen mening med det. Lidt følelsesporno i denne svære krise er åbenbart osse god journalistisk praksis. Hvor parrets 2 børn blev af i denne fortvivlede situation var desværre ikke klart, men mon de ikke har det helt fint på deres elitekostskole i udlandet for den nye herskende klasse? Nå, det var åbenbart ikke væsentligt, mente DR, og det er det muligvis heller ikke og så alligevel..
Situationen er desværre eller heldigvis knapt så faretruende. Hverken i dette eller forrige århundrede har der så vidt vides nogensteder i verden været tale om fysiske overgreb på nogen diplomater overhovedet fra værtsstatens side, de 2 verdenskrige ikke undtaget. Det sidste mord på en akkrediteret diplomat skete vistnok i Paris i 1938, da en jøde skød og dræbte en tysk ambassadefunktionær, Ernst von Rath.
Vi er altså temmeligt langt uden for området for fysisk fare, ja diplomaternes overdødelighed i tjenesten er en del under risikoen ved at gå over et fodgængerfelt i en næsten ubeboet præriestat i USA. Det her er bare ikke nogen historie uanset hvor elastisk man fortolker begrebet væsentlighed.
I stedet er det et typisk DR-partsindlæg hvor især klippet med hr. Thorning-Schmidt-Kinnock som opvasker fortjener et gensyn. Med et håndelag som opvasker, som afslører med al ønskelig tydelighed. at det er en første gang for alting (og det er det her altså for ham, helt tydeligt endda den allerførste med et håndelag så sikkert som da han for første gang fumlede med naboens datter) er det da godt, at han ikke skal leve af det.
Ligesom TV 2 fornyligt viste journalistisk topklasse i sin beretning om vores lokale BZ-bevægelse står DR her for den absolutte modpol i det teoretisk mulige journalistiske spektrum: Ligegyldigt, uvæsentligt, partisk og plat. Det bedste er så, at det dårligt kan blive værre. Åh, jo, man kan vel også udvikle en myte om Kinnock som den perfekte familiefar under forårsrengøringen med forklæde og det hele og måske man endda til lejligheden kunne få børnene hjem for en eftermiddag i kækt matrostøj, mens de kikker beundrende på deres tapre fader, diplomaten.

Hurra hurra!

Så er vores detbatter-side oppe og køre igen og vi beklager den lange ufrivillige pause for denne væsentlige kilde til almen oplysning. Vi vil forsøge at samle op på verdens dårskab i den kommende tid efter tarveligste og dermed bedste evne. Heldigvis er vores branche som altid garanti for daglige nyheder af allerhøjeste kaliber, ja sommetider er de endda så fantasifulde, at det er sørgeligt utilstrækkeligt at kalde dem omskrivning af sandheden, som de nye højttalere fra Podium Audio viser.
Naturens verden har jo som bekendt indrettet sig så viseligt, at der kun er en dronning i hvert bo. Denne misundelsesværdige situation (for dronningen altså) er i det danske Socialdemokrati blevet antastet. Den ellers regerende dronning Thorning-Schmidt har fået læst og ikke mindst påskrevet af den gamle uantastelige dronning Ritt Bjerregaard, p.t. fungerende overborgmester i København.
Dette alternative bipolære bibo ville være inderligt uinteressant hvis det ikke havde været fordi disse inderligt magtliderlige kvinder afslører et så centralt element i den politiske virkelighed. Lad os se lidt på sagerne.
For første gang siden det katastrofale socialdemokratiske valgnederlag, som jo ellers blev fejret som et klassisk triumftog på Forum Romanum for kejser Trajan, har Thorning-Schmidt nemlig erkendt, at der var tale om et nederlag. Nu turde det laveste mandattal i mere end 100 år nok tidligere have medført denne erkendelse, men bedre sent end aldrig.
Alligevel efterlyser overborgmesteren Ritt-mester Bjerregaard en ny alternativ politik overfor regeringen. Det lyder ganske fornuftigt hvis det ikke havde været fordi et af de centrale kritikpunkter mod Thorning-Schmidt var, at hun i forbindelse med Muhammed-krisen ikke nok havde kritiseret Fogh-regeringen.
Hvis man skulle være i tvivl om politiske principper og deres modstrid med almindelig anstændighed behøver vi vist ikke gå videre. Politisk taktik går naturligvis for Ritt fremfor alt andet. Det er ligemeget hvad sagen drejer sig om og hvilke principper der er på spil. Som den ligeledes socialdemokratiske topleder Vilhelm Buhl ved afslutningen af 2. verdenskrig er det fuldstændigt ligemeget, om man balancerer hårfint på noget, som dengang mere end tangerede landsforræderi eller blot i dag på taktikkens alter ofrer alt. Hvis man skulle være i tvivl om, at magt korrumperer, skulle det da vist kun være fordi uhæmmet magtliderlighed kunne være medfødt. En studium af disse kvinders biografier tyder på, at de vist er mere end almindeligt genetisk disponerede for det.
Politiske principper er forresten en sjov ting. Vores lokale borgmester Nikolaj Wammel er ellers det politiske livs svar på en stykke forkogt makaroni, så principfast er han. Det vil sige, efter den nylige besættelse og hjernedøde hærværk af et fredet hus som det tidligere er omtalt i disse spalter, er borgmesteren faktisk kommet med den sensationelle udtalelse, at kommunen aldrig vil give et hus til de lokale BZ-ere. Der er ret beset tale om et absolut løfte og det er vi ikke forvænt med fra den kant. Faktisk mener vi aldrig vi har hørt noget lignende og da slet ikke fra den altid syntetisk smilende Wammel. Det giver jo da bestemt anledning til at udtale vores enestående respekt for Wammel, enestående mest fordi det sker så sjældent, men det kan åbenbart blive bedre. Respekt!
Herfra skal der i dag lyde en sjælden hyldest til op til flere af de socialdemokratiske (kory)fæer for veludført gerning og tak til Ritt Bjerregaard for atter at have mindet om, at lige meget hvor rædselsfuldt noget er, er der altid en, som er meget værre og endnu mere principløs.

Vintersøvn

Det er nu lidt påfaldende på denne årstid, som passer sig bedst for vintersøvnssovende murmeldyr, hvor hurtigt man tilpasser sig den irske tidszone. Vi beklager derfor den lidt sene morgentekst på denne store dag, der altså skyldes en hel times jet-lag fra i går.
Det store ved denne dag eller rettere for at være helt korrekt de tidlige morgentimer på denne store dag er jo for faste abonnenter den kendsgerning, at det jo nu er præcist 3 år siden fru Olsen kom ind i mit og Folmer Hunds liv. Vi havde ellers lige dengang tanket 15 kasser Flensburger pilsnere (den med patentproppen) og troede nok vi vidste, hvad lykke var. Tiden og her taler vi om ganske få minutter skulle afsløre, at det gjorde vi altså ikke. Vi blev klogere, og det er vi så blevet siden.
Klogere bliver man til gengæld ikke ved at se den ret beset temmeligt fantastiske TV-serie "Anna Pihl". Nu afslører dagens avis, at serien er det næstmest sete program i sidste uge ellers med Grand Prix og det hele, så det kunne jo indikere høj kvalitet og det er muligvis sandt.
Nu er det jo en politiserie, men det skal man nu ikke lade sig narre af, ikke handlingsmæssigt ihvertfald. Der sker nemlig absolut ingenting og det er meget heldigt, for aldrig tidligere i TV-historien har man vel set mage til ubehjælpsomt skuespil som hos hovedrolleindehaveren. Hendes kamp for at fremsige de møjsommeligt tydeligvis netop indlærte replikker er så hjerteskærende, at man næsten helt glemmer at studere det, som nok ellers er seriens hovedattraktion for midaldrende mænd, nemlig hvordan tynde rullekrave-sweatre kan sidde på yngre kvinder. Stramt er sådant et sørgeligt udtryk her.
Det vil sige, kvinderne i serien er ikke så unge, at fruen i huset derhjemme ikke selv kan kikke med, og man kan vel heller ikke afvise, at hovedpersonen Anna Pihls skuespilpræstation en del under den dårligste elev i den årlige skolekomedie på Sønder Bavelse Centralskole også gør hende lidt ufarlig som rivalinde.
Heldigvis matcher manuskriptet glimrende skuespillernes præstationer, ihvertfald for det meste, men hvem var dog den idiot, som havde castet den aldeles glimrende skuespiller Victor Marcussen ind i sidste uges afsnit? Han er jo en helt rigtig skuespiller og selv med et mere end middelmådigt replikmateriale viste han til fulde, hvordan man gør. Heldigvis viste han sig jo at være morder og er nok ikke med mere og det er sandelig heldigt for de øvrige skuespillere..
Serien om Anna Pihl er sublim underholdning for hele familien og vi forventer herfra først endnu bedre underholning, når den nye film med den fra "Vild med Dans" dermed verdenskendte danske skuespiller David Owe får premiere. Der er tale om en ridderfilm, og hvis man skal tro den korte trailer på DR2´s bevidstløse hyldestprogram til de nye danske film, skal vi berede os på et filmisk mesterværk. Den viste heroiske slagscene med Owe selv til hest var realiseret med en realisme, som får selv Monty Python og deres riddere med klapren af kokosnødder i stedet for heste til at se helt realistisk ud.
Vi glæder os helt vildt til det her, men i mellemtiden er Anna Pihl en ganske god erstatning. Vi er allerede nu ved statistisk nøje at studere, om der er tale om, at hovedpersonen udstiller sine fremtrædende attributter med nogen form for regelmæssighed. Indtil videre tyder det på, at hun primært strækker sig for at holde seerne vågne men det sker altså med nøje forudsigelige mellemrum. Det er et hårdt og beskidt arbejde for denne skribent, men nogen skal jo gøre det.

Hjemme igen

Så er den lidt forlængede kærlighedsweekend for denne heldige skribent uheldigvis forbi. Vi beklager den for os usædvanligt lange ekspeditionstid for kommunikation, men for det første var vi i det vestlige Irland ved den stormomsuste Galway Bay, for det andet virkede vores ellers ganske pålidelige trådløse 3-modem ikke altfor overbevisende og så er det vist diplomatisk udtrykt. Meget
Ellers er det jo ved at trække op til den helt store jubilæumsdag i morgen, nemlig 3-årsdagen for den kosmiske forening Pia/Poul, og det var naturligvis i den anledning, at vi tog en tur til Irland. Man kan sige massevis af positive ting om Irland, men noget af det bedste er lige i vores tilfælde, at man ikke bliver altfor afhængigt af den lokale øl. Nu er øl jo som allerede kendt af middelalderens munke jo heller ikke en ubetinget stimulans i alle aspekter af kærligheden, men det er dog påfaldende, at der findes en endnu mindre variation i udbuddet af øl i Irland end selv i min gamle hjemby Horsens, hvor man kun kunne få Ceres, da jeg var dreng. Det var jo også den eneste rigtige øl, og så var den ikke københavnsk. Senere analyser viste, at det nu også var det bedste ved dette noget tvivlsomme produkt.
Ceres bryggede da i det mindste dengang en del forskellige øl, selv om det altsammen havde en smag af nødtørftigt renset spildevand. Det kan næppe kun have været et tilfælde, selv om det senere blev en hel del værre.
Ikke engang denne mangfoldighed findes i Irland, hvor alle pubs styres jernhårdt produkt-og distributionsmæssigt af Guinness. Man kan få en Smithwick, som er en vandet Guinness og man kan få Bulmers cider, som er en ganske ildesmagende syntetisk Guinness-sag og så er der jo mulighed for en enkelt Carlsberg, en Budweiser og en Heineken, som kun er med for at give udseende af mangfoldighed. Dem drikker ingen frivilligt og derfor er det surt i hanerne.
Der er altså ialt 3 Guinness-produkter på fad at vælge imellem og så det samme på flaske eller dåse. Det er noget sølle, men heldigvis var de indfødte ubeskriveligt venlige og da særligt helt ude vestpå, hvor John Ford-filmen "The Quiet Man" med John Wayne som hjemvendt irsk bokser blev indspillet.
Nu har Wayne jo altid i sin gangart haft et lettere hofteled-dysplasisk element, men det var nok derfor Ford valgte ham til hovedrollen, for det er der godt nok mange derude vestpå, som havde. Det gav Waynes præstation et helt nyt skær af autenticitet at se alle de helt originale ganske overordentligt skævbenede folk vakle rundt i den stive kuling, lidt i retning af en sømand, som jo også på land får en rullende gangart a la en pingvin.
Til gengæld var der absolut ingen piger derude, som lignede Waynes og John Fords faste kvindelige hovedrolle, den ellers ligeledes irske (og overordentligt smukke) Maureen O´Hara, men hun har nok oprindeligt været ovre østfra. Det var hun forresten osse, helt fra Dublin endda. Måske er de korte skæve ben en slags genetisk tilpasning for at stå fast i den kraftige blæst fra Atlanterhavet, men det ser temmeligt dumt ud for kontinentaleuropæere. De lokale unge mandlige håndværkere så dog ikke ud til at tøve med at tage for sig af godterne, men det kan jo ændre sig til sommer, når de franske turist-piger kommer igen. Sådan en slags omvendt "Veras Vinterven" for os, der kan huske denne udødelige klassiker af Peter Vesth. Men altså en meget autentisk oplevelse for waynologer som os selv, der gik i vores helts fodspor.
Ellers kæmper vi i dag bravt for at få vores detbatter til at virke igen, men husk endelig at "save" alle de begavede indlæg indtil vi giver klarmelding på denne plads. Som man næsten kan regne ud er ugens emne udsat af samme beklagelige grund.

Københavneri

Som tidligere omtalt i disse spalter er der også i vores egen branche eksempler på en noget alternativ økonomisk tænkning. For argumentets skyld vil vi i dag kalde dette for "københavnerskolen" for at give det et vist videnskabeligt præg, vi er jo akademikere og kan vel alle huske "Frankfurter-skolen" uden at den vist var ret meget mere fornuftig eller gennemtænkt.
Denne alternative økonomiske tænkning går ud på at lave salgsplaner og budgetter sammensat af en mindre del fornuft og en noget større del ønsketænkning, sådan en slags sigtebrød, hvor rugmelet altså er fornuften. Budgetterne opfyldes simpelthen ved, at kunderne ifølge denne østdanske teori naturligvis køber det, som man har valgt at sælge. Nøgleordet er altid, at "man skal bare..", så går det helt af sig selv.
Denne tvivlsomme teori anvendes også indenfor dansk filmindustri med nogenlunde samme succesrate. I en helt fremragende og godt researched artikelserie i Jyllands-Posten har Michael Enggaard blotlagt budgetterne for alle sidste års danske film til skræk og advarsel.
Kendsgerningerne er ganske enkle: Selskabet modtager pr. solgt billet 15,-. Da budgettet på en ganske middelmådigt finansieret og desværre også kunstnerisk typisk ganske ditto er på 4-8 mill. kr., skal der altså for de 8. mill. 160.000 mennesker i biografen. Det er ganske mange efter dagens standard hvor mange film kun har været set af 3-10.000.
Nu er det en del bedre at sælge DVD-er med filmen, men desværre er salget for det allermeste snævert forbundet med den succes, filmen har i biografen. Der er lidt Joseph Heller og "Punkt 22" i det her: Hvis en film ikke har succes allerede får den heller ikke succes senere.
Af de langt over 20 danske film har vistnok kun et par Grasten-produktioner holdt pengene hjemme så godt og vel. De andre har været østdanske eksempler på denne radikalt nye økonomiske tænkning, hvor man "bare" skal gøre det og det, så går det hele op. Det gør det bare sjældent og den nyeste produktion fra Nimbus Film til 46 mill. kr. skal så blot ses af 3 mill. danskere, så hænger den fint sammen. Så kan den nemlig også sælges dyrt til alskens TV-stationer, fordi det har været en succes og kan osse sælge masser af DVD-er.
Derimod giver det nok mere sandsynlige tal på 100-150.000 blot knapt et par millioner i kassen og dermed er den heller ikke attraktiv hverken på DVD eller for TV.
"Punkt 22" har slået til igen og den københavnske økonomiske tænkning ser ud til at gå samme vej som Frankfurterskolen. Mon ikke vi har set den sidste film fra Nimbus Film?

Det nye præsteskab

Nu er der nok ikke mange, som har fulgt med i den langstrakte debat mellem minister Karen Jespersens mand Ralf Pittelkow (som er kommentator i Jyllands-Posten) og DR omkring den muligvis lidt tendentiøse valgdækning. Det er jo i øvrigt også historie og i nutiden med dens historieløshed temmelig ligegyldig. Man kan som i alle humanistiske discipliner altid stille spørgsmål ved præmisserne for Pittelkows optællinger af pro-eller især kontra-regeringsindslag, selv om det nok var ret indlysende for alle ikke-akademikere, at DR og TV 2 politiserede ikke så lidt. Når man ikke selv kan se det plejer det jo bare at betyde, at det så er endnu mere oplagt ligesom når man ræser af sted på cykel uden at mærke vinden. Så har man nemlig medvind, meget overraskende, dog nok mest, når man vender om.
På det allerseneste har en lektor på Danmarks Journalisthøjskole blandet sig i debatten med den uhyre akademiske betragtning, at man da vist ikke kan tro på en kommentator, der er gift med en minister. Dette karaktermord er tilsyneladende gået upåagtet hen og bliver da normalt heller ikke anvendt, når Ritt Bjerregårds mand, historikeren Søren Mørch, publicerer sine "sandheder" omkring Socialdemokratiets allernyeste historie. Meget mærkeligt.
Endnu mere mærkeligt er de seneste læserbreve fra selveste rektoren for Danmarks Journalisthøjskole, fr. Dohm. Her benyttes der nemlig nogle argumenter i debatten, som ret beset er sensationelle uden at det bemærkes. Rektoren anfører nemlig, at da alle de faguddannede journalister på DR og andre medier jo har modtaget en så god og dannende uddannelse, at de helt selvfølgeligt er kritiske og helt i stand til at veje alt på den store guldvægt. Derfor KAN de slet ikke opføre sig, som Pittelkow hævder, det er de nemlig for dygtige og for kloge til.
Nu har vi ingen ide om kvaliteten af uddannelsen på Journalisthøjskolen, men der er vist tale om en "first" her, hvis man mener, at en kandidat er blevet et bedre og mere retsindigt menneske efter sin uddannelse, ja faktisk direkte på grund af uddannelsen. Vi skal vist mindst tilbage til den kirkelige oldtid for at finde lignende påstande. Allerede tidligt viste det sig jo ellers, at fromhed og afholdenhed trænet gennem lang tid ikke var nogen garanti for fromt og afholdende levned, måske snarere tværtimod.
Nu har denne skribent gennemgået en akademisk uddannelse, ganske vist på rekordtid (og har dermed måske ikke forstået så meget), men man behøver vist ikke være akademiker for at indse, at en formel uddannelse garanterer lige præcist overhovedet ingenting. Hvis man er en halvpædofil studerende bliver man blot en halvpædofil gymnasielærer og en doven klamphugger af en tømrerlærling springer heller ikke ud som finsnedker med en glorie over hovedet som Roger Moore i TV-serien "The Saint". Undtagen altså journalister, hvor ungdommelig uhæmmet medieliderlighed før uddannelsen altid afløses af perfekt modenhed og evne til balanceret og upartisk tænkning efter uddannelsen, hvis man altså skal tro rektoren for Journalisthøjskolen. I kraft af den gode uddannelse kan de simpelthen principielt ikke opføre sig som Pittelkow (og undertegnede forresten) mener.
Vi sidder vist her med nøglen til samtlige samfundsproblemer. Giv blot alle de problematiske knivbærende unge en uddannelse på denne institution, og alt vil blive rosenrødt. Uddannelsen garanterer menneskelig perfektion og det er faktisk ret godt nu langt over 1000 år efter, at kristendommen opgav og end ikke Pol Pot helt magtede dette projekt. For at blive i den gamle kirkelatin: Jeg er det kvalitativt nye menneske ipso facto min uddannelse.

Ære med mere.

I dag vil vi med udgangspunkt i forskellige historiske epoker behandle begrebet ære. I en tid, hvor ordet efterhånden sjældent bruges af etniske danskere og hvor forstavelsen "ære-" vel nok er allermest hyppigt med efterstavelsen "(s)-drab" kan det måske være interessant at vide, at det ikke altid har været sådan. I denne forbindelse vil vi forsøge at trække nogen lange linier ind i den moderne elektronikbranche, hvor det at designe og producere en ting heller ikke længere er det allermindste ærefuldt. Det var det altså engang for længe siden, ja over 10 år, men ikke meget. Ikke meget mere, til gengæld meget mere selvfølgeligt og ærefuldt. 

Nu ved alle med blot baggrund af oldtidskundskab i gymnasiet jo, at selv i den græske verden i slaget om Troja herskede der udsøgte æresbegreber, men vi vil i dag for overskueligheden starte i den europæiske middelalder, nemlig i riddertiden. Dengang som nu var al snakken om en høj etik og moralsk standard hos de sande riddere naturligvis ikke hele sandheden, men der var dog tale om en afgørende udvikling i udviklingen af begrebet ære. Det blev først tydeligt i krigsførelsen, og gennembruddet skete allerede under korstogene. 

Dengang som nu må man endelig ikke forveksle intellektuelles betragtninger over deres (indbildte) virkelighedsopfattelse med en korrekt beskrivelse af situationen. Lige meget hvordan og hvor højt datidens omrejsende skjalde og poeter besang den evige kærlighed og de nye ridderlige idealer var der naturligvis ligeså langt mellem disse ting som der er mellem eksempler på ægte tolerance blandt moderne danske intellektuelle. De bor jo ikke akkurat i hverken Vollsmose, Gellerup eller andre angiveligt ideelle etniske smeltedigler. Ikke desto mindre skete der et helt afgørende gennembrud i æresbegrebet derved, at der faktisk allerede fra det første korstog blev almindeligt accepteret, at en ridders ord var bindende. Det vil sige, det var naturligvis kun bindende overfor andre riddere og var lidt problematisk overfor de vantro, men blev dog i det store og hele også anvendt der overfor korsriddernes daværende formidable modstander Sal Ad-Din. Det har nok også været ganske klogt. Pudsigt nok behandlede Sal Ad-Din selv sine kristne modstandere en del mere ridderligt end han behandlede sine talrige muslimske modstandere. I hans sammenhæng var korstogene kun en parantes, men det er en helt anden sag. 

Det betød naturligvis ikke, at krigene blev meget mere humane, men det blev de for ridderne selv. Deres æresbegreber kom meget hurtigt til i praksis at sikre, at tilfangetangne riddere blev behandlet godt af deres modstandere (de menige soldater var en helt anden sag selvfølgelig, dem slagtede man blot). Medvirkende til dette var jo også, at der var en hurtigtvoksende handel med frigivelse mod løsesum af disse fanger, så derfor beskyttede man dem naturligvis. Et forunderligt biprodukt fra denne tid var, at man som fange gav sit ord på ikke at flygte, og det gjorde man så heller ikke, selv om man forresten ellers gik frit omkring. Som eksemplet med den engelske konge Richard Løvehjerte vistnok viser, kunne dette ord fraviges overfor hedninger. I dag er tingene og begreberne vistnok vendt om. De vantro er blot ikke muslimer længere. 

I de næste århundreder fortsatte denne formalisering af æresbegrebet mellem værdige ligemænd på begge sider. Dette kan forekomme komisk på baggrund af resten af krigenes slagteri, men det var ikke desto mindre tilfældet. En sejr vundet på uærlig vis var ikke en acceptabel sejr, og når man var blevet besejret, kunne man for det meste klare fangeproblematikken på ærefuld vis, så vidt havde de gamle ridderlige æresbegreber en tid lang bredt sig. Under den amerikanske frihedskrig i slutningen af 1700-tallet kapitulerede for eksempel den engelske general Cornwallis med sin hær på mange tusind mand til George Washingtons amerikanske frihedskæmpere. Det foregik på en måde, som på sin vis vel repræsenterer toppunktet af ridderlighed måske i hele verdenshistorien, uden at det dog vistnok tidligere er omtalt på denne måde. Desværre var man endnu ikke begyndt at lave hifi, det kunne nok ellers have været rigtig kvalitet. Som forresten datidens shaker-møbelstil var det, den direkte og lige forgænger og forløber for alle de danske møbelkassikere, bare håndværksmæssigt bedre. 

Cornwallis og hele den engelske hær fik nemlig mod løftet om at tage hjem til Europa igen og aldrig komme tilbage lov til frit at marchere tilbage til det stadig engelske New York med alle våben ( der var jo stadigvæk indianere og andre farer). Ingen kunne simpelthen forestille sig, at de ville gøre andet, end det, som de havde lovet, og det gjorde de forresten heller ikke. Man så dem aldrig siden og kort tid efter sluttede krigen. Denne æreskodeks betød naturligvis også, at når krigen var forbi var man ikke fjender mere, så der var aldrig noget retsopgør eller nogen de lange knives nat. Det var lidt en spejdertid her godt 100 år inden begrebet blev opfundet af Baden-Powell. Æren havde godt fat dengang. 

Det havde den også i vores branche fra sin start i det sidste århundrede. Det er vanskeligt at se andet end de klassiske ridderlige æresbegreber i de allerfleste af de entreprenører, som startede den moderne audiobranche. Nu var mange af dem jo osse englændere, og måske de havde læst Walter Scotts klassiker om den ædle ridder "Ivanhoe". Nu var denne roman godt nok ren fiktion, men det var disse audiopionerers virksomhed til gengæld ikke. Uanset om man studerer firmaet Fonofilm med d´herrer Petersen og Poulsen, det langt senere Ortofon, Tannoy med Guy Fountain ved roret, Bang&Olufsen eller talløse andre var situationen den samme som med alle andre ejere af for eksempler tømrerfirmaer i alle mindre byer. Det drejede sig selvfølgelig om at tjene en vis mængde penge, men det drejede sig i langt højere grad om at arbejde for æren og den forpligtelse, som der fulgte med for at sikre sine medarbejderes en stabil arbejdsplads. 

Dengang kunne man naturligvis ligesom i dag allerlettest blive rig ved at sælge et succesrigt firma, men det valgte alle disse grundlæggere kun i deres sene alderdom at gøre og kun hvis der ikke var nogen familie til at overtage. Ære bestod ikke i flest penge men i mest almen respekt. Det var næsten ligeså simpelt som det er i visse danske marginalgrupper, hvor æren er forbundet med at have den største og nyeste BMW med det største stereoanlæg, men det var et sidespring. Da Gilbert Briggs, dengang midt i 70-erne, solgte Wharfedale til Rank var denne gentlemans eneste bekymring, hvordan han kunne sikre sine gamle loyale medarbejdere. Han solgte ikke til den højeste pris, ganske langtfra endda. Det gjorde senere Harold J. Leak forresten heller ikke. 

Man kommer naturligvis til at tænke på helt identiske bekymringer for Arthur Wellesley, den senere Lord Wellington om hans trofaste soldater fra Napoleons-krigene. Der var lidt Mærsk-arvefølge over det hele. Når man havde evnerne, havde man også forpligtelserne. Ridderligheden sad dybt i folk, også hvor den ellers ret rå kapitalmagt herskede. Det var bare mere indenfor markedet for tjenesteydelser denne huserede og det skulle den forresten blive med. Først skulle producenterne dog holde op med at producere og det varede faktisk et godt stykke tid. Det var jo der, deres egen personlige æresopfattelse lå. Alle de andre var jo blot købmænd, og det har der til alle tider været et jødisk og dermed ikke helt respektabelt islæt i. 

I elektronikbranchen betød det naturligvis, at den oprindelige grundlægger ihvertfald i starten naturligvis både var designer og konstruktør. Hvis firmaet voksede kom der naturligvis efterhånden andre på disse poster, men traditionelt havde alle disse originale igangsættere altid en stadig hands-on involvering i den tekniske udvikling i hele deres arbejdsliv.På den måde sikrede man sig jo også, at alt fungerede tilfredsstillende. Det var på den måde både Sidney Harman, Bob Carver og sågar Amar Bose startede op sammen med altså talløse andre. Alle de 3 nævnte var dog også blandt de første til at svigte de ellers faste ridderlige regler. De holdt nemlig op med at producere og det var simpelthen afslutningen for den ærefulde produktionsvirksomhed. Det varede dog en del tid, inden det skete. Enkelte vil antageligt kunne huske de første switch-mode forstærkere i for datiden helt diminutive størrelser fra Carvers hånd og selveste Bose var fra starten faktisk et helt ærefuldt foretagende. Bose var endda en rigtig akustisk doktor ligesom Dr. Oetker var det indenfor buddingen og senere den store "psycho-akustiker" Lars Goller. indenfor, ja egentligt hvad? 

I forbindelse med lanceringen af den allerførste Bose-højttaler, den klassiske 901 med integreret aktiv equaliser, blev det jo givetvis hurtigt klart, at man skulle bruge masser af effekt for at kunne booste bassen så meget, som det var nødvendigt (MEGET!) Nu fandtes der allerede dengang adskillige glimrende amerikanske high-power forstærkere, men alligevel begav Bose sig møjsommeligt ind i dette dengang lidt besværlige marked, da det faktisk slet ikke var så ligetil at lave disse kraftige forstærkere med datidens teknologi. Deres klassiske Bose 1800-forstærker ligner da heller ikke noget andet og det var jo ikke så underligt, da den jo var designet og produceret af det ellers ikke elektronisk voldsomt kyndige Bose-koncern. Den virkede nu meget godt og denne skribent har endda haft en. 

Bose var nu også et af de firmaer, som allerførst skippede alle de gammeldags æresbegreber om reel produktion og reelle produkter. I den retning kom de i selskab med Carver og hele den samlede danske tekstilindustri. Recepten var naturligvis OEM: Få dine produkter lavet af andre og få dem til at sætte dit navn på. Den gamle ære i ærlig produktion var blevet afskaffet af disse tidlige pionerer. Kronologisk foregik denne udflagning af Bose og Carver til Kina allerede mens Samick i Sydkores og NAD produceret på Taiwan ellers var datidens absolutte lavprisprodukter og dermed repræsenterede det absolutte bundskrab i datiden. 

. De var altså absolutte pionerer og tilfældet ville det endda sådan, at både Carver og Bose-forstærkerne en tid tilfældigvis (men naturligvis ikke tilfældigt) var helt identiske. Dette skete samtidigt med, at den daværende engelske Bose-produktion af højttalere blev flyttet først til Irland og derefter også til Kina, endnu en "first" for Bose i denne industri. Bose og mange med dem var blot blevet handelsvirksomheder, hvor alle regler om ære og tudsegammel ridderlighed overfor medarbejderne med et slag var blevet afskaffet. De var sande pionerer, men de allerfleste andre skulle komme hurtigt efter det. 

Traditionelt havde som nævnt tidligere Tannoy lavet forstærkere, faktisk helt fra starten i 1926, fordi deres systemdivision konstant krævede specielle apparater. I de seneste årtier havde det som også skildret i tidligere emner været svært at lave ordentlige og pålidelige apparater, men det var dog alligevel en overraskelse, da der fornyligt atter kom en hel bunke Tannoy-forstærkere på markedet. Som altid, når sådan noget sker, var der naturligvis tale om re-badgede OEM-produkter, her simpelthen fra et andet medlem af samme industrigruppe, nemlig LAB-Gruppen. Dette er tilsyneladende logisk men nok i virkeligheden mere tilfældigt. Æren ved produktionen er alligevel ikke den samme og det er loyaliteten begge veje mellem medarbejdere og ledelse naturligvis heller ikke længere og det er der talrige eksempler på allerede. Medarbejderne skifter næsten ligeså hurtigt som hos McDonald, så hvordan kan det være anderledes?. Riddertiden er jo forbi og selve produktet er ligegyldigt. 

Sommetider oplever man i vores branche, at æresbegrebet lige tager en ekstra drejning, når produktionen bliver dobbelt-OEM. Det er tilfældet, når en virksomhed kontraherer med en anden virksomhed, som allerede har udliciteret sin produktion. I gamle dage var for eksempel det omkring 30 år gamle spanske firma Master Audio Design som alle andre pionervirksomheder drevet af grundlæggeren en helt normal produktionsvirksomhed. Allerede tidligt for omkring 15 år siden så man dog en gradvis udvikling mod, at kun en lille del af samlearbejdet fandt sted hos denne "kvart-producent", som han var ved at blive. Efterhånden blev den største del af virksomheden handel med rene Kina-produkter, og ikke uventet ændrede hele virksomheden struktur. 

Det blev ikke bedre, da Cerwin-Vega, der som tidligere Bose ikke have nogen elektronisk ekspertise, af visse tilfældige grunde entrerede med Master.Audio Design. Ret meget længere kan man altså ikke komme fra gammeldags produktion og længere kommer man nok i øvrigt heller aldrig, fordi omkostningerne ellers bliver for høje. Det er de formodentlig allerede, men disse Cerwin-Vega aka Master aka Kina-OEM sælges antageligt kun på et eller ganske få markeder. Det var en noget pudsig afslutning på den gammeldags virksomhed, men sikke dog en sølle en. Det eneste som var værre var faktisk produkterne, hvis man skal tro en nylig anmeldelse. 

Om det så er tilfældigt, at samtlige riddertidens æresbegreber efter at have spillet en normativ rolle i over 1000 år også synes at være forsvundet helt fra den almindelige krigsførelse med skydevåben samtidigt med, at de allerfleste virksomheder i elektronikbranchen er holdt op med at være produktionsvirksomheder vides naturligvis ikke. Det er dog vores mening, at der er tale om mere end en tilfældig tidsmæssig sammenhæng. At normerne også er ved at skride indenfor uventede brancher som økologisk fjerkræavl er måske endnu værre, for så er der måske ikke mulighed for en tilbagevenden til almindelig anstændighed. For mange er "Årstiderne" eller den lokale økologiske gårdbutik vel efterhånden noget af det allersidste, man kan regne med. Troede man altså indtil for nyligt. 

Nu har reklametekster jo forlængst ændret karakter fra det lejlighedsvist informative til den allermest fritsvævende fantasi i mangel på en bedre betegnelse, som enhver kan lægge ord på. At der er tale om et fundamentalt angreb på de allersidste rester af æresbegreberne viste affæren med de angiveligt økologiske ænder op til jul. Som bekendt blev disse vanvittigt kostbare guldklumper solgt med den gode historie om, at man altid kunne spore deres oprindelse og eventuelt køre ud og kikke indover hegnet til de overlevende søskende, mens de lystigt snadrede løs. Det eneste pladder man umiddelbart kunne finde i denne sag viste sig desværre at være det alt andet end økologiske Rose Poultry-slagteri. Det eneste spor førte nemlig tilbage dertil og derfra forsvandt alle spor. Ja faktisk ved man endnu ikke engang, om de er halalslagtede eller overhovedet økologiske, ja næsten knap nok om de var avlet uden genteknologi eller om det endda var ænder. I sandhed en sølle ende på dette andeliv og på troen på oprigtigheden i denne del af den økologiske branche. 

I dag har vi forsøgt at følge æresbegreberne fra riddertiden igennem den elektroniske branche i de sidste knapt 100 år. Som i krigen er der uden tvivl blevet andre tider. I tidligere tider kunne en af alle tiders gerrigste, mest irrationelle og dummeste svin, grundlæggeren af Tannoy Guy R. Fountain, alligevel aldrig drømme om at tage ud at sejle i sin store lystyacht uden af have vindmålere, megafoner, ventilatorer m.m. med fra sin egen virksomhed med de store bogstaver tydeligt malet for alle at se. Man kan nok sikkert regne med, at bestyrelsen for den pensionsfond, som ejer Bose eller Carver eller alt muligt andet i dag er ligeglad med at have nogen af de ting, som han nominelt ejer. Det var historien om ære med mere. Denne sidste del var med mere. Leve George Washington og general Cornwallis! 

Forår og dagens ornitologi-lektion.

Da vi fornylig så en meget vred mand citere en allerede dengang ugegammel forside skal vi da lige minde om, at disse forsider faktisk et stykke tid har været opbevaret internt her. Måske de senere kan blive udgivet som "Dagens Ord Classic"?
Ellers er der jo ikke rigtig meget grund til den opsparede surhed hos denne herre, som ellers var vred for mindst et par stykker. For eksempel er de første sikre forårstegn allerede hos os. Nej, vi taler hverken om vintergækker eller erantis, som jo er noget upålidelige. Vi taler naturligvis om denne oldgamle dyregruppe, som jo menes at nedstamme direkte fra dinosaurerne, nemlig fugle. Dyr med en sådan erfaringshorisont på mange millioner år må jo da vide det.
Allerede i disse dage ser man jo de som bekendt kulsorte solsortehanner jage hinanden rundt, mens de skræpper løs. I den henseende er deres adfærd helt identisk med den, skruppelløse (eller blot inderligt stupide?) hifisælgere sammen med deres medløbere lægger for dagen, når de argumenterer for nye "spændende" kabler fra for eksempel Harmonic Technology. Der er vist mest tale om skræp.
Som bekendt er solsorten både en trækfugt og en standfugl, fordi de allerfleste hanner bliver tilbage for at opretholde territoriet. Når hunnerne så bekvemmer sig til at komme tilbage fra deres selvfinansierede charterferie begynder balladen, og det er altså nu. Der er simpelthen en jappen og skræppen og gøren ved i disse dage hos vore fjedrede venner. Også hos de ellers om vinteren ret fredsommelige blishøns er deres normale aggressive sommeradfærd netop dukket frem, og allerede nu jager disse voldsomt flaksende fugle alle franskbrødsænderne væk i den sø, ved hvilken undertegnede og Folmer Hund bruger en times tid hver morgen. Det er der, dagens vise ord udklækkes mellem alle disse helt naturlige stimulanser, hvor tidens gang så ubarmhjertigt trænger sig på. Man kan forestille sig Steen Steensen-Blicher, som vist også havde hund, selv om han måske var en smule bedre. Det var han iøvrigt. Når den store Litterære Glemmebog engang skal udgives er det ligeså sikkert, at Blicher ikke er med som det er, at Rifbjerg, Carsten Jensen og alle de andre tågehorn er. Det er nu rart at tænke på i denne ellers mørke tid.
Dagens ord i dag var så blot for at vise overfor eventuelle skeptikere, at der bag den normalt sarkastiske facade hos denne skribent gemmer sig en naturfilosof ligesom Izaak Walton med hans værk om non-fiskeri "The Complet Angler" eller Henry David Thoreau i bogen "Walden". Den første er rigtig fin, den sidste er noget forsludret. Det var nok derfor, den blev så kendt.
Vi kaldte det godt nok ikke filosofi ude på den lillebitte ø ude i Kattegat, hvor jeg blev født. Derude på de alleryderste skær hed det vist mest at stå og glo dumt på de der skræppende sorte fjerkræ på denne tid af året. Det gjorde det nu ikke mindre interessant og det er det forresten ikke blevet siden. Der var jo også dengang noget med, at der sommetider som i sangen "Veras Vinterven" kom piger til øen om sommeren, som nu nærmede sig. Solsortene var tydeligvis ikke så dumme endda, de er her da endnu.
Vi kan så blot håbe, at også kabeltumperne fra Harmonic Technology og deres eftersnakkere får den skæbne, som de så inderligt fortjener. Heldigvis plejer den ubarmhjertige natur at kunne udrydde sådanne vildskud, så mon ikke det går?